Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel



i

Haandbog
i
Verdens-Historien

af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig, *Præst.

Første Deel.
I

Haandbog
i
Verdens-Historien.
Efter de bedste Kilder.
Et Forsög

af

Nik: Fred: Sev: Grundtvig *Præst.

Förste Deel.
👤S Schiött sculps.

KIÖBENHAVN. Paa den Wahlske Boghandels Forlag Trykt hos Græbe & Sön 1833.

II
III

Fortale.

De mislykkede Forsøg paa nye Lære-Bøger og Haand-Bøger i Verdens-Historien er vistnok saamange og for det Meste saa kiedelige, at Ingen fristes til at ønske dem formerede for deres egen Skyld, men vilde ingen løbe den Fare at forøge deres Tal, kom det første heldige Forsøg aldrig til Verden, da selv den største Mester umuelig forud kunde vide, hvad Nyt der vilde lykkes ham. Da det nu dog fra alle Sider er vigtigt, at vi faae en god verdens-historisk Haand-Bog, skal vi baade glæde os ved at see, Man arbeider ivrig derpaa og, om vort eget Forsøg tælles blandt de Forulykkede, trøste os med “fælles Skæbne.” Dette var min Betænkning, da jeg vovede mig til Værket, hvis første Deel jeg her fremlægger, og hvad Man end vil sige derom, skal jeg dog vist aldrig fortryde den Tid og Flid, jeg ærlig har anvendt derpaa; thi nu kan jeg see, det er lykkedes mig over min egen Forventning at give en Lede-Traad ved Underviisning i Old-Historien, som kan bidrage til at lette Skole-Aaget og bringe Sammenhæng i de Forkundskaber, den studerende Ungdom maa erhverve. Det er godt, siger Viismanden, at have baaret Aag i sin Ungdom, men naturligviis kun for dem, der siden sættes i Frihed og finde sig da langt bedre skikkede til at benytte og sikkrede for at misbruge den, og som en saadan nødvenIVdig Forberedelse til videnskabelig Frihed er jeg venlig og vel forligt med Skole-Aaget fra fordum Tid, og kan umuelig ønske det taget fra Ungdommens Hoved og Hals, uden fordi jeg seer, det bør nu ombyttes med et lettere og gavnligere, der bæres paa Skuldrene og lader Hovedet frit. En saadan Lettelse er nemlig ikke blot muelig og gavnlig, men den er aldeles nødvendig, naar ikke Ungdommen snart enten skal synke under Byrden eller kaste den i Fortvivlelse; thi selv paa vor Ungdom er Menneske- Slægtens Alderdom kiendelig, og Propheten kalder det med Rette himmelraabende “at giøre Aaget svart for en Gammel.” Ligesom det nemlig kun er den verdens-historiske Haand-Bog, der kan give os Erfaringens Vidnesbyrd om de gamle Folk, hvis Sprog i den lærde Skole strides om Rangen, saaledes er det i alle Maader Tilbage-Blik og Forstand paa Menneske-Livet, altsaa verdens-historisk Kundskab og Vidskab, der skal lære os at giøre Skole-Aaget gavnligt og Byrden let, og fra dette Stade forsones vi med alle de mislykkede Forsøg paa Haand-Bøger og Lære-Bøger i Verdens-Historien, uagtet de for et Øieblik har bidraget til at giøre Skole-Aaget endnu tungere, end det var i vore Fædres Dage, for alle dem, der havde mere Menneske-Forstand end Heste-Hukommelse, mere Lighed med Fuglen, der fryder sig ved Livet, end med Ormen, der fraadser i Graven. Tids og Handlings-Graven (Aar-Bogen) er nemlig endnu et pinligere Opholds-Sted for levende Mennesker end Sprog-Graven (Grammatiken), saa det maae være Bog-Orme af første Skuffe, der med Lyst skal opslaae deres Bopæl der, og dog blev Fordringerne til den studerende Ungdom i denne Henseende giennem det sidste Aarhundrede langt strængere end før, fordi Man paa den ene Side følde Nødvendigheden af mere og ordenligere historisk Kundskab, og paa den Anden syndes selv at blive mere uskikkede til at handtere og meddele den, saa de nyeste historiske Lære-Bøger er langt mørkere, sværere og dødere end den Allerførste, som 👤Carion Vskrev og 👤Melanchthon udgav i det sextende Aarhundrede. Denne 👤Carions Bog, der snart blev fordansket, og hvortil Ungdommens verdens-historiske Kundskab giennem to Aarhundreder omtrent var indskrænket, kiendes nu kun af Faa og er længe kun nævnet med Spot; men den var desuagtet en anderledes god historisk “Børne-Lærdom,” end hvad der i Tidens Løb har fortrængt den; thi baade var den kort og læselig og gav et vel knapt men let og i Grunden rigtigt Over-Blik af Old-Tidens og Middel-Alderens Stats-Historie. Old-Tidens Hoved-Begivenheder var nemlig henført til de saakaldte fire Monarchier (📌det Assyriske, 📌Persiske, 📌Makedoniske og 📌Romerske), og Middel-Alderens var paa en Maade knyttede til “📌det hellige Romerske Rige,” som virkelig i Vexel-Virkning med Pave-Dommet spillede Hoved-Rollen paa den store Skue-Plads, saa Skulder-Trækkene over den i det Attende Aarhundrede, da Man aabenbar hverken vidste ud eller ind i Universal-Historien, reiste sig øiensynlig kun af den barnagtige Kry hed og Lede til al “Børne-Lærdom” som falder halvvoxne Skole-Drenge høist naturlig og hørde dengang i alle Fag til Dagens Orden. Heraf kom da ogsaa det Anathema, Tydskerne lyste over de “fire Monar chier,” der havde det Uheld at staae i Bibelen og maatte derfor paa ingen Maade taales i Verdens-Historien, skiøndt Græker og Romere ligesaavel som Ebræerne, altsaa alle vore Hjemmels-Mænd, vidne, de har virkelig været til i den gamle Verden og der udfyldt hele den stats-historiske Tid. Saavidt kom Tydskerne, da de ikke blot vilde være “klogere end 👤Daniel men vide bedre Beskeed om Old-Tiden end alle Dens egne Historie-Skrivere, og det første Skridt vi derfor nu maae giøre for at naae Maalet, er da nødvendig et Tilbage-Skridt for at komme paa den rette Vei, hvad Man vel kan kalde at gaae Krebs-Gang, men maa dog langt heller i Skolen have lidt Skam af at giøre, end i hele sit Liv stor Skade af at undlade. Dette Tilbage-Skridt er nemlig af samme Slags, som det der maa giøVIres, naar Man er gaaet ned ad en Høi paa den gale Side, hvor der er hverken Vei eller Sti men kun en uhyre stor Mose med Tjørne-Krat og Hænge-Dynd, hvor Man strax finder, det var at kiøbe Æren meget for dyrt, om Man haardnakket vilde vægre sig ved at bestige Høien igien, som Man havde vendt Ryggen. Saasnart jeg derfor, henved tredive Aar tilbage, kastede mine Øine paa det splinterny Historiske Kaart (Strom der Zeit), saae jeg paa Timen, det var med de “fire Monarchier” eller rettere: Verdens-Riger, Man maatte begynde, naar de Smaa skulde komme rigtig ind i Historien: ind igiennem Dørren og ei “som Tyve og Røvere” giennem Vinduer og Skorsteens-Piber, og at det saaledes blev som en Leg for Børn at orientere sig i For-Tiden og Stats-Historien, ved blot at construere de gamle Verdens-Riger og opløse den Romerske Haarde-Knude. Da jeg derfor (1808) blev Historisk Lærer i 📌det Schouboeske Institut, var det min første Omsorg at hjelpe mine unge Venner ud af det Chaos, hvori de Ældre saavelsom de Yngre, de Flittige saavel som de Dovne, uden Undtagelse befandt sig, og skiøndt det naturligviis, deels ved min egen Umodenhed og deels ved Mangel paa Hjelpe-Midler, kun halvveis lykkedes, saa frygter jeg dog slet ikke for at modsiges af Med-Viderne, naar jeg forsikkrer, det lykkedes mig snart at give dem langt anderledes Løb og Lys i Old-Historien, end de forhen havde, hvoraf nødvendig hos alle de Livlige opkom Lyst til at kiende den nøiere, og jeg er ganske vis paa, de, ligesaavel som jeg, endnu med Fornøielse min des de Timer, da vi stræbde at sætte os ind i det store Levnets-Løb, vi klarlig med alle følgende Slægter vare kaldede til at fortsætte, og maatte da sagtens giøre os lidt Umage for at kiende. Hvem der da fra den Tid har kiendt saavel mit Greb paa historisk Underviisning, som mit Arbeide paa en lysere og livligere Haand-Bog, med Høiagtelse for Ebræerne, Kiærlighed til Grækerne og Had til Romerne, vil ligesaalidt korse sig over nærværende Skrift, som over den lillebitte “Historiske BørVIIne-Lærdom” jeg for fem Aar siden gav at begynde med, men De vil snarere undre dem over, at jeg saa længe har tøvet med, efter Evne, at afhjelpe et Savn, jeg saa tidlig følde og maatte meget heller for tyve end for fem Aar siden begyndt at raade Bod paa, da Tiden er kostbar og hundrede Smaa-Feil i det Enkelte er ingen Ting mod et stort Mis-Greb i det Hele. Det var ogsaa virkelig min Agt at udgive den Børne-Lærdom, jeg med Held havde brugt ved Underviisningen, men den blev ved en sælsom Forvandling til det “Korte Begreb af Verdens-Krøniken i Sammenhæng,” som for tyve Aar siden gjorde en vis Opsigt i vor Literatur, men synes ei at have havt mindste Indflydelse paa de mange historiske Lære-Bøger, vi siden hjemsøgdes med, og er nu vel saa næsten aldeles glemt. Hvorledes jeg kom til dette historiske Misgreb, som de løierlige Recensenter ventelig kun af Svaghed i Moders-Maalet kaldte et Mis-Foster, hører ikke til denne liden Fortale, men til min Levnets-Beskrivelse, da min Skrift bestandig har været et vel maadelig corrigeret men derfor just des troere Aftryk af mit Liv; men Bogens Hoved-Feil laae, saavidt jeg kan skiønne, ingenlunde i dens Indhold, men i dens eensomme Stilling, da den, for at komme paa sin rette Hylde, forudsatte ei alene den Historiske Børne-Lærdom men ogsaa den Haand-Bog i Stats-Historien, vi fattedes. Det indsaae jeg ogsaa meget snart og gjorde (1814) et Forsøg paa at levere en stats-historisk Haand-Bog, men som aldeles mislykkedes og betog mig for mange Aar Modet til at vove et Nyt; thi min “Udsigt over Verdens-Krøniken” (1817) var kun Studier især til den Tydske Literatur-Historie, som vel kunde fortjent lidt Opmærksomhed, men hørde dog til de Frihaands-Tegninger, Man maa være hjemme i Historien for med Fordeel at benytte. Hvem der for Resten kiender hint mislykkede Forsøg, der kun gaaer til den Babyloniske Udlændighed, og sammenligner det med nærværende Bog, vil lettelig forstaae mig, naar jeg siger: de forholde sig til hinanden omtrent som den Ebraiske og den Græske BeVIIItragtning af Menneske-Livet og Historien, men jeg maa selv tilføie, at jeg nu foretrækker den Græske til Skole-Brug, ikke fordi det er mig enten den høieste eller den retteste, men fordi det er den Bedste, der paa vort nærværende Stade lader sig videnskabelig grundfæste og giennemføre. Den Mosaisk-Christelige Anskuelse af Livet, i alle sine Retninger og alle sine Yttringer, er mig nemlig, nu som før, den eneste guddommelig sande og eviggiældende, men jeg har efterhaanden lært at skielne skarpt mellem Kirke og Skole, Tro og Vidskab, Timeligt og Evigt, og indseer klart, at ligesaa kraftigt som den Christne Kirke maa tilbagevise ethvert Forsøg af Stat og Skole paa at omdanne den efter Tykke, ligesaa uberettiget er den til at paanøde enten Stat eller Skole en kirkelig Skikkelse. Om det nogensinde vil lykkes mig at giøre det ligesaa klart for mine Lands-Mænd, hvilken velsignet Ting det er, saaledes at slippe ud af det Tanke-Verdenens Chaos, hvori vi giennem mange Aarhundreder har befundet os, er vist nok et stort Spørgsmaal, men at jeg skal giøre mit Bedste dertil, er aldeles vist, og jeg har i det Mindste selv vundet Aands-Frihed til at betragte og behandle Verdens-Historien med al den Upartiskhed, Menneske-Aanden, uden at nægte og giendrive sig selv, kan vise, og med det stadige Hensyn paa Livet, som er Tidens Tarv. Selv i 📌Tydskland er Man endelig kommet efter, at Frihaands-Tegningen af Mennesket, og i det Hele af Aandens Verden, svæver i Luften, og at enhver forsvarlig Tanke-Gang maa være bygget paa sikkre Kiends-Gierninger i den virkelige Verden, og da det universelle Præg, den ny Videnskabelighed, ved Tydskernes Speculation, har vundet, frier os fra den Engelske Indskrænkning i Henseende til Tid og Sted, saa er det unægtelig Tidens Tarv, at alle de store Kiends-Gierninger i Menneske-Slægtens Levnets-Løb komme fra Ungdommen af til at staae os klart og levende for Øie, men dertil er en Haand-Bog nødvendig, hvori det Universelle saavidt IXmueligt er udhævet fra det Specielle, og Hjemmelen, vi har for Enhver af de store Kiends-Gierninger, omhyggelig angivet. Erindre vi nu, at i Stats-Historien er de Borgerlige Selskaber, i Kirke-Historien de forskiellige Troes-Samfund og i Skole-Historien de berømte Skrifter de store Kiends-Gierninger, da see vi strax, at Stats-Historien maa være Grund-Volden, fordi baade de store Begivenheder i den er meest uomtvistelige og Sammen-Hængen mest iøinefaldende. Det er altsaa med Flid, jeg i Haand-Bogen har forbigaaet Alt hvad der ikke havde stor og kiendelig Indflydelse paa det Borgerlige Selskab, eller Sammes Historie, og at jeg næsten udelukkende har holdt mig til Ebræer, Græker og Romere, som de eneste Folk i Old-Tiden, vi egenlig kan lære at kiende og hvis Virkning paa de følgende Slægter er aldeles overveiende. Mange vil sagtens finde, at jeg har skiænket Ebræerne formegen Opmærksomhed, men det maa jeg ikke ændse, da det ei alene er vist, at De giennem Christendommen har havt uberegnelig Indflydelse paa hele Menneske-Livet, følgelig ogsaa paa det Borgerlige Selskab, i den ny Verden, men ogsaa, at Deres Historie sætter os tilbage i en Tid, vi kun derigiennem kan lære at kiende. Paa den anden Side vil Man kanskee synes, at jeg har været for knap mod Romerne, thi vi er alle opvoxede i deres Skole og veed, de vilde ikke nøies med Mindre end hele Verden og krævede Dens hele Opmærksomhed; men det er tungt nok, at Deres Historie, uagtet al min Modstand, har indtaget en Tredie-Deel af Bogen, og hvorledes det gik til, at de indtog hele den gamle Verden, og aftvang os derved den Opmærksomhed, vi nødig skiænke dem, har jeg ikke sparet nogen Umage for at oplyse efter de bedste Kilder.

Herved erindres jeg deels om mit Løfte at bruge de bedste Kilder og deels om mine til Historien føiede Betragtninger, og om begge Dele vil jeg skrive til mine Læsere med Xal den Aabenhjertighed, hvoraf jeg veed, min Skrift ligefra Begyndelsen har baaret og haaber, den til Enden skal bære Præg; thi saamange Ubehageligheder, den end strax udsætter Skribenten for, gavner den ham dog selv i Tidens Længde og bidrager til at give Stilen en Friskhed og Livlighed, uden hvilken der vel kan vindes megen Berømmelse men aldrig udrettes noget Stort, og at det er noget Stort, jeg som Skribent stiler efter, hverken kan eller vil jeg nægte, hvad enten det saa naaes eller ikke. Med Pennen at meddele mine Lands-Mænd den omfattende, universal-historiske Udsigt over Menneske-Livet, i alle sine store Retninger og Forhold og i Dets vidunderlig sammenhængende Udvikling giennem Aar-Tusinder, en Udsigt, der hører til det store Nordiske Arve-Gods, jeg saare nødig vilde være ene om, det har jeg ærlig prøvet paa, og været nær ved at fortvivle over, at det, trods al Kraft-Anstrængelse giennem en Række af Aar, slet ikke vilde lykkes; men Man maa derfor ingenlunde troe, at denne Haand-Bog endnu er et fortvivlet Forsøg paa det Samme. Nei, jeg har lært at kiende den himmelvide Forskiel mellem det virkelige Ord i Munden og den blotte Skygge deraf paa Papiret, saa min Hensigt med Haand-Bogen er ene og alene at udhæve og fremstille de store Kiends-Gierninger, hvorefter enhver historisk Anskuelse, altsaa ogsaa min, skal bedømmes, overladende det rolig til Skæbnen, hvorvidt Anskuelsen skal komme til Orde eller ikke. Havde vi derfor en taalelig god Haand-Bog i Verdens-Historien, eller kunde jeg faae en Anden til at skrive den, da brugde jeg langt heller Pen og Tid til andre Ting, og vilde agte Bogen for saameget bedre, som Den, uden Tab af Livlighed, havde færre Betragtninger, hvilke det helst skal ganske overlades til Læseren at giøre; men da jeg nu ingen Udvei vidste til en saadan Haand-Bog uden at skrive den selv, saa giør jeg mit Bedste og maa overlade det til Læseren, om han vil takke eller skose mig derfor. Hvad der nemlig maatte falde enhver Skribent vanskeligt: at forberede sig ved et omfattende Kilde-XIStudium og afholde sig fra alle unødvendige Bemærkninger, det var mig aldeles umueligt. Selv 👤Johannes Müller, den dygtigste Mand, der har levet til at skiænke os en gyldig Haand-Bog i Verdens-Historien, kom ikke videre end til i Haand-Skrift at efterlade et Udkast dertil fra hans umodne Tid, og en Samling af tilhørende Excerpter, som Man ei har været klog eller gavmild nok til at unde os, og han raisonerer aabenbar langt meer end han fortæller! Hvorledes skulde da jeg, med mit forholdsviis ubetydelige Kiendskab til Kilderne, med langt større Forkiærlighed for Anskuelsen og med den Hidsighed paa Alt hvad jeg foretager mig, hvorved Man i Studere-Kamret immer staaer Fare for at sprænge sig, hvorledes skulde jeg enten kunne udtømme Kilderne, eller skrive livlig uden at lade Betragtninger flyde ind, selv hvor jeg, som Læser, ønskede dem udeladte! Bogen er derfor langt fra at være saa god, som jeg ønskede mine Læsere den, men den er til sit Brug meget bedre end de, den kan sammenlignes med, og alle dens Lyder og Mangler kan ei giøre mindste Skade, da det er ganske vist at Man faaer ingen Aand af Bøger, men læser dem med den Man har, og da det jo slet ikke har nogen Nød, at den bliver canoniseret i den lærde Verden. Til sit Brug, siger jeg, er Bogen forholdsviis god, thi den skal ingen Lære-Bog og intet Lexikon være, men en Læse-Bog, hvori de, der har den “Historiske Børne-Lærdom” og “Krønike-Rimene” inde, finde tydelige Omrids af Stats-Historiens fornemste Kiends-Gierninger og Henviisning til Hoved-Kilderne, saa en duelig Lærer med Lethed kan finde Hjemmelen og erhverve eller opfriske sin Kundskab til den mundtlige Meddelelse, der ene kan giøre Underviisningen frugtbar. Har jeg derfor blot med nogenlunde Skiønsomhed udhævet de største Begivenheder, med nogenlunde Flid benyttet Hoved-Kilderne, med nogenlunde Held opsporet Sammenhængen og oplivet Stilen, og i det Hele gaaet tilværks med den Ærlighed og Sanddruhed, der er Historie-Skriverens ueftergivelige Skyldighed, da XIIhar jeg ingen Utak fortjent, om Man saa end beviser, at Bogen har mange Feil og kan ved mere Efter-Tanke og grundigere Kilde-Studium blive tusind Gange bedre; thi at Feilene maae blive rettede og Bogen mangfoldig forbedret, ønsker Ingen ivrigere end jeg, og at den maatte skrives, før den kunde rettes og forbedres, det giver Fornuften.

Hvad nu i Særdeleshed Hoved-Kilderne angaaer, da vil Ingen kunne nægte at de for Old-Tidens Historie er det Gamle Testamente, 👤Herodot og 👤Polyb, 👤Diodor og 👤Plutark, og hvor langt jeg end er fra at have udtømt dem, vil Man dog let kunne overbevise sig om, at jeg har læst dem med Flid og Eftertanke, kun maa jeg bemærke, at jeg næsten udelukkende har fulgt “de Halvfjerds,” ikke som ufeilbare i mine Øine, men som de dygtigste Ebraiske Tolke, jeg kiendte, og som de, der desuden havde ældre Haand-Skrifter for sig, end vi kan rose os af.

Om Betragtningerne vil jeg kun sige, at Endeel af dem, nemlig Fremstillingen af Ebræerne som Kirke-Folket, Grækerne som Stats-Folket og Romerne som Krigs-Folket, er, efter mine Tanker, ligesaa nødvendige Dele af Haand-Bogen, som Oplysningen af de historiske Kilders Beskaffenhed, men at Resten, skiøndt subjectiv nødvendig for Livlighedens Skyld, maaskee heller maatte være borte, ikke fordi de jo, efter min fuldeste Overbeviisning, er velgrundede, men fordi de lettelig kiede de Unge meer end de gavne dem, og Kiedsommelighed er et Skiær, hvorpaa den bedste Underviisning strander. Jeg har derfor stræbt, saavidt mueligt, at sætte dem for sig selv, hvor de nemt kan overspringes.

Hvad endelig Stilen angaaer, da har jeg vel stræbt at giøre den baade fyndig og livlig, reen og flydende, men jeg seer nok, den desuagtet har mange Knorter, Brøst og Bræk, og det XIIItrøster mig slet ikke, at Man er vant til Værre, især i de Haand-Bøger, hvor Kilder benyttes; thi hvad hjelper den Undskyldning Læseren! Det Eneste, der trøster mig er da den Bevidsthed, at jeg sjelden eller aldrig har slumret over Bogen, mens jeg skrev den, og haaber derfor Læseren ei heller skal sove ind over den, om han end engang imellem fristes til at gabe, og i saa Fald venter jeg Tilgivelse, i Betragtning af de store Vanskeligheder, det virkelig har, slet ikke at lade Læseren mærke, at Man, hvad under et saadant Arbeide vel er uundgaaeligt, tit baade har læst sig træt og skrevet sig mat.

Vilde mine Lands-Mænd nu mere tage i Betragtning, hvad en saadan Haand-Bog kan og maa lede til, end hvad den i sig selv allerede er, og mere betænke, hvad der var mig, med min Natur, Tro, Anskuelse og Overbeviisning, mueligt, end hvad Man kunde ønske, da vilde det være mig en stor Opmuntring til det svare Arbeide, jeg hardtad med Gru seer for mig i Middel-Alderens Historie, men som jeg dog nødig vilde afskrækkes fra, da det er klart, Man finder aldrig paa, videnskabelig at forfølge den Universal-Historiske Kiæde giennem Middel-Alderens Labyrinther, dersom ikke en Poetisk Natur vover sig derind og udspeider Leiligheden. At Intet af alt Saadant kan forsone de “stive Latinereenten med mig eller min Bog, det veed jeg nok, thi de kiende ingen Billighed uden “Romer-Rettens” og skatte ingen Historie uden 📌Roms og Latinitetens, men til dem har jeg en anden Bøn, nemlig at de først og fremmerst vil prøve deres Styrke og kiøle deres Mod paa den simple historiske Sandhed, at Grækerne naaede Høiden af deres Udvikling uden at giøre en eneste “Latinsk Stil eller engang at titte i den “Latinske Grammatik,” men at Romerne derimod, skiøndt de baade talde og skrev meget bedre Latin end Nogen af alle vore Philologer, dog maatte giøre mange Græske Stile, før de slap ud af Barbariet og naaede XIVdog aldrig Grækerne. Heraf følger nemlig, i mine Øine, soleklart, at saavidt som Grækerne kom, kan Man komme uden at giøre Latinsk Stil, og at vil Man videre, bliver den ikke Veien, saa skal Man giøre den, maa det aabenbar blot være af Tvang eller for Morskabs Skyld, og da Romerne, Gud skee Lov, har afhersket og Morskabet neppe opveier Kiedsommeligheden, tør jeg nok haabe at overleve de Latinske Stile-Bøger blandt Folk af den Danske Tunge!

September 1833.

Rettelser.

S. 50 L. 31. den jo maatte falde bort.
S. 50 L. 31. den jo maatte falde bort.
237 8 Ahriman og Mithra.
244 16 blot om Djævelskabet.
262 4 hvor ugudeligt.
303 9 derfor det snævre Pas.
312 12 📌Kap Kolonne.
405 6 📌Sfaeria eller 📌Poros.
437 25 👤Pythagoras som.
611 22 Fornærmelse mod 👤Lucul.
623 1 med Grændserne.
646 29 i Grunden uadskillelige.
654 33 👤Asprenas endelig.
655 13 hvad 👤Asprenas gjorde.

De mindre saakaldte Skiel-Tegn er hist og her kommet til at staae splittergalt, men da jeg anseer dem for blotte Læse-Tegn, der omtrent maae være overflødige for dem, der skal kunne læse Bogen med Nytte, finder jeg det vel ærgerligt at see, men ei nødvendigt at tælle dem.

XV

Indhold.

Side.
Indledning 1.
Skabelses-Bogen 36.
📌Paradis 37.
👤Kain og 👤Abel 41.
👤Adams Slægt-Register 42.
Synd-Floden 44.
👤Noahs Slægt-Register 48.
📌Babels-Taarnet 52.
👤Abraham 56.
👤Jakob eller 👤Israel 66.
👤Joseph 69.
👤Moses og Pharao 86.
Ægyptiske Old-Sagn 101.
📌Israels Kirke-Stat 117.
📌Det hellige Land 139.
👤Samuel 146.
👤Saul, 👤David og 👤Salomon 154.
📌Tyrus og 📌Sidon 163.
📌Ninive og 📌Babylon 197.
👤Salmanassar og 👤Senacherib 209.
XVI
👤Nebucadnezar og 👤Belsazar 215.
Meder og Perser 230.
👤Kyrus 246.
👤Kambyses 265.
👤Darius Hystaspis 278.
👤Kserxes 298.
Grækerne 316.
📌Sparta og 📌Athenen 337.
👤Philip og 👤Demosthenes 367.
👤Alexander den Store 374.
De Hellenistiske Riger 395.
👤Pyrros 411.
Romerne 424.
Første Puniske Krig 452.
Anden Puniske Krig 465.
Achæer og Ætoler 499.
Tredie Puniske Krig 566.
Makkabæerne 578.
Den Romerske Revolution 591.
Keiser 👤Augustus 636.
Det Juliske Huus 656.
📌Jerusalems Forstyrrelse 661.
1

Indledning.

Jordens Kreds, med Land og Vand, betragter Menneske-Slægten aabenbar som sit Odels-Rige, eller dog som Guds og sit Eget, og skiøndt Man vel, naar Man sætter sig i Dyrenes Sted, kan synes, Man havde meget derimod at indvende, saa tie dog Dyrene med Skaden, fordi de er umælende og maae finde dem i at behandles som Oprørere, naar de gjør dem uvane og sætter dem op imod Mennesket som deres Arve-Herre og Konge fra Arilds-Tid. Der findes nu vel Folk paa Jorden og det ikke faa, som, skiøndt de ogsaa efter Evne giør sig den underdanig og lader Dyrene trælle for sig og æder dem tilsidst, naar det smager dem, Folk, som desuagtet paastaae, de er selv i Grunden kun et eget Slags Bavianer og stræbe derfor, saavidt som mueligt, at ligne det Umælende; men det er aabenbar ufornuftigt, saa, naar vi vil blive ved at herske paa Jorden, maae vi nødvendig paastaae, vi har Ret dertil, ikke fordi vi er enten de Fleste, eller de Største af Krop og de Stærkeste af Lemmer, thi det er vi ingenlunde, men fordi der er noget langt Ypperligere i os, end i alt Andet paa Jorden baade Levende og Dødt, noget Kongeligt og Guddommeligt, som vi kalde Aand og yttre paa mangfoldige Maader, men kiendeligst og kraftigst med vor Mund, i det levende Ord. Vist nok er dette levende Ord paa Men2neske-Læben et stort Vidunder og den største Hemmelighed paa Jorden, ikke blot for de Umælende, men for os selv som høre og føre det; men det er ligefuldt en guddommelig Kiends-Gierning, som viser at vi er af høiere Byrd, skabte og skikkede til et ganske anderledes Liv og Levnets-Løb end de Umælende; thi det er langt fra, at vort Ord er stærkest, naar det nævner og beskriver hvad Man kan see for Øine og tage paa med Hænder, men det er netop i sin Kraft, naar det udtrykker det Usynlige og Ubegribelige, som lever i os eller svæver over os, og skaber saaledes en heel usynlig Verden, som vi Mennesker har for os selv og see kun Skygger og Billeder af i den synlige Verden, og selv de Umælende har aabenbar en dunkel Følelse deraf, at det er en høiere Verdens Kræfter som røre sig i Menneske-Ordet, thi naar vor Konge-Villie kraftig udtrykker sig deri, da er det dem naturligt at studse og adlyde.

Heraf følger nødvendig, at vi Menneske-Børn, Saamange som føle og skatte vor Naturs mageløse Fortrin og lade haant om at nedværdige os til de Umælende, vi kan ikke sætte nogen Kundskab ved Siden ad den om os selv og vor Slægt, ved Siden ad Menneske-Kundskab, hvormed al sand Guds-Kundskab herneden maa sammensmelte, ja, hvoraf den er betinget, thi kun fordi vi veed med os selv, at det hemmelighedsfulde Liv i vort Inderste og Ordet paa vor Læbe som ene udtrykker det, er ei vor egen Skabning og lader sig umuelig forklare af hvad det overgaaer og overflyver, kun derfor spørge vi om Ham i det Skjulte, som os haver skabt, som indaandede os Livet og som begriber Ordet, den store Herre, hvis Sætte-Konger, det er klart, vi kun kan være, hvis Lov og Villie og Hensigt med os det er vor Pligt at efterspore og maa nødvendig være vor udødelige Ære og vort uberegnelige Gavn at følge.

3Men enten vi nu spørge om vor Slægt og dens Vilkaar eller om vor Skaber og Hans Planer med os, da er der ingen Kundskab, som kan tjene til at klare Dunkelheden i vort Indre, uden Kundskab om Slægtens Levnets-Løb, hvortil vi høre, thi alle fødes vi i den største Vankundighed, os selv ubevidst, finde Ordet først paa Forældrenes Læber, og føle os derved aandelig saavelsom legemlig og uopløselig knyttede til det Forbigangne, som det hvori Oplysningen om det Nærværende er nærmest at søge, og standse kan vi ikke, før vi naae vore første Forældre, om de er at opdage, da det nødvendig gik i alle Ledd, som i det Sidste, at det Ny udsprang og udviklede sig af det Gamle.

Eftersom Tilstanden nu er hos os og overalt i den saakaldte Christenhed, da faae vi tidlig en stor Deel at vide, deels ved mundtlige Samtaler og deels ved Bøger om Menneskets Natur, Levnets-Løb og Bestemmelse og om alle menneskelige Forhold i deres tre Hoved-Retninger: til Guddommen, os selv og den øvrige Verden, men Efterretningerne er saa mangfoldige, sædvanlig saa døde og tit saa forvirrede og selvmodsigende, at naar vi komme til Skiels-Aar og vil giøre os selv Regnskab for hvad vi veed om det Menneske-Liv, vi dele, da forefinde vi et Chaos, vi hardtad maae fortvivle om at ordne.

Derfor er en Haand-Bog i Verdens-Historien netop nu saa stort et Savn og saa stor en Opgave, da ene den kan vise Traaden i Livs-Labyrinthen, hvortil Slægten øiensynlig trænger, men den kan det naturligviis kun, forsaavidt som Traaden virkelig er i hans Haand, der skriver Bogen, og naar han ikke udgiver sig for andet end en Broder, som selv har deelt Forvirringen og stræber endnu daglig mere at arbeide sig ud deraf, da kan han med 4Rette kræve Overbærelse og selv Tak for sit Arbeide, naar det, trods alle Feil og Mangler, dog udbreder mere Lys over Menneskets Liv og Løbe-Bane end Man sædvanlig har.

Det første Spørgsmaal vi maae giøre, naar vi vil lære at ordne og skatte den os overleverede Menneske-Kundskab, er naturligviis om dens Kilder, og vi kan da let opdage, at naar Bibelen har været Kilden til vor Børne-Lærdom, da, men ogsaa kun da, er vi derved henviiste til den eneste Kilde paa Jorden, hvoraf det er mueligt at øse en Menneske-Kundskab, der oplyser deres Liv, som føle sig ophøiede over de Umælende og beslægtede med Guddommen, og kun om dem kan Talen være; thi hvem der enten føler, han i Grunden er et Dyr, eller vil dog være det saavidtsom mueligt, maa ligesaalidt som de Umælende spørge om det Forbigangne eller Tilkommende, men skal beskeden nøies med det Nærværende og modsiger sig kun selv, ved paa nogen Maade at ville forklare sig Livet, da det er Noget han umuelig kan have lært af de Umælende eller have tilfælles med dem. I Grunden er vi da kun blevet historisk vildfarende, fordi vi vragede den Bibelske Veiledning, men at vi vragede den, var rigtig nok for en stor Deel vore Skrift-Kloges Skyld, der meende, de kunde ikke bedre bestride den selvgjorte 👤Christi Statholder i 📌Rom, end ved at giøre dem selv til Bibelens Statholdere, der havde Ret til i dens Navn at beherske baade vor Tro og Videnskabelighed, thi det maatte, hvor Man først havde begyndt at protestere, nødvendig frembringe en farlig Protest mod Herskabet af en saa umælende Ting, som en Bog, over levende Menneskers Tanker, Ord og Gierninger. Vist nok burde Man, i vore oplyste Tider, have indseet, at Bogen var ligesaa uskyldig som Kirken fordum i det selvgjorte Statholderskab og den selvtagne Myndighed, men det var desuagtet naturligt, at 5Bogen kom til at lide under de Skrift-Kloges som Kirken under Pavernes Synder; og vel fandt de nymodens Skrift-Kloge sig snart i at beraabe sig paa Bibelen ligesom endeel Prote stanter paa Kirken, men naturligviis først efterat have gjort Bogen ligesom Hine Kirken om efter deres Begreb, og en omskrevet Bog er ligesaalidt som en ombygget Kirke hvad den var før, saa her blev det Sidste aabenbar værre end det Første, da de nye Skrift-Kloge ei blot vilde herske i Bibelens Navn, men i en Bibels, de selv havde gjort.

Under alt Dette kom imidlertid ikke blot Kirken men især Skolen i Revolutions-Tilstand og kom i saa critisk en Stilling, at den aldeles tabde Samlingen, lykønskede sig med Døden og phantaserede over Graven som et Fee-Slot, hvis Indbyggere, naturligviis Orme, fandt uden al Møie et dagligt Giæstebud, og medens vi med Rette lade Kirken skiøtte sig selv, maae vi, som ventede i Skolen dog engang at see Menneske-Livet forklaret, nødvendig see til at hitte paa Raad mod dens dødelige Sygdom, som er den fixe Ide, at Menneske-Livet maa først opløses og omskabes og saa forklares, hvad ethvert fornuftigt Menneske dog kan indsee er et fortvivlet Indfald, hvorved Skolen ender sit Værk med at opløse sig selv og overlader saavel Omskabelsen som Forklaringen til Barbarerne derudenfor, som Man nok veed, giør kort Proces og giver den nette Forklaring: at boglig Konst, for alt det Underslæb, Hoved-Brud og Tids-Spilde, den har foraarsaget, skal herefter være om ikke fredløs saa dog brødløs.

Nu er al Læge-Konst for fixe Ideer, som Lægerne selv bekiende, kun en Prøve og vi maae da prøve, om vi ikke, ved at føre Patienterne ind i det virkelige Liv, kan faae de Indbildninger til at dunste bort, som aabenbar har samlet sig i Studere-Kamret, hvor Man hængde over Bøgerne og 6glemde reent, at Menneske-Livet var til undtagen i Beskrivelsen.

Sæt derfor nu, at der ikke var en Bog meer i hele Verden, men at vi desuagtet var der, som vi jo godt kunde være, da vi jo dog ikke er blevet til enten af Pen og Blæk eller af Bogtrykker-Sværte, og sæt, at vi gierne gad vidst hvad der var skedt, før vi blev født, som vi Folk i 📌Norden godt veed, Man ogsaa uden at være Bog-Orme kan have stor Lyst til, da gik vi natur ligviis til de Gamle, der havde giemt paa hvad de hørde og saae, eller til dem Man i gamle Dage kaldte Saga-Mænd og hørde vel efter hvad de vidste at fortælle, og, vilde vi være deres Eftermænd, da beflittede vi os naturligviis paa troelig at fortælle det Samme til de Yngre, da Sagnet ellers blev forvirret, saa Ingen meer kunde hitte Rede deri. Havde vi derfor end om adskillige Ting vore egne Betænkninger, da beholdt vi dem dog enten for os selv og enkelte opvakte Hoveder, eller vi lod dem i alt Fald følge bag efter, som en Oplysning, Forklaring eller Vittighed. Vil vi derfor vide Beskeed om Menneske-Slægten i det Hele og fra Først af, da maae vi jo gaae til de Folke-Færd der er ældst og har befattet dem længst med hvad vi spørge om, og vel paastaae nu Hinduer og Chineser ligesaavel som Jøderne at de fra Arilds-Tid har været det Himmelske Riges Indbyggere, men Forskiellen er at Jøderne har en gammel Historie og de Andre har Ingen, saa hvad vi har Valget imellem er kun at undvære alle Efterretninger om Menneske-Slægtens Old-Tid eller at nøies med Jødernes. Men at nu Jødernes Efterretninger om Old-Tiden maae være langt bedre end Intet, indsees let, naar vi betænke, at de ikke alene stod i Forbindelse med Old-Tidens berømteste Folk: Ægypter, Phønicer, Græker og Romere, men er tillige Stam-Folket til de Christne under alle Himmel-Egne; thi at det er de 7Christne der først har gjort Menneskets Slægtskab med Guddommen giældende paa Jorden, beviist det mundtlige Ords guddommelige Kraft og med et forunderligt Held stræbt levende at godtgjøre Menneske-Slægtens oprindelige Eenhed, det maa jo være os alle bekiendt, saa, skal vi hos noget Arilds-Folk finde rigtig Beskeed om Menneske-Slægtens Oprindelse og Barndom maa det være hos Stam-Fædrene til de Christne, der var dens Manddoms Prydelse og dens Alderdoms Trøst.

Har vi nu først indseet, at vi ene og alene maa takke Christendommen, som den gik og gjaldt, levede og virkede i Verden, for alle de værdige Forestillinger vi har om Gud og Menneske og for alle de universelle Begreber vor Videnskabelighed brammer med, ja, for alle de Stater og Skoler, som nu er værd at nævne, og er det historisk klart at Christendommen er opkommet blandt Jøderne, mens de endnu tildeels var et samlet Folk, da følger det af sig selv, at mellem alle Historie-Bøger er der ikke Mage til dem, der lære os at kiende Jødernes og de Christnes Oprindelse og det Jødiske Folks hele Levnets-Løb til hvad de Christne kalde Tidens Fylde, og saadanne Historie-Bøger er jo hvad vi kalde Bibelen ↄ: Bogen eller det Gamle og Ny Testamente, som derhos har det uskatteerlige Fortrin at levere Efterretninger om Verdens Skabelse og hele Menneske-Slægtens Barndom, der paa det nøieste svare til den Forestilling Christendommen har udbredt derom og til hvad vi maae forudsætte, naar Mennesket skal giælde for Jordens Herre og hans Bane lade sig forklare. Naar vi nu endelig opdage, at ved at begynde med Jødernes Historie og betragte de Christnes som en Fortsættelse deraf, bliver en inderlig Sammenhæng og en uafbrudt gradviis Fremgang fra Dunkelhed til Klarhed, fra blind Tro til Erkiendelse, i een og samme Aand, umiskiendelig, da maae vi føle dyb 8Ærbødighed for de Folks Efterretninger om sig selv, hvis Levnets-Løb er en Ære for Menneske-Slægten og hvis Tro, ved at udvikle en tilsvarende Oplysning, har levende beviist sin Ægthed, saa det vilde være Daarskab at forkaste Nogen af dem, blot fordi den end falder os dunkel eller synes ikke ret at ville stemme med Undersøgelser, vi ei tør kalde sluttede. Om vi vil være Christne eller ikke, derom spørges ei i Skolen men kun i Kirken, og det er desuden vor egen Sag, hver især, men naar Man havde lært Christendommens Historie rigtig i Skolen, da vilde Man ogsaa vide, det var først efter Reformationen de Skrift-Kloge fik det fortvivlede Indfald at giøre ikke blot 👤Christi og Apostlernes Levnets-Beskrivelser, men hele den Jødiske Historie til Kirkelige Troes Artikler og, for en Feils Skyld, til videnskabelige Axiomer. Mod begge Dele skal vi derfor i Skolen nedlægge en kraftig Protest, og, uden naturligviis at nægte enten Jøder eller Christne Lov til at tage og troe deres hellige Skrift som de vil og tør, paastaae Skolens utabelige Ret til at benytte og bedømme alle Bøger, som den trøster sig til at forsvare det for Sandheden og den tilstrækkelig oplyste Menneske-Slægt. Men naar vi efter Jødernes og de Christnes hellige Historie vil give Efterretninger om Old-Tiden, da maae vi naturligviis give dem, som de findes, da vi ellers forfalske dem og begaae den gruelige Anachronisme at udgive Historien af en Bog-Orms Tanke-Gang i det attende og nittende Aarhundrede efter 👤Christi Fødsel for en historisk Efterretning af 👤Christi Samtidige eller af 👤Moses og Andre, der levede mange Aarhundreder før. Vort Skiøn maa det være os uformeent at tilføie, om vi har Lyst, men Efterretningen skal vi levere som den kom os til Hænde, ellers forvirre vi istedenfor at oplyse, og hindre, 9saavidt det staaer til os, Læseren fra at fælde en rigtig Dom baade om Efterretningerne og om vort Skiøn.

Den samme Grund-Sætning maae vi derfor følge baade med Kilde-Skrifterne fra Middel-Alderen og med dem Græker og Romere har efterladt os, thi vel er de langt fra at være saa paalidelige som Jødernes og de Christnes hellige Skrift, men det er lige vist, at hvem der mynter Efterretninger om Fortiden paa fri Haand, skal have Smæk over Fingrene, og tør vi sige, Nogen af vore Forgiængere har gjort det, da har vi baade Ret og Kald til at behandle dem derefter, men ingen af Delene til at efterligne deres slette Exempel.

Naar nu Haand-Bogen i Verdens-Historien leverer i en Hoved-Sum den Række af Efterretninger om Menneske-Slægten, fra Verdens Skabelse til nu, som findes i Ebræers, Grækers, Romeres og de Christnes Skrifter, da giør den meget Gavn, om end det tilføiede Skiøn skulde være ubetydeligt eller ugyldigt, thi det kan Læseren springe eller strege over, som han synes, og faaer dog ligefuldt en Udsigt over de bedste Efterretninger Man virkelig har om Fortiden, som han kan sammenligne med sin egen Erfaring og Menneske-Kundskab. Dog for at det kan skee, maa enhver Efterretning gives med en vis Fuldstændighed, da Læseren kun derved kan faae et Billede af Begivenheden der opliver Scenen og præger sig i Hukommelsen, og det er da en Hoved-Feil ved historiske Haand-Bøger, naar de ikke er skrevet til at lære noget af men kun til at repetere efter, saa det bør fra alle Sider være Historie-Skriverens Lov, kun at optage saamange Efterretninger, som hans Værks Omfang tillader ham i det Væsenlige at meddele fuldstændige, thi jo mere Udtog af en Efterretning, desmindre Paalidelighed, desmere Fare for at vi, med eller mod 10vor Villie, har berettet feil og desmindre Leilighed for Læseren til at see og dømme selv.

Under disse Omstændigheder kan det vel synes umueligt at levere en verdenshistorisk Haand-Bog i faa Bind, der egenlig har nogen Gyldighed, da det forholdsviis kun bliver faa Begivenheder Man kan beskrive udførlig; men det maa dog være mueligt, naar almindelig Oplysning skal kunne fremmes, thi Elementar-Bøger i mange Bind er rene Uting, og paa den anden Side er det slet ikke tænkeligt, at Hoved-Begivenhederne i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, der ei kan være mange, skulde være ukiendelige, thi de bleve jo kun til Hoved-Begivenheder ved den kiendelig store Indflydelse, de har havt paa det Hele.

Det giælder altsaa her kun om den Indsigt, at Menneske-Slægtens Historie forholder sig til Folke-Historien, som denne til Enkelt-Mandens Levnets-Beskrivelse, saa, skiøndt alle Begivenheder og Efterretninger høre dertil, har Man dog en gyldig Udsigt derover, naar Man kiender Hoved-Folkene fra deres verdenshistoriske Side eller forsaavidt de gribe ind i det Hele, og Hoved-Folk er igien natur ligviis kun de, der kiendelig har grebet ind i det Hele og derved bidraget til at udvikle den ædleste og klareste Skikkelse, hvorunder Menneske-Livet nu findes paa Jorden. Heraf følger nemlig, at Old-Tiden kun har tre Hoved-Folk: Ebræer, Græker og Romere, thi selv Ægypter, Phønicer og Perser kiende vi egenlig kun af deres Efterretninger, og, trods alle Drømme om stumme Personers guddommelige Fortrin, maae de dog i Verdens-Historien lignes ved de Umælende, og den universelle Stræben med Præg af Aand, hvorved Ebræer, Græker og Romere have virket paa alle følgende Slægter og Tids-Aldere, kan de umuelig have lært af de Folke-Færd, der jo kun savne et lignende Eftermæle, fordi de fat11tedes den. Endnu mindre kan Hinduer og Chineser her komme i Betragtning, da de slet ingen kiendelig Indflydelse har havt paa Old-Tidens Menneske-Slægt, saa at, selv om Man paa deres Ord vilde troe, at de havde været Halv-Guder og store Folk før Verdens Skabelse eller dog før Synd-Floden, maatte Man dog betragte dem som Man betragter Eremiter i Kirke-Historien og speculative Philosopher i Stats-Historien, som Man først ændser, naar Man ved en mærkelig Leilighed støder paa dem, deres Gravsted og efterladte Papirer.

I Middel-Alderen holde vi os med samme Ret til Christenheden, fordi det kun var der, Menneske-Slægtens Liv fra Old-Tiden blev fortsat, saa Araber, Mogoler og Tyrker vedkomme os kun forsaavidt de stræbde at hindre denne Fortsættelse, som Fiender altsaa ad Menneske-Slægtens fremskridende Udvikling. Ei engang 📌det Byzantinske Keiserdom kan vi skiænke mere end et Side-Blik, fordi Man der med Flid lagde an paa Stilstand istedenfor paa Fremskridt og gik derfor nødvendig Krebs-Gang.

I Nyaars-Tiden, som vel maa blive Navnet paa den Sidste, efterat Krudtet og Bogtrykker-Konsten kom i Virksomhed og den saakaldte ny Verden opdagedes, følger Universal-Historien af sig selv med Reformatorerne; thi den levende Catholicisme (Universalitet) findes derefter kun hvor den Døde fornægtedes og hvor Man, af en besynderlig Misforstand, korsede sig for Navnet, der dog ligesaavel er Skolens som Kirkens, ligesaavel Menneske-Slægtens som Christendommens Ære.

Vist nok protestere Protestanterne sædvanlig ligesaa ivrig som Paven imod den Paastand, at de har fortsat Menneske-Livet fra Christenhedens Middel-Alder, og de vil heller have blotte Bog- Staver Alt at takke, 12men saadanne Protester er Historie-Skriveren nødt til at smile ad; thi deels kan 👤Morten Luther umuelig fragaae, at det Kloster, han krøb ud af, var i Grunden det samme som 👤Augustin anpriste og 👤Benedikt bygde og de følgende Brødre forsynede med de Bøger fra Old-Tiden Man deri fandt, deels er i det Mindste Universiteterne og den Engelske Stats-Forfatning unægtelig udsprungne af Christenhedens Middel-Alder, og endelig var det aabenbar de samme Folke-Færd, Nord-Boerne nemlig, Nord-Tydskerne iberegnede, der spillede Hoved-Rollen baade i Middel-Alderen, ved og efter Reformationen.

Har vi nu saaledes fundet Universal-Historiens Hoved-Folk, der blandt Andet ogsaa er kiendelige derpaa, at de, efter Evne, tog sig af Universal-Historien, som de andre Folk aldeles forsømde og knap havde nogen Ahnelse om, da giælder det kun om at finde den Kreds, hvis Hoved-Begivenheder skal udfylde den almindelige Haand-Bog i Verdens-Historien, og Man opdager da let, at det er hverken Kirke-Samfundet eller den lærde Stand, men det Borgerlige-Selskab.

Herom er de Bog-Lærde for nærværende Tid da ogsaa enige, skiøndt af meget forskiellige Grunde, saa det behøver ikke at forsvares, men kun at oplyses, ved et Blik paa disse tre sammenhængende Kredse, eller rettere denne Menneske-Aandens tredobbelte Virke-Kreds.

Ligesom nemlig Enkelt-Manden staaer i et tredobbelt aandeligt Forhold, som Dyrene ikke kiende, nemlig til Gud, sin egen Sjæl og sine Medmennesker, saa er det Samme naturligviis Tilfældet med hvert enkelt Folk og med hele Menneske-Slægten; thi vel har Menneske-Slægten ingen Side-Mænd men dog noget Lignende i de samtidige Folke-Færd, og ligesom nu i det Store Forholdet til Gud speiler sig i 13Kirke-Samfundet, saaledes er det af Skolen og Bøgerne vi lære, hvorvidt et Folk eller Slægten i det Hele til enhver Tid er kommet i Forstand paa sig selv og sine Forhold, eller i Oplysning, medens det er Sta ternes Forfatning og Begivenheder, som vise, hvorledes Menneskerne betragte og behandle hinanden! Nu er det vist nok en af vor Tids herskende Vildfarelser, at Staten ikke behøver at støtte sig til Kirken for at staae fast, men en langt farligere Indbildning er det dog, at Skolen kan bære Staten, og den er desværre saa almindelig herskende, at Man maa frygte for at see alle Stater forsvinde, mens Man beskriver deres Kæmpe-Skridt til Fuldkommenhed. Naar nemlig Lov og Ret, som er Stats-Grundvolden, ikke helliges enten af Tro paa en almægtig Dommer eller dog af en nedarvet Ærbødighed for Fædrenes Indretninger, da staaer Staten kun paa Papiret, thi da er Lov og Ret kun Sort paa Hvidt, som kan ophæves med et Penne-Strøg, og da kommer Retten nødvendig til at sidde i Spyd-Stagen, fordi denne er meget stærkere end Pennen, som 👤Julius Cæsar med Sværdet i Haanden kort og fyndig lærde 👤Metellus med Pennen bag Øret, der vilde spærre ham Skat-Kammeret, thi da sagde jo 👤Cæsar: gaaer du ikke afveien, saa slaaer jeg dig ihjel og det er endda meget lettere gjort end sagt!

At nu den ægte Kirke, selv under saadan en Overhuggelse af Knuden i det Borgerlige Selskab, ikke blot kan bestaae, men skabe ny Stater, hvori Skolen kommer til at blomstre skiønnere end nogensinde, det har Christendommens Historie i Romer-Riget og i Middel-Alderen rigtignok beviist, saa de gamle Præster havde anderledes Ære at tale med, naar de kaldte sig Statens Pillere end de unge Professorer, som aldrig har kunne gjort Staten nogen større Tjeneste end at passe deres Bog og lade Sta14ten skiøtte sig selv, men deels maae vi dog aldrig glemme, at den ny Skabelse giennem Middel-Alderen er et stort og mageløst Mirakel, der medtog selv Christendommen et heelt Aar-Tusinde, og deels er det dog lige vist og lige klart, at Aandens Storværk først bliver kiendeligt i tilsvarende Stats-Begivenheder, ligesom Livet og Kraften i Enkelt-Mandens Tro og Tanke-Gang først bleve kiendelige paa Vexel-Virkningen mellem ham og hans Med-Mennesker. Derfor see vi, at selv i 📌Palæstina, hvor Aanden dog paa en ganske egen Maade styrede Udviklingen, maatte der dog stiftes en Stat, før enten Kirken eller Skolen kunde træde i ordenlig Virksomhed, og at den forunderlige Kirke-Stat, Christendommen skabde midt i det Romerske Chaos, er netop det, der paa Historiens Skue-Plads aabenbarer dens Guddommelighed.

Slutningen bliver da, at netop fordi det Borgerlige-Selskab bevæger sig paa Grændserne af den synlige og usynlige, Haandens og Aandens Verden, netop derfor er det den egenlige Gienstand for Universal-Historien, men at enhver saakaldet Stat, hvor Haanden ei vil være Aandens Stat-Holder men Herre, saa Sværdet sidder ei meer i Rettens Haand men Retten i Spyd-Stagen, der er intet Borgerligt Selskab, men i det Høieste en ordenlig Røver-Bande leiret paa en Myre-Tue. Hvor derimod Staten virkelig er bygget paa Lov og Ret, der er et Borgerligt Selskab, som efterhaanden vil udklække al den Frihed og Lighed, der lader sig forene med Retten og det Almindeliges Tarv, og der vil blive fredet om Skolen for at fremme almindelig Oplysning, der, som den ægte Stats sidste Øiemed nødvendig ved hvert virkeligt Fremskridt vil befæste den. Da nu Frihed er Kirkens Element og Oplysningen Skolens, saa kan det aldrig feile at vi, ved at følge med den ægte Stat, 15jo bestandig vil have den sande Kirke og den rette Skole ved Siden og idelig spore deres velgiørende Virkninger, men den universal-historiske Haand-Bog kan ikke indlade sig i at beskrive deres særegne Virksomhed, der ogsaa er stor og mærkværdig nok til at fortjene egne Haand-Bøger, som vil blive tydelige og tiltrækkende i samme Grad, som de store Stats-Begivenheder ere Læserne i frisk og levende Minde.

Naar vi saaledes ligesom slaae Leir i Stats-Historien, fra det Øieblik vi see Aanden med 👤Joseph indtræde deri, da see vi strax, hvor nøie Universal-Historien hænger sammen baade med Geographien og hele Natur-Kyndigheden, thi hvem veed ikke, at den Borgerlige Virksomhed er paa utallige Maader bundet til Landenes Vilkaar, og gaaer nærmest ud paa at giøre sig Jorden underdanig til dagligt Brug og at føre sig alle Kræfter til Nytte, men i Haand-Bogen kan naturligviis kun det kiendelig Store, Iøinefaldende, komme i Betragtning, og naar Man søger Kilden til de menneskelige Storværker enten i Floderne, i Luften eller andensteds end i Menneskets høiere Byrd og vidunderlige Forhold til Guddommen, da løber Man aabenbar efter Næsen, thi at alt menneskelig Stort i Verden er enten skedt i 📌Palæstina, 📌Grækenland og 📌Rom, eller dog udgaaet derfra, det lader sig umuelig forklare enten af Himmel-Egn, Jord-Bund, Vand-Løb og Bjerg-Strækninger, eller af nogen anden Natur end Guds og Menneskets!

Der er imidlertid en dyb Sammenhæng i Alting, end sige da mellem Mennesket og hans Moder, som Jorden jo er, og mellem os og den Luft, vi indaande, saa Intet i Verden kan i Grunden være tilfældigt uden for Tosser, og allermindst det, at Ebræer, Græker og Romere havde deres Bo-Pæle paa et og samme Strøg, fra Øst til Vest, og Hoved-Folkenes Bo-Pæle er derfor ogsaa Hoved-Lande, hellige og classiske Steder, i Verdens-16Historien, som Haand-Bogen ingenlunde maa lade ubemærkede; thi selv om vi slet ingen Sammenhæng havde opdaget mellem Folkenes Liv og Landenes Leilighed, maatte vi dog stræbe bestandig at holde Opmærksomheden spændt derpaa, for at det kunde opdages hvad vi forud vide, maa nødvendig finde Sted. Misgreb og Misbrug er vist nok slemme Ting, men da de nu engang er uundgaaelige, maae vi finde os deri, og maae huske, at det altid dog i Grunden kun er Livet der misbruges, saa, naar vi skulde forebygge Misbrug for Fremtiden, maatte vi ei blot, som Pharao, lade alle Drenge-Børn drukne, men slaae alle Børn ihjel og os selv bag efter, hvad dog netop vilde være en uhyre Misbrug af Livet, altsaa det største Misgreb, Man kan tænke sig. Uagtet derfor Lysten nu er stor nok til at forklare Livets Yttringer af Dødens Natur og til at spørge det Umælende om, hvad de der føre Ordet egenlig har at sige, saa det var Synd at kiæle for den, desuagtet maae vi dog indrømme, at Man ikke engang kan sige, hvor Historiens Hoved-Lande egenlig er at finde, uden til Huus-Behov at have orienteret sig paa Jorden, og naar derfor historiske Læsere bryde sig for lidt om Breden og Længden, Bjerge og Floder, Dyr og Fugle, Træer og Planter, Nærings-Veie, Fabriker og Manufakturer, hvor de færdes, da kommer det dog vist for en stor Deel af, at de der veed bedst Beskeed med saadanne Ting sædvanlig bryde dem alt for lidt om Historien og Moders-Maalet og betænke derfor ligesaalidt Historie-Skrivernes som deres Læseres Tarv. Vel fristes Man nemlig aldrig meer til at ønske, Man omtrent var alvidende, end naar Man skriver en Haand-Bog i Universal-Historien, men derfor bliver Man det naturligviis ikke og Polyhistoriets Historie stadfæster alt for kiendelig den latinske Phrase: aliqvid in omnibus et nihil in toto, til at Man engang, med Øie paa det Hele, kan faae 17Lyst til, ved at samle Stumper, at blive en Stymper i Alt. Derfor skulde vi smukt arbeide hinanden i Hænderne og da det dog hidtil kun er skedt baade sjelden og keitet, for ei at tale om det Avede, saa kan Man endnu ikke forlange det korte men omfattende og tydelige Over-Blik af de store Natur-Forhold, hvori Mennesket som Jord-Bo staaer, et Over-Blik der ellers netop i Indledningen til en Haand-Bog i Verdens-Historien var paa sit rette Sted. Noget maa der imidlertid dog siges, og lidt veed ogsaa alle Bog-Orme, naar de blot kan hitte paa, kun at sige hvad der er Hoved-Sagen og at sige det saaledes, at Man ikke selv maa være en Bog-Orm, eller vel endog klogere paa Tingene end de, for at forstaae dem. Nu at hitte strax paa begge Dele er, som overalt, videnskabelig talt at slaae to Fluer med eet Smæk, for meget forlangt, men der vil allerede være Noget vundet, naar Man seer, hvad der maa lægges vel Mærke til.

