↩ Dog, Læseren kunde snart glemme, at jeg, i hele denne Indvending mod ►Præste-Eden og den Lutherske Præste-Vielse, slet ikke taler min egen eller det Parties Sag, Man tilskriver mig, men, som det synes, netop ►Modpartiets, og, som det virkelig er, Sandheds, Ærligheds og aandelig Friheds, derfor ogsaa Christendommens Sag, og den Danske Stats-Kirkes, der paa en saadan Grundvold vilde staae saa urokkelig, skinne saa deilig og virke saa velgiørende, som ingen aandelig Bygning kan, uden at staae i Pagt med Folkelivet og have et Herberge for den “fremmede 126Giæst,” der kun dvæler hvor han kan virke frit. Har for Resten Nogen, som nu lever, modtaget vor Lutherske Præstevielse med Taknemmelighed, da var jeg iblandt dem, har Nogen aflagt ►Præste-Eden med hjerteligt Bifald og det alvorlige Forsæt at holde den, da var jeg ogsaa blandt dem, og kan endelig Nogen bevæge sig frit i alle vore Stats-Kirkes gamle Former, da kan ogsaa jeg det, saa hvad jeg for min Part protesterer imod, er kun det Ny, der, udsprunget af individuel Anskuelse, Smag og Reflection, altid, som paatvunget, maa for hver fribaaren Sjæl findes om ikke utaaleligt, saa dog ærgerligt og byrdefuldt, Alle til Skade og Ingen til Gavn.