Præste-Vielsen og ►Præste-Eden.
✂ Da Hr. Biskop 👤Mynster vil have baade Præste-Vielsen og ►Præste-Eden beholdt uforandrede, saa har han her i statskirkelig Henseende endnu langt større Fordeel over mig, end jeg over ham ved Daaben, og har da nemt ved at seire. Naar jeg desuden begynder med at give ham fuldkommen Ret i, at den Danske Stats-Kirkes Ritual for Præstevielse er i christelig Forstand fortræffeligt, da kan det synes, som det ikke blot var en Modsigelses men en Selv-Modsigelses Aand, der drev mig til at ønske Forandring; men jeg maa ikke ►desmindre erklære baade Præstevielse og ►Præsteeed, som befalede, for aldeles upassende og, under Stats-Kirkens nærværende Omstændigheder, for meget skadelige.
✂ Det er ►vistnok langt fra min Mening, at vor gamle Præste- 278 (US) Vielse skulde afskaffes eller forbydes, thi den er, efter mine Tanker, saa mageløs i Christenheden, at selv i sin fulde Friheds-Stand vilde 👤Christi Kirke neppe tage det Mindste fra og kun lægge sin “Troes-Bekiendelse” dertil; men det burde staae Enhver af Stats-Kirkens Bisper frit for, om han vilde ►meddele, og Enhver af dens Præster, om han vilde modtage denne Indvielse, der ►aabenbar kun passer for gammeldags Christne. ►Vel har, siden 👤Bastholms Dage, neppe Nogen, ►enten Bisp eller Præst, besværet 115sig over ►Samvittigheds-Tvang ved denne Leilighed, men ►desværre er det, da vi dog veed, der har været Mangfoldige, som hverken kunde eller vilde tilegne sig hvad her tilbydes. Saavidt jeg har kunnet mærke, veed de Fleste af Stats-Kirkens Præster slet ikke, hvordan de er ►indviede, og har ikke mindste Tanke om, at der under Haandspaalæggelsen ►meddeeltes dem Noget, som var værdt at nævne, og ►enten det derfor kan nytte eller ikke, maa jeg, som christelig Præst, saavel for ►Indvielsens, som for de Vantroes og Blindes egen Skyld, bede og ►besværge den verdslige Øvrighed dog ikke fremdeles at befale en saadan Misbrug af de hellige Ord, der i alle Henseender maa være fordærvelig. Hvad det nemlig ►har at sige, at faae “det hellige Præste- og Prædike-Embede overantvordet efter apostolisk Skik i Navn Gud Faders, Søns og Helligaands,” under Haandspaalæggelse og ►eenstemmigt Amen, det har jeg ikke blot følt den Dag jeg blev ►indviet, men nu snart i tredive Aar, og maa da vel korse mig over den Ligegyldighed, hvormed det ►sædvanlig baade ►meddeles og modtages, maa da vel ønske, det blev en fri Sag, saa det dog i Regelen blev til Velsignelse og ei til Dom. Jeg vil saameget mindre ►tvistes med Nogen om ►Indvielsens Virkning i 👤Christi Kirke, som vor Formular vel maa kaldes en Nyhed, og hverken Bisper eller Præster i Stats-Kirker kan vælges saaledes, at de har Ret ⓘ til at vente nær Alt hvad Herren 116har lovet ►sit Ords Tjenere; men jeg paastaaer, hvad der er soleklart, at om end slet ingen Naadegave fulgde med saadanne Ord, maatte dog ingen Christen udtale dem over en vitterlig Vantro, og ingen sandhedskiærlig Mand, som fattes Tro paa den Helligaand, lade sig indvie med dem, og jeg føier til, at efter min Formening beviser Herren ogsaa her, at Han giver ►Naade for Naade, giver Aand ►►uforskyldt til alle dem, der troe, Han er selv tilstæde og ►fæster ►sit ⓘ Ords Tjenere.
