Grundtvig, N. F. S. Krönike-Riim til Levende Skolebrug med Oplysninger





i

Krönike-Riim

af

N. F. S. Grundtvig.

Anden forøgede udgave.
ii
I

Krönike-Riim
til
Levende Skolebrug
med
Oplysninger

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Anden forøgede udgave.

Kjøbenhavn. Forlagt af den Wahlske Boghandling. Trykt hos E. C. Løser. 1842.

II
III

Indhold.

Side
📌Paradis 1
📌Europa, 📌Asien og 📌Afrika 3
📌Middelhavet 3
Bjerge og Floder 4
Oldsagn og Fabler 6
📌Euphrat 7
📌Nilen 8
Guder og Helte 10
Den Assyriske Magt 11
📌Libanon 12
Ebræer, Græker og Romere 14
📌Canaans Land 16
👤Moses 18
Kong 👤David 20
Kong 👤Salomon 21
👤Serubabel 23
📌Persepolis 24
Kong 👤Cyrus 25
IVKong 👤Krøsus 27
Perser-Magten 28
Kong 👤Kserxes 29
📌Grækenland 31
Olympens Guder 34
Hercules 37
📌Troja 39
Ulysses 41
👤Herodot 44
👤Alexander den Store 47
Græker-Magten 49
📌Alexandrien 50
👤Polyb 52
📌Rom 54
Romer-Magten 58
Keiser 👤August 65
Kong 👤Christus 67
👤Petrus, 👤Paulus og 👤Johannes 71
👤Nero 74
👤Vespasian 76
👤Constantin den Store 78
📌Konstantinopel 80
📌Øster-Søen 82
Valhals Guder 83
Folke-Vandringen 86
Araberne 89
Frankerne 91
V👤Karl den Store 93
De tre Nordiske Riger 95
Angel-Sachserne 99
Kong 👤Edvin 103
👤Ansgar 105
👤Knud den Store 109
Det Norske Trekløver 112
👤Harald Haardraade 115
Normannerne 118
👤Hervard Lofriksøn 121
👤Hildebrand 124
Det store Korstog 128
Valdemarerne 132
👤Saxo Grammatiker 134
📌Island 137
👤Snorro Sturlesøn 144
📌Tydskland 149
📌Alperne 151
📌Pisa, 📌Genua og 📌Venedig 153
📌Rom, 📌Florenz og 📌Neapel 155
Paven i 📌Rom 159
👤Morten Luther 161
Tyrken 164
📌Spanien 166
👤Christoffer Colombo 169
📌Portugal 173
Nederlænderne 177
VI👤Gustav Adolph 181
Det Østerrigske Huus 184
Syvaars-Krigens Tid 186
📌Frankerig 194
👤Napoleon Bonaparte 200
👤John Bull 206
📌Skotland 209
📌London 213
📌Rusland 219
📌Sverrig og 📌Norge 221
📌Danmark 223
Paaske-Slaget 226
Paaske-Tiden 229
Tids-Regningen 235
Den Christne Tro 238

1

📌Paradis.

1

Jeg er ikke længer, saavidt man veed,
Hvor tit jeg søgdes, i 📌Østerleed,
Men Billede mit i Blomster-Ord
Dog svæver end over den hele Jord,
Hvor Øre man har for mit Hædersnavn,
Som Glædernes gamle Fødestavn,
Som 📌Edens Have med Livets Træ,
Hvor alle Smaablomster staae godt i Læ,
Som Rosengaarden ved Livets Væld,
Hvor Maanen har ikke Skaar og Kvæld,
Hvor Solen skinner og Lærken slaaer,
Og Solen varmer det hele Aar;
Hvor Moder kan sige sin Datter forvist:
Om dig synger nu lille Fugl paa Kvist,
Hvor Nattergal taler langt bedre end Stær,
Hvor Alle hinanden har inderlig kiær,
Hvor Alting gaaer muntert med Arbeid som Leg,
Hvor Ingen faaer Nykker og Ingen faaer Nei;
Hvor Blomsten i Eng bliver aldrig Hø,
Hvor Fader og Moder skal aldrig døe,
Hvor Alting voxer og bliver stort,
Og kiger i Sky ind ad Himlens Port,
Hvor Englene immer gaae op og ned,
Og hviske til de Smaa hvad Ingen veed:
2Hvor deiligt der er over Stiernetop,
Som selv de skal see, naar de kommer derop!

2

Aartusinder svæved jeg saa, til Lyst
Og Længsler søde i Smaafolks Bryst,
Paa Skjaldes Tunger, for deres Syn,
Som røres kunde af Aandens Lyn,
Som tændes kunde af Hiertets Ild,
Naar liflig flagrer dens Lue mild!
Og de som lytted til Skialdens Sang,
De drømde om mig fuldmangen Gang,
De saae ogsaa Glimt af min Yndighed
I Aftenrøden og Hjemmets Fred,
I Pindsetiden, naar Skov blev grøn,
Og Bølgen sig krused mild og skiøn,
I Barndoms-Tiden, naar den svandt hen,
Men fløi som en Fugl forbi igien!

3

Saa lytter, I Smaa! naar Skjalden slaaer
Guldharpen om Livets Rosengaard!
Ei paa hans Læbe skal døe mit Navn,
Med det han synker i Støvets Favn,
Og haaber at vaagne i Gladhjem brat:
Hans Øines Lyst og hans Hiertes Skat,
Hans Blomsters Eng og Hans Bøges Lund,
Hans jævne Mark mellem 📌Bælt og 📌Sund,
I Fredens Hegn, bag de Bierge blaa,
Han immer stirred vemodig paa!
Ja, vænner jer til hans Billedstil!
Saa springer der ud af hver Blomst et Smil,
I Kraftens Fylde og Heltens Priis
I see da og Glimt af 📌Paradis!

3

Europa, Asien og Afrika.

1

Den gamle Verden udgiøre vi,
Som Middel-Havet er midt udi,
Og haver i Øst, i Syd og Nord,
De deiligste Lande, Man veed paa Jord,
Med en uopregnelig Blomster-Flok,
Med Cedre, med Palmer og Ranker Nok,
Med Figen, Oliven og store Meloner,
Ranetter, Citroner og smukke Personer!

2

Hvor Alting voxer og lever flot,
Naturligviis ikke Alt er godt,
Saa glubende Dyr, Forgift og Snoge,
Der hardtad findes i alle Kroge,
Og Fuglene, som har de favreste Fier,
Ei synge desbedre, men skrige kun meer!
Trods Slanger og Tigre og stolte Løver,
Trods Mygg og mangen en rædsom Røver,
Forgaaet endnu er ei Folk den Lyst,
At boe paa den deilige Middelhavs-Kyst,
Og stort gik det til foruden Mage
Omkring det Vand-Sted i gamle Dage!

Middelhavet.

Hvad Tryk der vanker paa Alfar-Vei,
Det veed slet Ingen saa godt som jeg;
Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide
Fra alle Hjørner til Vands mig ride,
4For Trilling-Jetten det huged bedst,
At have mig til sin Mellem-Hest!
Især Europa jeg har paa Nakken,
Thi mens jeg roses af Falske-Blakken,
Han dybt mig pløier paa Langs og Tværs,
Saa dyrt jeg kiøbde hans Ære-Vers,
Paa Græsk og Romersk, Toskansk og Spansk,
Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dansk!
Dog maae de Viser mig vel behage,
Hvori man priser de gamle Dage,
Da om mig dreied sig Alt paa Jord,
Som skinned i Øst, i Syd og Nord,
Saa hvem der eied min Rund-Deel blot,
Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot!
Men hvad jeg kan for min Død ei lide,
Er Æventyret fra Avinds Side:
At Pokker i Vold, og stik i Vest,
Der findes hvad Folk nu huger bedst!
Lad Guld der findes som Gruus i Grav,
Der findes dog aldrig et Middel-Hav,
Hvor Mindes-Mærker staae tykt paa Kyst,
Som høit det vidne, at her var lyst,
Da Mid-Nat ruged saa vinge-breed,
Hvor Guld nu glimrer i Vester-Leed,
Og blænder dem, som ei agte paa,
Hvad klart sig speiler i Bølgen blaa!

Bjerge og Floder.

1

Med 📌Zions Bjerg og 📌Jordans Flod,
Hvor 📌Templet og hvor Herren stod,
5Slet Ingen sig kan maale,
Skiøndt før Olymp i Græker-Stil,
Og blandt 📌Ægyptens Guder Nil,
Ei Jævning vilde taale.

2

For Resten kneiser 📌Ararat
Vel Skyen næst i Oldtids Nat,
Hvor end det er at finde;
Hvor 📌Ninive og 📌Babel stod,
Man seer endnu “den store Flod”
Fra Norden sammenrinde.

3

Blandt Biergene blev 📌Capitol
Høisæde kun som Dronning-Stol
For Verdens Keiserinde,
Og 📌Tibren kun en Hoved-Flod
Ved Træet, med et Spyd til Rod,
Som fæsted sig i Minde.

4

Nu 📌Himalaia, høit i Sky,
Og 📌Ganges har det største Ry
Blandt Folk i 📌Østerleden;
I 📌Vesten 📌Donau, 📌Thems og 📌Rhin
Af Hæders-Krandse hver ta'r sin,
Og stolt er 📌Alpe-Kieden!

5

I Billed-Sprog er Bjerge-Top
Den Bavn, hvor Siælen stiger op,
For Udsigt lys at nyde;
Og Floderne er ligerviis
De Aare-Løb, til Daad og Priis,
Hvor Livets Kræfter flyde!

6

Oldsagn og Fabler.

1

Kun eet er Landet, hvor Haand og Mund
Har fulgdes ad med Gammen,
Hvor Sagn og Skrift i Morgenstund
Historisk smelte sammen!

2

Kun een er Bogen fra Oldtids Nat,
Ved Jærtegns-Lampen skrevet,
Hvor uforvansket Bedrifters Skat
Af Hiernespind er blevet!

3

Oldsagnet, blandet af Drøm og Daad,
Og tit for seent optegnet,
Er dog, som den gamle Isis-Baad,
For Tant kun af Taaber regnet!

4

I Sagnet speiler sig Folkets Hu
Paa store og smaa Idrætter,
Og hvad dem huer, jo Folk endnu,
Saavidt de har Magt, udretter!

5

I Folke-Sagnet fra Arildstid,
Gik Agten end vidt over Magten,
Afbildet finder dog Mandevid
Stamfædrenes Digten og Tragten!

6

Tit Een tilregnes hvad Fleer var om,
Saa blandet Bekjendtskab man stifter,
Men Eenheden derfor dog ei er tom,
Thi Aanden giør alle Bedrifter!

7

7Saa Folke-Livet af Folke-Aand
Idag som igaar udspringer,
Skiøndt Aand er idag som Fugl i Haand,
Var igaar som Fugl paa Vinger!

Euphrat.

1

Mange Bække de giør en Aa,
Mange Floder et Hav og saa,
Bølge-Taarne er bygt af Blæst,
Brall af Vinde er mig en Pest;
Som ved Babylon, saa ved Helle,
Immer jeg seer paa det Reelle.

2

Vædde-Løber! hvor er din Priis?
Jeg har været i Paradis!
Æltet blev og i mig tilforn
Teglsteens-Leret til Babels Taarn,
Taarne-Kæmpen i Kreds af Dværge:
Myre-Tuer med Navn af Bierge!

3

Korn og Kæmper ei noget Sted
Voxe kunde som ved min Bredd,
Hvad der voxde ved Middel-Hav,
Var kun Blomster paa Babels Grav,
Var kun Kviste af mine Stubbe,
Poge smaa af den store Gubbe!

4

Middel-Havet sig bilder ind,
Verden hænger i Kalve-Skind,
8Gaaer ei længer, end Folk i Rom
Skrive kunde, de overkom,
Som i Verden ei var det Hiørne,
Hvor til Forkort kom Romas Ørne!

Nilen.

1

Jeg løber igiennem Ægypti Land,
Men Ingen veed min Kilde,
Vil Nogen mig ligne ved Hverdags-Vand,
Da gid det gaae ham ilde!

2

Jeg graver og giøder for Folk i Vaar,
Og Regn kan de undvære,
Thi blev i mangfoldige Maane-Aar
Jeg holdt som Gud i Ære!

3

Jeg gider knap øinet den dumme Strand,
Som ei er værd at nævne,
Sin Fedme den fik af mit Spilde-Vand,
Vil Æren mig ei levne!

4

Af Renderne mine drak Kløgt og Vid
Ebræer og Hellener,
Men Lønnen, jeg høsted, var Nag og Nid,
Som gierne sig forener.

5

Der gynged en Vugge ved Randen min,
Den kan jeg aldrig glemme,
En Krokodil-Unge, saa faur og fiin,
Der græd med Barnestemme;

6

9Den Moses, han gav mig det første Knæk,
(Ægyptens Guder dømme!)
Min Foster-Søn spilled med Fader Giæk,
Til Blod blev mine Strømme!

7

De Stæder, som prunkede paa min Bredd,
De lagdes tidlig øde,
Som Thebe, saa Memphis og Sais med,
Dem kan mig Ingen bøde!

8

Dog kneiser endnu i min gamle Dal
De stolte Pyramider;
Saa bygged af Bjerge man Ridder-Sal
I mine gyldne Tider!

9

Urokkeligt staaer og mit Snegle-Huus,
Og spørger om sin Lige,
De Klogeste veed, det er fuldt af Gruus,
Men ei hvad det vil sige!

10

En Gaade som jeg er den gamle Skrift
Paa Isis-Folkets Grave,
Og kun hvem der ret er med Vranghed gift,
Sig kan til Gaaden stave!

11

Af Perser og Græker min Dal fik Skam,
Af Romer-Pak deslige;
Araber og Tyrker, det Tyve-Kram,
End rives om mit Rige!

12

Ad saadanne Tyve dog leer min Thot,
Ei stiæle de hans Tanker,
Og Hieroglyphen sig hytted godt,
Selv for de fine Franker!

13

10Thi bærer jeg taalig de trange Kaar,
Jeg ei formaaer at vende,
Og venter mig immer et Gylden-Aar
Endnu før Verdens Ende!

Guder og Helte.

1

Mennesket har kun en eneste Gud,
Kun Een skabde Jorden og Himlen,
Folkene alle, trods Skaberens Bud,
Dog skabde sig Afgude-Vrimlen!

2

Mængden af Skaberne nøiedes med
Hvad nærmest de havde ved Haanden,
Somme forguded til Tid og til Sted
Slag-Skygger af Menneske-Aanden!

3

Omsider sank Hedninger alle i Knæ,
Og kasted med Skam sig i Støvet
For Guder af Malm og af Steen og af Træ,
Livs-Aanden var 👤Adam berøvet!

4

Saa brister engang, som den Gyngebro
Der Frost-Kæmper ei kunde bære,
Alt Hjernespind, tvundet med Overtro,
Thi Sandheden hævner sin Ære!

5

Blandt Afguder mange i Oldtidens Nat
Ægypternes længst blev ilive,
Men det var en Slange, en Tyr og en Kat,
Saa dyrisk Fornuften kan blive.

6

11Hver Tid har for Resten sit Afguderi,
Saa det er det Bedste, som er forbi,
Og svæver i Sang kun paa Jorden,
Thi Menneske-Aanden forlystes derved,
Som Skygger af Oldingens Ungdomsfjed
I 📌Hindostan, 📌Hellas og 📌Norden!

7

Som Guder, saa Helte med Halvgude-Rang,
Tilhobs er de luftige Skygger,
Hvor yndig og deilig i Sagn og Sang
End Skialdenes Chor dem udsmykker!

8

Kun een er Guds-Helten af Menneske-Byrd,
Hvis Navn maa paakaldes herneden,
Som holder paa Jetter og Trolde Styr,
Velsigner sit Rige med Freden;

9

Men Drømmene dybe fra Hedenold,
Om Halvguden, jordisk opkommet,
Om Melkarth, Herakles og Thor og Skjold,
Paa Ham dog hensigte forblommet!

10

I dem hæver Hiertets den dybeste Trang
Sig høiest paa Livshaabets Vinger,
Vildtonet, men liflig, en Spaadoms-Sang
Fra Skjaldenes Læbe da klinger!

Den Assyriske Magt.

Det er fuldlænge siden,
Mit Bane-Saar jeg fik,
Saa det er glemt med Tiden,
Hvor vidt og bredt jeg gik.
12Dog veed man nok for Resten,
Min Kreds var Øster-Land,
Og Grændsen imod Vesten
Var Middel-Havets Rand.
Med Ninive hin store,
Var Babel Hoved-Stad,
Skiøndt det er ondt at spore,
Hvor tit de skildtes ad;
Thi mens jeg var i Aande,
Jeg blæste ad hver Pen,
Og da jeg sank i Vaande,
Saa blæste de igien,
Og gav mig ikkun Spidser,
Som en Sardanapal,
Der sad imellem Sidser,
Og spandt, som han var gal,
Til Fruer-Buret brændte,
Med Tot og Teen og Rok,
Og sandt er det, jeg endte
Kvindagtig, tosset nok!
Thi raader jeg hver Magt,
Som ikke vil fordømmes,
Med Pen at gjøre Pagt,
Imens den kan berømmes!

Libanon.

1

Videre end Vind og Vove
Fordum bar min Ceder-Mast,
Ry der gaaer af mine Skove,
Skiøndt som Glar min Lykke brast!
13Ak, ei meer paa mine Aase
Stævner Cedren rank i Sky,
Og ei meer om Snekke-Kaase
Kvæder man i Melkarths By!
Tyrus, Tyrus! dybt begravet
Ligger du i Tidens Strøm,
Som en Steen, der sank i Havet,
Som en fiantet Barne-Drøm!
Drotter dine Kiøbmænd vare,
Paa din Kyst den vilde Strand
Sølv og Guld og Rav hint klare
Skylled op som Havets Sand!
Dine Sange, dine Stavne,
Over Bølgerne sig svang,
Vel til alle Verdens Havne,
Som til fierne Dane-Vang!
Derfor Ørkens Skibe strømmed
Til din Kyst med Ladning svar,
Alle Kister sig udtømmed
For hvad dine Snekker bar!
Konger sig med Guld at krone
Lærde af din gyldne Stavn;
Trindt i Landene paa Throne
Med dit Purpur steeg dit Navn!

2

Men ak, see, paa Navnet nær
Som en Drøm er Alt forsvundet,
Du i Hulen tier kvær,
Knap dit Maal man har udgrundet!
Med sig tager Kiøl sit Spor,
Som dit Glas var skiør din Lykke;
14Derom Speilet trindt paa Jord
Minde Kiøbe-Drotter trygge!
Nu af alt Phønicisk Stort
Stander ene jeg tilbage,
Hvad sig høit har selv ei giort,
Daler ei som Røg saa fage!
End maaskee i Drusers Telt,
Maroniters Munke-Bure,
Fostre kan mit Skiød en Helt,
Som opreiser faldne Mure!
Meer end det formaaer den Haand,
Der, med underfulde Stave,
Har betegnet Libanon
Som et Giærde for sin Have!

Ebræer, Græker og Romere.

1

Tre Folk som disse ei Verden saae,
Og aldrig kan deres Navn forgaae,
Saalænge som Øine, brune eller blaa,
Der kastes fra Støv mellem Stierner smaa;
Saalænge paa Jord der end fødes en Søn,
Som Morgen-Røden kysser og finder skiøn;
Saalænge i Verden sig løfter en Haand
Dumdristig med Lykke mod Ord og Aand!

