Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk...

Grundtvig, N. F. S. Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet

Grundtvigs Værker

↩ 42

Fæderne-Landet og Moders-Maalet.

1

✂ ►Rede har Fuglen og Ræven har Grav,
►Geffion Gamle kun ►Pose og Stav!
Dronningen tigger for hver Mands Dør,
Har dog sit Væsen endnu som før;
Marken var hendes med Ager og Eng,
Arvingen lever, den liden Smaa-Dreng,
Ham gienner Ingen af ►Vangen med Staal,
Kunde han bare sit Moders-Maal!

✂ Vel er jeg ingen Ven af at udtvære Skjalde-Sproget, men skal ovenstaaende Rune ikke være de fleste Læsere aldeles mystisk, maa jeg dog nok finde mig i at tilføie, at ved “►Geffion Gamle”, i Kong ►Skjolds Dage ► 📌Leire-Dronning, menes her “Fæderne-Landet” i moderlig Skikkelse og ved “hendes lille Søn” folkelig “Dannelse og Oplysning” der, uden ret Fortroelighed med Moders-Maalet, umuelig kan komme til Kræfter.

✂ Hvad nu dette vort Fæderne-Land angaaer, da kiender neppe nogen Bog-Orm det bedre end jeg, fra Yderst til Inderst; thi ►jeg er født i Skoven og legede som Barn mellem 📌Sællands 43Bøge►, ►voxde saa op paa 📌Jyllands sorte Hede og morede mig kostelig med Lyng og Krat og ►Lyse-Klyne, sværmede i min ►Ungdom paa 📌Langeland ved Hav-Fruens Trylle-Bælte, og ►graaner nu i 📌Hoved-Staden ved det stoute 📌Øre-Sund, medens Runerne fra ►Brænd-Old og ►Høi-Old og Munke-Bogstaverne fra Middel-Alderen i deres livligste Skikkelse (altsaa Fæderne-Landets Historie) var i tredive Aar mine Yndlinger. ►Vist nok er jeg partisk for ►“📌Danmarks frugtbare Herlighed”, og kiender af egen Erfaring kun lidt til fremmede Lande, men i Bøgerne om de Ypperste er jeg dog temmelig be vandret, og i mine mest upartiske, mindst patriotiske ►Løbe-Dage gjorde jeg dog ►en udflugt over 📌Nord-Søen og sammenlignede ret koldsindig Hav-Fruen ved 📌Øre-Sund med ►Ælve-Dronningen ved 📌Thæmsen, 📌Frederiksberg-Bakke med 📌Richmond-Hill, 📌Møens Klint med “►Albions hvide Kyster”, og det Danske Paradis i 📌Sælland med det Engelske i 📌Devonshire. Herved fandt jeg virkelig udenlands det Kiønne meget mindre og kun det Stygge meget større, saa naar jeg undtager Politiets elskværdige Beskedenhed, Endeel af Fortougene i 📌London og Veiene overalt, Ligegyldigheden for alt det Fremmede, Man ei med Fordeel kan tilegne sig, men først og sidst Kræfternes fri og levende 44Virksomhed i alle Retninger, lutter Ting som her lod sig ypperlig efterligne, da veed jeg slet ikke hvad det lille 📌Danmark skulde misunde det store, berømte, hovedrige 📌England; men næst dets ►urimelige Stats-Forfatning, der kun passer for de “Urimeligste af alle Mennesker”, var der vist intet Engelsk, vi nødigere skulde efterlignet, end det eneste Tvungne paa Øen, nemlig Fattig-Væsenet, denne ►konstige ►Afgrund, der kan opsluge selv 📌Englands Rigdom, uden at den fylder det Mindste deri. * Vil Man see overflødigt Beviis, da læse Man den Parlamentariske Oplysning: ►Report of the Poor Laws. .

✂ Komme vi nu til Moders-Maalet, da er jeg saa gammel en Arbeider deri baade med “Mund og Pen”, at Man neppe vil nægte mig ►Stemme-Ret, og skiøndt jeg i dette Stykke naturligviis er uhyre partisk, og har ret med Flid lige til over “de Fyrre tive”, skyet selv kun at “tydskes”, saa har jeg dog endnu Smagen i Munden af den forgiftige Latin, jeg for en heel Menneske-Alder siden spyttede ud, sværmede siden en Tidlang for Islandsken, har været drevet af min historiske Natur og Syssel til at befatte mig endeel med fremmede Sprog, og har omsider i en Række af Aar 45ordenlig lagt mig efter Engelsk, som er det Sprog en Dansk Latiner bedst kan faae i sin Magt, og efter alt dette tør jeg godt vove at gientage alle mine Lov-Taler over Moders-Maalet, uden at frygte for noget Skulder-Træk af Fremtidens anderledes veloplyste Sprog-Granskere. Jeg troer saaledes virkelig, at alt Smukt og Godt lader sig oversætte paa Dansk uden at tabe det Mindste, medens det bedste Danske ei lader sig oversætte paa noget Sprog, end ikke paa Engelsk, uden i det Mindste at tabe det Halve, thi det gaaer med Hav-Fruens Sprog, ligesom med Havet, der er levende tilbunds og lige naturligt i alle sine mangfoldige Skikkelser: fra det mildeste Hav-Blik til den mest oprørte Sø-Gang.

✂ Dog, Man skrive kun frit Saameget heraf som Man lyster paa min Partiskheds Regning, thi jeg har dog endnu ikke truffet nogen Fremmed med mindste ►Stemme-Ret, der ►jo strax indrømmede, at

1

✂ ► 📌Danmark, deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bølgen blaa,►

✂ er et meget smukt Land, og Dansken, især paa vort smukke Kiøns Læber, et sødt Sprog, i vore Skjalde-Bøger vidunderlig rigt og dybt, bøieligt og klangfuldt, saa blev Sagen rigtig drøftet, kan jeg neppe tvivle om, de Fremmede jo Alle, 46næst deres Eget, vilde prise 📌Danmark og Dansken, ►ligesom de Græske Høvdinger 👤Themistokles. Men selv om Dette var for meget sagt, har dog det smukke 📌Danmark og det søde Moders-Maal unægtelig for Danske Folk det mageløse Fortrin at være deres Eiendom, saa det var Synd at fortænke dem i, at de i Grunden, ligesom alle andre Folk, foretrække dem vidt for hele den øvrige Verden med alle Dens Tunge-Maal. Dette Grund-Træk, der er uadskil leligt fra enhver Folke-Natur i levende Live, skulde jeg derfor slet ikke udhæve, men kun forudsætte, dersom ikke denne naturlige Forkiærlighed for Fæderne-Land og Moders-Maal, med Alt hvad dertil hører, sagdes at være forsvundet hos os for mange Tider siden.

✂ Gierne gjorde jeg en Spas deraf, og spurgde, hvor den Forkiærlighed da vel skulde være vandret hen, da Man dog ingensteds udenlands har sporet den; men dertil er Skinnet dog for meget imod 📌Danmark og Sagen for alvorlig, derfor maa jeg nævne det Vigtigste, Man kan anføre for den Æventyrligste af alle Udvandringer og vise, det er ►til Lykke dog kun et, trods al Sandsynlighed, urimeligt og ved sin umaadelige Længde høist kiedsommeligt Æventyr.

✂ Man siger nemlig, at Alting i 📌Danmark sy47nes med den største Selv-Fornægtelse at være indrettet deels efter de Fremmedes Bekvemmelighed og deels efter deres Smag, og at det er aabenbar i Folkets Aand eller Aandløshed, da de Dannede sædvanlig veed meget bedre hvad alle ►Departementerne i 📌Frankrig og Gouvernementerne i 📌Rusland hedde, end hvor 📌Salling og 📌Thy er at finde, og er nær ved at bede selv ►Rus og Polak om Forladelse fordi de ikke kan tale hans Sprog, medens de vilde finde det latterligt, om nogen Fremmed undskyldte sig for, at han ei kunde deres.