Det er nu for det Første ikke, som Man i det attende Aarhundrede troede, at Solen, efter Sigende, staaer stille istedenfor at staae op og gaae ned, thi tør Man i dette Stykke ei engang troe sine egne Øine, var det dog en mageløs Urimelighed at troe Andres blotte Forsikkring tvert derimod, og det er desuden til Lykke Noget, Man ganske rolig kan lade være Solens og Stjerne-Kigernes egen Sag, da Solen umuelig kan have Noget imod, at vi betragte den med de Øine, vi har, og selv Astronomerne finde det nødvendigt til daglig Brug at snakke os efter Munden, som om Solen virkelig endnu stod op og gik ned og bugtede sig under Aarets Løb i Dyre-Kredsen af de tolv Himmel-Tegn! Naar Man nu endelig veed, at indtil det attende Aarhundrede efter 👤Christi Fødsel var det baade mellem Lærd og Læg den herskende Tanke-Gang, at Solen, der saa 18kiønt oplyser vore Øine til at see alt Andets virkelige Stilstand eller Bevægelse, ingenlunde forblindede dem for dens egen, saa indseer Man strax, at Man i alt Fald hverken kan have synderlig Skam eller Skade af at troe sine egne Øine, til Man soleklart overbevises om, at alle Folk i dette Stykke see feil, og at dette soleklare Beviis i det Mindste endnu ingenlunde er ført, bliver da egenlig det Eneste, Historien har at melde om den besynderlige Paastand af det attende Aarhundredes Astronomer, at hvem der ikke i Blinde vilde troe dem bedre end sine egne Øine, var gruelig forblindet af Fordomme og behersket af Overtro.

Derimod er Solens Virkning paa Jorden, hvoraf den saa kommer, en ligesaa mærkværdig Ting i Verdens-Historien som i det daglige Liv, saa Jævn-Døgn og Soel-Hverv spille deri en ganske anderledes Rolle, end de fleste historiske Læsere forestille sig; thi de give ikke blot Jorden kiendelige Afdelinger med faste naturlige Grændser, men har tillige giennemgribende Indflydelse paa Alt hvad der lever og voxer, saa Menneskerne paa mange Maader deels lokkes og deels nødes til at rette sig derefter. Vel er det nu hardtad en Skam at skrive om saadanne Ting, naar Man ikke veed stort meer, end at hvad Man i daglig Tale kalder Linien, er Jævndøgns-Linien, saa der har Man een Gang om Foraaret og een Gang om Efteraaret Solen lige over Hovedet, og er hele Aaret igiennem ikke langt derfra; men hvor ubetydelig denne Kundskab end synes at være, er den dog langt nødvendigere og langt mere frugtbar, end de fleste Læsere formode; thi Naturen er, som Man nok veed, meget simpel i sin store Gang og nøies med Lidt. Med de to Jævn-Døgne staae nemlig de to Soel-Hverve i nøieste Forbindelse, thi ved det Solen ligesom besøger Ægypterne om Sommeren og Æthioperne 19om Vinteren, skabes der saavel norden som sønden for Linien, en Strækning paa 350 Mile, hvor Man een Gang om Aaret har Solen lige over Hovedet og slet ikke noget af det vi kalde Vinter, hvad naturligviis i alle Maader giør en mærkelig Forskiel, saa den Strækning kalde vi med Rette de varme Lande eller det hede Jord-Strøg, men de Lærde, der, til stor Skade baade for dem selv og os, gierne vil have deres Sprog for dem selv, kalde ikke blot sædvanlig Linien Æqvator, men ogsaa, for en Feils Skyld, de varme Lande de Tropiske, som Man maa vide, for ikke at lade sig forvilde, men Hoved-Sagen er, at dette Jord-Strøg er Dyrenes især de Vildes Himmerig, men Menneskets Helvede, saa der har det Borgerlige Selskab ligesaalidt som Aanden kunnet lykkes eller trives.

Fra det Sted derimod hvor Man ved Sommer-Soelhverv har Solen lige over Hovedet begynder en Strækning mod Norden paa 650 Mil, som ender, hvor Man om Sommer-Soelhverv har ingen Nat og om Vinter-Soelhverv ingen Dag, og dette Jord-Strøg, som Man kalder det Milde eller Tempererede, har til alle Tider været det egenlige Menneske-Land eller Mand-Hjem; thi vel er der naturligviis en ligesaadan Himmel-Egn søndenfor Linien, men skiøndt Man nu veed, der ogsaa er en heel Deel Jord, har Man dog aldrig spurgt store Tidender derfra.

Hvad der endelig ligger længere derfra end 650 Miil er for Mennesket det kolde Helvede ligesom Landet ved Linien det Hede, thi der seer Man hardtad kun Iis og Snee, og hvor det er livligst, mosgroede Stene, Rensdyr og Finner. Disse Jord-Strøg hvoraf Man kun kiender noget til det Nordlige, hedder i Konst-Sproget Polar-Landene, fordi de er nær mest ved 20den nordligste og sydligste Punkt, som de Lærde kalde Polerne.

Naar man veed Saameget og derhos at Jord-Kloden, med Land og Vand, baade efter gamle Sagn og nye Opmaalinger, er rundagtig eller æggetrind, da behøver Man kun et flygtigt Øiekast paa en konstig Jord-Klode (Globus) for at see, hvad Man forstaaer ved de Kredse, Man tænker sig og taler om, naar Man i Korthed vil angive Landes og Steders Beliggenhed mod Syd og Nord; thi Linien tænker Man sig som en Krinds der deler Kloden midtad, og hvor det hede Jord-Strøg ender, tænker Man sig de to saakaldte Vende-Kredse, som burde hedde Soelhvervs-Kredse, og paa Grændserne af de milde og de kolde Jord-Strøg begge Polar-Kredsene. Ethvert Steds Afstand fra Linien kalder Man nu dets Brede eller Poli-Høide, der naturligviis kan være baade sydlig og nordlig, men er, som sagt, i alle Universal-Historiens Hoved-Lande nordlig, og angives i Grader, saaledes, at ved en Grad i Breden eller Poli-Høiden forstaaes femten Danske Mile hver paa 12000 Alen, saa der fra Jevndøgns-Linien bliver lidt over 23 til hver af Vende-Kredsene, 66 til hver af Polar-Kredsene og 90 til hver af Polerne. At Man endelig kalder den nordlige Vendekreds Krebsens og den Sydlige Steen-Bukkens, det kommer af at Man fra Arilds-Tid inddeelde den Kreds, Solen i Aarets Løb beskriver eller den saakaldte Dyre-Kreds efter de tolv Stjerne-Billeder eller Himmel-Tegn, den giennemgaaer, saa Sommer-Soelhverv indtræffer i Krebsens og Vinter-Soelhverv i Steen-Bukkens Tegn; men at de Lærde helst kalde Dyre-Kredsen Zodiaken, Soel-Banen deri Ekliptiken og Vende-Kredsene Tropiker, er vel kun af Slendrian fra den 21Tid, Man kunde kun lidt Græsk og havde dog megen Lyst til at vise, Man kunde Noget.

See, det er Børne-Lærdommen i den historiske Astronomi, som Man ikke kan undvære, men naar Man nu kort og tydelig kunde angive de Hoved-Træk, der udmærke og adskille de hede, milde og kolde Jord-Strøg eller Bælter (Zoner) baade i Henseende til Dyr, Vexter og Alt hvad der har kiendelig Indflydelse paa Menneske-Livet, da vilde det ingenlunde være overflødigt. Det er imidlertid noget vanskeligt, blandt Andet fordi Afstanden i Syd og Nord fra Linien vel giør en kiendelig Forskiel men dog ingenlunde eens, saa Meget kommer an paa Beliggenheden i Øst og Vest, som Man kalder Længden, men har ingen faste, naturlige Grændser at beregnes efter, og Meget beroer paa den underlig afvexlende Høide over Havet, som giør at Man i Høiden finder Snee under Linien og finder mangensteds enten koldere eller mildere Egne, end Man efter Poli-Høiden skulde formode. At for Resten Guldet og Sølvet findes mest i 📌Syden og 📌Vesten, Kobberet og Jernet derimod i 📌Østen og 📌Norden, at Linien gaaer mest over det store Verdens-Hav, og at Landene i det hede Bælte, der altid var saa fattige paa ædelt Blod, er, mod Vesten (i 📌Syd-Afrika, 📌Brasilien, 📌Peru og 📌Mexiko) uden Sammenligning de Rigeste paa ædle Stene og Metaller, og mod Østen (i 📌Arabien og 📌Indien) Palmernes, Risens og Bomuldens, Sukker-Rørets og Kaffe-Træets, Kryderiernes og de fine Røgelsers Hjem, det er en let Bemærkning, men som bliver vigtig, fordi Verdens-Handelen i det Store er udsprunget af Lysten og Driften hos de kraftigste Folke-Stammer til, saavidt mueligt, at forbinde de varme Landes Rigdom med de milde Egnes mageløse Yndigheder.

Disse milde Egne blive imidlertid, som Hoved-Folkenes Bopæle, bestandig Historiens Hoved-Lande, ligesom de 22da ogsaa er dens Fædreneland, men uagtet vor Opmærksomhed derved fæstes paa et Rum i Breden af 6—700 Mile, maae vi dog strax bemærke, at Alt hvad der ligger vestenfor 📌Herkules-Støtterne eller Strædet ved 📌Gibraltar (📌Nørve-Sund) og Alt hvad der ligger østenfor den 📌Finske Bugt, 📌det Kaspiske Hav og 📌Indus Floden, ligger udenfor Historiens Skueplads baade i Old-Tiden og Middel-Alderen, saa det er først i Nyaars-Tiden, den universelle Retning kraftig har aabenbaret sig, ved at udvide den menneskelige Syns-Kreds og Virke-Kreds, saavidt mueligt, over hele Kloden, hvorved de skjulte Lande i Øst og Vest tilligemed det hede 📌Syden har begyndt at træde ud af deres Dunkelhed.

Indskrænke vi os nu, efter Historiens Anviisning, til dette Midt-Land (Midgaard), der ogsaa endnu er det egenlige Mand-Hjem, da deler det sig selv med skarpe Grændser, i 📌Asien ved 📌de Tauriske Bjerge og i 📌Europa ved 📌Alperne og hvad dermed staaer i Forbindelse, thi der sydenfor paa en Brede-Strækning af halvtrediehundrede Mile (eller mellem 30 og 45 Graders nordlig Poli-Høide) ligger den egenlige Vin-Gaard og Oliven-Skov, Hvede-Mark, og Silke-Rede, som udgjorde Historiens Skue-Plads i Old-Tiden, og hvad der ligger nordenfor, som Man kunde kalde Abild-Gaarden og Humle-Haven, Ege og Naale-Skoven, Rug-Vangen, Byg-Holmen og Hør-Stykket, begynder først i Middel-Alderen at vinde den Betydning, Man nu fristes til at tænke det har havt fra Arilds-Tid. For at orientere sig paa Historiens Skue-Plads, giør Man desaarsag vel i, bestandig at have 📌Middel-Havet i 📌Syden og 📌Øster-Søen med hvad dertil hører i 📌Norden, uafladelig for Øine; thi skiøndt Skue-Pladsen i Old-Tiden strækker sig længere mod Østen, bliver 📌Middel-Havet dog Begivenhedernes Middel-Punkt, og hvad der siden virkelig har gjort Epoche i Histo23rien, enten findes i Kredsen omkring 📌Øster-Søen og 📌Kattegat, eller er dog aabenbar udgaaet derfra.

Heraf kunde Man fristes til at tænke, at den Varme Havet udbreder i sit Nabo-Lag var den Oplivende og Solens den Udmattende, men da alle Strand-Siddere er langt fra at være lige daadfulde, viser allerede det, at Grunden ligger dybere, saa Thetys bliver kun Moder til Achil, naar Guderne selv fæste hende til deres Yndling og giør hendes Bryllup. Naar imidlertid Folk med Aand og Kraft komme til Klinterne og see ikke det vilde men det formildede, indenlandske Hav for sig, da er det ganske naturligt at de føle en egen Drift og Dristighed til at pløie saa vid en Mark, og det føder nødvendig, under venligt og fiendtligt Samkvem, den Vexel-Virkning hvorved alle Kræfter udvikle og alle Forhold klare sig.

Herved mindes vi om de mangfoldige Handteringer og Nærings-Veie, der gives i Verden, og medens det følger af sig selv at Ager-Dyrkningen omtrent er det Samme for det Borgerlige Selskab, som det daglige Brød for enhver af os, kan det nok behøve at erindres, at der til dette faste Element maa komme et Flydende, naar Menneske-Aanden skal glæde sig ved Staten, der ellers sædvanlig gaaer i Staae, saa dens Historie bliver kun et Bind Almanakker, hvori Aars-Tallene og Aars-Tiderne spille Hoved-Rollen, og selv de største politiske Omvæltninger blive knap saa mærkværdige, som usædvanlig stærke Jævndøgns-Storme og Soelhvervs-Oversvømmelser. Dette flydende Element i Folke-Livet hører naturligviis til Vandet, ligesom det Faste til Landet, men Erfaring lærer at Floder vil kun lidt forslaae, med mindre Man følger dem ud i Havet; thi ellers bidrage de netop til at indskrænke Syns-Kredsen og giøre Livet eensformigt. Det er i denne Henseende moersomt at sammenligne Old-24Tidens berømteste Floder med Middel-Alderens og Nyaars-Tidens; thi 📌Ganges, 📌Euphrat og 📌Nilen skabe sig hver et Konge-Rige, hvori de æres som Guder, men 📌Donau, 📌Rhin og 📌Thæms er kun de store Canaler for en udbredt Vexel-Virkning og skattes derefter, saa den vidaabne 📌Thæms danner en besynderlig Modsætning til den laasede 📌Nil. Skibs-Fart og Handel, med Havet til Middel-Punkt, er derfor et Element som ingen Stat kan være fremmed for, hvori Menneske-Aanden skal udvikle sig, da det ene er derved Oplysning og alle frie Konster vinde Borgerskab, saa det er med Skibs-Fart og Handel som med Menneske-Livet i det Hele, der desaarsag er blevet saa almindelig lignet ved en Pløining af den høie Sø: Intet er vel udsat for saa megen Misbrug og forbundet med saa øiensynlig Fare, men Kampen maa voves om Kronen skal vindes. Toge vi derfor Phønicer, Græker og Nord-Boer ud af Verdens-Historien, da borttog vi dermed hele den store Udvikling af Menneske-Livet, og uagtet Aandens særegne Plan med Jøderne krævede en afsondret Stilling og en langsom Udvikling, maatte der dog til en Tid knyttes en venlig Forbindelse mellem dem og Phønicerne, ei blot for at 📌Jerusalems Tempel kunde bygges, men ogsaa for at Folkets Syns-Kreds kunde saaledes udvides og Sjæle-Evnerne saa mangfoldig udvikles, som vi see af Propheternes især af 👤Ezechiels Skrifter, de blev!

Har vi nu saaledes fæstet Opmærksomheden paa Hoved-Folkenes Stats-Begivenheder, med et Blik paa deres Bopæl og daglige Sysler, da er der vel endnu kun een Punkt, der kræver et særdeles Hensyn og det er Tids-Regningen. Vist nok har Man i den sidste Tid gjort alt for meget Væsen af Aars-Tal, især i Universal-Historien, hvor de er langt fra at være saa vigtige som i Enkelt-Mandens korte Levnets-Løb, og det maa deels tilskrives den 25uheldige Omstændighed at Universal-Historien i sin Barndom opammedes af Middel-Alderens Annalister som deres eget Barn, og deels hænger det sammen med vor Gammelagtighed, thi at Man i Alderdommen lægger ganske anderledes Vægt paa et Aar end i Ungdommen, er noksom vitterligt; men med alt det er Historie uden Tids-Regning dog unægtelig et Chaos, saa det kommer kun an paa at ramme det Rette, hverken kræve Umueligheder, eller smaalig efterstræbe en Nøiagtighed, der kun er til Byrde, eller, hvad endnu er det allerværste, give paa fri Haand Tids-Regningen Udseende af en Sikkerhed og Nøiagtighed som den ikke har.

For nu at orientere os i Tidsregningen, maae vi begynde med Tiden selv og betænke, hvad kiendelig Indflydelse den har paa Menneske-Livet, hvorved det da strax falder i Øinene, at det selv i Enkelt-Mandens Levnets-Løb ikke kom mer stort an paa Aars-Tal, men kun paa Aars-Tider, hvoraf det Fuldstændige, desværre, har Fire, ligesom Aaret hos os, skiøndt vi heller saae, de havde Begge kun Tre, nemlig Vaaren, Sommeren og Høsten, som i Menneske-Livet kaldes Barndom, Ungdom og Manddom, hvortil Alderdommen, som Livets Vinter, kun synes en sørgelig Tilgift. Da nu Ti den er langt fra at bide saa stærkt paa et Folke-Liv, som paa Enkelt-Mandens, og gnaver endnu meget langsommere paa Menneske-Slægtens i det Hele, saa giælder det aabenbar i Universal-Historien fornemmelig om at vide, hvad der hører til hver Tids-Alder, og hvorvidt vi nu omtrent er rykket frem i det store Levnets-Løb; thi veed vi kun det, da kan Hoved-Begivenhederne ogsaa give os et Overblik af Udviklingen og et Glimt af Maalet, som naturligviis er det Høieste vi kan vinde ved at lægge os efter Verdens-Historien. Snart komme vi nu til den Indsigt, 26at hvad vi i Stats-Historien kalde Old-Tiden, eller Phønicers, Jøders, Grækeres og Romeres Leve-Tid, svarer til Ungdommen i Enkelt-Mandens Liv, saa Barndommen maa være gaaet forud og, skal Livet ikke være spildt, Manddommen følge efter. Her er unægtelig Knuden i Universal-Historien, thi ingen af nysnævnte Old-Tidens Hoved-Folk fortsætte aabenbarlig deres Liv giennem Middel-Alderen, saa det kan synes som Menneske-Slægten da maatte begynde for fra igien, men at alle historiske Folk har enedes om at kalde den Tid Middel-Alderen, som er Manddoms-Navnet, viser dog allerede, den har gjort et tilsvarende Indtryk paa dem, og ved nøiere Eftertanke opdage vi let, at det Vildsomme i den reiste sig nødvendig deraf, at Nord-Boerne, som skulde fortsætte Menneske-Livet fra Oldtiden, havde baade Alderen og Kræfterne dertil, men fattedes deels Lysten og deels Hjelpe-Midlerne til at gjøre det sømmelig, saa de maatte fra alle Sider tages i Skole, hvad de naturligviis krympede sig ved, og Sagen gik da i Lang-Drag, saa det var først ved Reformationen, de Dygtigste besluttede dem til for Alvor at lære deres Lexe, og det er først nu vi kan begynde videnskabelig og derved ret kiendelig at fortsætte Menneske-Livet fra Old-Tiden. Herved knytter sig en ny Haarde-Knude, da Alderdommen kommer bag paa os, just som vi skulde gjøre videnskabelige Kæmpe-Skridt, hvad paa de gamle Dage, selv naar det ikke forbyder sig selv, dog altid falder ubeleiligt, saa det er intet Under, at selv de Fleste, der nedstamme fra 📌Nordens Kæmper, nu hellere slaae dem til Ro, enten med den Tanke, at Old-Tiden stilede for høit, eller med den, at vi sovende er kommet Maalet saa nær, at vi, med Kieppen til det tredie Been, ret magelig kan skræve til det. Det Første er nu imidlertid at gjøre det Samme som Pa27pisterne skal have gjort ved Reformationen, nemlig at opgive Fortsættelsen af Livet saavelsom dets høie Maal, og det Sidste lader sig ligesaa aabenbar kun giøre i Drømme; thi at ville forklare Menneske-Livet, førend Man endnu giennem Universal-Historien har lært at kiende det heelt og forstaae det ret, er jo saa barnagtigt, at saa gamle Folk som vi ere, bestemt maae gaae i Barndom før vi, uden at skiemte dermed, kan tale derom.

Have vi nu saaledes orienteret os i Tiden og besluttet at finde og skikke os i den, da forlange vi hverken udførlige Beretninger om Slægtens Barndom eller en nøiagtig Tids-Regning for den, men ønske blot at vide, af hvad Rod det forunderlige Barn er oprundet, hvilke Anlæg Det viste, hvilke Hændelser der havde mærkelig Indflydelse paa Det for hele Livet, og hvorlænge omtrent Barndommen varede. Herom finde vi da ogsaa forunderlig kort og klar Beskeed i de første Kapitler af den mageløse Bog, der vel oprindelig er Jødernes hellige Skrift, men er først ved Christendommen saaledes udbredt, bevidnet og beseiglet, at der ikke gives en paalideligere Hjemmel i Universal-Historien.

Med Ungdommen er det nu vel allerede en anden Sag, thi naar hvert Folk gaaer paa sin egen Haand, faae de naturligviis hver sin Historie og lettelig hver sin Tids-Regning, som kunde forvilde slemt; men til vor store Lykke holdt dog eet Folk fast ved Menneske-Slægtens almindelige Tids-Regning og kom saa betimelig i Berørelse med Old-Tidens andre Hoved-Folk, at vi derved komme ind i deres Tids-Regning, og for at giøre vort kronologiske Held fuldstændigt, er det samme Folk til endnu, regner endnu fra Verdens Skabelse og er, uden al Sammenligning, den bedste Regne-Mester i hele Verden! Da der kun er eet Folk at giætte paa efter den Beskrivelse, 28veed Enhver, her menes Jøderne, som, naar vi skrive 1832 efter 👤Christi Fødsel, skrive 5593 efter Verdens Skabelse og har i det Mindste siden 👤Moses Tid neppe kunnet tage Feil, da Man i det borgerlige Liv kun lægger eet Aar til ad Gangen. Ogsaa i Tids-Regningen kan vi da giøre et Kæmpe-Skridt, blot ved at gaae ud af Studere-Kamret ind i det borgerlige Liv hos Jøderne og de Christne; thi derved faae vi de to ypperste Hoved-Folk, hvis Levnets-Løb hænger sammen og udfylder hele den historiske Tid, til Hjemmel for vor Tids-Regning, og det er der ganske anderledes Hold i, end Aars-Tal i gamle Papirer, som let kan være forskrevne eller forfalskede og nye Regnestykker enten efter de skrevne Tal eller paa fri Haand, hvad her vil sige: i Luften. Veed vi derimod først fra Livet, at det paa saa lidt nær, som slet ingen kiendelig Forskiel kan giøre i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, er 1832 Aar siden 👤Christus blev født og at da skrev Jøderne omtrent 3761, da kan vi i Bøgerne stave os til Alt hvad der i denne Henseende ligger Magt paa, thi da Jøderne komme i Berørelse baade med 👤Cyrus, 👤Alexander og 👤August, see vi strax, hvad der er Hoved-Sagen, at Jødernes egenlige Folkeliv er endt, da Grækernes begynder, saa den Ebraiske, Græske og Latinske Historie kun i Slutningen, da vi kiende Forholdet mellem Regningen fra Verdens Skabelse, den første Olympiade og 📌Roms Bygning, løber parallel.

Hvorlænge Menneske-Slægtens Ungdom nu omtrent har varet og hvad den egenlig førde i sit Skjold, kan vi da umuelig lære enten af de stumme Ægypter eller de sildefødte Græker, men ene af dem der havde baade giennemløbet og beskrevet et daadfuldt Borger-Liv, før 👤Solon gav 📌Athenen Love og Perser-Krigene aabnede den Universal-Historiske Skue-Plads for Grækerne, ligesom 📌Thermopylæ aabner 📌Grækenland for os. Ogsaa her vises vi da til 29derne som det Eneste af de Folk, der indlemmedes i 📌Perser-Riget, hvis Historie, beskrevet af dem selv, er kommet til os, thi medens det er Enhver uformeent at sværme om, hvor langt herligere og klarere Slægtens Ungdom vilde svæve for os, hvis vi enten havde de gamle Ægypters eller Phønicers, Babyloniers og Persers Historie beskrevet og Tids-Regning forklaret af dem selv, saa er det dog aabenbar Daarskab at indbilde sig, Man derved oplyser Tids-Regningen og den gamle Historie, som man tvertimod med Flid bringer i Vilderede, ved at vrage den eneste ordenlige Underretning, vi har, og phantasere over Forvirringen.

Vistnok have Nogle af vore Natur-Kyndige fortalt os, de kan see paa Bjergene, især paa dem af Kampe-Steen (Granit), at Verden maa have staaet meget længere end baade fem og sex tusind Aar, og det skal naturligviis være os en stor Fornøielse at høre dem giøre Rede for deres store Opdagelser saavel i Jordens Skiød som paa dens Overflade, naar de beflitte dem paa at tale jævnt og tydeligt; men saalænge de ei agte det Umagen værdt at giøre sig tydelige for Historie-Skriveren, kan de umuelig vente, at han, hvis han duer noget, ændser deres Indvendinger, og selv naar de naturlige Kiends-Gierninger staae klart for ham, er det et stort Spørgsmaal, om de sædvanlige Slutninger derfra vil findes ligesaa urokkelige som Klipperne. Sæt nemlig, at Bjerg-Lagene virkelig beviiste, at Dannelsen deraf maatte være begyndt for hundrede tusind eller for en Million Aar siden, da sluttede man deraf ganske rigtig, at de Skrift-Kloge løb med Lim-Stangen, da de vilde giøre det til en Troes-Artikel, at Verden var skabt af Intet for 5, 6000 Aar siden, men det gjorde de jo under alle Omstændigheder, baade ved at indskyde deres eget Intet i Skabelses- ͻ: Dannelses-Ordet, hvor det havde 30slet intet at giøre og ved at ville paabyrde den Christne Kirke en splinterny Troes-Artikel og hele den lærde Verden deres Exeges som en aabenbaret Historie. See vi derimod paa den Mosaiske Beretning om Verdens Skabelse, da lader den sig ikke blot forene med en høiere Ælde for Biergene end for Menneske-Slægten, men synes selv at forudsætte Bjergenes, ligesom den bestemt forudsætter Vandets Tilværelse, og nu er det jo naturligviis fra den Skabelse de selv forestillede sig og ei fra den, vore Skrift-Kloge hittede paa, at Jøderne regnede Aarene, ligesom heller ingen kan nægte, at den Natur, hvoraf Man skal kunne drage rimelige Slutninger om Menneske-Slægtens Alder, maa være dens egen og ei Bjergenes Natur; thi selv om Mennesket var sprunget ud af to Flinte-Stene, kunde han godt være en Million Aar yngre end de. Sandt nok, at skulde Menneske-Barnet enten skabt sig selv, eller hvad der løber ud paa det Samme, udviklet sig af en Østers, en Græs-Hoppe eller Orang-Utang, da maatte det sagtens taget Tid, men var formodenlig ikke lykkedes endnu, saa vi giætte med Nødvendighed paa en Aarsag til vort Liv, hvori der i det Mindste var ligesaameget som i Virkningen, og forudsætte dristig at vore første Forældre var i det Mindste lige saa menneskelige som Børn er nu, uden at finde det urimeligt, hvad vi læse i Jødernes hellige Skrift, at de, der, som de første Mennesker, kom underlig til Verden, var baade større og fremmeligere Børn end de findes nuomstunder.

Saameget om den universal-historiske Tids-Regning i det Hele, og for Resten klarer den sig, som sagt, fra 👤Cyri Dage af, saa alle de store Stats-Begivenheder hos Old-Tidens Hoved-Folk kan vi ordne efter Tids-Følgen, og at vi ikke derefter kan ordne de løse Rygter, Grækerne have opskrevet om deres egen og andre Folks Old-Tid skal være 31os ligegyldigt, da vi først maatte vide hvad der virkelig var skeet før det lønnede Umagen enten at spørge hvor eller naar. Hermed være det ingenlunde sagt at Grækernes ældre Sagn ei har nogen historisk Værdi, thi de er jo i alt Fald selv en Aands- Historie, men kun at paa dem er den sædvanlige Regning spildt, og at de i Verdens-Historien ei har mindste Krav paa at staae ved Siden ad de uskatteerlige Efterretninger om Slægtens Old-Tid, som vi finde i Jødernes hellige Skrift, ordenlig fortsatte fra 👤Moses til 👤Cyrus.

Hermed er da peget paa det Vigtigste, der ved Verdens-Historien foreløbig maa komme i Betragtning, og det maa ikke undre os Nord-Boer, om vor Maade at behandle og oplyse Historien paa, vil forekomme andre Folke-Færd fremmed, thi ligesom Jøderne er det eneste Folk der regner fra Verdens Skabelse, saaledes er Nord-Boerne det eneste Folk, der i deres Natur-Stand (Hedenskab) regnede paa Verdens Ende som deres høieste Triumph, og er, tilligemed Jøder og Græker, de eneste bekiendte Folk, der følde sig aandig og levende knyttede til Guderne og deres gamle Forfædre. Kun hos dem er derfor Historien blevet levende opfattet og samvittighedsfuld eftersporet, som vi kan see paa Mose-Bøgerne, 👤Herodots Græske Musæum og den Islandske Heimskringla. Kun hvor Man troede at den ældste Historie-Skriver talede med den Herre, Ansigt til Ansigt, som ikke lyver og i hvis Billede Mennesket er skabt, eller der, hvor Historien forgudedes, som Mnemosyne Moderen til alle Muser eller som Saga Odins Fortrolige, kun der kunde Universal-Historien i Vidskabs-Tiden vente sig ærbødige Dyrkere med Hjerte for det Underfulde i Slægtens Levnets-Løb, og med Øie for det Guddommelige Forsyn, hvoraf det styredes til et fjernt men herligt og straalende Maal, hvor Helten af Gudernes 32Æt, skiøndt han ved et sørgeligt Fald i den tidlige Barndom nedsank i de Dødes Rige, dog, opreist ved sin Faders Gunst og seierrig ved Hans overordenlige Bistand, finder den Livets Krone og det Udødeligheds-Bæger, som var Gienstanden for hans Længsel og Løsenet for hans Kamp.

Men nu vanke Jøderne alt giennem meer end Sytten Aarhundreder ustadige omkring uden Tempel og Throne og med tilbundne Øine for den Soel-Hverv i Tidernes Fylde, hvorpaa de ventede fra Arilds-Tid og som ene løser baade deres og hele Slægtens Gaade, og Grækerne, skiøndt det undtes dem at see Morgen-Røden fra det Høie, at blive boende i deres Fædres Land og nys igien at afryste Barbarernes Aag, saa ere de dog endnu som Fremmede i deres eget Hjem og fremmede for den Videnskabelighed, deres høibaarne Fædre udklækkede, saa vi Nord-Boer for Øieblikket er det eneste Historiske Folk, der er istand til videnskabelig at fortsætte sine Fædres Lev nets-Løb, dragende Fordeel af al den Udvikling, Tiden har medført og alle de Oplysninger den har bragt, uden at bukke os for Nogen af alle de Vildfarelser, Misbrug og Misgreb, Mellem-Tiden kun synes at have helliget og en død Videnskabelighed at have mesterlig befæstet. Vi kan umuelig tvivle om, at baade Jøder og Græker skal tage Deel i Seieren, de saa kraftig have forberedt og saa levende haabet paa, thi til Ragnaroks-Kampen, sagde vore Gamle, vækker Gjallar-Hornet alle hensovne Kæmper; men for Øieblikket er de dog at ligne ved en affældig Olding og et umyndigt Barn, til hvis videnskabelige Værger og Formyndere vi ere satte mod de Romerske Ulve og Ørne, der endnu forfølge dem og behandle deres rige Arve-Gods som et Rov. Medens vi derfor selv ere gyldige Vidner i 📌Nordens Historie, erklære vi, at i det Mindste ved Bogtrykker-Kunstens Opkomst var baade Jøder og Græker gyl33dige Vidner om deres Skrifters Ægthed og at desuden den Christne Menighed vidner for Jøderne lige op til den Dag, de endnu havde Tempel og Skrift-Kloge. Dristig oprulle vi derfor den universal-historiske Kiæde fra 📌Palæstina giennem 📌Grækenland og 📌Rom til os, og sige rolig: har den ikke Gyldighed for Andre, saa har den det dog for Jøder, Græker og Nord-Boer, og hvem der nu ikke føler sig i Slægt med dem, oprulle en Anden, om han kan finde den, eller nøies foruden, men han prøve ikke paa at forvirre og forvanske os denne, thi det kan vi ikke taale, og behøve det, saasandt vi er Kæmpernes ægte Børn, ikke heller; thi da er vi Mænd for at bryde Baner, hvor de ikke alt findes brudte og at bortrydde de Hindringer, vi møde underveis. Hvem der enten finder det fornøieligere at være hvad vi, med vore Fædre, kalde et Dyr, eller ærefuldere at være en saadan Selv-Stændighed, som vore Fædre kaldte en Rim-Thurs, ham har vi Intet at misunde, men misunder han desuagtet os hvad han selv ikke skatter og vil skille os derved, da maa han ikke fortryde paa, om det svider til ham, at vi har baade Mjølner og Gungner endnu og lader dem uspart, hvor det giælder Asgaards Fred. Vore Børn og Børne-Børn kan umuelig fare bedre, enten i Kirken, i Skolen eller i det Borgerlige Selskab, end ved efterhaanden at høste hvad der blev saaet i 📌Palæstina, 📌Grækenland og det Gamle 📌Norden, saa det maae vi nødvendig stille dem for Øie, som vi fandt det, og frede om det, til de blive store og vi blive smaa, da det faaer blive deres egen Sag, om de vil bytte 📌Israels Herlighed, 📌Græ kenlands Ynde og 📌Nordens Haab bort for ægyptiske Mumier og romerske Ære-Porte. De vil imidlertid formodenlig snart see, at aldrig noget Bytte var mere gjort paa Bedrag, fordi de, ved at 34holde fast paa hvad vi overantvorde dem, faae i Tilgift Alt hvad Man kan byde dem derfor, og har hvad Mennesker af vor Slægt immer trængde til, men aldrig fandt, uden hvor den Prophetiske og Apostoliske Aand svævede over Vandene: har i Kirken en kraftig og trøstelig Spaadom, der naaer til de evige Høie, i Staten en Retter-Gang, hvorved Fattig-Folk kan vinde og hvormed der stiles paa al den Frihed og Lighed, Man med Rette kan forlange, og endelig i Skolen en historisk fremskridende Oplysning, der langsomt men sikkert udvikler Adel-Menneskets Forestillinger om sig selv, om Gud og Verden, til al den Klarhed, de, uden at blive døde og tomme Begreber, i Støvet kan modtage. Saa lydelig og saa gyldig vidner allerede Erfaringen om Christendommens mageløs velgiørende Virkninger i det daglige Liv og dermed paa det Borgerlige Selskab, at der hører djævelsk Menneske-Had eller tyk historisk Vankundighed til at ønske dem afbrudte, og Dens Fortjenester af Menneske-Aandens Udvikling til Forstand i alle Retninger, og derved af Oplysning og Videnskabelighed, ere vel for Øieblikket saare miskiendte, men dog i Historiens Lys for aabne Øine umiskiendelige, da Troen aabenbar ligesaavel har udviklet den Forstand, der bekæmper som den der forsvarer den. Nu at tænke, at disse Virkninger kan vedblive, uagtet Man bortkaster Ærbødigheden for den levende Anskuelse af Gud og Mennesket, der aabenbar var det virkende Princip, det er saa ufornuftigt, at man maa skamme sig ved at tiltroe Nogen den Taabelighed, der ikke selv udtrykkelig vedkiender sig den, og at ville sætte den Romerske Fornuft i den Christelige Anskuelses Sted, er, baade efter Sagens Natur og Erfaringens Vidnesbyrd, at gjøre Døden til Livets, Vold til Rettens, Tyranni til Frihedens og Barbari til Oplysningens Statholder, saa i Sammenligning dermed var Middel-Alderens 35groveste Overtro paa Paven knap værd at nævne som Daarskab. Dog, sikkert vil det ogsaa snart indsees overalt, hvor Jøder, Græker og Nord-Boer have aandelige Frænder, og uden for den Kreds, stor eller lille, nytter det naturligviis ligesaalidt, som blandt dem der skabtes til Umælende, at tale om den Menneske-Aand, der svævede over Helte-Folkene og svæver endnu over deres Børn, naar ikke Fædrenes Tanke-Gang og Tunge-Maal ere blevne dem aldeles fremmede, og at de, der ikke kiende Aanden, ei heller har mindste Forstand paa dens Løbe-Bane, eller Ærbødighed for dens Maal, er saa naturligt, at det intet Øieblik maa forbause og skal kun giøre os ondt, fordi vi har den velgrundede Overbeviisning, at overalt hvor der lyder et Tunge-Maal, hvori vi kan udtrykke vor Tanke-Gang, der høre de som tale oprindelig til vor Slægt, om de end sank saa dybt, at vi maae skamme os ved at kalde dem Frænder!

36

Barndommen.

(omtrent 1900 Aar).

Skabelses-Bogen.

I Begyndelsen skabde Gud Himlen og Jorden, og det skedte, da Mulmet rugede over døde Vande, da aandede Gud derover og satte Skiel mellem Lys og Mørke og Dag og Nat, mellem Himmel og Jord og Land og Strand, og i sex Dage skabde Han Verden, som blev tilsyne. Det kostede Ham Altsammen kun et Ord, thi, saasnart Han kaldte, kom baade Lyset og Livet, i alle de Skikkelser, Han fandt for godt at nævne, saa der blev Soel og Maane og Stjerner paa Himlen og Fugle i Luften og Fiske i Havet og Græs og Blomster og allehaande Træer og Dyr paa Jorden.

Men omsider, paa den sjette Dag, sagde Gud: lad os nu skabe Mennesket, i vort Billede og efter vor Lignelse, til at herske over hele Jorden med al dens Kryb, over Fiskene i Havet og Fuglene i Luften, og Han skabde Manden (👤Adam) af en Jord-Klimp, men blæste Livs-Aande i hans Næse, saa Mennesket blev til en levende Sjæl, og Han skabde Kvinden (👤Eva) af Mandens Side, mens han sov, og da 👤Adam vaagnede og saae hende, sagde han: denne Gang er det Been af mine Been og Kiød af mit Kiød, derfor skal hun kaldes Mandinde, thi hun er taget af Manden. Og Gud velsignede Mennesket og sagde: vorder frugtbare og mangfoldige og op37fylder Jorden og giører eder den underdanig! Og Gud saae alt det, Han havde gjort, og see, det var Altsammen saare godt, og Han hvilede paa den syvende Dag og helligede den, til et Minde derom, og det er Oprindelsen til Verden, Mennesket og Hvile-Dagen!

Hermed begynder den ypperste og ældste Bog i Verden, som er Jødernes Hellige Skrift, og dette Folk troer endnu derpaa, naturligviis ikke som et menneskeligt Vidnesbyrd om hvad intet Øie saae og intet Øre hørde, men som en Guddommelig Aabenbaring. Hvorvidt nu derved skal forstaaes Andet end det med Guddoms-Aande oplivede Menneskes Grund-Anskuelse af Skabningen og Skaberen, derom kan Man tvistes, men guddommelig er alle Dage denne Forestilling om Verdens Ophav, thi den er, som ingen Anden, baade Guddommen værdig og passende til Menneske-Aandens høieste Flugt og til Hjertets dybeste Rørelser, uden at selv Spidsfindigheden har kunnet opdage et eneste Træk deri, som streed mod en unægtelig Sandhed; thi selv om det var en saadan, at somme Bjerge er langt ældre end den Slægt, der begynder med 👤Adam, da bortfaldt derved vel endeel Bøger af vore Skrift-Kloge, men ikke en Tøddel af Skabelses-Bogen!

📌Paradis.

Gud havde plantet en Abild-Gaard og Lyst-Have fra 📌Øster-Lide, som fire Floder vandede, og en af dem hedder 📌Phison, den omslynger Guld-Landet 📌Havila, hvis Guld er purt og som er rigt paa Ædelstene, men den anden Flod hedder 📌Gihon og gaaer rundt om 📌Æthiopien, den Tredie, 📌Hiddekel, flyder østenfor 📌Assyrien, og 📌Phrath er den Fjerde.

I denne Have satte Gud Mennesket til at dyrke og bevogte den, og Livets Træ stod midt i Haven, og Gud sagde 38til Mennesket: du maa frit æde af alle Træer i Haven, men af Kundskabs-Træet paa Godt og Ondt skal du ikke æde, thi paa hvilken Dag du æder deraf, er du dødsens. Slangen, som var det klogeste Dyr, sagde imidlertid til Kvinden: har Gud ikke forbudt jer at æde af alle Træer i Haven? Nei, sagde Kvinden, Gud har tilladt os at æde af alle Træer, undtagen af Et, der staaer midt i Haven, som Han sagde vi skulde ikke æde af, for saa døde vi. Ei, sagde Slangen, det har ingen Nød, I døer, men Gud veed nok, at naar I æde deraf, faae I Øinene op og blive som Guder til at kiende Godt og Ondt. Da nu Kvinden saae at Træet var værdt at æde af, fandt Synet behageligt og Vidskaben deilig, saa tog hun af Frugten og aad og fik sin Mand til at giøre ligesaa. Da fik de begge To Øinene op og saae, de var nøgne, og de gjorde sig Bælter af Figen-Blade, men da de i Tus-Mørket hørde Guds Røst som lød i Haven, da krøb de bag Træerne i Skjul for Guds Ansigt, indtil Han kaldte og sagde: 👤Adam! hvor er du? Jeg blev bange, da jeg hørde din Røst, sagde 👤Adam, fordi jeg er nøgen! Og hvem, sagde Gud, har fortalt dig, at du er nøgen, med mindre du har ædt af det Træ, som jeg saa strængelig forbød dig? Ja, sagde 👤Adam, den Kvinde Du gav mig til Mage, hun gav mig Noget af det Træ som jeg aad. Da sagde Gud til Kvinden: hvi gjorde du det? Slangen, sagde hun, fik mig narret til at æde! Da dømde Gud mellem Kvinden og Slangen og satte Splid imellem dem og deres Sæd, og sagde til Slangen: Kvindens Sæd skal kløve din Isse og du skal stikke ham i Hælen. Men til Kvinden sagde Gud: paa Kummer og Suk faaer du nu Overflødighed, dine Børn skal du føde med Smerte, og Manden som din Hu staaer til, skal beherske dig! Og til 👤Adam sagde Gud: fordi du laande Øre til Kvindens Røst og aad af det Træ jeg forbød dig, da skal Jorden være gienstridig under dine Hænder og bære dig Torne og Tidsler og i dit Ansigts Sveed skal du æde dit 39Brød, til du synker i Støvet, som du er taget af, thi af Jord est du kommen og til Jord skal du blive.

Da gjorde Gud 👤Adam og 👤Eva en Klædning af Skind og drev dem ud af 📌Paradis, sigende: 👤Adam er blevet som En af os til at kiende Godt og Ondt, mon han skulde have Lov til at plukke Udødeligheds Frugt af Livets Træ! Tilmed satte Gud Cherubim paa Vagt med funklende, flagrende Sværd, som spærrede Veien til Livets Træ, og 👤Adam boede derudenfor.

Baade fordum og nys har de Lærde været meget tvivlraadige om, hvordan Man bedst skulde forklare sig denne vigtige og mageløse Efterretning om Menneske-Slægtens tidligste Barndom, og var det før sædvanligst at tage den bogstavelig som en aabenbaret Historie, da er det nu hardtad almindeligt at betragte den blot som en mærkelig Mythe fra den graa Old-Tid. Hvilken af Delene Man vælger, bliver Tingen imidlertid omtrent den samme, naar Syns-Punkten kun ikke forrykkes, ved at sætte Jødernes Hellige Skrift i en skiæv Forbindelse med den Christne Tro, hvad vore Skrift-Kloge siden Reformationen ret med Flid har gjort; thi som et almindeligt Opreisnings-Middel forudsætter Christendommen vist nok et almindeligt Fald, men Faldets Virkelighed beviser aabenbar ikke det mindste for Opreisningens, hvorfor ogsaa Jøderne i atten Aarhundreder antog det Ene og forkastede det Andet.

Naar vi nu lade al barnagtig Kiævlen fare, da bliver Spørgsmaalet blot, hvordan Man bedst skal forstaae den mageløs af hjemlede Efterretning om Menneske-Slægtens lykkelige og uskyldige Barndom, der, ved et ulyksaligt Feiltrin og tilsvarende dybt Fald, tog den sørgelige Vending, som Menneskets Natur-Stand under alle Himmel-Egne kun alt for godt lærer os at kiende. Lettelig enes vi da vel ogsaa, deels om det, at havde Mennesket ei før sit Fald havt lysere Øieblikke og bedre Dage end siden, blev hele Levnets-Løbet uforklarligt, og 40deels om at Mennesket i sin tidligste Barndom ei faldt som en gammel Philosoph men som et Barn, saa Fortællingen vanskelig kan tages for barnlig. Selv Slangen kan, trods sit fabelagtige Udseende, neppe undværes, thi naar Man veed hvad Man siger, hvad de Lærde jo maae, da bliver det en grov Injurie mod Menneske-Slægten at sige, den har fristet og forført sig selv, og en reen Guds-Bespottelse at skyde Skylden paa den medskabte Sandselighed, saa en udvortes Frister er aldeles nødvendig.

📌Paradiset lader sig heller ikke godt sprænge i Luften, især for de Floders og Landes Skyld, som udtrykkelig nævnes, men vist nok kan Man ikke tænke sig Abild-Gaarden saa lille som sædvanlig, da den maatte være bestemt til hele Menneske-Slægten, i det Mindste i Barndommen og formodenlig i Ungdommen med. Det er derfor neppe urimeligt at antage, det var netop hele det samme Jord-Strøg i Øst og Vest, hvor Man endnu tænker sig Menneske-Slægtens Vugge, og hvor vi bestemt veed, den Universal-Historiske Skue-Plads var giennem hele dens Ungdom, altsaa de deilige, milde Egne fra 📌Himmel-Bjergene rundt om 📌Middel-Havet til 📌Herkules-Støtterne. Ved tre af Floderne tænker Man da uvilkaarlig paa 📌Ganges, 📌Euphrat og 📌Nilen, der i Old-Tiden spillede saa udmærket en Rolle, som store Patte-Flasker for Folkene i Barndommen, der naturligviis siden blev overflødige og brugdes kun af blødsødne Skrællinger, mens de raske Unger-Svende udspyttede Patten, pløiede det vilde Hav, besteg de høie Bjerge og forsøgde sig i Verden. Naar Man nu sporer de tre Paradis-Floder saa kiendelig, kan Man ikke godt finde sig i at den Fjerde skulde være aldeles forsvundet, og vover heller at giætte paa 📌Amazon-Floden (📌Maranhon) i 📌Syd-Amerika, som skal have en slaaende Lighed med de Andre, og hvorpaa det passer udmærket godt, hvad der skrives om 📌Phison, at den flyder om Guld og Ædelstene. 41Sligt kan jo vel synes Mange latterligt, for det vilde Havs Skyld, der skiller 📌Amerikas Guld-Land fra 📌Afrikas, men det var ikke saa urimeligt, om Jor den engang i sine unge Dage havde hængt rigtig sammen, og Abild-Gaarden havt ligesaa forsvarligt et Hegn mod Vesten i 📌Andes-Bjergene, som mod Østen i 📌Himmel-Bjergene, og 📌Havila-Navnet synes virkelig at være blevet siddende i 📌Abylæ som Man veed er Navnet paa En af 📌Herkules-Støtterne.

👤Kain og 👤Abel.

👤Adam og 👤Eva havde først to Sønner: 👤Kain og 👤Abel, og da 👤Kain var født, sagde 👤Eva: her fik vi Guddoms-Manden, men 👤Kain blev en Ager-Dyrker og 👤Abel en Hyrde. Derpaa frembragde 👤Kain Herren et Offer af Første-Grøden og 👤Abel ligeledes Et af sine bedste tidligfødte Lam, og Gud saae mildt til 👤Abel og hans Gaver, men 👤Kain og hans Offer lagde Han slet ikke Mærke til. Det ærgrede 👤Kain, saa han skæmmede sig, men Herren sagde til ham: hvi ærgrer og skæmmer du dig, eller hvad er rigtig Offring med feil Deling? Ti du derfor stille, og tving den Synd, dig lokker! Siden sagde 👤Kain til sin Broder: kom, lad os gaae ud i Marken; og Enden blev, at mens de var derude, sprang 👤Kain til og slog sin Broder 👤Abel ihjel. Da sagde Gud til 👤Kain: hvor er din Broder 👤Abel? det veed ikke jeg, sagde han, skulde jeg passe paa min Broder? Hvad har du dog gjort, sagde Herren, din Broders Blod raaber til mig fra Jorden. See, den Jord som indsugede din Broders Blod fra din Haand, forbander dig og belønner ei dit Arbeide naar du dyrker den, Rædsel og Angest er dine Følge-Svende! Da sagde 👤Kain: min Skyld er utilgivelig stor og Du har idag landsforviist mig, men naar jeg nu vandrer med Rædsel og Angest at skjule mig for dine Øine, vil ikke da Enhver som træffer mig slaae mig ihjel? Nei, sagde Herren, hvem der slaaer 👤Kain ihjel skal 42faae det syvfold betalt. Saa satte Herren et Mærke paa 👤Kain at Ingen der traf ham skulde dræbe ham, og 👤Kain gik ud fra Guds Ansigt og nedsatte sig i 📌Nod-Landet bagved 📌Paradis.

👤Kains førstefødte Søn hedd 👤Enok og efter ham kaldte han Staden op som han bygde, men 👤Lamek, som nedstammede fra 👤Kain i femte Ledd, tog to Koner: 👤Ada og 👤Silla, og 👤Ada var Moder til Hyrde-Fyrsten 👤Jabal og til 👤Jubal, som opfandt allehaande Strængeleg; men 👤Silla var Moder til 👤Thubal, som blev Mester for at smedde baade Jern og Kaabber, og til hans Syster 👤Noema. Samme 👤Lamek sagde engang til sine Koner: hør, hvad jeg siger og mærker mit Ord, en Mand har jeg dræbt mig til Meen og til Hjerte-Saar slog jeg en Yngling, men vorder 👤Kain syv Gange hevnet, syttigang syv bliver 👤Lamek.

Ogsaa med dette store Old-Sagn giør det ingen synderlig Forskiel, enten det tages poetisk eller prosaisk, naar Man kun husker, at sandt maa det være; thi det Vigtigste er hvad aabenbar ligger deri, at Afguderi saalidt som Ugudelighed har været Moder til sand Guds-Frygt, men at de i Grunden er to Alen af eet Stykke og i alt Fald yngre end den sande Guds Kundskab og Dyrkelse. Det Andet er ligesom Dette, thi, skal Sagnet giælde for Sandhed, maa ogsaa de almindelige Handværker, selv Smedens og Spille-Mandens, være næsten lige gamle med Menneske-Slægten, og naar Man mærker det, fristes man ikke let til at tvivle om den historiske Nøiagtighed i et Sagn, der med den største Barnlighed og saadanne Træk som Navnet paa 👤Thubals Syster og ei et Ord meer om hende, forbinder en psychologisk Grundighed i Skildringen af den første Morder, Man maa studse ved.

👤Adams Slægt-Register.

Gud gav 👤Adam en anden Søn i 👤Abels Sted, som kom til at hedde 👤Seth, og 👤Adam var skabt i Guds Billede men 43👤Seth var sin Faders udtrykte Billede, og 👤Adam havde desuden baade Sønner og Døttre og blev nihundrede og tredive Aar, før han døde. Ligesaa gammel omtrent blev 👤Seth og en heel Række efter ham, undtagen 👤Enok, som nedstammede fra ham i femte Ledd, han blev kun trehundrede og fem og tresindstyve Aar, thi han fandt Yndest hos Gud, saa han blev henrykt af Gud og forsvandt. 👤Enoks Søn 👤Methusalem blev derimod den Ældste i Slægten og fyldte nihundrede og ni og tresindstyve Aar og han var Far-Fader til 👤Noah, som nedstammede fra 👤Adam i niende Ledd og blev sexhundrede Aar før Synd-Floden kom.

Dette Slægt-Register, hvorefter ti Led udfylde et Tids-Rum af sexten, sytten Aarhundreder, har Man i Vidskabs-Tiden naturligviis studset over, og medens Somme meende, de gamle Patriarker var, ligesom Herkules eller Stærkodder, kun mythiske Personer, foreslog Andre, barnagtig nok, at tænke sig Aarene saa korte, at de blev omtrent hvad vi kalde Maaneder. Havde nu ikke Theologerne siden Reformationen havt den Grille, at Jødernes Hellige Skrift var Klippen hvorpaa den Christne Kirke var bygt, og at paa den skulde de slaae med deres Pen som en 👤Moses-Stav, saa der sprang en Troes-Artikel ud af hvert Bogstav, havde de ikke misundt de Jødiske Talmudister Æren for saa godt et Indfald; da vilde Man for længe siden været videnskabelig enig om 👤Adams Slægt-Register, som om tusinde Ting i Bibelen, thi det er klart, at Leddene kun er anmærkede for Tids-Regningens Skyld, da der om de fleste Patriarker netop kun staaer, hvor gamle de var, da Sønnen blev født og da de selv døde. Der er da intet Spørgsmaal om, at Slægt-Registeret vil sige os, det var i Menneske-Slægtens syttende Aarhundrede, Synd-Floden kom, saa det, efter Jødernes Tids-Regning, er nu omtrent fire Aar-Tusinder siden, og den Efterretning 44kan vi skatte som vi skiønne, naar vi kun huske, at aldeles ørkesløst staaer sikkert Intet i den Bog.

Dunklere er vist nok Ordet om 👤Enok, men dog er Saameget soleklart, at det ei kan være sandt, uden at Mennesket endnu efter Faldet kan vinde Guds Yndest og derved noget Bedre end det timelige Liv, og til at udtrykke denne høistvigtige Sandhed er Ordet aabenbar sat.

Synd-Floden.

Guds Sønner saae at Menneske-Døttrene var deilige, og tog sig Hustruer af dem efter Hjertens-Lyst. Da sagde Gud: min Aande skal ei dvæle hos disse Folk evindelig som er af Kiød, deres Tid skal være hundrede og tyve Aar. Det var en Jette-Slægt der fødtes, da Guds Sønner giftede dem med Menneske-Døttrene, Arilds-Tidens navnkundige Jetter, og Ondskaben ynglede stærk i Verden og alle Folk gjorde med Flid det Værste, de kunde optænke. Det saae Gud og sagde: jeg vil udrydde den Menneske-Slægt, jeg har skabt paa Jorden, med Samt Kvæg og Kryb og Fugle, for det ærgrer mig, at jeg har skabt dem.

👤Noah fandt imidlertid Naade for Guds Øine, thi han var en retskaffen Mand, fuldkommen for sin Tid, saa han stod i Yndest hos Gud og han havde tre Sønner: 👤Sem, 👤Cham og 👤Japhet. Til ham sagde Gud: alle Menneskers Time er slaaet, fordi de har fyldt Jorden med Vold, og nu vil jeg ødelægge baade dem og Jorden; men giør du dig en Ark af firskaarne Planker, tættet med Jord-Beeg, og giør den til en Tredækker, trehundrede Alen i Længden, Halvtredsindstyve i Breden og Tredive i Høiden; thi jeg lader en Oversvømmelse komme paa Jorden, saa der levnes ei Liv i nogen Skabning. Og dette skal være min Pagt med dig, at du og din Kone og dine tre Sønner og deres Koner skal frelses i Arken og dermed et Par af alle Slags Dyr og Fugle, baade vilde og tam45me, og du skal samle Levnets-Midler til Føde baade for dig selv og for dem. Og 👤Noah gjorde i alle Maader som Herren befoel ham, og syv Dage førend Gud vilde lade Floden komme over Jorden, sagde han til 👤Noah: skib dig nu ind med hele dit Huus og med syv Par af de rene Dyr og Fugle, men eet Par af de Urene, og 👤Noah gjorde som Herren befoel ham og gik ombord, da han fyldte sexhundrede Aar, i den anden Maaned, den Syttende i Maaneden. Og paa den samme Dag brast alle Afgrunds-Kilderne og Himmel-Sluserne aabnede sig og det regnede i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. Da voxde Vandet og spillede Mester paa Jorden, og Vandet blev ved at voxe, til det gik femten Alen op over de høieste Bjerge, saa det døde Alt hvad der havde Liv paa Jorden, fra Mennesket til Fæet og Krybet og til Fuglene i Luften, det blev ødelagt tilhobe, undtagen 👤Noah og hvad der var med ham i Arken.

