Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllu... / Værk

Grundtvig, N. F. S. Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllups og Kronings-Aaret 1840

Grundtvigs Værker

✂
✂ IV

1

✂ V Ei i Kreds af yngre Skjalde
Kæmper jeg om Sangens ►Priis,
Kviddrer kun, som det kan falde,
Smaat endnu paa gammel Viis,
Om hvad Deiligt mellem Daner
Øiet saae og Hjertet aner.

2

✂ Kappes vil jeg dog med Mange,
Og med Alle, hvis jeg kan,
Om at elske 📌Danevange,
Som de milde Heltes Land,
Hvor høibaarne ►Dannekvinder
►Kæmper fælde med Kiærminder.

3

✂ VIOg i hele ►Skjalde-Ringen,
Der om Bøgelund sig snoer,
Kappes med mig turde Ingen
Hidtil i forvovne Ord
Om det gamle ►Brysing-Smykke,
►Freias Pryd og 📌Danmarks Lykke.

4

✂ Disse Ord med Aar og Ælde
Kampen seierrig bestaae,
Svinge let sig over Fjelde,
►Pløie tidt Skybølgen blaa,
Drage dristig ind ved Haaret
I hvert ►Fodmaal ►Gyldenaaret.

5

✂ Derfor, Dronning over Skoven,
Hver dens Blomst og hver dens Fugl!
Klinge skal ei mindst forvoven
Her min Sang om Lykkens Hjul,
Glædens Væld og ►Dronning-Kaaret,
📌Danmarks Deel i ►Gyldenaaret.

6

✂ VIIMed sin blide Dronning-Mine,
Stærk ved Kiærlighedens Magt,
►Dana, skiøn som 👤Caroline
I sin gyldne Kronings-Dragt,
Throne skal, som i Skiær-Sommer
Rosen mellem alle ►Blommer.

7

✂ Ja, ►saavidt som Snekker seile,
Og man kiender Aare-Slag,
Alle Hoved-Skjalde beile
Skal til ►Danas Velbehag,
Som, o Dronning! Skjalde-Sangen
Nu til Dit i 📌Svane-Vangen.

8

✂ Derfor, Dronning! naar min Vise
Du vil krone med et Smil,
Da skal sig lyksalig prise
Min den gamle Skjalde-Stil,
Thi udødelig er Sangen
Med Dit Smil i 📌Danevangen.

9

✂ VIII Lyd da høit og frit i Skoven,
►Rimsmed-Slag fra Arilds-Tid!
Kling bestandig meer forvoven,
Og, mens ►trindt er Kiv og Splid,
Spaae om ►Frode-Fred i Vangen,
Enighed i Fryde-Sangen!

10

✂ Ja, som Smil fra ►Dronning-Stolen
I den ►faure Kronings-Tid,
Og som Straaler gaae fra Solen
I Skiær-Sommer lys og blid,
►Saa fra ►Danas ►Dronning-Sæde
Skal udstraale Fred og Glæde.

11

✂ Og den Skjald, som Lykken meldte,
Prises skal da uforskyldt,
Synges skal af milde Helte
►Giætte-Kvadet velopfyldt,
Dronningen, Hvem det tilegnes,
For sit Smil blandt ►Diser regnes.

✂ 1

►Kong Christian-Frederiks Hylding i Danske Samfund.

✂ Det lille “Danske Samfund” med det store Øiemed, som er det ægte Danske Folkelivs Gienfødelse og Væxt, holdt sit første Møde i Kong Christian den Ottendes Tid Tirsdagen den 10de Decbr., og efterat Ingemanns Mindekvad om Kong Frederik den Sjette “Paa sin Liigseng ligger Kong Fredrik hvid” var afsunget, aabnede Formanden det ny Tidsrum med følgende Ord:

✂ Mine Herrer!

✂ Forrige Tirsdag kunde jeg umuelig samles med Dem, dertil var Budskabet om Kong Frederik den Sjettes Død mig alt for nyt og uventet, og rørde mig personlig alt for stærkt; thi vel stod jeg dagligdags saa langt fra Majestæten, som Nogen af den Konges Undersaatter, der var mageløs tilgængelig for Alle, men i Løbet af tredive Aar stod jeg dog for hans Ansigt ved alle vigtige Tilfælde i mit Levnetsløb, og hardtad hver Gang et Aandepust fra Norden opglødede mig. Hans Gavmildhed var 2giennem mange Aar mit “visse Levebrød”, Ham havde jeg for Øie under hele min Virksomhed og da især ved mine Bestræbelser for at opfriske Kundskaben om de forbigangne Tider, og oplive den ægte Danskhed i Tænkemaade, i Tankegang og Tungemaal, som jeg vidste havde ingen varmere og mere trofast Ven i hele Riget, om end de Midler, jeg til Oplivelsen af den Danske Almeenaand ønskede anvendte, sjelden syndes ham de tjenligste og tidt vel fantastiske. For mit Hjerte maatte da Sørge-Budskabet være et Tordenslag, og al Verdens Mueligheder, de være nok saa glimrende og nok saa rimelige, kunde for Øieblikket umuelig opveie den ene store Virkelighed, saa, skulde jeg den samme Aften brudt den dybe Taushed, hvori Mandens Sorg naturlig skjuler sig, da maatte jeg udøst mit Hjerte som ved en Balders-Baare, og havde min Klage ingen Gienlyd fundet, da vilde det været min bittreste Skaal, men havde Smerten overvældet Dem tilligemed mig, det vilde været unaturligt, skadeligt paa begge Sider, og Uret mod Ham, som nu fører Spiret i Danmark.

✂ Ja, m. H. jeg vil gribe Leiligheden til at opfriske en hardtad glemt Sandhed, den Sandhed, at vi Ældre giør Vold paa Ungdommens Følelser, naar vi stræbe at henrive dem med sørgelige Minder enten af vort eget eller af de forbigangne Slægters Liv; thi kun hvad vi selv har oplevet og deeltaget i, skaber levende Minder, og hver Dag har Nok i sin egen Plage, saa vi Ældre maae ingenlunde misbruge hvad Liv og Styrke der end er os levnet, til at rulle Fortids-Sorger som Klippe-Blokke mod 3Ungdommens aabne, ubefæstede Hjerte, der kan være knust før den veed det. Naar vi derfor stræbe at indtage Ungdommen for Minder, som enten udsprang af vort eget Levnetsløb eller ved underfulde Sympathier levede op i os, da maa det kun være for dem, hvoraf vi veed, Haabet opstiger, Haabet, som falder Ungdommen naturligt og er os Alle uundværligt, saalænge vi skal tage virksom Deel i Livs-Bedriften, saa det er vor Ungdoms-Fostbroder, vi aldrig kan overleve uden at overleve os selv. Ja, m. H. overalt, hvor der findes Glimt af Nordens Aand, der sidder Hugin og Munin (Haab og Minde) paa vore som paa Odins Skuldre, og hviske os i Øret hvad de saae i Flugten over Midgaard, og vel er det naturligt, at Ungdommen hælder til Hugins og vi Ældre til Munins Side, men vil vi fare vel, maae vi dog laane Øre til Begge. Derfor er Vexel-Virkningen mellem Ungdom og Alder nødvendig, og derfor kan den være skiøn og frugtbar, naar vi lære at skatte og lempe os efter hinanden, saa vi er ligegode baade om Haabets Vinger og om Mindets gyldne Kiæder, forvildes ei i Luften og lænkes ei til Jorden; thi ligesom det er Ungdommens Fare at henrives af sit dristige Haab, saaledes er det Alderdommens at nedtrykkes af sine sørgelige Minder, og skiøndt det klinger stort som stolt, saa er det dog tomt og falder tungt, naar Einar Thambeskælver siger, han vil heller følge Magnus død end Harald levende. Det er tomt i Grunden, fordi han dog ikke vil gaae i Døden med Kong 4Magnus, men kun unddrage Harald sin Kraft og Virksomhed, og det falder tungt tilbage paa ham selv, som en levende Begravet. See, derfor havde det været unaturligt og skadeligt paa begge Sider, om jeg vilde stræbt at meddele Dem mine personlige Følelser ved Frederik den Sjettes Død, mens de overvældede mig; men det vilde ogsaa være Uret mod Majestæten, som nu beklæder Thronen, og saameget større Uret, som han er selv over den Alder, da Haabet naturlig blomstrer, saa kunde Hans Jævnaldrende ei bidrage til at Han hos Ungdommen møder et fyrigt, levende og tillidsfuldt Haab, maatte de dog aldrig, ikke selv for de dyrebareste Minders Skyld, mæle et Ord, som muelig kunde nedstemme, svække eller kiølne det.

✂ Derfor følde jeg uvilkaarlig, hvad nu klarer sig for mig, at jeg maatte ikke samles med Dem, før det Personlige var traadt tilbage, saa det ei stod baade Dem og mig i Lyset, og før det første Indtryk var overvundet, saa jeg selv uden Suk kunde gientage hvad paa Dødsdagen var mig umueligt: Kong Frederik den Sjette er død. Kong Christian den Ottende leve!

✂ Hvor latterligt nemlig end maaske mangen En kan finde det, saa var det dog mig umueligt, den første Gang efter en saadan Hoved-Begivenhed for hele Danmark, at tale om Andet i det “Danske Samfund.”

✂ Vel tør jeg ikke sige, vi endnu har hjemlet os mere Ret til dette deilige Navn, end et Barn, som ei endnu veed Forskiel paa Høire og Venstre, har til et 5stort og berømmeligt Navn, hvormed det opkaldtes af ømme Forældre, som haabede hvad de ønskede, at Navnet med Tiden vilde passe, ja, jeg tør ikke engang nægte, at blev det sammenlagt Alt hvad vi her talde sammen, jo det meste kunde have samme Feil, som alle de Adresser, jeg endnu ved denne Leilighed har seet, den Feil, Andre vilde maaske sige, det Fortrin, at det kunde ligesaa godt været sagt i hvert andet Sprog, som paa vort Modersmaal. Men desuagtet kan jeg dog aldrig finde Navnet saa ubetydeligt, eller tilstaae, vort Samfund var nogensinde saa blottet for Danskhed, at selv Thronen kunde flyttes uden at vi ændsede det, selv en Landsfader som Frederik den Sjette kunde døe, uden at det rørde os, alle Danmarks Klokker kunde ringe uden at det gienlød i vor Midte! Nei, det være saa langt fra, at jeg paastaaer, Formanden i dette Samfund maatte ikke blot dvæle ved den store Omskiftelse, men kunde ei engang Andet end røbe, om han stod ved Sjette Frederiks Grav med eller uden Haab om Kongelig Yndest for vore Bestræbelser til Folke-Livets Tarv og til Modersmaalets Triumph over alle Medbeilerinder til Dronning-Stolen i Fædrenelandet; thi Taushed herom vilde røbe mere end høirøstet Tale. Jeg veed derfor slet ikke, hvorledes jeg alt i Aften skulde havt Mod til at træde frem i denne Kreds, hvis jeg ikke havde den bedste Formodning og det lyseste Haab om Christian den Ottendes Storværk for Alt hvad der aandelig og hjertelig angaaer og udgiør Fædrenelandet, med et Kongeligt Velbehag som Frederik den Sjettes, hvorpaa Beviserne er 6alt for mange til her at opregnes, saa jeg vil kun nævne det Klareste, som jeg selv maa finde i den uforanderlige Gunst og Naade, Han, blot for mine velmeente fædrelandske Bestræbelser, skiænkede mig giennem en Menneske-Alder, ikke blot trods al den Miskiendelse, min Idræt sædvanlig mødte, men selv trods Meget i min Færd, der mishagede Majestæten. Men hvorfra skulde jeg allerede nu, i en tidlig Nyaars-Morgen, der altid falder dunkel i Norden, hente saa lyse Udsigter, hvis der ikke blandt mine Minder fandtes dem, der med fremsynede Nyaarsbørn fødte glade Forventninger! Det er kun om Vaaren, ei om Vinteren, Træer skyde, Blomster spire, Fugle frydes af dem selv, og det er kun Ungdoms-Haabet, der bygger med “Ørnen paa høien Hald”, de ældre Dages Haab har som Lærken sin Rede lavt i Agerrenen, saa skulde jeg lytte til Hugin, maatte Munin selv byde mig laane ham Øre! Det maa da i alle Maader kaldes min Lykke, ikke blot at Christian den Ottende har en Historie, før Han besteg Danmarks Throne, men at ogsaa jeg har levende Minder om Hans Bevaagenhed for Folkeliv og Modersmaal, og deriblandt et allerede gammelt og dybt rodfæstet, fra den samme Tid, da det maatte undre mig selv, at Kong Frederik den Sjette paa mig saa klart beviste, at Alt hvad der udsprang af Nordens Aand og tiltalde Danmarks Hjerte, var Ham velkomment, selv med et mindre behageligt Følge.

✂ Ja m. H. for over tyve Aar siden, da jeg arbeidede paa Oversættelsen af Danmarks og Norges Krøniker i Folkestil og til Menigmands Bedste, 7men var nær ved at fortvivle over den tilsyneladende Ligegyldighed for hvad der i mine Øine var af den allerstørste Vigtighed til Folkelivets Gienfødelse, da veed jeg slet ikke, hvordan jeg skulde beholdt Mod og Munterhed til et Arbeide, jeg i Grunden havde langt mere Lyst til at tale om end til selv at giøre, hvis der ikke uventet var kommet Trøst og Opmuntring fra Prinds Christian-Frederik af Danmark, saa det er bogstavelig Sandhed, hvad der staaer i Tilegnelsen af Heimskringla til Foretagendets “høie Talsmand og store Befordrer”:

✂ Dig det var, som, da jeg svæved
End i Tvivl paa vilden Strand,
Ordet tog og Stemmen hæved,
Trøsted ringe Færgemand;
Ja, ved Bud fra Odins-Borgen
Bod jeg fik for Vinter-Sorgen!

✂ Skiøndt jeg dengang aldrig havde staaet for Christian den Ottendes Ansigt, var det dog ei mindre Ham end Frederik den Sjette at tilskrive, at Saxos og Snorros Mindebøger giennem mine Hænder kom i Folkets, og skiøndt de er langt fra at have virket hvad jeg drømde, fordi det kun lod sig drømme, ei virkelig opleve, saa er det dog allerede klart, at Danmark vilde ikke undvære de gamle Folkebøger med opfriskede Farver, og jeg tør sige, en oplyst Efterslægt vil finde, de i alle Maader tjende til at forberede og lette hvad de, som døde Ting, naturligviis ei selv kunde udrette. Ja, selv om jeg heri tog Feil, saa det var spildte Aar og spildt Umage, 8jeg anvendte paa Nordens mageløse Folke-Krøniker, saa kunde det dog aldrig feile, at Fædreneland og Modersmaal og Menigmands Danske Oplysning laae Alt i Ungdoms-Alderen den Prinds paa Hjerte, der ei kunde have nogen anden tænkelig Grund til at ynde og fremme mit Foretagende, saa hvem der har Danskhed kiær, fristes ei til at begrave Haabet om dens Opblomstring med Frederik den Sjette, men drives til at vente det kronet med Christian den Ottende!