✂ Paa lidt Overdrivelse nær er dette nu ►vist nok en Kiends-Gierning, og Kiends-Gierninger, siger Engelsk-Manden med Rette, er haardnakkede Krabater (►facts are stubborn things,) saa det vil jeg helst lade staae ved sit Værd, til det, som jeg haaber, falder bort af sig selv; men jeg paastaaer dristig, at jo mere Skinnet er imod os, des stærkere maa Forkiærligheden i Grunden have været, siden vi endnu har et selvstændigt Fæderne-Land og et i Bog som i Mund fra ethvert Andet med Æren kiendeligt Moders-Maal.

✂ Var nemlig end vort Fæderne-Land ligesom Engelsk-Mandens, aldeles “►lukt med Bølgen blaa”, saa kan Man dog nok begribe, at havde vor Føielighed mod de Fremmede, vor Om hyggelighed 48for deres Bekvemmelighed og vor Beundring af deres Smag været grændseløse, da vilde de for længe siden have giæstet os saa mandstærke, at der til deres Bekvemmelighed og ifølge deres Smag maatte være udøvet en ganske anden Selv-Fornægtelse og foretaget langt anderledes giennemgribende Forandringer “fra Borgen til Hytten”, end dem vi har været ►artige nok til selv at falde paa eller føielige nok til at finde os i. At “►Bølgen blaa” ligesaa vel aabner som lukker for slige selvbudne Giæster, det har 📌England fordum inderlig følt, og senere klarlig beviist, ogsaa for os, og da nu desuden, som det lyder i Visen “► Leddet er af Lave ” ved ►det andet Marke-Skiel, saa kan det dog umuelig være Andet end Blænd-Værk med et lille Folks Mangel paa Fædernelands-Kiærlighed, der under saa farlige Omstændigheder selv ligesom vinkede ad de Fremmede, og dog er blevet det ældste aldrig undertvungne, selvstændige Folk i 📌Europa. Engelsk-Manden følde det ogsaa selv ►den første Skiær-Thorsdag i det Nittende Aarhundrede, at vor bekiendte Føielighed først indtraadte, da han gav efter, og da han siden “for at lette os den” særdeles baade anstrængede og skyndte sig, svarede den dog ingenlunde til hans Forventning; thi at 📌Hoved-Staden heller vilde lægges i Aske og miste sine ►flydende Mil49lioner►, end lade sig med Trudsel giøre værgeløs, og at 📌Danmark heller vilde udholde en aldeles fortvivlet ►Syvaars-Krig, end tage ► 📌Sællands-Toget for ►Venne-Besøg, det er et verdenshistorisk Vidnesbyrd om grundig Fædernelands-Kiærlighed, hvori ►Mellem-Spillet med “📌Kiøge Høns” giør ikke mindste Skaar. ►Hunger er et haardt Sværd, siger Ord-Sproget med Rette, og har 📌Danmark i ►Syvaars-Krigen for sin Selvstændighed trodset selv det, ja, trodsede Mange af Dets Sønner det ret øiensynlig paa ►Fange-Skibene, da tør vi nok sige, der er nys lagt et “ ►Mad-Offer ” paa Fæderne-Landets Alter, der endnu gyldigere end alle de forrige “ ►Slagt-Offere ” bevidner Hengivenhed til det Yderste, og har vi, ved Vold paa vor egen Natur, selv gjort os dette Offer tungere end det i sig selv var, da var det ►vist nok et stort Misgreb men forhøier dog Triumphen.

✂ Ja, hvad det mishandlede og uhyre miskiendte 📌Danmark, netop i dette Aarhundrede, med Dets folkelige Konge, taalmodig har lidt for sin gamle Selvstændighed, det vil ►Lykken erstatte og Efter-Slægten beundre, og ved ►Syvaars-Krigens Ende, da hele 📌Europa overvældede os som ► 👤Napoleons Med-Skyldige, skiøndt de hos os ei fandt en Trevl af hans Bytte men kun ►Spor af hans Ørne, 50►da stod jeg, begeistret for Fæderne-Landet, midt i Kredsen af 📌Danmarks boglærde Ungdom, saae deres Øine tindre og deres Kinder gløde saavelsom mine, og kan virkelig ei skiønne rettere, end at paa første Vink vilde hele 📌Danmarks vaabenføre Ungdom indviet sig til et blodigt Offer, hvis Mage Man forgiæves skulde søgt i hele Verdens-Historien, og det til et Offer ei engang for Fæderne-Landet i strængeste Forstand, men for det ogsaa mageløse “►Tvilling-Rige” i 📌Norden, der giennem Aarhundreder syndes kun at have een Sjæl i to Legemer. 📌Norge var imidlertid dog ingen Deel af 📌Danmark, og selv for den kiæreste Broder havde dette ham unyttige Offer været for stort, saa dømde Forsynet, og Dets Dom er ►alt retfærdiggjort; men det er derfor lige vist, at skiøndt den Danske Fædernelands-Kiærlighed fik Skinnet imod sig, har den dog Sandheden for sig, hvad heller Ingen vil nægte, saasnart vi kun vove at vise os til daglig Brug, som vi er, saa Fædernelands-Kiærligheden, som er Sjælen i vort Folke-Liv, ogsaa bliver det i alle vore Indretninger og bliver General-Nævneren til alle vore Brøker. Og det vil nu sikkert skee, vort Løsen vil blive: 📌Danmark fremfor Alt, og saa de Fremmede, eftersom de skikke sig imod os; thi hidtil har de gjort gamle 📌Danmark al den Ulykke 51de kunde, og kan da, naar de blive allervredest, ei giøre det værre, og det kan ei gaae værre end at vælte, hvad Enden maatte blive, naar vi blev ved at føie de Fremmede paa Fæderne-Landets Bekostning. Man tale saa meget og saa smukt, Man vil, om den strænge Retfærdighed og den rene Dyd, men naar Fæderne-Landet gaaer til Grunde, hvad give de Fremmede og hvad giver den strænge Retfærdighed saa os og vore Børn for det? ►Giør imod Andre hvad du selv vil hændes og have, det er Folke-Ret saavelsom Menneske-Ret, men er det Alt hvad vi kan kræve og langt meer end vi har nydt af de Fremmede, hvi skulde vi da være saa unaturlig haardhjertede eller saa latterlig ærgierrige at kræve Meer af os selv?

