↩ Vidste vi derfor ingen anden Udvei til at sikkre dem, der vil 224 (US) blive i Huset ►“gjort uden Hænder” i den Luthersk-Christelige Kirke, dens Tro og ►Lærdom, og dem, de levende, troende Mennesker, der (ogsaa efter ►den Augsburgske Confession) udgiør Kirken, dem er det dog vel, og ei Steenkirkernes eller Alterbogens Orthodoxi, vi vil sikkre, da var det ►upaatvivlelig langt bedre at lade Alt blive ved det Gamle, end at paatvinge Præsterne en ny forordnet, ufravigelig Alterbog, der aldrig kunde blive saa Luthersk, at ►jo dens Ord paa spottende Læber blev til Forargelse, og kunde aldrig stadfæstes saa stærk, at den ►jo snart vilde afløses af en anden ny, forordnet, ufravigelig Alterbog i en ganske anden Stil. At det nemlig blev Hr. Biskop 👤Mynster, der kom til at forberede den ny Alterbog, Hr. Stiftsprovst 👤Clausen krævede som aldeles nødvendig, maae vi jo kalde et sært Tilfælde, lykkeligt eller ulykkeligt, og var de største Daarer, om vi tænkde, at dermed var Sagen afgjort, da Modpartiet jo vilde finde det tusind Gange lettere at afløse 21Hr. Biskop 👤Mynsters end vor ►gamle forordnede Alterbog! Vil altsaa vi gammeldags Lutheraner tænke paa at “►leve og see gode Dage,” som de kan falde ►herneden, i den Danske Stats-Kirke, da maae vi hverken selv forkynde vor Død ved at søge Livet i det tommeste Bogstavvæsen under Solen, eller spænde Buen saa høit, at ►Modpartiets Præster skulde tvinges til en foragtelig Selv-Modsigelse, der, om de ogsaa bekvemmede sig dertil, maatte i høieste Maade pine og forbittre dem; thi da vilde Giengiældelsens Time sikkert slaae, før vi vidste det, og naar vi vaandede os under det utaalelige Aag, Vedkommende svare os: I har jo selv sagt at Præsten har “intet Ansvar” for hvad Alle veed, er ham foreskrevet, og kan ikke forlange meer end Frihed til at fralægge sig Ansvaret og til, ►inden visse Grændser, at ►lære efter sin Overbeviisning!