Vandet stod over Jorden i fem Maaneder, men Gud havde dog ikke glemt 👤Noah og Alt hvad der var med ham i Arken, thi Afgrunds-Kilderne stoppedes igien og Himmel-Sluserne lukdes og Regnen holdt op, og paa den syttende Dag i den syvende Maaned kom Arken paa Grund, paa 📌Ararats Bjerge, og Vandet faldt, saa paa den første Dag i den tiende Maaned kom Bjerg-Toppene tilsyne. Fyrretyve Dage derefter aabnede 👤Noah Gluggen og udskikkede en Ravn som aldrig kom igien, før Jorden blev tør, men saa skikkede han en Due bag efter, for at see om Vandet var borte, og da den ikke fandt noget Sted at hvile sig paa, fløi den tilbage til Arken og 👤Noah udrakde sin Haand og tog den ind. Otte Dage derefter udskikkede 👤Noah en anden Due, som kom igien om Aftenen med et Olie-Blad paa en Stilk i Nebbet, og Ugen derefter udskikkede han atter en Due, som ei kom igien, og Nyaars-Dag dernæst tog 👤Noah Taget af Arken.

Da nu Jorden var blevet tør, lige Aars-Dagen efter Flodens Komme, da sagde Gud til 👤Noah, at han skulde gaae ud 46af Arken med alle Sine og med Dyr og Fugle og Alt hvad der var i Arken, og det gjorde han. Derpaa reiste 👤Noah et Alter og offrede derpaa til Gud af allehaande rene Dyr og Fugle til Taksigelse, og det var en Vellugt for Gud, saa Han tænkde og sagde: Jeg vil aldrig meer bandsætte Jorden for Menneskenes Skyld, for den onde Art stikker i dem fra Ungdommen af, og Jeg vil aldrig mere saaledes slaae ned for Fode; men saa længe Verden staaer, skal Man baade saae og høste og have skifteviis Dag og Nat, Varme og Kulde, Vaar og Sommer! Og Gud velsignede 👤Noah og hans Sønner, sigende: voxer og formerer eder, befolker Jorden og behersker den, Frygt for eder være over alle Dyr, de vilde med de tamme, og over Fugle og Fisk, det er eder altsammen underlagt, æder Kiød saavel som Mad-Urter, men ikke Kiød med Blodet i. Og eders Blod, see, det vil Jeg hevne paa Mennesker og Dyr, saa hvem der udøser Menneske-Blod, har sit Liv forgjort, thi Mennesket haver Jeg skabt i Guds Billede! Og see, Jeg giver eder og Alt hvad med eder udgik af Arken, den Forsikkring, at der skal aldrig meer komme saadan en Flod over Jorden, til Undergang for alt det Levende, og min Bue i Skyen den sætter Jeg eder i Pant derpaa, at Jeg holder mit Ord, saa naar Jeg lader Uveir trække op over Jorden, da skal min Bue vise sig i Skyerne og minde mig om Pagten, Jeg gjorde med eder!

Dette er den første Fortælling i Moder-Bogen (Genesis) som, ved sin Omstændelighed og annalistiske Nøiagtighed, giør sig selv kiendelig som en reen historisk Efterretning, saa den maa enten være aldeles paalidelig eller aldeles falsk, uden at det i ringeste Maade vilde undskylde Forfatteren, om det var et ægte Old-Sagn han havde udsmykket; thi at give et dunkelt og ubestemt Old-Sagn historisk Giennemsigtighed og skarpe Omrids, det er ikke at udsmykke Sagnet men dermed at besmykke et Æventyr, Man selv har gjort og vil binde Andre paa Ær47met. Da nu den almindelige Synd-Flod i 👤Noahs Dage desuden er en af de store Kiends-Gierninger, 👤Christus udtrykkelig bekræftede, saa har Efterretningen derom aabenbar al den Hjemmel, som Jødernes og de Christnes sammenføiede Historie kan give, saa det er ligesaa uforsvarligt uden de soleklareste Mod-Beviser, at forkaste den, som det er barnagtigt først at giøre den om, til den bliver aldeles uægte, og derpaa forsvare den. Hvorvidt nu de Natur-Kyndiges Undersøgelser af Verdens nærværende Skikkelse friste dem til at betvivle en saa vel hjemlet historisk Efterretning, maae de selv bedst vide; men os har de Intet aabenbaret, som de kunde bevise, stred derimod og neppe det Mindste, der jo øiensynlig godt lader sig forene dermed, medens de derimod har opdaget mangfoldige Ting, der henpege paa det dybe Svælg mellem den gamle og den ny Verden. Saasnart Man derfor indseer, hvad for Øieblikket maa tit gientages, at den Christne Kirkes Historie vel mærkelig stadfæster de Mosaiske Efterretninger, men at Kirken selv paa ingen Maade enten staaer eller falder med dem, da formoder jeg stærk, at Synd-Floden er en af de store Begivenheder, de Lærde, langt fra at ville forskyde, meget mere eenstemmig vil forudsætte, som ligesaa nødvendig til at forklare Naturens nærværende Tilstand, som Faldet er til at forklare Historien, og Man vil udentvivl snart opdage, at de største videnskabelige Trætter have reist sig deraf, at Man sammenblandede to saare forskiellige Spørgsmaal: hvad der oprindelig var Tilfældet med Verden og Mennesket, og hvad efter Faldet og Floden.

Hvilke Forandringer nu Floden rimeligviis kan have frembragt, saavel i Henseende til Dunst-Kredsen og Jordens Stilling, som derved til Alt hvad der groer og lever herneden, det bliver de Natur-Kyndiges Sag at efterspore, saa her kan Historikeren kun yttre sine Tanker spørgsmaalsviis. Skulde, nu 48blandt Andet, hele Fast-Landet ikke muelig have forskudt sig ned over Jævndøgns-Linien, eller dog, i alt Fald, 📌Amerika, der endnu mod Norden er saa nærgaaende og dog saa stiv paa sin Uafhængighed, have revet sig løs fra os, saa baade 📌Øster-Søen og 📌Middel-Havet var oprindelig indelukte, og vilde, under denne Forudsætning, ikke, blandt meget Andet, den ildsprudende Bjerg-Natur især i 📌Syd-Amerika blive langt forklarligere end hidindtil? Vilde det dernæst ikke kaste endeel Lys paa Natur-Historien, om Man antog, at der efter Floden baade i Dyre og Plante-Riget har fundet en Forringelse og Udartning Sted, saa der blev mange smaa Slags af faa Store, og er ikke saavel Kornets som endeel Frugt-Træers Opkomst aldeles uforklarlig, med mindre Man antager, at i Jordens bedre Dage, da Intet egenlig voxde vildt, groede de op af dem selv og reddedes kun, ligesom Mennesket, med Nød og Neppe fra det store Skib-Brudd? Var det endelig saa grumme urimeligt, om Man giættede paa, at Jorden vel oprindelig dreiede sig om Solen, men kom paa Grund ved Synd-Floden, og maa nu være glad ved Solens Tjenstagtighed, eller kan Man paa anden Maade bedre forklare sig de modsatte Hypotheser, begge ældgamle, og den nu Herskende, længst fra at kunne bevise sig selv?

Det maa i Øvrigt anmærkes, at hos alle de Folk der havde Old-Sagn, var der ogsaa Et om den store Vand-Flod og det underlige Skib; thi skiøndt Man aldrig paa fri Haand kunde deraf slutte sig til den store Begivenhed, kan vi dog umuelig kiende den, uden ved alle disse Sagn at mindes derom.

👤Noahs Slægt-Register.

👤Noah plantede en Vin-Gaard og da han drak af Vinen blev han beruset, saa hans Søn 👤Cham fandt ham liggende blottet i Paulunet, og det gik 👤Cham ud og fortalde sine Brødre, men disse, 👤Sem og 👤Japhet, tog et Klæde og hængde 49om deres Skuldre og gik baglængs ind og tildækkede deres Fader, uden at see hans Skam. Da 👤Noah blev ædru og hørde hvad hans yngste Søn havde gjort, da sagde han: i Band være 👤Canaan, han vorde sine Brødres Træl! men Herren, den Velsignede, være 👤Sems Gud og 👤Canaan være hans Træl! Gud giøre lyst for 👤Japhet og lade 👤Sem huse ham og 📌Canaan være hans Træl!

Af disse 👤Noahs tre Sønner, 👤Sem, 👤Cham og 👤Japhet, blev al Jorden befolket og 👤Japhets Sønner hedd 👤Gomer, 👤Magog, 👤Madai, 👤Javan, 👤Thubal, 👤Mesech og 👤Thiras, de deelte Hedenskabets Holme imellem sig, efter Forskiellen paa deres Stammer og Tunge-Maal.

👤Chams Sønner hedd 👤Chus, 👤Misraim, 👤Phud og 👤Canaan, og fra 👤Chus nedstammede 👤Nimrod, som blev den første Hersker paa Jorden og han var en gudsforgaaen Krop af en Fri-Skytte, som Mund-Heldet lyder: en gudsforgaaen Skytte som 👤Nimrod. Hans Opkomst var i 📌Babylon i 📌Sinears Land og derfra udgik 👤Assur som bygde 📌Ninive.

👤Sems Sønner hedd 👤Elam, 👤Assur, 👤Arphachsad, 👤Lud og 👤Aram.

Ovenstaaende Træk af Patriarkens huuslige Liv har i den senere Tid skaffet ham megen Eftertale, men det vedkommer os ikke, thi hvem der læser Universal-Historien for at udspeide de store Enkelt-Mænds Lyder, de ligne jo 👤Cham, og hvem der bruger den til et Fibel-Bret for Børn i det daglige Liv, veed kun lidt hvad den duer til. Optrinet har naturligviis ikke heller faaet Plads i Historien for at sværte 👤Noah, og, selv om det skal giøre os opmærksom paa en Udartning af Vin-Stokken i den ny Jord-Bund, er det dog kun en Bihensigt, da Hensigten aabenbar er, giennem 👤Noahs Spaadom at fremstille os Menneske-Slægten efter Floden baade indvortes og udvortes saaledes deelt, at Semiterne gaae i 50Spidsen, Japhetiderne udvikles ved Hjelp af dem til at følge efter og Chamiterne blive tilbage, uden forsaavidt at 👤Canaans Afkom maa trælle for begge de lykkelige Brødre. Det er derfor hverken Spørgsmaalet, om 👤Noah handlede moralsk rigtig i at sige hvad hos ham maa tages for et uvilkaarligt Udbrud af prophetisk Begeistring, eller hvorvidt det kunde ligne Jøderne og i Særdeleshed 👤Moses vitterlig at forfalske Universal-Historien, for at ophøie 👤Sem og nedtrykke 👤Canaan, thi det opstaaer kun ved en ligesaa ugrundet som ærerørig Mistanke, saa Spørgsmaalet er kun, om Seeren saae ret eller ikke? Dette lader sig vel endnu ikke klart afgiøre, men dog synes hele Menneske-Slægtens Levnets-Løb hidindtil at være paa Spaamandens Side, thi at Jøderne er Semiter, fristes Man neppe til at tvivle om, og de, der ansaae sig selv for Japhetider, har unægtelig siden den Christne Kirkes Stiftelse siddet aandelig til Huse hos 👤Sem, medens de Sorte aabenbar udgiør en egen Hoved-Stamme, hvoraf Neger-Folkene bestandig havde Trælle-Kaar, saa Man derved nødes til at tænke paa 👤Cham og 👤Canaan. At i Øvrigt Neger-Handelen kun er slet forsvaret dermed at den er forudseet, følger af sig selv, og kun for Prophetens Skyld maa det bemærkes, at han ikke har spaaet 👤Canaans Afkom bestandig, men kun langvarig Trældom.

Dog, hvad Anfægtning denne universal-historiske Spaadom har fundet, er Intet imod den, der i senere Tid mødte Grund-Efterretningen i 👤Noahs Slægt-Register, at alle Folke-Færd nedstamme fra ham; thi med den syndes Christendommens vigtige Paastand om Menneske-Slægtens Eenhed at maatte staae og falde, og denne Eenhed faldt nu engang de fleste Boglærde i forrige Aarhundrede saa urimelig, at de slet ikke tvivlede paa, den jo maatte falde bort af sig selv, naar Man fik den slemme Overtro paa Bibelen udryddet. Deri tog de imidlertid mærkelig feil, thi Paastanden kan ikke opgives, 51uden at Mennesket med det Samme opgiver Arbeidet paa almindelig Oplysning og Haabet om at komme til Forstand paa sig selv, saa her giælder det ei blot om den Mosaiske Efterretning, men om Universal-Historien og om hele den universelle Retning i vor Videnskabelighed, der maatte være idel Tant, naar ikke alle de, der virkelig ligne os, hørde til vor Slægt. Lod det sig derfor endog afbevise, at alle Folke-Færd nedstammede fra 👤Noahs tre Sønner, maatte vi ligefuldt paastaae, de havde første Forældre tilfælles med os, og saasnart Man indseer det, vil formodenlig alle Indvendinger mod 👤Noahs Slægt-Register bortfalde, da de ingenlunde er oprundne paa Historiens faste, men paa Speculationens luftige Grund. I alle Tilfælde maae ikke blot Christne, men alle den menneskelige Oplysnings Venner, være glade ved i den ældgamle Fortælling at finde en historisk Støtte-Punkt for deres nødvendige Paastand, men vil herefter nok vogte sig for at giøre den til en christelig Troes-Artikel, end sige da at byde Nogen den som et videnskabeligt Beviis, eller balsamere den i Vrævl, som de Skrift-Kloge, der, af de ellers ubekiendte Navne paa 👤Noahs Børne-Børn og Afkom, vilde slutte sig til de bekiendte Folke-Færd. Vist nok maae vi nemlig formode, at de mange Navne, der umuelig for Intet kan være indlemmede i saa kort og uskatteerligt et Brud-Stykke af Universal-Historien, neppe heller staae der blot for at vise, det er intet løst Rygte om de tre Noah-Sønner som alle Folks Stam-Fædre; men vi skal alligevel strax indrømme, hvad der er let at fatte, at anden Nytte giør de ikke os, førend vi maaskee engang opdage at enhver af de tre Hoved-Stammer virkelig maa have havt saamange Under-Afdelinger. Sligt kan vel synes Mange en naragtig Grille, men ikke dem, der see at vi allerede kan angive en forsvarlig Grund for, hvi 👤Noah kun havde tre Sønner, ligesom Kronos, der da ogsaa historisk sammensmelter med ham, og 52det skulde jeg mene Man virkelig kan; thi at Jøderne har endeel Frænder, som vi med Grund kalde Phantasi-Folkene, at Grækerne havde en større Familie, som vi med Føie kalde Hjerte-Folkene og at Resten, under Navn af Forstands-Folk, godt lade sig forbinde med Ægypterne, er dog nok ligesaalidt en Grille, som at Phantasien holder sig mest til det Tilkommende, Følelsen til det Forbigangne og Forstanden til det Nærværende, eller at disse tre Virksomheder ingen aandelig Medbeiler har i Menneske-Naturen. Det er derfor ogsaa nok værd at lægge Mærke til, at Jøderne, der kalde 👤Sem deres Stam-Fader, unægtelig er det Prophetiske Folk, at Grækerne, der i det Mindste kom 👤Japhet (Iapetos) ihu, var Oldtidens mest historiske Folk, og at Ægypterne, der selv kaldte deres Land 📌Chemia, takkede deres gode Fornuft og Forstand for Alt hvad de havde, og gjorde sig ordenlig til af at Pluto havde hjemme hos dem.

📌Babels-Taarnet.

Der var kun eet Sprog i Verden, da Folk begyndte at rykke frem mod Vesten og leirede sig paa Sletten i 📌Sinear, men her sagde de til hverandre: kom, lad os stryge Tegl og bage dem i Ilden, og bygge os en Stad, med et Taarn i, der naaer lige op til Himmelen, det har vi meer Ære af, end at splittes ad over hele Jorden. Som sagt, saa gjort, og de brugde Tegl for Steen og Lim for Kalk, men saa kom Herren ned for at syne den Stad og det Taarn og Han sagde: see engang, hvad hele den Flok med fælles Tunge-Maal har taget sig for og vil ingenlunde opgive! Kom, lad os fare ned og forvirre deres Tunge-Maal, saa den Ene ikke forstaaer den Anden! Paa denne Maade splittede Herren dem ad over hele Jorden og fik Bygningen baade af Staden og Taarnet til at gaae i Staa, og derfor kom Staden til at hedde 📌Babel ͻ: Virvar!

53Hermed ender naturligviis Universal-Historien af Menneskets Barndom, og det er rimeligt nok, at Barndommen selv endte med en stor Barne-Streg, men før vi røre meer derved, maae vi atter, fra det urimelige Kirke-Stævne, indskyde os under Skole-Raadet, som alle Bøgers rette Værne-Thing, thi saa latterlig en Troes-Artikel til Salighed, som der lader sig giøre af dette Blad, kunde Man lede længe efter, og havde de tre velbekiendte Troes-Artikler været af det Slags, havde den Christne Kirke neppe faaet nogen Historie, end sige en saa mageløs som den nu har. Naar vi derimod indsee, at Kirken som har havt sin Ulykke med de Skrift-Kloges Bogstav-Tro, maa være glad ved, den rives ned i Bund og Grund, saa det er et reent videnskabeligt Spørgsmaal, hvad Priis vi skal sætte paa Efterretningen om 📌Babels-Taarnet, da vove vi Intet ved at paastaae, at høi Priis maae vi i alt Fald sætte paa saa god en Hjemmel for, at der virkelig har været et Grund-Sprog paa Jorden, hvoraf altsaa alle nærværende Tunge-Maal maae ansees for meer og mindre uægte Døttre. Dette er nemlig en nødvendig Hypothes, naar vi skal henføre alle Folke-Slag til een Menneske-Slægt, og Sprog-Ligheden er igien det eneste videnskabelige Beviis, vi kan tænke paa for denne Eenhed, der er ligesaa vanskelig at opvise som nødvendig at paastaae; men havde vi nu ikke havt gyldig Hjemmel for, at der oprindelig var kun eet Tunge-Maal, da havde vi rimeligviis aldrig faaet Mod til at opstille saa paradox en Forud sætning, end sige til at forsvare den, til det begyndte at lysne over Dunkelheden, som er først nu. Saalænge Man nemlig vilde forklare sig al den opkomne Forskiel af udvortes Grunde, da var Paastanden som et selvgjort Paradox latterlig, og det var jo først i Gaar vi opdagede, at et Folks Tunge-Maal er Udtrykket for dets indvortes Eiendommelighed, og fandt saaledes den videnskabelige Traad, der skal veilede os i Sprog-Labyrinthen, me54dens vi paa den anden Side neppe endnu ret har fattet den Grund-Sætning, at intet Tunge-Maal, som vi kan lære og deri udtrykke vor Tanke-Gang, kan være grund-forskielligt fra vort Eget.

Hvorvidt nu vor Sprog-Granskning, i levende Forbindelse med Menneske-Historien i det Hele, vil føre os til at indsee Nødvendigheden af et Mirakel ved den første Sprog-Deling, det maa Tiden vise; men formodenlig komme vi snart til den Indsigt at, efter Faldet, ethvert Skridt paa den beskikkede Menneske-Bane udkrævede et Mirakel ͻ: en overordenlig Virksomhed af Guddoms-Aanden, saa det videnskabelige Spørgsmaal kun bliver: om Kraften til denne Virksomhed ogsaa laae i Menneske-Naturen eller ikke. Da vil vi udentvivl forestille os Sagen saaledes: Grund-Sproget skulde blive uforandret i Barndommen, men naar Slægten kom til Skiels-Aar og Alder, da skulde det gaae den, som det paa en Maade altid gaaer de Poetiske Naturer, der i Ungdoms-Begeistring skabe sig hver sin Verden, saa da vilde Stammerne skilt sig ad, for at finde hver sin passende Bopæl og Syssel, og ved en harmonisk Sammen-Virkning af indvortes og udvortes Aarsager vilde alle Slægtens Hoved-Retninger udtrykt sig i tilsvarende Tungemaal, der udsprang af Grund-Sproget som Grene af en fælles Stamme og forenede sig først igien, naar Øiemedet var opnaaet, som vi kan tænke os en Træ-Top hvor alle Grene mødes. Efter Faldet, der i alle Maader forstyrrede Lige-Vægten, lader denne Sprog-Udvikling sig neppe tænke uden som en Sprog-Forvirring, og naar Slægten efter Floden ikke vilde skilles ad, altsaa ikke aandelig indtræde i Ungdoms-Alderen, da er det vanskeligt at see, hvorledes denne Knude kunde løses, uden at Forsynet, til Slægtens Bedste, lagde sig derimellem, og det var vist nok et underligt men ingenlunde naturstridigt Middel, at lade Ungdoms-Begeistringen overraske og beruse dem, saa de ligesom drak 55af Lethe og begyndte med et nyt Tunge- Maal et nyt aandeligt Levnets-Løb. Betænke vi endelig, at et Moders-Maal, som ikke passer for os, er i Grunden et Tunge-Baand, vi ønske at skiæres for; at Grund-Sproget efter Faldet ei ret kunde passe for Nogen; at Jorden, efter Floden, kun daarlig svarede til det og at endelig enhver Sprog-Green naturligviis blev Stammen saa lig, som de tilsvarende Mennesker i Aanden var Grund-Mennesket; da bortfalde udentvivl af sig selv alle de Urimeligheder, Man ikke har fundet i den gamle Efterretning, men snart paadigtet og snart paabyrdet den.

Hvorlænge det for Resten varede, inden Menneske-Slægten, saavidt mueligt, nødtes til at ryste Barnet af Ærmet og rykke frem mod Vesten til 📌Middel-Havet, hvor Syns-Kredsen skulde udvide og Ungdoms-Kræfterne udvikle sig, det behøver Man ikke at være meget nysgierrig for at spørge om, men enten maae vi dog forblive aldeles uvidende derom eller nøies med Svaret i første Mose-Bog. Vist nok er det altid en vanskelig Sag med Tal i gamle Bøger, men ved Hjelp af Jødernes Tids-Regning, kan vi dog finde ud, at det maa være skeet omtrent for 3700 Aar siden, eller 1900 Aar efter Skabelsen, ligesaalænge før 👤Christi Fødsel og 300 Aar efter Floden. Vel er der nemlig kun tre Ledd (👤Arphaxad, 👤Salah og 👤Eber) eller høist Fire mellem 👤Sem og den 👤Phaleg, ved hvis Fødsels-Tid vi maae sætte Adspredelsen, men saalænge Folk lever fire, fem hundrede Aar, er Sligt ingenlunde urimeligt, og hvem der ikke kan lide den lange Alder faaer nøies med stakket Kundskab.

56

Old-Tiden.

Fra Adspredelsen til 📌Jerusalems Forstyrrelse.

(henved 2000 Aar.)

👤Abraham.

👤Abraham, 👤Tharahs Søn, som nedstammede i sjette Ledd fra 👤Eber, altsaa i Niende fra 👤Sem, er den første Mand paa Jorden, der fik Noget som ligner en Levnets-Beskrivelse, og denne Semit, som baade Jøder og Araber kalde deres kiødelige, baade Christne og Mahomedaner deres aandelige Fader, er ogsaa unægtelig en universal-historisk Patriark, om hvem det vilde være tungt ei at vide bedre Beskeed, end Hedning-Folkene vidste om deres mythiske Stam-Fædre. Baade han og vi havde imidlertid ogsaa det mageløse Held, at 👤Abraham, blandt sine Børn i sjette Ledd, ei blot fandt en Biograph, men en Saadan, som den store 👤Moses, der selv var blevet graa i Hyrde-Telten og satte saa den store Hyrde-Konge et uforgiængeligt Mindes-Mærke, ved Siden ad Lov-Bogen for hans Afkom, der nu skulde begynde at giøre ham til den store Folke-Fader, han havde Løfte paa at blive.

👤Abrahams Fædre havde boet i 📌Chaldæa, østenfor 📌Euphrat, men 👤Tharah flyttede til 📌Charan og der sagde Herren til 👤Abraham: gak ud af din Faders Huus og fra din Slægt og drag til et Land som jeg skal vise dig; saa vil jeg giøre dig til et stort Folk og skiænke dig stor Navnkundighed og en velsignet Amindelse: hvem der velsigner dig vil Jeg velsigne, hvem der forbander dig vil Jeg forbande, og i dig skal alle Folke-Stammer paa Jorden velsignes! Abra57ham var dengang fem og halvfjerdsindstyve Aar og han forlod 📌Charan, paa Her rens Ord, med sin Hustru 👤Sara, sin Broder-Søn 👤Loth, som var faderløs, og Alt hvad han eiede, og kom til 📌Canaan, til 📌Sichem ved den store Eeg, og der aabenbarede Herren sig for ham og sagde: dette Land vil Jeg give din Afkom, derfor bygde 👤Abraham Herren et Alter paa det samme Sted.

👤Abraham og 👤Loth var rige Mænd, begge, og i Tidens Længde kunde deres Hyrder ikke forliges om Græs-Gangene, derfor sagde 👤Abraham til 👤Loth: vi er Brødre og der maa ingen Splid være, enten mellem os eller vore Hyrder, og her er Rum nok, saa, vil du gaae til Høire, gaaer jeg til Venstre, og vil du gaae til Venstre, gaaer jeg til Høire! Da faldt 👤Loths Øine paa Sletten ved 📌Jordan, omkring 📌Sodoma og 📌Gomorra, som dengang vandedes af Floden og var et Paradis, ligesom 📌Ægypten, og den Egn udvalgde han og opslog sin Bopæl i 📌Sodoma blandt et meget slemt og ugudeligt Folk. 👤Abraham blev derimod i 📌Sichem, til Herren befalede ham at rykke op og syne Landet, lige ud til Havet, som hans Afkom skulde besidde, og siden boede han ved 📌Mamres Eeg, ved 📌Hebron og bygde Herren ogsaa der et Alter.

Nu havde Kong 👤Balla i 📌Sodoma og Kong 👤Bassa i 📌Gomorra, og tre andre Smaa-Konger deromkring, i tolv Aar skattet til 👤Chodolgomer Konge i 📌Elam, men i det Trettende faldt de fra, og i det Fjortende drog 👤Chodolgomer ud i Herrefærd mod dem, og havde Kong 👤Amraphel i 📌Sinear, Kong 👤Arioch i 📌Elassar og 👤Thargal Folke-Konge i Følge med sig, og de slog Kæmperne i 📌Astaroth og 📌Karnain og Omeræerne i Staden 📌Sau og Horiterne paa 📌Seirs-Bjerge, til Terebinthen ved 📌Pharan i Ørken. Derfra vendte de fire Konger tilbage til 📌Trætte-Kilden i 📌Kades, slog Amalekiterne og mødtes til Strid med de fem frafaldne Konger i 📌Salt-Dalen som var fuld af Lim-Grave. Der flydde og faldt Kongerne 58fra 📌Sodoma og 📌Gomorra og Resten flygtede til Bjergene, og Seierherrerne plyndrede 📌Sodoma og 📌Gomorra og 👤Loth, som boede iblandt Sodomiterne, faldt derved ogsaa i Fangenskab og blev bortført. Det kom der en af Flygtningerne og fortalde 👤Abraham i 📌Mamre-Lund, hvor han boede hos 👤Mamres Brødre 👤Eskol og 👤Aner som han var i Samlag med, og saasnart 👤Abraham hørde, at hans Brodersøn var fanget, da fik han strax trehundrede og atten Mand, af sine egne Tyende, paa Benene, kaldte sine Stalbrødre 👤Eskol og 👤Aner til Hjelp og satte efter Kongerne og naaede dem ved 📌Dan, hvor han overfaldt dem om Natten og slog dem, lige til 📌Choba vestenfor 📌Damask. Da 👤Abraham derpaa vendte seierrig tilbage, kom Kong 👤Melchisedek i 📌Salem, som var den høieste Guds Præst, ud imod ham med Vin og Brød og lyste Velsignelse over ham, sigende: velsignet være 👤Abraham af den høieste Gud, som skabde Himlen og Jorden, og lovet være den høieste Gud, som gav Fienden i din Vold! Ham gav 👤Abraham Tiende af Alt, men Kongen i 📌Sodoma var ogsaa gaaet 👤Abraham i Møde, til 📌Savi-Dalen og til 📌Konge-Sletten, og han sagde til 👤Abraham: behold du Byttet og giv mig blot Folkene! Nei, sagde 👤Abraham, jeg vidner for den høieste Gud, som skabde Himmel og Jord, at jeg vil ikke eie Traad eller Trevl af hvad dit er, saa du skulde sige: 👤Abraham kan takke mig for hvad han har; jeg vil derfor Intet beholde undtagen hvad de unge Karle har fortæret og hvad der tilkommer mine Staldbrødre: 👤Eskol, 👤Aner og 👤Mamre!

Siden havde 👤Abraham et Syn, hvori Herren talede til ham og sagde: vær ikke forsagt! Jeg er dit Skjold og din store Løn! Da sagde 👤Abraham: Ak! min Herre! hvad nytte mig Gaver, aldenstund jeg er barnløs og min Træl 👤Eliezer fra 📌Damask skal være min Arving! Nei, sagde Røsten, ei din Træl men din Søn skal arve dig, og see engang paa Himlen, om du kan tælle Stjernerne, thi saa mangfoldig skal din Afkom vorde! 59Og 👤Abraham troede Gud og det blev regnet ham til Retfærdighed, men da Herren sagde: Jeg er din Gud, som udførde dig af Chaldæernes Land, for at give dig dette Land til Arv, da sagde 👤Abraham: hvorpaa skal jeg kiende det, og Herren sagde: paa en treaars Kvie og en treaars Geed og en treaars Væder, en Turtel-Due og en Due-Unge. Alt det tog 👤Abraham da ogsaa og lagde Kroppene deelte men Fuglene hele lige over for hverandre og sad paa Vagt mod Rov-Fuglene som faldt paa Offeret, men i Solebjergs-Laget blev 👤Abraham undrykt, det sortnede for hans Øine og han bævede og hørde en Røst, som sagde: det være dig vitterligt, at til om fire hundrede Aar skal din Æt være udlændig blandt de Fremmede, beherskes, mishandles og undertrykkes af dem, men du skal have en god Alderdom og samles til dine Fædre i Fred, og i den fjerde Slægt vil Jeg føre din Afkom hid igien, thi Amoriternes Ondskab skal have Tid til at modnes. Og see, da Solen var nedgangen, da var Alteret indhyllet i Røg som af en Ovn og der bevægede sig ligesom tændte Lamper mellem Offer-Gaverne.

Da 👤Abraham havde boet ti Aar i 📌Canaan og 👤Sara saae at hun fik ingen Børn, da bad hun 👤Abraham at tage hendes ægyptiske Tjeneste-Pige 👤Agar til Med-Hustru, og det gjorde han, men 👤Agar blev derpaa studs mod sin Frue, og 👤Abraham lod 👤Sara tugte hende som hun vilde. Da nu 👤Sara var haard imod hende, løb 👤Agar bort, men paa Veien til 📌Schur, ved en Kilde i Ørken, mødte Herrens Engel hende og bød hende vende tilbage og ydmyge sig for 👤Sara og spaaede hende en stor, utallig Afkom, sigende: du er frugtsommelig og føder en Søn som du skal kalde 👤Ismael, han skal være but, hans Haand skal være imod Alle og Alles Haand imod ham, men han skal boe for Næsen af alle sine Brødre.

Endelig, da 👤Abraham var ni og halvfemtsindstyve Aar, havde han igien et Syn, hvori Herren talede til ham og gjorde 60Omskiærelsens Pagt med ham, saa hvert Barn otte Dage gammelt skulde omskiæres og der maatte ikke findes en Uomskaaret, Fri eller Træl, hos hans Afkom, og Herren sagde: Jeg velsigner 👤Sara og giver dig en Søn med hende, som skal være Konge-Fader! Da faldt 👤Abraham paa sit Ansigt men loe og sagde ved sig selv: skulde vi faae en Søn, naar jeg er hundrede Aar og 👤Sara Halvfemts, og han sagde til Herren: ja, Gud lade 👤Ismael leve! Som Jeg siger, sagde Gud, 👤Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde 👤Isak og med ham vil jeg slutte en evig Pagt at være hans og hans Afkoms Gud. Ogsaa din Bøn for 👤Ismael har Jeg hørt og jeg har velsignet ham, saa han bliver Fader til tolv Stammer og til et stort Folk, men med Sønnen, som 👤Sara føder ad Aare, med 👤Isak slutter jeg Pagten.

Derpaa tog 👤Abraham og omskar sig selv og sin Søn 👤Ismael og alt Mandkiøn i sit Huus; men som han nu sad en Middags-Stund i Dørren paa sit Paulun i 📌Mamre-Lund, da slog han sine Øine op og saae tre Vandrings-Mænd og løb dem imøde, bukkede dybt og sagde: Herre! har jeg fundet Naade for dine Øine, da gaae ikke din Tjeners Dør forbi, men lad os tage Vand til Fodbad og vederkvæger eder i Lunden med en Bid Brød, saa kan I fortsætte eders Reise! Som du vil, sagde den Fremmede, og strax løb 👤Abraham ind i Telten til 👤Sara og sagde: skynd dig, tag tre Gievner fint Hvede-Meel og bag Kager! Og selv løb 👤Abraham til Hjorden og tog den bedste Fede-Kalv han fandt, lod en af Tjenerne lave den til i en Hast og beværtede saa de Fremmede under Egen med Smør og Mælk og Kalve-Kiød og gik selv for Borde. Da sagde den Anden til ham: hvor er 👤Sara, din Hustru? Inde i Telten, var Svaret. Velan, sagde Han, om et Aar, ved denne Tid, naar Jeg kommer igien, har 👤Sara sig en Søn! Det hørde 👤Sara, som stod bag Døren i Paulunet og lyttede, og hun loe ved sig selv og sagde: det er nok bagefter! Da sagde 61Herren til 👤Abraham: hvad skal det betyde, at 👤Sara loe ved sig selv og sagde, hun er for gammel; for Gud er ingen Ting umuelig og, som sagt, Jeg kommer igien ad Aare og da har 👤Sara en Søn! 👤Sara blev nu bange og nægtede, at hun havde leet, men han sagde: Snak! jo vist loe du!

Derpaa reiste de Fremmede sig og gik ad 📌Sodoma og 📌Gomorra til og 👤Abraham fulgde dem paa Vei, og da sagde Herren: Jeg vil ikke dølge for min Tjener 👤Abraham hvad jeg har isinde; thi han skal blive til et stort og talrigt Folk og i ham skal alle Jordens Folke-Færd velsignes, og Jeg veed, han vil formane sine Børn og sin Slægt til at følge Herrens Veie og giøre Ret og Skiel, saa Jeg kan lade 👤Abraham times Alt hvad jeg har lovet ham! Der er kommet mig et stort Skrig for Øren om 📌Sodomas og 📌Gomorras svare Synder, og Jeg foer ned for at see om Skriget har tilstrækkelig Grund eller ikke! De To var imidlertid gaaet forud til 📌Sodoma, men 👤Abraham stod for Herrens Ansigt, traadte nærmere og sagde: vil Du da ødelægge den Retfærdige med den Ugudelige? Nei, det være langt fra, Jordens Dommer, skulde han ikke giøre Forskiel! Hvis der nu skulde være halvtredsindstyve Retfærdige i Staden, vil du da ødelægge dem, eller vil du ikke meget mere spare hele Staden for de halvtredsindstyve Retfærdiges Skyld? Jo, sagde Herren, findes der i 📌Sodoma halvtredsindstyve Retfærdige, da vil Jeg spare hele Staden for deres Skyld. Men, sagde 👤Abraham, siden jeg nu er kommet Herren i Tale, skiøndt jeg kun er Støv og Aske, saa, hvis der skulde fattes Fem i de Halvtreds, vilde Du da derfor ødelægge Staden? Nei, sagde Herren, findes der fem og fyrretive, ødelægger Jeg den ikke. Og see, 👤Abraham blev ved at bede, og slog af til Fyrretive, til Tredive og til Tyve, og da Herren altid gjorde som han bad, da sagde 👤Abraham: maa jeg ikke nok bede blot een Gang endnu: om der skulde findes Ti! Selv for de Tis Skyld, 62sagde Herren, vil Jeg da afvende Ødelæggelsen, og dermed brød Herren af og gik.

Da de to Engle om Aftenen kom til 📌Sodoma, sad 👤Loth i Porten, løb dem imøde, bukkede dybt og bad dem tage Natte-Leie hos ham, og da de vægrede sig og sagde, de vilde blive paa Gaden om Natten, nødte han dem, til de gik ind, og han gjorde Giæstebud for dem; men før de endnu gik til Sengs, stimlede alle Sodomiterne omkring Huset, kaldte 👤Loth ud og sagde: hvor er de Mænd som tog ind hos dig i Aftes, bring os dem herud at vi kan giøre os lystige med dem! O, nei dog, Brødre! sagde 👤Loth, begaaer ikke den Misgierning, jeg har to ugifte Døttre, dem vil jeg overlade til eders Godtbefindende, naar I blot ikke vil forgribe jer paa Giæsterne under mit Tag! Af Veien med dig, var Svaret, du er selv en Giæst og vil sætte os irette, men derfor skal du ogsaa skee en Ulykke fremfor de Andre. Dermed styrtede de ind paa 👤Loth og vilde brække Dørren op, men da udrakde de Fremmede deres Haand, drog 👤Loth ind til sig, lukkede Dørren og slog Sodomiterne med Blindhed, saa de blev kiede af at lede om Dørren. Derpaa sagde Englene til 👤Loth: har du Sønner eller Døttre eller Svogre eller andre Paarørende i Staden, saa før dem ud af den, thi vi er udsendt for at ødelægge den! 👤Loth gik da ogsaa hen og talde med sine tilkommende Sviger-Sønner og bad dem forlade Byen, fordi Herren vilde ødelægge den, men de tog det som om han kun spillede Giæk med dem. Næste Morgen tidlig skyndte Englene paa 👤Loth og trak ham tilsidst med hans Kone og hans Døttre ud af Staden og sagde til ham: see dig ei tilbage og stat ei stille paa Sletten, men frels dig op paa Bjergene! Da sagde 👤Loth: det kan jeg ikke, men har jeg fundet Naade for Herrens Øine, da spar den lille By her tæt ved, at jeg kan finde Tilflugt der! Velan! var Svaret, jeg vil skaane den, men skynd dig at komme der63ind! Samme By hedder nu 📌Zoar og just som 👤Loth gik derind, stod Solen op, da regnede der Ild og Svovel ned fra Himlen over 📌Sodoma og 📌Gomorra og ødelagde dem og hele Egnen, og 👤Loths Hustru, som saae sig tilbage, blev til en Salt-Støtte!

Samme Morgen tidlig gik 👤Abraham hen til det Sted hvor han stod for Herrens Ansigt og see, da stod Egnen ved 📌Sodoma indhyllet i Røg og Damp.

Siden skedte det, efter Herrens Ord, at 👤Sara fødte en Søn, som blev omskaaret paa den ottende Dag og kaldt 👤Isak, men da han voxde op og 👤Sara saae, at 👤Ismael drev Spot med ham, da sagde hun til 👤Abraham: jag Slavinden og hendes Søn paa Dørren, thi Slavindens Søn maa ikke gaae i Arv med min Søn. Det, fandt 👤Abraham, var tungt at høre om sin egen Søn, men Gud sagde til ham: lad det ikke falde dig tungt, men lyd kun 👤Sara ad i Alt hvad hun siger om Slavinden og hendes Søn; thi giennem 👤Isak er det, du forplanter din Slægt, men Jeg skal nok giøre Slavinde-Sønnen til et stort Folk, fordi han er af dit Blod. Da stod 👤Abraham tidlig op om Morgenen, forsynede 👤Agar med Vand og Brød, hængde hende Drengen paa Ryggen og lod hende gaae, men hun foer vild i Ørken og da Vandet var fortæret, kastede hun Drengen under en Palme-Busk og satte sig selv ned, et Bøsse-Skud derfra, med Ryggen til ham, sigende: jeg vil dog ikke see mit Barn døe. Da græd Drengen og gav et Skrig og det kom Gud for Øren og en Guds Engel fra Himmelen kaldte ad 👤Agar, sigende: hvad nu, 👤Agar! frygt ikke, Gud hørde Drengens Røst hvor han ligger, staae derfor op og tag ham ved Haanden, thi jeg giør et stort Folk af ham! Da aabnede Gud hendes Øine, saa hun fik Syn paa et Kilde-Væld, hvor hun fyldte sin Vand-Flaske og lædskede Drengen, og Gud var med ham, saa han trivedes i Ørken og blev en Bue-Skytte, og hans Moder skaffede ham en Hustru fra 📌Ægypten.

64Siden satte Gud 👤Abraham paa Prøve og sagde: tag 👤Isak, din elskelige, kiære Søn og gak til Høi-Landet og bring mig et Offer af ham paa et af Bjergene, som Jeg bestemmer! Da stod 👤Abraham tidlig op om Morgenen og sadlede sit Æsel og drog afsted, med 👤Isak og To af sine Tyende og med Tørre-Brænde til Offringen. Tredie Dagen fik han Stedet i Sigte som Gud havde valgt, og sagde da til sine Slaver: bier I nu her med Æselet, mens jeg og Drengen gaaer derhen, saa komme vi igien naar vi er færdige! Brændet maatte 👤Isak bære og selv gik 👤Abraham med Ilden og med Offer-Kniven i Haanden, men, alt som de nu gik ved Siden ad hinanden, da sagde 👤Isak til sin Fader 👤Abraham: min Fader! Ja, min Søn! sagde han, hvad er det? Vi har Ild og Brænde, sagde 👤Isak, men hvor er Offer-Lammet? da sagde 👤Abraham: for Lammet, Søn, vil Herren sørge! Dermed gik de videre, og da de kom til Stedet, bygde 👤Abraham et Alter, lagde Brændet ilave, bandt sin Søn 👤Isak og lagde ham ovenpaa Brændet paa Alteret og rakde efter Offer-Kniven, for at slagte sin Søn; men da kaldte Herrens Engel fra Himmelen ad ham og raabde: 👤Abraham, 👤Abraham! læg ikke Haand paa Drengen og giør ham ingen Skade, thi nu kan Jeg mærke, du frygter Gud og vilde for min Skyld opoffre selv din elskelige Søn! Som nu 👤Abraham saae sig om, fik han Øie paa en Væder, som hængde fast i Krattet ved Hornene, samme Væder gik han hen og tog og offrede til et Brænd-Offer istedenfor 👤Isak.

Da 👤Abraham var hundrede og syv og tredive Aar, døde 👤Sara hans Hustru og han kiøbde en Ager, med en Klippe-Hule, af Hethiten 👤Ephron, til en Familie-Begravelse, og der jordede han 👤Sara, i Hulen 📌Makpela, ved 📌Hebron i 📌Canaans Land, som med Ageren blev ham tilskiødet til et Grav-Sted.

👤Abraham blev imidlertid selv hundrede og fem og halvfjerdsindstyve Aar, og saae sine Børne-Børn i Opvext, 👤Isaks Sønner, 👤Jakob og 👤Esau, som han havde med sin Frændke 65👤Rebekke, og da 👤Abraham døde, mæt af Dage, blev han begravet hos 👤Sara i Hulen 📌Makpela.

Ingenlunde bør Man undres over, at de fleste Læsere i vore Dage ei ret selv veed, hvormeget de troe af denne forunderlige Tale, der bestandig synes at svæve mellem en poetisk Idyl og en idyllisk Historie; thi det Naturlige og Over-Naturlige, det Guddommelige og Menneskelige, som Man i vore langt mere anatomiske end poetiske Dage pleier saa skarpt og dødt at adskille, sammenflyder her saa let og levende for vore Øine, at Man har ondt ved at troe dem, end sige da Historien, som de Skrift-Kloge saa keitet har gjort til en Troes-Artikel. Betragte vi imidlertid med Forstands oplyste, det er, med videnskabelige Øine, denne deilige Skildring af 👤Abraham, den mageløse Folke-Fader, der ikke for Intet er kaldt Guds Ven, da see vi ogsaa et saa træffende Forbillede paa det Største, der udviklede sig i Tidernes Løb, at vi neppe fristes til at tvivle om, Ebræerne jo virkelig maae have havt en saadan vidunderlig Stam-Fader, af hvem 👤Christus var den ægte og 👤Mahomed den uægte Søn, saa det her, som overalt i den hellige Historie, bliver det eneste fornuftige Spørgsmaal, ikke om det er mueligt, der saa klart og glædelig har viist sin Virkelighed, men kun: paa hvad Maade Man helst skal forklare sig det. At nemlig Troen paa den høieste Gud, der skabde Himmel og Jord, og paa et virkeligt Samfund mellem den guddommelige og menneskelige Natur, maatte i Old-Tiden vidunderlig gribe en Enkelt-Mand og ligesaa vidunderlig gestalte hans og hans Afkoms Levnets-Løb, naar der nogensinde skulde blive et Jødedom og en Christenhed i Verden, det see vi af Hedenskabets Historie, og Spørgsmaalet er da kun, om dette var en blot Efter-Virkning hos de mest Poetiske Naturer af Menneskets Skabelse i Guds Billede, eller tillige, som Jøderne og de Christne har troet, en ny Virkning af Guddommen.

66At Ødelæggelsen af 📌Sodoma og 📌Gomorra, og især Forvandlingen af 👤Loths Hustru, har stødt Endeel af de Natur-Kyndige, er for Resten vist nok, men i Henseende til det Første kan Man kun sige: de maae være glade, det ikke gik dem, som det jo gik deres gamle Broder 👤Plinius, der formodenlig heller ikke troede, det vilde gaae saa haardt til med 📌Herculanum og 📌Pompeii, før han fik det at føle, og hvad 👤Loths Hustru angaaer, er det høist mærkeligt, baade at 👤Christus omtaler det som en afgjort Sag, og at 👤Herodot fortæller, han selv har seet en sær Støtte med Kvinde-Mærke i 📌Palæstina, som vel turde være den samme, skiøndt han giver den en ganske anden Oprindelse.

Spørge vi endelig om 👤Abrahams Leve-Tid, da maae vi nøies med den Beskeed, at efter sit Slægt-Register nedstammede han i sjette Ledd fra 👤Eber, og at efter vor Ebraiske Text, som det her (trods Indsigelsen af de Halvfjerds) efter Leddene er sikkrest at følge, forgik der ikke fuldt 200 Aar mellem 👤Phalegs Fødsel og 👤Abrahams, saa den Sidste maa sættes omtrent 500 Aar efter Floden og 1700 f. Ch.

👤Jakob eller 👤Israel.

👤Isak var en stille Fyrste, men Herren aabenbarede sig dog ogsaa for ham, efter 👤Abrahams Død, og gientog sit Løfte, at i hans Æt skulde alle Folk paa Jorden velsignes. 👤Isak var gift med sin Frændke, 👤Rebekke, 👤Labans den Syrers Syster, og da hun var frugtsommelig, forespurgde hun sig hos Herren om sin Afkom og fik til Svar: du bærer tvende Folk under dit Hjerte, det Ene bedre end det Andet, og det Høie skal tjene det Lave! Hun fødte derpaa Tvillinger, nemlig 👤Esau og 👤Jakob, og da de voxde til, blev 👤Esau en Vild-Skytte, men 👤Jakob var spagfærdig og hjemlig, og saa engang, da 👤Esau kom fra Jagten og var mat, sagde han til 👤Jakob, som sad med en Ret Lindser for sig: jeg er flau, mig 67Forlov at smage din Rød-Grød! Ja, sagde 👤Jakob, giver du saa mig din Førstefødsels-Ret? Top, sagde 👤Esau, hvad nytter mig den Ret, jo før Man fødes, des før Man døer. Velan, sagde 👤Jakob, saa sværg mig Førstefødsels-Retten til! Da svor 👤Esau og aad og drak, sprang op og foer ud og regnede Førstefødsels-Retten for ingen Ting, og Man kaldte ham siden 👤Edom ͻ: den Røde.

👤Isak holdt mest ad 👤Esau, hvis Vildbrad smagde ham, men 👤Rebekke holdt mest ad 👤Jakob, og da 👤Isak var gammel og blind, havde han betænkt at give 👤Esau den store Velsignelse, der tilhørde hans Æt, men ved 👤Rebekkes List fik 👤Jakob den, hvorover 👤Esau blev saa forbittret, at han lod sig forlyde med, at naar deres Fader døde, vilde han slaae sin Broder ihjel. Derfor sendte 👤Isak og 👤Rebekke 👤Jakob til 📌Syrien, til hans Morbroder 👤Laban, og underveis lagde han sig en Aften, ved Soels Nedgang, til at sove paa Marken med en Steen under sit Hoved. Da saae han en Stige i Drømme, som naaede fra Jorden lige op til Himmelen, hvorad Guds Engle gik op og ned, og Herren stod selv paa Toppen og sagde: frygt ikke! Jeg er din Fader 👤Abrahams Gud og 👤Isaks Gud, den Grund som du hviler dig paa, den skiænker Jeg dig og din Æt, og din Æt skal være som Støv paa Jorden og brede sig ud mod alle fire Verdens-Hjørner, i den og i dig skal alle Jorderigs Stammer velsignes! Og see, Jeg er med dig paa alle dine Veie, og fører dig hid tilbage og slaaer ei Haanden af dig, til det er Altsammen skedt som Jeg siger! Nu vaagnede 👤Jakob med det Ord: det vidste jeg ikke at Herren var her, og han blev bange og sagde: det er frygteligt, thi hvem kan sige Andet end at her er Guds Huus og Himlens Port! Derpaa stod han tidlig op om Morgenen og tog den Steen, hans Hoved havde hvilet paa, og reiste den op som en 📌Sule, og hældte Olie paa Toppen, og kaldte Stedet 📌Bethel ͻ: Guds 68Huus, og gjorde det høitidelige Løfte: dersom Gud Herren vil ledsage mig og give Føden og Klæden og føre mig tilbage i god Behold til min Faders Huus, da skal Han være min Gud og denne Steen-Sule skal være mit Guds-Huus, og jeg vil tiende til Ham af alt hvad Han skiænker mig!

I 📌Syrien hvor 👤Jakob tilbragde tyve Aar hos sin Morbroder 👤Laban, fik han to Koner for Een, 👤Rachel og 👤Lea, begge 👤Labans Døttre, men det skedte ved 👤Labans Trædskhed og ei med 👤Jakobs gode Villie; thi hans Hug stod kun til 👤Rachel. Han blev ogsaa der ved Guds Velsignelse en rig Mand, baade paa Børn og Gods, og da han dermed vendte tilbage til 📌Canaan, da mødte ham en underlig Ting, thi ved Bækken 📌Jabok som løber i 📌Jordan, paa det Sted som siden kaldes 📌Puneel (Guds Aasyn), kom der en Nat, han var alene, en Mand til ham og brødes med ham, saa hans ene Hofte gik af Ledd, men fik dog ikke Bugt med ham, og da han i Dagningen sagde: slip mig nu, da svarede 👤Jakob: nei, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Hvad er dit Navn, sagde Manden, og, paa Svaret, det er 👤Jakob, sagde han: du skal ikke længer hedde 👤Jakob men 👤Israel (Guds Kæmpe), thi du har kæmpet med Gud som en Mand! Manden gik og Solen stod op, men 👤Jakob haltede og 👤Israels Børn æde ikke Hofte-Senen paa noget Dyr, fordi 👤Jakobs blev forrakt.

At Edomiternes Stamfader 👤Esau her staaer i Skygge mod Israeliternes Stamfader 👤Jakob, er soleklart, og deraf sluttede Man i forrige Aarhundrede, at baade 👤Jakob og 👤Moses havde gjort 👤Esau skammelig Uret; men da, giennem Løbet af tre Aar-Tusinder, 👤Herodes den Store, afskyelig Ihukommelse, er den eneste Edomit, der vandt universal-historisk Navnkundighed, saa vil det attende Aarhundredes Gunst ligesaalidt gavne 👤Esaus Efter-Mæle, som 👤Herodes den Stores vilde vinde ved en Sammenligning mellem ham og den samtidige 📌Israels Konge der unægtelig fik en 69saa velsignet Ihukommelse, at den overgik alle de Forventninger Velsignelsen over 👤Jakob med Rimelighed kunde vække! Saasandt derfor Opfyldelsen er det sikkre Kiende-Mærke, der skiller de sande Spaadomme fra de Falske, maa Forholdet mellem Israeliters og Edomiters Stamfædre, naar de var kiødelige Brødre, og 👤Esau den Ældste, sin Faders Yndling, nødvendig have været, ikke som Man i forrige Aarhundrede drømde sig, men som 👤Moses for tretusinde Aar siden skildrede det, uden at bryde sig om, hvordan Man i Anledning deraf vilde moralisere for de Døde, og, i et critisk Øieblik, skrive Historien om paa fri Haand. Skulde Man ellers i Historien, som den er, finde en moralsk Mærkelighed, da blev det ingenlunde den aldeles naturlige Ting, at selv et haardt Broder-Hjerte stundom er bevægeligt, men vel at 👤Esau kunde have isinde at slaae sin Tvilling-Broder ihjel, hvad vel kun 👤Herodes den Store vilde kalde naturligt.

👤Joseph.

Af 👤Jakobs tolv Sønner er det især 👤Levi, 👤Juda og 👤Joseph, der har faaet universal-historisk Navnkundighed, og med 👤Joseph gik det besynderlig til. Han havde allerede i sin Opvext stærke og mærkelige Drømme, som han, til deres store Ærgrelse, fortalde sine Brødre; thi først sagde han til dem: hør engang hvad jeg har drømt: jeg syndes vi var ude i Marken at binde, og da reiste min Neg sig paa Roden, men alle eders Neger neiede for den, og saa fortalde han igien, i sin Faders Nærværelse: jeg drømde at baade Soel og Maane og elleve Stjerner bøiede sig for mig. 👤Jakob, som havde Forkiærlighed for Drengen, hans elskede 👤Rachels Førstefødte, lagde vel Mærke til det Ord, men skiændte dog paa ham sigende: hvad er det, du drømmer om, skulde kanskee baade Fader og Moder og Brødre komme og kaste sig i Støvet for dig! Herover, saavelsom over en blommet Kjole, 👤Joseph 70havde faaet af sin Fader, fattede hans Brødre Nag til ham, og Somme af dem var rasende forbittrede paa ham, fordi han, efter deres Sigende, havde sladret om dem til deres Fader.

Nu traf det sig engang, at 👤Jakob sagde til 👤Joseph, som var hjemme hos ham i Dalen ved 📌Hebron: gak ned til 📌Sichem hvor dine Brødre vogte Kvæget og see hvordan det gaaer dem, men kom saa igien og siig mig Beskeed! 👤Joseph gik da ogsaa og traf sine Brødre ved 📌Dotham, oppe ved Lande-Veien, men saasnart de fik Syn paa ham langt borte, sagde de til hinanden: see, der har vi Drømmeren, kom nu og lad os slaae ham ihjel og smide ham ned i en af Hulerne og skyde Skylden paa de vilde Dyr, saa skal vi see, hvad der bliver af hans Drømme! Nei, sagde 👤Ruben, som var ældst, lad os ikke slaae ham ihjel, saa vi udøse hans Blod, men smid ham blot ned i en af Hulerne i Ørken! Siden, tænkde 👤Ruben, kan jeg trække ham op og sende ham hjem.

Saasnart nu 👤Joseph kom, greb hans Brødre ham an, trak den blommede Kjole af ham og smeed ham ned i en Hule, som dog var tør, og satte sig derpaa til at spise, men midt i Maaltidet fik de Syn paa en Ismaelitisk Karavane, som kom fra 📌Gilead med en Ladning Røgelse og vilde til 📌Ægypten, og da sagde 👤Juda til de Andre: hvad nytter det at lægge Dølgsmaal paa det, naar vi dog tage vor Broder af Dage, lad os heller sælge ham til disse Kiøbmænd, og huske paa, han er dog vor Broder! Det skede, de trak 👤Joseph op og solgde ham til Ismaeliterne for tyve Lodd Sølv, og sendte saa hans Kjole, dyppet i Blod, til deres Fader, med de Ord: det er en Kjole vi har fundet, see, om det ikke er din Søns! 👤Jakob kiendte strax Kjolen og tænkde, 👤Joseph var revet ihjel af vilde Dyr, og han var utrøstelig derover, jamrede sig og sagde grædende til dem der vilde trøste ham: nei, lad mig kun synke under Sorgen ned til min Søn i de Dødes Rige!