✂ See, det var Fæderne-Landet, og nu Moders-Maalet! Hvad det har maattet døie, siden 👤Saxo ►alt i 👤Valdemar Seiers Dage skrev ► Danmarks Krønike paa udmærket Latin, det kan min Pen ligesaa lidt beskrive, som Alt hvad “ ►hin gamle Ask ” har maattet lide, hvis ►Bul trøskes, ►hvis Blade afædes, hvis Rod forgnaves, og til hvis Ulykke baade Ørn og Egern oplægge Raad; men hvad Dansken efter sexhundrede Aars Trældom, under Latinens sønderknusende Aag og Tydskens ubarmhjertige Svøbe, endnu er og 52kan blive, det veed jeg omtrent, og var det vel mueligt, at Dansken endnu kunde være et levende Sprog, ei blot for Bønder og Børn, men for Kongen og alle hans Skjalde, dersom ikke Folket, trods al tilsyneladende Ringe-Agt, dog havde elsket det ret af Hjertens Grund og holdt det i Hævd som sin Øie-Steen. Nei, var det til Beundring selv for Engelsk-Mænd, som de Danske sloges ►efter firsindstyve Aars Fred, da skal det visselig blive til Beundring for al Verden, hvordan de Danske Skjalde brugde Moders-Maalet i Slutningen af det Attende og Begyndelsen af det Nittende Aarhundrede! Saa folkeligt og saa fædrelandsk et Skjalde-Chor, tør jeg, paa historisk Ære og Samvittighed, forsikkre, der blev ei hørt i noget andet Land, siden Sangerne i 📌Hellas forstummede, og hvad er der dog mellem Himmel og Jord: fra Tankens høieste Flugt til dens letteste Svæven over Blomster i Enge, og fra ►Dønnet, som ruller i Sky, til den sagte hviskende Lyd i Hjerte-Kamret, som disse Skjaldes Moders-Maal ei kunde udtrykke baade levende, liflig og lystelig! Og hvor fik nu Skjaldene det fra? De forskrev det dog vel ikke fra fremmede Lande, hvor Ingen forstaaer det! De læste sig dog vel heller ikke til det i den forbistrede Latinske Grammatik og de forgiftige Romerske Classiker! Med Øret, som dertil danne53des under Moders-Hjerte, opfangede de dog vel hos Folket hvad Folket forstaaer og erkiender for Sit, eller smeddede de Nyt af samme Malm og med samme Klang, da var det dog vel Folke-Aanden, som lærde dem den Konst. Altsaa er Folke-Aanden endnu ligesaa lidt forsvundet, som Folke-Hjertet er isnet, men har tvertimod netop i vore Dage, trods den “sorte Død” som er “ ►den Latinske Stil ”, lyslevende beviist ikke blot sin Nærværelse, men sin Magt: har ført det store Ord, saa baade Latinen og Tydsken forstummede paa Marken, har ærlig stræbt, skiøndt hidtil rigtig nok forgiæves, at give Folket igien hvad Folkets er: en opladt Mund til at udtrykke Alt hvad Det har af Naturen eller kan dog levende tilegne sig og landsforvise Resten. Ja, hvor urimeligt det end klinger, at hele Moders-Maalets Rigdom i vore Skjalde-Bøger er fundet i Folke-Munden, samlet af de Fattiges Skiærve, saa er det dog nødvendig sandt, og hele Hemmeligheden stikker i Skjalde-Øret, der er saa ►letnemt, at det opfanger enhver folkelig Tone i hele sin naturlige Klang, og ►er saa paaholdent, at det slipper aldrig nogen Fange løs. Der er saaledes visse Danske Ord-Sprog, saavelsom mangfoldige ægte Tale-Maader og Udtryk, som jeg bestemt veed kun at have hørt en eneste Gang, tit kun i min Barndom, og derfor er 54jeg rigtig nok des vissere paa, at blev Folke-Mundens sorte Armod ikke endnu i vor Tid afhjulpet med den Rigdom, vi paa en skikkelig Maade har stjaalet fra den, da kom den aldrig til Opreisning; men det beviser kun, at Naturen nu trænger til ►Konstens Hjelp, ingenlunde, at nogen Folke-Natur, med de ►konstigste Fiende-Vaaben imod sig, hidtil saa godt som den Danske har hjulpet sig selv!

✂ Slutningen bliver altsaa, at skiøndt 📌Danmark, underkuet af Latinen og hærget af Tydsken, for mange Aarhundreder siden glemde Navnet paa sin gamle ►Dise, ►Fruen med Fjeder-Hammen, der lærde Skjalden Elskovs-Viser, men deelde dog ogsaa daglig paa Kæmpe-Valen halvt med ►Odin; saa fandtes dog endnu i det Nittende Aarhundrede 📌Danmarks Skjalde i samme ►Dises Fjeder-Ham, mægtige til at fare i den hvorhen de lystede; paa deres Tunger fandtes de samme smeltende Toner, naar de sang sødt om Glæden i Løn, sang Dansk om Kiærligheds ►Lykke, uden at dog ►Bjarke-Maalet heller ►var dem over Magten eller de for stakaandede til at blæse Lyd i ►Gjallar-Hornet, saa det kan endnu blive godt med Alt hvad Moders-Maalet har lidt og tabt, naar det blot kan faae Lov til at forplante sig levende ►paa Marken, som det lever endnu, adspredt hos Folket, men kun samlet hos sine na55turlige Præster og Propheter, som Skjaldene er. Vi havde ladt os indbilde, at det kunde skee med “Pen og Blæk”, men det er soleklart, at dermed ►smøres et Folk kun om Munden og gaaer Glip ad sit Arve-Gods, har derfor det Danske Folk endnu mindste Kiærlighed til sit deilige Moders-Maal: til den naturlige, flydende, fyndige Maade at udtrykke sig paa om Alt hvad der er i deres Hjerte og løber om i deres Hoved, da lægge Det Beslag paa sine Skjalde, mens det har dem levende hos sig og pine paa en skikkelig Maade ud af dem Alt hvad de paa samme Maade har stjaalet, til de blev rige, og som de dog meget heller maa give de rette Eiermænd tilbage, mens de leve, end tage i Graven med sig eller grave ned i Bøgerne og gaae igjen ►som Spøgelser at vende! Ja, nu vil det rigtig nok vise sig, om det er med Folkets Minde, at Latinen har hersket herinde sexhundrede Aar, men saasandt som ►de i 📌 Roskilde hver ken talde Latin ► eller ►stemmede for den, saa vist vil Folke-Stemmen ogsaa være for en Dansk ►Høi-Skole, jo før jo heller, hvor Alting dreier sig om Konge og Folk, Fæderne-Land og Moders-Maal, og hvor Skjaldene, som besang Konge og Fæderne-Land, med Ordet, de tog Folket af Munden, nødes til at giøre Gavn baade for Føden og for Æren, men 56nødes naturligviis, som fribaarne Dannemænd og ►lunefulde Personer, kun dertil af Folke-Aanden, drives kun af Fædernelands Kiærligheden som giæster, og af Udsigten til Udødelighed paa Folkets Tunge, som fortryller dem.

✂ Man kan nok tænke, jeg veed, hvor latterligt det vil forekomme Mange at tale om “Skjaldene”, som Folkets Lærere; men kunde ikke engang jeg hæve mig over den Latter, hvordan skulde da Folket, saa jeg vil ikke giøre Andet for at dæmpe den, end ganske tørt anmærke, at Talen jo her slet ikke er om at opelske Læse-Heste eller at forberede til “Examen”, men blot om at vække og nære Fædernelands-Kiærlighed og skaffe Styrke og Rigdom i Moders-Maalet, og havde de Classiske Lærde været dygtigere dertil end de Danske Digtere, da havde de dog vist skrevet bedre baade paa og for Moders-Maalet og for længe siden talt godt Dansk paa ►Høi-Skolen istedenfor slet Latin. Vil Man altsaa i vore Dage have en Dansk ►Høi-Skole, hvor Fædernelands-Kiærlighed skal aande og Moders-Maalet blomstre, da maa Man takke Gud for Skjaldene og tillade dem, om de kan, ogsaa at afvinde Folket lidt Yndest baade for deres fædrelandske Viser og hvad der ellers findes i deres Skjalde-Bøger. Og hvem kan heller have Noget derimod at indvende, uden saa forhærdede La57tinere, som 📌Danmark dog vel umuelig kan have fostret, da selv de mest Forhærdede tilstaae, af uagtet Digternes Sværmeri og Overtro, Løshed og Letsindighed, kan Latin-Skolen dog for Smagens, for Livlighedens og Sprog-Rigdommens Skyld ikke undvære dem; thi kan selv Skolen “for Døden” ikke undvære de “døde” Digtere, da kan Skolen “for Livet” aabenbar endnu langt mindre undvære de Levende.