✂ Ordinationens Vilkaar bestemme vort Præste-Forhold til 👤Christi den hellige, ►almindelige Kirke, og ►Præste-Eden 279 (US) vort Forhold til Stats-Kirken, og det er den Danske Regiering saavelsom dens Geistlighed til Gavn og Ære, at disse Forhold findes saa klart adskilte og for troende Mænd saa ønskelig ►gestaltede, som neppe i noget andet Land; men Man har jo ►alt længe vidst, at de, Man beskikkede og lod indvie til Præster, ingenlunde Alle havde den gamle Tro, ja det var jo ►alt længe vitterligt, at Præste-Lærerne (de Theologiske Professorer) i mange Henseender ►aabenbar ►bestred den, og under disse Omstændigheder, paastaaer jeg, er det ligesaa upolitisk, som forargeligt, at alle Præster endnu indvies paa oldchristelig Maade og sværge en Eed, kun gammeldags Lutheraner kan mene og til Nød holde.
✂ Dog, Hr. Biskop 👤Mynster har ikke anført ►Edens Ord, og dog har maaske faa Præster ►det gamle Ritual, medens vist endnu Færre kan ►Eden 117udenad, saa, før vi gaae videre, vil vi erindre det ►Fornemste af den, som det maa lyde for os paa Dansk naar vi kan Latin.
✂ Vi love at anstrænge alle vore Kræfter for trolig at indprænte vore Tilhørere den himmelske ►Lærdom, som indeholdes i de Prophetiske og Apostoliske Skrifter og i den Danske Kirkes ►Symboliske Bøger; at vi vil forrette Sacramenterne anstændig og andægtig efter den af 👤Christus forordnede Regel; og at vi vil nøie overholde Kirke-Tugten, ►drive paa Børne-Lærdommen, følge de vedtagne Kirkeskikke og Intet tillade os, som er imod Kirkelovene.
✂ Vi skal ogsaa “for Alvor” giøre det hellige Løfte, ikke blot selv at flye og skye enhver mod Guds Ord stridende ►Lærdom, men ogsaa efter Evne (►pro virili) bekæmpe den, og heller lade vort Liv, end give falsk og fanatisk ►Lærdom Medhold.
✂ Vi love endelig, at vi vil læse flittig i ►den Hellige Skrift, og med skyldig Omhyggelighed indprænte os Troes-Artiklerne, og ei lade en Dag gaae forbi, uden at anvende nogen Tid til hellig Læsning, naar ellers Sygdom og uundgaaelige Forhindringer tillade det.
✂ See, hvis jeg ikke ►reent har glemt min Latin, staaer virkelig alt dette i ►den Præste-Eed, hvorom Hr. Biskop 👤Mynster forsikkrer*►Bemærkningerne S. 56-57., den 118er “saa hensigtsmæssig, at den hverken behøver eller let kunde erholde en Forandring til det Bedre.”
✂ Kun i Forbigaaende vil jeg bemærke, at hvis Hr. Biskoppens ►Forslag til en ny forordnet Alterbog gik igiennem, vilde 280 (US) det jo dog være “uhensigtsmæssigt” at Præsterne baade ved Ordinations-Løftet og ►Embeds-Eden forpligtedes til at forrette Sacramenterne efter 👤Christi Anordning, da 👤Christus umulig kunde anordne to saa forskiellige Daaber, som Alterbogens, og har beviislig ikke anordnet den Barnedaab, der er noget Splinternyt.
✂ Derimod maa jeg ret ►med Flid bemærke, at er det, som jeg mener, Hensigten med en ►Embeds-Eed, at den skal være et helligt Baand mellem Regieringen og Embedsmanden, som det ►er Embeds-Fortabelse vitterlig at bryde, da kan jeg neppe tænke mig noget mere “Uhensigtsmæssigt” end en Latinsk Eed for Danske Præster, der forpligter dem til Meer end Nogen med den bedste Villie kan opfylde, til Meget, som Regieringen forud veed er de Fleste umueligt, og selv til Adskilligt, den ikke vil, maa opfyldes, og det er jo Altsammen Tilfældet med vor ►Præste-Eed, saa ingen kunde lettere “forandres til det bedre” blot ved at fordanskes og forkortes.