2

Ebræeren, han giorde al Verden viis
Paa hvad for en Gud, den skylder Priis,
Og hvordan vi alle af Guddoms-Rod
Paa Jorden udbredtes med samme Blod,
15Og hvordan i Tidens Fylde skiøn
En Kvinde fødte Guds ældste Søn,
Til Verdens Frelser fra Død og Dom,
Til alle Slægter at kvæde om!

3

Os Grækeren viiste med Haand og Mund,
Hvad kiønnest klæder i allen Stund,
Ja, kiønnest i Kirke og kiønnest i Sal,
Og kiønnest paa Torvet og kiønnest paa Val!
Da Talerne døde og Sangerne tav,
Man saae det paa Stenene ved deres Grav,
Med Penne-Strøg selv de afbilded til Nød
Det dristigste Liv og den deiligste Død!
Saa deilig var Døden, at til den endnu
Forgiæves saa vide staaer Læsernes Hu,
Som ikke begribe, paa Fastland og Øe,
At græsk man maa leve, om græsk man vil døe!

4

Os Romeren lærde, hvad Hænder formaae,
Naar sammen de holde og sammen de slaae,
Og flittelig bruges med Vid og Forstand
Til Gavn eller Skade for Folk og for Land!
Den Lærdom, han gav os, den var saa stærk,
At Skyggerne af hans Hænders Værk,
Som Spidser og Streger paa Blad i Bog,
Kiøs Livet af mangen en Skolepog,
Og sætter end Skræk i Kæmpers Børn
For Kløerne af den skudte Ørn!
Der sidder i 📌Nord dog en lille Pog,
Og staver med Saga i Billedbog,
Naar han bliver voxen i Tid og Rum,
Og dandser med Havfru paa Havets Skum,
16Da seer han paa andet end Kinden rød
Hvad Forskiellen er mellem Liv og Død,
Og vælger ei Døden, om nok saa smuk,
Men smiler ad alle de Dødes Muk,
Og lever paa Græsk, saa godt han kan,
Med Øie paa det “forjættede Land”,
Og bruger kun Romerske Kneb og Spyd
Til Spøgelser, Trolde og al Udyd!

📌Canaans Land.

1

Mod Vesten har jeg 📌det store Hav,
Og 📌Jordans-Floden mod Østen,
I Syden 📌Gomorras og 📌Sodoms Grav,
I Graven sank Glæden og Trøsten!

2

Mit Navn end lyder paa Jorderig,
Som Navnet paa Landenes Dronning,
Men sukke jeg maa, naar det siges mig:
Du flyder med Mælk og Honning!

3

Alt som en Kvinde af Konge-Æt,
Fornedret til Kværnen at drage,
Med falmede Kinder, forskudt, forgrædt,
Jeg mindes min Ungdoms Dage.

4

Jeg mindes Egen i 📌Mamre-Lund,
Hvor 👤Abraham lysted at bygge,
Hvor Herren ham giæsted en Middagsstund,
Og Himmelens Fugle fandt Skygge.

5

17Da 📌Jordans Bølger for Herrens Ark
Sig taarned, som Havfruer dandse,
Da blomstred for den min jævne Mark,
Af Palmer jeg fletted den Krandse.

6

Jeg mindes Harpen i 👤Davids Haand,
Den deiligste Fugl uden Fiedre;
Beplantet jeg blev under 👤Salomon
Med Balsam og 📌Libanons Cedre!

7

En Fimbul-Vinter, fuldbarsk og haard,
Til Ørk mig forvandled saa fage,
Men atter oprandt dog et Gyldenaar
Med liflige Nætter og Dage.

8

Da kom Guds Engle til Jord paany,
For 📌Bethlehems Hyrder at kvæde
Om Frelserens Fødsel i 👤Davids By,
Om Jorderigs Fred og Glæde!

9

Guds Søn da smiled ved Moder-Bryst
Blandt mine Smaablomster i Enge,
Da hørdes den Himmelske Faders Røst,
Hvor brustne var Harpens Strænge!

10

Da Himlen talde paa Jordens Viis,
Saa Hjerterne hopped af Glæde,
De Stumme udbrød i Guds Naades Priis,
Saa Helvede maatte vel græde!

11

Guds Søn, som døde paa 📌Golgatha,
Stod op som en Soel i min Have;
Af Straaler i Kors, som udgik derfra,
Det lysned i mange Grave!

12

18Men ak! det lysned i min dog ei,
Paa mig styrer Mulmet sin Harme!
Kan Lyset ei finde Tilbagevei?
Vil Gud sig ei meer forbarme?

13

En Ørk er Landet med 📌Herrens Grav,
Mens Druerne modnes i Ørken,
Kong 👤David slaaer Harpen hinsides Hav,
Hos mig tuder Uglen og Tyrken!

14

Fortvivl dog ikke, 📌Jerusalem!
Dig saared den ypperste Læge,
Har Jorderigs Frelser mig kaldt sit Hjem,
Da vil Han mig og vederkvæge!

15

Besøg da atter, o Herre min!
Dit Fødeland, som Du har lovet,
Og drik med dit Følge den klare Viin,
Hvor Glæden og Du har sovet!

16

Rind op, min Stjerne! af Gravens Skiød,
Som Herren opstod i min Have!
Istemmer, Guds Engle, en Sang saa sød,
At briste maae alle Grave!

👤Moses.

1

Jeg havde min Vugge ved 📌Nilens Bredd,
I et Haar hængde Døden og Livet,
Jeg vidste Aand det ikke, men dog jeg græd,
For jeg frøs under Flægen og Sivet!

2

19Min Vugge blev flyttet til Kongens Gaard,
Der jeg smilde ad Døden og Livet,
Jeg drømte mig salig i Ungdoms-Aar,
Dog var Lykken som Flægen og Sivet!

3

Det skrev med min Kiep jeg i Ørkens Sand,
Da graahærdet jeg saae mig tilbage,
Og vogtede Faar i et fremmed Land,
Efter Ungdommens kronede Dage.

4

Min Kiep blev dog bedre end Kongevaand,
Det Kong Pharao maatte vel sande:
Han dukked for Hyrden med Kiep i Haand,
Som en Steen i de mægtige Vande.

5

Hvor Hjorden jeg vogted, mens Haar blev graat,
Som en Konge mit Folk jeg gav Love,
De aldrig kan glemmes, mens Hav er blaat
Og mens Fuglene sjunge i Skove!

6

Jeg kom ikke ind i det faure Land,
Maatte lade med Synet mig nøie,
Men sank mine Been i Ørkens Sand,
Som Syvstjernen dog tindred mit Øie!

7

Ebræernes Leder til 📌Jordans Flod,
Giennem Havets de brusende Bølger,
Den Kæmpe, som bedst under Solen stod,
Det er Navnet, som evig mig følger!

20

Kong 👤David.

1

Jeg gik i Marken og vogtede Faar,
Slog min Harpe i Skyggen af Palmer,
Glad som en Fugl i den faureste Vaar
Hopped rundt jeg og nynned paa Psalmer!

2

Da kom der Bud fra min Fader som bedst:
Skynd dig hjem! klæd dig paa! kom til Gilde!
Seeren siger, der fattes en Gjest,
Det er dig, kom nu ikke for silde!

3

Rødmusset blev jeg da mere end før,
Som en Fugl, som en Vind, jeg var hjemme,
Blegned kun flygtig ved Høielofts Dør,
Da jeg hørde de Vældiges Stemme.

4

Bæger af Guld med den skummende Viin
Rakde Seeren brat mig i Salen,
Salved mit Hoved med Olie fiin,
Som en Dugg over Græsset i Dalen!

5

Mange i Salen saae skævt til mit Held,
Ikke vidste dog Nogen min Lykke,
Lønlig udsprang der i Barmen et Væld,
Som en Kilde i Palmernes Skygge.

6

Kongeligt blev da mit Sind og min Hu,
For min Hjord turde alting jeg vove,
Løver og Bjørne, dem trodsed jeg nu,
Trodsed meer, trodsed Falskhed til Hove.

7

21👤Goliath praled med Hjelm og med Skjold,
Imod ham saae jeg ud som Græshoppen,
Dog med min Slynge jeg fældte den Trold,
Skildte godt ogsaa Hoved fra Kroppen!

8

Træde jeg maatte fuldmødige Fjed,
Over Stok, over Steen, i det Øde,
Før jeg fik Kronen at fryde mig ved,
Under den maatte Hjertet end bløde.

9

Konge dog blev jeg, navnkundig som Faa,
I 📌Jerusalem godt jeg blev hjemme,
Og medens Throner paa Jorderig staae,
Davids-Harpen gaaer aldrig ad Glemme!

Kong 👤Salomon.

1

Af Lyst til Vidskab uden Mage
Kom Giæster mange til min Gaard,
Al Verden kaldte mine Dage
Ebræer-Folkets Gyldenaar!

2

Opblomstrende i Fredens Skygge,
Var Landet som en Rosengaard,
Og Alt hvad Hænder kunde bygge,
Var efter Snoren paa et Haar.

3

Da 📌Libanons de stolte Cedre,
For Savetand og Øxeblad,
Sig maatte paa mit Vink fornedre
Til Sparreværk i 👤Davids Stad!

4

22Paa mine Snekker over Havet
Kom hele Verdens Herlighed,
Som Stene, Sølv og Guld og Ravet,
Og Perler som de regner ned!

5

Da over Bjerge, over Dale,
Der gik til Verdens Ende Ry
Af 📌Herrens Huus og Kongens Sale,
Hvor Gyldenspir stak høit i Sky!

6

Hvad Øiet saae, hvad Øret hørde,
Og hvad fra Hjertets Dyb oprandt,
Til Bogs med Kløgt og Konst jeg førde,
Et Ordsprog til hver Sandhed fandt!

7

Dog tit mig naged i min Vælde,
Paa Lykkens Tind, i Fredens Skiød,
At magtesløs er Kraft mod Ælde,
Og Kløgten mod den bittre Død.

8

Derhos det pinte mig saa saare,
Naar jeg paa Verdensløbet saae,
At Viismands Søn er tit en Daare,
Beleer hvad ei han kan forstaae!

9

Da med en Taare i mit Øie,
Jeg sagde: Alt paa Jord er Tant!
Stig ned, Guds Viisdom fra det Høie!
Forklar hvad evig bliver sandt!

23

👤Serubabel.

1

📌Herrens Huus var lagt i Støvet,
Glemt al 👤Davids Herlighed,
📌Israel, sin Kraft berøvet,
Sank i Spot og Trældom ned,
Sørged dybt ved 📌Babels Floder
Over 📌Zion Folke-Moder.

2

Under 👤Cyrus Haabets Stjerne
For os dog oprandt paany,
Hjemlov fik vi fra det Fjerne,
Hyttetag i 👤Davids By,
Og, trods alle dem, os hade,
Helligdom paa Tempel-Stade.

3

Tarveligt var Alt tilvisse,
Smagløst, fattigt, lavt og smaat,
Oldinger, med Snee paa Isse,
Kinden bleg og Øiet vaadt,
Sukked dybt: ak, meer ei findes
Herligheden, vi kan mindes!

4

Græder ei, I gamle Svende!
Raabte brat en Seer prud:
Herrens Lampe kækt I tænde!
Han er alle Slægters Gud!
Hans er Sølvet, Hans er Guldet,
Hans er Solen, Hans er Mulde !

5

24Herren siger: trods det Første,
Lille-Templets Herlighed
Blive skal paa Jord den Største,
Her neddaler Himlens Fred!
Derfor, Gamle, ei I vrage
Hyttetag til Høitidsdage!

Persepolis.

1

Jeg var kun som en Myre-Tue,
Mod Ninive og Babylon,
Dog skjalv de for min spændte Bue,
Og faldt for Tiger-Skyttens Haand!

2

Ja, for min Helt, for Cyrus, bøied
Sig Mure dybt, og sank i Grav,
Han alle Riger sammenføied
Fra Indus til det store Hav!

3

Til ham, med røden Guld i Favnen,
Om Kap da Floderne udsprang,
Med Sølv til ham sig Tyrus-Stavnen
Fra Gades over Bølgen svang!

4

For ham og bølged Euphrats Vange,
Om Haverne ved Babylon,
Og Davids-Harpens Takke-Sange
Velsignede hans Konge-Haand!

5

Dog, timeligt er Alt paa Jorden,
Det var hans Glands, og det var min,
Han ramdes af en Piil fra Norden,
Jeg knustes af et Vester-Lyn!

6

25For Huse nu jeg har kun Grave,
Og slukte Brande af mit Baal
Er Tavlerne med Rune-Stave
Paa Perser-Folkets glemte Maal!

Kong 👤Cyrus.

1

Om mig gik der Syn for Sagn paa Jord!
Om mit Navn og mine Bedrifter,
Før end jeg stammed det første Ord,
Meldte alt Ebræernes Skrifter!

2

Min Morfader af sin Datters Skiød
Saae i Drømme et Træ at oprinde,
Med Blomster faure og Drue sød,
Overgroe de høieste Linde!

3

Det bredte paa Jord saa vidt sig ud,
Over Alle med Saft begavet,
At Grenene gik til Floden prud,
Og dets Kviste rakde til Havet!

4

Han kaldte paa Stand til sig i Løn
Sine Spaamænd, Skiæbnen at vide;
De sagde: dig fødes en Dattersøn,
Ved hans Kroning der times dig Kvide!

5

Saa lagdes jeg ud paa det nøgne Fjeld
Under Svøb i Dagene spæde,
Om ikke da brat jeg frøs ihjel
Skulde dog mig Dyrene æde.

6

26Man siger, da var en Hyrdehund,
Med et kongeligt Hjerte i Livet,
Min eneste Ven i Nødens Stund,
Foster-Moder underlig givet!

7

Men var end saa mørk min Fødsels-Nat,
Herlig rødmed dog Ungdommens Morgen;
Med bjergfødte Løver kækt og brat
Tog med Storm jeg Syvmure-Borgen!

8

For 📌Babylons Mur en Stund jeg laae,
Fandt for høi den for mine Hænder,
Dog giæstet af mig sig 📌Babel saae
Giennem 📌Eufrats udtørrede Render!

9

Kong 👤Krøsus og lærde snart med Sorg,
Da forgiæves han kun vilde flygte,
At jeg var den Mule paa Meders Borg,
Af hvem Alting han havde at frygte!

10

Saa bredte jeg ud til Havets Rand
Over Jorden mit Herredømme,
Thi ganger der Ry saa vidt om Land
Af min Morfaders stærke Drømme!

11

Min Mildhed dog gav mig største Ry,
Da Ebræerne, efter min Vilje,
Opbygde igien Jehovas By,
Og hans Tempel med Palme og Lilje!

27

Kong Krøsus.

De kaldte mig længe den rige Mand,
Og Lydien var mit Fædrene-Land,
Og Riget mit, siden Troja faldt,
Paa Halv-Øen skiøn for høiest gialdt!
I Sardes jeg havde mit høie Slot,
Og drømde, jeg var en lyksalig Drot,
For Paktolus kom med Guld-Støv rød,
Og lagde sit Hoved i mit Skiød!
Dog kom der en Græker til min Gaard,
Som sagde: Konning! af gode Kaar
Sig rose Ingen saa overbrat,
Før Dagen siger: god rolig Nat!
Han var ingen Gaas, for han var graa,
Det sandede jeg, da lavt jeg laae,
Som styrtet i Hast fra Sky til Muld,
Med Lænker i Bod for alt mit Guld!
Da raabde jeg: Solon! saa hedd den Mand,
Som Stormene saae over Høiheds-Stand!
Det hørde den Konge, mig overvandt,
Og spurgde mig brat, hvad i Hug mig randt,
Og der han det hørde, da blev han blød,
Gav Herre-Sæde mig til sin Død!
Da saae jeg atter, det Ord staaer fast:
Sig Lykken vender fuldtit i Hast!

28

Perser-Magten.

Man maa sige hvad man vil,
Blandt de store Magter,
Som kan sige, de var til,
Forrest jeg mig agter!
I det lille Farsistan
Ud jeg sprang af Fjelde;
Til det fjerne Grækenland
Strakde sig min Vælde!
Mest Navnkundighed mig gav
Hvad mig lagde øde:
Tungen ved det sorte Hav,
Riget ved det Røde!
Dog, for Intet faaes kun Lidt,
Allerhelst ved Nilen,
Der Flod-Hestene fuldtit
Skiennede, trods Milen;
Men, for den uvane Tyr
Jeg forstod at tæmme,
De guddommeligste Dyr
Maae min Roes istemme!
Fik paa Hellespontens Kyst,
I de græske Stæder,
Jeg en kostbar Flyve-Lyst,
Jeg den ei begræder;
Reiste i et Tjørne-Krat
Jeg en Løve-Unge,
Fandt jeg ogsaa der en Skat
I en Saga-Tunge!
29Alle Magter sove hen,
Ihvor snildt de dvæle,
Jeg dog først mig skar en Pen
Til mit Efter-Mæle.
For Kambyses vel mit Navn
Høre maa lidt ilde,
Staaer, med Cyrus i sin Favn,
Dog iblandt de Gilde!

Kong 👤Kserxes.

1

Saa mange Ulykker, som Markens Græs,
Faae Den, som det Ord mon hue,
I Folke-Munde, at store Læs
Kan væltes af liden Tue!

2

Saa faaer han dog flere end selv jeg fik,
Paa Toget mod Verdens Ende,
Skiøndt Lykken hæslig imod mig gik,
Til Spot og til Skam for hende!

3

Jeg havde af Folk til Følgeskab
Saa mange som Skov har Blade,
Og over det brede 📌Middelhav
Jeg skabde en Skipper-Gade.

4

De fleste Floder, jeg stødte paa,
Drak ud mine Folk til Davre,
Til Nadre sjelden var stort at faae,
Desaarsag de blev lidt magre!

5

30Jeg tænkde, det Græske Stodderpak,
Naar bare de hørde mit Rygte,
Sig vilde skammet ved Kæmpesnak,
Og kappedes om at flygte;

6

Men studse de var, eller tossede dog,
Som Faaret, der springer fra Tinde;
De førde bestandig det samme Sprog,
Og rendte mod Døden iblinde!

7

Dengang jeg kom til det snevre Pas,
Som Ingen for mig tør nævne,
Jeg nær havde aldrig faaet paa dem Has,
Og fik ikke Lov at levne.

8

Jeg tænkte endnu, de gav vel Kiøb,
Naar Ugle-Reden jeg brændte,
I Skjul de ogsaa bag Øerne krøb,
Men “Jord og Vand” dog ei sendte.

9

Da gav mig Trolde det slette Raad
At spærre dem inde i Bugten,
Hvor, sanket alle paa Jagt og Baad,
De lured, og laved til Flugten!

10

Fortvivlet brækked da Hoben ud,
Som Slaver, der sidde paa Livet,
Og paa min Ære de gjorde Brudd,
Da Seieren syndes dem givet!

11

Da svor jeg i Vrede ved Kongens Haar,
For Eden skal Alle grue,
At aldrig mere i Kongens Aar
De skulde mit Ansigt skue.