✂ Misforstaaelse frygter jeg heller ikke; thi hvad jeg før har sagt, gjentager jeg naturligviis her med Flid, at ►det Folkelige Stats-Raad, som giør en Dansk ►Høi-Skole aldeles nødvendig, ogsaa ved dens Indretning maa staae os levende for Øine; og kunde Man end tiltroe mig det ►Daarekiste-Ønske, at ►Stats-Raadets Medlemmer skulde være Dilettanter i Æsthetiken, saa seer Man dog nok af min Roes over ►Dets første, høist upoetiske Møde, at det er langt fra min Mening. At de derimod skal være saa godt som mueligt oplyste om Folke-Naturen, Stats-Forfatningen og Fæderne-Landet i alle Henseender, er et Ønske, som baade 👤Kongen og Folket maa dele med mig, og her er god Leilighed for Flere end Skjalde til at giøre deres Bedste, men deels maa denne Oplysning dog ikke fattes det høiere Præg, som Folke-Aanden giver, deels vilde den uden 58Fædernelands-Kiærlighed holde op at virke velgiørende, og endelig er den hverken tænkelig eller brugelig uden Styrke i Moders-Maalet, saa Skjaldene kan umuelig undværes. Hertil kommer endnu at “Oplysningen”, for at være ægte, maa for største Delen udspringe af ►Enkelt-Mandens eget Liv eller dog prøves derpaa; men “Stemningen”, som gestalter hans eget Liv, “Øiet”, hvormed han opfatter dets Begivenheder, og “Tonen”, hvori han udtrykker sine Erfaringer, dem trænger han til fra Ungdommen af at føre med sig ind i Livet, og det er en af Hoved-Grundene for en folkelig ►Høi-Skole. Hvem kan saaledes ei godt forstaae, det var en fortvivlet Sag for alle dem, der har kun Dagen og Veien, og for hele Riget, hvis ►Eiendommerne, som med Rette vælge og udgiøre 👤Kongens ►Stats-Raad, ei blev kloge paa Andet end deres personlige og øiebliklige Fordeel, ei stedse bedre lærde at paaskiønne og benytte deres ligesaa ærefulde som vigtige Stilling, stedse dybere at føle og klarere at vise sig som Rigets ►ny “Ridder-Stand af Dannebrog”, der sætter sin Ære i det almindelige Bedste og giør med Glæde de Opoffrelser, det kræver. Børn maatte vi være i Forstand, om vi tænkde, at alt Saadant bestandig vilde komme ved et Slumpe-Træf, eller at selv den bedste Folke-Natur paa sine 59gamle Dage kunde undvære en Konst, der, uden at ville forkue eller beherske den, kommer den venlig til Hjelp, som en Daatter sin aldrende Moder!

✂ At der nu ved en saadan ►Høi-Skole tillige, saavidt mueligt, burde være Leilighed til at erhverve sig de Kundskaber enten i fremmede Sprog eller andre Grene, som Enkelte kunde ønske sig, er vel ganske rigtigt, men betegnes dog her med Flid som en Bisag, fordi det nuomstunder netop er den store Anstøds-Steen paa Skole-Veien til Forstand paa Livet, at Man over det Enkelte lettelig glemmer det Hele, over de adskildte Baner det fælles Bedste, eller sprænger dog sig Selv for at giøre Umueligheder. At Man ved at betragte sit Borger-Liv fra den høiere Syns-Punkt, Folke-Aand og Fædernelands-Kiærlighed skabe, baade fører det langt ædlere og finder det langt mere fyldestgiørende, det lærer baade ►den gamle og den ny Verdens Erfaring; men at Man, ved at drive sine ►borgerlige Sysler fra en saakaldet høiere videnskabelig Stand-Punkt, som blotte Forsøg, driver dem med mere Nytte og Fornøielse, det er kun en Tydsk Grille, som hidtil har havt al Erfaring imod sig, saa Man giør sikkert klogest i først at see det Tydske Borger-Liv (i anden Potens) slaae Sparto til det Engelske, inden Man kimser ad Dette og griber efter 60Hint. Længere fra mine Tanker end Solen fra Jorden, er da det Indfald, at vor ►Borgerlige ► Dannelse skulde baseres paa Mathematiken, med samme strænge Videnskabelighed, som den Lærde paa de døde Sprog; thi for at uddøe behøver Borger-Livet hos os aabenbar ingen Skole, og at det i alt Fald maa være ganske andre Folk end de Danske, som enten Mathematiken eller nogen stræng Videnskabelighed kan giøre levende, føle de vist selv bedre end jeg kan sige det. Desuden var det jo ligesaalidt Mathematik eller nogen stræng Videnskabelighed, som Latinen, Man ønskede Mere af i 📌Roskilde, men lykønskede sig tvertimod rettelig med, at have ladet alle Theorier fare og taget Verden, som den er, og betragtede vi ikke ►det Folkelige Stats-Raads Fornødenheder og Prydelser som Høiden af vor folkelige og ►borgerlige Dannelse, da var vi jo uhelbredelige Daarer. Hoved og Hjerte for sin vigtige og ærefulde Stilling, som den levende Forbindelse mellem den uindskrænkede Konge og det fribaarne Folk, saa lyst et Hoved og saa varmt et Hjerte som mueligt for dette høieste Borger-Kald, det kræve vi af ►Stats-Raadet; men det Lys og den Varme udspringer aabenbar hverken af Mathematik eller nogensomhelst stræng Videnskabelighed, men af Fædernelands-Kiærlighed og en jævn Dansk Tanke-61Gang, der holder sig til det virkelige Liv og laaner Kraft af Folke-Aanden. De samme Egenskaber som vi kræve hos ►Stats-Raadet, maae vi, om end i ringere Grad, forudsætte hos ►Vælgerne og ønske hos Alle, og saaledes faae vi et klart Begreb om en folkelig Dannelse, der slet Intet har med den Lærde at giøre, uden forsaavidt den lærde Dannelse, langt fra at bestride den Folkelige eller skyde den fra sig, maa stræbe at indslutte den i sig, naar den ikke vil tabe Folkets Yndest, hvoraf den dog i Grunden ene lever, ei blot ud vortes, ►som 👤Holberg lod Latinerne høre at de spiste Dansk Brød, men ogsaa indvortes, da det visselig ikke er af Bøgerne eller af ►Blækhornet, men af Folke-Livet, al levende Videnskabelighed drager sin Næring.

✂ Kun saaledes ►i en Sum vil jeg her udtrykke den lærde Dannelses rette Forhold til den Folkelige, der visselig ikke medfører, at betragte Folke-Naturen som Moder til lutter Fæ-Hoveder, Man kun med Mathematik eller Latin, med boglig Konst og det dertil hørende “naturlige ►Handværk ” kan forvandle til Mennesker. At vor lærde Dannelse hidtil var saa udansk som mueligt og kan derfor slet ikke følges, men maa aldeles tilsidesættes ved Indretningen af en “Dansk” ►Høi-Skole, det er soleklart; men at “Latinerne” her62inde i Almindelighed dog tænke langt mere folkelig end de til daglig Brug vil være bekiendt, har Mødet i 📌Roskilde ogsaa beviist, saa de finde det vist allerede ganske klogt af mig, at jeg itide har stræbt at fordanske mig selv.