✂ Hvad jeg derfor aldrig holdt op at haabe under vor gamle Landsfader: Modersmaalets Indsættelse i sine naturlige Rettigheder, saa det ei længer skal være Betingelsen for nogen Dansk Virksomhed at tale eller skrive et fremmed Sprog, enten dødt eller levende, og et lyslevende Forsøg paa at vække den slumrende Fædrelands-Kiærlighed og udvikle Folkets Ungdom i en ægte dansk, naturlig Retning; det vil jeg ikke blot fremdeles haabe under vor ny Landsfader, men haabe det med dobbelt Styrke for hvert Aar, Han er yngre end den Hensovede. Høitidelig har ogsaa Majestæten forkyndt sin Regiering som en levende Fortsættelse af sin Høilovlige Forgiængers, og det vil ei undgaae Hans klart overskuende Blik, at Alt hvad der blot ved Pennen kunde skee til Almeen-Aandens Oplivelse og Modersmaalets Blomstring, det skedte i Frederik den Sjettes Dage og fandtes utilstrækkeligt, saa der er ingen levende Fortsættelse muelig uden med Pen og Tunge, Haand og Mund i Pagt, uadskillelig for9bundne, som vore dyrebare Konge-Navne: Christian og Frederik, i Majestætens!

✂ Kun da, naar Munden paa Modersmaalet, i Christian den Ottendes Dage, indløser de store Vexler, Pennen i Frederik den Sjettes Dage udstædte, kun da vil Kongelige Pennestrøg paa rette Sted: over den Latinske Stil og andet Mere, giøre Underværker, men da faaer Stærkodder ogsaa Indfødsret paany, og danske Penne skal ei fattes hjemligt Storværk at beskrive, og som et lykkeligt Varsel om den ny Tid, med Haand og Mund i Pagt, modtage De, m. H. de Ord, jeg ved vort første Møde i Kong Christian den Ottendes Dage fandt mig drevet til at tale, i Pagt med det Huginsmaal, der faldt mig i Pennen, og som jeg nu skal tage mig den Frihed at oplæse:

1

✂ Kongen af Danmark fra Hedenold
Er Odin paa Lydskjalvs Throne,
Fader til Balder, til Thor og Skjold,
Til Stammen med Mailøvs-Krone;
Fosterfader til hver en Fugl,
Som under Løv-Kronen leger Skjul,
Sjunger med Lyst i Lunden.

2

✂ Sagnet om ham gik fra Mund til Mund,
Paa Bølge, i Bjerg og Dale;
Toldfrit det gaaer giennem Øresund,
Umeldt giennem Kongesale,
Træder dristig i Gude-Spor,
Saalænge imellem Tyr og Thor
Odin staaer midt i Ugen!

3

✂ 10 Odin pandsatte i Morgengry
Et Øie ved Mimers Kilde,
Vide i Verden gaaer deraf Ry,
Han stædte det ikke ilde;
Saga skiænker for ham i Kveld
Et Bæger af Mindets klare Væld,
Tidernes Tegn han tyder!

4

✂ Kongen af Danmark fra første Haand,
Som bæres paa Folke-Skulder,
Det er den Nordiske Kæmpeaand,
For Slaget er Odins Bulder;
Fredegod dog af Hjertens Grund,
Han bruger kun selv paa Jetter Mund,
Taler og Thor tilrette!

5

✂ Konger af Danmark paa anden Haand,
De blive vel ei saa gamle,
Alle, som herske i Nordens Aand,
Sig lade i Skjold dog samle,
Skjoldung-Ætten med Isse graa,
Omringet af Løver himmelblaa,
Passer den Danske Krone!

6

✂ Christian og Frederik skifteviis
Skjoldunger vi kaldte længe,
Halvt var de Navne om Daad og Priis,
Til Heelhed nu hardt vi trænge;
Derfor yppes en anden Skik,
Vor Konge er Christian-Frederik,
Smelte vil Dansken sammen!

7

✂ 11Christian-Fredrik paa Odens-Øe,
Med Øie for Mimers Kilde,
Kiøbde sig Retten til Mindesø,
At drikke saa dybt Han vilde;
Vist sig drikker den Herre bold
I Fostbroderlag med gamle Skjold,
Blod saa med Odin blander!

8

✂ Kiendes da skal det i Danevang,
At Sagas det gyldne Bæger,
Tømt under Skjaldes Harpeklang,
Oplyser og vederkvæger;
Braga-Bæger er Skaalens Navn,
Den tømmes paa gamle Danmarks Gavn,
Fredegods Æt til Ære!

9

✂ Dannemarks Dronning fra Arildstid
Er Frigga i Fensals-Borgen,
Ikke hun kunde med alt sit Vid
Unddrage sig Børne-Sorgen,
Balders-Baalet begræder hun,
Men siger dog blidt med Smiil om Mund:
Sorgen er snart forvundet.

10

✂ Hermod den Bolde, hvis Navn ei døer,
For hende selv Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et yndigt Slør,
Til Dronninge-Sæt det fæsted;
Derigjennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei
Strøet med Rosensblommer!

11

✂ 12Dannemarks Dronning fra første Færd,
Som lever i Folkets Hjerte,
Hun er vel immer os lige nær,
Men eens er ei Fryd og Smerte;
Kun i Vaarens den grønne Sal
Os fryder med Sang vor Nattergal,
Dronningens Sangerinde!

12

✂ Dannemarks Dronning i Sagastil,
Hun skifter tit meer end Navnet,
Aldrig man dog har et Dagmars-Smil
Ret længe i Danmark savnet;
Lilje-Korset paa Rosen-Grund,
Med Dronninge-Smil om Disamund,
Dobbelt ⓘ nu sees i Lunden!

13

✂ Længe dermed har Kong Fredriks Viv
Os mindet om Friggas Mine;
Længe, vi haabe, skal Friggas Liv
Forklares i Caroline,
Nattergale i Lunden slaae
Om hvad mellem Løver himmelblaa
Giælde de gyldne Hjerter!

14

✂ Hermod den Store, som aldrig døer,
For Hende og Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et Regnbuslør,
Og svævende det befæsted;
Derigiennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei,
Strøet med Rosensblommer!

15

✂ 13Hil Eder da med de sjeldne Kaar,
Kong Christian og Caroline!
Krones I skal i et Gyldenaar,
Da Disse giør Pagt med Hine:
Disse Dage med Hedenold,
Kong Christians Æt med gamle Skjold,
Løver med gyldne Hjerter!

16

✂ Skolen for Livet oplukkes nu,
Med Munden paa Modersmaalet,
Levende kommes da Alt ihu,
Som haver paa Jorden straalet;
Konge-Pennen med Folke-Mund
Da slutter en Pagt af Hjertens Grund,
Dannemarks Stjerne tindrer!

17

✂ Blomstre da skal som en Abildgaard
Kong Odins det gamle Vænge,
Blomsterne læge fuldmangt et Saar,
Og Frugterne vare længe!
Yduns-Æbler i Haven groe,
Der trædes i Dands paa Gyngebro,
Gyldne er Gude-Baner!

18

✂ Alferne dandse med Piger smaa
I deiligste Vang og Vænge,
Kongen og Dronningen see derpaa,
For Magen der saaes ei længe;
Jetter giøre vel og et Hop,
Men Thor med sin Hammer vinker op
Spurve i Trane-Dandsen!

19

✂ 14Billedlig saa i det gamle Nord
Sig speiler med Lyst det Unge,
Billedligt er og alt Stort paa Jord,
Som Ordet paa Skjaldens Tunge!
Billed-Sproget er dobbelt sandt,
Og tænker end Thrym, det er kun Tant,
Thor siger: løft kun Sløret!

20

✂ Asamaal, det er den gyldne Bro,
Som spiller i Regnbu-Farver,
Kun hvem der deler den gamle Tro,
Er Ætten, som Glandsen arver;
Skjalde-Troen paa Gudhjem grøn
Gav Søstrene ni den bolde Søn:
Heimdal paa Himmelbjerget!

21

✂ Han er en Kæmpe af Vane-Æt,
Opfostret ved Mimers Kilde,
Broen han vogter og bli'r ei træt,
Ham kysse hans Mødre milde;
Gjaller-Hornet er i hans Haand,
Han leger derpaa med Liv og Aand,
Dandser, I Rosens-Blommer!

✂ 15

Jule-Aften

(i Dronningens Asyl.)

✂ ►Af de Spædes Mund skal Du berede ►Priis, sagde Herren selv, da de ypperste Præster og Skriftkloge stødte ►dem over, at de smaa Børn sang for ham i Templet►, og med de samme Ord vil vi ikke blot forsvare Børnesangen her til 👤Jesu Ære, Juleaftens-Sangen om Hans glædelige Fest, men med de samme Ord vil vi ogsaa lykønske Dronningen i ►Børne-Kredsen, hvor det var Hendes Glæde og skal visselig være til Lykke og Velsignelse at ►berede Herren ►Priis af de Spædes Mund.►

✂ Ja, allerede forrige Jul, da jeg hørde vor Herres 👤Jesu ►Priis af den glade Børne-Vrimmel, og hørde den gamle, mig fra Barndommen velbekiendte uforglemmelige ►Tone “►Et Barn er født i Bethlehem,” da gienlød det velsignet i mit Hjerte “►velkommen igien Guds Engle smaa” og jeg følde det med Fryd, at den er dog i Grunden overstaaet, bortdrevet som Røgen, den ulyksalige Tid, som havde ingen Jul, ingen Himmel, ingen Engle, ingen barnlige Glæder født i 📌Paradiset; thi der er født en ny Tid med “Barnet i 📌Bethlehem”, som vel er spæd endnu, men smiler sødt, skal voxe i Yndest hos Gud og Mennesker, ære den Himmelske Fader og ►arve Riget. Ja, det høre vi paa ►Lovsangen fra de Spædes Mund, og det see vi paa Opfyldelsen af den gamle Spaadom over Herrens Folk “►Konger skal være deres Fosterfædre og Dronninger deres Ammer.” Derfor maae vi vel lykønske ►Fyrstinden, som kun tænker paa 16►at berede Herren mere ►Priis og gladere Lovsang af de Spædes Mund►, den Herre 👤Christus i 📌Davids Stad, ►ved hvem alle Konger herske, og af Hvem 📌Danmarks Konge, gid længe, gid priselig og uforglemmelig, bærer Navn; thi just fordi Dronningen ei tænker paa at berede sig selv ►Priis, derfor har Herren beredt og vil stedse meer berede Hende ►Priis baade af de Spædes og de Voxnes og de Gamles Mund. Ja, i Aften begynder det at udbryde, hvad Glæden i Børnenes Aasyn ►alt længe viiste, var herlig forberedt, thi i Aften lykønske de Spæde Prindsessen, der gav dem en glædelig Fest, lykønske de Hende som 📌Danmarks Dronning, og ligesom vi Ældre med Glæde ►indslutte vor Hylding i Børnenes, saaledes skal ►vist Mange af disse Smaa, naar de blive store og gamle, ►og ►berede den Herre 👤Jesus ny ►Priis af Spædes Munde►, ogsaa berede vor Konge og Dronning, 👤Christian Frederik og 👤Caroline Amalia, ►Priis af de Børn, som fødes, det Folk, som skabes til at ►love Herren, og til at takke Ham for alle Hans ►underlige Gierninger blandt Menneskens Børn, og med denne lyse Udsigt ►tilønsker jeg, i 👤Jesu Navn, Kongen og Dronningen, Høie og Lave, Store og Smaa i 📌Danmarks Rige, en glædelig Juul og et lyksaligt Nyaar!

✂ 17

Nyaars-Aften

(i Danske Samfund.)

✂ Mine Herrer!

✂ Vel er jeg ►treven til at komme ud af Kulen, selv naar Solen skinner saa deilig som i Gaar, men jeg hører dog ingenlunde til de ►dagskye ►Dværge, saa, naar jeg først slipper ud, bader jeg mig med stor Fornøielse i Solen, saavelsom andre Mennesker, og det var lykkeligviis ogsaa Tilfældet igaar. Som sædvanlig standsede jeg da paa Volden over 📌Vesterport, hvor Udsigten er ►særdeles efter min Smag, blandt Andet ►vistnok, fordi man der seer baade Himmel og Jord og Hav paa een Gang, altsaa hele det naturlige ►Universitet, der er ligesaa oplivende, som det Unaturlige er aandsfortærende. Da vi nu var saa nær ved Nyaar, faldt det mig naturligviis ind, at det vel var sidste Gang, jeg nød denne Udsigt i det gamle Aar, og skiøndt jeg tit med Flid har ►beviist mig selv, at vores Nyaarsdag er en urimelig Ting, da den hverken falder sammen med Vinter-Soelhverv eller Foraars-Jævndøgn, som der var Mening i, men ►falder plump med Dørren ind i Huset, saa var der dog ogsaa for mig noget ►Særdeles ved den Forvandling fra 1839 til 1840, som om den Nyaarsdag var en Axel, hvorom Tidens Hjul dreiede sig. Herved faldt jeg da i Tanker over det Tidens Hjul, der unægtelig fordunkler alle de syv og alle de utallige Verdens Underværker, thi hvor latterlig end Vægten er, man lægger paa 18Præteritum, Præsens og Futurum i den sorte Skole, hvor Intet skeer, som er værdt at tale om ►enten i den forbigangne, den nærværende eller den tilkommende Tid, saa er dog andensteds, hvor der virkelig skeer noget ►Mærkværdigt, denne Forskiel mellem Fortid, Nutid og Fremtid ganske rigtig en Hovedsag, vi altid skulde have i frisk og levende Minde, og som derfor ►nødvendig slaaer os Nyaars-Aften, da det gamle Aar ligger bag os med alle sine Tildragelser, og det Ny staaer for os med alle sine Mueligheder, saa det nærværende Øieblik, midt imellem, er nær ved at forsvinde uændset. Det Sidste er imidlertid en stor Feil, da det nærværende Øieblik ved at blive uændset ogsaa bliver ubenyttet, og er dog alle Dage det Eneste, vi kan udrette Noget med, og naar jeg derfor iaften ønsker Dem og mig selv et lyksaligt Nyaar, da ønsker jeg os dermed først og fremmerst Sind og Lykke til at gribe Øieblikket og benytte det saa godt som mueligt, thi ved at ►tabe os i Fortiden eller drømme om Fremtiden, spilde vi kun vor Tid og fortære vor Kraft til ingen Nytte, da det Forbigangne dog aldrig lader sig ►opmane og det Tilkommende bliver kun noget værdt ved at fødes af en ►daadfuld Nutid. Men skal vi ►rettelig benytte Øieblikket, saa vor Nutid kan blive hvad jeg kalder ►daadfuld, da maae vi ►vistnok ikke glemme, at Øieblikket faaer hele sin Betydning af den Fortid, det skylder sit Udspring, og af den Fremtid, det giver ►Byrd, saa kun naar Fremtiden bliver Fortiden værdig, er Øieblikket vel anvendt. ►Tilønskningen af et lyksaligt ►Nyaar ►indslutter derfor ogsaa det Ønske i sig, at v3 19stedse maae see vor herlige Fortid i et klarere Lys, og arbeide rask paa en ligedan Fremtid, uden at ændse hvad Opoffrelse det for Øieblikket koster, eller forvirres af de skiæve Domme, vi ►nødvendig møde hos alle dem, der, som Dyrene, leve kun for Øieblikket, og føle sig hverken sammenkiædede med store Forfædre eller bekymrede for en straalende Efterslægt.

