✂ II

✂ ►Maa trykkes.

✂ 👤C. Reiersen.

✂ III 145 (VU) 7 (Gskv)

Fortale.

1

✂ Med Ørnen i Følge,
Som skabt anden Gang,
Opdukker af Bølge,
Den græsgrønne Vang!

✂ ► ► ►Volas Spaadom .

✂ Naar jeg nu selv kalder min Forkiærlighed for alt ægte Dansk “partisk”, da er det hverken for Løiers Skyld eller fordi jeg finder mig overbeviist om at denne min noksom lastede Forkærlighed virkelig er overdreven; men ene fordi Alderen tager paa mig, ligesom paa andre Mennesker, saa jeg bliver daglig mere koldsindig og finder det altsaa lettere end før at være ►billig, og finder det gavnligt for Ingen, men meget skadeligt for Skribenten selv, at ville føre sine Følelser til Bogs og bevise deres Rigtighed med en Tanke-Streg, som, hvad den end for ham selv kan have at betyde, dog kun støder de fleste Læsere. En Undtagelse synes det vel at maatte være, naar Skriverens Forkiærlighed netop er faldet paa hans Læsere, og hvis jeg, som Tydsk eller Engelsk eller Norsk Skribent fandt mig indtaget af mine Læseres hele Natur, hvad dog efter mine Tanker vilde være stor “partiskhed”, maatte jeg vel endog, for vel at fare, vogte mig for det stødende Udtryk; men nu er den eneste Feil, jeg har fundet hos de Danske som et Folk IVbetragtet, netop en vis Forkiærlighed for det Fremmede til daglig Brug, kien 146 (VU) delig nok lige fra den Dag, ►da “►Stærk-Odder slog Krøller paa Næ 8 (Gskv) sen” ved ►Inges Taffel►, og stor nok til at jeg, som er forelsket i det Danske, maa kalde det Partiskhed, hvad jeg dog naturligviis ikke tør uden at give min egen Forkiærlighed samme Navn. ►Vist nok er dette ogsaa en Uartighed, men hvad skal jeg arme Menneske giøre, som ikke kan blive min Forkiærlighed for Dansken kvit, er nødt til at giøre alle mine Kiærligheds-Erklæringer skriftlig, da Fruen hidtil har frabedt sig ethvert Stævne-Møde, og lang Erfaring har lært mig, det er i det Høieste kun paa Vers hun taaler at løftes til Skyerne med Penne-Fier, men anseer al Roes i Brev-Stiil om ikke for ►Skrømteri, saa dog for Beviis paa en urimelig partiskhed, hun er alt for beskeden til at ville og alt for klog paa sine egne Feil og Mangler til at kunne tilegne sig. Vil Man derfor kalde det et fortvivlet Indfald af en Elsker, kun tilgiveligt hos en Poet, selv at kalde sin Kiærlighed partisk, da har jeg Intet derimod; thi skiøndt jeg vel er blevet for gammel til enten ret at kunne regnes til de fortvivlede Elskere eller nyde synderlig godt af den “ ►Poetiske Frihed ”, saa ligger der dog udentvivl noget Sandt til Grund. Ja, naar jeg imellem koldsindig betragter mig selv og hele mit, som det synes, ulykkelige Frieri, da fatter jeg virkelig en stærk Mistanke om min egen Danskhed, saa hvis Frem-Tidens Bog-Orme give sig Stunder til ret at ►anatomere mig og gider smagt paa alle mine Ingredienser, vil de uden Tvivl, trods mine alenlange ►Slægt-Registre, fortælle publikum, at han var pokker ingen Dansker, men i det Høieste en ►taalelig ►fordansket Angel-Sachser.

✂ See, det klinger maaskee ogsaa fortvivlet, men jeg Vkan virkelig ikke selv forklare mig min aabenbar udanske Forkiærlighed for Dansken, ►baade hellig og søgn, uden af en fremmed Oprindelse, og dog er det saa længe siden, de Fremmede havde den ►Syge, at jeg maa gaae tilbage til ham, der skrev “►►►Bjovulfs-Drapen” for mellem dem at finde Medhold, og hvor fortvivlet det end klinger, kunde det dog give mig et Glimt af Haab, for saavidt det dog var mueligt, at den Danske Forkiærlighed for det Fremmede, der aabenbar engang maa have faldet paa Angel-Sachse 9 (Gskv) ren, faldt derpaa igien, og maatte da nødvendig komme den taalelig ► fordanskede Angel-Sachser tilgode.

✂ Det er imidlertid, efter min historiske Kundskab, en ligesaa indviklet Sag med Angel-Sachserens, som med mit Forhold til Danskheden; thi, sandt at sige, seer det ►ligest ud til, at Angel-Sachseren var en gammel poetisk Elsker, som 📌Danmark omsider blev kied ad og ønskede lykkelig 147 (VU) Reise til 📌England, og det vilde ikke være mig det bedste Varsel, især, da der virkelig findes noget Tilsvarende i mit Levnets-Løb, saa jeg er somme Tider nær ved at ærgre mig over den historiske ►Vidskab, der kun synes at giøre Folk kloge paa deres egen Ulykke og beskiæmme deres Klager over Skæbnen. Som en trofast Elsker skal det imidlertid trøste mig, at den samme ►Vidskab, langt fra at spaae Dansken ilde, meget mere lærer mig, at “►Lykken ” aabenbar bestandig har viist den en Gunst, der aldeles svarer til min Forkiærlighed, altsaa, har været ligesaa partisk for Dansken, uden at jeg kan blive ►nidkiær derover, da “►Lykken” er af de ⓘ HimmelskeHimmelske] B, Himɯelske A, der uden Vederlag giør Lykke paa Jorden. Paa en Maade har jeg altsaa dog ►Lykken og det ret egenlig 📌Danmarks ►Lykke med mig, hvad ikke kan andet end aabne mig behagelige Udsigter for Frem-TiVIden, da det, efter min historiske Regne-Maade, umuelig kan feile, at min Partiskhed for Dansken, som ►Lykken aabenbar deler, jo, selv imod 📌Danmarks Villie for Øieblikket, maatte, ved et Lykke-Træf, komme Dansken tilgode, og dette Lykke-Træf er, om jeg seer ret, ligesaa gammelt, som ► Angel-Sachsernes Udvandring; thi Jyden i det Hele er aabenbar ligesaalidt som jeg, oprindelig Dansk, men en endnu kun meget maadelig fordansket Angel-Sachser, altsaa ret egenlig en gammel, trofast Elsker af Dansken, hvem Fruen for længe siden har tilgivet hans ►kiendelige Partiskhed for Alt hvad hendes er og tilladt ham at betragte det som sit Eget. See, det var en Lykke for 📌Danmark og kanskee for mig med, thi Jyden og jeg er lige langt fra at være forelskede enten i Tydsken eller i noget andet Fremmed end i Dansken, som vi, med Fruens gunstige Tilladelse fra Ungdoms-Aarene, kalde 10 (Gskv) vort Eget, saavelsom hendes, og her klarer det sig da, at vel er vi for gamle til at kaldes fortvivlede Elskere, men dog for unge til ligegyldige at lade os ►stikke ud enten af Tydsken eller af Franskmanden eller selv af Engelsk-Manden: vor egen fortvivlede Halv-Broder, end sige da af den Latinske Død-Bider, som nu ikke kan giøre Andet end “bare ►Stile ” og hvis store Bedrifter i gamle Dage vare ligesaa mange store Misgierninger.

✂ Dog, hermed Nok om Partiskheden for alt ægte Dansk, der ingenlunde er saa stor, at den giør mig blind for det Gode derudenfor, da jeg tvertimod ogsaa elsker den Danske Upartiskhed, naar den blot ikke gaaer saavidt at sætte noget Fremmed, af hvad Navn nævnes kan, ►borgerlig talt, over det mageløse Danske Fiir-Kløver: Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal, og fordi Historien lærer mig, at saavidt er Danskens Partiskhed for det Fremmede VIIvel stun 148 (VU) dum tilsyneladende, men i Grunden dog aldrig gaaet, derfor kan jeg vel i ►Støde-Tal ligne en fortvivlet Elsker, men finder dog min Forkiærlighed saa vel grundet, at troede jeg ikke, der var ►en Kiertel ved alt Kiød og en ►Lyde selv ved vore bedste Følelser, da vilde jeg ikke kalde den Partiskhed, uden af en vis Artighed mod Fremmede, især ►Historie-Skriveren, der kræver en lignende Artighed af dem, nødvendig maa beflitte sig paa.

✂ Naar jeg derfor i de følgende Blade giør mine Lands-Mænd opmærksomme paa dette Fiir-Kløvers Deilighed og den medfølgende Lykke, da tvivler jeg intet Øieblik paa deres hjertelige Bifald; men vel finder jeg det lidt fortvivlet under nærværende Omstændigheder at “skrive” om, hvad der, efter min Tanke-Gang, maa giøres, for ⓘ atat] B, ar A den sjeldne og fine Blomst, langt fra at henvisne, kan ►størkes og sætte Hoved til Markens Ære. I denne Henseende veed jeg nemlig, at min Tanke-Gang er saa forskiellig fra den, der sidst herskede og tildeels ►alt længe herskede herinde, at jeg neppe skulde havt Mod til at udvikle eller dog Glimt af Haab om at møde den, dersom ikke min historiske Fortrolighed med “Tidens Tegn” viiste mig, at alle ►Mærker maatte slaae feil, om ikke med Oprettelsen af det ►Folkelige 11 (Gskv) Stats-Raad► Bladet havde vendt sig i 📌Danmarks Historie, saa herefter vil min ►borgerlige Tanke-Gang ingenlunde findes fremmed paa Marken, men efterhaanden blive den herskende, ►vist nok ikke fordi den er min, men fordi den er Folkets, der kun hos mig paa en Maade kom for tidlig. Paa en Maade, siger jeg, thi jeg er alt for gammel en Beundrer af Forsynets Styrelse, til at tænke, at nogen Ting i Grunden kommer enten for tidlig eller for seent, og jeg kiender Nok til Menneske-Naturens Love, for at vide, det hører til dem, at der indtræder aldrig noget VIIINyt i Hoved-Folkenes Hverdags-Liv uden forud at have meldt sig poetisk, kiender ogsaa Nok til 📌Danmarks poetiske Literatur for at vide, jeg er langt fra at være den Eneste, der meldte, at hele Livet snart vilde gestalte sig efter den herlige Fir-Dobbelthed af Konge og Folk, Fædrene-Land og Moders-Maal. Hvad jeg var ene om, det var kun mine særegne Mis-Greb, deels med at ville udrette ved Pennen hvad der hører en anderledes Pen og gode Munde til, og deels med at sammenblande min kirkelige, videnskabelige og ►borgerlige Tanke-Gang til en stor Urimelighed, der havde ondt nok ved at findes poetisk taalelig og kunde umuelig finde ►borgerligt Medhold. Efterhaanden har jeg imidlertid lært, i det Mindste som Tænker og Skribent, at tage Verden, som den er, og lade Hver beholde Sit, saa jeg er tem 149 (VU) melig vis paa, Man skal i disse Blade ikke spore Partiskhed for nogen Verdens Ting, undtagen, som sagt, for Danskheden paa sin rette Hylde, i sit eget Hjem, hvor den unægtelig har Ret til at herske. Maatte det derfor kun lykkes mig, saa jævnt og klart, som jeg ønsker, eller dog som der behøves, at udtrykke mine Tanker om Rigets Tarv for Øieblikket, da frygter jeg slet ikke for, ►de jo vilde møde venlig Modtagelse og behørig drøftede findes værd at benytte; men hvorvidt det allerede denne Gang vil lykkes mig, derom er jeg Halv-Dansker efter megen i mine egne Øine spildt Umage endnu saa tvivlraadig, at ansaae jeg det ikke for min Borger-Pligt, med Pennen, som mit eneste Middel, at giøre mit Bedste for det elskede Fædrene-Land, skulde vist ingen Skrive-Kløe, der hos mig har Afledninger Nok, 12 (Gskv) bevæge mig til at uleilige ►min Censor med min ►Overvættes Danskhed.

✂ 9

Kongen og Folket.

1

✂ Tal aldrig om Frihed, hvor Fyrsten er Træl,
Men ►Sjunger, Smaa-Fugle, om 📌Dannemarks Held,
Hvor ►Fredegods-Tiden sig klarlig fornyer,
Hvor Friheden hersker og Trældommen flyer,
Hvor Kongen og Folket, med Mund og med Haand,
Til Skyerne løfte “ ►Fuldkommenheds Baand ”!

✂ Hvor Man før sagde: Kongen eller Øvrigheden, Rigets Vel eller det almindelige Bedste, siger Man nu sædvanlig “Staten” er eller har eller kræver det og det; men det er en Feil, og selv, naar det kun er en Sprog-Feil, ingenlunde ligegyldig; thi det fordunkler ikke blot Talen, men fordærver tit Meningen og kan efterhaanden let forvirre hele den ►Borgerlige Tanke-Gang. Naar Man nemlig nævner Kongen eller Øvrigheden, da veed Man, hvem de er, og hvad der passer ⓘ sig atsig at] B, sig at sig at A sige om dem, og naar Man nævner Rigets Vel eller det almindelige Bedste, da har 10Man noget Bestemt at tænke paa; men hvem kan sige os: hvad “Staten” egenlig er og hvad Den har “Ret” til at kræve? Her befinde vi os i det “Ubestemte og Grændseløse”, som altid er en Ulykke for det “ ►Borgerlige Selskab ”, og formaaede mine Bønner Noget, vilde jeg derfor, ei blot paa Moders-Maalets men ogsaa paa Fædrene-Landets Vegne, bede 150 (VU) alle offenlige Talere og Penne-Førere, hvor Talen er om: hvem Dannemænd skal ære og lyde, eller hvad de skal see paa og giøre Opoffrelser for, aldrig at nævne hvad der i denne Sammenhæng er en “Uting eller et Utyske”, men altid igien, som før: Konge og Øvrighed, Fædrene-Land, Rigets Vel, det almindelige Bedste, eller dog: den “Danske Stat”, som Man veed hvad vil sige eller kan dog ordenlig betænke sig paa. Naar Man saaledes siger: ingen Stat, ingen Eiendom, altsaa har Staten Over-Eien 13 (Gskv) domsret, da kan Man vel, som ►den gode Dannemand i Roskilde, trøstig vende Sætningen om og sige: ingen Eiendom, ingen Stat, altsaa har Eiendommen Over-Statsret; men det Hele er dog i Grunden kun et Ord-Spil, som ►borgerlige Ting er meget for vigtige til at afgiøres med, og Man skulde derfor paa begge Sider undgaae et Udtryk, der ved sin Ubestemthed og Grændseløshed frister til alle muelige Paradoxer.

✂ 11 ►Ordet “Stat” er nemlig, som vi veed, et fremmed Ord, og betyder desuden i sig selv kun en vis “Stilling”, ligemeget hvilken, mellem Øvrighed og Undersaatter og mellem Disse indbyrdes, og anvendes derfor ligesaavel paa ►det Tyrkiske Sultanat og paa ►det Mexikanske Anarki, som paa Konge-Riget 📌Danmark, og denne Sprog-Forvirring er virkelig for en Deel Skyld i den ligesaa sørgelige som latterlige Tvist og Trætte, der nuomstunder føres om “Stats-Forfatninger”, som om Hoved-Spørgsmaalet slet ikke var, hvordan Magten anvendtes, men i hvis Hænder den hvilede, ikke om hvilke Love, Man maatte lyde, men hvem der gav dem, kort sagt: ikke om hvor godt eller slet ►det Borgerlige Selskab var faren, men om hvem der i Statens Navn kunde byde og befale hvad de lystede.