12

31Jeg vendte dem Ryggen og paa Stand,
Og holdt som en Mand hvad jeg loved,
Og før jeg var ude af 📌Grækenland,
Mig Nogen at møde ei voved!

13

👤Mardonius gav mig kun slette Raad,
Thi lod jeg ham blive tilbage,
Og ændsed ikke hans Moders Graad
Da ilde han kom af Dage!

Grækenland.

1

Jeg var et Land saa lysteligt,
I mine unge Dage,
Saa yndefuldt og folkerigt,
At knap der fandtes Mage!

2

End gaaer der om al Verden Ry
Af Børnenes Bedrifter,
Af Skjalde-Sang i høien Sky,
Og tankefulde Skrifter!

3

Paa Argo vist der var ombord
Med Jason ingen Kryster,
Da han om Gylden-Skindet foer
Til Svarte-Havets Kyster!

4

Med Agamemnon Folke-Drot,
Og med Akil hin Snare,
Ved Ilions det høie Slot,
Man saae min Adel-Skare!

5

32Høi-Sædet i min Kæmpe-Hald
Dog Herkules man giver,
Homeros var min Hoved-Skjald,
Og Herodot min Skriver!

6

Blandt mine mange kloge Mænd,
Som Stjerner To mon tindre:
Vær Sokrates og Platos Ven,
Dog Sandheds ei desmindre!

7

Blandt mange Stæder, hver og een
Paa Konst og Kæmper rige,
Ei vilde Sparta og Athen
Hinanden Rangen vige!

8

Vel op de randt af fælles Rod,
Som Dorer og Joner,
Men fremmed før end fælles Blod
Medbeilere forsoner!

9

Lykurg og Solon, hist og her,
Gav Love, som var fine,
Men Sparta har det Lov især,
At godt hun fulgde sine!

10

Med Perserne paa Liv og Død
Som Løver streed de Begge,
Spartaneren dog Æren nød,
At han stod bedst for Egge!

11

Med Folk som Græs fra Perser-Land
Kom Kserxes over Bølge,
Hvem, tænkde han, tør holde Stand,
Mod slig en Flok i Følge?

12

33Det saae han i det snevre Pas
Imellem Øtas Bjerge:
Spartaneren Leonidas,
Han var min Lande-Værge!

13

Vist ved den gamle Retter-Gang
Athen ei tabde Sagen,
Veltalenhed og Kløgt og Sang
Der spurgde kiækt om Magen;

14

Der overleved Platos Huus
Dog længe sin Indbygger,
Befolket er Athenens Gruus
Nu kun med Penne-Skygger!

15

Fuldlænge under Tyrke-Band
Jeg visnet laae og øde,
Det dønner høit dog over Strand,
At jeg staaer op af Døde!

16

Mainotten er end Tyrkens Gru,
Hvor Spartas Grund man søger,
Oplive kan maaskee endnu
Hans Mund Athenens Bøger!

17

Ja, meer end dem: hans Breve med,
Som Alter-Flammen tændte
Paa Græker-Aandens Offer-Sted,
For Gud den Ubekiendte!

18

Om da end Tyrken sprang i Flint
For Skyggen af sin Maane,
Fra Salonichi til Corinth
Skal Dagen meer ei daane!

19

34I Choret da med Sang og Dands
Skal mine Piger træde,
Og offre hver sin Rosen-Krands
Paa Alteret med Glæde!

Olympens Guder.

1

Slig en broget Gude-Vrimmel,
Saa naturlig og saa nær,
I en jordisk Drømme-Himmel,
Havde intet Folkefærd!
Alle Livets ædle Kræfter
Mødes her med Kappelyst,
Og indflyde Hu derefter
I de Græske Heltes Bryst,
Gæste dem ved Offer-Gryder,
Er i Kampen deres Speil,
Kaste Glands paa deres Dyder,
Og besmykke deres Feil!

2

Guderne, saa folkelige,
Lyve ei sig Fader til,
Græker-Aandens Himmerige
Var Olympisk Leg og Spil,
Vædde-Kamp af alle Kræfter
Græker-Livet i sin Glands,
Sang og Smag og Konst derefter
Med det Immergrønnes Krands!

3

Støv-Naturen er i Grunden
Eens i hele 👤Adams Kiøn,
Derfor selv i Bøgelunden
Findes Aphrodite skiøn,
35Hebe yndig, og Athene
Ferm og fiin paa Kvindeviis;
Stemmes over Marmor-Stene
Harpen til Hephæstos Priis!

4

Mere pralende end prægtig
Finde vi vel Heres Færd,
Meer storladen end stormægtig
Kalde vi vel Zeus især,
Kimse ad Apollos Styrke
I at skyde og at slaae,
See langt mindre Lys end Mørke,
Hvor hans Offer-Boller staae;
I de Græske Gude-Myther
Mageløst man finder dog,
Hvad kun paa Bedrag man bytter:
Støv-Naturens Billed-Sprog!
Kronos gyldne Tid betyder
Livet barnefro og heelt,
I hans Børn det sælsomt bryder
Sig i Levnets-Løbet deelt!
Zeus er klarlig Ungdoms-Vætten,
Fyr og Flamme i sin Glands,
Flyver høit med Ørne-Ætten;
Derfor synes Himlen hans!
Hos Poseidon, vel at mærke,
Giære, som i Mandens Bryst,
Alle Lidenskaber stærke,
Havet er hans Liv og Lyst!
Pluto, Drot i Skyggers Rige,
Han er Alderdommens Speil,
36Alting koldt og klogt og lige,
Ingen Kraft og ingen Feil!
Derfor alle Ungdoms Dage
Kives i hver Ædlings Bryst
Zeus end med sin Ægte-Mage:
Ungdoms-Ild med Ære-Lyst,
Kan hinanden ei undvære
Til at virke stort og smukt,
Uden at dog Zeus kan lære
Spag at taale Heres Tugt,
Som vil fast ham til sig binde,
Herskesyg og stolt og snild,
Hader hver Medbeilerinde
Til hans Yndest og hans Ild!
Ære-Lysten dog kun føder
Blodig Strid og Krøbling-Konst,
Ei hvad Livet ham forsøder,
Som ei leve vil omsonst;
Hvor man seer, og hvor man hører
Kilderne til Daad og Dyd,
De Indbildnings-Kraften rører,
Favnes ømt og giør den Fryd,
Musers Chor og Helte-Laget,
Da til Livets Brug og Lyst,
Springer ud af Favnetaget
End i hver en Ædlings Bryst!
Derfor alle Skjalde sjunge
Om Olympens Gude-Hær,
Som Livsaander evig unge,
Allevegne Hjertet nær!

37

Hercules.

1

Herakles var mit Helte-Navn
I alle Græske Munde,
Og det var til Helleners Gavn
Jeg gjorde hvad jeg kunde!

2

Og kunde jeg til Folk i 📌Rom
Faa't Ram med Kæmpe-Næve,
De skulde aldrig døbt mig om,
Og ei om “Kiøllen” væve;

3

Men da jeg reiste rundt paa Jord,
Og giorde lyst blandt Jetter,
Jeg fandt af 📌Rom slet intet Spor
Paa Høie eller Sletter;

4

Dog, hvor man siden spilled Bold
Med Helte-Been og Skygger,
Ved 📌Tibrens Bredd, en arrig Trold
Jeg slog i tusind Stykker!

5

Det blev for langt at kvæde om
Min Byrd og al Bedriften,
Men at fra 📌Asien jeg kom,
Det kan man see af Skriften.

6

Med Cadmos fra min gamle By
Jeg flytted ud til 📌Theben,
Og fødtes der paa Græsk paany,
Skiøndt Vuggen var lidt kneben!

7

En Søn af Zeus dog først og sidst,
Og af en yndig Moder,
Jeg var for Resten ganske vist,
Hver Helt mig kaldte Broder;

8

38Og skiøndt der af min haarde Haand
Gik Ry paa Hav og Heder,
Det var dog for min bløde Aand
Jeg kaldtes “Muse-Leder!”

9

Herkulisk Arbeid” mener vel,
Naar det paa Romersk læres,
At slæbe fælt og slaae ihjel,
Til Aanden reent fortæres;

10

Men paa Hellenisk i hvert Kald
Man Aand og Smag maa bruge,
Jeg rensed vel Augias Stald,
Men lod dog Andre muge!

11

Jeg mangen Morder slog ihjel,
Og græd ei, for han blødte,
Men Livet kun, ei Død og Hel,
Jeg dermed vilde nytte!

12

Thi er det og min største Daad,
Som senest gaaer af Minde,
At jeg mod Døden skaffed Raad,
Skiøndt det var svart at finde.

13

Jeg vovede mit unge Liv,
Ned i de Dødes Rige,
Og saaes med en Venne-Viv
Derfra igien opstige;

14

Og Helveds glubske Bindehund,
Som ei kan giøe, men gaber,
Jeg nødte til at holde Mund,
Den Roes jeg aldrig taber!

15

39Jeg gaaer nu dobbelt, siger man,
Tom Helte-Aand og Skygge,
I Zeuses og i Plutos Land,
Det er en sjelden Lykke,

16

Dog siger 👤Plato: den har Hver,
Som er med Aand ilive,
Saa han for hvad han ret har kiær
Kan tale godt og skrive!

Troja.

1

Knap veed de Lærde, hvor jeg laae,
Paa Blomster-Landets Kyster,
Men godt mig kiende dog de Smaa
Fra Hektors Kæmpe-Dyster!

2

Jeg skinned kun i Morgengry,
Med Barne-Øine synet,
Før Soel gik op bag Tordensky,
Var Ilion nedlynet!

3

Dog, Skjalden med sin Harpeleg
Min Aske Bod har givet,
Jeg i en Lignelse opsteg
Med Barne-Heltelivet!

4

En Søn af Hellas, faur og fri,
Var Iliadens Sanger,
Og Fader til de Muser ni,
Hvormed Athenen pranger!

5

40Homeros var hans Gaadenavn,
Den Oldermand for Skjalde,
I London og i Kiøbenhavn
Man maa ham Mester kalde!

6

Ja, overalt, hvor Kamp og Krig
Ei blot med Hænder føres,
Ved Priams Sorg og Hektors Lig
End ømme Hierter røres!

7

Og overalt, hvor Ordets Klang
Er Ørets Lyst og Glæde,
Har Tungen Mod paa Trojas Sang
Med Fynd at efterkvæde!

8

Saa kæmpe end for Priams By
Hellener og Trojaner,
Om Helena og Heltery,
Paa klare Skyggebaner!

9

Ja, Agamemnon og Akil,
Med ædle Følgesvende,
I Drømme deres Ridderspil
Fornye til Verdens Ende!

10

Og mens man kappes om, hvo bedst
Kan Sangen oversætte,
Tilfods man fører og tilhest
Den gamle Kæmpe-Trætte!

41

Ulysses.

1

Navne jeg holdt ikke meget paa,
Naar kun jeg havde Tingen,
Hvor det for Ingen var godt at gaae
Der kaldtes helst jeg “Ingen!”

2

Tilfælde var det, som vel man veed,
Hos Trolden Polyphemus,
Mueligt, der var ikke bedre Fred
Hos Romulus og Remus!

3

Romerne vilde kanske forlangt,
Jeg skulde med Numa kysses,
Det, med alt andet Flaut og Vrangt,
Nu falder paa Ulysses!

4

Grækerne kiende mig nok igien,
Og kalder mig “den Gamle”,
Og hvor Odysseus kommer hen,
Man lærer Græsk at samle!

5

Reiserne mine, al Verden om,
Hvor man har Seil og Aare,
Ogsaa 👤Homeros ihukom,
Det dadler kun en Daare;

6

Der, hvor jeg aander endnu i Løn,
Vi mindes det med Gammen,
Jeg og Eumæos og min Søn,
Saatit vi tale sammen!

7

42Vel har man kaldt det et Ædedigt,
Men Mad skal Mund jo have,
Hvor ikke Noget er spiseligt,
Man faaer en sulten Mave,

8

Hundskere Ting er der ei paa Jord,
Det fandt jeg mange Gange,
Fastende Hjerte giør knubbet Ord,
Ved Borde og i Sange!

9

Thi er mit Raad til hver Skolepog,
Trods Pjit og Pjat af Somme:
Spiis Odysseen paa Moders Sprog!
Den skal dig vel bekomme.

10

Græker den mored i tusind Aar,
Og hvem den stak under Stolen,
Alderdoms Vinter for Ungdoms Vaar
Indsmugled i Drenge-Skolen!

11

Lærerig er og den Morskabs-Bog,
Dig møder ei Stort i Livet,
Som sig jo speiler i mine Tog,
Forklaringen er dig givet.

12

Menneske-Aanden fra Arildstid
Blev fristet trindt paa Jorden,
Derfor den trænger til Kløgt og Vid,
I 📌Syden og i 📌Norden!

13

Aldrig man kommer til noget Stort,
Undtagen store Taaber,
Uden igiennem den snevre Port,
Hvor Svælg til Andet raaber!

14

43Menneske-Aanden fra Arildstid
Skal, i de sidste Dage,
Sikkerlig mærke derpaa med Flid,
Hvordan jeg kom tilbage!

15

Stævner den over det vilde Hav,
Til Hjemmet Reisen fremmer,
Immer da over den aabne Grav
Vil lokke Sirene-Stemmer!

16

Føielig Vind er Ledsager kiær,
Men ei paa Vind du stole!
Kommer du sovende Hjemmet nær,
Du vaagner i Modgangs Skole!

17

Kun hvad der trodse kan Vind og Strøm,
Phæakers Gaade-Snekke,
Drømmende bringer dig sikkert hjem,
Hvor Havfru-Toner vække!

18

Iros, han findes i hver en Krog,
Og indbildsk han sig bryster,
Dages en Kæmpe, da seer man dog,
Han er en ussel Kryster!

19

Beilere mange der altid er
Til Bruden rig og fager,
Een dog kun haver den Ædle kiær,
Og Resten hun bedrager!

20

Aanden har altid en Viv iløn,
Som over Kongen sørger,
Hjertet har altid en lille Søn,
Som om sin Fader spørger!

21

44Aanden og Hjertet har hver sit Sprog,
Dem lærer seent Forstanden,
Konge og Dronning, som i min Bog,
Dog kiendes ved hinanden!

22

Sammen de have hvad Ingen veed,
Undtagen de alene,
Skillerum mange de river ned,
Hvad saa end Tosser mene!

23

Navne forandres i Tidens Løb,
Men Tingen er den samme,
Aanden forglemme ei kan sit Svøb,
Og Hjertet ei sin Flamme!

👤Herodot.

1

Det var min Lyst at reise vidt,
Og høre Manges Tale,
Min Vidskab den, at spørge frit
I Hytter og i Sale!

2

Det var min Konst at høre godt,
Og drages ret til Minde,
Og saa fortælle Stort og Smaat,
Som det mig faldt paa Sinde!

3

Jeg var i 📌Tyrus og i 📌On,
I 📌Memphis og 📌Syene,
I 📌Susa og i 📌Babylon,
Ved Guders Bauta-Stene!

4

45Da 📌Grækenland var i sin Glands,
I 📌Perser-Rigets Dage,
Da vandt og jeg en Hæders-Krands
Med Verdens-Løbets Sage!

5

Det var for mig en Hoved-Sag,
Som Traaden i det Hele,
At lyse op det gamle Nag
I tvende Verdens-Dele!

6

Det gamle Nag, den lange Tvist,
I Øst og Vest tillige,
Som avled sørgelig tilsidst
De store Perser-Krige,

7

Dem saae jeg ingen Ende paa,
Og alle Græske Seire,
Mig syndes, vilde lidt forslaae
Mod Østens Folke-Leire!

8

Hvad var dog al Helleners Magt
Mod Perser-Kongens Vælde,
Phønicers Rigdom, 📌Susas Pragt,
📌Ægyptens Kløgt og Ælde!

9

Hvad var 📌Athen og 📌Sparta vel
Mod 📌Babylon at regne,
📌Taygeton mod det høie Fjeld
I 📌Tauros-Kiædens Egne!

10

Hvordan kom vel til 📌Grækenland
De høie Guders Navne?
Mon ikke over vilden Strand
I Asiaters Stavne!

11

46Hvorfra kom Lov og Bogstav-Skrift,
Kom Duen i 📌Dodone,
Som varslede om stor Bedrift
I fremmed Takt og Tone?

12

Herakles selv, den Halvgud skiøn,
Nu al Hellener-Trøsten,
Da ei var født Alkmenes Søn,
Lovsunget blev i Østen!

13

I 📌Tyrus jeg hans Tempel fandt,
Jævnaldrende med Byen,
Ved 📌Nilen hørde jeg for sandt,
Hans Ælde gik til Skyen!

14

Dog, Alting staaer i Himlens Haand,
Det 👤Kserxes maatte sande,
Og Ære vandt den Græske Aand
Nys over alle Lande!

15

Ved 📌Nilen man det snevre Pas
Med Gaade-Runer staved,
Og priste høit 👤Leonidas,
For Konge-Bad, han laved!

16

I 📌Tyrus blev man rød og bleg,
Ved Nyn paa Kæmpe-Visen
Om, hvem i en Olympisk Leg
Ved 📌Salamis vandt Prisen!

17

I 📌Babylon med Iver brød
Chaldæeren sin Hjerne,
Og fandt, at Perser-Kongens Død
Stod i 📌Platæas Stjerne!

18

47Med Seiren der, og samme Dag
Ved 📌Asiens 📌Mykale,
Med Græker-Aandens Mester-Slag,
Sig sluttede min Tale.

19

Vidt over Hav sig Rygtet svang
Derom paa Ørne-Vinger,
Og daglig med Helleners Sang
Det videre sig svinger!

Alexander den Store.

1

En Nisse-Konge var jeg kun,
Da Spir jeg fik at føre,
Men Andet om en liden Stund
Al Verden fik at høre!

2

Hellenerne var studse nok,
Men jeg vil ikke dølge,
Dem lærde godt mit Sværd i Flok
Min Kæmpe-Lur at følge!

3

Saa gik jeg over Hellespont,
Den hele Jord at vinde,
Og at mit Sværd forstod sin Dont,
Fik Perserne at finde!

4

Jeg fældte brat i Skjolde-Læ
De store Perser-Hære,
Saa let som man det hule Træ
Med Sav kan overskiære!

5

48Jeg tæmmed Skytherne i Nord,
Jeg Hinduer hjemsøgde,
Og vandt, om ei den hele Jord,
Saa dog det største Røgte!

6

Ja, Daaden min gav Stof til fleer
End tusind Helte-Sange,
Kun Skade, at ei een Homer
Jeg fandt paa Tog fuldmange!

7

Vel fulgde Een mig, hvor jeg foer,
I Fløiel jeg ham klædte,
Men ei om mig han kvad et Ord,
Hvor godt jeg ham end stædte!

8

Han var mod Den saa kold som Iis,
Der vilde ham forgude,
Opvarmedes ei til min Priis
Selv af min Hoved-Pude!

9

Thi blev jeg baade leed og kied
Af Skjalden paa det Sidste,
Og putted ham i Graven ned,
Dog i en gylden Kiste!

10

Nu ogsaa kied af Helte-Navn,
Som Alle det kan bære,
Jeg drukken tog en Sky i Favn,
Og kræved Guddoms-Ære!

11

Jeg Indtog holdt i Babylon,
Alt som en Gud i Drømme,
Dog med Guld-Bægeret i Haand,
Jeg fandt, det lod sig tømme!