✂ Og skulde det vel nu være et tomt Hjernespind, eller mon det ikke være et af de Lynglimt, der aabner store og lyse Udsigter, naar Aanden kommer over os, hvad der slog mig under Betragtningen af Himlen, Jorden og Havet, sammensmeltende i Daglyset, at deri speile sig Tiderne og vort Forhold til dem!

✂ Fortiden, synes mig er som Himlen, der hvælver sig over os og drager os ►underlig til sig, som vort oprindelige Fædreneland, baade Livets og Lysets hemmelige Udspring, men er saa stor og ophøiet, at vor ►Virksomhed kan ikke naae den, vor Daarskab ei skade og vor Viisdom ei nytte den, saa vort Forhold til den forandres kun ved Lys og Mørke, og dette Forhold er os vigtigt ei for Himlens, men kun for vor egen Skyld. Ja, saaledes betragter jeg Fortiden, der jo for Mange er ligesaa ►øde og tom, som den synlige Himmel for de Blinde og for os Alle i en bælgmørk Nat, men er ikke desmindre for alle sine ►Kyndinger med aabne Øine et himmelblaat ►Kiærminde-Dyb ei blot med utallige Lys som tindrende Stjerner, men, ved Underværket i ►Tidens Fylde, selv med Soel og Maane til Liv og 20Frugtbarhed i Aandens Verden, saa hvad der, som Glemsel, Vankundighed og Selvklogskab, afbryder vor historiske Forbindelse med Fortiden, foraarsager aandelig det samme Tab, som Blindhed og Mørke legemlig, ved at skjule Himlen og dermed ⓘ hele Verden i sin Storhed og Glands for vort Øie.

✂ Nutiden, eller det nærværende Øieblik, forekommer mig som Jorden, den eneste Gienstand for egenlig Besiddelse, den faste Grundvold for alle Bygninger, og Skue-Pladsen for alle de store Begivenheder, som virke afgiørende og efterlade sig kiendelige Spor, fordi den er det Nærværende og Haandgribelige, Moder-Skiødet og Grav-Høien for Alt hvad der voxer og visner, fødes og døer, i bestandig Vexel-Virkning med Menneskens Børn. Til Nutiden som til Jorden, staae vi derfor, alle vore Dage, enten vi vil eller ikke, i det tætteste, mangfoldigste og mest indviklede Forhold, og her er det Liv og Død, det fremfor Alt giælder om; thi derpaa beroer det aandelig med Nutiden, som legemlig med Jorden, om den skal tjene os, eller vi tjene den, saa hvem der tænker, de ved at drive med Strømmen kan faae Held til at vende den, tage ligesaa ►mærkelig feil, som hvem der vilde opsætte sin Virkning paa Jorden til efter sin Død.

✂ Fremtiden, som de ►underlige Tvillinger Lykkens og Ulykkens dunkle Moder-Skiød, ligner endelig i mine Øine Havet, det immer bevægelige og foranderlige, snart blikstille eller let bølgende, snart oprørte og brusende Hav, der ligesaa naturlig vækker dybe Længsler og stolte Forhaabninger, som det 21skrækker de Feige og opsluger de Dristige, men er altid hvad der udvider vor Synskreds i det Uendelige. Det gaaer derfor Mange med Fremtiden ligesom de rette Land-Krabber med Havet, at de, fordybede i det nærværende Øieblik, kun høre dunkle Rygter om Fremtiden og ændse den ikke, medens det dog ene er Frygt og Haab, der sætter os i en virkelig Forbindelse med Fremtiden, som med Havet, og da nu Frygt og Haab er de store ►Drive-Hjul i al menneskelig Virksomhed, bortfalder den ►nødvendig i samme Grad, som Fremtiden taber sin Betydning og sine Tillokkelser for os.

✂ Men er det dog ikke maaskee en ørkesløs Betragtning, jeg her indbyder Dem til at dele, eller kan jeg sige Dem hvortil den nytter?

✂ Dette i vore Dage sædvanlige Spørgsmaal ved alle store Blik paa Livet, vil jeg kun nævne, for at De kan vide, det undgik ikke min Opmærksomhed, men vil ingenlunde prøve paa at besvare, thi seer De under Talen Lynglimt fra den dunkle Fortid, og hører De et Kald til kraftig ►Virksomhed i ædle Øiemed, da er Betragtningen langtfra at være ørkesløs, enten saa jeg kan sige Dem, hvortil den kunde nytte eller ikke, men seer og hører De intet Saadant, da hjalp det dem ikke heller det mindste, om jeg end soleklart beviste, det burde ►saa være. Kun det veed jeg, at hos mig var Betragtningen ikke ørkesløs, thi den drev mig til at benytte Aarets sidste Øieblikke bedre end jeg pleier, og den vakde lyse Forhaabninger hos mig om det Tilstundende og dermed alle de Kræfter, der hos mig kan sættes i Bevægelse til Fremtidens 22Tarv, og jeg er endnu paa mine gamle Dage i visse Maader et Barn, saa de Forhaabninger der glimte mig imøde Nyaars-Aften fryde mig dobbelt, fordi den Aften har i Folkets Tankegang Hævd paa at give sikkre Varsler. Og hvorfor skulde jeg nu ikke tænke, at De, mine Herrer! næsten Alle meget yngre end jeg, altsaa Barndommen naturlig nærmere, ønske med mig de lykkeligste Varsler denne Nyaars-Aften, da 👤Frederik den Sjettes Aar udløbe og 👤Christian den Ottendes oprinde! Vel sandt, at for Ungdommen, hvis Fremtid synes en Evighed, og hvis Haab derfor har kiække Vinger, er Udsigterne af Naturen smilende; men naar vi hæve os over det blot Personlige, Indskrænkede og Egennyttige, til Folket og Fædrenelandet, til Aand og Storværk, da føle dog de Unge saavelsom de Gamle, at Fremtiden er saare uvis, og selv det mindste lykkelige Varsel ei at foragte, og jo bedre vi kiende til Tiden bag os, desmere maae vi i Aften ønske et godt Varsel om Tiden ►for os; thi 👤Frederik den Sjettes Dage var til alle Sider, saa de kan tænkes fortsatte paa de forskielligste, skarpest modsatte Maader. Ja ►m. H. Slutningen af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af Dette var ►aabenbar en stor Overgangs-Tid, hvori modsatte Retninger idelig mødtes, kæmpede og krydsede hinanden, uden at det endnu synes afgjort, hvad der skal seire, eller om den store Overgang skal være til det Bedre eller til det Værre, saa at naar jeg dristig paastaaer, det vil allevegne være til det Bedre og hos os til det Bedste, da er det langt meer af gode Forvarsler end af haandgribelige 23Beviser min Dristighed Udspringer, og mellem disse gode Varsler synes mig vigtigst hvad der er mig ►vissest: Lyset, der omskinner, og Gløden, der ►opluer mig, naar jeg, som i disse Dage, det skarpeste jeg kan, stirrer frem og tilbage for at ►skiønne hvad Fortiden spaaer og hvad Fremtiden lover. Ja ►m. H. dette Aandens Vidnesbyrd om et forestaaende Tidsrum, hvori Lyset skal ►forklare den Fortid, hvorover nys Mørket rugede, og hvori Nutiden, kun alt for længe Krigens og Dødens Bytte, opoffres til alle Livets og Fredens gavnlige Sysler og skiønne Konster, saa stigende Haab om Fremtiden afløser den voxende Frygt, hvormed den længe saaes imøde; dette Aandens Vidnesbyrd er mig denne Nyaars-Aften endnu et sikkrere Varsel end giennem hele den forbigangne Menneske-Alder, fordi det ved Dødens Porte har staaet sin Prøve, forstummede ikke med den Konges Læber, til hvis Liv jeg fra min Ungdom knyttede Haabet for denne Plet af Jord, men blev ►end mere høirøstet i vor ny Konges Dage, som et Udraab af den længe forventede, forberedte og forkyndte, men dog først nu indtraadte ►Nyaars-Tid.

✂ Ja ►m. H. ►vel har jeg glædet mig som et Barn til det Kongelige Guld-Bryllup, jeg ad Aare ventede at opleve, og at see forherliget ved en stor Kiendsgierning, som afgiørende beviiste, at Bladet i det mindste hos os virkelig har vendt sig til Aandens, til Folke-Livets og Moders-Maalets Fordeel, Seiers-Fest og ►Gylden-Aar; men dog har ►alt længe “Sølv-Bryllup” ringet for mit Øre som det rette Navn paa hvad Glæde24ligt der staaer for Dørren, og 👤Christian den Ottendes Nyaar bliver jo netop et Kongeligt Sølvbryllups saavelsom et Kronings-Aar, saa det er i sin Orden, at jeg netop nu varsler for et tredobbelt Bryllup i Aandens Rige, som skal forherlige 👤Christian den Ottendes Dage. Mit Varsel vilde imidlertid synes mig selv svagt, hvis der ikke i mit naturlige Billed-Sprog, som er 📌Nordens Myther, fremsprang et Udtryk for de store Ægteskaber, jeg ønsker og haaber, mellem Lyset og Fortiden, Livet og Nutiden, Lykken og Fremtiden, og derfor kronedes først min glade Stemning denne Nyaars-Aften ved Aandens Mindelse om, at de Bryllupper, jeg tænkde paa, var fra Arilds-Tid ►omspaaede i 📌Norden, ved de tre ►Jette-Møers Ægteskab med ►Aserne: ►Frigges med ►Odin, ►Sifs med ►Thor og ►Gerdas med ►Frey; men da jeg ingenlunde tør stole paa, at denne Lignelse vil være Dem ►enten saa giennemsigtig eller saa giennemgribende, som den er mig, vil jeg lade det være Nok at have nævnet dem til min egen Fornøielse, og slutte med Ønsket, De vist alle deler, at vi maae leve den Dag, da det er soleklart, at alt Dette var kun Hjernespind i den Betydning, som al Poesi kan kaldes ►saa, hvor “►Hjerne og ►Brage” var Navnet baade paa Himlens og Jordens Skjalde, der dristig sang hvad ►Odin saae fra ►Lydskjalv!

✂ 25

Nyaars-Dag

(i Kirken.)

✂ ►Det Gamle gik forbi, see, Alt er blevet nyt!

✂ Saaledes har man fra ►Verdens Side ►alt længe raabt til os gammeldags Folk, baade Christne og Danske, og ret med Eftertryk til dem af os, der vil være begge Dele, men man har kun faaet et Svar, man kaldte uartigt, fordi det ikke blot indeholdt den Paastand, at Christendom og Danskhed maatte, for at være ægte, ►nødvendig altid blive ved i Grunden at være hvad de var fra Arildstid, men beviste ogsaa unægtelig, at hvad man kaldte forældet og forbigangen, dødt og magtesløst, var endnu lyslevende og nok saa kraftigt, som det Splinterny, man ►udbasunede.

✂ Vil jeg da nu maaskee give ►Verden Ret og paa denne Nyaars-Dag høitidelig erklære, at ogsaa for mine Øine er det nu blevet klart, at den gamle Christendom maa ansees for død og begravet med vore ►Fædre, og den gamle Danskhed for blegnet og isnet med vor gamle Konge, saa den med Ham maa siges Farvel og nøies med at glimre som en Skygge i de Dødes Rige?

✂ Nei, mine Venner! Det ►være langtfra! hvor længe, hvor høirøstet og eftertrykkelig man ►end i Herrens Huus vil ►tilraabe mig at ►det Gamle er forbigangen og Alt blevet nyt, skal man dog, saalænge der er Liv og Blod i mig og Lyd paa disse Læber, faae det samme Svar, som hidindtil:► 👤Jesus Chri26👤stus er idag som igaar og evindelig den Samme►, og ►der er ingen Ende paa Hans Kongedømme, hans ►Navn skal vandre med Solen og ►Hans Throne er fastere end Himlens Stjerner, og ►al Jorden skal fyldes med Hans Ære; thi Han lever og lader os leve med sig, saa vi smile kun ad Rygterne om Hans Død og tør i Hans Navn byde Døden Trods, som skrevet staaer: ►Død! hvor er din Brodd? Helvede! hvor er din Seier?

✂ Noget anderledes maa jeg ►vist nok svare om Danskheden, som noget Timeligt og i sig selv Svagt, thi ligesaalidt som jeg kan sige om vor hensovne Konge: ►han opstod paa den tredie Dag fra de Døde, ligesaalidt tør jeg tillægge det Danske Folk en Livskraft, der kan trodse Døden; men dog skal det ogsaa være mit Svar, at Dansk er idag som igaar og evindelig det Samme, saa naar den ældgamle Danskhed uddøde, da kunde hvad der afløste den vel tiltage sig dens Navn, men aldrig bære det med Rette, da det i Tidens Løb var Ingen af de tomme Titler, som passe Alle lige godt, men var Udtrykket for et eget ►Folkeliv, kiendeligt fra alle Andre, og, jeg tør lægge til, yndigere og elskeligere end nogen anden Green af Menneske-Livet i sin blot naturlige Skikkelse. Ja, jeg kan og maa endog føie til, at hidindtil haver Herren hjulpet, saa den ældgamle Danskhed uddøde hverken for længe siden, eller nys med vor gamle, ►livsalige Konge, men lever endnu, om end for det meste svagt og sygelig, i mangfoldige Hjerter og paa saa mange Tunger, som endnu med Liv og Lyst tale vort ældgamle, dybe og deilige Mo27dersmaal, saa jeg tør godt haabe at den ældgamle Danskhed skal, ved ►Ham, som er mægtig i de Svage, blive endnu meget ældre end Nogen af os, og med Æren bære sit Navn til de sildigste Tider.

✂ Naar jeg derfor paa denne Nyaarsdag siger: ►det Gamle gik forbi, see, Alt er blevet nyt, da er det ikke af ►Verden men af Apostelen 👤Paulus jeg laaner dette Ord, ei til at udraabe Herrens Skam og Kirkens Undergang, men netop for, til Hans Ære og Hans Folks Glæde, at forkynde Hans ►underlige Gierning, som fornyer sit Folks Kraft og ►giør dem unge igien som Ørnen, og tillige for at minde om, hvor ►underlig og glædelig det Christelige og det Folkelige følges ad i disse ►Landemærker, saa ligesom de Begge med hinanden ►syndes forældede og kaldtes udlevede, ja døde og magtesløse, saaledes skal de ►og Begge med hinanden sees oplivede, foryngede, fornyede i en forklaret Skikkelse.

