Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Bøn og Begreb om en Dansk Høiskole i Soer

Endelig kan man ogsaa mene at Høiskolen, selv naar den blev allerbedst, og trindt i Landet skattet efter Fortjeneste, vilde være utilstrækkelig til at oplyse hele Folkets Ungdom, ja, selv naar man husker, hvad nu sædvanlig glemmes, at Høiskolen ingenlunde er til for Kiødhoveder, men kun for de Opvakte, da kan man dog sige, at de uundgaaelige udgifter ved Besøget af Høiskolen vil hindre Mange derfra; men naar kun Værket kommer i Gang og bliver et folkeligt Storværk, da er det kun unyttige Sorger man giør sig for dets nødvendige Ufuldkommenheder, og det er desuden soleklart, at jo længere Høiskolen virker, des flere og des bedre Medhjelpere faaer den trindt i Landet, saa, skiøndt den aldrig bliver overflødig, bliver den dog immer mindre uundværlig. Den naturlige og folkelige Oplysning forholder sig nemlig i alle Maader til den 31Unaturlige og Fremmede, som Liv til Død, saa de Samme Natur-Love, som giør, at den Latinske Oplysning, efterat være drevet af alle Kræfter i trehundrede Aar, nu knap er at finde paa Universitetet selv, end sige andensteds, de samme Natur-Love vil giøre, at naar den Danske Oplysning er drevet blot med skikkelig Kraft i een Menneske-Alder, da vil man møde den selv i Hytterne paa Heden, og Dens Høiskole vil kun staae i Midten, som den store Brændpunkt, hvori alle Straaler samle sig, for med fornyet Kraft at vende tilbage og oplyse Livet og opklare Aasyn i alle Kroge. Hvad man kun lærer for en Examens og et Levebrøds Skyld, det skynder man sig naturligviis at glemme, naar Examen er overstaaet og Levebrødet opnaaet, og giør det med saameget bedre Samvittighed, som man seer, det ingenlunde oplyser eller forsøder, men fordunkler og forbittrer Livet; men hvad man kun lærer, fordi man har Lyst dertil, det glemmer man i Grunden aldrig, og det stræber man des ivrigere at forplante, jo tydeligere man af Erfaring overbevises om, at det fører til en sand og munter Livs-Anskuelse, giør os dygtigere til vor Gierning og mere tilfreds med vor Stilling end vi ellers vilde været. Derfor vil man finde, at fremfor Alt med en Kongelig Dansk Høiskole, hvor Modersmaalet udfolder sig i hele sin de Fleste ubekiendte Rigdom og mageløse Yndighed, hvor Fædrenelandet i al sin Deilighed, i Lys og Skygge, staaer afbildet for vore Øine, med Veiene til Ære 32og Lykke, som Stier der snoe sig giennem Kornmarker, og hvor alle Folkets gamle Helte vaagne ved Kæmpeviserne, for aandelig at gientage deres Helte-Gierninger, med en saadan Høiskole er det bogstavelig kun det første Skridt, der koster. Og hvad koster saa vel det første Skridt? Af Penge slet ikke Andet end hvad der af Fædrene og deres Konger var bestemt til en “Patriotisk Høiskole” som ikke selv Aarhundreder kunde give Latinerne Hjemmel paa, og som de ikke engang upaatalt besad i den laveste Hjemmels-Tid. Af Kræfter kun de svage Levninger, som end er tilbage af hvad der opflammede 📌Danmarks Landsfædre, Helte, Skjalde, Sagamænd, Kvinder, Borgere og Bønder, til at elske, ære og tjene Fædrenelandet, og til, saavidt de kunde, at sikkre al ædel Daad et priseligt Eftermæle paa Modersmaalet og et kiærligt Minde hos Efterslægten, kun disse Kræfter koster Oprettelsen af den Danske Høiskole, og hvortil kan de bruges bedre end, som et Stød i Gjallarhornet, til at vække de hensovne Kæmper til den sidste Strid for Fædreland og Modersmaal, vække hvad nu maa vaagne eller sove den evige Søvn. Og nu endelig Mod, hvoraf vi vist nok Intet har at miste, hvormeget af det skulde der vel behøves for at raabe om Hjelp til at bygge Dannevirke ? Hvormeget Mod behøve vi, det gamle 📌Danmarks erklærede Venner, eenlige, adspredte, som vi staae, omringede af Latinismer, Gallicismer og Germanismer, for at samle alt det 33Beslægtede hos Folket omkring os og prøve, om Dansk dog ikke endnu er det Stærkeste paa Marken? Havde vi ikke engang saameget Mod, da maatte vi være glade ved de gamle Kæmpers Død, thi de vilde sparket til os som Thor til Dværgen ved Balders-Baalet.