12

49Ja, her udtømde overbrat
Jeg Dødeligheds Bæger,
Og fandt, at i den sidste Nat
Ei Drømmen vederkvæger!

13

Min Guddom sank med mig i Grav,
Mit Herredom tillige,
Dog Ry der gaaer fra Hav til Hav
Af Alexanders Krige!

14

Med Staden paa Ægyptens Kyst,
Det spaaed Aristander,
Vidt over Tidens Bølger lyst
Giør Navnet Alexander!

Græker-Magten.

1

Vestenfra jeg kom, og gik,
Som en Sky mod Solen,
Satte i et Øieblik
Græsk paa Dronning-Stolen!
Men i Græsk er Enighed
Hvad man leder efter,
Derfor brat sig paa hver Leed
Deelde mine Kræfter!
Græsk da vel en Dronning blev
Over brede Vange,
Men med Pen og Spyd man skrev:
Kongerne blev mange!
Hellas kom vel under Een,
Nam dog seent at lyde,
50Thi i Sparta og Athen
Pleied man at byde!
Ved Orontes og ved Nil
Reiste sig med Glimmer
Throner i den græske Stil,
Vaklede dog immer!
Ogsaa mine Stamme-Træ'r
Paa det falske Stade,
Seleucider, Ptolomæ'r,
Hyppig skifted Blade!
Skildte Fingre bøies let,
Det i korte Krige
Ørne-Kloen lærde net
Alexanders Rige!

2

Dog det kiendes paa min Færd:
Støvets Drot er Aanden,
Som i Munden har sit Sværd,
Vinge-Spyd i Haanden!
Støvet ei, der sank i Grav,
Aand var Rigets Stifter,
Selv naar mat den gaaer ved Stav,
Øver den Bedrifter!
Staven er mit Spir og Spyd,
Som til Rygtet svarer,
Saa mig hylde end med Fryd
Skyther og Barbarer!

📌Alexandrien.

1

Da 👤Alexander den Stores Sværd
Ved 📌Nilen blinked i Herrefærd,
51Han bød mig bære sit Konge-Navn,
Fra Slægt til Anden i Dronning-Favn,
Men ei ved 📌Nilen jeg dog blev sat:
Der kom en Skygge, ved Midje-Nat,
Af Græker-Skjalden med snehvidt Haar
Til Verdens-Drotten i Ungdoms-Aar,
Og varsled om mig, som Græker-Stad,
Med Gaade-Ord af sit gamle Kvad:
“En Øe der ligger i vilden Strand,
Med 📌Pharos-Navn ved 📌Ægypti Land!”
Saa randt jeg op mellem Hav og Sø,
Og Bavn jeg tændte paa 📌Pharos-Øe,
Den lyste vidt over Snekkens Vei,
Langt meer end Bavnen dog lyste jeg,
Fordunkled 📌Memphis og 📌Thebe med,
Som alle Musernes Hvilested,
Som 👤Alexander den Stores Grav,
Som Verdens-Laden ved 📌Middelhav,
Til Verdens Ende med Priis bekiendt,
Som Pyramiden af Pergament,
Som Labyrinthen af Hjernespind,
Kolos af Lærdom med Stjerne-Tind!
Ægypters Viisdom, og Grækers Vid,
Kom med Ebræernes Spaadom hid,
Og, sammentryllet med Trolddom ny,
En Lære-Bygning stak høit i Sky.
Alexandriners Philosophi,”
Som alle Sjæle kan rummes i!
Og Konsten steg, som til Bierge-Top,
Hvor Haar man kløved og Ord skar op,
52Og Muse-Navne de Døttre fik
Som gold mig fødte Fru Grammatik,
De konstiggiøre selv Barbari,
Giør mest af hvad der er Intet i!

2

Nu er jeg gammel med iisgraat Haar,
Har staaet over totusind Aar,
Og døiet meget her i min Huk
Af Saracen og af Mameluk,
Men blev dog rørt, da jeg tog i Favn
Med 👤Bonaparte det største Navn,
Som over Hav eller Ørk kom hid,
Fra 👤Alexander den Stores Tid!
Min 👤Mehem-Ali, skiøndt Tyrk af Byrd,
Paa Tyrke-Pesten dog holder Styr,
Er Macedoner dog og af Navn,
Og muddrer op i min gamle Havn,
Saa atter fra mig der spørges Nyt,
Og Verden kalder mig Neophyt!
Som gamle Kudske med Skrald og Smeld,
Jeg faaer at nøies med Skin af Held!

👤Polyb.

1

I 📌Arkadien jeg saae,
Mellem Hyrde-Fløiter mange,
Verdens Lys bag Skyer graa,
Hørde faure Vugge-Sange
Om det gamle 📌Grækenland,
Guders Lyst og Musers Hynde,
53Om dets Roes paa Bjerg og Strand,
📌Spartas Kraft, 📌Athenens Ynde,
Hyrde-Livet frit i Mag,
Som sig for Arcader egned,
Og om 📌Mantineas Slag,
Hvor 👤Epaminondas segned!
Ei dog meer, som deilig meldt,
Blomstred for mig 📌Hellas-Haven,
Asken af den sidste Helt
Selv som Dreng jeg bar til Graven!
Hvad jeg størst paa Jorden saae,
Stigende til Ærens Tinde,
Det var 📌Rom i Kjortel graa,
Grækers strænge Herskerinde!
Selv i Romersk Fangenskab
Sad jeg under Ørnens Vinger,
Giætted dog, at Magt dem gav
Kun en stærk usynlig Finger!
Kun halvtredsindstyve Aar
Der forløb fra 📌Zama-Slaget,
Hvor først Bod for Banesaar
📌Rom fik under Skjoldetaget,
Da var hele Verden alt
Blevet til et 📌Romer-Rige!
Selv jeg saae, 📌Carthago faldt,
Saa det aldrig meer kan stige;
📌Macedonien er vundet,
📌Grækenland er underlagt;
📌Syrien er lænkebundet,
Og 📌Ægypten under Vagt!
54Nu er alle Dages Aften,
Verden ligger i en Døs,
Lavt er Modet, slap er Kraften,
Tugten kun er mageløs!

2

Hvad dog end paa gamle Dage
Trøster mig, som Spaadoms-Sang,
Er, at naar jeg seer tilbage
Over Tidens Bølge-Gang,
Noget seer jeg, som, begravet,
Altid dog staaer op paany,
Liig Apollon, som fra Havet
Stiger morgenrød i Sky:
Det er Sandhed, klar og ægte,
Meer end Vold og meer end List,
Meer end Alt kan Sandhed mægte,
Thi den seirer dog tilsidst!
Trøst dig, 📌Hellas, ved den Tanke,
Vinter hvid har Foraar grønt!
I din Favn end Hjerter banke
For hvad sandelig er skiønt!

📌Rom.

1

Dage gik der meer end een,
Mens jeg kom paa Fode,
Mange fleer, den Sag er reen,
Mine Mure stode;
Femogtyve Hundredaar
Er for mig kun som igaar.
Byen høibedaget!

2

55Mageløs ei blot i Aar,
Mellem Hoved-Stæder,
Mageløs i Dronning-Kaar,
Mellem Konge-Sæder,
Mageløs i Eet og Alt,
Evig, hellig, classisk kaldt,
Det er 📌Rom alene!

3

Konge-Staden kaldtes jeg
Selv i 👤Pyrrhi Dage,
Da af Konge-Slægten
ei Barn der blev tilbage;
Det var Majestæten min,
Som slet Ingen kaldte sin,
Alle lod tilsyne!

4

Keiserinde-Navnet just
Stilling min betegned,
Førend 👤Cæsar og 👤August
Æren sig tilegned,
Herskerinde kaldtes 📌Rom
Netop da al Verden om,
📌Romas Herre Ingen!

5

Hellig, ret med Fynd og Klem,
Blev jeg uden Mage,
Som 📌det ny Jerusalem,
Alt i 👤Neros Dage;
Fra den store Martyr-Stund
Reen jeg staaer paa hellig Grund,
Paa Apostel-Graven!

6

56Jeg har Paven helliggjort,
Som Fornuften lærer,
Jeg er Himmeriges Port,
Han min Nøgle-Bærer,
Kun hos mig, den Sag er reen,
Nøglen af Apostel-Been
Bæres kan og bruges!

7

Kiætteri det er og Fjas,
Hvad man sige turde,
At 👤Gregor og 👤Bonifas
Sædet helliggjorde;
De udvalgde mig jo ei,
Paverne udvalgde jeg,
Fødte dem med Smerte!

8

Classisk er 👤Horats, 👤Virgil,
Og den hele Række,
Kun fordi de gjorde Stil
Inden mine Vægge,
Da den ægte, sunde, Smag
Helligholdt sin Bryllupsdag
Her med Tiber-Guden!

9

Det var en Guldbryllups-Dag,
Begge gik ved Staven,
Og, for Skiæbnens haarde Slag,
Brat de sank i Graven;
Lige indtil denne Stund,
Immer dog paa Classisk Grund
Giør de Underværker.

10

57Kiætterne i 📌Nørre-Led
Kaldte mig en Skygge,
Vilde sig en Classiskhed
Af min Skrift opbygge,
Latterlig de, som tilforn
Mestrene for 📌Babels-Taarn,
Ei forstaae hinanden!

11

Alt de i Trehundred Aar
Gjorde Stil som Aber,
Sagde selv, at fra igaar
Ligheden sig taber,
Finde vel imorgen ud,
De kun blev med Hovedbrud
Dobbelte Barbarer.

12

Midlertid min ægte Smag
End giør Underværker,
Skaber sig til Dommedag
Stolte Mindesmærker,
Død kun saared den omsonst,
Op af Graven ved dens Konst
Mylre Bauta-Stene!

13

Tidlig jeg blev “evig” kaldt,
Bliver det end silde,
Og er mine Dage talt,
Gaaer det Verden ilde;
Thi med mig, sin Hovedstad,
Smagens Sæde, Øiets Bad,
Verden staaer og falder!

58

Romer-Magten.

1

Verdens-Klogskab er mit Navn,
Derfor stræber jeg at knytte
Hele Verdens sande Gavn
Til hver Enkelts Egen-Nytte;
Glipper det, som let kan skee,
Er det dog en stor Idee!

2

Tosser kun det ei forstaae,
At, vil Verden ret man styre,
Man den først indtage maa,
Om end gode Raad er dyre;
Over Tossens Ak og Vee
Stolt mig hæver min Idee!

3

Naar en Mand, for han er stærk,
Hele Verden vil indtage,
Det er ikkun Børne-Værk,
Praleri og spildt Umage,
Blinde kun det ikke see,
Dybere laae min Idee!

4

Jeg gav Ly og Borger-Ret
Til en dygtig Røver-Bande,
Haabede med deres Æt
At indtage alle Lande,
Og paa deres klare Sprog
Giøre hele Verden klog!

5

Krybe skal man, før man gaaer,
Vil man ei paa Næsen dratte:
59Først i et Par Hundred-Aar
Lærde Rom sig selv at fatte;
Til at smække Stort af Hest
Haand paa Smaat sig øver bedst!

6

Hvad der ei er vant til Tugt,
Naar det skubbes, gierne stritter,
Saa kun langsomt jeg fik Bugt
Med Etrusker og Samniter,
Var i Alexanders Tid
End dermed kun godt paa Glid!

7

Kostbart er det første Skridt,
Farligt var for mig det Andet,
Thi jeg kommet var saa vidt,
At jeg maatte over Vandet,
Og i Veien laae en Blok,
Som var uforskammet nok!

8

Det var en forgiftig Ting,
Middel-Havets store Drage,
Glat som Aalen, snu i Spring,
Kort og godt, det var Karthage,
Som med punisk Kræmmer-Aand
Fristede min Kæmpe-Haand!

9

Dog, skiøndt Hannibal mig faldt
Plump med Døren ind i Huset,
Jeg tilsidst dog strøed Salt
Hvor Karthago laae i Gruset,
Snildt jeg fanged Ræv med Ræv,
Edderkop i Spindelvæv!

10

60Da den rette Lige-Vægt
Grækerne ei kunde ramme,
Tog jeg i min Vare-Tægt
Deres Stæder med det Samme;
Fik, for Ømhed vel bekiendt,
Riger og ved Testament!

11

Endelig den Dag oprandt,
Som taalmodig var udregnet,
Da sig Middel-Havet fandt
Af mit Rige vel indhegnet;
Men dets lykkelige Kaar
Kosted mig syvhundred Aar!

12

Nu af Verden Alt var mit,
Som jeg agted værdt at nævne,
Til det store Kæmpe-Skridt,
Fandt hos Røverne jeg Evne;
Saa nu gjaldt det kun derom,
At forvandle Alt til Rom!

13

Skal til hele Verdens Gavn
Virke Alles Egen-Nytte,
Maa sig i en Keiser-Favn
Alles Skæbne sammenknytte;
Saa mig ret forstode just
Sylla, Cæsar og August!

14

Skade kun, at hvo ei har
Nogen Jævning over Mulde,
Vorder let en Himmel-Nar,
Som det Nero blev tilfulde;
61Retter Alt sig efter Krumt,
Selv det Kloge synes dumt!

15

Dog, min store Verdens-Plan
Ingen Nero kan forrykke,
Hæver kun Vespasian,
Som er Lyset til hans Skygge;
Vei til Kiærlighed og Had
Bedst i Høiden skilles ad!

16

Men hvad mig i Hjertet skar,
Var den Forskiel, jeg opdaged
Mellem Skythe og Barbar,
Som til Krig mig end nødsaged,
Da til Skole-Gang og Lov
Høit jeg havde Fred behov!

17

De forvovne Skythe-Børn
Ikke blot afbrød min Hvile,
Men de vingeskiød min Ørn,
I en Sky af skarpe Pile,
Saa ved Euphrat og ved Rhin,
Brat han glemde sit Latin!

18

Nys og fik jeg om en Sø,
Lønlig under Nørre-Lide,
Brusende om Herthas Øe,
Mylrende af Kæmper stride,
Siden jeg, desværre, fandt,
Rygtet var kun alt for sandt!

19

62Dog min Plan sit Bane-Saar
Gav en Tro, som har ei Mage,
Thi den fløi som Ild i Blaar
Trindt om Land i kolde Dage,
Trodsed Ild og Sværd og Kløgt,
Og henveired Dødens Frygt!

20

Til min store Hjerte-Sorg,
Den fordømde Egen-Nytte,
Hvormed jeg paa Roma-Borg
Alting vilde sammenknytte,
Og Dens Skjalde helst besang
Roms og Verdens Undergang!

21

Hvad jeg agted mindst paa Jord,
Fandt jeg nu dog, var det Store;
Thi jeg saae, et Troens Ord
Intet Sværd kan giennembore,
Lagt paa Baal, det gløder kun,
Farende fra Mund til Mund!

22

Skulde ei jeg reent forgaae,
Med den Tro jeg maatte thinge,
Prøve, om den ei, paa Skraa,
I min Plan sig lod indbringe,
Saa den, til sit eget Gavn,
Lod mig raade i sit Navn!

23

Forbund er en farlig Sag
Med hvem stærkest er i Grunden,
Derfor end et Hoved-Slag
Vovede min Haand med Munden,
63Men opgav med Julian
Mat sin gamle Verdens-Plan!

24

Spiret uden Lov og Dom
Tog nu Skyther og Barbarer,
Og til Kæmper, selv i Rom,
Jeg beholdt kun Præste-Skarer;
Hvor der messedes Latin,
Immer dog var Æren min!

25

Snildt jeg nu i Vatikan,
Af en Franke-Drot husvalet,
Omarbeidede min Plan,
Efter Kirke-Ritualet,
Saa bogstavelig i Pagt
Haand og Mund gav Pave-Magt!

26

Verdens-Klogskab er mit Navn,
Derfor stræber jeg at knytte
Hele Verdens sande Gavn
Til hver Enkelts Egen-Nytte;
Glipper det, som let kan skee,
Er det dog en stor Idee.

27

Altid var det Prøven værd,
Om af Præster skabes kunde,
En almægtig Romer-Hær,
Som gik aldrig meer tilgrunde,
Og som gav, for billig Priis,
Verden Pas til Paradis!

28

64Tosser det kun ei forstaae:
Vil en Stærk man overvinde,
Maa man der ham overgaae,
Hvor hans Størke er at finde,
Og at kun af Over-Tro
Lod sig Troen overgroe!

29

Sammenflyde maa, engang,
Magten i en Keiser-Pave,
Som med Sværd og Gude-Rang
Holder Pøbelen i Ave,
Mens for alle kloge Folk
Han er kun Fornuftens Tolk!

30

For det store Maal at naae,
Som jeg øiner, vel tilmode,
Er mig, naar de kun forslaae,
Alle Midler lige gode:
Alle Veie gaae til Rom,
Og kun een gaaer oven om!

31

Længe har den Vei mig brudt,
Som mit Hoved, saa min Bane,
Trods min Sværte og mit Krudt,
Bedst dog beed den gamle Vane,
Knap er end saavidt det bragt,
At den Vei blev ret aflagt!

32

Tiden strider, Banen med,
Noget dog tilsidst maa vinde,
Verdens-Fred maa finde Sted,
Hvor end Fredegod er inde;
65Hvad, om han til Verden kom
Dog med Konningen af Rom!

33

Jeg, med Kraft og Kløgt og Konst,
Under Korset, som paa Thronen,
Ei to tusind Aar omsonst
Beilet har til Trilling-Kronen,
I det Mindste dog paa Een
Funkle maa dens Ædelsteen!

34

Klart er Ordet, jeg har ført,
Stor er Planen, jeg har fattet,
Fiin er Farven, jeg har rørt,
Deilig Stenen, jeg har glattet;
Alt er hans, som Gaaden veed,
Troer paa mig og falder ned!

Keiser August.

1

Rom, al Verdens Herskerinde,
Alle Guders Yndlings-By,
Gjorde jeg til min Slavinde,
Vandt og derved Gude-Ry!
Mangt et Huus, før jeg blev Ene,
Sank i Gruus, men jeg for Tegl
Byggede med Marmor-Stene,
Bøded saa paa alle Feil!
Mangt et Hoved maatte springe,
Ogsaa Ciceros det graa,
Før jeg rigtig kunde bringe
Alt til efter mit at gaae,
66Men da jeg fik Lov at raade,
Gjaldt for Retten immer Naade!

2

Mig og Livia til Ære
Neppe siger Prosa Nok,
Som af Livius kan lære
Hvo hans Phraser har i Flok,
Men at man mig helst bør kalde
Gud for alt hvad jeg bedrev,
Vidne trofast mine Skjalde,
Som det ei for Intet skrev,
At, trods Avinds tomme Skvalder,
Og Sophisters Hjerne-Spind,
Digternes den gyldne Alder
Virkelig med mig gik ind,
Saa om mig og Roms Poeter
Spaaed Nilens syv Propheter!

3

Derfor end, af alle Skygger,
Jeg det hører med Plaseer,
At paa Maro Verden bygger,
Fremfor paa den graa Homer,
Sluttende: trods alle Lyder,
Og hvad Momus kalder Aag,
Bugned dog den Tid af Dyder,
Da selv Digteren blev klog,
Gjorde Vers, som man giør Tøier,
Brugde Guder kun til Stads,
Var begeistret kun for Løier,
Som Ovid, og som Horats,
Krandsede med Tusindfryder
Bonde-Dont og Borger-Dyder!