✂ Ja, mine Venner! vel har Ordet om det ►Gamles Afløsning af det Ny i 👤Pauli Mund en langt dybere Betydning end jeg her kan forbinde dermed, naar jeg skal tale Sandhed om Fornyelsen hos os; thi han taler ►aabenbar om det ►gamle Menneske med alle dets vildfarende Begiæringer, som det Forbigangne, det Afklædte og Aflagte, og om det ►ny Menneske, som er Herren fra Himlen, der vil ►boe i sine Troende og ►vandre i dem, saa der oprinder et nyt Levnets-Løb i Sandheds Retfærdighed og Hellighed; men dog mener han dermed ingenlunde, at den gamle Menneske-Natur, som ►Gud skabde fra Begyndelsen i sit Billede og efter sin Lignelse, at den skulde være 28aflagt og tilintetgjort hos de rette Christne, der ikke mere leve deres eget Liv, men Hans, som er død og opstanden for os. ►Nei, Gud sendte sin Søn, født af en Kvinde, ikke til at fordærve men til at frelse Mennesket, ei for at tilintetgiøre men for at gienløse og opreise den faldne Skabning, saa det Ny i 👤Christo Jesu er ogsaa en Fornyelse af det Ældgamle, som skrevet staaer: ►udsender Du din Aand, da skabes de og Du fornyer Jordens Skikkelse, ja, derfor kalder samme Apostel vor Daab ►Igienfødelsens og Fornyelsens Bad, hvori de Troende ►fornyes efter Hans Billede, som skabde os.

✂ Med Rette anvende vi da Apostelens Ord paa vor ►nærværende Tilstand, dersom vi, fremfor Alt i christelig Henseende, har oplevet en ►Nyaars-Tid, hvori meget Gammelt bortfalder, men det Ældste fornyes i en klarere Skikkelse end det nogensinde før er seet hos os, og visselig, det er min glade Overbeviisning, og Glæden voxer, fordi Christendommens Fornyelse ogsaa skiænker den ægte Danskhed et lyksaligt ►Nyaar. ►Vistnok er Meningerne herom endnu meget deelte, og vil man tage det strængt, at ►Alt er blevet nyt, da kan vi hverken som Christne eller som Danske tilegne os den Roes, da alt det Ny, ligesom det ny Menneske i 👤Christo, ►vistnok endnu er spædt og svagt hos os; men vi stræbde jo heller ikke at tilegne os Apostelens indholdsrige Ord for at prale dermed eller bryste os af et nyt Levnetsløb, men kun for at prise Guds Naade og Miskundhed, og for med lyse Udsigter at hilse ►Nyaaret og begynde den ny Tid, der i Aanden er oprundet over os. Det gaaer da 29dermed som med den ny Kong 👤Christian, Herren har skiænket os; thi ogsaa Han er saa ung paa Thronen, at der ei endnu kan tales stort om Hans kongelige Bedrifter, og let opkastes Tvivl saavel om Hans Agt, som om Hans Kraft og Lykke; men Han har dog ligefuldt, under Folkets Jubel og de lykkeligste Varsler, besteget sine ►Fædres Throne og høitidelig erklæret, at Han stoler paa Velsignelsen herovenfra, og vil ingenlunde bryde, men med Guds Hjelp fornye og befæste den ældgamle Pagt mellem 👤Christus og 📌Danmarks Konger, saa vi gammeldags Christne og ►Dannemænd kan ikke andet end med Haab og Glæde see alt det Ny imøde, der under Hans christelige og faderlige Regiering skal udvikle sig. Ja ►m. V. denne ny Regiering er i alle Maader et Speil og Billede af den ►Nyaars-Tid, vi, med Tak til Gud, see oprundet for os og vore Børn, og den er meer end ►Speil og Billede, thi den er selv en Deel deraf og en Kraft deri, som, med Guds Hjelp, vil mægtig bidrage til, at vore Børn med endnu gladere Følelse og klarere Ret kan gientage Apostelens Ord: ►det Gamle er forbi og Alt er blevet nyt.

✂ O, kiære christne Venner og Danske Sødskende! hvor ønskede jeg ikke især paa denne Nyaarsdag at kunne virkelig meddele Eder min glade Følelse af den ►vidunderlige Sammenhæng, der, hos os meer end noget andet Steds, er mellem det Gamle og det Ny, mellem Øvrighed og Undersaatter, mellem det Folkelige og det Christelige, en Følelse, der vel, som alt det Dybe, er dunkel endnu for vore Øine, men er desuagtet lige sand og lige glædelig, og vil, naar vi 30bevare den, netop nu daglig blive klarere, i det Hjertets Øine ►oplades og oplyses til at stirre ind i Rigdoms-Dybet baade af Guds Godhed og Viisdom, det velsignede Dyb, nødvendigviis dunkelt paa Jorden, men allevegne glædeligt og soleklart saavelsom saligt i Himlen! Men skiøndt det er ikke os givet, i Ord som opstege af vort eget Hjerte, virkelig at meddele og forplante ►enten det Dybe, der bevæger eller det Høie, der besøger os, saa taler jeg dog trøstig derom, fordi jeg er vis paa, at Han, som kan giøre langt over hvad vi kan bede eller forstaae, Han har ogsaa ►hos Eder begyndt den gode Gierning og vil fuldføre den til vor Herres 👤Jesu Christi Dag! Jeg kan jo saaledes umuelig være ene om det Danske Hjerte, der banker og i disse Øieblikke brænder i min Barm, og hvis Røst saa mange Gange og saa mangefold fandt Gienlyd, at tale endnu kun Faa i samme Tone, maa det jo kun være fordi min Mund ►oplodes et Øieblik tidligere til ►at tale af Hjertets ►Overflødighed►, og ►oplodes netop for at vække hvad der slumrede, nære hvad der hungrede og tørstede hos Mange. Og nu det ny Liv i 👤Christo Jesu, ved hvis svage og ufuldkomne, men dog himmelske Rørelser min Sjæl fryder sig, og det ny Lys over Livets Hemmeligheder og Guds Veie paa Jorden, der især i Eders Kreds og vor høitidelige Andagts Timer opgaaer som en Morgenrøde for mit Øie, visselig, de kan endnu mindre være indskrænkede til mig, da de er Guds Naadegave i 👤Christo Jesu til alle Folk under Himmelen og til alle Slægter, som vil troe paa ►Navnet over alle Navne, i hvilket 31►Saligheden med al Guddoms-Fylde boer, en Naadegave altsaa, hvori hverken jeg eller noget dødeligt Menneske kan faae Deel, uden at fornedre sig og blive som Børn, ja, som de spæde Børn, vi i Daaben bære til 👤Jesus, for at Han, ►i hvem alle Slægter velsignes, skal tage dem paa sine Arme og velsigne dem med “den evige Velsignelse i det himmelske Bad.” Fik jeg derfor en sikkrere og gladere Følelse, af det ny Liv i 👤Christo som en Guds Gave, end de Fleste af mine Samtidige, og et deraf udspringende klarere Lys over det store Evangelium, som en ►Guds Kraft til ►Salighed for alle Troende►, og som ►det Mindste af alle Frøkorn, der dog voxer til et Træ, hvori Himlens Fugle bygge Rede, og som den Mindste af alle Stjerner, der dog voxer til en ►Sol med syv Dages Glands; er det ►saa, da kan det ene være, fordi jeg, efter Guds urandsagelige Raad, er et Øieblik ældre i 👤Christo, og skal, til rig Erstatning for den Eensomhed og ►Miskiendelse, som er derfra uadskillelig, have den store Trøst og Glæde at forudføle, forudsee og forudsige det velsignede, lyksalige ►Nyaar, der vel ►alt er oprundet over os, saasandt et eneste Hjerte føler dets Virkning og skimter dets Glands, men maa dog i det Hele og det Store aabenbare sig selv i Lys og Kraft som Morgenrøden, før det uden Modsigelse kan kaldes nærværende.

✂ Ja ►m. V. man fortæller, at i det høie 📌Norden, hvor Solen om Vinteren enstund er reent forsvunden, der havde man i gamle Dage ►Speidere paa Bjergene, som, saasnart de skimtede Solen, blæste i Luur for dem paa Sletten og i Dalene, som da strax, før de endnu 32med deres egne ⓘ Øine saae Glimt af Morgenrøden, dog holdt Julefest med Glæde over Solhverven, der spaaede et nyt Aar med Vaar og Sommer og Høst; og ligesaa trøstig, som man kan vide, disse ►Speidere forkyndte hvad deres Øine saae, uden at ændse de Tvivl der kunde næres, og de ubesvarlige Indvendinger, der lod sig giøre, indtil Alles Øine saae det Samme og hele Skabningen frydede sig i den gienfødte Soels Straaler, ligesaa trøstig forkynder jeg det Christelige og det Danske ►Tvilling-Nyaar, som ►alt oprundet i Aandens og Hjertets Verden, sikker nok paa, at om en liden Stund vil alle Danske Christelige Hjerter føle og alle tilsvarende Øine see det Samme som jeg, og at allerede nu vil mange Hjerter fryde sig og mange Øine tindre ved Forkyndelsen deraf, som Noget, Hjertet i os alle aner, Aanden over os alle bekræfter.

✂ Ja ►m. V. hvor harmeligt og modbydeligt det end er for alle Christne og alle Danske at høre tale om en ny Christendom og en ny Danskhed, der Intet skal have med de Gamle at giøre, saa er vor Følelse dog en ganske anden, naar vi høre og føle, at Talen slet ikke er om en anden Aand, et andet Liv eller en anden Løbebane, end dem, der var fra Begyndelsen, men kun om en ny Udvikling af de ædleste og bedste Kræfter, som længe slumrede eller ►trællede for Fienden, om en ny Klarhed over Livet, dets Tarv og Maal, og i det hele en ny Skikkelse, der, for at Livet kraftig kan fortsættes og glædelig klare sig, maa afløse den Forrige, som var forældet og vilde, om vi end ikke bar den til Graven, hen33smuldre for vore Øine. Ved en saadan Tale føle vi Alle, det er en dyb og glædelig Sandhed, om vi end hverken kan forudsee, hvordan en saadan ►Nyaarstid er muelig eller hvordan den ny Skikkelse baade i og udenfor Kirken vil udvikle sig, og til vor store Lykke har vi i det Udvortes et Billede, hvori det Indvortes speiler sig, saa Forestillingen kan blive om end dunkel saa dog levende; thi vi behøve kun i Tankerne at stille os ved vor gamle, inderlig elskede, ►høilovlige, nys hensovne Konges Baare, med Øiet hæftet paa 📌Danmarks Throne, som en ny Konge af den gamle ►Herrestamme har besteget, for med Guds Hjelp at arbeide paa en almindelig Fornyelse i Folkets Aand; see, da har vi et sandt og levende Billede af det ►Nyaar baade i Kirken og Riget, vi forvente. Ja, naar jeg siger: ►det Gamle er forbi og Alt er blevet nyt, da sammensmelter det for mig med hvad vi Alle veed, at vor gamle Konge 👤Frederik den Sjette er død og afløst af den ny Konge, 👤Christian den Ottende, thi det gaaer mig med alt det Forrige baade i Kirkens og Rigets Indretning, som med vor hensovne Konge, hvem jeg vilde ønsket langt flere Dage, naar de kunde været ham til Glæde og Riget til Gavn, men hvem jeg aldrig kunde ønske skulde overlevet sig selv, og hvem det var umueligt at sætte sig ind i den ny Tingenes Orden, han vel trolig havde forarbeidet, men var for gammel til at indføre. Tilstanden baade i Kirken og Riget er nemlig for mine Øine en saadan, at der er kommet ►ny Viin i gamle Læderflasker hvad Sandhed siger, ►vilde ende med at Flaskerne sprængdes og Vinen spildtes, hvis 34ikke Alt fornyedes, saa det Ene passede til det Andet, men for at det kunde skee, var Konge-Skiftet sikkert nødvendigt, saa vi skal være glade midt i vor Bedrøvelse, og prise den Gud, der lader alle Ting tjene dem til Gode, som elske Ham. Ja, lad os paa denne gode Nyaars-Dag lykønske det Danske Folk med sin Konge og Kongen med sit Folk, ligesom vi altid paa vor Herres 👤Jesu Christi Navnedag lykønske Ham og Hans Folk med hinanden, og lad os standse ved den Betragtning, at hvor godt end det ægte Danske og det Christelige kan forbindes og forenes, saa maa de dog hverken ►forblandes eller sammenlignes, thi ►saa høit som Himlen er over Jorden, er ogsaa 👤Jesus Christus over alle andre Konger, Hans Aand over alle Folke-Aander, og hvad Evigheden er mod Tiden, det er Guds-Riget, Han har stiftet og ►opholder, mod de bedste Verdens-Riger. Derfor er det ogsaa kun paa menneskelig Viis, vi kan sige at der i 👤Christi Rige er noget Gammelt, som forgaaer, og noget Nyt, som opstaaer; thi Kongen er idag og igaar evindelig den Samme, Hans Aand er den evige Trøster, som aldrig forlader Hans Folk, og dette Folks Liv er evigt med Hans, som skrevet staaer: ►Jeg lever og I skal leve, og atter: ►vort Liv er skjult med 👤Christus i Gud og skal aabenbares med Ham►. Kun da fordi det store Evangelium giennem mange Aarhundreder allevegne, om end meer eller mindre, og mindst hos os, har været fordunklet, saa det ►syndes, som ►Skyen, der tog Herren bort fra Hans Disciplers Øine, ogsaa havde borttaget Ham fra deres Hjerte, som kun Faa turde troe hvad vi har hørt fra Begyndelsen og 35endnu Færre saae ►Herrens Arm aabenbaret, og hardtad slet Ingen kunde føre “►Aands og Krafts klare Beviser” for at i ►Ham leve og røres og ere vi; kun derfor tale vi med Rette og med Glæde om noget Gammelt i Hans Rige, som er forbi, og om en almindelig Fornyelse; thi med det Gamle mene vi kun de gamle Vildfarelser og selvgjorte Indbildninger, der som Skyer hængde over os og skjulde Solglandsen i vor Konges Aasyn, og de gamle Dødsmagter, som gjorde Livet i 👤Christo suurt og mat, saa det Ny, vi forvente og forkynde og ►alt i Aanden fornemme, er netop det guddommelig Gamle, der aldrig forældes, i sin ny ►Virksomhed paa os og ►Indgang i os, som skrevet staaer: ►►giører Portene høie og Dørrene vide, at Ærens Konge kan inddrage►! Naar vi derfor vil tale reent og ►ret, da er det hverken vor Herre 👤Christus selv eller Hans Rige, men kun Begges Glands og Ære paa Jorden, for hvilke et ►Nyaar er oprundet og skal med priseligt Storværk ►forklare sine Dage, medens 📌Danmark derimod med Konge og Folk maa kalde sit ►Gyldenaar nyt i alle Maader, da Riget, forladt af sin Aand og sin Kraft berøvet, umuelig kunde gienføde og fornye sig selv, men har Ham Alt at takke, den himmelske Giæst, der inddrog i vore ►Fædres Paulun, og lyste sin Fred over Huset, sin Velsignelse over Marken, og vil nu bevise, at ►Hans Miskundhed ogsaa her varer i tusinde Led hos dem som dyrke Ham og bevare Hans Ord! Ham, vor Herre 👤Jesus Christus, ►►være Ære og ►Priis i al Evighed►, Amen!

✂ 36

Til Sølv-Brylluppet

(i Danske Samfund.)

✂ Mine Herrer!

