Grundtvig, N. F. S. Den Danske Rim-Krönike

Frode Olesön.

Jeg raader Alle hver og en,
Som skal i Leding fare,
At de tage ei nygifte Mænd
Med dem i deres Skare,
De sidde langt heller hos deres Husfru’r,
Og dem baade klappe og kysse,
End stande paa Marken som en Muur
For Pile-Skud og Bysse.
Jeg tog til mig nygifte Mænd,
At vogte Rigets Strømme,
Men da jeg saae mig til igien,
De tænkde kun paa at rømme;
Derfor fik jeg baade Last og Skam
Inaar jeg skulde borde
Med andre Folk som førde Bram,
579Jeg dem ei møde turde.
Min Broder lod jeg slaae ihjel,
Fordi jeg hannem misyndte,
At han med sig havde immer Held,
Ihvad han saa begyndte.
Hans Sønner havde jeg og tænkt at slaae,
At ei de mig skulde giengiælde,
Men maatte min Agt dog ikke naae,
De løb udenom min Fælde!
I Vare tog med Snildhed stor
Dem deres Foster-Fader,
For trindt dem gjorde han Ulve-Spor
Paa Veie og saa paa Gader,
Tog saa et Par andre Drenge smaa,
Og splittede dem tilskamme,
Saa Andet kunde ei jeg forstaae,
End det havde været de Samme;
Men siden da de var voxet op,
Fuldhedt de mig hiemsøgde,
Og hevnede Skade paa min Krop,
Som Ræv de mig udrøgde.
Det kom med Synd, det gik med Sorg,
Det er fuldondt et Bytte,
Og det slaaer til paa Konge-Borg
Som i en Stodders Hytte.