✂ Dog, skiøndt jeg virkelig troer, at en stor Deel af ►Giæringen i 📌Europa vilde ophøre, naar Man gjorde sig det klart: hvad det i ►Borgerlig Henseende er Umagen værdt at trættes og Faren værdt at strides om, saa lader det sig dog heller ikke nægte, at med Undtagelse af ►Arilds-Rigerne i 📌Norden , er Stillingen overalt meget vanskelig, fordi de ►Borgerlige Selskaber enten er forældede ►Konst-Værker fra Middel-Alderen, eller nye ►Prøve-Stykker i Skolemester-Stil, og selv i de Nordiske Riger blev Forholdene gjennem Middel-Al12deren saa forkonstlede, at Man i ►Nyaars-Tiden maatte føle Trang til en Reformation, der, uden nøiere Kundskab til Folke-Historien og Menneske-Naturens Love, end Man hidtil besad, var næsten uiværksættelig.

✂ Hvordan nu de Fremmede slippe ud af det, bliver saameget mere deres egen Sag, som de sidst spørge os til Raads; men hvordan vi slippe 151 (VU) ud af det maa ogsaa saameget mere blive vor 14 (Gskv) egen Sag, som de Fremmede, skiøndt tildeels gavmilde nok paa allehaande Raad, ⓘ dogdog] B, døg A sædvanlig er aldeles ubekjendte med vor særegne Natur og Historie. Vor Opgave er imidlertid lykkeligviis ikke heller nær saa vanskelig, som deres, der er sammenæltede af femten Folke-Færd og hvis ►Arilds-Lov er ►Spydstage-Retten, saa hos os giælder det egenlig kun om Mod og ► Lykke til at “seile vor egen Sø”, og Lykken stod os hidtil saa kiendelig bi, at Modet burde aldrig fattes. Ja, 📌Danmarks ►Lykke er bestemt mageløs, det har ingen mere Kald til at paastaae, end ►Historie-Skriveren, ⓘ somsom] B, søm A nys efter ►en lang Udenlands-Reise, der gav rigelig Stof til Sammen-Ligning, pludselig opdagede, hvad han endnu ikke havde mærket, at 📌Danmark ved ►to Kæmpe-Skridt i al Stilhed havde tilbagevundet sin oprindelige, altsaa naturlige Forfatning, den Bedste under Solen, saa det Konge-Rige har nok, før vi ret vidste det, lykkelig overstaaet sin Krisis, og behøver blot i al 13Magelighed at følge den Vei, Det nu er paa, for at blive til Alt hvad Det har Anlæg og kan faae ►Lykke til, altsaa, efter alle Mærker, om ikke til noget meget Stort, saa dog til noget meget Godt, der giver om ikke den største Ære, saa dog den største Glæde.

✂ Vi behøve nemlig blot at læse 👤Saxos ►Danmarks Krønike med lidt Opmærksomhed, for at see, at “Kongens Ene-Herredømme” og “Folkets aabenlydte ►Stemme-Frihed ” er Rigets ►Arilds-Lov, vel ikke med “Pen og Blæk”, men hvad der er meget meer: i Virkeligheden, og ihvorvel jeg ikke tør indestaae for, det var lige “►fjorten og fyrretyve Aar førend 📌Troie-Borg vunden var”, at Kong ►Dan kom til at staae for Styret, saa har dog

1

✂ ► 📌Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,►

✂ aabenbar fra umindelige Tider været et saadant frit Konge-Rige, der vel under visse Omstændigheder kunde forandre Skikkelse, men tabde aldrig sin Natur og blev aldrig de Fremmedes Bytte. Saadanne Ting, som Folke-Naturen og den deraf 15 (Gskv) udspringende oprindelige Forfatning, regner Man ►vist nok endnu i vore Dage saa godt som for ingen Ting, ligesom Man finder det ligegyldigt, om Landets Indfødte fra Arilds-Tid har forsvaret deres Eiendoms-Ret, eller gjordes i Tidens Løb til Trælle 14af fremmede Erobrere; men Man lærer nok efterhaanden, hvad Forskiel det giør, og lader de Skolemester-Nykker fare at kunne giøre af hvilketsomhelst Folk hvad det skal være. 152 (VU)

✂ Dog, det gaae med Lærdommen, som det vil, saa er det mærkeligt at see, hvorledes det Danske Folk, udentvivl det bøieligste og foranderligste af alle Folk under Himlen, dog i Grunden er det Samme under 👤 Fredrik den Sjette som under ►Skjold ⓘ ogog] B, øg A ►Frode, saa ikke blot Skjaldene synge deres gamle Vise, men hele Riget tilbagevinder sin gamle Skikkelse, og Tusind-Konstnerne i 📌London og 📌Paris, for ei at tale om dem i 📌Madrid og 📌Lissabon, kunde da aabenbar høit trænge til at høre en god Forelæsning over 📌Danmarks Historie.

✂ Middel-Alderen, veed Man jo nok, var “Skiærsilds-Tiden”, men vore Skole-Mestere tage det endnu meget for overfladelig med deres mange Kundskaber; thi at den Skiærs-Ild, Paven smed Folk i efter Døden, var ingen Ting imod den, Hans Hellighed selv, saavelsom alle Folk, maatte udstaae i levende Live, og som han selv ikke gjennemgik nær saa godt som 📌Danmark , det enten seer Man ikke, eller det glemmer Man over “Bøgerne”, og dog veed vi, der kom over de “Halvtreds”, som jeg kalder Menneske-Forstandens “Skiels-Aar og 15Alder”, meget godt, at endnu har alle “midaldrende” Folk, som kan brænde, en Skiærs-Ild at gjennemgaae, der kan være slem nok.

✂ I denne Skiærs-Ild kom da ogsaa 📌Danmark, med sin Konge-Magt og Folke-Stemme, Fædrenelands-Kiærlighed og Moders-Maal, Samvittigheds- og Nærings-Frihed, ►Hjarne-Viser og ►Bjarke-Maal, kort sagt: med al sin Arilds-Herlighed, og den Skiærs-Ild kunde Paven ligesaalidt kaste i som udløse af; thi da ►Odin havde sagt os Farvel i ►Braavalle-Slaget, da Aanden var udmattet, ►Skjoldungerne uddøde, og Ungdoms-Tiden forbi, da kom Middel-Alderen af sig selv, med al sin Urolighed og 16 (Gskv) store Foranderlighed, hist som den ►“rige Fugl” kommer susende, kommer brusende over Bjerge og over Dale, og her som “den fattig Fugl” kommer hinkende, kommer linkende over Agre og over Enge. Dette er Menneske-Naturens Orden hos ►Enkelt-Manden til alle Tider, som ogsaa nødvendig maa følges i Folkenes og hele Slægtens Levnets-Løb, og kan ikke giøre ved, at de Lærde oversee den, fordi “Classikerne” ikke har ført den til Bogs; thi “Livet”, som er meer end “Maden”, er dog visselig ogsaa meer end “Bøgerne,” og maa nødvendig studeres, naar Man vil samle “Menneske-Kundskab”, hvor16til Bøgerne vel kan være gode Hjelpe-Midler, men er dog, som Man veed, slet ikke Mennesker og meget daarlige Surrogater for dem.

✂ Det er Christendommen, vi ikke blot skylde vore Bøger, men hele vor Dannelse, thi den har aabenbar udviklet hele den ny Folke-Verden; 153 (VU) men den har ligesaalidt skabt Konge-Riget 📌Danmark, som det Danske Folk, saa vore ►Konger “af Guds Naade”, er hverken Konger af Pavens og Geistlighedens ►eller engang af den “ny” Guds Naade, men kun af “den Gamle”, der ikke heller blandt 📌Nordens Hedninger lod sig selv uden Vidnesbyrd, men var saare godgiørende mod vore Fædre: gav dem fra Himlen baade Regn og Dugg og frugtbare Tider, ►skabde Mad efter Munde og Hjertens-Glæde efter Hjerte-Rummet. Uagtet derfor det skiønsomme 📌Danmark maa erkiende, at mellem alle de Fremmede, der gjæstede vore Kyster for at indtage Landet, havde Ingen saa gode Hensigter eller gjorde Riget saa væsenlige Tjenester, som Christendommen, saa havde den dog ingen Ret til at trælbinde enten Høie eller Lave, Store eller Smaa, og da jeg træffer til at være mine Lands-Mænd bekjendt baade som en Tilbeder af 👤Christus og en Prædikant af hans Evangelium, skylder jeg baade min Tro, mit Kald og mit Fædrene-Land høitidelig 17at forsikkre, det laae heller ingenlunde i Christendommens Natur eller i den store Mesters Hensigt, men kun i hans Sendebuds Utroskab eller Vankundighed og i Tidens Pinagtighed, at Troen blev en tvungen Sag, hvorved de Danske leed et betydeligt Skaar saavel i deres Samvittigheds som i deres 17 (Gskv) Nærings-Frihed. Hvor dyb og mægtig den Følelse har været i 📌Danmark, at Troen er en fri Sag, seer Man ogsaa klarlig deraf, at Christendommen vel ingensteds fik saa ubehindret Lov til at udbrede sig ved sine egne Midler, men heller ingensteds saa seent blev Lov i Landet, thi der er jo hele tohundrede Aar mellem ► 👤Ansgars Komme og ► 👤 Knud den Stores Død, og dog er det først et halvt Aarhundrede senere, ►under 👤 Knud den Hellige, Man kan sige, Christendom blev Folk paatvunget herinde. Dog, Ulykken kommer immer tids nok, og ►det sande Ord-Sprog lægger til: kommer sjelden alene, hvad vi vel maae sande, naar vi see, at den samme Konge, der gjorde det store Brudd paa Folke-Friheden, en ædel og dygtig Høvding for Resten, faldt som et Offer for sin Vildfarelse og lagde en ►svar Blod-Skyld paa det af Naturen fredeligste og nænsomste Folks Hoved. Herved tabde da Folke-Samvittigheden baade sin Frihed og sin Fred, og Kongen tabde, med sin Tillid 18til Folket og Agtelsen for dets Stemme, tillige sit Ene-Herredømme, altsaa baade sin Magt og sin Frihed; thi skiøndt Folket endnu i gamle Kong 👤Volmers Tid søgde at berolige sig med den Tanke, at ►Kong 👤Knud var ingen Helgen i sit Liv, men blev det først ved sin Død, og skiøndt Kong 👤Volmer vandt Folkets Beundring og holdt saavel Herremænd som Bisper i Ave, saa var Folke-Renselsen dog kun 154 (VU) en snavset Undskyldning og Kronens Glands kun et glimrende Blænd-Værk. Der vil nemlig ganske andre Offere end Vittigheder til at afsone Oprør og Konge-Mord, og den Folke-Gunst, Roes og Magt, gamle Kong 👤Volmer aabenbar maatte takke Biskop 👤Axel (👤Absalon) og ►hans mægtige Adels-Slægt for, var langt fra at være hans Eiendom.

✂ Ved at nævne Biskop 👤Axel ►”Stor-Kors af Dannebrog” og hans mægtige Frænder: ► 👤Skjalm Hvides i alle Maader høiadelige Slægt, gives det noksom tilkiende, at denne Pen vil hverken sværte 📌Danmarks Geistlighed eller Adel fra Middel-Alderen, der tvertimod ogsaa turde findes mageløse i deres Slags; men hvor Geistlighed og Adel er saagodtsom Alt, der er dog Konge og Folk saagodtsom Intet, og der er Fæderne-Land og Moders- 18 (Gskv) Maal med alt Folkeligt i Skiærs-Ilden. 📌Danmark er tillige saa vidunderlig historisk et Rige, at Man ordenlig kan angive Aars-Tallet, da 19 Folke-Munden gik i Bag-Laas med en ►Stamihak, thi det var aabenbar 1147, da ►Sællandsfaren 👤Ole Stam kun forgiæves med gammel Bande stræbde at hindre Folke-Stemmens Selv-Modsigelse og Konge-Magtens Deling * 👤Saxos ►Danmarks Krønike III. 130. 👤Suhms ►Danmarks Historie VI. 1. . Hvordan de derpaa følgende “Borger-Krige” for en Tid afbrødes under Kong 👤Volmer og hans Sønner, og hvor godt Stil-Standen benyttedes til at ødelægge ►de Slaviske Røver-Reder søndenfor 📌Øster-Søen, der truede 📌Danmark med Undergang, det lærer ►Danmarks Krønike; men dermed slutter den ogsaa, et sikkert Tegn om ikke paa Folke-Død i strængeste Forstand, saa dog paa en Afmagt og Dvale, der ligner den, og maatte, uden stærke Læge-Midler, ende sig dermed.

✂ Naar Folket er forstummet og Kongen staaer med bundne Hænder, da har det fri Konge-Rige ingen Historie meer, og de, der dele Byttet, seer det helst begravet i Mørke, hvordan de bær dem ad, saa det er intet Under, vi veed saa lidt om, hvordan Adel og Geistlighed saagodtsom opslugde hele den fri Bonde-Stand, saa den tabde sig blandt sine Trælle. Her, som allevegne, tog Præsterne Sjælen og Herremændene Kroppen, 20medens de trættedes om: enten Jorden skulde betragtes som en ►Sjæle-Gave eller som ►Sagefald og ►Rette-Bod; men ►til Lykke var vor Adel og Geistlighed dog for det Meste selv bondefødt, saa, skiøndt de af slette Tydske Exempler lod sig forlede til at benytte Leiligheden, og havde i “👤den kullede Greves” Tid nær ødelagt hele Riget, meende de det dog i Grunden ikke nær saa ilde, som det lod, og 📌Danmark kan aldrig glemme, at ligesom den Sællandske Bisp og Herremand, ► 👤Axel, 155 (VU) tæmmede de uvane Slaver, ► saaledes blev ►den Jydske Herre-Mand, 👤Niels Ebbesen paa 📌Nørre-Riis, Rednings-Manden fra plattydsk Tyranni►.

✂ Middel-Alderen slutter med det Fjortende Aarhundrede; thi i det Femtende begynde ►Tyrkerne, ►Krudtet og ►Bogtrykker- 19 (Gskv) Konsten► at give hele Christenheden en ny Skikkelse, og 📌Danmark, med sin besynderlig historiske Puls, valgde sig da ogsaa en ny Konge-Stamme, der, under Navn af “ ►det Oldenborgske Huus ” snart i fire Aarhundreder har viist langt bedre end ►Slægt-Registrene kunde, at den randt af ►Skjoldung-Rod; thi Den lod sig ikke blot snart fordanske, men hvilede ikke, før den havde tilbagevundet Konge-Rigets gamle Skikkelse, og vil, tør vi haabe, ei heller hvile, før Den 21har tilbagevundet Dets Glands, som 📌Nordens Perle.