71Kiøbmændene førde imidlertid 👤Joseph med sig til 📌Ægypten og solgte ham til 👤Potiphar, en stor Mand ved Kong Pharaos Hof, og der blev han snart som en Søn af Huset, fordi 👤Potiphar mærkede, at der var kommet Lykke og Velsignelse til Huset med den ebraiske Træl; men da 👤Joseph tillige var smuk, fik 👤Potiphars Hustru isinde at forføre ham, og da det ikke vilde lykkes, løi hun for sin Mand og sagde at 👤Joseph vilde forført hende, hvorover han blev sat i Fængsel. Dog, Gud var ogsaa i Fængselet med den uskyldige 👤Joseph, saa han fandt Naade for Slutterens Øine og fik Opsyn med de andre Fanger, og deriblandt med Pharaos Mund-Skiænk og Hof-Bager, som faldt i Unaade hos Kongen og kom i samme Fængsel. Da skedte det en Morgenstund, at 👤Joseph fandt dem Begge meget modfaldne, for nogle urolige Drømme de havde havt om Natten, og var tvivlraadige om hvad skulde betyde; men 👤Joseph muntrede dem op og bad dem fortælle ham hvad de havde drømt. Ja, sagde Mund-Skiænken, jeg drømde der var en Viin-Stok med tre Ranker som blomstrede for mine Øine og bar modne Druer, og jeg stod med Pharaos Bæger i min Haand og pressede Druerne deri og rakde Kongen Bægeret. Godt, sagde 👤Joseph, det betyder, at om tre Dage kommer Pharao dig ihu og indsætter dig i dit Embede igien, men naar det skeer og det gaaer dig vel, da tænk paa mig og indlæg et godt Ord for mig hos Kongen, saa jeg faaer min Frihed; thi jeg er stjaalet bort fra Ebræernes Land og har intet Ondt begaaet. Da Bageren hørde, det gik saa godt, fortalde han ogsaa sin Drøm, om tre Brød-Kurve, han bar paa sit Hoved, og om hvordan Fuglene aad af den Øverste, som var fuld af Bag-Værk for Kongens egen Mund; men han fik kun en daarlig Trøst; thi 👤Joseph sagde: det betyder, at om tre Dage lader Pharao dig hænge i en Galge hvor Fuglene hakke dit Kiød. Det gik som han spaaede, men Mund-Skiænken glemde 👤Joseph, indtil to Aar efter, da Pharao havde havt en Drøm, som 72han var meget urolig over, og som Ingen af alle hans kloge og lærde Mænd turde paatage sig at forklare; men da faldt det Mund-Skiænken ind, hvordan det gik ham i Fængselet, og han fortalde Kongen om den unge Ebræer, som saa mesterlig havde forklaret baade hans og Bagerens Drøm. Der blev nu strax skikket Bud efter 👤Joseph, han blev raget og pyntet og ført ind til Kongen, og Kongen sagde til ham, jeg har havt en Drøm som Ingen kan forklare mig, men mig er berettet om dig, at saasnart du hører en Drøm, kan du forklare den. Uden Gud, sagde 👤Joseph, kan Ingen svare Pharao godt! Derpaa sagde Kongen: jeg drømde, jeg stod paa Flod-Bredden og saae syv fede og deilige Kiør stige op af Floden og gaae paa Græs, men efter dem kom der Syv andre Kiør, saa magre og stygge at jeg neppe mindes at have seet Magen i hele 📌Ægypten, og saa aad de magre Kiør de Fede, uden at det dog gjorde mindste Forskiel paa deres Udseende. I det Samme vaagnede jeg, men sov ind igien og saae da syv store, kiernefulde Ax siddende paa eet Straa, men efter dem opgroede der syv visne, forsvidte Ax, som slugde de Kiernefulde. Begge Drømme giør Eet, sagde 👤Joseph, og det betyder, at først kommer der syv overordenlig frugtbare Aar i 📌Ægypten, men derefter syv Uaar, saa Overflødigheden glemmes over Hungers-Nøden, og at Drømmen var dobbelt, betegner, at det er Noget Gud vil giøre sikkert og snart; men nu maa Kongen see sig om en klog og forstandig Mand, der kan sørge for en almindelig Indsamling af Korn i de frugtbare Aar, saa der i Kongens Værge kan være tilstrækkeligt Forraad og Hungers-Nøden derved forebygges. Om dette Raad syndes alle godt og Pharao sagde til sine Hofmænd: hvor skulde vi finde Mage til Mand med Guddoms-Aande! Og han sagde til 👤Joseph: siden Gud har aabenbaret dig alt dette, da er Ingen din Mester i Indsigt og Forstand, derfor skal hele mit Folk nu lyde dit Ord og kun paa Thronen er jeg din Over-Mand, see, jeg 73sætter dig i Dag over hele 📌Ægypten! Og Pharao tog en Ring af sin Finger og satte paa 👤Josephs og kastede en Liin-Kappe om ham og hængde en Guld-Kiæde om hans Hals og lod ham age paa sin næstbedste Stads-Vogn, med en Herold foran sig, som udraabde i Kongens Navn, at herefter, skulde Ingen i hele 📌Ægypten saameget som røre en Finger uden 👤Josephs Villie og hans Navn skulde være Psontomphanek (Gaade-Giætteren). 👤Joseph var dengang tredive Aar og Pharao giftede ham med 👤Asnath, en Daatter af Præsten 👤Petifri i 📌Heliopolis, som fødte ham to Sønner: 👤Manasse og 👤Ephraim.

👤Josephs Spaadom gik nu ogsaa i Opfyldelse, og i de frugtbare Aar opdyngede han en uslukkelig Mængde Korn i Kongens Forraads-Kamre, trindt i alle Stæder, og da saa Uaarene kom og Folket raabde om Brød og Kongen viste dem til 👤Joseph, da solgde han dem Korn, først for alle deres rede Penge, dernæst for deres Heste og Æsler, Kiør og Faar, og endelig for deres Jord og for dem selv, med Hud og Haar, saa de blev Alle Kongens Vordnede. Paa denne Maade fik Ægypterne baade Føde-Korn og Saae-Korn, men forpligtedes til at yde Femte-Parten af hver Aars Afgrøde til Kongen i Land-Gilde, og Kongen blev den eneste Jord-Drot i hele Riget, paa Præsterne nær, som fik Korn for Intet og beholdt deres Jord.

Alt dette var imidlertid langt fra at udtømme det uhyre Forraad, Pharaos forsynlige Minister havde vidst at bringe tilveie, og da den store Mis-Vext strakde sig langt videre end til 📌Ægypten, saa strømmede der Penge ind i Landet fra alle Kanter, med Folk som kom og kiøbde Korn, og det gav Anledning til et af de smukkeste Optrin, Man nogentid saae i den store Verden, men som neppe Nogen af Tilskuerne drømde om, skulde faae den universal-historiske Vigtighed, der ligger klar for vore Øine. Sønnerne af Hyrde-Fyrsten i 📌Ca74naan, som havde solgt deres Broder, kom nemlig ogsaa til 📌Ægypten i den dyre Tid, for at kiøbe Korn, og vistes, med alle de Andre, til Ministeren, som Manden for det Hele, og han kiendte dem paa Timen, men de naturligviis ikke ham, og da de laae i Støvet for ham, da stod han og tænkde paa sine Barne-Drømme; men han var nu en Hof-Mand, der ikke bar Hjertet paa Læberne, men talde ægyptisk og lod dem sige ved sin Tolk, at han ansaae dem for Speidere, der, under Paaskud af Korn-Kiøb, kun kom for at udforske Landets Leilighed. For nu at rense sig, fortalde de Alting, baade Løst og Fast, hvordan de alle Ti var een Mands Sønner og havde været tolv Brødre, hvoraf den Ene var død og den Yngste hjemme hos Faderen i 📌Canaan. Denne yngste Broder var Ministerens eneste Heel-Broder, 👤Benjamin, og han lod dem derfor sige, at, skiøndt deres urimelige Fortælling bestyrkede hans Mistanke, skulde dog En af dem faae Lov at reise hjem og hente den Broder, de sagde, var hjemme, og, efterat have ladt dem prøve i tre Dage, hvad det var at smides i Fængsel, med Døden for Øine, lod han dem atter komme for sig og sagde: velan! af Gudsfrygt vil jeg spare jert Liv, naar I giør som jeg befaler og henter mig eders yngste Broder, saa jeg kan see, I fare med Sandhed, thi saa vil jeg troe, I er skikkelige Folk, men ellers, saasandt som Pharao lever, skal I døe! Reis nu kun med jert Korn, saa nær som Een, jeg for en Sikkerheds Skyld maa beholde! Nu slog Samvittigheden dem, saa de sagde til hinanden: nu faae vi Løn som forskyldt for hvad vi gjorde ved vor Broder, da vi saae hans Sjæle-Angest og lod som vi ikke hørde hvor bønlig han bad for sig! Ja, svarede 👤Ruben, sagde jeg ikke nok: giør ingen Ulykke paa Drengen, men da vilde I ikke høre mig, og nu kommer hans Blod over os! De tænkde ikke, Ministeren forstod dem, men han forstod dem saa godt, at han maatte gaae tilside og 75tørre sine Øine, før han, efter det, kunde tage den af dem ud der skulde sidde fangen, til de Andre kom igien.

De Ni kom nu hjem til 📌Canaan med deres Korn-Sække, hvori de, med stor Forfærdelse, fandt alle deres Penge igien, og den gamle 👤Jakob vilde Intet høre om at lade 👤Benjamin reise til 📌Ægypten, før Kornet var fortæret og Hungeren for Dørren, men da gav han endelig efter, betroede 👤Benjamin til 👤Juda og lod dem fare afsted, med de dobbelte Penge og med Foræringer til den store Herre, efter Landets Leilighed, af Balsam, Honning, Mandler og Deslige. Skal jeg nu være barnløs, sagde Oldingen, saa faaer jeg da være det, men min Gud skiænke eder dog Naade for Mandens Øine, saa jeg faaer baade 👤Benjamin og eders anden Broder igien! Dermed reiste de og kom til 📌Ægypten, og da de meldte dem hos Ministeren, befalede han sin Huus-Hovmester at bringe dem hjem til ham og giøre An stalt til et Giæste-Bud for dem, men da de blev ført til Ministerens Huus, tænkde de, det var for Pengenes Skyld, der havde forvildet sig i deres Sække og kom derfor strax frem med dem til Huus-Hovmesteren, giørende mange Undskyldninger for den ubehagelige Feiltagelse. Han beroligede dem imidlertid med den Forsikkring, at han havde faaet Pengene, saa hvad de havde fundet i deres Sække, maatte de takke Gud for, hvorpaa han førde deres fangne Broder ind til dem, gav dem Vand til deres Fødder og Foder til deres Æsler og fortalde dem, de skulde spise til Middag hos Ministeren. Da nu Ministeren kom, havde de Foræringerne paa rede Haand, som de overrakde, og kastede sig i Støvet for ham, hvorpaa han spurgde: hvordan de levede, og om deres gamle Fader var frisk, og da de svarede ja, sagde han: Gud velsigne den Mand! hvorved de atter bøiede sig dybt for ham. Dernæst faldt Ministerens Øine paa 👤Benjamin, som han havde Moder sammen med, og han maatte da sige: det er altsaa eders yngste Broder, som I lovede at bringe mig, men han 76fik neppe Tid at lægge til: Gud være dig naadig, min Søn! før Hjertet løb af med ham og han maatte ind i Kammeret at give sine Taarer Luft. Da han imidlertid havde vasket dem af, kom han ind og lod rette an ved tre Borde: et for ham selv, et for hans Brødre, og et for hans Ægyptiske Giæster, som det var modbydeligt at sidde tilbords med Ebræer, men hvad Brødrene forbausedes over, var at de blev bænkede efter Alderen, saa den Ældste kom ganske rigtig til at sidde øverst og den Yngste nederst, og at der blev lagt fem Gange saameget for 👤Benjamin, som for Nogen af de Andre.

Denne Udmærkelse af 👤Benjamin, Sølv-Bægeret der blev lagt i hans Sæk, Indhentningen af Brødrene som uforskammede Tyve og Ministerens Erklæring, at alle de Andre maatte frit reise hjem, men Tyven skulde være hans Træl, alt dette røber vist nok den fine Hof-Mand, der forstod at prøve Gemytter, men han blev dog aabenbar selv overrasket, da nu 👤Juda, den Samme, der fordum sagde til sine Brødre om 👤Joseph: lad os sælge ham til Kiøbmændene, nu traadte frem og sagde: jeg er vor Fader ansvarlig for Drengen og kom vi hjem uden ham, da døde den Gamle og vi førde hans graa Haar med Sorg i Graven, derfor lad mig være din Slave og lad ham reise hjem med sine Brødre! Knap kunde Ministeren faae Ordet frem, hvormed han drev alle Ægypterne ud, thi Graaden kvalde hans Stemme, saa det rygtedes til Hoffet, og Alt hvad han kunde hulke ud til Brødrene, var: jeg er 👤Joseph, lever Fader virkelig endnu! Resten følger paa en Maade af sig selv, som 👤Josephs Arme om 👤Benjamins Hals, men dog er det mærkeligt nok, at han maatte kysse alle sine Brødre og blande Taarer med dem, før de kunde komme til Orde! En saa sjelden Begivenhed i den store Verden blev naturligviis bekiendt ved Hoffet, før den endnu ret var skedt, og alle fandt det overordenlig smukt, og Kongen syndes, der fattedes nu kun, at 👤Josephs Brødre skulde reise hjem, tage 77Vogne med sig til Koner og Børn og til deres gamle Fader og komme ned og boe i 📌Ægypten, saa hele den sjeldne Familie blev samlet. Det Samme var 👤Josephs Betænkning og blev strax sat iværk, og skiøndt den gamle 👤Jakob ei kunde skiønne rettere, end at det var et Æventyr, hans Sønner kom hjem med, da de fortalde ham at den store Herre i 📌Ægypten var ingen Anden end deres Broder 👤Joseph, saa nødtes han dog til at troe sine egne Øine, da han saae de Kongelige Vogne, og da steg Blodet ham endnu engang i Kinderne og han sagde: det var meer end jeg havde troet, lever 👤Joseph virkelig endnu, ham maa jeg fare ned og see, før jeg døer!

Oldingen ilede imidlertid dog ei saa stærkt, at han jo gav sig Tid at bede ved 📌Beersaba og at offre til sin Fader 👤Isaks Gud, og der havde han et Natte-Syn, hvori Gud kom til ham og sagde: 👤Jakob! 👤Jakob! Jeg er dine Fædres Gud, far ned uden Frygt til 📌Ægypten, hvor du skal voxe til et stort Folk, thi Jeg følger med og lader dig atter opfare og dine Øine skal 👤Joseph lukke!

Saasnart 👤Joseph hørde at hans Fader nærmede sig, lod han spænde for sin Vogn og mødte ham i 📌Gosen, hvor Oldingen hviskede i hans Favn: nu vil jeg døe, naar det skal være, siden jeg har seet dig lyslevende igien! Derpaa blev 👤Jakob og fem af hans Sønner forestillede for Kongen, som (efter gammel Skik til Hove) blot spurgde Oldingen: hvor gammel han var, og Sønnerne om deres Nærings-Vei, og da de, efter 👤Josephs Indskydelse, sagde de var Faare-Hyrder og bad om Lov til at boe i 📌Gosen-Land, da fik de intet Svar af Kongen, men han vendte sig til Ministeren, og sagde at han kunde lade sin Fader og sine Brødre boe i 📌Gosen eller hvor han vilde, og, lagde Kongen til, er der duelige Mænd iblandt dem, da lad dem føre Opsyn over mine Hyrder!

👤Jakob levede endnu sytten Aar, i 📌Gosen i 📌Ramses, i Nærheden ad 👤Joseph i sin Families Skiød, og udkaa78rede høitidelig 👤Josephs Sønner, 👤Ephraim og 👤Manasse, til at gaae i lige Arv, som Stamme-Fyrster, med hans egne Sønner, naar Gud gav dem det forjættede Land, og han tog en Eed af 👤Joseph, at han ei vilde begrave ham i 📌Ægypten, men hos hans Fædre, 👤Abraham og 👤Isak, i Hulen 📌Makpela. Paa sit Yderste sammenkaldte han alle sine Sønner og spaaede dem deres Skæbne, i et Billed-Sprog, der er os saare dunkelt, men da vi veed, hvad der i Tidens Fylde udsprang af 👤Juda Stamme, er det os dog klart nok at den Gamle havde Syner, da han sagde: dig, 👤Juda! skal dine Brødre lovsynge, og for din Haand skal Fienden vende Rygg, for dig skal din Faders Sønner knæle! 👤Juda, Løve-Unge! din Opkomst er som Løve-Spring, naar du segner, du slumrer som en Løve og som en Løve-Unge, Man vover ved at vække! Høvdingen af 👤Juda og Lederen af hans Lænder skal ikke tabe sig, før det kommer for Dagen hvad ham er tilkeiset, og han er Folkenes Haab! Han binder sin Fole ved Viin-Stokken, sin Asenindes Føl ved Ranken, han tvætter sin Kappe i Viin, sin Brynje i Viindrue-Blod! Hans Øine ere klarere end Vinen og hvidere end Melk er hans Tænder!

👤Jakob var hundrede og syv og fyrretive Aar, da han døde, og efterat han var balsameret i fyrretive og begrædt i halvfjerdsindstyve Dage, da drog 👤Joseph med Kongens Forlov op til 📌Canaan, med et stort Følge af Vogne og Ryttere og af de fornemste Ægypter, og jordede sin Fader i Hulen 📌Makpela.

👤Joseph selv blev hundrede og ti Aar gammel, og før han døde, tog han de Efterlevende i Eed, at naar Gud udførde dem fra 📌Ægypten, til det Land, Han havde lovet deres Fædre, da skulde de tage hans Been med sig, og 👤Joseph blev balsameret og skrinlagt i 📌Ægypten.

Dette er Summen af den berømte 👤Josephs-Historie, der giennem Aar-Tusinder har bevæget Børn og Oldinger, og da 79det er den, som i Verdens-Historien fører os ud af Hyrde-Telten ind i de store Stæder, maa den til Verdens Ende give lærde Mænd Nok at tænke paa, men, for ei derover at glemme hvad der ligger os nærmest, maae vi allerførst lægge Mærke til, at der endnu findes Spor af 👤Joseph i 📌Ægypten. Ikke langt fra 📌Kairo, men vestenfor 📌Nilen, bag Bjergene ligger nemlig et Landskab, som de Gamle skal have kaldt 📌Krokodil-Egnen, men som siden kaldtes 📌Arsinoe og hedder nu 📌Faim og er et af de frugtbareste Lande i Verden, hvortil, efter Indbyggernes Sigende, 👤Joseph, 👤Jakobs Søn, skal have forvandlet det fra en stor Indsø, ved Dæmninger, Sluser og Kanaler. Riis og Hvede-Marker afvexle her ei blot med Enge, Palme-Lunde og Oliven-Skove, Tobaks og Sukker-Plantninger, men her er tillige 📌Ægyptens bedste Abild-Gaard, hardtad eneste Viin-Gaard og den store Rosen-Gaard som giennem Rosen-Vandet udbreder sin Duft over hele 📌Øster-Leden, og det er Altsammen et Værk af den lange 📌Josephs-Canal (📌Bahr Juseph), som leder 📌Nilen did giennem en Bjerg-Kløft ved Landsbyerne 📌Hauarah og 📌Lahun, skiller det lille Paradis fra Sand-Ørken mod Vesten og samler konstig en Vand-Masse paa den eneste Høide, ved Staden 📌Medina, hvorfra det i ni smaa Kanaler vander og befrugter hele Landet. Dette er saa meget mere mærkeligt, som det aabenbar er i denne Egn 📌Gosen-Land eller 📌Ramses maa søges, thi det findes da upaatvivlelig her, hvor den afsides Beliggenhed og egne Frugtbarhed træffer sammen med den vigtige Omstændighed, at dette Landskab, naar det var en Erobring af 👤Joseph fra Vandet, baade trængde til at befolkes og indrømmedes med al Billighed hans Slægt.

Dette er os her det Nærmeste, men dog er hele 📌Ægypten os et mærkværdigt Land, deels for de mangfoldige Old-Sagers Skyld, der endnu findes, og især fordi der alt i 👤Josephs Dage var hvad vi kalde en ordenlig indrettet Stat, der 80i visse Maader blev Mønsteret for det Borgerlige Selskab baade hos Græker og Ebræer, som selv bekiende, at Ægypterne har været deres Lærere, thi da Græker og Ebræer igien blev hele Verdens Lærere, taber unægtelig baade Statens og Skolens Historie sig oprindelig i det Ægyptiske Mørke, som det er Oplysningens Pligt saavidt mueligt at adsprede.

Under alle Omstændigheder kræver da Landets naturlige Beskaffenhed og Old-Tidens Levninger vor spændte Opmærksomhed, som ogsaa i vore Dage, ved det Franske Tog til 📌Ægypten, er blevet dem til Deel, og Man skimter allerede Lys paa mange Punkter, som aabenbar vil udbrede og klare sig, i samme Forhold, som Man, ved Siden ad Stenene med deres Runer, vil studere Mose-Bøgerne og det levende Mindes-Mærke, Ægypterne have efterladt sig i Kopterne, som er deres Afkom. Vel udgiør Disse nu kun henved et par hundredetusinde Sjæle, og har, skiøndt de blev ved Hjem-Stavnen, til Hverdags-Brug aflagt deres Moders-Maal, men de har det dog endnu til Kirke-Sprog, saa de kan baade læse, forstaae og udtale det, og de har giennem tolvhundrede Aar, midt imellem Barbarer, saa vel bevaret deres Egenheder og saa klart beviist deres Overlegenhed i Dannelse, at i dem maa Man med Held kunne studere de gamle Ægypter og ved deres Hjelp hitte Rede i Old-Sagerne.

Saa ligger da 📌Ægypten endnu som i gamle Dage paa Grænd serne af det hede og det milde Jord-Strøg, strækkende sig fra Krebsens Vende-Kreds, hundrede Mile langt, op til 📌Middel-Havet, med 📌Nilen, der ikke blot giennemstrømmer Landet, men er alle Dage baade Middel-Punkten og Axelen, hvorom Alting samler og dreier sig. Man siger nemlig med Rette, at Riget og Landet er ligesaavel opsteget af Floden som Pharaos Malke-Kiør og Axe-Krands; thi fra 📌Souan (📌Syene) til 📌Bakarah (📌Kerkasore) nordenfor 📌Kairo, hvor Floden deler 81sig, er 📌Ægypten kun en Dal mellem Sandsteens og Kalk-Steens Bjerge, kun beboelig og frugtbar, saavidt som den aarlige Oversvømmelse, mellem Sommer-Soelhverv og Efteraars-Jævndøgn, naaer, og 📌Nedre-Ægypten eller 📌Delta er ikke Andet end Sand og Nil-Dynd, der har leiret sig paa Skiærene i Hav-Bugten.

Bjergene paa begge Sider af Vandfaldet ved 📌Souan, hvor Floden synes at udøse sin Harme, for siden at være et Mønster paa Mildhed, maae allerede særdeles tildrage sig vor Opmærksomhed, da de er af et eget Slags deilig, mest rosenrød Granit, som Man ellers ikke finder, udgiør selv her kun som en stor Ære-Port for Elve-Kongen og har givet 📌Souan (Aabningen) sit Navn. Sydenfor Vandfaldet er, blandt de mange Øer, den rivende Bjerg-Strøm skaber af Klippe-Blokke, kun 📌Pilak (📌Philæ) mærkværdig, hvor Ægypterne sagde, deres Skyts-Aand (Osiris) laae begravet, og hvor der findes store Levninger af gamle Templer, som endda synes sammensatte af Vrag fra ældre Jette-Bygninger, da mange Runer staae paa Hovedet og Sommer-Soelhverv sættes i Løvens Tegn, hvad Stjerne-Kigerne paastaae, kun passede for over 4000 Aar siden. Lige ved 📌Souan ligger derimod en anden Øe, den Nordligste af dem alle, som under Navnet 📌Elephantine er berømt fra Heden-Old, og bærer i sine deilige Haver og Lunde de første Mærker paa Flodens Gunst for 📌Ægypten. Ogsaa her er naturligviis Tempel-Ruiner bedækkede med Hieroglypher, og saadanne ældgamle Runer finder Man i Mængde selv paa Granit-Fjeldene til begge Sider; men de mest kolossalske Ruiner i 📌Øvre-Ægypten eller 📌Maris (Sønderlandet) findes dog ved 📌Edfu, 📌Sna (📌Esne) og frem for Alt, hvor den gamle Jette-Stad 📌Thebe har ligget, paa begge Sider af Floden, ved 📌Luxor og 📌Karnak, 📌Abu og 📌Gurna. Her seer det nemlig ud, som en heel 82lille Verden, skabt af Halv-Guder, var lagt i Grus, og skiøndt de gamle Græker skrev med Beundring om 📌Thebe, som de kaldte 📌Diospolis men Ebræerne 📌No-Ammon, saa er det dog Intet mod Franskmændenes Henrykkelse over de blotte Ruiner, som ordenlig synes at have gjort dem andægtige. Hvad de nu især løfte til Skyerne, er først Paladserne ved 📌Medinat-Abu, med Kolosserne Tama og Kama, der rage frem over mange Lignende, og dernæst østenfor Floden de tilsvarende Paladser ved 📌Luxor og 📌Karnak og endelig paa sidste Sted den lange Allee af Sphinx-Kolosser i Hundrede-Tal. Deels er det nemlig noget Eget ved disse Paladser, at der findes hele lange Historier udhuggede paa Murene, baade ude og inde, saa Slag til Lands og Vands, Bestormelse af Fæstninger, Indtog og festlige Optog, er paa det Livagtigste afbildede, og deels maa Man svimle ved blot at tænke paa, hvad Tid og Kraft der hørde til, for paa een Plet at samle og bearbeide alle disse uhyre Granit-Blokke, der samtlig er hentede en tredive Miil borte fra Steen-Bruddene ved 📌Souan. Hertil komme endnu de uhyre Grav-Kieldere i Kalksteens-Bjergene mod Vesten, hvor Mumierne, snart i Kister og snart kun med en beskrevet Papyrus-Rolle under Knæet, er utallige, og hvor Man ikke blot maa studse over den Tid og Flid, det har kostet at udhule disse hvælvede Jette-Stuer, men ligesaameget over al den Konst, baade Malere og Billedhuggere har ødslet med, hvor der skinner hverken Soel eller Maane; thi her seer Man hele de gamle Ægypters daglige Liv, paa Marken og i Husene, snart udhugget og snart afmalet med de mest levende Farver. Ved en Ende har Man opdaget tretten Kieldere, som Man ikke tvivler om jo høre til de berømte Kongelige Begravelser, og i en af dem, der ei havde været aabnet for nyelig, fandt Man til Bekræftelse en stor og prægtig med Billed-Værk bedækket Lig-Kiste (Sarkophag) af Alabaster, 83som nu staaer til Skue i det saakaldte 📌Brittiske Museum i 📌London!

📌Øvre-Ægyptens Mindes-Mærker slutte for Resten med Ruinerne ved 📌Tenthori (📌Denderah), hvor Man især beundrer en Bue-Gang, hvor Dyre-Kredsen, og en Sal, hvor alle de øvrige Stjerne-Billeder paa det Nøieste findes afskildrede.

I 📌Mellem-Ægypten, som begynder ved 📌Abydos, findes ingen Ruiner, undtagen Pyramiderne ved 📌Dashur, 📌Sakkara og 📌Gize og 📌Labyrinthen i Fayum, og da det dog var her (Man siger, ved 📌Sakkara) det store og berømte 📌Memphis laae, formoder Man, at det Meste her, ikke som i 📌Øvre-Ægypten har været bygt af Granit og Sand-Steen, men, ligesom de fleste Pyramider, af Kalk-Steen, og at Araberne har brugt Ruinerne, for en Nemheds Skyld, at brænde Kalk af til deres Bygninger.

Man tæller nogle og fyrretive Pyramider, af forskiellig Størrelse, men de største og berømteste er de Tre ved 📌Gize, i Nær heden af 📌Kairo, hvor Bjerg-Kiæderne vende sig, og saavidt Man har kunnet maale, for Sandet hvori de staae nedsjunkne, er den Allerstørste omtrent 300 Alen høi og Fod-Stykket af samme Længde. Fra disse Pyramider har Man opdaget en underjordisk Gang til den der ligger kuldkastet og ilde tilredt i Bjerg-Kløften ved 📌Lahoun, som fører ind til 📌Fayum, og saavel denne Pyramide, som den der staaer inde ved 📌Labyrinthen, har det Særegne, at de mest bestaaer af Tegl-Steen, der under Strygningen er givet mere Sammenhold ved at blande Leret med smaahakket Straa!

Ved 📌Bakara (📌Kerkasore) udstrækker 📌Nilen endnu som fordum sine Arme og omslynger 📌Nedre-Ægypten, men beholder nu kun de samme To, der fordum blev til Syv, til den falder i Havet ved 📌Rosette og 📌Damiette. Den vestligste 84Arm hedd i gamle Dage 📌den Kanopiske, hvor nu Søen 📌Edko er, og derpaa fulgde 📌den Bolbitiniske, som er 📌Rosette-Armen, paa hvis høire Bredd Man seer Ruinerne af 📌Deltas berømte Hoved-Stad 📌Sais, men den østligste Arm hedd 📌den Pelusinske, der, tilligemed 📌den Tanitiske og 📌Mendesiske, har tabt sig i 📌Menzale-Søen, saa 📌Damiette-Armen er den, de Gamle kaldte 📌den Bukoliske, og Søen 📌Burlis har slugt 📌den Sebennytiske.

Saavel af de Saitiske Ruiner mod Vesten som af dem ved 📌Matharia, mod Østen, hvor det gamle 📌On (📌Heliopolis) har staaet, seer Man, at der i 📌Nedre-Ægypten, trods den lange Afstand fra 📌Souan, er bygt mest med Granit, men dog er Levningerne forholdsviis ubetydelige, tildeels fordi de Romerske Keisere lod bringe hvad de kunde til 📌Rom og 📌Constantinopel, men dog især fordi det ikke var saadanne Jette-Værker som de Thebaiske til at trodse Tid og Barbarer!

Hvad nu 📌Ægyptens utallige Ruiner kan røbe, naar Man lærer ret at stave og at lægge sammen hvad Man hidtil kun giættede paa, det lader sig vist nok ikke forudsee, men vel tør man forudsige, at en Skrift af saa dunkel og tvetydig Natur aldrig kan lære os Saameget om Tilstanden i det gamle 📌Ægypten, som 👤Josephs Historie, der, ved klart og nøiagtig at fortælle en eneste Begivenhed, viser os hvordan det for tre Aar-Tusinder siden virkelig saae ud i 📌Ægypten. Der var nemlig dengang, see vi, allerede en Række af faste Stæder, hvor Korn-Magasinerne anlagdes, Præsterne udgjorde en egen Stand, som eiede Jorde-Gods og levede i den dyre Tid paa Kongelig Bekostning, alle Bønderne, undtagen Præsternes Avls-Karle, var, indtil den store Misvæxt, Selv-Eiere, men blev ved den Leilighed Arve-Fæstere paa Kongens Gods, Læge-Konsten og Balsameringen var noget Dagligdags, et Slags Lærdom og Vidskab blev dyrket med Flid, Hyr85de-Livet var Ægypterne modbydeligt, og Forfinelsen i Sæder og Levemaade var steget til saa mærkelig en Grad, at naar vi ikke vidste bedre, maatte vi tænke, Talen var om vore Dage. Naar Man derfor ikke har forundret sig langt mere over 👤Josephs Historie end over Steen-Hugningen, Farve-Blandingen og Bygnings-Konsten, der spores i de kolossalske Ruiner, da kommer det aabenbar kun deraf, at Man enten, ligesom de gamle Ægypter, havde mere Sands for Døden end for Livet, eller oversaae flygtig hvad nu er hverdags, men har dog behøvet saa lang en Tid og saa underlige Sammen-Stød for at udvikle sig hos os, at vi maae høilig forbauses ved at see det alt i Slægtens unge Dage, i en Afkrog mellem 📌Afrikas Bjerge.

Vi burde imidlertid, med den Kundskab, Genesis skiænker os, og med den Forstand paa Menneske-Livet, Aartusinders Erfaring bør give, ei studse længe over det Ægyptiske Vidunder, thi dyrkede allerede 👤Kain Jorden og grundede en Stad, og opfandt hans Afkom alt i Slægtens første Børne-Aar baade Smedning og Strænge-Leg, da behøvede det aabenbar efter Synd-Floden kun at huge en Stamme bedre at staae stille, end at giøre den Fremgang, der nu var muelig, for i et Land som 📌Ægypten at indrette et Borgerligt Selskab og føre en Leve-Maade, som dem vi spore i 👤Josephs Historie. Kun Villien til at vælge en dyrisk Stil-Stand paa det tilsyneladende høie Stade, Kainiterne havde besteget, istedenfor at udvikle Menneske-Naturen i hele sin underfulde Dybde, kun den er i Grunden at forbauses over, men da vi ikke blot finde den hos mangen Enkelt-Mand til alle Tider, men i det Store hos Chineserne, den ny Tids Ægypter, fristes vi i det Mindste ikke til derunder at tænke os noget Guddommeligt, eller at give andet end Ægypterne selv Skylden for, at naar Man undtager hvad Ebræer og Græker ligesom stjal sig til at lære af dem, er Udbyttet af deres tusindaarige Folke-Liv kun Steen-Blokke i Grus-Dynger og Mumier i Jette-Stuer, 86hvis Runer beskrive ingen Ting saa tydelig som deres Idræts Forfængelighed!

👤Moses og Pharao.

En af 👤Jakobs ældste Sønner, 👤Levi, havde allerede ved Flytningen til 📌Ægypten en Søn ved Navn 👤Kahat, og 👤Kahaths Søn, 👤Amram, fik med sin Frænke 👤Jochabed to mærkværdige Sønner: 👤Moses og 👤Aaron. 👤Aaron var ældst, men nævnes gierne sidst, fordi han fordunkles af sin Broder, hvis forunderlige Skæbne, fra Fødselen af, og hvis mageløse Bedrifter har gjort ham til den berømteste Stats-Mand og Skribent i hele Verden.

Israeliterne formerede sig nemlig ganske overordenlig i 📌Ægypten og blev saare mægtige, men da baade 👤Joseph og alle hans Brødre og hans Samtidige var døde, kom der en ny Konge paa Thronen som ikke kiendte 👤Joseph, og han sagde til sit Folk: seer I ikke hvor talrige og hvor mægtige Israeliterne blive, saa de voxer os over Hovedet, derfor, lad os være snilde, saa de ikke, om vi fik Krig, skulde slaae dem til Fienderne, løsrive sig og vandre ud. I Følge heraf maatte Israeliterne med Svøben over Hovedet arbeide paa Fæstnings-Værker i 📌Pithom og 📌Raamses, og da de formerede dem ligefuldt og trivedes, da fik Ægypterne ret Vederstyggelighed til dem og plagede dem for Alvor, med alt det haardeste Arbeide ved Kalk-Brud og Tegl-Værker og andensteds, saa de blev rene Trælle. Derhos lod Kongen Ebræernes Jord-Mødre, 👤Sippora og 👤Phua, kalde og befoel dem at kvæle alle Drengene i Fødselen, men da de vare for gudfrygtige til det og undskyldte sig med, at de Ebraiske Kvinder var anderledes haardføre end de Ægyptiske og behøvede ingen Hjelp, da gav Kongen den Forordning at alle Ebræernes nyfødte Drenge-Børn skulde smides i Floden* Moses I. 46. II. 1–2..

87Nu traf det sig at 👤Amrams Hustru kom i Barsel-Seng med en særdeles velskabt Dreng, som de derfor lagde Dølgs-Maal paa et heelt Fjerding-Aar, og da de ikke kunde skjule ham længer, tog hans Moder en Vidie-Kurv, som hun tættede og digtede med Beg, og lagde Barnet i og satte ved Floden i det Grønne, stillende hans Syster paa Vagt et godt Stykke derfra for at see Enden. Imidlertid kom Kongens Daatter med sine Jomfruer ned til Floden for at bade sig, fik Syn paa Kurven, lod den hente og saae, da hun lukkede den op, et grædende Drenge-Barn. Da sagde hun medlidende: see, det er en af Ebræernes Drenge, og strax var hans Syster ved Haanden og spurgde, om hun ikke maatte hente en ebraisk Amme til ham? Jo nok, sagde Prindsessen, hvorpaa Pigen kom med Drengens egen Moder, og hende gav Prindsessen Barnet med de Ord: pas mig nu godt paa Drengen og am ham op, saa vil jeg betale dig for det. Siden, da han var afvant, tog Prindsessen ham til sig som sin egen Søn og kaldte ham 👤Moses (Vanddru), thi, sagde hun, vi trak ham op af Vandet!

Efter lang Tids Forløb, da 👤Moses var blevet stor, tog han sig sit Folks Trældom nær, og da han en Dag kom og saae en Ægypter prygle en Ebræer, og der, saavidt han kunde øine, Ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og grov ham ned i Sandet; men Dagen efter blev han Vidne til et Slags-Maal mellem to Ebræer, og da han sagde til den der havde Uret: hvi slaaer du din Næste, fik han til Svar: hvem satte dig til Høvding og Dommer over os, vil du kanskee giøre ved mig som du giorde ved Ægypteren igaar, du slog ihjel! Derover blev 👤Moses bange, og da Rygtet kom for Kongens Øren og hans Liv stod i Fare, flygtede han ud af Landet til 📌Midian, hvor han blev gift med Præsten 👤Jethros Daatter 👤Zippora og opholdt sig i mange Aar*Moses II. 2..

88Imidlertid døde den Ægyptiske Konge, og Gud hørde hvorledes Israeliterne sukkede og bad til ham under Aaget, og han kom sin Pagt ihu med 👤Abraham og 👤Isak og 👤Jakob, og som 👤Moses en Dag gik i Ørken, hvor han vogtede sin Sviger-Faders Faar, da blev han en brændende Torne-Busk vaer og saae med Forundring at Ilden gjorde den ingen Skade. Det gad jeg dog vidst, sagde 👤Moses ved sig selv, hvordan det hænger sammen, men da han nærmede sig Busken for ret at syne den, da hørde han en Røst derfra, som sagde: 👤Moses, 👤Moses! kom ikke nærmere, men tag dine Skoe af, thi Grunden er hellig hvorpaa du staaer! Jeg er din Faders Gud, 👤Abrahams og 👤Isaks og 👤Jakobs Gud! Da dreiede 👤Moses sit Ansigt af Ære-Frygt, men Røsten blev ved og sagde: Jeg har seet mit Folks Lidelser i 📌Ægypten og jeg har hørt hvor de vaande sig under Bødlernes Haand og Jeg kiender deres Kvide; derfor dalede Jeg ned, at udfrie dem af Ægypternes Haand, at udføre dem af samme Folks Land og at indføre dem i det store og deilige 📌Canaans Land, som flyder med Melk og Honning! Saa vær nu du mit Sende-Bud til Kong Pharao og udfør mit Folk, 📌Israels Børn, af 📌Ægypten!

Hvad duer jeg til det, sagde 👤Moses, og gjorde mange Indvendinger, men det nyttede ham ikke; Herren gav ham Tegn at giøre for 📌Israels Børn og for Kong Pharao, til Vidnesbyrd om hvem der sendte ham, og da han desuagtet undskyldte sig med sit lave Mæle og sin daarlige Udtale, og vilde ikke troe at Han som giver alle Mund og Mæle kunde raade Bod derpaa, da blev Herren vreed og sagde: nu da, saa veed Jeg dog, din Broder 👤Aaron kan tale for sig, og han skal gladelig komme dig imøde, og han skal være din Mund og du skal være hans Orakel, og hils du Pharao fra Herren, at han lader min Første-Fødte, 📌Israel, fare til min Dyrkelse, eller det koster hans Første-Fødte Livet*Moses II. 3–4.!

89👤Moses gav sig nu paa Vei til 📌Ægypten, hvor Herren havde sagt ham, de var alle døde som stod ham efter Livet, og han mødte rigtig sin Broder 👤Aaron i Ørken, og da de rygtede Herrens Ærende i Kredsen af 📌Israels Oldermænd og gjorde Tegnene efter Hans Ord, da troede Folket dem og blev glad, bøiede sig og tilbad Gud som besøgde 📌Israel.

👤Moses var dengang firsindstyve Aar og 👤Aaron tre Aar ældre, og Brødrene stædtes ind for Pharao og hilsde fra Herren 📌Israels Gud, som sagde: lad mit Folk fare at de kan holde Høitid for mig i Ørken! Men Pharao svarede: hvem er det, der befaler mig at lade 📌Israels Børn fare, den Herre, ham kiender jeg ikke og 📌Israel lader jeg ikke fare. Vel sagde Brødrene: det er os som Ebræernes Gud har sat Stævne, derfor lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og offre til Herren vor Gud, at ikke Død og Ulykke skal ramme os; men Kongen sagde til dem: 👤Moses og 👤Aaron! hvi sinke I Folket fra deres Arbeide, gaaer eders Vei, og lad hver passe Sit! Derhos befoel Kongen sine Lade-Fogeder og Skriverne, at der ei længer maatte leveres Folket Straa til Tegl-Værket, men at de skulde selv samle Straa og desuagtet levere samme Antal Steen daglig, thi, sagde Kongen, de har det for mageligt, derfor raabe de paa, de vil ud og offre til deres Gud, men derfor skal I sætte de Karle i Skrue, saa de faae andet at tænke paa end at høre efter Snak! Ordren blev ogsaa nøiagtig fulgt, saa Folket maatte løbe Landet om for at samle Straa, og da det kom til at skorte paa Tallet af Tegl-Steen, maatte Skriverne, som selv var Israeliter, smage Pidsken, og det hjalp ikke at Skriverne gik til Kongen og sagde: hvi handler Du saaledes mod dine Undersaatter, Man giver os intet Straa men kræver dog ligemange Steen, og os, dine Betjenter, pidsker Man, og det er jo uretfærdigt; thi Kongen svarede blot: I dovner, I driver, derfor siger I: vi vil gaae hen og offre til vor Gud, men gaaer I nu hen og giør Gavn, 90Straa faaer I Intet af, men Tallet paa Tegl-Stenene maa være fuldt. Da Skriverne kom ud fra Kongen og mødte 👤Moses og 👤Aaron, da sagde de til dem: Gud straffe eder, som I har gjort os til en Brand i Pharaos og alle hans Tjeneres Næse og har givet ham Sværdet i Haanden til at dræbe os*Moses II. 5–7..

Mismodig klagede nu 👤Moses sin Nød for Herren, men Herren sagde: du skal nok faae at see, hvordan Jeg lærer Pharao at skyde efter med begge Hænder, ja, af al sin Kraft at drive paa Folket, saa de rømme Landet. Du skal staae som en Gud for Pharao og 👤Aaron som din Prophet, derfor siig kun til ham Alt hvad Jeg befaler, thi naar han ikke vil høre, da er det Mig som giør ham haard, for at mine Vidunder og Jær-Tegn skal blive mange i 📌Ægypten, og alle Ægypter skal lære, at Jeg er en Herre, hvis Haand kan række dem og føre mit Folk ud midt for deres Næse!

Nu traadte da 👤Moses og 👤Aaron frem for Pharao og gjorde det første Tegn, i hans og hele Hoffets Paasyn, i det 👤Aaron smeed sin Kiep paa Gulvet og den blev til en Slange. Da lod Pharao sine kloge Mænd og Hexe-Mestere kalde og de gjorde det Samme med deres Tryllerier og satte derved Mod i Pharao, skiøndt 👤Aarons Kiep opslugde deres!

Næste Morgen, da Pharao med Følge gik ned til Floden, mødte 👤Moses og 👤Aaron ham, efter Herrens Befaling, gientog i Hans Navn Begiæringen om Orlov for Folket og sagde: til Beviis paa hvem der sendte os, skal nu alt Vandet i Floden, i Søer og Kanaler og selv i Krukker og Spande forvandles til Blod, saa Fiskene døe og Folkene væmmes ved Nil-Vand! Derpaa slog 👤Aaron med sin Kiep i Vandet og det blev til Blod, saa Ægypterne maatte grave efter Vand for at faae Noget, de kunde drikke, men Hexe-Mesterne eftergjorde ogsaa 91den Konst, og da Pharao saae det, gik han hjem og ændsede det ikke.

Otte Dage efter kom 👤Moses og 👤Aaron igien til Pharao og forkyndte ham, at hvis han ei lod Folket fare og dyrke deres Gud, da skulde der vrimle af Frøer i Floden og paa Landet og i alle Huse, i Sove-Kamre, Deign-Truge og Bager-Ovne, ja, de skulde hoppe paa Kongen selv og alle hans Hof-Mænd. Og see, det skedte, saasnart 👤Aaron udrakde sin Stav, og vel eftergjorde Hexe-Mesterne ogsaa denne Konst, men det gjorde kun Ondt værre, saa nu lod Pharao Brødrene kalde og sagde: beder for mig til Herren, at jeg og mit Folk bliver Frøerne kvit, saa maa eders Folk fare frit og offre til Herren! Velan! sagde 👤Moses, naar vil du, at Frøerne skal forsvinde, saa de findes kun i Floden? Til i Morgen, sagde Pharao. Som du vil, sagde 👤Moses, for at du kan see, hvem der er Enevolds-Herren!

Det skedte ogsaa, men saasnart Pharao fik Stenen fra Hjertet var han lige trodsig, derfor slog 👤Aaron med sin Kiep i Støvet, saa det blev til Gnidder og Gnidderne mylrede baade paa Folk og Fæ, og Hexe-Mesterne, som søgde at eftergiøre Konsten, kunde ikke, saa de sagde selv til Pharao: her har Gud en Finger i, men han ændsede det ikke*Moses II. 7–8..

Da mødte 👤Moses atter Pharao, en Morgen tidlig, han gik ned til Floden, og hilsde fra Herren sigende: lad mit Folk fare at de kan dyrke mig i Ørken; ellers skal Landet og alle Huse vrimle af Spy-Fluer, og det skal skee i Morgen Dag, og Jeg vil sætte Skiel mellem mit Folk og dit Folk, saa i 📌Gosen-Land skal Ingen af de Fluer findes, for at du kan see, Jeg er Herren, al Jordens Gud! Pharao trodsede og Plagen kom, saa Man var nær ved at forgaae af Fluer, hvorpaa Pharao lod Brødrene kalde og sagde: I skal faae Lov at offre 92til eders Gud her i Landet. Nei, sagde 👤Moses, det gaaer aldrig an, thi vore Slagt-Offere vilde være saadan en Vederstyggelighed for Ægypterne at de stenede os, men vi vil offre tre Dages Reise herfra i Ørken, som Herren har sagt. Velan! sagde Pharao, saa langt maae I gaae men ikke længere, beed nu kun for mig! Det vil jeg ogsaa, sagde 👤Moses, naar saa kun Pharao ei skuffer mig igien og nægter os Tilladelsen. 👤Moses bad, og Plagen ophørde, men Kongen trodsede.

Da lod Herren 👤Moses forkynde Pharao Kvæg-Syge trindt i Riget, undtagen i 📌Gosen-Land, og den kom, men netop fordi Kvæget ikke døde i 📌Gosen-Land, kaldte Pharao Plagen et Tilfælde og regnede den ikke.

Da lod Herren 👤Moses tale til Pharao og kaste en Haandfuld Aske i Luften for hans Øine, til Bylder baade paa Folk og , og selv Trold-Mændene fik Bylder, men det regnede Pharao ikke heller.

Da sagde Herren til 👤Moses: mød nu Pharao i Morgen tidlig og hils ham fra Ebræernes Gud, som siger: lad mit Folk fare til min Dyrkelse, eller det skal svide til dit Hjerte og til dit Folks, thi nu slaaer Jeg Dommedags-Slag, skiøndt Jeg giemmer dig for at aabenbare min Kraft paa dig og vorde navnkundig trindt om Land! I Morgen sender Jeg et Hagel-Veir, hvis Lige Man aldrig saae før i 📌Ægypten, derfor skynd dig og lad dit Kvæg drive hjem, thi Alt hvad der findes ude naar Uveiret kommer, baade Folk og , er dødsens. Som sagt, saa gjort, thi skiøndt Endeel af de Store blev bange og lod deres Kvæg drive hjem, saa trodsede dog Kongen, til Hagelen kom, med Torden og Lynild, og anrettede en Ødelæggelse paa Folk og , paa Træer og Sæd, hvortil Man aldrig saae Magen. Da først lod Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde og sagde til dem: nu bekiender jeg min Synd, Herren har Ret og jeg og mit Folk er de Ugudelige, men beder nu kun for mig til Herren, at Torden-Veiret maa gaae over og Hagelen standse, 93saa maae I fare med Fred, jeg vil ikke forholde eder! Velan! sagde 👤Moses, naar jeg gaaer ud af Byen, skal jeg opløfte mine Hænder til Himlen, og Uveiret skal standse, for at du kan see, at Herren eier Landet; men jeg veed nok det er endnu kun Tant med din og dine Hofmænds Gudsfrygt*Moses II. 8–9..

👤Moses spaaede ret, thi Uveiret standsede men Pharao trodsede, hvorpaa 👤Moses igien bragde Kongen Herrens Ord, saa lydende: Jeg har forhærdet baade dit og dine Raadsherrers Hjerte, for at I skal være mine Vidner for eders Børn og Børne-Børn om mine Jærtegn og mine Slag i 📌Ægypten. Med det Samme forkyndte 👤Moses, at næste Dag skulde Landet mylre af Græs-Hopper, saa der blev ikke en bar Plet tilsyne, og de skulde fortære paa Marken Alt hvad Hagelen havde levnet, og 👤Moses gik derpaa sin Vei, men han blev hentet tilbage, fordi Pharaos Hofmænd sagde til deres Herre: er Anstøds-Stenen værd at holde paa, siden Du ikke vil lade de Mennesker fare hen og dyrke deres Gud, eller lyster dig at høre at 📌Ægypten gaaer til Grunde? Velan! sagde nu Pharao til 👤Moses og 👤Aaron, I skal have Lov til at reise hen og dyrke eders Gud, men Hvormange giælder Reisen? De Gamle med de Unge, sagde 👤Moses, og Piger saavelsom Drenge, med samt Kiør og Faar, thi det er en Høitid for Herren vi skal holde! Og saa skal jeg sende Trodset bagefter, sagde Pharao, ikke sandt? Sikkerlig, naar jeg giør det, da er Herren med eder, men det er jo klart, I har Skielmen bag Øret; derfor, ikke saa, men Mandfolkene skal faae Lov at reise, det er hvad I selv har forlangt. Dermed lod Kongen dem jage paa Dørren men Herren bød 👤Moses udrække sin Haand over 📌Ægypten, og lod det saa blæse fra Sønden, saa næste Morgen var Landet oversaaet med Græs-Hopper, og de gjorde Beskeed med Spelten og Hveden, ligesom Hagelen havde gjort med Byg94get og Lin-Sæden, saa der blev ikke et grønt Blad eller en Græs-Pile *II. Moses 10..

Nu faldt vel Kongen til Føie, mens 👤Moses bad og Vinden fra Nord-Vest drev Græs-Hopperne ud i 📌det røde Hav, men da fik Pharao sit Steen-Hjerte igien, og Herren lod da med Uveir et tykt Mørke ruge over 📌Ægypten i tre Dage, saa Ingen kunde see en Haand for sig og Ingen vovede sig op af sit Leie, men hos 📌Israels Børn var det lyst. Derpaa lod vel Pharao 👤Moses og 👤Aaron kalde og sagde, de maatte gaae hen og offre, naar de blot lod deres Kiør og Faar blive tilbage, men dertil svarede 👤Moses: vil Du da give os Slagt-Offere? nei, ikke saa, alt vort Kvæg maa følge med os, saa der bliver ikke et Been tilbage, thi af vor Hjord skal vi tage vore Slagt-Offere og vi veed desuden ikke Rede paa vor Guds-Dyrkelse før vi komme hen, hvor vi skal. Da sagde Pharao: pak dig, og vogt dig, at du ikke mere kommer for mine Øine, thi den Dag jeg seer dig igien, skal du døe! Det var et sandt Ord, sagde 👤Moses, jeg kommer ei meer for dine Øine, thi saa siger Herren: ved Midnats-Tide giennemfarer Jeg 📌Ægypten og afliver alt det Første-Fødte, fra hans Første-Fødte som sidder paa Thronen til Slavindens Første-Fødte som staaer ved Kværnen, og til Kvægets Første-Fødte, og der skal reise sig et Skrig i 📌Ægypten, som hverken før eller siden; men hos 📌Israels Børn skal end ikke en Hund bjæffe, for at du kan see, hvad Forskiel Herren giør mellem Ægypter og Israeliter, og disse dine Tjenere skal komme og kaste sig i Støvet for mig, sigende: drag ud med hele det Folk Du staaer i Spidsen for, som jeg da ogsaa giør.

Med disse Ord forlod 👤Moses Pharao i Vrede som en stor Mand baade i Kongens og alle hans Tjeneres Øine, og han befalede alle Huus-Fædre blandt 📌Israels Børn at laane 95Sølvtøi og Guldtøi og Klædemon, hver af sin Nabo, og at slagte hver sit Lam, stege det heelt og holde Maaltid med alle deres Huus-Folk, staaende reisefærdige med deres Vandrings-Stave, men Lammets Blod skulde de stryge paa Dør-Stolperne og hele Karmen til et Kiende-Mærke. Det skedte, Dagen gik og ved Midnats-Tide opløftede sig det store Skrig over hele 📌Ægypten, for der var et Lig i hvert Huus, og Kongen stod op med alle sine Tjenere og lod 👤Moses og 👤Aaron kalde, midt om Natten og sagde: reiser eder og farer afsted hen at dyrke eders Gud, og tager Alt med eder, baade Folk og Fæ, og beder godt for mig! Ægypterne drev ogsaa af al Magt paa Afreisen sigende: vi er alle dødsens, saa Israeliterne kom ud i en Hast, 600000 Mand i Tallet, og drog fra 📌Ramses til 📌Succoth paa Veien til 📌det røde Hav og leirede sig i 📌Etham ved Ørken, og Herren ledsagede dem i en Sky-Støtte om Dagen og i en Ild-Støtte om Natten. Men da de laae i 📌Etham, talede Herren til 👤Moses og bød ham føre Folket tilbage ad og slaae Leir mellem 📌Migdol og Havet, thi, sagde Herren, saa tænker Pharao, I er blevet vildfarende i Ørken og Jeg forhærder ham, saa han forfølger eder og Jeg indlægger mig Ære paa ham og hele hans Krigs-Hær, til et Vidnesbyrd for alle Ægypter at Magten er min*Moses II. 10. 11. 14..

Saasnart det nu blev Pharao meldt, at Israeliterne var i Flugten, da blev baade han og hans Raadgivere anderledes tilsinds og sagde: det var dumt, vi satte dem paa fri Fod istedenfor at bringe dem under Aaget. Desaarsag rustede Kongen sig i en Hast og forfulgde Israeliterne, med sexhundrede Strids-Vogne, hele Rytteriet og Landets Høvdinger, og naaede dem i deres Leir paa Fælleden ved Havet ligeoverfor 📌Baalsephon, og da Israeliterne slog deres Øine op og saae at den Ægyptiske Krigshær var dem i Hælene, da blev de for96skrækkede og skreg paa Herren og sagde til 👤Moses: var der ikke Grave nok i 📌Ægypten siden du førde os ud at falde i Ørken, og var det ikke hvad vi sagde til dig: lad os heller trælle for Ægypterne, thi det er dog bedre end at døe i Ørken! Da sagde 👤Moses til Folket: fatter Mod og staaer stille og seer paa Redningen fra Herren, thi disse Ægypter som I seer idag, skal I aldrig see mere evindelig, Herren selv vil kæmpe for eder og I skal tie. Herren havde nemlig sagt til 👤Moses: hvi raaber du saa høit paa mig, siig blot til Folket at de skal brække op, og tag du Staven i din Haand og ræk den ud over Havet, saa skilles det ad og 📌Israel gaaer tørskoet over, men naar Pharao, hvis Hjerte Jeg har forhærdet, sætter efter, da slaaer Jeg mig til Ridder paa ham med hele hans Krigshær, hans Vogne og hans Ryttere, saa alle Ægypterne skal see, hvem der raader! Sky- Støtten, som ellers gik foran Israeliterne, hævede sig nu ogsaa og stillede sig bag dem, mellem deres og den Ægyptiske Leir, og Natten faldt paa med Mulm og Mørke, saa Hærene stødte slet ikke sammen, og da 👤Moses udrakde sin Haand over Havet, lod Herren det blæse op med en flyvende Storm fra Sønden hele Natten, saa Vandet skildtes ad og Israeliterne gik tørskoede paa Havets Bund med Bølge-Mure paa begge Sider. Ægypterne fulgde vel efter til de kom midtveis i Havet, og det var i Morgen-Stunden, men da saae de et Glimt af Herren i Ild-Støtten bag Skyen og der foer en Skræk i dem, og Vognene gik i Staa og det lød fra alle Sider: lad os vende 📌Israel Ryggen, thi Herren strider for dem mod Ægypterne! Men see, da udrakde 👤Moses, paa Herrens Ord, sin Haand over Havet, og Vandet kom igien og overraskede de flygtende Ægypter, med alle deres Vogne og Ryttere, saa de fandt deres Grav i Bølgerne og der kom ikke et levende Øie af dem tilbage.

Da Israeliterne saae dette Storværk af Herren, da kom der Ære-Frygt over dem og de slog Lid til deres Gud og til 97Hans Tjener 👤Moses, og istemde med Fryd en Seiers-Sang, som 👤Moses gjorde, til den Herres Ære, der banede Vei for sit Folk giennem Havet, og henveirede med sit Aande-Pust de trodsige Kæmper, ja, sænkede dem som Steen og som Bly i de rullende Bølger! Sangen sluttede med de blideste Udsigter til en lykkelig Reise, Folkene forbi, som skjalv for 📌Israels Gud, til Odels-Bjerget, hvor hans Helligdom skulde kneise og Hans Throne staae fra Slægt til Slægt evindelig *Moses II. 14–15..

Hele denne mageløse Tildragelse pleier Man vel nuomstunder i Verdens-Historien enten reent at overspringe eller at fremstille paa fri Haand, som en Hverdags-Hændelse, men det Sidste er at forfalske Historien og det Første er at lemlæste den; thi der er for os og for hele Menneske-Slægten ingen vigtigere Begivenhed i hele Old-Tiden, end den, hvorved Ebræerne brød ud af det Ægyptiske Fange-Taarn og tog med sig hvad Sølv og Guld de havde laant af de hovedrige Gniere. Denne Begivenhed maae vi nemlig takke for, at det store Levnets-Løb, der ved Christendommens Hjelp er fortsat til os, ei afbrødes maaskee alt i 📌Ægypten, hvor der jo dog er Grave nok,” men allenfalds med 📌Roms Indtagelse af Barbarerne, saa heller end at tyvte Ebræerne, for Alt hvad de baade legemlig og aandelig tog til Laans i 📌Ægypten og glemde at bringe tilbage, skulde Man heller juble over hvert Gran, der ene paa en saadan Maade kunde komme Menneske-Slægten til Nytte, uden at indlade sig paa det ligesaa unyttige som ubesvarlige Spørgsmaal, om hver enkelt Israelit kunde fuldelig hjemle sig hvad han udførde.

