↩ Hvad der har vildledt Hr. Biskoppen, seer Man for Resten nok, er hans dunkle og vaklende Forestilling om ►Daaben “efter 👤Christi Indstiftelse”► som han har tilfælles med vore ældre Theologer, skiøndt de ikke vovede derefter at giøre nogen Forandring ved Daaben, der saavel efter deres Følelse, som efter ►den Augsburgske Confessjon, for den Kirkelige Eenheds Skyld, altid maatte forrettes eens. Naar nemlig Hr. Biskop 👤Mynster anfører hvad vi alle maae underskrive, at “kun de af 👤Christus anordnede Ord er nødvendige ved en christelig Daab,” da seer Man strax, han dermed kun mener det Ord “jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands,” thi om “Forsagelsen” hedder det kun “den er meget gammel og synes at ►naae op til det andet Aarhundrede” og om det “Apostoliske ►Symbolum” at dets Form “vel ikke er den oprindelige, men dog nu i mange Aarhundreder har været vedtaget.” Her er ikke Stedet til at bestride theologiske Anskuelser eller kirkehistoriske Paradoxer, men hvad Man skulde ventet af Hr. Biskoppens Skarpsindighed, var at han havde indseet, der var netop samme Grund til at beholde Pagten selv, som begge Delene, hvoraf den bestaaer, thi det er jo kun som Dele af den Pagt, 30der fra Arilds-ⓘ Tid oprettedes ved Barnedaaben, vi har fundet dem i Kirken, saa Man seer, Hr. Biskoppen har i det Øieblik glemt Kirken ►over Bøgerne og det virkelige Liv ►over Skyggen deraf. ►Vel synes det, ►som Hr. Biskoppen igien har husket dem ved de Voxnes Daab, men det synes dog kun ►saa, thi i det virkelige Liv er vi jo alle indskrænkede til Barnedaaben.