►📌Paradis►.
✂
Jeg er ikke længer, saavidt man veed,
Hvor tit jeg søgdes, i 📌Østerleed,
Men Billede mit i Blomster-Ord
Dog svæver ►end over den hele Jord,
Hvor Øre man har for mit Hædersnavn,
Som Glædernes gamle ►Fødestavn,
Som ►📌Edens Have med Livets Træ,
Hvor alle Smaablomster staae godt i Læ,
Som ►Rosengaarden ved Livets Væld,
►Hvor Maanen har ikke ►Skaar og ►Kvæld,
Hvor Solen skinner og Lærken ►slaaer,
Og Solen varmer det hele Aar;
Hvor Moder kan sige sin Datter ►forvist:
Om dig synger nu lille Fugl paa Kvist,
Hvor Nattergal taler langt bedre end Stær,
Hvor Alle hinanden har inderlig kiær,
Hvor Alting gaaer muntert med Arbeid som Leg,
Hvor Ingen faaer Nykker og Ingen faaer Nei;
Hvor ►Blomsten i Eng bliver aldrig Hø,
Hvor Fader og Moder skal aldrig døe,
Hvor Alting voxer og bliver stort,
Og ►►kiger i Sky ind ad Himlens Port,
Hvor Englene immer gaae op og ned►,
Og hviske til de Smaa hvad Ingen veed:
2Hvor deiligt der er ►over Stiernetop,
Som selv de skal see, naar de kommer derop!
✂
Aartusinder svæved jeg ►saa, til Lyst
Og Længsler søde i ►Smaafolks Bryst,
Paa Skjaldes Tunger, ►for deres Syn,
Som røres kunde af Aandens Lyn,
Som tændes kunde af Hiertets Ild,
Naar liflig flagrer dens Lue mild!
Og de som lytted til Skialdens Sang,
De drømde om mig ►fuldmangen Gang,
De saae ogsaa Glimt af min Yndighed
I Aftenrøden og Hjemmets Fred,
261
(US)
I Pindsetiden, naar Skov blev grøn,
Og Bølgen sig krused mild og skiøn,
I Barndoms-Tiden, naar den svandt hen,
Men fløi som en Fugl forbi igien!
✂
Saa ►lytter, I Smaa! naar Skjalden ►slaaer
Guldharpen► om Livets ►Rosengaard!
Ei paa hans Læbe skal døe mit Navn,
Med det han synker i Støvets Favn,
Og haaber at vaagne i ►Gladhjem brat:
Hans Øines Lyst og hans Hiertes Skat,
Hans Blomsters Eng og Hans Bøges Lund,
Hans jævne Mark mellem 📌Bælt og 📌Sund,
I Fredens ►Hegn, bag de Bierge blaa,
Han immer stirred vemodig paa!
Ja, ►vænner jer til hans Billedstil!
Saa springer der ud af hver Blomst et Smil,
I Kraftens Fylde og Heltens Priis
I see da ►og Glimt af 📌Paradis!