✂ At 📌Danmark er et deiligt Land, kan De selv see langt bedre end jeg kan skildre det, og Landskabs-Malerier i Ord kan jeg derfor slet ikke lide, men at 📌Danmark er et ældgammelt Kongerige, ja, næst 📌China, vel det ældste Rige i hele Verden, allerede det kan trænge til at siges, fordi det, om end ikke aldeles glemt, dog ►sædvanlig oversees, og det især, naar man sammenligner dette ►høibedagede Kongerige med andre Stater, som i Forhold kun er Grønskollinger, og vil have det omskabt efter dem, skiøndt det vilde klæde, som naar ældgamle Folk efterabe Ungdommens ►Moder og Noder og kappes i ►Springedands med dem.

✂ Endelig kan det vist aldrig siges for tit, for smukt og levende, ►enten i Cancelliet eller ►Rentekammeret, i ►Skriver-Stuer af alle Slags eller selv paa Gader og Stræder, end sige da her i Danske Samfund, at det Danske Folk fra Arilds-Tid var og er af Naturen det roligste, det mildeste og ►ømmeste under Solen, saa naar det skal finde sig lykkeligt, maa det hverken overiles, undertrykkes eller nedrives. Naar den Danske Konge derfor vil have Gavn og Glæde af sit Folk, da maa Hans Regiering være faderlig og folkelig, læmpelig og overbærende, selv naar Han har den klareste Ret paa sin Side og Rigets sande Vel for Øie; men skal 📌Danmark fremdeles fryde sig ved en saadan Regiering efter sit Hjerte, da maa Folke-37Stemmen ikke blot i 📌Roeskilde og 📌Viborg, men vel fremfor Alt i 📌Kiøbenhavn, hæve sig mod den haarde, bittre og krænkende, aldeles udanske Tone, hvori vore ►Døgnblade, som giælde for folkelige, bestandig værre tale til og om Regieringen. Ja, ►m. H. vil 📌Danmark beholde en Dansk Regiering, da maa det ogsaa tiltale sin Regiering paa Dansk, thi ►som man raaber i Skoven, faaer man Svar, og det var jo Daarskab at tænke, at den Danske Regiering skulde være mindre øm, mindre omhyggelig for Ro og Mag og mindre ærgerlig over Drillerier og krænkende Bitterhed, naar det nærmest gaaer ud over Den selv, end naar det giælder Andre. Jo inderligere vi derfor ønske, at Alt maatte blive mildt og læmpeligt, frit og folkeligt, og jo flere Foranstaltninger til dette herlige Øiemed vi endnu maatte savne, des taknemmeligere maae vi vise os for hvad os Alt er skiænket, des mildere maae vi bedømme hvad vi ei kan billige, des smukkere maae vi bede om hvad vi fremdeles ønskede, det vilde Klogskab raade os, selv naar vi havde liden eller ingen Tillid til Regieringens Indsigt og Hensigt, da det Modsatte giver selv Tyranni Skin af Retfærdighed, og nu maa da, saasandt vi er Danske, Hjertet drive os dertil, thi vi har en mild og folkelig, erfaren og forstandig Konge, som vi maae føle med, ligesom Han føler med os, og netop fordi Han er Dansk, maa Han næsten ►nødvendig forbittres over den snart plumpe og snart bittre, ⓘ høist uværdige Maade, hvorpaa Han saa tit baade nævnes og forbigaaes, men fordi Han er Dansk, vilde Hans Stemning, ved Synet af rolige 38og milde, beskedne og tillidsfulde Undersaatter, endnu vissere blive saa blid og velbehagelig, at Han gierne hørde paa alle de Oplysninger, vi kunde give Ham om Folkets sande Tarv og Trang og med Fornøielse opfyldte alle rimelige Ønsker.

✂ I denne Følelse har jeg gjort en Vise til Majestæternes Sølv-Bryllup, som jeg inderlig ønsker maa synges med samme Følelse, og finde Gienlyd i hele det Danske Samfund her og til Landets Ender.

✂ (Synges som ►Hr. Olufs Kæmpevise.)

1

✂ ►Hvor Bølgerne rulle og Bøgen er grøn,
Og Fuglene sjunge i Lys og i Løn,
Der Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

2

✂ Skiøn Havfru hun dandser paa Bølgerne blaa,
Hun dandser og over Kiærminderne smaa,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

3

✂ Kong Christian rider med Høg og med Hund,
Han agter at bede de Dyr udi Lund,
Men Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

4

✂ Skiøn Havfru hun løfter sin Stemme med List,
Og alle smaa Fugle de lytte paa Kvist,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

5

✂ Velkommen, Kong Christian! lad fare Din Fig!
Din Bryllups-Dag træd Du i Dandsen med mig!
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

6

✂ Saa dandse vi op til en Throne saa prud,
Som Kongelig Brudgom har deelt med sin Brud,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

7

✂ 39Og Kronerne to af det fineste Guld
Dem giver Dig hun, som er Skjoldunger huld,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

8

✂ De bares i Leire af Skjold og hans Viv,
Da blomstred paa Marken det yndigste Liv,
Og Dandsen den gik saa let giennem Lunden!

9

✂ De sank med hans Snekke, de sank med hans Skat,
Paa Havsbund jeg fandt dem en Maaneskins-Nat,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

10

✂ Af Ygdrasils Ask er hans Kongelig Vaand,
Den skyder paany i Din Stolkonge-Haand,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

11

✂ Rigs-Æblet er Et af Idunnas de Tre,
Deraf gulne Lokker saa hvide som Snee,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

12

✂ Guld-Hoved er godt i et Sølvbryllups-Aar,
Det hører alene til Skjoldungers Kaar,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

13

✂ Kong Christian af Danmark! det giver jeg Dig,
Om Du vil indtræde i Dandsen med mig,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

14

✂ Saa dandse vi op til Dankonningens Stol,
Saa dandse med os baade Maane og Sol,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

15

✂ Saa dandse med os alle Bølgerne blaa,
Og Bøgen i Skove og Blomsterne smaa,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem ⓘ Lunden!

16

✂ 40Saa hopper og Hjertet i Dannemarks Barm,
Saa dandser og Barnet paa Moderens Arm,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

17

✂ Hil være skiøn Havfru, som dandser i Løn,
Hvor Bølgerne rulle og Bøgen er grøn,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

18

✂ Hun kommer med Glæde, hun fører til Glands,
Med hende hver Skjoldung vil træde i Dands,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

19

✂ De dandse til Thronen med Hjerte og Aand,
Og alle smaa Piger de klappe i Haand,
For Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden!

20

✂ Fra Christians Throne paa Frederiks Borg
Sig vender til Glæde al Dannemarks Sorg,
Og Dandsen den gaaer saa let giennem Lunden.

✂ 41

►Til Maigildet

(i Danske ⓘ Samfund.)

✂ Mine Herrer!

✂ Det er en meget kold Mai, vi har i Aar, saa De har vist mærket, saavelsom jeg, det er vanskeligt at holde sig varm, ►vistnok ikke fordi det i Grunden er blevet koldere end før, men fordi man nu engang ►regner paa, det maa blive Sommer, om ikke idag, saa dog imorgen, og undseer sig ved ►enten at lægge i Kakkelovnen eller tage sine Vinterklæder paa igien; og at alt dette giælder ligesaavel indvortes som udvortes, synes ogsaa klart af denne Indledning til en Tale om den 28de Mai, som ei ►lettelig kunde klinge koldere. Men hvad jeg trøster mig ved i denne Tid, naar jeg bogstavelig sidder og fryser med Pennen i Haanden, det vil jeg ogsaa trøste mig ved her, hvor Ordet synes nær ved at fryse paa Læberne, og det er den gamle Tale, at en ►kold Mai giør en varm Vinter.

✂ Ja ►m. H. det nyttede jo slet ikke, om jeg vilde lade, ►som Hovedstaden glødede enten for det Danske ►Folkeraad, 👤Frederik den Sjette sammenkaldte, eller for Majestæternes Sølv-Bryllup, eller for Udsigten til 👤Christian den Ottendes og 👤Caroline Amalies kronede Dage; thi for ikke engang at tale om Dagbladene, vidner jo ►Politi-Plakaterne og Politi-Betjenterne saa høirøstet derimod, at jeg, som er meget bange for Politiet, maa finde det klogest at lade dem ►beholde Ret.

✂ Det nyttede ligesaalidt, om jeg vilde udøse min 42Harme over den Kulde, jeg, blandt andet for Politiets Skyld, ikke tør nægte; thi jo varmere jeg gjorde det, des koldere maatte jeg vente, man vilde svare mig høit eller lavt: ja, det kan være meget ærlig sagt af Præsten ved 📌Vartou, som ovenikiøbet blev Ridder ved Sølv-Brylluppet; men det giør dog hverken Tilstanden friere, Udsigten lysere eller Folk gladere.

✂ Derimod at tale frit og aabenhjertig under 👤Christian den Ottende i samme Retning og i samme Tone, som De veed, jeg talde under 👤Frederik den Sjette, da jeg hverken var Præst ved 📌Vartou eller Ridder af Dannebrog, det kan dog muelig nytte lidt, og jeg har lært at nøies, naar jeg blot imens jeg taler tør nære Haabet om, at den jævne, gammeldags Tone, hvori Fædrenelands-Kiærligheden hos mig naturlig udtrykker sig, skal dog finde lidt mere Gienlyd hos den yngre Slægt, end den fandt hos mine Jævnaldrende, saa der ogsaa for deres Øine ligge gyldne Dage bag os, der ►vidunderlig drage Hjertet til sig, og glimter en ny Morgenrøde for os i den næste Fremtid, som vi føle Drift til at nærme os med Kæmpeskridt. Ja, naar jeg blot kan tale under disse Betingelser, og tale med den Følelse, at 📌Danmarks Aand er over mig og Danske Hjerter slaae omkring mig, da er jeg fornøiet, om det end siden kan synes mig, som hardtad Ingen havde Øine til at see eller Sind til at skatte 📌Danmarks lykkelige Lod, som er Sjælen i al min ►borgerlige Tale.

✂ Ja ►m. H. i Dage langt koldere end disse fandt jeg 📌Danmarks Lod misundelsesværdig, hvergang Af43tenstjernen, som ogsaa er Morgenstjerne, tindrede mig imøde og Aanden hviskede, see, det er 📌Danmarks Stjerne, og Kinden glødede, mens jeg spaaede Fædrelandet Held og Lykke, Hæder og Ære, Fryd og Glæde, uden at ændse den haanlige Latter, som ►skraldede omkring mig, og sagtens kan jeg da nu skiemte med den kolde Mai, da det ►har klaret sig, der er endnu i Hjerte-Grunden langt mere Varme hos ►Dannemænd, end Nogen turde troe, saa, skiøndt man ►sædvanlig tvivler om Muligheden i at mine store Formodninger om Fædrenelandet kan gaae i Opfyldelse, ønske dog Mange, det var saa vel. Ja ►m. H. kunde jeg gløde midt om Vinteren blot ved at hilse den Vaar, jeg skimtede i det Fjerne, da maa jeg sagtens kunne holde Varmen i Vaaren, skiøndt den falder kiølig, og trøstes over den kolde Mai af den varme September, der lyser mig imøde, med en gylden Høst under det dybe Himmelblaa, og naar jeg derfor peger paa den graa Luft og de sure Ansigter, da er det kun for at De ikke skal troe, jeg er blindere end Andre, blind for hvad man kan see med et halvt Øie, at Jubelen ved 👤Christian den Ottendes Thronbestigelse synes endt før den ret begyndte, at baade Kongen og Folket staae Fare for at miskiende og mistænke hinanden, og at selv en 👤Dagmar i vore Dage kan synes at møde isnende Kulde i de før saa lune Skove. Ja, kun for at De kan føle, ►min Tro paa 📌Danmarks Lykke er i det mindste stærk nok til at flytte de Bjerge, ►Døgnets ►Jetter ►optaarne paa Sletten►, kun derfor siger jeg Dem, jeg seer det godt, at Kongen faaer ►Skin af hverken at være ►Tale og Skrive-44Friheden► nær saa gunstig, eller at mene det saa godt med hele Folket, som nogle halvfremmede, herskesyge Udgivere af et Dagblad, og at paa den anden Side Folket faaer ►Skin af at hade og frygte ►Enevolds-Magten, som det selv har skabt, og uden Spørgsmaal om, enten 📌Danmark blev lykkelig eller ulykkelig derved, ei at ville nøies med anden Frihed end den, som egensindige Børn at ►raade sig selv. Ja, derfor vil jeg sige Alt, sige Dem, jeg veed, baade af vore Dages og af de forrige Tiders Historie, at ►af liden Gnist kan vorde en stor Ild, fordi det gaaer med Konger og Folk, som med Mennesker i det Hele, at blive to gode Venner først forstemte mod hinanden, da kan de største Ubetydeligheder, som de ellers aldrig vilde ændset, blive uudtømmelige Kilder til Kiv og Splid, uden at nogen menneskelig Forstand kan beregne, hvor sørgelig vidt det kan gaae. Jeg lader det trøstig komme derpaa an, om De kan troe mig saa ganske blottet for hjertelig Deeltagelse i Fædrelandets Vee og Vel, og tillige saa blottet for Taknemmelighed mod et Fyrste-Par, der baade før og efter Thron-Bestigelsen værdigede mig en ligesaa uventet som naadig Opmærksomhed, troe mig saa hjerteløs, at jeg kold og ligegyldig kunde see et frygteligt Uveir trække op over Riget og Thronen, ja, skiemte dermed, som et morsomt Skuespil. Trøstig lader jeg det komme derpaa an, fordi jeg veed, at kunde De troe saa ilde om mig, da hørde De mig ikke, og fordi jeg veed, at ogsaa paa mig har Øieblikket gjort hele sit ubehagelige Indtryk, ogsaa jeg blegnede engang og foer op ved Midnat under den forvirrede 45Mumlen og det krigerske Hestetrav paa Gaden, ogsaa jeg turde tiltroe mig Sind til at falde som et Offer for ældgammel Danskhed, saa naar jeg desuagtet ved mindste Eftertanke føler mig beroliget, saa jeg tør skiemte med Faren og smile ad Følgerne, da kan jeg virkelig ikke forklare mig det af Andet, end at 📌Danmarks gode Engel staaer mig nær, seer langt videre og vissere end jeg, og smiler derfor ad al min Uro og Bekymring, smiler saa sødt og trygt, at jeg maa smile med, og seer da i det Forbigangne saamange lykkelige Varsler om det Tilstundende, at jeg maa skiænde paa mig selv for ogsaa kun et Øieblik at have ladet Modet synke og Haabet vakle, det stærke og levende Haab, der giennem en heel Menneske-Alder besjælede og ►opholdt mig, og svæver ►øiensynlig over hver Sang, jeg, med 📌Danmarks Fremtid for Øie, opflammedes til at nynne, det frydefulde Haab, at jeg med disse mine Øine skal see 📌Danmark glad og lykkelig fremfor alle Verdens Riger og Lande, glad og lykkelig under Himlens Velsignelse, ved den ægte Danskhed i Tænkemaade, i Tankegang og Tungemaal, i ►Sæder, Love og ►Indretninger, som jeg i de poetisk-historiske Billeder fra fordums Tid ►lærde at elske og kiende og glødede ved at besynge, saae i Aanden yndig opblomstre i en Efterslægt, hos hvilken ogsaa mit Navn, min Sang, min Kamp og mit Haab skulde leve i kiærlig Erindring.

