↩ Først maae vi da af ganske Hjerte bede den verdslige Øvrighed om, at Alt hvad der i Lovene ►end er tilbage om Tvang til Altergang eller Straf og ►borgerlig Skam for hvem, der, med eller mod sin Villie, undlader den, maa blive aldeles 247 (US) afskaffet, da “►Herrens Bord” og Adgangen dertil er en saa reen aandelig Sag, at det ►aabenbar er en af ►Pavedommets største Forbrydelser at have misbrugt den til verdslige Hensigter. Naar saa det er skedt, og enhver Dansk Borger, uden ►enten at rødme eller blegne, kan være bekiendt, at han gaaer aldrig til Alters, og naar Sogne-Baandet ved Sacramenterne er ►løst, saa Sognepræsterne ei kan op61kaste sig til ►Pavster eller tyrannisere Borgernes Samvittighed, da maae vi indstændig bede Øvrigheden at overlade til hver Præst, hvad kun han selv kan bedømme: hvem han tør tage til Alters! Herved burde Øvrigheden ei have mindste Betænkelighed, thi efter Sognebaandets ►Løsning har det ingen Nød at Sognepræsterne afvise Folk af Lune eller for Løier, og overdreven Nidkiærhed vil være en sjelden Undtagelse, som Staten, selv for sin egen Skyld, langt maatte foretrække for den overdrevne Føielighed, der vil være det Sædvanlige, men maa ogsaa taales, da Haanden aldrig, uden at forgribe sig, kan gribe ind i Aandens Virksomhed. Høist ubehageligt maa det ►vist nok være for en oplyst Statsmand, at enhver Meeneder, Tyv, Bedrager og selv Morder ►lettelig finder en Præst, der i Herrens Navn forlader ham alle hans Synder og lover ham evig ►Salighed, saa vore gamle Love, der vilde tvinge Præsterne til at giøre det, var i den Henseende ligesaa upolitiske som uchristelige; men herved er Intet at giøre, da 👤Christi Embedsmænd har af Ham Fuldmagt til, paa eget Ansvar, at “►løse og binde,” i aandelig Forstand, og kan ikke lade sig den Frihed ►betage selv at ►raade for hvad de selv skal svare for. Derimod tør jeg nok forsikkre vore Statsmænd, at naar det bliver de samvittighedsfulde Præster mueligt at ►holde lidt tilraade med Syndsforladelsen og Herrens ►Nadvere, da vil selv de temmelig ►Ligegyldige 62betænke sig lidt paa at rutte dermed til ►aabenbar grove Forbrydere, og det vilde være en Understøttelse, den ►borgerlige Retfærdighed aldrig høiere trængde til end nu. Saasnart nemlig en Præst ikke længer kan undskylde sig med, at han saa godt som nødes til at give selv de ugudeligste Forbrydere ►Afløsning og række dem Sacramentet, naar de forlange det, da vil han i Regelen lade det være, og da vil det vel netop kun blive den nidkiære Præst, der giør en Undtagelse, hvor han troer sig sikker paa en virkelig Omvendelse.