✂ I det Sextende Aarhundrede kom Reformationen, og den var ingensteds mere folkelig end i 📌Danmark, men det vil just ikke sige stort; thi hvor den ikke var tyrannisk eller pøbelagtig, var den dog kun lidt borgerlig, lidt adelig, lidt kongelig og meget sprænglærd, saa de stakkels Bønder, som var ingen af Delene, skulde for det Første ikke ►rose af Gildet, og holdt derfor, ligesom ►Kæmpen 👤Søren Norby og Historie-Skriveren 👤Christen Pedersen, med den ulykkelige 👤 Christian den Anden, 📌Danmarks forulykkede Reformator, en Fusker for Resten, der paa Timen ►overhuggede enhver Knude, han ikke kunde løse.

✂ For Øieblikket syndes ogsaa virkelig Reformationen, ►borgerlig talt, kun at giøre Ondt værre; thi da Geistligheden tabde hele sin Magt og Rigdom, mistede Adelen sin eneste Modvægt, og de ærbare Borger-Mænd, her som allevegne den opkommende Middel-Stand, tabde deres gamle Støtte, som de i 📌Danmark hverken var rige eller slebne nok til at kunne undvære.

✂ Imidlertid, den “Danske Adel” i det Sextende Aarhundrede var i det Hele en ædelmodig Slægt, der offrede Femtende-Delen af 22hele sin Formue paa Fæderne-Landets Alter, og lod for det Meste Kongen og de Høilærde ►skifte Arv efter Bisper og Abbeder, saa efter Omstændighederne kom Riget øiensynlig til Kræfter; men ►det overordenlig Gode varer aldrig længe, og i det Syttende Aarhundrede, da Adelen, uden at bryde sig stort om Æren, saae paa sin egen Fordeel, blev det kun alt for klart, at Rigets Skæbne laae i Adelens Haand og var der ►intet mindre end vel forvaret. 20 (Gskv)

✂ I hele den første Halv-Deel af dette Aarhundrede havde 📌Danmark nemlig 👤 Christian den Fjerde til Konge, en ►Jubel-Drot, der selv i 📌Dan 156 (VU) mark hørde til de Sjeldne, saa havde han havt Ene-Herredømme og Folket ►Stemme-Frihed, skulde Man synes, der maatte skeet Under-Værker, og vilde den Slutning end være overilet, blev det under ham dog lige klart, at Adelen, som eiede meer end det halve Land og raadte for det Hele, var en af Hoved-Hindringerne for Rigets Opkomst.

✂ De ►to ulykkelige Svenske Krige, der ►skildte 📌Danmark ved Øster-Delen, som Man dog ikke ret veed, hvor egenlig har hjemme, og truede det Hele med Opløsning, blev imidlertid vor Redning; thi 📌Kiøbenhavns Borgerskab havde ved sin heltemodige Opoffrelse ikke blot vundet Adelskab 23men Ret til at føre Ordet for det undertrykte Folk, og Adelen, som havde døve Øren for Folke-Stemmen, maatte da finde sig i, at den vendte sig til Kongen og at det første Ord ►“►Mimers Hoved” eller det nydanske Orakel talede, var Kongens Frikiendelse for al Skyld i Rigets Ulykke, hvorpaa Frigivelsen naturligviis fulgde, da en uskyldig Konge hverken bør ►staae med bundne Hænder eller kan i den Stilling hjelpe sit Folk.

✂ See, det var ► Kæmpe-Skridtet 1660, hvorved 📌Danmark øiensynlig tilbagevandt Hælvden af sin gamle, naturlige Forfatning, og i Grunden, som Tiden har viist, den Hele, saa nu kan det være os det Samme, om Skridtet var mere voveligt end alle Kæmpe-Skridt maae være, for at hjemle sig det Hæders-Navn, til Forskiel fra “det sædvanlige Trav”, hvorved Man Intet synes at vove, men vinder heller Intet og staaer meget Fare for at tabe Mod og Magt til alt Andet. Dog, selv om Kæmpe-Skridtet ikke nær saa aabenbar havde havt ►Lykken med sig, vilde Hoved-Stadens Borgerskab og den Danske Geistlighed, som gjorde det, ligefuldt fortjene ►det Lov: at have, under fortvivlede Omstændigheder, valgt det voveligste Skridt, kun fordi det aabenbar var det Bedste, og ►Lykken, som fulgde det, var ingenlunde Slumpe-Træf, men et straalende Vidnesbyrd om, at det Bedste er ikke 24blot i Grunden altid det Smuk 21 (Gskv) keste men ogsaa det Klogeste, saa det er kun den kortsynede Verdens-Klogskab, forblindet af Øieblikkets Tillokkelser, der fraraader enten ►Enkelt-Mænd eller hele Folke-Færd at vise sig saa eiegode og livsalige som mueligt.

✂ Vel er det nemlig ganske sandsynligt, at Geistlighed og Borgerskab 1660 kunde givet 📌Danmark omtrent hvad Forfatning, de vilde: kunde tiltaget sig Adelens Magt, bestukket Bønderne med Ran fra den og afspiist den nøisomme Konge med tomme Høfligheder; men ligesom det havde været uædelt og udansk, og i Grunden kun forandret Navnet paa 157 (VU) Rigets Ulykke, saa maa Man vel spørge, hvad Følgen rimeligviis vilde blevet for Geistligheden og Borgerskabet selv, i 👤 Ludvig den Fjortendes og 👤Femtendes Dage? Havde nemlig 👤 Christian den Femte, der aabenbar deelde de jævnaldrende Fyrsters Lyst til at raade sig selv, ►fundet sine Hænder bundne, hvor han stod med 👤Griffenfeld til sin Tjeneste, da vilde de Baand udentvivl snart brustet, enten de saa havde været gamle eller nye, og havde han i Kampen med overmodige Præster og Borger-Mænd fundet sine naturlige ►Bunds-Forvandte i en krænket Adel, med ►Julerne i Spidsen, da vilde jeg i det Mindste ikke været i Præsternes Sted. Paa saa25dan en høihjertet, munter og lunefuld Herre seer Man det derfor allerbedst, hvilken mærkelig Forskiel det giør, om Ene-Herredømmet er selvtaget til Brug efter eget Tykke, eller det er modtaget af et trohjertigt Folk til landsfaderlig Anvendelse; thi det falder os Alle naturligt at værge et Gode med samme Midler, som det er vundet, og naar Hoved-Stadens Borgere ikke meer havde rakt Hovedet ud af Vindvet og raabt: Skaal, Kong 👤Christian! vilde ►vor førstefødte Enevolds-Konge udentvivl følt sig meget ulykkelig. Saaledes staaer da Faderligheden hos vore Enevolds-Konger i allernøieste Forbindelse med Barnligheden hos deres Undersaatter, og naar Man alligevel, som jeg slet Intet har imod, helst giver “ ►Gud Æren ”, da skulde Man dog ikke her anvende Ord-Sproget: ►vor Herre er Daarers Formynder, men heller Skrift-Sproget: ►Børnenes Engle see altid den himmelske Faders Ansigt!

✂ 22 (Gskv) At det nu heller ikke blot var Kongernes Ædelmodighed, men tillige Ham, der i Grunden er ►den “eneste Gode” 📌Danmarks Præster og Borgere stolede paa, det gav de selv tilkiende, ved udtrykkelig at forbeholde sig “deres Tro”; thi til de Lutherske Præsters Tro hørde iblandt Andet, at de havde guddommeligt Kald til at tale Sandhed ►uden Persons-Anseelse, og at de netop 26i 👤 Christian den Femtes Tid maae kiendelig have fulgt dette Kald, derpaa kan vi ikke forlange et mere umistænkeligt Vidne end ► Engelsk-Manden 👤Molesworth, der med sin fortvivlede Lyst til at see Despoti allevegne, dog ikke blot til sin Ærgrelse maatte savne det i “Høieste-Ret”, men ogsaa i “Kirken”, hvor Præsternes Fritalenhed var ham aldeles uforklarlig. Os er det derimod meget begribeligt, at et Præsteskab, der lever halv af Kongens Naade og halv af Folkets Godhed, og har, ved at indestaae Folket for en mild og christelig Regiering, kraftig bidraget til at skaffe Kongen Enevolds-Magten, at et saadant Præsteskab en Tidlang vil være baade Thronens fornemste Støtte og 158 (VU) Folkets bedste Talsmænd. Vi behøve heller ingenlunde Skumlerens Vidnesbyrd derom, at ►“Mester 👤Ole Vind ” ogsaa efter 1660 havde velærværdige Brødre blandt de “Danske Hof-Præster”, men vi vil lægge til, at naar En af dem tog Bladet fra Munden og sagde: Folket sukker efter Beviis paa en mild og christelig Regiering, da var den Danske Enevolds-Konge sjelden langt fra at græde, sjelden eller aldrig engang nær ved at fnyse.

✂ Dog, enhver Ting har sin Tid, og ingen Ting sædvanlig knappere end Hof-Præsters Fritalenhed, saa det er sikkert mageløst, at vi kan spore den lige til 👤 Christian den Sjettes Hof, hvor Dansken, 27uagtet Kongens Fromhed, ei dertil stod høit nok anskrevet; men derfor savnede Folke-Stemmen ikke desmindre en opladt Mund, da Præsternes forstummede, og den Haarde-Knude, som herved knyttedes, var det først 👤 Frederik den Sjette forbeholdent at løse ved Oprettelsen af ►det Folkelige Stats-Raad.

✂ Dette var altsaa det andet Kæmpe-Skridt, hvorved 📌Danmark 23 (Gskv) tilbagevandt sin naturlige Forfatning, saa nu staaer det for hele Verdens Øine som det fri Konge-Rige, det var fra Arilds-Tid, og var vor nærværende Stats-Forfatning da end ikke, som jeg dog tør paastaae, i sig selv den Bedste under Solen, saa er den dog aabenbar den Bedste for os, og er fornyet paa saa mageløs deilig en Maade, som nogen Skjald kan ønske at synge sig udødelig paa. Hos os er nemlig, som vi Alle veed, Ene-Herredømmet Folkets og ►Stemme-Friheden Kongens Venne-Gave, hvad ikke blot maa findes deiligt, men er høist velsignet; thi det gammeldanske Ord-Sprog, at ►hvem der tager sine Gaver igien, hans Børn blive sorte, var endnu ikke glemt i min Barndom, og behøver da neppe at opfriskes, for at lade os Alle føle, at her har Konge og Folk ei Andet at strides om end Rangen i Gavmildhed, men Alt at kappes om, for at vise Verden, hvem der bedst kan ære og bruge den ►uskatterlige Gave, 28klarest retfærdiggiøre den giensidige, udenfor 📌Danmark mageløse, Faderlige saavelsom Barnlige, Tillid!

✂ ►Hvor nu Naturen saa smukt gaaer over Optugtelsen og det over saa unaturlig en Optugtelse, som baade Konger og Folk giennem mange Aarhundreder nød, der vil upaatvivlelig Naturen i alle Henseender ►indtale sine Rettigheder og klarlig bevise, det var meget uforskyldt, den ringeagtedes, saa nu har det, efter min Anskuelse, i Grunden slet ingen Nød, at vi skulde udslettes af det store Mand-Tal over Adels-Fol 159 (VU) kene paa Jorden. ►Vist nok bliver Troen svag, naar jeg betænker, hvilken Række af Mirakler der maa skee, før vi blive alt det kvit, der falder Danske Folk unaturligt; men da det er lutter ►naturlige Mirakler, skammer jeg mig dog ved at tvivle derom, og det ►Folkelige Stats-Raads første Møde, i ► 📌Danmarks gamle Hoved-Stad, har saa klarlig beskæmmet alle Tvivlere og saa kiendelig styrket alle Troende, at ►jeg, som var En af de Vantroe, nu ordenlig er nødt til at sige: ja, kunde den Danske Natur giøre det Mirakel, da baade kan og vil den bestemt gienføde Markens Grøde!

✂ En saadan virkelig Folke-Stemme, der, trods sin splinterny 24 (Gskv) Tone, ikke just meget velklingende, dog i Grunden var den Ældgamle, 29 ►Historie-Skriveren ei kunde miskiende, en saadan Folke-Stemme i 📌Danmark, saa tør prosaisk, som den vel maatte være hvor i sexhundrede Aar ingen Skjald sang for Folkets Øren, ja, saa vindtør, at jeg lyttede til den i ►fem Maaneder, uden at høre mere end to Ord-Sprog, hvoraf det Ene endda var uægte, aandløs, om Man vil, men dog ikke liv-løs, tør men dog ikke kiedsommelig, ivrig men ►billig, frimodig men sømmelig, og næsten uden Undtagelse taktfast for Fæderne-Land og Moders-Maal, for det Ordenlige, Fri og Naturlige; en saadan Folke-Stemme, dannet ►paa fri Haand af ► Herremænd, Borgere og Bønder omkring paa Øerne, det overgik saa langt min Forestilling om Muelighederne, skiøndt jeg ansaae mig selv for en Kæmpe i Troen paa Danske Vidundere, at nu maa jeg ansee Alt hvad jeg har drømt om i tyve Aar, for Hverdags-Begivenheder efter Naturens Orden hertillands. Sin naturlige Stilling maatte Folket og det ►Borgerlige Selskab i 📌Danmark have igien, før de kunde komme i deres gamle Folder, og nu, da de har faaet den, følger Resten vist af sig selv, saa det giælder kun om den ny Maade at leve gammeldags paa, der naturligviis maa svare til den ny Mund, den gamle Folke-Stemme fik af Kongens Haand.

✂ Med denne ny Mund, ►det Folkelige 30Stats-Raad►, seer Man nu strax, det har en egen Beskaffenhed, i det Konsten er kommet Naturen til Hjelp, uden dog at forgribe sig paa den, saa det er baade en konstig og dog en naturlig Folke-Mund, fordi alle ►Eiendommerne og endeel ► Fæstere paa Livs-Tid har paa Kongens allernaadigste Vink ►lagt Mund-Lag (ligesom ►Vogn-Lag) sammen, saa eet Ord bliver ikke blot saa godt som fire og tyve, men som Tusinde, Vidtløftigheden undgaaes og Virkningen bliver den samme. Dette, som Latinerne kalde det repræsentative System, er unægtelig en ►rar, jeg troer ►engelsk, Opfindelse fra Middel- 160 (VU) Alderen►, men som naturligviis bliver hæslig misbrugt, hvor Folk ►giør “en Pung af deres Mund”, og som jeg derfor har ønsket, aldrig at see anvendt i 📌Danmark; 25 (Gskv) men det er en stor Udyd, vi har lært i ►den sorte Skole: heller at lade det Gode være ubrugt end tit see det misbrugt; thi fik vi først det System færdigt og vi havde Magten, da kvalde vi naturligviis alle Børn i Fødselen for at de ikke skulde misbruge Livet, den store Guds Gave, som ►vist nok dertil er meget for godt, men som vor Herre dog meget heller lader Mange misbruge end Alle undvære, saa det er aabenbar ikke af Ham vi har lært den sorte Konst om mueligt at forebygge alle muelige Misbrug.

