Grundtvig, N. F. S. Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer




I

Brage-Snak
om
Græske og Nordiske Myther og Oldsagn
for
Damer og Herrer,

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.


De Tærninger løbe ofte omkring.
de sig saa snart monne vende,
saa giør og Lykkens Hjul udi Ring,
dens Løb man neppe kan kiende.

Axel Tordsens Vise.

Kjøbenhavn. Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1844.

II
III

Til

📌Danmarks Dronning,

Dagmar den Anden,

👤Caroline Amalia den Første.


1

Dronning over Dane-Vælde:
Kiærlighedens Bølge-Land,
Hvor i Barm, trods Aar og Ælde,
Himmelsk Hjertet staaer i Brand!
Syster til hver Græsk Gudinde!
I Dit Skiød jeg, med Dit Minde,
Øser ud min Brage-Snak!

2

Nok af Snak i vore Dage;
Aldrig dog det glemmes her,
Brage-Snak er Ord af Brage,
Guld og grønne Skove værd,
Alvor, der, som Speil i Rammen,
Sidder velforligt med Gammen,
Nær i Slægt med Liv og Lyst!

3

I de kolde Vinter-Dage
Sad hos Odin jeg i Løn,
Skifted mangt et Ord med Brage,
Naar han dæmped Harpens Døn,
Leged paa de løse Strænge,
Skiemted med de gamle Drenge,
Som blev graa i Hildes Leg!

4

IV Da jeg saae, at 📌Nordens Helte,
Stivnede i Brynjer graa,
Kan som Iis i Vaaren smelte,
Under Soel paa Himmel blaa,
Smelte ved de Græske Sange,
Om 📌Olympens Bue-Gange
Og om Letos Tvilling-Par!

5

Kiender Du de klingre Røster,
Under Sløret himmelblaat,
Om Apollon og hans Syster:
Maanens Mø og Solens Drot,
Artemis med Gylden-Tenen,
Hvid som Sneen, let som Renen,
Med de blide Bue-Skud!

6

Sværmersken paa Bjerge-Tinde,
Dronningen for Hjerne-Spind,
Blomster-Landets Jægerinde,
I det klare Maane-Skin,
Lever hun ei i Dit Indre,
Naar de milde Øine tindre,
Odin selv er ugleblind!

7

Ja, hvis ei det Odins-Øie,
Mimers-Brønden har i Pant,
Er, som Borg paa Taage-Høie,
Lutter Blændværk, idel Tant,
Da udsprang Hun, med Guld-Tenen,
Atterfødt, paa Skjoldung-Grenen,
Ved Din Fødsel under Øe!

8

VI Dit Øie, naar det tindrer,
Det sig speiler soleklart,
Du Dig, som en Drøm, erindrer
End den gamle Skytte-Fart,
Som en himmelsk Jægerinde,
Giennem Sky paa Bjerge-Tinde,
I det klare Maane-Skin!

9

Drømmen vild da skinner fager,
Buen spændes i Dit Bryn,
Jagtens Lyst Din Sjæl indtager,
Tanken tumler sig som Lyn,
Horn som Lur i Skoven dønner,
Pilen suser, Hjorten stønner,
Høit og skingrer Hunde-Glam!

10

Men da fløiter Nattergalen,
I den dunkle Midnats-Stund,
Derved dandser i Løv-Salen
Hvert et Blad i Bøge-Lund,
Buen synker da med Brynet,
I en Taare slukkes Lynet,
Horn og Hunde tie kvær!

11

Da, i Glands af Ædel-Stenen,
Hviler Du paa Gylden-Skrin,
Spinder flittig paa Guld-Tenen
Lilje-Silken faur og fiin!
Giennem Hjerte-Vølundshuset,
Som giør Viismænds Hoved kruset,
Spinder Du en Lede-Traad!

12

VIJa, hvor Hjertens-Fryd er Gaaden,
For hvert Øie soleblindt,
Kiærlighed er Lede-Traaden
I den store Labyrinth,
Kiærligheden hjertespundet,
Af Gudinden rosenmundet,
I det klare Maane-Skin!

13

Brast den hist i Blomster-Engen,
Og Apollons Laurbær-Lund,
Holde skal i Fugle-Sengen
Den dog vist ved 📌Øre-Sund,
Bølge let i Fugle-Tonen,
Væves konstig, paa Guld-Thronen,
Ind i Sløret himmelblaat!

14

Ja, paa Dane-Dronningstolen
Lykkes skal den Væv saa prud,
Alt som Straaler gaae fra Solen,
Milde Blik fra Ungdoms-Brud,
Saa, mens Aften-Solen skrider,
Strimeviis til alle Sider
Gaaer den gyldne Lede-Traad!

15

Hvor den slipper, endes Møden,
Vinker Himlens Rosengaard,
Hegnet ind med Aften-Røden,
Til det store Hvile-Aar;
Vinker, i de gyldne Sale,
Dig, fra Tidens mørke Tale,
Evigheden soleklar!


VII

Indhold.

I. Persephone og Idunne 1.
II. Prometheus og Pandora 20.
III. Kronos og Kroniderne 34.
IV. Ygdrasil med Urda-Kilden og Mimers-Brønden 51.
V. Leto-Børnene og Niobe 67.
VI. Iris og Hermes 82.
VII. Idunne og Dværgene 97.
VIII. Balder og Kronos 112.
IX. Tyr og Zeus 127.
X. Stilstanden og Asgaards Bygning 141.
XI. Thors Tvekamp med Hrungner 156.
XII. Mjølners Atterkomst og Eftersmæk 171.
XIII. Demeter og Poseidon 185.
XIV. Den Danske Odin 198.
XV. Phineus og Loke 212.
XVI. Valhall og Folkvang 229.
XVII. Minerva og Heimdal 242.
XVIII. Hephæstos, Pallas og Artemis 261.
VIIIXIX. Sphinx og Balders-Baalet 274.
XX. Det Argonautiske, Thebanske og Trojanske Tog 288.
XXI. Odysseen og 📌Island 302.
XXII. Den Danske Guldalder 321.
XXIII. Den Gothiske Guldalder 337.
XXIV. Skjaldre-Konsten og Suttungs-Mjøden 353.
XXV. Holger Danske 370.
Efterskrift 387.

1

I.

Persephone og Idunne.

For et Par Aar siden stod jeg en deilig Sommernat i mit Vindue, jeg veed ikke selv hvorfor, men bestemt ikke for at kige Stjerner, thi dels boer jeg, desværre, ikke ved Volden, men midt i 📌Vimmelskaftet, og dels vil jeg være min Skrøbelighed bekiendt, at den Astronomi, jeg lærde i min Ungdom, har jeg svedt ud for længe siden, og trøster mig kun ved, den var ikke bedre værd, da den slet ikke dreiede sig om Guld paa Blaat, men kun om Sort paa Hvidt. Imidlertid kom jeg dog den smukke Sommernat ganske uformodenlig til at høre en astronomisk Forelæsning, som den lærde Vægter, vi dengang havde i vor Gade, holdt for En af sine Colleger, der vel ikke syndes synderlig opvakt, men var dog saa taalmodig en Tilhører, som nogen astronomisk Professor kunde ønske sig, og beundrede vist ligesaa høit sin Lærers store og udbredte Kundskaber, som hans flydende Veltalenhed. Det gjorde jeg nu just ikke, men dog fandt jeg denne naturlige Stjernekigers Forelæsning paa staaende Fod om Sol og Maane og Stjerner, i Sammenligning, særdeles morsom og maatte virkelig forundre mig over den vigtige Mine og fornemme Professor-Tone, hvormed han betroede sit lille Auditorium, at forleden Aar var der blevet en Stjerne borte for “Astronomierne”, som de reiste rundt og ledte om, til de endelig fandt den høit oppe i 📌Norge! Adskillige Dage efter maatte jeg smile hvergang det faldt mig ind, skiøndt jeg ikke 2ret vidste hvorfor, men saa glemde jeg naturligviis Spasen og jeg troer ikke engang, jeg tænkde paa den, da jeg forleden læste i Aviserne, at Kometen ogsaa paa en Maade var blevet borte for Astronomerne, men nu, da jeg vilde til at give en lille Udsigt over de Græske og Nordiske Myther, især fordi jeg i de Lærdes Fremstilling savner Aanden, nu blev Tanken med eet saa levende, som om Vægteren bogstavelig havde banket paa og bedt om lidt for sin natlige Forelæsning. Jeg var nær blevet gnaven over dette, som mig syndes, meget ubetimelige Besøg, men kunde dog ikke blive den astronomiske Vægter kvit, førend jeg lovede at tage ham med paa Cathedret, som De nu skal være mine Vidner til, jeg ærlig har gjort, ikke ganske uden Fare for selv at kaldes den snaksomme Vægter i 📌Vimmelskaftet. Min Ædelmodighed vil jeg imidlertid ikke rose, for hvad der gjorde mig saa føielig, var det Indfald at gjøre en lille Mythe af ham og hans Forelæsning, som det var ingen Sag at putte i Lommen og vise frem som et Exempel paa, hvordan en lille Pudsighed kan for 📌Nordens Aand faae meget at betyde, thi vi veed jo Alle, at Stjerne paa Billedsproget betyder Aand, og jeg veed da rigtig ikke, hvordan jeg kortere og mere levende skulde betegne den Aandløshed, hvormed de Lærde længe har behandlet den Græske og foragtet den Nordiske Mythologi, end med den Pudsighed, at der var blevet en Stjerne borte for “Astronomierne”, som de reiste rundt og ledte om, saa Spørgsmaalet er kun, om den allerede kan findes paa 📌Danmarks Sletter, eller først paa Bjergene høit oppe i 📌Norge.

Nu veed jeg nok, det ønsker Damerne at see jo før jo heller, saa de skiænkede mig gierne baade den lille Mythe og hele Indledningen, naar jeg strax gav mig til at fortælle de smukkeste gamle Myther og Sagn baade fra 📌Sønden og 📌Norden, kun med et lille Vink om, hvordan man skulde vende og 3dreie dem, for at det Smukke ret kunde falde i Øinene, og jeg indrømmer Damerne, at det uden Sammenligning vilde ikke blot være det Morsomste, men i alle Maader det Bedste, saa jeg skulde med største Fornøielse stige ned af Cathedret og sætte mig hos Dem for at høre saadant et Foredrag over Græske og Nordiske Myther og Oldsagn, men om jeg ogsaa kunde bære mig saa godt ad, saa turde jeg det dog neppe i Herrernes Nærværelse, som altid spørger “hvorfor”? og om jeg ogsaa turde, saa kunde jeg dog ikke, fordi jeg er dog ogsaa selv en Herre, om end, som den mindste Trold i Kæmpevisen, ikke større end en Myre, saa jeg plager ogsaa baade Damerne og mig selv med det evige “hvorfor”, kan umulig være saa fornøielig som om jeg var Skjald fra Top til Taa, maa nødvendig være lidt kiedsommelig, især i Førstningen, til jeg kommer i Aande og kan maaskee glemme baade Damer og Herrer over Guder og Gudinder, og desuden hører det virkelig til det Nordiske Begreb om en Mand, at han baade skal vide hvad han vil, og turde sige det, og til det Nordiske Begreb om Tidens Løb, at den efterhaanden klarer det Hele. Indledningen kan jeg da ikke skaane Damerne for, og skiøndt jeg af mit Hjerte ønsker, den maa blive saa lidt kiedsommelig som mueligt, har jeg dog gjort sikker Regning paa Damernes mageløse Taalmodighed; mens jeg siger mine Grunde, hvorfor jeg har indbudt baade Damer og Herrer til at høre paa hvad jeg kan have at sige om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn under Eet.

Endskiøndt jeg nu ligesaalidt selv regner mig til de speculative Philosopher, som jeg regnes dertil af Andre, saa vil jeg dog paa een Gang efterligne dem og Damerne i hvad jeg finder min klare Fordeel ved, nemlig at forudsætte, jeg har igrunden upaatvivlelig Ret, og slutter kun saa paa det 4Allerstrængeste videre: er det kun rigtigt, hvad vi her maae forudsætte, at den Græske Aand, som man giennem Aarhundreder har forgudet i Latinskolen under eet med den Romerske, den har man slet ikke havt, men kun reist rundt og ledt om baade i 📌Italien, 📌Frankrig og 📌Tydskland, og at den kan og skal findes i kiærlig Forbindelse med 📌Nordens Aand, som de Historiske Stjernekigere indbildte sig, havde aldrig været til, er det kun rigtigt, da er det unægtelig saa vigtig og saa glædelig en Sandhed, baade for Damer og Herrer i 📌Norden, at Alt hvad der kan bidrage til at giøre den indlysende, maa være Dem kiært, om det end kræver et lille Offer, som jeg nok veed, Damerne maae bringe, naar de skal høre paa vore Grunde istedenfor at see vore Gierninger. Og er det nu fremdeles rigtigt, hvad vi ogsaa her maae forudsætte, at et Folks Myther er det førstefødte, vingede Ord af deres Aand, hvori man ikke blot kan spore men høre den, da maa et mundtligt Foredrag om Græske og Nordiske Myther ogsaa være ønskeligt baade for Damer og Herrer, thi Damerne ere jo dog virkelige Mennesker, med den samme Menneske-Aand over sig og det samme Menneske-Hjerte i sig, som 📌Grækenlands og 📌Nordens gamle Skjalde henryktes og henreves af, saa Herrerne vilde kun selv have Skam af at sige om noget Menneskeligt, at det var Damerne fremmed; thi hvad skulde det vel kunne være? Noget Skiønnere end Kvinden har vi dog neppe fundet enten hos os selv eller hos Mythographerne, saa det skulde være Damerne for smukt, og vilde vi sige, at Noget var dem for høit eller for dybt, da maatte de med Rette spørge os, hvorfor vi da taler til dem baade om Gud og om Kiærlighed, eller om vi virkelig enten i vor Hjerne eller i vore Bøger har fundet noget Høiere eller Dybere end det? Sagen er da virkelig kun den, at i Middelalderen opkom der et Slags 5lærd Frimureri, fordi de Lærde afrettede sig efter Bøger paa døde Sprog, som de ikke kunde oplive, og efter en fremmed Tankegang, der aldrig blev dem selv klar, og ringeagtede og forsømde deres Modersmaal, som naturligviis var det Eneste, baade deres Moder og deres Systre forstod, og dette lærde Frimureri, som alt længe har været aflagt baade i 📌Italien, 📌Frankrig og 📌England, hvor man kun leer ad dem, der ikke kan giøre deres Viisdom fattelig for Damer; det spøger endnu lidt i 📌Tydskland og 📌Norden, men har dog her alt begyndt at byde Farvel og afgaaer udentvivl med det Første paa Jernbanen til 📌Moskau! Vistnok er der en kiendelig Forskiel paa Damer og Herrer ogsaa i Henseende til hvad der huer dem og Maaden hvorpaa de fatter det, men hvad der giælder om os Alle, at vi læser for meget og hører for lidt, det giælder især om Damerne, hvis Øre, som vi veed, er ganske fortræffeligt, og hvis Fatteevne er øiebliklig, saa Talen gaaer dem aldrig for rask, men let for langsom, og især var det Synd andet end at lade dem høre alt det Poetiske, vi kan faae over vore Læber; thi selv i Læseverdenen er det klart, at det Poetiske, udenfor den egenlige Digters Hjerne, vilde være husvildt paa Jorden, dersom ikke Kvinden gav det en lille Plads i sit Hjerte!

Havde jeg saaledes, netop med det Samme for Øie og bag Øre, hvormed jeg staaer her, sat mig hen og skrevet en historisk Roman om Erik den Veltalende eller en anden af de gamle hedenske Kæmper i 📌Norden, som, ved at høre de Phøniciske Skippere fortælle om 📌Grækenland, fik Lyst til selv at see det Lands Folk, seilede til 📌Tyrus og derfra til 📌Grækenland, lærde saameget Græsk underveis, at han til Nød kunde hielpe sig med det, og hørde nu ikke blot i 📌Delphi og ved de Olympiske Lege alle de mærkeligste Græske Myther 6og Oldsagn, men fandt ogsaa i en af de Thebanske Landsbyer en smuk og vittig Grækerinde, med dybere Følelse end hun hver Dag røbede, og vandt hendes Yndest, fordi hun ogsaa hos Kæmpen, bag den raa Kraft, opdagede saameget Høit og Ædelt og Sindrigt, at hun ikke blot gierne hørde paa hans Fortællinger om 📌Nordens Guder og Helte, men fulgde hjem med ham, vænde sig til Kulden, vidste overalt at formilde Plumpheden, og levede meget lykkelig med sin Nordiske Kæmpe; havde jeg skrevet saadan en historisk Roman, som havde glædet mig selv, mens jeg arbeidede paa den, og tit i Brudstykker fornøiet enkelte Venner og Veninder, da gav jeg den naturligviis ud og ventede, at den vilde blive læst baade af Herrer og Damer, ikke blot i 📌Kiøbenhavn, men ogsaa i 📌Throndhjem og 📌Stokholm, ja, i vore Dage, da ikke blot Papir men selv Forpagtere flyver Verden om, vilde jeg ikke engang finde det umuligt, at den kunde blive oversat paa Nygræsk og læses baade af Damer og Herrer i 📌Athenen, og hvorsomhelst den læstes, vilde jeg altid helst høre Damernes Mening om den, fordi jeg var vis paa, de snarest vilde rose den, og ikke tage mig i pinligt Forhør om enhver Smaating enten om Trefoden i 📌Delphi eller om Bøgen ved 📌Dodone, jeg enten havde indskudt eller udeladt. Vistnok vilde mange Damer saavelsom Herrer læse Romanen saa flygtig, at de slet ikke mærkede hvad jeg havde for Øie, men endeel Herrer, som mærkede det, vilde ogsaa fordømme den blot for hvad de kaldte mit nordiske eller verdenshistoriske Sværmeri, medens mangen Læserinde netop for det vilde faae Bogen kiær, skiøndt hun maaskee slet ikke kunde forklare sig selv end sige Herrerne, hvordan jeg egenlig havde tænkt mig det Hele, eller hvad det igrunden var, der havde gjort Indtryk.

Vilde det nu være saa med en Bog om Græske og Nordiske 7Myther og Oldsagn, hvorfor ikke da med en Tale om det Samme? hvorfor skulde Talen ikke ligesaa godt kunne lade sig høre, som Bogen kunde lade sig læse, baade af Damer og Herrer? og skulde man ikke ved den mundtlige Tale endnu langt sikkrere end ved Skrift turde regne paa det dunkle men levende Indtryk, der tit er langt mere værd end de bedste Forklaringer! Vist nok kan Munden ikke skrive Romaner, men den kan dog meer end det, den kan skabe hvad de skrives om, det har især de Græske Myther overflødig beviist, og vel er Munden ikke mere en saadan Ælve-Dronning som i gamle Dage, da den kun behøvede at aande paa Hjerter for at sætte dem i lys Lue, men den er dog heller ikke endnu sunket saa dybt, som man i Latinskolen troer, ikke allevegne, som der, forgjort til en Klokke at ringe med for Pogenes Øren om Grammatikens Herlighed; nei, den føler dog endnu paa sine Steder, og især hos Damerne, sin høie Byrd, som en Datter af Zeus, er dog endnu hos dem en Dronning i sit Væsen, der behersker mere end Penne, kan i vore demokratiske Dage vel nedlade sig til Haanden, som sin Medhjelp, men sidder dog altid, som Dronning 👤Victoria, et Trin over Gemalen. For Skjalde-Munden er det vist nok en trang og mager Tid, og det af dybere Grunde end man enten i Latin-Skolen eller i Cancelliet veed, thi det er nærved, at den maa drikke Blæk, som Skyggerne i Elysium maatte drikke Blod, for at faae Mæle, men dels slaaer “Nærved” dog ligesaalidt Munden af Marken, som Manden af Hesten, og dels har Skjalde-Munden nu drukket et Hav af Blæk, saa, hvis det kan hjelpe, maa den dog endelig nu være blevet høirøstet tilgavns.

Men falder det dog ikke mistænkeligt, naar man hører en gammelagtig Skribent saaledes ophøie Munden paa Pen8nens Bekostning, og en gammelagtig Herre løfte Damerne til Skyerne, saa, jo ædelmodigere det klinger, des snarere fristes man til at troe, der stikker Noget under, saa baade Munden og Damerne maa tage dem i Agt for de “faure Ord”, at det ikke skal gaae dem, som det, efter den Græske Mythe, gik Persephone, deilig som Dagen, Datter af Zeus og Grøde-Gudinden Demeter (Latin-Skolens Ceres), der, mens hun i sin Uskyldighed gik og plukkede Blomster, blev overrasket af den gamle Pebersvend Pluto, Kongen i Skygge-Riget, maatte følge hjem med ham og, skiøndt Zeus tordnede, finde sig i at være Plutos Dronning, og nøies med at faae Hjemlov nogle Maaneder om Aaret!

Jo, jeg skal aldrig nægte, det er et sandt Ord, og skiøndt alle vore Lignelser halte lidt, saa speiler sig dog virkelig, for mine Øine, ikke blot Forholdet mellem Mund og Pen, men ogsaa Forholdet mellem det Smukke Kiøn og det Grimme, mellem Hjerte og Hoved, Natur og Historie, sig i Mythen om Persephone, saa ganske reen kan jeg umulig blive, enten som Skribent, som Herre, som Tænker eller som Historiker; men der er dog ligesaavel Forskiel paa Herrer som paa Damer, paa Hoveder som paa Hjerter, paa Penne som paa Munde, og paa Konger i Skygge-Riget som paa Blomster-Piger i Enge, saa naar det kunde lykkes mig at stille dem levende for Øie hvad jeg har bag Øret, da tvivler jeg ingenlunde om, at jo begge Kiøn i 📌Norden baade vilde see igiennem Fingre med hvad der maatte have Skin af en Bortførelse, og selv være mig lidt behjelpelige. At nu til den levende Fremstilling af usynlige Ting Munden er aldeles uundværlig, det har jeg dog omsider lært, og det maa da komme an paa en Prøve, om Munden vil staae mig bi, det vil sige: lade sig føre af min Skjalde-Pen og dog igrunden være den samme 9Mund, hvoraf Mytherne udsprang som “vingede Ord” og gjaldt for Paradis-Fugle i deres Kreds.

Her seer De hele Hemmeligheden, thi jeg troer naturligviis ligesaalidt paa Grækers og Nordboers som paa Ægypters og Chinesers Guder og Gudinder; men jeg kan see, at alle de Guder og Gudinder, som Folk har skabt, de havde deres levende Grund i det Folk og den Skjalde-Mund, der skabde dem, derfor svæve de mig levende for Øine, enten som Fugle, eller som Fluer, og atter som Rovfugle eller som Sangfugle, efter Folkets Beskaffenhed, saa Folkenes Myther er mig de livligste Udtryk for deres høieste Tanker, dybeste Følelser og klareste Blik, deres Grund-Poesi eller Spaadoms-Visen, der blev sunget for deres Vugge. Hvordan nu Vugge-Visen lød for saadanne skjalderige og verdenshistoriske Hoved-Folk, som Græker og Nordboer, og hvad der var deres Ungdoms gyldne Ønsker og Drømme, der nødvendig maatte vidt overgaae hvad de i Virkeligheden naaede, det er for hele Menneske-Slægten, og dobbelt for Græker og Nordboer selv, ikke blot fornøieligt, men ogsaa vigtigt at vide; thi ikke blot vil deres naturlige Billed-Sprog være dem i Vidskabs-Tiden et Konst-Sprog, ligesaa livligt og lysteligt, som det Tydske og Skolastiske er dødt og kiedsommeligt, men de vil kunne speile sig deri med alle deres naturlige Anlæg og Attraaer, Dyder og Lyder, og deraf lære, hvad nu alle Folk fattes og kan dog igrunden ikke undvære, Forstand paa sig selv, paa sit eiendommelige Menneske-Liv, der, for at klare sig og krones, maa fremfor Alt virkelig fortsættes.

Forsaavidt er da Sagen baade reen og reed, og naar jeg, i Pagt med 📌Nordens Aand, som giennem en heel Menneske-Alder kvad for mit Øre, saa det klang fra min Pen, stræber med et Stød i det gamle Klang-Horn at vække Aser og Asy10nier, ja baade Valhals Guder og Valhals Giæster, hvor de slumre, da har jeg Intet at undskylde, uden maaskee, at jeg ikke gjorde det mange Aar tilbage, mens det glødede i mig hvad nu kun ulmer; men ligesom det paa den ene Side er unyttigt at ærgre sig over hvad ei kan ændres, saaledes tør jeg ogsaa paa den anden Side haabe, at Slummeren blev lettere i samme Grad som Vækkeren blev lavere, og at Lyset tændtes før Baalet sluktes.

Naar jeg derimod skal giøre Regnskab for hvad jeg vil i 📌Grækenland, eller for den nærmere Forbindelse, det er min Agt at knytte mellem Græsk og Nordisk, da bliver Sagen lidt indviklet, og Latinerne vil sikkert pege Fingre ad mig, som en Barbarisk Pluto, der anden Gang har bortført eller vil dog bortføre Persephone, som dog nu er en Andens Gemalinde, og det er en Mistanke, jeg i ingen Henseende godt kan lade falde paa mig, og har dog ondt ved at klare fra mig, da Anskuelserne i denne Sag er meget forskiellige, og jeg ventelig er partisk ei alene for mig selv, men ogsaa for 📌Nordens Aand og Alt hvad dertil hører.

Ganske oprigtig vil jeg da forelægge Damer og Herrer den indviklede Sag, og lade dem selv dømme, da jeg paa ingen Maade vil giøre Dem medskyldige i hvad De selv vilde kalde en Forbrydelse.

Den Græske Mythologi, som Talen jo er om, nægter jeg ingenlunde, kan, for det levende Udtryks Skyld, godt kaldes en Persephone, thi den er, ligesaa vel som hun, en Datter af Zeus og Demeter, eller af den Græske Aand og den Græske Natur, og viser de mest udmærkede Gaver baade til at plukke Blomster og binde Krandse, saa jeg kan godt begribe, baade at hendes Moder græd og hendes Fader tordnede, da den tørre Forstand, som en gammel Pluto, foer afsted 11med hende og puttede hende i det sorte Hul, ligesom Persephone, der vel hedd Dronning, men kun hvor hun hverken saae Soel eller Maane; men paa den anden Side maae vi jo Alle indrømme, at, eftersom det nu engang gaaer til i denne Verden, kunde det ikke anderledes være, saa det vingede Ord maatte finde sig i at bindes til “Sort paa Hvidt”, Grund-Poesien lade sig behandle af Eftertanken, som den fandt for godt. Ligesom det nemlig gaaer Damerne, halv med og halv mod deres Villie, at de sædvanlig, for det almindelige Bedste, maae gifte sig med gammelagtige Mænd, saaledes gaaer det i det Hele Natur-Gudindens Døttre, saa den smukke Græske Mund kunde heller ikke undgaae at bindes til Pennen, den sorte Kulfust, under alle Himmelegne Plutos livagtige Billede, og Persephones halv eller heel tvungne Giftermaal med den Græske Pluto maae vi da betragte som en Historisk Nødvendighed, og lægge Mærke til, at Mytherne virkelig, som Persephone, paa en Maade fik Hjemlov, naar Spillemændene (Rhapsoderne) fortryllede deres Tilhørere med et henrivende mundtligt Foredrag af de Homeriske Sange. Hvad vi derimod maae afskye som aldeles unaturligt og grusomt, det er her, som allevegne, det Romerske Tyranni; og den Latinske Mishand ling af de Græske Myther med alle deres Guder og Gudinder betegne vi med Rette paa Billed-Sproget saaledes: at den Romerske Pluto, som var en reen Djævel, smed den Græske Pluto i Tartaros, røvede Persephone, førde hende til sit Elysium, som var et reent Helvede, lod hende ikke engang beholde sit smukke Navn, men kaldte hende Proserpina eller Krybersken, og mishandlede hende paa det Grueligste, saa hun maatte ikke blot snakke Latin, hvorved hendes smukke Ansigt blev reent fortrukket, men hun maatte ogsaa malke hans sorte Kvæg, føde hans sorte Sviin, og, naturligviis med 12visne Blomster, bekrandse disse hans ækle Offer-Dyr. Om jeg nu, under disse Omstændigheder, ved Hjelp af 📌Nordens Aand, udrev Persephone af Tyrannens Kløer og førde hende til Asgaard, hvor hun dog alle Dage kunde vente bedre Kaar, enten som Selskabs-Dame hos Freya, eller som Markgrevinde paa Himmelbjerget, da Heimdal, saavidt jeg veed, er ugift endnu, synes De da virkelig, det var nogen Synd, eller at Latinerne havde Ret til at sige, jeg forgreb mig paa den Classiske Skiønhed og bortførde Proserpina fra sin ægte Gemal til at være Slavinde hos Nordiske Barbarer?

Jeg kan naturligviis ikke selv være Dommer i en Sag, jeg selv er indviklet i, men jeg kan, og troer, jeg bør tiltale Dem, som de Engelske Dommere tiltale Nævningerne (Juryen) naar det er Fædrenelandet vigtigt at faae en behagelig Kiendelse, saa jeg vil sige: De maae dømme paa Ære og Samvittighed, men de maae betænke, at De er selv Sønner og Døttre af 📌Nordens Natur og 📌Nordens Aand, og betænke, at den Romerske Tyran vel ikke har ladt vor Idunne malke sine sorte Kiør, men har gjort værre end det, har smidt hende, reent ud sagt, paa Møddingen, hvor hun maatte omkommet for længe siden, hvis ikke en fattig Islænder havde givet hende Husly, for at fortælle hans Børn Æventyr! Fremdeles maae De betænke, at skiøndt selv Botanikerne tilstaae, vi har i 📌Danmark, forholdsviis, et rigt Blomsterland, og skiøndt vi selv kan see, vi har meget smukke Piger til at gaae i Enge, saa vilde dog Grækerinden, som, langtfra at træde Blomster ned, træder Blomster op under sine Fødder, og har fra Barnsbeen en mageløs god Smag baade til at vælge Blomster og binde Krandse, være en meget behagelig Veninde, baade de lange Sommerdage og de lange Vinteraftener, og 13være det ikke blot i 📌Danmark, men i hele 📌Norden, der ikke af Naturen er saa blomstrende, som vores lille Vænge, men har dog Aand, og skulde have baade Smag og Krands tilfælles med os! Endelig maae De betænke, at De, som alle Nævninger, kun har Valget mellem “skyldig” eller “uskyldig”, uden videre Tillæg, og at, om De end skulde finde, der, efter strængt almindelige Rets-Grundsætninger var en Hage ved, saa kan jeg dog kun med Billighed straffes efter 📌Nordens Kæmpelov, som tillader Kredsgang, og maa dog, om De erklærer mig for skyldig, overleveres til den tyranniske Romer-Ret, der kalder Rov og Ran, hvad der tages tilbage fra den største Røver, kalder Barbarisk Alt hvad der ikke er Latin eller Græsk, altsaa ogsaa hvert Smil, hvert Øie, hver Mund hos de Skiønne i 📌Norden, og kalder det endelig Majestæts-Forbrydelse at krumme et Haar selv paa den daarligste Romerske Soldat, fordi han er at ansee som et “Lem paa Keiserens Legeme”. Det behøves neppe, men jeg maa dog til Slutning erindre, at Damerne har her en dobbelt Stemme, og at hvis Persephone skal føres tilbage til den Romerske Tyran, da tager han upaatvivlelig Idunne med, da han nu har seet et Glimt af Guld-Æblerne, hun giemde paa sit Bryst.

Dog, Mythen om Idunna, der i flere Henseender kan tjene til Sagens Oplysning, tør jeg ikke stole paa, er alle Damerne, eller engang Herrerne noksom bekiendt, og da det er et af mine Livstykker, skal jeg med Fornøielse fortælle den, skiøndt den er hverken saa kort eller saa smuk som den Græske om Persephone, dels fordi Historien umulig kan udtrykke sig saa kort som Naturen, og dels fordi 📌Nordens Aand er langtfra at have viist saa godt et Øie for den smukke Natur, som 📌Grækenlands, saa hvis han alligevel har havt det, maa det have 14været det ulykkelige Øie, som Odin tidlig pandsatte til Mimer og fik aldrig indløst. Idunnes Smukhed vil vi da saameget mindre tale om, som hun skal være i Slægt med Dværgene og faldt engang pludselig ned fra Asken Ygdrasils Top; thi det er med andre Ord, at 📌Nordens Kæmper betragtede den frugtbare Natur ikke som en udødelig Gudinde, men som et immergrønt Træ, og det var slet ikke smukt, men derimod er Idunnes Historie meget glædeligere end Persephones, ikke blot fordi Odin havde et mageløs godt Øie for Historien, men især fordi 📌Nordens Kæmpeliv med sin Kraft-Fylde til fri Benyttelse maatte give Alt i 📌Norden en mageløs Historie. Det klæder jo saaledes vistnok Persephone uforlignelig at plukke Blomster og binde Krandse, men saa giør hun heller ikke andet, mens Idunne, med sine Guld-Æbler, hvor hun end har faaet dem fra, holder alle Asernes Kraft og Munterhed vedlige, og skiøndt Idunne ogsaa maa gifte sig, skeer det dog ikke ved nogen Bortførelse, ikke heller er det saadan en gammel Knark, som Pluto i Hades, hun faaer til Gemal, men Brage, Skjaldre-Mesteren i Valhal, en meget smuk Mand, der vel maa høre af Loke, det Skarn, at han er ingen Helt, men er dog alle Kæmpers Lyst, taler ypperlig for sig, spiller godt paa Harpe og lever godt med sin Kone, saa, var han ikke gift, kunde Persephone aldrig faae en bedre Gemal, og kunde man i Valhal nøies med Blomster-Krandse, skulde jeg ogsaa ønske ham den smukke Persephone!

