Den dobbelte anledning
✂ 1840 var et begivenhedsrigt år for kongeparret 👤Christian 8. og dronning 👤Caroline Amalie. Den foregående konge, 👤Frederik 6., var død den 3. december 1839, og det nye kongepar skulle både fejre et sølvbryllup og en salving i 1840.
✂ I Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne samler Grundtvig en række af de sange og taler, han havde skrevet i anledning af sølvbryllup og salving, og tilføjer flere tekster, der ligeledes har kongen eller dronningen som omdrejningspunkt.
Sølvbrylluppet
✂ Sølvbrylluppet mellem 👤Christian 8. og hans anden hustru, 👤Caroline Amalie af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, faldt den 22. maj 1840 og blev fejret på selve dagen med blandt andet en stabelafløbning af det nye linjeskib, der bar kongens navn. Hertil havde Grundtvig skrevet en sang, der skulle afsynges af drengene i Nyboder (se indledning til denne tekst). Nyboderkvarteret havde siden anlæggelsen ved 👤Christian 4. rummet flådens folk, så det var naturligt, at netop disse skolebørn skulle stå for en del af underholdningen. Dagen var begyndt med sang og tale på Sorgenfri Slot, der var parrets foretrukne residens. Ved middagstid tog parret ind til byen, hvor de skulle overvære stabelafløbningen, hvorefter de skulle bevæge sig til fods de få hundrede meter fra landgangsbroen til residenspalæet på Amalienborg. Her skete der det pinlige, at kongeparret ikke blev mødt af den forventede hyldest, men af “folkemassernes fuldstændige tavshed” (►Adriansen 2003, bind 1, s. 85). Om aftenen var der bal på Christiansborg, men stemningen var trykket, og der var uro i gaderne og foran slottet (►Bjørn 2002-2005).
Salvingen
✂ Den sidste salving, der fandt sted i Danmark, var 👤Christian 8.s. Selve salvingshøjtideligheden foregik den 28. juni 1840 i Frederiksborg Slotskirke ved Hillerød. Den er usædvanlig velbeskrevet, idet der både findes en ‘køreplan’ for højtideligheden, udgivet af overhofmarskal 👤Christian Ove greve Haxthausen, et manuskript til biskop 👤Jakob Peter Mynsters tale og kongens egne dagbogsnotater (►Møller 2012, s. 177).
✂ Salvingen skete, mere end et halvt år efter at den foregående konge, 👤Frederik 6., var død. Det var almindeligt, at tronbestigelse og salving lå et stykke tid fra hinanden. Det understregede, at salvingen ikke havde afgørende betydning som politisk overgangsrite. Selv om Grundtvig kalder ceremonien for en kroning, var den således konstitutionelt blot en salving. ►Kongelovens bestemmelser om arvefølge sikrede automatisk, at den nye konge blev konge ved den forriges død. Aviser og andre brugte dog begge betegnelser i flæng.
✂ 👤Christian 8. blev den sidste danske regent, der ved den lejlighed blev set offentligt med krone på. I 1840 var salvingen blevet til en politisk ceremoni, der kun delvist stod i forbindelse med en samtidig opfattelse af, hvad magt og magtens berettigelse var, herunder kongens egen. Nyt var det imidlertid, “at åndslivet, videnskaben og kunsten var inviteret med” (►Bjørn 1994, s. 96).
✂ Hele ceremonien var minutiøst orkestreret: Kongetronen af elfenben og ‘enhjørninghorn’ (dvs. narhvalstødtænder), dronningetronen af sølv og de tre sølvløver var sammen med kronregalierne blevet transporteret fra Rosenborg til Frederiksborg, hvor pladsforholdene var langt bedre (►Møller 2012, s. 192). Salmedigteren 👤Caspar Johannes Boye havde fået i opdrag at skrive salmer til højtideligheden, hvortil 👤C.E.F. Weyse skulle levere musikken (►Møller 2012, s. 178 f.). Til taflet havde 👤Adam Oehlenschläger skrevet en kantate, der blev sat i musik af 👤Johannes Frederik Frølich (►Møller 2012, s. 191). Uden for det officielle program tryktes et utal af hyldestdigte, bl.a. af Grundtvig.
✂ Landets nobiliteter deltog i højtideligheden, men Grundtvig var ikke indbudt. Han holdt derimod både højmesse og aftensang i Vartov på selve dagen (►Grundtvig 2003, bind 4, s. 150-154). I sin højmesseprædiken kom han naturligvis ind på salvingen og dens betydning for Danmark (►Grundtvig 2003, bind 1, s. 393-402). Talen eller prædikenen til højmessen er gengivet i Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne, s. 54-67, hvor den afviger en del fra den version af prædikenen, der er trykt efter manuskript (►Grundtvig 2003, bind 1, s. 393-402).