✂ Som Historiker har jeg nok lagt Mærke til, at jo mindre Folk bryder sig om Eder og Løfter, deslængere og strængere giør Man ►sædvanlig For119mularerne, og efter denne Regel maatte ►vist nok Eeds-Formularerne fra det Syttende Aarhundrede ei forkortes men forlænges, ei formildes men skærpes betydelig i det Nittende; men eftersom daglig Erfaring lærer, at hvem der lover mest, holder ►sædvanlig mindst, og at lange og strænge Løfter, som Man paa en Maade tvinges til, har ondt ved at huske og kan umuelig holde ordret, dem tænker Man ►sædvanlig kun lidt ►ved, naar Man giør dem, og tænker siden slet ikke paa; ►saa skulde alle kloge Folk nuomstunder raade Øvrigheden ►at nedsætte sine Fordringer, saa det blev en Skam at svigte, og ved al muelig Formildelse af ►Embeds-Ederne skærpe Embedsmændenes Samvittighed.
✂ Giælder dette nu i det Hele, da giælder det naturligviis dobbelt om Geistlige Embedsmænd og deres Eder, deels fordi deres egenlige Embede er af aandelig Natur og maa øves med Frihed, ►naar det skal gavne, og deels fordi det er daarlige Troskabs, Ærligheds og Sanddruheds Apostler, som tiltræde deres Embede med en vitterlig Usandhed, og maae, naar de mindes om deres ►Embeds-Eed, enten slaae den Ting hen i Spas, eller give en Fortolkning deraf, som, anvendt paa Eder og Løfter i det Hele, gjorde dem til det tommeste og forargeligste Mundsveir under Solen. Ved vore Præsters ►Embeds-Eed reiser sig derfor det alvorlige Spørgsmaal: om det kan 281 (US) være Regieringen og Folket ligegyldigt, hvem 120der vil være Præster, og med hvilke Øine Præsterne ►sædvanlig betragtes; thi at der altid vil være hundrede Hænder om Præstekaldene, saalænge de, om end tildeels smaa, er dog “►visse Levebrød,” saa Man sagtens kan faae saamange og saa strænge Eder gjort, som Man vil forlange, det indrømmer jeg ►paa Timen.
✂ Tusinde ►for Een vil jo svare mig, ja, Kirker og Præster er nu kun et “nødvendigt Onde” som Man ei kan blive kvit, saa det er ganske ligegyldigt med Personerne, naar Man blot ikke faaer formange saadanne Ultra-Orthodoxer, eller ►Hængehoveder og “hellige Præster,” som du og dine Lige! Ja, det vil Tusinde ►for Een svare mig, naar de skal sige deres Hjertes Mening, saa ►enten Hr. Biskop 👤Mynster vil troe det eller ikke, gaaer det dog ham og enhver agtet Geistlig hos os med Agtelsen, som det gik 👤Ludvig Philip med Kronen, som han ingenlunde fik fordi, men skiøndt han var ►en Bourbon. Om jeg derfor end nok saa gierne ønskede at kalde de gyldne Præstetider tilbage, saa indseer jeg dog Umueligheden deraf, og istedenfor at giøre mig vred over Folkets Ringeagt for Præstestanden og Skoserne til “mig og mine Lige,” giør jeg Folk opmærksom paa Biskop 👤Mynster og andre ►høi eller dog velærværdige Mænd, og spørger dem, om de ikke mene, naar Man dog skal have en Stats-Kirke, det var godt, om den var rig paa saadanne alvorlige og kundskabsrige, men dog muntre og ►livlige, ►fremsagte 121og velbegavede Mænd, som Man, selv med Fordom mod deres Stand, maatte have Agtelse for, og om de ikke troer, Man vilde faae Flest af dem, naar de, der vilde være Præster, hverken var nødt til at underkaste sig vor mystiske Indvielse, eller havde nogen anden Eed at aflægge, end enhver alvorlig, sanddru og ædel Mand, med en vis ubestemt Høiagtelse for ►Bibel og Christendom, kunde giøre med en god Samvittighed, istedenfor at den Nærværende, tilbunds luthersk og halv pietistisk, kun i det Høieste kan tækkes “mig og mine Lige!” Da seer Folk op og ned ad mig, og veed ikke ►ret, om det skal være Spøg eller Alvor, og tænker ►stundum, som ►de Liberale i 