Uden nu just at ville giøre Idunne til 📌Nordens Mythologi, finder jeg dog, de har Saameget tilfælles, at de i Skjalde-Munden er nær ved at smelte sammen, og har jeg iaften ladt Persephone forestille den Græske Mythologi, maa jeg nødvendig lade Idunne forestille den Nordiske, der virkelig fra Arildstid er Brages Gemalinde, og har vir15kelig Noget i sit Skiød, der ligner de berømte Guld-Æbler, thi allerede ved at sammenligne 📌Nordens Mythe-Bøger med 📌Grækenlands, begge Eddaerne med 👤Hesiods Olympiske Stamtavler og 👤Apollodors mythiske Bibliothek, har jeg paa den Nordiske Side fundet et Liv og en Friskhed, som fattes paa den Græske, og skiøndt 📌Nordens Mythologi for Øieblikket just ikke lever høit i 📌Kiøbenhavn, saa lever den dog, mens den Græske er aabenbar steendød i 📌Athenen, saa Mage til 📌Nordens seilivede Myther søger man forgiæves under Solen. Vist nok var der en Tid, og det en lang Tid, da ogsaa 📌Nordens Mythologi syndes for bestandig død og borte, men derfor ligner den kun saameget mere Idunne, som ogsaa blev borte engang, men kom, til alle Asers Glæde, lykkelig og vel tilbage, ligesom 📌Nordens Mythologi i det Nittende Aarhundrede. Herved er naturligviis den gamle Historie om Idunnes Bortførelse paa en Maade blevet ny igien, og da den ender godt, blevet dobbelt glædelig, saa Damerne har vist ikke noget imod at høre den.

Det var nemlig Loke, den Uglspil, der immer haltede mellem Aser og Jetter, som engang, han var i Knibe, lovede Jetterne at lokke Idunne ud fra Asgaard, hvor de kunde snappe hende, og det lykkedes kun alt for vel, saa Idunne forsvandt med Guld-Æblerne, og Aserne blev, før de vidste det, gamle og graa, men da de fortalde ham, der havde spillet dem det Puds, at han havde spillet paa sin Hals, og vilde blive den Første, der foer til Hel, hvis han ikke skaffede Idunne igien, saa maatte han prøve sine Konster fra den anden Side, kom ogsaa snart, i Freyas Falkeham, til Jetteverden, og fandt Idunne ene hjemme, mens hendes Fange-Vogter, Jetten Thjasse, var ude at fiske. Loke forsømde sig nu heller intet Øieblik, fik i en Hast Idunne reisefærdig i en Svaleham, 16og førde hende i Triumph tilbage til Asgaard, hvor, til Lykke, det gamle Ordsprog, at een Svale giør ingen Sommer, kom til kort, thi med Guld-Æblerne kom Liv og Kraft og Munterhed tilbage, og Jetten i sin Ørneham, som satte efter Svalen, kom for seent til at giøre nye Ulykker, men kom for Resten ret tilpas, thi Aserne havde gjort et Baal udenfor Porten, hvorpaa Thjasse brændte sine Vinger, drattede ned og fik sit Livsbrød.

For nu at skyde Gienvei til Persephone, som vi kom fra, vil vi lade Jetten i Ørneham smelte sammen med den Romerske Pluto, hvad vi kan giøre med en god Samvittighed, da ikke blot “Ørnen” er det gamle 📌Roms mageløse Rovfugl, men det ogsaa er Romerskheden, der har lagt hele det Nordiske Folke-Liv i en Dvale, der lignede Død paa et Haar, og har derfor ærlig fortjent at faae Thjasses Skæbne, som han imidlertid leer ad, da, som 👤Baggesen meget rigtig har sagt, man aldrig tilgavns kan slaae en Død ihjel, end sige da Kongen i de Dødes Rige. Da man imidlertid, efter Ordsproget, ogsaa kan giøre et Skarn Uret, saa vil jeg indrømme den Romerske Pluto Alt hvad jeg kan, indrømme, at skiøndt han var et Skarn ved Persephone, saa fik hun dog med sin fine Græske Smag og Dannelse sat lidt Skik paa ham, saa tilsyneladende blev hans Smag ogsaa fiin, og da han tillige immer anpriste sin Græske Slavinde som et Mønster paa Sligt, saa har vi ham virkelig paa en Maade at takke for en vis Slebenhed, der vel i sig selv er mere til Skade end til Gavn, men som vi dog hverken vil eller kan ombytte med den gamle Plumphed. Derfor vidste jeg ikke bedre Raad end at stille den gamle Tyran ved hans smukke Græske Slavinde, og tilbyde hende alt muligt Giæste-Venskab hos os, til hun kan finde sømmelig Modtagelse i 📌Athenen, og, da det har temmelig 17lange Udsigter, vil hun imidlertid prægtig kunne bøde paa, hvad vi maatte savne hos Idunne, men vil sikkert finde hos Freyas Datter, den lille Gørsum eller Ædelsteen, naar hun faaer en god Opdragelse, og hvad De derfor end skulde synes om den Bortførelse af Persephone, man vil sigte mig for, er jeg dog vis paa, De frikiender mig for den gamle Beskyldning, at ville føre Barbariet tilbage, da det neppe kan forebygges enten paa en smukkere eller for 📌Norden behageligere Maade, end naar Forbindelsen af den Græske og Nordiske Anskuelse kan lykkes.

Saaledes har jeg da, saa godt, som jeg kunde, og maaskee vidtløftigere end jeg burde, gjort Rede baade for Indbydelsen til “Damer og Herrer” og for min Betragtning af den Græske og Nordiske Mythologi, der i mine Tanker forholde sig til hinanden omtrent som Natur til Historie, og da fornemmelig Menneske-Natur til Verdens-Historie, saa at, naar 📌Grækenlands og 📌Nordens Billed-Sprog sammenføies med levende Skjalde-Konst, da faaer man et Gaade-Speil for hele Menneske-Livet, som det ikke blot er fornøieligt at betragte sig selv og alle sine Kyndinger i, men som det ogsaa kan være meget lærerigt med Flid at benytte sig af. Jeg veed det godt og vil ingenlunde dølge det, at mange, ellers, som man siger, ikke blot brave og skikkelige Mænd, men meget lærde, fornuftige og oplyste Folk, skal ansee min Betragtning af Mennesker og Myther i det Hele, og af 📌Grækenland og 📌Norden i Særdeleshed, for et fantastisk, ja, vel endog farligt Sværmeri, som man i 📌Norden, og da især i 📌Kiøbenhavn, hvor jeg træffer til at være, skulde tage sig omhyggelig i Agt for, da Sværmeri, som man veed, er en meget smitsom Sygdom; jeg veed det godt, og det giør mig naturligviis ondt, for alt det ædle Morskabs og al den levende Oplysnings Skyld, som derved 18kan forebygges eller forsinkes; men det bider forresten slet ikke paa mig, fordi jeg kan see, at skiøndt mit Bekiendskab med Menneske-Naturen og Verdens-Historien er langtfra at være saa fortroligt, som jeg ønskede, saa er det dog meget nærmere end Deres, der kan indbilde sig, at Stamfædrene til de høie Syners, de dybe Følelsers og de ædle Bedrifters Folk var Murmeldyr, hvis Guder og Myther ei udsprang af hvad de ligne og udtrykke, men den Ene af et Tordenskrald, den Anden af et Snefog, den Tredie af en Hvirvelvind og den Fjerde af en Flintesteen, eller kan tænke, at hvad der aander Liv og Fylde, er undfanget af Luft og født af Død, eller at saadanne Tungemaal, som Grækers og Nordboers, saadanne Olympiske Paladser, hvori Sangene af hele Himlens Hær finder Gienlyd, er bygt af Bier og Bævere, eller endelig, at noget Menneske eller noget Folk kan gaae frem enten i Dannelse eller Dygtighed ved at ringeagte og forsømme sit Modersmaal og forgude et vildfremmed Sprog, især et Steendødt, især Latinen, hvori de største Mestere nødvendig er endnu langt større Fuskere!

Dog, det er Tid at slutte den lange Indledning, og det vil jeg giøre med en Bemærkning, som Enhver kan see, jeg har ingen Ære af, thi skiøndt man med et halvt Øie kan see, at Kvinden er den eneste synlige Skabning, der kan svare til alle Skjaldenes Lovtaler over den skiønne, evigunge, moderlige og frugtbare Natur, saa opdagede jeg det dog først ved at laane et fremmed Øie, og skiøndt det især paa Thor er godt at see, at levende og kraftig Virksomhed er Sjælen i Mandens, saavelsom i Historiens Begreb, saa var det dog først udenlands jeg opdagede den store Hemmelighed, saa det er kun ved et dobbelt Lykketræf, jeg er blevet istand til at oprede Forholdet mellem Græsk og Nordisk, og bringe baade Damer og 19Herrer den fornøielige Efterretning, at naar de blot lære smukt at forliges og forstaae hinanden, da blive alle 📌Grækenlands og 📌Nordens Guder og Gudinder levende for Dem, ikke som Afguder eller Spøgelser og Gienfærd, men som deilige Smaa-Fugle, der synge om Alt, hvad der er i Mennesket og Alt hvad der kan levende bevæge, forfærde eller glæde, oplyse og forklare dette store, dobbelte, os jo dog alle kiære og elskelige Vidunder!


20

II.

Prometheus og Pandora.

Damerne maae ikke blive bange, men jeg maa ligesaa godt sige det strax, der er indløbet en lille Ubehagelighed, som for mig ikke engang er saa meget lille, da det er den Største for Øieblikket! De unge Herrer kan slet ikke lide, jeg roser Damerne, det vil de selv giøre, men det skal være en stor Hemmelighed, ikke blot inden fire Vægge og inden lukte Dørre, men under fire Øine, saa Damerne skal ikke blive stolte og giøre Oprør og efterligne de forskrækkelige Amazoner, som der maatte en Herakles til at tæmme, og det en lyslevende, som nu ikke er nem at finde. Dette sætter mig virkelig i Forlegenhed, saa jeg veed hartad ikke, hvordan jeg skal fortsætte mine Foredrag om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer, eller, rettere sagt, faae dem rigtig begyndt, thi sidst var det kun en Indledning, egenlig for at rette mig efter Herrernes Tankegang og vise, eller dog lade som jeg viste, jeg kunde “beherske Stoffet” og vidste udenad paa mine Fingre baade hvad jeg vilde og hvorfor jeg vilde det, og hvorfor der var baade Græker og Nordboer og Damer og Herrer til, og nu, efter derved at have faaet et nyt og glimrende Beviis paa Damernes Taalmodighed, som jeg saa dristig regnede paa, nu skulde jeg jo netop vise, at jeg dog igrunden vilde rette mig efter Damerne, og havde baade Mod og Mund til at tale efter deres Hjerte, saa jeg 21lod de gamle Stjerner gaae op igien og tindre for deres Øine, og fløitede ad alle de gamle Trækfugle, saa de enten foer op af Dvale eller kom flyvende fra hin Side Havet, og sang, hver med sit Næb. Ja, det skulde jeg aabenbar, om jeg kunde, og det vilde være mig selv en stor Fornøielse at prøve paa; men naar de unge Herrer ikke kan taale, jeg roser Damerne, ikke engang taale, jeg siger Damer og Herrer”, da er jeg ligesaa raadvild, som Odin var, da han red til Mimers Brønd og pandsatte sit Øie, som han skulde betragtet den skiønne Natur med, saa jeg kommer vel til at giøre det Samme, thi vel er jeg ikke bange enten for den Romerske Pluto, eller for Nogen af de gamle Herrer, naar jeg har Damerne paa min Side, men med de unge Herrer tør jeg paa ingen Maade prøve Styrke, især fordi Damerne, skiøndt det er en stor Hemmelighed, godt veed, det er Deres varmeste Venner, som De, for lidt offenlig Roes af en gammelagtig Herre, igrunden aldrig kan nænne at støde fra sig. Trods al min Uskyldighed er det da saalangt fra, jeg tør regne paa Damernes Medhold mod de unge Herrer, at jeg ikke engang tør vente synderlig Medlidenhed, naar jeg taber Slaget, thi for deres varme Venner er Damerne gruelig partiske, og desuden er det Damernes Ordsprog: heller død end raadvild, saa der ligger immer noget Spidst, som en Knappenaal, i det, naar de beklager en stakkels Mand, fordi han er ællevild, og selv Odin vilde kun faae en daarlig Trøst, om han beskrev dem alle de vilde Stier, han maatte træde for at bede om Raad, og de dyre Domme, hvori han maatte kiøbe dem.

Uagtet jeg derfor slet ikke veed, hvordan jeg skal kunne lukke Skjalde-Munden op uden at rose Damerne og sætte dem først, saa maa jeg dog paa Øieblikket see til at forlige mig med de unge Herrer, som baade har den Stærkeres 22Ret og har Damerne i Baghaanden, og iaften vil jeg da ikke blot, om jeg kan huske det, bestandig sige “Herrer og Damer”, men ogsaa fortælle det Allerværste om Damerne, som jeg kan finde, de Græske Skjalde nogensinde har taget i deres Mund, og jeg vil overdøve min poetiske Samvittighed ved at beraabe mig paa Damernes eget Exempel, som i Henseende til Roes og Fortrin kun bryder sig lidt om Skin og Offenlighed, naar de i al Hemmelighed kun virkelig nyde deres Ret.

Den værste jordiske Dame, jeg nu har kunnet finde i de Græske Myther, er naturligviis Pandora, hvis Æske er blevet til et Ordsprog for alle de Ulykker, som fløi ud af den, og skal, efter Grækernes Sigende, endnu plage al Verden. For imidlertid at komme rigtig til Pandora, maae vi nødvendig begynde med En af de gamle Titaner, Prometheus, som stjal Ild fra Zeus og forærede Menneskene, men blev til Straf smeddet fast til 📌Kaukasus, hvor en Ørn daglig hakkede hans Lever, til endelig Herakles skiød den og løste Titanen, saa han fik Lov til at døe. Med denne Hevn, hedder det, var Zeus dog endnu ikke fornøiet, thi for at Menneskene ingen Glæde skulde have af de himmelske Tyvekoster, befalede han Tusindkonstneren Hefæstos (som i Latinskolen er sunket ned til Grovsmeden Vulcan) at støbe en Jomfru af Jord og Vand, med Menneske-Stemme og med et Ansigt, som en Gudinde, og det var Pandora, som derpaa blev iklædt og oplært af Pallas Athene, gjort yndig og fortryllende af Aarstiderne, Aphrodite, Chariterne og den sødt overtalende Peitho, men blev ogsaa af Hermes indblæst Falskhed, List og Smiger. Saaledes udrustet kom nu Pandora til Epimetheus, som var en Broder ad Prometheus, og vel havde Prometheus strængelig forbudt ham 23at modtage nogensomhelst Gave fra Zeus, men han lod sig dog bedaare af Tryllersken, og hun tog ved Leilighed Laaget af en Æske med alskens Ulykker i, saa de fløi Allesammen ud, undtagen Haabet, der vel spillede paa Randen, da hun smak Laaget i, men blev dog derinde. Og, nu kommer endda det Værste, fra denne Pandora nedstammer alle Damerne.

See, havde jeg nu ikke allerede sagt, at den Græske Aand havde et mageløs godt Øie for den Skiønne Natur, og at Kvinden er Sammes lyslevende Udtryk, saa havde det vel desuagtet været lige sandt, men saa kunde jeg dog ladt være at sige det, men nu er mine Hænder bundne, saa jeg kan ikke frelse Damerne fra den slemme Pandora, men maa sige: ja, hun betyder jo virkelig den smukke, men falske Natur, med Slangen under Blomsterne, og da især den blændende deilige, fortryllende, kloge og vittige, men falske Dame, som har gjort utallige Ulykker, og vil endnu sætte mangen ærlig Mand graa Haar i Hovedet!

Jeg veed ikke, om Nogen af de unge Herrer har fundet paa et godt Raad til at redde Damerne, om ikke dem Allesammen, saa dog Nogen af dem: En til dem hver, som de unge Herrer pleier, om ikke udtrykkelig, saa dog stiltiende at undtage, naar De finder, at Damerne er i det Hele langtfra at være rosværdige; men jeg haaber dog, at et godt Raad vil nu finde et godt Sted, ikke alene hos Damerne, men ogsaa hos de unge Herrer, og skiøndt Sagen synes fortvivlet, øiner jeg dog en Udvei, naar vi først og fremmerst slaaer en tyk Streg over den Linie, at fra Pandora nedstammer alle Damerne, og det giør jeg med den største Rolighed, thi den Linie har hiemme i Latin-Skolen, som jeg aldrig har berømt for et godt Øie enten til den skiønne Natur eller til Noget, som var poetisk værd at nævne. Med det Samme seer da ogsaa 24Damerne, hvor det er, vi har faaet al den ærerørige Snak fra om Damerne, som jeg vel iaften ikke tør bestride med de rette Vaaben, men maa dog nødvendig afskye, thi de unge Herrer vil sikkert, naar de besinder dem paa det, selv tilstaae, at deres Forestilling om Damerne i det Hele, som Pandoras Døttre eller Systre, som langt mere “underlige Dyr” end rigtige Mennesker, som lutter Sirener, jo skiønnere, des farligere, og i Regelen falske, altid aandløse, den gruelige Forestilling har de hverken faaet ved at betragte deres Mødre eller Systre, og hverken ved at lytte til 📌Nordens Aand eller til deres eget Hjerte, men ved at læse i 👤Horats og de andre Latinske Mesterværker, eller dog ved at indsuge den slemme Luft, der altid gik for Aand i Latin-Skolen.

Vistnok beraaber Latin-Skolen sig her, som sædvanlig, paa Grækerne, og anfører udtrykkelig 👤Hesiodos som sin Hjemmel for at “alle Damer” nedstammer fra Pandora, men det er ikke første Gang, jeg har opdaget, at vil man vide, hvad Grækerne tænkde og sagde, maa man spørge dem selv, og slet ikke ændse den Romerske Plutos Vidnesbyrd, der kun var en Stymper i Græsken og talde om Poesi, som den Blinde om Farverne. Hvad derfor ingen ægte Skjald enten kunde tænke eller sige, det kan Damerne være vis paa, 👤Hesiodos har heller aldrig tænkt eller sagt, saa om det end stod skrevet under hans Navn, maatte han dog frikiendes, men nu staaer det der ikke heller, saa Alle, hvem der har Øine, kan see, han giør udtrykkelig Forskiel mellem de falske Damer, der nedstamme fra Pandora og giør Vedkommende ulykkelige, og de Oprigtige, som bringer i det mindste Ligevægt mellem Lykke og Ulykke ind i hvert Huus, de betræder. At der nu ligesaavel er falske Damer som falske Herrer til, og at det Falske er hverken værdt at rose eller at troe, det følger jo af 25sig selv, og har de unge Herrer troet, det var andre end de ægte Damer, jeg roste, da har de taget mærkelig feil; men hvorvidt Pandora-Mythen i det Hele stemmer overeens med min Betragtning af Damerne, det er vist nok et indviklet Spørgsmaal, som falder lidt vanskeligt at besvare.

Det Huusraad nu, som de Lærde pleier at gribe til, naar en Mythe, som kun staaer paa Papiret, giør sig rebelsk, det er, som man veed, at lade briste hvad ikke vil bære, her skiære lidt fra, som upaatvivlelig uægte, og hist skyde lidt ind, som øiensynlig ældre, og da vise, at Mythen, naar den bliver “drøf tet og reengjort”, ganske rigtig siger Alt hvad man behager, skiøndt den ved første Øiekast syndes at sige netop det Modsatte, og skiøndt jeg, i Regelen, er temmelig ubarmhjertig mod dette Huusraad, saa skulde jeg dog her, for Damernes Skyld, ikke være utilbøielig til at giøre en lille Undtagelse, og da, selv i den Latinske Grammatik, ingen Regel er uden Undtagelse, haaber jeg, de unge Herrer giør heller ingen Indvendinger.

Vi har her nemlig paa den ene Side en Græsk Mythe for os, der synes, vel ikke, som Latin-Skolen med sit Kul, at sværte alle Damer, men dog at sætte en stor Skamplet paa det smukke Kiøn, hvad slet ikke ligner Græker-Aanden, og paa den anden Side er Mythen aabenbar forkvaklet, før den kom til os, thi lagde Damerne ikke nok Mærke til den nette Forklaring, at alle Ulykkerne i Pandoras Æske, undtagen Haabet, fløi ud, hvad der jo kun var Mening i, naar Haabet var den største Ulykke under Solen, saa da Grækerne, saavelsom vi, vidste, det er tvertimod en stor Lykke, saa maa det ogsaa netop have været det Modsatte, været Mishaabet eller Fortvivlelsen, der vel spillede paa Randen af denne Pandora-Æske, men blev dog, til Lykke, derinde. Hvor nu saa 26grov en Feil er indløbet, saa at Fortvivlelse er gjort til Haab, der er aabenbar Intet at lide paa, og jeg formoder, at Grækerne har havt to Æske-Myther, den Ene, hvorefter alle virkelig gode Gaver har været en ægte Dame betroet, som derfor med Rette kaldtes Pandora eller Algive, men kom for Skade at aabne Æsken, som hun ikke maatte, saa alt det Gode, paa Haabet nær, fløi bort, og en Anden, hvorefter alle Ulykker var lagt i en falsk Dames Haand, der ogsaa falskelig kaldte sig Pandora, og havde nær bragt alle Folk til Fortvivlelse, men naaede dog ikke det Værste. Jeg formoder, Grækerne har havt to saadanne Myther, som maaskee alt i Munden, men allenfalds ved Opskrivningen er blevet sammenblandede til hvad der nu kaldes Pandora-Mythen, thi deraf lader det Hele sig forklare, den Formodning giør Græker-Aanden Ære, og, hvad der kroner Værket, den lader Sandhed giælde og Damerne skee Ret.

Dog, alt for vidt vil jeg nødig drive Efterligningen af de gamle Mythers nye Optugtere, der dog egenlig altid kommer nogle Aartusinder bagefter den rette Tid, og jeg vil derfor hurtig vende tilbage til Pandora, som vi nu engang har hende, og paastaae, at selv saaledes har de ægte Damer slet intet med hende at giøre, saa at, selv om hun havde kronet sin Ondskab enten med at kaste Haabet i Fængsel eller med at lade Fortvivlelsen løs, kunde hendes Udaad dog ei giøre nogen ægte Grækerinde, end sige Danne-Kvinden og hendes Døttre mindste Skaar i deres gode Navn og Rygte. Mythe-Smeden har nemlig paa ingen Maade villet fremstille Damernes men Konstens Oprindelse, og har kun valgt Dame-Skikkelsen, som Skiønheds-Mønsteret, Konsten maatte stræbe at naae, naar den skulde blænde og bedaare Menneskens Børn, saa den ægte Kvindelighed har netop 27svævet for ham i hele sin Glands og Elskværdighed, og maatte om end dunklere ogsaa foresvæve Epimetheus, for at han kunde lade sig bedrage af Skinnet. Ikke som en Dame, enten født eller skabt af Zeus, men som fint Billedhugger-Arbeide, et Mester-Stykke af Hefæstos, lavet af Jord og Vand og glattet af Chariter, ligesom 👤Thorvaldsen giør sine Mester-Stykker, saaledes fremstilles jo Pandora, kun i en for den jordiske Efterligning uopnaaelig Fuldkommenhed, da Billed-Støtten ikke alene faaer Liv og Bevægelse, men udstyres med Aphrodites Trylle-Bælte, med Pallas Athenes Vid og Smagfuldhed, Chariters Ynde, alle Aarstiders Blomster-Krandse og alle Overtalelsens Konster. Kun een Ting fattes, som ingen Konst kan give, nemlig “Hjertet”, og da denne Mangel dog endelig maa skjules, naar Epimetheus skal skuffes, saa indblæser Hermes “Falskhed, List og Smiger” i det tomme Rum, ja, saa godt har Mythe-Smedens Øie været, at det er lutter hjerteløse Damer, som hjelpe Tusind-Konstnerne Hefæstos og Hermes at udføre Blænd-Værket.

Skiøndt det nu vel ikke har nogen Nød, at vore Billed-Huggere skal bringe det saavidt i Naturens skuffende Efterligning, saa veed de ægte Damer dog nok, og vi maatte alle ønske, at især de unge Herrer vidste det, at man kan aldrig være sikker paa, Ingen af Pandoras Art at møde, da 👤Hesiodos virkelig har Ret i, de fødes og skuffe under alle Himmel-Egne; men nu, da baade Damerne og jeg kan uden Skræk betragte Pandora-Mythen, synes mig, det kunde være fornøieligt at see, hvorledes den poetisk hænger sammen med Prometheus-Mythen, og her maae vi da allerførst huske, at de gamle Græker var virkelige Hedninger eller Natur-Mennesker, af hvem vi hverken maae vente Oplysning om Gud28dommen, eller kræve de rette Forestillinger om Grund-Kilden til Menneskets Lykke og Ulykke, som vi kun ved ganske andre Hjelpe-Midler kan danne os, og herpaa maa saameget mere lægges Vægt, som man i Latin-Skolen snart har fordømt Græker-Aanden som en Djævel, og snart betragtet den Romerske Uaand som en Husgud, der selv midt i Christenheden skulde tilbedes.

Ilden, som Prometheus eller Forklogskaben stjal fra Selvejeren, er nu aabenbar den Guddoms-Gnist, som ogsaa Grækerne følde i sig, og som vi kalde “Aand”, usynlig, men dog kiendelig derpaa, at den skaber en ganske egen Lysning og Lunhed i Støv-Hytten, saa Tankerne faae en langt høiere Flugt, Følelserne et langt skiønnere Præg og Glæden en langt finere Duft, end Dyrene, selv de Klogeste og Frommeste, kiende. Herved opdager Mennesket, at han har en dobbelt Verden for sig, den Ene tilfælles med Dyrene men den Anden med Guderne, og nu opstaaer naturlig det store Spørgsmaal om Menneskets Forhold til Aandens eller Gudernes, de “salige og udødelige” Guders Verden, og det er klart af Mythen om Prometheus, at Grækerne, om ikke fra Begyndelsen, saa dog meget tidlig, betragtede deres Besiddelse i Aandens Verden som et Rov, der havde draget en følelig Straf fra Guderne efter sig, og skiøndt vi umulig kan finde den Løsning af Menneske-Gaaden tilfredsstillende, kan vi dog godt indsee, hvordan den naturlig tilbød sig. Eftertanken opdager nemlig snart, at med de nye Kilder til høie Tanker, dybe Følelser og salige Glæder, aabnes ogsaa Kilder til mange Savn og Sorger, og især til Frygten for det hemmelighedsfulde Mørke i Skygge-Riget, som Dyret ikke kiender, saa for Hedninger kunde det let synes tvivlsomt, om der var mest vundet eller tabt ved Guddoms-Gnisten, og da Mennesket altid har Fø29lelsen af, at al Ulykke har sin Grund i en dunkel Brøde, giættede man paa et Rov, der vel igrunden var umuligt, men som dog, Muligheden forudsat, virkelig paa en Maade forklarede det Hele. Havde nemlig Mennesket virkelig stjaalet den himmelske Gnist, eller dog hælet med Tyven, da faldt Misundelsen og Straffen fra Gudernes Side ganske naturlig, og i Pandora-Mythen see vi begge Dele afbildede med en Finhed, der giør den Græske Vittighed Ære, thi Guderne vil ikke bruge Magt, men sætte List mod List, saa Mennesket kommer ved sit eget Misgreb til at bøde for sin Forgribelse, Uaanden har han stjaalet og vælger nu selv den falske Skiønhed og dermed alle Ulykker i Tilgift.

Denne Betragtning af Menneske-Livet var nu vistnok saa nedslaaende, at den grændsede til Fortvivlelse, men det saae Skjalden jo selv, derfor lod han Fortvivlelsen spille paa Randen af Pandoras Æske, men dog ikke slippe ud, og at Laaget virkelig, som han sagde, blev smækket i for den hos Grækerne, det beviser deres Historie, hvori der speiler sig et Folke-Liv, baade saa frit, saa daadfuldt, saa blomstrende og saa rigt paa høiere Nydelse, at det er blevet hele Verdens Beundring.

Naar man imidlertid misunder Grækerne den Lykke, saa tidlig at fortrylle Verden med deres Konster og forbause den med deres Vidskab, og skatter dem lykkelige fremfor vore Fædre, som da endnu kæmpede med Raaheden og Iisskorpen, der ligesaavel indvortes, som udvortes forsinkede og truede med at forhindre den menneskelige Udvikling i 📌Norden; da seer man aabenbar med Grækerne kun paa Øieblikket, ikke med Nordboen paa Tidens Længde, og hvilken Synsmaade der i Tidens Længde bærer de ønskeligste Frugter, følger vel af sig selv, men oversees dog saa almindelig i vore Dage, at 30det selv i 📌Norden trænger til at indskiærpes. Ja, skiøndt vi, som nu med Lyst kan see baade frem og tilbage: tilbage paa Kæmpelivet og frem til dets Forklaring, ikke fristes til at bytte med Grækerne, som nu kæmpe med den sorte Død paa Gruset af de styrtede Paladser, og nærme sig kun alt for kiendelig Dyrene midt imellem Mindesmærkerne af mageløs Høihed og Konst, hvor de stirre døsige ind i en Fremtid uden Farve, saa trænger det dog til at siges, at det er Frugten af deres tidlige Dannelse, Konst og Klogskab, og det forudsagde den gamle Skjald, uden selv at vide det, i Mythen om Prometheus og Pandora.

Det himmelske Tyveri, som Mythe-Smeden paaduttede Prometheus eller For-Klogskaben, var saaledes vist nok umuligt, men et lignende jordisk Tyveri fra Zeus som Græker-Aanden, begik den Græske For-Klogskab dog ganske rigtig, og skiøndt det ikke var Aanden, der hevnede sig enten ved at fængsle Prometheus eller ved at sende Pandora, saa straffedes dog Tyveriet paa begge Maader; thi Grækerne, som vilde være kloge for tidlig, hildede derved sig selv, og Epimetheus eller Efter-Klogskaben lod sig narre med en falsk Dannelse, der undergravede Folke-Livet og gav det en sørgelig Helsot.

Dette klinger vel sagtens især Herrerne noget fremmed, da den Græske Dannelse i saa langsommelig Tid har været, om end ikke meget bekiendt, saa dog umaadelig rost, som noget Guddommeligt, man vel aldrig kunde opnaae, men skulde dog bestandig stræbe at nærme sig, men det faaer ikke at hjelpe, det er gammelt Nordisk ei at skue Hund paa Haar, men at see paa Virkeligheden og foretrække det Varige for det øiebliklig Glimrende, og enten maa et Folk blive til Noget i deres egen Aand, eller de blive til ingen Ting, saa, naar vi 31skal have godt Haab om 📌Norden, maae vi ogsaa forudsætte, at Naturen der vil gaae over Optugtelsen, og føre os tilbage til Fædrenes Tankegang, hvorefter Aand ikke var et Rov, men en Gave fra Guderne, og ægte Dannelse Noget, man kun fik efterhaanden, naar man gav Tid, og kæmpede ærlig paa Aandens Side. Derfor har vi i 📌Norden ingen Pandora-Mythe og maae ikke lade os indbilde, enten at alle Damer er Pandoras Døttre, eller at den Dannelse, der undergraver Folke-Livet, er den Ægte, om det saa ti Gange var den Græske. Sagen er vist nok blevet saa indviklet, at den synes reent fortvivlet, og vi finder derfor nuomstunder sædvanlig, at enten forkaster man al Konst og Dannelse, som ikke blot overflødige, men fordærvelige, eller man forguder en Dannelse, som man selv maa tilstaae, har været fordærvelig og kan indsee, maa være fordærvelig allevegne, fordi den, ligesom Pandora, er falsk og hjerteløs, er kun et bedrageligt Skin, men 📌Nordens Aand kan ingen af Delene, han maa kiækt paastaae, at de hjerteligste Damer dog igrunden ere de skiønneste, og at derfor maa der nødvendig ogsaa gives en ægte menneskelig Dannelse, der ikke undergraver, men forskiønner og forklarer Livet, og er desaarsag baade værd at bie paa og værd at kæmpe for.