✂ 31Nu, vi skal heller ikke sige, vi har lært det af 👤vor Konge; thi Han vidste jo godt, at ved den konstige Dannelse af Folke-Stemmen var Misbrug uundgaaelige, men Han fandt Brugen god og stolede saa sikkert paa sit Folk, at Han forsmaaede alle de Midler, Man udenlands betjener sig af til, som det hedder, at forebygge Misbrug, og just derfor har vist aldrig ved noget frit Folke-Valg færre og ubetydeligere Misbrug fundet Sted end ved det første Danske, der sikkert vil blive et staaende Mønster for alle de Følgende, ►ligesom 👤 Frederik den Tredie blev det for sine uindskrænkede Ætmænd. Ja, 👤 Frederik den Tredie , ►Høilovlig Ihukommelse, bør saameget mere nævnes i denne Sammenhæng, som vi veed, Han tænkde allerede paa ►hvad 👤 Frederik den Sjette iværksatte, og hvad først nu var mueligt; thi “ ►Provincial-Stænder ” som nu kun er et saare uegenligt Navn paa det ►Folkelige Stats-Raad, vilde i 👤 Frederik den Tredies Dage kun været alt for passende, og vedligeholdt de Skille-Rum, Ene-Herredømmet maatte lade falde med Tiden, før det kunde opkalde Folke-Stemmen af Graven. Saalænge der nemlig var en Adel-Stand, Præste-Stand og Borger-Stand, der skulde forestille Folket, da vilde det ikke engang hjulpet, om Bonde-Standen, ►ligesom i 📌Sverrig, var blevet føiet dertil, der kunde dog umuelig 32kommet nogen Folke-Stemme ud, med mindre Stænderne havde opløst sig selv, hvad neppe kunde skee paa anden Maade, end den Sørgelige, hvorpaa ► Borger-Standen i 📌Frankrig opslugde Resten og anmassede sig Folke-Stemmen. Vi see det ogsaa strax ved at kaste Øiet paa 26 (Gskv) det Danske ►Stats-Raad, at hvad der gjorde det eneste Skaar i den beundringsværdige Enighed, var de svage Efter-Veer fra Middel-Alderen, saa førend ►Stavns-Baandets Løsning og ► Beskattelsen af den saakaldte fri Hovedgaards-Taxt, kan vi slet ikke tænke os en Sammen-Smeltning af ►Eiendommernes og Fæsternes Røst til en Dansk Folke-Stemme. 161 (VU)

✂ 📌Danmarks Enevolds-Konger er da lovlig undskyldte for ei tidligere at have fuldendt Stor-Værket, og hvor landsfaderlig de har stræbt, saavidt mueligt, at bøde paa Savnet, skal taknemmelig ihukommes; thi De lod det ingenlunde være Nok at ynde fritalende Præster, de modtog Alle gierne baade Bøn-Skrifter og velmeente Forslag fra deres troe Undersaatter, og var Alle i Sammen-Ligning udmærket tilgiængelige, om end ikke i den Grad 👤som vor nærværende ►Jubel-Drot, der i den Henseende vel skildres bedst ved ►den bekiendte Vittighed om Stymperen, som bad Majestæten allernaadigst forskaffe ham Audiens hos En af Ministrene. 33Ja, ikke det alene, men saasnart det blev Meningen i 📌Europa, at den Folke-Stemme, der passede til vor Tid, var den saakaldte “offenlige Stemme” paa Papiret, da forbausedes jo 📌Europa ved at see 👤den Danske Enevolds-Konge skiænke alle sine Undersaatter ►saagodtsom uindskrænket Trykke-Frihed og giennem en heel Menneske-Alder taalmodig bære over med dens grove Udsvævelser, og sattes der nu end ikke paa den heldigste Maade Skranker for Disse, saa skal dog vore Børn og Børnebørn velsigne dem, som Anledningen til, at 📌Danmark fik en virkelig, ægte og levende Folke-Stemme, hvad aldrig kunde skeet, saalænge den søgdes, hvor den ei var at finde.

✂ At nu den ægte Folke-Stemme ei er at finde i ► Anonymers eller selvgjorte Ord-Føreres Penne-Fostre, det indseer vel Enhver, men at den slet ikke er at finde i Literaturen, uden Man ►alt forud kiender den, det flyder ikke blot deraf, at vi Alle, med Hensyn paa de rette Vælgere, maae agtes for selvgjorte Ord-Førere, men ogsaa deri, at til en virkelig Stemme hører den “levende Røst”, som Bogstaverne unægtelig fattes. Jeg anfører dette ikke blot fordi jeg selv har staaet i den vrange For 27 (Gskv) mening, at der med lidt Konst lod sig af Pennene udlokke en of34fenlig Stemme, tilforladeligere end Folkets Egen, en Vildfarelse, jeg nu med Glæde paa det Bestemteste frafalder; men ogsaa fordi det giør mig ondt, at ►Folke-Stemmen i 📌Roeskilde , miskiendende sig selv, tillagde ► vort Skriveri en borgerlig Vigtighed, det paa ingen Maade fortjener. Vist nok var det en ►almindelig “Politi-Censur” der stod for Stats-Raaderne som “et sørgeligt Skrække-Billede”, og skiøndt den under nærværende Omstændigheder turde være det mere for Politiet end for Folket, har dog ►ti Aars Erfaring lært mig, det er kun i Fortvivlelse en virkelig Forfatter bliver ved at skrive under “Politi-Censur”; men havde ►Stats-Raadet ikke langt ►overskattet Frihaands-Skriftens borgerlige Vigtighed, vilde Det sikkerlig foreslaaet et kraftigt Middel til at hemme den al 162 (VU) mindelige Trykke-Friheds grove Misbrug, der ►vist nok ingenlunde er nær saa ►borgerlig farlige, som Man tænker, men er dog for en virkelig Konge i Længden utaalelige, og Literaturen omtrent ligesaa skadelige som Politi-Censur. Selv da jeg ansaae Literaturen for Folke-Stemmens rette Organ, maatte jeg derfor kalde ► almindelig Trykke-Frihed, hvorfra Anonymiteten er uadskillelig, en Uting, der blandt Andet vil berøve os sand “Skrive-Frihed”, i det Grændserne maae drages og Straffene sættes med særdeles Hensyn paa 35Umyndige og Æreløse, saa naar de skal dele vor Frihed, maae vi dele deres Kaar. Udnævnede derimod Majestæten sine Videnskabelige, Geistlige, og hvem Han ellers behagede af sine Embeds-Mænd, til deres egne og Andres Censorer, saa der i Regelen Intet maatte trykkes uden paa deres Ansvar, da vilde ikke blot de grove Misbrug af sig selv bortfalde, men en Skrive-Frihed med langt videre Grændser og passende Bod for ringe Forseelser være den naturlige Følge. Havde Folke-Stemmen erklæret sig for et saadant ligesaa uskadeligt som virksomt Middel til at frembringe en sømmelig Tone i Literaturen, da vilde Majestæten sikkert baade laant Øre dertil og klarlig beviist, det er ikke Skrive-Friheden hos dem, der har baade Forstand i Panden, Aar paa Bagen og Ære i Livet, den fri Folke-Stem 28 (Gskv) mes Kongelige Skaber misunder sit Folk; men her er naturligviis Finger-Peget af en ►Enkelt-Mand, selv under Politi-Censur, ►borgerlig dødt og magtesløst, og tjener kun til historisk Oplysning om den himmelvide Forskiel mellem en virkelig Folke-Stemme og vore Krage-Tæer.

✂ Naar jeg imidlertid beundrer den nydanske Folke-Mund, da indseer Man let, det er langt mere for hvad den lover i Tidens Løb end for hvad den øie36bliklig ydede, og naar jeg maa bekiende, at selv Dette langt overgik min Forestilling om ►Mirakler af Naturens Orden, saa nægter jeg dermed ingenlunde, at dertil ligesaavel hørde 📌Danmarks overordenlige ►Lykke, som Danskhedens naturlige Fortrin, saa havde det ikke netop været Ridder-Kongen, ► Jubel-Drotten, ►Bøndernes Skyts-Aand, der gav ►Stemme-Friheden, eller havde ikke baade ► Drosten og Laug-Manden (Commissaren og Præsidenten) saa at sige været ►tostemmig udkaarede: baade af 👤Kongen og Folket, og været deres Post saa besynderlig voxne, da var Naturen aabenbar ►kommet til Forkort. Kæmpe-Skridtet er denne Gang 👤Kongens, ligesom det 1660 var Folkets, og skal dets Følger blive det Forriges værdige, da maae Folke-Friheden og den levende Virksomhed i alle gavnlige Retninger udvikle sig lige saa rolig og læmpelig, velgiørende og fuldstændig af den fri 163 (VU) Folke-Stemme, som Folke-Ligheden, Rets-Pleien og hele den ►borgerlige Orden udviklede sig af det landsfaderlige Ene-Herredømme, uden at vi tabe det Mindste af hvad vi derved har vundet. Dette seer Man let er et Stor-Værk, der selv hos et Folk med de heldigste Anlæg umuelig kan lykkes, med mindre ►Konsten kommer Naturen til Hjelp, og er nu tillige ►Stemme-Friheden i vore Dage 37ei mindre udsat for stærke Fristelser, end Ene-Herredømmet var i det Syttende Aarhundrede, da var det Daarskab at stole paa 📌Danmarks ►Lykke, naar ikke en folkelig Dannelse i kongelig Aand kom til at gaae Haand i Haand med det ►Folkelige Stats-Raad .

✂ Der gives nu to Indretninger, hvorigiennem ►Konsten levende kan komme Naturen til Hjelp, som i vort borgerlige Sprog 29 (Gskv) kaldes “Kirke og Skole”, og for dem Begge har vore Enevolds-Konger sørget med den mest udmærkede landsfaderlige ►Omhug; men begge Dele er uden Folke-Stemmens Oplysning fortvivlede Sager for en Konge at behandle, da de, netop naar Han øver Selv-Fornægtelse, blive efter Præsternes og Skole-Mesternes Hoved og Hjerte, hvormed Folket tit er meget ilde tjent. Saa soleklart det nemlig end i Grunden er, at al velgiørende Virkning paa Næstens Hoved og Hjerte maa skee med hans gode Villie, saa har dog baade Præster og Skole-Mestere giennem en Række af Aarhundreder havt den Grille at ville giøre Folk fromme og oplyste imod deres Villie, og dette Papisteri er saa langt fra at komme Naturen til Hjelp, at det meget mere nødvendig enten bringer den i Oprør eller underkuer den. Det Sidste blev Tilfældet hos os og skiøndt 👤vor nærværende Konge 38ogsaa har gjort et Kæmpe-Skridt til dette Papisteries Afskaffelse, er der dog endnu mange Levninger tilbage, der hindre Kirkens og Skolens velgiørende Virksomhed, saa dersom de ikke snart kunde ventes bortryddede, turde jeg hverken spaae 👤Kongen eller Folket nogen varig Glæde af den bedste Stats-Forfatning; men jeg mener ogsaa, de under den vil ►hardtad bortfalde af dem selv.

✂ Hvad nu først ►det tvungne Kirke-Væsen angaaer, da er Tvangen ►vist nok til uberegnelig Skade for Folke-Livet, men til umiddelbar Gavn for det vil Kirken dog heller ikke i sin fri Virksomhed blive; thi den Christne Kirke er kun beregnet paa Menneske-Naturen i det Hele, og ►den Nordiske Naturalisme har uigienkaldelig tabt sin levende Kirke-Form. Da Christendommen imidlertid, med sin mageløse Kraft til at hæve og forædle Menneske-Naturen, der indslutter alle ædle Folke-Naturer i sig, ingensteds har fundet det saa hjemligt som i 📌Danmark, vil Den sikkert endnu ad en Omvei giøre den Danske Natur væsenlige 164 (VU) Tjenester, naar blot ikke Præsterne, ved at ville herske i Dens Navn, tilintetgiøre Dens fri Virksomhed.

✂ I det Hele taget, maae vi imidlertid huske, hvad Alting minder om, at Kirke-Tiden i ►borgerlig Forstand er saa godt 30 (Gskv) som ganske forbi, 39thi det er aabenbar Skole-Tiden, vi leve i, og i Skolen maa derfor ethvert ►Borgerligt Selskab herefter søge sin ypperste Støtte, hvorfor vi ogsaa see, at det ►Folkelige Stats-Raad ved sit første Møde ►“saae Kirken og gik den forbi”, men bad 👤Majestæten indstændig om ►en Skole for Livet. At nu ►Stats-Raadet saa reent gik Kirken forbi, der dog godt fortjende den Opmærksomhed, de ►syv velærværdige Præster ønskede, kalder jeg naturligviis en Forseelse, men er dog ►billig nok til at indrømme, det haster fuldt saameget med at faae en Skole for Livet som med at faae Sogne-Baandet løst. Det Første er imidlertid lige saa vanskeligt, som det Andet er let, og havde jeg ikke saa stærk en Tro baade paa Danskheden og paa 📌Danmarks ►Lykke, maatte jeg, som Stjerne-Kiger paa Folke-Himlen, sige: det er umueligt; thi til Skoler “for Døden” og, om Man vil, “for det andet Liv” har vi Byg-Mestere i Tusind-Tal, men til en taalelig Skole for “dette Liv”, som aabenbar her maa være Meningen, ►er gode Raad unægtelig dyre og har endda, efter sædvanlig Regning, kun liden Udsigt til at blive fulgt.

✂ Dog, hvor der nys er gjort et saadant Kæmpe-Skridt som i 📌Danmark, der er aabenbar gjort en stor Streg i den sædvanlige Regning, og naar Man nys har seet et Riges Lykke-Stjerne 40staae lodret over Folke-Issen, da faaer Man, kan jeg mærke, Mod til at haabe urimelige Ting, og derfor vil jeg trøstig pege paa, hvordan vi, naar ►“Lykken hun vil føie” kan slippe nemt til en Skole for det Danske Folke og Borger-Liv, som unægtelig er, hvad vi savne og nu næsten intet Øieblik godt kan undvære.

✂ Foreløbig vil jeg kun anmærke, at naar Talen er om en “ ►Skole for Livet ”, maa al den Tvang, der kun har hjemme i ►Skolen “for Døden” tænkes borte, og at ►det Folkelige Stats-Raad bestandig maa staae os levende for Øie, naar vi tænke paa en Skole for det Danske Folke og Borger-Liv, thi blev den ikke derpaa beregnet, var den aabenbar, i ►borgerlig Henseende, aldeles unyttig.

✂ Heraf følger imidlertid nødvendig, at det er ingen “Drenge-Skole”, jeg vil ►give Anslag paa, thi til Drenge hører Tugt, 31 (Gskv) og ►med Kvinder og Børn, siger Engelsk-Manden rigtig, skal Man nødig tale om Stats-Anliggender, men det er en ►Høi-Skole for vor borgerlige Ungdom, hvorved 165 (VU) den Dannelse og Oplysning, vi maae ønske baade hos ►Stats-Raadet og Dets ►Vælgere, omhyggelig fremmes. Den eneste gode Drenge-Skole for Borger-Livet, jeg har nogen Forestilling om, er dygtige og driftige Borgeres41Huse, hvor Drengene kan faae baade Lyst til Syslerne, de siden skal drive og Greb paa dem, medens al Indspærring i ►skolastiske Forbedrings-Huse er for det virksomme Borger-Liv den rene Fordærvelse: Indpodning af Kiælenskab, Dovenskab, Ubehjelpsomhed, Bogorme-Væsen og alle ►borgerlige Udyder.

✂ 42

Fæderne-Landet og Moders-Maalet.

