Den gyldne Middelvei.
✂ At det er denne, det Nittende Aarhundredes store Opgave, Hr. Biskop 👤Mynster ogsaa ved sit ►Forslag til et nyt Ritual og en ny Alterbog har søgt at løse, er umiskiendeligt, men at han aldeles har forfeilet den gyldne Middelvei, er, efter min Overbeviisning, ligesaa. En saadan Feiltagelse kan imidlertid selv den klogeste Mand uden Rødmen være bekiendt, da vi nys har seet, at selv Engelskmændene, der dog bedst maatte kiende den gyldne Middelvei mellem Frihed og Trældom, dog aldeles forfeilede den med Negerne, hvis Middel-Tilstand som “Lærlinger” kostede store Penge og var dog Trældom. At det nemlig var en saadan Middel-Tilstand mellem Frihed og Trældom, hvori Hr. Biskoppen vilde have Præsterne sat, saa “►Lærdommen blev fri ►inden visse ei for snevre Grændser,” men Munden blev trælbundet til Formularerne, hvori Hr. Biskoppen med Flid har stræbt at udtrykke Alt hvad han anseer for Hovedlærdomme, det har han selv sagt os, og at han desuden vilde i alle muelige Maader have os bundet til Aarstider, 135Maaneder, Dage og Klokkeslet, ja, selv til den Opstilling af Konfirmanderne, han finder passende, det kan vi see, saa det blev et “►Lærlingskab,” hvis Frihed de Sorte paa ►hin Side Havet ei skulde misunde os. Vort ►Lærlingskab vilde desuden ►falde saameget tungere, som det paa den ene Side angik en Virksomhed af aandelig fri Natur, og paa den Anden ei skulde danne Overgangen fra Trældom til Frihed, men fra Fri 290 (US) hed til Trældom, saa vi maae ►vel stritte imod, det bedste vi kan, og især maa en gammel Svend, som jeg, der slet ikke kan “lære om igien,” kæmpe fortvivlet for sin smule ►Tilværelse i Stats-Kirken. Det burde ►vist Hr. Biskop 👤Mynster betænkt, og enten seet til at hitte en anden Middelvei, der ikke var saa stenet, eller ladt det slæbe af, som det er, men da han nu ikke har gjort det, da jeg ikke har mindste Haab om ►enten at han vil ændse hvad jeg skriver, eller at Nogen i Commissjonen vil giøre det giældende, saa maa det vel synes spildt Umage hvad jeg her har gjort, undtagen som et Vidnesbyrd for Efterslægten, at jeg ikke sov paa min Post. Jeg kiender nemlig meget godt den statskirkelige Afstand mellem Biskoppen i 📌Sælland og Præsten ved 📌Vartou, og den tilsvarende Forskiel mellem deres Indflydelse paa de offenlige Anliggender, om jeg end i Literaturen, hvor vor Lovgivning har nedbrudt Skillerummet og hvor Navnene “👤Mynster og Grundtvig” jo immer følges ad, kan synes at glemme det. Jeg veed meget godt, at naar Re136gieringen først har overdraget Hr. Biskoppen at foreslaae et Ritual og en Alterbog efter sit Hoved, og givet ham ►Forsædet i den Commissjon, der skal prøve Forslaget, og sammensat Commissjonen, som han kunde ønske; da kan og vil Majestæten vel, om Commissjonen end ikke tilraader det, bære over med dem af sine Præster, som allerunderdanigst ►forestille, at de ved Sacramenterne umuelig med god Samvittighed kan giøre de Forandringer, og kun med Livet i Hænderne giøre det halsbrækkende ►Springom med Texterne; men der er liden eller ingen Udsigt til at Regieringen skulde, som jeg ønsker, lægge hele Forslaget paa Hylden til 👤Bastholms, 👤Bojsens og 👤Balles, slet ingen Udsigt til at Den, ►tvertimod Hr. Biskoppens Anskuelse af Stats-Kirkens Tarv, vilde tilegne sig min. Hvor vis jeg derfor end er paa, at en fuldkommen aandelig Frihed vilde skaffe Stats-Kirken de bedste Præster, ligesom den unægtelig aabnede gode Præster den skiønneste og mest velgiørende Virksomhed, tør jeg dog for Øieblikket slet ikke vente et saadant Mirakel, og har kun sagt Alt, fordi den Herre, hvis Tjener jeg er, vil have ►det Lys, Han tænder hos os, til at skinne for alle dem “som er i Huset.”