Ligesom det nu var i Latin-Skolen, vi lærde, at alle Damer var Pandoras Døttre, saaledes udsprang ogsaa af den det herskende Begreb om en Dannelse, der endnu er langt falskere end den Græske, er det tommeste Skin man kan tænke sig, og skal dog være guddommelig, dog være værd at opoffre hele Folke-Livet og hele Menneske-Livet for, saa det skulde hverken undre Herrer eller Damer, at Latin-Skolen maa 📌Nordens Aand bekæmpe, saalænge de Begge er til. Verdens-Historien lærer os nemlig, at jo længere den Græske Dannelse skred 32frem, desmindre havde den med Hjertet at giøre, og desmere nærmede den sig Aandløshed, saa tilsidst blev den en virkelig Pandora, der vel fortryllede Verden, men gjorde alle sine Tilbedere ulykkelige, og forebyggede kun ved dyrisk Sløvhed den rasende Fortvivlelse. I denne Udartning blev den Romernes Mønster, saa deres Dannelse var ligefra Begyndel sen en eftergjort Pandora, intet Olympisk men et Tartarisk Konstværk, baade aandløst og hjerteløst, og hvad det nu maa blive for en Dannelse, der igien skal være en Efterligning af den Romerske, ikke engang, som den glimrede i Verdens Hovedstad, fortærede Romernes Kraft og bedaarede de raa Barbarer, men som den, ved Hjelp af Grammatik og Lexikon, lader sig opmane af mølædte Latinske Skrifter, det er saa indlysende for den sunde Menneske-Forstand, at man kun forgæves stræber at giøre det endnu klarere, og hvor det desuagtet oversees, at en saadan Dannelse, foruden alle andre Lyder, har den at være dødfødt og aldeles ubrugelig for Livet, der er man enten blindfødt, altsaa lovlig undskyldt, eller man har ladt sig forblinde, og trænger da kun til at troe sine egne Øine. Det Sidste er nu, til Lykke, Tilfældet i 📌Norden, hvor vi alle godt kan see, at selv maadeligt Dansk er dog for Livets Skyld meget mere værd end det bedste Latin, og at godt Dansk for slet Latin vilde derfor være en ganske umaadelig Vinding, medens det følger af sig selv, at Dansk og levende kan vor Dannelse umulig blive, saalænge den skal udspringe af de døde Sprog i det Hele og af Latinen især.

Hidtil var Ulykken, om end stor nok, saa dog forvindelig, thi vor rette Dannelses-Tid var endnu ikke kommet, men nu er den kommet, og maa enten spildes eller benyttes, og skiøndt det ingen Fare har, enten at vore Damer lære Latin, eller at en Dannelse, der udelukker Damerne, skulde trives hos os, 33saa var der dog Fare for, at vor Dannelse istedenfor at blive naturlig og ægte, kunde blevet Fransk, følgelig saa falsk og uægte som muligt, og er Faren overstaaet, da er det kun fordi vi føle paa Nordisk, at al Dannelse, som ikke udvikler og klarer, men spotter og forkaster det Høieste og Dybeste i Mennesket, er grundfalsk, er en Pandora, som alle ægte Damer maae afskye, og som alle virkelig kloge Herrer maae ønske, at hverken deres Koner eller Kiærester, deres Døttre eller Systre, skal komme til at ligne!


34

III.

Kronos og Kroniderne.

Damerne kiender vist Alle det Udtryk, “at falde i Staver”; thi vel seer man i Hovedstaden ikke nær saamange Baller eller Bøtter falde i Staver, som paa Landet, men saa seer man des flere Herrer, som gjør det, og det mærker Damerne strax, for saa er det dem, der maa føre Ordet, og see til paa en god Maade at vække de gamle Herrer uden at forskrække og de unge Herrer uden at støde dem, og i den sidste Tid, da, saa at sige, hele Verden faldt i Staver, deels af Søvnighed og deels af Philosophi, er Damernes Uundværlighed da ret blevet soleklar. Det var derfor Synd at forlange af mig, at jeg enten skulde udelukke Damerne, naar jeg engang vilde indbyde Nogen til at høre hvad jeg havde at sige om de gamle Guder og Gudinder, eller at jeg skulde glemme Damerne, naar de er saa artige at ville være mine Tilhørerinder; for naar jeg nu stod og faldt i Søvn, og de unge Herrer faldt i Tanker, hvad blev der saa at høre, og begge Dele vilde dog sikkert skee, naar her ikke var Damer, for saa skulde jeg spille “Philosoph” og kunde da umulig ret længe holde mine Øine aabne, og saa maatte de unge Herrer nødvendig falde i Tanker over, hvor daarlig jeg spillede min Rolle, og vilde vi nu end paa begge Sider, enten af Venskab eller af bare Dyd, saavidt muligt, skjule for hverandre, at vi kiedede os, saa vilde dog just derved Kiedsommeligheden voxe, og da jeg sov sidst, da drømde jeg, 35hvad jeg virkelig troer, en grundig philosophisk Undersøgelse vilde stadfæste og gjøre indlysende, at den virkelige og gyldige Grund til, at Folk vil nødig gaae i Skole, men gjerne gaae paa Comedie, er den, at i Skolen veed Folk, de skal kjede sig, men paa Komedien tænker de i det mindste, de skal more sig, saa jeg er ganske vis paa, at naar Komedien blev kjedsommelig og Skolen morsom, saa vilde alle Folk gaae i Skole og Ingen paa Komedie.

Men er al denne Snak ikke ogsaa kjedsommelig? Jo, vist er den det, men dog kun lidt imod hvad den vilde blive, hvis her ikke var Damer; thi kun ved at tænke paa dem, tør jeg haabe at samle mine Tanker, som er en meget vanskelig Sag i vore Dage baade for unge og gamle Herrer, da vi har faaet saa mange Tanker givet ind med Skeer, at hvad vi kan kalde vore egne Tanker, er nær ved at blive reent borte for os. Vist nok kan vi netop derfor meget bedre end Damerne gjøre os en levende Forestilling om det store Chaos eller Virvar, hvoraf Grækerne saae baade Himmel og Jord, med dem selv og alle deres Guder, opstige, men om jeg vil være istand til at vise Damerne, hvordan Grækerne stræbde at sætte Skik paa det Hele, det er det store Spørgsmaal, som jeg vel allerede den første Aften skulde stræbt at besvare, men da var jeg alt for stor en Kryster til engang at turde prøve paa det.

Ja, det kan jo falde haardt nok at gaae til Bekiendelse, og var her ikke Damer tilstæde, kunde jeg det neppe, men hos Damerne, veed jeg, man slipper naadigst, naar man gaaer til Bekiendelse, og hvad jeg derfor end i min Forlegenhed kan have sagt om Passeligheden eller Nødvendigheden af at begynde med den blomstrende Persephone, den livfulde Idunne og den glimrende Pandora, saa laae dog hele Nødvendigheden i min Forknyttelse, og skiøndt Damerne har været for artige 36til at sige mig, det var kun en daarlig Begyndelse, saa har jeg dog med al min Flid ikke kunnet skjule det for mig selv. Det slog mig nemlig hver Gang jeg nævnede Zeus og Pluto, Demeter, Hermes, Hephæstos, og hvad de Allesammen hedder, der jo burde været Damerne ordenlig forestillede, førend jeg havde Lov til at tale om dem, som gamle Bekiendtere, saa det maa jeg bede meget om Forladelse for, og bede undskyldt, blandt Andet med den Vanskelighed, Damerne nu selv skal see, det virkelig har at gaae ind i det Græske Chaos og klare det fra sig.

Ved det Græske Chaos tænker jeg mig her ikke det Ældgamle, som Grækerne meente, var til før Verdens Skabelse; thi derom troer jeg ingenlunde, de vidste Beskeed, men naar Græker-Aanden virkelig havde et udmærket godt Øie for Menneske-Naturen, da maa det fremfor Alt vise sig derved, at Grækernes Gude-Fødsel er et Speil af den naturlige Udvikling hos Mennesket, og hvad enten vi nu tænke os en enkelt Digter, som i sin tidlige Ungdom, med Aanden over sig, betrag ter sin egen lille Verden, eller vi tænke os et ungdommeligt Folk i den poetiske Oldtid, da vil det Første, de opdager, være et Chaos, et Virvar af dunkle Tanker, Følelser og Erindringer, som, ved forvildede Sagn fra Menneskehedens Barndom, maatte hos Oldtidens Hedninger faae et dobbelt æventyrligt Præg.

Uden nu at fordybe os i dette Chaos, som vi maae overlade til Philosopherne, der gaae tilbunds, vil vi blot anmærke, at den Eros, som dukker op af Chaos med de Første, giør allerede det Græske Skjalde-Øie megen Ære; thi Navnet betyder ikke blot Kiærlighed, men Beskrivelsen: den Skiønneste blandt de udødelige Guder, han, som neddysser baade Guders og Menneskers Sorger, den passer ogsaa paa 37Kiærligheden, og viser os, at Græker-Aanden ganske rigtig i den fandt Betingelsen baade for den ægte Skiønhed og for al levende Orden og Dannelse.

Under Eros-Vingerne opstiger nu parviis Uranos og Ge eller Himmel og Jord, som det første Ægte-Par, og deres Afkom er naturligviis baade mangfoldig og kjæmpemæssig, tildeels uhyre, som de eenøiede Cycloper og de tre Hundredarmede, men ved disse tamme og vilde Natur-Kræfter, som overstige det menneskelige Begreb, kan vi ikke opholde os, og maae nøies med den Bemærkning, at Uranos og Ge, som første Forældre baade til Guder og Mennesker, har deres Tilsvarende i Aand og Hjerte, som levende og menneskelige Udtryk for det Høie og Dybe, der maa forudsættes overalt, hvor Livet rører sig med Bevidsthed. Dette er da, efter den Græske Mythe, hos de Førstefødte af Uranos og Ge, nemlig Titanerne, men ogsaa af dem kan vi kun nævne Kronos og Rhea eller Tid og Leilighed, som de Eneste, vi kan begynde at maale os med. Denne Kronos (Latinernes Saturnus) bliver nemlig Fader til de tre berømte Brødre Zeus (Jupiter), Poseidon (Neptunus) og Hades eller Pluto, og Zeus bliver igjen Fader til alle andre Guder og Halvguder, som er dem, Menneske-Livet hos Grækerne speiler sig i med olympisk Glands.

See, dette er nu vistnok at fare baade Chaos og Olympen over med en Harefod, og det, siger de Lærde, er til ingen Verdens Nytte, da, naar det i Mythologien skal være Noget, maa man baade kiende alle Titaners, Cyclopers, Guders og Halvguders Navne udenad paa sine Fingre, og vide, hvad Folk i gamle Dage antog dem for, hvordan de dyrkede alle deres Afguder og hvor kiønt de huggede dem ud i Steen; men det leer Skjaldene kun ad, og 38tør mene, at de gamle Historier baade om Olympen og Asgaard var til ingen Verdens Nytte, enten for Damer eller Herrer, naar man ikke kunde see noget Menneskeligt i dem og fornøie sig ved dem. Jeg bryder mig derfor her slet ikke om, hvad Mængden af Grækerne, eller, om man vil, alle Grækerne, da de faldt i Søvn, drømde om Miraklerne af deres selvgjorte Guder og deres Billed-Støtter, eller om Tallet og Navnene paa hele Flokken; thi det kommer os slet ikke ved, uden vi enten vil være Professorer i Mythologien, som, jeg formoder, Ingen af os vil, eller vi skal op til Examen, som Damerne maae prise deres Lykke for, de ikke skal; thi mens vi var i Gang med, paa Chinesisk, at skabe nye Examiner hveranden Dag, kunde Ulykken snart være skeet, saa i det mindste Hovedstadens Damer var blevet nødt til at tage en stræng Examen, ikke blot førend de maatte gifte sig, men førend de maatte gaae paa Forelæsninger. Nu haaber jeg imidlertid nok, at De slipper, naar De ikke vil være Gouvernanter, og i alt Fald duede jeg slet ikke til Manuducteur, da jeg ikke bryder mig det mindste om, hvad der staaer hos “Classikerne” eller i store Mænds Bøger, naar jeg ikke kan bruge det til Noget, og hvad Myther angaaer, naar de ikke kan træde i Menneske-Aandens Tjeneste som talende Billeder af noget Stort eller Skiønt og Sandt i Livet. Er dette derimod Tilfældet, er en gammel Mythe en Guld-Ramme til en Ædelsteens-Tanke, som hæves ved at sees giennem et Laag af Chrystal, da er den mig dyrebar, og et saadant lille Konstværk, bedre end Noget af Hephæstos, er i mine Øine virkelig Mythen om Kronos og hans tre Sønner, som jeg derfor skal tillade mig at dvæle ved, og det saa meget mere, som jeg veed, at hvem der først bliver poetisk fortrolig med Kroniderne, finder sig altid hjemme paa Olympen og lærer 39snart at skielne Zeus's virkelige Sønner og Døttre fra dem, enten løse Rygter i 📌Grækenland eller Aandløshed i 📌Rom og Latinskolen har paaduttet ham.

Ønske vi nu et Billede i det Store af hvad der speiler sig saa smaat i Fugl og Blomst: i Sangfuglen, der, med fulde Toner fra sit eget Bryst, svinger sig frit og høit i Sky, og Engblomsten, svag men yndig, rodfast i Jorden men duftende mod Himlen; ønsker vi det, da finde vi det med Glæde i Uranos og Ge eller Himlen og Jorden, levende betragtede som et Par Ægte-Folk, Mand og Kvinde, i hvem det Guddommelige og det Menneskelige sammensmelter. Det er ikke noget Nyt, vi seer; thi baade Himmel og Jord er gamle for vore Øine, og vi veed jo Alle, naar vi tænker efter, at Aand og Hjerte, Kraft og Kiærlig hed er Roden og Kilden til alt høiere Liv baade i Himlen og paa Jorden, men det er dog et nyt Syn, naar det samlet springer frem for os, saa Himlen i al sin Kraft og Glands, og Jorden i al sin beskedne Yndighed og frugtbare Varme, staae i Uranos og Ge lyslevende for os, med mandlig og kvindelig Skikkelse, det er et nyt og et skiønt Syn, som giver den ægte og dybe Natur-Følelse et velkomment Billede og daglig Næring.

Komme vi nu, med denne Grund-Anskuelse, til det andet Ægte-Par, Kronos og Rhea, som Børn af det Første: af Uranos og Ge, da komme vi ret egenlig til os selv, eller til det Samme efter en mindre Maalestok, den samme høie og dybe Natur, kun dunklere udtrykt og indskrænket af Tid og Rum, som vi Alle kiende Menneske-Livet hos Mand og Kvinde, saa det er os kun Spørgsmaalet, om vi ogsaa i Kronos og hans tre Sønner kan spore Menneske-Livets naturlige Udvikling; thi kan vi det, da tage vi dem vel ikke derfor, som de gamle Hedninger, til Husguder, men betragte dem dog 40som usynlige Husvenner, vi paa en Maade kan tale fortrolig med om hvad der ligger os paa Hjerte.

Kroniderne: Zeus, Poseidon og Pluto, var nu vel, efter Mythen, ingen Dyds-Mønstre, men vi er det sagtens ikke heller, saa for den Sags Skyld kan vi nok være bekiendt at omgaaes dem, og vel gav de et slemt Exempel ved at støde deres Fader fra Thronen, men deels vil de unge Herrer vist finde, de kan dertil have havt overlegne Fristelser, deels skeer der virkelig noget Lignende hos os Alle, og endelig ymtes der dog om, at Kroniderne lod deres Fader beholde Regieringen over “de Saliges Øer” ved Jordens Grændser, som er den største Mildhed, vi selv, efter Omstændighederne, naturlig kan vise.

Sagen er nemlig, at i denne Tids-Aand med hans tre Sønner speiler sig hele det menneskelige Levnets-Løb med sine fire Aldere: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom, hvoraf de tre Sidste immer enes om at tage Roret fra den Første, som de dog Alle maae kalde Fader, og tilstaae, er den Bedste, ligesom alle Grækere, skiøndt de forsvarede Afsættelsen, dog kaldte Kronos-Dagene Guld-Alderen. Hos dem klinger det Sidste vel lidt urimeligt, da de beskylder Kronos for at have været en saadan Tyran, at han aad sine egne Børn, saa snart de blev født, og vilde følgelig siddet barnløs paa Thronen endnu, hvis ikke Kvinde-List alt da havde været uden Ende, saa Rhea havde givet ham en Steen at bide paa istedenfor Zeus; men den Sag klarer sig dog, naar vi betænker, at Barn dommen, hvor god den var, kunde dog ikke vare længe uden at kvæle den videre Udvikling i Fødselen, som jo paa Billed-Sproget netop var, at Kronos slugde sine egne Børn, saasnart de var fødte. At nu Zeus var den Lykkelige, der beholdt Livet, seer vi strax, havde sin gode Grund, naar han svarede til Ungdommen, men at 41han gjorde det, seer vi først paa Delingen, de tre Brødre gjorde af Byttet, da Kronos var afsat; thi Zeus tog Himlen, Poseidon Havet og Pluto Hades eller Skygge-Riget; og vi veed Alle, at Ungdommen naturlig stikker i Sky med Ørnen og bygger det høieste muligt, medens Midalderen enten driver eller kæmper med Strømmen, og Alderdommen trækker sig ligesaa naturlig tilbage i Stilhed, hvor Livet ikke er stort mere end sin egen Skygge, da Bevægelse netop er Livets Begreb! Der fattes altsaa ikke meer til fuldstændig Lighed mellem Kronos-Mythen og det menneskelige Levnets-Løb, end at der lige fra Ungdommens Begyndelse skulde være ligesom tre, fire Riger inden i os, hvorover Ungdoms-Vætten, ligesom Zeus, var en Slags Over-Konge; men de tre Riger er ogsaa nemme at finde, og det Fjerde: Aftægten til Kronos, ymtes der netop om i vor Levnets-Beskrivelse, ligesom i Mythen, saa Ligheden er gjennemgribende. Vi veed det saaledes vist Alle, at hvad der giør Ungdommen saa kæphøi, og saa bydende, det er en Evne, som vi kalder Indbildnings-Kraften og finder hos Ungdommen i sin høieste Glands, og skiøndt Erfaring lærer, at det er en meget ustadig Herre og en stor Vovehals, saa har denne Zeus dog et vist naturligt Krav paa Konge-Stolen, da Indbildnings-Kraften er det indvortes Øie, Fader til alle vore Forestillinger og Skaberen af Billed-Sproget. Dens egenlige Rige er imidlertid, ligesom Ungdommens, kun halv af denne Verden, som den mere omsvæver end behersker, saa der bliver Rum nok til to andre Riger, som vel i Ungdommen fordunkles af det Olympiske, men findes dog alt, og voxer med Aarene: det Ene Følelsens eller Lidenskabens, der ligesom Poseidons, godt kan lignes ved Havet, og det Andet Forstandens eller Begrebernes, der vel, 42indvortes, ligesom Plutos, kun er et Skygge-Rige, men har dog, for sin mægtige Indflydelse paa det Haandgribelige, altid havt stor Anseelse paa Jorden, ja, i vore philosophiske Dage er Pluto nær ved at fortrænge Zeus og blive største Lodseier selv i Ungdoms-Alderen og Poesien.

Herved falder mig en Pudsighed ind, som engang har moret mig kostelig, og kan more mig endnu at tænke paa; det er et Sted i Fortalen til vor saakaldte Prosaiske Edda, som, i Forbigaaende sagt, dog er meget mere poetisk end de fleste “Samlede Digte” nuomstunder; thi der har Forfatteren ogsaa paa en Maade villet forbinde den Græske Mythologi med den Nordiske, og fortæller ved den Leilighed meget troskyldig, at da Saturnus (Kronos) deelde sit store Rige mellem sine tre Sønner, og gav Pluto Helvede, som var det daarligste Stykke, saa, for at trøste ham, gav han ham ovenikjøbet Bulbideren Cerberus, til som Bindehund at passe paa det; og det falder mig nu just ind, fordi jeg har lagt Mærke til, at de unge Philosopher, der virkelig, som Pluto, faae det daarligste Stykke af det Kongelige Arvegods, har immer Cerberus: den stærke Polemiker og skarpe Recensent, ved Haanden, og synes virkelig at trøste sig med ham over deres sorte Armod.

Men staaer jeg ikke nu og glemmer Damerne over de unge Philosopher? Nei, ligesaalidt som jeg glemmer Aarstiderne, Olympens smukke Dørvogtersker, over Cerberus, og jeg vil heller ikke haabe, at Damerne har fundet Kronos og Kroniderne sig uvedkommende, men at de i det Høieste har savnet det fjerde Rige, der vel forestilles som det Mindste, men dog som det Bedste, og det kom vi Alle til at savne, hvis vi ikke havde Damerne; thi vel har man paastaaet, at det dunkle Rygte om de “Saliges Øer” ved Jordens Grændse, som med Kronos beholdt en Levning af Guld-Alderen, 43kun havde sin Grund hos Digterne, men jeg tør paastaae, det havde endnu langt meer sin Grund hos Damerne, især hos vore Damer ved Jordens Grændse, der selv paa deres gamle Dage kan være ligesaa barnlige, som de unge Philosopher er det modsatte. Ja, denne Barnlighed, der af alle ægte Skjalde, de Nordiske saavelsom de Græske, erkiendes for en sjelden men dyrebar Levning fra Guld-Alderen, der kaster Glands paa hele Levnets-Løbet; den findes i Naturens Orden kun ret kiendelig hos den ægte Kvinde, hvis Ungdom den giør til en Blomster-Eng, hendes Midalder til en Rosengaard, og hendes Alderdom til et kiærmindeligt Elysium, fordi hendes Indbildnings-Kraft hedder Tro, hendes herskende Lidenskab Kiærlighed, og hendes Vidskab smilende Haab! Langt klarere end i Kronos-Mythen speiler sig derfor ogsaa Qvindens Levnets-Løb i Naturen med sine Aarstider, kun at man derved ikke maa tænke paa den strænge nordiske, men paa den milde græske Vinter, der ogsaa har sin Blomster-Krands!

Men, vil maaskee Herrerne sige: denne Roes er ikke blot saa overdreven, at Damerne vist selv, om det gik an, vilde høirøstet frabede sig den, men strander desuden paa en Klippe, som kaldes Naturens uforanderlige Love; thi dem skal der dog i det mindste et stort Mirakel til at rokke, saa at, var Kvinden i alle Maader Naturens levende Udtryk, da var Damernes Foranderlighed dog neppe blevet til et Ordsprog hos alle Folk, medens man dog tidt har hørt om Manden, at han stod fast som Klippen, og, hvis han faldt, saa dog kun faldt for Naturens, som 👤Leonidas for 📌Spartas uforanderlige Love!

Ja, det kan Herrerne nok sige, men det maa dog vist kun være de unge Herrer, for de gamle Herrer maatte 44enten have levet mellem lutter Bøger, eller de maatte vide, baade hvor foranderlige Herrerne og hvor uforanderlige igrunden Damerne er. Dette siger jeg paa ingen Maade enten for at skose Herrerne eller for at smigre Damerne, da det jo er en Ære at forandre sig til det Bedre, og er det Grund-Slettes saavelsom det Grund-Godes Egenskab at være uforanderligt, altsaa uforbederligt, men jeg maa anmærke det, deels for Oplysningens Skyld i det Hele, og deels for de unge Herrers Skyld, som let lader dem forblinde af Pandoras unge Døttre, fordi de tænker, det er en smal Sag at forandre hvad Galt der er ved dem, mens dog al Erfaring lærer, at i det mindste for Mennesker er det umuligt. Som Digter har det nemlig været, om ikke min Pligt, saa dog min Skik, at stirre stivt paa Damerne, og skiøndt det i mange Tilfælde er en farlig Sag, som jeg ingenlunde tør tilraade de unge Herrer, saa har jeg dog heraf lært, at Snakken om deres “ti Sind over en Dørtærskel”, selv naar den ikke var Bagtalelse, behandlede dog Sagen meget for overfladelig; thi selv den umælende Natur kunde man jo, ved blot at see paa Veirliget, kalde mageløs foranderlig, og desuden er jo Talen her om Menneske-Naturen, som vi veed, Damerne har Deel i, hvis igrunden uforanderlige Side, jeg paastaaer, Damerne ret levende og elskelig udtrykker. Hos dem ligner nemlig Menneske-Naturen altid sig selv, og skiøndt Philosopherne ligesaalidt kan faae deres “Smiil og Taarer” ordenlig bragt i System, som Astronomerne kan faae “Regn og Solskin”, beregnet i Almanakken, saa er vi dog Alle sikkre paa, at den lille Glut, vi dandser med paa Armen, vil omtrent findes at være den Samme, naar hun bærer sine Børnebørn.

En ganske anden Sag er det med Manden, og det netop i høiere Grad, jo bedre han svarer til det Nordiske 45Begreb om en Mand; thi da har han ikke blot sædvanlig, som Vaagn Aagesen, sine alt for kiendelige “Slyngels Aar,” men han kan ikke kæmpe sig frem til et fjernt Maal, uden at Alt hos ham, paa Øiemedet nær, maa være saare foranderligt, saa han bliver i Tidens Løb meget let ukiendelig selv for sine Nærmeste. Tiden, som fortærer Alt, fortærer naturligviis ogsaa efterhaanden vore Kræfter, Omstændighederne forandrer dem, og skal vor Virksomhed ikke blive til Latter, maa den rette sig derefter, og endelig maa Erfaringen lære den virksomme Mand at betragte Alt, baade indvendig og udvendig, i et andet eller dog i et klarere Lys, saa det er netop en stor Skam for os, naar vi i Alderdommen betragter Livet med samme Øine som i Ungdommen, og giør de samme Slutninger som for tyve eller tredive Aar siden. Nuomstunder ansees det vist nok for en stor Ære allerede i Ungdommen at blive færdig med Tanke-Gangen om alle mulige Ting, og siden, som det hedder, staae fast og blive sit System tro, men det vil dog egenlig sige, at man “gaaer i Staa” som sin egen Bauta-Steen, eller rettere, man giør sig en Ære af at være med Prometheus smeddet til 📌Kaukasus og have en lækker Lever-Ret til Ørnen eller Griffen hver Morgen.

Dette Forhold mellem Kiønnene maa nu ogsaa være Forholdet mellem Mythologierne, dersom jeg ellers skal have Ret i, at den Græske er Menneske-Naturens og den Nordiske Historiens Speil; thi det er jo Naturens Hemmelighed, at den, trods alle Forandringer paa Overfladen, dog igrunden altid ligner sig selv, men er levende, frisk og ny i sine Gientagelser, medens det er Mande-Livets Pris, at trods Natur-Ligheden i alle Folks Hverdags-Liv og alle Slægters Levnets-Løb er der dog en mærkelig Forskiel paa Bestræbelserne og foregaaer en kiendelig Udvikling til et fjernt men 46herligt Maal, som er Menneske-Naturens Forklaring. At det nu ogsaa er saa, at den Græske Mythologi og Livs-Anskuelse i det Hele er kvindelig og den Nordiske mandlig, det vil vist falde rimeligt nok for hvem der kiender Begge, men deels er det endnu kun Faa, og deels er vi blevet saa afvante med at betragte lærde Sager fra en naturlig Side og i Livets Lys, at vi knap tør troe vore egne Øine, naar vi engang see jævne Veie, hvor vi tænkde, var uoverstigelige Bjerge, og øine levende Sammenhæng, hvor Alt er udraabt for et uopredeligt Virvar, saa naar De see 📌Norden og 📌Grækenland opstige af Historiens Chaos som et menneskeligt Ægte-Par, hvori hele Livet speiler sig, da skal det slet ikke undre mig, om De anseer det for Blændværk, men naar kun Synet fornøier Dem, skal det ogsaa være mig ligegyldigt, da det altid kun er af Erfaring vi lære at skielne ret mellem Skyggen og Legemet!

Vi vil nu vende tilbage til Kronos-Mythen med den Bemærkning, at jeg vel ogsaa pleier at anvende den paa Verdens-Historien, men kun for at giøre den Natur-Lov anskuelig, som giver Menneske-Livet i det Smaa som i det Store de samme Grundtræk, eller, reent ud sagt, giver hele Menneske-Slægten et Levnets-Løb af samme Art som Deres og mit, saa den har ogsaa sin Barndom, Ungdom, Midalder, og Alderdom, eller sin Guld, Sølv, Kobber og Jern-Alder, følgelig ogsaa sin Kronos med hans tre Sønner, der vel tidlig skifte og dele, som de er Venner til, men har dog hver sin Tid, da de spille Mester, og det langt tydeligere i det Store end i det Smaa. Man kan saaledes kjende mangen Enkelt-Mand hele hans Tid, uden at see Indbildnings-Kraften som Zeus give hans Ungdom, Følelsen som en Poseidon hans Midalder, og Forstanden som en Pluto hans Alderdom, sit eiendommelige Præg og sin herskende 47Farve; men man kan aldrig betragte en stor Mands udfoldede Levnetsløb uden at blive det vaer, og endnu mindre kan man betragte et Hoved-Folks, som Grækers eller Nordboers, Historie uden at see det Samme endnu meget tydeligere, og allermindst kan man betragte Menneske-Slægtens Levnets-Løb giennem Aartusinder, uden at finde det soleklart, at efter en dunkel Barndom følger en sværmende og høi-poetisk Ungdom, som vi kalde Oldtiden, en glødende og daadfuld Mellemtid, som vi kalde Middelalderen, og endelig en Alderdom, da “Stav og Vægt og Maal” ligesom hos Pluto, er Skjolde-Mærkerne, da Alting i det Store løber ud paa en “Regning” med eller uden Vært, kort sagt, da Alting dreier sig om Forstand og Mis-Forstand, den nyeste Philosophi og de Vises Steen!

Denne vor Tid er det nu, jeg kalder Nyaars-Tiden fordi jeg virkelig troer, der kan og vil blive noget langt Større og Glædeligere af den, end vi enten have seet endnu, eller kan see hos Pluto i Skygge-Riget, fordi det kun er Menneskelivets naturhistoriske Side, der speiler sig i de Græske Myther, ligesom den Verdenshistoriske i de Nordiske; men har man først et Overblik, da kan man dog ogsaa i Kronos-Mythen see et Glimt af Udviklingen, fordi Græker-Aanden havde en Anelse af sin egen Bane, der var eensartet med Menneske-Aandens i det Hele.

Dette Glimt findes i den lille Fortsættelse af Kronos-Mythen, som gav Skygge-Riget en mærkværdig Dronning i Datteren af Zeus og Demeter, den skiønne Persephone og skiøndt jeg, lidt uordenlig, alt engang har slaaet paa den Stræng, maa jeg dog her for en Ordens Skyld atter berøre den.