Denne Hvers egen og de Ægyptiske Pose-Kigeres Sag vil vi derfor lade staae ved sit Værd, og naar Man støder sig over Plagerne og over hele Jehovahs underfulde Kamp for 98sit Eiendoms-Folk, da er det her som altid vort første Svar, at det er naturligviis ingen Troes-Artikel for Andre end dem der finde Historien troværdig. Saavel ved sin Omstændelighed og sine levende Farver, som ved sin Overeensstemmelse med Alt hvad vi ellers veed om Tilstanden i det gamle 📌Ægypten, ligner imidlertid Beskrivelsen paa et Haar Beretningen af et Øien-Vidne, og dette Vidne er, efter Ebræernes troværdige Forsikkring, ingen Ringere, end Helten selv, deres gudfrygtige, mageløse Befrier og Lovgiver 👤Moses, saa der hører meget til at tænke, han skulde fortalt vitterlig Usandhed om sit Liv og sine Bedrifter, der maae have været store og glimrende nok til at taale Lyset i deres sande Skikkelse. Havde virkelig Han som skabde Verden, derved enten udtømt sin Kraft eller tabt sin Ret til at giøre underlige Ting, da fulgde det vist nok af sig selv, at han siden lod det være, men til saa barnagtige Indfald er vi dog vel nu for gamle, og, forudsat, at Gud endnu i 👤Moses Tid kunde giøre Mirakler, synes Resten ganske i sin naturlige Orden; thi at det Folk, af hvem 👤Christus og Christendommen skulde udspringe, kunde være Mirakler værd, tør Man dog nok paastaae, og at Ægypterne holdt paa hvad de havde, saa der maatte Overmagt til at udvriste 📌Israel af deres Hænder, kan ingen Kyndig tvivle om. Det Fornuftigste vilde derfor sikkert være, høilig at beundre Forsynets vise og velgiørende Styrelse, hvorved 📌Israels Hyrde-Stamme indførdes i 📌Ægypten, for der at opvoxe til et Stats-Folk, og siden udførdes til i 📌Palæstina at rygte sit for hele Menneske-Slægten mageløs vigtige Kald; thi det var en Kæmpe-Plan, der ligesaa vel maatte Almagt til at udføre som Alvidenhed til at lægge.

Da nu den Mosaiske Fortælling selv er baade det Klareste og Troværdigste vi veed om Israeliternes Ophold i 📌Ægypten og Udgang derfra, vilde det være aldeles bagvendt andensteds at søge enten nærmere Oplysning derom, eller Be99styrkelse derpaa; men derimod kan vi af den forklare os Meget i de Ægyptiske Old-Sager, som ellers bliver mørkt, og der vil, iblandt Andet, som vi alt har bemærket, opgaae et ganske nyt Lys over det mærkværdige Landskab 📌Arsinoe eller 📌Fayum, naar Man betragter det som 📌Gosen-Land. I Teglsteens-Pyramiderne vil Man da see Mindes-Mærker af Israeliternes Trældom, i det med Flid forstyrrede Horn-Tempel (📌Kar-Kerun) uden Hieroglypher, ventelig en Jehovahs Helligdom, og i 📌Labyrinthen maaskee finde de tolv Patriarkers Begravelse, ligesom Man da først vil kunne forstaae, hvi den nordligste Tvær-Dal mellem de østlige Bjerge, der begynder ei langt fra 📌Kairo og fører til Land-Tungen 📌Suez, endnu fører Navn af 📌Vildfarelses-Dalen; thi kun saalænge Man søger 📌Gosen-Land ved 📌Heliopolis er baade det og hele den Mosaiske Fortælling uforklarlig.

At for Resten det Jødiske Sagn om Opholdet i 📌Ægypten og Udgangen derfra har været omstændeligere end den Mosaiske Beretning, er naturligt, og vi finde Spor deraf saavel hos 👤Josephus som i det Ny Testamentes Skrifter, uden dog historisk at kunne lægge Vægt derpaa. Naar 👤Stephan, i Apostlernes Gierninger, siger at 👤Moses blev oplært i al Ægypternes Viisdom, da fristes vi vel ikke til at tvivle om Rigtigheden deraf, men det er kun fordi det egenlig følger af sig selv, da Prindsessen opdrog ham som sin egen Søn, og naar 👤Apostelen 👤Paulus skriver, at de Trold-Mænd der bestreed 👤Moses, hedd 👤Jannes og 👤Jambres, da er det kun for de Christne, med deres særegne Forestillinger om Apostolisk Oplysning, meer end et løst Rygte. Naar endelig 👤Josephus ene fortæller Adskilligt om 👤Moses Skæbne og Bedrifter, da er vel det Mærkeligste derved, at det Altsammen hverken giør fra eller til i Israeliternes Historie, men dog bør det vides, thi Navnet 👤Thermuthis, som han tillægger Prindsessen, er ogsaa fundet i en Ind100skrift paa ovenmeldte gaadefulde Horn-Tempel, og det er mærkeligt, at han baade nævner Pyramider og Kanaler mellem hvad Israeliterne plagedes med og siger, de blev tvungne til at lære allehaande Handværker, og det klinger slet ikke urimeligt men kun lidt sært, hvad der fortælles om Heltens Skæbne og Bedrifter, mens han var i Kongens Gaard. Det hedder nemlig, at han, tre Aar gammel, knæsattes af Kongen, som var sønneløs, og fik Diademet at lege med, men traadte paa det, hvad en af Præsterne, som var nærværende, tog for et ondt Varsel og raadte til at dræbe ham, men at siden, da Æthioperne hærgede Landet og slog Ægypterne, fik disse det Orakel-Svar, at de skulde seire ved Hjelp af en Ebræer, hvorpaa de tog 👤Moses til Høvding, som ikke blot frelste Landet, men hjemsøgde Æthiopernes Hovedstad 📌Saba eller 📌Meroe, og indtog den ved Hjelp af Prindsessen 👤Tharbis, som blev forelsket i ham. Mærkeligt er det ogsaa i denne Henseende at der virkelig ensteds i 👤Moses egne Bøger staaer, at han havde en Æthiopisk Hustru*👤Josephs Oldsk. II. 9. 10. Moses IV. 12..

Dog, langt vigtigere er det os at vide, naar omtrent 👤Moses levede, og det er i den Henseende klogest at begynde med det Spørgsmaal, hvorlænge rimeligviis det Jødiske Folke-Liv, der var saagodtsom endt før 👤Kyri Tid, maa have varet; thi hvad enten vi spørge: hvor gammel omtrent 📌Carthago blev, eller hvorlænge der var imellem Lykurgs og Grækernes borgerlige Død, eller mellem Romulus og Republikens Undergang, faae vi immer samme Svar: sex, syvhundrede Aar, hvad altsaa bliver det rimelige Tids-Rum for enhver Stat i Old-Tiden, der levede sin Alder ud. At dette nu var Tilfældet med den Jødiske Stat, viser dens Historie os klart, og senere end 1250 f. Ch. kan vi da aldrig med Rimelighed tænke os Udgangen af 📌Ægypten; men 101det maa ogsaa omtrent blive Tids-Punkten, thi, efter 👤Christi Slægt-Register hos 👤Mathæus, nedstammede 👤Zorobabel, 👤Kyri Samtidige, i etogtyvende Ledd fra 👤Nahesson, en af 👤Judas Stam-Fyrster ved Udgangen af 📌Ægypten og Svoger til 👤Aaron, hvad, efter tre Ledd paa et Aarhundrede, giver samme Tal, og dermed stemmer Efterretningen hos 👤Moses. Er nemlig 👤Abraham født omtrent 1700 f. Ch. da kom 👤Jakob til 📌Ægypten ved 1400, 👤Joseph døde ved 1350 og 👤Moses kan da ei have været 80 Aar, før omtrent et Aarhundrede efter, altsaa 1250.

Ægyptiske Old-Sagn.

De Bog-Lærde er til alle Tider og under alle Himmel-Egne et eget Slags Folk, som fristes til at rympe Næse ad ethvert gammelt Ord, der ei er ført i Pennen saa varmt som det kom ud af den første Mund, og da nu hardtad alle Folks Old-Sagn kom seent paa Papiret, fordi de enten fattedes Papiret eller Lyst til Pennen, saa er disse dyrebare Mindes-Mærker fra He den-Old baade fordum og især nuomstunder skeet meget Uskiel af de Bog-Lærde; men dog kan Man ogsaa giøre dem Uret og giør det virkelig, naar Man forlanger, de skal tage Old-Sagn, der først kom for Lyset, efter i mange Aarhundreder at have kun forplantet sig i Mørket, for gode historiske Vahre, der give ordenlig Oplysning om Mænd og Tider og virkelige Tildragelser. Vor Tids Critiske Bog-Lærde vilde derfor ikke blot have en reen Fod at staae paa men store Fortjenester af Oplysningen, naar de først og fremmerst havde taget alle virkelige Folke-Sagn for hvad de unægtelig er, for umistelige Vidnesbyrd om det tilsvarende Folks Anskuelse af Livet og Historien, og havde derhos vidst at giøre Forskiel paa Folk, som de var til, uden enten at skiære alle over een Kam eller dømme efter Vild og Venskab. Men hvad enten det nu er skeet af Svaghed i Dømme-Kraften eller af en slavisk 102Frygt for Romeren, endnu længe efter han var død og borte, eller af andre Grunde, saa har de Bog-Lærde enten slet ingen Forskiel gjort paa de sanddrueste og de løgnagtigste, soelkiære og dagskye, ydmyge og storagtige Folks Old-Sagn, eller dog gaaet saa uvidenskabelig tilværks dermed, at det enten var eller syndes dog at være Enkelt-Mandens Tro eller Vantro Forkiærlighed og Fordomme, der gjorde Udslaget. Naar derfor de Skrift-Kloge i Christenheden lige til i Gaar og i Dag canoniserede saavel Ebræernes Old-Sagn som deres skrevne Historie, og blæste ad Ægypternes, da var det vel ganske rigtigt, men maatte dog synes ligesaa uforsvarligt som det Modsatte, der sidst kom i Moden, da vore gamle Theologer derved kun halv troskyldig beraabde dem paa en Inspiration, der kun var til i deres egen Hjerne, og var inconseqvente nok til ligesaagodt historisk at canonisere de Romerske Old-Sagn, der dog er hardtad ligesaa uefterrettelige som de Ægyptiske.

Vi sige derimod med Rette, at disse to Folke-Færds Historie og Old-Sagn forholde sig aabenbar til hinanden som Dag og Nat, og det allerede fordi Præsten 👤Manetho i 📌On (📌Heliopolis), som levede under Ptolomæerne efter det Ægyptiske Folke-Livs Undergang, var, efter Alles Vidnesbyrd, den første Ægypter som udgav en Bog om sit Fædrenelands Old-Sager, medens derimod Ebræernes Heros og Lovgiver, 👤Moses, alt ved Folke-Livets Begyndelse, optegnede deres vigtigste Old-Sagn, saa varme som de kom ud af Paulunet, før de kunde sammenblandes med Sagn om ham og Statens Barndom. Dette mageløse Tilfælde vilde ene være nok til at hæve de Ebraiske Old- Sagn høit over alle andre Folks, men nu kommer hertil, at Ebræerne, ved næsten uafbrudt at fortsætte den Folke-Historie, 👤Moses med det Samme saa mesterlig begyndte, kundgiøre en mageløs national-historisk Retning, og at alle deres Historie-Skrivere, til den 103Babyloniske Udlændighed, efter Lovgiverens Exempel, blotte deres eget Folks Brøst saa djærvt og bedømme dem saa strængt, at Intet uden Sanddruhed kunde undskylde dem hos Folket, og intet Folk, uden den dybeste Ærbødighed for historisk Sandhed, kunde lade selv den Undskyldning giælde. Herfra slutte vi os nemlig ei blot med Rette, men med videnskabelig Nødvendighed, til den mageløse Beskaffenhed af de Old-Sagn, der gjaldt i Paulunet hos 👤Abraham, 👤Isak og 👤Jakob, og udgik derfra kun giennem tre Ledd til 👤Moses, og vi maae nødvendig tiltroe denne skarpe Bedømmer af Folket og sig selv en Samvittighed, baade ved Opskrivningen af de store Old-Sagn og ved Udgivelsen af dem for reen Sandhed, der, ved hans gyldig afhjemlede Fortrolighed med Sandheds Aand, indskyder alle fordomsfri Naturer dyb Ærbødighed. Endelig er det klart, at Christendommen, med alle dens guddommelige Virkninger giennem snart to Aartusinder borger for 👤Moses Troværdighed, og hvorledes Man da skulde hævde sig Ret til at hedde Critisk Historiker eller Videnskabs-Mand, naar Man agtede 👤Manethos Skrift om Old-Tiden for det Mindste mod hans, eller troede de Ægyptiske Præste-Sagn bedre end Ebræernes skriftlige Vidnesbyrd, det er et Spørgsmaal, der kan besvare sig selv.

Dog ikke blot i Sammenligning med Ebræernes mageløse Old-Sagn og Historie, er Ægypternes uefterrettelige, men de er det mere end noget andet Folks, deels fordi det var umueligt at et Folk, uden at være rædsom uhistorisk, giennem hele Old-Tiden kunde sidde med Pen og Papir og en mageløs borgerlig Dannelse, og dog ingen Historie-Bøger skrive og udgive, og deels viser alle gamle Efterretninger om 📌Ægypten, at Præsterne ordenlig stank af Stolthed og Selv-Roes, saa selv de ældste Historie-Bøger af saadanne Folk vilde kun have lidt at betyde, end sige da hvad de fandt for godt at fortælle til fremmede Reisende, som Beviis paa, at Ægyp104terne var og havde altid været de Frommeste og Viseste af alle Mennesker, saa blandt dem var Ingen at laste uden hvem der ei troede paa de umælende Dyr i hvem Guderne stak. Endelig stadfæster Øiesynet, at de gamle Præster i 📌Ægypten ret med Flid sammenfiltrede Alt hvad de vidste at sige om Guder og Helte, Sjelden heder og Hverdags-Ting, saa Man søger forgiæves Oplysning hos dem, der satte deres Ære i at giøre mørke Taler. Langt fra derfor at kunne, som Man har meent, rette de Ebraiske og Græske Efterretninger om Old-Tiden efter de Ægyptiske Gaader, komme vi rimeligviis aldrig til at forstaae Mere af disse, end hvad vi, efter de aabenhjertige Folks Tilstaaelser og vort eget Bekiendtskab med Natur-Lovene i Aandens og Legemets Verden, kan giætte os til. Guderne flygtede for Fienden (Typhon) til 📌Ægypten og skjulde sig i Dyrene, sagde de gamle Præster, og det giælder i alle Maader om Menneske-Aanden, at der aabenbarede den sig ikke men legede kun eller krøb dog i Skjul. Dette “Ægyptiske Mørke” er imidlertid en universal-historisk Kiends-Gierning, som vi maae fatte skarpt i Sigte, ei blot fordi det mærkelig hæver Lyset i 📌Gosen-Land eller Ebræernes gamle Historie, men især fordi det længe har aabnet alle urimelige Folk et Smuthul, hvorfra de med Held fordunklede Oldtiden. Det var da omtrent halvfemte Aarhundrede før 👤Christi Fødsel, og Halvottende efter Israeliternes Udvandring, at Grækeren 👤Herodot, fra 📌Halikarnas i 📌Lille-Asien, gjorde sin uforglemmelige Reise til 📌Ægypten, som dengang med indædt Harme knurrede under det Persiske Aag, men lignede i Øvrigt sine Mumier, der endnu trodse Tidens Tand og volde Nutidens Lærde samme Hoved-Brudd som Folket selv voldte Fortidens. 👤Herodot var en anderledes Beundrer af Ægypternes barnagtige Selv-Klogskab, falske Ærbarhed og Storladenhed, end vi uden Skam kan være, og det er derfor sikkert nok, at han hverken har paadigtet dem 105nogen Lyde, eller fortiet Nogen af deres Dyder, som han kunde opdage; men at de virkelig satte en Ære i at være keitede og gaae avet om i alle Maader, og at der virkelig ikke har været nogen anden Historie at finde, end hvad Præsterne, fornemmelig i 📌Memphis men dog ogsaa i 📌Thebe og 📌On, gav ham at løbe med.

Mines, sagde de, var den første Konge, og bygde 📌Memphis, paa en Grund, han vandt fra 📌Nilen, ved at lede den mod Vesten ind imellem Bjergene, og Præsterne læste Navnene op paa trehundrede og ni og tyve Konger, som de udgav for hans Eftermænd, men vidste ikke Andet at fortælle om, end at de Atten var Æthioper og at de var Mandfolk tilhobe, paa Nitokris nær, en mandhaftig Dronning, som druknede en Slump Ægypter i et underjordisk Gemak, fordi de havde slaaet hendes Broder ihiel og kvalde derpaa sig selv i en Aske-Hob.

Den trehundrede og tredivte Konge, som hedd Miris, ud mærkede sig derimod særdeles ved at grave den store Sø, der siden bar hans Navn, og hans Eftermand, Sesostris, var en mageløs Helt, som først gjorde Søtog paa 📌det Røde Hav og giennemfoer derpaa med en seierrig Krigs-Hær det faste Land, op igiennem 📌Syrien og 📌Lille-Asien, lige til 📌det sorte Hav, efterladende sig allevegne Minde-Støtter med Indskrifter paa, som angav hans Navn og Fædreneland. Da Sesostris vendte tilbage til 📌Ægypten, modtog hans Broder, som havde været Rigs-Forstander, ham ved 📌Pelusium med et stort Giæstebud, men kun paa Skrømt, thi under Maaltidet lod han lægge Baal om Huset, saa Sesostris maatte lægge Bro derover med To af sine Sønner. Krigs-Fangerne, han førde hjem med sig, brugde Sesostris deels til at bryde og baxe Steen-Kolosser, og deels til at giennemskiære Landet med Kanaler, hvorpaa det Hele blev opmaalt og ligelig deelt mellem alle Indbyggerne. Han var den eneste Konge i 📌Ægyp106ten som tillige raadte over 📌Æthiopien, og hans Billed-Støtte, tredive Alen høi, stod endnu i 📌Memphis ved 📌Hefæstos-Templet, da 👤Darius Hystaspis kom og vilde sat sin ved Siden, men lod det dog være, da Præsten forestilde ham, det gik ingenlunde an, da han endnu stod langt under Sesostris, som, blandt Andet, undertvang de Skyther der trodsede 👤Darius.

Efter Sesostris kom hans Søn Pheron, som blev blind fordi han af Overmod skiød et Spyd i 📌Nilen, da den stod høiest, men han kom sig dog igien, da han med Nød og Neppe fandt en Kone, der var sin Mand tro, og vaskede sig i hendes Vand, hvorpaa han brændte sin Dronning og alle de Koner, der, ligesom hun, havde skuffet hans Haab. Af Taknemmelighed mod Guderne udsmykkede han alle deres Templer og prydede især 📌Soel-Templet med to Kolosser af heel Steen, hver paa hundrede Alen.

Efter ham blev en Memphiter Konge, som Grækerne kalde Proteus, og ham, sagde Præsterne, faldt Helena i Hænderne, da Paris flygtede med hende fra 📌Grækenland, og hos ham blev hun i god Behold, til Menelaus kom selv og hentede hende, men Proteus fik kun en daarlig Tak for sin Retfærdighed, thi for at faae Bør og komme bort, gjorde Menelaus et Slagt-Offer paa Kysten af to Ægyptiske Drenge.

Efter Proteus fulgde Rampsenit, som i levende Live nedsteg til hvad Grækerne kalde Under-Verdenen og slog høiest Øine med Isis, hvorved han snart vandt og snart tabde, men kom dog tilbage med et gyldenstykkes Hoved-Bind og til Amindelse derom, sige Præsterne, det er, at paa en vis Dag En af dem føres med tilbundne Øine ud paa Veien til 📌Isis-Templet, hvor han saa, ladt alene, afhentes og bringes tilbage igien af to Ulve.

Denne Konge er det, som har bygt de vestre Forgaarde 107ved 📌Hefæstos-Templet og opreist de to Billed-Støtter, som Ægypterne kalde Sommer og Vinter og begegne derefter, saa hiin nyder Ære og denne faaer Skam; men Rampsenit havde ogsaa godt ved at bygge, for han havde Penge som Græs, saa i Rigdom kunde Ingen af alle de følgende Konger ligne end sige maale sig med ham. Han blev imidlertid narret med det Skat-Kammer han lod bygge, thi vel var der udenfra ikke Andet end Mur tilsyne, men Byg-Mesteren havde været skielmsk nok til at lade een Steen i Muren sidde løs, saa Een til Nød og To magelig kunde liste den ud og krybe derind, og det Kneb aabenbarede han paa sit Yderste sine to Sønner, som ogsaa benyttede Vinket saa godt, at Kongen tydelig kunde see, der kom Svind-Sot i hans Penge. Da nu dog Laasen var uskadt og Seiglet ubrudt, kunde Kongen Ingen beskylde og maatte nøies med at lægge Fælder omkring Penge-Tønderne, men hvad der saa gjorde ham reent fortumlet, var at han en Morgen-Stund vel fandt en Tyve-Krop i Fælden, men uden Hoved, thi han der løb i Fælden bad sin Broder kappe Hovedet af sig og tage med, saa hverken Tungen skulde røbe Andre eller Ansigtet ham. Kongen vidste nu ikke bedre Raad, end at hænge Kroppen tilskue paa Muren og stille Vagt ved, som skulde gribe hvem der græd, og det havde nær hjulpet, thi Stakkelens Moder truede Broderen med at angive det Hele, hvis han ikke skaffede hende Kroppen, men det lykkedes ogsaa Skielmen, som fik hele Vagten drukket saaledes under Bordet i Viin, at han ikke blot i al Mag kunde skiære Tyve-Kroppen ned, men give sig Stunder til at rage Skiægget paa den høire Kind af hele Troppen, dem til Spot og Spee. Kongen blev derved endnu mere opsat paa at fange Træringen, og, da alle andre Midler slog feil, lod han giøre alle vitterligt, at naar Tyven selv vilde indfinde sig hos ham, skulde han ikke blot slippe heelskindet, men faae en stor Belønning. Nu kom da Skielmen for en Dag og Ramp108senit holdt ikke blot Ord, men gjorde ham til sin Sviger-Søn, som den klogeste Mand under Solen, efter den Regning, at Ægypterne i den Henseende overgik alle andre Folk og han igien dem.

Hidindtil, sagde Præsterne, havde Retten havt sin Gænge i 📌Ægypten og Riget blomstret i alle Ender, men, efter Rampsenit, kom, under 👤Cheops, al Ondskab i Vælgten, thi det Første han gjorde var at lukke alle Templer og afskaffe Offringerne, og dernæst maatte alle Ægypter trælle for ham, deels med at bryde Steen i 📌de Arabiske Bjerge og slæbe dem over til den Lybiske Side, og deels med Pyramide-Bygningen. Han havde ikke mindre end hundredetusinde Arbeids-Folk ad Gangen, som løste hinanden af hvert Fjerding-Aar, og det kostede dem ti Aar blot at faae Veien istand og Bakken, Pyramiderne staae paa, og de underjordiske Grav-Kamre, han gjorde sig paa den Øe, han ved Udgravning fik 📌Nilen til at danne; men Vei-Værket, af hugne Steen med Hieroglypher, 500 Skridt i Længden ti Favne bredt og, paa det Høieste, otte Favne høit, er ogsaa i mine Øine snart ligesaa betydeligt, som Pyramiden selv, hvorpaa der dog anvendtes tyve Aar. Samme Pyramide er for Resten en regelmæssig Firkant, 800 Fod paa hver Side og ligesaa mange høi, trappeviis bygt af hugne Steen, som den var støbt, og forsynet med en Ægyptisk Indskrift, som jeg grandt kan huske, Tolken udtydede saaledes for mig, at blot Bræk-Midlerne og Løgene af alle Slags til Arbeids-Folkene havde kostet over sexten Tønder Guld, og naar saa er, hvad maa der ikke da være gaaet til Føden og Klæden i det Hele og til alt Værktøiet!

Denne 👤Cheops regierede i halvtredsindstyve Aar og hans Broder 👤Chephrin, som lignede ham op ad Dage og bygde den anden store Pyramide ved Siden, regierede i sex og halvtreds, og det Aarhundrede kalde Præsterne 109📌Ægyptens onde Tid, hvori alle Templerne stod lukkede, og de to Konger er Ægypterne endnu saa forhadte, at de endog kun nødig nævner dem og har, blandt Andet, kaldt Pyramiderne op efter Hyrden Philitis, som paa den Tid vogtede Kvæg der i Nærheden.

Efter 👤Chephrin, siger Man, kom 👤Mykrin paa Thronen, som vel var en Søn af 👤Cheops men traadte dog ikke i sin Faders Fodspor; thi baade aabnede han Templerne igien, og gav det plagede Folk Hjemlov, og maa prises fremfor alle Konger i 📌Ægypten som et Mønster paa Retfærdighed, da ikke blot hans Domme var retfærdige, men hans Hjerte saa godt, at han gav dem der tabde deres Sag Erstatning af sin egen Lomme, for at de ikke skulde være vrede paa ham. Men trods al sin Livsalighed blev 👤Mykrin dog meget ulykkelig, og det første Stød han fik, midt under sine priselige Bestræbel ser, var, at han mistede sin Daatter, som var eneste Barn, og hende var det, han, til en Udmærkelse ikke lod begrave men bisætte i den forgyldte Træ-Ko, som staaer i 📌Sais endnu, hvor jeg selv har seet den. Koen staaer der i et kongeligt Gemak, hvor der hver Dag giøres Røgelse og brænder om Natten en Lampe for den, og i et Side-Værelse staae der tyve kolossalske Billed-Støtter, som Man kalder 👤Mykrins Kiærester, men som jeg ingen videre Beskeed kan give om. Somme vil rigtig nok sige, at 👤Mykrins Daatter hængde sig af Græmmelse, fordi hendes Fader bar sig unaturlig ad med hende, og at de Andre var Kammer-Pigerne som havde været Faderen behjelpelige og som Moderen derfor havde hugget Hænderne af, men det holder jeg for Snak, saameget mere, som Man beraaber sig paa, at Billed-Støtterne har heller ingen Hænder, thi deres Hænder har jeg selv seet ligge for deres Fødder, saa dem har aabenbar Tiden slidt af. Koen ligger ellers paa Knæ, er af naturlig Størrelse og beklædt med et Purpur-Dækken, paa Hals og Hoved nær, hvor Man seer 110Lue-Forgyldningen og Solen som en Straale-Krands imellem Hornene, og een Gang om Aaret, naar Ægypterne sørge over Guden, jeg ved denne Leilighed ikke tør nævne, kommer Koen ud at soles, som skal være efter en Bøn af Prindsessen paa hendes Yderste.

👤Mykrins anden Gienvordighed var et Orakel-Svar han fik fra Buto, at han kun skulde leve sex Aar til, og da han desaarsag i Vrede lod kaste Guden i Næse, at hans Fader og Farbroder, som lukkede Templerne, foragtede Guderne og plagede Folket, blev ældgamle og han som var saa from skulde døe ubetimelig, fik han til Svar, at hans Dage blev forkortede fordi han ikke gjorde sin Pligt; thi 📌Ægypten skulde plages i halvandet hundrede Aar, og det havde han ikke ændset. Da 👤Mykrin nu hørde at han var fordømt, tog han sig for at leve i Suus og Duus og gjorde, under uophørlig Svir og Sværm, ret med Flid Nat til Dag, for saaledes, ved paa en Maade at leve tolv Aar, at giøre Spaadommen til Løgn. Han efterlod sig ellers ogsaa en Pyramide, meget mindre end hans Faders, og det er den som nogle Græker hen i Veiret har tillagt Skiøgen 👤Rodopis.

Efter 👤Mykrin, sagde Præsterne, kom 👤Asychis, som har bygt den østlige Forgaard ved 📌Hefæstos-Templet, som er baade kiønnere og meget større end alle de andre.

Under denne Konge, siger Man, der blev saa stor en Armod, at Laanerne ei havde andet at sætte i Pant end deres Faders Lig, og i den Anledning blev der givet en Lov, som tilholdt, at hvem der pantsatte sin Faders Lig, han pantsatte dermed tillige sit Gravsted, saa, naar han ikke løste sit Pant, kunde hverken han eller Nogen af hans faae en ærlig Begravelse.

Denne Konge efterlod sig ellers et Mindes-Mærke, hvormed han meende at overgaae alle sine Formænd, og det var en Pyramide af Tegl, med følgende Indskrift: sæt mig ikke saa 111lavt som et Side-Stykke til Steen-Pyramiderne, thi jeg staaer saa høit over dem som Zeus over Gude-Vrimlen: med en Baads-Hage stak Man i Søen, af hvad der hængde ved strøg Man Tegl, og det er min Oprindelse!

Efter ham kom den blinde Anysis fra en Stad af samme Navn paa Thronen, men maatte flygte til Moradserne for Æthioperen 👤Sabako, som brød ind i Landet med en stor Krigshær, beherskede det i halvtredsindstyve Aar og gav den mærkværdige Lov, at hvem der havde forbrudt sit Liv, skulde afsone sin Brøde ved at slæbe Jord til sin Fødeby, hvorved da Stæderne i 📌Ægypten fik deres høiere Beliggenhed. 👤Sabakos Herredømme fik imidlertid Ende med Eet, ved en forunderlig Drøm, han havde, thi der kom en Mand til ham med det Raad, at han skulde sammenkalde alle de Ægyptiske Præster og kappe Hovedet af dem, og det ansaae han for en Fristelse fra Guderne, som vilde have ham til at forgribe sig, for at faae Leilighed til at ødelægge ham, og da han nu tillige kom ihu, at Tiden var udløbet som Oraklet i 📌Æthiopien havde spaaet, han skulde beherske 📌Ægypten, forlod han godvillig Thronen og Landet. Da kom den blinde Anysis tilbage fra Moradserne, hvor han havde skjult sig i halvtredsindstyve Aar og bedt de Ægypter, der bragde ham Levnets-Midler, at bringe ham en Sæk Aske i Hemmelighed, af hvilken Aske med Jord imellem han da skabde Øen 📌Elbo, som var en stor Hemmelighed i meer end fire Aarhundreder, til endelig 👤Amyrtæus fik den opsnuset.

Efter ham kom Hefæstos-Præsten Sethon paa Thronen, og han behandlede Krigs-Standen, som han fandt aldeles overflødig, med saa dyb en Foragt, at han endogsaa tog Jorde-Godset fra dem, som var dem tillagt af de forrige Konger, men derfor vilde Krigs-Folket heller ikke rykke i Marken, da den Arabiske og Assyriske Kong 👤Senacherib med en stor Hær truede Landet. Fortvivlet derover, tyede Præsten ind i 112Helligdommen og klagede sin Nød for Gudens Billed-Støtte, til han faldt i Søvn af Vaande og havde da et Syn, hvori Guden bød ham være ved et frit Mod og kun gaae Fienden i Møde, sikker nok paa Hjelpe-Tropper. Det gjorde han da ogsaa og drog op til 📌Pelusium, ved Grændserne, med et Følge, der ikke var en eneste Krigs-Mand i, men lutter Kro-Mænd, Handværks-Folk og Dagdrivere, hvorpaa Fiendens Leir ved Natte-Tide oversvømmedes af Mark-Muus, som aad baade Koggere, Buer og Skjolde-Greb, saa Hæren næste Dag maatte flygte vaabenløs og leed et stort Nederlag. Derfor staaer denne Konge endnu i 📌Hefæstos-Templet, udhugget i Steen, med en Muus i Haanden og disse Ord i Munden: hvo mig seer, vorde from*Herod. II. 98–143.!

Saavidt Præsterne, siger 👤Herodot, og Man maa vel indrømme, det kan ogsaa være Nok af det Slags; men paa den anden Side kan Man dog heller ikke nægte, det er en meget tarvelig Old-Historie for det ældste Folk i Verden, selv naar Man anslaaer Tids-Rummet til en god Deel mindre end Præsterne, som læste de 341 Konge-Navne op for 👤Hekatæus og 👤Herodot, forsikkrende dem, at de havde udfyldt ligesaamange Menneske-Aldre eller 11340 Aar og pegende til Vitterlighed paa ligesaamange Træ-Mænd i 📌Thebe, der skulde forestille Ypperste-Præsterne, hvis Antal, Søn efter Fader, paa et Haar stemmede med Kongernes! Imidlertid er dog disse 👤Herodots Præste-Sagn omtrent Alt hvad Old-Tiden har kiendt, thi hvad 👤Diodor, som skrev efter 👤Manetho, lægger til, er ubetydeligt, saa Man seer godt, at Historien slet ikke har været de Ægyptiske Præsters Sag, og at det i alle Maader var splittergalt, af saadanne Billinger at ville bygge et Tempel enten for Saga eller Mnemosyne, der kunde trodse de 113Ihukommelses-Støtter, 👤Moses og hans Efterlignere har reist paa 📌Zion. Derimod kan vi, ved Hjelp af Ebræernes Skrifter, temmelig godt see, hvordan de Ægyptiske Præster, tildeels meget imod deres Villie, er kommet til den naragtige Rigs-Historie, de trykde i Grækeren. Først maae vi imidlertid forvandle de mange tomme Aar-Tusinder omtrent til ligesaamange Aarhundreder, hvorom Præsterne selv har efterladt os et Vink, vi ei kan lade ubenyttet, thi de fortalde selv 👤Diodor, at de vidste kun Rede til syv og fyrretive Konge-Grave, og naar vi nu til de 341 Konge-Navne, de forelæste 👤Herodot, lægge de følgende Sex (👤Psammetik, 👤Necho, 👤Psammis, 👤Apries, 👤Amasis og 👤Psammenit) som er sikkre nok, da bliver der netop trehundrede og syv og fyrretive, hvoraf vi med Rette forkaste de trehundrede som uægte, da det jo kun var uærlige Folk der hos Ægypterne, som havde Grave nok, kom til at fattes En*Diodor I. 30.. Tillagde vi nu endogsaa 📌det Ægyptiske Rige, til 👤Senacheribs Tid, hvad Man kalder 41 Menneske-Aldere (1350 Aar), kom der dog allerede en menneskelig Tids-Regning ud, men da 25 Aar er det allerhøieste Man tør regne paa hvert Konge-Ledd, maa det forkortes til 1000, som, lagt til de 700 Aar mellem 👤Senacherib og 👤Christus, giør 1700 Aar og fører os eet Aarhundrede foran 👤Abraham, som jo ogsaa er den første bekiendte Reisende, der fandt en Konge i 📌Ægypten. Hermed kan det ogsaa stemme, hvad Præsterne fortalde 👤Herodot, at indtil den Tid havde Solen i 📌det Ægyptiske Riges Dage staaet to Gange op hvor den gik ned og omvendt, uden at det havde gjort nogen videre Forskiel; thi da det dog neppe var blot Snik-Snak, skulde det vel sagtens betyde, at Himmel-Legemerne i den Tid havde fuldendt to store Kreds-114Løb, som jo skeer i tolv Aarhundreder, netop saamange af fornævnte Sytten, som i 👤Herodots Tid var forløbne.

Er nu Tal-Gaaden løst, da komme vi til Ting-Gaaden, som ikke er Mangelen paa mærkværdige Begivenheder i 📌Ægypten, hvor Alting, ligesom i 📌China, gik ufravigelig sin skiæve, kiedsommelig afmaalte Gang, Aarhundrede ud og Aarhundrede ind, men netop Undtagelsen i Rampsinits og de følgende Dage; men ogsaa den Gaade kan vi løse ved Hjelp af Ebræernes Historie, som klarlig viser, hvilken Trængsels-Tid den Ægyptiske Ensformighed maatte giennemgaae fra 👤Josephs Dage og i Grunden aldrig forvandt. At vi har giættet ret, viser ikke blot Rampsinits uhyre Skatte (som Korn-Handelen indbragde) og Hyrden Philitis (Kostgiængeren), som Man gav Skyld for Pyramiderne, men ogsaa Præsternes Afsky for 👤Cheops og 👤Chephrin, som naturligviis har været 👤Josephs-Kongerne, Vævet om 👤Mykrin og hans Daatter (hende der frelste 👤Moses) og endelig om Teglsteens-Pyramiden (i 📌Gosenland) og om den sorte Armod under 👤Apsychis (den forhærdede Pharao), da Folk ikke havde andet at pandtsætte end deres Fædres Lig.

Hvad det derimod skal sige med den blinde Anysis, fra Byen 📌Anysis som ingen Geograf kiender, der flygtede til Moradserne for Æthioperen, men kom igien, efter 50 Aars Forløb, og havde i Mellem-Tiden skabt en Ask-Øe, der først opdagedes 500 Aar efter, under 👤Kambyses, det er et Spørgsmaal, men at her er et Hul, som der vil meer end 50 Aar til at fylde, kan Man see med bare Øine; thi var der 500 Aar mellem Anysis og 👤Kambyses, levede jo den Første 1000 Aar f. Ch. og var Sethon samtidig med 👤Senacherib, da var det 700 Aar f. Ch., saa det er formodenlig hele 300 Aar Æthioperne har spillet Mester i 📌Ægypten, paa en Deel af 📌Delta nær, som vel menes med Moradserne.

115At imidlertid baade de Ægyptiske Præster og Lands-Folket havde anderledes tydelige Sagn om den ærgerlige Handel med Ebræerne, end 👤Herodot fik at høre, følger af sig selv, og, skiøndt 👤Manethos Bog er forgaaet, har vi dog beholdt Billinger nok til at spore baade Sandheden og Ægypternes Maade at behandle den paa, thi da 👤Josephus udgav sin Jødiske Historie, blev den Deel deraf som angik 📌Ægypten, skarpt recenseret, og i hans Anti-Kritik mod Appion see vi da Æventyrene hvortil Ægypterne havde omskabt Historien, vi finde hos 👤Moses. Vist nok daarlig Fylde-Kalk i Verdens-Historien, men dog mærkeligt i sit Slags er saaledes Fortællingen hos 👤Manetho om Hyrde-Kongerne, som 👤Josephus med Rette beraaber sig paa. Under Kong Timæus, siger nemlig 👤Manetho, da Gud, Man veed ikke af hvad Aarsag, var blevet vreed, rykkede der hovedkulds en Hob ubetydelige Folk, men forvovne Kroppe, fra 📌Øster-Leden ind i Landet, som de ogsaa i en Haande-Vending uden Sværd-Slag bemægtigede sig, saa Fyrsterne kom i deres Hænder. Dernæst stak de Byerne i Brand, omstyrtede Gudernes Helligdomme og gjorde Lands-Folket al den Fortræd, de kunde, slog Somme ihjel og gjorde Andre med Koner og Børn til Slaver. De satte endogsaa En af deres Egne, ved Navn 👤Salatis, paa Thronen, som holdt Huus i 📌Memphis, men gjorde dog baade 📌Øvre og 📌Nedre-Ægypten skatskyldige og holdt Lande-Værn paa de beleiligste Steder, især paa den Østlige Grændse, hvor han forudsaae, at Assyrerne, som dengang spillede Mester, vilde faae Lyst til at giøre Indfald. Allerbeleiligst fandt han en Stad i 📌Sethro-Egnen, østenfor 📌den Bubastiske Nil-Arm, som en forældet Guds-Dyrkelse havde givet Navn af 📌Avaris, den satte han derfor istand, befæstede den med stærke Mure og gjorde den til Borge-Leie for en Hær paa 240000 116Mand, som han, for at sætte Skræk i Udlændingerne, flittig øvede i Vaaben, naar han om Høsten kom derhen at maale Korn og give Lønning. 👤Salatis døde efter 19 Aars Regiering og fik 👤Bion til Eftermand, som regierede i 44 Aar, saa kom 👤Apachnas i 36 Aar og syv Maaneder, saa 👤Apophis i 41, saa 👤Janias i 50 Aar een Maaned og endelig 👤Assis i 49 Aar og to Maaneder, og disse Sex var deres Hoved-Mænd som stræbde, jo meer og meer, i Bund og Grund at ødelægge 📌Ægypten; men ellers kaldtes hele Flokken Konge-Hyrder, thi det er Meningen af Navnet Hyk-Sos, sammensat af “Hyk,” som i Præste-Sproget betyder en Konge, og af “Sos” som i Almue-Sproget er baade en Hyrde og Hyrderne. Somme vil sige at disse Hyksos var fra 📌Arabien, og de skal have behersket 📌Ægypten i 511 Aar, indtil Kongerne i 📌Thebe og andensteds gjorde Opstand imod dem, hvorved der udbrød en stor og langvarig Krig, og vel, siger Man, leed Hyrderne et stort Nederlag under Kong 👤Alisfragmuthosis, saa de maatte trække dem tilbage fra det øvrige 📌Ægypten til 📌Avaris, men der, inden stærke Mure, i en Om-Kreds af titusind Agre, forsvarede de dem dog saa tappert, at skiøndt 👤Alisfragmuthosis Søn 👤Thmosis beleirede dem med en Hær paa 380000 Mand, maatte han dog tilsidst gaae paa Forlig og tilstaae dem fri Udgang af 📌Ægypten. Nu drog de da ud hver Een, ikke mindre end 240000 i Tallet, med Alt hvad de havde og begav sig giennem Ørken til 📌Syrien, men da de var bange for Assyrerne, som dengang beherskede 📌Asien, satte de dem ned i det nu saakaldte 📌Jødeland og bygde en Stad ved Navn 📌Hierusalem, der var stor nok til at rumme dem alle*👤Josephs Forsvar I. 14..

Saavidt 👤Manetho, og at nu de nyere Boglærde deraf har gjort et splinternyt Folk, det blive deres Sag, men vi vil lægge 117Mærke til at Pharao bad 👤Joseph mellem sine Brødre at tage de Dueligste til Opsynsmænd over hans Hyrder, som da blev Hyksos paa to Maader, baade Konge-Hyrder og Hyrde-Konger, saa vi maae dog sagtens kiende “Hyrden Philitis” igien i 👤Manethos Pragt-Udgave. Et andet Spørgsmaal er det vist nok, om Beleiringen af 📌Avaris, som naturligviis maa forstaaes billedlig, skulde være den Samme der saa udførlig er afbildet paa Murene i 📌Thebe; men til Lykke kommer det os ikke derpaa an, og det, som saameget Andet, vil formodenlig klare sig langt hastigere end Man tænker, naar Man først lærer at læse baade Bogstaver og Billed-Skrift fra den rette Side, som Ægypterne kalde den Vrange, og at see Alting i det Lys, de kaldte Mørke!

📌Israels Kirke-Stat.

Efter Lovsangen ved 📌det røde Hav, leirede Israeliterne sig i 📌Elim ved de tolv Kilder og de halvfjerdssindstyve Palmer, men da de derfra kom ind i Ørken 📌Sin, gav de 👤Moses og 👤Aaron knubbede Ord og sagde: det var bedre Herren havde slaaet os ihjel i 📌Ægypten, da vi sad ved Kiød-Gryderne og havde Brød, Guds Gaver, end at I skulde føre os ud i denne Ørk at sulte ihjel tilhobe. Da sagde Herren til 👤Moses: see, Jeg lader regne Brød ned fra Himlen, Dag for Dag, til Folket, mens Jeg prøver dem, om de vil holde min Lov eller ikke, og 👤Moses hilste Folket fra Herren som udførde dem af 📌Ægypten, sigende: Han har hørt eders Knur og i Aften skal I faae Kiød, og Brød i Morgen tidlig. Det skedte ogsaa; thi om Aftenen kom der en Sværm Vagteler og bedækkede Leiren, og næste Morgen, da Duggen var faldet, saaes Ørken trindt omkring bedækket, som af Riim, med noget Hvidt, der lignede Koriander og blev kaldt Manna, og det var Brødet fra Herren som 📌Israel aad i Ørken, i fyrretive Aar. Siden, i 📌Rephidim, knurrede Folket over Vand-Mangel, saa 👤Moses 118sagde til Herren: hvad skal jeg giøre ved dem, de er nær ved at stene mig, men Herren sagde: du skal tage din Stav, som du slog Floden med, og gaae med Nogle af de Ældste hen til 📌Horeb og slaae paa Klippen, saa skal der komme Vand og slukke Folkets Tørst, og det Vand kaldtes siden Trætte-Vandet.

Ved den tredie Ny-Tænding efter Udgangen af 📌Ægypten, kom Folket til 📌Sinai Bjerg, og der talede Herren til 👤Moses fra Bjerget og bød ham sige til Folket: I saae hvad Jeg gjorde ved Ægypterne og Jeg løftede eder ligesom paa Ørne-Vinger op til mig, og saafremt I vil lyde min Røst og holde min Pagt, da skal I være mit Yndlings-Folk fremfor alle Andre, thi hele Jorden er min, I skal være en kongelig Præste-Slægt og et helligt Folk. Dette forelagde 👤Moses alle Folkets Ældste, og hele Folket svarede eenstemmig: vi vil baade høre og giøre Alt hvad Gud siger, og 👤Moses besteg Bjerget for at bringe Gud Folkets Svar, og da han havde gientaget deres Ord, sagde Herren til ham: see, Jeg kommer til dig i Sky-Støtten og taler til dig i Folkets Paahør, saa de skal fæste Tro til dig evindelig! Gak derfor ned og siig til Folket at de rense sig i Dag og i Morgen og toe deres Klæder og komme saa overmorgen frem til Bjerget, hvor Jeg vil nedstige; men sæt dem Skranker, saa de hverken kan prøve paa at bestige Bjerget eller engang røre det, thi hvem der rører det er dødsens, det være Folk eller Fæ, saa skal de stenes eller skydes.

Og Tredie-Dagen, i Morgen-Stunden, da sortnede det over Bjerget, tordnede og lynede og klang som en Kæmpe-Lur, saa Folket skjalv i Leiren, da 👤Moses førde dem ud at mødes med Herren og stillede dem op under Bjerget, og Folket sittrede da de saae Røg-Skyen over Bjerget, hvor Herren nedfoer som i Lue. Basun-Stemmen blev nu stærk og tydelig, 👤Moses talede, og Gud svarede ham lydelig og kaldte ham op til sig paa Bjerg-Toppen, men bød ham saa gaae ned 119igien og hindre Folket fra at formaste sig og trænge frem til Bjerget.

Da nu 👤Moses var kommet ned til Folket, talede Herren til dem som følger: Jeg er Herren din Gud, som udførde dig af Slaveriet i 📌Ægypten, du maa ingen Guder have uden Mig!

Du maa ikke giøre dig nogen Støtte eller noget Billede af hvad der er oppe i Himlen eller nede paa Jorden eller i Vandene under Jorden, at tilbede eller dyrke; thi Jeg, Herren din Gud, er en nidkiær Gud, som giengiælder blandt mine Fiender Børnene i tredie og fjerde Ledd deres Fædres Synder, men er naadig i tusinde Ledd mod mine Venner som holde mine Love!

Du maa ikke fjase med Herrens din Guds Navn, thi Herren din Gud afløser aldrig dem der fjase med Hans Navn.

Husk paa at holde Hvile-Dagen hellig! Der er sex Søgne-Dage, paa hvilke du skal giøre alt dit Arbeide, men den syvende Dag er Hvile-Dag for Herren din Gud, og paa den skal du slet intet Arbeide giøre, ei heller din Søn og din Daatter, din Karl og din Pige, din Oxe og dit Asen og alt dit Kvæg, ei heller den Fremmede, du huser; thi paa sex Dage gjorde Herren Himlen og Jorden og Havet og Alt hvad der er i dem og paa den syvende Dag hvilede Han, derfor har Herren velsignet den syvende Dag og helliget den.

Hold din Fader og din Moder i Ære, at det kan gaae dig vel og du kan blive gammel i det gode Land, som Herren din Gud giver dig!

Du maa ikke myrde!

Du maa ikke bryde Ægteskab!

Du maa ikke stjæle!

Du maa ikke vidne falsk om din Næste!

Du maa ikke forlange din Næstes Kone hans Huus, eller hans Jord, hans Karl eller hans Pige, hans Oxe eller hans 120Asen, eller Noget af hans Kvæg, eller Noget af din Næstes Eiendom!

Da sagde det bævende Folk til 👤Moses: nei, tal du til os og lad ikke Gud tale til os, saa vi døe, men 👤Moses sagde til dem: tager Mod til eder, thi Herren er kun kommet til en Prøve, for at Hans Frygt kan være over eder, saa I ikke synde. Folket blev nu staaende langt borte, mens 👤Moses gik hen til Skyen, hvor Gud var, og Herren sagde til ham: tal du til 👤Jakobs Huus og kundgiør 📌Israels Børn: I har nu seet at Jeg talede fra Himlen til eder, giører nu ikke eder selv Guder enten af Sølv eller Guld! Hvor Jeg bestemmer Offer-Stedet og lyser Velsignelse, skal du giøre mig et Jord-Alter at slagte Faar og Kalve paa og vil du giøre et af Steen, da maa de ikke være tilhugne, thi naar dit Hugge-Jern gaaer over dem, er de besmittede. Du maa ikke giøre Trapper op over mit Alter, thi din Skam maa ei være over det*Moses II. 15–17. 19–20.!

Saaledes fik da det Israelitiske Folk sin berømte Grund-Lov og 👤Moses fik deres Fuldmagt til paa Herrens Vegne at ordne og indrette Alt derefter, som han ogsaa gjorde; men dog var det langt fra at Folket med Eet blev Herren tro og 👤Moses lydig, saa ingen Lovgiver har havt en saadan Kamp at bestaae, for af en selvraadig Horde at danne et borgerligt Selskab. Vandringen i Ørken forlængede sig derfor til en heel Menneske-Alder, uden at dog Folket havde mindste Ret til at besvære sig derover, da de ikke blot, mens 👤Moses var paa Bjerget hos Herren, nødte 👤Aaron til at støbe dem en Guld-Kalv som de forgudede, men vægrede sig siden haardnakket ved, paa Herrens Befaling, at rykke ind i Landet, Gud havde lovet 👤Abraham.

📌Israel havde nemlig, i det andet Aar efter Udgangen, 121deres Leir i 📌Kades nær ved 📌Canaans Grændser, og derfra sendte 👤Moses, efter Guds Befaling, tolv Høveds-Mænd, En af hver Stamme, ind at syne Landet og sige Beskeed saavel om dets Leilighed som om Indbyggernes Tilstand. Disse tolv Syns-Mænd eller Speidere trængde frem til 📌He bron hvor 👤Abraham laae, og til 📌Gophne eller 📌Drue-Dalen, og kom saa tilbage med en Prøve af Landets Frugter, nemlig Figen, Granat-Æbler og Vindruer, men bragde en mundtlig Beskeed der gjorde et frygteligt Oprør i Leiren. Det er tilvisse et Land, sagde de, som flyder med Melk og Honning, men det er en reen Umuelighed for os at indtage det, thi det er fuldt af faste Stæder med høie Mure og stridbare Folk og vi har endogsaa mødt Jetter, 👤Anaks Børn, saa store at vi saae ud som Græs-Hopper ved Siden ad dem. Derover blev Folket som de var fortvivlede, hylede og græd hele Natten og knurrede imod 👤Moses og 👤Aaron, sigende: gid vi var døde i 📌Ægypten eller gid vi maatte døe i Ørken, istedenfor at Herren vil have os til at falde for Sværdet, saa vore Koner og Børn blive Trælle, og vi maatte heller gaae tilbage til 📌Ægypten. Ja, raabde nu den Ene i Munden paa den Anden, kom lad os keise os en Høvding og søge 📌Ægypten! 👤Moses og 👤Aaron kastede sig paa deres Ansigt for Hærens Øine, og To af Speiderne, 👤Osea 👤Nuns Søn, hvem 👤Moses kaldte 👤Josva (Jesus), af 👤Ephraims og 👤Caleb 👤Jephunnes Søn af 👤Juda Stamme, som ogsaa fra Først af havde opmuntret Folket, gjorde nu Begge deres Yderste for at stille dem tilfreds, sigende: det er et deiligt, overmaade deiligt Land, og naar Gud kun ynder os, kan Han jo sagtens føre os derind, værer derfor ikke gienstridige imod ham og frygter ikke for Lands-Folket, thi dem kan vi æde op i et Maaltid, deres Tid er forbi og Gud er med os! Det hjalp imidlertid slet ikke, Bulderet blev ved og Folket skreg som med een Mund, at de skulde stenes ihjel.

122Da kom Herrens Herlighed tilsyne over Tabernaklet og Herren sagde til 👤Moses: hvorlænge skal dette Folk blive ved at opirre og at mistroe mig, til Trods for alle de Jærtegn, Jeg har gjort iblandt dem! Lad mig heller slaae dem ihjel og ødelægge dem og giøre et stort Folk, meget større end dette, af dig og din Faders Huus!

Nei, sagde 👤Moses, lad Ægypterne dog aldrig spørge det, thi fra dem har Du med Vælde udfriet dette Folk og alle Folkene her trindt omkring har hørt at Du, Herre, er med dette Folk og gaaer øiensynlig i Spidsen for dem, i en Sky-Støtte om Dagen og i en Ild-Støtte om Natten, og gaaer Du nu hen og ødelægger dette Folk i Bund og Grund, da vil alle Folk, som hørde dit Navn nævne, stemme op og sige: Jehovah mægtede ikke at føre Folket ind i det Land, han havde tilsvoret dem, derfor begrov han dem i Ørken! Derfor, Herre, viis dig i din Kraft, ordlydende som Du sagde: langmodig er Herren og saare barmhjertig og sanddru, han forlader Synd og Uret, enddog han ingenlunde frikiender den Skyldige, men hjemsøger Fædrenes Synder paa Børnene i tredie og fjerde Ledd!

Velan, sagde Herren til 👤Moses, Jeg vil være dem naadig ef ter dit Ord, men saasandt Jeg lever og mit Navn er levende og min Herlighed skal skjule Jorden, da skal Ingen af de Mænd som saae min Herlighed og saae mine Tegn i 📌Ægypten og i Ørken, og har nu fristet mig ti Gange og vil ikke lyde min Røst, Ingen af dem skal see det Land, Jeg tilsvor deres Fædre, men deres Børn, som veed endnu ikke Forskiel paa Godt og Ondt, de umyndige Spæde, dem giver Jeg Landet! Ingen af dem der opirrede mig, skal see det, men i 👤Caleb min Tjener er der en anden Aand og han har fulgt mig, saa ham vil Jeg føre ind i Landet, han betraadte og hans Sæd skal arve det.

👤Moses kundgjorde nu Folket, fra Herren, at de skulde 123omvanke i Ørken i fyrretive Aar, til der var ingen Fleer end 👤Josva og 👤Caleb igien af alle de Voxne, og da nu tillige de ti Speidere, der havde kyst dem, fik en brad Død, saa blev Folket bedrøvet, men tænkde, de kunde giøre det godt igien ved nu strax at byde Cananiterne Spidsen. Det fraraadte 👤Moses dem imidlertid, som en ny Selvraadighed, de vilde komme til at betale dyrt, og de der alligevel drog op i Bjerg-Egnen, hvor Cananiterne havde leiret sig, maatte ogsaa flux med Skam vende Rygg *Moses II. 32.IV. 13–14..

Endnu enstund blev Folket liggende i 📌Kades, fordi de krympede dem ved at begynde paa den lange Reise, men omsider maatte de dog bryde op og blive ved at trække frem og tilbage i 📌Parans Ørk, omkring 📌Seirs Bjerge, til den gamle Slægt uddøde og Tiden udrandt, hvorpaa 👤Moses endte sine Bedrifter med at indtage 📌Gilead, østenfor 📌Jordan, og uddeelde det til 👤Rubens, 👤Gads og Hælvden af 👤Manasses Stamme, dog med det Forord, at de desuagtet skulde staae deres Brødre troelig bi til Indtagelsen af 📌Canaan. Timen var nu kommet, da 👤Moses skulde sige Folket og Verden sit store Farvel, thi heller ikke han maatte gaae over 📌Jordan, og han stillede sig nu frem i Forsamlingen, hundrede og tyve Aar gammel, klarøiet, rask og rørig endnu, gientog kort og fyndig alle Lovene, for Slægten som var opvoxet i Ørken, og forelagde dem, som han sagde, Livet og Døden at vælge imellem: Velsignelsen, der skulde times Lovens Venner og Forbandelsen, der skulde ramme dens Fiender. Derpaa bød han Him mel og Jord lytte til den Svane-Sang, Aanden havde lagt ham i Munden, for at den skulde lægges Folket paa Hjerte og paa Tunge, til et evigt Vidnesbyrd, at det var ikke Guds men deres egen Skyld, naar det gik dem ilde, men dog ogsaa til en evig Trøst, thi den endte triumpherende: fryder 124eder, I Himle, med Herren, og tilbeder Ham alle Guds Engle! Fryder eder, I Hedninger, med Hans Folk og styrke sig i Ham alle Sønner af Gud, thi nu hævner Herren sine Sønners Blod, giver Fienderne Løn som forskyldt og helliger Landet, Han gav sit Folk! Endelig lyste 👤Moses en prophetisk Velsignelse over Stammerne og over 👤Juda, 👤Levis og 👤Josephs Afkom især, og gik saa op paa 📌Nebo-Bjerget, hvor Herren havde sagt, han skulde see ud over 📌Canaan og saa lukke sine Øine i Fred*Moses IV. 21. 32. V. 1. 32. 34..

