Bispevielsen
✂ Et af de hårdeste angreb på 👤Mynster satte Grundtvig ind vedrørende ritualet for bispevielse. Grundtvig var i løbet af sine tre Englandsrejser i årene 1829-1831 blevet inspireret af den anglikanske kirkes Oxfordbevægelse, bl.a. i synet på bispevielsen. I Frisprog talte han således om, at anglikanerne var i besiddelse af “den ægte Bispe-Vielse” (s. 126), fordi deres bispeembede havde såkaldt apostolsk succession, dvs. indgik i en ubrudt række af indviede biskopper, som kunne regnes helt tilbage til apostlene. Protestanterne derimod havde mistet denne succession ved reformationen, hvor det var 👤Johannes Bugenhagen, som ikke selv var indviet, der ordinerede de danske ‘superintendenter’ – en betegnelse, man brugte om biskopper i deres egenskab af tilsynsmænd i årene efter reformationen. Hvor den apostolske succession manglede, fandtes der efter Grundtvigs mening ingen ægte biskopper. Han kunne derfor skelne mellem biskopper i statskirkelig betydning (fx de danske) og biskopper i åndelig og oldkirkelig betydning, og som præst i den danske statskirke regnede Grundtvig sig åndeligt set fri i relationen til sin biskop. 👤Mynster var ganske vist statskirkeligt set biskop, men åndeligt set var han kun præst (Grundtvig 1839, s. 130). Et synspunkt, der må siges at underminere 👤Mynsters autoritet.
✂ Grundtvig afviste dog ‘oxfordernes’ opfattelse af bispeembedet som en del af en hierarkisk kirkestruktur og stillede spørgsmålstegn ved opfattelsen af bispeembedet som et embede med åndelig magt og myndighed i kirkesager. Af den grund glædede han sig faktisk over, at den danske kirke ikke havde et sådant bispeembede (1839, s. 130 f.). Med tiden kom Grundtvig til at tage endnu kraftigere afstand fra idéen om apostolsk bispevielse i uafbrudt succession. I 1855 omtalte han den som “den tommeste af alle Indbildninger” (►Rasmussen og Riising 2008, s. 95, se også ►Grell 1995, s. 61-65).