Nadveren.
✂ Har 👤Luther kaldt Daaben i vore Statskirker et Saar, Man ei kunde røre ved, da er Nadveren det endnu i langt høiere Grad, thi ligesom vi har seet, den verdslige Øvrighed paatog sig at bestemme, ►naar og under hvilke Betingelser Folk maa ►stædes til ►Herrens Bord, saaledes har den ogsaa taget sig den Frihed at bestemme, hvem Herrens Tjenere skal tage til ►Bords, hvor dog Alt er aandelig at nyde og forstaae, saa de, der ikke er værdige ►Giæster i ►Hjertekienderens Øine, maatte for deres egen Skyld ønske, de var langt borte. Vilde nu endelig den verdslige Øvrighed bestemme, hvad vi maae eller ikke maae sige til ►Giæsterne i “Herrens Navn,” da tiltog den sig endnu meget mere Myndighed i Herrens Huus end Paven, der dog lod ►Ordet blive ved det Gamle, og da maatte vi ►nødvendig protestere, om ikke ►Herrens Bord skal blive aldeles 241 (US) foragteligt, som en kummerlig Bespiisning efter et verdsligt Fattig-Reglement; saa det er forskrækkeligt, at Hr. Biskop 👤Mynster ogsaa vil have det Danske Cancelli til at afgiøre, om vi med god Samvittighed kan beholde eller skal forkaste det Ord “sande,” som hos os, Man veed 50ei hvorlænge, har været brugt ved Uddelingen af hvad vi, paa Aandens Sprog, kalde “Herrens Legeme og Blod.” At nemlig Hr. Biskop 👤Mynster er af den Formening, at dette Ord ikke burde være ►optaget og bør nu forkastes, det seer jeg nok, og at han stræber at overbevise sine Medtjenere i Ordet om det Samme, derimod er Intet at indvende; men naar han ved Hjelp af det Danske Cancelli og den verdslige Magt vil tvinge alle 👤Christi Embedsmænd i Landet til at være enige med sig, eller dog til, trods deres modsatte Overbeviisning, maaskee trods ►Giæsternes store Forargelse, at udelade Ordet “sande,” da forvexler han saa aldeles 👤Christi og Kongens Rige, christelig og kongelig Tjeneste, med hinanden, at jeg paa det Kraftigste maa protestere; thi ►vel ►raader Kongen af 📌Danmark enevældig for hvad Han vil taale i sin Stats-Kirke, men vil Han have 👤Christi Kirke til at være og virke i den, da maa Han, som Kong 👤Christian den Tredie bemærkede, lade den virke frit og uafhængig af sig ved Evangelium og Sacramenter. Naar derfor Hr. Biskop 👤Mynster eller nogen Anden af 👤Christi Tjenere vil med verdslig Magt paatvinge eller fravriste os noget Ord ved Sacramenterne, da turde jeg, for Principets Skyld ikke give efter, om jeg end ellers var af hans Mening; thi havde den verdslige Magt Ret til at forandre eller ►forskyde et eneste Ord ved 👤Christi Sacramenter, da havde den Ret over dem Alle.
✂ 51Men, siger Hr. Biskop 👤Mynster, “jeg har oplyst, at dette Ord først er opkommet længe efter Reformationen, og skiøndt det ►vist nok stemmer overeens med vor Kirkes ►Symboliske Bøger, kan jeg dog ikke nægte dem Ret, der have bemærket, at Tilføielsen af dette Ord strider mod den Forpligtelse, Præsterne indgaae ved Ordinationen, “at forrette og uddele de tvende høiværdige Sacramenter aldeles efter 👤Christi egen Indstiftelses Maade.” ►Upaatvivlelig vil Man gaae rettest ved at holde sig til 👤Christi egne Ord.”