Stort er vist nok det Mindes-Mærke, 👤Moses har efterladt sig i Bøgerne, der bære hans Navn, thi Oldtidens andre Digtere maatte, naar de var lykkeligst, misunde ham det, og dens andre Lov-Givere har Intet at sætte i Ligning dermed, men dog er det ingenlunde den Ebraiske Forsangers, Lov-Givers og Skrive-Mesters eneste eller største Mindes-Mærke; thi det er ikke engang hans Grav, som i Old-Tiden Ingen vidste, men som ligger aaben for vore Øine i Synagogen, hvor den usynlige Haand vidunderlig begrov ham; nei, hans største Hæders-Minde er unægtelig den Christne Kirke, hvor han levende ihukommes og hvor hans Ansigt altid skinner paa Forklarings-Bjerget af Herlighedens Glands i 👤Christi Selskab! Ja, det er umueligt, at tale sandt om 👤Moses og det Folk han stod i Spidsen for, uden at Udtrykket af sig selv bliver poetisk, thi de er, ligesom deres Digter-Værker, den høieste Poesi i Form af Prosa, og derfor blev deres Historie nødvendig derefter, sanddru og simpel men ogsaa vidunderlig som ingen Anden, saa det er ingen mørk Tale, naar vi nu sige: blandt Old-Tidens store Folk var Ebræerne, med 👤Moses i Spidsen, en Zeus der tog Himlen til sin Part, hvormed Resten fulgde som Tilgift, medens Grækerne var en Poseidon, der 125maatte nøies med Havet, som, naar det straaler skiønnest, dog kun afbilder Himlen og naar det gaaer høiest, kun oversvømmer Jorden, og Ægypterne var endelig en Pluto der tog sin evige Bolig i Under-Verdenen og stræbde kun at udhule Jorden til en Osiris-Grav, skiønnere end Himlen! Dette er ikke længer nogen mørk Tale, fordi Tiden har forklaret den, men det kunde Tiden vist nok ikke gjort, naar ikke Manden 👤Moses havde været en sand Halv-Gud, der steg op paa 📌Sinai som Zeus paa Olympen og talede med Uranos som en Mand med sin Næste, og steg saa ned igien ei blot til Jorden, men til Plutos Boelig og beskrev baade hvad han hørde paa Bjergets Top og hvad han saae ved dets Fod, saa tørt og tydeligt som en ægyptisk Præste-Pen; thi kun derved blev det mueligt at Ebræerne kunde faae det Levnets-Løb, de fik, og vi komme til at forstaae det. Vi kan vist nok ikke bedømme, hvorvidt han, som skrevet staaer, gjorde Tabernaklet, eller Telt-Kirken under Bræde-Skuret, nøiagtig efter den Lignelse han saae paa Bjerget, men jo fortroeligere vi blive med Ebræernes Historie, med Verdens Løb og især med den udødelige Menneske-Natur hos os selv, des klarere staaer det for vort Øie, at hans Lov-Givning og Stats-Indretning var et reent Aftryk af hvad han hørde paa Bjerget, og at hans Syn i Fremtiden, hvor utrolige Ting det end gjaldt, ingenlunde slog ham feil, saa hvad enten vi forklare os det naturlig eller overnaturlig, var 👤Moses dog Old-Tidens største Prophet, og Staten, han stiftede, den sande Guds mageløse Værk, Hans Kirke-Stat, bygget paa Hans udelukkende Dyrkelse, og bestemt til at udvikle den Stats-Kirke af sig, der nu alt giennem atten Aarhundreder blev lovsunget vidt og bredt, som det store Bede-Huus for alle Folk og den levende Guds Tempel paa Jorden. Naar Man derfor indbilder sig at hvad 👤Moses udgav for Guds Befaling var ikke andet end 126de Love, han, og Folket for en stor Deel med, kiendte fra 📌Ægypten, da er det netop ligesaa klogt, som om Man vilde sige, at hans Lov-Sang ved 📌det røde Hav var kun en Efterligning af Maneros eller Dødning-Dandsen, som, efter 👤Herodot, var Ægypternes eneste Folke-Sang; thi vel kan Man giætte paa Meget i det Ægyptiske Mørke, uden at faae Skam derfor, men ikke paa den Aand der gaaer igiennem Mose-Loven, og maatte, naar den havde besjælet Ægypterne, nødvendig gjort deres Historie ligesaa lys som Ebræernes er. Uagtet derfor baade 👤Moses og hele Folkets Bekvemhed til at udføre den vidunderlig store Plan, Forsynet havde med dem, vilde være os aldeles uforklarlig, naar vi ikke vidste hvad vi veed om 📌Ægypten og 📌Israels Ophold der, saa laae det dog aabenbar ligesaalidt i Ægypternes Plan, selv at være dette Jehovah-Folk, som at Ebræerne skulde blive det, og har derfor Præsterne havt noget Nys om Forsynets Plan, stræbde de dog ingenlunde at fremme men at for hindre den, saa den Aand der drev 👤Moses og tilsagde ham de Love, han gav sit Folk, var ingenlunde Ægypternes!

Vist nok indrettede 👤Moses en Præste-Kaste af 👤Levis, altsaa af sin egen, Stamme og gjorde Ypperste-Præstedømmet arveligt i sin Broder 👤Aarons Æt, og da det unægtelig minder os om 📌Ægypten, kunde Man, uden Jødernes og de Christnes Tro, vel et Øieblik fristes til at troe, det hængde ikke rigtig sammen med den Mosaiske Fortælling om 👤Dathan og 👤Abiram af 👤Rubens Stamme, der misundte Leviterne, og Leviten 👤Korah, som misundte 👤Aaron deres Fortrin, men sank derfor i Jorden og foer levende til Helvede; men Man seer dog strax, at Skinnet bedrager, naar Man giver Agt paa den borgerlige Stilling, 👤Moses gav sin Præste-Kaste; thi den var saa langt fra at være ægyptisk, at den maatte kaldes fortvivlet, naar 127Kirke-Staten ikke virkelig havde den Høieste til sin Beskytter. 👤Moses forkastede nemlig i Øvrigt hele den Ægyptiske Stats-Indretning, som det giennemførte Kaste-Væsen var Hoved-Hjulet i, saa Præsterne i 📌Memphis vilde bestemt sagt, han var løbet for tidlig af Skole og bemærket, at vilde han ogsaa blot have sin Kirke-Stat til at bestaae, maatte han i det Mindste giøre Høvdingskabet arveligt i sin Æt og skabe en Kriger-Kaste af 👤Josephs Stamme til Thronens og Alterets Værn. Nu gjorde han imidlertid intet Saadant, udnævnede vel Ephraemiten 👤Josva til sin Eftermand, men overlod, naar han var død, udtrykkelig Regieringen og Lovenes Handhævelse til Folket selv, som de turde forsvare det for Gud og deres Samvittighed, og da stod Præster og Leviter, med Tabernaklet og Lov-Bogen, arveløse og værgeløse, aldeles overladte til Forsynet og Folkets Godtbefindende. Havde han nemlig tillagt 👤Levis Stamme Tredie-Parten af 📌Canaans Land, ligesom Præsterne havde det i 📌Ægypten, da vilde der dog været Udsigt til taalelige Kaar, naar de vandt Tid til at danne sig en Liv-Vagt af deres Fæste-Bønder eller Avls-Karle, men det var udtrykkelig bestemt i Loven, at 👤Levis Stamme skulde ikke have en Fods-Bred af Landet, men derimod Tiende af Alt hvad der groede og visse Offere desuden, og det beroede altsaa, hvor Enhver gjorde hvad han vilde, som det syndes, ene paa det Folk der dandsede om Guld-Kalven i Ørken, enten de, efter 👤Josvas Død, vilde lade Jehovahs Præster, den strænge Lovs Tolke, leve med sig eller bringe dem til Bettel-Staven. Naar imidlertid Folket virkelig havde hørt de ti Guds Bud med Basun-Stemme fra Ild-Støtten paa 📌Sinai, virkelig seet Jorden sluge 👤Korah, 👤Dathan og 👤Abiram og virkelig seet 👤Aarons Præste-Stav bære Blomster og Mandler, da turde 👤Moses vel haabe, at Mængden vilde føle, det var ikke raadeligt at sulte eller forhaane Jehovahs Præster, 128og at Tienden ikke var nogen ubillig Godtgiørelse baade for deres Tjeneste og den Trettende-Deel af Landet, der tilkom dem, men var nu deelt mellem de øvrige Stammer. Tiden har viist, han regnede ret, og ligesom da Præsternes borgerlige Stilling fra Begyndelsen var Knuden i den Mosaiske Forfatning, saa er den nu, glimrende opløst, Krandsen derpaa; thi Historien lærer os at Præster og Leviter, uagtet deres mislige Stilling, hverken kom til at fattes Brød og Agtelse eller vandt det ved at smigre Folkets afgudiske Hang, men hindredes kun derved fra at undertrykke Folket og opmuntredes deraf til at holde Loven i Hævd, som deres eneste Rygstyd, selv at læse den flittig og ivrig at udbrede Kundskab derom, som det sømmede sig Guds Ords og Folkets Tjenere, hvortil Mose-Loven aabenbar stræbde at giøre dem*Moses II. 16. IV. 18..

Saaledes vidste Aanden, der var over 👤Moses, paa een Gang at sikkre Folke-Friheden mod den i en Kirke-Stat næsten uundgaaelige Fare, og tillige at sætte alle Præste-Standens aandelige Kræfter, selv dens Egennytte, i levende Bevægelse mod Afguderiet og til Udbredelse af en naturlig fremskridende Oplysning, hvorved der banedes Vei for de overordenlige Lærere (Propheterne) af alle Stammer, som 👤Moses udtrykkelig bebudede og som Historien viser, var uundværlige til som et Torden-Slag at vække Præsterne, naar de sov ind, og som Lynild aabenbare Mørkets Gierninger, naar de fandt paa at lyve og at hykle. Da der imidlertid ogsaa kunde og naturligviis vilde opstaae falske Propheter, der enten forkyndte fremmede Guder eller gav Jehovah Skyld for deres Løgn, saa satte Loven Døds-Straf derpaa, og erklærede, at hvem der spaaede Noget i Jehovahs Navn, der ikke skedte, var en falsk Prophet, men hvem der talede Afgudernes Sag, var det altid, hvor store Mirakler han end kunde giøre! 129Naar Man laster dette, og i det Hele Lovens Strænghed mod hvert afgudisk Ord, som skulde koste Livet, da glemmer Man reent, det var Kirke-Statens, for hele Menneske-Slægten velgiørende, Øiemed at bevare den sande Guds Kundskab og Dyrkelse, og naar Gud hverken opreiste ægte Propheter eller selv handhævede Loven, kunde naturlig viis de falske Propheter og alle Spottere lee ad de tomme Trudsler midt iblandt en afgudisk Mængde, der raadte sig selv. Landet, som Jehovah vilde skiænke sit Folk, for at de der skulde dyrke ham alene og holde Hans Love, skulde nemlig deles ligelig mellem alle Huus-Fædre af de tolv Stammer, enhver Jord-Lodd skulde gaae i Arv, og hvad Forandring dermed end skedte i Tidens Løb, skulde den dog falde tilbage til Slægten i Gylden-Aaret, som indtraf i Midten og Slutningen af hvert Aarhundrede og medførde tillige Eftergivelse af al indenlandsk Giæld; saa, naar Loven blev holdt, havde Folk ondt ved at blive meget rige og selv de Rigeste kunde kun stakket være Herremænd, og aldrig faae Bugt med de velhavende Selv-Eiere, der, i et frugtbart Land, uden Skat og Told, rimeligviis altid vilde udgiøre Mængden *Moses III. 25. IV. 26. V. 15.. Under saadanne Omstændigheder pleier Folket ikke at opoffre sine Smigrere undtagen som Man ombytter sine gamle Klæder for Nye, og pleier ligesaa lidt at taale strænge Tugte-Mestere paa Rettens Vegne, saa det var farligst efter Mose-Loven at være en sand Prophet, naar Man ikke var lidt meer end en 👤Demosthenes; men med Tro paa et særdeles Forsyn over 📌Israel, var dog det Værste forebygget derved, at Loven var uforanderlig, saa Jehovahs troe Tjenere havde altid Ret efter Loven og maatte vel altid faae det paa sine Steder, da hver By skulde have et frit Regierings-Raad af sine Ældste og sin egen Høieste-Ret med Dommer og Skriver. Ved det Sidste var der nemlig sørget for, at Lovene, 130selv naar de meget almindelig overtraadtes, dog paa sine Steder, som i Leviternes Byer, blev i Kraft og kunde, ved Propheterne, paa ny giøre sig giældende, og i Øvrigt var Lovgiveren baade mild og klog nok, til kun at sætte borgerlig Straf for de færreste Lov-Brudd og Livs-Straf kun paa de groveste Forbrydelser, der, med Undtagelse af Afguderiet, saa aabenbar forstyrrede det borgerlige Selskab, at Man snart maatte lære, de kunde lettelig straffes for mildt men vanskelig for haardt. Der var saaledes slet ingen borgerlig Straf enten for Tiende-Svig eller for Overtrædelse af Lovene om Offringer, Skilsmisse mellem Reent og Ureent, om Hvile-Aaret og Gylden-Aaret, hvoraf blandt Andet Følgen maatte blive, at de Fleste gik en Middel-Vei og holdt Saameget af dem som de, uden stor Opoffrelse, kunde, til langt større borgerlig Fordeel, end de fleste Lovgivere drømde om. Den borgerlige Hoved-Sag ved Gylden-Aaret, som var at grundfæste Odels- Retten og forebygge Oligarchi, var Mængden alt for gunstig til at bortfalde, hvor der ei fandtes nogen Kriger-Kaste eller staaende Hær, og blev end ikke, som de skulde, alle Trælle med det samme frigivne, saa maatte Loven dog ikke blot formilde Trællenes Kaar, men skaffe mange især ebraiske Trælle Frihed og hindre Israeliterne fra, som andre østerlandske Erobrere, at giøre sig til Adel og skabe et Trælle-Folk af de Undertvungne. Loven om hvert syvende Aar, der svarede til den syvende Dag og kaldtes Hvile-Aaret, var at da skulde Jorden og Ploven hvile, alle ebraiske Trælle frigives, og hvad der voxde af sig selv (i Oliens og Vinens Land) tilhøre de Fattige, hvorimod 👤Moses, paa Guds Vegne, lovede en dobbelt Høst hvert sjette Aar, og, skiøndt Man nok kan vide, det klang kun godt i deres Øren, som ingen Jord havde og ingen Tiende fik, saa vilde dog en velsignet Høst i det sjette Aar immer have til Følge, at de Fattige kom ikke til 131at fattes i det Syvende, og Man seer af 👤Josephus, Man gik helst en Middel-Vei og betragtede Hvile-Aarets Afgrøde som Fælleds-Gods, der skulde deles ligelig mellem Fattige og Rige, hvorved de Første dog altid vandt*👤Josephs Oldskrift III. 12.. Lægge vi nu hertil at, efter Loven, maatte Israeliterne hverken tage Renter af hinanden eller Pant af den Fattige og at det eneste Tyveri, der stod Liv-Straf paa, var det, de Rige helst gad drevet: at stjæle Mennesker til Salg, da seer Man godt, det var de Ringes Ven, de Faderløses Fader og Enkers Forsvar, som gjorde 👤Moses til Lov-Giver, og kan ikke nægte, det var lysteligt at boe i et Land, hvor vel, som allevegne, kun Faa blev meget rige, men hvor endnu Færre var meget fattige, og slet Ingen maatte bringes til Bettel-Staven, end sige seipines eller sælges for Giæld! Livs-Straf var der, som sagt, kun for aabenbart Oprør mod Lands-Faderen og Lands-Herren Jehovah, for Mand-Drab med Forsæt, Ægteskabs-Brudd, Blod-Skam, unaturlig Vellyst, Menneske-Tyveri og gienstridig Opsætsighed mod Forældre; Tyven slap med at betale Kosterne firedobbelt, eller, i manglende Fald, blive Træl til Hvile-Aaret, og selv det falske Vidne, skiøndt brændemærket med Guds Afsky, skulde borgerlig kun lide den Straf, han havde stræbt at paaføre den Uskyldige. Her er Viisdom, maa Man vel sige, saa Lov-Giverne i Christenheden kunde i Mose-Loven fundet Nok, der var at efterligne, uden at anvende Loven om Guds-Bespottelse og hvad dertil hører, hvor den ingen Gavn kunde giøre men megen Skade; thi den var kun paa sit rette Sted i Kirke-Staten, hvor Folket havde Landet til Lehn af Jehovah paa det Vilkaar, ei at begaae Majestæts-Forbrydelse *Moses II. 21–22. V. 23–24..

132Herved mindes vi om Landet, der maatte giøres ryddeligt for Kirke-Staten, men maae overlade det til Andre at gaae i Rette med 👤Moses eller Jehovah om Retten til at udrydde de afgudiske Cananiter, for at skaffe den sande Guds Dyrkelse dog een lille Krog paa Jorden, Han skabde heel, til sin Hjem-Stavn; thi i alt Fald havde Israeliterne unægtelig, paa eget Ansvar for Gud, den Stærkeres Ret, som vi maae finde, blev aldrig bedre anvendt, end ikke da vore Nordiske Fædre brugde den til at ødelægge 📌det Romerske Rige. Menneske-Aanden har nemlig Ret til at bjerge sig og fuldføre sin store Løbe-Bane til Forklaring ensteds paa Jorden, og saalænge Man da ikke kan sige 👤Moses, hvordan han skulde have udført den mageløse Plan, til Menneske-Slægtens aabenbare Gavn, enten i 📌Parans Ørk, eller i kiærligt Samfund med de værste Afguds-Dyrkere, bør Man vist spare den Medlidenhed til Menneske-Aanden, landflygtig paa Jorden, Man nu pleier at ødsle paa dens Fiender, som satte det Umælende over Ord-Føreren og Skabningen over Skaberen. For Resten er Guds Finger ligesaa øiensynlig ved Indgangen i 📌Canaan, som ved Udgangen af 📌Ægypten, og at Forsynet havde ligesaavel Ret til at rydde Landet for sit Folk ved Ild og Sværd, som ved Ild og Svovel eller Pestilents, kan Alle forstaae, saa vi vil heller lægge Mærke til den mageløs milde Krigs-Artikel, at naar Hæren var fylket, skulde Mønster-Skriveren udraabe, at var Nogen nygift eller nylig bosat eller bange for sit Liv, da skulde han træde ud og blive hjemme, fordi det var ikke Jehovahs Villie, at Brudgommen skulde rives fra Bruden, eller han som plantede Vingaarden ei smage dens Frugt, medens Frygt er den værste af alle smitsomme Syger paa Val-Pladsen*Moses V. 20..

Her see vi Grundtrækkene i Mose-Loven, som i Hvile-133Aaret, paa Løv-Salenes Høitid, skulde lydelig oplæses for hele Folket; thi da der kun maatte være et eneste Offer-Sted i Landet, hvor Pagtens Ark stod i Tabernaklet, saa skulde alle Mandfolk samles der tre Gange om Aaret, paa de store Høi tider, hvoraf Paasken var den Første, til Minde om Udgangen af 📌Ægypten, Pindse den Anden, til Minde om Herrens mundtlige Tale til Folket fra 📌Sinai, og Løvsalenes Høitid den Tredie, som skulde holdes i Løv-Hytter, til Amindelse om Livet under Telten, som var 👤Abrahams 👤Isaks og 👤Jakobs og blev hele Folkets i Ørken. Det Hele var aabenbar stilet paa at frembringe og befæste al den borgerlige Frihed og Lighed, der paa nogen Maade lod sig forene med Ret og Orden og med Kirke-Statens store Øiemed; Loven var mageløs mild mod de Ringe, og Overdaadighed, med Alt hvad der svækker Folke-Kraften, var, saavidt mueligt, forebygget, og Boglig Konst, som, blandt et Folk af poetiske Selveier-Bønder, fremforalt i Old-Tiden, umuelig kunde trives uden i et Drive-Huus, havde et Saadant i 👤Levis Huus, hvor Lov-Bogen gav et uforligneligt Mønster og hvor de fleste Indbyggere maatte føle sig lokkede til, endogsaa blot til Tids-Fordriv, at læse og skrive *Moses V. 16. 23..

Hvad der nu kunde friste et Folk med saa mild og tydelig en Lov, med skriftkloge Præster og med den Guds Orakel iblandt sig, der gav dem baade Landet og Loven, til at ønske Forandring, vilde være svart at giætte, naar Man ikke vidste, der skal de bedste Been til at bære gode Dage, og skal desuden, hvor den Stærkeres Ret giælder, en egen Tro til at trøste sig med, at den usynlige Lov-Giver er den Stærkeste. Det forudsaae Lov-Giveren og gav derfor en kort men fyndig Konge-Lov, som, naar Rettens Sværd sad i samme Haand som Lynilden, maatte afværge de værste Følger af et overilet Skridt. Naar du kommer ind i 134dit Land og besidder det, siger Loven til Folket, da siger du kanskee: jeg vil dog ogsaa have mig en Konge, ligesom alle andre Folk, og da skal du, med Herren din Guds Samtykke, tage dig en Konge af dit eget Blod og ingenlunde en Fremmed. Denne din Konge maa hverken holde stort Rytteri eller hjemsøge 📌Ægypten, hvis Veie du skal aldrig meer betræde, og han maa ikke have Huset fuldt af Kvinder, thi det fordærver Hjertet, og han maa ikke heie paa Sølv og Guld. Derimod skal han hos Leviterne faae sig en Afskrift af Lov-Bogen, og den skal han læse i alle sine Livs-Dage, saa han kan lære at frygte Herren din Gud, at holde Hans Bud og udføre Hans Domme, uden at skeie ud derfra til Høire eller Venstre og uden stoltelig at hæve sig over sine Brødre! Da skal 📌Israels Throne giennem mange Ledd nedarves i hans Æt*Moses V. 17.!

Havde vi nu end 📌Ægyptens gamle Lov-Bog ligesaa fuldstændig og vel bevidnet, som vi har 📌Israels, kunde det dog umuelig lønne Umagen at læse den for at finde Magen, men vel for at finde Modsætningen, der aldrig er kiendeligere end i kloge Folks Love, rigtig beregnede paa modsatte Øiemed; thi at et Folk, hos hvem den groveste Afguds-Dyrkelse ei blot hørde til Dagens Orden, men til Statens Væsen, hvor Præsterne lod alle de Konger staae paa Listen med tomme Navne, der ikke havde enten bygt eller nedrevet Templer og Billed-Støtter, og hvor Folket skulde søge sine Guder, ikke over sig i Himlen, men under sig i Graven og i de umælende Dyr, der maatte de kloge Love nødvendig lyde langt anderledes end hvor, som i 📌Palæstina, Afguds-Dyrkelse skulde være halsløs Gierning, og hvor Himlens Gud kun vilde have et eneste Offer-Sted, forlangde intet Tempel og taalde ingen Billed-Støtte. Nu har imidlertid selv 👤Herodot saa godt som intet om dette Folks Love, der, ligesom Chineserne, 135kaldte Høire venstre og stræbde med Flid at forvende Naturens Orden i alle Maader, og 👤Diodor fra Sicilien er da den Første, som, henimod 👤Christi Fødsels Tid, da Ægypternes egenlige Livs-Tid var alt længe forbi, beretter Endeel om deres Love, men saa flygtig og slusket, at det kun er af indvortes Grunde vi kan stole paa Noget deraf.

📌Ægypten, siger saaledes 👤Diodor, har havt fem indfødte Lovgivere, først Mneues, saa 👤Sasyches, som især beskiæftigede sig med Guds-Tjenesten, derpaa Sesoses, som indrettede Krigs-Væsenet, saa 👤Bochoris som ordnede Retter-Gangen og gav Konge-Loven, og endelig 👤Amasis *Diodor I. 59..

Denne korte Lov-Historie, som vi, efter 👤Herodot, endnu kun forøge med det Træk, at 👤Amasis indrettede Politiet, ligner saa ganske Forordnings-Følgen i de nye Stater, at vi maae finde den rimelig, og en Prøve paa hvert af disse Slags Love finde vi i det Mindste hos 👤Diodor, som det kan være værdt at lægge Mærke til.

Forsætligt Mord paa hvilketsomhelst af de hellige Dyr straffedes med Døden, men var det en Stork eller en Kat, Man af Vanvare havde dræbt, da kostede det ogsaa Livet, hvorimod den Ebraiske Lov-Giver omhyggelig forordnede at der skulde være Fri-Stæder spredte i Landet, som den der af Vaade dræbde en Præst eller hvem det var, kunde nemt tye til, før Blod-Hevneren naaede ham. Hvilken Mængde Mennesker der i 📌Ægypten maa have ladt Livet for de Umælende, sluttes let, naar Man kun veed at Nabo-Amterne (Nomerne) i 📌Ægypten sædvanlig havde saa forskiellig Guds-Dyrkelse, at de Dyr der holdtes hellige i det Ene, hadedes i det Andet, og 👤Diodor siger, det var saaledes indrettet med Flid, for at Folket ikke let skulde enes om at giøre Oprør; 136en Bemærkning, der i Øvrigt er skarpsindig nok og burde drive alle Stats-Mænd til at hylde Religions-Frihed *Diodor I. 52. 56. 57..

Af Krigs-Artiklerne anføres To, nemlig, at hvem der svigtede Banneret var uærlig, til han udmærkede sig ved Tapperhed, og hvem der røbede Fienden en Hemmelighed, skulde miste sin Tunge, hvorved kan bemærkes, at baade den Ægyptiske og den Ebraiske Lov-Giver vilde bringe de Feige til at skamme sig, men den Ebraiske vilde naae det, før de mistede Æren, 📌Ægypteren først bag efter*Diodor I. 49..

At Ægypterne havde anderledes bestemte Love om Skiøder, Contracter, Giælds-Sager og deslige end Ebræerne, kan Man forud vide, og at Sagerne for Retten førtes stumt, med to skriftlige Indlæg fra hver Side, hvorpaa Over-Dommeren hængde Sandheds-Tegnet om Halsen paa ham der fik Ret, finder Man rimeligt, saasnart Man hører det*Diodor I. 48. 50., men Konge-Loven skildrer saa godt det ægyptiske Levnets-Løb som en stadselig Lig-Begængelse med afmaalte Skridt, at den bør kiendes heel.

Det var, siger 👤Diodor, ikke med de Ægyptiske Konger, som med andre Enevolds-Herrer, at de gjorde hvad de lystede, thi ikke blot Regierings-Sagerne men hele deres daglige Leve-Maade gik efter en Snor. De var nemlig ikke omgivet af Slaver eller Smigrere, men af de fornemste Præste-Sønner over tyve Aar, som veeg ikke fra dem Dag eller Nat, og tillod dem aldrig at giøre noget Slet. Det Første Kongen maatte giøre, naar han stod op om Morgenen, var at aabne alle indløbne Breve og i den Henseende besørge det Nødvendige. Naar han derpaa havde været i Bad og var iført hele sin Konge-Dragt, begav han sig til Templet, hvor Ypperste-Præsten ikke blot førend Offringen med lydelig Røst bad Guddommen om Sundhed til den retfærdige 137Konge, men tillagde ham stykkeviis alle Dyder, sigende: han er gudfrygtig og menneskekiærlig, nøisom, retsindig og høimodig, ordholden, gavmild og Herre over alle sine Lidenskaber, de han straffer faae aldrig Løn som forskyldt, men de han belønner faae meer end de fortjene. Efter denne Velsignelse kom en Forbandelse over al Kongens Feiltagelse, men saaledes, at han frikiendtes og Skylden for alt Slet og Skadeligt blev skudt paa hans Raadgivere og Redskaber, saa det var ikke ved bittre Bebreidelser men ved overdrevne Lovtaler Man vilde formane Kongerne til Dyd. Naar Kongen nu havde betragtet Offer-Kalvens Indvolde og Offringen var fuldført, da forelæste en Skrift-Klog ham berømte Mænds Raad og Daad af de hellige Bøger, for at Regenten kunde have de bedste Mønstre for Øie til Efterligning. Saaledes var Alting nøie bestemt, ikke blot naar Kongen skulde handle og dømme, men ogsaa naar han skulde spadsere, bade sig, besøge Dronningen og hvadsomhelst man vil nævne, saa han spiste sit tarvelige Kalve-Kiød og Gaase-Kiød efter Vægt og drak sin Vin efter Maal, saa nøie bestemt, som om ikke en Lovgiver men en Læge havde foreskrevet det, og hvor underligt det end klinger, knurrede de gamle Konger dog ikke over alle disse Indskrænkninger, men skattede sig lykkelige, at de ikke som andre Konger var en Bold for deres Lidenskaber, men lod sig styre af Fornuften og var kun udsatte for smaa Feiltagelser. Derfor var de ogsaa almindelig elskede, saalænge denne Lov overholdtes, hvad især viste sig ved den almindelige Lande-Sorg, der fandt Sted naar de døde, og hvad der bidrog meget til Kongernes dydige Opførsel, var den Rettergang der holdtes over dem paa Begravelses-Dagen, thi da holdt Ypperste-Præsten offenlig deres Lov-Tale, som Mængden havde Lov til enten at istemme eller overdøve, saa mange Konger paa denne Maade fik kun en sørgelig Jorde-Færd*Diodor I. 44–46..

138Saaledes slæber Man endnu om med hans Majestæt i 📌Chinas📌himmelske Rige,” lovtaler, undskylder og forguder ham, og ligesaalidt hans Stilling ligner Kongens af 📌Danmark, ligesaalidt har aabenbar Pharaos lignet Kong 👤Davids, men været et mærkeligt Modstykke.

Komme vi nu endelig til Politiet, da beretter 👤Herodot, at 👤Amasis, som sønderrev sit eget Lede-Baand, satte hele Folket under Politiets specielle Opsyn, der var saa strængt, at hvem der ikke aar lig af sig selv gjorde Rede for hvoraf han levede, havde allerede derved sit Liv forbrudt, og til hans Tid maae vi da vel henføre hvad 👤Diodor fortæller om Tyveri, som en lovlig Nærings-Vei i 📌Ægypten, naar Man blot lod sig indskrive for den og bragde Politiet Kosterne. Da fik nemlig Tyven for sin Umage Fjerde-Parten af Kosternes Værdi, som Eier-Manden maatte betale, saa ingen Tyv, der forstod sit Haandværk og tænkde billig, kunde ønske sig et sikkrere Levebrød eller bedre Hælere*Herod. II. 173. 77. Diodor I. 50.. At Ægypternes Ærbødighed for Tyve-Rænker, som Høiden af Viisdom, var ældgammel, see vi imidlertid af Præsternes Fortælling om Rampsenit, saa Tyvene har vist altid havt bedst af det strænge Politi i 📌Ægypten, som 👤Amasis vel kan have skiærpet men har ingenlunde indført; thi allerede i 👤Josephs Tid see vi at i det Mindste Fremmede maatte være godt beredt paa skarpt Forhør eller berede sig til Døden, og hvor Politiet skal holde saa vaagent Øie med de Fremmede, kan det umueligt tabe de Indfødte af Sigte. I et Land desuden, hvor der skulde holdes Syns-Forretning over alle de Hunde og Katte der døde, hvor Lægerne nøiagtig skulde følge de gamle Recepter, hvor den der kureerde for Hoved-Pine ingenlunde maatte kurere for Tand-Pine, og hvor titusinde andre Smaating daglig maatte iagttages, kan Man nok vide, Politiet altid har spilt en Hoved-Rolle, og kan ikke uden Gru tænke sig den 139Aand og de Kundskaber saaledes indspærrede, der kun ved den frieste Virksomhed kunde føre Menneske-Slægten frem paa sin store Løbe-Bane til Forklarings-Maalet. Faaer Man derfor først Syn paa den sælsomt indviklede men mesterlig udførte, glimrende Bedrift af Forsynet, hvorved Israeliterne lærde Ager-Dyrkning, Handværker og borgerlig Tugt, Leviterne lærde at regne og skrive, at veie og maale, og 👤Moses opdroges til den statsklogeste og mest videnskabelige Mand i Old-Tiden, Altsammen paa Ægypternes Bekostning, uden at der dog gik det Mindste tabt af den høie Tanke-Flugt, den rige Livs-Fylde og den varme Friheds-Følelse, der udmærker 👤Abrahams Hyrde-Stamme og maatte udmærke det Prophetiske Folk, der skulde kundgiøre Slægtens Bane og styre dens Fjed; faaer Man først Syn derpaa, da er det kun med Møie Man river sig løs fra den store Betragtning, der frister til at blive fyrretive Aar i Ørken, før Man gaaer videre; men videre maae vi dog nu ufortøvet, og afbryde vel bedst med den Bemærkning, at, efter Præsternes Tale om Hyrde-Kongerne, maa 👤Joseph med temmeligt Held have prøvet paa at omskabe alle de ægyptiske Indretninger i en bedre Aand, hvorved Planen med Israeliterne og 👤Moses er blevet betydelig fremmet.

📌Det hellige Land.

Den Dag kommer nok, da Man ligesaavel i Nyaars-Tiden som i Middel-Alderen, ligesaavel i Skolen som i Kirken, kalder 📌Palæstina 📌det hellige Land, og vil grave nok saa flittig der, som i 📌Grækenland og 📌Italien efter Old-Sager, men endnu er Dagen ikke kommet, thi Landet har været besynderlig forsømt i den videnskabelige Tid, og altid vil Man finde, det ogsaa i denne Henseende danner en Modsætning til 📌Ægypten; thi paa det ene Sted har Smaaheden efterladt sig store og paa det Andet Storheden kun smaa 140Mindes-Mærker og hist finder Man Spor af langt mere men her af langt mindre end Man veed der har været og virket. 📌Salomons-Templet sank i Grus, længe før endnu 📌Parthenon kastede Glands paa Grækernes forgudede Vidskab, Billed-Støtter og Hieroglypher landsforviste Jehovah, og af det andet Tempel blev, efter Herrens Ord, ei Steen paa Steen, saa de Old-Sager, Man der skulde finde, maatte vel mest være Papyrus-Ruller i Leer-Kar; thi ligesom det er sagt, at Laden, hvori 👤Moses svømmede paa 📌Nilen, var af Papir-Flæg (Byblus) saaledes maae vi sige, det var ogsaa paa en Maade i Papyrus-Baaden 👤Moses og alle de Store i 📌Israel svømmede paa Tidens Strøm til os, thi Jøderne holdt kun Øie med deres Historie, men skaffe os kanskee nu, naar de see den vel optaget, en ebraisk Amme til den, som godt kan behøves.

Det var tilvisse kun en liden Plet af Jorden, Jehovah forbeholdt sig og skiænkede 👤Abraham sin Ven, selv naar Man seer paa de naturlige Grændser, som er 📌Libanon imod Norden, 📌Euphrat mod Østen, 📌Parans Ørk mod Syden, og 📌Middel-Havet mod Vesten; men skiøndt Løftet ogsaa lyder paa hele denne Strækning, var det dog kun i 👤Davids Tid, 📌Israels Erobringer hardtad gik saa vidt, og hvad der virkelig blev deelt mellem de tolv Stammer var endnu meget mindre. Det var nemlig kun 📌Gilead østen for 📌Jordan, og den beboelige Deel af Landet vestenfor, hvor dog Philisterne beholdt Sø-Kysten, lige op til 📌Jaffa (📌Joppe), som altsaa var Ebræernes eneste Sø-Stad, uden sikker Havn, og indsluttet af Bjerge, der aldrig synes at have havt ret fremkommelige Veie. Vel kaldes det fra Arilds-Tid Landet som flyder med Mælk og Honning, maa ogsaa have været velsignet, siden det ernærede saamange Indbyggere og udholdt saamange Plyndringer, men dog er det ingenlunde saa varmt og frugtbart som Man skulde slutte efter 141dets Beliggenhed (mellem 30 og 34 Gr. N. B.), deels fordi Jords-Monnet er meget høilændt, og deels fordi 📌Jordans Slette, siden 📌Sodomas og 📌Gomorras Undergang, er langt fra at være “som 📌Ægypten og Guds Have,” men er tvertimod en skaldet Ørk, med en eneste deilig Græs-Holm (Oase), hvor fordum 📌Jericho laa og Alting duftede af den berømte Balsam, hvortil der nu ei mere findes Tegn. Hvordan det egenlig hænger sammen med det saakaldte “📌Døde Hav” denne, efter de Natur-Kyndiges Sigende, mageløse Indsø, hvori 📌Jordan taber sig, er endnu en Hemmelighed, da den ei er beseilet eller undersøgt, siden de Romerske Soldater stagede sig om ved Bredderne for at samle det saakaldte Jøde-Beg; men Abrahamiten 👤Moses er gyldigt Vidne om hvad 👤Abraham saae, Forvandlingen af den deilige Egn til et Brandsted. Dette Øde strækker sig lige op til Bjergene, hvor 📌Jerusalem ligger (under henved 33 Gr. N. B.) 26 Miil vesten for 📌Damask og otte Miil østenfor 📌Jaffa, saa det har været den mest afsides Hoved-Stad i hele Verden, hvor der gik ingen Lande-Vei igiennem, men hvortil, saa at sige, kun smalle Stier førde, og derfor blev den saa seent navnkundig blandt Folkene. Ja, selv nu, da dog 📌Zions Bjerg er blevet langt meer bekiendt end 📌Roms de syv Høie, trættes Man dog om, hvor 📌Zion egenlig er at finde, saa det er først ganske nyelig, Man blev temmelig sikker paa, at det er Bjerget mod Sønden, udenfor det nuværende 📌Jerusalems Mure, hvoraf, blandt meget Andet, følger at den saakaldte 📌hellige Grav indenfor Muren, hvor Man giennem femten Aarhundreder knælede sig træt og giøglede med Blænd-Værk, den har 👤Jesus aldrig hvilet i! Konge-Gravene er ogsaa først nyelig opdagede og vente endnu paa den omhyggelige Undersøgelse, hvortil de fremfor alle andre Klippe-Huler indbyde Menneske-Aanden.

Spørge vi om andet frugtbart Land end 📌Jericho-Holmen, 142og 📌Dschiddin (📌Engaddi), en ligedan Plet (Oase) vestenfor 📌det døde Hav, da vises vi deels sønderpaa ned imod 📌Ægypten til 📌Bethlehem og 📌Hebron, hvorom Ingen dog veed ret Beskeed, deels vesterpaa til Kyst-Landet hvor 📌Joppe og 📌Rama laae, og endelig nordpaa, hvor 📌Sichem og siden 📌Samaria laae, paa 📌Ephraims Bjerg, og hvor Man endnu finder blomstrende Egne med rige Korn-Marker og Oliven-Skove. Her, hvor 👤Josephs Been og 👤Josvas hvile, seer Man ogsaa endnu Grav-Kamre saa store og saa prægtige, i persisk og ægyptisk Stil, at Man kan ikke tvivle om, det jo var til faldne Høvdinger i 📌Israel, de baade blev udhulede og prydede.

Dog, ligesom det er om Egnen ved 📌Genesareth, 👤Josephus udtømde sig i Lov-Taler og kunde dog ei finde Ord til ret at udtrykke dens mageløse Yndighed og vidunderlige Frugtbarhed, saaledes har den ogsaa ganske indtaget de nyeste Reisende, saa de finde det rimeligt nok, hvad 👤Josephus melder, at her paa Flakke-Bjerget med de yndige Skraaninger ned til den deilige Sø med de søde Vande, voxer Alt hvad Man vil saae og plante, frodig, 📌Nordens Træer og Vexter ved Siden ad Ranken og Palmen. Her, hvor det synes som alle Himmel-Egne havde forenet sig om at vise Verden et Glimt af 📌Edens Have, maa Man da vel tænke ophører Virkningen af 📌det døde Hav paa 📌Jordan, som giennemstrømmer 📌Genesareth eller Søen ved 📌Tiberias, og dette Landskab var det som i 👤Jesu Dage kaldtes 📌Galilæa, altsaa hvad Evangelisterne kalde hans Fædreneland, 📌Kapernaums, 📌Canas og 📌Nazareths Egn. Denne Egn maa vi i alle Maader lægge vel Mærke til, thi her ligger ikke blot de berømte Bjerge 📌Thabor i Midten og 📌Carmel ved Havet, men her gik alle Dage 📌Konge-Veien giennem 📌det hellige Land og til 📌Jerusalem, blandt Andet, fordi ved 📌Carmel ligger 📌Akre (📌Akke, 📌Ptolomais), som har den bedste 143Havn i Landet (der aldrig kom i 📌Israels Vold) og agtes for Nøglen til det. Her er ogsaa den større Høi-Slette eller Flakke-Bjerget 📌Esdraelon (📌Jisreels Slette) den store Val-Plads, hvor Erobrerne udfoldede deres Krigs-Hære og en heel Legion i Romer-Tiden havde sit Borge-Leie.

Dog var det ikke her, men sydlig ved 📌Jericho, paa Høiden af 📌Jerusalem i Midten af Landet, at Israeliterne under 👤Josva gik over 📌Jordan og gjorde deres første Erobringer vestenfor den, som det findes beskrevet i den saakaldte Josvas Bog, der fortsætter Mose-Bøgerne, men synes dog først at være skrevet henimod Konge-Tiden.

Det var ved Foraars Jævndøgn, da der var Høivande i 📌Jordan, ligesom i Høstens Tid, da gik 📌Israel over Floden og saasnart Præsterne, som bare Herrens Ark, satte deres Fødder i Vandet, da skildtes det ad, paa underlige Maader, ligesom 📌det røde Hav fordum: hvad der var paa venstre Haand, løb ud i Salt-Søen, men hvad der var paa Høire optaarnede sig og stod stille, og Præsterne blev staaende med Arken midt i Floden mens hele Folket gik over, og 👤Josva udmeldte tolv Mænd af 📌Israels Stammer, som skulde tage hver sin Steen af Flod-Sengen og stille dem op paa den første Leir-Plads vestenfor 📌Jordan, til et uforgiængeligt Mindes-Mærke om den underlige Gierning, Jehovah gjorde, til Pant paa, at Han vilde være med 👤Josva ligesom Han havde været med 👤Moses *Josva-Bogen 3..

Derpaa slog 👤Josva Leir ved 📌Gilgal med en Krigs-Hær paa 40000 Mand, og 📌Jerichos Mure faldt af dem selv for Lyden af Jehovahs Lur, da Præsterne i sex Dage havde baaret Arken omkring Byen og stødt saa paa den Syvende i syv Basuner, hvortil hele Folket istemde Fryde-Raab, og 👤Josva lod Indbyggerne springe over Klingen, opbrændte og ødelagde Staden og ønskede, at hvem der bygde den igien 144maatte miste sin Første-Fødte, naar han lagde Grund-Stenen, og sin Yngste, naar han hængde Portene*Josvab. 6..

Landet var fuldt af Nisse-Konger, saa hver Stad for det Meste havde sin, men den Ypperste i Sønden var dog 👤Adonibesek, Kongen i 📌Jerusalem, og i Norden 👤Jabin Kongen i 📌Hazor, ved 📌Merom-Søen, og med dem og deres Hjelpere holdt 👤Josva to Hoved-Slag som afgjorde Landets Skæbne.

Mest berømt er det første Slag blevet, som stod ved 📌Gibeon, og 📌Gibeon var en Fristad, der kunde maale sig med de største Stæder i Landet, men havde sluttet Forbund med Israeliterne, hvorfor den blev beleiret af fem Konger, med 👤Adonibesek i Spidsen, og da kom 👤Josva til Undsætning og overraskede Cananiterne, saa de holdt ikke Stand men tog Flugten, og leed endnu meer af Hagel-Stene som Herren lod regne over dem, end af 📌Israels Sværd. Seieren var fuldstændig og alle de fem Konger, som skjulde sig paa Flugten i Hulen ved 📌Makkede, blev fanget levende, og 👤Josva lod Folket træde dem paa Nakken for at aflægge al Frygt, og hængde saa de fem Konger i fem Træer til Soels Nedgang, da de blev taget ned og smidt ind i Hulen, hvor de krøb i Skjul og Hulen stoppedes med Steen. Paa den Dag sagde 👤Josva: stat stille, Soel, over 📌Gibeon og Maane over 📌Ælons Dal, og staaer der ikke skrevet i Kæmpevise-Bogen, at Solen blev staaende midt paa Himlen til 📌Israel havde hevnet sig paa sine Fiender, saa Mage til Dag har Man aldrig seet enten før eller siden, at Gud saaledes hørde et Menneskes Bøn som da han streed for 📌Israel *Josvab. 10..

Efter denne Seier, og den ved 📌Merom-Søen over Kongerne i Norden, indtog 👤Josva mange faste Stæder og deelde derpaa Landet mellem Stammerne saaledes, at 👤Juda, 145👤Benjamins og 👤Simeons Stamme fik 📌Sønder-Landet til 📌Jerusalem, 👤Ephraims og den halve 👤Manasse Stamme fik Land-Ryggen eller Flakke-Bjerget, 👤Nephtali og 👤Sebulon fik det deilige Land ved 📌Genesareth, 👤Asser fik Egnen ved 📌Karmel og 📌Akke (📌Akre), og 👤Dan fik sin Part ud til 📌Jaffa; men dog var det langt fra at alle Kananiternes Stæder i Bjerg-Egnen og paa Kysten blev indtaget strax. Tabernaklet med Arken fik sit Stade ved 📌Sichem i 📌Silo, blandt 👤Ephraims Børn, og Leviterne fik ikke en Fods-Bred Ager-Land, men 48 adspredte Byer med Overdrev til Græsgang, og deriblandt de sex Fri-Stæder for dem der begik Vaades-Drab. Selv tog 👤Josva Arv med sin Stamme paa 📌Ephraims Bjerg og boede i 📌Thamna-Sarach, til han døde, hundrede og ti Aar gammel, og ligger sammesteds begravet*Josvab. 12–24..

Ved denne Ebraiske Landnams-Saga er det især at mærke, at en Lignende hos Old-Tidens øvrige Hoved-Folk vilde agtes uskatteerlig og maa da, som mageløs, sagtens være det; men i Sammenligning, ei engang med Mose-Bøgerne men med de Ebraiske Kilder i det Hele, er den kun maadelig, og maa være temmelig seent forfattet, uden andet skriftligt Grund-Lag end Kæmpe-Viserne, den gamle Jorde-Bog og 👤Josvas Afskeds-Tale. Det gaaer nemlig med Folk i det Store som i det Smaa, at i Førstningen naar de har bosat dem, er de saa sysselsat med det Nærværende, at det kun er flygtig de komme Fortiden ihu, men naar Man sammenligner Tiden mellem 👤Moses og 👤Samuel med den mellem Lykurg og 👤Solon, seer Man dog strax, at Ebræerne, i Forhold til Grækerne, har sørget ypperlig for Historiens Fuldstændighed. Blandt de anførte Steder, hvoraf de Flestes Beliggenhed er uvis, maa 📌Merom-Søen vel, som 👤Josephus vil, være 📌Samachonitis, nordligst i Landet, som 📌Jordan flyder igiennem ei langt fra sit Udspring.

146Af Miraklerne har det om 📌Jordan været almindelig troet blandt Jøder og Christne og maa findes at være i sin Orden, men det med Solen har naturligviis gjort mest Opsigt og draget Striden om den Copernikanske Formodning over paa vildfremmede, bibelske, Enemærker, hvad der er saameget latterligere, som den gamle Saga-Skriver, ligesaa troskyldig som hans Frænder i Middel-Alderen, beraaber sig paa en Kæmpe-Vise, som sin eneste Hjemmel. De Skrift-Kloge synes imidlertid ei engang at have lagt Mærke til, at saalænge Solen er oppe er Maanen overflødig, og at hvor Gud har gjort saamange øiensynlige Mirakler som i 📌Israel, maa Man dog sagtens kunne skielne dem fra hvad rimeligviis kun en daarlig Pen har gjort af et godt Vers.

👤Samuel.

Det gik 📌Israel efter 👤Josvas Død, ei som Man maatte ønsket, men som Man kunde vente: Hver gjorde omtrent hvad han vilde, og Mængden offrede vel i 📌Silo, men havde ingen Lyst til at opoffre deres Skiøde-Lyster enten for Guds eller Næstens Skyld, saa Stammerne holdt kun sammen i Nødsfald og Leviterne omkring i Landet havde knappe Kaar og fristedes til for Gunst og Gave at læmpe baade sig og Loven efter de Selvraadige. Den deraf opkommende Slaphed i alle Forhold gav naturligviis Nabo-Horderne Mod til at hærge Landet, og de gamle Indbyggere Leilighed til igien at reise Hovedet i Veiret; men ved Trykket maatte igien hos et Folk med saa store Aands-Kræfter, og saa vidunderlig en Skæbne, Mindet vaagne om den Gud som gav dem Landet, og Mindet føde Daad som Anger, saa det er i Verdens-Historien blot Spørgs-Maalet, hvad Enden blev paa denne Bølge-Gang: om Samfunds-Baandet derved efterhaanden enten slappedes mere eller knyttedes fastere, og om Folket omsider fattede Kirke-Statens store Øiemed eller tabde det aldeles af Sigte?

147Kun som en livagtig Skildring af de svare Børne-Sygdomme, den ny og mageløse Stat maatte giennemgaae, er den saakaldte Dommer-Bog os vigtig; thi hvad der giør Udslaget, see vi først i Konge-Bøgerne, som Man for en Deel har opkaldt efter Manden, med hvem Bladet vender sig: Propheten 👤Samuel.

Efter mange Omskiftelser var nemlig Israeliterne i 📌Syden blevet reent underkuede af Philisterne, som beboede fem Stæder vestenfor 📌Juda ned imod 📌Ægypten, blandt hvilke 📌Asdod, 📌Askalon og 📌Gaza er de Navnkundigste, og vel havde 👤Samson, den Danitiske Vovehals, enstund budt Philisterne Trods, men hans Landsmænd havde neppe engang vovet at huse og hæle ham, for ei at opirre Fienden. Efter hans Død havde imidlertid Folket paa en Maade samlet sig, ved at tage Ypperste-Præsten, den gamle, nænsomme 👤Eli, til Dommer, og hans Sønner, to gudsforgaane Kroppe men dog Jehovahs Præster, satte sig nu, med Herrens Ark, i Spidsen for et Tog mod Philisterne, hvorved de naturligviis haabede at indlægge sig udødelig Ære og grundfæste det Præste-Herredømme, hvortil der nu var smilende Udsigter. I Førstningen forbausedes ogsaa virkelig Philisterne, ved det høie Fryde-Skrig i 📌Israels Leir over Helligdommen, der ikke i Mands Minde var ført i Marken, og hvortil dog de store Seiers-Sagn fra 👤Josvas Dage var uopløselig knyttede; men de der senest var vant til at seire, skammede sig dog snart ved kvindagtig Frygt, fattede Mod og gik mandelig frem, til Folket flydde, Præsterne faldt og 📌Israels Helligdom var i Fiendens Vold*Dommerb. 13–16. Konge-Bøgerne I. 1. 4..

Saa sørgelig endtes da det Tids-Rum, hvori 📌Israel havde betragtet Jehovah med Hedning-Øine, som deres Skyts-Gud, der, ligesom alle andre Guder, maatte finde sig i til 148dagligt Brug at have Side-Mænd, nøies med Offere, som de kunde falde, og see igiennem Fingre, som 👤Eli, hans Præst, med Lovens Overtrædelse, hvor Lysten var stærk. Havde nu Philisterne beholdt Arken, da var der i det Mindste ikke blevet Noget af den Kirke-Stat, der svævede for 👤Moses, og traadte universal-historisk i Kraft med Christendommen, men da havde Forsynet ikke heller havt sin Haand deri, og det er derfor i sin Orden, at Philisternes Afgud Dagon brækkede Halsen, da Jehovahs Ark blev sat i hans Tempel, og at der fulgde en Plage med, hvor Afguds-Dyrkerne stillede den op, som et Beviis paa deres Seier ei blot over 📌Israels Folk men over 📌Israels Gud, som udførde dem af 📌Ægypten og indførde dem i 📌Canaan. Efter Spaamands-Raad prøvede nu Philisterne Konster med Arken, ved at sætte den paa en Vogn, forspændt med Kiør, som aldrig havde trukket men havde deres Kalve hjemme, og blev nu overladt til deres egen Drift, paa Veien op til 📌Bethsemes i 📌Juda-Stamme. Kiørene fulgde Veien op over Grændsen og Philisternes Høvdinger fulgde efter Vognen, til den standsede ved den store Steen, 📌Abel, paa 👤Josva den Bethsemiters Ager, og saaledes kom Arken tilbage med gyldent Sone-Offer, til glad Forbauselse for hele 📌Israel, men først og fremmerst for Mændene i 📌Bethsemes, som gik paa Marken og høstede Hvede, da Arken, efter syv Maaneders Fangenskab, vendte triumpherende tilbage og beviste, at Jehovah kunde hjelpe sig selv*Kongeb. I. 5. 6..

Saaledes banedes Veien for den store Prophet, som alt var opstaaet, og skiøndt 👤Samuel var opdraget ved Tabernaklet i 📌Silo, brød han sig dog kun lidt om Ark og Tabernakel, som det nødvendig maa være med Propheter, naar de opstaae paa Tider, da Præsterne sove og Folket er deelt mellem Ligegyldighed for alt Helligt og overtroisk Forgudelse af de haandgribelige Helligdomme. Ham 149valgde nu hele Folket til Dommer, fordi han, efter Jehovahs Mund, havde spaaet Ulykken, der kom over 👤Elis Huus, og lignede i alle Maader de ægte Propheter, Loven bebudede, og han fornyede høitidelig Pagten mellem Jehovah og Folket, og havde Tordneren med sig, da han drog ud imod Philisterne, saa de vendte Rygg og leed et stort Nederlag, hvorom Steen-Støtten minder, som han reiste ved 📌Masphath og kaldte Hjelpe-Stenen (📌Eben-Ezer), sigende: hidindtil haver Herren hjulpet. Philisterne maatte nu give de Stæder tilbage, som de havde frataget 📌Israel, og 👤Samuel indrettede faste Dom-Stole ved 📌Bethel, 📌Gilgal og 📌Masphath hvor han kom engang om Aaret og holdt Thing, men boede ellers i sin Fødeby 📌Rama eller 📌Armathaim paa 📌Ephraims Bjerg, hvor han ogsaa sad i Rette og bygde Herren et Alter. Saaledes gik det, til 👤Samuel ældedes og satte sine Sønner, 👤Joel og 👤Abia, til Dommere i 📌Beershaba i 📌Juda Stamme, men de tog Skænk og Gave og bøiede Retten, og derpaa stimlede Folket sammen om 👤Samuel i 📌Armathaim og sagde: du bliver gammel og dine Sønner træde ikke i dine Fod-Spor, beskik os derfor en Konge, ligesom andre Folk har, der kan skaffe os Ret! Det klang ikke godt i 👤Samuels Øren, men da han desaarsag udøste sit Hjerte for Gud i Bønnen, da sagde Herren til ham: giv du Folkets Ord Magt, thi de vrage kun dig, som de har vraget mig, der udførde dem af 📌Ægypten; derfor lad dem faae deres Villie, men lær dem dog først hvad Konge-Dømmet fører med sig! Da sagde 👤Samuel til Folket, efter Herrens Ord: naar I faae en Konge, da tager han eders Sønner til sine Øverster og Høvedsmænd, men ogsaa til Ryttere, til Kiøre- Svende og til Løbere, til sine Høst-Folk og Handværks-Mænd, og eders Døttre tager han til sit Kiøkken, sit Bagers og sit Fadebur! Han tager ogsaa Agre og Vin-Gaarde og Olie-Haver af de Bedste fra eder og giver til sine Drabanter, og han beskatter 150Alt hvad I har for at berige sine Hof-Mænd, og han tilegner sig eders bedste Græs-Gange og eders bedste Tyende, saa I blive selv hans Trælle, og naar I da jamre eder, da vil Herren ikke høre det, thi I har selv forlangt en Konge! Nei, raabde Folket, ikke saa, men vi vil have en Konge, ligesom andre Folk, der kan skaffe os Ret og kan gaae i Spidsen for os, naar vi har Krig*Kongeb. I. 7. 8.!

Dermed gik hver til Sit, men nu var der en Unger-Svend af 👤Benjamins Stamme, ved Navn 👤Saul, som var en overmaade smuk og velskabt Mand og var sit Hoved høiere end hele Folket, og ham sendte hans Fader 👤Kis, som boede i 📌Gibea og var en fornem Mand, ud med en af sine Karle at lede om nogle Æsler som var blevet borte. De ledte længe forgiæves paa 📌Ephraims Bjerg og da de kom til 📌Siph eller 📌Armathaim, sagde 👤Saul: lad os nu vende om at ikke Fader skal blive mere bekymret for os end for Æslerne! Nei, sagde Karlen, der boer en Guds Mand i denne By, som der gaaer meget Ord af, for Alt hvad han spaaer det skeer, lad os gaae til ham, at han kan vise os paa ret Vei! Velan, sagde 👤Saul, men vort Brød er jo sluppet op, hvad har vi at forære den Guds Mand? Jeg har en Sølv-Penge, sagde Karlen, den kan du give ham. Da de nu gik op imod Byen, mødte de nogle Smaa-Piger som hentede Vand, og spurgde dem: om Seeren var hjemme, hvortil de svarede: ja, han er, og naar I gaae strax, da træffe I ham før han gaaer op paa Høien og velsigner Slagt-Offeret, thi der er Offer-Gilde i Dag. Inde i Byen mødte de en Mand, som 👤Saul spurgde om, hvor Seeren boede, og Manden svarede: det er mig og gak du op paa Høien og vær min Giæst i Dag, og bryd dig ikke om Æslerne, thi dem har Man fundet; men hvem hører Æren til i 📌Israel uden dig og din Faders Huus! Herren havde nemlig Dagen i Forveien ladet 👤Samuel vide, at 151han saaledes skulde møde den Mand der var udseet til Konge, og næste Morgen, da 👤Samuel fulgde 👤Saul ud af Byen, lod han Karlen gaae forud, og da de var i Eenrum, tog han Olie-Flasken og salvede 👤Saul til 📌Israels Konge og sagde ham visse Tegn, som skulde møde ham naar han gik hjem, til Stadfæstelse paa, at det var Jehovahs Kald. Det Sidste der skulde møde den Nysalvede, var en Prophet-Skare, der skulde komme ned fra Offer-Høien paa hin Side 📌Bethlehem, med Fløite-Spil og Strænge-Leg, og da, sagde 👤Samuel, skal Herrens Aand ogsaa komme over dig, saa du propheterer og du skal blive til et andet Menneske! Det gik ogsaa virkelig som 👤Samuel spaaede, og da 👤Sauls gamle Bekiendtere saae ham i Selskab med Propheterne, og hørde ham, grebet af Aanden, føre deres Sprog, sagde de til hverandre, hvad siden er blevet til et Ord-Sprog: hvordan, er 👤Saul nu ogsaa blandt Propheterne!