4

67Freden blev min Kiæle-Dægge,
For den kaldte mig August,
Skade kun, at skarpe Egge
Huge nær saa godt ei Rust!
Jammer-Skade, at Germaner,
Tølpere i Bjørne-Skind,
Tog fra Varus mine Faner,
Og forbittrede mit Sind!
Dog, om end min Guddom halter,
Før jeg kom i Skygge-Lag,
Staaer og falder dog mit Alter
Kun med Verdens gode Smag,
Thi det staaer paa gyldne Stave
I Apollos Kiøkken-Have!

Kong 👤Christus.

1

Jeg, i denne Verdens Sprog,
Har paa Jorden intet Rige,
Men en Konge er Jeg dog,
Det med Sandhed Jeg maa sige,
Røsten min er Sandheds Tolk,
Dens Tilhørere mit Folk!

2

Min Prophet i gamle Dage,
👤Daniel ved 📌Babels Strøm,
Saae mit Rige uden Mage
Speile sig i Kongens Drøm,
Som den Steen, der sært oprinder,
Alle Malme overvinder,
Voxer til i Syd og Nord,
Fylder op den hele Jord!

3

68Guld og Sølv Propheten kaldte
Rigerne i 📌Østerleed,
Godt han saae, og ret han talte,
Siger Den, som Alting veed,
Kaabberrød og kaabberklinger
Var den Græske Vættes Finger,
Og som Jernet skarp og kold
Romer-Folkets Vid og Vold!

4

I den samme Jernets Alder
Dog opretted Himlens Gud
Rige nyt, som sit Han kalder,
Breder vidt i Verden ud;
Det Hans Kraft skal aabenbare,
Det skal vinde, det skal vare,
Volde alle Throners Fald,
Siger Sandheds-Aandens Skjald!

5

I det Rige jeg er Konning,
Dertil født i 📌Bethlehem,
Kirken kalder jeg min Dronning,
Hendes Stad 📌Jerusalem,
Kongelig dog kun i Aanden,
Alle Trælles Træl for Haanden,
Var jeg før, og er endnu
Kirke min med Dronning-Hu!

6

Sandheds Aand er over Mine,
Derfor har de Sandheds Kaar,
Her i Verden Spot og Pine,
Til det store Gyldenaar,
69Da al Verden skal vansmægte,
Det kun adles som er ægte,
Det kun staae, som har sin Rod
I den Sandhed: Gud er god!

7

Jøde-Konge uden Throne,
Med en Purpur-Kaabe mør,
Med en snever Torne-Krone,
Og til Scepter kun et Rør,
Det var Navnet, det var Dragten,
Som mig undte Romer-Magten,
Et “Hil være Dig!” med Spot,
Skatten til Guds Riges Drot!

8

End er og adspredt, som Jøder,
Folket mit paa Jordens Bold,
End jeg under Kronen bløder,
Taaler Spot og Overvold,
Men engang skal Bladet vendes,
Folket samles, Buen spændes,
Ærens Drot fra Fredens Hjem
Krones i 📌Jerusalem!

9

Medens Mellemtiden rinder,
Tabt kan synes mangt et Slag,
Men sit Tab dog brat forvinder
Kongen under Kirke-Tag;
Med Hans Brynje over Hærden,
Een kan trodse hele Verden
Derfor kiendes bedst i Baand
Min og Sandheds Konge-Aand!

10

70Mundens Ord er Aandens Sværd,
Det til Marv og Been kan trænge,
Sløves ei i Herrefærd,
Stak i Skeden altfor længe,
Mens man tit, med Sværd i Haand,
I mit Navn forfulgde Aand,
Og afhugged mangt et Øre,
For kun mig det vilde høre!

11

Ei med Guld, og ei med Staal,
Men med Aand og Ord alene,
Alle Folk og Tungemaal
Snart jeg vil til Mit forene;
Sandheds Ord er Aandens Soel,
Liv og Lys fra Pol til Pol,
Og evindelig mit Navn
Friheds Grund og Fredens Havn!

12

Mine Løbere er Lyn,
Og min Hoved-Vagt er Straaler,
Thi skal nu for Sagn gaae Syn,
At ei blot jeg Lyset taaler,
Men at, giennem Læg og Klerk,
Al Oplysning er mit Værk,
Og at over Sandheds-Thronen
Klarhed min er Lyse-Kronen!

13

Medens derfor Mørket damper,
Skjuler Solens Glands bag Sky,
Vandrer I, som Lys og Lamper,
Aftenskiær og Morgengry,
71 Alle I, som efterhige
Odels-Retten i mit Rige!
Kiendes paa de klare Blus
Mine Embedsmænd og Guds!

👤Petrus, 👤Paulus og 👤Johannes.

1

Nøgen, under Torne-Krone,
Christnes Drot opgav sin Aand,
Korset var Hans Konge-Throne,
Naglen Spiret i Hans Haand;
Kun en Røver hørdes sige:
Kom ihu mig i Dit Rige!

2

Som et Lig han blev nedtagen,
Dødere ei Nogen var,
Salvet, svøbt i Jordelagen,
Af et frygtsomt Vennepar;
Ved hans Grav stod Romer-Vagten,
Mod hans Rige Verdensmagten!

3

Attenhundred Aar tillige
Fra den Time vi har talt,
Mangt et mægtigt Kongerige
Reiste sig paa Jord og faldt,
End sig dog alt Stort herneden
Dreier kun om Christenheden!

4

Hvem har dette Rige stiftet,
I den døde Konges Navn?
Hvem har Lyd paa Jorden skiftet,
Gjort af 👤Christi Fødestavn
72📌Helligt Land paa Hedning-Tunge,
Rosenlund, hvor Engle sjunge!

5

Hvem har gjort af 📌Christus-Graven
Tvistens Æble nyt paa Jord,
For Caliphen og for Paven,
For Havdronningen i 📌Nord,
Lamper tændt, som slukke Sorgen
I den Grav hver Paaske-Morgen!

6

Hvem har gjort af Julebudet,
Fra “et Barn i Bethlehem,
Evangeliet, forgudet,
Allermest i Kæmpers Hjem!
Hvem har Legemer og Sjæle
Lært i Jesu Navn at knæle!

7

👤Petrus, 👤Paulus og 👤Johannes,
De var 👤Christi Mærkesmænd
Og Hans Rige see vi dannes,
Hvor i Verden de kom hen,
Raabte høit: Han er opstanden!
Knæler, priser Guddoms-Manden!

8

Saa de reiste Korsets Mærke,
Priste Dødens Overmand;
Deres Ord, de vingestærke,
Overfløi den vilde Strand,
Vakde, hvor med Tro de løde,
Lyst i Nød og Liv af Døde!

9

👤Petrus, 👤Paulus og 👤Johannes
Røbed, hvad nu Alle veed,
73At i Eet kan Tre uddannes:
Tro og Haab og Kiærlighed,
Fra hinanden let at kiende,
Giør dog Eet til Verdens Ende!

10

Samme Drot og samme Rige,
Samme Aand og Livets Ord,
Giør i Grunden alle lige,
Lyser over samme Spor;
Thi den samme Daab gienføder
Alle Hedninger som Jøder!

11

Jøde først, var 👤Peders Tanke,
Hedning fri, var 👤Pauli Straf,
Begge dog de vilde sanke
Rigets Børn, hvor de dem traf;
Hos 👤Johannes Frelser-Navnet
Under Eet dem har omfavnet.

12

Samme Trøst de gav i Nøden,
Over Trængsel, Skam og Spot,
Alle Tre de gik i Døden,
Glædelig, for Livets Drot;
Med 👤Johannes Kiærligheden
Giennemgik den alt herneden!

13

Talrig blev den Helte-Skare,
Under Korsets Banner hvidt,
Som, trods alskens Nød og Fare,
Tog for 👤Christus Kæmpeskridt,
Dog, som Han, der os gienløste,
Eget Blod de kun udøste!

14

74Derfor saae man klart ved Solen,
Om end Mund og Hjerte frøs,
Korsets Drot paa Konge-Stolen
Med en Livs-Kraft mageløs,
Helten, som med hvide Kinder
Dødens Bleghed overvinder!

15

Hvem har Livs-Kraft slig i Eie!
Hvem kan sprænge Dødens Baand!
Hvem Naturens Løb omdreie,
Uden Kiærlighedens Aand!
Hvad er Sandhed, om ei Ordet,
Som forgiæves kun blev jordet!

16

Hvem kan Riget overvinde,
Som kan Døden overstaae!
Hvem kan meer end Døden binde,
Mere end ihjæl os slaae!
Underligt, at kun de Færre
Helst vil døe for Livets Herre!

Nero.

1

Ikkun den er fri at nævne,
Som kan giøre hvad han vil;
Hvem der sparer paa sin Evne,
Veed ei hvad den duer til;
Derfor gjorde vel og ilde
Jeg iflæng, alt som jeg vilde!

2

75Heraf følger jo tillige,
Man kan giøre Sort til Hvidt,
Saa det intet har at sige,
For hvem, der kan handle frit,
Hvad han giør, naar som en Kryster
Ei han laster hvad ham lyster!

3

Seneca og Burrhus, begge,
Lærde mig, at jeg var fri,
Ved at slaae de gamle Giække,
Jeg bestyrked dem deri;
Var det Løgn, for egen Brøde
Og for min de skulde bøde!

4

Uden Forskiel Folk og Frænder,
Som det lysted mig, jeg slog;
Guld jeg gav med begge Hænder,
Som jeg gav, jeg ogsaa tog;
Prøved Alt hvad prøves kunde,
Som det Gode, saa det Onde,

5

Jeg og prøved Christendommen,
Deels med Staal og deels med Ild,
Prøven dog var ufuldkommen,
Thi, langt meer end Guldet gild,
Prøves (sagde Sancte Peder)
Skal den i hvad bedre heder!

6

Alle Konster, alle Dyder,
Prøvede jeg i en Hast,
Prøved alle Feil og Lyder,
Had og Yndest, Roes og Last,
76Prøved, som jeg nødig vilde,
Og tilsidst at fare ilde!

7

Tant det er med eget Tykke,
Støvet kun sig drømmer frit,
Ei engang en livløs Skygge
Mægted jeg at vorde kvit,
Mindre det, som, da jeg endte,
Hedere end Ild mig brændte!

Vespasian.

1

📌Tibren rødmede af Blod,
Skyerne af vilde Luer,
Vaklende paa Kuglen stod
Fruen over alle Fruer,
Dronningen for Herredom:
Lykken i og over Rom!

2

Ordet gik i Spaamands-Hjem,
At omtrent i mine Dage
Skulde fra Jerusalem
Lykkens Yndlinger uddrage,
Og, trods Raaderne i Rom,
Vinde Verdens Herredom!

3

Trodsende paa dunkle Ord,
Som de dristig sig tilegned,
Jøderne i Harnisk foer.
Tænkde mindst, de Ord betegned
77Lykken, som med Straale-Glands
Kronede min Laurbær-Krands!

4

Carmel-Guden, lønlig stor,
Uden Bram og Billed-Støtte,
Klogere det dunkle Ord
Knytted til, hvad klarlig mødte,
Sanddru, sagde han, dig spaaer:
Times skal, hvad du attraaer!

5

Maatte da end Capitol
Først af vilde Luer gløde,
Skabde dog min Lykke-Sol
Rom en herlig Aften-Røde,
Mens for Titus sank i Gruus
Carmel-Gudens Bede-Huus!

6

Haard jeg var, men ei med Spot,
Ei af Lyst, men kun for Penge,
Thi de lugte immer godt,
Overstemme alle Strenge,
Guld er, hvad man saa end troer,
Over-Keiseren paa Jord!

7

Skade kun, at snart forbi
Det og skal med Rigdom være,
Ei selv den mig kunde fri
Fra den tomme Guddoms-Ære,
Som mig Lykken, lunefuld,
Gav for alt mit Sølv og Guld!

78

Constantin den Store.

1

Purpur-Kaaben, tit opfarvet
I sin Bærers Hjerte-Blod,
Immer ranet, sjelden arvet,
Nemt itu sig rive lod;
Den paa Ny at sammenstykke,
Dertil hørde Magt og Lykke!

2

Kiæden mellem Jord og Himmel
Knyttet er med lønlig Konst,
Hos en broget Gudevrimmel
Søgde Mange den omsonst,
Og dog kun med Himlens Naade
Mand kan over Muldet raade!

3

Hvem der smile kan ad Døden,
Ham har Himlen smilet til,
Og som Sol i Aften-Røden
Dalede min Fader mild,
Rakde mig, med Favnen aaben,
Rørt sin Flig af Purpur-Kaaben!

4

Derfor, da mod arge Trolde
Det, ved Verdens Hoved-Stad,
Gjaldt om Stand og Stik at holde,
Til min Faders Gud jeg bad:
Du i Løn, som raader ene,
Raad og Lykke mig forlene!

5

79Solen daled for mit Øie,
Sælsomt Straalerne sig brød,
Til et Jær-Tegn i det Høie,
Som det Seirende betød,
Vanskelig dog var at finde
Veien til i det at vinde!

6

Natten kom, og Søvnen endte
Langt, forgiæves Hoved-Brudd,
Drømmen Lys i Mørket tændte,
Til mig kom de Christnes Gud,
Sagde: see, til Seier danner
I din Haand jeg Korsets Banner!

7

Solen steg paa Himlens Bue,
Haand paa Værket var ei seen,
Brat der blev i Kors at skue,
Røden Guld med Ædel-Steen,
Hvor, paa Lykkens Løbe-Bane,
Løfted sig min Purpur-Fane!

8

Trolde sank, og Kæmper bæved,
For det store Himmel-Tegn;
Brat sig Verdens-Thronen hæved
Under mig med Engle-Hegn,
Rifterne i Purpur-Kaaben
Dækkede mit Straale-Vaaben!

9

Som den første Christne Keiser,
Er udødeligt mit Navn,
Mens Konstantinopel kneiser
Over Maste-Skov i Havn,
80Ja, saalænge Korset danner
Under Sky et Seiers-Banner!

10

Hvem der smile kan ad Døden,
Ham har Himlen smilet til,
Og som Sol i Aften-Røden
Lukked jeg mit Øie mild,
Da med Christen-Tøi i Daaben
Jeg ombytted Purpur-Kaaben!

11

Stridig Ordets Strømme rinde
Giennem Tider ved min Grav,
Immer tvistes om mit Minde
Christendom og Hedenskab;
Men hvad hos mig vandt omsider
Seierrig for Kronen strider!

Konstantinopel.

1

Hvad Tibren med sin flakke Grund,
Kun stor imellem Bække,
Er mod mit Hav og dybe Sund,
Og Baad mod Orlogs-Snekke,
Det er paa Høi af Potte-Skaar
Det stolte Rom mod Maglegaard,
Mod Herrens Stad paa Bjerget.

2

Jeg er og ei et Værk af Rom,
Thi ved Helleners Hænder
Byzants med Priis til Verden kom
Før Rom fik Haar paa Tænder,
81Og medens Græsk gaaer for Latin,
Er alle Dage Æren min,
Som Hellas-Hovedstaden.

3

Det var den store Helgen-Drot,
Hvem Himlen skiød i Sinde,
At reise her sit gyldne Slot,
Ved Marmor-Havets Minde;
Saa Korset fik en Hoved-Stad,
Med ham, der meer ei throne gad
Imellem Afguds-Bænke!

4

Her fyldte sine tusind Aar
Det store Christus-Rige;
I Thule selv af Magle-Gaard
Man vidste godt at sige,
Thi Kæmper fra det høie Nord
Det kaldte Ære størst paa Jord,
At vogte mine Volde!

5

Thi fandt i mig et Bolværk stolt,
Araber og Osmanner,
Jeg tyve Tørninger udholdt,
Med Korset i mit Banner;
I Constantin den Stores By,
Fandt Øiet Lys, og Vidskab Ly,
I Fimbul-Vinterdage!

6

Gud bedre mig! den grumme Tyrk
Forspildte al min Lykke,
Af Paradis at skabe Ørk,
Det er hans Mester-Stykke,
82Nu, snart i fire Hundred-Aar,
Der trives trindt om Maglegaard
Kun Haler af Hel-Heste!

7

Dog, selv i Faldet var jeg høi:
Alt som en Fugl af Reden,
Helleners Sprog og Vidskab fløi
Fra mig til Vester-Leden,
Og finde vel engang, paa Ny,
I Constantin den Stores By,
Høi-Skolen, de end savne!

Øster-Søen.

1

Mellem mig og Kattegat,
Trindt omkring tillige,
I den stjerneklare Nat,
Førdes Gude-Krige,
Fugle sang derom i Lund,
Saa deraf i Øre-Sund
End gaaer Ry med Ære!

2

Med det store Middel-Hav,
Ei tør vi os maale,
Prise dog det gyldne Rav,
Kan og Frosten taale,
Bytte ei vor Eg og Bøg
Bort for tusind Blomster-Løg,
Sundet ei for Strædet!

3

Smaat er kun vort Folke-Tal,
Dog slet ingen Bølge
83Pløiet blev af Helt og Skjald
I saa stort et Følge,
Ei for Verdner kom paa Valg
Bedre Navn end Kæmpe-Balg,
Det fik Nørre-Leden!

4

Derfor intet Rom i Nord
Indgang fandt og Stade,
Men et Rom kun sank til Jord
For Dets Øxe-Blade;
Fra vor lille Verden kold
Løver kom med Herre-Skjold,
Skifted Ørnens Rede!

5

Derfor, skiøndt vor Folke-Kreds
Liden er til Skue,
Vi os finde vel tilfreds
Med vor Kæmpe-Tue,
Hvor med os, i Bølge-Gang,
Kappes Tunge-Maal og Sang,
Over Bøg og Bjerge!

Valhalds Guder.

1

Huusguder ikke var 📌Nordens Sag,
Seierherrer var, hvad man skatted!
📌Runemo lærer, den Dag idag,
Kun med Fødderne Steen man glatted!
Livet var ei vore Fædre en Leg,
Men en alvorlig Kamp for dets Krone,
Den at finde paa Ærens Vei,
Var deres Haab under Odins Throne!
84Ikke til Jord trak de Guderne ned,
Vilde med dem over Skyerne himle,
Kæmpe sig frem til Udødelighed,
Hvile med Fred i det guldtakte Gimle!
Valhalds guldkammede Hane alt goel
Om Nyaarsdagen i Alfaders Rige!
Aande-Naturen det er under Sol
Ud over Timeligheden at hige;
Alle dens Længsler og alle dens Savn,
Kampen og Seiren, som Engle berømme,
Hvilen, som findes i Kiærligheds Favn,
Speiled sig stolt i de Nordiske Drømme!
Helte-Historien ei som en Bog,
Men som et Storværk i Tidernes Følge,
Finder i Edda sit Billedsprog:
Alfernes Skib paa den rullende Bølge!

