Grundtvig, N. F. S. Den Danske Rim-Krönike

Prosastykket

✂ I det indledende prosastykke betegner Grundtvig Rimkrøniken som sin yndlingsbog og hævder, at han har læst den mere end 200 gange (Grundtvig 1834a, sp. 549 f.). En af grundene til Rimkrønikens høje anseelse hos Grundtvig er, at det er den første bog trykt på dansk. Ud fra dens publikationshistorie ser han værket som “den mest afholdte Folke-Bog i hele det Sextende Aarhundrede” (sp. 550) – og han håber, at krøniken kan opnå denne status igen. Alene ved sproget adskilte Rimkrøniken sig fra datidens latinske historieværker, og Grundtvig giver de latinkyndige skylden for, at værket er forsvundet i glemslen. Han lægger vægt på krønikens danskhed og anser den for det mest pæredanske, han har læst (sp. 558).

✂ Hvorfor Rimkrønikens danskhed er så central for Grundtvig, må forstås ud fra de ideer, han udviklede i perioden 1815-1832, og som senere kom til at indgå i hans tanker om pædagogik. Fra 1815 udvikledes en nationalbevidsthed hos Grundtvig, som udsprang fra Danmarks tab af Norge i 1814 og derudover hans begyndende arbejde med Rimkrøniken fra 1815 (►Bugge 1968, s. 19). I denne tid blev begreberne danskhed og folkelighed føjet til Grundtvigs tankeverden, og han udviklede ideerne om modersmålets betydning for et folks identitet og om historisk erkendelse som den vigtigste del af al oplysning (jf. ►Bugge 1983, s. 12). Grundtvig mente, at man kun gennem modersmålet kunne blive et oplyst og dannet menneske, og at det danske sprog, folkesproget, skulle have forrang som dannelsessprog. I “Indledning” til ►Nordens Mythologi fra 1832 argumenterer Grundtvig for, at de lærde bør anvende folkets modersmål i stedet for latin, og han ønsker at “bandlyse alle döde Sprog af den almindelige Skole” (Grundtvig 1832, s. 21). I samme indledning beskriver han behovet for en ny type læreanstalt for folkelig dannelse (s. 28). Dette behov skildres også i Det Danske Fiir-Kløver (1836), hvor Grundtvig for første gang på tryk introducerer begrebet om en folkelig højskole (Grundtvig 1836, s. 40; se indledningen til Det Danske Fiir-Kløver). Grundtvig fremhæver i “Den Danske Rim-Krönike”, at bearbejdelsen sigter mod almuens og ungdommens lærere, og prosastykket kan ses som en del af Grundtvigs fortsatte pædagogiske afklaring (Grundtvig 1834a, sp. 569; ►Bugge 1965, s. 267 f.).

✂ Rimkrøniken har fædrelandshistorisk indhold, og en moderniseret udgave kan ifølge Grundtvig anvendes til folkeoplysning, da dens læsere på grund af værkets underholdningsværdi vil kunne ledes “til Deeltagelse i Fæderne-Landets Vee og Vel” (Grundtvig 1834a, sp. 551). I krøniken udtrykkes “den Danske National-Følelse, der, ligesom til Trods for alle udvortes Hindringer, har giennem Aar-Tusinder forenet Dannemænd” (sp. 568), og for Grundtvig repræsenterer værket det danske modersmåls barndom (sp. 551).

✂ I slutningen af prosastykket hentyder Grundtvig til sin “Anskuelse af Folkelig Dannelse og Statsmæssig Oplysning” (sp. 569), som sandsynligvis knytter an til to utrykte værker: “Statsmæssig Oplysning” og “Om Borgerlig Dannelse”. Begge er fra 1834, men ingen af dem blev trykt i Grundtvigs levetid. I “Den Danske Rim-Krönike” kommer Grundtvig ikke nærmere ind på, hvad disse anskuelser dækker over, men de beskrives som en drøm, ligesom det er en drøm, at folket og ungdommen skal få kendskab til Rimkrøniken.

✂ Rimkrønikens poetiske kvaliteter har Grundtvig tidligere behandlet i sine artikler om værket. 👤Molbech afviste i fortalen til 1825-udgaven, at der findes nogen form for poetisk værdi i krønikens digte (Molbech 1825, s. XVI). Dette modsagde Grundtvig i sin anmeldelse af udgaven i 1826 (Grundtvig 1826b, s. 106), og i 1834 tager han emnet op igen. Grundtvig mener, at Rimkrøniken er blevet fradømt sin titel og anseelse som poetisk værk (han spiller på, at Ghemen-trykket er uden noget egentligt titelblad og dermed titelløs). Han vil redde dens ære og sætter derfor sin egen “titel” og poetiske autoritet i pant på, at dens første del “er langt mere poetisk end de fleste gode Digte nuomstunder” (Grundtvig 1834a, sp. 555). Over de efterfølgende spalter giver Grundtvig sin definition af, hvad der kan betegnes som poetisk, og hvorfor Rimkrøniken udmærker sig i dette (sp. 555-558).

Digtene

✂ Grundtvig betragtede omarbejdelsen af Rimkrønikens digte “som et ‘nødvendigt Onde,’ uden hvilket Krøniken ei igien kan blive saa almindelig en ‘Læse-Bog,’ som den bør være” (Grundtvig 1834a, sp. 569). I udtoget af Rimkrøniken fra 1816 havde Grundtvig normaliseret digtene, dvs. ortografien blev ændret, men sprogformen bibeholdt. Moderniseringen af de otte digte i 1834 er mere omfattende. Her skrives digtene om, og der tilføjes nyt indhold. I 1826 var Grundtvig begyndt på en lignende fornyelse. Denne blev ikke trykt i hans levetid, men findes i ►Poetiske Skrifter, 1883, bind 5, s. 390-406.

✂ I digtet “►Broder Niels fra Soor” fra 1826 beskriver Grundtvig ønsket om at føre krønikens digte op til samtiden: “Som Lyst jeg har igien fra Soor / Om Land paa Rim at føre! / Det Rim skal gaae fra ►Humble Drot, / Paa Danmarks Klinte-Slette, / Til Christjansborgs det nye Slot / Og 👤Frederik den Sjette!” (►Grundtvig 1826a, s. 27). Dette indfrier han i 1834 med digtene om 👤Frederik 3. og 👤Christian 7. Han kalder tilføjelserne en vanskelig sag og mener, at de “neppe synderlig [vil] forøge Bogens Værd” (Grundtvig 1834a, sp. 554).

✂ I Rimkrønikens udgivelseshistorie er tilføjelser ikke ualmindelige. Dette ses bl.a. i 👤Hans Vingaards udgave fra 1513, som er suppleret med et digt om kong 👤Hans, og dermed fører beretningen op til sin egen samtid. Der findes desuden et digt om 👤Christian 2. i 👤Suhms ►Nye Samlinger til den danske Historie. Digtet betegnes som et tillæg til Rimkrøniken og kommer fra et manuskript, “der er over halvandet hundrede Aar gammelt” (►Suhm 1795, bind 4, s. 34).