📌Roskilde►, at jeg maa ►have Skielmen bag Øret, skiøndt de ei kan see ham, men naar de ►faae sig ret betænkt, finde de sig dog nødt til at svare: ja, ►naar det var ►saa, men det skeer jo aldrig, og derfor kan Man sagtens sige det. ►Nu, jeg skal ikke nægte, at Udsigterne til en virkelig fri Stats-Kirke er temmelig mørke for Øieblikket, da Hr. 282 (US) Biskop 👤Mynster ikke blot finder den ►selvtagne Frihed, men selv den Smule, ►det gamle Ritual levnede os, for stor, og ►Præste-Eden meget hensigtsmæssig, og da hele det liberale Parti blandt Præsterne synes at ville taalmodig underkaste sig hans Kirketugt fra det Syttende Aarhundrede, fordi han dog saa kraftig ►bestrider Kirkegængernes Frihed og værner om det ►liflige Sognebaand ved Confirmationen og Sacramenterne; 122men bliver det derfor mindre sandt eller mindre indlysende, at skal vor Stats-Kirke nogensinde atter blomstre med Folkets Agtelse og Kiærlighed, da bliver det ikke ved gammeldags Ordinationer og ►Præsteeder, eller ved nye Ritualer og forordnede Alterbøger, men kun ved en anderledes om Livet veloplyst, aandelig virksom, folkelig og frisindet Præstestand? Jeg vil dermed ingenlunde ►nedsætte den Nærværende, som ►vel er langtfra at være glimrende, men er dog, netop ved den Frihed, Tiden medførde, blevet meget menneskeligere end ►de gamle Parykker under Ritualets Tøffel ►sædvanlig var, og i hvis forpinte Tid Hr. Biskop 👤Mynster ligesaalidt som jeg kunde trivedes; men baade ►Præste-Dannelsen, Præste-Valget og Præste-Stillingen maa dog visselig blive ganske anderledes, hvis de tomme Kirker skal fyldes igien og Geistligheden tilbagevinde den Agtelse blandt oplyste Folk, den som Stand aldeles har tabt, og vil Man derfor nu ikke ►løse men binde, ikke giøre den præstelige Stilling og Virksomhed friere og mere frydelig, men utaalelig for alle ædle og fribaarne Naturer, ►hvor skulde Man da undgaae omsider udelukkende at faae ►Skummet og Skrabet og Bærmen af Folket til Præster! Man skal nemlig vide, at nu voxer Oplysningen og Trangen til Frihed i det mindste et Hanefjed hver Dag, saa det vil ikke være herefter, som det var nys, da selv alvorlige og dygtige Mennesker kunde blive baade Candidater og 123Præster uden at vide eller ret at tænke paa, hvad der staaer i vore ►Symboliske Bøger, i ►Præste-Eden og Ritualet, og da selv ædle Naturer indbildte sig, Man skyldte sine Forældre, eller sin Kiæreste, for et ►vist Levebrøds Skyld, at underkaste sig al muelig Trældom og Fornedrelse! Nei, vil Man paany indføre Tugthuus-Orden i Stats-Kirken og indvie Præsterne med svære Lænker om Mund og Hjerte, da vil de Eneste, der kunde bære dem med Værdighed, fordi de føle sig frigjorte af 👤Christus, vende Stats-Kirken Ryggen, som ►en kalket Grav, hvor levende Folk kun fortære deres Aand ved at præke for døve Øren, og ingen ►ær 283 (US) lig► Karl gaaer ►vitterlig hen og ►forsværger sig for et Præstekald, om saa end Bisp og Øvrighed nok saa tydelig gav ham at forstaae, han kunde det ►uden al Fare, da det var blot en Formalitet for en Ordens Skyld. Nei, under den Oplysning, som nu daglig tiltager, kan intet alvorligt og ►ærligt Menneske saaledes begynde sit Præsteliv, thi turde han det end ei blot for Øvrigheden men ogsaa for Samvittigheden, saa kan og vil han det dog ikke af Agtelse for sig selv, for sine Medmenneskers Omdømme og for den præstelige Virksomhed, der mindst af Alle taaler Letsindighed og Tvetydighed, men er tilintetgjort saasnart Man med Sandhed kan bebreide os, at vi i vort Livs høitideligste Øieblikke har viist, vi godt kunde sige det Modsatte af hvad vi ►meende og