►Nilen►.
✂
Jeg løber igiennem Ægypti Land,
Men Ingen veed min Kilde,
Vil Nogen mig ligne ved Hverdags-Vand,
Da gid det gaae ham ilde!
✂
Jeg graver og giøder for Folk i Vaar,
Og Regn kan de undvære,
Thi blev i mangfoldige Maane-Aar
Jeg holdt som Gud i Ære!
✂
Jeg gider knap øinet den dumme Strand,
Som ei er værd at nævne,
Sin Fedme den fik af mit Spilde-Vand,
Vil Æren mig ei levne!
✂
Af Renderne mine drak Kløgt og Vid
Ebræer og Hellener,
Men Lønnen, jeg høsted, var Nag og Nid,
Som gierne sig forener.
✂
Der gynged en Vugge ved Randen min,
Den kan jeg aldrig glemme,
En Krokodil-Unge, saa faur og fiin,
Der græd med Barnestemme;
✂
9Den Moses, han gav mig det første Knæk,
(Ægyptens Guder dømme!)
Min Foster-Søn spilled med Fader Giæk,
Til Blod blev mine Strømme!
✂
De Stæder, som prunkede paa min Bredd,
De lagdes tidlig øde,
Som Thebe, saa Memphis og Sais med,
Dem kan mig Ingen bøde!
✂
Dog kneiser endnu i min gamle Dal
De stolte Pyramider;
Saa bygged af Bjerge man Ridder-Sal
I mine gyldne Tider!
✂
Urokkeligt staaer og mit Snegle-Huus,
Og spørger om sin Lige,
De Klogeste veed, det er fuldt af Gruus,
Men ei hvad det vil sige!
✂
En Gaade som jeg er den gamle Skrift
Paa Isis-Folkets Grave,
Og kun hvem der ret er med Vranghed gift,
Sig kan til Gaaden stave!
✂
Af Perser og Græker min Dal fik Skam,
Af Romer-Pak deslige;
Araber og Tyrker, det Tyve-Kram,
End rives om mit Rige!
✂
Ad saadanne Tyve dog leer min Thot,
Ei stiæle de hans Tanker,
Og Hieroglyphen sig hytted godt,
Selv for de fine Franker!
✂
10Thi bærer jeg taalig de trange Kaar,
Jeg ei formaaer at vende,
Og venter mig immer et Gylden-Aar
Endnu før Verdens Ende!