Kvinde-Evangeliet.
✂
I Herrens Huus er Varmen
Den dybe Kiærlighed,
Som har i Kvinde-Barmen
Sit rette Arnested!
✂
400
(GSV)
►Derfor det var en Kvinde,
Som Naade fandt hos Gud►;
►Fra Himmelens Veninde
Sprang Jordens Frelse ud►!
✂
►👤Marias Kvinde-Vise,
Med Englesang i Chor,
Bød alle Slægter prise,
Den Salige paa Jord►!
✂
Og naar 👤Maria glemmes,
Hvor 👤Jesus nævnes ►end,
Da Hjertet ►overstemmes
Af Hjernespind hos Mænd!
✂
Lad Verden sig fornøie
►Med ►Støvets Rosenkind►!
Med Aanden vi ophøie
Det dybe, stille Sind,
✂
Den Alterglød, som flammer
Med ►Virak dyrebar,
I skjulte Hjerte-Kammer,
Hvor Gud sig hvilet har!
✂
Med Herren til vor Broder,
Vi sjunge ►uden Sky:
En Kvinde er vor Moder,
Skiøndt vi har Fader ny!
✂
6►Med Aanden vi afmale
Vort ►Samfund som en Brud►,
Der fra de dybe Dale
Hjemføres skal af Gud!
✂
401
(GSV)
Hvad rager os vel Paven,
Med al hans Løgn og ►Tant?
Hvad der er Løgn om Graven,
Om Aand og Liv er sandt!
✂
Maa det ei meer fortælles,
Man er et Moders-Barn,
►For man har det tilfælles
Med mangt et topmaalt Skarn?
✂
Skal hver en Helgeninde
I Kirken gaaes forbi,
Fordi med deres Minde
Man drev Afguderi?
✂
Er større ►Kirke-Faren
Med Herrens Moder god,
End med Apostel-Skaren
►Og 👤Stephans Martyr-Blod►!
✂
Skal vi kanskee nu lære,
Af Verdens Favnetag,
At ei i Tugt og Ære
Maa holdes Bryllupsdag!
✂
Skal nu saavidt det komme,
At selv 👤Marias Navn
Ei ►toner blandt de Fromme
I Daners ►Fødestavn?
✂
7Nei, før skal ►Løven miste
Sin Rang for Ulv og Bjørn,
Og før skal Hjertet briste
I Dannekvindens Børn.
✂
402
(GSV)
Bestyrkes kan det Svage,
For Sot er Lægedom,
►Og alle Herrens Dage
Selv Dødt tillive kom►;
✂
Men Kulden i det Stærke,
Og Klarhed gjennem Iis,
Er ►Jetters Kiendemærke,
Og Trods mod 📌Paradis!
✂
Der er en gammel ►Kvinde,
►Som paa sin ►Helsot bær►,
Skiøndt Frelserens Veninde
►Hun kaldes fjern og nær!
✂
►I Paaske-Morgenrøden
Hun fandt ved Graven Trøst;
Om Seier over Døden
Først ►toned hendes Røst►!
✂
Lyksalig var den Kvinde,
Paa første Paaskedag,
►Hun blev Apostelinde
For Guds Apostel-Lag►!
✂
Nu i de sidste Tider
Hun gammel er og graa,
Hun sukker og hun strider,
Hun maa ved Krykker gaae.
✂
8Hun glemde ingenlunde
Dog Herren og Hans Ord;
Mon Han da glemme kunde,
Veninde sin paa Jord?
✂
403
(GSV)
►Nei, før den ømme Moder
(►Saa lyder Sandheds Røst)
Skal glemme sine Poder,
Som selv hun giver Bryst►.
✂
Han i det Fjerne tøver,
►Han kommer ►vist igjen►,
Men hvo sin Styrke prøver
Med Tiden, tæres hen.
✂
Saalænge Hjertet stoler
Paa Herrens ►Haand og Mund,
Af ►Paradis-Fioler
Er fuld den grønne Lund;
✂
Dem Engle-Skarer bringe,
Med Hilsen til Hans Brud,
Naar de med Psalmer svinge
Sig glade ind og ud!
✂
►Da stadig brænder Lampen,
Som Herren selv har tændt►,
Og stakket findes Kampen,
Med evig Seier endt!
✂
Om Sorg ►end Hjertet saarer,
Og vækker Klagelyd,
I Smilet gjennem Taarer
Dog glimter salig Fryd!
✂
9Men Tvivlen er en Slange,
Fra lille Orm i Bog
Opvoxt i Tider lange
Til ►Midgaards Kæmpe-Snog!
✂
404
(GSV)
►Som ►Glimmer-Orm, o Jammer!
Den Trædske sig indsneg►
I Kvindens Sovekammer
Med kaad Oplysnings-Leg!
✂
►Dens falske Lys bedaared
Da Kvindens Kiød og Blod,
►Dens Brodd da Troen saared
Ved hendes Hjerterod►!
✂
Da Himmel-Toner søde
Forstummede paa Jord!
Berøvet Liv og Grøde
Blev 📌Edens Blomster-Flor!
✂
Da slukdes Herrens Lampe,
Guds Engle svandt med Iil,
Og under hede Kampe
Var Graad ►foruden Smil!