2

Selvgjorte Guder er Menneske-Tant,
Afguders Altre maa ældes og falde,
Kæmpeaands-Haabet i 📌Nord var dog sandt,
Droges med Døden hos 📌Iishavets Skjalde,
Trehundred Aar efter 📌Fidie-Slag,
Opstod forklaret hos 📌Øresunds Skjalde,
Femhundred Aar efter Sturlunge-Brag,
Svæver igien over Klipper og Skove,
Pløier med Kiølen det brusende Hav,
Speiler sig kiækt i den rullende Vove:
Kæmpernes Vugge og Kæmpernes Grav!
Kvadene atter i Kongernes Sale
Runge om Balder, om Odin og Thor,
Klanghornet gjalder i Bjerge og Dale,
Gyngebroes Vogter det blæser i 📌Nord,
85Valhald opbygges til hensovne Helte,
Der sidder Odin med Saga tilbords,
Der spænde alle Ænherier Bælte,
Komme, som Kæmpernes Sjæle, tilbords!
Brat man opdager, at aldrig, i Grunden,
Uddøde Aser og Vaner hos os,
Løvhytter immer de havde i Lunden,
Munke og Kloster-Latinen til Trods!
Tirsdag og Onsdag, hver evige Uge,
De kom til 📌Throndhjem til 📌Upsal og 📌Lund,
Thorsdag og Fredag, saa prude i Huge,
De kom til 📌London, og rask brugde Mund!
Derfor da Daaden kom atter paa Tale,
Øvet af Aser i Ungdommens Aar,
Øre fandt Kvadet i Hytter og Sale,
Som kiørde Thor end med Bukke igaar!
Underlig mødes Igaar og Imorgen,
Her under Bøgen og Granen idag,
Trættes om Balder paa Straaleglands-Borgen,
Enes om Hammerens Dommedags-Slag;
Thi i vort Billed-Sprog Menneske-Aanden
Tvekampen maler som, livlig begyndt,
Længe har varet, og er dog for Haanden,
Er os fortalt, men dog ogsaa forkyndt:
Tvekampen haard mellem Livet og Døden,
Sommer og Vinter i Menneske-Vang
Folkvang den faure, hvor Storværk er Grøden,
Blomsterne Glæder og Fuglene Sang!
Hvad, uden 👤Christus, var til kun i Drømme
Med Ham, lysvaagne, arbeide vi paa,
86Og, medens 👤Christus for Alt vi berømme,
Stræbe for Alvor, som Thor, Ham at naae!

Folke-Vandringen.

1

Bisse-Læder vel i Sko
Findes alle Dage,
Selv hvor, med Citronen, groe,
Blomster uden Mage;
Men at hele Folke-Færd
Bisse om, med Spyd og Sværd,
Sjeldent er til Lykke.

2

Der, hvor Jernet groer i Fjeld,
Buerne i Skove,
Drengene, i Vinter-Kveld,
Feie Skridt paa Vove,
Der var Folk med Staal i Arm,
Der var Folk med Iis i Barm,
Skyther og Barbarer!

3

Volde kan, hvor Jøkler staae,
Snee-Skrid Midler ringe,
Det kan hist en Gemse-Taa,
Her en Fugle-Vinge!
Saa, i Vovehalse-Vang,
Volde kan et Vink, en Sang
Lange Kæmpe-Reiser!

4

Det var firehundred Aar
Efter Herrens Komme,
Da i Rom og Maglegaard
Kraftens Tid var omme,
87Riget, som et Arve-Gods,
Mellem Børn af Theodos,
Skiftet til at smuldre!

5

Da med Hunner, fra Nord-Ost,
Atle foer saa fage,
Han, som kaldte sig, uroest,
Selv en Lande-Plage;
Det han var, med Ild og Sværd,
Dyrisk var hans Herre-Færd,
Djævelsk var hans Glæde!

6

Dog, kun Ørk er Dyre-Lodd,
Mark er Mande-Sæde,
Hunner faldt for Egg og Odd,
Mennesker til Glæde!
Haardt paa Haardt kun holder Styr,
Vilde nok, men dog ei Dyr,
Gother var at nævne!

7

Adulf, med en Flok af dem,
Pyrenæer-Dalen
Kaared til sit andet Hjem,
Byggede paa Valen,
Grundede, paa Romer-Gruus,
Der et Gothisk Konge-Huus,
Borgen i Toledo!

8

Keiser-Thronen nu, i Rom,
Stod paa skiøre Suler,
Styrted end før Thjodrik kom,
For en Flok Heruler,
88Men dog kun for Gothen fiin
Hynde laae paa Gylden-Skrin:
Thronen i Verona!

9

Det var Diderik af Bern,
Høvdingen for Riser,
Om hvis Navn end holde Værn
Nordens Kæmpe-Viser,
Skiøndt, i Apenniners Land,
Stakket kun holdt Gothen Stand,
Sank i Romer-Gruset!

10

Vester-Havets Dronning-Øe
Haardt det fik at finde,
At indvandre over Sø
Folk kan faae i Sinde,
Der kom Hengst og der kom Hors,
Med fuldsvart et Britte-Kors:
Gridske Angel-Sachser!

11

Gallien dog værre foer,
Der løb Alfar-Veien,
Gother gik i Hunne-Spor,
Saa kom Hurlum-Heien,
Og Burgunder, Alleman,
Hver tog Sit, med Negl og Tand,
Holdt det, mens de kunde!

12

Klodevig kom sidst og bedst,
Karl var han for Hatten,
Slog fuldmangen Mand af Hest,
Tog saa hele Klatten,
89Franker hedd hans Kæmpe-Trop,
Selv de brat sig kaldte op
Flaut i Frankerige!

13

Saa hver Strids-Mand tog sin Part,
Vester-Keiserdommet
Blev udskiftet i en Fart,
Gik som det var kommet!
Hvor Karthago sank i Gruus,
Gænserik et Konge-Huus
Reiste for Vandaler!

14

Længer paa sin Helsot bar
Øster-Keiserdommet,
Skiøndt med Narses, Belisar,
Ei til Kræfter kommet;
Selv det Bane-Saar sig gav,
Sank saa Led for Led i Grav,
Tusind Aar om Døden!

Araberne.

1

Fra Landet ved det røde Hav,
Vi gik paa lange Reiser,
Og brugde Sværd til Vandrings-Stav,
Det saae den Græske Keiser!

2

Ægypten var et Bede-Sted,
For vores Karavane,
Og Syrien vi toge med
Paa samme Løbe-Bane!

3

90Nord-Afrika vi glemde ei,
Det var os vel til Maade,
Der havde vi vor Lande-Vei,
Og bygged Færge-Baade!

4

Med dem vi over Strædet løb,
Vi drev for Vind og Vove,
Fik Spanien for Røver-Kiøb,
Og stadsed i Cordove!

5

Dog, under al den Vester-Færd,
Os Østen ikke savned,
Vi maalde Persien med Sværd,
Og Indien os favned!

6

Det skedte Alt i hundred Aar,
Fra Mahomed at regne,
Som Ørkens Sønner til en Hjord
Forsamled allevegne!

7

Hans Eftermænd Kalifer hedd,
Og hvor de os udsendte,
Med Sværd til Tro paa Mahomed
Vi Hedninger omvendte!

8

Med Christne gik det ei saa redt,
De turde os fortælle,
Vi troed paa en falsk Prophet,
Derfor saa blev de Trælle!

9

Imens vor Plov den gik saa rask,
Fra Omar Seier-Fader,
Vor Hovedstad var mest Damask,
Kalifer Ommijader!

10

91Da deres Kæmpe-Tid var endt,
For Ny vi havde Næde,
Da var vi trætte saa omtrent,
Og satte os til Sæde!

11

Da, som et Babylon paa Ny,
Vort Bagdad kom for Orde,
Dog Lykke i Al-Mansurs By
Ei Abassider gjorde;

12

Al-Raschid og Al-Mamun vel
Paa Roes og Bøger heied,
Dog blev Kalifen snart en Træl
For Trøstere, han leied!

13

Ja, tog Seldschukerne ei Alt,
Det var, fordi, paa Krykker,
Prophetens Jorde-Rige faldt
I Stumper og i Stykker!

Frankerne.

1

Gallien besat vi fandt
Af, hvem veed hvormange,
Men vi kom og saae og vandt,
Slog og tog til Fange!

2

Med de Spanske Gother laae
Længe vi i Haaret,
Til dem Nok at blæse paa
Gav Araber-Saaret!

3

92Trods vor Mur, fuldhøi og breed,
Og vort Helte-Rygte,
Røverne fra Øster-Leed
Ogsaa os hjemsøgde;

4

Men vor Hammer gav dem Smæk,
Han var Lande-Værge,
Saa de snart sig skrubbed væk,
Over alle Bjerge!

5

Mange tusind Mohrer dog
Tog hos os til Takke,
Med en lille skummel Krog
I vor Galge-Bakke!

6

Merovinger kaldte sig
Dengang vore Grammer,
Kongeligst i Fred og Krig
Skinned dog vor Hammer!

7

Sønne-Sønnen og af ham,
Keiser Karl den Store,
Red Araber-Skimlen tam,
Med sin Gylden-Spore!

8

Ja, til Ebro godt han kom,
Over Po tillige,
Hented Kronen selv i Rom
Til sit Keiser-Rige!

9

Seierrigt hans Banner foer
Indtil Raab for Resten,
Og til Eideren i Nord,
Eller dog saa næsten!

10

93Sachserne var studse nok,
Voved tit at mukke,
Maatte med hver Steen og Stok
Dog omsider bukke!

Karl den Store.

1

Carolus Magnus, Franke-Drot!
I tusind Aar tillige
En Hytte liden var dit Slot,
En Grav dit Keiser-Rige,
Men under Gylden-Krone dog
End gaaer dit Navn fra Bog til Bog,
Fra Mund til Mund paa Jorden!

2

Hvad har du gjort i gammel Tid,
Som freder om dit Minde!
Hvad togst du vel med Storm og Strid,
Som vare kan og vinde!
Hvi gløder end, ved Ronceval,
Med Holger Danske, hver en Skjald
For Keiser Karl den Store?

3

Med Foden flink du stødte om
Lombardens Røver-Throne;
Med Haanden let du tog i Rom
Den gamle Keiser-Krone,
Betalde Kroningen saa godt,
At Bispen blev en Kirke-Drot,
Og du hans Kirke-Værger!

4

94Araberen, saa stolt og stor,
Dit Glavind stak af Hesten,
Den vilde Kraft i Syd og Nord,
I Østen og i Vesten,
Du tæmmed med din Keiser-Vaand,
Og sønderbrød med Kæmpe-Haand
Den stive Irmin-Sule!

5

Med Sværd-Slag ingen Ridder-Stand
Der skabes i Guds Rige,
Og Blod er daarligt Vie-Vand,
Det maa vel Christne sige;
Dog Ære med den Herre bold,
Som førde Lyset i sit Skjold,
Med Korset i sit Banner!

6

Ja, Eginhard og Alkuin!
I løfte høit med Føie
Carolus over Constantin,
Langt bedre var hans Øie,
Han saae, det er kun Aandens Glands,
Der skabe kan en Straale-Krands
Om Korset under Bue!

7

Langt heller end til Lurens Klang,
I sine gyldne Sale,
Han lyttede til Skjaldens Sang,
Og til de Vises Tale!
Med Sværdet skar han Tydsklands Pen,
Saa Dens og Morten Luthers Ven,
Maa vel hans Daad ophøie!

95

De tre Nordiske Riger.

1

Det lød fra gamle Dage:
Der staaer en Ask i 📌Nord,
Derom man har en Sage,
Den og er fra ifjor!

2

Det er en Trilling-Stamme,
Den hedder Ygdrasill,
Trods mange Fiender gramme,
Den end er gæv og gild!

3

Det volde Norner milde,
Som stænke den i Løn;
Ved Dugg fra Urdas Kilde
Staaer Asken immergrøn!

4

Ei grebet er af Luften
Den gamle Ask i 📌Nord,
Os lærer Blomster-Duften,
Den har sin Rod i Jord!

5

Os lærer Modersmaalet,
Os lærer Sind og Hu,
Den fældtes ei af Staalet,
Den groer hos os endnu!

6

Den groer imellem Daner,
Omkring ved Bøg og Ell,
Den groer imellem Graner
Og Fyrr paa høie Fjeld!

7

96Som Olien paa Flammen,
Og Ræven paa sit Spor,
Paa Æblet kiendes Stammen
Det er et gammelt Ord,

8

Selv under Løve-Banner
Man kiender 📌Gothlands Bjørn,
Med Angler og Normanner,
I Kamp mod 📌Romas Ørn!

9

Saa Stammens Hoved-Grene
Gav hver et Hjerte-Skud,
Ei Regninger saa rene
Kan volde Hovedbrud!

10

Sig Gother selv kan glemme
I Storm og Vaabenbrag,
Men dog, hvor de har hjemme,
Beviser deres Slag!

11

Os Angler selv fortæller:
I 📌Sli de stanged Aal,
Det dølges kan ei heller,
Dem røber deres Maal!

12

Af deres Naale-Borge
Man seer det, selv paa Fransk,
Normanner kom fra 📌Norge,
Om end de talde Dansk!

13

Imens de Kæmper vandred,
Og lagdes under Muld,
Vel meget sig forandred
Hos Hjemmets Frænde-Kuld;

14

97De fik og blege Kinder,
De tabde lyse Haar,
Og mange gamle Minder,
I tvende Tusind-Aar;

15

Men dog med Fædrelandet,
Og 📌Nordens Modersmaal,
Beholdt de meget Andet,
End Kaabber, Kridt og Staal!

16

I 📌Nordens Hjerte-Kamre
Endnu er Tønder Guld,
Og deilige smaa Hamre,
Som Jetter slaae omkuld!

17

I 📌Nordens Fruerbure
End faure Vugger gaae,
Der blinke og der lure
End klare Øine blaa,

18

Naar de faae Lov at hvile,
Og lukkes rigtig op,
Da see de hundred Mile,
Fra Himmelbjergets Top!

19

I 📌Nordens Borgestuer
End mangt et Eventyr,
Som Børn og Skjalde huer,
Paa Brallet Holder Styr!

20

Der sidder mangt et Øre
Paa Gryder smaa i Ro,
Og vænnes til at høre
Med Heimdal Græsset groe!

21

98I 📌Nordens Glemme-Bøger,
Som her ved Haanden blev,
Man finder, naar man søger,
Hvad før i dem man skrev!

22

Af 📌Nordens gamle Minder,
Om Alf og Van og As,
Et Skilderi man finder,
Med Ramme og med Glas!

23

Foruden Glas, i Rammer,
Om end paa mølædt Blad,
Af 📌Nordens Herre-Stammer
Staae Tegninger paa Rad!

24

Derved, i Morgen-Røde,
Om end besværlig nok,
Sig reiste fra de Døde
I 📌Nord en Kæmpeflok!

25

Med Aser og med Vaner,
Den, giennem 📌Øre-Sund,
Sig bryder nye Baner,
Paa Skraa fra Mund til Mund!

26

Just nu de sammensværge
Sig i Fostbroder-Lag,
Til Ygdrasil at værge,
Vil Gud, til Dommedag!

27

Dernæst, ved Hjelp af Brage,
Om han sig end forstak,
De Havet vil indtage,
Der hjelper ingen Snak,

28

99Hvad Havet er om Jorden,
Er Ordet om Idræt,
Og Kæmperne fra 📌Norden
Vil det indtage ret!

29

Dog, Værket selv maa prise
Sin Mester, om det kan;
Forstaae halvkvæden Vise,
Og hold for Tunge Tand!

Angel-Sachserne.

1

Vikinger af Moders Liv,
Valhalds rette Giæster,
Strømmed sammen vi paa Hav,
Styred saa i Vester,
Kom til Bretland i en Fart,
Tog, som Kæmper, hver sin Part,
Sloges om det Hele!

2

Riger syv vi reiste saa,
Regner man det nøie,
Vest-Sex og Nord-Humberland
Var dog Hoved-Fløie;
Hisset var den Tydske Haand,
Her var Nordens Kæmpe-Aand,
Sjælen i det Hele!

3

Kronen først dog havde Kent,
Konge kan man være,
Skiøndt man af sit Parlament
Skiel og Skik maa lære;
100Over-Huset var i Nord,
Under-Huset fra i Fjor
Stemmed for det Hele!

4

Ina var en Vestsex-Drot,
Angler han gav Love,
Egbert var af samme Slags,
Angled Alt tilhobe,
Alfred var en Hoved-Mand,
Ædling god var Adelstan,
Sachser i det Hele!

5

Funt og Kors, med Augustin,
Fik vi fra det Fjerne:
Man af sine Side-Mænd
Mestres ikke gierne;
Heller end os christne ret,
Havde os vel ogsaa ædt
Britter i det Hele!

6

Kirken i Nord-Humberland,
Christi op ad Dage,
Himmelhøi og klippefast,
Hæved sig nu fage,
Døbde langs fra Donaus Væld,
Over Harz og Dovre-Fjeld,
Norden i det Hele!

7

Kloster-Skolen var og god,
Klog paa meer end Daaben,
Beda, med sin Kirke-Bog,
Bærer Viisdoms-Kaaben!
101Kundskabs-Træerne ved Rhin
Kiernelagde Alkuin:
Manden for det Hele!

8

Falke-Syn, fra Heden-Old,
Fulgde vore Skjalde,
Mestere i Harpe-Slag
Maa dem Norden kalde:
Lære-Digt og Spaadoms-Sang
Ligegodt i Øret klang,
Herlig i det Hele!

9

Cædmon var en Kirke-Skjald,
Kongelig i Aanden,
Davids-Harpen sært ham faldt
Drømmende i Haanden,
Toned høit om Paradis,
Toned til Jehovahs Priis,
Prægtig i det Hele!

10

Oldhjelm Sagn og Æventyr
Arved efter Brage,
Harpen kaldte, under Kors,
Heden-Old tilbage,
Bragende om Grændel Trold,
Bjovulf, Hengst og Hnæf og Skjold,
Norden i det Hele!

11

Viking-Magt, som Viking-Liv,
Varer sjelden længe;
Hedninger fra Viking-Hjem
Hærged Mark og Enge,
102Daad og Digter sank i Muld,
Daner tog vort Sølv og Guld,
Efterhaands det Hele!

12

Daner gik, Normanner kom,
Dybt vi sank i Dvale,
Keiseren med Douzepers
Kom da ret paa Tale,
Artus ved det runde Bord
Arved Heltene fra Nord:
Aanden i det Hele!

13

Vi til Kræfter kom igien,
Kun som Dødens Fanger,
Aanden giæsted nu og da
Enkelt Helt og Sanger,
Dog, med Synerne vi saae,
Som i Dvale mest den laae,
Slumred i det Hele!

14

Dvale er dog ikke Død,
Dages det derhjemme,
Fuglen vel med Fier igien
Faaer sin gamle Stemme,
Staver sig, i Glemme-Bog,
Til vort Syn, som til vort Sprog,
Herligt i det Hele!

103

Kong 👤Edvin.

1

Jeg førte ret et Konge-Liv
I 📌York, mit Herre-Sæde,
Og 👤Ædelburg, min Ægte-Viv,
Hun var min Hjertens-Glæde!

2

Hun kom fra Syd, hun kom fra 📌Kent,
Med Bisp og Bog i Følge,
Og aldrig kunde jeg det nænt,
Sin Tro hun skulde dølge.

3

Tro hvad Du vil! vær mig kun tro!
Elsk lidt mig, elsk mig længe!
Det var vor Tale, begge To,
Hvor Blomster groe i Enge!