Derpaa sammenkaldte 👤Samuel Folket i 📌Masphath, talede og sagde: saa siger Herren, 📌Israels Gud, som udførde 📌Israels Folk af 📌Ægypten, Jeg udrev eder af Kong Pharaos og af alle de Kongers Haand som eder plagede; men I har i Dag slaaet Vrag paa den Gud som eder frelste af al eders Angest og Nød, og I sige: beskik os en Konge, saa fremstiller eder nu for Herren, hver Stamme og hver Slægt for sig!

Nu blev der kastet Lodd og Lodden traf først 👤Benjamins Stamme, saa 👤Mattars Slægt, saa 👤Kisses Huus og endelig 👤Saul deri, som blev trukket frem af sit Skjul og udraabt til Konge, og hele Folket istemde Fryde-Raab og sagde: længe leve Kongen!

Hvem af fornemme Folks Børn der følde sig bevægede til det, ledsagede nu ogsaa 👤Saul hjem til 📌Gibea, og da nogle Afskum forhaanede ham og raabde: Blæse være med den Beskytter, da lod 👤Saul, som han ikke hørde det*Kongeb. I. 9. 10..

152En Maaneds-Tid efter blev Staden 📌Jabes i 📌Gilead beleiret af den Ammonitiske Kong 👤Nahas, og Indbyggerne underhandlede med ham om at overgive sig, men 👤Nahas vilde ikke indlade sig med dem uden paa det Vilkaar, at hver af dem skulde miste det høire Øie, thi saaledes, sagde han, vil jeg have Israeliterne mærkede. Han tilstod imidlertid Jabesiterne syv Dages Frist til at søge Undsætning, og da deres Sendebud kom til 📌Gibea, brast Alle i Graad som hørde deres Ærinde, men i det Samme kom 👤Saul hjem af Marken, og saasnart han hørde hvad der var paa Færde, da kom Aanden over ham, saa han sagde til Budene: hils hjemme, at i Morgen staaer Frelsen op med Solen, og han sønderhuggede et Par Øxen og lod gaae Bud til alle 📌Israels Stæder med Stykkerne og med den Beskeed: saa gaaer det hans Kvæg der ei holder Trop med 👤Saul og med 👤Sa muel! Da kom der Ild i Folket, saa de reiste dem alle som Een, og 👤Saul mønstrede dem i 📌Bezek, og næste Morgen i Dagningen overraskede han Ammoniternes Leir og slog saa drabelig til, at førend Middag var der, selv paa Flugten, ei Samling paa To af 📌Ammons Børn.

Da sagde Folket til 👤Samuel: hid nu med dem, der sagde at 👤Saul skulde ikke være Konge, for de er dødsens! Nei, sagde 👤Saul, idag har Herren frelst sit Folk, idag skal Ingen døe; og 👤Samuel sagde til Folket: lad os gaae til 📌Gilgal og bekræfte Konge-Valget! Det skedte, 👤Samuel salvede 👤Saul til Konge i 📌Gilgal for Guds Aasyn, og der blev offret og Folket holdt en Fryde-Fest som var stor.

Ved denne Leilighed tog 👤Samuel høitidelig Afsked med Folket, talede og sagde: jeg lød eders Ord og satte en Konge paa Thronen, som skal gaae i Spidsen for eder, medens jeg paa mine gamle Dage sidder stille. Svarer mig nu for Herrens og hans Salvedes Aasyn: hvis Oxe eller Asen har jeg taget, hvem har jeg undertrykt eller udsuet, af hvem tog jeg Bod eller 153Pant, saa vil jeg give Erstatning! Da sagde Folket: du har hverken forurettet eller undertrykt og plaget os og du har ikke beriget dig paa Nogens Bekostning! Velan, sagde 👤Samuel, saa kræver jeg idag Herren og hans Salvede til Vidne derpaa, at I fandt ingen Brøde hos mig! Ja, sagde Folket, til Vidne! Den Herre, blev 👤Samuel ved, er da mit Vidne, som skabde 👤Moses og 👤Aaron og som udførde vore Fædre af 📌Ægypten, og staaer nu I frem, saa vil jeg gaae i Rette med eder paa Herrens Vegne, og retfærdiggiøre Ham i al hans Adfærd mod eder og imod eders Fædre! 👤Jakob og hans Sønner drog til 📌Ægypten, og da Ægypterne underkuede vore Fædre og de raabde til Herren, da sendte han dem 👤Moses og 👤Aaron, udførde dem af 📌Ægypten og gav dem dette Land at beboe. Da de glemde Herren deres Gud, da gav Han dem i 👤Siseras Vold, som var Strids-Høvedsmand hos Kong 👤Jabin i 📌Hazor, og i Philisternes og i den Moabitiske Konges Haand, men da de raabde til Herren og sagde: det var Synd at vi svigtede dig og tjende Baal, frels os af vore Fienders Haand, saa vil vi tjene dig; see, da sendte Han dem 👤Gideon og 👤Barak og 👤Jephta og 👤Samuel og udfriede os af vore Fienders Haand trindtomkring, saa I boede tryggelig! Desuagtet, da nu 📌Ammons Konge 👤Nahas drog op imod eder, da sagde I: nei, vi maae have en Konge til at regiere over os, som om ikke Herren vor Gud var vor Konge! See, nu har I Kongen, som I kaarede, og han er en Guds Gave, naar I frygte og tjene Herren og lyde Hans Røst, saa baade I og eders Konge vandre paa Hans Veie; men hvis ikke, da er Herrens Arm baade over eder og over eders Konge, og giver nu Agt, saa skal I see et af Herrens Under-Værker; thi jeg vil bede Ham nu midt i Hvede-Høstens Tid at lade det tordne og regne, for at I kan tage og føle derpaa, det var baade Synd og Skam af eder at raabe paa en Konge!

154Det gik efter 👤Samuels Ord, der kom Torden og Regn den samme Dag, saa Folket bævede for Herren og for 👤Samuel, og de sagde til 👤Samuel: beed du for dine Tjenere til Herren din Gud, at vi ikke skal døe, fordi vi lagde Synd til Synd ved at fordre en Konge!

Frygter ikke, sagde 👤Samuel, thi, trods alt det Onde, I har gjort, vil Herren dog for sit store Navns Skyld ingenlunde forskyde det Folk, Han mildelig tilegnede sig, naar I kun nu vil tjene Ham af ganske Hjerte, og lade de Andre fare som ingen Ting er og Intet formaae! Tænker heller ikke saa ilde om mig, at jeg skulde aflade enten at bede for eder til den Herre, jeg tjener, eller at vise eder den gode og den rette Vei! Kun hvis I fremture i det Onde, gaaer det ud baade over eder og eders Konge*Kongeb. I. 11. 12.!

Det er kun sjelden, Man i Historien kan faae Samling paa et Folk og høre deres Stemme, saa, naar det lykkes, maa Man lytte, og hvad 👤Samuel angaaer, som i den sidste Tid er blevet meget bagtalt, da seer Man let, at hvem der hører til et Folk, hvis Historie-Skrivere er saa fremsagte som de Ebraiske, og kan dog faae saadant et Eftermæle blandt sine Egne, han regner kun lidt hvad Man, selv i hans Livs-Tid, end sige da Aar-Tusinder efter, smaasnakker om ham i fremmede Lande!

👤Saul, 👤David og 👤Salomon.

👤Saul førde Folkets Krige med Philister, Moabiter og Andre, og, efter Herrens Ord ved 👤Samuel, med Amalekiterne, som skulde udryddes, men han blev snart selvraadig, saa han endog, tvertimod Loven, tog sig for at offre, og efter Seieren over 👤Amalek, stak han det Bedste af Byttet tilside, skiøndt han selv, efter 👤Samuels Ord, havde ladet udraabe i Jehovahs Navn, at Alt skulde ødelægges uden 155Skaansel. Da nu 👤Samuel efter Slaget kom til Leiren, og 👤Saul gik ham i Møde og bød ham velkommen, med de Ord: jeg har opfyldt Herrens Bud, da svarede Propheten: hvad er det da for et Drøn og en Brægen, jeg hører? Det er, sagde 👤Saul, kun det Bedste af Byttet, som Folket har giemt for at offre det til Herren, Resten har jeg ødelagt. Hold op, sagde Propheten, og hør hvad Herren sagde til mig i Nat! Hvad er du imod Ham, skiøndt du fører Septeret i 📌Israel, var det ikke Ham der salvede dig til Konge og var det ikke Ham der gav dig Ærendet at udrydde 👤Amalek; hvi lød du da ikke Hans Røst, men faldt over Byttet? Men, sagde 👤Saul, jeg gik jo dog hvor Herren sendte mig og jeg udryddede ogsaa 👤Amalek, saa kun for at føie Folket, sparede jeg Kong 👤Agag og giemde det Bedste af Kvæget til et Slagt-Offer for Herren! Saa du mener, sagde 👤Samuel, det er Herren meer om Offer end om Lydighed at giøre! Nei, du har ringeagtet Herrens Ord og nu agter Herren dig for ringe til at være 📌Israels Konge! Det var vist nok en Feil, sagde 👤Saul, at jeg, af Frygt for Folket, overtraadte Herrens Ord og dit, men tilgiv mig og gak nu med mig, saa vil jeg tilbede Herren din Gud! Nei, sagde 👤Samuel, jeg gaaer ikke med dig, og da 👤Saul tog fat i Snippen paa hans Kappe for at holde ham tilbage, da gik den istykker og Propheten sagde: saaledes river Herren i Dag 📌Israels Krone af din Haand og giver den til din Næste, som er bedre end du, og 📌Israels Rige skal rives itu, det lader sig ei ændre, thi Herren skifter ikke Sind som et Menneske! Jeg har syndet, sagde 👤Saul, men giør mig nu dog den Ære for de Ældste og for Folket, at du gaaer tilbage med mig til Guds-Tjenesten! Da gik 👤Samuel med ham, og efter Guds-Tjenesten sagde han: bring mig 👤Agag, 👤Amaleks Konge, hid! Da kom 👤Agag skiælvende frem og sagde: er det den bittre Død? Ja, sagde 👤Samuel, ligesom dit Sværd har gjort 156Mødre barnløse, saaledes skal nu din Moder vorde barnløs, og dermed huggede han ham ned. Derpaa gik Hver til Sit og 👤Samuel sørgede over 👤Saul men saae ham ikke mere*Kongeb. I. 15..

Siden sagde Herren til 👤Samuel: hvorlænge vil du bære Sorg for 👤Saul, som Jeg har afsat; fyld dit Horn med Olie og giæst Bethlehemiten 👤Isai, thi blandt hans Sønner har Jeg udseet mig en Konge! Men, sagde 👤Samuel, naar 👤Saul faaer det at høre, da slaaer han mig ihjel! Tag en Kvie med dig, sagde Herren, og siig, du kommer for at bringe Herren et Slagt-Offer, lad 👤Isai være din Giæst, og salv den, Jeg udnævner! Det skedte ogsaa, og den lille 👤David, som var den Yngste af otte Brødre, maatte hentes hjem fra Hjorden som han gik og vogtede, thi Seeren vilde ikke sætte sig til Bords, før han var med, og ham, den rødmussede Knøs med det smukke Væsen og de levende Øine, stod 👤Samuel op, efter Herrens Ord, og salvede midt imellem hans Brødre, uden dog at tale om hvad det havde at betyde.

Fra den Dag af blev 👤David stærk i Aanden, men Herrens Aand veeg fra 👤Saul og der kom en ond Aand over ham, saa han blev modløs og fortvivlet, mistænkelig og grusom, og da 👤David nu snart fældede Jetten 👤Goliath i Dalen 📌Elah, mellem de øde Bjerge paa Veien fra 📌Jaffa til 📌Jerusalem, saa Kvinderne sang: 👤Saul slog Fiender i Tusind-Tal og 👤David i tigange Tusind; da saae 👤Saul sin Medbeiler og Eftermand i 👤David og forfulgde ham til Døden, men kunde dog ikke forhindre ham fra, da Timen kom, at bestige 📌Israels Throne og kaste Glands paa det hidtil af Verden foragtede Folk*Kongeb. I. 16–18..

Medens 👤David i 👤Sauls Tid drev fredløs om i Ørken, og forfulgdes som et Rov-Dyr, havde der samlet sig en udvalgt Kæmpe-Skare omkring ham fra alle Hjørner i Landet, og at 157de ikke deelde hans Nænsomhed over 👤Saul, hvis Liv var to Gange i hans Haand, er bekiendt, men et andet Træk af Forholdet mellem Hyrde-Helten og hans Følge-Svende er nærved at gaae ad Glemme og er dertil dog meget for godt. Engang da han var ved Hulen 📌Adullam, slap det ham nemlig ud af Munden, at han kunde ønske sig en Drik Vand af Kilden i 📌Bethlehem, hvor Philisterne dengang laae i Leir, og da var der strax tre Vovehalse, som foer afsted og slog sig igiennem Philisterne frem og tilbage, med Vand fra 📌Bethlehem, men da de bragde 👤David det, udøste han det som et Drik-Offer for Herren og sagde: det Vand har I hentet med Livet i Haanden, og Gud bevare mig fra at drikke mine Kæmpers Blod *Kongeb. II. 23. Krønikeb. I. 11.!

Disse Kæmper udgjorde nu Kiernen af hans Krigs-Hær, med hans Syster-Søn, den ligesaa snilde og kolde som djærve, 👤Joab i Spidsen; men 👤David brugde dem kun til at indtage 📌Jerusalem, som han gjorde til Rigets Hoved-Stad, og til paa alle Sider at frede 📌det hellige Land, saa det mod Østen fik 📌Euphrat, mod Syden Ørken, 📌det døde og 📌det røde Hav, til sine Grændser; Philisterne lod han det være nok at tugte og med Kong 👤Hiram i 📌Tyrus pleiede han Venskab.

Efter 👤David kom hans Søn 👤Salomon, hvis Regiering var 📌Israels glimrende Tid, ved Skatten han tog af de Undertvungne, ved Ordenen han indførde i Bestyrelsen, ved Deelagtigheden han fik i den Tyriske Handel, ved Templet han bygde, ved Pragten han førde, ved de store Kiøbstæder 📌Baalbek og 📌Palmyra (📌Baalath og 📌Thadmor) han anlagde, og ved hans store Forstand og Klogskab, som kastede Glands paa Alt hvad han rørde, og gjorde ham til et Vidunder for Dronningen fra 📌Saba og for Folkene saavidt som Karavanerne fra 📌Tyrus gik.

Om 👤Salomon hedder det strax: han elskede Herren 158og traadte i 👤Davids Fod-Spor, undtagen at han offrede og gjorde Røgelse paa Høiene, og da han første Gang gjorde et stort Slagt-Offer paa Høien ved 📌Gibeon, hvor Tabernaklet var flyttet hen, da drømde han om Natten at Jehovah kom til ham og sagde: siig mig, hvad ønsker du dig? Herre! sagde han, min Fader 👤David vandrede for dit Ansigt i Hjertens Oprigtighed og Du var saa naadig at lade mig som hans Søn bestige hans Throne; men jeg er i dette Stykke som et Barn, der veed hverken ud eller ind; derfor giv din Tjener Sind til at høre og dømme dit Folk med Retfærdighed og Forstand til at skielne ret mellem Ondt og Godt! Da sagde Herren: velan! siden du hverken forlangde mange Aar eller meget Gods, eller dine Fienders Undergang, men kun Forstand til at giøre Ret og Skiel, da skal du faae din Villie, saa din Mage i Klogskab og Forstand blev aldrig født og skal ei fødes, og hvad du ikke forlangde, Rigdom og Ære, det lægger Jeg til, saa du skal vorde en mageløs Konge, og tager du Vare paa mine Bud og Skikke, som 👤David din Fader, see, da skal du ogsaa leve din Alder ud*Kongeb. III. 3..

Det var en Drøm, men Herren gjorde 👤Salomon visere end alle 📌Østens Børn, og han overgik 📌Ægyptens Viismænd, tretusinde var hans Ord-Sprog og over tusinde hans Sange, og han beskrev alle Planter, fra Cedren paa 📌Libanon ned til Huus-Løgen, og alle Fugle og Fiske og Dyr og Kryb, saa der kom Folk fra alle Verdens Hjørner for at høre hans Viisdom.

Og der var Dronningen i 📌Saba, hun havde ogsaa hørt Tale om 👤Salomon og om hans Gud, og hun kom for at prøve ham med mørke Taler; hun kom til 📌Jerusalem med stor Pragt, med Kryderier og meget Guld og Ædel-Stene læsset paa Kame ler, og hun stædtes og ind for 👤Salomon og lod ham høre Alt hvad hun havde paa Hjerte, og han sagde 159hende Beskeed paa alle hendes Taler, der var Intet, som Kongen jo havde Nøgelen til, og da hun havde hørt hans Viisdom, og seet Templet og alle hans Indretninger, da blev hun som ude af sig selv og sagde til Kong 👤Salomon: hvad Rygtet fortalde mig om dig, kunde jeg ikke troe før jeg saae det for mine Øine, men nu maa jeg bekiende, det var dog ikke halv saa meget som det er i Virkeligheden! Lykkelige er de som altid staae for dit Ansigt at høre din Viisdom! Dronningen forærede ham hundrede Talenter Guld og Kryderi som Man aldrig saae Mage til, og Ædelstene, og fik igien af ham alt hvad hun havde Lyst til og reiste saa tilbage til sit Land*Kongeb. III. 10. Krønikeb. II. 9..

👤Salomon var kvindekiær og havde, foruden Kong Pharaos Daatter, et heelt Fruer-Bur af Moabitiske, Ammonitiske, Sidoniske og andre hedenske Kvinder, tvertimod Loven, og da han blev gammel, overtalede de ham til at bygge et Offer-Sted for den Moabitiske Afgud Cames paa Bjerget lige over for 📌Jerusalem, og et for den Sidoniske Astarte og for alle de Afguder som Kvinderne offrede til og gjorde Røgelse for. Derfor blev Herren vred paa 👤Salomon og lod ham vide, at han havde sin Krone forbrudt, og at hans Søn skulde kun beholde Lidt af Riget og det endda kun for 👤Davids Skyld og for at holde Lyset tændt i 📌Jerusalem *Kongeb. III. 11. .

Nu var der en Ephraemit, 👤Jeroboam, 👤Nebaths Søn, som Kongen havde lagt Mærke til da han sammenbyggede Hoved-Staden, og gjort til en fornem Mand, han mødte engang Propheten 👤Ahia, og havde et splinternyt Klædebon, som Propheten rev af ham og rev i tolv Stykker og sagde til ham: sank de ti Stykker op, thi de ti 📌Israels Stammer skal du være Konge over, dog ikke i 👤Salomons Dage, og vil du træde i 👤Davids Fodspor, da bygger Herren dig et 160varigt Konge-Huus ligesom 👤Davids. Desaarsag satte 👤Jeroboam sig op imod 👤Salomon, og da hans Liv kom i Fare, flygtede han til Kong 👤Sisak i 📌Ægypten, og blev der, til 👤Salomon døde. Derpaa, da 👤Salomons Søn 👤Rhoboam kom til 📌Sichem for at blive hyldet, raabde Folket om Lettelse for de Byrder, hans Fader havde lagt paa dem, men 👤Rhoboam svarede dem, efter sine unge Tjeneres Raad, at hans lille Finger skulde hvile saa tungt paa dem som hans Faders hele Haand, og derover blev de ti Stam mer saa forbittrede at de huiede i vilden Sky: hvad har da vi med 👤David at skifte? ei er vor Odel hos 👤Isais Søn! 📌Israel! hjem til din Arne! 👤David! pas selv paa dit Huus! Nu kom 👤Jeroboam just tilbage fra 📌Ægypten og blev strax valgt til Konge af de ti Stammer, saa 👤Rhoboam beholdt kun 👤Juda og 👤Benjamins Stamme, men 👤Jeroboam var dog bange for at hans Folk skulde blive ham utro, hvis de blev ved at gaae op til 📌Jerusalem om Høitiderne, og derfor indrettede han dem to Offer-Steder, i 📌Bethel og 📌Dan, og ansatte Præster derved som ikke var af 👤Levis Stamme, og opreiste to Guld-Kalve der, sigende til Folket: see, 📌Israel, dine Guder som udførde dig af 📌Ægypten!

Siden var der idelig Krig mellem 📌Juda og 📌Israel, og i 👤Rhoboams femte Aar brød den Ægyptiske Kong 👤Sisak ind i Landet og plyndrede 📌Jerusalem, og tog alt det Guld-Stads, som var baade i Herrens og i Kongens Huus, al 👤Davids og 👤Salomons efterladte Herlighed*Kongeb. III. 11–14..

Spørge vi nu, naar 👤Salomon levede, da har vi intet andet Maal for Afstanden mellem ham og 👤Moses, end Slægt-Registerne, men alle de vi har løbe ogsaa ud paa det Samme som hans, og han stammede i femte Ledd (giennem 👤Boas, 👤Obed, 👤Isai og 👤David) fra 👤Salmon, der inddrog i Landet med 👤Josva, saa, skedte det ved Aar 1200, da har 161han besteget Thronen omtrent tusind Aar f. Ch. Men at denne Tids-Punkt virkelig ogsaa er den rette, see vi baade paa Afstanden mellem ham og 👤Salmanassar og især paa den troværdige Beretning, at der forløb omtrent hundrede Aar mellem den samtidige Kong 👤Hirams Død og Stiftelsen af 📌Carthago, som, efter Oldtidens Vidnesbyrd, fandt Sted henimod 900 Aar f. Ch.

Det Aarhundrede, i hvilket 📌Israel udgjorde et samlet Konge-Rige, var saa rigt paa store Mænd, og findes saa livagtig skildret i Konge-Bøgerne, at naar Man i Verdens-Historien lader det uændset, er det kun en daarlig Undskyldning, at 📌Israels Virke-Kreds dog kun var snever; thi deels har Man fra saa gamle Dage slet ingen anden historisk Skildring af en Virke-Kreds, enten stor eller lille, og deels giør det neppe Helten og Skjalden paa 📌Israels Throne mindre, at hans Seire først efter et Aar-Tusindes Forløb begyndte at giøre Opsigt i den store Verden, og at hans Sange først kom til at gaae fra Mund til Mund under alle Himmel-Egne, efterat Hedningerne havde sun get sig kiede af deres egne Mester-Stykker. Kun da, fordi Kong 👤David blev Forsanger i det Tempel, hans Søn og Guds har bygget, og er endnu en Helt i 👤Christi Kirkes Historie, som de Smaa blive aldrig trætte af at elske og beundre, kun derfor kan Man i Haand-Bogen nøies med at nævne hvad der vilde vel meget Rum til ret at fortælle.

Hvad derimod her nødvendig maa bemærkes, er den Hoved-Forandring i 📌Israels Borgerlige Stilling, som egenlig alt skedte ved Konge-Magtens Indførelse, men kom dog først ret for Dagen ved Skilsmissen. Det var en Kirke-Stat, uden noget synligt Hoved, 👤Moses havde stiftet og saasnart der i Kongen blev et saadant Hoved, var det kun Spørgsmaalet, om Jehovahs Dyrkelse kunde holde sig 162i Stats-Kirken, thi paa en Række af Konger, der vilde nøies med den udøvende Magt, efter en Lov der indskrænkede dem, var ikke at tænke. Istedenfor altsaa at Folket hidtil sad tilhuse hos Jehovah, saa skulde han nu sidde tilhuse hos dem, og skiøndt 👤Salomon var klog nok til at indsee, at selv det store Huus, han bygde i 📌Jerusalem, umuelig kunde rumme den Største, hvem Himlen faldt for trang, saa var dog allerede han daarlig nok til at mene, der var Rum nok i hans Rige til alle Afguders Altre ved Siden ad Jehovahs. Det var Religions-Friheden, som hans Forstand sagde ham, burde findes i enhver Konges Rige, saa Feilen laae blot deri, at han betragtede Guds Rige som sit eget, og sig ei som Grund-Lovens Tjener men som dens Herre; men denne Feiltagelse, der, efter Tingenes sædvanlige Løb, snart vilde gaae over paa Præsteskabet i Kongens Tjeneste, bebudede, som Man let seer, den Time, da Jehovah-Dyrkelsen enten vilde blive afskaffet i Stats-Kirken, eller, hvad omtrent var det samme, blandes med Afguderi. Det Sidste, kan vi see, var hvad 👤Jeroboam valgde i sit Rige, og da han forbigik Leviterne, saa fulgde deraf, deels at hans nybagte Præster vilde være blotte Øien-Tjenere for Kongen, og deels at Leviterne, der mistede Tiende og Offer af de ti Stammer, blev aldeles afhængige af Kongens Naade i 📌Jerusalem.

Her var da aabenbar ganske overordenlige Forholds-Regler nødvendige, naar Forsynet ikke vilde opgive sin Plan: at giøre 👤Abrahams og 👤Davids Sæd til en Velsignelse for Jorden, og holde Lampen i 📌Jerusalem tændt til Lyset kom som skulde overstraale Verden, saa det har sine gode Grunde at vi møde en uafbrudt Række af Propheter fra 👤Samuel til det andet Tempels Opbyggelse; thi kun i deres Ord er Jehovah tilhuse hos 📌Israel, kun i deres Syner svæver Kirke-Staten over Landet, og kun ved deres fri og kraftige Virksomhed kan en Dæmning reises mod Kongernes 163Selvraadighed, Præsternes Føielighed, og i det Hele mod den Afguderiets rivende Strøm, der ellers i Old-Tiden opslugde Alt hvad den nærmede sig!

📌Tyrus og 📌Sidon.

At der var et Folk i Old-Tiden, som Grækerne kaldte Phønicer (egenlig Pheniker og Peniker ͻ: Lurendreiere) men som Ebræerne har gjort bekiendt i hele den ny Læse-Verden under Navn af de Tyrier og Sidonier, samt at dette Folk i gamle Dage var omtrent det Samme for Verden, som Engelskmænd og Hollændere nuomstunder, det er, saa at sige, alle vitterligt; men det er i Grunden ogsaa Alt hvad selv de lærdeste Old-Kyndinger veed at fortælle os om disse Koglere, der spores allevegne men findes ingensteds. Det klinger nu vel underligt nok, at vi veed snart ikke meer om dem, der seilede saavidt som Himlen var blaa og handlede paa alle Kyster, end om dem der murede sig inde mellem Bjergene i 📌Nil-Dalen; men dog er det ganske forklarligt, da Ingen fristes mere til at indhylle sin Bedrift i Mørke end netop store Kiøbmænd og Fabrik-Herrer, og det var aabenbar de Tyrier og Sidonier, som derfor helst kom, hvor de kiendtes mindst, og fortalde Ingen deres Veie, men gav de Nysgierrige en Lim-Stang at løbe med, saa Phøniciske Løgne blev et almindeligt Ord-Sprog. Skiøndt derfor 👤Herodot giæstede 📌Tyrus, fortæller han dog saa godt som slet Intet enten om Phønicernes Fortid eller engang om deres Love og Indretninger, Handel, Sæder og Skikke i hans Tid, saa alt det Aabenbare maa have forekommet ham ubetydeligt, og Alt hvad han gad vidst været en uigiennemtrængelig Hemmelighed. Havde den gamle Græker havt samme Begreb som vi, om Phønicernes Indflydelse paa Slægten i det Hele, kunde han vist nok sagt os mangt et Ord, vi 164nu vilde opveie med Guld, men hvor langt han var derfra, see vi strax, da hans Verdens-Historie vel ganske rigtig begynder med Phønicerne, men kun for at vise os fra hvilken indskrænket hellenisk Synspunkt han betragtede dem.

Fornuftige Folk i 📌Persien, hedder det nemlig, skyde selv Skylden for Spliden, mellem dem og os, paa Phønicerne, som aldrig saasnart, nede fra 📌det Røde Hav af, kom op til det andet Hav, hvor de nu boe, førend de begyndte at fare paa de lange Reiser med Ægyptiske og Assyriske Vahre. Blandt andet, sige Perserne, kom de da ogsaa til 📌Argos, som dengang var Hoved-Staden i 📌Grækenland, og gjorde Marked, men femte eller sjette Dagen efter deres Ankomst, da de næsten havde udsolgt, kom Kongens Daatter Io, med mange andre Fruentimmer, ned til Stranden for selv at kiøbe hvad de fik Lyst til, og mens de stod og handlede bag i Skibet, var Phønicerne frække nok til at angribe dem, hvorpaa vel de Fleste reddede dem med Flugten, men Kong Inaks Daatter Io, tilligemed nogle Andre, faldt dog i Røvernes Hænder, som paa Timen lettede og førde dem til 📌Ægypten. Phønicerne vil jo rigtignok ikke vedgaae, det var dem, der yppede Kiven, men saaledes sige Perserne, læggende til, at siden landede nogle Græker, de veed ikke hvilke, men det har formodenlig været Cretenser, ved 📌Tyrus, og bortsnappede Konge-Daatteren Europa, saa det gik lige op*Herod. I. 1–2..

Siden, i Anledning af Herkules, om hvis Levetid Ægypterne bragde ham reent i Vilde-Rede, kommer 👤Herodot vel til at fortælle, han har været i 📌Tyrus, men det Udbytte han meddeler os, er kun, at han der ganske rigtig fandt et prægtigt 📌Herkules-Tempel med to kostelige Støtter, den Ene af det pure Guld og den Anden af Smaragd, som egenlig var i sin Glands om Natten, og at Præsterne, 165han fik i Tale, forsikkrede ham at den Guddoms Tempel var bygt tilligemed 📌Tyrus, for 2300 Aar siden*Herod. II. 44..

Om de Phøniciske Colonier er den gamle Græker ogsaa meget knap paa sine Ord, hvad Man kun kan forklare sig deraf, at Grækerne ligesaalidt som andre Folk havde Lyst til at opregne navnkundige Medbeileres Bedrifter. Selv det berømte 📌Karthago (📌Karchedon) nævner 👤Herodot kun, hvor han nødes dertil, men har dog opbevaret os det smukke Træk, at 👤Kambyses maatte opgive sit Sø-Tog mod Staden, fordi Phønicerne, med hvis Flaade det skulde foretages, erklærede, at hverken kunde de bryde den hellige Eed, de havde svo ret deres Børn (Daatter-Staten) eller være unaturlige nok til at bekrige dem*Herod. III. 19..

At 👤Herodot ikke indlader sig stort paa 📌Vestens Anliggender, kan vel ikke undre os, da de aabenbar var ham meget fremmede, men det er dog paafaldende, at han to Gange omtaler Grækers Seilads til 📌Tartessus, vesten for 📌Herkules-Støtterne, uden at nævne Phønicerne, og det er øiensynlig kun for Herkules og Skythernes Skyld han en eneste Gang i Forbigaaende nævner 📌Gadra (📌Gades, 📌Cadix)*Herod. I. 163. IV. 8. 152..

Dog, hvad end mere viser Hellenerens Ulyst til at tale om Phønicernes store og gode Handlinger, er den aldeles uforsvarlige Flygtighed, hvormed han berører deres Plantninger paa Øerne i 📌Archipelagus og deres store Indflydelse paa 📌Grækenland selv; thi det lader sig kun forklare af det dødelige Fiendskab mellem Phønicerne og de Asiatiske Græker, hvorpaa han selv under Perser-Krigens Beskrivelse anfører slaaende Exempler.

Kun fordi 👤Herodot fandt et Tempel i 📌Tyrus for den 166Thasiske Herkules, umagede han sig til 📌Taso, hvor han til sin Ærgrelse fandt, at 📌Herkules-Templet var bygt fem Menneske-Aldere før den Græske Herkules kom til Verden, og bygt af de Phønicer, der seilede ud for at lede om Europa. Ved denne Leilighed fik han imidlertid de berømte Guld-Gruber at see, og maatte især beundre de gamle Phøniciske, hvormed Bjerget lige over for 📌Samandraki (📌Samothrace) var reent udhulet; men disse kiendelige Spor synes dog slet ikke at have fristet ham til at besøge denne høist mærkværdige Øe, berømt i hele den gamle Verden for de Kabiriske Mysterier, som han selv lader forstaae, kom med Cadmus til 📌Grækenland. Han lader det forstaae, men han siger det ikke, saa det er kun ved at jævnføre hans adspredte Yttringer, vi komme efter, at Gephyræerne i 📌Attika, som vilde tillyve sig Græsk Herkomst, men som han kom under Veir med, nedstammede fra de Phønicer, Cadmus bragde ind i Landet, at de Gephyræer, siger jeg, skal smelte sammen med de Pelasger (Naboer) som kom fra 📌Samandraki og lærde Athenienserne de Kabiriske Mysterier. Ved denne Jævnførelse opdage vi imidlertid, det var ogsaa hans Mening, at de samme Phønicer, som havde ført Bogstav-Skriften til 📌Græken land, og lært den fra sig til deres Naboer Ionerne, havde ogsaa stiftet Oraklet i 📌Dodone, som var det ældste i 📌Grækenland, men disse Skrive-Mestere kunde nok fortjent det, at naar Grækerne engang fik saa mesterlig en Historie-Skriver, han da med en vis Deel-Tagelse havde udbredt sig over deres Levnets-Løb, som de selv havde for travlt til at beskrive*Herod. II. 44. 49–52 V. 57–62. VI. 46–47..

Det er imidlertid langt fra, thi 👤Herodot ymter end ikke om, at Phønicerne havde noget at giøre med Glasset og Purpuret, hvis Tilberedelse Man sagtens ikke i 📌Ty167rus har villet forklare ham, men hvis Phøniciske Herkomst dog nødvendig maatte være ham bekiendt, og dette er saameget mærkeligere, som han, paa et løst Rygte, fortæller om den Mængde Glas, Æthioperne havde, og nævner ved samme Leilighed Purpuret, som noget dem aldeles fremmed*Herod. III. 22–24.. Hans Kauthed i Sligt gaaer imidlertid saa vidt, at skiøndt han gierne gad vidst, hvor Rav og Tin i Grunden kom fra, tier han dog bomstille med, hvad han godt vidste, at begge Dele kom nærmest fra Phønicerne. Han glemmer derimod ikke, ved den Leilighed, underhaanden at give Vedkommende med deres Æventyr en Rap, sigende: at der hos Barbarerne skulde være en Flod Eridanus, som falder ud i det Nordiske Hav, og at det er der, Man faaer Rav fra, det gaaer over min Forstand, især da Eridanus er aabenbar intet Barbarisk men et Græsk Navn, formodenlig skabt af en Poet! 📌De Cassiteriske Øer, hvor Tinnet skal komme fra, veed jeg ligesaalidt Rede til, da jeg kun forgiæves har søgt om et Øien-Vidne, der kunde sige mig Beskeed om det Europæiske Hav, saa Alt hvad jeg veed om Tin og Rav, er at begge Dele komme fra de længst bortliggende Steder. Det yderste Hav synes altsaa at indslutte en anden Verden, fuld af Sjeldenheder, hvor det haver hjemme, som os huger bedst, thi det Nordlige 📌Europa er rimeligviis ogsaa rigt paa Guld, om det end ikke er Arimasperne, der slaaes med Grifferne om det, thi det skal Ingen bilde mig ind, at der virkelig fødes saadanne eenøiede Folk, som i Øvrigt ganske ligne andre Mennesker*Herod. III. 115–16.!

Ligesom det nemlig herved strax falder i Øinene, at Phønicerne ikke blot har fortalt sære Æventyr om deres Sjeldenheder, men ogsaa fundet det klogest at sige, de hentede 168Tinnet stik i Vest og Guldet i Norden, saaledes bør Man dog heller ikke oversee, hvor kræsen og prutten den gamle Saga-Skriver paa een Gang er blevet, saa selv om de længstbortliggende Lande vil han have Syn for Sagn, naar det giælder Phønicerne.

Dog, vi er alle Mennesker, og een stor Fortjeneste har 👤Herodot dog af Phønicernes Eftermæle, da han er den eneste Skribent, som beretter os den Helte-Gierning, de gjorde i den Ægyptiske Kong 👤Nechos Tid og Tjeneste, ved at omseile 📌Afrika. For ikke at blive narret, lod 👤Necho dem nemlig løbe ud fra 📌det Røde Hav, og saae virkelig de samme Skibe komme til 📌Ægypten paa 📌Middel-Havet, skiøndt først efter hele to Aars Forløb; men desuagtet seer Man hos 👤Strabo, at de Lærde siden drog ikke blot Virkeligheden men selv Mueligheden af den Seilads stærk i Tvivl, ja, 👤Herodots Efterretning behandles der saa skiødesløs, at Man ordenlig maa sætte sig ind i Recensent-Væsenet, for at kunne forstaae, det skal være den, der tales om*Herod. IV. 42. Strabo II. 98. 100.. Intet Under derfor, at den nyere Tids Lærde, der knap begreb hvordan Folk kunde snakke, end sige være veltalende, før Man fik Bøger, slet ikke kunde begribe nogen Seilads af Betydenhed, før Man fik Kompas, at de tog Historien for et Æventyr; men det er høistmærkværdigt, at hvad 👤Herodot sagde, en Anden maatte troe, ikke han, det har bragt vore Lærde til at troe Fortællingen, thi det var den Phøniciske Skipper-Efterretning, at under den Seilads fik Man Solen paa sin høire Haand, som Man nu siger, er et vist Tegn paa, de havde passeret Linien.

Her seer Man omtrent Alt hvad 👤Herodot, der handlede saa udførlig om de gamle Ægypter, har behaget at fortælle os om Phønicerne, saa hans Taushed om deres Bedrift og Fortjenester bør ikke komme dem til anden Forklei169nelse paa deres gode Navn og Rygte, end den som allerede ligger deri. Ganske tør jeg imidlertid ei forbigaae hans ligesom himmelfaldne Anmærkning, midt i de Ægyptiske Præste-Sagn om Kong Proteus, at trindtomkring hans Lund, sønderfor 📌Memphis, boe Tyriske Phønicer, og hele Egnen kaldes 📌Tyriernes Leir, skiøndt derom kun er at sige, at boede Tyrierne virkelig der ligefor 👤Herodots Øine, da hører den Gaade til Perser-Tiden, og er ubetydelig, men er det et Sagn fra gamle Dage, skiø desløst berørt, da giælder det sikkert Israeliterne, som virkelig engang beboede den Egn*Herod. II. 112..

Gaae vi nu til den næste Græske Universal-Historiker, 👤Diodor fra Sicilien, da kom han noget seent, efter at selv 📌Carthago alt længe var forgaaet, og da den indskrumpede Handel i lurvet Skikkelse tog en anden Gang end fordum, saa nu, efter 👤Cæsars Besøg, afhentede Kiøbmændene selv Tinnet i 📌Britannien og førde det over Land til 📌Rhone-Floden, medens Ravet ogsaa gik til Lands fra 📌Norden, Man veed ikke giennem hvormange Hænder *Diodor V. 208–10.. Desuagtet vilde 👤Diodor sikkert fortælle os en heel Deel om Phønicerne, dersom vi havde hans Værk heelt og ubeskaaret, thi nu havde 📌Roms Sværd jævnet alle de gamle Folke-Trætter, og Man skrev nu ikke heller Historier for at begeistre sine Landsmænd men for at vise dem, hvad Man vidste; men nu træffer det sig, at 👤Diodor i den Deel af Bogen, Tiden har levnet, kun i Forbigaaende kommer til at omtale Phønicerne, saa det er, som om Historien vilde hævne sig paa dem, for de forsømde den.

Om Cadmus seer Man, der i 👤Diodors Tid gik mange Rygter, saa Somme gjorde ham til en Ægypter og Andre til en af Jødernes Anførere ved Udgangen af 📌Ægyp170ten, men at, efter Grækernes Sigende, var han Agenors Søn, udsendt af Kongen i 📌Phønicien for at lede Europa op, og med stræng Ordre at bringe hende tilveie eller blive borte. Det Sidste maatte han da vælge, efterat have gjort sit Bedste og ledt forgiæves trindt om Land, saa han slog omsider 📌Phønicien reent af Hovedet, og nedsatte sig i 📌Bøotien i 📌Grækenland, hvor han, efter et Orakel-Svar, bygde 📌Theben, og ægtede Aphrodites Daatter Harmonia (Samklang) som blev Moder til Semele (Chor-Sangen) og alle hendes Systre. Mythographen 👤Dionysius fortalde fremdeles om Cadmus, at han førde Bogstaverne med sig, læmpede dem efter det Græske Sprog, og gav dem deres Navne, hvorfor de blev kaldt Phøniceriet, saa naar de ogsaa kaldtes Pelasgeriet, var det kun fordi Pelasgerne blev de Første, der gjorde Brug af dem.

Cretenserne vil derimod sige, det var Muserne, som opfandt Bogstaverne, og naar Man indvender, at det var jo Phønicerne, der havde lært dem af Syrerne (Ebræerne) og med Cadmus indførde dem i 📌Grækenland, da svare de, at alt hvad Phønicerne i den Henseende gjorde var blot at forandre Tegnene.

Endelig fortælle Samothracerne, at det var hos dem Zeus avlede Dardanus, Jasion og Harmonia med Elektra (Rav-Fruen) en af Atlantiderne, og at han selv lærde Jasion de berømte (Kabiriske) Mysterier, hvori Cadmus, da han ledte om Europa, blev indviet, og ægtede med det Samme Harmonia, der ingenlunde, som Grækerne har drømt, var en Daatter af Ares. Brylluppet mellem hende og Cadmus var det Første af alle dem, Guderne gjorde, og der vankede store Brude-Gaver: Sæde-Kornet nemlig af Demeter, Lyren af Hermes, det berømte Hals-Baand, Sløret og Fløiten af Athene, og Trommen, med alt hvad der hører til den store Gude-Moders Dyr171kelse af Elektra, og dermed drog Cadmus, efter Oraklets Vink, til 📌Bøotien og bygde 📌Theben.

Man siger ellers ogsaa, at Cadmus paa sin Reise kom til 📌Rhodus, hvor han bygde 📌Poseidons Templet i 📌Jalyssa og efterlod Phøniciske Præster til at besørge Guds-Tjenesten, og at han skiænkede en Kobber-Kiedel med Phønicisk Indskrift til Athene *Diodor. I. 14. III. 140. IV. 147. V. 223. 27. 28. XI. 1..

Siden, i Anledning af de Spanske Bjerg-Værker, fortæller 👤Diodor, det skedte engang i gamle Dage, ved en stor Skov-Brand paa 📌Pyrenæerne, at der smeltede en forfærdelig Hob Sølv, saa det flød ordenlig i Strømme ned af Bjergene, og da Indbyggerne ikke vidste hvad det duede til, saa kiøbde Phønicerne, som handlede paa de Egne, Sølvet for en Slik, og var endda saa nærige, at da der var meer Sølv end Skibene kunde lade, kappede de deres Bly-Ankere og brugde Sølv isteden. Det førde de nu til 📌Grækenland, 📌Asien og andre Lande, hvorved de blev hovedrige Folk og fik Midler til at anlægge alle deres mange Plante-Stæder, baade i 📌Afrika og 📌Iberien (📌Spanien) og paa 📌Sicilien, 📌Sardinien og andre Øer*Diodor V. 216..

Endelig, i Anledning af den store og deilige, frugtbare Øe i 📌det Atlantiske Hav, mange Dages Reise vestenfor 📌Afrika, der synes ham skabt til en Bopæl snarere for Guder end for Mennesker, siger 👤Diodor: samme Øe var i gamle Dage, formedelst Afstanden fra hele den øvrige Verden, længe ubekiendt, men blev dog omsider ved en Hændelse opdaget af Phønicerne. Dette Folk, der fra Arilds-Tid af alle Kræfter lagde dem efter Handel og Skibsfart, og havde Lykken med sig, stiftede nemlig først endeel Kolonier i 📌Afrika og det vestlige 📌Europa indenfor 📌Støtterne, men vovede dem derpaa ud i hvad Man kalder Oceanet (📌det 172Atlantiske Hav), og anlagde først og fremmest 📌Gadra (📌Cadix) paa Halv-Øen, hvor de blandt Andet opførde det prægtige 📌Herkules-Tempel, som der endnu gaaer meget Ry af. Da de nu herfra undersøgde Kysterne, blev de engang under 📌Afrika forslagne af en Storm og drev vesterpaa i mange Dage, med en rask Kuling, til de kom til ovenmeldte Øe, hvis Herligheder de da lærde at kiende og udbasunede. Desaarsag havde Tyrrhenerne (Etruskerne) da de siden blev mægtige til Søes, i Sinde at anlægge en Koloni der, men det forpurrede Karchedonierne (Carthaginenserne) deels for at der ikke fra deres eget Land skulde skee for jævnlige Udvandringer til de deilige Egne, og deels for at have et Sted, de selv kunde tye til i Nødsfald, hvis det engang gik galt med 📌Carthago *Diodor V. 207–8..

Saavidt 👤Diodor, og al den Oplysning Grækerne give os om Phønicernes Oldtid, er da i Grunden ligesaa summarisk og svævende, som Giftermaalet mellem Poseidon og Tyro, i Nestors Slægt-Register; men dog giver det os en ganske anderledes Forestilling om den gamle Hav-Mand, end hvad Romerne fandt mærkværdigt; thi endskiøndt 👤Trogus, i Anledning af 📌Carthagos Stiftelse, giver sig Mine af at ville gaae til Bunds i de Tyriske Oldsager, saa er det dog kun 📌Sidon han fanger som en Fisk, og selv om den veed han kun lidt at fortælle. Tyrierne, siger han nemlig, nedstamme fra Phønicerne, som i Anledning af et Jordskiælv rømde deres Fædreneland, og satte sig først ned ved 📌den Assyriske, og siden paa Strand-Bredden, hvor de bygde 📌Sidon, som paa Phønicisk betyder en Fisk og fik sit Navn af det gode Fiskeri der var. Mange Aar derefter, da Kongen i 📌Askalon indtog 📌Sidon, flygtede Indbyggerne til Søes og bygde 📌Tyrus *Trogus hos Justin XVIII. 3..

173Da imidlertid Romerne forstod den Konst at indprænte hele Verden deres Skrift som et Evangelium, blev denne kortvillige Phønicer-Historie giennem mange Aarhundreder den eneste giængse, som end ikke endnu er rigtig afløst af det vel ogsaa korte men dog ingenlunde tomme Begreb, vi af Græske Sagn og Ebraiske Vidnesbyrd kan danne os om de store Mæglere paa Oldtidens Marked.

Vel skrev nemlig Ebræerne ingen Verdens-Historie, blandt Andet, fordi de ingen kunde skrive, der svarede til den store Fortale, 👤Moses havde gjort og kunde dog ikke nøies med noget Ringere, men da de tidlig blev Naboer til de Tyrier og Sidonier, kunde de umuelig have en sandfærdig og fuldstændig National-Historie, hvori disse ikke nævnedes. Vi finde derfor ganske rigtig 📌Sidon, der først blev navnkundig, ikke blot nævnet i Mose-Bøgerne, men beæret med Navn af Hoved-Stad (Stor-Stad) i Josvas og skildret som en Saadan i Dommernes Bog. 📌Zor derimod, som 📌Tyrus hedder endnu, nævnes kun i Forbigaaende i Josvas Bog og fremtræder først i sin Glands under 👤David og 👤Salomon, med hvem dens Konge 👤Hiram stod i Venskab og Forbund*Moses I. 10. 49. V. 3. Josvab. 11. 13. 19. Dommerb. 1. 3. 18..

Først læse vi nemlig om 👤Hiram, at han sendte Gesandter til 👤David, overlod ham Ceder-Træ, Tømmer-Mænd og Mur-Mestere til Bygningen af hans Slot, og var ham en trofast Ven, hvorfor han ogsaa strax sendte Bud og lykønskede 👤Salomon, da han besteg sin Faders Throne. 👤Salomon skrev ham da til, i Anledning af Tempel-Bygningen, han havde for, og 👤Hirams Svar er saa lærerigt, at det fortjende at indføres heelt, om der end ikke var slet saa knap Tid paa Phønicisk Skrift.

Fordi Herren elsker sit Folk, skriver 👤Hiram, har Han 174givet dem saadan en Konge, og lovet være Herren, 📌Israels Gud, for han gav Kong 👤David en Søn saa vittig og viis, som vil bygge Herren et Tempel og Kongen et Slot! Og hermed sender jeg dig en klog og kyndig Mand, Hiram min Fader, hvis Fader er en Tyrier men hvis Moder er af 👤Dans Døttre, og han forstaaer at arbeide baade i Guld og Sølv og Kaabber og Jern og Steen og Træ, og at omgaaes med Purpur baade rødt og fiolet, han er en Tusind-Konstner, som, i Forening med dine og min Herre 👤Davids kyndige Folk, kan giøre Alt hvad du behager. Hveden og Bygget og Olien og Vinen, som min Herre melder om, skikke han sine Tjenere, og vi skal sikkert fælde Tømmeret paa 📌Libanon og flaade det ned til 📌Jaffa, hvorfra du kan hente det til 📌Jerusalem.

Siden, da Templet var færdigt, forærede 👤Salomon Kong 👤Hiram tyve Byer i 📌Carmels-Egnen, men da 👤Hiram saae dem, behagede de ham ikke og han sagde: hvad er det for Byer du har givet mig, min Broder, og deraf kom det Landskab til at hedde 📌Chabul (Mishag)*Konge-Bøgerne II. 5. III. 5. Brudstykkerne II. 2..

Endelig hedder det, i Anledning af alt det Guld og Sølv, Kong 👤Salomon svømmede i: han bygde Skib i Bugten af 📌det Røde Hav, i 📌Elath (📌Akaba), og fik heelbefarne Søfolk og Styrmænd dertil af 👤Hiram, som seilede til 📌Ophir og bragde 👤Salomon blot i eet Aar 420 Talenter Guld, foruden kostbart Træ og Ædelstene. Han gjorde sig en Elfenbeens-Throne med Guld-Arme og et Par Løver med tolv Unger af Guld ved Siderne, og han gjorde alle sine Drikke-Kar og deslige af Guld, thi han brød sig kun lidt om Sølv, fordi hvert tredie Aar kom hans Tharsis-Skib hjem, med 👤Hirams Skibe, fuldt af Guld og Sølv og Elfenbeen og Ædelstene*Konge-Bøgerne III. 9. 10. Brudstykkerne II. 8. 9..

175Efter Rigets Sønderrivelse var ikke 📌Jerusalems men 📌Samarias Konger Phønicernes Naboer, og 👤Achab, En af dem, var gift med den Sidoniske Kong 👤Ætbaals Daatter 👤Jesabel, hvis Baals-Præster Propheten 👤Elias bød Spidsen paa 📌Carmel ved 📌Sidons Grændser, og i hendes Tid udrustede 👤Salomons Ætmand Kong 👤Josaphat, ventelig i Forbindelse med hendes Søn Kong 👤Ahasia i 📌Samaria, et Tharsis-Skib i 📌det Røde Hav, men Foretagendet strandede, og siden hører Man intet Sligt*Kongeb. III. 22. Brudst. II. 21..

Disse Efterretninger blive derimod dobbelt sikkre og brugbare ved den Afhjemling, Ebræernes sidste Historie-Skriver 👤Joseph saae sig istand til at give dem. Han, som skrev paa Græsk for hele den lærde Verden, beraaber sig nemlig saavel i Historien selv, som i Forsvaret mod Alexandrineren 👤Appion, paa Tyriske Annaler, som baade fandtes opbevarede i 📌Tyrus paa Phønicisk, og var oversatte paa Græsk i de Historiske Værker af 👤Dion og 👤Menander fra Ephesus. Af disse nu forgaaede Skrifter anføres ikke blot to Breve, vexlede mellem 👤Salomon og 👤Hiram om Tempel-Bygningen, men ogsaa hele Konge-Rækken fra 👤Hirams Fader 👤Abibal til 👤Pygmalion, med Aarstal for hver, der synes saa nøiagtige, som Man kunde vente i en By, hvor Annalerne maae ansees for en Green af Bogholderiet. Hvor tør en Historie nu end blotte Navne og Aarstal give, saa er de dog her en stor Vinding, da vi deraf see, det var ved Aar 1000 f. Ch. 👤Salomon og 👤Hiram glimrede, at det var et halvt Aarhundrede senere, under Baals-Præsten 👤Ithobals Regiering, 📌Auza i 📌Afrika (ventelig 📌Utika) stiftedes, og atter et halvt Aarhundrede efter at 👤Pygmalions Syster grundede 📌Karthago, ligesom vi ogsaa af det Hele kan slutte os til, at 📌Tyrus paa Øen, som, efter 👤Joseph, var bygt et Par hundrede Aar før 📌Salomons-Tem176plet, har havt sin Phønix-Alder mellem det ellevte og femte Aarhundrede. Om 👤Hiram fortælles desuden ikke blot, at han blev 54 Aar gammel og regierede i 34 Aar, men det hedder ogsaa: han sløifede det store Stykke ved Øster-Port og udvidede Byen, og han opførde en Dæmning, hvorved han forbandt den Holm med Byen, som den Olympiske Zeuses Tempel staaer paa, og Guld-Støtten i det Tempel er ogsaa af ham. Han rev ellers de gamle Templer ned og bygde Nye af Cedre fra 📌Libanon, og først bygde han 📌Herkules-Templet, som blev færdigt i Maaneden Perit, og siden bygde han 📌Astartes Tempel, som netop var færdigt da han drog i Krig med Euchierne, som nægtede at betale Skat men maatte dog falde til Føie. Kong 👤Hiram og Kong 👤Salomon i 📌Jerusalem sendte ogsaa hinanden mørke Taler, paa det Vilkaar at hvem der gav tabt skulde punge ud med svære Bøder, og det maatte 👤Hiram først, men siden var der en ung Tyrier, ved Navn Abdemon, som giættede alle 👤Salomons Gaader og gjorde Nogle til ham, som han ikke kunde løse men maatte betale mange Penge for*👤Josephs Oldskrifter VIII. 2. 3. 5. 10. Forsvar I. 17. 18..

Hvem nu Euchierne var, veed vi vel ligesaalidt som hvor 📌Tarsis og 📌Ophir laae, men disse Efterretninger formindske dog det Svævende i vore Forestillinger om 📌Tyrus, og lade os skimte en ny Side af den Phøniciske Virksomhed; thi 👤Hirams Forhold til 👤David og 👤Salomon viser klarlig, at han i det Mindste for sin Person var en Jehovah-Dyrker, og rev han da virkelig de gamle Templer ned, maa det nødvendig ogsaa have været til hvad Man kaldte en ny Gud, han bygde de Nye. Mærkeligt er det i denne Henseende ogsaa, hvad Annalerne berette, at 50 Aar efter hans Død bemægtigede Astartes Præst 👤Ithobal sig Thronen, thi i ham er 👤Jesabels Fader, den Sidoniske 177👤Ætbaal umiskiendelig, saameget mere, som 👤Joseph paa et andet Sted anfører en Stump af de Tyriske Annaler, hvori det berettes, at der i hans Dage var et heelt Aars Tørke, som paa hans Bøn endtes ved en stærk Torden-Regn, som vi kiende fra 👤Achabs og 👤Elias Historie *👤Josephs Oldskrifter VIII. 10..

Dette er da omtrent alle de historiske Efterretninger om Phønicernes Oldtid, de Lærde hidtil har sammenplukket, og de vilde ingenlunde fortjene Plads i den universal-historiske Haand-Bog, naar ikke Phønicernes Mærkværdighed netop bestod i den udbredte Vexel-Virkning, de var Redskabet for; men derfor er Sporene af deres Handel og Skibsfart os langt vigtigere, end den fuldstændigste Beretning om deres Begivenheder i Hjemmet vilde være; thi derom kan Livet i 📌Venedig og 📌Hanse-Stæderne oplyse os.

Af samme Grund blive de Ebraiske og Græske Digtere anderledes gode Hjemmels-Mænd i den Phøniciske end i nogen anden Historie, naar Man hos dem kun søger Oplysning om Phønicernes Bedrift, og det Lys hvori Oldtiden betragtede dem; men vil Man deraf giætte sig til deres Handels-Veie og Forbindelser, da glemmer Man, det er med Myther og med alt Billed-Sprog, som med Malerier, at naar de er gode, kan Man vel gienkiende Historien deri, men ingenlunde lære den deraf.

Naar saaledes den Homeriske Svine-Driver paa 📌Ithaka fortæller Odysseus om de snue Kræmmere fra 📌Sidon, der solgde Guld-Kiæder med den ene Haand og stjal smukke Folks Børn med den Anden, da viser det unægtelig, hvad Grækerne ansaae dem for, og vi lægge med Rette Mærke til Rav-Perlerne paa samme Guld-Kiæde, da de, saavel som Ravet i Atridens og i Zeuses Palads, viser, at Phønicerne fra Arilds-Tid beseilede Rav-Landet, 178hvor det end var; men vil vi deraf slutte os til, hvilken Øe Digteren meende med Svine-Driverens Fædreneland Ortygia, da er det ligesaavel spildt Umage, som at ville oprede hans Slægt-Register, eller finde den Kong Kinyras i 📌Sidons Konge-Række, der forærede Agamemnon den herlige Brynje, eller i Herkules-Mythen at ville søge Oplysning om den Tyriske Seilads, som skjuler sig deri. Skiøndt jeg derfor ingenlunde fristes til at sætte 📌Israels Propheter i Classe med Digterne og Mythe-Smedene, enten i 📌Tyrus eller 📌Hellas, saa tør jeg dog ikke raade Nogen at giøre en Phønicisk Handels-Historie af 👤Ezechiels Syn og Spaadom; thi at 📌Israels Propheter er langt anderledes tilforladelige end Digterne ellers, har vi Lov til at troe og kan vist nok med Held stræbe at bevise, men maae ikke forudsætte i Historien, og desuden høre næsten alle de Folke-Navne, Propheten opregner, til Ebræernes særegne Tale-Brug, som maatte forud være os bekiendt, naar vi deri skulde finde nogen Oplysning. Søge vi derimod hos 👤Esaias og 👤Ezechiel kun en livlig Skildring af Phønicernes Bedrift, Rigdom og Vælde, i det syvende og de nærmest foregaaende Aarhundreder, og Underretning om, med hvilke Øine disse store Seere betragtede det Altsammen, da finde vi os fyldestgjorte, uden at skrive vore egne Giætninger paa deres Regning. Kun for det skal de være vores historiske Hjemmel, at de Tyriske Kiøbmænd var ligesaadanne Fyrster, som de Ostindiske Compagnier i 📌Amsterdam og 📌London, handlende med alle dem der havde noget at kiøbe eller sælge, og handlende med Alt hvad der lod sig bruge eller afsætte, Mennesker ingenlunde undtagne, Hjemmel for det, og for den Kiends-Gierning, at 📌Israels Seere giennemskuede Glimmeren da den var mest blændende, og forudsaae Undergangen da den syndes længst borte.