✂ Godt, men giør det Sagen klar, naar Spørgsmaalet er om et “verdsligt Forbud” imod at bruge hvad Hr. Biskoppen selv tilstaaer, stemmer overeens med Stats-Kirkens ►Symboliske Bøger, og hvad der, som jeg vil lægge til, staaer i ►den Augs 242 (US) burgske Confessjon, thi der er det jo Lutheranernes Bekiendelse, at 👤Christi Legeme og Blod er “►sandelig” tilstæde*►Confessjonens 10de Artikel.? Stred det nu desuagtet mod Ordinations-Vilkaaret efter det samme 👤Christian den Femtes ►Ritual, som befaler Ordets almindelige Brug, saa var det en Selv-Modsigelse, der maatte hæves, ikke ved at forbyde det i ►den Augsburgske Confessjon hjemlede Ord, men ved at forandre den Danske Stats-Kirkes Ordinations-Vilkaar, thi ►for det Sidste raadte Kon52gen af 📌Danmark, for det Andet, efter ►Kongeloven, ikke. Dog, her behøves ingen Forandring, thi tør Hr. Biskop 👤Mynster end “ikke nægte” denne Strid, da tør jeg, og vil see paa den, der kan godtgiøre, at en Saadan findes. Havde vi i “Indstiftelsens Ord” indskudt Noget efter eget ►Tykke, det skulde vi ►vist nok ►forskyde, saasnart det oplystes, hvad enten saa den Danske Stats-Kirke havde forpligtet os dertil eller ikke, men Tiltalen til ►Giæsterne om hvad de nyde, er jo ikke 👤Christi men hans Tjeneres Ord, og der giælder det kun om at Tjeneren er sikker paa, han har truffet sin Herres Mening, og er han sikker paa det, kan han umuelig af verdslige Grunde frafalde Udtrykket. Nu er jeg ganske sikker paa, at de Lutherske Præster traf vor Herres Mening, da de, i Modsætning til dem, der ►vrævlede, som om Herrens Legeme baade var tilstæde og var det ikke, udtrykde deres Sikkerhed paa den virkelige Nærværelse med Ordet “sande,” som ►Vrævlerne skyede, og hvorved Intet kunde voves, da det kun var en “Bekræftelse,” der intet lagde til men fastholdt kun hvad der var. Hvad der forvisser mig om, at de traf Herrens Mening, er imidlertid ikke blot den ►Betænkning, at hvad “Sandhed” giver, maa altid være “det Sande” og intet ►Skin, ei heller blot, at vi læse hos ►Johannes, at Herren brugde selv en Bekræftelse, da Han talde om disse Ting og sagde: ►mit Kiød er ►sandelig Mad og mit Blod 53er ►sandelig Drikke► *►Joh.VI. 55. hvor ►Griesbach endog som nok saa god anpriser Læsemaaden “sand ⓘ Mad” og “sand Drikke.”; men tillige fordi det fra Arilds-Tid var Kirke-Skik, som endnu i den Romerske Menighed, at naar Præsten ved Uddelingen sagde “det er 👤Christi Legeme,” svarede Menigheden “Amen,” saa de Lutherske Præster har blot paataget sig at svare Amen for Menigheden, til den selv igien kom til Orde, hvad ei er at laste men at rose dem for.
✂ Men vil jeg da paastaae, at alle Præster i den Danske Stats- 243 (US) Kirke skulde paa ny tvinges til at optage det Ord, Mange af dem længe have udeladt?
✂ Nei, ►det være langt fra, heller vilde jeg bede alle dem, der ønske det, fritagne for at sige Nogetsomhelst hvad de ikke selv troe, thi baade Herren og ►Bordet vanæres kun ved tvungen Bekiendelse; men jeg ►paastaaer Frihed til selv fremdeles at sige hvad jeg troer og fryder mig ved at bevidne, og jeg opmuntrer alle mine Medtjenere af samme Tro til at giøre ligesaa, og jeg ►paastaaer, at vore Medtroende af alle Stænder, som elske Vidnesbyrdet, maae have Lov til at gaae til ►Herrens Bord hvor det lyder. Ogsaa her støde vi da paa Sognebaandets ►Løsning ved Sacramenterne, som det eneste men ogsaa nemme Middel til at bringe sand Orden tilbage i vort statskir54kelige Vilderede, og skiøndt Hr. Biskop 👤Mynster ved dette Ord bestandig ►gyser tilbage for ►de befrygtelige Misbrug, som kun er til i hans egen Forestilling, har han jo dog selv i 📌Roskilde tilstaaet, det var Synd ved Nadveren at tvinge Enhver til sin Sognepræst, skiøndt han nu mener, det var Nok, naar Cancelliet nedsatte sine Priser paa en Hjerte-Frihed, der ►vist nok ei kan opveies med Guld, men burde just derfor gives i Guds Navn.