1

✂ ►Rede har Fuglen og Ræven har Grav,
►Geffion Gamle kun ►Pose og Stav!
Dronningen tigger for hver Mands Dør,
Har dog sit Væsen endnu som før;
Marken var hendes med Ager og Eng,
Arvingen lever, den liden Smaa-Dreng,
Ham gienner Ingen af ►Vangen med Staal,
Kunde han bare sit Moders-Maal!

✂ Vel er jeg ingen Ven af at udtvære Skjalde-Sproget, men skal ovenstaaende Rune ikke være de fleste Læsere aldeles mystisk, maa jeg dog nok finde mig i at tilføie, at ved “►Geffion Gamle”, i Kong ►Skjolds Dage ► 📌Leire-Dronning, menes her “Fæderne-Landet” i moderlig Skikkelse og ved “hendes lille Søn” folkelig “Dannelse og Oplysning” der, uden ret Fortroelighed med Moders-Maalet, umuelig kan komme til Kræfter.

✂ Hvad nu dette vort Fæderne-Land angaaer, da kiender neppe nogen Bog-Orm det bedre end jeg, fra Yderst til Inderst; thi ►jeg er født i Skoven og legede som Barn mellem 📌Sællands 43Bøge►, ►voxde saa op paa 📌Jyllands sorte Hede og morede mig 32 (Gskv) kostelig med Lyng og Krat og ►Lyse-Klyne, sværmede i min ►Ungdom paa 📌Langeland ved Hav-Fruens Trylle-Bælte, og ►graaner nu i 📌Hoved-Staden ved det stoute 📌Øre-Sund, medens Runerne fra ►Brænd-Old og ►Høi-Old og Munke-Bogstaverne fra Middel-Alderen i deres livligste Skikkelse (altsaa Fæderne-Landets Historie) var i tredive Aar mine Yndlinger. ►Vist nok er jeg partisk for ►“📌Danmarks frugtbare Herlighed”, og kiender af egen Erfaring kun lidt til fremmede Lande, men i Bøgerne om de Ypperste er jeg dog temmelig be 166 (VU) vandret, og i mine mest upartiske, mindst patriotiske ►Løbe-Dage gjorde jeg dog ►en udflugt over 📌Nord-Søen og sammenlignede ret koldsindig Hav-Fruen ved 📌Øre-Sund med ►Ælve-Dronningen ved 📌Thæmsen, 📌Frederiksberg-Bakke med 📌Richmond-Hill, 📌Møens Klint med “►Albions hvide Kyster”, og det Danske Paradis i 📌Sælland med det Engelske i 📌Devonshire. Herved fandt jeg virkelig udenlands det Kiønne meget mindre og kun det Stygge meget større, saa naar jeg undtager Politiets elskværdige Beskedenhed, Endeel af Fortougene i 📌London og Veiene overalt, Ligegyldigheden for alt det Fremmede, Man ei med Fordeel kan tilegne sig, men først og sidst Kræfternes fri og levende 44Virksomhed i alle Retninger, lutter Ting som her lod sig ypperlig efterligne, da veed jeg slet ikke hvad det lille 📌Danmark skulde misunde det store, berømte, hovedrige 📌England; men næst dets ►urimelige Stats-Forfatning, der kun passer for de “Urimeligste af alle Mennesker”, var der vist intet Engelsk, vi nødigere skulde efterlignet, end det eneste Tvungne paa Øen, nemlig Fattig-Væsenet, denne ►konstige ►Afgrund, der kan opsluge selv 📌Englands Rigdom, uden at den fylder det Mindste deri. * Vil Man see overflødigt Beviis, da læse Man den Parlamentariske Oplysning: ►Report of the Poor Laws. .

✂ Komme vi nu til Moders-Maalet, da er jeg saa gammel en Arbeider deri baade med “Mund og Pen”, at Man neppe vil nægte mig ►Stemme-Ret, og skiøndt jeg i dette Stykke naturligviis er uhyre partisk, og har ret med Flid lige til over “de Fyrre 33 (Gskv) tive”, skyet selv kun at “tydskes”, saa har jeg dog endnu Smagen i Munden af den forgiftige Latin, jeg for en heel Menneske-Alder siden spyttede ud, sværmede siden en Tidlang for Islandsken, har været drevet af min historiske Natur og Syssel til at befatte mig endeel med fremmede Sprog, og har omsider i en Række af Aar 45ordenlig lagt mig efter Engelsk, som er det Sprog en Dansk Latiner bedst kan faae i sin Magt, og efter alt dette tør jeg godt vove at gientage alle mine Lov-Taler over Moders-Maalet, uden at frygte for noget Skulder-Træk af Fremtidens anderledes veloplyste Sprog-Granskere. Jeg troer saaledes virkelig, at alt Smukt og Godt lader sig oversætte paa Dansk uden at tabe det Mindste, medens det bedste Danske ei lader sig oversætte paa noget Sprog, end ikke paa Engelsk, uden i det Mindste at tabe det Halve, thi det gaaer med Hav-Fruens Sprog, ligesom med Havet, der er levende tilbunds og lige naturligt i alle sine mangfoldige Skikkelser: fra det mildeste Hav-Blik til den mest oprørte Sø-Gang. 167 (VU)

✂ Dog, Man skrive kun frit Saameget heraf som Man lyster paa min Partiskheds Regning, thi jeg har dog endnu ikke truffet nogen Fremmed med mindste ►Stemme-Ret, der ►jo strax indrømmede, at

1

✂ ► 📌Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,►

✂ er et meget smukt Land, og Dansken, især paa vort smukke Kiøns Læber, et sødt Sprog, i vore Skjalde-Bøger vidunderlig rigt og dybt, bøieligt og klangfuldt, saa blev Sagen rigtig drøftet, kan jeg neppe tvivle om, de Fremmede jo Alle, 46næst deres Eget, vilde prise 📌Danmark og Dansken, ►ligesom de Græske Høvdinger 👤Themistokles. Men selv om Dette var for meget sagt, har dog det smukke 📌Danmark og det søde Moders-Maal unægtelig for Danske Folk det mageløse Fortrin at være deres Eiendom, saa det var Synd at fortænke dem i, at de i Grunden, ligesom alle andre Folk, foretrække dem vidt for hele den øvrige Verden med alle Dens Tunge-Maal. Dette Grund-Træk, der er uadskil 34 (Gskv) leligt fra enhver Folke-Natur i levende Live, skulde jeg derfor slet ikke udhæve, men kun forudsætte, dersom ikke denne naturlige Forkiærlighed for Fæderne-Land og Moders-Maal, med Alt hvad dertil hører, sagdes at være forsvundet hos os for mange Tider siden.

✂ Gierne gjorde jeg en Spas deraf, og spurgde, hvor den Forkiærlighed da vel skulde være vandret hen, da Man dog ingensteds udenlands har sporet den; men dertil er Skinnet dog for meget imod 📌Danmark og Sagen for alvorlig, derfor maa jeg nævne det Vigtigste, Man kan anføre for den Æventyrligste af alle Udvandringer og vise, det er ►til Lykke dog kun et, trods al Sandsynlighed, urimeligt og ved sin umaadelige Længde høist kiedsommeligt Æventyr.

✂ Man siger nemlig, at Alting i 📌Danmark sy47nes med den største Selv-Fornægtelse at være indrettet deels efter de Fremmedes Bekvemmelighed og deels efter deres Smag, og at det er aabenbar i Folkets Aand eller Aandløshed, da de Dannede sædvanlig veed meget bedre hvad alle ►Departementerne i 📌Frankrig og Gouvernementerne i 📌Rusland hedde, end hvor 📌Salling og 📌Thy er at finde, og er nær ved at bede selv ►Rus og Polak om Forladelse fordi de ikke kan tale hans Sprog, medens de vilde finde det latterligt, om nogen Fremmed undskyldte sig for, at han ei kunde deres.

✂ Paa lidt Overdrivelse nær er dette nu ►vist nok en Kiends-Gierning, og Kiends-Gierninger, siger Engelsk-Manden med Rette, er haardnakkede 168 (VU) Krabater (►facts are stubborn things,) saa det vil jeg helst lade staae ved sit Værd, til det, som jeg haaber, falder bort af sig selv; men jeg paastaaer dristig, at jo mere Skinnet er imod os, des stærkere maa Forkiærligheden i Grunden have været, siden vi endnu har et selvstændigt Fæderne-Land og et i Bog som i Mund fra ethvert Andet med Æren kiendeligt Moders-Maal.

✂ Var nemlig end vort Fæderne-Land ligesom Engelsk-Mandens, aldeles “►lukt med Bølgen blaa”, saa kan Man dog nok begribe, at havde vor Føielighed mod de Fremmede, vor Om 35 (Gskv) hyggelighed 48for deres Bekvemmelighed og vor Beundring af deres Smag været grændseløse, da vilde de for længe siden have giæstet os saa mandstærke, at der til deres Bekvemmelighed og ifølge deres Smag maatte være udøvet en ganske anden Selv-Fornægtelse og foretaget langt anderledes giennemgribende Forandringer “fra Borgen til Hytten”, end dem vi har været ►artige nok til selv at falde paa eller føielige nok til at finde os i. At “►Bølgen blaa” ligesaa vel aabner som lukker for slige selvbudne Giæster, det har 📌England fordum inderlig følt, og senere klarlig beviist, ogsaa for os, og da nu desuden, som det lyder i Visen “► Leddet er af Lave ” ved ►det andet Marke-Skiel, saa kan det dog umuelig være Andet end Blænd-Værk med et lille Folks Mangel paa Fædernelands-Kiærlighed, der under saa farlige Omstændigheder selv ligesom vinkede ad de Fremmede, og dog er blevet det ældste aldrig undertvungne, selvstændige Folk i 📌Europa. Engelsk-Manden følde det ogsaa selv ►den første Skiær-Thorsdag i det Nittende Aarhundrede, at vor bekiendte Føielighed først indtraadte, da han gav efter, og da han siden “for at lette os den” særdeles baade anstrængede og skyndte sig, svarede den dog ingenlunde til hans Forventning; thi at 📌Hoved-Staden heller vilde lægges i Aske og miste sine ►flydende Mil49lioner►, end lade sig med Trudsel giøre værgeløs, og at 📌Danmark heller vilde udholde en aldeles fortvivlet ►Syvaars-Krig, end tage ► 📌Sællands-Toget for ►Venne-Besøg, det er et verdenshistorisk Vidnesbyrd om grundig Fædernelands-Kiærlighed, hvori ►Mellem-Spillet med “📌Kiøge Høns” giør ikke mindste Skaar. ►Hunger er et haardt Sværd, siger Ord-Sproget med Rette, og har 📌Danmark i ►Syvaars-Krigen for sin Selvstændighed trodset selv det, ja, trodsede Mange af Dets Sønner det ret øiensynlig paa ►Fange-Skibene, da tør vi nok sige, der er nys lagt et “ ►Mad-Offer ” paa Fæderne-Landets Alter, der endnu gyldigere end alle de forrige “ ►Slagt-Offere ” bevidner Hengivenhed til det Yderste, og har vi, ved Vold paa vor egen 169 (VU) Natur, selv gjort os dette Offer tungere end det i sig selv var, da var det ►vist nok et stort Misgreb men forhøier dog Triumphen. 36 (Gskv)

✂ Ja, hvad det mishandlede og uhyre miskiendte 📌Danmark, netop i dette Aarhundrede, med Dets folkelige Konge, taalmodig har lidt for sin gamle Selvstændighed, det vil ►Lykken erstatte og Efter-Slægten beundre, og ved ►Syvaars-Krigens Ende, da hele 📌Europa overvældede os som ► 👤Napoleons Med-Skyldige, skiøndt de hos os ei fandt en Trevl af hans Bytte men kun ►Spor af hans Ørne, 50►da stod jeg, begeistret for Fæderne-Landet, midt i Kredsen af 📌Danmarks boglærde Ungdom, saae deres Øine tindre og deres Kinder gløde saavelsom mine, og kan virkelig ei skiønne rettere, end at paa første Vink vilde hele 📌Danmarks vaabenføre Ungdom indviet sig til et blodigt Offer, hvis Mage Man forgiæves skulde søgt i hele Verdens-Historien, og det til et Offer ei engang for Fæderne-Landet i strængeste Forstand, men for det ogsaa mageløse “►Tvilling-Rige” i 📌Norden, der giennem Aarhundreder syndes kun at have een Sjæl i to Legemer. 📌Norge var imidlertid dog ingen Deel af 📌Danmark, og selv for den kiæreste Broder havde dette ham unyttige Offer været for stort, saa dømde Forsynet, og Dets Dom er ►alt retfærdiggjort; men det er derfor lige vist, at skiøndt den Danske Fædernelands-Kiærlighed fik Skinnet imod sig, har den dog Sandheden for sig, hvad heller Ingen vil nægte, saasnart vi kun vove at vise os til daglig Brug, som vi er, saa Fædernelands-Kiærligheden, som er Sjælen i vort Folke-Liv, ogsaa bliver det i alle vore Indretninger og bliver General-Nævneren til alle vore Brøker. Og det vil nu sikkert skee, vort Løsen vil blive: 📌Danmark fremfor Alt, og saa de Fremmede, eftersom de skikke sig imod os; thi hidtil har de gjort gamle 📌Danmark al den Ulykke 51de kunde, og kan da, naar de blive allervredest, ei giøre det værre, og det kan ei gaae værre end at vælte, hvad Enden maatte blive, naar vi blev ved at føie de Fremmede paa Fæderne-Landets Bekostning. Man tale saa meget og saa smukt, Man vil, om den strænge Retfærdighed og den rene Dyd, men naar Fæderne-Landet gaaer til Grunde, hvad give de Fremmede og hvad giver den strænge Retfærdighed saa os og vore Børn for det? ►Giør imod Andre hvad du selv vil hændes og have, det 37 (Gskv) er Folke-Ret saavelsom Menneske-Ret, men er det Alt hvad vi kan kræve og langt meer end vi har nydt af de Fremmede, hvi skulde vi da være saa unaturlig haardhjertede eller saa latterlig ærgierrige at kræve Meer af os selv?