✂ Ogsaa jeg vilde derfor gierne foreslaae en Middelvei, ►naar jeg kunde finde en, der ikke lignede Gadernes i 📌Paris og 📌Nyboder, som er alt for langt fra at være gylden; men den Eneste, jeg kan øine, er ►dobbelte Formularer ved Sacramenterne og Confirmationen, 137Sognebaandets ►Løsning i 291 (US) samme Udstrækning, og frit Valg mellem vore gamle Texter og Collecter og dem, Hr. Biskoppen foreslaaer. Dette, og naturligviis Frihed for al ny Tvang, maatte nu ►vist nok alle Upartiske tilstaae, var en virkelig Middelvei mellem fuldkommen Frihed og slavisk Afhængighed, hvorved den Frihed, Regieringen ►alt længe har taalt, snarere indskrænkedes end udvidedes, men ►ordnedes lovlig og blev taalelig for Menigheden; men Hovedsagen: de ►dobbelte Formularer og Sognebaandets ►Løsning, har jo ogsaa Hr. Biskop 👤Mynsters Stemme imod sig, saa det seer ►broget ud. Vilde imidlertid Hr. Professor 👤Clausen og hans Disipler, hvad ►aabenbar tjende dem bedst, forsone sig med Sognebaandets ►Løsning, opgive ►Samvittigheds-Tvangen og nøies med selv at have Part i Friheden, da turde der vel endnu være Haab om, at enten Hr. Biskop 👤Mynster gav efter for Omstændighederne, eller at Regieringen foretrak det ►almindelige Bifald for hans, lod Hr. Professor 👤Clausen ►raade for de nye Formularer til sine Disipler, lod Kirkegiængerne vælge frit ved Sacramenterne og Confirmationen mellem dem og os, og ►saae da, om ikke Sagen vilde ►jævne sig selv over hele Landet, ►som det er soleklart, den vilde det i Hovedstaden. Det er derfor kun de saakaldte Liberales Gru for Menigmands aandelige Frihed, eller indgroede Nag til Alt hvad der kommer fra mig, som 138giver Kirke-Sagen et fortvivlet Udseende, men hvorfor ikke haabe, at netop ved denne Leilighed, da Friheds-Tabet ved de Mynsterske Formularer er ►vist, og ►Magt-Vindingen over de Umyndiges Sjæle ei mindre tvivlsom end ►papistisk, ►Hovedmændene kunde give Fornuftgrunde Magt og ►finde sig i ►Billighed! ►Vist nok vilde de ►Clausenske Formularer i Alterbogen være en Torn i Øiet paa mangen gammeldags ►Lutheran, men naar de betragtede dem som Prisen for at sikkre sig selv og deres Børn det Gamle i Stats-Kirken, maatte og vilde de slaae sig til Ro. Ligeledes vilde Sognebaandets ►Løsning støde endeel Sognepræster af alle Partier, men det vilde i Regelen kun være de Uduelige, de Dorske, de Magelige og de Herskesyge, som Regieringen aldrig kan sympathisere med, og de Enkelte, der kun af en vis Ømfindtlighed eller af fantastiske ►Skrækkebilleder er ►indtagne mod Friheden, vilde snart finde, den er slet ikke farlig, men vidunderlig beroligende for enhver dygtig Præst, der ønsker at hans ►Sæd maa voxe og bære moden Frugt►, naar hans Læber forstumme. 📌Kiøbenhavn beviser det noksom, hvorlidt det er at befrygte, Man 292 (US) paa Landet vil ►skareviis forlade nogen taalelig Sognepræst, og enhver alvorlig og retsindig Præst maa jo finde, at om det end var af de allersletteste Grunde ►en Sognemand ►forlod hans Skriftestol eller lod sit Barn ►gaae op at læse hos en anden Præst, kunde han dog al139drig noget Øieblik ønske med verdslig Tvang at hindre ham deri, saa det er kun den idelige Forbytning og ⓘ Forvexling af 👤Christi Kirkes frivillige og Stats-Kirkens tvungne Medlemmer, af Aandeligt med Verdsligt, af det moralsk Ønskelige med det ►borgerlig Tilladelige, og