↩ See, det var Fæderne-Landet, og nu Moders-Maalet! Hvad det har 170 (VU) maattet døie, siden 👤Saxo ►alt i 👤Valdemar Seiers Dage skrev ► Danmarks Krønike paa udmærket Latin, det kan min Pen ligesaa lidt beskrive, som Alt hvad “ ►hin gamle Ask ” har maattet lide, hvis ►Bul trøskes, ►hvis Blade afædes, hvis Rod forgnaves, og til hvis Ulykke baade Ørn og Egern oplægge Raad; men hvad Dansken efter sexhundrede Aars Trældom, under Latinens sønderknusende Aag og Tydskens ubarmhjertige Svøbe, endnu er og 52kan blive, det veed jeg omtrent, og var det vel mueligt, at Dansken endnu kunde være et levende Sprog, ei blot for Bønder og Børn, men for Kongen og alle hans Skjalde, dersom ikke Folket, trods al tilsyneladende Ringe-Agt, dog havde elsket det ret af Hjertens Grund og holdt det i Hævd som sin Øie-Steen. Nei, var det til Beundring selv for Engelsk-Mænd, som de Danske sloges ►efter firsindstyve Aars Fred, da skal det visselig blive til Beundring for al Verden, hvordan de Danske Skjalde brugde Moders-Maalet i Slutningen af det Attende og Begyndelsen af det Nittende Aarhundrede! Saa folkeligt og saa fædrelandsk et Skjalde-Chor, tør jeg, paa historisk Ære og Samvittighed, forsikkre, der blev ei hørt i noget andet Land, siden Sangerne i 📌Hellas forstummede, og hvad er der dog mellem Himmel og Jord: fra Tankens høieste Flugt til dens letteste Svæven over Blomster i Enge, og fra ►Dønnet, som ruller i Sky, til den sagte hviskende Lyd i Hjerte-Kamret, som disse Skjaldes Moders-Maal ei kunde udtrykke baade levende, liflig og lystelig! Og hvor fik nu Skjaldene det fra? De forskrev det dog vel ikke fra fremmede Lande, hvor Ingen forstaaer det! De læste sig dog vel heller ikke til det i den forbistrede Latinske Grammatik og de forgiftige Romerske Classiker! Med Øret, som dertil danne53des under Moders-Hjerte, opfangede de dog vel hos Folket hvad Folket forstaaer og erkiender for Sit, 38 (Gskv) eller smeddede de Nyt af samme Malm og med samme Klang, da var det dog vel Folke-Aanden, som lærde dem den Konst. Altsaa er Folke-Aanden endnu ligesaa lidt forsvundet, som Folke-Hjertet er isnet, men har tvertimod netop i vore Dage, trods den “sorte Død” som er “ ►den Latinske Stil ”, lyslevende beviist ikke blot sin Nærværelse, men sin Magt: har ført det store Ord, saa baade Latinen og Tydsken forstummede paa Marken, har ærlig stræbt, skiøndt hidtil rigtig nok forgiæves, at give Folket igien hvad Folkets er: en opladt Mund til at udtrykke Alt hvad Det har af Naturen eller kan dog levende tilegne sig og landsforvise Resten. Ja, hvor urimeligt det end klinger, at hele Moders-Maalets Rigdom i vore Skjalde-Bøger er fundet i Folke-Munden, samlet af 171 (VU) de Fattiges Skiærve, saa er det dog nødvendig sandt, og hele Hemmeligheden stikker i Skjalde-Øret, der er saa ►letnemt, at det opfanger enhver folkelig Tone i hele sin naturlige Klang, og ►er saa paaholdent, at det slipper aldrig nogen Fange løs. Der er saaledes visse Danske Ord-Sprog, saavelsom mangfoldige ægte Tale-Maader og Udtryk, som jeg bestemt veed kun at have hørt en eneste Gang, tit kun i min Barndom, og derfor er 54jeg rigtig nok des vissere paa, at blev Folke-Mundens sorte Armod ikke endnu i vor Tid afhjulpet med den Rigdom, vi paa en skikkelig Maade har stjaalet fra den, da kom den aldrig til Opreisning; men det beviser kun, at Naturen nu trænger til ►Konstens Hjelp, ingenlunde, at nogen Folke-Natur, med de ►konstigste Fiende-Vaaben imod sig, hidtil saa godt som den Danske har hjulpet sig selv!