↩ Nutiden, eller det nærværende Øieblik, forekommer mig som Jorden, den eneste Gienstand for egenlig Besiddelse, den faste Grundvold for alle Bygninger, og Skue-Pladsen for alle de store Begivenheder, som virke afgiørende og efterlade sig kiendelige Spor, fordi den er det Nærværende og Haandgribelige, Moder-Skiødet og Grav-Høien for Alt hvad der voxer og visner, fødes og døer, i bestandig Vexel-Virkning med Menneskens Børn. Til Nutiden som til Jorden, staae vi derfor, alle vore Dage, enten vi vil eller ikke, i det tætteste, mangfoldigste og mest indviklede Forhold, og her er det Liv og Død, det fremfor Alt giælder om; thi derpaa beroer det aandelig med Nutiden, som legemlig med Jorden, om den skal tjene os, eller vi tjene den, saa hvem der tænker, de ved at drive med Strømmen kan faae Held til at vende den, tage ligesaa ►mærkelig feil, som hvem der vilde opsætte sin Virkning paa Jorden til efter sin Død.