✂ Samme Frihed, som jeg, naar Sognebaandet ►løses, ønsker Stats-Kirkens Præster med “sande”, ønsker jeg dem naturligviis ogsaa med “fyldestgjort” og hele Vidnesbyrdet til Slutning, som for Mange af dem er en Gru, ►vist nok ikke fordi jeg vil miste et eneste Ord af denne velsignede Tale, eller kan optage Hr. Biskoppens Forslag til at sige “deelagtiggjort” istedenfor “bespiset og ►skiænket”, men fordi Sandhed byder os tale som vi troe, og fordi Herrens Tjenere tilbagevinde aldrig deres tabte Troværdighed, før det bliver Tilhørerne klart, at de tale ei fordi de nødes dertil, men fordi de troe! Ordet “fyldestgjort” vilde jeg derfor aldrig overtale Nogen til at bruge om Herren, naar de ikke troe, Herren virkelig har opfyldt Loven og lidt Straffen i vort Sted; men jeg kunde heller ikke med Hr. Biskoppen indrømme, at “fyldestgjort” egenlig intet bibelsk Udtryk er, thi jeg mener, det findes ret egenlig i ►Bibelen 55paa sit rette Sted, blandt ►“de syv Ord” paa Korset *Hvor vi (►Joh. 19) oversatte ►“det er fuldkommet” vilde det ene Ord “fyldestgjort” ei blot være bedre Dansk, men svare bedre til ►Græsken..
✂ Besynderligt nok, hvordan vor boglige Retning kan fordunkle Tanke-Gangen selv i saa lyse Hoveder, som Hr. Biskop 👤Mynsters; thi havde han her og allevegne seet paa Livet, 244 (US) da vilde han ►vist aldrig ønsket ►enten med det Onde eller med det Gode at faae dem til at bevidne Sandheden og Kraften af de Christnes ►“Tro, Haab og Kiærlighed,” som ikke dele altsaa heller ikke kiende dem, thi naar det vi sige ved ►Naademidlerne, ei skal være et Vidnesbyrd ►om hvad enten Herren selv har sagt, eller hvad vi med ►fromme Fædre finde sandt og opbyggeligt, da er det jo kun et Vidnesbyrd om hvad Enhver, som ønsker det, allersikkrest kan see med sine egne Øine: hvad der af den verdslige Øvrighed er foreskrevet i den sidst forordnede Alterbog. Men naar nu de foreskrevne Ord ved Daaben og Nadveren er de Samme, som den Christne Menighed fra Arilds-Tid har udtrykt sin Tro, sit Haab og sin Kiærlighed med, da er de ikke blot overflødige og unyttige, døde og magtesløse paa vrangvillige Læber, men i større eller mindre Grad forargelige netop for dem, som derved skulde ►opbygges, forsikkres og frydes, thi vi veed jo Alle, at i vort 56Hjertes Anliggender kan Man med Ord aldrig krænke os værre eller saare os dybere, end naar Man med spottende Læber eller dog med forsætlig Skiødesløshed og isnende Kulde gientager de selvsamme Ord, hvormed vi paa det Varmeste og Høitideligste pleie at udtrykke vore Følelser. Gjaldt nu ikke det Samme i høieste Grad om vort christelige, som om vort naturlige Liv, da maatte det ►aabenbar kun være, fordi vor Christendom var intet virkeligt Liv, men kun en død ►Lærdom, og maatte kun det falde Hr. Biskop 👤Mynster paa Sinde, da er jeg vis paa, det vilde ogsaa blive ham indlysende, at det christelige Liv i vor Stats-Kirke, ei blot for at voxe, men selv