✂ See, alt dette kom til at staae levende for mig idag, da jeg havde lovet at tale om ►Folke-Raadet, der baade er det Nærmeste af de lykkelige Varsler for 📌Danmarks Fremtid, og kroner dem ret egen 46lig, som en udsprunget ►Maibøg med Dannebrog i Toppen; thi ►Folke-Raadets Oprettelse af det bedste Hjerte, der kan slaae under Kongeligt Purpur, dets Oprettelse i stille, rolige Dage, er ikke blot det skiønneste Mindesmærke om 👤Frederik den Sjettes ►Livsalighed, men spaaer den læmpeligste og skiønneste Løsning af Stats-Forfatningens indviklede Knude, som nu i alle Christenhedens Riger er den store og vanskelige Opgave. Ja ►m. H. saalænge jeg kan røre Tungen, vil jeg tale frit og aabent, efter min bedste Overbeviisning, om Fædrenelandets Tarv, uden ængstelig at spørge hvad der for Øieblikket vil tækkes enten Høie eller Lave, og ligesaa uforbeholden som jeg derfor anpriser ►Enevolds-Magten, hvor den, som hos os, ei er taget med Vold, men givet og skiænket af Folket, ligesaa uforbeholden anpriser jeg ►Folke-Raadet, med fri Stemme over alle Rigets Anliggender, naar det, som her, ei har reist sig i Modsætning til Kongen, men er Hans eget folkelige Storværk. Naar jeg derfor roser 👤Frederik den Sjette i hans Grav, som jeg roste Ham paa Hans Throne, for det herlige Middel, han opdagede til at oplyse Regieringen om Folkets Ønsker og Landets Tarv, til stedse fastere at sammenknytte Øvrighed og Undersaatter og oplive den ►Almeen-Aand, der maa besjæle os, naar vi skal søge og ramme det ►almindelige Bedste; da roser jeg ham langt mindre for hvad han lovede end for hvad han holdt. At nemlig 👤Frederik den Sjette i Mai 1831 lovede 📌Danmark et saadant ►Folkeraad, det veed vi nu, maa ingenlunde sammenlignes med de store Løfter, man andensteds 47gav Folkene efter Julidagene i 📌Paris, under den Belgiske og Polske Opstand; men det veed vi dog kun, fordi 👤Frederik den Sjette, tre Aar senere, da Alting viste at Skrækken ►til Hove havde sat sig, og da den Smule Bevægelse, man ►herinde havde sporet, var ganske forbi, at Han da lagde Haand paa Værket og udførde det trolig i den samme dristige og ædle Stil, som det var lovet, kun det er ham til udødelig Ære, men det er ogsaa, for hvem der har mindste historisk Blik, den sikkerste ►Borgen for Indretningens Fasthed og Bestandighed, og, for hvem der har mindste Tro til det Danske Hjerte, det lykkeligste Varsel for ►Enighed og ædel Kappelyst mellem Konge og Folk og for en rolig fremskridende Oplysning af ►det Borgerlige Selskabs Væsen og sande Tarv, en Oplysning, der stedse klarere skal vise, at 📌Danmarks gode Aand var ligesaavel over Folket, da det gav Kongen ►Enevoldsmagt, som over Kongen, da Han gav Folket uindskrænket ►Stemme-Frihed, saa 📌Danmark derved, før vi vidste det, vandt en Stats-Forfatning, der ikke blot hos os er den folkeligste, men er af Alle bedst skikket til baade at udvikle og beskytte sand ►borgerlig Frihed og Velstand.

✂ De ►agte det vel ►m. H. jeg siger ingenlunde, at denne Oplysning allerede hersker i 📌Danmark; thi jeg veed meget vel, at denne min Betragtning snarere af begge de stridende Partier ansees for et Drømmesyn, der maa skrives paa min udsvævende Phantasies Regning; men det rører mig ikke, fordi det rammer mig ikke, fordi jeg veed, at hele Historien, alle Tiders Erfaring, som slet ikke sværmer, er paa min 48Side, saa alle ►Dannemænd see det Samme, naar deres Øine ►oplades for Menneske-Livets Gang, som den virkelig har været og fremdeles vil blive. Derfor er det ogsaa mit høieste ►borgerlige Ønske, at der snart, ►heller i Dag end i Morgen, maa aabnes en Dansk ►Høiskole, tilgiængelig for hele Landets Ungdom, hvor de ►Letnemme fik baade Lov og Leilighed til at blive bedre bekiendt saavel med Menneske-Naturen og Menneske-Livet i Almindelighed, som med dem selv i Særdeleshed, og hvor de kunde blive ret ►vendt i alle ►borgerlige Forhold, ret kiendt med Fædrenelandets Tarv i alle Retninger, medens ►Folkelivet og Fædrenelands-Kiærligheden næredes ved naturlig Tale og historisk Oplysning, ved ungdommelig Vexelvirkning, og ved det liflige Sang-Chor, som giennemtoner alle 📌Danmarks Tider, aander Beundring for det Store, Varme for det yndig Skiønne, Troskab og Kiærlighed, Fred og ►Enighed, uskyldig Munterhed, Lyst og Gammen. Sandelig, naar Kong 👤Christian den Ottende, som det er mit glade Haab, aabner en saadan Kongelig ►Friskole for Livet, for det Danske ►Folkeliv, da kan Han ikke blot smile ad alle ►Døgnblades Roes og Last, men glæde sig til et ►Folkeraad, ligesaa mageløst, som vore Enevolds-Konger; thi da har Han aabnet en Lægedoms-Kilde ►paa Marken, som vil strømmeviis besøges fra Slægt til Slægt, og vinde den Berømmelse, selv i fjerne Lande og i de sildigste Tider, at ►der fik utallige Blinde deres Syn, Døve deres Hørelse og Stumme deres Mæle, der kastede Halte deres Krykker og beviiste klarlig at “Dandsen den gaaer saa let giennem Lun49den!” Derved fordunkles ►vistnok ikke 👤Frederik den Sjettes Kongelige Værk, men derved sættes det først i sit rette Lys, thi hvad der nu fordunkler det, er kun Savnet af den folkelige Oplysning, det i Grunden forudsætter, uden at den dog, efter de menneskelige Vilkaar, kunde gaaet forud; thi skiøndt en folkelig ►Høiskole med den deraf udspringende Danske Oplysning giennem mange Aar var en af mine sødeste Drømme, saa maatte dog ►Folkeraadet oprettes, før det blev meer end en Drøm, før selv jeg kunde vinde klar Forestilling om Oplysningens Beskaffenhed og øine den indvortes Trang, der nu vil drive Folket til at søge den Oplysning og Dannelse, ►Folkeraadet lader dem føle, er langtfra at være overflødig, er baade ønskelig og til Rigets Bedste aldeles nødvendig. Derfor vil vi glade mindes det Danske ►Folkeraads Oprettelse den 28de Mai, med en Vise, der ►vistnok kunde være meget bedre, men som jeg dog tør haabe, baade De, mine Herrer! og flere ►Dannemænd vil hjelpe mig til at høre sunget, som ►Hr. Tønnes Vise.

1

✂ ►Svend Grathe var Konning i Dannemark,
Det blev ikke Riget til Baade,
For Dansk var den Herre ei vel tilpas,
Og falsk var hans Hyldest og Naade.
Maien er sød i Danmark!

2

✂ Med Næsen i Sky mellem Bondemænd,
De fik ham kun daarlig i Tale;
Han ligger begravet i Mosedynd,
50Saa nederlig maatte han dale.
Maien er sød i Danmark!

3

✂ Kong Fredrik den Sjette af Dannemark,
Han hviler i Kirken med Ære,
Til Skyen ham løfted hans Bondemænd,
De vilde paa Hænder ham bære.
Maien er sød i Danmark!

4

✂ Den Herre var Dansker af Hjertensgrund,
Spagfærdig i Høielofts-Sale,
Den ringeste Mand paa sit Modersmaal
Med ham kunde snakke og tale.
Maien er sød i Danmark!

5

✂ Han bænked saa høit sine Bondemænd,
I Raadet blandt Herrer og Grever,
At mens der er Mai i vor Bøgeskov,
Hans Minde i Hjerterne lever.
Maien er sød i Danmark!

6

✂ Det var paa en Maidag, det Brev udgik,
Hans Bønder ei noksom kan prise,
Med Glæden de ride nu Sommer ad By,
Og synge Kong Frederiks Vise.
Maien er sød i Danmark!

7

✂ Saa vær da velkommen, du søde Mai,
Som Folket og Fuglen gav Stemme!
Nu er det en Lykke i Lyst og Nød
At have i Dannemark hjemme.
Maien er sød i Danmark!

8

✂ 51Ja, nu er der plantet et Maitræ godt
Af Kongen og Folket paa Stævne,
I Banker og Huulveie gik det før,
Men Kiærlighed Alt kunde jævne.
Maien er sød i Danmark!

9

✂ Nu Vinteren tabte og Somren vandt,
Saa lystig og grøn er nu Skoven,
Og Fuglene sjunge, hver med sit Næb,
Og Havfruer dandse paa Voven.
Maien er sød i Danmark!

10

✂ Nu lader os kappes og giøre Gavn,
Det Bedste, Enhver kan paafinde,
Til Dannemarks Ære og Kongens Roes,
Til Glæde for Mand og for Kvinde!
Maien er sød i Danmark!

11

✂ Da sender os Himlen den gyldne Tid,
Kong Fredegods kronede Dage,
Da Alt er mildøiet og Dansk tilbunds,
Da kommer og Holger tilbage.
Maien er sød i Danmark!

12

✂ Da Jorderigs Ynde og Himlens Smiil
Skal mødes i Maibøgens Skygge,
Livsalige Konger med Danske Lov
Skal frede om Dannemarks Lykke.
Maien er sød i Danmark!

13

✂ Som Fuglene sjunge i lystig Vaar,
Skal Dannemarks Skjalde og kvæde,
52Saa nemmes kan Visen af Læg og Lærd,
Og nynnes af Piger med Glæde.
Maien er sød i Danmark!

14

✂ Som Bølgerne bære om Verden Bud,
Hvor Søhanen Vingerne ryster,
Saa Rygtet skal fare fra Hav til Hav
Om Dannemarks smilende Kyster!
Maien er sød i Danmark!

✂

Kronings-Dagen

(i Kirken.)

Før Talen.

✂ Mel. Af Høiheden oprunden er.

1

✂ ►Til Kronen Kald saa mangefold
Der høres trindt paa Jordens Bold,
Og bedst i Christenheden,
Til Himmeriges Straale-Krands,
Som reent fordunkler al den Glands,
Der skues kan herneden;
Guds Søn, vor Drot,
Alle Sine, Kroner fine
Trofast lover,
Himmerig han raader over.

2

✂ O, Gud skee Lov til evig Tid,
Vor Fader god, vor Herre blid,
At mange er de Kaldte;
Til Kronen, efter Herrens Ord,
53I Himlen hist og her paa Jord,
Dog faa er de Udvaldte:
Hovmod, Falskhed,
Hjerter hilde, og forspilde
Manges Lykke,
Saa de faae kun Skin og Skygge.

3

✂ Af Konge-Stammen ret udvaldt,
Er Christian til Kronen kaldt,
Den Ottende med Ære,
Han salves i Guds Navn i Dag,
O gid vor Gud til Velbehag
Han Danmarks Krone bære!
Gudsfrygt, Viisdom,
Held og Lykke, Kronen smykke,
Som de rene,
Som de rette Ædelstene!

4

✂ Gud! giv Ham Hjerte for de Smaa,
Og lad Ham viselig forstaae
I Pagt med Dig at træde!
Hans Fiender skjule Du med Skam,
Mens Kronen blomstrer over Ham,
Til gamle Danmarks Glæde!
Oplyst, glandsfuld,
Stærk som Egen, alderstegen,
Gid Han ligne
Dem, Du kiærligst lod velsigne.

5

✂ Og naar Han er af Dage mæt,
Lad Konger af Hans Art og Æt
For Riget længe raade,
54Saa vore Børn i allen Stund
Maae glæde sig af Hjertens Grund
Ved Konger af Guds Naade!
Danmarks Løvsal
Høit sig fryde, trindt gienlyde,
Tider mange,
Sødt af Folkets Takkesange!

6

✂ Og Kongen med hans Venneviv,
Som er ei blot for dette Liv
Blandt de til Kronen Kaldte,
Giv dem, naar Verdens Glands forgaaer,
I Evighedens Gyldenaar
Og Deel med de Udvaldte!
Kostbar, soelklar,
Fuld af Ære, let at bære,
Er den Krone,
Som skal straale for Din Throne!

✂ ►Vi veed at vi er overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene.

✂ Disse Ord af Dagens Epistel vil vi, Christne Venner! i disse Øieblikke dvæle ved og anvende paa os, ikke i deres allerdybeste, apostoliske Mening, saaledes, som vi kan slutte os til den fra ham, de oprindelig tilhøre: den Discipel, som 👤Jesus elskede, 👤Christi Kiærligheds Apostel 👤Johannes, men i deres næstdybeste Mening, saaledes som vi alle kan bære dem, og med Tak til Gud føle, de udtrykke en glædelig Sandhed.

✂ Ja ►m. V. det er ►aabenbart, at naar 👤Johannes i ►Sendebrevet til de Christne siger: ►vi veed, vi 55er overgangne fra Døden ⓘ til Livet, thi vi elske Brødrene►, da mener han den store, christelige Overgang fra den aandelige ►Død, som er Syndens nærmeste Sold, til det evige Liv, som er Guds Naadegave i 👤Christo Jesu, og ved Brødrene mener han det christelige Broderskab, vidt ►adspredt paa Jorden men Medborgere i Himlen, alle besjælede af 👤Christi Aand, og elskende hverandre, ligesom ►Han elskede sine Venner og satte Livet til for dem, og følende sig i denne Kiærlighed forenede med Herren til at leve ved ham, ligesom ►han lever ved Faderen, og I veed det, Christne Venner! at Kiernen i al min Prædiken er “det evige Livs Ord” at ►vi maatte gribe det, ligesom vi er grebne af 👤Christus► ; men hverken kan vi med Sandhed sige at ►vi ►alt har grebet det og er fuldkomne►, heller ikke var det Veien dertil, om vi vilde fornægte eller ringeagte vore naturlige Følelser og det Menneske-Liv, vi nærmest har tilfælles med Folket, vi naturlig tilhøre. Meget mere giælder det i alle Maader, hvad Apostelen 👤Paulus skriver, at ►hvem der ikke bærer Omhu for sine Egne, har fornægtet Troen og er værre end en Vantro; thi Christendommen er ingenlunde sat til at fordærve men til at helbrede Menneske-Naturen, og jo bedre Christne, vi derfor er, des menneskeligere og kiærligere vil vi findes i alle Forhold, og des dybere vil vi føle, at vi maae være Mennesker, før vi kan blive Christne, og at hvem der foragter Guds mindste Gave, faaer aldrig den Største, hvem der ikke skiønner paa det timelige Menneske-Liv, Gud gav os fra Begyndelsen, kan aldrig værdiges det evige Liv, som Gud i 56►Tidens Fylde 56skiænkede os med sin eenbaarne Søn►, da ►han tog vor Natur paa sig og blev Menneske som vi i alle Maader, kun uden Synd.

