↩ Herved falder mig en Pudsighed ind, som engang har moret 529 (US) mig kostelig, og kan more mig endnu at tænke paa; det er et Sted i Fortalen til vor saakaldte ►Prosaiske Edda, som, i Forbigaaende sagt, dog er meget mere poetisk end de fleste “Samlede Digte” nuomstunder; thi der har Forfatteren ogsaa paa en Maade villet forbinde den Græske Mythologi med den Nordiske, og fortæller ved den Leilighed meget troskyldig, at da ►Saturnus (►Kronos) deelde sit store Rige mellem sine tre Sønner, og gav ►Pluto Helvede, som var det daarligste Stykke, saa, for at trøste ham, gav han ham ovenikjøbet ►Bulbideren ►Cerberus, til som ►Bindehund at passe paa det; og det falder mig nu just ind, fordi jeg har lagt Mærke til, at de unge Philosopher, der virkelig, som ►Pluto, faae det daarligste Stykke af det Kongelige Arvegods, har immer ►Cerberus: den stærke Polemiker og skarpe Recensent, ved Haanden, og synes virkelig at trøste sig med ham over deres sorte Armod.