✂ Imidlertid seer det unægtelig fortvivlet ud med at faae en “Folkelig ►Høi-Skole ” i et Land, hvor den “Classiske Jord-Bund” meer end noget andet Sted, har giældt for de Lærdes Fæderne-Land og Latinen for deres Moders-Maal, ja, hvor Man endnu ei kan blive “Student” uden at giøre “►Latinsk Stiil” eller ► Dansk Præst uden at snakke Latin, saa her synes ei at være andet Raad end ►den fortvivlede Engelsk-Mands: hjelp jer selv! Var der nu intet Andet, maatte vi naturligviis ogsaa gribe til det, saa de af os, hvis Løsen er “ 📌Danmark til Domme-Dag”, lagde sammen hvad vi havde, Hoveder saavelsom Skillinger, til det store Øiemed; thi fordi de Lærde var uheldigviis blevet Latinere, maatte gamle 📌Danmark dog ikke aandelig forgaae; men under saa folkelig en Konge, som 👤 Frederik den Sjette, ei ubekiendt med 👤 Christian den Fjerdes ►Martyr-Krone for Fæderne-Landet, giennem halvtredsindstyve Aar Moders-Maalets, de Danske Skjaldes og Nordisk Videnskabeligheds mageløse Velynder og Velgiører, 63under Hans Septer maa det Danske Raad “gaae til Kongen” dog langt foretrækkes! Gid derfor kun ►det Folkelige Stats-Raad, ► som ogsaa i denne Henseende slog den rette Vei ind, havde vidst saa god Beskeed med ►Danmarks Krønike som En af os, da vilde Majestæten vist gierne laant Øre til Danskens Bøn om at faae tilbage hvad aabenbar fra Arilds-Tid var ikke Latinen men Dansken ►tilkeiset. Dog, ogsaa ubedet har Kong 👤 Fredrik den Sjette gjort Dansken alt det Gode, Han kunde optænke og som Forsynet satte i Hans Magt; saa jeg formoder, at mit Finger-Peg, altid ubetydeligt, er her aldeles overflødigt. Da jeg imidlertid er vant til at betragte hele min Person som overflødig i 📌Danmark, uden derfor selv at tilintetgiøre den, saa lader jeg ogsaa mine sagtens overflødige Penne-Strøg gaae for hvad de er og giøre lidt Gavn, om de kan, naar de, efter min Overbeviisning, allenfalds giør ingen Skade.

✂ For at Læseren imidlertid ikke skal tage feil og tænke, jeg er saa stærk i Selv-Fornægtelse og drives af saa rene Bevæg-Grunde til Skrive-Dyden, som Ovenstaaende, strængt taget, kunde lade formode, vil jeg dog betroe ham i Hemmelighed, at jeg paa en Maade ►offenlig (det vil sige: paa Tryk der er som Manuskript for Venner)► har spaaet om at det ► 📌 Ridderlige Academi i Sorø blev snart til 64en Dansk ►Høi-Skole, og ►da Man dog nødig vil være en “falsk Prophet”, naar Man har spaaet noget Godt, er det ganske naturligt, at jeg peger alt hvad jeg kan, for at blive en sand Spaamand, thi halter det end lidt med Prophetien, naar Man selv arbeider paa Dens Opfyldelse, hvad da? meget heller halte end slet ikke gaae!

✂ I ►Gylden-Aarets Morgen-Røde (ved ► 👤Kongens Fødsels-Dag 1834) da jeg stod og kigede Stjerner paa min Viis og nynnede ved mig selv:

►

1

✂ Hvad er det for en Lille,
Der vugges nu paa Hav,
Hvor Bølger ikkun trille,
Hvor alle Storme tav?
Hvad staaer der i hans Stjerne?
Hvad slumrer i hans Hjerne?
Hvad smiler i hans Drøm?

►

✂ Da ahnede det mig ikke blot, hvad rigtig slog til, at det Aar vilde krone 👤 Frederik den Sjettes Kongelige Værk og blive ►Gylden-Tallet i den Danske Almanak; men inden jeg vidste det, var hele Stuen fuld af Fremmede (figurlig talt), og jeg kunde ikke bare mig for, blandt mange andre løierlige Complimenter, at sige halvhøit:

1

✂ ►Ja, ► ►Brage Bænke-Pryder!
Jeg øiner dig i ► 📌Soer,
Hvor klarlig du udtyder,
65Hvad der er Stort i Nord,
Hvad der er 📌Danmark givet,
Hvad der er godt for Livet,
Og klogt for ► ►Askurs Æt!

2

✂ Et Lys sig da udbreder,
Som trindt i Mark og Skov
Om Liv og Sandhed freder,
Forklarer Friheds Lov,
Som ►Idræt, Ord og Tanker
Kun holder saa i Skranker,
At Frihed kan bestaae!►

✂ Det var dumt af mig, vil Man kanskee sige, men det er dog ikke min Anskuelse, thi jeg mener netop, det var snildt, naar jeg vilde slippe nemt til at blive en sand Spaamand; thi jeg maa fortælle Læseren, hvad han dog sagtens veed, at jeg er hvad Man kalder lidt “overtroisk” af mig, hvad selv de Lærde mene, jeg, som Digter, har Lov til at være, og jeg troer blandt Andet stærkt paa For-Varsler, skiøndt kun paa ►et eget Slags, der har stadfæstet sig saa tit for mine Øine, at jeg leer ad dem, der lee ad min Over-Tro.

✂ Dog, jeg vil være ganske aabenhjertig, saa Læseren selv kan see, hvad Kneb jeg bruger, naar jeg spaaer, saa det skal ikke let slaae feil, og dømme 66da selv, om det var dumt af mig at spaae om den Danske ►Høi-Skole i ►Soer!

✂ I Kong 👤Volmers Dage, som vi bestandig komme tilbage til, naar vi vil vide hvad den gamle Danmarks-Historie endte med, var, som bekiendt, Biskop 👤Axel saa at sige Manden for det Hele, og blandt sine mange “gode Gierninger” til det almindelige Bedste, var det vel i hans Øine den Ypperste, at han lagde Grunden til det store ►Munke-Bur i ► 📌Soer ; thi eftersom han var en Catholsk Biskop, troede han, det vilde være til Gavn baade for hans egen og hans kiære Forfædres Sjæle, saa de slap taalelig ud af Skiærs-Ilden. Da han imidlertid skal have paalagt Munkene i ► 📌Soer ikke blot at messe Latin men ogsaa at skrive ► ►Danmarks Krønike , og ►da Man virkelig under vor 👤 første Oldenborgske Konge i samme Munke-Bur fandt den “►►Danske Rim-Krønike ”, der ikke blot blev ►den første Danske Bog, Man lod prænte, men blev, giennem hele det Sextende Aarhundrede, 📌Danmarks almindelige Læse-Bog og er virkelig den ægteste danske Bog, jeg i alle mine Dage har læst; saa var allerede Dette i mine Øine et stort Forvarsel om, at ► 📌Soer skulde hjelpe gamle 📌Danmark ud af Skiærs-Ilden og i ►Nyaars-Tiden aabenlyst, som i Middel-Alderen hemmelig, nære en saadan mageløs jævn Begeistring for Fæ67derne-Land og Moders-Maal, som ►Rim-Krøniken aander fra Først til Sidst.