✂ Derfor lad os i denne Stund dvæle ved Betragtningen af det Liv, der ligger os alle nærmest, det naturlige Menneske-Liv, som vi har tilfælles med alle ►Dannemænd, og derpaa anvende Apostelens Ord: ►vi veed, at vi er overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene, takke Himlenes Gud, fordi Han har opvakt dette vort ►Folkeliv ligesom af Døde, og ►nedbede Hans Velsignelse over det, og over Ham der skal betragtes og æres som ►Hovedet for det aandelige Legeme, vi og vore Medborgere udgiøre, over 👤Christian den Ottende, som idag salves og krones til 📌Danmarks Konge af Guds Naade.

✂ Først vil vi da komme ihu, hvad det har at sige med et saadant ►Folkeliv, fælles for alle ægte Medborgere, at det er en levende Deeltagelse i de Tilbøieligheder, den Tankegang, det Tungemaal, det Fædreneland og den Skæbne i Tidens Løb, vi har tilfælles med hinanden, men ikke med noget andet Folk under Himmelen, et Liv altsaa, der udspringer af en naturlig Kiærlighed mellem ►Nærpaarørende og føder igien et Broderskab og en Fædrenelands-Kiærlighed, som er det Ædleste og ►Yndigste, der naturlig kan findes paa Jorden, og fører til den bedste Helte-Bedrift under Solen, som er kiærlig Selv-Opoffrelse for Broderskabet.

✂ At nu et saadant ►Folkeliv er en stor Guds Gave, ja, den største næst det evige Liv, det sees allerede deraf, at Broder-Kiærligheden ogsaa er dette 57Livs hellige Rod og velsignede Frugt, men kiendes ogsaa deraf, at et saadant ædelt ►Folkeliv altid var en Sjeldenhed paa Jorden, og sige vi nu med Sandhed, at der ingensteds blomstrede et kiærligere, et ædlere og ►yndigere ►Folkeliv end hos os, da bekiende vi jo med det Samme, at Ingen skylder Gud mere ►Priis og Lov og Tak end vi, thi at alt Liv, end sige da Menneske-Livet, er en stor Guds Gave, kan jo Ingen nægte, der veed det Mindste af Gud at sige, som skrevet staaer: ►udsender Du din Aand, da skabes de, og indsamler Du din Aande, da opgive de Aanden og synke til deres Støv igien.

✂ Ja ►m. V. lad os dog endelig ikke glemme det, men have det bestandig klarere for Øie, at Menneske-Livet ligner sig selv og følger de samme Love paa sit laveste som paa sit høieste Trin og paa alle Trin derimellem, saa det er altid “►Aanden, som giør levende,” ligefra det Aandedræt, hvormed Livet naturlig begynder og ender hos Enhver af os, til den “Faderens Aand,” som i vor Herres 👤Jesu Navn er udsendt til os med det evige Liv, saa vi var store Daarer, om vi tænkte, at der midtimellem kunde være et Menneske-Liv, vel langt ringere end det Christelige, men dog ogsaa langt høiere end det vi ved Aandedrættet føre, Enhver for sig, uden at dertil hørte et eget Aandepust fra det Høie, kort sagt, at der kunde være et ►Folkeliv paa Jorden uden at der var en tilsvarende Folkeaand, hvorved det skabes og ►opholdes. Saadanne Daarer er imidlertid vi faldne, syndige Mennesker, at skiøndt vi kom tillive, før vi vidste det, vilde vi dog indbilde os, vi ►raadte selv 58for vort Liv, dersom ikke Døden overbeviiste os om det Modsatte, saa hvad der er ►Syndens Sold, er ogsaa en Oplysning, alle Syndere behøve for at give Gud Æren og takke ham for Livet, hos hvem dets Kilde er, og det maa da ikke undre os, at Gud har faaet liden eller ingen Tak for det naturlige Liv i sin bedste og ►yndigste Skikkelse, som ►Folkelivet er, indtil Døden ►lærde os, at et Folk lever ligesaalidt af sit Land og Tungemaal, sine Love og ►Indretninger, som ►Mennesket lever af Brød alene, uden et Ord, som udgaaer af Guds-Mund og ►aander Liv i ►Støvet►, mætter de Levende med Velsignelse. Kun Døden har da lært os at skiønne paa Livet som en Guds Gave, men ►Lærdommen vilde ikke nyttet, dersom ikke Livet var vendt tilbage, thi ogsaa her giælder det, at ►de Døde kan ikke prise Herren; og hvorledes skulde vi nu kunne takke Gud for det ny Liv, som rører sig i vort Modersmaal, i ►Fædrenes Minde og i Alt hvad der angaaer os som et ►eget Folk med sine ►“forordnede Tider og sin Boligs beskikkede Grændser,” uden ogsaa at udbede os den Guds Velsignelse, hvorved det ligesom gienfødte ►Folkeliv ene kan opholdes, voxe og udvikle sig til Gavn og Glæde for os og de kommende Slægter, og ►naar skulde vi alvorligere og inderligere giøre denne Bøn, end paa Dagen, da vor ny Konge salves og krones!

✂ Er det nemlig ►Aanden, som giør levende, Folke-Aanden, som skaber og ►opholder ►Folke-Livet, hvad kan da som ►Dannemænd være os vigtigere, end at denne Aand besjæler Majestæten paa 📌Danmarks Throne, besjæler vor uindskrænkede Konge, der umuelig kan 59have Magt og Myndighed til at giøre meget Godt uden ogsaa at have den til at giøre meget Ondt, til at hemme som til at fremme, til at forbittre, som til at forsøde ►Folkelivet. Jo kiærere derfor det er os, des glædeligere maae vi finde det, at mellem ►Sprogene af ►den Hellige Skrift, som vor Konge udvalgde til sin Kroning og Salving, lyder dette af ►første Samuels Bog: ►saa tog 👤Samuel Olie-Hornet og salvede 👤David midt imellem hans Brødre, og Herrens Aand kom ►heftig over ham fra den samme Dag► og fremdeles. ►Vistnok kan vi, som oplyste Christne, hverken mene at den Hellig-Aand med det christelige Liv skiænkes ►uden ved Troen og Daaben, heller ikke tilskrive vore kirkelige Lærere og ►Tilsynsmænd den Fuldmagt til at salve, som Gud kun gav 📌Israels Ypperste-Præster og Propheter i ►det Gamle Testamente; men naar vor Konge betragter Folket som sine Brødre, da er Folkets Hjerte hos Ham, og naar Kongen ønsker og beder, at ►Herrens Aand maa komme ►heftig over Ham►, med Kraft og Viisdom fra det Høie til at føre Septeret og Sværdet, saa Kronen straaler, Thronen befæstes, Ondskab bæver, Godhed jubler, Riget blomstrer og den sande Gud æres, Hans Navn forherliges iblandt os, naar Kongen ønsker det og vil at vi derom skal forene vore Bønner med Hans, da kan og maae vi trøstig sige Amen, visse paa, at netop Folkets gode Aand, som skaber, nærer og ►opholder ►Folkelivet, vil komme ►heftig, komme vældig over Kongen fra denne Dag og fremdeles. Ja ►m. V. de er alle Herrens Aander, de Vældige i Magt, som staae for Hans Ansigt og 60udrette som Engle Hans Ærinde, i det de høre paa Hans Ords Røst, og hvor Kongen og Folket bede Herren om Hans Aand til at oplive og oplyse, styrke og opmuntre, styre og raade, forbinde og forene dem i broderlig Kiærlighed, der sender Han dem den af sine Aander, som Han veed, de af Naturen har Lyst til og kan have tilfælles, og det er ►nødvendig Folkeaanden, der, som en usynlig, men virkelig Livskraft, har fra Begyndelsen skabt deres Tungemaal og alt det Fælles og Folkelige i deres naturlige Tankegang, deres gamle ►Sæder og Bedrifter, Sange, Love og ►Indretninger, thi kun denne Aand kan de Alle have tilfælles, styrkes og oplyses af til at fortsætte ►Folkelivet, gaae deres afstukne Vei og udrette deres beskikkede Gierning til Skaberens Ære. ►Den Aand, som er over alle Engle og har, som det hørdes paa Pindsedagen, og spores giennem hele 👤Christi Kirkes Historie, alle Tungemaal i sin Magt►, Faderens egen Aand, den Hellig-Aand, Han kan ►vistnok det Samme og langt mere end det; thi ►Han kan forene alle Folkefærd til Eet i 👤Christo Jesu, med evigt Liv og himmelsk Lys; men hvor er det Folk paa ►Jordens Kreds, som enten ganske eller dog for største Delen havde Sind til ►ei at leve deres eget Liv, men Hans, som er død og opstanden for os! Dog, selv om der fandtes et saadant mageløst Folk, der alle med een Mund bad Faderen i 👤Jesu Navn om Hans Hellig-Aand, saa vilde Han dog sende sin Engel som Forløber og ►Herold at berede Herren Vei, og det vilde blive Folkets Aand og Engel, thi kun forgiæves har Hedning-Fol61kene tænkt, de kunde tilegne sig 📌Israels Fortrin og Forjættelser for dette Liv, saa deres Konger kunde være som 👤David, deres ►Sangere som han og 👤Asaph, deres Prædikanter som Propheterne og Herrens Forløber hos dem som 👤Døberen, ►der af Moders Liv var fyldt med den Hellig-Aand. Der staaer skrevet: ►Israel er Hans Førstefødte og Han har ikke ►saa gjort ved noget andet Folk, og vil vi ikke troe det, men som Folk sætte os ved Siden ad 📌Israel, da række vi kun forgiæves efter hvad vi umuelig kan naae, og gaae Glip ad vor beskikkede Deel; men ►vil vi nøies med Hans Naade, Hvis Kraft fuldkommes i vor Skrøbelighed, da opvækker Han hos os den Aand, som fra Arildstid var over vore store Mænd, Konger og Lovgivere, Helte og ►Sangere, saa baade vi og vort Modersmaal udvikles til Alt hvad vi af Naturen er skikkede til, og hvor da Længslerne er for dybe til derved at opfyldes, vil Øret findes ►opladt for det store Evangelium, og Hjertet forberedt til at fatte det evige Liv, som Guds Naadegave ►i 👤Christo til Alle som troe, uden Forskiel paa Jøder og Græker, Skyther og Barbarer►.

✂ Og see, ►m. V. Dette er ►aabenbar begyndt at skee, før vi vidste det, thi ligesom ►Aandernes Aand, der udgiødes over Apostlerne, kiendtes derpaa at Han havde alle Tungemaal i sin Magt, saaledes kiendes hvert Folks Aand derpaa at han har dets Modersmaal i sin Magt, og saa vist derfor som vort Modersmaal, giennem mange Aarhundreder forsømt og foragtet og til aandeligt Brug næsten aldeles dødt og magtesløst, i den sidste Tid er levet op og udfolder 62daglig mere af sin Dybde, Rigdom og Skiønhed, udtrykker bestandig bedre og mere levende det Høie og Dybe, saa Folket føler at det udtales med deres Tunge, saavist er ogsaa ►Fædrenes Aand kommet over os, og er Sjælen i alle vore Bestræbelser for at vække og styrke ►Folkelivet, og i al vor Kamp med det Fremmede, der under Aandens Fraværelse og Folkedøden indtrængde eller indsneg sig i Tungemaal og Tankegang, ►Sæder, Love og ►Indretninger. Og her see vi ret, hvor inderlig vi maae bede Gud om at lade Folkets Aand komme fyrig over Kongen og hvile stadig paa Ham; thi det er umuelig andet end at et Folk maa føle sig oplivet, vederkvæget og inderlig frydet ved at tiltales af sin Aand, og var nu Riget saa ulykkeligt at faae en Konge, som ei besjæledes deraf, ei elskede dets Modersmaal, og ei stræbde at ►læmpe Landets Love og ►Indretninger og hele sin Regiering efter Folkets Hjerte, da kunde vel de Christne, som har fundet en evig Trøst, give sig tilfreds, og et Folk saa roligt som det Danske nøies med at sukke, men Livet var dog forbittret, Kiærlighed og ►Enighed mellem Folket og saadan en Konge umuelig. Nu derimod, da Himlens Gud, efter en gammel Konge, hvis Hjerte var som Folkets Hjerte, i hvis Dage ►Fædrenes Aand gienfødte Modersmaalet og ►Folkelivet, og hvis ►høilovlige Ihukommelse derfor skal være udødelig hos os og blomstre til Velsignelse fra Slægt til Slægt, da Himlens Gud efter ham gav os en Fyrste af den samme Rod og Stamme, i fuldmoden Manddoms-Alder, ►opfødt iblandt os, fortrolig med vort Modersmaal i al den Fylde, Dybde og 63Deilighed, det endnu har aabenbaret, og derhos udrustet med sjeldne kongelige Egenskaber, og da Han paa sin Kronings-Dag opmuntrer os til at istemme Hans herlige Bøn, at Gud vil salve Ham til en Konge i 📌Danmark efter sit Hjerte, ligesom 👤David var det i 📌Israels Land og i sin Tid, og at ►Herrens Aand maa komme fyrig over Ham fra denne Dag og fremdeles; nu kan vi giøre den Bøn med Glæde, som vi under ingen Omstændigheder maatte forsømt; thi nu er Bønhørelsen vis, nu vil Herren skiænke vort Modersmaal og Alt hvad der er i Folkets gode Aand, en ►Nyaarstid ►paa Marken, som skal ►spørges vidt og vare længe, vi vil haabe, saalænge Verden staaer.

✂ Og naar kun det skeer, naar Gud lader den Aand, Han dertil har beskikket, oplive og ledsage os, og hvile paa vor Konge, saa Han bliver som en Guds Engel for vore Øine, da var det i Grunden det Samme, hvor dunkelt det end forekom os, thi vi er jo dog ikke saadanne Daarer, at vi vilde vrage Liv og Lykke, fordi vi ikke begribe eller kan forklare os dem, og er vi virkelig kloge, da maae vi indsee, at Livet, naar det lykkelig fortsættes, omsider vil ►klare sig selv; men da vort ►Folkeliv ei er noget Nyt men Ældgammelt, maa det derfor ogsaa i en vis Grad have ►klaret sig og aabenbaret af hvad Rod det randt, og af hvad Aand det fødtes, og Gud har sagt eengang for alle at “►Lyset er godt,” saa i alt det Lys, Han tænder, vil vi fryde os. Vi sige derfor trøstig, at baade det ►yndige Forhold, der i 📌Danmark findes mellem det Folkelige og det Christelige, og den selv64kloge Verdens Paastand, at vi har slet ingen Folkeaand, begge Dele ►klare sig glædelig ved den Oplysning, at det var Barnlighedens Aand, der fra Arildstid svævede over vort Fædreneland.