kun for at beholdes, trænger til al den Frihed, vi kan overtale den verdslige Øvrighed til at skiænke den, saa det er ei engang et Offer, at vi ønske Modstanderne fritagne fra at trælle for det Ord, de kvæle ved at omfavne. Heraf følger naturligviis, at jeg heller hverken kan ønske nogen Præst tvunget eller overtalt til igien, ved Indbydelsen af Herrens ►Giæster, at sige hvad de Fleste skye “naar I ►saa troe disse 👤Christi Ord og giøre efter denne Hans Befaling, ►da ere I ret prøvede, som 👤Paulus siger, og ►værdelig kunne ►æde 👤Christi Legem og drikke Hans Blod;” men deraf følger ogsaa, at jeg ►paastaaer Frihed til fremdeles at sige ►saa, naar Man kan det med en god Samvittighed og ei veed noget Bedre. Dette er nemlig Tilfældet med mig, og ►sagtens med flere Danske Præster, og den Forandring, 57Hr. Biskop 👤Mynster foreslaaer, er saa langt fra at hue mig bedre, at jeg aldrig kunde ►bære det over mit Hjerte at sige ved Nad 245 (US) veren “►dersom I da forud have prøvet eder selv, som 👤Paulus siger, og nu ere komne med et ret christeligt Sind og ►Forlængsel;►” thi dermed vilde jeg frygte for at saare de ømmeste Hjerter og kyse de værdigste ►Giæster, der vist sjelden eller aldrig tør pukke paa deres “ret christelige” Sind og den rette “Hunger og Tørst” efter Sacramentet. Dette Forslag havde jeg ogsaa mindst ventet fra Hr. Biskop 👤Mynster; thi han ligner sig dog ellers selv giennem en heel Menneske-Alder, meer endog end jeg troer ønskeligt, og dette staaer dog i skiærende Modsigelse til de faa men fyndige Ord, hvormed ►Præsten 👤Mynster protesterede imod at indskrænke Trøsten af de Ord “►►saa elskede Gud Verden” til dem der “lignede 👤Jesus,” thi, var hans Svar*►Ny Minerva 1806 2det ►B. S. 99. “hvad om Nogen var kommet tilstæde, hvis Sorg det just var, at han ikke lignede 👤Jesus? er dette ophørt at være en Sorg for Menneskene? eller har Religionen ikke mere Trøst for dem, der saaledes sørge?”► Maaskee var det bedre i ►ovenmeldte Tiltale at lade 👤Paulus unævnt, da de Skriftkloge ►tvistes om hvad han ►meende med “►Selv-Prøvelsen” for Herrens ►Giæster, men maaskee er det ogsaa netop godt, naar Man tør, at forsikkre, at “Troen paa Herrens Ord” 58og “►Ihukommelsen af Ham” er hvad 👤Paulus kræver til Værdighed, og en Paulinsk Prøvelse, som noget Ubestemt og Grændseløst, turde jeg under ingen Omstændigheder kræve af ►Giæsterne.
✂ Vende vi os nu til Ritualet, da opdage vi strax en besynderlig Kontrast til Alterbogens strænge Fordringer, thi medens hist kræves et ►ret christeligt Sind og ►Forlængsel af alle ►Giæsterne, synes her kun at kræves Ædruhed for Øieblikket og anstændig Opførsel i Kirken, og selv om Præsten skulde savne nogen af Delene, maa han dog vel tage sig i Agt for hvad han giør, da han skal angive sig selv, og staae til Ansvar, hvis Provsten og Bispen finder, han, uden tilstrækkelig Grund har beskæmmet Nogen ►for Menigheden*►Ritual-Forslaget S. 53..
