↩ At det er denne, det Nittende Aarhundredes store Opgave, Hr. Biskop 👤Mynster ogsaa ved sit ►Forslag til et nyt Ritual og en ny Alterbog har søgt at løse, er umiskiendeligt, men at han aldeles har forfeilet den gyldne Middelvei, er, efter min Overbeviisning, ligesaa. En saadan Feiltagelse kan imidlertid selv den klogeste Mand uden Rødmen være bekiendt, da vi nys har seet, at selv Engelskmændene, der dog bedst maatte kiende den gyldne Middelvei mellem Frihed og Trældom, dog aldeles forfeilede den med Negerne, hvis Middel-Tilstand som “Lærlinger” kostede store Penge og var dog Trældom. At det nemlig var en saadan Middel-Tilstand mellem Frihed og Trældom, hvori Hr. Biskoppen vilde have Præsterne sat, saa “►Lærdommen blev fri ►inden visse ei for snevre Grændser,” men Munden blev trælbundet til Formularerne, hvori Hr. Biskoppen med Flid har stræbt at udtrykke Alt hvad han anseer for Hovedlærdomme, det har han selv sagt os, og at han desuden vilde i alle muelige Maader have os bundet til Aarstider, 135Maaneder, Dage og Klokkeslet, ja, selv til den Opstilling af Konfirmanderne, han finder passende, det kan vi see, saa det blev et “►Lærlingskab,” hvis Frihed de Sorte paa ►hin Side Havet ei skulde misunde os. Vort ►Lærlingskab vilde desuden ►falde saameget tungere, som det paa den ene Side angik en Virksomhed af aandelig fri Natur, og paa den Anden ei skulde danne Overgangen fra Trældom til Frihed, men fra Fri 290 (US) hed til Trældom, saa vi maae ►vel stritte imod, det bedste vi kan, og især maa en gammel Svend, som jeg, der slet ikke kan “lære om igien,” kæmpe fortvivlet for sin smule ►Tilværelse i Stats-Kirken. Det burde ►vist Hr. Biskop 👤Mynster betænkt, og enten seet til at hitte en anden Middelvei, der ikke var saa stenet, eller ladt det slæbe af, som det er, men da han nu ikke har gjort det, da jeg ikke har mindste Haab om ►enten at han vil ændse hvad jeg skriver, eller at Nogen i Commissjonen vil giøre det giældende, saa maa det vel synes spildt Umage hvad jeg her har gjort, undtagen som et Vidnesbyrd for Efterslægten, at jeg ikke sov paa min Post. Jeg kiender nemlig meget godt den statskirkelige Afstand mellem Biskoppen i 📌Sælland og Præsten ved 📌Vartou, og den tilsvarende Forskiel mellem deres Indflydelse paa de offenlige Anliggender, om jeg end i Literaturen, hvor vor Lovgivning har nedbrudt Skillerummet og hvor Navnene “👤Mynster og Grundtvig” jo immer følges ad, kan synes at glemme det. Jeg veed meget godt, at naar Re136gieringen først har overdraget Hr. Biskoppen at foreslaae et Ritual og en Alterbog efter sit Hoved, og givet ham ►Forsædet i den Commissjon, der skal prøve Forslaget, og sammensat Commissjonen, som han kunde ønske; da kan og vil Majestæten vel, om Commissjonen end ikke tilraader det, bære over med dem af sine Præster, som allerunderdanigst ►forestille, at de ved Sacramenterne umuelig med god Samvittighed kan giøre de Forandringer, og kun med Livet i Hænderne giøre det halsbrækkende ►Springom med Texterne; men der er liden eller ingen Udsigt til at Regieringen skulde, som jeg ønsker, lægge hele Forslaget paa Hylden til 👤Bastholms, 👤Bojsens og 👤Balles, slet ingen Udsigt til at Den, ►tvertimod Hr. Biskoppens Anskuelse af Stats-Kirkens Tarv, vilde tilegne sig min. Hvor vis jeg derfor end er paa, at en fuldkommen aandelig Frihed vilde skaffe Stats-Kirken de bedste Præster, ligesom den unægtelig aabnede gode Præster den skiønneste og mest velgiørende Virksomhed, tør jeg dog for Øieblikket slet ikke vente et saadant Mirakel, og har kun sagt Alt, fordi den Herre, hvis Tjener jeg er, vil have ►det Lys, Han tænder hos os, til at skinne for alle dem “som er i Huset.”