↩ Saaledes hængde det sammen med den berømte “►Fred til 📌Troyes”, som altsaa kun var et lille Mellem-Spil i det lange Franske Sørge-Stykke, uden virkelige Følger; thi da begge Kongerne to Aar efter (1422) døde, stod Sagerne i Grunden ligesom før, saa nordenfor 📌Loire spillede Burgunderne og sydenfor Armagnakerne Mester. Selv om 👤Henrik den Femte havde levet sin Alder ud, vilde da formodenlig hans Magt i 📌Frankrig staaet og faldet med det meget usikkre Burgundiske Venskab, og da han nu kun efterlod sig et Svøbelse-Barn til at lege med to Kroner, var det slet intet Under, han tabde dem Begge. Det er imidlertid ret ►mærkeligt, at 📌England, under 👤Henrik den Sjette (1422–71), fik en Plage-Tid, der ganske svarer til 📌Frankrigs under 👤Carl den Sjette, skiøndt naturligviis som det Engelske Sørge-Spil til det Franske, eller som 👤Shakspear til 👤Racine. Medens Kongen af Navn, 👤Henrik den Sjette, var først umyndig og siden fjollet, reves og sloges nemlig Prindserne af Blodet om Rangen og Regieringen, og deri bestod Kampen mellem den “røde og hvide Rose”, eller 📌Lancaster og 📌York, men det Hele fik et høiere Præg, fordi de Engelske Konge-Brødre og Frænder var dygtigere ►Kæmper end Hertugerne af 📌Anjou og 📌Orleans, 📌Berry og 📌Burgund, og fordi det Engelske Borgerskab, som bestandig kæmpede under den Yorkske Fane, var en ganske anderledes Magt end det Franske. Lægge vi endnu hertil, at 👤Henriks Dronning, 👤Margrethe af 📌Anjou, forholdt sig til 👤Isabelle af 📌Bayern, som ►Ælve-Dronningen (►The fairy-queen) til en Kokke-Pige, da kan vi forstaae, hvi Forvirringen i 📌England 617begeistrede Skjalden, medens Den i Frankrig maatte kiede Historie-Skriveren fordærvet, hvis den ikke endte med det berømte Hexeri.