endelig af det Tilladte med det Befalede, det Utilraadelige med det Forbudte, der endnu forvirrer saadanne Mænds Tanker om Sognebaandets ►Løsning. Her, i Tanke-Gangen, findes da visselig en gylden Middelvei, der skiller ad hvad ei uden største Forvirring og reen Fordærvelse kan sammenblandes, og som jeg derfor inderlig vil ønske, alle mine ædle Landsmænd og især Medtjenerne i Stats-Kirken snart maatte finde og dristig følge, da jeg er vis paa, det skulde aldrig ►fortryde dem ►enten i Tid eller Evighed. Man har snakket og skrevet saalænge om en “christelig Stat,” ►til sand og levende Christendom er nær ved at blive husvild og fredløs i alle Stater, saa hvor Man ikke med det tomme Navn vil erklære det virkelig Tilsvarende aaben Feide, maa man dog endelig huske, at enten er Stat kun en Titel for hele ►det Borgerlige Selskab, og da er ingen Stat christelig, eller det er en Titel for Øvrigheden, og da veed Man, den kan Ingen paatvinge sin eller fratvinge deres Tro, eller det er Navnet paa en luftig Idee, som den virkelige Øvrighed og alle ►det Borgerlige Selskabs Medlemmer dog vel ikke skal opoffre sig for. Det Rige, 👤Christus har stiftet, er ►vist nok en christelig 140Stat, men, som vi Alle veed, ►ikke af denne Verden, saa den bestaaer kun ved aandelig Frihed og bekæmpes derfor netop ved al ►Samvittigheds-Tvang, om den end øves under det allerchristeligste Paaskud!
✂ ►Den Graahærdede, som bar 📌Danmarks Krone for et Aartusinde siden, i 👤Ansgars Dage, han gik altsaa den gyldne Middelvei, vi maae ønske fulgt af de Danske Konger baade nu og herefter til Verdens Ende, idet han gierne vilde lade Evangeliet have frit Løb og føie “👤Christus” i hvad han kunde, uden at glemme, hans Krone var et ►Vølunds-Værk fra Hedenold, og ►Dannemænd lige trængende og lige berettigede til Hjerte-Frihed og til en mild og faderlig Styrelse, ►enten saa ►Vøluspa eller Julevisen klang bedst i deres Øren, 293 (US) ►enten ►Valhal eller 📌Paradis ►syndes dem ►det rette Gladhjem! I ►Pavedommets Dage og lige til Vores forlod Man denne gyldne Middelvei, og gik til den Yderlighed at ville paatvinge hele Folket Christendommen og dens 📌Paradis, og det var Hoved-Aarsagen til den Ligegyldighed for Kirken og alt Guddommeligt, som herskede næsten enevældig ved dette Aarhundredes Begyndelse, og hersker, skiøndt bekæmpet og svækket, i Grunden endnu. Under denne Ligegyldighed var Regieringen nær gaaet til den anden Yderlighed og havde stræbt at paatvinge Folket hvad de unge Præster kaldte Naturligt, med Udelukkelse af Evangeliet fra 👤Ansgars og 👤Luthers Dage, og Tiden har viist, 141at denne Yderlighed var ligesaalidt efter Folkets Hjerte, som til Stats-Kirkens Tarv eller Øvrighedens Fordeel, saa nu er vi Alle enige om, Man maa gaae en Middelvei. Det nytter imidlertid ikke, saalænge vi er høist uenige om hvilken, og næsten Alle ansee den Middelvei, de selv i deres Tankegang stræbe at holde mellem det gammeldags Christelige og det nymodens Naturlige eller Fornuftige, for at være den, Regieringen skulde paatvinge hele Folket, medens Middelveien for en verdslig Øvrighed dog altid er hverken at befale eller forbyde, indføre eller afskaffe, men tillade, tilskynde eller fraraade, en Middelvei, der selv i mange verdslige Ting vilde være gylden, og er i aandelige og ►hjertelige Ting den eneste Rette og Forsvarlige.