✂ See, det var Fæderne-Landet, og nu Moders-Maalet! Hvad det har 170 (VU) maattet døie, siden 👤Saxo ►alt i 👤Valdemar Seiers Dage skrev ► Danmarks Krønike paa udmærket Latin, det kan min Pen ligesaa lidt beskrive, som Alt hvad “ ►hin gamle Ask ” har maattet lide, hvis ►Bul trøskes, ►hvis Blade afædes, hvis Rod forgnaves, og til hvis Ulykke baade Ørn og Egern oplægge Raad; men hvad Dansken efter sexhundrede Aars Trældom, under Latinens sønderknusende Aag og Tydskens ubarmhjertige Svøbe, endnu er og 52kan blive, det veed jeg omtrent, og var det vel mueligt, at Dansken endnu kunde være et levende Sprog, ei blot for Bønder og Børn, men for Kongen og alle hans Skjalde, dersom ikke Folket, trods al tilsyneladende Ringe-Agt, dog havde elsket det ret af Hjertens Grund og holdt det i Hævd som sin Øie-Steen. Nei, var det til Beundring selv for Engelsk-Mænd, som de Danske sloges ►efter firsindstyve Aars Fred, da skal det visselig blive til Beundring for al Verden, hvordan de Danske Skjalde brugde Moders-Maalet i Slutningen af det Attende og Begyndelsen af det Nittende Aarhundrede! Saa folkeligt og saa fædrelandsk et Skjalde-Chor, tør jeg, paa historisk Ære og Samvittighed, forsikkre, der blev ei hørt i noget andet Land, siden Sangerne i 📌Hellas forstummede, og hvad er der dog mellem Himmel og Jord: fra Tankens høieste Flugt til dens letteste Svæven over Blomster i Enge, og fra ►Dønnet, som ruller i Sky, til den sagte hviskende Lyd i Hjerte-Kamret, som disse Skjaldes Moders-Maal ei kunde udtrykke baade levende, liflig og lystelig! Og hvor fik nu Skjaldene det fra? De forskrev det dog vel ikke fra fremmede Lande, hvor Ingen forstaaer det! De læste sig dog vel heller ikke til det i den forbistrede Latinske Grammatik og de forgiftige Romerske Classiker! Med Øret, som dertil danne53des under Moders-Hjerte, opfangede de dog vel hos Folket hvad Folket forstaaer og erkiender for Sit, 38 (Gskv) eller smeddede de Nyt af samme Malm og med samme Klang, da var det dog vel Folke-Aanden, som lærde dem den Konst. Altsaa er Folke-Aanden endnu ligesaa lidt forsvundet, som Folke-Hjertet er isnet, men har tvertimod netop i vore Dage, trods den “sorte Død” som er “ ►den Latinske Stil ”, lyslevende beviist ikke blot sin Nærværelse, men sin Magt: har ført det store Ord, saa baade Latinen og Tydsken forstummede paa Marken, har ærlig stræbt, skiøndt hidtil rigtig nok forgiæves, at give Folket igien hvad Folkets er: en opladt Mund til at udtrykke Alt hvad Det har af Naturen eller kan dog levende tilegne sig og landsforvise Resten. Ja, hvor urimeligt det end klinger, at hele Moders-Maalets Rigdom i vore Skjalde-Bøger er fundet i Folke-Munden, samlet af 171 (VU) de Fattiges Skiærve, saa er det dog nødvendig sandt, og hele Hemmeligheden stikker i Skjalde-Øret, der er saa ►letnemt, at det opfanger enhver folkelig Tone i hele sin naturlige Klang, og ►er saa paaholdent, at det slipper aldrig nogen Fange løs. Der er saaledes visse Danske Ord-Sprog, saavelsom mangfoldige ægte Tale-Maader og Udtryk, som jeg bestemt veed kun at have hørt en eneste Gang, tit kun i min Barndom, og derfor er 54jeg rigtig nok des vissere paa, at blev Folke-Mundens sorte Armod ikke endnu i vor Tid afhjulpet med den Rigdom, vi paa en skikkelig Maade har stjaalet fra den, da kom den aldrig til Opreisning; men det beviser kun, at Naturen nu trænger til ►Konstens Hjelp, ingenlunde, at nogen Folke-Natur, med de ►konstigste Fiende-Vaaben imod sig, hidtil saa godt som den Danske har hjulpet sig selv!

✂ Slutningen bliver altsaa, at skiøndt 📌Danmark, underkuet af Latinen og hærget af Tydsken, for mange Aarhundreder siden glemde Navnet paa sin gamle ►Dise, ►Fruen med Fjeder-Hammen, der lærde Skjalden Elskovs-Viser, men deelde dog ogsaa daglig paa Kæmpe-Valen halvt med ►Odin; saa fandtes dog endnu i det Nittende Aarhundrede 📌Danmarks Skjalde i samme ►Dises Fjeder-Ham, mægtige til at fare i den hvorhen de lystede; paa deres Tunger fandtes de samme smeltende Toner, naar de sang sødt om Glæden i Løn, sang Dansk om Kiærligheds ►Lykke, 39 (Gskv) uden at dog ►Bjarke-Maalet heller ►var dem over Magten eller de for stakaandede til at blæse Lyd i ►Gjallar-Hornet, saa det kan endnu blive godt med Alt hvad Moders-Maalet har lidt og tabt, naar det blot kan faae Lov til at forplante sig levende ►paa Marken, som det lever endnu, adspredt hos Folket, men kun samlet hos sine na55turlige Præster og Propheter, som Skjaldene er. Vi havde ladt os indbilde, at det kunde skee med “Pen og Blæk”, men det er soleklart, at dermed ►smøres et Folk kun om Munden og gaaer Glip ad sit Arve-Gods, har derfor det Danske Folk endnu mindste Kiærlighed til sit deilige Moders-Maal: til den naturlige, flydende, fyndige Maade at udtrykke sig paa om Alt hvad der er i deres Hjerte og løber om i deres Hoved, da lægge Det Beslag paa sine Skjalde, mens det har dem levende hos sig og pine paa en skikkelig Maade ud af dem Alt hvad de paa samme Maade har stjaalet, til de blev rige, og som de dog meget heller maa give de rette Eiermænd tilbage, mens de leve, end tage i Graven med sig eller grave ned i Bøgerne og gaae igjen ►som Spøgelser at vende! Ja, nu vil det rigtig nok vise sig, om det er med Folkets Minde, at Latinen har hersket herinde sexhundrede Aar, men saasandt som ►de i 📌 Roskilde hver 172 (VU) ken talde Latin ► eller ►stemmede for den, saa vist vil Folke-Stemmen ogsaa være for en Dansk ►Høi-Skole, jo før jo heller, hvor Alting dreier sig om Konge og Folk, Fæderne-Land og Moders-Maal, og hvor Skjaldene, som besang Konge og Fæderne-Land, med Ordet, de tog Folket af Munden, nødes til at giøre Gavn baade for Føden og for Æren, men 56nødes naturligviis, som fribaarne Dannemænd og ►lunefulde Personer, kun dertil af Folke-Aanden, drives kun af Fædernelands Kiærligheden som giæster, og af Udsigten til Udødelighed paa Folkets Tunge, som fortryller dem.

✂ Man kan nok tænke, jeg veed, hvor latterligt det vil forekomme Mange at tale om “Skjaldene”, som Folkets Lærere; men kunde ikke engang jeg hæve mig over den Latter, hvordan skulde da Folket, saa jeg vil ikke giøre Andet for at dæmpe den, end ganske tørt anmærke, at Talen jo her slet ikke er om 40 (Gskv) at opelske Læse-Heste eller at forberede til “Examen”, men blot om at vække og nære Fædernelands-Kiærlighed og skaffe Styrke og Rigdom i Moders-Maalet, og havde de Classiske Lærde været dygtigere dertil end de Danske Digtere, da havde de dog vist skrevet bedre baade paa og for Moders-Maalet og for længe siden talt godt Dansk paa ►Høi-Skolen istedenfor slet Latin. Vil Man altsaa i vore Dage have en Dansk ►Høi-Skole, hvor Fædernelands-Kiærlighed skal aande og Moders-Maalet blomstre, da maa Man takke Gud for Skjaldene og tillade dem, om de kan, ogsaa at afvinde Folket lidt Yndest baade for deres fædrelandske Viser og hvad der ellers findes i deres Skjalde-Bøger. Og hvem kan heller have Noget derimod at indvende, uden saa forhærdede La57tinere, som 📌Danmark dog vel umuelig kan have fostret, da selv de mest Forhærdede tilstaae, af uagtet Digternes Sværmeri og Overtro, Løshed og Letsindighed, kan Latin-Skolen dog for Smagens, for Livlighedens og Sprog-Rigdommens Skyld ikke undvære dem; thi kan selv Skolen “for Døden” ikke undvære de “døde” Digtere, da kan Skolen “for Livet” aabenbar endnu langt mindre undvære de Levende.

✂ Misforstaaelse frygter jeg heller ikke; thi hvad jeg før har sagt, gjentager jeg naturligviis her med Flid, at ►det Folkelige Stats-Raad, som giør en Dansk ►Høi-Skole aldeles nødvendig, ogsaa ved dens Indretning maa staae os levende for Øine; og kunde Man end tiltroe mig det ►Daarekiste-Ønske, at ►Stats-Raadets Medlemmer skulde være Dilettanter i Æsthetiken, saa seer Man dog nok af min Roes over ►Dets første, høist upoetiske Møde, at det er langt fra min Mening. At de derimod 173 (VU) skal være saa godt som mueligt oplyste om Folke-Naturen, Stats-Forfatningen og Fæderne-Landet i alle Henseender, er et Ønske, som baade 👤Kongen og Folket maa dele med mig, og her er god Leilighed for Flere end Skjalde til at giøre deres Bedste, men deels maa denne Oplysning dog ikke fattes det høiere Præg, som Folke-Aanden giver, deels vilde den uden 58Fædernelands-Kiærlighed holde op at virke velgiørende, og endelig er den hverken tænkelig eller brugelig uden Styrke i Moders-Maalet, 41 (Gskv) saa Skjaldene kan umuelig undværes. Hertil kommer endnu at “Oplysningen”, for at være ægte, maa for største Delen udspringe af ►Enkelt-Mandens eget Liv eller dog prøves derpaa; men “Stemningen”, som gestalter hans eget Liv, “Øiet”, hvormed han opfatter dets Begivenheder, og “Tonen”, hvori han udtrykker sine Erfaringer, dem trænger han til fra Ungdommen af at føre med sig ind i Livet, og det er en af Hoved-Grundene for en folkelig ►Høi-Skole. Hvem kan saaledes ei godt forstaae, det var en fortvivlet Sag for alle dem, der har kun Dagen og Veien, og for hele Riget, hvis ►Eiendommerne, som med Rette vælge og udgiøre 👤Kongens ►Stats-Raad, ei blev kloge paa Andet end deres personlige og øiebliklige Fordeel, ei stedse bedre lærde at paaskiønne og benytte deres ligesaa ærefulde som vigtige Stilling, stedse dybere at føle og klarere at vise sig som Rigets ►ny “Ridder-Stand af Dannebrog”, der sætter sin Ære i det almindelige Bedste og giør med Glæde de Opoffrelser, det kræver. Børn maatte vi være i Forstand, om vi tænkde, at alt Saadant bestandig vilde komme ved et Slumpe-Træf, eller at selv den bedste Folke-Natur paa sine 59gamle Dage kunde undvære en Konst, der, uden at ville forkue eller beherske den, kommer den venlig til Hjelp, som en Daatter sin aldrende Moder!

✂ At der nu ved en saadan ►Høi-Skole tillige, saavidt mueligt, burde være Leilighed til at erhverve sig de Kundskaber enten i fremmede Sprog eller andre Grene, som Enkelte kunde ønske sig, er vel ganske rigtigt, men betegnes dog her med Flid som en Bisag, fordi det nuomstunder netop er den store Anstøds-Steen paa Skole-Veien til Forstand paa Livet, at Man over det Enkelte lettelig glemmer det Hele, over de adskildte Baner det fælles Bedste, eller sprænger dog sig Selv for at giøre Umueligheder. At Man ved at betragte sit Borger-Liv fra den høiere Syns-Punkt, Folke-Aand og Fædernelands-Kiærlighed skabe, baade fører det langt ædlere og finder det langt mere fyldestgiørende, det lærer baade ►den gamle og den ny Verdens Erfaring; men at Man, ved at drive sine ►borgerlige Sysler fra en 42 (Gskv) saakaldet høiere videnskabelig Stand-Punkt, som 174 (VU) blotte Forsøg, driver dem med mere Nytte og Fornøielse, det er kun en Tydsk Grille, som hidtil har havt al Erfaring imod sig, saa Man giør sikkert klogest i først at see det Tydske Borger-Liv (i anden Potens) slaae Sparto til det Engelske, inden Man kimser ad Dette og griber efter 60Hint. Længere fra mine Tanker end Solen fra Jorden, er da det Indfald, at vor ►Borgerlige ► Dannelse skulde baseres paa Mathematiken, med samme strænge Videnskabelighed, som den Lærde paa de døde Sprog; thi for at uddøe behøver Borger-Livet hos os aabenbar ingen Skole, og at det i alt Fald maa være ganske andre Folk end de Danske, som enten Mathematiken eller nogen stræng Videnskabelighed kan giøre levende, føle de vist selv bedre end jeg kan sige det. Desuden var det jo ligesaalidt Mathematik eller nogen stræng Videnskabelighed, som Latinen, Man ønskede Mere af i 📌Roskilde, men lykønskede sig tvertimod rettelig med, at have ladet alle Theorier fare og taget Verden, som den er, og betragtede vi ikke ►det Folkelige Stats-Raads Fornødenheder og Prydelser som Høiden af vor folkelige og ►borgerlige Dannelse, da var vi jo uhelbredelige Daarer. Hoved og Hjerte for sin vigtige og ærefulde Stilling, som den levende Forbindelse mellem den uindskrænkede Konge og det fribaarne Folk, saa lyst et Hoved og saa varmt et Hjerte som mueligt for dette høieste Borger-Kald, det kræve vi af ►Stats-Raadet; men det Lys og den Varme udspringer aabenbar hverken af Mathematik eller nogensomhelst stræng Videnskabelighed, men af Fædernelands-Kiærlighed og en jævn Dansk Tanke-61Gang, der holder sig til det virkelige Liv og laaner Kraft af Folke-Aanden. De samme Egenskaber som vi kræve hos ►Stats-Raadet, maae vi, om end i ringere Grad, forudsætte hos ►Vælgerne og ønske hos Alle, og saaledes faae vi et klart Begreb om en folkelig Dannelse, der slet Intet har med den Lærde at giøre, uden forsaavidt den lærde Dannelse, langt fra at bestride den Folkelige eller skyde den fra sig, maa stræbe at indslutte den i sig, naar den ikke vil tabe Folkets Yndest, hvoraf den dog i Grunden ene lever, ei blot ud 43 (Gskv) vortes, ►som 👤Holberg lod Latinerne høre at de spiste Dansk Brød, men ogsaa indvortes, da det visselig ikke er af Bøgerne eller af ►Blækhornet, men af Folke-Livet, al levende Videnskabelighed drager sin Næring.

✂ Kun saaledes ►i en Sum vil jeg her udtrykke den lærde Dannelses rette Forhold til den Folkelige, der visselig ikke medfører, at betragte Folke-Naturen som Moder til lutter Fæ-Hoveder, Man kun med Mathematik eller Latin, med boglig Konst og det dertil hørende “naturlige ►Handværk ” kan forvandle til Mennesker. At vor lærde Dannelse hidtil 175 (VU) var saa udansk som mueligt og kan derfor slet ikke følges, men maa aldeles tilsidesættes ved Indretningen af en “Dansk” ►Høi-Skole, det er soleklart; men at “Latinerne” her62inde i Almindelighed dog tænke langt mere folkelig end de til daglig Brug vil være bekiendt, har Mødet i 📌Roskilde ogsaa beviist, saa de finde det vist allerede ganske klogt af mig, at jeg itide har stræbt at fordanske mig selv.