Demeter (Latinernes Ceres) med Axe-Krandsen er nemlig, som man veed, Frugtbarhedens Gudinde, men naar 48Mythologerne herved tænke bogstavelig paa “Markens Grøde”, da glemme de, at Billed-Sproget tilhører Digterne, der, ligesom Himlens Fugle, hverken saae eller høste eller samle i Lade, og synge derfor aldrig høit om Ager-Dyrkningen, men vel om hvad der i den indvortes Verden ligner den, og det er en vis hemmelig Udvikling, hvorved Aanden fordyber sig i Hjertet og gjenfødes paa en Maade derigiennem, hvorfor ogsaa Demeters og Persephones Mysterier spillede en ganske overordenlig Rolle i den senere Græker-Tid. Deri vil vi nu ingenlunde fordybe os, men berøre det kun, som Tegn til, at Grækerne selv fandt en dybere poetisk Mening i Mythen om Persephones Bortførelse af Pluto, som har sin klareste Side i Poesiens Historie, hvor man altid finder et idyllisk Mellem-Spil, som naar Datteren af Zeus daler ned fra Olympen til 📌Tempe og morer sig med at plukke Blomster; thi derpaa følger altid et mere eller mindre tvungent Ægteskab mellem Billed-Sproget og Forstanden, hvoraf der udspringer en poetisk Konst, som let bliver dødfødt, ogsaa tidt kvæles i Fødselen og er hidtil, som den Førstefødte af “de kloge Børn” aldrig blevet gammel. I Persephone-Mythen ymtes der saaledes vel om, at Persephone blev Moder til en mærkelig Søn, ved Navn Zagreus eller Opliveren, men han forsvinder strax, eller sammensmelter dog med Bachos, hvad der endogsaa giør det meget vanskeligt her at tale om ham, da Damerne vel maae ansees for naturlige Medlemmer af “Maadeholds-Selskabet” og maaskee selv af “Totalafholdenheds-Foreningen”, saa det blotte Bacchos-Navn kan synes at lugte af Alcohol. Kunde det imidlertid gaae an, vilde jeg dog gierne tale et godt Ord, om ikke for Brændevinet, som Grækerne i alt Fald ikke drak, saa dog for Drue-Blodet, som selv de græske Damer skal have 49baaret Godhed for, og som Digterne saa stadig have besunget, at man slet ikke kan tvivle om, de jo baade har smagt det og fundet Smag deri. Var jeg nu Præst i 📌Preusen, da gik det aabenbar slet ikke an, for jeg seer af Aviserne, at det der er strængelig indskærpet hele Geistligheden ikke selv at være ædru, som kunde være rimeligt nok, men af yderste Formue at understøtte alle Maadeholds-Selskaber og Foreninger; men i 📌Preusen vilde jeg da af mange Grunde ikke være Præst, og i 📌Danmark tør jeg vel, paa eget Ansvar, nok sige, det skulde giøre mig ondt, om det lykkedes Pater 👤Mathews Discipler at bringe Vinen i Vanrygte. Vore Damer haaber jeg ogsaa at berolige med den Forsikkring, at jeg holder omtrent ligesaalidt af fulde Folk, ei at tale om fulde Damer, som De, og at, skiøndt jeg ingenlunde vil forsværge at drikke Viin, blandt andet, fordi Ordsproget siger, at forsvoren Ting gaaer snarest for sig, saa holder jeg dog meest af den, fordi den seer smukt ud i Glasset, løser mangen Tunge, der ellers kun bruges til at tygge Drøv, opklarer mangt et Ansigt, der ellers er saa mørkt som Plutos, og er endelig Billed-Sproget aldeles uundværlig til Speil for det poetisk opmuntrende, oplivende og vederkvægende, fri, mundtlige Ord, som vi i vore Dage saa høit trænge til, og er dog nær ved, af bare Maadeholds og Afholdenheds-Dyd, at ombytte med bare Blæk, som Vinen med det evindelige Thevand! Saadan en poetisk Viin, eller en dramatisk Poesi, Søn af Idyllen og i det mindste Pleiesøn af Forstanden, seer jeg da ogsaa i Zagreus, og naar man blot veed, at det græske Drama historisk udviklede sig ved Bachos-Festen, da seer man, det Ene passer meget godt til det Andet. Det Sidste passer endogsaa meget bedre end Poesien skulde ønske; thi hvem veed ikke, at Bachos tidt paa Skuepladsen fandt sine ypperste 50Dyrkere, men det var dog ingenlunde Hovedgrunden til at Zagreus døde saa tidlig og udrettede saa lidt til, om man saa maa sige, at poetisere Hverdagslivet; thi Hovedgrunden er, at naar Digtekonsten virkelig skal hæve og forskiønne Livet, da maa den ikke nøies med at træde frem paa Skuepladsen, men træde ind i Livet; thi hvad man kun spiller, det er man ikke, og hvad man kun lader som man gjorde, det giør man ikke. Uagtet jeg derfor ingenlunde vil nægte, at selv i sit tvetydige Forhold til Bachos, har Zagreus dog immer virket lidt til Forbindelse mellem Olympen og Hades, selv Skuespiller-Munden har lige fra 📌Athenen til 📌Kiøbenhavn formildet den Gravens Taushed, hvori det poetiske Ord, siden Ægteskabet med Pennen, nedsank, ja, skiøndt det er soleklart, at i Sammenligning med de Høresale, hvor Munden kun stræber til Overflod at bevise, den har drukket Blæk, er Skuepladsen, hvor Munden dog stræber at skjule det, et sandt Elysium; saa er det dog, efter min Overbeviisning, i Høresalene, den ægte Zagreus maa opstaae, og kan vise, han svarer til sit Navn. Langt videre end til 📌Grækenland og til Plutos Dage maatte imidlertid Menneske-Udviklingen gaae, førend den ægte Zagreus kunde fødes; langt bedre Forstand maatte man faae baade paa Aand og Hjerte, end Grækerne kunde naae, før Billed-Sproget, uden at tabe baade sin Høihed og Dybde, kunde lade sig forklare, saa det er Nyaars-Tiden forbeholdt at udbrede det varmende Lys og den lysende Varme over Menneske-Livet, som kun glimtede og gnistrede i Zagreus og druknede i Bachos; det er ogsaa hvad jeg spaaer, vil skee i 📌Norden, og jeg er vis paa, at især Damerne ønsker med mig, at det snart maa vise sig, jeg var ingen falsk Prophet!


51

IV.

Ygdrasil med Urda-Kilden og Mimers-Brønden.

Nu, iaften kom vi da paa Cathedret ligesom Vægteren”; sagde En af de unge Herrer, og jeg vil lægge til: En af mine unge Venner, til mig forleden Aften, da jeg havde skiemtet med de unge Herrer, som ikke kunde lide, jeg roste Damerne; men det var en Misforstaaelse, for, naar jeg tager de unge Herrer med paa Cathedret, da er det, ligesom naar jeg tager Damerne med, ingenlunde for at giøre en Mythe af dem, men fordi jeg ved Mythernes historiske og levende Forklaring slet ikke kan undvære dem, og tillige, fordi det er netop dem, der skal være mine Eftermænd paa Cathedret, og som jeg derfor gierne vilde vænne til at staae paa mine Skuldre og see videre end jeg, hvad dog kun er muligt, naar de først har staaet ved Siden ad mig, og kiget mig i Kortet, og seet, hvordan jeg gaaer om Borde med den gamle Mimer, for at faae ham til at laane mig det pandsatte Odins-Øie, som jeg ikke har Raad til at indløse, men har dog hittet paa at see lidt med af den skiønne Natur, vi ogsaa i 📌Norden har for Øie, saalænge vi har smukke, yndige og elskelige Damer omkring os!

Dette pandsatte Odins-Øie, som de Lærde har meent laae i Maanen, eller, endnu meget længere borte, i Solen, det, har jeg nemlig fundet, er dog til Lykke paa Jorden endnu, 52for, en Aften “i det klare Maaneskin”, da jeg var raadvild og red paa Sleipner hen til gamle Mimer at bede ham om et Glas gammel Miød, da sad han og sov og havde formodenlig selv kiget for dybt i Brønden eller i Glasset, og Odins-Øiet laae paa Bordet i en Valnød-Skal, og jeg vilde jo ikke stjæle det, for det er der ingen Lykke ved, men jeg laande det rigtig nok uden Forlov, og vel vidste jeg i Førstningen ikke, om det skulde sidde i Nakken eller i Panden, men jeg blev ved at prøve selv det Alleruri meligste, til det kom paa et Sted, hvor jeg kunde see med det, og det Første, jeg fik Øie paa, det var 📌Sælland, og De veed nok selv, hvad man der kan see med sine egne Øine, især i Mai, naar Bøgen er sprunget ud og Skibene gaaer, og selv de forstokkede Engelskmænd maa tilstaae, her er smukt, skiøndt det ikke staaer i deres Veiviser, men seet med det pandsatte Odins-Øie var Alting dog endnu meget smukkere, og især var Damerne, som gik til den grønne Lund “at lyde paa Fuglesang” saa yndige, at jeg tabde Øiet paa Bordet, og saa vaagnede Mimer, og slog mig over Fingrene og læste op for mig om Laan uden Forlov, som et fint Navn paa grovt Tyveri, saa jeg blev hedere om Ørene end de unge Herrer, naar jeg tager dem med paa Cathedret, men saa gav han mig dog et Glas Miød ovenpaa, og siden sommetider, naar den Gamle er i det gode Hjørne og jeg kan sige ham en Pudsighed, der morer ham, saa laaner han mig selv det pandsatte Odins-Øie at see lidt i, og det er Grunden til disse vore halv-hedenske Forsamlinger, for i Sommer, da jeg var kommet paa Farten, besøgde jeg naturligviis ogsaa Mimer og traf den Gamle i hans allerbedste Lune, hvorved jeg ogsaa kom i Aande, saa det morede ham at skiemte med mig, og saa spurgde han mig, om jeg ikke havde Lyst til at see 📌Grækenland, som jo dog var meget smukkere end baade 📌Engeland og 📌Danne53📌mark? Dels stødte det mig nu lidt paa 📌Dannemarks Vegne, og dels kiender jeg den Gamle og veed hvordan man skal tage ham, naar man vil have Gavn af ham, saa jeg sagde: jeg vidste nok, at 📌Grækenland var i Raabet for sin mageløse Deilighed og især for sine Damer, men dels var det nu af de Dage, da jeg brød mig synderligt om Damerne, og dels turde jeg i alle Henseender godt vove 📌Dannemark imod 📌Grækenland og især de Danske Damers Munde mod alle de Græske Næser. Det stødte ogsaa ham lidt, men kun paa Mansketterne, og paa Mansketterne der har man endogsaa Lov til at støde Damerne, og maa det tit, naar man vil have dem til at vende sig, saa man kan see dem i Ansigtet, saa Mimer blev ikke vredere end at han slængde Odins-Øiet hen til mig, og sagde med sit Lokesmil: der, Du tappre Holger Danske! see nu selv! Det var naturligviis det jeg vilde, og lod mig det ikke sige to Gange, og jeg skal ikke nægte, at 📌Grækenland og Grækerinderne, seet med det Øie, var noget ganske Andet end jeg havde tænkt, men jeg tabde derfor ingenlunde Forkiærligheden for 📌Danmark og Dannekvinderne, men fik kun Lyst til at giøre en Sammenligning, og stjal mig til med det Samme at kaste et Blik mod Hjemmet, hvorved jeg opdagede en stor Hemmelighed, men lod som ingen Ting, gav Mimer Øiet igien med Tak for Laan og bød Farvel, som det syndes lidt slukøret, og jeg saae ret, hvor det gottede den Gamle, der altid stikler paa mit Danske Sværmeri, som han meende nu at have givet sit Banesaar.

Ja, Damerne tænker formodenlig det Samme, siden jeg staaer her og fortæller Æventyr om den gamle Mimer, uden at have sagt Dem et Ord enten om hvem han er, eller hvor han har hjemme, eller hvad Forskiel der er paa at ride til Mimer paa Odins Hest og at ride til 📌Bloksbjerg eller 54til 📌Troms Kirke paa et Kosteskaft, saa nu er jeg da nødt til at sige Dem hvad jeg veed om Asken Ygdrasil og Mimers Brønd, men det er ogsaa det, jeg har ventet paa, at Damerne skulde nøde mig til at sige hvad jeg vidste, for da det er kun lidt, saa vilde Damerne vist lee ad mig, naar jeg selv kom med det som en stor Herlighed, for anderledes er Damerne ikke, da faaer de strax Lyst til at drille os, og hvor godt de da end kan synes om Noget af det vi siger, lader de dog som det var slet ingen Ting, og er istand til, naar vi har sagt Alt hvad vi vidste og kanskee endnu lidt til, da at pine os med det gruelige Spørgsmaal: og hvad saa mere? men naar de derimod selv nøder os til at fortælle dem Noget, da er de ædelmodige, saa om de endogsaa i det Hele kieder dem lidt, lader de os dog slet ikke mærke det, men veed altid at finde lidt Smukt eller Morsomt i det, som de kan giøre os lykkelige ved at bemærke.

Siden altsaa Damerne endelig vil have, jeg skal sige Dem Noget om de gamle Kæmpers skiønne Konster og poetiske Mester-Stykker, saa tør jeg ikke sige Nei, skiøndt de Nordiske Kæmper naturligviis tager sig ud ved Siden ad de Græske Tusind-Konstnere, som Freyas Hals-Smykke, om vi havde det, vilde tage sig ud ved Siden ad den Mediceiske Venus, saa jeg maa bede Damerne i denne Henseende at nedsætte deres Forventninger saa dybt som muligt, og være belavet paa, at “Echo falder lidt plumpt paa disse Steder”, hvor selv den største Skjald, naar han vilde more sine Tilhørere, og det vilde 📌Nordens Skjalde altid, maatte huske at Kæmperne var drøie, havde ikke den fineste Smag og lod sig ikke spise af med Kniplings-Kager eller glatte Ord, men tog derimod, som Stærkodder selv siger, godt tiltakke med det Harske, naar det kun havde baade Marv og Been, og da de gamle Nordiske Skjalde nu 55desuden, som Stærkodder, selv var Kæmper tillige, saa kan Damerne nok vide, at saadanne Karle, der, som Stærkodder, ikke sparede at give en Fløitespiller Been i Næsen, saa han stak sin Pibe ind, han spillede ikke selv paa Fløite naar han digtede, men slog Harpen, saa det rungede i Hallen! Men naar kun Damerne vil huske det og see igiennem Fingre med det Ydre og lade gaae ud af det andet Øre hvad der skurrer i det Første, da tør jeg haabe, de dog vil finde Noget hos de gamle Kæmpe-Skjalde, som ikke blot er morsomt at høre paa men godt at giemme, thi havde Damerne slet ikke Øre eller Øie, Sind eller Sands eller Smag for Andet end hvad der er ligesaa smukt og fint, yndigt og smagfuldt, som de er selv, hvordan vilde det da gaae os, der vel kan bilde os endeel ind af vor fine Dannelse og mandige Kiønhed, men er dog forholdsviis meget grimmere og plumpere end de gamle Kæmper, i Forhold nemlig til Kraften og Høiheden, som i Kvindens Øine dog nok er det Eneste, der kan skjule Herrernes Grimhed og undskylde deres Plumphed.

Det var da nu først Asken Ygdrasil, vi skulde høre lidt om, og der fortælles, at den var et trestammet Træ, som hvælvede sig baade over Midgaard, hvor Guder og Mennesker boe, over Jetteverden og over Helhjem eller Skygge-Riget, og samme Kæmpe-Ask havde det ondt, thi der stod fire Hjorte og nippede Bladene af, saavidt de kunde naae, Bullen blev trøsket med Tiden og alle Helhjems Orme gnavede ved Roden alt hvad de kunde. Paa den anden Side havde Asken dog ogsaa god Understøttelse, thi af Roden udsprang det berømte Urda-Væld, som var meget helligt og dannede med sine blanke Straaler en Sø, hvoraf Nornerne dukkede op og bestænkede Asken med de hvide Vande, saa den aldrig visnede. Herved faldt en Dugg, som den gamle Mimer ved Viisdoms-56Brønden brugde til at blande Mjød, og i Urda-Søen svømme to deilige Svaner tause til Ragnaroke, men i Aske-Toppen sidder en stor Ørn, med en lille Spurve-Høg mellem Øinene, og endelig er der et løierligt Egern, der bestandig hopper op og ned og sætter Splid imellem Ørnen og Ormene.

See, det er Meget paa een Gang, som der skal gode Øine til at oversee, og selv de Bedste vil det neppe lykkes at giøre sig en ordenlig, endsige da en smuk Forestilling om den urimelige Ask, som synes hverken at have sin Rod i Himlen, paa Jorden eller i Helvede, hvorfor da ogsaa de Lærde har grebet til det fortvivlede Raad at plante den i Luften, med Toppen nedad, som man dog ikke kan see, for den bestandige Taages Skyld, som, de siger, Egernet betyder, fordi det er graaligt. Det er maaskee et ligesaa fortvivlet Raad jeg har grebet til, ved at lukke Øinene for alle Askens Natur-Feil og kun see paa dens herlige Historie, men derved bliver man dog Taagen kvit og faaer Øie paa Adskilligt, som fortjener Opmærksomhed, og desuden er det en Billighed, man skylder 📌Nordens Aand, hvis det ellers er sandt, at han havde bestandig sit Øie heftet paa Menneske-Livets historiske Side, og kunde derfor, ved sit Billed-Sprogs Dannelse, ikke see nær saameget paa Skiønhed, som paa Brugbarhed, paa Styrke og Varighed. Jeg indrømmer derfor strax, at Asken Ygdrasil kun tager sig daarlig ud ved Siden ad den smukke Gudinde Demeter, og er, hvordan man vender den, et meget plumpt Billede paa den moderlige Menneske-Natur, men hvor det giælder om at betegne dens Varighed og Frugtbarhed paa Daad, vidste jeg dog intet Bedre at vælge end saadan et mageløs Kongeligt Stam-Træ, der, under Forsynets (Nornernes) hemmelighedsfulde Varetægt, trodser den 57ellers Alt fortærende Tid, og alle de Gienvordigheder, Tiden fører med sig.

Jeg veed jo nok, Herrerne siger, det nytter slet ikke, om jeg nok saa klart kunde bevise, at 📌Nordens Aand er ligesaa mageløs en Historie-Maler, som den Græske Aand er Billed-Hugger, Damerne sværme dog udelukkende for 👤Thorvaldsen og den Græske Hercules, og giver den plumpe Nordiske Stærkodder med alle hans Kulsække og tre Aarhundreder paa Bagen, med alle hans Viser baade om Guldsmeden og Braavalle-Slaget, en god Dag, saa det nytter slet ikke, man fortæller Damerne, at havde Odin kun Øie for Historien, saa havde Zeus ogsaa kun Øie for Naturen, saa han var i Grunden ogsaa eenøiet, skiøndt man naturligviis ikke kan see det paa hans Billedstøtte, at hans ene Øie var af Glas; det nytter Altsammen ikke, thi Damerne bryder dem nu engang slet ikke om Verdenshistorien, altsaa heller ikke om den verdenshistoriske Anskuelse, enten i Ygdrasils-Mythen eller nogen af alle de Andre. Ja, jeg veed nok, man siger det, jeg veed ogsaa, der er mange Damer, som slet ikke bryder dem enten om Poesien eller om Verdens-Historien, men der er ogsaa mange Herrer som bryder sig om ingen af Delene, og jeg paastaaer, at om saa ogsaa alle andre Damer under Solen kimsede ad 📌Nordens Kæmper og den historiske Poesie, saa giør Dannekvinden det dog ikke, og har aldrig gjort det, men har tvertimod, som vi kan see hos 👤Saxo, fra Arildstid havt et særdeles godt Øie til den Nordiske Kæmpe, net op for hans Bedrifters Skyld, Noget, der brød ud i lys Lue, da lille Signe brændte sit Bur, og blev kanskee endda nok saa klart, da den bly Sigrid holdt Lyset for Other Ebbesen og brændte kun sine Fingre. Vel kan man sige, det var kun i gamle Dage, men det er dog ikke 58længer siden, end jeg godt kan huske, at da 👤Adam Oehlenschlæger fandt i Skoven den gamle Nordiske Harpe, som man tænkde, var lagt under Gryden med Svantevit for mange Aarhundreder siden, og begyndte at lade den runge i Hallen paany om Vaulunds Fjederham og Thors Reise og Balders Død, da var det ingenlunde Herrerne, men, udenfor en meget snever Kreds, kun Damerne, der løftede ham til Skyerne og sværmede for ham, og da jeg i de samme Dage begyndte at stave paa de Nordiske Myther, da var det især Damerne, der opmuntrede mig til at blive ved, medens Herrerne sædvanlig tænkde derom, som en Herre, jeg mødte paa Gaden kort efterat min første Nordiske Mythologi var kommet ud. Han tog mig vel meget venlig under Armen, og ønskede mig til Lykke, saa jeg begyndte allerede at blive en Tomme høiere, men kom snart ud af min Drøm, da han i al Fortrolighed spurgde mig, om jeg nu ikke ret var glad, det var overstaaet, for, sagde han, sikkrere paa et Ja end nogen Beiler, ikke sandt! det er dog noget forbandet gammelt Snavs at ligge og rode i! Det kan jeg dog ikke sige, var mit Svar, med et Smil, som tit har gientaget sig imellem Herrerne, men aldrig mellem Damerne, som vel har kunnet spase med min Forkiærlighed for den plumpe Stærkodder, og snart endnu plumpere Thor, men har dog altid fundet, at disse 👤Shakspears Tip-Oldefædre, disse lyslevende Kolosser, disse mægtige Grene paa Ygdrasil, som trodsede baade Tiden og den hele Verden, men sværmede for Freya og græd for Balder, de var dog, trods al deres Plumphed og deres underlige Mod paa Valhal og Gimle, ikke blot høist mærkværdige, men selv elskværdige Skikkelser!

Kan det derfor kun lykkes mig, at give en levende Fremstilling af 📌Nordens Guder, med deres høie Norner og deres 59immergrønne Stamtræ, i hvis Rødder baade Urda-Vældet giærede og Mimers-Brønden groves dybt fra Arildstid, og er endnu ingenlunde enten udtørrede eller udtømte, kan det kun lykkes, da frygter jeg slet ikke for, at Damerne skal finde, det er ikke værdt at nævne eller tænke paa, nei, jeg frygter vel, det kan jeg ikke nægte, men kun for Herrerne, og mellem dem især for mig selv, og for vor fælles Skiødelyst, som er at lege eller hexe med vore lange, indviklede Tanke-Ringe af det sorte Jern, hvad Damerne umuelig kan enten more eller glæde sig ved at stirre paa, og til noget Saadant føler jeg mig mægtig fristet ved at stirre paa Ygdrasil, hvor der er Spor af Alt hvad de forbigangne Tider har fortæret, og Spiren til Alt hvad den seneste Fremtid skal aabenbare, men Alt saa dunkelt, som Menneske-Slægtens Levnets-Løb, udledt af et Vandspring, udskaaret i et Træ og udviklet i en Brønd, nødvendig maa være. Men Fristelsen maa kunne overvindes, og jeg vil overvinde den, jeg vil stille min Forklaring blot for alle mulige Indvendinger, undtagen den Eneste, der er værd at ændse, fordi den er uigiendrivelig, den Indvending, som Damerne i al Beskedenhed giør, naar de sige om vor Tale: vi kan ikke bedømme den, og den var vist meget grundig, meget philosophisk, men den var kiedsommelig.

Altsaa, jeg siger, 📌Nordens Aand, som var over de gamle Kæmper og deres Skjalde, er ogsaa over mig, og har betroet mig at fortælle baade Damer og Herrer, hvad han meende baade med Træet i det Hele, med Nornerne, med Urda-Vældet og med Mimers-Brønden, og det vil jeg nu giøre saa kort og godt som muligt, og tænker Nogen det er ikke sandt, kan De jo selv spørge 📌Nordens Aand derom, som aabenbar er den Eneste, der veed det.

Ygdrasil er da, som sagt, et i alle Maader usynligt, 60men dog i Aandens og Hjertets Verden virkeligt og høist mærkværdigt Træ, som betegner den Eenhed, Aanden og Blodet kan og skal give hele Menneske-Slægten giennem Tidens Løb, saa det sidste Led er kun Toppen af det Samme, som alt laae i Roden, men skal naturligviis i Toppen blive ligesaa aabenbart, som det var skjult i Roden, hvoraf blandt andet følger, ikke blot at 📌Nordens naturlige Tanke-Gang maa være den samme i dets Myther som i dets Philosophi, men at det sidste og klareste Vidskabs-Ord, der tales i Verden, maa netop forklare og bevise det første og dunkleste Spaadoms-Ord. Derfor tænker vi os ved Ygdrasils Hjerte-Rod et Kildevæld af kraftig Spaadom, hvormed Forsynet, i Skikkelse af tre udødelige Møer, bestænke Træet, saa det holdes grønt, og hvor Kilde-Vandet er en Strøm af stærke Spaadoms-Ord, der er naturligviis Øse-Karret Skjalde-Munden, hvorigiennem det Alt maa gaae, hvad der af den forborgne Kilde, hvor Aand og Hjerte mødes, skal oplive og vederkvæge fra Slægt til Slægt, saa det ægte, ædle Menneske-Liv, trods Afkræftelsen, Døden og Dyriskheden, som vi betegne ved Trøsken, Hjortene og Orme- Flokken, kan vare Tiden ud og naae sit Maal, med den opstandne, forklarede Balder! For at det kan skee, maa man imidlertid efterhaanden blive klog paa Menneske-Livet, som kun kan skee ved flittig at betragte dets kraftige Yttringer, bevare Mindet om det forbigangne Storværk, og sammenligne det med Spaadoms-Ordet, og saavel Indsamlingen som Anvendelsen af den fortløbende, verdenshistoriske Erfaring betegnede man i 📌Norden ved en dyb Visdoms-Brønd paa Grændsen af Gudhjem og Jetteverden, eller de store Begivenheders Skueplads, som eies af Mimer eller Mindegod, og hvis Vande, naar de blandes med Duggen fra Ygdrasil, give en herlig Miød, hvori man 61med stor Fornøielse kan drikke sig fuld af historisk Kundskab og Vidskab!

At nu Ygdrasil er trestammet, staaer vist nok i Forbindelse med at 📌Norden har været ligesaa fra Arildstid, og, naar det staaer levende for os, vil det altid minde os om det aandelige Fællesskab, der maa finde Sted mellem de tre Nordiske Riger, naar Udviklingen i 📌Nordens Aand skal lykkes, men Mythen angiver dog ogsaa selv en vittig Grund ved at sige, at under den ene Rod boe Guder og Mennesker, under den anden Jetter og under den tredie Hel med sine Fanger, thi naar vi betragter Verdens-Historien, da seer vi strax, der er et trekantet Forhold til den, eftersom den kraftige Virksomhed enten er god som ægte Guders og Menneskers, eller slet som Jetters og Troldes, eller fattes, som i Helhjem, hvor Alt er Mangel og Afmagt. Selv i det Smaa og det Enkelte bliver vi snart denne mærkelige, historiske Forskiel vaer, og den bliver tydeligere, jo mere vi nærmer os den store Skueplads, thi man vil saaledes i ethvert Folkeraad, ligesom i det Franske, finde en “høire og venstre” Side, og et “Mellem begge”, som ingen Ting vil og Ingenting giør, uden det, at der Ingenting skeer, og naar man sammenligner Grækernes Historie med Romernes og spørger forgæves om Ægypternes, da seer man ordenlig den verdenshistoriske Ask hvælve sig over Midgaard, Jetteverden og Helhjem.

Her var det maaskee bedst at standse med Forklaringen; thi baade de tamme Svaner i Urda-Søen og den store Ørn i Aske-Toppen bliver i Sammenligning med Asken over alle Bjerge saa bittesmaa, at man knap kan skimte dem og endnu mindre skiænke dem synderlig Opmærksomhed; men paa den anden Side er det dog et slaaende Beviis paa en Mythes 62Aandfuldhed, naar selv de mindste Træk har deres poetiske Betydning, og saavel “Svane-Sangen” som “Ørne-Blikket” har i Billed-Sproget saa bekiendt og bestemt en Mening, at vi strax see, det passer meget godt, hvor Menneske-Slægtens Levnets-Løb skal afbildes med en klar og liflig Aftenrøde. At nu ogsaa netop i 📌Norden Verdenshistorien vil sluttes med et klart Overblik af det Hele, og en vel mat, men dog liflig Svane-Sang, det er min velgrundede Formodning, og den lille Høg mellem Ørnens Øine kan man enten ansee for den saakaldte Hverdagsforstand, som den ægte Vidskab aldrig vil udelukke men optage i sin, eller, hvad omtrent er det Samme, betragte som en Fier i Panden, hvorpaa den forsigtige Klogskab vil see, fra hvilken Side Vinden blæser.

Men det lille Utyske, der bestandig vimser op og ned mellem Ørnen i Toppen og Ormene ved Roden, og hvisker dem en lille Djævel i Øret, hvad giør vi ved det?

Ja, hvad skal man giøre ved alt saadant Pusleri, som Ingen kan faae fat paa og see hvad det er, hvad andet, end lade det løbe, og jeg kunde fortælle Dem en meget artig Fabel om, hvordan det gik en gammel Nordisk Skytte, der løb surr efter et Egern med langt mindre Spillerum end Ygdrasil giver, saa Forklaringen af det ærgerlige Uro haaber jeg, De skiænker mig, især da jeg har viist, at “Taage” er det ikke. Skal jeg imidlertid nødes til at sige Noget, saa vil jeg begynde med Navnet, som, efter Edda, skal være enten Ratatosk eller Ratakost, og dernæst vil jeg paastaae, at da selv Navnet er tvivlsomt, kan Ingen med Forklaringen komme mig nærmere, naar jeg siger: det er enten – eller, enten jeg veed ikke hvad, eller Trætte-Konsten, som de Lærde kalder “Dialectiken”, og som i det mindste har det tilfælles med Ygdrasils Egern, 63at den holder hverken med Peer eller med Povel, men driller og frister dem begge.

See, det Sidste, veed De nok, hedder at slaae hen i Spas hvad man enten ikke kan eller ikke vil svare ordenlig paa, men dels hører Spas ogsaa, efter min Forstand, til Menneske-Livets eller dog til det Nordiske Menneske-Livs daglige Brød, og dels er det just derfor umuligt at forklare Nordiske Myther uden at forstaae Spas, da der er Lidt af den i dem alle, ligesom i 👤Shakspears Tragedier, hvad vel tit kan støde Smagen, men taales godt for Livets Skyld, naar man ikke, med de Franske Tragikere, foretrækker en smagfuld Død, og har dog lært, hvor dødt og utaaleligt for et levende Menneske det Altsammen er, som vil være mere smagfuldt end Livet er paa det Trin, man staaer!

Morsomt er det ogsaa at see, hvorledes selv de smagfulde Grækere følde, at vilde man afbilde noget Verdens-Historisk, da maatte man blive overvættes (kolossalsk), og see igiennem Fingre med det Smagløse, thi De husker nok det store Par Folk Uranos og Ge, der er ligesaa vanskelige at sætte Skik paa, som Asken Ygdrasil, og deres Søn Kronos eller Tiden kom ikke blot hans Kone, men ogsaa Græker-Aanden slemt i Forlegenhed med, da det opdagedes, at han havde den slemme Vane, som vi veed, han ikke endnu har lagt af, at æde sine egne Børn; thi for at dog Historien ikke derved skulde gaae i Staa, vidste Grækerne ikke bedre Raad, end at give Kronos først en Steen at bide Tænderne istykker paa, og saa et Brækmiddel, ligesom man giør ved de smaa Latinere, som har forslugt sig paa hvad man skal have igien til det næste Kuld, for saa lader man dem, hvad jo giør det Samme, gaae op til Examen!

Dog, ikke blot for Smagens Skyld maae vi her tænke 64paa Kronos, men især for at blive lidt krye paa 📌Nordens Vegne, naar vi seer, at denne Forlegenhed med Tiden er Alt hvad Grækerne har at sætte mod Ygdrasils-Mythen, hvor Tidens Tand er gjort til “Trøske”, og fordunkles af Tilvæxten, som Asken faaer ved betimelig Vanding af Urda-Vældet, og vil vi lade 📌Norden skee Ret, maae vi nødvendig ved den verdenshistoriske Opfattelse af Menneske-Livet sætte det Dybsindige over det Smagfulde, om vi end derved skulde faae en lille Krig med Damerne.

Vi kan saaledes aldrig berømme Mimers Brønd og Miød-Bryggeri, uden, paa Damernes Vegne, at faae det Græske Spørgsmaal: om Kilden Hippokrene med de ni Muser dog ikke er ligesaa smagfuld som Mimers-Brønden er smagløs, og da Moderen til alle Muser: Mnemosyne eller Hukommelsen aabenbar skal svare til vores Mimer eller Mindegod, saa kan vi slet ikke undgaae Sammenligningen, men maae enten skamme os paa 📌Nordens Vegne, eller holde Ørene stive og giøre Vedkommende opmærksom paa, at hos Verdens-Historien er “ingen Persons Anseelse”, saa den leer høit, naar man i Anledning af Berømmelsen over Achil bemærker, at Paris var dog meget smukkere; Verdens-Historien maa først og fremmerst see paa Virksomheden, Daaden og Nytten, og at i det mindste de Danske Damer godt kan tilegne sig denne Synsmaade, høre vi blandt andet paa lille Signe hos 👤Saxo, hvor hun sammenligner Hake med Hildegisel eller Helten med Spradebassen!

Uden derfor at yttre mindste Tvivl om Klarheden af Vandet i Hippokrene, eller om Skiønheden af de ni Muser og deres “mange Talenter” baade til at lee og græde, hoppe og dandse, synge og spille, fremsige og fortælle med Smag, maae vi dog bemærke, at der kom ikke Stort ud af 65det Hele, Hippokrene udtørredes snart og man veed kun meget lidt om, hvad Muserne har udrettet, siden de var alle Ni om 👤Herodots lille Verdens-Historie, saa i historisk Sammenligning med 📌Nordens Mimer og hans Brønd er den Græske Mnemosyne dog kun en Kirsten Piil.

