Den polemiske form
✂ Frisproget var i sin form meget polemisk, sådan som Grundtvig ofte var det, når han gik ind i en teologisk eller kirkelig debat (jf. ►Thaulow 2018, s. 227-234). Grundtvigs polemiske stil og fremgangsmåde blev mødt med ærgrelse og kritik, ikke kun hos 👤Mynster. Dennes bispekollega 👤Nikolai Fogtmann udtrykte sig sådan, at Grundtvig i Frisprog vel havde ret i “nogle Poster”, men uret i “alle Maader” (jf. ►Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905), bind 12, s. 13). I ritualsagen fremkom imidlertid også et forsvar for Grundtvigs polemik. Præsten 👤Victor Bloch udgav i 1840 artiklen ►“Sammenstilling af Hr. Pastor Grundtvigs Frisprog og Hr. Biskop Mynsters Oplysninger med Hensyn til den polemiske Form” (1840). 👤Bloch beklagede, at læsere af polemik har tendens til at glemme sagen pga. den stødende form, og ingen “lider mere herunder, end Grundtvig”, som får “Skam til Tak for velmeent Tale” (s. 230). Han synes, at man må kunne undskylde Grundtvigs grove stil, fordi han er brændende i ånden og er “en ærlig og djærv Dannemand, som mener, hvad han siger, fordi det just er hans Skik altid at sige sin Hjertens Mening” (s. 236).