✂ Det var imidlertid langt fra at blive derved, thi da Kloster-Godset ved Reformationen var blevet ►Kron-Gods, fattede allerede 👤 Christian den Fjerde den ypperlige Ide om et ► 📌“Ridderligt Academi” i Soer, hvor den haabefulde Ungdom skulde lært at lyde og at ligne Kongen, der baade kiendte og elskede Fæderne-Landet, til hvis Bedste Han ikke blot vovede men opoffrede sit daadfulde Liv, og havde Moders-Maalet prægtig i sin Magt. Nu, 👤 Christian den Fjerde blev i denne som i enhver Henseende vor ►kronede Martyr, der først efter Døden høstede Frugt af sine Kongelige Bestræbelser, og Man skal ikke let kunne sige, hvad der var umueligst: enten at faae det Syttende Aarhundredes Danske Latinere til at tale deres Moders-Maal eller at faae samme Aarhundredes Adelsmænd til at elske deres Fæderne-Land. ►Ridder-Academiet i ►Soer under 👤 Christian den Fjerde var altsaa et “utidigt Foster”, der kun fik Navn i Moders Liv og kom til at hvile som et dødfødt Barn i sin Kongelige Faders Arm; men i 👤 Frederik den Tredie efterlod 👤vor store Christian sig dog en levende Søn, der passede til sin Tid, som Mor68gen-Stjernen til Natten, og begyndte, saasnart han blev Septeret mægtig, en underfuld Opvækkelse af sin Faders mange herlig undfangede men i Fødselen kvalte Børn, ►der nødvendig i Tidens Løb ogsaa maatte strække sig til 📌Ridder-Academiet i Soer.

✂ Og see, saasnart Normanden 👤Ludvig Holberg havde slaaet sig til Ridder paa det “Classiske Uvæsen” og vakt Moders-Maalets Genius af Dvale, ligesom hans gamle Lands-Mand, ► ► Erik Ordkræng, slog sig til Ridder paa ►Greppernes søde Moder og ►vakde ►Fredegod af Dvale, da ►oprettede Kong 👤 Frederik den Femte Ridder-Academiet i Soer paa Ny, ► 👤Holberg skiænkede det sit Friherskab, ærlig tjent ved munter Skrift paa Moders-Maalet, og det blev virkelig en Patriotisk ►Høi-Skole.

✂ Det var kun et ►Veirlys, kan Man sige, men det var dog ikke blot meget smukt, det var virkelig et ganske eget Slags Nordlys, der gjennem en heel Menneske-Alder udbredte en vis mild patriotisk Oplysning og Varme, der vel ikke gjorde nogen Sommer, men spaaede dog om Vaarens Nærmelse, som naar ► Peder kaster den varme Steen i Vandet.

✂ Dog, da vi her kun har med “Varsler” at giøre, hvortil saadanne ►Veirlys unægtelig høre, vil vi her slet ikke indlade os paa: hvad 📌Ridder-Academiet under 👤 Frederik den Femte og 69👤 Christian den Syvende mere var eller ikke var, og om det især var Dets Fortrin eller Dets Mangler, det maatte takke for sin ►Helsot, hvortil aabenbar begge Dele bidrog; men jeg vil blot tilføie, at ►da jeg, for henved tredive Aar siden, første Gang giæstede 📌Soer, ►hvor den Patriotiske Høi-Skole stod tom og øde►, men hvor de talrige Minder om det Ædle, det Kraftige og Kiække i Fæderne-Landet, lige fra Kong 👤Volmers Dage til nu, sammenklyngede sig i det kiærligste Moder-Skiød, jeg har seet, og syndes mig der i Opstandelsens visse Haab kun at smile ad Døden, da gjorde det saa vidunderlig Dansk et Indtryk paa mig, at jeg for Alvor fik Lyst til at fordanske mig selv, hvad neppe heller mislykkedes.

✂ Om jeg med saadanne Varsler for Øie havde vovet at sige: Kong 👤 Frederik den Sjette opretter vist den Danske ►Høi-Skole i ►Soer, som Biskop 👤Axel allerede for sexhundrede Aar siden udlagde Grunden til, som 👤 Christian den Fjerde gav Navn og 👤 Frederik den Femte sin første Skikkelse, og hvis blotte Skygge var en Pillegrims-Reise værd for alle Danske Unger-Svende; da kunde Man have kaldt det omtrent hvad Man vilde; men da jeg hverken har sat Navn eller Aars-Tal til min Spaadom om ► 📌Soer, men blot sagt: der bliver med det Første saa vist en Dansk 70►Høi-Skole, som den allerede var der, saa indseer Læseren vel, jeg har Intet vovet, men kun øvet mig lidt i den historiske Spaadoms-Konst, der ei er at foragte.

✂ Altsaa, slaae ikke alle historiske Mærker feil, som de neppe kan, uden Forsynet, som Det ikke kan, havde forregnet sig, da faae vi snart en Dansk ►Høi-Skole i ► 📌Soer, som det sig bør, baade Høi-Kongelig og fri-folkelig, og der vil Man lære, hvordan gamle 📌Danmark kan leve op i en splinterny Skikkelse, ligesom ►det gamle Lands-Thing ved 📌Iis-Øre levede op paa ►Palaiet i 📌Roskilde, og den Lærdom vil mangen Dansk Unger-Svend finde saa fornøielig (især da han ikke skal examineres i den), at naar han kommer hjem, vil han ikke blot søge at udbrede den, men fremfor Alt prøve paa sig selv, om den holder Stik, og naar han seer det, med Fornøielse arbeide paa, at hele Verden kan faae det at see paa en skikkelig Maade, uden just at ►falde med Dørren ind i Huset til os, men at den ogsaa kan faae det at see paa den Maade, naar den endelig vil. Det kalder Man “søde Drømme” nuomstunder, og det er ganske rigtigt, de følge med den “søde Søvn”, som her har hjemme; men der er meget mere Sødt i 📌Danmark end Søvn og Drømme; thi det Ene svarer til det Andet, saa Danne-Kvinden er ogsaa sød, baade som 71Moder og Ægte-Fælle, og Moders-Maalet er da naturligviis paa deres Læber sødt tilgavns, og naar de seer, at Dannemænd vil ikke mere være enten Latinere eller Tydskere, Franskmænd eller Engelsk-Mænd, men dem selv i Tro og Ære, da vil de vist saaledes forsøde os Livet, at alle Offere falde os lette, og at naar de og Fæderne-Landet, vor fælles søde Moder, igien kom i Fare, da var “Seier eller Død” os den sødeste Tanke!

1

✂ Hvor 👤Axel hviler
►I lyse Chor,
Hvor 👤Holberg smiler
Ad Feil i Nord:
Fra 📌Sællands Hjerte,
Kong ►Frodes Ark,
Kast, ►Minde-Kierte,
Paa Daners Mark
Dit Lys det milde!
Blus op, skiøndt silde,
Dog ret tilpas!

✂ Saaledes vilde Saga-Skjalden sluttet Talen, men Bog-Ormen, som daglig mere spiller Mester i Huset, anmærkede spydig, at en Tale, som ingen Begyndelse har, behøver heller ingen Slut72ning, medens en Bog, der vil tækkes Læseren, aldrig kunde ende daarligere end med at pege paa “ubeskrivelige” Følelser. Det er maaskee endog, tilføiede Bog-Ormen i en myndig Tone, allerede en Feil, at han “med Munden” har faaet Lov til at føre sine Indfald til Bogs, men Slutningen maa overlades mig, eller jeg flytter ud af Huset.

✂ Læseren kan aldrig troe, hvor ondt en stakkels Pen har det, som skal ►tjene saadanne “to Herrer”, saa det var høilig at ønske, de kunde skilles ad paa en skikkelig Maade, ved det Skjalden kom til at bruge sin Mund, som tjener baade ham og Tilhørerne bedst, og Bog-Ormen beholdt Pennen, som ene passer til ham, men da det ogsaa netop er denne ►“Skiften og Delen” begge Arvinger, hver af sine Aarsager paastaaer og hver paa sin Viis anbefaler, syndes det ikke meer end ►billigt, at de, som her i Huset Begge er indskrænkede til Pennen, fik Lov til, saavidt mueligt, med den at vise, hvem den med Rette tilhører.

✂ At slutte Bogen kan derimod ikke tilkomme Nogen af Parterne, men ⓘ kun den Upartiske, som Historie-Skriveren skal stræbe at nærme sig, og ham bedes nu Læseren skiænke et Øiebliks Opmærksomhed!