✂ Imidlertid seer det unægtelig fortvivlet ud med at faae en “Folkelig ►Høi-Skole ” i et Land, hvor den “Classiske Jord-Bund” meer end noget andet Sted, har giældt for de Lærdes Fæderne-Land og Latinen for deres Moders-Maal, ja, hvor Man endnu ei kan blive “Student” uden at giøre “►Latinsk Stiil” eller ► Dansk Præst uden at snakke Latin, saa her synes ei at være andet Raad end ►den fortvivlede Engelsk-Mands: hjelp jer selv! Var der nu intet Andet, maatte vi naturligviis ogsaa gribe til det, saa de af os, hvis Løsen er “ 📌Danmark til Domme-Dag”, lagde sammen hvad vi havde, Hoveder saavelsom Skillinger, til det store Øiemed; thi fordi de Lærde var uheldigviis blevet Latinere, maatte gamle 📌Danmark dog ikke aandelig forgaae; men under saa folkelig en Konge, som 👤 Frederik den Sjette, ei ubekiendt med 👤 Christian den Fjerdes ►Martyr-Krone for Fæderne-Landet, giennem halvtredsindstyve Aar Moders-Maalets, de Danske Skjaldes og Nordisk Videnskabeligheds mageløse Velynder og Velgiører, 63under Hans Septer maa det Danske Raad “gaae til Kongen” dog langt foretrækkes! Gid derfor kun ►det 44 (Gskv) Folkelige Stats-Raad, ► som ogsaa i denne Henseende slog den rette Vei ind, havde vidst saa god Beskeed med ►Danmarks Krønike som En af os, da vilde Majestæten vist gierne laant Øre til Danskens Bøn om at faae tilbage hvad aabenbar fra Arilds-Tid var ikke Latinen men Dansken ►tilkeiset. Dog, ogsaa ubedet har Kong 👤 Fredrik den Sjette gjort Dansken alt det Gode, Han kunde optænke og som Forsynet satte i Hans Magt; saa jeg formoder, at mit Finger-Peg, altid ubetydeligt, er her aldeles overflødigt. Da jeg imidlertid er vant til at betragte hele min Person som overflødig i 📌Danmark, uden derfor selv at tilintetgiøre den, saa lader jeg ogsaa mine sagtens overflødige Penne-Strøg gaae for hvad de er og giøre lidt Gavn, om de kan, naar de, efter min Overbeviisning, allenfalds giør ingen Skade.

✂ For at Læseren imidlertid ikke skal tage feil og tænke, jeg er saa stærk i Selv-Fornægtelse og drives af saa rene Bevæg-Grunde til Skrive-Dyden, som Ovenstaaende, strængt taget, kunde lade formode, vil jeg dog betroe ham i Hemmelighed, at jeg paa en Maade ►offenlig (det vil 176 (VU) sige: paa Tryk der er som Manuskript for Venner)► har spaaet om at det ► 📌 Ridderlige Academi i Sorø blev snart til 64en Dansk ►Høi-Skole, og ►da Man dog nødig vil være en “falsk Prophet”, naar Man har spaaet noget Godt, er det ganske naturligt, at jeg peger alt hvad jeg kan, for at blive en sand Spaamand, thi halter det end lidt med Prophetien, naar Man selv arbeider paa Dens Opfyldelse, hvad da? meget heller halte end slet ikke gaae!

✂ I ►Gylden-Aarets Morgen-Røde (ved ► 👤Kongens Fødsels-Dag 1834) da jeg stod og kigede Stjerner paa min Viis og nynnede ved mig selv:

►

1

✂ Hvad er det for en Lille,
Der vugges nu paa Hav,
Hvor Bølger ikkun trille,
Hvor alle Storme tav?
Hvad staaer der i hans Stjerne?
45 (Gskv) Hvad slumrer i hans Hjerne?
Hvad smiler i hans Drøm?

►

✂ Da ahnede det mig ikke blot, hvad rigtig slog til, at det Aar vilde krone 👤 Frederik den Sjettes Kongelige Værk og blive ►Gylden-Tallet i den Danske Almanak; men inden jeg vidste det, var hele Stuen fuld af Fremmede (figurlig talt), og jeg kunde ikke bare mig for, blandt mange andre løierlige Complimenter, at sige halvhøit:

1

✂ ►Ja, ► ►Brage Bænke-Pryder!
Jeg øiner dig i ► 📌Soer,
Hvor klarlig du udtyder,
65Hvad der er Stort i Nord,
Hvad der er 📌Danmark givet,
Hvad der er godt for Livet,
Og klogt for ► ►Askurs Æt!

2

✂ Et Lys sig da udbreder,
Som trindt i Mark og Skov
Om Liv og Sandhed freder,
Forklarer Friheds Lov,
Som ►Idræt, Ord og Tanker
Kun holder saa i Skranker,
At Frihed kan bestaae!►

✂ Det var dumt af mig, vil Man kanskee sige, men det er dog ikke min Anskuelse, thi jeg mener netop, det var snildt, naar jeg vilde slippe nemt til at blive en sand Spaamand; thi jeg maa fortælle Læseren, hvad han dog sagtens veed, at jeg er hvad Man kalder lidt “overtroisk” af mig, hvad selv de Lærde mene, jeg, som Digter, har Lov til at være, 177 (VU) og jeg troer blandt Andet stærkt paa For-Varsler, skiøndt kun paa ►et eget Slags, der har stadfæstet sig saa tit for mine Øine, at jeg leer ad dem, der lee ad min Over-Tro. 46 (Gskv)

✂ Dog, jeg vil være ganske aabenhjertig, saa Læseren selv kan see, hvad Kneb jeg bruger, naar jeg spaaer, saa det skal ikke let slaae feil, og dømme 66da selv, om det var dumt af mig at spaae om den Danske ►Høi-Skole i ►Soer!

✂ I Kong 👤Volmers Dage, som vi bestandig komme tilbage til, naar vi vil vide hvad den gamle Danmarks-Historie endte med, var, som bekiendt, Biskop 👤Axel saa at sige Manden for det Hele, og blandt sine mange “gode Gierninger” til det almindelige Bedste, var det vel i hans Øine den Ypperste, at han lagde Grunden til det store ►Munke-Bur i ► 📌Soer ; thi eftersom han var en Catholsk Biskop, troede han, det vilde være til Gavn baade for hans egen og hans kiære Forfædres Sjæle, saa de slap taalelig ud af Skiærs-Ilden. Da han imidlertid skal have paalagt Munkene i ► 📌Soer ikke blot at messe Latin men ogsaa at skrive ► ►Danmarks Krønike , og ►da Man virkelig under vor 👤 første Oldenborgske Konge i samme Munke-Bur fandt den “►►Danske Rim-Krønike ”, der ikke blot blev ►den første Danske Bog, Man lod prænte, men blev, giennem hele det Sextende Aarhundrede, 📌Danmarks almindelige Læse-Bog og er virkelig den ægteste danske Bog, jeg i alle mine Dage har læst; saa var allerede Dette i mine Øine et stort Forvarsel om, at ► 📌Soer skulde hjelpe gamle 📌Danmark ud af Skiærs-Ilden og i ►Nyaars-Tiden aabenlyst, som i Middel-Alderen hemmelig, nære en saadan mageløs jævn Begeistring for Fæ67derne-Land og Moders-Maal, som ►Rim-Krøniken aander fra Først til Sidst.

✂ Det var imidlertid langt fra at blive derved, thi da Kloster-Godset ved Reformationen var blevet ►Kron-Gods, fattede allerede 👤 Christian den Fjerde den ypperlige Ide om et ► 📌“Ridderligt Academi” i Soer, hvor den haabefulde Ungdom skulde lært at lyde og at ligne Kongen, der baade kiendte og elskede Fæderne-Landet, til hvis Bedste Han ikke blot vovede men opoffrede sit daadfulde Liv, og havde Moders-Maalet prægtig i sin Magt. Nu, 👤 Christian den Fjerde blev i denne som i enhver Henseende vor ►kronede Martyr, der først efter Døden høstede Frugt af sine Kongelige Bestræbelser, og Man skal ikke let kunne sige, 47 (Gskv) hvad der var umueligst: enten at faae det Syttende Aarhundredes Danske Latinere til at tale deres Moders-Maal eller at faae samme Aarhundredes Adelsmænd til at elske deres Fæderne-Land. ►Ridder-Academiet i ►Soer under 👤 Christian den Fjerde var altsaa et “utidigt Foster”, der kun fik Navn i Moders 178 (VU) Liv og kom til at hvile som et dødfødt Barn i sin Kongelige Faders Arm; men i 👤 Frederik den Tredie efterlod 👤vor store Christian sig dog en levende Søn, der passede til sin Tid, som Mor68gen-Stjernen til Natten, og begyndte, saasnart han blev Septeret mægtig, en underfuld Opvækkelse af sin Faders mange herlig undfangede men i Fødselen kvalte Børn, ►der nødvendig i Tidens Løb ogsaa maatte strække sig til 📌Ridder-Academiet i Soer.

✂ Og see, saasnart Normanden 👤Ludvig Holberg havde slaaet sig til Ridder paa det “Classiske Uvæsen” og vakt Moders-Maalets Genius af Dvale, ligesom hans gamle Lands-Mand, ► ► Erik Ordkræng, slog sig til Ridder paa ►Greppernes søde Moder og ►vakde ►Fredegod af Dvale, da ►oprettede Kong 👤 Frederik den Femte Ridder-Academiet i Soer paa Ny, ► 👤Holberg skiænkede det sit Friherskab, ærlig tjent ved munter Skrift paa Moders-Maalet, og det blev virkelig en Patriotisk ►Høi-Skole.

✂ Det var kun et ►Veirlys, kan Man sige, men det var dog ikke blot meget smukt, det var virkelig et ganske eget Slags Nordlys, der gjennem en heel Menneske-Alder udbredte en vis mild patriotisk Oplysning og Varme, der vel ikke gjorde nogen Sommer, men spaaede dog om Vaarens Nærmelse, som naar ► Peder kaster den varme Steen i Vandet.

✂ Dog, da vi her kun har med “Varsler” at giøre, hvortil saadanne ►Veirlys unægtelig høre, vil vi her slet ikke indlade os paa: hvad 📌Ridder-Academiet under 👤 Frederik den Femte og 69👤 Christian den Syvende mere var eller ikke var, og om det især var Dets Fortrin eller Dets Mangler, det maatte takke for sin ►Helsot, hvortil aabenbar begge Dele bidrog; men jeg vil blot tilføie, at ►da jeg, for henved tredive Aar siden, første Gang giæstede 📌Soer, ►hvor den Patriotiske Høi-Skole stod tom og 47 (Gskv) øde►, men hvor de talrige Minder om det Ædle, det Kraftige og Kiække i Fæderne-Landet, lige fra Kong 👤Volmers Dage til nu, sammenklyngede sig i det kiærligste Moder-Skiød, jeg har seet, og syndes mig der i Opstandelsens visse Haab kun at smile ad Døden, da gjorde det saa vidunderlig Dansk et Indtryk paa mig, at jeg for Alvor fik Lyst til at fordanske mig selv, hvad neppe heller mislykkedes.

✂ Om jeg med saadanne Varsler for Øie havde vovet at sige: Kong 👤 Frederik den Sjette opretter vist den Danske ►Høi-Skole i ►Soer, som Biskop 👤Axel allerede for sexhundrede Aar siden udlagde Grunden til, som 👤 Christian den Fjerde gav Navn og 👤 Frederik den Femte sin første Skikkelse, og hvis blotte Skygge var en Pillegrims-Reise værd for alle 179 (VU) Danske Unger-Svende; da kunde Man have kaldt det omtrent hvad Man vilde; men da jeg hverken har sat Navn eller Aars-Tal til min Spaadom om ► 📌Soer, men blot sagt: der bliver med det Første saa vist en Dansk 70►Høi-Skole, som den allerede var der, saa indseer Læseren vel, jeg har Intet vovet, men kun øvet mig lidt i den historiske Spaadoms-Konst, der ei er at foragte.

✂ Altsaa, slaae ikke alle historiske Mærker feil, som de neppe kan, uden Forsynet, som Det ikke kan, havde forregnet sig, da faae vi snart en Dansk ►Høi-Skole i ► 📌Soer, som det sig bør, baade Høi-Kongelig og fri-folkelig, og der vil Man lære, hvordan gamle 📌Danmark kan leve op i en splinterny Skikkelse, ligesom ►det gamle Lands-Thing ved 📌Iis-Øre levede op paa ►Palaiet i 📌Roskilde, og den Lærdom vil mangen Dansk Unger-Svend finde saa fornøielig (især da han ikke skal examineres i den), at naar han kommer hjem, vil han ikke blot søge at udbrede den, men fremfor Alt prøve paa sig selv, om den holder Stik, og naar han seer det, med Fornøielse arbeide paa, at hele Verden kan faae det at see paa en skikkelig Maade, uden just at ►falde med Dørren ind i Huset til os, men at den ogsaa kan faae det at see paa den Maade, naar den endelig vil. Det kalder Man “søde Drømme” nuomstunder, og det er ganske rigtigt, de følge med den “søde Søvn”, som her har hjemme; men der er 49 (Gskv) meget mere Sødt i 📌Danmark end Søvn og Drømme; thi det Ene svarer til det Andet, saa Danne-Kvinden er ogsaa sød, baade som 71Moder og Ægte-Fælle, og Moders-Maalet er da naturligviis paa deres Læber sødt tilgavns, og naar de seer, at Dannemænd vil ikke mere være enten Latinere eller Tydskere, Franskmænd eller Engelsk-Mænd, men dem selv i Tro og Ære, da vil de vist saaledes forsøde os Livet, at alle Offere falde os lette, og at naar de og Fæderne-Landet, vor fælles søde Moder, igien kom i Fare, da var “Seier eller Død” os den sødeste Tanke!

1

✂ Hvor 👤Axel hviler
►I lyse Chor,
Hvor 👤Holberg smiler
Ad Feil i Nord:
Fra 📌Sællands Hjerte,
Kong ►Frodes Ark,
Kast, ►Minde-Kierte,
Paa Daners Mark
Dit Lys det milde!
Blus op, skiøndt silde,
Dog ret tilpas! 180 (VU)

✂ Saaledes vilde Saga-Skjalden sluttet Talen, men Bog-Ormen, som daglig mere spiller Mester i Huset, anmærkede spydig, at en Tale, som ingen Begyndelse har, behøver heller ingen Slut72ning, medens en Bog, der vil tækkes Læseren, aldrig kunde ende daarligere end med at pege paa “ubeskrivelige” Følelser. Det er maaskee endog, tilføiede Bog-Ormen i en myndig Tone, allerede en Feil, at han “med Munden” har faaet Lov til at føre sine Indfald til Bogs, men Slutningen maa overlades mig, eller jeg flytter ud af Huset.

✂ Læseren kan aldrig troe, hvor ondt en stakkels Pen har det, som skal ►tjene saadanne “to Herrer”, saa det var høilig at ønske, de kunde skilles ad paa en skikkelig Maade, ved det Skjalden kom til at bruge sin Mund, som tjener baade ham og 50 (Gskv) Tilhørerne bedst, og Bog-Ormen beholdt Pennen, som ene passer til ham, men da det ogsaa netop er denne ►“Skiften og Delen” begge Arvinger, hver af sine Aarsager paastaaer og hver paa sin Viis anbefaler, syndes det ikke meer end ►billigt, at de, som her i Huset Begge er indskrænkede til Pennen, fik Lov til, saavidt mueligt, med den at vise, hvem den med Rette tilhører.

✂ At slutte Bogen kan derimod ikke tilkomme Nogen af Parterne, men ⓘ kunkun] B, kuu A den Upartiske, som Historie-Skriveren skal stræbe at nærme sig, og ham bedes nu Læseren skiænke et Øiebliks Opmærksomhed!

