↩ Vi har her nemlig paa den ene Side en Græsk Mythe for os, der synes, vel ikke, som Latin-Skolen med sit Kul, at sværte alle Damer, men dog at sætte en stor Skamplet paa det smukke Kiøn, hvad slet ikke ligner Græker-Aanden, og paa den anden Side er Mythen aabenbar forkvaklet, før den kom til os, thi lagde Damerne ikke nok Mærke til den ►nette Forklaring, at alle Ulykkerne i ►Pandoras Æske, undtagen Haabet, fløi ud, hvad der jo kun var Mening i, naar Haabet var den største Ulykke under Solen, saa da Grækerne, saavelsom vi, vidste, det er tvertimod en stor Lykke, saa maa det ogsaa netop have været det Modsatte, været Mishaabet eller Fortvivlelsen, der vel ►spillede paa Randen af denne ►Pandora-Æske, men blev dog, ►til Lykke, derinde. Hvor nu saa 26grov en Feil er indløbet, saa at Fortvivlelse er gjort til Haab, der er aabenbar Intet at lide paa, og jeg formoder, at Grækerne har havt to Æske-Myther, den Ene, hvorefter alle virkelig gode Gaver har været en ægte Dame betroet, som derfor med Rette kaldtes ►Pandora eller ►Algive, men kom for Skade at aabne Æsken, som hun ikke maatte, saa alt det Gode, paa Haabet nær, fløi bort, og en Anden, hvorefter alle Ulykker var lagt i en falsk Dames Haand, der ogsaa falskelig kaldte sig ►Pandora, og havde nær bragt alle Folk til Fortvivlelse, men naaede dog ikke det Værste. Jeg formoder, Grækerne har havt to saadanne Myther, som maaskee ►alt i Munden, men allenfalds ved Opskrivningen er blevet sammenblandede til hvad der nu kaldes ►Pandora-Mythen, thi deraf lader det Hele sig forklare, den Formodning giør Græker-Aanden Ære, og, hvad der kroner Værket, den lader Sandhed giælde og Damerne skee Ret.