✂ Et Folk uden Moders-Maal er som en Konge uden Rige, og Begge er i Grunden lige 73ilde tjent med at deres Besiddelser kun staae “paa Papiret”, det er en ubestridelig Erfarings-Sætning, og at et aandløst Sprog i Folke-Munden svarer til et magtesløst ►Spir i Konge-Haanden, er heller ingen stor Hemmelighed; thi er det “ ►Almeen-Aanden ” der giør Riger stærke, og er Moders-Maalet hos alle naturlige Folk Dens Legeme og Liv-Udtryk, da vil intet Rige blomstre, med mindre Moders-Maalet i sin bedste og kraftigste Skikkelse ret egenlig hersker. Det folkelig og ►borgerlig velgiørende ved Reformationen i det Sextende Aarhundrede var derfor Moders-Maalets Indsættelse i sine naturlige Rettigheder; men kun i 📌England var Denne nogenlunde fuldstændig; thi i 📌Tydskland og hos os kom Latinen til at herske i Skolen, og da Skolen igien beherskede Kirken, og Moders-Maalet ikke som i 📌England havde noget ►Rygstyd i en ligesaa offenlig som fri Folke-Stemme, nedsank Det nødvendig i den Aandløshed og Ringe-Agt, hvori det Attende Aarhundrede forefandt Det. Giennem hele dette Aarhundrede stræbde Det vel med Pennen at giøre sig giældende og kom derved virkelig til Hæder og Ære paa Papiret, men det var ogsaa Alt, og maa nødvendig blive Alt, naar ikke enten Livet, som i 📌England, kan udvikle sig aldeles uafhængig af Sko74len, eller Moders-Maalet virkelig kommer til at herske i Den. Man har derfor ogsaa giennem det Attende Aarhundrede paa en Maade indført det i alle Skoler, men ingenlunde som Herre, kun som Træl, i de lærde Skoler som Træl for Latinen og i alle Skoler som Træl for Bogstav-Skriften, der dog, naar den er allerbedst, kun er Moders-Maalets Skygge, der skal følge, ingenlunde beherske Legemet. Under saadanne Omstændigheder seer det virkelig fortvivlet ud; thi Kløften mellem Menig-Mand og de Bog-Lærde er giennem Aarhundreder voxet til et svælgende Dyb, der synes knap i Skjaldens Fjeder-Ham at kunne overfares, og enhver Bro-Lægning vilde sikkert ogsaa mislykkes, hvor ikke den virkelige Folke-Stemme havde tilbagevundet sin naturlige Stilling ved Majestætens Øre; men dette maa indgyde de Bog-Lærde en saadan Ærbødighed for Moders-Maalet og avle saa levende en Overbeviisning om Mundens For-Ret og For-Trin til at føre Ordet, at de ei længer kan ansee deres egen fremmede Betragtning og døde Behandling af Moders-Maalet enten for en Fuldkommenhed eller en Ubetydelighed, men for en stor Ulykke, hvorpaa det ligesaavel er dem som Folket høist magtpaaliggende, der saa godt og saa snart som mueligt raades Bod. Hvor afgiort en Sag det 75da end før vilde været, at de Bog-Lærde, med faa Undtagelser, vilde af al Magt fraraade og frabede sig en saadan fri og folkelig ►Høi-Skole, som her er foreslaaet, vil de dog nu, naar de kun forstaae deres egen Fordeel, finde den høist ønskelig, som det eneste Middel, hvorved de Bog-Lærde efterhaanden kan tilbagevinde det manglende Mesterskab i Moders-Maalet og derved den levende Indflydelse paa Folke-Meningen og Folke-Stemmen, der ene kan erstatte dem det uretmæssige Herredømme derover, de nu for bestandig har mistet. Lægger Man nu hertil den Fædernelands-Kiærlighed og “ ►Lyst til Livet ”, Man i alt Fald hos de yngre Bog-Lærde kan giøre sikker Regning paa, da vil Man finde, at en Dansk ►Høi-Skole for Fæderne-Land og Moders-Maal er langt fra at være en luftig Drøm, da det meget mere er et nødvendigt Folke-Ønske, som baade Regieringen og de Bog-Lærde vinde usigelig meget ved baade saa snart og saa godt som mueligt at tilfredstille, medens vi skal takke Gud, vi tilhøre et Folk, der hverken vil være ubeskedent i sine Fordringer eller ►uskiønsomt mod sine venlige Ledere paa den naturlige Vei til Oplysning om hvad Det ønsker at kiende, og til et Lyksaligheds-Maal, Det selv har Lyst til at naae. Sagen er naturligviis vanskelig, men Prøven er nødvendig, ►Lysten 76driver Værket►, og 📌Danmarks ►Lykke er mageløs, saa der lykkes sjelden det ►Rimeligste, men altid det Bedste.

✂ Ja, 📌Danmarks ►Lykke er mageløs, thi ► Latinens Afskaffelse, selv i den lærde Skole, der alt har fundet Sted i Frankrig, nuomstunder det Romanske Hoved-Land, vil i 📌England, 📌Tydskland og 📌Norden følge af sig selv, og ved Moders-Maalets Herredømme bliver Dannelsen ogsaa af sig selv paa en Maade folkelig, det være sig med eller uden Aand og Hjerte. Andensteds kan dette Uafvendelige blive en meget betænkelig Sag baade for Regieringen og de Boglærde, men i det ældgamle Konge-Rige 📌Danmark, saa at sige ægteviet til Historiens Aand og dermed til al menneskelig Videnskabelighed, vil det ligesaavel være Kongens og de Lærdes som Folkets Triumph, naar blot ikke det Aandløse og Dyriske, men det Aandfulde og Menneskelige faaer Overhaand. Medens nemlig den Romerske Historie og Poesi var den forgiftigste Sjæle-Føde, Man kan tænke sig baade for “Kongelige” Embeds-Mænd og “Nordiske” Lærde, vil Dansken aabenbar være den bedst muelige for Begge, saa her vil Moders-Maalets Herredømme og Oplysningens Folkelighed nødvendig skabe et ►Gylden-Aar for 77alt Ædelt og Godt baade hos Høie og Lave, hos Læg og Lærd.

✂ De Danske er det fredeligste af alle Folk, og lade sig heller forkue, end de daglig vil ►stimes med Nogen, derfor er det meget mueligt, at selv naar hele 📌Europa kom i Oprør, vilde 📌Danmark sidde stille; men var det ikke i Forveien levet op, ved at løses af Baandene, hvori Det taber baade Mod og Kraft, da vilde Det opsluges af Naboerne, og Dronningen i 📌Norden ende med at trælle, ventelig for Tydsken. Dette vilde sikkert blevet Enden, hvis ikke 👤Majestæten, efter forgiæves at have anvendt alle de andre Midler, der, efter kloge Folks Mening, kun de vække ►Almeen-Aanden og oplive Virksomheden, havde grebet det Rette, ved at skabe den fri Folke-Stemme en ny Mund efter Tidens Tarv; men Dette vil sandsynlig ikke blot redde 📌Danmark, men hæve det til samme Glands i ►Nyaars-Tiden, som aabenbar engang i ►Fredegods-Tiden, hele 📌Nordens Guld-Alder, maa have omstraalet Det. Kun er det soleklart, at Folke-Stemmen umuelig kan udrette saa store Ting, med mindre en Folkelig ►Høi-Skole kiærlig uddanner og veileder den, saa Alt i Riget efterhaanden kan gestalte sig i levende Sammenhæng dermed. Det er nemlig ikke blot umueligt, at ►det Folkelige Stats-Raad kan opfylde sin Be78stemmelse, uden stedse bedre at blive bekiendt med Folke-Naturens og Fæderne-Landets Tarv og faae Moders-Maalet i sin Magt, men det er ligesaa umueligt, at 📌Danmark kan blomstre, uden først at løses af den ►Kirke-Tvang, ►Skole-Tvang og ►Almisse-Tvang, der Altsammen er af fremmed Oprindelse og forknytter saa ømfindtligt og ►spærlemmet, saa kiærligt og kvindeligt et Folke-Liv, som det Danske altid har været og altid maa blive!

