Skriftemaalet.
✂ Med hvad Ret Papisterne gjorde Skriftemaalet til en ►almindelig Christen-Pligt, og Lutheranerne det til en Betingelse for Adgang til ►Herrens Bord, og med hvad Ret endelig vi, ►tvertimod Kirkens Skik og Sagens Natur, give ►Afløsning ►uden al Synds-Bekiendelse, det er ►vist nok saa vanskeligt et Spørgsmaal, at vi i Almindelighed ikke maa ►æske det besvaret af hinanden; men naar Man, som Hr. Biskop 👤Mynster, vil have et endnu strængere verdsligt Forbud end før mod at gaae til Alters uden Skriftemaal, og vil have alle Præster tvunget til at give den ►Afløsning uden Synds-Bekiendelse, som ►det gamle Ritual kun foreskrev efter Bekiendelsen; da skyldte Hr. Biskoppen dog ►vist nok hele den Christne Kirke og især sine Danske Medchristne lidt gyldigere Grunde end i 69hans Forslag er ►tilsyne. Skriftemaalets Nødvendighed før Altergangen forudsætter han nemlig som en afgjort Sag, og om “Syndsforladelsen” hedder det blot*►Bemærkningerne S. 47. “Indvendingerne mod den gamle Absolutions-Formular er saa bekiendte, at de ikke behøve her at gientages. Men fordi Absolutionen kan misbruges af dem, der misbruge Alt, bør den dog ikke afskaffes, og i den Form, som her er foreslaaet, bør formeentlig ingen Præst finde sig besværet ved at udsige den over sine ►Skriftebørn.” Dette er, i mine Tanker kun et daarligt Svar til de vantroe Præster, og slet intet til de Troende, der ikke betvivle 👤Christi Embedsmænds Fuldmagt til at “►løse,” men er bange for at misbruge 252 (US) den, og kan umuelig overtale sig til at “udsige” de mægtige, hellige Ord som en død Formular eller et tomt Mundsveir. Os hjelper Hr. Biskoppens “►saavist” i Formularen slet ikke, thi slige ►Forbeholdenheder forbød ►det gamle Ritual med Rette, og at “Kirkesangeren” under visse Omstændigheder skulde giøre Synds-Bekiendelsen for Alle, blev et meget uopbyggeligt Skuespil, der ►vist ikke ►betog nogen alvorlig Præst sine Betænkeligheder. Kommer nu hertil, at i 📌Frue-Kirke, der, efter ►det gamle Ritual, skulde være ►Mønster for hele Riget, havde Man i en Række af Aar Skriftemaal med ►Afløsning ved den ene og uden ►Afløsning ved den an70den Side, og at saaledes er det nu ►trindt i Landet, da vilde det dog nok være ligesaa ►ubilligt at befale, som forargeligt at høre, en ►almindelig ►Afløsning i Landets Kirker, der vel kun havde lidt eller intet at betyde, men bestyrkede dog Folk i deres Ligegyldighed ved Synden og ved Budet “►du maa ikke tage Herren, din Guds Navn forfængelig.”
✂ Ogsaa her er da det eneste baade Kloge og Rette at lade Præsterne ►skrifte, ►som de ►tør forsvare, og lade Folket søge hvilken Skriftestol, de vil; thi kun da vil Forargelsen nogenlunde kunne undgaaes, og de troende Præster, med deres ►Skriftebørns Samtykke, indrette ►Afløsningen saaledes, at den hverken bliver tom eller formastelig, og det er dog ►tilvisse paa den høie Tid, at der kommer lidt Alvor og Sandhed i den vigtigste Deel af vor offenlige Gudsdyrkelse, som dog visselig er Sacramenterne og hvad dertil hører, naar den ei skal udarte til et ligesaa tomt Skuespil som før Reformationen.
✂ Alle de ►smaalige Bestemmelser om Tiden, ►naar, og Stedet hvor og Tankerne hvormed der skulde skriftes, kunde derfor aldrig være mere ubetimelige og fra Hr. Biskop 👤Mynsters Haand uforklarlige, thi om derved ogsaa kunde tilveiebringes en Smule ►Ensformighed, og den var en Smule værdt, nyttede det jo dog ikke at ►►afsie Myggen og sluge Kamelen►, og Hr. Biskoppen maa jo vide saavelsom vi Andre, at Skriftemaalet er en fortvivlet Sag for samvittighedsfulde Præster og en Spas eller en Sovepude for ►Mængden, saa, om det var 71nok saa apostolisk, maatte det tigange heller bortfalde end drives længer som nu. Afladen, fandt 👤Morten Luther, var Kirkens Pest, men om end “►Skrifte-Pengene,” som jeg endnu med Gru har seet i Hovedstadens Kirker, skulde allevegne være forsvundne, er ►Afløsningen som ingen Ting dog visselig ogsaa en Aflad, der slet ikke bliver christeligere ved at gives for In 253 (US) tet, og ved smaa grammatikalske ►Forbeholdenheder kan christelige Præster hverken skærpe Andres Samvittighed eller tilfredsstille deres Egen. Den Smule Frihed vi i denne Henseende har, da ►det gamle Ritual kun foreskriver ►Afløsning efter Synds-Bekiendelse kan vi da umuelig lade os ►betage *Jeg seer med Fornøielse, at Hr. Dr. 👤Rørdam i en velskrevet Afhandling ogsaa har ►paastaaet Præstens nødvendige Frihed, men han har glemt Menighedens..