4

Mig huged 📌Nordens lyse Haab,
Om Valhald og om Gimle,
Jeg tvivled om, de Christnes Daab
Gav Kæmper bedre Himle!

5

Jeg sad engang, som før saa tit,
Og tænkde paa det Bedste,
Min Tanke fløi som Fuglen vidt,
Men kunde Fod ei fæste!

6

Min Dronings Bisp som hed 👤Paulin,
Sad hos i Aftenstunden,
Han lagde Haand paa Isse min,
Og spurgde mig om Grunden.

7

104Jeg sank i Knæ, som rørt af Lyn,
Thi mange Aar tilbage,
Mig timedes et Drømme-Syn,
I Ungdoms Prøve-Dage.

8

En Flygtning var jeg da om Land,
Forjaget og forvildet,
Fortvivlende paa Gravens Rand,
I Falskheds Snarer hildet!

9

Da stod der som en himmelsk Aand,
Om Nat, for mig i Drømme,
Han lagde paa min Isse Haand,
Og førde Taler ømme,

10

Han sagde: Liv og Lykke stor
Dig venter end tilvisse,
Men troe saa Manden paa hans Ord,
Med Haanden paa din Isse!

11

Saadan kom Daab og Christendom
Til disse Landemærker,
Og aldrig meer jeg tvivler om,
De giør jo Underværker!

12

Den gamle 👤Kæf, min Offerpræst,
En Lysalf lig fra Gimle,
Svang op sig paa den høie Hest
Og red til Christnes Himle!

105

👤Ansgar.

1

Aanden lignes allerbedst,
Her i Støvets Dale,
Ved en sær og fremmed Giæst,
Underlig i Tale,
I hvis Stemme, dog med Fryd,
Hjertet hører Hjemmets Lyd!

2

I 📌Nord-Humberland en Skjald
Sang om Daners Kvide,
Da en Trold i Konge-Hald
Kom ved Midnats-Tide,
Suged Blod og knuste Been,
Medens Daner sov som Steen!

3

Angul-Skjalden sang dernæst
Om en Gothe-Kæmpe,
Kommet som en fremmed Giæst,
Trolde-Gny at dæmpe,
Sang om Seiren under Øe,
Gothen vandt paa Land og Søe!

4

Bjovulf-Drapens Mester-Skjald
Glemde ei at kvæde
Om, hvor høit, ved Grændels Fald,
Jubled Daners Glæde:
Skjoldung-Drotten duehvid,
Vennesalig, engleblid!

5

Sagn om Lodbrok og hans Æt
Gik paa Jord saa vide,
106Som et arrigt Trolde-Sæt,
Grumt ved Midnatstide,
Da den falske Asamand
Fældte Harald Hildetand!

6

Til en Frelser 📌Dane-Skov
Trængde da saa saare,
Fuglen tav, og Folket sov,
Som et Lig paa Baare,
Vække kan af slig en Døs
Kun en Bjovulf mageløs!

7

Ved den Gothe lignes bedst
Kæmpen fra det Fjerne,
Der og som en fremmed Giæst,
Ledt af 📌Danmarks Stjerne,
Kom til Marken, from og prud,
Med det store Julebud!

8

Gothe-Navn han ogsaa bar,
Korsets djærve Kæmpe,
Asaspyd” det er👤Ansgar,
Dog han foer med Læmpe,
Saae, som Bøg og Bølgegang,
Alt er blødt i 📌Danevang!

9

Seen var Marken at besaae,
Ukrudt og at dæmpe,
Seent men sødt det at forstaae
Lærde Korsets Kæmpe:
Seent men sødt i 📌Danevang
Lyder Nattergalens Sang!

10

107Hele fyrgetive Aar
Gik han som paa Gløder,
Mødte dog, i Kongens Gaard
Hvad alt Surt forsøder:
Skjoldung-Drotten duehvid,
Vennesalig, engleblid!

11

Er din Herre som hans Svend,
Sagde han med Ære,
Ogsaa 👤Christi gode Ven
Gierne Jeg vil være,
Døb kun du, men far i Mag!
Troen er en Hjertesag.

12

Det var først fra 📌Hedeby,
Anguls Jarlesæde,
Klokke-Klangen lød i Sky,
Hvorved Trolde græde;
End om Aser hundred Aar
Harpen klang i 📌Leiregaard!

13

Da, ved 👤Gorm den Gamles Død,
Brast de sidste Strænge,
Siden Kirke-Klokken lød
Høit i 📌Roeskild-Vænge,
Gav paa Christendommen Mod
Dronning 👤Thyra Dannebod!

14

Skjold-Mø var fra Arildstid
Dana kaldt i 📌Norden,
👤Dannebod, saa from og blid,
Blev, ved 📌Issefjorden,
108Kaldt af Ham en Datter bold,
Som er baade Soel og Skjold!

15

Dana sad, i Odins Old,
Bly i Borgestue,
Med et Bøge-Blad til Skjold,
Rød af Arne-Lue,
Havde kun, mod Dødens Harm,
Blomster-Haab i Engjords-Barm!

16

Giæsten fra det Fjerne sang:
Deilig, under Sneen,
Staaer en Blomst i Jorsalvang,
Som ei sank for Leen,
Dufter sødt hver Julenat,
Er paa Bryst en evig Skat!

17

Det var fremmed, det var sært,
Underligt at høre,
👤Dannebod dog fandt det værd
Giæst at laane Øre;
Yndelig, som Hjemmets Røst,
Stemmen klang i Danas Bryst!

18

Siden Jule-Giæsten kom,
Hid til disse Lunde,
Ofte Løv de skifted om,
Tusind Aar henrunde,
Dog hvert Jule-Morgengry
Kimer sødt det under Sky!

19

109Og hver Paaske-Morgen klar,
Under Fugle-Sangen,
Yndig blomstre for 👤Ansgar
Lilier i Vangen,
Thi med ham, i Dødens Gaard,
Dana leved tusind Aar!

Knud den Store.

1

Hvor smilende Kyster,
Ved Sundene smaa,
Som Broder og Syster,
Hinanden forstaae;
Hvor Hav-Fruer dandse,
Med Skovmærke-Krandse,
Paa Bølgernes Top;
Hvor Ager-Høns klukke,
For Sø-Haners Vugge,
Der voxde jeg op!

2

Som han, der paa Snekke
Kom spæd over Sø,
Med Odd og med Egge,
Til Dannemænds Øe,
Og vilde, hensoven,
Skrinlægges paa Voven,
Med Guld og med Rav:
Som Skjold, end paa Baaren,
Mig vinked om Vaaren
Det vildende Hav!

3

110Hvor Havelok Dane
Sin Fæste-Mø vandt,
Paa sælsomme Bane,
Hvor Guldborg han fandt,
Bag Vester-Havs Bølger,
Hvor Grav-Høien dølger
Den Høvding saa bold;
Der, underlig fremmed,
Jeg syndes, var Hjemmet
For Ætten af Skjold!

4

Der lod, paa Høi-Sæde,
Med Kronen saa prud,
Jeg Skjaldene kvæde
Om store Kong Knud;
De voved at sige:
Han var i sit Rige,
Hvad Gud er i Sit,
Og Lov-Taler grove
Behage, til Hove,
De Fine for tit!

5

Jeg reiste min Throne
Ved Themsen fuldnær,
Med Scepter og Krone,
Jeg satte mig der,
Tog kraftig til Or'e,
Holdt Ting med de Store,
Til Høi-Vandet kom;
I Høielofts-Sale
Lad Høvdinger tale
Med Skjalde derom!

6

111Fra gyldne Høi-Sæde
Jeg tordnede: Flod!
Vov ikke at væde
Din Over-Mands Fod!
Fuldhøit er jeg steget,
Her staaer paa sit Eget
Min Konninge-Stol,
Tænk ei, i mit Rige
For dig jeg skal vige,
Mens Øiet seer Soel!

7

Sig høined dog Floden,
Stiltiende kvær,
Gik lukt over Foden,
Gik Knæ-Skallen nær!
Da sprang jeg fra Sæde,
Og flygted med Glæde,
Og sagde ei blot:
Kun Han eier Landet,
Hvem Veiret og Vandet
Vil kiende for Drot!

8

For Herredoms-Skiellet
Mig gjordes saa klart,
Til Windsor-Kapellet
Jeg vandred fuldsnart,
Der Helten jeg kroned,
Som Støvet udsoned
Med Aandernes Drot,
Hvis Bud over Bølge
Al Verden maa følge,
Hvis Scepter er godt!

9

112Derefter paa Thronen
Jeg, Mide i Muld,
Ei praled med Kronen
Af Demant og Guld,
Men Danmark og Norge,
Med Anglernes Borge,
Jeg kaldte nu Hans,
Som skabde i Skoven,
I Skyen, i Voven,
Et Speil for sin Glands!

10

I Mund-Harper sære,
Med Strænge af Guld,
Som tone til Ære
For Guder af Muld!
I Lov-Tunger snilde!
Hvi friste, forvilde
I Skjoldunger saa,
At sjelden, paa Vinge,
De høit sig opsvinge,
Som Land-Vætter smaa?

Det Norske Trekløver.

1

Der voxde en Blomst paa 📌Norges Fjeld,
Ved Alfarvei,
Med Birke-Løvet den har det Held,
Den visner ei.

2

Den voxde for 👤Hakon Adelsteen,
Og for de To,
Som gik i Bøger fuldtit for Een,
Skiøndt Saga loe.

3

113Den Første, han var som 📌Dovre høi,
I Midje smal,
Den Anden heller som 📌Dovre drøi,
Men lav i Hald!

4

For 👤Trygges og 👤Harald Grænskes Søn,
Og 👤Adelsteen,
Med Trillingbladet staaer vintergrøn
Dog Blomsten een!

5

Med funklende Blik og Bjørnemod,
De gjorde Eet;
De døbde Klippen med Vand og Blod,
Det holdt saa hedt!

6

Fra 📌Engeland kom de alle Tre,
Med Daaben hjem,
I Funten smelted de Iis og Sne,
Det sved til dem!

7

For tidlig kom 👤Hakon med Lærdom reen,
Er Sagas Ord,
For tidlig døde Kong 👤Adelsteen,
Sang Skjald i 📌Nord!

8

Hans Helteliv var af hedensk Art,
Det selv han fandt,
Til ham i Valhald en Plads var spart,
Og den han vandt!

9

Fra Fredegods Tid ei nogen Drot,
Det seer man let,
Blev viist til Valhald med Kvad saa godt,
Og dog saa slet;

10

114Thi over sig 👤Eivind talde vildt,
Med Nutids Konst,
Dermed i 📌Norge blev Skjaldskab spildt,
Og Valhald Dunst.

11

Af 📌Norges Sangfugle man saae kun Dun,
Og Vinge-Fier,
Fra Hakons-Maalet til 👤Nordahl Brun,
Om ikke meer!

12

Olaverne døde vel Helte-Død,
Paa Nordisk Viis,
Men dødt og Kvadet ved Baaren lød
Til Heltepriis!

13

Kong 👤Olav den Høie, rettilpas,
Slog til i Hast,
Før rundet ud var hans Timeglas,
Og Buen brast!

14

Kong 👤Olav den Drøie, Helgen kaldt,
Bar snildt sig ad,
Saa alle Guderne med ham faldt,
Paa 📌Stiklestad!

15

En Kilde udsprang der, hvor han laae,
Og bedre Sted
Trekløver-Blomsten kan aldrig faae,
End paa dens Bredd!

16

Saalænge man læser 📌Islands Skrift,
Den vinder Priis,
Ei sammen flyder med Sagn Bedrift
Paa bedre Viis!

115

Harald Haardraade.

1

Norge, Kæmpers Fødeland,
Var min Konge-Moder,
Spiret var en spydig Gran,
Bjørnen var min Broder,
Nattergal var mig som Giøg,
Ørn og Maage, Ravn og Høg,
Det var mine Fugle!
Klinge-Døn paa Skjolde-Tag,
Bedre end alt Harpe-Slag,
Huged mig i Thule!

2

Da en Leer-Grav var min Strand,
Spaaner mine Baade,
For mig svæved Øde-Land,
Paa en Orlogs-Flaade;
Mønstred jeg, i Gry og Kveld,
Drømmene om Fryd og Held:
Legenes Kiær-Minder,
Immer slog, paa Mørke-Blaat,
Rosen-Rødt og Lyse-Graat,
Valens Keiserinder!

3

Fyldt jeg var ei femten Aar,
Da med Hænder bolde
Bønder jeg gav Bane-Saar,
Kløved Herre-Skjolde,
Det var, da paa Stiklestad
Kongen faldt for Bonde-Had,
116Hellig-Olav blegned,
Der, med dybe Kæmpe-Saar,
Dog med bedre Konge-Kaar,
Jeg paa Valen segned!

4

Modig Mand er Lykkens Ven,
Ven er meer end Frænder,
Brat jeg leved op igien,
Faldt i gode Hænder,
Stævned over Bjerg og Dal,
Stævned over Bølgen sval,
Did hvor Lykken vinked:
Hvor for Mænd med Helte-Kaar,
Luren klang i Magle-Gaard,
Gylden-Hjelmen blinked!

5

Der jeg, som en Væring bold,
Tjende mange Dage,
Som for Æren, saa for Sold,
Ledte om min Mage:
Blaamænd meied jeg med Sværd,
Sanked Guld i Herre-Færd,
Stormed Klippe-Borge;
Sank engang i Orme-Gaard,
Klædte dog i Manddoms-Aar
Konge-Stol i Norge!

6

Jeg kun loe ad Bonde-Had,
Vant til Kæmpe-Dyster,
Aved med mit Øxe-Blad
Einer Bue-Kryster;
Længdes mere, Aar for Aar,
Modig efter Magle-Gaard,
117Hvor, med Brag og Bulder,
Under Storm og staalgraa Sky,
Sværdet Vinter reed ad By,
Over Kæmpe-Skulder!

7

Da fra England kom der Bud:
Jarlen sad paa Thronen,
Bedre vel end Danmarks Knud,
Passed mig Guld-Kronen,
Med en Skov af Eeg og Gran
Tog jeg til Nord-Humberland:
Gammel-Norske Egne;
Drømde Thord, og drømde Gjord,
Drømde selv jeg fælt ombord,
Hvad var det at regne!

8

Jarler sank for Konge-Sværd,
Som det sig mon sømme,
Kæmper fyldte godt i Kiær,
Blodet flød i Strømme!
Jørvik thinged som en Skielm;
Brynjeløs, med Skjold og Hjelm,
Reed jeg i min Kofte,
Klædt i Staal fra Taa til Top,
Konge-Jarlen med sin Trop
Mødte mig paa Tofte!

9

Slaget stod ved Stanford-Bro,
Det er vel at mærke,
Nordmænd stod vel Een mod To,
Uden Brynje-Særke!
Purpurfarvet der man saae,
Med min Kofte mørkeblaa,
118Mange Brynjer hvide,
Skjold-Borg min jeg selv kun brød,
Maatte dog, som Nornen bød,
Bleg i Græsset bide!

10

Med min Lykke og min Roes,
Mellem Gran og Birke,
Slumrer jeg i Nidar-Oos,
I Vor Frue-Kirke!
Hellig-Olav, har man sagt,
Kæmped kun for Troens Magt,
Harald for sin egen;
Sikkrest er det simple Ord:
Hvad end kæmpes for paa Jord,
Døden ender Legen!

Normannerne.

1

Alle vi kom fra Nørre-Leed,
Gjorde sædvanlig kort Beskeed,
Fyldte i Karolingers Tid
Vester-Leden med Storm og Strid;
Seiled saavidt som Sø var blaa,
Levned ei Liv, hvor Rov vi saae!
Alle som Bier, vi fløi og trak,
Surred og Alle som de og stak,
Men om en Viser, flink og ferm,
Flokked sig dog en rigtig Sværm,
Satte sig fast, hvor sødt det klang,
Kube sig vandt i Blomster-Vang,
119Blev til et Stade, stort og stolt,
Hvor der paa Norsk er aldrig koldt,
Virkede Vox og Honning sød,
Værk til Kierte og saa til Mjød;
Sværmede rask over Bjerg og Sø,
Saa det blev kiendt paa mangen Øe,
Mest hvor vi Blomster fandt og Ly,
Saa der blev Værk og Sværm paa Ny!

2

Viseren god heed Gange-Rolv,
Gik for To af de store Tolv!
Han sig til Kube, frank og fri,
Fik Bretagne og Normandi,
Var vel kun Søn af en Møre-Jarl
Raged dog høit over Tosse-Karl,
Kyste ham saa med Fynd paa Fod,
At paa sit Hoved Franken stod!

3

Jarle-Kongen, som Norges Drot
Turde ved Jørvik byde Spot:
Lidt over syv Fod Jord i Alt,
Der sig at hvile, naar han faldt,
Meer ikke selv af Engeland
Fik under Skiftet med Norman!
Villum Bastard den Rollung hedd,
Som saa i Ring ved Hastings reed,
At var end Harald sadelfast,
Græsrytter dog han blev i Hast!
Ægtere var ikke Spyd og Sværd
I nogen Høvdings Herre-Færd,
(Angler det sanded tit med Sorg)
End i den Jarls fra Rudeborg!

4

120Prægtig nu gik Normanners Plov,
Kroner om Land man holdt for Rov,
Og hvor paa Vove løs det gik,
Immer vi høiest Øine fik!
Lystig det gik over Bjerg og Sø!
Krone har fleer end Anguls Øe,
Robert Vitsker sig smedded sin
Hinsides Alp og Apennin,
Græker og Blaamand Tankreds Søn
Værkstedet gav i Arbeids-Løn,
Det var Neapel og Sikel-Øe!
Brat over Bjerg og salten Sø
Teede sig klart i Herre-Færd,
At endnu Lyn man smedded der:
Trindt om Tankred og Boemund
Lynede Sværd i allen Stund!

5

Da var Normannen i sin Glands:
Glimrende var den Hæders-Krands,
Han, fra Neapel og Normandi,
Vandt under Kors paa Kæmpe-Sti!
Lykken dog er af Boble-Art,
Brister i al sin Pragt fuldsnart:
Robert Kort-hos, den Helt saa prud,
Han var Normanners Krone-Skud,
Immer dog feil derad han tog:
Kronen i Jorsal han afslog,
Greb efter den i Engeland,
Snubled, og faldt i Slavestand!
Med ham i Taarn, og saa i Grav,
Sank da Normanners Høvdingskab,
121Vi, som en Draabe Norsk og Dansk,
Sank i et Hav af Vælsk og Fransk,
Indtil omsider Normandi
Tabde endog sit Navn deri!
Dog, førend Cherbourg fandt sin Grav
Midt i det tomme Ærme-Gab,
Alt som i Seine Undergang
Dieppe, Havre og Rouen,
Mestrede saa man Børn i Beck,
Malede saa med Pen og Blæk,
Rimede saa om Kraftens Aar,
Og om den favre Rosen-Gaard,
At det er kiendt paa Vidskabs Sti:
Været der har et Normandi!

👤Hervard Lofriksøn.

1

Jeg var en slem, balstyrig Knegt,
Med Dun og Skiæg paa Hagen,
Og ligned vel min gamle Slægt,
Fra 📌Slien op til 📌Skagen;

2

Thi jeg en Angler var af Byrd,
Blandt dem, som alle vidste,
Langtfra den første gale Fyr,
Om end maaskee den Sidste!

