Grundtvig, N. F. S. Sange til 28de Mai i Danske Samfund Danske Folke-Fester en Røst fra Danske Samfund

Den 2. april: Slaget på Reden

Slaget på Københavns Red fandt sted skærtorsdag, den 2. april 1801, under Englandskrigene. Englænderne angreb til søs under kommando af lord 👤Horatio Nelson, “Engelands berømte Vovehals” (1842b, s. 13), og danskerne havde under kommandør 👤Olfert Fischer oprettet en defensionslinje i Kongedybet i Øresund ud for København. Defensionslinjen bestod af såkaldte blokskibe, dvs. linjeskibe uden master, sejl etc., som blev bugseret ud og lagt på linje, så de kunne skyde — en slags flydende, men ubevægelige befæstninger. Krigsskibe som englændernes var der ikke tale om. Englændernes formål med angrebet var at få Danmark til at træde ud af Det væbnede Neutralitetsforbund, som i 1800 var blevet indgået mellem Rusland, Danmark-Norge og Sverige (og efterfølgende tiltrådt af Preussen). Forbundet rettede sig først og fremmest mod Frankrig og dets førstekonsul, den senere kejser 👤Napoleon Bonaparte (Feldbæk).

*👤Peter Willemoes, til hvem Grundtvig i 1810 havde skrevet den kendte sang “Kommer hid, I Piger smaae”, udmærkede sig under slaget, men ikke nok til at bringe danskerne sejr (se evt. indledningen til denne sang). Dybest set var kampen var håbløs helt fra begyndelsen og modstanden symbolsk, men netop derfor vigtig.

Da forsvarslinjerne næsten var nedkæmpet, var englænderne klar til at indlede et bombardement af hovedstaden. Derfor besluttede den daværende kronprins 👤Frederik at indlede forhandlinger, der endte med, at Danmark indvilgede i at udtræde af Neutralitetsforbundet.

*Først i 1807 gjorde englænderne alvor af at bombardere København. Ved dette det første bombardement af en europæisk hovedstad regnede det med granater gennem tre nætter 2.-4. september, og englænderne bombede således byen sønder og sammen. I 1807 havde kronprinsen endda forladt byen før englændernes angreb, og efter angrebet bortførte englænderne den danske flåde. Særligt i lyset af denne senere begivenhed var det dengang almindeligt at betragte udfaldet i 1801 som lidt af en sejr.