↩ Skiøndt jeg dengang aldrig havde staaet for Christian den Ottendes Ansigt, var det dog ei mindre Ham end Frederik den Sjette at tilskrive, at Saxos og Snorros Mindebøger giennem mine Hænder kom i Folkets, og skiøndt de er langt fra at have virket hvad jeg drømde, fordi det kun lod sig drømme, ei virkelig opleve, saa er det dog allerede klart, at Danmark vilde ikke undvære de gamle Folkebøger med opfriskede Farver, og jeg tør sige, en oplyst Efterslægt vil finde, de i alle Maader tjende til at forberede og lette hvad de, som døde Ting, naturligviis ei selv kunde udrette. Ja, selv om jeg heri tog Feil, saa det var spildte Aar og spildt Umage, 8jeg anvendte paa Nordens mageløse Folke-Krøniker, saa kunde det dog aldrig feile, at Fædreneland og Modersmaal og Menigmands Danske Oplysning laae Alt i Ungdoms-Alderen den Prinds paa Hjerte, der ei kunde have nogen anden tænkelig Grund til at ynde og fremme mit Foretagende, saa hvem der har Danskhed kiær, fristes ei til at begrave Haabet om dens Opblomstring med Frederik den Sjette, men drives til at vente det kronet med Christian den Ottende!