troede! Vil Man derfor ikke, at den næste 124Præsteslægt skal selv i Sammenligning med den Nærværende blive som Natten mod Dagen, da ►beregne Man ikke Ritual og Alterbog paa Trællene, men paa de Fribaarne, ikke paa de ►Ligegyldige, men paa de Nidkiære og Dygtige af alle Partier, der føle for deres Kald og vil ære det, elske deres aandelige Virksomhed og hade derfor Alt hvad der binder og svækker den, kan og vil ►tiltale Folket, styrke, oplyse og berolige Menneskelivet! Havde vi en bigot Regiering, som, uden Spørgsmaal om Folkets virkelige Trang og Tarv og retmæssige Krav paa den Stats-Kirke, det bindes til, ansaae det for en ►Saligheds-Sag at faae Kirken ►eensformig ►anstrøget med en vis dunkel Farve, da nyttede ►vist nok ingen Oplysning om den aandelige og ►hjertelige Frihed, der tjener os alle bedst; men hos os skal Man tage Bladet fra Munden, fordi Regieringen er det værd. Vel fristes nemlig alle Regieringer i det Nittende Aarhundrede til at foretrække en kirkelig Stilhed, som er aandelig Død, og en stiv ►Ensformighed, som er dens visse Kiendemærke; men den Danske Regiering har saalænge begunstiget frie Anskuelser og en tilsvarende Virksomhed i Stats-Kirken, at frygtede den nu end for Følgerne, var det dog meget for seent at trække sig tilbage, og jeg tør sige, at skrider den kun dristig frem, da høster den gyldne Frugter før den venter dem. I det Attende Aarhundrede, da Man i Kirken ved Frihed kun forstod Frihed til at rive ned, da skulde alle Regieringer gruet for den, men i det Nitten125de, da Man kun vil have Frihed til at bygge op, som Man synes bedst, nu skulde Regieringerne betragte den kirkelige Frihed som en Engel fra Himmelen, hvis Bygninger er alle gode, om ei for Evigheden, saa dog for Tiden. At Hr. 284 (US) Biskop 👤Mynster i Grunden er af samme Mening, sees deraf, at han vil have ►Lærdommen fri, men han ligger i Strid med sig selv, fordi han vil have Aanden bundet, og have Præsterne til at betragte en ►Præste-Eed fra det Syttende Aarhundrede, et Ritual saa stivt som noget Exercer-Reglement, og en forordnet, ufravigelig Alterbog, som “et gavnligt Aag og en let Byrde,” skiøndt de aldrig kunde træde i Kraft uden at tilintetgiøre al Frihed og levende Virksomhed. Det seer Hr. Biskoppen ikke, fordi Man gierne synes, den Lov Man selv giør er let at lyde, uden at betænke, at jo lettere for Een, des tungere for alle Andre.
✂ Dog, Læseren kunde snart glemme, at jeg, i hele denne Indvending mod ►Præste-Eden og den Lutherske Præste-Vielse, slet ikke taler min egen eller det Parties Sag, Man tilskriver mig, men, som det synes, netop ►Modpartiets, og, som det virkelig er, Sandheds, Ærligheds og aandelig Friheds, derfor ogsaa Christendommens Sag, og den Danske Stats-Kirkes, der paa en saadan Grundvold vilde staae saa urokkelig, skinne saa deilig og virke saa velgiørende, som ingen aandelig Bygning kan, uden at staae i Pagt med Folkelivet og have et Herberge for den “fremmede 126Giæst,” der kun dvæler hvor han kan virke frit. Har for Resten Nogen, som nu lever, modtaget vor Lutherske Præstevielse med Taknemmelighed, da var jeg iblandt dem, har Nogen aflagt ►Præste-Eden med hjerteligt Bifald og det alvorlige Forsæt at holde den, da var jeg ogsaa blandt dem, og kan endelig Nogen bevæge sig frit i alle vore Stats-Kirkes gamle Former, da kan ogsaa jeg det, saa hvad jeg for min Part protesterer imod, er kun det Ny, der, udsprunget af individuel Anskuelse, Smag og Reflection, altid, som paatvunget, maa for hver fribaaren Sjæl findes om ikke utaaleligt, saa dog ærgerligt og byrdefuldt, Alle til Skade og Ingen til Gavn.