✂ Hverken Tid eller Sted tillader udførlig at vise, hvilket skinnende Lys herved opgaaer over det Danske Folks hele Levnets-Løb, men det behøves ikke heller; thi naar det er sandt, da behøver det kun levende at udtales for at finde Gienlyd og Bekræftelse i hele Folkets Hjerte, og for at lade os see, hvad vi med vore ►Fædre altid følde, at trods de Fremmedes Ringeagt og trods ►Skinnet, vi længe havde imod os, ►faldt Snorerne dog i alle Maader for os paa liflige Steder og os er en deilig Arv beredt. Ja ►m. V. saa vist som Gud har givet Folkene Aand efter deres Hjerte, saa vist har det Danske Hjerte ogsaa i aandelig Henseende ►udvalgt den gode Deel, der ei skal det berøves; thi vel er Barnlighedens Aand langtfra at være af de ►Glimrende, der enten forbause eller indtage Verden, men at det er den Elskeligste af alle skabte Aander, det føle vi af Naturen, det lære vi af Erfaringen, og det bekræfte Sandhedens Ord overalt hvor de høres, det ►beseigler den Himmelske Faders Aand overalt hvor Han virker. Det er ►vist nok sandt, og Erfaringen stadfæster det kun alt for klart, at naar et barnligt Folk forlades af sin Aand, da bliver dets Færd barnagtig; men Aandløshed er jammerlig i alle Skikkelser, og naar Verden dømmer at den Barnagtige dog er den mest fortvivlede og hielpeløse, ►da har Gud ogsaa i dette Stykke gjort Verdens Viisdom til ►Daarlighed►; ►thi Han, af Hvem al Fader65lighed i Himlen og paa Jorden bærer Navn►, har i onde og gode Dage behandlet os som Børn og faderlig antaget sig vor Sag, saa Prøvelsen blev efter Evne og Udfaldet meer end taaleligt, Udfaldet glædeligt. Trods al Svaghed og Barnagtighed er saaledes 📌Danmark, der var mellem de første Kongeriger ogsaa blevet mellem de Sidste, og det uagtet vi beboede en aaben Slette, omringede af stridbare Folk, som tit nedsteg fra Bjergene for at ►overvælde os, og hvad Verden kalder det største Beviis paa vor Barnagtighed: at vi trøstig lagde vort Liv og Gods, Lykke og Skæbne, i vor Enevolds-Konges Haand, det tækkedes den Himmelske Fader saa vel, at Han gav intet Folk en saadan Række af milde og faderlige Konger, og fordi vi ikke stolede paa os selv men følde vor Svaghed og sukkede om Kraft fra det Høie, da hørde Han før vi raabde og svarede før vi kaldte, og udsendte sin Aand til at fornye Jordens Skikkelse hos os. Og trængde vi endnu til yderligere Forsikkring om, at ►Han vil lade den Aand komme fyrig over vor Konge, som “vender Børnenes Hjerte til Forældrene og ►Forældrenes til Børnene,” da har Han jo ogsaa givet os det Pant i vor Dronning, den Moderligste, som vel nogensinde bar Guld-Krone paa Jorden, saa, menneskelig og folkelig talt, maae vi vel kalde Hende “den Fri, som er alles vores Moder, ►den Ufrugtsommelige med de fleste Børn.”

✂ At nu den Danske Folke-Aand, som Barnlighedens Aand, vil lede dem, der troligst følge den, til 66👤Jesus Christus og ►indskyde Længsel efter den Himmelske Faders Aand, som udgaaer i 👤Jesu Navn og vidner med vor Aand at vi er “Guds Børn,” derom tvivler blandt os vel ingen Christen, men dog maae det være os glædeligt at høre det herlige Vidnesbyrd, Herren giver vor Folkeaand, naar Han siger: ►de smaa Børns Engle see altid min Himmelske Faders Ansigt, og atter: ►uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Ja, heraf følger, at skiøndt vor Aand, saalidt som nogen Engel, kan ►oplade os faldne Mennesker de ►evige Boliger eller føre os derind, hvad kun er den Helligaands Gierning, saa er det dog Barnligheds-Aanden og Barne-Engelen, der ene kan og altid vil ledsage os til Dørren og lægge os paa Herrens Arme med Bøn om Hans Velsignelse, den evige Velsignelse i det himmelske Bad, saa jo fastere vi troe paa 👤Jesus Christus og jo barnligere vi stole paa Hans Guddoms-Ord, des inderligere og gladere takke vi Gud for den Aand, Han gav os og vore ►Fædre, des fyrigere bede vi Ham, at den samme Aand maa kraftig besjæle vor Konge, os og vore Børn fra Slægt til Slægt. Og jo fortroligere vi blive med denne Aand i vort Modersmaal, jævnt og yndigt, som Marken vi beboe, men omfattende, bøieligt og skabt til levende Væxt, som Bølgen, der ►ombælter os, desmeer vil vi elske vor Aand og des dybere vil vi føle, den sammensmelter med ►Engelen, som fik det glædeligste af alle Ærender paa Jorden: i himmelsk Glands at melde Hyrderne ved 📌Bethlehem den store Glæde, som var født med Svøbelse-Barnet i Krybben►. Ja, det 67skal ►klare sig Dag ►fra Dag, hvorfor Jule-Engelen ingensteds paa Jorden udbredte saamegen Glæde som hos vore ►Fædre, og skal, med Guds Hjelp, ingensteds møde gladere Lovsang end hos vore Børn, fordi den himmelske Fred og den salige Glæde, han forkynder, netop er hvad det Danske Hjerte inderlig begiærede, og hvad Folkeaanden fra Arildstid besang, men kunde ei skiænke.

1

✂ 📌Danmarks Engel, som med Barnefinger
Løfted meer end nogen Kæmpe prud,
Slaae kun frit med sine Svanevinger,
Favne i vort Modersmaal sin Brud!
Som et himmelfaldent Dronning-Smykke
Skinner over Skoven 📌Danmarks Lykke.

✂ Himlens Gud ►høre Kongens og Dronningens og vore Bønner i vor Herres 👤Jesu Navn.

✂ Amen!

Efter Talen.

✂ Mel. Guds Godhed ville vi prise.

1

✂ ►Guds Godhed vil vi prise,
For dem i Kongestand,
Som milde og retvise
Har thronet i vort Land;
Thi ene Herrens Haand
Saa vidt og dybt kan række,
Som Floder og som Bække
At lede Kongers Aand.

2

✂ 68Gud salve selv vor Konning,
Alt efter Godhed sin,
Og saa vor fromme Dronning,
Med Glædens Olje fiin!
Da blive de som Regn
For Græs i slagne Enge,
Som Dugg for Dal og Vænge,
I Daners Himmelegn.

3

✂ Da skal Guds Lampe brænde
For Kongen Nat og Dag;
Da skal til liflig Ende
Udføres al hans Sag;
Da skal ved Kongens Magt
Hoffærdighed nedbøies,
Og Ydmyghed ophøies,
Som Herren haver sagt.

4

✂ Ja, over Kongens Isse
Skal svæve Viisdoms Aand,
Og lægge Kraft tilvisse
I Kongens Mund og Haand;
Da skal fra Kongens Gaard,
Til Fryd og evigt Minde,
I Jesu Navn oprinde
Et lifligt Gylden-Aar!

✂ 69

Kronings-Viser

(i et Vennelag.)

✂

►Kongens Skaal.

✂ Mel. Vi Sømænd giør ei mange Ord.

1

✂ Det er kun Fjas at være Drot
Hvor alle Mand vil raade;
Det er ei nemt at giøre Godt,
Naar Vrag man slaaer paa Naade;
Det er en Nød at giøre Vers,
End sige at regiere,
Hvor Stympere paa Langs og Tvers
Vil Alting critisere.

2

✂ I Danmark dog det er en Lyst
At rime og at sjunge,
Naar man har ret sin Moder kyst,
Og arvet hendes Tunge,
Og har i Bryst og Bringe Mod
Sin egen Søe at seile,
Trods dem, der ret vil raade Bod
Paa Alting med en Hegle.

3

✂ I Danmark er det og en Fryd
At bære Spir og Krone,
Naar kun man har den Skjoldung-Dyd
At nemme Folkets Tone,
Og elske den af Hjertens-Grund,
Som deiligst paa det Jævne,
Og blæse ad hver Aabenmund,
Som kun til Blæst har Evne.

4

✂ 70Derfor vi spaae Kong Christian,
Paa Danmarks Skjoldung-Sæde,
Et Hurra fra det hele Land,
Med Fryd og Hjertens-Glæde;
Han kiender godt det Aandepust,
Og har det prægtig inde,
For hvilket her paa Marken just
Sig lægge alle Vinde.

5

✂ Det er det Danske Tungemaal,
Med Liv og Aand og Ynde,
Paa det vi her med Kongens Skaal
Vil gladelig begynde:
Gid i Hans Øre hver en Dag
Det sødere maa klinge,
Og høiere end Skjoldebrag
Ham Folkets Hylding bringe!

✂

►Dronningens Skaal.

✂ Mel. Hr. Tønne han rider udaf Alsø.

1

✂ Der sad en Prindsesse i Dannemark,
Med Fruer og Frøkener strage,
Hun talde saamangent et Alvors-Ord
Om Daaden i forrige Dage.
Deilig er Dronning-Stolen.

2

✂ Hun talde saa gierne om Balders Viv,
Og Skjoldunge-Stammen i Leire,
71Hun talde som helst om Kong Valdemar,
Og om Dronning Dagmar hin feire.
Deilig er Dronning-Stolen.

3

✂ Hun talde saa kiærlig om Dannemark,
Med Løver og Hjerter saa blide,
En Taare vel perled i Øienæst
Ved Talen om Dannemarks Kvide.
Deilig er Dronning-Stolen.

4

✂ Prindsessen udspurgde en graanet Skjald
Om Dannemarks kronede Dage;
Hun spurgde med Vid og med yndigt Smiil:
“Naar kommer vel Holger tilbage?”
Deilig er Dronning-Stolen.

5

✂ Men nu er Prindsessen vor Dronning klar,
Hun skinner paa Dannemarks Throne,
Paa Hendes og Valdemars Fødselsdag
Vi hilse vort Haab med sin Krone.
Deilig er Dronning-Stolen.

6

✂ Nu veed vi, om Holger ei kom igaar,
Han kommer, naar Dronningen vinker;
Derpaa da, med Dronningens Kronings-Skaal,
Saa langt vi kan række, vi klinker!
Deilig er Dronning-Stolen!

✂ 72

►Holger Danskes Skaal.

✂ Mel. Danmark deiligst Vang og Vænge.

1

✂ Holger Danske tøved længe;
Hvem tør nu vel spaae
Danmark deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa:
Om i denne Havfru-Sommer,
Naar, hvordan, hvorvidt han kommer,
Hvor han os vil sætte Stævne,
Møde paa det Jævne?

2

✂ Dristig, som til Daad en Kæmpe,
Er til Kvad en Skjald,
Lader aldrig Latter dæmpe
Deiligt Tonefald,
Synger frit, at nær for Haanden
Er, hvad liflig ham med Aanden
Alt berører og omvifter,
Saa han Farve skifter.

3

✂ Det giør Holger Danskes Aande,
Her, som hist i Soer,
Raadte Bod paa Skjaldes Vaande
Ogsaa før ifjor,
Og hvor Ungersvende tale
Høit om Dannebod i Dvale,
Dybt i Danske Bølger dukke,
Der gaaer Holgers Vugge.

4

✂ Der han voxe skal og trives,
Som en Kæmpesøn,
73Ungdoms Kraft og Mod oplives,
Til, i Lys og Løn,
Hjertets Mark og Mundens Vove:
Danmarks Guld og grønne Skove,
Som en Holger, dannis, ægte,
Vældig at forfægte.

5

✂ Trods hver Trumf i Romer-Rige,
Og i Kjøbenhavn,
“Danske Samfund” tør vi sige,
Er et deiligt Navn,
Navnet, som den Kreds maa bære,
Hvor en Helt til Danmarks Ære,
Som kan Dannekvinder tækkes,
Skal med Held opklækkes.

6

✂ Tant det er med Titler tomme,
Uden Grund og Gavn,
Men naar kun ihu vi komme
Levende vort Navn,
Som der klinkes, som der klukkes,
Mellem os skal Holger vugges,
Til han gaaer og til han springer,
Som han fløi paa Vinger.

7

✂ Derfor det sig vel kan sømme,
Paa vort Modersmaal,
Her af Hjertens Grund at tømme
Holger Danskes Skaal;
Lad ham drilles, lad ham vrages!
Gid han voxe kun og dages
74Som en Helt med Haar paa Tænder,
Men med bløde Hænder!

✂

✂ Mel. Der stander et Slot i Østerrig.

1

✂ ►Der stander et Slot i Nord-Sælland,
Og Nyt er der paafærde,
Det bygde Danmarks store Mand,
Kong Christian den Fjerde.

2

✂ Det ligger paa en liden Øe,
Som Rose mellem Blommer,
Det staaer som voxet op af Sø,
I Kæmpetidens Sommer.

3

✂ Der er en prægtig Riddersal,
Med Billeder fuldmange,
Med Udsigt skiøn til Bjerg og Dal
Og Skov med Fuglesange.

4

✂ Der er en Kirke kostelig,
Som spørger om sin Mage,
Den nævnes vidt paa Jorderig
I disse Sommer-Dage.

5

✂ Der krones og der salves Han,
Som staaer for Styret Ene,
Men beder, som Kong Christian
Sig Viisdom Gud forlene.

6

✂ 75Paa Fredriksborgs det høie Slot,
Med Gyldenspir og Taarne,
De knæle dybt for Ærens Drot,
Som er til Kronen baarne.

7

✂ Det tækkes Gud i Himmerig,
Det er til Danmarks Baade,
Saa Høi og Lav skal fryde sig
Ved Kongen af Guds Naade.

8

✂ Velsignelsen herovenned
Er Lykkens rette Kilde,
Ved den opblomstrer Kiærlighed
Med alle Dyder milde.

9

✂ For Christian den Fjerdes Aand,
Og Sjette Fredriks Hjerte,
Maa briste alle Trællebaand,
Og dulme hver en Smerte.

10

✂ Ved Dane-Folkets Kiærlighed
For Kongen paa det Jævne,
Bli'r Guld Alt hvad Han rører ved,
Han Rigest er at nævne.

11

✂ Hil være da Kong Christian!
Og Dronning Caroline!
De ældes i vort Fædreland
Som Solskins-Dage fine!

12

✂ Med himmelblaa Kiærminde-Krands,
I Livets Aftenrøde,
76Af Sommer-Solens Efterglands
Skal deres Kinder gløde.

13

✂ Om Deres Daad paa deiligst Øe
Skal alle Fugle sjunge,
Og Deres Roes skal kun uddøe
Med Dane-Folkets Tunge.

14

✂ Og Dane-Folkets Tungemaal,
Det Deilige, det Søde,
Skal tone, til det sidste Baal
Giør Aftenskyer røde!!

✂ 77

Indhold.

Side
Kong Christian Frederiks Hylding i Danske Samfund 1.
Jule-Aften (i Dronningens Asyl) 15.
Nyaars-Aften (i Danske Samfund) 17.
Nyaars-Dag (i Kirken) 25.
Til Sølv-Brylluppet (i Danske Samfund) 36.
Til Maigildet (i Danske Samfund) 41.
Kronings-Dagen (i Kirken) 52.
Kronings-Viser (i et Vennelag) 69.