✂ Betragter man desuden de tre Middelveie i den religiøse og kirkelige Tankegang, der i den sidste Menneske-Alder have stræbt at giøre sig giældende, kiendeligst vel hos Hr. Biskop 👤Mynster, Hr. Professor 👤Clausen og mig, da seer Man strax, at Regieringen, ved at ville paatvinge Alle een af disse, træder i Modsætning til To, hvad aldrig kan være den gyldne Middelvei. Jeg veed nok, at Hr. Biskop 👤Mynster aldeles overseer mig og tager kun lidt Hensyn ►paa Professor 👤Clausen, men, Man ►kalde det hvad Man vil, saa troer jeg dog, at jeg ikke blot staaer i et andet Forhold til den Danske Literatur men ogsaa til den Danske 142Menighed, end enhver anden Præst ved 📌Vartou vilde, og at dette Forhold slet ikke forandres ved at oversees. Hertil kommer, at af os Tre er jeg dog nok den Folkeligste, saa da jeg slet Intet, ►enten Nyt eller Gammelt, vil have Præsterne eller Folket paatvunget, men protesterer mod enhver ny Tvang og stemmer for, at baade det Christelige og det Naturlige skal have Frihed til at virke, udvikle og ►klare sig med aandelige Midler, uden Nogens ►Ulæmpe, 294 (US) saa tør jeg mene, min Stemme kunde i dette ene Stykke have mere Vægt end baade Hr. Biskop 👤Mynsters og Hr. Professor 👤Clausens, som jo desuden neppe kan enes om hvad de vil have os Alle paatvunget, da Begges Individualiteter dog ei kan blive Lov i Stats-Kirken.
✂ Hvad endelig Stats-Kirkens Tarv angaaer, som det dog vel er at tækkes Folket og virke velgiørende, altsaa aandelig og ►hjertelig, paa det, da kræver den jo dog ►aabenbar ikke det gamle stive Formular-Væsen, som gjorde den kold og kiedsommelig, men det fri og levende Ord, som i den sidste Menneske-Alder har begyndt at oplive og opvarme den paany, og naar Hr. Biskop 👤Mynster nu troer det Modsatte, da giør han sig selv Uret, thi hvem har mesterligere skildret de Forhaabninger, man knytter til nye Formularer end ►Præsten i 📌Spjellerup►, da han skrev: det anordnes efterhaanden paa forskiellige Steder, at flere Timer, hvilke det tilforn ansaaes nødvendigt eller 143nyttigt at anvende til den offenlige Gudstjeneste, ikke mere skulle bestemmes dertil, og Fornødenheden synes ofte kiendelig nok at have ►foregaaet Anordningen, da de der skulle høre, ikke komme tilstæde, da de, der skulle tale, ikke vel vide, hvad de saa ofte skulle finde at sige; og i de Timer, der endnu bruges dertil, sees vore Kirker ►alt tommere og tommere. Det er aabenbart, at dette Phænomen maa have sin Grund i nogen Tænkemaadens Forandring; ►det være sig nu, at denne Forandring er til det Bedre eller til det Værre, saa have dog de, der offentlig tale om deslige Gienstande, ikke ligegyldig kunnet ►ansee dem, efterdi de for det meste er de samme, hvis Embede det er at forestaae Gudstjenesten, og som derfor snarest og ubehageligst maatte fornemme den tiltagende Eensomhed paa de hellige Steder. Hvori man end ellers troede at maatte søge Grunden hertil, saa var man dog næsten ►almindelig enig om, at en af de ►fornemste var Gudstjenestens uhensigtsmæssige Indretning. Prædikenen var i lang Tid anseet for det vigtigste Stykke ved den offenlige Gudsdyrkelse, hvad var rimeligere, ►meende man, end at de mystiske Lærdomme og de orientalske Udtryk, der fandtes i disse, endnu dertil udstrakte i en trættende Længde, maatte afskrække Tilhørerne. Saasnart denne Klage begyndte at blive ►almindelig iblandt Prædikanterne selv, maatte ogsaa det, hvorover man klagede, snart blive afhjulpet, efterdi det jo stod i Disses egen Magt, hvorledes de vilde prædike; naar man begyndte forsigtig, naar 144man udholdt det første Skrig, saa var Alt vundet; virkelig blev ogsaa 295 (US) Lærdommene, der foredroges, efterhaanden hvad man kaldte fattelige, Udtrykkene, hvori de foredroges, hvad man kaldte populære, og Talerne kortere men Kirkerne tommere. Hvad var ogsaa rimeligere, end at man maatte savne Tilhørere, saalænge Psalmerne, der slet ikke ►var gaaet frem med Tiderne, var saalidet passende til Talens Aand og til Menighedens Oplysning? En Forandring heri var forbundet med flere Vanskeligheder, den skedte derfor ►og senere, men skedte dog, uden at det derfor synes, som havde de nye Sange lokket flere til at synge. Men Feilen ved vor Gudstjeneste bestaaer ikke i dette eller hiint Enkelte, dens Indretning er ►blevet i Tider, hvis Tænkemaade var saa grundforskiellig fra vores, den maa derfor omdannes fra Grunden af, ►at den kan passe sig til sandselige, oplyste Mennesker: Liturgiens Forandring synes en ►almindelig Trang ►som den er et ►almindeligt Ønske. Maaske kunde en hemmelig Frygt indsnige sig, naar man saae dette Ønskes Opfyldelse alt for nær; thi hvad om dette sidste, radicale Middel ogsaa manglede den tilsigtede Virkning, hvad om det uheldige, gienstridige Phænomen endda vedblev? hvad havde man da endnu at giøre, ►uden at see til, eller i det høieste at prædike derimod — for de tomme Stole? — Men Haabet er Menneskets tro Ledsager, og sjelden har Nogen, som først begyndte at ►bygge paa Sand, ►afladt dermed; den offenlige Gudstjenestes 145Forandring synes at være blandt de kiæreste ►Forestillinger, hvormed især geistlige Forfatteres Iver nu beskæftiger sig.
