↩ Grundtvig sad ikke kritikken overhørig, men skrev hurtigt et svar på adressen, som udkom i 👤Lindbergs ►Nordisk Kirke-Tidende den 15. november 1840 under titlen “Mit Frisprog og ‘de saarede Hjerter’”. Grundtvig indledte med at sige til de 131 præster, at de burde holde op med at tale om følelser. Det var både urimeligt og ubetimeligt, eftersom Frisprog ikke var skrevet for at “saare eller læge Hjerter, men for at oplyse Hoveder” (Grundtvig 1840, sp. 693). Grundtvig understregede, at Frisprog ikke var et personligt angreb på 👤Mynster, men alene en protest mod det åg, han var ved at lægge på præsternes samvittighed med det ny, forordnede ritual: “det er Aands-Trældommen og Samvittigheds-Tvangen i Stats-Kirken, som Hr. Biskoppen vil have fornyet og skærpet, men jeg vil, med Guds Hjelp, have aldeles ophævet og udryddet” (sp. 698). I et stridsskrift om en vigtig sag var det efter Grundtvigs mening ikke muligt at undgå skarpe ord, men han mente egentlig selv, at han havde været ret lempelig i Frisprog. Grundtvig kunne altså ikke forstå, at folk blev stødt over hans form, og han fandt det urimeligt, at man stadig – som i 1810'erne og 1820'erne – opfattede ham som en intolerant ortodoks og 👤Mynster som liberal, når det nu var præcis omvendt: Det er 👤Mynster som “aabenbar [dvs. åbenlyst] vil have Alle under Aaget og Grundtvig [som vil] have Alle frie” (sp. 698).