↩ Hvad endelig Stilen angaaer, da har jeg ►vel stræbt at giøre den baade fyndig og livlig, reen og flydende, men jeg seer nok, den desuagtet har mange ►Knorter, Brøst og Bræk, og det XIIItrøster mig slet ikke, at Man er vant til Værre, især i de Haand-Bøger, hvor Kilder benyttes; thi hvad hjelper den Undskyldning 16 (US) Læseren! Det Eneste, der trøster mig er da den Bevidsthed, at jeg sjelden eller aldrig har slumret over Bogen, mens jeg skrev den, og haaber derfor Læseren ei heller skal sove ind over den, om han end engang imellem fristes til at gabe, og i saa Fald venter jeg Tilgivelse, i Betragtning af de store Vanskeligheder, det virkelig har, slet ikke at lade Læseren mærke, at Man, hvad 11 (VU) under et saadant Arbeide vel er uundgaaeligt, tit baade har læst sig træt og skrevet sig mat.