1

✂ ►Gik alle Konger ►end paa Rad,
I deres Magt og Vælde,
De mægted dog ei mindste Blad
At sætte paa en Nælde,►

✂ og hvad er dog en Nælde mod et Menneske! hvor langt hemmeligere, friere og forunderligere en Ting er ikke Menneske-Livet, end Urternes paa Marken! Intet Under da, at Skole-Mesterne, ved at ville omskabe alle Folks Liv efter deres Hoved og Bogstav-Skrift, kun, saavidt mueligt, har slaaet alle Folk aandelig ihjel, og hvad det Danske Folk angaaer, da synes Det vel, ligesom Kvinden, at kunne giøres til hvad Man behager, men er netop derfor ogsaa, ligesom Kvinden, i Grunden aldeles uforanderligt. Hvem der har deres Styrke i Hovedet faaer ikke let Udseende af at have undergaaet en Hoved-Forandring, men det faaer Den meget let, der, som Kvinden og det Dan79ske Folk, kun har sin Styrke i Hjertet, uden at det dog er Andet end et tomt Skin med Forandringen og er kun Sandhed, at Hjertet derved enten brister eller bløder!

✂ Naar jeg tænker paa, hvor langt dette er fra den Latinske og Tydske Tanke-Gang, der i hele sex Aarhundreder baade giennem Kirke og Skole har bemægtiget sig vore Hoveder, og, naar Hjertet knurrede eller krympede sig dog ved det Unaturlige, ►kiøs det med “Bibel og Christendom”, som om det var disse Over-Naturligheder “►Kiødets Sands” oprørde sig imod; da finder jeg det vist nok urimeligt, at selv Engle-Tunger skulde kunne overtale den nærværende desuden lidt tunghøre Slægt til saa ganske at vandre i et “nyt Levnet”, og endnu urimeligere at tænke, min døvstumme Pen kunde dertil bidrage det Mindste. Ja, da staaer Han mig levende for Øie, hvem jeg kalder “Herre og Mester”, om Hvem alle Tunger bekiende, at som Han har intet Menneske havt Ordet i sin Magt, og om hvem jeg troer, at Han ledsagede sit Ord med mageløse Gierninger af Guddoms-Kraft og Menneske-Kiærlighed; Han staaer levende for mig, med Taare paa Kind, med Øiet hæftet paa sit Folks Hoved-Stad, og med det vaandefulde Ord paa Læberne: ►gid du dog vidste endnu i Dag 80hvad der tjener til din Fred, men nu er det skjult for dine Øine!►

✂ Det er derfor ingenlunde i Drømme eller i nogen Slags Ruus jeg yttrer det store, tilsyneladende urimelige Haab om 📌Danmarks nærmeste Frem-Tid, det er kun fordi jeg ved modent Overlæg fandt langt overveiende Grunde til at haabe det Bedste, og fandt det umueligt for mig at giøre noget Andet, før jeg saa rolig og saa tydelig, som jeg kunde, havde peget paa den ny, rosenstrøede Bane, jeg saae aabnet for det Danske Folke-Liv, af Dets Frelser med Torne-Kronen, som, efter min Anskuelse, er Kong 👤 Frederik den Sjettes rette Borgerlige Kiendings-Navn. Ved Hans Haand er nemlig den Danske Bonde-Stand frelst fra sin lange, uforskyldte Trældom, ved Hans Livsalighed fremlokkedes den gamle ►Hjarne-Sang, der laae begravet i 📌Danmarks Hjerte ligefra ►Fredegods Dage, og endelig ►skar Han Folke-Munden for det ulykkelige Tunge-Baand, der var blevet saa gammelt, at det syndes en ulægelig Natur-Feil. Det var de tre store Mirakler, Fornyelsen krævede, og om deres Muelighed var det naturligt at tvivle; men hvad der meer behøves er i Sammenligning kun Smaa-Ting, som Konge-Haanden uden mindste Fare, naar Den dertil føler sig bevæget, kan udrette med et 81Penne-Strøg; thi paa Tvangen nær kan næsten alle Indretninger blive, som de ere, og selv den “Danske ►Høi-Skole ”, har vi seet, er for længe siden baade stiftet og udstyret, saa den behøver kun at tilbagegives til sin forfeilede Bestemmelse. Stor nok kan den Forandring i Tanke-Gangen være, som hertil udkræves, men større end den, der maatte foregaae i et Præste-Hoved af den gamle Skole, før denne Pen kom til at pege saaledes, er Forandringen dog ikke, og da den er til det Folkelige fra Arilds-Tid, kan den aabenbar i et Øieblik foregaae hos Dannemænd i Hundredtusind Tal, især da den aldrig har holdt op at herske hos vor Frue: Danne-Kvinden. Da Præsten nu tillige paa det Alvorligste tør forsikkre alle dem, der ændse hans Prædiken, at “👤Christus”, langt fra at have det Mindste mod Kirkens, Skolens og Godgiørenhedens, som er Troens, Haabets og Kiærlighedens Frihed, tvertimod anbefaler den til alle sine Discipler, og vil øiensynlig velsigne det verdslige Rige, hvor den i Sandhed bliver “Lov og Ret”, saa er det intet Sværmeri, men en ligesaa rimelig som kiærlig Formodning, at 📌Danmark, efterat have gjort de første Skridt, som koste, ogsaa vil giøre de Følgende, som lønne sig, og ingenlunde vægre sig 82ved at træde i sine egne ældgamle, priselige Fod-Spor, da Forstands-Øiet atter opdager dem, og Mellem-Tiden selv har bortryddet de Hindringer, den optaarnede, ei for at afbryde Banen men for at hindre ubetimelige Anstrængelser.

✂ De eneste virkelige Hindringer for det Danske Folke-Livs glædelige Fornyelse er “►Gjælden og ►Bonde-Sagen”, men naar kun de ædle Natur- Kræfter tilbagevinde deres fri Virksomhed i den nyskabte Kongelige Orden, naar vi ikke sprænge os selv ved at prøve paa Umueligheder, og ei røre meer end høist nød vendigt ved det ømme Sted, vil sikkert ogsaa disse to gamle Saar læges langt hastigere end Man skulde tænkt, det Ene af Tiden og ►Lykken og det Andet af det mageløse Danske Hjerte. Ja, af Alt hvad der i hedensk Blindhed forgudedes paa Jorden var Intet saa guddommeligt som dette Hjerte, fra Arilds-Tid fælles for Kongen og Folket, hængende fast ved Fæderne-Landet og liggende paa Tungen i vort liflige Moders-Maal, saa Det kan giøre større Ting end Disse, og lære hele Folket at synge med Fryd:

1

✂ ►Mens selvgjort Lyn og Torden,
I Raad-Huus og paa Val,
Bortskræmmed Fred fra Jorden,
Udbredte Død og Kval,
83Kun gienlød 📌Danmarks Vange
Af høie Fryde-Sange
Til Freds og 👤Fredriks Priis!

2

✂ Det gienlød vidt paa Jorden:
“►Han løser alle Baand”,
Den ædle Drot i 📌Norden,
Ham driver Friheds Aand;
Han binder kun fra Oven
Urettens Haand med Loven,
Sit Folk med Kiærlighed!►