↩ I ►det gamle Ritual staaer skrevet, at ingen Præst maa ►communicere sig selv, end ikke paa hans Sotteseng, ►naar han kan have en Anden dertil*►Det gamle Rituals 5te Kapitel., men i det Ny skulde det ham aldeles forbydes, og det, uagtet Man paa sin Sotteseng ►vist ikke spurgde om Ritualets Forlov til hvad Man troede Ret for Gud og trøsteligt for sit Hjerte. Og nu Grunden til dette Forbud, strængere end ►Ritualets fra 1688? Uagtet, læse vi, flere og deriblandt vægtige Stemmer have erklæret sig for, at en Præst skulde 66kunne ►meddele sig selv Sakramentet, kan jeg dog ikke finde det passende *►Bemærkningerne S. 45.. At nu Hr. Biskop 👤Mynster fraraa 250 (US) der hvad han ei finder passende, det er i sin Orden; men at han tilraader den verdslige Øvrighed at forbyde hvad den selv i de ►stiveste Tider tillod, blot fordi han, med hvad han selv kalder vægtige Stemmer imod sig, ikke finder det passende, det er ►overordenligt. Hvorfor nu Hr. Biskop 👤Mynster ikke finder det passende, er vel en ►Bisag, men dog ret ►mærkværdigt, thi, læse vi*►Bemærkningerne S. 45., “Den, der ►meddeler Sacramentet, staaer i det Øieblik i Herrens Ærinde, Den, der modtager det, er saa ganske i sit eget, og disse forskiellige Stillinger lade sig neppe paa en sømmelig Maade forene.” Altsaa deri finder Hr. Biskop 👤Mynster Vanskeligheden, uagtet han her har den allervægtigste Stemme, nemlig den hellige, ►almindelige Kirkes imod sig, thi det var jo ældgammel Skik, som det er endnu baade i den Pavelige og ►Bispelige Kirke-Stat, at Præsten betjener sig selv tilligemed de andre ►Giæster! Med hvad Ret vi har ►aflagt denne gamle Bordskik er altsaa et stort Spørgsmaal, hvorpaa vi skylde 👤Christus og Hans Kirke et ganske andet Svar end at vi fandt den ikke passende, thi vi vilde paa den Grund aldrig sætte os ud over en Skik ved den jordiske Konges Bord, og jeg tør ikke nægte, at 67vor Altergang er derved omtrent blevet ligesaa uordenlig som den ►Papistiske, og ventelig af samme Grund. Jeg forestiller mig nemlig, at det ikke blot var for at hæve sig selv, Geistligheden unddrog Lægmand Kalken, men fra først af især fordi Man ►følde, der var slet Selskab ved ►Herrens Bord, og tænkde at undgaae det, ved ei at dele Kalken med dem, og af samme Grund tænker jeg, de første Lutherske Præster har krympet sig ved at ►communi 251 (US) cere► med hele ►Mængden og blive delagtig i deres Synder. Det Ene er galt, saavelsom det Andet, da Man ikke maa forandre Herrens Bordskik, fordi Man har skaffet Ham ►Giæster paa Halsen, Man maa skamme sig ved, men skal see til at ►hæve Hans ►Bord igien, saa det kan blive en Ære saavel at sidde derved som at tjene ►derfor; men saalænge det skal gaae som nu, maae vi vel være glade ved Udflugten. For Resten finder jeg det ogsaa upassende at Præsten ►meddeler sig selv alene Nadveren, fordi det er ingen Communion, intet Fællesskab, men ei mere upassende end at ►meddele en Anden den alene, saa, naar Præsten ikke maa selv tage Deel deri, burde alle ►Berettelser af Enkelte bortfalde. Den gamle Bestemmelse var derfor ogsaa, at naar det kunde skee, skulde helst Ægtefællen eller en Anden i Huset ►communicere med den Syge, og hvem der har præstelig Erfaring, har ►vist ogsaa mærket Forskiel, efter Herrens Ord ►om To eller Tre. Fraraades kan derfor ►vist med Rette 68Præstens ►Selv-Berettelse, naar ikke Kone, Børn eller Venner tage Deel deri, men verdslig forbydes er noget ganske Andet, og naar Man finder det usømmeligt ►for en vis Dobbeltheds Skyld i Præstens Person, da skulde Man ikke blandt Protestanter vente en saadan Forvexling af Præstens Person med det “Herrens Ord,” der er lagt i hans Mund, og skal jo, ved alle Leiligheder, anvendes af ham saavel paa sig selv som paa Andre.