↩ Rent ud sagt: da det slog mig, at han, med hvem den gamle Sangtone vaagnede, der havde slumret siden Kæmpevisernes Dage*Mærkeligt, at Taleren har her kunnet glemme Johannes Ewald, som da ogsaa var Kjøbenhavner. (Udg.'s Anm.), og han, der satte nye Strænge paa Brages Harpe, der havde ligget i Benhuset lige siden Ejvind Skjaldespilders Død, – at de var begge Kjøbenhavnere og fandt ligesom deres Bysbørn Smag i meget, jeg slet ikke kan lide og tør sige, duer heller ikke synderlig, – da blev jeg naturligvis bange for at bryde Staven enten over vor Hovedstad eller over den fine Smag, der kan, ja, naar Folket staar op, maa udvikle sig, og fandt det baade klogest og fornøjeligst at slutte Forlig paa Broen, hvor, som dens store Digter synger: “paa Friheds-Støtten Lærken slaar.”