Mimers-Brønden har nemlig de gamle Kæmper gravet saa dyb, at den kan optage hele “Tidens Strøm”, og, langtfra at udtørres, voxer Vandet i den, saalænge Verden staaer og der skeer noget Mærkværdigt, og skiøndt Mimer skal være lidt i Slægt med Jetterne, er det dog ingenlunde blot mig, men Verdens-Historien, der anbefaler hans Miød-Bryggeri som mageløst, og henviser Tvivlerne til 📌Nordens gamle Mund-Skiænk, 👤Snorre Sturlesøn, som giver Syn for Sagn. Dog, her behøver vi ikke at gaae saa langt, thi, poetisk talt, har vi intet andet Vidnesbyrd behov om Virkningen af Mimers Miød, end den Priis og det Ry, den var i, allerede da Odin fandt et Glas deraf saa dyrt, at han var ikke Mand for at betale det, og dog saa uundværligt, at han pandsatte sit ene Øie for det; men hvad jeg maa tilføie, er, at nu giver Mimer meget bedre Kiøb, dels fordi han, som allerede laande paa Pant i Odins Tid, nu naturligviis er meget rigere end Rothschildt, og dels fordi han nu har blandet Miød saalænge, at han veed snart ikke, hvor han skal giøre af den, saa nu giver han den bort for et godt Ord, og jeg har selv, især i min Ungdom, faaet mangen ærlig Ruus hos ham for det Kiøb. Naar derfor de unge Herrer, som ikke er Medlemmer af Totalafholdenheds-Foreningen, engang vil have en glad Aften, kan jeg ikke anbefale dem nogen bedre Vært, og vel siger Nord-Amerikanerne, at der er lidt Alkohol snart i alt hvad man drikker og at “en Ruus er en Ruus”, ihvad man siger; men Historien viser dog, baade i 66det Store og det Smaa, at der er dog ogsaa en mærkelig Forskiel paa det Slags Vare, og da man dog altid i Ungdommen drikker lidt for meget af Et eller Andet, som giør En heed i Hovedet, saa tør jeg godt anbefale en lille Miød-Ruus hos Mimer engang imellem, hvoraf jeg tør sige, ikke engang de unge Damer kunde have nogen Skade!


67

V.

Leto-Børnene og Niobe.

Jeg var nok sidst lidt uartig mod Damerne, men jeg kan ikke ret huske, hvad jeg sagde, og derfor haaber jeg ogsaa, at Damerne har glemt det, eller vil dog undskylde det med Dunsterne af det store Miød-Bryggeri under Ygdrasil, som jeg var saa indtaget af, at i det Øieblik regnede jeg alle Muserne for ingen Ting, ligesom de unge Studenter i et godt Lag, naar det gaaer over Midnat; men ligesaalidt som det dog kan være Deres Alvor, ligesaalidt var det heller mit, for jeg har ikke glemt, hvordan det gik den gamle Skjald Thamyris, som bildte sig ind, han kunde overdøve Muserne, men blev saa slaaet med Blindhed, som er den naturlige Straf, det Skiønne giver sine Foragtere. Min Mening var da egenlig kun den, at ligesom 📌Nordens Kæmper naturligviis kunde grave en dybere Brønd end Grækernes Pegasos kunde træde op under sine Fødder, saaledes kan, naar man seer paa Høiden og paa Kræfterne, hverken Muserne eller deres Moder maale sig med Mimer, hvad de, som Damer, heller ingen Skam har af, da det tvertimod vilde klæde Dem gruelig, om de var saa jettehøie og bredskuldrede som den gamle Miød-Brygger, og det følger af sig selv, at vilde han maale sig med dem, enten i Smukhed, Smag, eller Sang-Stemme, da blev han til Latter. Sagen er da igrunden her som allevegne, at Ordsproget har Ret: der er ikke bedre Mennesker til end Mandfolk og Fruentimmer, saa det giælder kun 68om, at de lærer ret at forstaae hverandre, og at indsee, de er i alle Maader hinanden uundværlige, saa, uden Damer, var Verden enten tom og øde eller dog kold og stiv, og uden Herrer var den ensformig og beklemt, kortlivet og værgeløs. Om dette Tvillings-Mærke paa Menneske-Naturen tvivler i det Hele heller Ingen, men naar man deraf slutter, at der ogsaa til en rigtig Høresal hører baade Damer og Herrer, da maa man dog alt høre Indvendinger, og bliver Talen om Anskuelser og Lære-Bygninger, da vil de lærde Herrer vel ikke ganske udelukke Damerne, som jo alle Følelser i Grunden er, men her opdager man dog ret den dybt indgroede Fordom, at man kan føre et meget godt Huus blot med Slavinder, og det ikke engang hvide, men kulsorte. Ved disse “Sorte” mener jeg naturligviis alle de mørke Skikkelser, som baade indvortes og udvortes stige op af Styx, af det store og det lille Blækhorn, og befolke, som sorte Slaver og Slavinder, alle vore Lære-Bygninger, hvori Bygmesteren sidder som en Sultan paa sin Throne, og uddeler til den ene Side Prygl og Gift, og til den anden Gunst og Gave, uden at man kan see, hvad enten Herrer eller Damer for Resten er til og har at betyde. Det Samme vilde naturligviis være Tilfældet, hvis en lærd Dame med lignende Tankegang stod for Bygningen, kun at hun blev regierende Sultaninde, og ganske er ikke selv Damerne frie for den slemme Fordom, at det kan være ret godt at have Slaver, skiøndt de rigtignok, saavidt jeg har mærket, vil heller have de Hvide end de Sorte, og behandler sædvanlig deres Slaver bedre end Herrerne, saa de veed ikke Andet, end de er frie, ja, drømmer endog tit, at de er Herrer i Huset.

Men – Damerne veed vist slet ikke, hvor jeg vil hen i Aften, og jeg veed det knap selv, men jeg har gjort den Er69faring, at naar man vil sige Noget, der er Liv i, da maa man bære sig ad ligesom Damerne, og rask lukke Munden op, og derfor skynder jeg mig at lukke min op med det Første, det Bedste, der vil falde mig ind, og naar jeg saa, under Talens Løb, faaer Øie paa Noget, som er værd at see, da bryder jeg mig ikke om at giøre hvad man kalder et halsbrækkende Spring fra det Kiedelige til det Morsomme, og saaledes seer jeg nu en smuk Grækerinde med et Par deilige Tvillinger, som jeg tænker, det kan fornøie baade Damer og Herrer at giøre lidt nærmere Bekiendtskab med, og saa kan vi med det Samme faae at see, om det er sandt, hvad der faldt mig ind, at i Grunden holder dog ikke blot Herrerne mest af Damerne, men Damerne ogsaa mest af Herrerne!

Herrerne giætter nu vist allerede, at jeg mener Leto med Tvillingerne Apollo og Artemis, og det er et stort Spørgsmaal, om jeg kan sige Dem et Ord, de ikke veed, eller et Navn, De ikke kiender; men Damerne maa jeg dog strax give den lille Oplysning, at Leto eller rettere Lito er paa Latin blevet til det langtrukne Latone, og at Artemis er omskabt til Diane, som jeg aldrig gider sagt, fordi jeg derved altid tænker paa en Jagthund, og da hverken Zeus eller de Lærde har behandlet Leto smukt, hvormegen Stads de end gjorde ad hendes Tvillinger, maa jeg dog ogsaa berøre det Græske Sagn, at hun skulde egenlig have hjemme paa Hyperboræernes Øe, altsaa heroppe i 📌Norden; thi vel klinger det latterligt om en Græsk Gudinde, men saameget er dog vist, at deraf kunde man lettest forklare sig baade at Zeus meget tidlig skilte sig fra denne sin første Gemalinde, og at de Lærde har rympet Næse ad hende, saa en lærd Tydsker, jeg talde med igaar, havde nær forskrækket mig med den afgiørende Tone, hvori han forsikkrede mig, at Grækerne aldrig havde sat Leto 70i nogen Forbindelse enten med “Naturen eller de moralske Ideer”, men blot æret hende som Moder til Apollo og Artemis. Det hjalp imidlertid, at Tydskeren lagde Eftertryk paa Ordet “blot”, for det hængde jeg mig saa ved, og sagde: ja, “de moralske Ideer” vil vi nu ikke tale om her, men hvad “Naturen” angaaer, da maa dog den Græske Aand have forudsat en god Deel af den hos Leto; thi hun maatte aabenbar have en god Deel af Menneske-Naturen blot for at kunne være Moder til Poesiens og Orakel-Svarenes evigunge Lysgud, alle Musers Pleiefader, Lærer og Leder, og saa tav den lærde Tydsker; men for at De ikke skal tænke, jeg vil staae her og prale af det herkuliske Arbeide at have lukket Munden paa en lærd Tydsker, saa vil jeg betroe Dem, at han stod kun paa “Papiret”, og den store Hemmelighed har jeg rigtig nok, uden at rose mig selv, opdaget, at titusinde lærde Tydskere og Latinere, som kun staae paa Papiret, kan ikke staae til Munds med en eneste Dansker, naar han blot tør lukke Munden op. Derfor blæser jeg nu ad Alt hvad der blot staaer paa Papiret om de Græske Guder og Gudinder, og staaer i ingen Forbindelse med “Naturen”, som jeg baade veed, immer stod Grækerne for Øie, og som jeg endnu vissere veed, altid ligner sig selv, saa jeg slutter dristig, at Apollos mythiske Moder var af samme Art som han, og maa følgelig svare til Alt hvad Skjalden føler, naar Aanden kommer over ham, og ikke blot hans Kinder blusse, men Jorden brænder under ham, til Ordet bryder ud, det dunkle, men mægtige poetiske Ord, der lyder som et Orakel-Sprog, og snart spruder Ild, snart straaler Lys til alle Sider, og først naar Aanden bortdrager og Issen afkiøles, klinger dæmpet i Takt med Citharen og Hyrdefløiten, og taber sig i en rislende Velklang som Bækkens i Enge, netop 71som De vil finde Apollo beskrevet i alle Mythologier, der fortælle hans Bedrifter, som Spaamand, som Helt, som Museleder og som Hyrde! Ligesom derfor Skjalde-Guden havde det Høieste under Himlen, den Olympiske Zeus i sin blomstrende Ungdom, eller Indbildnings-Kraften paa sin høieste Spidse, til Fader, saaledes maa han ogsaa nødvendig have den dybeste Drift, Trang og Længsel paa Jorden, altsaa Hjerte-Dybet, til sin Moder, saa det er ikke for Intet, 👤Hesiod synger om Leto: hun med det himmelblaa Slør, den altid milde, ømhjertet for Menneskens Kiøn og for de udødelige Guder!

Hermed passer det da ogsaa godt, at Leto betyder det Skjulte og Lito det Ydmyge, men det er dog i vore Dage neppe overflødigt at bemærke, at om man ogsaa havde de gyldigste Grunde til at paastaae, at de Græske Mythe-Smede aldrig havde seet eller tænkt paa noget Sligt, saa gjorde det dog kun Overeensstemmelsen af deres Ord med vore Tanker uforklarlig, men gjorde for Resten ikke mindste Forskiel; thi derfor blev det jo lige vist, at vi i den ømme Leto med det himmelblaa Slør og i hendes Søn med Guld-Sværdet, med Sølver-Buen og Laurbær-Krandsen, har det deiligste Billede, vi kan ønske os, paa Skjalde-Aaren og Skjalde-Munden i deres uopløselige Forbindelse, der vil føles og besynges, saa længe Hjerter smelte og Skjalde fødes. Ja, det føle især 📌Nordens Skjalde godt, at hvad der giver Aanden Rum og Ordet om det Usynlige Liv og Varme hos dem, det er deres Mødrene-Arv, det reen Naturlige, det Hemmelighedsfulde, det Inderlige, det Myge, med eet Ord: det ægte Kvindelige hos os, som vi for vor egen, for Poesiens, for Kvindens, for hele Menneskehedens, for Sandheds og Kiærligheds Skyld, skal holde des høiere i Ære, jo mere Dødbidere laste og Narre spotte det.

Maaskee er dette mere heftig sagt end det passer til Tid 72og Sted, men Ingen kan dog heller med Billighed forlange selv af en gammelagtig Skjald, at han skulde tale koldt om den Undergang, der alt en Stund har truet alt ægte Skjaldskab, i det forblindede Venner kappedes med ivrige Fiender om at bestride og svække Kvindens og Hjertets uundværlige Deeltagelse i al sand Begeistring, al levende Aands-Udvikling og Dannelse paa Jorden. Vel er man blevet ved at tale om Mus er og Chariter som uundværlige under alle Himmel-Egne, hvor Menneske-Livet skal vise sig i et mildt og yndigt Lys, men ogsaa Muser og Chariter nedsank i Latin-Skolen til sorte Slavinder, ja, til tomme Navne og døde Bogstaver, som kun skulde giøre Stads paa Papiret, mens Øiet meer og meer forblindedes for den levende Sandhed, de klarest af alle Mythe-Billeder udtrykke; thi ved at lade disse Døttre af Zeus slaae Kreds om Apollo, er Hjerteligheden klarlig stemplet til Aandens Fiederham, hvorhen den saa end svæver, og trængde vi endnu til en klarere Forestilling, da har 👤Hesiodos ogsaa givet os den, ved at melde, at alle Muser boe sammen med Chariterne og den vemodige Længsel, tæt nedenfor Olympens Tind, synge selv om de udødelige Guder, aande Veltalenhed som Dugg paa alle Kongelige Læber, der aabne sig for at dæmpe Folke-Tummel og for at jævne Trætter, og følges med Apollo til Skjaldene for at stemme Guitaren til Sang om det Udødelige i Himlen og paa Jorden, hvorved Aasyn opklares og Sorger henveires! Dette maa blive Sandhed igjen midt iblandt os; Muser og Chariter maae igjen lyslevende, som Døttre af Zeus, slaae Kreds om Apollo, straale af hans Glands og forplante hans Lys, naar Dannelse, naturlig og levende talt, skal blive andet end Forgiørelse, og Oplysning andet end Blændværk; thi det er ikke blot Skjalde men alle Mennesker som fødes, der 73ligne deres Mødre; og det er ikke blot Laurbær-Krandsen, men Alt hvad der skal forskiønne Menneske-Livet, som maa gaae giennem smukke og varme Hænder, for at have Liv og Ynde.

Det Sidste er vel klart nok, men over det Klare maae vi hverken i Livet eller i Mytherne glemme det Dunkle, altsaa ikke heller over Muser og Chariter glemme Artemis, skiøndt jeg nu ikke ret veed, hvordan jeg skal bære mig ad med denne Apollos Tvilling-Syster; thi Damerne har vist allerede gjort deres Valg, og mod Herrerne var hun, efter Sigende, saa grusom, at, langtfra at giøre Nogen af dem lykkelig, gjorde hun alle dem, der forsaae sig paa hende, reent ulykkelige. Dette er, som bekiendt, især blevet alle vitterligt ved Actæons ulykkelige Skæbne, som fordi han ikke holdt sine Øine hos sig selv, baade blev forvandlet til en Hjort og bidt ihjel af sine egne Hunde, men heraf maae vi dog slutte, at Artemis har været meget deilig, hvad vi ikke kan nægte, er det Første, vi, trods mange advarende Exempler, see efter hos Damerne, og hun maatte indvortes slet ikke lignet sin Moder, hvis hun skulde have været saa iiskold, som hun er blevet udraabt for, saa det troer jeg ikke. Jeg antager tvertimod, at hvad hun forgæves ledte om paa alle Bjerge, det var en Gude-Søn, som hendes Hu stod til, og havde hun været her i 📌Norden, havde hun sikkert fundet ham og var blevet Moder til en Apollo den Anden; thi hun maa jo nødvendig have lignet sin Tvilling-Broder, saa det Samme laae dunkelt i hende, som klart aabenbarede sig hos ham, altsaa Spiren til det poetiske Ord, som forvoven udspringer fra Læbe-Klinten over det bundløse Dyb, stolende paa Aande-Drættets korte Vinger og paa en Øre-Kløft nærved til Redning og til Ro og Hvile. Skiøndt jeg derfor nok lader være at beskrive Arte74mis med Guld-Thronen og Guld-Tenen i det Dunkle, kan jeg dog godt føle paa mig, at hun svarer til Apollo omtrent som det inden i os, der lyder, saa Ingen hører det, svarer til det høirøstede Ord paa vor Tunge, og noget Lignende maa have svævet for de Græske Skjalde, naar de saae Apollo speile sig i Solen og Artemis i Maanen; thi Maaneskinnet, veed vi Alle, er ikke blot Nattens blege Lys, men ogsaa Billedet paa den drømmende Tilstand, hvori man ikke ret veed, om man vaager eller sover, og har ondt ved at skille Nat fra Dag, da det Ene smelter i det Andet, og jeg kalder derfor helst Artemis den smukke Sværmerske i det klare Maaneskin. Under denne Skikkelse kan hun da heller ikke være nogen af Skjaldenes gode Tilhørere eller Tilhørerinder, endsige Skjaldene selv eller Konstnerne ubekiendt; thi hver Gang der svæver noget Himmelsk for os, ligesom Maanen kan lege Tit med os i den grønne Lund, eller naar noget Poetisk, vi dunkelt mindes, farer os forbi, da er det Artemis, der ligesaa lidt nu, som i Actæons Dage, kan lide at blive overgloet og stirret paa, saa de Tydske Philosopher, som bestandig forfølger de poetiske Damer, skal tage dem i Agt, de ikke faaer den samme sørgelige Skæbne, som den nysgjerrige og forvovne græske Jæger, der blev bidt ihjel af sine egne Hunde, skiøndt de elskede ham saa høit, at de blev ved at tude over hans Lig, til hans Fosterfader, Centauren Chiron, manede dem hans Skygge op at trøste sig ved.

Dog, Damerne mærker nok, jeg er selv paa gale Veie, og derfor vil jeg med et Spring see at komme fra de Tydske Philosopher til Niobe, som i det mindste ikke forløber sig; thi De veed nok, hun sprang i Flint, og skiøndt jeg hverken har seet hendes berømte Marmor-Gruppe i 📌Florents, eller anseer selv de deiligste Billedstøtter for mine Med-Mennesker, saa hører Niobe dog paa en Maade til den Letoske Mythe-75Gruppe, og fra denne Side tør jeg nok bede Dem skiænke hende et Øiebliks Opmærksomhed.

Niobe var nemlig en Datter af den ulykkelige Tantalos, og drømde sig kun alt for lykkelig, da hun blev Moder til i det mindste tolv deilige Børn, sex Sønner og sex Døttre; thi hun pralede af langt at overgaae Leto, som ellers, blot for et Par Tvillingers Skyld, kaldtes den lykkeligste Moder. Dette Praleri kunde Leto ikke taale, og saa snart hun klagede sin Nød for sine Børn, foer de Begge i Harnisk, og slog hver de halve af Niobes Børn ihjel: Apollo Drengene og Artemis Pigerne, saa det er et Spørgsmaal, om hun beholdt Een af hvert Kiøn, men er en afgjort Sag, at hun faldt i Fortvivlelse og bad Zeus om at blive til Steen, som hun da ogsaa blev.

See, den Fortælling har jeg læst saa tidt, uden at blive opmærksom paa Sammenhængen, men da jeg nu kom til at sige det høit til mig selv, da slog det mig paa Timen, at der var en vis Symmetri eller Symphoni i den, og saa faldt det mig ind om Niobe, det skulde dog vel aldrig være Musiken, som allerede i 📌Grækenland havde lagt sig ud med Poesien og derved mistet Livet. De maa nemlig vide, at Niobe var gift med Amphion, den store Spillemand, som havde faaet en prægtig Lyre til Givendes af Hermes, og vidste at haandtere den saa mesterlig, at ved hans Spil dandsede Stenene selv til Byes, da han og hans Broder bygde 📌Thebens Mure, og De vil da neppe finde det urimeligt, at baade hans Sønner og Døttre har været saa taktfaste og tidlig opnaaet saa “rasende en Fingerfærdighed”, at det alene kunde næsten være nok til at forstene deres kiære Moder og maatte nødvendig fortrylle hende, som Noget, der overgik Sangen af Apollo og alle hans Muser. Havde jeg derfor kun lidt For76stand paa Musiken, da tvivler jeg slet ikke om, jeg jo kunde soleklart bevise, at ligesom Letos Børn udtrykker Poesien, saaledes udtrykker Niobes Musiken eller Strængelegen, men nu er jeg, til Uheld, selv meget umusikalsk, og det er sagtens den hemmelige Grund, hvorfor jeg aldrig har kunnet faae nogen Forstand paa den Ting; thi vel har jeg tidt med stor Forundring seet, hvor frygtelig kloge de meest upoetiske Recensenter kunde være paa Poesien, men det Høieste jeg har kunnet drive det til med hvad jeg ikke selv havde Noget af, er dog at snakke og især skrive Allehaande om det, der for Uvedkommende og derfor Uparti ske, kan see ganske klogt, og sommetider endogsaa meget sindrigt og forskrækkelig lærd ud. Hertil betjener jeg mig, imellem os sagt, af et simpelt Husraad, som vel i vore videnskabelige Dage maa høre meget ilde, men bruges dog vist i Smug af Flere end mig, og det er at slaae op i “Conversations-Lexikonnet”, hvor der staaer Noget om Alting, og, da jeg saaledes slog op paa “Tone og Ton-Arter”, da fandt jeg en ganske ypperlig Artikel, med saa lærd et Snit og saa mangfoldige Tal, at blot efter den kunde jeg vist skrevet en heel Bog om Musiken uden at kiende en Node; men see, at tale offenlig om hvad man slet ikke forstaaer, hvor der let kan være Kiendere tilstede, det er en meget vanskelig og paa en Maade farlig Sag, saa Alt hvad jeg her tør sige, er, at lyver Conversations-Lexikonnet, saa lyver jeg med, men siger det Sandt, da gaaer det med Tonerne, ligesom med Niobes Børn, at man ikke ret veed, om der skal være tolv eller flere i Alt, men at der i alt Fald er ligemange Toner i Dur og i Mol, og det bestyrker mig naturligviis i mit Indfald om Musiken og Niobe; thi netop saaledes trættes man om Tallet paa hendes Børn, men er enige om, at Hælvden hørde til det haarde og Hælvden til det bløde Kiøn!

77Vil man nu sige, enten: det er umuligt, eller det er dog alt for urimeligt, at Græker-Aanden skulde havt Øie paa Forholdet mellem Poesi og Musik et Par Aartusinder førend det første Conversations-Lexikon blev til, da finder jeg det vist nok hverken umuligt eller urimeligt, at naar baade Poesien og Musiken og Øiet for begge Dele var i 📌Grækenland, de da ogsaa kunde mødes, men jeg vil dog, for en Sikkerheds Skyld, indskrænke mig til den Paastand, at hvad saa end Græker-Aanden har seet eller ikke seet, saa er Niobe-Mythen særdeles skikket til en billedlig Fremstilling af den Tanke, at Musiken maa være saa guddommelig som den vil, saa holder den dog op at være menneskelig, saafremt den foragter Poesien, eller ophøier sig over den, som den Thebanske Spillemesters Frue ophøiede sine Børn over Poesiens Gud og hans Tvilling-Syster, og selv Tvivlraadigheden om, hvorvidt hun beholdt een Dreng og een Pige, da Apol og Artemis slog Resten ihjel, har for mig noget Mærkværdigt, da jeg ogsaa finder det tvivlsomt, naar Menneske-Munden tog alt Sit, om Strænge-Legen da vilde beholde en eneste smuk Tone for sig selv.

At for Resten Græker-Aanden, hvad der saa end var Tilfældet med Niobe, dog virkelig havde Øie paa den urimelige, desværre, baade gamle og ny, Misundelse og Rangstrid mellem Poesien og Musiken, der dog altid smukt burde følges ad som Kiæreste-Folk eller dog som gode Venner og Veninder, og at Græker-Aanden, naar det kom til Stykket, gav Poesien vundet, det seer man grandt af den naragtige Fortælling om Marsyas, der vel ikke havde opfundet Fløiten, men dog fundet den, da Pallas Athene smed den bort, fordi hun saae i Speilet, at de oppustede Kinder klædte hende stygt. Samme Marsyas blev nemlig saa kæphøi, at han udæskede 78Apollo til en musikalsk Væddestrid, men da Apollo vendte op og ned paa sin Guitar og Marsyas naturligviis ikke kunde giøre ham det efter med sin Fløite, maatte han ikke blot give tabt, men blev hængt i det næste Træ og flaaet. Det Sidste er nu slet ikke smukt, skiøndt det er Græsk, men jeg formoder ogsaa, det er kun en plump Misforstaaelse af Grammatikerne, saa Digteren har kun sagt, at Marsyasgik ud af sit gode Skind,” og dermed meent det Samme som En af os, og det var rimeligt nok, naar den stakkels Spillemand skulde vende Fløiten, og det var, i mine Øine, ikke nær saa urimeligt et Forlangende af Apollo, som det ved første Glimt kan synes; thi det giver os virkelig et Billede af den “Frihed”, som Poesien aabenbar har forud for Musiken, og som falder bedst i Øinene, naar de Begge bruger “Haand og Mund”, og det gjorde jo baade han, der spillede paa Fløite og han, der sang til Guitaren!

Har vi nu i Leto-Gruppen med Niobe seet et smukt og levende Billede baade af Poesiens Fødsel, af dens aabenbare og lønlige Virksomhed og af dens kildne Forhold til Musiken, da kan det ikke være Haabet om at see noget Smukkere af det Slags, der frister os til at vende Øiet mod 📌Norden, som jo umulig fra denne Side kan maale sig med 📌Grækenland; men Herrerne veed nok, det er en farlig Sag at glemme sig selv over det Smukke, og det giælder ikke mindre i det Store end i det Smaa, saa Grækerne maatte selv ønsket, der havde været lidt mere Grundighed i deres Betragtning af Poesien, om Billedet end derved havde tabt lidt af sin smukke Runding. Kunde derfor 📌Nordens Kæmper, som nøiedes med Grundigheden, nu fra deres Gravhøie overskue Følgerne, da vilde de, langtfra at angre Nøisomheden, lykønske baade dem selv og os med den, og de nød virkelig paa 79en Maade dette fornøielige Over blik, i deres historiske Anskuelse af Kæmpe-Livets Grund-Eenhed og fremskridende Udvikling giennem alle Slægte-Ledd til fælles Gavn og Glæde. Vi har saaledes allerede ved Ygdrasils-Mythen seet, hvordan de fordybede sig i Betragtningen af Skjaldskabets Virkning, som den Strøm fra Livs-Kilden, der, giennem Norne-Haanden, vandede vort herlige Stam-Træ, saa det staaer immergrønt over Urda-Vældet, og at vi nu ikke blot kan tilegne os denne deres Dybsindighed, men dermed forbinde Grækernes deilige Anskuelse af det “vingede Ord”, som gyldne Pile, der med liflig Velklang glimrende suse fra Apollos Sølver-Bue; at vi kan det, derfor, som for Alt, hvad vi aandelig mægte, maae vi takke Kæmpe-Fædrene, der immer saae paa “Tidens Længde” og lagde Vinter-Sæden, som først vi kan høste!

Medens nu derfor vort Øie forlyster sig ved at betragte Letos Tvillinger, maa dog Tanken dobbelt glædelig dvæle ved Odins Ride-Hest og ved Freis Bør-Smakke, der kun seer daarlig ud, men blev ikke blot i Gang, da Apollos Bue brast, men tør vel vare Tiden ud og bringe de sildigste Slægter i 📌Norden baade Vennebud og Arvegods fra Hedenold.

Ja, Damerne kiender maaskee ikke ret Navnene Sleipner og Skibbladner, som Hesten og Snekken fører, og smukke er de, som sagt, paa ingen Maade, da Hesten har otte Been, og Snekken synes gjort af Papir eller dog af Pergament, siden den kan lægges sammen og puttes i en Pose; men, med Hensyn paa Befordrings-Væsenet, har de dog Begge det store Fortrin fremfor Apollos Sølver-Bue, at med dens Pile reiste kun Døden, mens Sleipner bar Odin og Een til lyslevende baade over Bjerg og Sø, og Skibbladner, som havde stadig Medbør, kunde rumme alle Guderne, saa til historisk-poetisk Brug var selv Pegasos og Argo ingen 80Ting mod dem. Jeg veed jo nok, Haarene maae reise sig paa somme Andres Hoved ved at høre Sleipner ophøiet over Pegasos, som dog 👤Virgilius og alle 📌Roms poetiske Halvguder har redet til Vands; men deels seer man strax paa mit Hoved, at Skyhaarene er blæst af, og deels kan det aldrig falde mig ind, at sætte den Latinske Poesi enten under eller over den Nordiske, saa Den, som er udenfor det Hele, kan være ganske rolig, og at den Nordiske Poesi blev ganske anderledes stadig og levende forplantet af Skjaldene end den Græske af Rhapsoder og Grammatikere, det er en Kiendsgierning, som baade svarer til Sleipners otte Been, og “raader Runerne” paa hans Tunge. Man seer for Resten nok, de otte Fødder har nærmest hjemme i 📌Nordens gamle Verse-Maal, hvortil Sleipner, for at tækkes Odin, som Skjalde-Konstens Fader, maatte “træde Takten”, og om Skibbladners Medbør kan man nemmest faae et levende Begreb ved at lytte til de unge Sangmøer, naar de kvæde gode, gamle Viser midt iblandt os; thi da gaaer Skibbladner med alle 📌Nordens Guder jo for fulde Seil igiennem 📌Øre-Sund:

Dog, for at slutte med Noget, der ligger Leto-Gruppen lidt nærmere, vil jeg bemærke, at da Skjalden Stærkodder slog Fløitespilleren ved Kong Ingels Bord under Øret, saa han havde nær tabt baade Næse og Mund, da var Spasen slet ikke grovere end da Apollo flaaede Marsyas, og at Kiven mellem Leto og Niobe har et mærkværdigt Sidestykke i Kampen om Nanna mellem Halvguden Balder og Spillemesteren Hother hos 👤Saxo. I denne Kamp seirer nemlig Musiken ved List over Poesien, og denne sørgelige Begivenhed, der dog ikke blev uhevnet, mindes vi levende om ved den reisende Spillemand, der engang kom til 👤Erik Eiegod, og beviste kun alt for godt, han kunde giøre Folk bindegale med 81sin Strængeleg; thi skiøndt det klinger æventyrlig, har vi dog historisk Hjemmel for, at først spillede han saa sørgelig, at Alle stod med Taarer i Øinene, derpaa saa lystig, at Alle dandsede og sprang, men endelig saa vildt, at Folk gik fra Samlingen og Kongen foer op og slog Fire ihjel, før man fik ham styret. Da jeg imidlertid, som sagt, slet ikke forstaaer mig paa Musiken, kan jeg hverken sige, om der er nogen Rimelighed i den Tale, eller om der virkelig i vore Dages Musik, der jo tit skal være “rasende deilig” er Noget, der ligner den gamle Spillemands Konst, som skal have gjort sig selv saa gal, at han først kom til Besindelse, naar man rev Harpen fra ham og slog ham for Panden. Kun det veed jeg, at 👤Brage slog Harpen, men Harpen slog aldrig 👤Brage, og at det maa være 📌Nordens Lykke baade tidlig og silde, baade først og sidst, det skal være mit inderlige Ønske!


82

VI.

Iris og Hermes.

Jeg vilde gierne spørge Damerne om Noget, men jeg tør dog ikke, førend jeg har rørt Deres Hjerte ved at forestille Dem, hvad det er for et besynderligt og i Grunden urimeligt Liv, vi stakkels Bog-Orme fører, naar vi lever, at sige, hvad kun er sjelden, eftersom vi sædvanlig bygger og boer i de Dødes Rige, hvor vi, ligesom Hermes eller Mercurius, sædvanlig følger en Sjæl ned hver Morgen, og bliver saa siddende og snakker for Pluto til Aften eller til Midnat. Jeg siger: snakke for Pluto; thi vel kalder vi det at snakke med ham, men det er kun figurlig at forstaae, ligesom naar man, efter Sigende, taler med Træerne og lever med de Døde; for vi veed det godt Allesammen, at Pluto er stokdøv, ja, meer end det, at han er døvstum, og skiøndt han hedder Mester i Finger-Sproget, saa har han dog, omtrent ligesiden han bortførte Persephone, smukt holdt sine Fingre hos sig selv, ja ladt dem sidde som de sad, og for et Øieblik er det ganske morsomt at høre paa Lovtalerne, som alle de Lærde, baade fra 📌Sønden og fra 📌Norden, holde over ham for det Selvsamme, og at see, hvor de vrider Hænderne og bider sig i Fingrene, for at efterligne hans uforlignelig stille og rolige, ægte Classiske Majestæt og Værdighed! See, derfor kalder man os med Rette Dødbidere, og at jeg virkelig hører til Slægten, skiøndt de Lærde aldrig har villet kiendes 83ret ved mig, det, haaber jeg nu, Damerne kan vidne; men jeg vil ikke nægte, at jeg har ogsaa lidt tilfælles med de “dovne Digtere”, saa imellemstunder smøger jeg af mig og tager mig en Fridag eller dog en Fritime at leve i, mellem Folk heroppe, og jeg giør det, som mig synes, med en god Samvittighed, da jeg veed, Pluto savner mig ikke, deels fordi han har Selskab nok endda, og deels fordi han har et Horn i Siden paa mig, fra engang i min Ungdom, da jeg fik det fortvivlede Indfald at ville nøde ham til at svare mig, som et andet levende Menneske, og gav ham et Smæk over Fingrene for at vise hans Lovtalere, at til dagligt Brug var mine Fingre dog meget bedre end deres Afguds. See, i saadanne Fritimer er det nu jeg siger, Damerne kan troe, vi Bog-Orme fører et urimeligt Liv, og det mærker jeg især i denne Tid, da jeg, efter den lange Sommer-Ferie, er skinddoven og kommer herop imellem Damerne tre Gange om Ugen, for Alt hvad jeg har seet i de Dødes Rige og Alt hvad jeg saae i 📌Engeland isommer, og Alt hvad der er at see heroppe, det løber rundt med mig, saa, var jeg ikke saa stor en Hader af Processer, kunde jeg sommetider, ligesom 👤Jeppe paa Bjerget, ønske mig en Høiesterets-Dom for at jeg virkelig lever!

