↩ Grundtvig trådte som den sidste op og reciterede sit hyldestdigt “►Ving-Thors Hammer” for 👤Thorvaldsen. Digtet balancerer mellem anerkendelsen af 👤Thorvaldsens geni og Grundtvigs foragt for alt romersk. Balanceakten bliver klar fra indledende afsnit, hvor Grundtvig siger, at hos 👤Thorvaldsen er det ikke i marmoret men i leret (mennesket, jf. ►1 Mos 1,26), han ser guds billede (s. 48, linje 7-10); han havde tit som argument fremført ►Det Gamle Testamentes angreb på billedhuggeri som afgudsdyrkelse. Senere må Grundtvig tilstå, at han i langt højere grad ser Nordens kæmpeånd i de gamle runer end i marmorskulpturer (s. 54, linje 4-6).