✂ Et Folk uden Moders-Maal er som en Konge uden Rige, og Begge er i Grunden lige 73ilde tjent med at deres Besiddelser kun staae “paa Papiret”, det er en ubestridelig Erfarings-Sætning, og at et aandløst Sprog i Folke-Munden svarer til et magtesløst ►Spir i Konge-Haanden, er heller ingen stor Hemmelighed; thi er det “ ►Almeen-Aanden ” der giør Riger stærke, og er Moders-Maalet hos alle naturlige Folk Dens Legeme og Liv-Udtryk, da vil intet Rige blomstre, med mindre Moders-Maalet i sin bedste og kraftigste Skikkelse ret egenlig hersker. Det folkelig og ►borgerlig velgiørende ved Reformationen i det Sextende Aarhundrede var derfor Moders-Maalets Indsættelse i sine naturlige Rettigheder; men kun i 📌England var Denne nogenlunde fuldstændig; thi i 📌Tydskland og hos os kom Latinen til at herske i Skolen, og da Skolen igien beherskede Kirken, og Moders-Maalet ikke som i 📌England havde noget ►Rygstyd i en ligesaa offenlig som fri Folke-Stemme, nedsank Det nødvendig i den Aandløshed og Ringe-Agt, hvori det Attende Aarhundrede forefandt Det. Giennem hele dette Aarhundrede stræbde Det vel med Pennen at giøre sig giældende og kom derved virkelig til Hæder og Ære paa Papiret, men det var ogsaa Alt, og maa 181 (VU) nødvendig blive Alt, naar ikke enten Livet, som i 📌England, kan udvikle sig aldeles uafhængig af Sko74len, eller Moders-Maalet virkelig kommer til at herske i Den. Man har derfor ogsaa giennem det Attende Aarhundrede paa en Maade indført 51 (Gskv) det i alle Skoler, men ingenlunde som Herre, kun som Træl, i de lærde Skoler som Træl for Latinen og i alle Skoler som Træl for Bogstav-Skriften, der dog, naar den er allerbedst, kun er Moders-Maalets Skygge, der skal følge, ingenlunde beherske Legemet. Under saadanne Omstændigheder seer det virkelig fortvivlet ud; thi Kløften mellem Menig-Mand og de Bog-Lærde er giennem Aarhundreder voxet til et svælgende Dyb, der synes knap i Skjaldens Fjeder-Ham at kunne overfares, og enhver Bro-Lægning vilde sikkert ogsaa mislykkes, hvor ikke den virkelige Folke-Stemme havde tilbagevundet sin naturlige Stilling ved Majestætens Øre; men dette maa indgyde de Bog-Lærde en saadan Ærbødighed for Moders-Maalet og avle saa levende en Overbeviisning om Mundens For-Ret og For-Trin til at føre Ordet, at de ei længer kan ansee deres egen fremmede Betragtning og døde Behandling af Moders-Maalet enten for en Fuldkommenhed eller en Ubetydelighed, men for en stor Ulykke, hvorpaa det ligesaavel er dem som Folket høist magtpaaliggende, der saa godt og saa snart som mueligt raades Bod. Hvor afgiort en Sag det 75da end før vilde været, at de Bog-Lærde, med faa Undtagelser, vilde af al Magt fraraade og frabede sig en saadan fri og folkelig ►Høi-Skole, som her er foreslaaet, vil de dog nu, naar de kun forstaae deres egen Fordeel, finde den høist ønskelig, som det eneste Middel, hvorved de Bog-Lærde efterhaanden kan tilbagevinde det manglende Mesterskab i Moders-Maalet og derved den levende Indflydelse paa Folke-Meningen og Folke-Stemmen, der ene kan erstatte dem det uretmæssige Herredømme derover, de nu for bestandig har mistet. Lægger Man nu hertil den Fædernelands-Kiærlighed og “ ►Lyst til Livet ”, Man i alt Fald hos de yngre Bog-Lærde kan giøre sikker Regning paa, da vil Man finde, at en Dansk ►Høi-Skole for Fæderne-Land og Moders-Maal er langt fra at være en luftig Drøm, da det meget mere er et nødvendigt Folke-Ønske, som baade Regieringen og de Bog-Lærde vinde usigelig meget ved baade saa snart og saa godt som mueligt at tilfredstille, medens vi skal takke Gud, vi 52 (Gskv) tilhøre et Folk, der hverken vil være ubeskedent i sine Fordringer eller ►uskiønsomt mod sine venlige Ledere paa den naturlige Vei til Oplysning om hvad Det ønsker at kiende, og til et Lyksaligheds-Maal, Det selv har Lyst til at naae. Sagen er naturligviis vanskelig, men Prøven er nødvendig, ►Lysten 76driver Værket►, og 182 (VU) 📌Danmarks ►Lykke er mageløs, saa der lykkes sjelden det ►Rimeligste, men altid det Bedste.

✂ Ja, 📌Danmarks ►Lykke er mageløs, thi ► Latinens Afskaffelse, selv i den lærde Skole, der alt har fundet Sted i Frankrig, nuomstunder det Romanske Hoved-Land, vil i 📌England, 📌Tydskland og 📌Norden følge af sig selv, og ved Moders-Maalets Herredømme bliver Dannelsen ogsaa af sig selv paa en Maade folkelig, det være sig med eller uden Aand og Hjerte. Andensteds kan dette Uafvendelige blive en meget betænkelig Sag baade for Regieringen og de Boglærde, men i det ældgamle Konge-Rige 📌Danmark, saa at sige ægteviet til Historiens Aand og dermed til al menneskelig Videnskabelighed, vil det ligesaavel være Kongens og de Lærdes som Folkets Triumph, naar blot ikke det Aandløse og Dyriske, men det Aandfulde og Menneskelige faaer Overhaand. Medens nemlig den Romerske Historie og Poesi var den forgiftigste Sjæle-Føde, Man kan tænke sig baade for “Kongelige” Embeds-Mænd og “Nordiske” Lærde, vil Dansken aabenbar være den bedst muelige for Begge, saa her vil Moders-Maalets Herredømme og Oplysningens Folkelighed nødvendig skabe et ►Gylden-Aar for 77alt Ædelt og Godt baade hos Høie og Lave, hos Læg og Lærd.

✂ De Danske er det fredeligste af alle Folk, og lade sig heller forkue, end de daglig vil ►stimes med Nogen, derfor er det meget mueligt, at selv naar hele 📌Europa kom i Oprør, vilde 📌Danmark sidde stille; men var det ikke i Forveien levet op, ved at løses af Baandene, hvori Det taber baade Mod og Kraft, da vilde Det opsluges af Naboerne, og Dronningen i 📌Norden ende med at trælle, ventelig for Tydsken. Dette vilde sikkert blevet Enden, hvis ikke 👤Majestæten, efter forgiæves at have anvendt alle de andre Midler, der, efter kloge Folks Mening, kun 53 (Gskv) de vække ►Almeen-Aanden og oplive Virksomheden, havde grebet det Rette, ved at skabe den fri Folke-Stemme en ny Mund efter Tidens Tarv; men Dette vil sandsynlig ikke blot redde 📌Danmark, men hæve det til samme Glands i ►Nyaars-Tiden, som aabenbar engang i ►Fredegods-Tiden, hele 📌Nordens Guld-Alder, maa have omstraalet Det. Kun er det soleklart, at Folke-Stemmen umuelig kan udrette saa store Ting, med mindre en Folkelig ►Høi-Skole kiærlig uddanner og veileder den, saa Alt i Riget efterhaanden kan gestalte sig i levende Sammenhæng dermed. Det er nemlig ikke blot umueligt, at ►det Folkelige Stats-Raad kan opfylde sin Be78stemmelse, uden stedse bedre at blive bekiendt med Folke-Naturens og Fæderne-Landets Tarv og faae Moders-Maalet i sin Magt, men det er ligesaa umueligt, at 📌Danmark kan 183 (VU) blomstre, uden først at løses af den ►Kirke-Tvang, ►Skole-Tvang og ►Almisse-Tvang, der Altsammen er af fremmed Oprindelse og forknytter saa ømfindtligt og ►spærlemmet, saa kiærligt og kvindeligt et Folke-Liv, som det Danske altid har været og altid maa blive!

1

✂ ►Gik alle Konger ►end paa Rad,
I deres Magt og Vælde,
De mægted dog ei mindste Blad
At sætte paa en Nælde,►

✂ og hvad er dog en Nælde mod et Menneske! hvor langt hemmeligere, friere og forunderligere en Ting er ikke Menneske-Livet, end Urternes paa Marken! Intet Under da, at Skole-Mesterne, ved at ville omskabe alle Folks Liv efter deres Hoved og Bogstav-Skrift, kun, saavidt mueligt, har slaaet alle Folk aandelig ihjel, og hvad det Danske Folk angaaer, da synes Det vel, ligesom Kvinden, at kunne giøres til hvad Man behager, men er netop derfor ogsaa, ligesom Kvinden, i Grunden aldeles uforanderligt. Hvem der har deres Styrke i Hovedet faaer ikke let Udseende af at have undergaaet en Hoved-Forandring, men det faaer Den meget let, der, som Kvinden og det Dan79ske Folk, 54 (Gskv) kun har sin Styrke i Hjertet, uden at det dog er Andet end et tomt Skin med Forandringen og er kun Sandhed, at Hjertet derved enten brister eller bløder!

✂ Naar jeg tænker paa, hvor langt dette er fra den Latinske og Tydske Tanke-Gang, der i hele sex Aarhundreder baade giennem Kirke og Skole har bemægtiget sig vore Hoveder, og, naar Hjertet knurrede eller krympede sig dog ved det Unaturlige, ►kiøs det med “Bibel og Christendom”, som om det var disse Over-Naturligheder “►Kiødets Sands” oprørde sig imod; da finder jeg det vist nok urimeligt, at selv Engle-Tunger skulde kunne overtale den nærværende desuden lidt tunghøre Slægt til saa ganske at vandre i et “nyt Levnet”, og endnu urimeligere at tænke, min døvstumme Pen kunde dertil bidrage det Mindste. Ja, da staaer Han mig levende for Øie, hvem jeg kalder “Herre og Mester”, om Hvem alle Tunger bekiende, at som Han har intet Menneske havt Ordet i sin Magt, og om hvem jeg troer, at Han ledsagede sit Ord med mageløse Gierninger af Guddoms-Kraft og Menneske-Kiærlighed; Han staaer levende for mig, med Taare paa Kind, med Øiet hæftet paa sit Folks Hoved-Stad, og med det vaandefulde Ord paa Læberne: ►gid du dog vidste endnu i Dag 80hvad der tjener til din Fred, men nu er det skjult for dine Øine!►

✂ Det er derfor ingenlunde i Drømme eller i nogen Slags Ruus jeg yttrer det store, tilsyneladende urimelige Haab om 📌Danmarks nærmeste 184 (VU) Frem-Tid, det er kun fordi jeg ved modent Overlæg fandt langt overveiende Grunde til at haabe det Bedste, og fandt det umueligt for mig at giøre noget Andet, før jeg saa rolig og saa tydelig, som jeg kunde, havde peget paa den ny, rosenstrøede Bane, jeg saae aabnet for det Danske Folke-Liv, af Dets Frelser med Torne-Kronen, som, efter min Anskuelse, er Kong 👤 Frederik den Sjettes rette Borgerlige Kiendings-Navn. Ved Hans Haand er nemlig den Danske Bonde-Stand frelst fra sin lange, uforskyldte Trældom, ved Hans Livsalighed fremlokkedes den gamle ►Hjarne-Sang, der laae begravet i 📌Danmarks Hjerte ligefra ►Fredegods Dage, og endelig 55 (Gskv) ►skar Han Folke-Munden for det ulykkelige Tunge-Baand, der var blevet saa gammelt, at det syndes en ulægelig Natur-Feil. Det var de tre store Mirakler, Fornyelsen krævede, og om deres Muelighed var det naturligt at tvivle; men hvad der meer behøves er i Sammenligning kun Smaa-Ting, som Konge-Haanden uden mindste Fare, naar Den dertil føler sig bevæget, kan udrette med et 81Penne-Strøg; thi paa Tvangen nær kan næsten alle Indretninger blive, som de ere, og selv den “Danske ►Høi-Skole ”, har vi seet, er for længe siden baade stiftet og udstyret, saa den behøver kun at tilbagegives til sin forfeilede Bestemmelse. Stor nok kan den Forandring i Tanke-Gangen være, som hertil udkræves, men større end den, der maatte foregaae i et Præste-Hoved af den gamle Skole, før denne Pen kom til at pege saaledes, er Forandringen dog ikke, og da den er til det Folkelige fra Arilds-Tid, kan den aabenbar i et Øieblik foregaae hos Dannemænd i Hundredtusind Tal, især da den aldrig har holdt op at herske hos vor Frue: Danne-Kvinden. Da Præsten nu tillige paa det Alvorligste tør forsikkre alle dem, der ændse hans Prædiken, at “👤Christus”, langt fra at have det Mindste mod Kirkens, Skolens og Godgiørenhedens, som er Troens, Haabets og Kiærlighedens Frihed, tvertimod anbefaler den til alle sine Discipler, og vil øiensynlig velsigne det verdslige Rige, hvor den i Sandhed bliver “Lov og Ret”, saa er det intet Sværmeri, men en ligesaa rimelig som kiærlig Formodning, at 📌Danmark, efterat have gjort de første Skridt, som koste, ogsaa vil giøre de Følgende, som lønne sig, og ingenlunde vægre sig 82ved at træde i sine egne ældgamle, priselige Fod-Spor, da Forstands-Øiet atter opdager dem, og Mellem-Tiden selv har bortryddet de Hindringer, den optaarnede, ei for at afbryde Banen men for at hindre ubetimelige Anstrængelser.

✂ De eneste virkelige Hindringer for det Danske Folke-Livs glædelige Fornyelse er “►Gjælden og ►Bonde-Sagen”, men naar kun de ædle Natur- 185 (VU) Kræfter tilbagevinde deres fri Virksomhed i den nyskabte Kongelige Orden, naar vi ikke sprænge os selv ved at prøve paa Umueligheder, og ei røre meer end høist nød 56 (Gskv) vendigt ved det ømme Sted, vil sikkert ogsaa disse to gamle Saar læges langt hastigere end Man skulde tænkt, det Ene af Tiden og ►Lykken og det Andet af det mageløse Danske Hjerte. Ja, af Alt hvad der i hedensk Blindhed forgudedes paa Jorden var Intet saa guddommeligt som dette Hjerte, fra Arilds-Tid fælles for Kongen og Folket, hængende fast ved Fæderne-Landet og liggende paa Tungen i vort liflige Moders-Maal, saa Det kan giøre større Ting end Disse, og lære hele Folket at synge med Fryd:

1

✂ ►Mens selvgjort Lyn og Torden,
I Raad-Huus og paa Val,
Bortskræmmed Fred fra Jorden,
Udbredte Død og Kval,
83Kun gienlød 📌Danmarks Vange
Af høie Fryde-Sange
Til Freds og 👤Fredriks Priis!

2

✂ Det gienlød vidt paa Jorden:
“►Han løser alle Baand”,
Den ædle Drot i 📌Norden,
Ham driver Friheds Aand;
Han binder kun fra Oven
Urettens Haand med Loven,
Sit Folk med Kiærlighed!►