Hermed maa jeg da bede Damerne undskylde den gruelige Uorden, der er i mine Foredrag, og de dumme Indfald, der vist ikke sjelden forskrækker Dem, og saaledes kan jeg iaften ikke faae det ud af mit Hoved, at jeg skal spørge Damerne: hvilket Bud der er det sikkreste at sende Kiærligheds-Breve med?

Ja, jeg veed nok, De kan tænke, jeg er gaaet fra Vid og Sands, ikke blot for det tossede Spørgsmaals Skyld, som jeg dog vel maatte være gammel nok til selv at kunne besvare, men især fordi alle fornuftige Folk vil sige, at jeg skulde dog 84skamme mig ved, i min Alder, for ikke at tale om Andet, endogsaa kun at tænke paa Kjærligheds-Breve og med hvad Post de gaaer sikkrest, enten i de Levendes eller i de Dødes Rige; men har jeg Lyst til at leve lidt endnu, da maa jeg tage Livet som det kan falde, og i denne Tid, da Postvæsenet allevegne er saameget paa Tale, maatte jeg nødvendig komme til at tænke paa, hvordan det var indrettet i 📌Grækenland, da det er min oprigtige Mening, at naar man skal laane Stats-Indretninger udenlands fra, da maa man meget heller laane fra 📌Grækenland end baade fra 📌Rom og fra 📌Preusen.

Damerne maae imidlertid ikke troe, jeg er saa tosset at ville underholde Dem en Times Tid med Postvæsenet i 📌Sparta og 📌Athenen; thi vel er jeg vis paa, at Conversations-Lexikonnet ogsaa i den Post vilde staae mig bi, men jeg er dog endnu vissere paa, at Damerne vilde reent slaae Haanden af mig, og hvor tosset end mit Spørgsmaal om Kjærligheds-Brevene faldt, saa maatte det dog her nødvendig holde sig paa Mythologiens Enemærker, altsaa ikke synke lavere end “lidt neden for Olympens Tind”, hvor Muser og Chariter svæve, og jeg meende virkelig kun: om det i Damernes Øine var sikkerst at betroe Iris eller Hermes sine Bud og Breve af det Slags? Man kan jo nok sige, at det er ogsaa et unyttigt Spørgsmaal, da de Olympiske Postbud jo Begge maa tænkes baade rappe og sikkre nok, men det siger Damerne dog vist ikke, og vel var jeg en stor Tosse, om jeg tænkde, Damerne her vilde svare paa et eneste Spørgsmaal, om jeg saa gjorde Tusinde; men det tænker jeg heller ikke; det ønskede jeg ikke engang, for jeg vil helst selv svare for Dem, ligesom vi er vant til at giøre for Pluto og for de Forfattere vi recenserer, saa vi kan være visse paa, at Svaret passer 85til Spørgsmaalet, og jeg svarer da rask paa Damernes Vegne, at De foretrækker Iris, og deri giver jeg Dem Ret; thi dels er jeg vis paa, at den meget betænksomme og tidt ikke saa lidt mistænkelige Dronning Here eller Juno vidste nok, hvem hun betroede sine Hemmeligheder, og dels kjender jeg Hermes for godt fra de Dødes Rige til at betroe ham Noget, som allerede stjal i Vuggen, og skal desuden have opfundet Bogstav-Skriften, saa hemmelige Breve kunde aldrig falde i værre Hænder.

Men hvad kommer der saa videre ud af det? Ja, det veed jeg ikke endnu, for man veed aldrig hvad der kan komme ud af en Ting, førend man kommer rigtig ind i den, og det er hvad jeg nu først vil stræbe efter, ved at gjøre Damerne det alvorlige Spørgsmaal: om De, med de Lærde, vil søge Iris i Regnbuen, der i mine Øine ligner langt mere en god Dag end en smuk Dame, eller om De, med mig, vil finde Iris i Blikket, som mig synes, det kunde godt ligne Here, ja, ligne hvilken smuk Dame, det skulde være, at bruge til sit Bud selv i de allerhemmeligste Ærinder. Og hvad siger Herrerne om “Blikket”, hvis Brugbarhed til hurtig Brev-Vexling, De ogsaa maa kiende, siden det hedder i Visen: “veltalende Øine hinanden forstaae”, og hvis Brugbarhed som Billed-Ord sagtens heller ikke er Dem ubekiendt? Ja, synes ikke baade Damer og Herrer, at denne Iris “hurtig som Aandedrættet og alle smaa Fugle” kom os meget nærmere og blev os meget mere levende, naar vi saae hende lege Skjul under alle smukt hvælvede Øienbryn, end naar vi staae og stirre efter hende i Regnbuen, og naar man endelig veed, at “Iris” paa Græsk betyder ligesaavel den farvede Ring omkring Øiet, som det betyder Regnbuen, er det da ikke rimeligt nok, at dersom de Lærde havde været ligesaa drevne i Poesien, som de var store 86Grammatikere, vilde de selv for længe siden opdaget Iris i Blikket, og fundet, at hun løi sig hverken Fader eller Moder til, siden hendes Fader, hos 👤Hesiodos, hedder Thaumas eller Hexemesteren og hendes Moder Elektra eller Solglands?

Herrerne maae nu svare for dem selv, men jeg svarer for Damerne, at naturligviis maa Iris være Blikket, naar Dronning Here virkelig brugde hende til Bud i sine hemmelige Ærinder; thi at Øiekastet dertil er ligesaa vidunderlig skikket, som aldeles uundværligt, det behøver Damerne ikke at lære af de Lærde, men kan meget bedre lære dem, og selv hvad man siger, at Iris engang, hun havde gode Stunder, giftede sig med Zephyr og blev Moder til en Eros, vil neppe falde Damerne urimeligt, da noget Lignende endnu kan hændes alle Dage.

Dog, da de Lærde kalder dette lille Æventyr et “senere poetisk Spilop” og man ellers Intet veed om Iris at fortælle, saa vil vi vende os til Hermes, som Alle veed, er en stor Skielm, saa Damerne maae have deres Øine med sig, om han ikke skal narre dem, og Herrerne maae have et Øie paa hver Finger, naar han ikke reent skal løbe af med dem.

For nu først at vise, hvad Karl Hermes eller Mercurius var fra Barnsbeen, maa jeg fortælle Dem en pudsig Historie, der vel klinger meget urimelig, men har dog i mine Øine noget ganske Fornuftigt at betyde. Det hedder nemlig, at da Hermes, en Søn af Zeus og Titanen Atlas ældste Datter Maia, endnu laae i Vuggen hos sin Moder i Hulen 📌Kyllene, da sneg han sig ud og stjal Apollos Kiør, som gik paa Græs i det frugtbare 📌Pierien, og for at man ikke skulde spore ham, gav han Kiørene Sko paa. Han drev dem for Resten ind i en Klippehule, paa To nær, som han 87offrede, spiste Noget og brændte Noget af, spændte Huderne ud, og tog Tarmene med sig, som siden maatte tjene til Strænge paa Lyren, som han gjorde af en Skilpadde. Derpaa listede han sig vel ind i sin Vugge igien, men Apollo, som altid havde sine Øine med sig, var ham dog lige i Hælene, og skiøndt Maia pegede paa Svøbet, hvori Hermes laae, lod Apollo sig dog ikke narre, men tog ham paa Armen og bar ham til Zeus for at faae Ret over den lille Tyveknegt. Hermes paastod naturligviis, han var saa uskyldig som Barnet i Vuggen, men han slap dog ikke, før han gik til Bekiendelse og lovede at give Apollo hans Køer igien. Det skedte da ogsaa, forsaavidt de ikke var spiist, men da Apollo hørde Lyren, fik han Lyst til den og kiøbde den for Kiørene af Hermes, som da nu blev Hyrde og opfandt Rør-Fløiten, men ogsaa den fik Apollo Lyst til og handlede ham af, skiøndt han var uforskammet dyr med den; thi Hermes nøiedes ikke engang med at faae Apollos gyldne Hyrdestav, men vilde ogsaa have Spaadoms-Gave, og lærde ved den Leilighed at spaae af Tærning-Kast. Derpaa var det, Zeus tog ham i Tjeneste til at løbe Ærinder og udnævnede ham baade til sin og Plutos Herold, hvorved man nok veed, det er, han har vundet sin store Navnkundighed.

See, var Mythen om Iris meget kort, saa var Snakken om Hermes aabenbar lang nok, og er dog ingenlunde den Eneste; men hvad har saa det at betyde, og hvad kan man tænke sig ved Hermes, som paa nogen Maade kan svare til hvad vi hørde om Iris? Ja, mine Herrer! kan de gjætte? for nu veed jeg det, men det er ellers en stor Hemmelighed, at sige, en af de hemmelige Ting, vi Alle har lige for Øinene, men pleier sædvanlig at oversee. Vel er det paa en Maade min Pligt og allenfalds min Lyst at sige hvad jeg har seet; men da jeg veed, at Herrerne er aldrig nysgjerrige, og vil 88helst see Alting med deres egne Øine, saa har De vist intet imod, at jeg slaaer en lille Svinke for at fortælle Damerne, hvad jeg glemde før, at Iris havde to Systre, som er blevet meget bekiendt under Navn af Harpyerne eller Drage-Dukkerne, der, i 📌Grækenland, fik Skyld for Alt hvad der pludselig forsvandt, og at de skulde være Systre til Iris, fandt jeg kun sært, til det faldt mig ind, at alle Øie-Kast er jo virkelig paa en Maade Sydskende, skiøndt der er en himmelhøi Forskiel paa hvad man kalder “et godt Øie”, og hvad man kalder “onde Øine”, som ganske rigtig er to!

Nu, Herrerne har neppe gjættet det endnu, hvordan Hermes svarer til Iris, skiøndt det omtrent maa være hvad der hos Herrerne svarer til Blikket hos Damerne, og jeg maa da gaae et Skridt nærmere ved at spørge, hvad Hermes i det Hele har at betyde; thi, som vi hørde, var han ikke født til Gudernes Herold og Sendebud, men ophøiedes først dertil af Zeus, da han var udlært, og hvad Menneskeligt skulde da vel den baade langfingrede og begfingrede Krabat svare til, uden netop “Haanden med alle fem Fingre”, der jo, ligesaavel hos Grækerne som hos os, var det naturlige Redskab, hvormed man baade gav og tog, trak og drev, pegede og vinkede, stjal og hittede, spillede og legde, skrev og regnede, følgelig gjorde Alt hvad Hermes efter Mytherne tog sig for, ligefra han i Vuggen begyndte at stjæle, til han drev den sidste Sjæl i Hænderne paa Charon!

Herrerne vil maaskee sige, at den Forklaring falder dog vel meget i det Haandgribelige, men, skiøndt jeg selv vilde ønske, Herrerne herefter vilde skielne meget skarpere imellem “Haand og Aand”, der bestandig forvexles, som om vi var Franskmænd Allesammen, saa kan jeg dog her ikke lade Indvendingen giælde; thi naar Grækerne nu engang for89gudede Naturen, som vi veed, de gjorde, da maatte de intet Øie havt for Menneske-Naturen, hvis de ikke havde seet en Halv-Gud i Menneske-Haanden, dette mageløs konstige, selvraadige og hardtad uafhængige Redskab til at giøre baade Ondt og Godt. Hertil kommer, at Maia, som Datter af Himmelbæreren Atlas, hører til en firskaaren Familie, betyder efter sit Navn, Haand-Følelsen, og boer i Hulen 📌Kyllene, som betyder “den hule Haand”, saa jeg troer virkelig, at om end alle Herrerne vilde spænde dem selv for, kunde de dog ikke rive Hermes fra Haanden, og naar Haanden paa sit rette Sted ikke synes skikket til at giøre lange Reiser, behøve vi dog kun at tænke os en “Olympisk Haand” vinke, saa seer vi strax, hvordan Zeus bruger Hermes til Sendebud; thi Herrernes Vink svarer jo virkelig, saavidt muligt, til Damernes Blik, saa Vinket fra Zeus maa gaae ligesaa vidt som Blikket af Here!

Men siger ikke dog de Lærde eenstemmig, at Hermes eller Mercurius var i 📌Grækenland Gud for “Veltalenheden”.

Jo, det kan gierne være, men dels har jeg aldrig lovet at rette mig efter hvad de Lærde siger, og deels veed man nok, det er sædvanlig kun Fattigdom med de Lærdes Veltalenhed, kun “af Haanden i Munden”, saa der har været mange Professorer i hvad de Lærde kalde “Veltalenhed”, der hverken kunde tale ilde eller vel om de Græske Guder, uden Haanden med Pennen lagde dem Ordene i Munden, og paa den Maade kunde Hermes, som “Haanden for Munden” godt være dem en Gud i Veltalenhed; thi han var virkelig i Grækernes Øine meget meer end de, nemlig Haanden i Munden og Munden i Haanden!

De mener nok, det her enten er de Lærde, jeg vil i Tot90terne paa, eller Ordspil jeg gaaer paa Jagt efter, men det er dog virkelig ingen af Delene, men jeg kan endnu fornøie mig som et Barn over saadanne Smaating, som at see “Blikket og Vinket”, disse gode, gamle Bekiendtere, med et Spring komme op paa Olympen og sidde tilbords med Zeus, og fornøie mig over vore jævne Danske Talemaader, der kan slaae de Høitravende af Hesten, og den Fornøielse vil jeg gjerne dele baade med Damer og Herrer.

I den pudsige Historie om Hermes, der stjal Apollos Kiør er det nemlig blevet klart for mine Øine, at Græker-Aanden afbilder det indviklede Forhold, der allerede tidlig begyndte at finde Sted mellem det mundtlige og det saakaldte skrevne Ord, og skiøndt det rimeligviis ikke kan more Alle saameget som hvem der selv fusker paa at være baade Taler og Skribent, saa synes mig dog, det maa have noget morsomt for Alle at see den tørre, strængt videnskabelige Undersøgelse, som det nu er blevet: hvad Mund og Pen har tilfælles, pludselig forvandlet til en pudsig Tyvs-Sag og Tusk-Handel mellem Halv-Brødrene Hermes og Apollo. At nemlig Apollo er den Poetiske Ordfører eller Skjalde-Munden, forudsætter jeg naturligviis, og skiøndt jeg aldrig før har hørt tale om hans Kiør, der gaae paa Græs i 📌Pierien, hvor netop Muserne boer, saa kan jeg dog strax giætte mig til, at det maa være Kiør, som Muserne kan være bekiendt at malke, billedlig talt altsaa “Billed-Sproget” selv, som vi alle veed, Poesien paa en Maade nærer sig af. Tænker vi os nu en Haand, der hittede paa Billed-Skriften eller Hieroglypherne, med et Tegn omtrent for hvert Billed-Ord, da seer vi, hvordan Hermes i Vuggen kunde stjæle Apollos Kiør, og at han virkelig har stjaalet dem ikke blot i 📌Grækenland, men allevegne, hvor Pennen selv paa Poesiens Ene91mærker afløste Munden, det er, desværre, kun alt for sandt. Intet var derfor lettere end at oversætte hele den pudsige Mythe i et baade langt og lærd, følgelig ogsaa kiedsommeligt Indlæg af Munden imod Pennen, og altsaa mod Haanden, der ikke alt for ærlig er kommet til sit Mesterskab i boglig Konst og blevet Herold baade for Olympens og Underverdenens Guder, men dels kan jeg jo nok vide, De kommer ikke her for at kiede Dem, og dels klæder det en gammel Skribent kun meget daarlig at gaae irette med Pennen, saa det er bedst at springe Rettergangen over, med den Bemærkning, at et magert Forlig har altid været bedre end en feed Proces, saa Apollo giorde sagtens bedst i, da hans Kiør engang var stjaalet, at sælge dem til Tyven for Røver-Kiøb; thi det var det aabenbar, selv naar man ved Lyren, som man maa, forstaaer det velklingende Vers! Selv Guld-Staven, som Apollo siden solgde Hermes for Hyrde-Fløiten, nytter det vel ikke at giøre ham stridig, men jeg maa dog udtrykkelig bemærke, at det blev den Græske Apollos egen Sag og kan ikke binde den Nordiske; thi det er mit ramme Alvor, at selv saa udmærket en Poetisk Literatur som den Græske var kiøbt meget for dyrt, naar Skjalde-Munden skulde forstumme, og det skedte virkelig i 📌Grækenland, saa det var ikke uden Aarsag, at man der, naar et muntert Selskab pludselig blev taus og stille, altid sagde: nu kom Hermes! Det synes nemlig vel, at et skrevet poetisk Værk er en reen Vinding, da der jo altid og allevegne findes Munde, der kan laane det Mæle, men deri tager man mærkelig feil; thi dels er der hos Herrer saavelsom hos Damer stor Forskjel paa Munde, saa det ingenlunde er enhver Mund, der kan giøre de Døde levende, og dels gaaer det Digte-Konsten med Billed-Sproget, som det gik Hermes med Apollos Kiør, hvoraf han maatte slagte To, 92sikkerlig netop de Største og Bedste, for at finde Rum til Resten i sit Indelukke. Naar derfor Pennen ogsaa i Poesien kommer til at raade for Munden, da bliver Talen ikke længer en Strøm fra Livets Væld, der henriver og vederkvæger, men Bedemands-Stil, som alle Hermes-Talerne hos 👤Homer, og de Poetiske Skrifter synke da ned til hvad de nu er i 📌Grækenland: talende Mindesmærker ved Poesiens Grav!

Vel nytter det aldrig at trættes om Sligt; thi naar Poesien ikke kan eller vil leve længer, da døer den naturligviis, enten man piber eller synger, men hvor Livet, som her i 📌Norden, hænger i den endnu, der kan det dog muelig nytte, at giøre Folk opmærksom paa Livets Værd, og at opmuntre Poesien til, trods Alt hvad de Lærde sige eller skrive derom, baade at leve saalænge den kan, og heller at stifte virkeligt Gavn end giøre hvad man kalder Lykke, heller saae Bøge end høste Laurbær, ikke, som den græske Apol, enten sælge sine Kiør for Lyren eller sin Guldstav for Fløiten, men tage igien fra Tyven Alt hvad den kan faae levende og passe bedre paa det herefter.

Ja, mine Herrer! Det er virkelig mit Haab, at det herefter vil klare sig i 📌Norden, at hvor det hænger rigtig sammen med Damerne, der vil det altid giøre en mærkelig Forskiel, ogsaa i poetisk Forstand, “hvad Moders Søn” man er, saa der vil Maias Søn fra Klippehulen aldrig fordunkle Letos Søn fra den svømmende Øe, men, trods alle sine Tyve-Rænker, nødes til at bukke for sin Overmand og nøies med Pigkiep eller Staal-Pen for Guldstav, medens Dronning-Sønnen, selv naar han vogter Kvæg, skal færdes kongelig!

Derom finde vi ogsaa et mærkeligt Vink i 📌Nordens Myther; thi skiøndt vi der ingen egenlig Hermes finder, er dog Loke aabenbar lidt i Slægt med ham, og var blandt 93Andet, ikke ganske fri for at stjæle, men da han forgreb sig paa Freyas Guldsmykke, maatte han dog smukt bære det igien, og hvor Damerne faaer deres poetiske Klenodier igien, der har Herrerne, som giøre sig gode Venner med dem, altid smilende Udsigter.

Dog selv dette lille Vink om Loke i Anledning af Hermes kunde maaskee lede paa Vildspor, som Herrernes Vink saa tit, og jeg vil derfor ikke lægge nogen Vægt paa det, men heller bemærke, at skiøndt man snarere skulde vente at finde en Halv-Broder til Hermes end en Halv-Syster til Iris i Asgaard, saa findes hun dog i Gna, som er Friggas Sendebud, og, hvad jeg ved første Øiekast slet ikke kunde fatte, farer tilhest. Dette synes ogsaa at have gjort megen Opsigt i 📌Norden; thi der staaer i Edda, at da nogle Vaner fik Øie paa hende, raabde de høit: “hvad flyver, hvad svæver, hvad seiler i Luften?” og fik til Svar: “ikke jeg flyver, om end jeg svæver og seiler i Luften;” hvad der slog mig, fordi 📌Nordens Poesi i det Hele, som historisk, maa holde sig til Jorden og Havet, og findes langt mere svævende og seilende end egenlig flyvende. Derved faldt det mig paa een Gang ind, at et ridende Blik meget godt kunde betegne et Over-Blik, der netop hører til Historien, ligesom Blikket til Naturen, og nu syndes mig, Gna nødvendig maatte være tilhest, for at kunne tjene Frigge ligesaa godt, som Iris tjener Here, og det skulde dobbelt fornøie mig, hvis baade Damer og Herrer var af samme Mening.

Derimod er der udentvivl to Meninger om, hvad man skal giøre, naar man, som jeg nu, opdager, at man selv har taget for meget Deel i hvad man talde om, saa man har overilet og er blevet for tidlig færdig med hvad man havde at sige; thi Herrerne mener vist, man skal blive forlegen og, 94med eller uden mange Undskyldninger, bryde af saasnart som muligt, og saa ærgre sig en Times Tid eller to over, at man enten har forregnet sig eller ubetimelig sparet paa den nødvendige Fyldekalk, eller af urimeligt Hastværk skudt den tilside, men Damerne mener vist, man skal lade som ingen Ting, og uformærkt gaae over til noget Andet, der kan synes at staae i en vis, om end lidt fjern, Forbindelse med hvad man har talt om, og jeg vil da gaae en Middelvei, hvad Spottefuglene vil kalde at halte paa begge Been, men kan dog, under 👤Guizots Ministerium, ikke nægte, er at holde Skridt med Tiden. Jeg vil nemlig efterligne Damerne; men, da jeg forud kan vide, det vil kun lykkes maadelig, saa betjener jeg mig af Herrernes Ret til at buse ud med det, saa De ikke ret kan vide, om det er Spøg eller Alvor, førend Timen er ude og jeg i Behold.

Herrerne veed det jo sagtens Allesammen, hvorfor Hermes hvert Øieblik kaldes Argos-Bane, men det er dog ikke sagt, alle Damerne veed det, og det burde dog saameget mindre være Dem ubekiendt, som det nok var den største Fortjeneste, Hermes havde af det smukke Kiøn, at han satte en Steen i Panden paa den kiedsommelige Vanskabning, der havde Øine baade for og bag, og det fra Taa til Top, saa man kunde ikke engang slaae et Smil bag hans Ryg uden at blive overgloet. Dette Utyske havde Dronning Here nemlig sat til at passe paa den deilige Io, som hun havde Zeus mistænkt for, uagtet han havde skabt hende om til en hvid Ko, og Argos, der endnu var mistænkeligere end Here, tøirede den stakkels forvandlede Skiønhed til et Olietræ, men fik, som sagt, sit Livsbrød af Hermes.

Hvordan det siden gik Io, kommer jo rigtig nok ikke Argos-Banen ved, ikke heller har jeg hørt, at Hermes 95brød sig videre om hende, saa det gaaer maaskee flere Herrer ligedan, men jeg er vis paa, Damerne tænke anderledes, og naar Herrerne høre videre, tør de maaskee forandre deres Tanker; thi da den ubarmhjertige Here satte Bræmser paa Io, da bissede hun ikke blot bort fra 📌Grækenland, men stædtes ikke før hun kom endog midt ind i 📌Skythien. Somme vil nu sige, at hun bissede tilbage igjen og landede tilsidst i 📌Ægypten, men det skal Ingen bilde mig ind, at hun blev ved at bisse hele Aaret om, naar hun først kom op, hvor vi Alle veed, at Bræmserne døer om Vinteren, og hertil kommer, at forleden, da Mimer laande mig det pandsatte Odins-Øie til et Blik paa 📌Grækenland, og jeg med det Samme stjal mig til at kaste Øie paa 📌Danmark, da saae jeg bestemt en fordansket Grækerinde midt i 📌Sælland og tænkde strax: der har vi Kalven af den hvide Ko. Siden, da jeg kom hjem til mine Bøger, opdagede jeg ogsaa ganske rigtig den forvandlede Grækerinde; thi Gefion, der engang kom reisende hertil, og blev modtaget som en Gudinde, betyder paa Gammelnordisk “Glæde” og netop det Samme betyder “Io” paa Græsk, og 📌Nordens Skjalde har desuden saagodtsom gjort Gefion til en Ko, da de kalder de fire Tyre, hvormed hun pløiede 📌Sælland fra 📌Sverrig, hendes egne Sønner! Poetisk talt, kalder jeg det derfor en afgjort Sag, at Gefion er den hvide Ko fra 📌Grækenland, som vi paa en Maade maae takke Hermes for, og da Gefion, som De nok veed, blev gift med Kong Skjold i 📌Leire, og derved Moder til alle de berømte Skjoldunger, saa maa det jo findes rimeligt nok, at hendes Æt paa Spinde-Siden ei endnu er uddød, men om jeg virkelig har faaet Øie paa en Datter af hende i 📌Sælland, det kommer jo an paa, om Odins-Øiet, og mit Blik duer noget, og det er derfor kun et Vink til de unge Herrer, at, om de 96skulde finde en fremmed Skiønhed her i Landet, de da ikke, af overdreven Nordiskhed, driver hende ud, men slutter, det er Grækerinden, som ligefra Kong Skjolds Tid, som 📌Sællands Fostermoder og Dronning i 📌Leire, har ikke blot Dansk Borger-Ret men Adkomst til en Blomster-Krone!

Jeg veed jo nok, at Somme vil sige, jeg har paa mine gamle Dage selv forelsket mig i Grækerinden, og, for hendes Skyld, i hele den Græske Mythologi, saa jeg er blevet den Nordiske utro, ligesom Sigurd Fofners-Bane, der glemde Brynhild over Gudrun, og det urimelige Spørgsmaal om “Kiærligheds-Brevene”, der slap mig udaf Munden, vil sagtens giøre Ondt værre; men jeg stoler paa Damernes Ædelmodighed, som selv veed, hvor let det uskyldigste Blik kan falde mistænkeligt i onde Øine, og jeg kræver Retfærdighed af Herrerne, som maae vide, hvor tit de tydeligste Vink kan misforstaaes, og de skal Alle være mine Vidner til, at Blik og Vink er Alt hvad jeg har vexlet med Dem iaften!


97

VII.

Idunne og Dværgene.

Damerne kiender nok det Udtryk “at have Fluer i Hovedet”, og det er en af Grundene hvorfor Damer og Digtere kan godt sammen, at ligesom de er enige om at holde af deres Moder, saa forstaaer Damerne ogsaa en halvkvæden Vise paa Moders-Maalet meget bedre end Herrerne, og er derfor aldeles enige med Digteren om, at naar man kun forstaaer hinanden, er hvad man kalder “halv fordækt” den allermorsomste Maade at tale sammen paa.

Fluer i Hovedet altsaa, det har somme Herrer længe sagt, jeg havde, og anseer det vist for deres Pligt at indskærpe det i denne Tid, for at ikke Damerne, ved at laane mig Øre skulde ogsaa faae en lille Flue ind i Hovedet, ja, jeg har rigtig nok Anatomerne mistænkt for, at de ønskede mig snart befordret til Geheime-Stats-Secretair i Skygge-Riget, for at faae mine jordiske Levninger under Kniven, og, til Videnskabens Gavn og Anatomernes Ære, faae det rigtig oplyst, hvordan det seer ud i saadant et forvirret Hoved, der enten maa kaldes baade levende og dødt, eller ingen af Delene, fordi, ja, fordi det har Fluer! Men hvad vilde da Anatomerne sige, om de vidste, at jeg havde Dværge i Hovedet, og det har jeg dog i Aften, men Damerne maae ikke forraade mig; thi fik Anatomerne det at vide, da fik jeg aldrig Ro for dem, de vilde da soleklart bevise mig, det var min Pligt, for Oplys98ningens Skyld at overlade dem mit Hoved, heller idag end imorgen, og skiøndt jeg er vis nok paa, jeg lod mig ikke overtale til det, selv om de fik Damerne sat ud paa mig, saa vilde det dog være en ærgerlig Omstændighed, dels fordi jeg fusker selv imellem lidt paa Anatomien, for at forslaae Kiedsommeligheden i de Dødes Rige, saa jeg vilde gierne, for Videnskabens Skyld, tjene Mesterne i den med hvad jeg kunde, og dels fordi man virkelig har den ubehagelige Følelse, som om Ens Hoved begyndte at gaae løst, naar man veed, Folk ønsker, det var reent sat af.

See, derfor maa det være en Hemmelighed, hvad jeg nys betroede Dem, at jeg virkelig har Dværge i Hovedet, og det har været mig selv en Hemmelighed lige til forleden Dag, da jeg sad, som sædvanlig, i de Dødes Rige, vel i et stort Selskab med alle de Vise, Lærde og Skriftkloge, Guder og Helte, fra fordums Tid, men dog igrunden, menneskelig talt, mutters alene, som en lille Hermes, med Pennen i Haanden og Apollos Kiør bag Ørene, see, da kom der hoppende en lille Dværg ud af Panden, og satte sig paa Papiret ligefor min Næse, saa han sad Pennen iveien, og vel var han ikke større end at jeg godt kunde gjennemboret ham med Spidsen af min engelske Staalpen, og saa anatomeret ham som en Flue, men det nænde jeg dog ikke, og det havde Damerne vist heller ikke gjort, dels fordi Liv, om det er aldrig saa lidt, har de dog Medlidenhed med, og dels fordi Dværgene, med de store Hoveder og de stakkede Been, og deres øiensynlige Velbehag med hvad de kan kalde deres Eget, er meget løierlige Personer, som det ligesaavel morer Damer som Digtere at see paa; og denne Tommeliden tog jeg da med et Smil, saa pænt jeg kunde, og satte op bag paa min Haand, dels for at betragte ham fra alle Sider, og dels for at kunne høre hvad han sagde, 99for jeg kunde see, Munden gik paa ham, men de Puslinger snakker baade saa sagte og saa utydelig, at man maa have dem lige op til Øret for at høre hvad de siger. Samtalen jeg nu havde med den Lille, til han hoppede bort igien, ventelig ind i Øret, den kan jeg saa meget mindre fortælle Dem, som den gik besværlig, da jeg naturligviis talde Dansk, og Dværgen talde sit eget Maal, som jeg tog for Angelsachsisk, saa vi havde ondt ved at forstaae hinanden, men jeg vil fortælle Dem hvad jeg, efterat have frittet den Lille ud, tænker om de mythiske Dværge i 📌Norden, som aabenbar er af et ganske eget og høiere Slags end de Almindelige; thi vel er det en meget ringe Titel, de fører i Edda, som kalder dem “Madiker”, men en Madik i “Aandens Verden” er dog meget meer end den største Jette derudenfor, og jeg vil herefter kalde dem korte Begreb i 📌Nordens Aand; thi vel falder det Udtryk vist Damerne lidt dunkelt, men dels spiller Dværgene ogsaa lidt i det Dunkle, og dels har vi jo nu unge Philosopher Nok, som vist med Fornøielse vil forklare Damerne Forskiellen mellem korte og lange Begreb.

Dog, da de lange Tydske Begreb, som nu er i Vælgten, let falder endnu dunklere end de korte Nordiske, er det vel ligesaagodt, jeg prøver paa selv at sige lidt tydeligere hvad jeg mener, og det er da, at vi virkelig har Noget indvendig, der paa en Maade svarer til “Haanden med de fem Fingre”, og maa vel være det, man ellers kalder “Fornuft med disse Sandser”, og hvad der nu ikke er større end at denne indvendige Haand, som en Hermes i Vuggen, kan spænde om det og giøre med det hvad den vil, ligesom jeg forleden med den lille Dværg, det kalder jeg et kort Begreb og, naar der er Liv i det, en Nordisk Dværg.

Nu kan vi nok skimte, at 📌Nordens Aand fra Først af har 100havt to Slags Puslinger til sin Tjeneste, nemlig Alfer og Dværge”, saa Dværgene blev ved Jorden og Alferne steg med Konsten, men for vore Øine flyder de dog sammen, saa den Lille, jeg talde med, syndes mig at være lidt af begge Dele, og regnede sig virkelig selv ligesaavel i Slægt med de Alfer, der havde bygt Skibbladner, som med de fire Dværge, der, efter Edda, bærer Himlen paa deres Hoved.