✂ Saavidt ►Præsten i 📌Spjellerup►, og hvad er nu i denne Henseende skedt siden 1806? Enstund indrettede enhver Præst, som gad, Gudstjenesten omtrent efter sit eget Hoved, men Kirkerne blev i det Hele tommere, Ligegyldigheden kiendeligere. Efterhaanden kom endeel yngre Præster, der, ligesom 👤Mynster og jeg, holdt sig til de gamle Formularer, men det gjorde heller ingen kiendelig Forskiel, saa kun hvor Præstens fri Tale var mere levende og indtrængende, blev der Kirkegængere, og Man havde derfor ►aabenbar opgivet Haabet om at befolke de tomme Kirker ►med nye Formularer, da ►den Vægt, jeg lægger paa “Daabs-Pagten” frembragde Protest mod endeel Præsters Forandringer af den, hvorpaa Hr. Stiftsprovst 👤Clausen fandt det nødvendigt, at disse Forandringer blev lovmæssige, og ►androg med Endeel af Hovedstadens Præster ►paa en forandret Alterbog. Derved kom Sagen i en Slags Bevægelse paany, men ►en saa sneglemæssig, at den neppe var kommet et 296 (US) Skridt frem, hvis ikke Hr. Dr. 👤Mynster var blevet Biskop i 📌Sælland og havde, mod al Formodning, taget sig ivrig af den, og see vi nu hen til ►Daabs-Pagten, som var det Eneste, begge modsatte Partier ved denne Leilighed lagde Vægt paa, da valgde han en Middelvei, der maatte være dem begge, om ikke ⓘ lige 146utaalelig, saa dog noksom ærgerlig, da Pagtens Ord indskærpes, men rykkes ud af den naturlige og nødvendige Sammenhæng med Daaben, og hvordan kan da enten Hr. Biskoppen eller Nogen mene, at en ny Alterbog, som i Øvrigt Ingen havde nogen Længsel efter, og et nyt Ritual, som maa støde alle fribaarne Naturer og dygtige Præster for Hovedet, vil giøre mindste Gavn eller ikke meget mere stor, maaske ubodelig Skade! At de ingenlunde vil fylde de tomme Kirker, forudsætter jo ogsaa Hr. Biskoppen selv udtrykkelig, da han endog har fundet en Rubrik for dem nødvendig i Ritualet *►Ritual-Forslaget S. 3-4., og da han foreskrev Præsten næste Søndag efter at Kirken var lukket af Mangel paa Tilhørere, i sin Prædiken paa passende Maade at foreholde “Menigheden” hvad der saaledes var forefaldet; hviskede da ikke ►Præsten i 📌Spjellerup► til ham “hvad havde man da endnu at giøre ►uden at see til, eller i det Høieste at prædike derimod — for de tomme Stole!”
