↩ Min Hovedsag var altsaa ordentlig at ►komme i med Engelskmanden og at vinde ham for Angelsaxeren og derved for 📌Norden. Hermed saa’ det nu ►vist nok fortvivlet ud; thi Lovtalen over Gammel-📌England, som er i alles Munde, gjælder aabenbar slet ikke, hvad Historien kalder saa, men tvært imod Ny-📌England siden den glorværdige Revolution (►the glorious revolution) 1689, og selv de grundigste Historie-Skrivere paa Øen gik sjælden længere tilbage end til den normanniske Erobring 1066, og affærdigede allenfalds det angelsaxiske og danske Tidsrum som et grueligt Barbari, der, des værre, baade meget for tidlig og meget for længe afbrød det klassiske 460📌Roms milde og velgjørende Indflydelse under 👤Domitian og 👤Nero. I det 16de og 17de Aarhundrede havde enkelte Oldgranskere vel ►nyslet med Angelsaxisk og udgivet lidt, hvoraf de forstod endnu mindre; men i det 18de Aarhundrede var alt sligt enten rent oversét eller betragtet som Daarskab; og til Bevis kan tjene, at det angelsaxiske Heltedigt, ►Bjovulvs Drape, skabt og skikket til at være ►en lille fælles Homér for 📌England og 📌Norden, det blev først bekjendt ved Islænderen 👤Thorkelin, som førte en Afskrift her hjem og udgav den 1815, og ved ►min Fordanskning 1820, uden at selv det havde gjort mindste Opsigt i 📌England. Den første Sommer, jeg var i 📌England – thi ligesom de første danske Vikinger gjorde jeg kun Sommertog til 📌Themsen og ►pakkede mig før Vinter – altsaa den første Sommer betragtede Engelskmanden mig som en halvgal Poet, der havde faaet den Grille, at der laa store Skatte begravede i de gamle barbariske ►Skroller, som de ordentlig lo ad at se mig sidde daglig og rode i, og fortalte mig med en vigtig Mine, der var ingen Ting.