✂ Hermed vil jeg ►vist nok ikke sige, det skulde være Præsten tilladt at overfuse eller uden tilstrækkelig Grund beskæmme Nogen af hans Sognefolk; men naar Man betænker, at dette er Alt hvad det ny Ritual skulde sige om “Kirke-Tugten,” da maa Man vel undres over en saadan Undtagelse, da de “►heroiske Midler” fra Præsternes Side visselig ikke høre til Dagens Orden, og da en stakkels Præst, der engang prøvede sligt et Vove 246 (US) stykke, dog ►vel maatte være fri for Sag, naar Ingen kla59gede. Fordi Kirke-Tugten er tilbunds forhadt og under de gamle Former aldeles umuelig i vor Stats-Kirke, burde dog ►vist den nidkiære Præst ikke være den Eneste, der maatte udsætte sig for Tugtelse, naar han blot vilde overholde det Sømmelige ved en for Christne saa hellig og af Verden saa dybt foragtet Handling. Her synes mig dog virkelig vi Alle, baade Læge og Lærde, Saamange som “►Herrens Bord” er langt fra at være “foragteligt,” maatte blive enige om at faae en Smule “Orden og Bordskik” igien, da Altergangen, som den nu drives, unægtelig er en stor Vanære baade for 👤Christus og Hans Menighed.
✂ Naar saaledes ►Danske Lov melder, at “Horkarle, Skiørlevnere, Aagerkarle, ►Slemmere, ►Skiændegæster, Voldsmænd, og allermest Guds Ords Forhaanere og Foragtere” skulde holdes fra Nadveren, da er det dog ►vist Ingen af de verdslige Anordninger, Christne kan protestere imod, da baade 👤Apostelen 👤Pauli Advarsel*►1 Cor. 5. er fuldt saa stræng, og de Christne ei uden deres Herres største Vanære kan sige, at Han vil kiærlig forbinde sig enten med sine ►aabenbare Fiender og Foragtere eller med dem, der ►øiensynlig vælte sig i grove Laster. Hvor derfor Nadveren, jeg vil ikke engang sige paatvinges, men rækkes Alle uden Forskiel, der bestyrke de Christnes Præster ►aabenbar Modstanderne 60i deres ærerørige Paastand, at Christendommen med Flid danner sikkre Syndere, som, trods alle Laster, troe sig Himlen visse; thi da den, som Naadens Evangelium, ei kan ►forskyde Nogen for de forrige Synders Skyld, maa den saameget strængere kræve et nyt Levnets-Løb af sine Bekiendere. Stats-Kirkens Tvangs-Daab forvirrer nu ►vist nok hele Forholdet, men ligesom det altid har været følt, at Noget maatte der dog giøres ved Nadveren, for baade at ►afvælte den farligste Beskyldning fra Christendommen, og være angerløs i den syndige Sikkerhed, der unægtelig fremmes ved det ►“aabne Taffel” vi holde i Himmeriges Rige►, saaledes maae vi, hos hvem Forargelsen gaaer over alle Grændser, ►nødvendig giøre Saameget, at dog i det mindste vor gode Hensigt er umiskendelig.
