↩ Med hvad Ret Papisterne gjorde Skriftemaalet til en ►almindelig Christen-Pligt, og Lutheranerne det til en Betingelse for Adgang til ►Herrens Bord, og med hvad Ret endelig vi, ►tvertimod Kirkens Skik og Sagens Natur, give ►Afløsning ►uden al Synds-Bekiendelse, det er ►vist nok saa vanskeligt et Spørgsmaal, at vi i Almindelighed ikke maa ►æske det besvaret af hinanden; men naar Man, som Hr. Biskop 👤Mynster, vil have et endnu strængere verdsligt Forbud end før mod at gaae til Alters uden Skriftemaal, og vil have alle Præster tvunget til at give den ►Afløsning uden Synds-Bekiendelse, som ►det gamle Ritual kun foreskrev efter Bekiendelsen; da skyldte Hr. Biskoppen dog ►vist nok hele den Christne Kirke og især sine Danske Medchristne lidt gyldigere Grunde end i 69hans Forslag er ►tilsyne. Skriftemaalets Nødvendighed før Altergangen forudsætter han nemlig som en afgjort Sag, og om “Syndsforladelsen” hedder det blot*►Bemærkningerne S. 47. “Indvendingerne mod den gamle Absolutions-Formular er saa bekiendte, at de ikke behøve her at gientages. Men fordi Absolutionen kan misbruges af dem, der misbruge Alt, bør den dog ikke afskaffes, og i den Form, som her er foreslaaet, bør formeentlig ingen Præst finde sig besværet ved at udsige den over sine ►Skriftebørn.” Dette er, i mine Tanker kun et daarligt Svar til de vantroe Præster, og slet intet til de Troende, der ikke betvivle 👤Christi Embedsmænds Fuldmagt til at “►løse,” men er bange for at misbruge 252 (US) den, og kan umuelig overtale sig til at “udsige” de mægtige, hellige Ord som en død Formular eller et tomt Mundsveir. Os hjelper Hr. Biskoppens “►saavist” i Formularen slet ikke, thi slige ►Forbeholdenheder forbød ►det gamle Ritual med Rette, og at “Kirkesangeren” under visse Omstændigheder skulde giøre Synds-Bekiendelsen for Alle, blev et meget uopbyggeligt Skuespil, der ►vist ikke ►betog nogen alvorlig Præst sine Betænkeligheder. Kommer nu hertil, at i 📌Frue-Kirke, der, efter ►det gamle Ritual, skulde være ►Mønster for hele Riget, havde Man i en Række af Aar Skriftemaal med ►Afløsning ved den ene og uden ►Afløsning ved den an70den Side, og at saaledes er det nu ►trindt i Landet, da vilde det dog nok være ligesaa ►ubilligt at befale, som forargeligt at høre, en ►almindelig ►Afløsning i Landets Kirker, der vel kun havde lidt eller intet at betyde, men bestyrkede dog Folk i deres Ligegyldighed ved Synden og ved Budet “►du maa ikke tage Herren, din Guds Navn forfængelig.”