↩ Alle de ►smaalige Bestemmelser om Tiden, ►naar, og Stedet hvor og Tankerne hvormed der skulde skriftes, kunde derfor aldrig være mere ubetimelige og fra Hr. Biskop 👤Mynsters Haand uforklarlige, thi om derved ogsaa kunde tilveiebringes en Smule ►Ensformighed, og den var en Smule værdt, nyttede det jo dog ikke at ►►afsie Myggen og sluge Kamelen►, og Hr. Biskoppen maa jo vide saavelsom vi Andre, at Skriftemaalet er en fortvivlet Sag for samvittighedsfulde Præster og en Spas eller en Sovepude for ►Mængden, saa, om det var 71nok saa apostolisk, maatte det tigange heller bortfalde end drives længer som nu. Afladen, fandt 👤Morten Luther, var Kirkens Pest, men om end “►Skrifte-Pengene,” som jeg endnu med Gru har seet i Hovedstadens Kirker, skulde allevegne være forsvundne, er ►Afløsningen som ingen Ting dog visselig ogsaa en Aflad, der slet ikke bliver christeligere ved at gives for In 253 (US) tet, og ved smaa grammatikalske ►Forbeholdenheder kan christelige Præster hverken skærpe Andres Samvittighed eller tilfredsstille deres Egen. Den Smule Frihed vi i denne Henseende har, da ►det gamle Ritual kun foreskriver ►Afløsning efter Synds-Bekiendelse kan vi da umuelig lade os ►betage *Jeg seer med Fornøielse, at Hr. Dr. 👤Rørdam i en velskrevet Afhandling ogsaa har ►paastaaet Præstens nødvendige Frihed, men han har glemt Menighedens..