✂ Først maae vi da af ganske Hjerte bede den verdslige Øvrighed om, at Alt hvad der i Lovene ►end er tilbage om Tvang til Altergang eller Straf og ►borgerlig Skam for hvem, der, med eller mod sin Villie, undlader den, maa blive aldeles 247 (US) afskaffet, da “►Herrens Bord” og Adgangen dertil er en saa reen aandelig Sag, at det ►aabenbar er en af ►Pavedommets største Forbrydelser at have misbrugt den til verdslige Hensigter. Naar saa det er skedt, og enhver Dansk Borger, uden ►enten at rødme eller blegne, kan være bekiendt, at han gaaer aldrig til Alters, og naar Sogne-Baandet ved Sacramenterne er ►løst, saa Sognepræsterne ei kan op61kaste sig til ►Pavster eller tyrannisere Borgernes Samvittighed, da maae vi indstændig bede Øvrigheden at overlade til hver Præst, hvad kun han selv kan bedømme: hvem han tør tage til Alters! Herved burde Øvrigheden ei have mindste Betænkelighed, thi efter Sognebaandets ►Løsning har det ingen Nød at Sognepræsterne afvise Folk af Lune eller for Løier, og overdreven Nidkiærhed vil være en sjelden Undtagelse, som Staten, selv for sin egen Skyld, langt maatte foretrække for den overdrevne Føielighed, der vil være det Sædvanlige, men maa ogsaa taales, da Haanden aldrig, uden at forgribe sig, kan gribe ind i Aandens Virksomhed. Høist ubehageligt maa det ►vist nok være for en oplyst Statsmand, at enhver Meeneder, Tyv, Bedrager og selv Morder ►lettelig finder en Præst, der i Herrens Navn forlader ham alle hans Synder og lover ham evig ►Salighed, saa vore gamle Love, der vilde tvinge Præsterne til at giøre det, var i den Henseende ligesaa upolitiske som uchristelige; men herved er Intet at giøre, da 👤Christi Embedsmænd har af Ham Fuldmagt til, paa eget Ansvar, at “►løse og binde,” i aandelig Forstand, og kan ikke lade sig den Frihed ►betage selv at ►raade for hvad de selv skal svare for. Derimod tør jeg nok forsikkre vore Statsmænd, at naar det bliver de samvittighedsfulde Præster mueligt at ►holde lidt tilraade med Syndsforladelsen og Herrens ►Nadvere, da vil selv de temmelig ►Ligegyldige 62betænke sig lidt paa at rutte dermed til ►aabenbar grove Forbrydere, og det vilde være en Understøttelse, den ►borgerlige Retfærdighed aldrig høiere trængde til end nu. Saasnart nemlig en Præst ikke længer kan undskylde sig med, at han saa godt som nødes til at give selv de ugudeligste Forbrydere ►Afløsning og række dem Sacramentet, naar de forlange det, da vil han i Regelen lade det være, og da vil det vel netop kun blive den nidkiære Præst, der giør en Undtagelse, hvor han troer sig sikker paa en virkelig Omvendelse.
✂ At der i det ny ►Ritual-Forslag slet intet findes til at raade Bod paa ►Nadverens frygtelige Misbrug, har jeg ►alt anmærket, men maa dog tilføie, at af ►det gamle Rituals sjette Kapitel er 248 (US) Intet beholdt ►uden “Misdæderes ►Beredelse til Døden,” saa det virkelig seer ud, som det kun var Misdædere, Man med al muelig Anstrængelse og Selvopoffrelse skulde skaffe et sødt og saligt Endeligt; thi ellers maatte Man dog vel forpligte Præsterne til samme Omhu og utrættelige Aarvaagenhed ved enhver Sygeseng, de kaldtes til. ►Vist nok var det uoverkommeligt, men ►skulde det skorte paa Nogen, mener jeg, det maatte dog først være paa “Menneske-Morderne,” om hvem Herren kun giver os meget lidt Haab, og som vi da, saavel for Christendommen som for ►det Borgerlige Selskabs Skyld, langt heller maatte lade døe i Fortvivlelse, end, saavidt mueligt, bære til “►Abrahams Skiød,” hvorved Henrettelsen ophører at være et ►advarende 63og bliver et fristende Exempel, thi døe skal vi Alle, og hvormangen ængstet Sjæl maa ikke i sine sidste Timer savne den Trøst og Opmuntring, der er bortødslet selv paa de ugudeligste Forbrydere!
