Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllups og Kronings-Aaret 1840

At nu den Danske Folke-Aand, som Barnlighedens Aand, vil lede dem, der troligst følge den, til 66👤Jesus Christus og indskyde Længsel efter den Himmelske Faders Aand, som udgaaer i 👤Jesu Navn og vidner med vor Aand at vi er “Guds Børn,” derom tvivler blandt os vel ingen Christen, men dog maae det være os glædeligt at høre det herlige Vidnesbyrd, Herren giver vor Folkeaand, naar Han siger: de smaa Børns Engle see altid min Himmelske Faders Ansigt, og atter: uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Ja, heraf følger, at skiøndt vor Aand, saalidt som nogen Engel, kan oplade os faldne Mennesker de evige Boliger eller føre os derind, hvad kun er den Helligaands Gierning, saa er det dog Barnligheds-Aanden og Barne-Engelen, der ene kan og altid vil ledsage os til Dørren og lægge os paa Herrens Arme med Bøn om Hans Velsignelse, den evige Velsignelse i det himmelske Bad, saa jo fastere vi troe paa 👤Jesus Christus og jo barnligere vi stole paa Hans Guddoms-Ord, des inderligere og gladere takke vi Gud for den Aand, Han gav os og vore Fædre, des fyrigere bede vi Ham, at den samme Aand maa kraftig besjæle vor Konge, os og vore Børn fra Slægt til Slægt. Og jo fortroligere vi blive med denne Aand i vort Modersmaal, jævnt og yndigt, som Marken vi beboe, men omfattende, bøieligt og skabt til levende Væxt, som Bølgen, der ombælter os, desmeer vil vi elske vor Aand og des dybere vil vi føle, den sammensmelter med Engelen, som fik det glædeligste af alle Ærender paa Jorden: i himmelsk Glands at melde Hyrderne ved 📌Bethlehem den store Glæde, som var født med Svøbelse-Barnet i Krybben. Ja, det 67skal klare sig Dag fra Dag, hvorfor Jule-Engelen ingensteds paa Jorden udbredte saamegen Glæde som hos vore Fædre, og skal, med Guds Hjelp, ingensteds møde gladere Lovsang end hos vore Børn, fordi den himmelske Fred og den salige Glæde, han forkynder, netop er hvad det Danske Hjerte inderlig begiærede, og hvad Folkeaanden fra Arildstid besang, men kunde ei skiænke.