✂ Og nu Sognebaandets ►Løsning, som ►aabenbar er det Eneste, der muelig kan hindre vor Almue fra daglig enten at synke dybere i Ligegyldighed for Himlen, eller separatistisk at fjerne sig længere fra Stats-Kirken; Sogne-Baandets ►Løsning, hvis Modstandere maae tale ligesaa naiv 147om Hengivenhed til “Stats-Kirken,” ⓘ som Man nys ►talde om Hengivenhed til “Fædrenelandet,” maae aldeles tabe den store Eenhed og det opløftende Fællesskab af Syne, for at stirre paa de tusende Kirkesogne som ligesaamange for Sognefolkene ene saliggiørende Stats-Kirker; Sognebaandets ►Løsning, der til enhver Tid vilde være Stats-Kirkens Tarv, og er nu dens eneste muelige Redning, det skal nu ogsaa have 📌Sællands Biskop, der netop maa see paa det Hele, og Biskop 👤Mynster, som kan overskue det Hele, imod sig! Hvor underligt! Hr. Biskoppen har ►sagtens glemt det for længe siden, men jeg husker det ►grandt, at da jeg, som ung Capellan, mødte ►📌Spjellerups berømte Præst► paa sin Reise til “📌Frue Kirke,” anmærkede jeg, at han i 📌Kiøbenhavn maatte savne det skiønne Forhold mellem Landsbypræsten og hans Sognefolk; 297 (US) men den erfarne og betænksomme Præstemand ►svarde mig meget træffende, at Forholdet til en “fri Menighed” ►turde være nok saa meget værd. Tiden har klarlig viist, han spaaede ret, og jeg har ►alt længe sandet hans Ord, men Hr. Biskoppen synes ikke blot at have glemt dem, men Betingelsen for hele hans store, velgiørende Virksomhed; selv i Hovedstaden synes det nu ham og hele det Kiøbenhavnske Ministerium, ►saanærsom Præsten ved 📌Vartou, tvivlsomt, om den Frihed, der ogsaa betingede en 👤Mynsters Virksomhed, har gjort mere Gavn end Skade!!
✂ 148Dog, ►Alt under Solen har en Ende, saa min Bog maa ogsaa have en, og til Slutning vil jeg af mit Hjerte ønske Hr. Biskop 👤Mynsters, som mig synes unaturlige, ►Forblindelse i Kirke-Sagen en snar og lykkelig Ende!
✂ Ja, at Man 1806 kunde troe, Stats-Kirken trængde kun til en ny Alterbog, for at blive ung igien, var ►vist nok latterligt, men at ►Formanden for de Leende, naar han blev 📌Sællands Biskop, skulde foreslaae det samme Middel under langt mere fortvivlede Omstændigheder, det er bedrøveligt, og saameget urimeligere, som en heel Menneske-Alder siden har viist, at nu hjelper intet Sort paa Hvidt, men vel det fri og levende Ord. Eller, var det ►vel meer hos vor berømteste Taler end hos mig, Man gik i Kirke enten for ►Messens, eller Textens eller de ►anordnede Formularers Skyld, eller kunde og vilde Nogen af os under det Syttende Aarhundredes Kirke-Aag været hvad vi var for vore Tilhørere!
✂ Kan Hr. Biskop 👤Mynster dog slet ikke sympathisere med mig i den Tankegang, at det var en ►daarlig Triumph for Nogen af os, efter en heel Menneske-Alders levende Virksomhed med ►det vingede Ord, at faae vor “Gravskrift” altid kiedsommelig og tit harmelig, ei sjelden kun for ►“to Personer foruden Kirkesangeren og Skolebørnene,” læst op i alle Landets Kirker; men at der er en anden Triumph, ei blot os, men det store Evangelium værdig, som vi, hver med sine naturlige ►Egenheder, 149men dog Begge levende og virksomt forkyndte: den Triumph, at hvad Man kun forgiæves ventede af ny Formularer, Cantater og alskens ►Mechanisme og Skuespilkonst, det udrettede Aanden ved os under de gamle Former med det evig unge, fri og levende Ord! Det er jo dog vist, at kan denne Aand komme til at ►hvile paa Mange af vore Disipler og Afløsere, saa ogsaa de, opflammede for hvad de selv troe og finde Hvile i, tale frit og levende derom, som det falder dem naturligt, da vil den 298 (US) Danske Stats-Kirke ►hæve sig forynget og ligesaalidt som de ►Huse, hvor vi ►talde, fattes ►Søgning af dem “hvis Sjæl vil leve,” og da vil denne Stats-Kirke være et levende Mindesmærke, stort nok, ei blot for os Begge, men for ►den Vittenbergske Kirkefader, vi bøiede os for! Kunde dette ikke skee, da skulde vi helst ønske at glemmes i Stats-Kirken, men kunde dog allermindst ønske at huskes, som dem, der ved at paatvinge Alle deres ►eiendommelige Tankegang og Udtryksmaade, selv nedrev hvad de ►opbygde, og ►kvalde i Fødselen det ny, aandelige Liv, ►Folke-Naturen, ei mindst ved Ordet paa deres Læber, havde undfanget!!