✂ De Eneste, Hr. Biskop 👤Mynster vilde have Nadveren aldeles nægtet selv paa deres Dødsseng, er de stakkels “Katholiker,” ►naar de ikke paa det Stærkeste vil forpligte sig til at blive Lutheraner. En saadan Intolerance skulde Man mindst ventet i dette Forslag, hvor der selv om en “forhærdet Misdæder” kun siges, at Sacramentet ei maa “paanødes” ham*►Ritual-Forslaget S. 66. og hvorefter det skal være os frit tilladt at ►meddele baade “►Grækere og Reformerte” Nadveren, uden anden Betingelse end at de finde sig i vore Skikke. Jeg turde saaledes ikke ►meddele en ►Græker Nadveren, før han vedkiendte sig ►vor Daabspagt, eller en Kalvinist, hvis han, mindet om Herrens virkelige Nærværelse, gjorde mindste Indvending derimod, men jeg turde ►meddele Katholiken den, naar han blot kunde finde sig i at modtage baade Brød og Vin; og naar jeg havde Grund til at see en sand Christen i ham, maatte ingen verdslig Anordning drive mig til at kræve Andet af ham paa hans Dødsseng, da ►Herrens Bord ei tilhører os som Lutheraner, men som Christne. Mine Læsere maae vide, jeg er langtfra at være 64partisk for 📌►Rom i nogen af sine Tyran-Skikkelser, men jeg kan dog umuelig glemme, at den Danske Kirke kun er et Brud-Stykke af den Romerske Kirke-Stat, hvorfra vi har faaet Troen og Sacramenterne, og at vi selv som Lutheraner nedstamme fra en Romersk-Katholsk Præst og Munk, der uden Vægring tog Katholiker til Alters, ►naar de kun vilde finde 249 (US) sig i hans Skik; og den Grund, Hr. Biskop 👤Mynster giver for sin Haardhed imod dem er ligesaa besynderlig som den. Da en Katholik, hedder det nemlig*►Bemærkningerne S. 45., ei kan ►communicere med os, uden at bryde med sin egen Kirke, saa synes vor Kirke ikke at burde ►tilstæde dette, med mindre den Paagiældende med ►beraad Hu vil træde over til vort Troessamfund. Fraregnet nemlig, at eet Troes-Samfund giøres her til to hinanden Modsatte, og indrømmet, at Katholiken bryder med Paven ved at gaae til Alters hos os, hvad Mening er der da i, at vi derfor skal nægte ham Nadveren, til han gaaer over ►ͻ: bryder med Paven! Eller hvad Rimelighed er der i, at vi kan ►meddele ►Grækere Nadveren, skiøndt de holde fast ikke blot paa deres Skiærsild, Helgene o. s. v. men ogsaa paa deres selvgjorte ►Daabspagt, og ►meddele Kalvinister Nadveren, uagtet de tage den for noget ganske Andet end vi; men Katholiken, som har ►Daabspagt og Sacramenter tilfælles 65med os, ham kan vi ikke tage til Alters, selv paa Dødssengen, med mindre han øiebliklig kan løsrive sig fra alle sine Fordomme eller vil lyve? At Pave-Præsterne ei tog Nogen af os til Alters, ►uden vi afsvor alle “Lutherske Kiætterier,” det troer jeg gierne, men var vi ikke meget ►billigere og bedre kirkehistorisk oplyste end Papisterne, hvad var vi da? og er vi det, hvordan kunde vi da engang forlange, at Nogen skulde “afsige al Forbindelse med den Katholske Kirke” hvoraf vi selv udsprang og maae være en Green, om vi vil være Christne?
✂ Endnu maa jeg anmærke een Skiærpelse af de gamle Forskrifter, ►til overflødigt Beviis, at Hr. Biskop 👤Mynster bestandig finder formegen Frihed, hvor jeg finder for lidt.