✂
Af alle Herrens Taler
Kom levende ihu
Den Arme, trods ►Choraler,
Kun den: ►hvi tvivled du?
✂
►Hun søgde Hjelp saa vide
For Tvivlens Eddersaar,
Men lærde kun at lide
I mange Sygdoms-Aar►!
✂
10►Hos Venner og hos Fiender,
I Ry for Læge-Konst,
Hos kloge Mænd og Kvinder,
Hun søgde Raad omsonst►!
✂
405
(GSV)
En raadte: lad Dig bære
Fra Hav til Hav paa Jord!
Da Troen paa den Kiære
Vil styrkes ►i hans Spor.
✂
En sagde: lad ham male,
►Alt som han gik og stod!
Da vaagner op af Dvale
Din Tro, og du faaer Bod.
✂
En sagde: læs hans ►Breve,
Og lær dem udenad!
Den Tro, hans Fingre skreve,
Da giør dig stærk og glad.
✂
En sagde: ►Russisk Badning,
Og Strøg med ►Helved-Steen,
Og daglig Aareladning!
Saa bliver Troen reen.
✂
En sagde: bliv kun hjemme,
Og brug slet ingen Ting;
Men kan Du Aanden ►stemme,
Det hjelper godt for ►Sting!
✂
Taalmodighed er Dyden,
Og Konstens Alt i Alt;
Naar ►►Døden er i Gryden►,
►Da hjelper intet Salt.
✂
11Naar Troen sig forælder,
Den maa, som Alt paa Jord,
Naar det til Graven hælder,
Aflægge store Ord.
✂
406
(GSV)
En sagde: ►slaae en Knude
Paa Kryds i Maaneskin,
Halv inde og halv ude,
Med ►soelret Vestenvind!
✂
Enstund det vel kan vare,
Men bliv kun ved og tie!
Det har slet ingen Fare,
Al Tro er ►Sympathi!
✂
Det ►Alt og Meer hun prøved
Paa falsk Oplysnings Vei,
Og sukked dybt bedrøvet:
Ak, kommer Han dog ei!
✂
►Der var en lille Pige,
Med smukke, lyse Haar,
Paa Jord som i Guds Rige,
Til hendes tolvte Aar►.
✂
Som Frelserens Guddatter,
Hun er paa Jord berømt,
Men ingen Hjerne fatter,
Hvad tidlig hun har drømt.
✂
Og da hun kom i Skole
Med Verdens Døttre smaa,
De skinnede som Sole,
Hun sad som Praas i Vraa.
✂
12Hver sagde, hvad de drømde,
Og hvad de tænkde paa,
Og Verdens Folk berømde
Den verdslige Attraa;
✂
407
(GSV)
Men Frelserens Guddatter,
Som drømde sig Hans Brud,
Hun blev til Spot og Latter,
Al Verdens Skumpelskud.
✂
Hun drilled blev saa saare
For Himmeldrømmen sød,
I Hjernen sprang en Aare,
Det er den visse Død!
✂
I Taare-Bække! ►rinder
Kun stride over ►Støv,
For Kirken uden Kvinder,
Som Lunde uden Løv!
✂
►Var ikke 📌Edens Have
►Foruden 👤Eva tom;
Var hun ei Herrens Gave,
Som 👤Adam ledte ►om►!
✂
Var det til ►Kiødets Lyster,
Gud hvælved hendes Bryst,
Og ei, som 👤Adams ►Syster,
►Til Aandens Liv og Lyst!
✂
►Blev hun ei Helte-Moder,
Saa vidt som ►Sky er blaa!
►Og blev ei Gud vor ►Broder
I Kvindens Hjerte-Vraa►!
✂
13►Var der ei godt i 📌Eden
For Manden uden Viv►;
Blev bedre da paa Heden
Et ►Enesidder-Liv!
✂
408
(GSV)
►O, Han som ►Støvet kiender,
Dets Længsler og dets Trang►,
►Og af Hvis Skaber-Hænder
►Mandinden ►faur udsprang►,
✂
Og han, som vilde die
En Moder ►aabenbart,
Og vidned for 👤Marie:
“►Hun fik den bedste Part;”
✂
O, Han kan aldrig glemme
Sit Ord, vort Tab og Savn,
►Den søde Kvinde-Stemme
Lovsynge maa Hans Navn►!
✂
Og hvad er det, man skimter
Mod Nord i Havets Egn?
Det gjennem Taagen glimter,
Som ►Guddoms-Mandens Tegn!
✂
►O see, nu falder Taagen
Paa Havet som et Speil!
O, det er Ham lysvaagen,
Det aldrig kan slaae feil►!
✂
Den Gamle sig nu glæde!
Nu har det gode Raad:
►Med Sømmen af Hans Klæde
Aftørres hendes Graad►!
✂
14►Og græd ei for den Unge,
Skjøndt hun blev Dødens Rov!
Med Livet paa sin Tunge,
Han siger “Pigen sov!”►
✂
409
(GSV)
Da høres Engle-Latter
Ved Sang om Kvinden fin,
►Og om 👤Jairi Datter,
Som Gud gav Haanden sin►!
✂ N. F. S. Grundtvig.