Dette Firkløver, som kaldes Øster og Vester, Sønder og Nør, var det imidlertid, den lille Dvalin først gjorde mig opmærksom paa, og dem skammede jeg mig virkelig ved hidtil at have overseet, da det ikke blot er meget pudsige, men ogsaa meget nyttige og fornuftige Dværge; thi vel troer jeg ligesaalidt paa de himmelbærende Dværge, som paa Atlas, den himmelbærende Jette, men skiøndt jeg nok veed, Philisterne tænker, vi troer paa alt det Usynlige, vi taler levende om, saa er den levende Talebrug dog en gammel poetisk Frihed, som vi umulig kan opgive, fordi død og magtesløs ikke blot i Høiesterets-Domme, men altid og allevegne følges ad, saa et dødt Ord er ligesaa magtesløst som en død Sild. Desuden skulde dog netop Philosopherne vide, at overalt hvor det Døde tilsyneladende virker Noget, maa der altid tænkes noget levende bagved, som sætter det i Bevægelse, saa, skiøndt det altid er galt at troe paa hvad man selv har skabt, enten det saa kaldes en Gud eller en Dværg eller et philosophisk System, saa var det dog meget klogt af vore Fædre, at de skabde sig baade Guder og Gudinder, Jetter og Trolde, Alfer og Dværge til levende Tale om Alt, hvad der udrettede større Ting end de selv kunde begribe.

See, derfor er det mig en stor Fornøielse at betragte de fire Dværge: Øster og Vester, Sønder og Nør, der virkelig, 101i mine Øine, bærer Himlen meget pænere paa deres store fiirkantede Hoveder end Jetten Atlas paa sine brede Skuldre; og skiøndt jeg ellers ikke fæster synderlig Lid til hvad jeg kun har hørt i Latin-Skolen, saa finder jeg det dog ganske rimeligt, hvad man der fortæller om den gamle Stivnakke, at han er blevet Skrutrygget af den Ligevægt for længe siden, da Dværgene derimod, som er fire om det, og har stakkede Been, behøver ikke engang at skyde Ryg og kan meget bedre holde Pinen ud.

Ja, tænker Herrerne, for Spas lader det sig jo nok sige, men alvorlig talt, har det dog slet intet at betyde; men Damerne veed godt, at naar man rigtig skal “forstaae Spas”, da tager man vel ikke Alt for Alvor, men glemmer dog heller ikke, at Spas meget let kan blive til Alvor, og 📌Nordens Aand har fra Arildstid fundet, at “Alvor og Gammen kan bedst sammen”, blandt Andet fordi man let døer af bare Alvor og maa dog leve saa længe man skal lære.

Saaledes mener jeg virkelig for Alvor, at den Nordiske Forestilling om de fire Dværge er meget smukkere end den Græske om Jetten Atlas, og da Grækerne ellers i det Smukke er vore Mestere, fornøier det mig virkelig, som Nordbo, dobbelt, at vi dog ogsaa engang kan vise dem noget, der staaer saa godt for Syn, som disse fire levende Piller under den Kækkeste af alle Buer, Ingen iveien, som vil kige Stjerner, og, midt under deres beklemte Stilling, saa veltilfredse, ja, ordenlig saa krye, at man slet ikke ynkes over dem, men smiler ad dem, og betænker man sig lidt, da finder man, at disse smaa Vindmagere, som blæser ad de Største og siger: trods, om I kan staae saa godt paa jere lange Been, som vi paa vore de Stakkede, de har virkelig langt mere Ære at tale med end alle de vise Mestere, som bildte os ind, det var den Latinske Gram102matik, der bar Himmelen, saa, rokkedes først den, da fik vi idag et ægyptisk Mørke, og imorgen faldt bestemt Himmelen ned, ikke blot med alle Fuglene, men med Sol og Maane og Stjerner, saa man aldrig mere kunde enten læse eller skrive, eller udregne den store Brøk, det unægtelig var i Skolemesternes Regning. Ja, Dværgene Øster, Vester, Sønder og Nør, de giør virkelig Vind, som har noget at betyde; thi dels maae vi jo indrømme, at blev de trætte og drattede omkuld, da faldt virkelig Himmelen ned, og dels er det høist sandsynligt, at havde vi ingen Paaske-Østen, da fik vi heller intet smukt Foraar, og ligesaalidt Sommer uden Sønden, som Vinter uden Norden, saa de fire Puslinger bliver netop ved deres kække Vindmageri faste og levende Udtryk for de fire Aarstider, og det ikke blot som vi har dem tilfælles med Dyrene, men ogsaa som vi har dem for os selv i Menneske-Livets Vaar og Sommer, Høst og Vinter! Vist nok fordunkles de Smaa, som Billed-Støtter betragtede, af Kronos og hans tre Sønner, men er de ikke nær saa smukke, saa er de dog baade langt kiendeligere og, hvad der er en væsenlig Ting, langt mere levende, følgelig meget bedre naar man vil gaae videre, som de gamle Kæmper immer vilde, og som jeg vil haabe, vi dog ogsaa faaer Lyst til en af Dagene. Det gaaer ogsaa i denne Henseende med det Græske Livs-Billede, ligesom med Damerne, der aldrig bliver smukkere og elskværdigere end de er tidlig om Foraaret, saa, jo mindre man sporer de følgende Aarstider hos dem, desbedre er det, men saasnart vi kommer til de foranderlige Herrer, begynder det at halte med Ligheden, og paa det verdenshistoriske Menneske-Liv vil Kronidernes Samfrænde-Skifte, een Gang for Alle, slet ikke passe, derfor svarer Kroniderne, med deres uforanderlige Riger, heller ikke til den ældgamle Inddeling af Lev103nets-Løbet i Guldets og Sølvets, Kobberets og Jernets Alder, men dertil passe Dværgene Øster og Sønder, Vester og Nør, ganske fortræffelig, saa Verdens-Historien, endog bogstavelig begynder fra 📌Østen og gaaer sønder og vester om til 📌Norden.

See, derfor paastaaer jeg, at disse smaa Nordiske Konstnere samler Tanker langt bedre end Hephæstos, for ei at tale om Dædalos, der bygde en Labyrint, som Ingen kunde finde ud af, saa alle kloge Folk maatte vogte sig for at gaae ind i den, og jeg vilde meget hellere have tusinde saadanne Dværge i Hovedet end en eneste Græsk eller Tydsk Philosoph. Ogsaa heri tør jeg forudsætte, Damerne, er enige med mig, for hvad vilde Damerne sige, naar de enten skulde tilstaae, de havde ingen Dannelse og var ikke engang rigtige Mennesker, eller i det mindste have 👤Hegel i Hovedet, og jeg troer knap, De slipper for en af Delene, uden De lader saadan en lille Dværg, som Dvalin, smutte ind i Øret, hvor han giør slet ingen Fortræd, men sidder meget spagfærdig og samler Tanker og mærker Ord og leer bare lidt skielmsk ad de store Philosopher, naar de ikke kan hitte paa, hvad det, de vilde sige, egenlig hedder paa Modersmaalet.

Ja, Modersmaalet, det er, som Damerne nok veed, den store Anstøds-Steen for den udenlandske Philosophi, og den Steen er, til Lykke, meget stor, og er lidt huul ved den ene Side, og i den Huling propfuld af skielmske Dværge, som smutter ind og ud, saa Ingen kan faae Fingre paa dem, og har deres store Morskab af at drille Herrerne, naar de hakker i Modersmaalet; men dette samme Modersmaal, der for Hverdags-Øine seer ud som en gammel Graasteen, ikke engang værd at træde paa, naar man kunde gaae udenom; det er dog ikke blot en Klippe, indvendig rig paa ædel Malm, men er selv 104udvendig en dyrebar Ædelsteen, der kun behøves at slibes lidt, for at baade Kongen og Dronningen og hele Folket, ja, baade Aanden og Hjertet og hele vor naturlige Tankegang kan speile sig deri. Den Steen maa derfor virkelig Damerne sætte sig paa, om De ellers vil have Lov til at være som Vorherre har skabt Dem og at faae et Ord indført, naar Talen er om menneskelige Ting; men sætter ogsaa kun Damerne sig paa Ædelstenen, da tør jeg forsikkre Dem, Herrerne ikke blot lader den ligge, men udbeder sig snart den Fornøielse at sidde hos; thi foruden mange andre naturlige Grunde dertil, som Damerne kiender bedre end jeg, er ogsaa den, at alle Dværgene, der godt veed, de blev husvilde, naar Stenen flyttedes, de træder da i Damernes Tjeneste og vil nok vide at bringe Herrerne til Rimelighed.

Ja, siden jeg talde med den lille Dvalin, for saadan kaldte Dværgen sig, og det er ganske rigtig, efter Edda, Navnet paa En af de Ægte, siden den Dag er der ordenlig gaaet et nyt Lys op for mig over det store Begreb af alle vore naturlige Tanker og Følelser, som Moders-Maalet er, saa jeg seer, at alle de Nordiske Dværge vil staae Last og Brast med det og med os, jeg mener, med Damerne og Digterne, til Pinds Ende. Jeg veed saaledes ikke, om De mærkede det, men da jeg den første Aften talde om Idunne, da havde jeg virkelig forseet mig lidt paa Persephone, den smukke Grækerinde med Blomster-Krandsen, saa jeg skottede kun til Fru Brage og sagde: Smukheden vil vi nu ikke tale om, da hun jo skal være i Slægt med Dværgene! Det lod Dvalin mig høre og bad mig kun lukke mine Øine lidt bedre op, saa skulde jeg see, at, var Idunne end ikke saa høi og rank som Persephone, saa kan Smaat dog ogsaa være smukt, og var hun kiøn nok til Brage kunde hun vel ogsaa 105være det til somme Andre, eller om jeg kanskee vilde have Brage til at synge Græsk med Persephone i Valhal. Det var et Ørefigen af den lille Pusling, saa vældigt, som endnu aldrig nogen Kæmpe har givet mig; thi vel var det gan ske rigtigt, hvad jeg sagde baade om Persephone og den Romerske Pluto, men at jeg halvveis ønskede, at Brage havde været Enkemand, og vilde i alt Fald prakket Persephone paa Heimdal, det var en stor Skam for en Dansk Digter, som om Heimdal, naar han vilde forandre sig paa den Maade, ikke kunde faae en bedre Mage i Freyas Datter end i nogen fremmed Dame, om hun end var den deiligste Grækerinde under Solen og den vittigste af alle Zeus's Døttre! Sagen var, jeg vidste nok, at Persephone talde Græsk, men jeg vidste ikke, at hun var aldeles sammensmeltet med Grækernes, og Idunne med vores Modersmaal, saa hver af dem er smuk i sin Smag, og saasnart jeg kom i Tanker om, at Idunne udtrykde vort Modersmaal i sin Dronninglige Skikkelse, da fandt jeg hende ogsaa paa Timen kiøn nok, og forstod Mythen baade om hendes Giftermaal med Brage og om hendes Bortførelse meget bedre end før. Hvad nemlig Loke sagde til hende, at vilde hun bare gaae udenfor Asgaard med ham, da skulde han vise hende Æbler, som, for ikke at sige mere, hun kunde selv sammenligne med Sine; det var jo netop, hvad Latineren sagde til os, og Franskmanden siden til Damerne, da de vilde have vor Tunge at “perorere og parlere” med, og Damerne veed det godt, saavelsom Digterne, hvad det er for utaalelige Personer at snakke med, hvis Mund ligger i en Andens Lomme. Naar vi derfor vil have en levende Forestilling om, hvorfor Aserne blev gamle og graa, saasnart Idunne var borte, da behøver vi blot at tænke paa, hvilken aandelig Svindsot Kied106sommelighed er, og hvor kiedsommelig hele Aandens Verden blev i 📌Norden, da Modersmaalet faldt i Tyrkisk Fangenskab, hvordan selv Børnene da maatte gaae med gamle Parykker, og Alt hvad der skulde være stort og høitideligt blev saa koldt og stivt, saa dødt og magtesløst, med eet Ord: saa Chinesisk, at skulde det varet længer, vilde der snart hverken været Spor af Guder eller Gudinder, hverken været Skjaldskab eller Kvindelighed at finde, men kun vilde og tamme Dyr, lærde Mænd, som Bøger i Skindbind, og Maskiner af alle mulige Slags, Alting paa en Snor og paa Klokkeslet og efter en Streg, saa hvad Aandeligt og Hjerteligt, der ikke var dødt igaar, maatte nødvendig døe enten idag eller imorgen.

Denne Opdagelse, at Folke-Livet nødvendig blomstrer og visner med Modersmaalet, er imidlertid langt fra at være sørgelig for os; thi den viser os netop, at Ulykken er over staaet, og giver os en levende Forestilling om Asernes Glæde, da Idunne kom igien med Guld-Æblerne og gjorde dem unge paany. Ja, jeg har længe ymtet om, at Idunne kunde ventes hjem en af Dagene, men nu seer jeg, hun er lykkelig og vel sluppet indenfor Asgaards Volde, saa nu kan Thjasse i sin Ørneham skyde en hvid Pind efter hende, og maatte jeg raade ham noget, skulde det være at vende om itide, før han brænder sig alt for hedt paa Baalet, som jeg seer, Aserne er stærk ifærd med at stable; men det faaer at blive hans egen Sag, for nu bryder jeg mig slet ikke meer om den gamle Ørn, som jeg kun har skudt efter, fordi jeg var bange, han skulde gjort en Ulykke paa Idunne, naar han saae, han var røbet.

Men hvor har jeg nu pludselig faaet den Aabenbaring fra, at Idunne virkelig er kommet hjem fra Jetteverden, 107Noget, der klinger saa poetisk, at den Historiske Begivenhed, der skulde svare til Mythen, dog vel maatte være Alle vitterlig?

Dertil har jeg det korte Svar, at hvordan det end ellers hænger sammen, kan jeg dog umuelig tvivle om Idunnes Hjemkomst, da jeg selv for et Øieblik siden saae hende paa det Kiærligste omfavne Brage. Damerne synes maaske nok, det skulde være Brage, som omfavnede hende, og Damerne har, som sædvanlig, poetisk Ret, men her er jeg Historiker, og maa da sige, hvad jeg saae, og ikke hvad jeg med Damerne ønskede at have seet, og Damerne veed nok, saavelsom Digterne, hvad det er at have Luner, saa det vil ikke undre Dem, at Brage har ogsaa sine Luner, saa, skiøndt jeg er vis paa, han blev sjæleglad over at see sin kiære Idunne igien, stod han dog halvfjær og betragtede hende fra Øverst til Nederst, og det kunde hun, som er lidt heftig af sig, ikke holde ud, men fløi hen og omfavnede ham for alle Folks Øine, hvad vel saae lidt løierligt ud, men hvad jeg dog, som Historiker, var glad ved, hun gjorde, for ellers havde jeg ikke havt den Fornøielse at være den Første, der bragde Damerne den store Nyhed.

Men tør jeg nu ogsaa med Navns Nævnelse sige reent ud, hvad jeg i 📌Nordens Billedsprog kalder ikke blot Idunnes Hjemkomst men ogsaa Brages Omfavnelse?

Knap nok, for saa fristende som det er at spænde Damernes Opmærksomhed, saa voveligt er det ogsaa, naar man ikke ved Opløsningen vil see et Smiil ved Munden, der i det mindste kunde slaae en gammelagtig Digter halv ihjel.

Imidlertid, saameget tør jeg godt sige, at uagtet man har paastaaet, at 📌Nordens Brage var død for mange Aarhundreder siden, saa gaaer der dog Syn for Sagn, at han lever endnu, og til Beviis tør jeg godt pege paa 👤Oehlenschläger; 108thi har Damerne Lyst til at høre Brage paa anden Omgang give det oldnordiske Kæmpeliv sit priselige Eftermæle, da kan De blot lade en af de unge Herrer, som læser smukt og med poetisk Sands, læse Vaulunders Saga og Hakon Jarl høit for Dem, som jeg gjorde for Damerne med største Fornøielse, da jeg var ung; saa lader de sikkert 👤Oehlenschläger gaae for Brage, indtil videre at sige, for de unge Herrer maatte skamme dem, om der ikke mellem dem Alle skulde findes Een til at fortsætte det Valhalliske Harpeslag, hvormed 📌Nordens Ære staaer og falder.

Nu at nævne en Skjald ved Siden, hos hvem jeg tør sige, Idunne kom tilbage i Svaleham og omfavnede Brage, det er jeg vel lidt betænkelig og halv undseelig ved; men har jeg sagt A, maa jeg ogsaa sige B; har jeg nævnet 👤Adam Oehlenschläger, som Brage-Skikkelsen for Øieblikket, da maa jeg ogsaa nævne 👤Bernhard Ingemann som den nærværende Idunne-Skikkelse i Mythe-Kredsen, og da jeg er vis paa, baade at Damerne veed, at Folket er forelsket i “Valdemar Seier” og at De er enige med Folket, saa skal jeg blot bede Dem, hvis De endnu savner lidt af Ligheden med Idunne, da at lade de unge Herrer læse høit for Dem i “Valdemar den Store”, fra Først til Sidst; saa bliver vi nok enige om, at, som Skjald, er 👤Ingemann virkelig en Muse, men en Dansk Muse, der godt kan gaae for To af de Græske, altsaa for Idunne med Guld-Æblerne, og at det har sin Rigtighed med “Omfavnelsen”, tør jeg, som Historiker forsvare mod hele 📌det hellige Romerske Riges Magt, som da, historisk talt, ikke heller har stort at sige.

Vil nu Damerne, som jo let kan falde Dem ind, drille mig ved at spørge: hvem der da, for at giøre Gruppen fuldstændig, skal poetisk gaae for Loke, da er jeg glad, det er 109ikke mig, men, seer jeg ret, bliver det rigtignok min Fætter, 👤Henrik Steffens, som i sin Ungdom her hjemme kaldtes “Holbergs Henrik”, og hedder nu, ogsaa pudsig nok, Geheime-Regjeringsraad i 📌Berlin. Damerne kan nok vide, jeg vil ikke give min Fætter Skyld for Idunnes Bortførelse; thi deri var han aabenbar endnu uskyldigere end Hermes i Vuggen, eftersom han ikke var født; men hverken kan jeg frikjende ham for at ligne Loke lidt i det skielmske Smil, hvormed han altid har haltet mellem 📌Norden og 📌Tydskland, ligesom Loke mellem As gaard og Jetteverden, ikke heller kan jeg nægte, han havde en Finger med i Idunnes Hjemførelse; thi naar jeg husker mig om, da saae jeg det selv i min Ungdom, hvordan han stod og vendte og dreiede paa Freyas Falkeham, som hun skulde hentes i. Det vil da sige paa anden Dansk, jeg hørde selv hans Foredrag om “Poesien”, som han vel synes at have glemt, siden han ikke nævner dem mellem hans “Oplevede”, men som jeg dog aldrig glemmer, da de brød Isen til alt det Poetiske, jeg har oplevet, og da 👤Oehlenschläger dog hørde endnu langt meer paa 👤Steffens end jeg, saa er det mig en afgiort Sag, at var han ikke et Aarstid i det ny Aarhundredes Gry kommet til at tale halvdansk og halvtydsk men heel poetisk herhjemme, da vilde Idunne sikkert endnu siddet i Fangehullet hos Jetten oppe paa 📌Rundetaarn, og var da hverken kommet hjem til Asgaard som en Svale eller blevet berømt som en Nattergal, eller blevet beluret i sine huslige Forhold og røbet af nogen Historiker, saa hvis jeg dermed har forseet mig, er det ogsaa min Fætters Skyld, ja, alle disse uordenlige Foredrag er igrunden hans Skyld; thi jeg kan ærlig forsikkre, at førend jeg fik ham at høre, havde jeg slet ingen Forestilling om, at man kunde tale fra et Catheder uden at kiede sine Tilhørere, 110men fik den, saasnart han lukkede Munden op, saa, kunde jeg paa en nogenlunde skikkelig Maade snappet ham Ordene af Munden, da havde jeg vist ligesaalidt sparet det, som Hermes i Vuggen sparede Apollos pieriske Kiør!

Men Dværgene, dem havde jeg nær glemt over Brage og Idunne og min Fætter og mig selv, og det Sidste var det værste, men jeg haaber, Damerne tilgiver det Sidste for det Førstes Skyld, og de unge Herrer kan blandt Andet deraf lære, hvordan det gaaer til i denne Verden, og hvor forunderlige Ting der kan skee for Ens Øine, uden at man mærker det, fordi man glemmer det Ene over det Andet, til man begynder at blive gammel og seer sig ordenlig tilbage, saa det kan aldrig feile, at naar man havde et Overblik af alt det Mærkværdige, der er skedt endogsaa blot i 📌Norden, siden Brage første Gang omfavnede Idunne, da kunde det ikke blot være morsomt at forslaae de lange Vinter-Aftener med, men vilde ogsaa være en stor Opmuntring til at giøre Noget de lange Sommer-Dage, der, som Grækerne sagde, kunde have en god Klang i Efterkommernes Øren, eller, som vore Fædre sagde: aabne Valhals Dør for den trætte Kæmpe! Og nu, da Brage aabenbar har sat nye Strænge paa sin gamle Harpe og favnes aabenlyst af den hjem komne Idunne, nu bredes der klarlig ogsaa nye Hynder paa Valhals Bænke, som det i Ungdommen nok er værdt at sværme lidt for, og i Alderdommen værdt at pege paa, som en jordisk Udødelighed, der kun foragtes af hvem der er født med sin Helsot og lærer derfor aldrig, hvad Forskiel der, menneskelig talt, er mellem Liv og Død!

At her nu ogsaa i 📌Norden er født eller dog undfanget en Daadstid paany, der, langt bedre end jeg kan, vil forklare Aserne og deres Ætmænds gamle Bedrifter, derfor er vist 111nok den gienfødte Skjaldetid det sikkreste, saavelsom det bedste Forvarsel, men det kan dog fornøie os at see det betegnet ved de fire Dværge, Øster og Vester, Sønder og Nør, som efter 📌Nordens Mythe bære Himlen; thi derved maae vi især tænke paa den Historiske Himmel, der hvælver sig over Aandens Verden hernede, omtrent mellem 📌Himmelbjergene i Østen, 📌Atlas i Syden, 📌Andes i Vesten og 📌Dovre i 📌Norden, og behøve da ikke megen historisk Kundskab, for at see, nu falder Himlen ned, hvis ikke Dværgene hos os staaer fast paa begge Been. Var nemlig Barndommens Dage gyldnest i 📌Østen ved Solens Opgang, og Ungdommen mest blomstrende i 📌Syden, hvor Olympierne legede under Platanen, og Midalderen mest glimrende i 📌Vesten, hvor Ridderne brød deres Glavind til Damernes Ære, saa maa vel Alderdommen enten blive mørk, eller maa blive lysest i 📌Nord, hvor Dagen er længst. Vore Frænder i Nord-Vest, Anglernes berømte Afkom, har da ogsaa alt i tre Aarhundreder beredt Menneske-Historien ikke blot en glimrende men ogsaa en lysende Overgang fra Vesten til 📌Norden, og de næste Aarhundreder vil sikkert vise, at Fædrene herhjemme har ikke Vantrivlinger til Børn, som nu, da Verdens-Historien kræver sin Skueplads hos os, skjælver for Kampen, som altid er Seirens Forløber, og ønske heller at see det store Levnets-Løb uforklaret tabe sig i den Nordostlige Folke-Ørk!


112

VIII.

Balder og Kronos.

Damerne veed nok, hvad Folk sige om os, baade om Damerne og om Digterne, at vi kunde være gode nok, for der er meget Godt ved os, naar vi bare ikke vare saa forfængelige, men De veed ogsaa, det er en kiedsommelig Snak, fordi den kommer altid igien, ligesom Fluerne, der spiller os paa Næsen, og er næsviis ligesom de er, fordi de veed, de er vanskelig at ramme. Vil imidlertid Damerne lyde mit Raad, da skal vi snart vænne de kloge og dydige Herrer af med den kiedsommelige Heglen paa vor Forfængelighed, baade tidlig og silde, til ingen Verdens Nytte, da det gaaer med Damer og Digtere, ligesom med Dværgene, de bliver ikke anderledes end de er, saa vil man ikke have dem, som de er, kan man lade dem være, og det er netop det Utaalelige hos Herrerne, at de vil ikke have os som vi er, og vil dog heller ikke lade os være, men vil med Vold og Magt forbedre os, som nu engang er uforbederlige, istedenfor at forbedre dem selv, ved at følge vore Formaninger, saa der ordenlig kunde blive Noget af dem, og vi kunde holde meget af dem og tilgive dem meget, for, som jeg sagde forleden, netop fordi Herrerne er saa gruelig foranderlige, derfor er de ogsaa forbederlige, og vi, Damerne og Digterne, har endnu ikke opgivet Haabet om dem, men det er soleklart, der bliver aldrig Noget af dem, saalænge de indbilder dem, det er os og ikke sig selv, de skal forbedre. 113Kunde vi derfor helbrede dem for den Indbildning, da slog vi to Fluer med eet Smæk og opnaaede, hvad vi ganske rigtig, som 👤Horats siger, immer har for Øie: at nytte og fornøie; thi det vilde jo være os en stor Fornøielse, naar Herrerne, istedenfor at ramse alle de Dyder op, vi, efter deres Mening, fattes, viste os, at de havde dem selv, og det vilde være deres eget Gavn, og hele Verdens, for, naar vi, som i det mindste har megen Sands og Takt for Alt, hvad der er stort og smukt og godt, saae hos Herrerne hvad vi savnede hos os selv, da vilde vi ikke blot elske og beundre og besynge dem for det, men vi vilde kappes med dem, ved at vise dem det meget Gode, Herrerne selv tilstaaer, trods alle vore Feil og Mangler, er ved os, og det vilde unægtelig blive en skiøn Tid, naar Verden saae alt det Gode, der er ved Damer og Digtere, og saae Herrerne daglig forbedre sig, det vilde være Gylden-Aaret, som forklarede Guld-Alderen, det store Gylden-Aar, som fra Hedenold var 📌Nordens stolte Haab, og som 📌Nordens Aand og Dannerkvindens yndige Smiil endnu hos mig har bestyrket saa godt, at, trods Herrernes Spot og slet ikke yndige Latter, er jeg blevet gammel med det, og tænker slet ikke paa at tage det med mig i Graven, da Haabet, det store Seiers-Haab, er fra Hedenold vant til, trods Vinter-Kulden, at blomstre i 📌Norden, blomstre paa Kæmpehøiene, blandt tætte Bautastene af Sønner over Fædre!

Dog, jeg burde forudseet det, da jeg kom til at nævne det Nordiske Haab, min tro Fostbroder giennem en heel Menneske-Alder, at Svagheden, som Digterne ogsaa har tilfælles med Damerne, vilde overraske mig, den Svaghed, at Øiet løber over hvor det ikke skulde, naar det pludselig staaer levende for os hvad vi inderlig elske og skulde hilse med Smil, og skiøndt det hos os hverken kvæler Ordet eller Munterheden, 114saa kyser det dog Dværgene bort, som altid, naar de seer Regnbuen, venter et Tordenslag, og af Dværgene var det dog, jeg skulde lært det gode Raad, jeg lovede Damerne, saa det faaer nu bie til en anden Gang, og jeg er vis paa, at Damerne ogsaa heller taaler Herrernes Korstog mod Forfængeligheden et Par Dage længer, end De vil vende Tankerne fra Guld-Alderen og Gylden-Aaret, naar de først er kommet paa Tale, og dem var det da ogsaa egenlig jeg vilde tale om iaften, for Damerne veed nok, saavelsom Digterne, at er der meget Godt ved os, da er det Levninger fra Guld-Alderen, Barndommens Guld-Alder, som Kvinden og Skjalden kiende bedst af Erfaring og komme kiærligst ihu, men det skulde ogsaa altid ret være kiendeligt i vort 📌Norden; thi skiøndt 📌Nordens Aand, som vi veed, var som Fyr og Flamme til Kamp og Storværk og som Klippen til Fostbroder, saa var det dog igrunden en meget barnlig Aand, lutter Fryd og Gammen i et godt Vennelag og grædenem i Hjertets Anliggender, myg i Kiærligheds Haand til at svøbe om en Finger!

Dette speiler sig især saa deilig og klart i Balders-Mythen, at jeg ret vil ønske, det maa lykkes mig at klare den for Dem i 📌Nordens Aand, som den svæver for mig og har tit vemodig, men baade dybt og sødt, bevæget mig!

Dermed begynder da Mythen om Balder, at han var en Søn af Odin og Frigge, eiegod og Alles Yndling, deilig af Aasyn og hvid i Huden, saa han skinnede igien, og derhos var han den vittigste, ordkrængeste og livsaligste af alle Aserne, hans Domme var afgiørende og paa hans Borg Breideblik eller Straaleglands kunde ingen Falskhed trives!

See, dette er Alt hvad vi hører om Balder, til han fik de urolige Drømme, som varslede om hans Død, og naar vi høre det daadfulde 📌Norden med sin Kæmpe-Aand løfte en 115mandlig Skikkelse uden Bedrift til Skyerne, som Perlen blandt Guderne, da burde det strax lære os, at Balder er den Førstefødte af de eiegode og tidlig kloge Engle-Børn, som, efter Ordsproget, blive aldrig gamle, altsaa, at han er Paradis-Barnet eller den mythiske Guld-Alder, som var kort under alle Himmelegne, men blev ingensteds blandt Hedninger saa almindelig begrædt og saa kiærlig ihukommet, som i det gamle 📌Norden.

Balders Død i 📌Norden svarer altsaa til Kronos-Afsættelsen i 📌Grækenland; thi vel betragtede Grækerne denne Afsættelse altfor letsindig, blot som Afkastelsen af et tyrannisk Aag, men de skildrede dog Kronos-Dagene som “Livets Guld-Alder, da Guder og Mennesker omgikkes som hinandens Jævnlige, og Menneskene levede som Guder, uden Arbeide, Sorg og Bekymring, da Marken bar Korn som Engene Blomster og Træerne Frugt af sig selv, og Menneskene vidste ikke, hvad Ulykke, hvad Sygdom og Alderdom var; naar de døde, da slumrede de sødelig ind og omsvæve endnu som Lys-Alfer de følgende Slægter!”

Saa deilig som 👤Hesiod, i disse faa men mesterlige Træk, kunde de gamle Kæmper ikke beskrive Guld-Alderen, men at de langt bedre end Grækerne vidste at skatte dens Herlighed og følde derfor Tabet uerstatteligt, med mindre den virkelig kom forklaret igien, det lære vi af Mythen om Balders Død, og af hele den fantastiske Verdens-Historie, som man vel maa kalde vort 📌Nordens i den Henseende aldeles mageløse Mythologi!

Mythen om Balders Død er nu vel i 👤Oehlenschlägers og det ny Asamaals Dage blevet saa godt opfrisket, at jeg burde forudsætte den som Alle vitterlig, men efter min Erfaring tør jeg dog ikke vove det, og den er desuden saa dei116lig, at netop hvem der husker den, hører den ogsaa gierne igien.

Det var da Balders urolige Drømme, der først forstyrrede Glæden i Asgaard, men da hans Moder Frigge havde taget Alt hvad hun tænkde kunde skade ham, i Eed, baade Dyr og Træer, Levende og Dødt, Ild og Vand, Staal og Steen, Edder og Forgift, da slog man i Asgaard ikke blot Sagen hen, men blev saa sikker og tryg, at man legede med Faren, og for ret at trodse den, stillede Aserne Balder op paa Thinge som en Skive, Alle havde Lov at skyde efter. Det gik an til en Tid, men da Loke havde udfrittet, at østenfor Valhall groede en Vaand, som hedd Mistelteen, og som Frigge ikke havde værdiget at tage i Eed, saa dybt foragtede hun den tynde usle Snyltevæxt, da gik han hen i Hemmelighed og rykde den op, og stak den siden i Haanden paa den blinde Høder, for at han ogsaa skulde ære den skudfri Balder ved at stikke til ham med den. Det gjorde han, og see, da styrtede Balder steendød omkuld, og med alle deres Taarer kunde Aserne ei kalde ham tilbage, skiøndt de var Alle dybt bedrøvede og Odin især, fordi han vidste bedst hvad Aserne tabde ved Balders Død; de kunde ikke engang hevne den paa Ophavsmanden, for ei at vanhellige Thingets Fristed.

Henfører vi nu denne Historie til det Asgaard og den Guld-Alder vi kiende, enten i hele Menneske-Slægtens, i et enkelt Folks, eller i vort eget Levnetsløb, da maae vi finde, den passer vidunderlig, medens det paa den anden Side slet ikke maa forundre os, at vor Forklaring er for Mange ligesaa mørk en Tale som Mythen selv; thi her giælder ret egentlig Ordsproget: Den græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede, saa det Hele tykkes Tant for Andre end dem, der i deres egen Barndom havde en mythisk Guld-Alder, da ogsaa de paa en 117Maade levede som Guder, uden Arbeide, Sorg og Bekymring, mens Marken for dem bar Korn, som Engene Blomster og Træerne Frugt af sig selv, saa for dem sang alle Smaafugle i Skoven, med dem legede Soel og Maane og alle Stjerner Tit giennem Skyerne, dem var Sygdom og Alderdom aldeles ubegribelige, dem var Søvnen og Døden Eet og det Samme, saa de tvivlede ligesaalidt om de Dødes Opstandelse, som de nogen Aften tvivlede om, at de jo selv næste Morgen skulde vaagne og staae op, naar Solen skinnede og Moder kaldte.