3

Jeg spilled saa forvoven op,
I Dage alt for tamme,
At, som en uregierlig Krop,
Jeg dreves ud med Skamme!

4

122Jeg tumled mig i Verden om,
Blandt tamme Dyr og vilde,
Men hvad mig allerbedst bekom,
Det var to Øine milde!

5

Dem mødte jeg i 📌Flæmingland,
Hos 👤Thyrfrid, nu hensovet,
Hun var en faver Liljevand,
Og from og ei forlovet!

6

Saa gode Venner blev vi To,
Som Ægtefolk kan være,
Hos hende jeg mig slog til Ro
Med Rigdom, Dyd og Ære!

7

Jeg leved som en Herremand,
Og glemde Frændelaget,
Til der kom Nyt fra 📌Engeland
Om meer end 📌Hasting-Slaget!

8

Med Nidingen fra 📌Normandi
Ei blot kom Herskab fremmed,
Men alskens Vold og Tyranni,
Til Angelsachser-Hjemmet.

9

Et Rov var Odelsgodset mit
Nu i Normanners Hænder,
Min Moder var paa Dørren smidt,
Og tigged Brød hos Frænder!

10

Da af min Dvale op jeg foer,
Sleb Sværd og hvæssed Pile;
Før Harm er hævnet, høit jeg svor,
Ei meer skal Armen hvile!

11

123Min 👤Thyrfrid tog det hvide Slør,
Jeg Ridder-Vaaben blanke,
Med Æren helst hver Ædling døer,
Det var min faste Tanke!

12

Normannen fra min Faders Gaard
Kom over Hals og Hoved,
Til askegraa blev mine Haar,
Jeg kæmped, som jeg loved!

13

Ja, Banner reiste jeg mod ham,
For hvem de Stærke bæved,
Og ofte, til Tyrannens Skam,
Med Seierskrands det svæved!

14

Da var ei meer det halsløs Sag
Paa Engelsk høit at kvæde,
Besunget blev hans Nederlag
Paa Gade og paa Stræde!

15

Og vandt jeg ikke bedre Kaar
For Fædres Land i Dvale,
Saa vandt jeg dog min Faders Gaard,
Og Priis i Riddersale!

16

Min Søn beholdt sin Odelsret,
Han tør vel Lykken friste,
Og er hans Afkom af min Æt,
Han bliver ei den Sidste!

17

Hans Navn er 👤Hugo Ydermeer,
Det haaber jeg, betyder,
At Angler gilde, mange fleer,
Skal øve Ridder-Dyder!

18

124Da aldrig, for Normanners Staal
Og Franske Sladder-Munde,
Skal Anglers gamle Modersmaal
Og Viser gaae tilgrunde!

👤Hildebrand.

1

Med Korset og Krumstaven,
Alt som en Bussemand,
For os staaer Ærke-Paven,
Den store 👤Hildebrand.

2

Han var en født Toskaner,
Og vist af Gothisk Æt:
Paa Gothers Kæmpe-Baner
Gaaer Tyr med Næve-Ret!

3

Sin Haand i Ulve-Munden
Han satte djærv i Pant,
Med Finter dog i Grunden
Han Fenris-Ulven bandt!

4

Trinviis til Høielofte
Opsteg kun 👤Hildebrand,
Hans Fader, med sin Kofte,
Var kun en Tømmermand.

5

Han op til Himmel-Blaanen
Med Gothe-Øine saae,
Til Solen og til Maanen,
Hvor kongelig de gaae!

6

125Han saae til Jordbær-Haven,
Med samme Øie-Kast,
Paa Keiseren og Paven,
Da Syn han fik i Hast!

7

Da over Pave-Stolen,
I 👤Christi Vaabenskjold,
Saae Korset ud som Solen,
Med Straaler mangefold!

8

Og over Konge-Thronen
Han saae en Maane-Krands,
Som fik i Keiser-Kronen
Fra Solen al sin Glands!

9

I Korsets Navn at raade
For Sværd i Keiser-Haand,
Var 👤Christus-Rigets Gaade
I Gothisk Pave-Aand!

10

Det huged godt Normanner,
Naar Paven gav dem Lov
Til, under Korsets Banner,
At bjerge deres Rov!

11

Det huged godt den Vilde,
Som raned 📌Engeland,
Og allerbedst den Snilde,
Sol-Pavens Mærkes-Mand!

12

Ja, 👤Robert var hans Næste,
Og sleb ei uden Vand
Sit lange Sværd til Bedste
For Fader 👤Hildebrand!

13

126Det var med 👤Henrik Franker
Han havde al sin Nød,
De tydske Keiser-Tanker
Han leed ei for sin Død;

14

I dem var Paven Maane,
Og Keiseren var Soel,
Af ham kun skulde laane
Sit Skin St. 👤Peders Stol!

15

Det 👤Hildebrand med Rette
Vel fandt, gik avet om,
Men saa gik Begges Trætte
Om Tredjes Eiendom.

16

Guds Aand er Naade-Solen,
Som skinner i Guds Ord,
Og Tro paa Naade-Stolen
Ny-Maanen er paa Jord,

17

Derfor den lange Trætte
Om selvgjort “Mit og Dit”
Kun endtes, da de Rette
Kom selv, og Hver tog Sit.

18

Vel tusind Aar de tøved,
Da skifted Sværd paa Val
Blandt Keiserne, som røved,
Og Bisperne, som stjal!

19

De Begge Uret øver,
Dog siges maa det frit:
Langt heller Tyv end Røver,
Han levner immer lidt,

20

127Han sparer Liv og Lemmer,
Og Hverdags-Klædebon,
Ham tit en Mund og tæmmer,
Og kyser Barne-Haand;

21

Men Røveren vil myrde,
I Korsets Navn især,
Al Hjorden med sin Hyrde,
Seer ei han dragne Sværd!

22

Tilpas udfoer af Skede
Da 👤Peders Kæmpe-Sværd,
Og kiøs enstund den Lede,
Skiøndt selv kun et Gienfærd!

23

Det Sværd i Pave-Haanden
Man kalder “Kirkens Band”,
Det svang i Gothe-Aanden,
Som Mester, 👤Hildebrand!

24

Landflygtig dog han døde,
I 👤Robert Vitskers Vold,
For Skygge-Sværd afbøde
Kan godt et verdsligt Skjold.

25

Det lærde brat de Stærke,
At Band ei beed i Skind,
Naar under Korsets Mærke
Man foer med Veir og Vind.

26

De koneløse Præster
Da selv i Harnisk foer,
Langt meer end deres Mester
De vandt derved paa Jord;

27

128Men det for tungt at bære
Apostel-Skyggen fandt,
Og 👤Hildebrand til Ære
Den ved hans Grav forsvandt!

28

Det Rygte sig udbredte,
At den var draget hjem,
Forgiæves kun man ledte
Dog i 📌Jerusalem!

29

Forbi det var med Aanden,
Og Støvet sank i Knæ
For Kors og Lys i Haanden,
For Aand af Steen og Træ!

30

Med 👤Christ af Guld det rene,
Apostler af Basalt,
Og Kirken kun af Stene,
Haandgribeligt blev Alt!

Det store Kors-Tog.

1

Vor Gud er død hinsides Hav,
For vore Synder grove,
Og Fienden tramper paa hans Grav,
Og alle Christne sove!

2

Har Ingen meer hans Navn saa kiært,
Saa lede Synder sine,
At han derfor det finder værdt
At taale mindste Pine!

3

129Tør Ingen, under Korsets Tegn,
En Landse for ham bryde?
Vil Ingen i hans Føde-Egn
For ham i Taarer flyde?

4

Har Ingen Lyst, har Ingen Mod
Til, giennem Tyrke-Vrimlen,
At kæmpe sig til 📌Jordans Flod,
Hvor end sig aabner Himlen?

5

Vil Ingen see det Undersyn,
Som slukker Hjerte-Sorgen,
At Lamper tænde sig ved Lyn,
I Graven, Paaske-Morgen?

6

Vil Ingen kæmpe for Guds Søn,
Og paa Hans Vunder tænke,
Og nyde al den Aflad skiøn,
Guds Kirke har at skiænke?

7

Saa lød til Folk i Tusindtal
Den Franske Paves Tale,
Og Skarens Røst: det er Guds Kald,
Gienlød i Bjerg og Dale!

8

Da slog sig Paven for sit Bryst,
Og raabde: ret fortolket,
Det er Guds Kald, det er Guds Røst,
Som raaber giennem Folket!

9

Med dette Løsen gaaer i Slag,
Kors-Folk! til Gravens Ære!
Til Seier da paa Kampens Dag
Guds Engle jer skal bære!

10

130Og svæver 👤Karl den Stores Aand
End over disse Egne,
Før Solen daler, hver en Haand
Vil sig med Korset tegne!

11

Hans Jævningers de mindste Børn
Vil gribe brat til Værge,
Og dynge op for Ulv og Ørn
De Vantroes Lig som Bjerge!

12

Saa slog han Ild af Franke-Flint,
Som tændte Galler-Skoven,
Saa blussende man saae, fra 📌Klint,
Den vandre over Voven!

13

Af 👤Karl den Stores Halvgud-Æt
Var 👤Gotfred end tilbage,
Og trindt om ham sig klynged tæt
End Kæmper uden Mage!

14

Ja, aldrig siden var tilfals,
For Guld og glatte Taler,
Et Par, som 👤Baldvin Vovehals
Og 👤Raimund Provencaler!

15

Og aldrig meer i Bjørne-Hi
Blev Hvalpe født derefter,
Som de, der kom fra 📌Normandi,
Endnu med tolv Mands Kræfter!

16

Med tolv Mands Kraft til Kæmpe-Id
Kom 👤Villums Søn den Vilde,
Med sex Mands Styrke, sex Mands Vid,
Kom 👤Boemund den Snilde!

17

131Paa Val end leged med sit Sværd,
Som Glutten med sin Dukke,
Normannen 👤Tankred Ærekiær,
Saa Kæmper maatte bukke!

18

Og Tyrkerne, med samme Gru,
Som Kid for Løven flygte,
Kom 👤Robert Flæmingjarl ihu,
Gav ham det største Rygte!

19

Og som de Herrer fløi fra Sal,
Saa fulgde dem og Svende,
Ei deres Jævninger paa Val
Skal sees til Verdens Ende!

20

Det rygtedes til fjerne Hjem,
Fra Christen-Navnets Vugge!
Det sanded i 📌Jerusalem
Sex Myriaders Sukke!

21

Det hørdes og, paa hvert et Slot,
Da 👤Gotfred sad paa Thronen,
At i 📌Jerusalem en Drot
Bar ydmyg Torne-Kronen!

22

Han blev, desværre, mageløs,
I mange Kongers Dage,
Og efter Daaden kom en Døs,
Som spørger om sin Mage;

23

Men dog det store Korstog skal
Saalænge høit besynges,
Til der i 📌Zions Kongetal
Et bedre Navn indslynges;

24

132Og blev endnu trehundred Aar
Forhalet Tyrke-Pesten,
Det skylde vi og 📌Maglegaard
Kors-Togene fra Vesten!

25

Ja, at vi, trods den vilde Strand,
Har Østens Perler fundet,
Det har, ved Tog til 📌Jødeland,
Os Ridderskabet vundet;

26

Og, vaier over Tyrke-Flag
End Christenhedens Banner,
Det svang sig op i Kæmpe-Slag
Af Paver og Normanner!

Valdemarerne.

1

Slaverne raadte paa Østersø,
Skoven staaer deilig og grøn,
Havfruen dandsed dog under Øe,
Den Sommer og den Eng saa godt kunne sammen.

2

Nøden var stor, men og Hjelpen nær,
Det var Kong Valdemars Herrefærd!
Hedenskab Nok der var i Nord,
Kirken dog throned ved Issefjord!

3

Troldene mange paa Rygens Klint
For Valdemarerne sprang i Flint!
Korset og bares paa Danmarks Tog,
Derfor det skinner i Dannebrog!

4

133Axel og Æsbern var Brødre to,
Tvillinger bedre paa Jord ei groe;
Sammen de beiled til Priis under Øe,
Sammen de seiled fuldhøi en Sø!

5

Valdemar Fader og Valdemar Søn
Æred dem Begge i Lys og Løn!
Sammen de sove i Danevang!
Sammen de svæve i Heltesang!

6

Visen om dem, fra Mærs og Raa,
Svinge sig vidt over Bølgen blaa!
Valdemar Seier, i Kjortel rød,
Blegnede over de Heltes Død!

7

Fulgde end Seier ham rundt paa Sø,
Venner han savned dog under Øe!
Længe han leved, den Danedrot,
Dannemarks Haab blev med Haaret graat!

8

Sammen de sank i Kveld paa Baar,
Sammen de sov i mange Aar!
Dannemarks Haab hedd Dagmars Søn,
Banesaar fik den Drot i Løn!

9

Dannemarks Haab, i Moder-Skiød,
Immer dog sover med Kinden rød!
Derfor med Vemod, mild og blid,
Mindedes Valdemarers Tid!

10

Deilige Viser, med Tone sød,
Trøsted som Engle ved Dagmars Død!
Mindet vel lader som ingen Ting,
Er dog et lønligt Kildespring!

11

134Dyb er Kiærminde-Kilden god,
Springende op af Knud Lavards Blod!
Immer det risler: engang paany
Haabet sig svinger som Fugl i Sky!

12

Fuglen har sunget og synger end:
Skoven staaer deilig og grøn,
Valdemars-Tiden oprandt igien,
Den Sommer og den Eng saa godt kunne sammen!

👤Saxo Grammatiker.

1

At giøre feilfri Romer-Stilen,
Var 👤Saxos ømme Byld,
Thi hedder han 👤Grammatiker med Filen,
For sine Synders Skyld!

2

En Sællandsfar han var for Resten,
Og Biskop 👤Axels Klerk,
Som slog kun over Romer-Læsten
Sit ægte danske Værk.

3

Ja, ægte Dansk i Grunden,
Trods Romer-Kløgt og Sprog,
Fra Hjertet er til Munden
Skjoldungers Slægtebog!

4

Eensom i Christenheden,
Paa godt og slet Latin,
Sexhundred Aar forleden
Den stod i Arten sin,

5

135Og blandt Medbeilerinder,
Om nu den Nogen har,
Sin Mage ei den finder,
Den Sag er soleklar.

6

En anden Sag, tilvisse:
Om ei en Romersk Pen
Har Skam af Folk som disse,
Af 👤Saxos Dannemænd?

7

Kun saare lidt han dvæler
Ved Daab og Christendom,
Og Rosen hardtad stjæler
Fra Faderen i 📌Rom!

8

Desmeer faae Danske Fædre,
Fra dunkle Hedenold,
Ham tækkes Ingen bedre
End Dan og Rolf og Skjold!

9

Vel nævner han med Ære
Et enkelt Bispe-Par,
Men kun som Venner kiære
Ad 👤Svenn og 👤Valdemar;

10

Som Kæmper mellem Dværge,
Staae høit, i Riddersal,
Bisp 👤Villum Kirkeværge,
Og 👤Axel Admiral!

11

Om tamme Kloster-Duer
Han er heel knap paa Ord,
Ei saa om smukke Fruer
Med Hjelm og Skjold i 📌Nord!

12

136Ved Sigrid og ved Signe,
For 👤Saxos danske Blod,
Slet Ingen er at ligne,
Undtagen 👤Dannebod!

13

Han plyndred Romer-Bøger,
Men, selv hvor Kæmper skiend's,
Omsonst hos ham man søger
En classisk Kraft-Sentents!

14

Ovider og Virgiler,
De smage ikke ham,
Naar efter dem han stiler,
Da faae de Last og Skam;

15

Thi gamle Kæmpeviser,
Af Kiællinger ham bragt,
Dem prænter han og priser,
Forærer Romer-Dragt!

16

Ei lærde af de Lærde
Han saadant Barbari,
Og om de Knoldes Hærde
Var Stadsen snart forbi!

17

For Rim af deres Skuffe
Var det Persille-Værk,
De sprængde det, som Uffe
Den rustne Brynje-Særk!

18

Blev ei for 📌Rom at drille,
Saa Romersk 👤Saxos Skrift,
Udsprang dog i det Stille
Det af hans Danske Drift!

19

137Han sit Latin har skrevet
For Danske under Øe,
Og har for dem han levet,
Med dem han og skal døe!

20

Den Dom i Kraft maa træde,
Kan bæres og med Taal,
Saalænge Skjalde kvæde
Paa 👤Saxos Modersmaal;

21

Med Livet de ham levne,
I lille 📌Dannemark,
Stor Ære paa det Jævne,
Hvor 👤Livius faaer Spark!

22

Ja, til de Danske Heltes
Er bundet 👤Saxos Navn,
Uddøer kun og hensmeltes
Dermed i 📌Danmarks Favn!

📌Island.

1

Iisklædt, med Ild i Barmen,
Jeg staaer paa Nordisk Grund,
Hos mig var meer af Varmen
I Haand dog end i Mund!

2

Om det er mig, de Gule,
I 📌Grækenland og 📌Rom,
Har kaldt og skiældt for 📌Thule,
Ei bryder jeg mig om;

3

138Men at Latin berømmes
Saa høilig hos mig nu,
Derved selv Iis maa ømmes,
Saa det er mig en Gru!

4

Som Romer-Spyd og Pile
Mod Mjølner i sin Drift,
Saa er Latinske Stile
Mod 📌Islands Sagaskrift!

5

Syvhundred Aar tilbage
Jeg lagde Haand paa Værk,
Det lærte jeg af Brage,
Og ei af nogen Klerk!

6

Min Haand var ei saa valen,
Den godt jo tøedes op,
Ved Aandepust i Dalen
Fra Hjerte-Bjergets Top!

7

Med Blæk at balsamere
Den Fugl fra Tungenæs,
Som flyver uden Fiere,
Jeg lærde ei af Giæs!

8

Den Fugl med Sange sine,
Om Balder og om Thor,
Og alle Kæmper fine,
Som Ære vandt i 📌Nord,

9

Den fløi med Odins Ravne,
Vidt over Bjerg og Søe,
Og saae fra Luftens Bavne
Storværk paa Hav og Øe!

10

139Den kom fra Asers Porte,
Den kom fra Alfers Hjem,
De Hvide og de Sorte,
Og sang iflæng om dem!

11

Den kom fra Norne-Salen,
Den kom fra Ygdrasil;
Bar Vidnesbyrd fra Valen
Om hvert et Lykke-Spil!

12

Den svæved over Heden,
Hvor Thurs i Ormeham
Paa gyldne Æg i Reden,
Sprang over Klingen Gram!

13

Den svæved over Gunner,
Som slog, med Banesaar,
Guldharpen mellem Hunner,
I 👤Atles Ormegaard!

14

Den svæved over Krage,
Dengang, en Morgen kold,
Med Kornet uden Mage,
Tilsaaet blev Fyrresvold;

15

Og da, for Guld det røde,
Om Nat han høsted Staal,
Da over Kæmper døde
Sang Fuglen Bjarkemaal!

16

Den sang om dem i 📌Leire,
Som Odin Asamand
Paa Vuggerne gav Seire,
Fra Skjold til Hildetand!

17

140Den svæved over Runer,
Som staae den Dag idag,
Og sang om Lykkens Luner
I Braavals Kongeslag!

18