Grundtvig, N. F. S. Kirke-Sange til Kronings-Dagen den 28de Juni 1840 Vise om Kong Christian den Ottendes og Dronning Caroline Amalies Kroning og Salvning paa Frederiksborg Anden Søndag efter Trinitatis 1840 Sange for Vennelaget i Danske Samfund paa Kronings-Dagen 28de Juni 1840

Danske Samfund

Foreningen Danske Samfund var blevet dannet i april 1839 og officielt stiftet den 14. maj. Blandt grundlæggerne var bl.a. Grundtvig, studenten 👤Frederik Barfod, teologen 👤Frederik Hammerich og politikeren 👤Orla Lehmann. Foreningens formål var at holde oplysende foredrag og fremme danskheden. Ideen til at oprette foreningen var opstået, efter at Grundtvig i halvtredsåret for stavnsbåndets løsning i 1838 fra juni til november havde holdt offentlige — og meget velbesøgte — forelæsninger på Borchs Kollegium i København (Lundgreen-Nielsen 1994, s. 101). I kølvandet herpå var han fortsat med private foredrag for prinsesse (senere dronning) 👤Caroline Amalie, hendes hofdamer og enkelte andre kvinder et par gange om ugen fra marts til maj 1839 (se også indledningen til Kong Christian Frederiks Hyldning i Danske Samfund og Bibliografien 2, s. 137).

Foreningen fik trods andre navneforslag fra Grundtvigs side navnet (Det) Danske Samfund. Der var møde i foreningen hver tirsdag aften, og det første år, som Grundtvig betragtede som et prøveår, holdt han de fleste foredrag (Bibliografien 2, s. 137). I modsætning til, hvad der dengang almindeligvis var skik ved afholdelse af foredrag, var det meningen, at foredragsholderen skulle gå i dialog med tilhørerne og svare på deres spørgsmål. For yderligere oplysninger om Danske Samfund, se indledning til Det Danske Samfund her.