Saaledes er vi nemlig Alle skabt, at hvad vi hverken i vor egen Natur eller vort eget Levnetsløb spore noget Lignende af, det kan vi aldrig forstaae eller finde os i, og det troe vi igrunden aldrig, om end Beviserne derfor er saa soleklare, at vi nødes til at indrømme det, saa det er intet Under, at vi uden videre forkaste hvad der kun har dunkel, poetisk Hjemmel, naar vi finde det saa urimeligt, som Mythen om Balder og Guld-Alderen i Livets Morgenrøde maa synes alle dem, der betragte deres egen Barndom som en trælbunden, dyrisk og høist ulykkelig Tilstand, som det var godt saa snart fik Ende, og som de neppe for al Verdens Skatte vilde lade sig kiøbe til at taale paany. Al vor Harme er derfor spildt paa saadanne Folk og i det Hele ubillig, men de Andre skulde vist nok ogsaa være billige nok til at indrømme, at det maa være ganske anderledes med os, naar vi virkelig med vemodig Længsel see tilbage paa vor Barndom som en Guldalder, der vel ikke kan kaldes tilbage, men har dog i sit uudslettelige Minde efterladt os et Billede af Glæde og en Maale-Stok for Lykke, som vidt overtræffer hvad vi siden mødte under disse Navne, og som dog maatte fyldestgiøres, hvis vi igien skulde blive rigtig glade og lykkelige.

Dette er nu især ret kiendelig Tilfældet med Kvinden 118og Skjalden, og det er den dybe Grund, hvorfor de til alle Tider føle sig underlig tiltrukne af hinanden, og af Alt hvad der ligner Balders-Mythen, saa man kunde væddet ubeseet al Verdens Guld derpaa, at fik 📌Norden virkelige Skjalde i Oplysnings-Tiden, da vilde Balders-Mythen være en af de Første, de slog Harpen for, og Strængelegen aldrig saasnart række Kvindens Øre, før den fandt Gienlyd i hendes Hjerte, enten hun saa vidste hvorfor, eller ikke, ja, des mere og des dybere, jo mindre hun enten vidste eller spurgde hvorfor.

Lægge vi saaledes Mærke til Børnene, og det burde vi virkelig, baade for at opfriske vore egne Barndoms-Minder, og for at komme til sund Forstand paa Menneske-Livet, der umuelig kan udspringe enten af Bøger eller af noget Andet end Livet selv, da lære vi snart, om vi ikke før vidste det, at naar Børnene for Alvor begynde at spørge hvorfor? da er de stærkt paa Vei ud af Barndommens Paradis, hvad vi vel umulig kan forhindre, men skulde vogte os vel for, som længe er skeet, med Flid at fremskynde.

Selv naar man skatter Barnligheden, bærer man sig dog sædvanlig ad med den, som Aserne med Balder, skyder til den med alle Vaaben og morer sig ved, at den trodser dem, indtil da Mistelteen pludselig kommer flyvende og fælder vor Yndling! Denne Snyltevext, ubetydelig at see til, men udskudt af den blinde Høder altid dødelig for Barne-Troen og dermed for Guld-Alderen, er nemlig Spotten af en troskyldig Mund, listig lagt deri af hjerteløs Klogskab, og vil vi see den Mistelteen, hvormed Høder skiød Balder, da behøve vi blot at læse den Nidvise over Aserne, som under Navn af Loke-Gluffen staaer midt imellem de Eddiske Sange og er ganske troskyldig brugt som reen mythisk Kilde.

119Ja, har vi selv havt en mythisk Guld-Alder i Barndommen, som vi tit vemodig seer tilbage paa, da føler vi os ikke blot tiltalte af Asers Graad paa Balders Bane-Tue, men finder det meget passende at anvende Mythen baade paa 📌Nordens og 📌Grækenlands Guder og Myther i det Hele, paa det gamle dunkle Billed-Sprog, hvori alt det Døde ogsaa var levende, og hvori Guder og Mennesker sammensvævede, Himmel og Jord sammensmeltede, ligesom endnu for Barne-Øiet; thi Menneske-Naturen og Menneske-Livet ligner nødvendig sig selv i det Store som i det Smaa, saa naar Folkenes Barndom ophørde, da gjorde deres Myther ikke længere levende Indtryk paa dem, da døde alle deres Guder, og da de dog havde en gammel Kiærlighed til dem, saa drev de Afguderi med dem, ligesom de halvvoxne Piger endnu tit med en vis Alvor kan vugge og kysse deres Dukker, skiøndt de paa ingen Maade som i gamle Dage anseer dem for deres smaa Børn eller Brødre og Systre. Ligesom dette imidlertid pludselig holder op, naar der kommer en bidende Spotte-Glose giennem den gamle Barnepiges eller en anden troskyldig Mund, saaledes gik det netop med de gamle Hedninger, da Aanden var borte og Mytherne derfor kun urimelige Historier, der faldt for den første Latter!

Har vi nu seet Barndommens Guld-Alder speile sig i Balder og hans Nanne, der kiærlig følger ham til de Dødes Rige, som Barne-Hjertet altid følger den barnlige Aand, da føler vi, det har noget at betyde med Kæmpe-Gudernes Graad ved hans Baare, den store Lig-Begængelse, de give ham, og Bestræbelsen for at løskiøbe ham fra Hel, som afrunder Balders-Mythen til et dramatisk Heelt, der spørger om sin Mage.

Balder blev nemlig brændt paa sit Skib Ringhorn 120tilligemed Nanne, som tog sin Død af Sorg, og selv Rimthurser fældte Taarer, men Skibet var Aserne ikke istand til at skyde fra Land, saa dertil maatte hentes en Hex, Hyrrokin fra Jetteverden, som kom ridende paa en Ulv med en Hugorm til Bidsel, og da foer Skibet ud ved det første Stød, men der sprang Ild af Bedingen og Jorden skjalv, hvorover Thor blev saa bister, at han nær havde givet Hexen Hammerslag i Hyre.

Frigge gjorde imidlertid vitterligt, at turde Nogen ride til Helhjem og byde Dronningen der Løsepenge for Balder, da skulde han være hendes Naade vis alle Dage, og Odin havde en Tjener, ved Navn Hermod, som tog sig det Vove-Stykke paa, fik Sleipner til Laans og slap lykkelig og vel baade frem og tilbage. Til Vidnesbyrd bragde han Odin Guldringen Drypner, som var brændt med Balder og fik derved den Egenskab at føde otte nye Ringe hver niende Nat, og fra Nanne bragde han Frigge et Slør, men fra Hel bragde han den Besked, at naar Alting i Verden, baade Levende og Dødt, vilde græde for Balder, da, men ogsaa kun da, skulde han komme tilbage. Aserne sendte nu ogsaa virkelig Bud til al Verden om at græde for Balder, og der blev hvad man kalder en almindelig Graad, men der sad dog en Hex i sin Hule, som sagde fræk til Asernes Sendebud:

Med Øinene tørre
Kun Tykke vil græde,
Mig baader ei Balder,
Bleg eller rød;
Hel, som nu har ham,
Beholde ham kun!

Dette Malerie, kan vi frit sige, er ikke blot skiønt i Nordiske men i alle menneskelige Øine, ja, jeg er vis paa, at selv 121Grækerne, naar de var i Aande, vilde beundre og tilegne sig det; thi det fremstiller et Træk af Menneske-Hjertets Historie, som er rørende under alle Himmelegne. Denne Hovedets poetiske Afsked med Barndommens Billede, som Hjertet dog ikke vil slippe, saa det maa rives bort med Vold og Magt, og slipper dog ikke uden et Glimt af Haab om en mulig Gientagelse af det Forlorne, denne Afsked har vel hos 📌Nordens Kæmpe-Skjalde et ganske eiendommeligt Præg, men er dog alle poetiske Naturer igrunden velbekiendt, og selv Løftet af Lokes spodske Datter, og Hexens Graad for Balder med tørre Øine, forklarer sig selv, da vi Alle føler, at Guld-Alderen forsvinder dog kun, fordi den ikke fuldelig tilfredsstiller vort Hjerte, og Hexen, der ikke vil græde for Guldet, hvori hun aldrig havde Deel, kiende vi ogsaa nok, om vi end ikke saa lige veed om vi skal kalde hende Selvklogskab, Selvraadighed eller Misundelse.

Slaaer nu Balders-Mythen selv naturhistorisk saaledes igiennem hos os, da kan vi forud vide, den gaaer giennem hele Verdens-Historien, og jo mere vi kiende til den, desmeer vil vi ogsaa beundre vore gamle Skjaldes historiske Blik; men vi vil her af flere Grunde indskrænke os til, hvad der ligger os nærmest i vor nyeste Historie.

Gaaer vi saaledes blot tre Aarhundreder tilbage, da finde vi, forholdsviis, en Barndommens Guld-Alder i 📌Norden, da Balder og Nanne syndes gienfødte med “Barnet i Bethlehem”, og Kirke-Sangen paa Modersmaalet, og de gamle Kæmpers Ihukommelse lyslevende i Kæmpeviserne, og i det Attende Aarhundrede har vi et Billede af Balders Død og Lig-Begængelse, der kun er alt for træffende; thi den Franske Spottefugl støber da for vore Øine Kuglerne, som den Tydske Troskyldighed skyder ud, og 📌Nordens Barne-Tro synker livløs paa Bane-Tuen, ja, Jorden holder virkelig paa Liget, til Bespottelsen kommer 122som en Hex fra Jetteverden og støder Dødning-Skibet fra Land, saa Bedingen gnistrer og Jorden bæver.

Med det ny Aarhundrede dukker imidlertid baade Frigge og Hermod op, saa Sleipner sadles for vore Øine til Helrid, og vi see Hermod komme glimrende tilbage baade med Ringen til Odin og Sløret til Frigge; thi den Dramatiske Poesi har altid nogen Lighed med en Reise til de Dødes Rige, og i vort 📌Norden var den saa kiendelig stilet paa at tilbagekalde Guld-Alderen i hele sin Glands, at man kunde fristes til at tænke, En af os havde selv gjort Mythen om Hermods Helrid paa Sleipner for at løskiøbe Balder, til at betegne det. Ja, allerede Samtiden mærkede det, og Efterslægten vil ikke glemme det, at hvad der udmærkede 📌Nordens Skjalde i det Nittende Aarhundrede fra deres store Medbeilere i andre Lande, var det Samme, som strax ved første Øiekast skiller Hermod fra Hermes, Asernes fra Olympiernes Herold og Sendebud til de Dødes Rige; thi det er den dybe Hjertelighed og det sværmende Haab, saa langt fra at lege med Livet i Aandens Verden, at selv den muntreste Skiemt har en alvorlig Baggrund, hvor Frigge svæver, som en majestætisk bedrøvet Balders-Moder, hvis Taare-Blik mildt bevæger Skjalden, saa for at trøste hende prøver han, som Hermod, selv paa Umuligheder. Dog, det Allermærkeligste, saavelsom det Glædeligste er endnu tilbage; thi vel skedte det Umulige heller ikke i det Nittende Aarhundrede, men der skedte og skeer dog hvad andre Folk vil finde ligesaa umuligt og kalde ligesaa utroligt, som Hermods Hjemkomst fra Hel med Ringen og Sløret, saa det er klart, at Vind var det hverken med 📌Nordens Aand over os, eller med Sleipner under os, eller hvem kan nægte, at den historiske Kiæde, vi nu kan opvise ikke blot mellem 📌Nordens men mellem 123al Verdens Storværk, er en Drypner fra Balders-Baalet, som ikke mange Guld-Kiæder kan maale sig med, og hvem har Øie for Menneske-Naturen under det ægte mythiske Hjerne-Spind, uden at see Rosen-Sløret med Guld-Blomsterne, der vel ei kan slukke men formilder dog Frigges dybe Hjerte-Sorg, saa den møder os kun, som Dannekvinden tit, med et vemodigt men livsaligt Smil.

Dog, hvad jeg især maa henlede de unge Herrers Opmærksomhed paa, det er den Mandighed, hvormed Aserne bar deres Sorg, selv da de maatte opgive det sværmende Haab, at Balder enten kunde kiøbes eller grædes tilbage fra Hel, saa de hverken fortvivlede eller lagde Hænderne i Skjødet, men skabde, da Guld-Alderen var forsvundet, med Daad en Sølv-Alder, som Edda siger: at paa det sølvtakte Glitner, som Breidebliks Efterskin, boede Balders og Nannas Søn, og opgav ingenlunde Haabet om, paa hin Side Valhall, at samles med Balder paany i det guldtakte Gimle.

Ja, efter Balders Død er det først baade Tyr og Thor træde ud af Dunkelheden, og Kæmpe-Livet udfolder sig i det mangfoldige Storværk, der, efter Dommedags-Slaget paa Midgards-Ormen, skal krones med alle Asers Opstandelse paa den gienfødte Jord, der, som Vola synger, i Takt med 👤Hesiodos, bærer atter Korn af sig selv, men, som hun synger i 📌Nordens egen Tone, straaler forklaret med den hjemkomne Balder.

Aser da mødes
Paa Ida-Sletten,
Sammen de tale
Om Sager gamle,
Om Torne-Banen,
Om Fortids Runer
Og Fimbul-Tyr!

124Atter da findes
I Efter-Tiden,
Paa Grønsvær-Gulvet,
De gyldne Tavl
Fra Asa-Legen
I Arildstid!

Forgæves havde ikke blot vi redet Sleipner, forgæves bragt Syn for Sagn fra de Dødes Rige, men forgæves omtonedes vi af Fugle-Sangen baade fra 📌Syden og 📌Norden, forgæves omsvævedes vi af Olympens og Asgaards Aander og Diser, med alle Helte-Slægterne, som Guld-Kiæden omslynger, hvis ikke den næste Slægt i 📌Norden reiste sig i Kæmpernes Aand og fortsatte det store Levnets-Løb, hvis Kiendemærke er Kæmpeskridt, med Guld-Alderen bag sig og Gylden-Aaret for sig. Kun dette Nordiske Kæmpeliv med det deiligste Maal, en Dødeligs Øie kan skimte: Guld-Alderens Gienfødelse i Klarhedens Glands, kun dette ægte menneskelige Kæmpeliv, og ingen vild Bærsærke-Gang giennem Blodbad til det store Beenhuus, var det, jeg sværmede for i Ungdoms-Aarene, stræbde i Manddoms-Tiden, saavidt Kræfterne rakte og Øieblikket taalde, at udtrykke, og vil i Alderdommen ikke blot rose og oplyse, men, om jeg kan, ogsaa hos en haabefuld Ungdom fremkalde, vis paa, at et saadant Kæmpe-Liv er ikke blot det bedste Herre-Liv paa Jorden, men ogsaa det Eneste, der kan trives og blomstre hos os, fordi den Nordiske Natur er i Folket ei mindre uforanderlig end i Fjeldet og i Havet!

Saaledes vilde jeg tænke og tale, om saa Edda kun var et Kul i 📌Heklas Kiedel, eller om saa Ingen kunde see Andet i Balders-Mythen end Sommer-Solhverv, men saaledes kunde jeg vist nok hverken tænkt eller talt, hvis ikke 📌Nordens Aand i sin Apollo-Tid havde udtrykt det Samme i 125dunkle men dybe Orakel-Svar, i sit naturlige Billed-Sprog, altsaa i 📌Nordens Myther; thi da havde der jo ingen 📌Nordens Aand været til, og tænker Nogen endnu, at Skjaldene paa anden Omgang selv skabde Aanden, som drev og opflammede dem, Aanden, som ogsaa i dette Øieblik er over mig, da beviser det dog vel ikke, at vi er Guder, som har gjort Umuligheder, men beviser dog vel kun, at Aandløshed er blevet rædsom stor, himmelhøi af Vext og verdensbred over Skuldrene, saa det er paa Tiden, at Aserne igien knuse Ymer Jette og bygge en ny historisk-poetisk Verden af hans uhyre Krop!

Saavist da, som der har svævet en Aand over 📌Norden, en Aand over Kæmperne, der opoffrede sig for Udødelighed, en Aand over Skjaldene, hvis Asa-Maal og Kæmpe-Viser gik fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt i Aarhundreder, en Aand over Kvinderne, som ikke blot laande Skjaldene Øre, men laande Kæmperne deres deilige Stemme til Skib, som har altid Bør over Bølgen blaa, og endelig Aand over de gamle Sagamænd, hvis Ord-Strøm paa 📌Island frøs fast til Pergamentet, saa vi kan see det for vore Øine, ja, ligesom tage og føle derpaa, at det var en mageløs levende Anskuelse af Tidens Løb og Menneskets Idrætter, hvoraf den Strøm udsprang; saa vist, som alt Dette, er det jo dog ogsaa, at det førstefødte Ord af denne Kæmpe-Aand, altsaa 📌Nordens Myther, maae være Æbler, der faldt ikke langt fra Stammen, ikke længere fra Ygdrasil end Idunne, der trolig har giemt dem i Barmen, for, efter sin Hjemkomst, dermed at vederkvæge og oplive 👤Brage og alle Aserne, for tidlig gamle og graa, da de end har Kæmpeskridt at giøre, Storværk at øve, Valhall at værge, Gimle at vinde! Ligesom vi da i Ygdrasils-Mythen 126lettelig finde det hemmelige Baand, der sammenknytter Forældre og Børn i tusinde Led, og ligesom vi i Mimers-Mythen umulig kan miskiende den Islandske Sagamand, der sidder paa Grændserne af Jette-Verden, klog af Erfaring, og blander den klare Miød, af Honning-Duggen fra Ygdrasil, til det sidste, store Brage-Bæger for Kæmpeskridtet i levende Oplysning; saaledes maa nødvendig ogsaa Guld-Alderen og Gylden-Aaret straale os imøde fra Breidablik og Balders-Baalet, ja, fra Balders-Mythen, der aabenbar er Guld-Nøglen til alle Valhals Dørre, selv til den Gamle, hvorom Odin synger i Grimners-Maal, at “Faa ikkun lære med Laasen Besked!”


127

IX.

Tyr og Zeus.

Allerede tit og maaskee for tit har jeg anmærket, at den Nordiske Mythologi forholder sig til den Græske, som Verdens-Historien til Menneske-Naturen, men hvad enten dette Forhold har været mig selv saa soleklart, at jeg fandt al nærmere Oplysning overflødig, eller saa dunkelt, at jeg ikke turde prøve paa at klare det, saa har jeg hidtil ganske ladt det være Deres egen Sag; men iaften slaaer det mig dog, at i alt Fald er det morsomt nok, at dette Forhold allerede speiler sig i Gudernes Bopæl, da Bjerget Olymp er et saa naturligt Opholdssted som nogen Ørn eller Ugle kan forlange, og Staden Asgaard derimod Noget, der selv har en Historie, og sætter os midt ind i en folkelig Udvikling. Hvad der imidlertid slaaer bedre igiennem, er Sammenligningen af de to Gamle: Kronos og Odin, med samt deres tre Sønner, thi hos Grækerne bliver den Gamle afsat og Riget deelt som et Rov mellem Sønnerne, men i 📌Norden beholder den Gamle Spiret, og En af hans Sønner, nemlig Balder, bliver Offeret, ligesom vi veed, Natur-Livet begynder med en Barndom, men det historiske Folkeliv med en Stamfader, Høvding og Stad-Bygger. Betragte vi nu Odins-Sønnerne: Balder, Tyr og Thor ved Siden ad Kroniderne: Zeus, Poseidon og Pluto, da ligne de vist nok paa Rad slet ikke hinanden, men fordi Menneske-Livet, fra hvilken Side det end sees, dog 128er eensartet, saa opdager vi let, at Balder svarer til Kronos, Tyr til Zeus, Thor til Poseidon og Odin til Pluto, som de samme menneskelige Grundtræk i forskiellig Stilling. Uagtet derfor Balder egenlig udtrykker Folke-Livet i hele dets oprindelige Friskhed, Glands og Enighed, saa er dette dog ogsaa en historisk Barndom, der har Grundtræk tilfælles med den Naturlige, og derfor lade, som vi hørde, Mytherne om Kronos og Balder sig godt sammenligne. Ligeledes udtrykker Tyr Folke-Livet i sin dristige Ungdom, da Æren gaaer over Alt, men Ungdommeligheden er dog den Samme, som Grækerne satte paa Thronen med Zeus, saa en Græsk Ungersvend med Nordisk Anskuelse vilde efterligne Tyr og en Nordisk med Græsk Anskuelse efterligne Zeus.

Det Sidste kan nu vel synes talt i Taaget, da hvert Folk naturligviis følger sin Anskuelse, men vi veed dog nok, at den konstige Dannelse, vi i flere Aarhundreder har arbeidet paa, førde meget Unaturligt med sig, og dertil hørde en gruelig Romersk eller i bedste Fald en maadelig Græsk Anskuelse af Livet, som ret med Flid anpristes Ungdommen, og udbredte sig saameget des lettere, som den smigrer en Tilbøielighed, der under alle Himmelegne falder Ungdommen naturlig nok. Selv i 📌Norden blev det derfor den sædvanlige Tankegang hos de “unge Herrer”, baade at Forgudelsen af Barndommen og Sorgen over dens Korthed var et Sværmeri, man kun til Nød maatte taale hos Damer og Digtere, og at Kroniderne var nødt til at afsætte deres gamle Fader, da han gik i Barndom. Hvor unordisk en saadan Tankegang er, har vi alt seet paa Balders-Mythen, og hvor uhistorisk den er, lærer hele Verdens-Historien, da Folke-Livet allevegne blev forvirret, ulykkeligt og tidlig gammelt, 129hvor Barndommen glemdes og Alderdommen foragtedes, men at Tankegangen ogsaa kun er maadelig Græsk, det seer man ikke blot af den Omhu, hvormed alle 📌Grækenlands berømte Lovgivere stræbde at hindre Ungdommen fra i det Borgerlige Selskab at efterligne Zeus, men allertydeligst af Kronos-Mythen i sin Heelhed; thi den melder, at Zeus kun besteg Thronen efter en frygtelig Tiaars-Krig, og det endda kun ved Hjelp af de hundredarmede Jetter og de eenøiede Cycloper, som han løste af deres Lænker og opkaldte fra Tartaros. Uagtet altsaa Græker-Aanden betragtede Barndommens Fordrivelse og Ungdommens Overmagt som en Natur-Nødvendighed, var den dog ingenlunde blind for det Sørgelige deri, og deelde derfor sine Kræfter lige mellem de Stridende, saa det kun var de vilde Lidenskaber paa Kronidernes Side, der gjorde Udslaget. Ære havde Zeus da, selv efter Grækernes Tankegang, ingenlunde af sin Seier, men maatte, som andre Tyranner, trøste sig med Magten og de mange Nydelser, den gav, og hvor tidlig den Græske Ungdom, trods alle optaarnede Hindringer, efter lignede ham, see vi klarest i 👤Alcibiades og 👤Alexander den Store, saa her vilde 📌Norden ret have havt Grund til at triumphere, hvis vor historisk-poetiske Anskuelse endnu var ligesaa levende, som da Tyrs-Mythen udsprang og gjorde sin Virkning.

Gridskheden paa Alt, forbundet med en mageløs Styrke, deelde Grækerne meget naturlig mellem tre hundredarmede Jetter, ligesom den deler sig selv i grændseløs Herskesyge, Egennytte og Glubskhed; men 📌Nordens Aand samlede den ogsaa meget historisk i Fenris-Ulven, som et Uhyre, man vel i Begyndelsen kunde lege med, men hvis Gab, naar den blev fuldvoxen, vilde naae fra Jorden til Himlen og være et bundløst Svælg, saa det gjaldt om at faae den for130svarlig bundet alt i sin Opvext; thi vel voxde den ligefuldt og gjorde tilsidst en stor Ulykke, men man vandt dog Frist til Ragnaroke. Et saadant Uhyre, lærer nemlig Historien, der opvoxer i alle Hovedstæder og Borgerlige Selskaber, af forvovne Kroppe, altid umættelige, tilsidst utallige, snu og Alt overlegne, og dette Pøbel-Uhyre vil altid staae til den dristige Ungdoms Tjeneste, naar den vil efterligne Zeus, men aldrig bindes forsvarlig uden ved en dristig Ungdoms Hjelp, som efterligner Tyr!

Her staaer vi da ved Tyrs-Mythen, der ganske dreier sig om Fenris-Ulven, Broder til Midgaards-Ormen, der voxde i Verdens-Havet til Thors Banemand, og Broder til Hel, som i Niffelheim eller Taagehjemmet, med alle Dødens Kræfter, rugede over deres Rov og fremfor Alt over Balder, og alle disse tre Uhyrer var Børn af Loke med Hexen Angerbode eller Ulykkes-Fuglen.

Fenris-Ulven maatte Aserne, efter Nornernes dunkle Villie, opføde i deres egen Gaard, hvis Fristed de ingenlunde turde besmitte med hans Blod, skiøndt de vidste, han i Ragnaroke skulde blive Odins Banemand, og da han dog snart blev saa balstyrig, at næsten Ingen kunde nære sig for ham, var det aabenbar Knuden at faae ham forsvarlig bundet, og dog maatte ikke heller det skee uden med hans Villie, saa Sagen syndes reent fortvivlet. To stærke Baand havde Aserne vel faaet gjort og overtalt Ulven til at prøve, men de var brustet som Sytraade, saasnart han rørde sig, og vel havde de omsider faaet en Lænke af Dværgene, som var ægte, men den var Ulven for gammel til at prøve, for netop, at den saae ud som en tynd Silke-Snor, det gjorde ham mistænkelig, og Alt hvad Aserne baade med det Onde og med det Gode kunde bevæge ham til, var, at han vilde 131 vove paa det, naar En af dem vilde stikke sin Haand i hans Gab, til Pant paa, at naar han ikke kunde sprænge Baandet, de da vilde løse ham. Det var haarde Vilkaar, syndes Aserne, som paa en Maade havde en ond Samvittighed, men dog besluttede den djærve Tyr at giøre et stort Offer for det almindelige Bedste, og stak virkelig sin høire Haand i Ulvens Gab, mens de Andre bandt ham, men fik den da ogsaa bidt af i Albu-Leddet, saasnart Ulven hørde, hvad Meningen var, at Aserne vilde ikke løse ham, førend det med Tiden blev soleklart, at han slet ikke kunde sprænge Baandet. Den Dag, vidste nemlig Ulven nok, kom aldrig, da Aserne naturligviis vilde blive ved at sige, at hvad der ikke var skedt idag, kunde maaskee hændes imorgen, og vilde, efter Spaadommen, i alt Fald times engang før Ragnaroke, og det var kun en daarlig Trøst, saa man kan ikke fortænke Ulven i, at han tog paa at tude ganske frygtelig, men man kan heller ikke fortænke Aserne i, at de, for at faae Ørenlyd, stak ham et Sværd i Gabet, med Odden i Over-Læben, og saaledes ligger han kneblet til Ragnaroke og fraadende fælt paa Lyngholm i Sorte-Søen. Lænken Gleipner, som holder ham, er for Resten gjort

Af Kattefods Døn
Og Kvinde-Skiæg,
Af Bjerge-Rødder
Og Bjørne-Græs,
Af Fiske-Aande
Og Fugle-Mælk;

saa den har aabenbar været ligesaa vanskelig at smede, som den kan være at sprænge.

Saaledes blev da Tyr en Krøbling, hvad Loke naturligviis lader ham høre i Nidvisen, men faaer det bidende Svar:

132Tungt er at bære
Hvad Begge vi leed,
Du paa din Ære
Og jeg paa min Haand!

og hermed er Tyrs-Mythen endt, uden forsaavidt, at den Eenarmede endnu i Ragnaroke drages med Helved-Hunden Garm og falder seirende.

Alt dette var nu vel længe glemt, undtagen paa 📌Island, men saalænge vi har en Tirs-Dag i hver Uge, tænker jeg nok, man herefter vil huske det; thi dels klinger det morsomt nok, og dels behøver man blot, med lidt historisk Kundskab og poetisk Overblik, at anvende Mythen paa 📌Nordens Ungdom i det Hele, for at finde en ordenlig forbausende Lighed, saa jeg har selv ondt nok ved at troe mine egne Øine. Det er nemlig ikke Nok med, hvad man strax seer, at 📌Nordens Ungdom har sværmet og raset langt meer for Æren end for Herredømmet, altsaa efterlignet Tyr, hvis Navn betyder Ære og hvis Opoffrelse vandt den, og dog er dette allerede store Ting; thi det er Grunden til, at 📌Norden giennem alle Tidsrum har beholdt sin Frihed og Selvstændighed, medens Grækerne tidlig tabde, og seent eller aldrig tilbagevinde deres. De Hundredarmede er nemlig ikke Stalbrødre, man kan løse idag og binde ligegodt imorgen, og i Folke-Historien, hvor den glubende Ulv er det mest træffende Billede paa det frygtelige Uhyre, hvis Frihed er Tøileløshed, følger Samfundets Opløsning, som et Ragnaroke, nødvendig paa Uhyrets Stalbroderskab med den dristige Ungdom. Nei, hvad der ordenlig forbausede mig, var et verdenshistorisk Lyn, hvorved jeg saae, at 📌Romer-Riget, der opslugde baade 📌Grækenland og hele den gamle Verden, var aabenbar den verdenshistoriske Fenris-Ulv, saa det var af en meget naturlig, moderlig 133Drift, at Ulvinden opammede Romulus. Seer man nemlig først det, da gaaer der et historisk Lys op over hele Tyrs-Mythen, saa man seer livagtig, hvordan den springer ud af Skjalde-Munden og sætter hele 📌Norden i Bevægelse; thi vi behøver blot at tænke paa, hvad Indtryk Rygtet om 📌Romer-Riget, i 📌Pompeis og 👤Julius Cæsars Dage, maatte giøre paa 📌Nordens Kæmpe-Aand, for i Tyrs-Mythen at see et levende Udtryk deraf, og den “Gothiske Udvandring” er os da en verdenshistorisk Indvandring af Tyrs-Haanden i Ulvs-Munden, hvor den ogsaa ganske rigtig forsvinder! Ja, jeg kan jo nok vide, at Dette er hverken saa slaaende eller saa fornøieligt for Alle, som for en gammel Historiker og Romer-Fiende, og da jeg aldrig før har seet de Nordiske Udvandringer speile sig i Tyrs-Mythen, svæver det Hele naturligviis endnu saa dunkelt for mig, at jeg nok lader være at klare det for Andre, men da jeg af Erfaring veed, at det første Glimt af et stort Syn er det Fornøieligste, maa jeg dog prøve paa at dele det med Dem, mens det er varmt, for jeg er aldeles vis paa, at jo meer det dages i Verdens-Historien, og jo nøiere man seer til, des klarere vil det sees, baade at de tre store Udvandringer: den Gothiske, Angelske og Normanniske var til det “almindelige Bedste”, og at de, som et Værk af 📌Nor dens Aand, ogsaa ganske rigtig speile sig i 📌Nordens Myther. Uden derfor at ville give Dem et klarere Overblik end jeg selv har, maa jeg dog pege paa Frankerne, der ved 📌Rhinen satte 📌Romer-Riget Grændser, og blev et historisk Baand, der ligesom Gleipner, godt kan siges gjort af “Kattefods Døn og Kvinde-Skiæg”, og Alt hvad meer der findes i den lette og luftige Lænke til Fenris-Ulven, og skiøndt intet Andet er saa umiskiendeligt som Tyrs-Haanden i Gotherne, der bogstavelig opslugtes af Ulven i 📌Spanien og 134📌Italien, saa skimter jeg dog ogsaa Sværdet i Normannerne, der virkelig kneblede den Romerske Ulv, saa den Latinske Tuden over Barbariet saagodtsom holdt op; thi hans følgende Udbrud ligner aabenbar mest “Fraaden” i Sorte-Søen, som man kan oversætte Stile-Mageriet!

Det er Fantasteri, lutter Fantasteri, siger Latin-Skolen, eller da den, ligesom Fenris, har besværligt ved at bruge Munden, tænker Latin-Skolen, og jeg svarer: ja, naturligviis, hvad skulde det Andet være! jeg har jo selv sagt, at 📌Nordens Mythologi er en fantastisk Verdens-Historie, og 📌Nordens Aand ligner altid sig selv, ligesaavel naar han forklarer sine Myther, som da han gjorde dem, og det lønner sig her saameget mindre at trættes med Latin-Skolen, som vi jo veed, den kalder selv “Æren” fantastisk, naar den bestaaer i Andet end en Romersk Tr