↩ Omtrent i samme Stilling stod 📌Prøjsen 1805 og 1806, saa 👤Napoleon, selv efter Slaget ved 📌Austerlitz, fandt det politisk rigtigt at afstaa 📌Hannover til en Magt, hvis Hælding til den russiske Side dog havde været kjendelig nok; men hele 📌Evropa forundrede sig højlig over, at saadan en Stormagt, hvem man havde ►tiltrot den dybeste Følelse af 📌Evropas Fare og sin egen Værdighed, vilde saaledes lade sig bestikke af 📌Frankrig, og det med Rov og Ran fra 📌England, 📌Prøjsens fuldtro Ven i Syvaarskrigens 294uforglemmelige Dage. Men det, synes mig, var ikke saa underligt; thi 📌Prøjsen har jo i det større, ligesom 📌Sardinien i det mindre, klog Benyttelse af gunstige Omstændigheder sin hele Vigtighed at takke; saa naar det altid skulde gaaet saa ►snorret til, vilde 📌Prøjsen selv jo endnu været et lille ►Hertugdom under polsk Højhed, og 📌Brandenburg et simpelt ►Markgrevskab i 📌det hellige romerske Rige. Vi vil derfor lade det ►staa ved sit Værd, om ikke den ene Konge af 📌Prøjsen kunde lige saa godt være bekjendt at ►afrunde sig lidt paa 📌Englands, som den anden paa 📌Østerrigs eller 📌Polens Bekostning, og kun lægge Mærke til, at en saadan sammenplukket Magt, ligesom et Skib bygt af Vrag, opløses let i Storm; saa det var ikke saa sært, som man syntes, at det prøjsiske Monarki faldt paa én Dag: den store Tygebrahes-Dag ved 📌Jena og 📌Auerstädt, som er, hvad Talen i Aften maa dreje sig om.