Grundtvig, N. F. S. Den Danske Rim-Krönike

584

👤Frederik den Tredie.

1

Død var Helten, brudt var Freden,
Tabt var Alt, paa Staden nær,
Hvor, som Konge-Fugl i Reden,
End jeg trodsed, ærekiær,
Jetten fra de golde Bjerge,
Vilde mod ham Staden værge,
Eller jordes i dens Grus!

2

Stolt var Jetten og vredladen,
Trodsed paa sin Over-Magt,
Sagde høit om Konge-Staden:
Var med Himlen hon i Pagt,
Hængde halvveis alt deroppe,
Tusand Tyltar” om mig hoppe,
Jak tok henna likefullt!

3

👤Karl Gustav hedd den Jette,
Vidtberømt af Birtings-Bad,
Blæste paa den Danske Slette
Derfor ad min Hoved-Stad,
Ei for Blæst og ei for Blide,
Ei for Storm om Vinter-Tide
Faldt omkuld dog 📌Axel-Huus!

4

Borger-Mand fik Mod i Bringe,
Slog til Ridder sig fuldbrat,
Morgen-Stjerne gik for Klinge,
Hue-Dusk for Fier i Hat,
Glose-Folk fik Sværd ved Lænder
Og Grøn-Skolling Haar paa Tænder,
Jetten fik da Last og Skam.

5

Under 👤Skak og 👤Gyldenløve
Kæmped alle Mand som Een,
Og, naar Sværdene blev sløve,
Var mit Ord en Hvæsse-Steen,
Hvor jeg kom, der saae jeg Helte,
Og jeg kom, hvor Kugler meldte
Der var hedt, hvor de kom fra!

6

585Kun med Skud vi talte Timer
Giennem Dimmel-Uger ti,
Naar det ringer, naar det kimer,
Gienlyd høre man deri
Af den Klokke-Klang som meldte:
Hungre skal ei Danske Helte,
Fugle kom med Føden brat!

7

Det var 👤Opdams Orlogs-Snekker,
Hid de fløi med Seiers-Sang,
Skiøndt fuldmangen Svensk Tre-Dækker
Studs dem gjorde Veien trang,
Saa i 📌Sund, naar Gud befaler,
📌Holland selv to Admiraler
Sætter til for 📌Kiøbenhavn!

8

Vel det Brede var tilbage,
Men det Knappe var forbi,
Talte var de tunge Dage,
Natten har kun Spøgeri,
Gienfærd, manet op af Trolden,
Stormed i Lig-Skjorter Volden,
Sank i Grav ved Hane-Gal!

9

Dog mod slige Natte-Ravne
Roes det er at holde Stand,
Og den Roes skal aldrig savne,
📌Kiøbenhavn! din Borger-Mand,
Selv fra Kveld til Morgen-Gryet
I hans Daad jeg saae fornyet
Kæmpernes fra Heden-Old!

10

Snart det spurgdes over Beltet,
Jettens Hær fra 📌Brunke-Bjerg
Til en 👤Steen-Buk var indsmeltet,
Kæmpen sunket til en Dværg;
Snart det spurgdes over 📌Sundet,
Jetten var med Eet forsvundet,
Orme axlede hans Skind!

11

Nu, da Natten hun var omme,
Holdt igien vi “Herre-Dag,”
586Det skal Danske ihukomme,
Mens der vaier Konge-Flag;
Det skal Konger kiærlig mindes,
Mens i dem en Draabe findes
Af mit Kongelige Blod!

12

Adels-Mand og Præst og Borger
Mødtes brat i 📌Axel-Stad,
Bonden tav med sine Sorger,
Han ei meer paa Thinge sad,
Adlen tænkde paa sit Eget,
Regned dertil alt for meget:
Bondens Sveed og Landets Marv!

13

Det saae Borgeren og Præsten,
Tænkde paa det Heles Tarv,
Saae i hver en Landsmand Næsten,
Rakde Kronen mig til Arv,
Bød for Alt mig Ene raade,
Skifte Ret og skiænke Naade,
Som en Fader for mit Folk!

14

Saa paa Fædre-Landets Alter
Blev den Danske Krone lagt,
Hver, som efter mig forvalter
Med den uindskrænket Magt,
Mindes vel, at den blev givet
Ei til Døden men til Livet,
Ei til Eens men Alles Gavn!

15

Til min hele Æt det voved
Dannemænd at fæste Tro,
For min hele Æt jeg loved
Hver at nyde Sit i Ro,
Loved Dannemænd at finde
Christendom og Mildhed inde,
Hvor de Spiret saae udstrakt!

16

Retten have maa sin Giænge,
Som for Store, saa for Smaa,
Konge-Magt, saalidt som Penge,
Den i 📌Danmark bøie maa;
587Til, paa Majestætens Vegne,
Uden Sky derom at hegne,
Satte jeg en Konge-Ret!

17

Den skal staae til Verdens Ende,
Vidne høit fra Slægt til Slægt,
At vor Magt vi fik i Hænde
Kun til Rettens Vare-Tægt,
Vidne med den store Gave:
Dannemand er ingen Slave
Og Lands-Fader ei Despot!

18

Borger skal med Adel stemme
I mit Raad til Landets Tarv,
Bondens Frelse ei at glemme,
I ham stikker Folkets Marv,
Men paa een Dag Stort ei bygges,
Kun med Læmpe kan det lykkes
Ret at ramme Alles Tarv!

19

Dertil ogsaa maa Man have
Lærde Mænd og Boglig Konst,
Jeg med Bøger mange Skabe
Fyldte derfor ei omsonst;
Bøgerne i Konge-Sale
Godt engang sig skal betale,
Viisdom giør det bedste Guld!