✂ I ►det gamle Ritual staaer skrevet, at ingen Præst maa ►communicere sig selv, end ikke paa hans Sotteseng, ►naar han kan have en Anden dertil*►Det gamle Rituals 5te Kapitel., men i det Ny skulde det ham aldeles forbydes, og det, uagtet Man paa sin Sotteseng ►vist ikke spurgde om Ritualets Forlov til hvad Man troede Ret for Gud og trøsteligt for sit Hjerte. Og nu Grunden til dette Forbud, strængere end ►Ritualets fra 1688? Uagtet, læse vi, flere og deriblandt vægtige Stemmer have erklæret sig for, at en Præst skulde 66kunne ►meddele sig selv Sakramentet, kan jeg dog ikke finde det passende *►Bemærkningerne S. 45.. At nu Hr. Biskop 👤Mynster fraraa 250 (US) der hvad han ei finder passende, det er i sin Orden; men at han tilraader den verdslige Øvrighed at forbyde hvad den selv i de ►stiveste Tider tillod, blot fordi han, med hvad han selv kalder vægtige Stemmer imod sig, ikke finder det passende, det er ►overordenligt. Hvorfor nu Hr. Biskop 👤Mynster ikke finder det passende, er vel en ►Bisag, men dog ret ►mærkværdigt, thi, læse vi*►Bemærkningerne S. 45., “Den, der ►meddeler Sacramentet, staaer i det Øieblik i Herrens Ærinde, Den, der modtager det, er saa ganske i sit eget, og disse forskiellige Stillinger lade sig neppe paa en sømmelig Maade forene.” Altsaa deri finder Hr. Biskop 👤Mynster Vanskeligheden, uagtet han her har den allervægtigste Stemme, nemlig den hellige, ►almindelige Kirkes imod sig, thi det var jo ældgammel Skik, som det er endnu baade i den Pavelige og ►Bispelige Kirke-Stat, at Præsten betjener sig selv tilligemed de andre ►Giæster! Med hvad Ret vi har ►aflagt denne gamle Bordskik er altsaa et stort Spørgsmaal, hvorpaa vi skylde 👤Christus og Hans Kirke et ganske andet Svar end at vi fandt den ikke passende, thi vi vilde paa den Grund aldrig sætte os ud over en Skik ved den jordiske Konges Bord, og jeg tør ikke nægte, at 67vor Altergang er derved omtrent blevet ligesaa uordenlig som den ►Papistiske, og ventelig af samme Grund. Jeg forestiller mig nemlig, at det ikke blot var for at hæve sig selv, Geistligheden unddrog Lægmand Kalken, men fra først af især fordi Man ►følde, der var slet Selskab ved ►Herrens Bord, og tænkde at undgaae det, ved ei at dele Kalken med dem, og af samme Grund tænker jeg, de første Lutherske Præster har krympet sig ved at ►communi 251 (US) cere► med hele ►Mængden og blive delagtig i deres Synder. Det Ene er galt, saavelsom det Andet, da Man ikke maa forandre Herrens Bordskik, fordi Man har skaffet Ham ►Giæster paa Halsen, Man maa skamme sig ved, men skal see til at ►hæve Hans ►Bord igien, saa det kan blive en Ære saavel at sidde derved som at tjene ►derfor; men saalænge det skal gaae som nu, maae vi vel være glade ved Udflugten. For Resten finder jeg det ogsaa upassende at Præsten ►meddeler sig selv alene Nadveren, fordi det er ingen Communion, intet Fællesskab, men ei mere upassende end at ►meddele en Anden den alene, saa, naar Præsten ikke maa selv tage Deel deri, burde alle ►Berettelser af Enkelte bortfalde. Den gamle Bestemmelse var derfor ogsaa, at naar det kunde skee, skulde helst Ægtefællen eller en Anden i Huset ►communicere med den Syge, og hvem der har præstelig Erfaring, har ►vist ogsaa mærket Forskiel, efter Herrens Ord ►om To eller Tre. Fraraades kan derfor ►vist med Rette 68Præstens ►Selv-Berettelse, naar ikke Kone, Børn eller Venner tage Deel deri, men verdslig forbydes er noget ganske Andet, og naar Man finder det usømmeligt ►for en vis Dobbeltheds Skyld i Præstens Person, da skulde Man ikke blandt Protestanter vente en saadan Forvexling af Præstens Person med det “Herrens Ord,” der er lagt i hans Mund, og skal jo, ved alle Leiligheder, anvendes af ham saavel paa sig selv som paa Andre.