Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Frisprog mod H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag til en ny Forordnet Alterbog Mit Frisprog og 'de saarede Hjerter'

Problemet med ritualforandringer hørte imidlertid ikke op. Der var præster, som fortsatte med at foretage ændringer, og igen indløb der mange klager især fra de såkaldt ‘vakte’ med Grundtvig-disciplen 👤J.C. Lindberg i spidsen. Den mest bemærkelsesværdige klagesag angik stiftsprovst ved Vor Frue Kirke, 👤H.G. Clausen, som havde ændret i selve dåbsformularen, dvs. forsagelse, trosbekendelse og dåbsordene fra Matt 28,19 (dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn). 👤Clausen udelod bl.a. ordene “nedfoer til Helvede” i trosbekendelsen og erstattede ordet djævel med ordet synd i forsagelsen, så den lød “Forsager du Synden og Alt Ondt, som er Gud mishageligt?” (citeret efter Rasmussen 1999, s. 146). Der blev klaget over dette flere gange i årene 1832-1833, og det endte med, at 👤H.G. Clausen fik en påtale af kongen og et påbud om at holde sig til ritual- og alterbog. 👤Clausen stod fast på sine principper og overlod det derfor fremover til kateketen ved Vor Frue Kirke at forrette dåb. For en nærmere gennemgang af klagerne over 👤H.G. Clausen, se Baagø 1958, s. 220-232.