Det følger i Øvrigt af sig selv, at Karavanerne, 179som drev Land-Handelen saavel i 📌Asien som i 📌Afrika, baade fra Norden, Østen og Syden, strømmede til 📌Tyrus og 📌Sidon, naar de først var Stapel-Stæderne for Verdens-Handelen, men det er ogsaa klart, at før de kunde trække Land-Handelen til sig, maatte de enstund have seilet paa Steder, hvor Man betalde Glas-Perler godt. Tidlig maae altsaa Phønicerne have seilet did, hvor de fik Sølv og Guld og Ædelstene, Elfenbeen og Rav og Tin og Bly for godt Kiøb, altsaa ikke blot til 📌Spanien, men i Syd over Linien og i Nord til 📌Brittanien og 📌Øster-Søen. Om de beseilede 📌Ost-Indien, og om Øen i 📌det Atlantiske Hav var 📌Amerika og navnlig 📌Brasilien, som Endeel har meent, lader sig vel endnu ikke afgiøre, men jeg finder det høist rimeligt, og kan see, at alle Indvendinger mod Mueligheden er grebne af Luften. Mange har vel meent, det her var nok at pege paa Kompasset og spørge, om Phønicerne havde det, men det siger slet intet, da det er klart, at 👤Kolumbus ligesaa godt uden Kompas, som med det, hvis Misviisning endog gjorde ham Hovedet kruset, kunde drevet med Passaten, over det rolige, speilklare Hav, og desuden fattes aldeles Beviset for at Phønicerne manglede Kompasset, medens det er klart at de kiendte Magneten, og høistrimeligt at de brugde den ved Seiladsen, siden den netop kaldes “Herkules-Stenen *👤Bocharts Canaan I. 38..

Man har talt meget om det “📌Tyrus og 📌Aradus, som, efter 👤Strabos og de andre gamle Geographers Beretning, fandtes i 📌den Persiske Bugt, med Spor af Phøniciske Templer, og har dertil henført Sagnet hos 👤Herodot om Phønicernes Oprindelse ved 📌det Røde Hav, der hos Grækerne var Navnet saavel paa 📌den Persiske som paa 180📌den Arabiske Bugt; men langt rimeligere var det Phøniciske Anlæg paa deres Fart til 📌Ost-Indien, og de store Bomulds-Træer, som endnu i 👤Polybs Tid fandtes ved 📌Gades og 📌Carthagena, henpege tilvisse paa en saadan Kaas, saavelsom Kaneel-Barken, der kun findes paa 📌Ceilon og maa være udført af Phønicerne, siden 👤Herodot tilstaaer at Navnet stammede fra dem*👤Bocharts Canaan I. 45. Strabo III. 172. Herod. III. 11.. Er der ellers Noget i Sagnet om Phønicernes Flytning fra det 📌Røde Hav op til 📌Middel-Havet, da maa ved hint sikkert menes 📌den Arabiske Bugt, og ved 📌den “Assyriske Sø hos Trogus 📌det Døde Hav, thi det lod sig godt tænke, at Tyrierne først havde boet ved 📌Jordan i 📌Zoar, og havde, efter 📌Sodomas og 📌Gomorras Undergang, som kunde være “Jord-Skiælvet” hos Trogus, tyet op til 📌Middel-Havet og bygget 📌Zor; men alt Sligt er dog Giætteværk, som kun giør Nytte naar det hjelper til at fælde urimelige Fordomme.

At Phønicerne hentede Ravet i 📌Øster-Søen, eller dog deroppe ved, er vel kun en Slutning, vi giør deraf, at det aabenbar kom tilskibs fra den anden Side af 📌Herkules-Støtterne, men Slutningen herfra til det nærmeste Rav-Land paa den Kant er af dem, der baade giør og forsvare sig selv. Mythen om Phaeton, som Soel-Hestene løb løbske med, til han styrtede ned og druknede i Eridanus, hvor hans Søstre, Heliaderne, forvandlede til Æspe-Træer, fælde Rav-Taarer for ham, som 👤Herodot skotter til og 👤Diodor fortæller, er sikkert af Phønicisk Oprindelse, og dybere end Grækerne drømde om, men giver naturligviis ingen geographisk Oplysning, og da Marsellianeren 👤Pytheas, som skrev lidt efter 👤Alexander den Stores Tid, er den eneste Græker, som roeste sig af selv at have været i 📌Thule og kiende det Nordiske Hav, er det sik181kert efter ham, 👤Diodor fortæller, at Rav-Øen ligger deroppe og kaldes 📌Basilia, der nøiagtig lod sig oversætte Borgen-Holm (📌Bornholm). Nu at bestemme, enten hvorfra 👤Pytheas havde sine Efterretninger, eller hvor gode de var, lader sig saameget mindre giøre, som hans 📌Thules Historie” er forgaaet, og kiendes kun af en bidsk Recensjon hos 👤Strabo, der selv tilstaaer, han vidste ingen Beskeed om Tingen; men da Grækerne kalde Elektron og Tydskerne Bernsteen hvad kun vi kalde Rav, slaaer det dog neppe feil, at Navnet “📌Raunonia” som Øen 📌Basilia kaldes af en Græsk Skribent, er kommet fra vort 📌Norden. Sagen vilde for Resten i Verdens-Historien være ubetydelig, naar ikke vort 📌Norden selv bar Spor af tidlige Stats-Anlæg, Ager-Dyrkning, Søfart, Runer og Rime-Konst, men da saa er, forvirres aabenbar Kiæden, naar Man taber den ældgamle Forbindelse mellem 📌Middel-Havet og 📌Øster-Søen af Syne*Herodot III. 115. 16. Diodor IV. 209. Strabo I. 63. IV. 201. 👤Plins Natur-Historie IV. 13. 16. XXXVII. 7..

Det er ligeledes egenlig som et Vidnesbyrd om den Historiske Sammenhæng, mellem den gamle Østerlandske og Græske Udvikling, at Mythen om Cadmus (Østerlænderen) faaer universal-historisk Vigtighed, og fortjener en anderledes omhyggelig Udvikling i alle sine Grene, end den hidtil har fundet; men dog er det ret mærkeligt, baade at Elektra, som hos 👤Diodor er Sviger-Moder til Cadmus, af Andre kaldes Syster til ham og Europa, og at Europa paa Phønicisk kan være det Samme som 📌Hesperia paa Græsk, altsaa 📌Aften-Landet eller 📌Vester-Leden. Da vi nemlig i Historien spore Phønicerne saa langt i Vest og saa høit i Nord, som vi kan øine, bliver Cadmus-Mythen os nødvendig et Speil for deres Fart, og da vi veed, det har været et gammelt Ægyptisk Præste-Sagn, at en 182Deel af Verden, ligesaa stor som den der blev tilbage, var revet løs og blevet til en Øe i 📌det Atlantiske Hav, saa slutte vi med Føie, det var denne 📌Europa, Cadmus, efter Mythen, udsendtes for at oplede, men maatte for det Første opgive, trøstende sig ved Giftermaalet med Harmonia og Konge-Stol i 📌Hellas, som hænger fortræffelig sammen, naar Man blot erindrer, at Velklangen fra Arilds-Tid var en Grækerinde, og besinder sig paa at Cadmi Fader Agenor naturligviis er den berømte Phøniciske Kong Kinyras (Cithar-Spilleren), hvis Borg Man endnu synes at have viist 👤Strabo ved 📌Byblus *Strabo. II. 102. XVI. 755–57..

Herved mindes vi om 👤Philo fra Byblus, som i det andet Aarhundrede efter 👤Christi Fødsel udgav en Mythologi og Historie, som han paastod var skrevet paa Phønicisk, af en vis 👤Sanchoniathon fra 📌Bairuth, førend den Trojanske Krig, især efter Jao-Præsten Hierambaals Mund. Var dette Skrift ægte, kunde vi dog ikke synderlig beklage Tabet af dets historiske Deel, der maatte slutte hvor vi ønskede, den skulde begynde, men det Brud-Stykke af Mythologien, den Christne Kirke-Historiker 👤Euseb har bevaret, viser kun alt for tydelig Uægtheden af det gruelige Sammensurium, hvori Phøniceren, ældre end den Trojanske Krig, idelig slaaes med de Græske Mythographer, hvis Ungdom imod ham dog fortjende anderledes Skaansel*👤Eusebs Indledning (Præp. Evang.) I. 9. 10.. At der imidlertid, før de Græske Grubleres Dage, har været en Phønicer, der vilde sætte Verden sammen af Solegran (Atomer), see vi hos 👤Strabo, som kalder ham Mochus fra 📌Sidon, ældre end den Trojanske Krig, og naar vi tage Brudd-Stykket af 👤Philos Bog for hvad det er, kan vi naturligviis ogsaa føre os til Nytte hvad en Phønicer skrev paa Græsk efter 👤Christi Fødsel, og maa især finde det 183mærkværdigt, hvad den Byblier fortæller, at Phønicerne til en Tid brugde Omskiærelsen, og at han som Grækerne kaldte den Tyriske Herakles hedd egenlig Melkarth.

Det Første stemmer nemlig med hvad 👤Herodot fortæller, at baade Phønicer og Syrer (Ebræer) i 📌Palæstina havde Omskiærelsen, skiøndt de Phønicer, som i hans Dage besvogrede sig med Grækerne, lagde Skikken af, og vi kan neppe tvivle om, at jo det og Mere forskriver sig fra 👤Hirams Dage*Herod. II. 104..

Det Andet er ikke blot mærkeligt, fordi Melkarth og Herakles (udtalt Irakles) synes at være eenstydige Phøniciske Navne paa By-Værgen eller Kæmpen for det Borgerlige Selskab, men især fordi Grækerne selv havde det Sagn, at Cadmeren Palæmon eller Melikertes var den Samme som Herakles; og derved berettiges vi end mere til at tage Herakles i Mytherne, hvor han gaaer paa lange Reiser, for 📌Tyrus-Vætten *👤Bocharts Canaan I. 34..

Hvor fornøielig denne Anvendelse kan blive, see vi ogsaa strax, naar vi betragte Æventyret om den trehovdede Geryons Øxne, som 👤Herodot fortæller det, efter Grækerne ved 📌det Sorte Hav; thi derefter boer Geryon paa Øen Erithia, paa hin Side 📌Støtterne, hvor de gamle Græker, efter deres eget Sigende, aldrig kom, og fra Erithia kom Herakles til det siden saakaldte 📌Skythien, som dengang var øde, hvor han under Vinters Hjerte lagde sig til at sove, svøbt i sin Løve- Hud, men mistede imidlertid ved en Guds Tilskikkelse sine Kiøre-Heste, som var spændt fra og sat paa Græs. Ved at lede om disse kom han til Landet 📌Hylæa (Skov-Bygden), hvor han fandt sine Heste 184hos Halv-Fruen (Hav-Fruen) Echidne i Hulen og fik med hende tre Sønner, som var Trillinger, Agathyrs, Gelon og Skythe, af hvilke dog kun den Sidste blev stærk nok til at spænde hans Bue og hans Bælte, som han efterlod dem til Arve-Gods*Herod. IV. 8–10..

Ønske vi nu heri at see et Speil for den Tyriske Handel paa 📌Norden, da behøve vi blot at tage Erithia for 📌Brittannien, hvad saameget bedre gaaer an, som begge Navne, hint paa Græsk og dette paa Ebraisk, kan betyde Profit-Landet, og vi hos 👤Diodor see, at de Gamle ansaae 📌Brittannien, ligesom 📌Sicilien og Geryon, for at have tre Hoveder (Heads ͻ: Forbjerge i en Trekant), saa forklarer Resten sig selv, saaledes, at Øxnene (paa godt Nordisk) er Byrdinger (Skibene med Tin og Bly), Kiøre-Hestene (Hav-Hestene) er de Phøniciske Lang-Skibe, som Nordiske Vikinger (efter Mythen) engang maae have gjort flot, hvor Tyrierne laae i Vinter-Havn, havde trukket dem paa Land, og tyggede Drøv i Mag paa hvad de havde med fra 📌Cadix paa 📌Løve-Øen (📌Leon). Dette giver Tyrierne Anledning til at besøge 📌Øster-Søen, der, for sine Bugters Skyld kaldes passende en Snog forneden, og Følgen heraf bliver Udviklingen af 📌Nordens bekiendte Trilling-Folk, hvortil han jo unægtelig hører, den Engelskmand, der har beviist, han kan spænde den Tyriske Melkarths Bue nok saa høit og Bæltet nok saa stramt, som hans Fader i Konsten*Diodor V. 208.!

At saadanne Forklaringer ei har mindste Gyldighed i nogen Historie, uden om de kan skaffe sig nogen i det Nittende Aarhundredes, hvortil de høre, følger af sig selv, men naar en Mythe uden al Tvang kan komme til at betyde hvad vi ellers veed er sandt, var det jo en Skam at nægte sig selv 185og Andre den Fornøielse at see det, og da Tinnet, som alt nævnes af 👤Moses, og Ravet, som er giængs i Odysseen, efter 👤Herodots umistænkelige Vidnesbyrd kom urimelig langveis fra, ad ham ubekiendte Veie, saa maae Phønicerne nødvendig have beseilet 📌Brittannien før 👤Moses Tid, og Landene ved 📌Øster-Søen før 👤Salomons, og bør da have Æren for 📌Nordens tidlige Udvikling, hvis en Saadan virkelig har fundet Sted*Moses IV. 31. Odysseen IV. 13. XV. 459. XVIII. 295..

Med denne Phønicernes tidlige Travlhed stemmer det ogsaa godt overeens, at Man finder Glasset saavel i Jobs-Bogen som i Gravene ved 📌Memphis, og Purpuret i Mose-Bøgerne; thi Old-Tiden har aabenbar ikke kiendt andre Purpur-Farvere end de Tyrier og Sidonier, og hvad Glasset angaaer, da har der vel løbet sære Rygter om de Æthiopiske Glas-Kister, som allerede 👤Herodot taler om, efter de Ægypters Mund, der var Speidere for 👤Kambyses; men Rygtet har aldrig stadfæstet sig, og det var i alt Fald ikke fra Morianerne Grækerne fik deres Glas-Vahre*Moses II. 25–28. 35–36. 38–39. Jobs-Bogen 28. Herod. III. 24. Diodor. II. 73.. 👤Plinius skal for Resten, efter de Lærdes Sigende, være den ældste Skribent, der giver os Oplysning saavel om Purpur-Muslingen ved den Phøniciske Kyst, med en Blære, kaldet Blomsten, hvis Saft alene gav den ægte Farve, som om Glas-Pusteriet, og i Anledning af dette siger han udtrykkelig, at en Strækning paa fem hundrede Skridt ved Bækken 📌Belus, under 📌Karmel, var giennem mange Aarhundreder Glassets eneste Vugge. Efter Sagnet, føier han til, skal Opdagelsen være skeet paa den Maade, at nogle Skibsfolk, der laae for Anker med en Ladning Salpeter, tog Stumper deraf i Land og kaagde deres Mad ved; thi ved den Leilighed, siger Man, smel186tede Glimmer-Sandet og viste Verden et nyt Slags Bække som blev til Glas. 👤Plinius tilskriver for Resten 📌Sidon alene Glas-Pusteriet, og siger om 📌Tyrus i hans Dage, at Muslingen og Purpuret var nu hele Herligheden ved den berømte Stad, der fordum blev Moder til 📌Karthago og alle de Phøniciske Kolonier, paa 📌Theben nær i 📌Bøotien, som 📌Sidon havde Æren for*👤Plins Naturh. V. 19. IX. 36. XXX. 26..

Dog, hvorledes 📌Tyrus og 📌Sidon sank, derom veed vi langt bedre Beskeed end om deres Opkomst og Vælde, og naar Kolosserne styrte, seer Man bedst hvor store de har været, saa det er stor Skade, at det eneste hele Blad vi har af den Phøniciske Historie er i nyere Tider hardtad slet ikke læst.

Da den Assyriske Erobrer 👤Salmanassar, i det Ottende Aarhundrede, trængde frem til 📌Middelhavet, melder 👤Menander fra Ephesus, at 📌Akre, 📌Sidon og alle de andre Phøniciske Stæder lod 📌Tyrus i Stikken, og udrustede Seier-Herren tresinds tyve Skibe til at tvinge Ø-Staden med; men 👤Elulæus, som dengang var Konge i 📌Tyrus og havde tugtet de frafaldne Kittier (Kyprier), holdt sig dog tappert, slog med tolv Skibe 👤Salmanassars de Tresindstyve og gjorde 500 Fanger, hvorved Tyrierne steg særdeles i Anseelse. Assyrerne hevnede sig imidlertid ved at sætte Vagt ved alle Kilder og Floder, saa Tyrierne i fem Aar maatte nøies med Brønd-Vand*👤Josephs Oldsk. IX. 14..

Saa kort end denne Beretning er, viser den os dog 📌Tyrus i sin høieste Glands; thi Sø-Seieren er kun lidt imod det, at den gamle Dronning paa Havet med Æren udholdt en femaars Spærring, anderledes stræng end 📌Engelands under 👤Napoleon. Man seer nemlig strax, at Talen ei her kan være om enkelte Skildvagter, som Tyrierne snart vilde viist Vinter-Veien, men om den strængeste Blokade fra Land-187Siden ved en Krigs-Hær, der afbrød hele Karavan-Handelen med 📌Asien, og indskrænkede 📌Tyrus paa sin lille Klippe i strængeste Forstand til sine egne Hjelpe-Kilder, der maatte være rige, for ei at udtømmes.

Hundrede Aar senere, da den Babyloniske 👤Nebucadnezar blev frygtelig, see vi at Kongerne i 📌Tyrus og 📌Sidon forbandt sig med Kongen i 📌Jerusalem og Andre imod ham, og der kan ingen Tvivl være om, at det løb uheldigt af, men dog er det dunkelt, hvad egenlig Udfaldet blev paa den trettenaars Beleiring af Babylonierne, 📌Tyrus dengang under Kong 👤Ætbaal den Anden maatte udstaae*Jeremias 27. 👤Josephs Forsv. I. 21.. Efter Vinkene hos 📌Israels Propheter synes det imidlertid rimeligst, at Tyrierne tilsidst, da de kom i Knibe, er, med Alt hvad flyttes kunde, flygtede til 📌Kypern, saa Seier-Herren fandt Fuglen fløiet og Reden tom*Esaias 23. Ezechiel 26–29..

Siden, i det Sjette Aarhundrede, huserede vel Ægypteren 👤Apries, der havde faaet sig en Sømagt, ogsaa slemt paa denne Kant, men Alt hvad 👤Herodot beretter, er dog, at han streed til Lands med 📌Sidon, og til Søes med 📌Tyrus, og selv 👤Diodors Fortælling lyder dog kun paa, at han slog den Phøniciske og Kypriske Flaade, indtog 📌Sidon med Storm, slog de andre Phøniciske Stæder med Skræk og gjorde et svært Bytte*Herod. II. 161. Diodor. I. 43..

Nu var det, 👤Kyrus blev 📌Asiens Herre, og naar Phønicerne underkastede sig Perserne, veed Man egenlig ikke, men 👤Herodot melder udtrykkelig, det var skeet godvillig om ikke før, saa under 👤Kambyses, og at de meer var at betragte som Persiske Bundsforvante, see vi deraf, at de kunde og turde nægte Kambyses Hjelp imod 📌Kar188thago *Herod. III. 19.. Dog, alle saadanne Forbindelser med sine Overmænd blive snart til Lænker, og var det alt tildeels under 👤Kserxes, hvem Kong 👤Mapen i 📌Tyrus og 👤Tetramnist i 📌Sidon fulgde paa det Græske Tog med trehundrede Skibe, som var de bedste Seilere i hele Flaaden*Herod. VII. 89. 96. 98.. I det Mindste maatte de Phønicer uden Lov og Dom række Hals, som fortalde Kongen, hvad vist var ingen Løgn, at de Asiatiske Græker ved 📌Salamis lod dem i Stikken*Herod. VIII. 90., men at der dog endnu var Mod tilbage, see vi paa den formelige Opstand de, i Forbund med Ægypterne, gjorde mod Tyrannen 👤Ochus i det Fjerde Aarhundrede. Det blev imidlertid 📌Sidons Undergang, som stod i Spidsen og opirrede Tyrannen, ei blot ved at slaae hans Statholdere i 📌Syrien og 📌Kilikien, men ogsaa ved at fælde alle Træerne i hans Phøniciske Paradis; thi Anføreren for de Græske Leie-Tropper, 👤Mentor fra 📌Rhodus, og 📌Sidons egen Konge 👤Tennes forraadte Staden til 👤Ochus, som brændte af Begiærlighed efter Hevn, men var dog for afmægtig til at tage den som en Mand. Kun de 500 fornemme Sidonier, som 👤Tennes spillede ham i Hænderne, fik han selv den Fornøielse at slagte, thi Resten, fortæller 👤Diodor, stak selv Ild paa Byen, da de saae sig forraadte og havde, ved i Forveien at brænde deres Skibe, berøvet sig enhver Udflugt, og 40000 omkom i Luerne, saa Tyrannen maatte holde sig til Asken, som han fik godt betalt, fordi der var smeltet meget Sølv og Guld med Sidonierne *Diodor XVI. 131–34..

Da Man henved tredive Aar efter, under 👤Alexander, endnu finder 📌Sidon vel svag men dog ei ganske ubetydelig, maa denne Efterretning vel være overdreven, og da 📌Ty189rus slet ikke nævnes, har den sikkert holdt sig neutral; thi oversees kunde den Stad umuelig under 👤Ochus, der endnu havde Mod til at lukke sine Porte for 👤Alexander den Store og Midler til at værge sig godt. Bedst Underretning herom finde vi hos 👤Plutarch og 👤Arrian, som har øst af eens Kilder, og her see vi, at da 👤Alexander, efter Slaget ved 📌Issus, rykkede mod 📌Phøni cien, var alle By-Kongerne med deres Hjelpe-Skibe hos den Persiske Flaade, men at desuagtet mødte Konge-Sønnen 👤Strato fra 📌Aradus Seier-Herren med en Guld-Krone og overgav ham Staden, et Exempel, som 📌Byblus og 📌Sidon snart fulgde, og 📌Sidon med stor Fornøielse, siger 👤Arrian, da den var forbittret paa Perserne og paa 👤Darius. Tyrierne bevidnede nu vel ogsaa 👤Alexander deres Hengivenhed, men da han forlangde at indlades i Staden for at offre til Herkules, svarede de kiækt, at de baade fandt det sømmeligst og, med Hensyn paa Lykkens Ustadighed, sikkrest, indtil videre, at lukke deres Porte baade for Perser og Græker. Herover blev 👤Alexander ikke blot høilig fortørnet, men saameget mere ærgerlig, som han ikke ansaae det for raadeligt at gaae enten til 📌Ægypten eller 📌Babylon, uden at have sikkret sig alle de Phøniciske Havne, og nu begyndte da den berømte syvmaaneders Beleiring, som i Old-Tiden gjaldt for mageløs. 👤Alexanders Drøm, at Herkules selv fra Muren rakde ham Haand og hjalp ham ind, forklarede hans Orakel 👤Aristander saaledes, at Byen vel skulde blive taget, men at det vilde være et Herkulisk Arbeide, og det var heller intet Børne-Værk, han strax begyndte paa, nemlig at fylde Løbet op mellem Øen og Landet, som var fire Stadier (i det Mindste 500 Alen), men han lærde ogsaa snart, det var ham overlegent, især, saalænge Tyrierne raadte over Vandet. Han havde imidlertid ogsaa her Lykken med sig, thi da det rygtedes i den Persiske Flaade at 📌Sidon, 📌Byblus og 📌Aradus var gaaet over, seilede ikke 190blot Kongerne derfra hjem, hvorved 👤Alexander fik 80 phøniciske Tredækkere (Triremer), men kort efter løb ogsaa Kongerne fra 📌Kypern ind i 📌Sidons Havn med 120 Skibe, saa nu turde Tyrierne ikke engang vove det Sø-Slag, de havde belavet dem paa, men maatte indspærre sig i deres Havne, som 👤Alexander lod strængt blokere. Herved blev 👤Alexander de Tyriske Brandere kvit, som havde lavet ham et varmt Bad, og nu udtømde Man paa begge Sider hele sin Konst, men da Tyrierne var Grækernes Mestre i Maskineriet, og Tve-Kampen med Poseidon, som Tyrierne spotviis kaldte Opdæmningen, havde særegne Vanskeligheder, var 👤Alexander nær ved at fortvivle om et lykkeligt Udfald, saa, havde det ikke været for Skams Skyld, siger Man, han gierne vilde ophævet Beleiringen. Den første egenlige Fordeel han havde, var da Tyrierne selv uformodenlig brød ud af Nord-Havnen og kiørde i Ring med den Kypriske Flaade, thi da kom 👤Alexander til og tog endeel Skibe, hvoriblandt Et der var opkaldt efter Herkules (ventelig Admiral-Skibet), men stort nærmere kom han dog derved endnu ikke, og da 👤Aristander ved Offringen paa den sidste Dag i Hekatomb Maaneden (Juli-August) spaaede af Indvoldene, at Staden skulde falde i indeværende Maaned, slog hele Hæren en høi Latter op. Selv 👤Alexander vidste ikke bedre Raad end, ved en Napoleonsk Parol-Befaling, at forandre Almanakken, saa Man skrev den otte og tyvende istedenfor den Tredivte, men dog løb han Storm samme Dag fra Skibs-Borde paa den søndre Side, hvor han havde skudt Gab paa Muren, og, uagtet det var et stort Vove-Stykke, lykkedes det dog langt over Forventning. Selv var 👤Alexander den Første der sprang i Land, og 👤Admet, som fulgde med, faldt strax, men han fik dog Tyrierne drevet fra Muren, og da Kyprierne benyttede Øieblikket til at løbe ind i den aabne Nord-Havn og giøre Land-Gang fra den Side, kom Indbyggerne mellem to 191Ilde. Endnu engang flokkedes Tyrierne paa 📌Agenors-Torvet og gjorde et fortvivlet Forsøg paa at drive Fienden ud, men det mislykkedes, og nu begyndte et rædsomt Blod-Bad, da Makedonierne var yderst opbragte, deels over den lange Modstand, og deels over Tyriernes Behandling af nogle Fanger, de tog paa et Skib fra 📌Sidon, som de slagtede paa Muren og smeed i Søen ligefor 👤Alexanders Øine. Her var da ingen Skaansel at vente, uden for 📌Herkules-Templet, som tilligemed Kongen 👤Azelmik frelste nogle Tyriske Høvdinger og Carthaginensiske Gesandter, ellers blev Man ved at myrde, til Man var træt, og 👤Arrian siger, der faldt 8000 ved Stormen og 30000 blev solgt til Slaver, medens 👤Alexander tabde kun 21 Mand ved Stormen og under hele Beleiringen 400*👤Plutarks Alexander. Arrian II. 14–24..

📌Tyrus faldt, efter 👤Diodors Beretning, just da Man den hundrede og tolvte Gang holdt de Olympiske Lege (efter ny Regning 332 f. Ch.), og efter Alderen skulde han ført Ordet om Beleiringen, men det er, desværre, gaaet ham, som det gik mange Skrivere: han tog ingen Deel i Begivenheden og glemde derfor at beskrive den, medens han forgiæves stræbde at begeistre baade sig selv og sine Læsere for det konstige Maskineri, der dog kun er saameget værdt som det virker. Hvad han vilde sige, løber for Resten ud paa det Samme, som 👤Arrians Fortælling, undtagen at 👤Alexander efter Stormen lod over 2000 Ungersvende hænge, og at Slaver nes Antal var ei stort over 13000, fordi de fleste Koner og Børn var sendt til 📌Karthago. Kongen (👤Azelmik), siger han ogsaa, der havde været Perserne saa hengiven, blev afsat, og 👤Alexander overlod til 👤Hephæstion at sætte paa Thronen hvem han vilde, hvorpaa 👤Hephæstion tilbød sin Vært Kronen, som dog vægrede sig ved at bære den, og gav derimod Anslag paa en fattig Urtegaards-Mand ved Navn 👤Ballonimus, som, efter hans Sigende, baade var af Konge-192Slægten og fortjende Purpuret. Den Tyriske Vært fik Lov at raade for Thronen og satte virkelig Urtegaards-Manden derpaa*Diodor XVII. 583–87..

Her har vi da den bekiendte 👤Abdalonimus, der saalænge, til Ære for Latinerne 👤Trogus og 👤Curtius, har thronet i vore Haand-Bøger, som Konge i 📌Sidon, men maa nødvendig enten igien ombytte Septeret med Vand-Kanden, eller flytte til 📌Tyrus, nu, da de Kroner, Romerne uddeelde i Historien, har aldeles tabt deres Glands. Skal nemlig Urtegaards-Manden paa 👤Alexanders Tid beklæde nogen Phønicisk Throne, maa det nødvendig blive den, hvorpaa Grækeren sætter ham, og at 👤Alexander heller tog hvem det skulde være til Sætte-Konge i 📌Tyrus, end ham der havde styret under Beleiringen, det er der Mening i, medens Man slet ikke seer nogen Grund til at 📌Sidon, der strax kastede sig i Seierherrens Arme og hjalp ham til at faae sin Harm styret paa 📌Tyrus, skulde nu skifte Høvding. Desuden er 👤Trogus, der rask giør alle de Vældige i 📌Tyrus til fødte Trælle og lader dem hænge af 👤Alexander, hver Kiæft, paa en skyfalden Stratonide nær, som beholder Livet for at være Konge i de Dødes Rige, her aldeles uefterrettelig, og 👤Curtius synes kun at have kommenteret paa fri Haand over 👤Diodors Text, saa Man tør neppe engang laane den Tilsætning af ham, at endeel Tyrier reddede sig ombord hos Sidonierne, hvad han ellers kun har gjort urimeligt, ved at skrive 15000, der vel var fleer end Man selv i 📌Sidon forstod at smugle ud*Justinus XI. 10. XVIII. 3. Curtius IV. 1–5..

Den Græske Efterretning om 📌Tyri Undergang er derimod saameget mere troværdig, som den svarer til hvad Man kunde vente at høre om Faldet af en saadan Phønix mellem Stæderne, som havde længe kronet Konger og hvis 193Kiøbmænd Propheten neppe blot for de var rige (thi det var 📌Sidons ogsaa) kaldte “Fyrster paa Jorden,” men hvis Dyder og Lyder vi sikkert have en rigtig Forestilling om, ved at tænke os 📌Engelands Aand saa langt tilbage paa 📌Middel-Havets Kyst!

Vel udholdt 📌Tyrus endnu, under Hurlumheien efter 👤Alexanders Død, en femten Maaneders Beleiring eller rettere Udhungring; men Beretningen derom tjener kun til at vise, at der var intet 📌Tyrus meer uden af Navn, thi Staden var nu blot en Ægyptisk Fæstning, hvorfra, som fra hele den Phøniciske Kyst, 👤Ptolomæus endog, for en Sikkerheds Skyld, havde ført alle Skibene til 📌Ægypten, og kun som 👤Antigons Trælle fik de Sidoniske Tømmermænd travlt med at fælde Cedre og Cypresser paa 📌Libanon til en Orlogs-Flaade, at slaaes om Stumperne af 📌Alexanders-Riget med*Diodor XIX. 702–4.!

Naar nu endelig 👤Curtius fortæller os, at 📌Tyrus skiøndt død af dybe Saar, dog blev som født paa Ny og fik Bod for al sin Vaande under de fromme Romere * Curtius IV. 5., see, da kan de troe det hvem der vil; men hvor høit de Phøniciske Hoved-Stæder ragede frem i det første Aarhundrede efter Ch. lære vi dog bedst af de Tyriers og Sidoniers Gesandter til Sætte-Kongen 👤Herodes Agrippa i 📌Jødeland, som truede dem med Krig og lod sig kun ved sin Kammer-Tjener 👤Blastus overtale til at skiænke dem Fred*Ap. Gg. 12..

Allerede heraf see vi imidlertid, at Phønicerne endnu under Keiserne havde den Skygge af Frihed, Romerne pleiede at unde dem der godvillig overgav sig, og, efter 👤Strabo, maa det have været af 👤Pompeius de har faaet den saa194kaldte Frihed for skikkeligt Kiøb. Samme Forfatter omtaler ogsaa baade 📌Tyrus og 📌Sidon som to endnu i hans Tid rige Handels-Stæder, hvoraf 📌Sidon havde de pæneste men 📌Tyrus de høieste Huse*Strabo XVI. 756–57..

Da det kun er for Indbyggernes Skyld, Man i Historien ændser Byerne, kan disses Skæbne under Araber og Tyrker ei her opholde os, men som et forunderligt Træf bør det dog anmærkes, at 📌Sidon under Kors-Togene blev indtaget af den Norske Flaade, under 👤Sigurd Jorsalafar; thi det viser iblandt Andet at Veien fra 📌Phønicien til 📌Thule var ikke heller i gamle Dage ufremkommelig*Heimskringla XII. 10–11..

Til Slutning et Blik paa den mærkværdige Jord-Plet, der vel maa kaldes Melkarts Grav, men hvorover Aanden dog synes at svæve endnu mellem Cedrene paa 📌Libanon!

Ved Foden af 📌Karmel, som gjorde Skiel mellem 📌Palæstina og 📌Phønicien, ligger Byen og Fæstningen 📌Akke eller 📌Akre (📌Ptolomais), der har den bedste Havn paa hele Kysten, og trodsede ved sin faste Beliggenhed ei blot i Old-Tiden Israeliterne og i Middel-Alderen, som Ridder-Borg, Muselmændene, men nys 👤Napoleon. Han beleirede nemlig her forgiæves den berygtede 👤Ali Pascha, der fra 📌Akre, som sin utilgiængelige Røver-Kule, giennem en heel Menneske-Alder udstrakde sit Jern-Spir over 📌Syrien og erhvervede sig det udtryksfulde Tilnavn Slagteren” (Djessir).

Herfra, mod Norden, ligge, som Flekker og Fisker-Leier, 📌Zor og 📌Sayde, 📌Bairuth og 📌Djebail (📌Gebal), 📌Tarabayos og 📌Ruad, hvorpaa det ei er at kiende, hvad 📌Tyrus og 📌Sidon, 📌Berytos og 📌Byblos, 📌Tripoli og 📌Arados fordum har været, men vel hvad de egenlig hedd og hvor omtrent de har ligget. Havnene er deels fordærvede 195af Sand som skyller op fra 📌Ægypten og deels tilstoppede med Flid, og Alt er i den Stand Man kan vente efter Ord-Sproget: der groer ei Græs, hvor Tyrken har traadt, saa det er først oppe paa 📌Libanons Aase, hvor han sjelden kommer, Man hentrylles i et blomstrende, smilende Landskab, med Morbær-Lunde, Viin-Gaarde og Olie-Haver, som Sneen fra Bjerg-Toppene vander for Druser og Maroniter.

Man maa nemlig vide, at nede fra 📌Karmel og 📌Jordans Kilder løber der i Nord en dobbelt Bjerg-Kiæde, som de Gamle kaldte 📌Libanon og 📌Anti-Libanon, med en breed Dal-Strækning imellem, hvor Man endnu seer stolte Levninger af 👤Salomons 📌 Baalbek, og hvor Lands-Byerne 📌Mara og 📌Malula skal være de eneste Steder, Man endnu til daglig Brug taler Syrisk, som ellers ganske er fortrængt af Arabisk. Vest-Kiæden er nu igien det egenlige 📌Libanon, som, i en Strækning af henved fem og tyve Mile, begrændser det kun fire, fem Miil brede Landskab mellem Bjergene og Havet, som Tyrier og Sidonier har gjort saa berømt. Øst-Siden af 📌Libanon er øde, men Vest-Siden er en Kiæde af frugtbare Trappe-Aase eller Skraaninger (Terrasser), hvoraf Druserne beboe den sydlige Deel, fra 📌Zor til 📌Bairuth, og Maroniterne den Nordlige, derfra til 📌Trabayos, hvor Kiæden endes med det berømte Forbjerg (📌Cap Carrauge) som de Gamle kaldte Gude-Fjæset (📌Theoprosopon).

Druserne, hvis Navn vel betyder det Samme som Aborigi ner eller Stam-Folk, er formodenlig ogsaa Levninger af den gamle Befolkning, og giør en saadan Hemmelighed af deres Religjon, at har de nogen, maa den vel, som fordum i 📌Sidon og Byblos stamme fra 📌Ægypten, hvorfra Man ogsaa har sagt, de, efter deres hellige Bøger, vente en Messias, de nu kan see i 👤Ibrahim. Blandt deres Fyr196ster (Emirer) gjorde endnu i Begyndelsen af det Syttende Aarhundrede 👤Fackarden sig frygtet af Tyrkerne og berømt i 📌Europa, bygde sig et prægtigt Palads i 📌Sidon, besøgde 📌Italien, og røbede i alle Maader en Sands for Cultur og Konst, som det synes, Børnene af de gamle Borger-Samfund aldrig kan tabe. Han lod sig imidlertid lokke til 📌Constantinopel, hvor Strikken, der alt længe havde ventet paa ham, lod ham ikke længe vente paa sig, og siden har det kun været maadelig bestilt med Emirerne, hvis Hoved-Sæde nu er i 📌Kammar, mellem 📌Bairuth og 📌Sayde, i en Egn, hvis Silke er berømt over hele 📌Levanten.

Maroniterne, som beboe den Nordlige Deel, er Syriske Christne, og udgiør en lille Kirke-Stat, der giennem tolv Aarhundreder med afvexlende Lykke modig har forfægtet deres Frihed mod Troens-Fiender. Siden deres Patriark, som boer i Klosteret 📌Kannubin, oppe under de ældgamle Cedre, stiler sig Patriark af 📌Antiochien, maa Man slutte, de er Flygtninger fra alle 📌Syriens Egne, og det er ved 📌Trabayos paa 📌Libanons Top, hvor den saakaldte hellige Flod (📌Nahr Kades) udspringer, Man finder Levningen af den berømte Ceder-Skov, der nu holdes i Hævd selv af Tyrkerne. Levningen er lille, men fandtes dog af den sidste Reisende (Tydskeren 👤Seezen) større end Man længe havde troet.

Bag dette 📌Libanon, hvorover kun Gang-Stier føre, fra 📌Damask til 📌Sayde og 📌Trabayos, boede Havets Herrer fordum tryggelig, som der staaer om Sidonierne i Dommer-Bogen, men Krigs-Hærene banede sig dog Vei til det rige Bytte, og Konst-Veien som fører fra 📌Akre langs med Stranden lige paa 📌Tyrus, tillægger Sagnet endnu 👤Alexander den Store!

197

📌Ninive og 📌Babylon.

Mellem alle Verdens Sletter er Ingen blevet saa berømt, som den mellem 📌Tigris og 📌Euphrat, hvor Menneskens Børn vilde bygt et Taarn, der ikke blot poetisk men prosaisk talt skulde stikke i Sky ; hvor siden de store Stæder 📌Ninive og 📌Babylon, som Old-Tidens 📌Peking og 📌Nanking, forbausede og enstund beherskede 📌Øster-Leden, og hvor endnu i Middel-Alderen 📌Bagdad glimrede som Middel-Punkten for Østerlandsk Vælde, Pragt og Vidskab. 📌Euphrat springer ud i det bjergfulde 📌Armenien (under 40 Gr. N. B.) i Nærheden af 📌Ararat, og skiøndt Man ei ret kan hitte Rede i Udspringet af 📌Tigris, er det dog ei langt derfra, saa de to Floder ligne et Par Tvillinger, udsprungne af samme Moder-Skiød, der vel enstund gaae hver sine Veie, men mødes dog omsider og synke i hinandens Arme, for aldrig meer at adskilles; thi saaledes mødes 📌Euphrat og 📌Tigris ved 📌Korne, mellem 📌Bagdad og 📌Bassora, og danne den saakaldte Stor-Elv (📌Schat el Arab), som falder ud i 📌den Persiske Bugt. Hele dette Flod-Land, henved 200 Mile i Længden, men smalt, undtagen i Midten, hvor det voxer til over 50 Mile, kunde med Føie hedde 📌Mesopotamien eller Øen (📌Gezira), men dog er det kun den nordlige Deel Man kalder saa, hvor 📌Orfa ved 📌Euphrat er de Gamles 📌Edessa, og 📌Mosul ved 📌Tigris minder om 📌Ninive, hvoraf Man dog ei har fundet mindste Spor. Fra 📌Mosul og det ligeoverfor ved 📌Euphrat liggende 📌Kerkese af (under 36 Gr.) hvor Landet er 40 Mile bredt, nærme Floderne sig og danne en Slags Trekant, med en Snevring, som er det egenlige 📌Babylonien eller 📌Chaldæa, hvis Frugtbarhed 👤Herodot ei kunde noksom berømme, og hvor 📌Babylon fordum glimrede som et af Oldtidens syv Under-Værker. Nu derimod, efterat Flod-Landet, lige siden 👤Alexander den Stores Tid, har 198saa jævnlig været Val-Pladsen og Tvistens Æble, mellem Parther og Perser paa den ene, og Syrer, Romere, Araber og Tyrker paa den anden Side, er det intet Under, Man savner den blomstrende Tilstand, og har ondt ved at finde mindste Spor af den forsvundne Herlighed. Allerede 👤Strabo vidste, for meer end sytten Aarhundreder siden, ei bedre at beskrive den Forvandling, 📌Babylon havde undergaaet, end ved at bruge Digterens Udtryk: den store Stad er nu det store Øde *Strabo XVI. 738., saa der maatte Engelsk Haardnakkenhed til at troe, det Taarn, der skulde rakt til Himmelen , kunde dog umuelig være sunket saa dybt i Jorden, at det jo lod sig opdage. Erfaringen har imidlertid, denne Gang som saa tit, stadfæstet, at hvem der leder som en Engelskmand, han finder, thi paa denne Maade er der ikke blot østenfor 📌Euphrat fundet kiendelige Levninger af den gamle Stad, med sit Mursteens-Bolværk, men selv paa den fortvivlede Vester-Side fundet en Bygning, som et lille Bjerg i Høiden, der synes mishandlet af Torden-Kiler, kaldes af Araberne 📌Nimrods-Taarnet (📌Birs Nimrod) og er sikkert Ruinen af det Jette-Værk, hvormed de gamle Børn for fire Aartusinder siden indlagde dem et Navn paa 📌Sinears (📌Sindsjars) Slette. Det mener i det Mindste En af vore Dages klogeste Historie-Skrivere*👤Heeren om Babylonierne. Historische Werke I. 2., men naar han tillige formoder, at det har ligget midt inde i 📌Vester-Byen, og været det ottetaarnede 📌Belus-Tempel, 👤Herodot beskriver, da er det ikke blot Afstanden (over en stiv Miil) fra Floden, der giør det urimeligt; thi til at holde Huus paa saa frygteligt et Sted, endogsaa kun for at indjage andre Skræk, maatte der vist i Oldtiden saadan en “gudsforgaaen Krop af en Jæger” som 👤Nimrod. Derimod er det sikkert nok samme Ruin, som 👤Strabo fortæller, 👤Alexander den 199Store kort før sin Død vilde havt istandsat, men opgav, da han saae, det vilde give Folk i Tusind-Tal Maaneders Arbeide blot at rense Jorden fra, og heraf kan Man end videre slutte sig til, at den store Gruus-Dynge, med Spor af Ring-Mure, som Engellænderne (👤Rich og 👤Porter) ogsaa har opdaget nordost for 📌Nimrods-Taarnet, har været Bels Begravelse, som 👤Strabo melder, var reent forstyrret, efter Sigende, af 👤Kserxes *Strabo XVI. 738..

Hvor stor 📌Babylon egenlig har været, er de Lærde endnu ikke blevet enige om, fordi Beretningerne er forskiellige og Stadierne var ligesaa, og Ulykken er ikke stor, da vi nu dog veed, hvor den har ligget: lidt nordenfor 📌Helle, under 32 Gr., som er een mindre end 📌Bagdads og to mere end 📌Bassoras Poli-Høide; men da Engellænderne, ved at opmaale Bolværket, har fundet det een Miil langt, og vi af 👤Herodot see, at Alting var afmaalt og snorret der, ligesom i 📌China, kan Man vist frit antage fire Mile for den 400 Stadiers Omkreds, 👤Herodot tillægger den. Derefter var den nemlig større end 📌Paris, og det er jo Alt hvad Man kan vente, da den, efter de Gamles eenstem mige Vidnesbyrd var meget mindre end 📌Ninive. I Øvrigt forsikkrer 👤Herodot, det eneste Øien-Vidne, vi kan beraabe os paa, at 📌Babylon var den Kiønneste af alle de Byer han havde seet, med deilige, snorrette Gader, baade paa Langs og Tværs, og med Huse for det Meste paa tre, fire Stokværk, og at, siden 📌Ninives Undergang, var det ogsaa den største By i hele 📌Asien, anlagt i regelmæssig Firkant paa begge Sider af Floden, hundrede Stadier paa hver Leed. I Henseende til Murene er det lidt underligt med hans Beskrivelse, i det han deels omtaler dem som staaende for hans Øine, men ved en anden Leilighed synes at sige, 👤Darius Hystaspis havde revet dem ned, og deels giver dem den urimelige 200Høide af 200 Alen, endogsaa vel maalt, uagtet vi hos 👤Diodor see, at selv 👤Ktesias, der pleiede at tage Munden saa fuld som mueligt, kun giættede paa halvtredsindstyve Favne, som Andre forkortede til saamange Alen. Da det imidlertid er klart, at 📌Babylon havde Mure endnu, da 👤Alexander drog derind, og 👤Herodot er sikker nok, maa der enten stikke en Feil i vor Text, eller den maa kunne forstaaes saaledes, at 👤Darius kun har beklippet Murene, og Babylonierne, 👤Herodot talde med, har da benyttet Leiligheden til med Munden at forhøie dem. Heri bestyrkes Man ved at see paa det Hele, thi 👤Ktesias, som holdt af at kiøre og vende, giør Murene brede nok til sex Vogne, men 👤Herodot, som i den Henseende turde troe sine egne Øine, melder kun at der var Rum imellem Taarnene til een Vogn med fire Heste, men at der udenfor Muren var en breed og dyb Grav, smækfuld af Vand, og den har 👤Ktesias formodenlig regnet med. Af den Grav, siger ellers 👤Herodot, skal Leret være taget til Mur-Stenene, men Limen eller Jord-Beget var hentet nordenfor oppe ved 📌Is (📌Hit) hvor det findes i Mængde. Der var endelig, siger han, ogsaa en indvendig Mur, endeel mindre end den Yderste, og det maa være den, Engelænderne har fundet kiendelige Spor af paa Øster-Siden, som to Been af en Triangel med Floden til Grund-Linie og Porten i Spidsen*Herod. I. 178–81. III. 159. Diodor II. 68..

Den eneste Bygning i det Enkelte, 👤Herodot beskriver, er Templet af otte Taarne, det Ene oven paa det Andet, for den Babyloniske Over-Gud, som han kalder Bel-Zeus, hvorved han anmærker, at der gik en Vindel-Trappe udenom, med Sæder midtveis at hvile sig paa, og at i det øverste Taarn var et Allerhelligste uden Billed-Støtter, blot med et Guld-Bord, og en prægtig Loibænk, hvorpaa Chaldæerne, som var Gudens Præster, fortalde, han imellem kom 201og strakde sig, hvad 👤Herodot dog var ligesaa treven til at troe, som en lignende Præste-Fortælling, han havde hørt i 📌Thebe i 📌Ægypten. Først lavere, i et af de andre Taarne, saae Man Bel paa en Guld-Throne, med Bord og Skammel for sig af samme Malm, som Chaldæerne vurderede til 800 Talenter, men en Guld-Støtte, tolv Alen høi, som før skulde været der, gav Præsterne 👤Kserxes Skyld for at have ranet. I Forstuen til det Allerhelligste stod to Altere, et Mindre af Guld, hvorpaa kun maatte offres diende Lam, og et Andet, hvorpaa der offredes Faar, og forbrugdes, efter Chaldæernes Sigende, aarlig paa Høitiden Røgelse til tusind Talenter*Herod. I. 181–83..

📌Babylons de svævende Haver, som En af Kongerne skal have anlagt for at fornøie sin Mediske Dronning, der savnede de Persiske Paradiser, taler 👤Herodot ikke et Ord om, saa i hans Tid har de sikkert ikke været til, men om de nogensinde har været til, uden i deres Indbildning, der troede 👤Ktesias, det er et andet Spørgsmaal, som Man har ondt ved at besvare. Foruden 👤Diodor, som, sikkert efter 👤Ktesias, meget omstændelig har beskrevet denne Bygning og Plantning i Luften, omtale vel baade 👤Strabo og Chaldæeren 👤Berosus (hos 👤Joseph) disse Haver, men de har ventelig øst Efterretningen af samme Kilde som 👤Diodor, og alt Andet fraregnet, lod det Konst-Stykke sig slet ikke tænke uden dygtige Hvælvinger, som 👤Strabo derfor ikke heller lader mangle, og dog var det netop Noget, Babylonierne, saavidt Man veed, aldrig befattede dem med*Diodor II. 70. 👤Josephs Forsvar mod Apion I. Fabr. Bibl. Græca XIV. Strabo XVI. 738.. Det skulde nemlig ikke have været en Svale-Gang med Urte-Potter, men en Række af Terrasser, i det Mindste 200 Alen paa hver Leed i Firkant, og naar en ellers meget besindig Historie-Skri202ver finder Sagen bekræftet ved 👤Arrians Efterretning om 👤Alexanders Flytning, til og fra Paradiset, under sin sidste Sygdom, da synes det glemt, deels at 👤Plutark, der anfører Dagbogens Ord om det Samme, ei taler et Ord om Paradiset, men kun om “Bade-Huset,” og deels at det slet ikke er Spørgsmaalet, om der var en “Kongens Have” i 📌Babylon, men kun om den var paa Jorden eller i Luften*👤Plutarks Alexander. 👤Heeren om Babylonierne..

Saavel Have-Anlæget som det store Slot, der skal være blæst færdigt paa femten Dage, Murene og alt Stort i 📌Babylon, tilskriver 👤Berosus, som levede paa 👤Alexander den Stores Tid, den os velbekiendte 👤Nebucadnezar, og holder Huus med Grækerne, som pleiede at give den Assyriske Dronning Semiramis Æren for det Meste, hvori han vist ogsaa forsaavidt har Ret, som vi af Daniels Bog veed, at 👤Nebucadnezar kaldte 📌Babylon sin Skabning, og maa da vel tilsyneladende have havt nogen Grund dertil. Grækerne kunde imidlertid ogsaa være undskyldte, da de, som 👤Strabo vidner, før 👤Kyri Dage kun havde hørt løse Rygter om det indre 📌Asien, og tog altsaa naturligviis Mythen om Semiramis for gode historiske Vahre, men saaledes som Fortællingen om bemeldte Dronning, efter 👤Ktesias, lyder hos 👤Diodor, er den rigtig nok et flaut og selvgjort Æventyr. Derefter var nemlig Semiramis en Daatter af Hav-Fruen Derketo i 📌Askalon, blev udsat af sin Moder, som sprang i Havet af Fortvivlelse og blev en Fisk, men opfostredes vidunderlig af Duer og fik derved sit Navn, og gjorde endelig sin Lykke hos den Assyriske Kong Ninus, der ikke blot havde bygget sig en Hoved-Stad af samme Navn (📌Ninive) og erobret Landet mellem Floderne, 📌Medien og 📌Armenien, men havde ogsaa indtaget 📌Lille-Asien, 📌Phønicien, 📌Syrien og 📌Ægypten. Ham hjalp 203nu Semiramis at indtage 📌Baktrien, men havde, da hun som hans Enke, arvede Thronen, dog kun den Tanke at fordunkle ham, hvorfor hun iblandt Andet bygde 📌Babylon, hvis Mure blev netop dobbelt saa brede som 📌Ninives og Resten i Forhold. Alle de Deiligheder hun lod afskildre paa Teglsteens-Murene, maatte der en Konstner til at forklare, der lignede 👤Ktesias, som med sin Pen kunde flytte 📌Ninive fra 📌Tigris til 📌Euphrat, og hendes seierrige Tog til 📌Æthiopien er kun Smaating, men de eftergjorte Elephanter, baarne af Kameler, som hun betjende sig af i Krigen mod Indierne, det er et Konst-Stykke der vel endog overgaaer 📌de svævende Haver, skiøndt det just ikke var meget klogt at ville kyse dem, hvis Elephanter bar Taarne, med dem der endog knap kunde synes at bære sig selv. Omsider, da hendes Søn Ninyas stod hende efter Livet, forsvandt Semiramis, og hævede sig til Guderne, men, lægger 👤Ktesias meget opbyggelig til, at hun fløi bort som en Due og gav derved Anledning til den Dyrkelse Man i 📌Assyrien viser Duerne, det er kun en Fabel*Strabo XV. 735. Diodor II. 65–75.!

👤Diodor har vel ogsaa, efter ubekiendte Forfattere, en yderst simpel Fortælling om Semiramis, som en smuk Pige af ringe Herkomst, der fik Ninus i sine Garn, overtalde ham til, for Løiers Skyld, at lade sig regiere fem Dage, og brugde dem til at sætte sig fast paa Thronen og kaste ham i Fængsel; men det er aabenbar kun et af de Godtkiøbs-Forsøg paa at mynte Historie af Myther, som om det Alt var sandt der klinger rimeligt nok, saa deraf lære vi kun, at de Critiske Historie-Skrivere i 📌Grækenland har lignet dem i 📌Frankerig og 📌Tydskland. Den eneste Oplysning, vi af Græske Skribenter kan tilføie, er da, at 👤Herodot vel i Forbigaaende nævner Semiramis, som en Dronning i 📌Babylon der anlagde Dæmninger ved Floden, men at hun efter ham maa 204have levet kun et Par hundrede Aar før 👤Nebucadnezar, istedenfor at hun hos 👤Ktesias lever tusinde Aar før det Trojanske Tog *Herod. I. 184. Diodor II. 76–77.. 👤Herodot nævner vel ogsaa en Ninus, Bels Søn, men kun som en Heraklide og Stamfader til de Lydiske Konger, og rimeligviis har Navnet, som alle er enige om, Hovedstaden bar, i Mythen bemærket Riget i sin Velmagt og derimod Sønnen Ninyas, som lille Ninus, Riget i dets Forfald, thi skiøndt 👤Ktesias siger, der var tredive Konger mellem Ninyas og 👤Sardanapal, har han dog neppe hørt Navn paa en Eneste af dem, siden han maa kalde ham “Teutamus” der skal have været Priams Samtidige og sendt ham Æthiopiske Hjelpe-Tropper under Memnons Anførsel. 👤Sardanapal har 👤Herodot derimod kiendt, thi ved en Ægyptisk Leilighed husker han paa nogle Tyve i 📌Assyrien, hvis Næse kløede efter 👤Sardanapals store Skatte, og som derfor gravede sig frem under Jorden ind til Kielderne, hvor de laae, og bar om Natten hvad de grov løst om Dagen, ud i 📌Tigris-Floden; men hvad han ellers vidste om 📌Ninives Undergang og Deslige, det giemde han til sin Assyriske Historie, som enten aldrig blev skrevet eller maa være snart forgaaet, da Man knap finder Spor af den*Herod. I. 106. II. 150.. Kun Saameget see vi af hans Mediske Historie, at efter hvad han havde hørt, havde Assyrerne spillet Mester i 📌Asien lidt over femhundrede Aar, men at derpaa faldt Mederne ikke blot fra dem, men indtog, et hundrede Aar efter, under 👤Kyaxares, baade 📌Ninive og hele Riget saa nær som 📌Babylonien *Herod. I. 95. 103. 106..

Vil vi altsaa høre meer om 👤Sardanapal, maae vi døie nok et Æventyr af 👤Ktesias, thi det er upaatvivlelig 205efter ham 👤Diodor fortæller, at Statholderen i 📌Medien Arbakes, dertil opmuntret af den Babyloniske Chaldæer Belesis, som spaaede ham 📌Asiens Throne, gjorde Oprør mod den kvindagtige 👤Sardanapal, og holdt, trods alle de Nederlag han leed, Ørene stive, fordi Chaldæeren bestandig forsikkrede han havde læst i Stjernerne, at 📌Assyriens Lykke skulde dale og 📌Mediens stige. Det første Knæk fik 👤Sardanapal, da hans Baktriske Hjelpe-Tropper gik over til Oprørerne og overrumplede hans Leir, saa han maatte indslutte sig i 📌Ninive, men han stolede dog endnu paa den gamle Spaadom, at 📌Ninive ei skulde falde, før Floden blev dens Fiende, og han tabde først Modet da, efter to Aars Beleiring, en Oversvømmelse nedrev et Stykke af Muren. Da var det han kastede sig selv paa Baalet, med alle sine Kvinder og Skatte, hvorpaa Arbakes ødelagde 📌Ninive i Bund og Grund, men gik dog Glip næsten ad alle Skattene; thi dem tilsneg Belesis sig, ved at foregive, han havde lovet Bel, sin Gud, at føre 📌Ninives Aske til 📌Babylon og giøre en Dynge deraf ved hans Tempel, thi han tog da den Bunke, som Skattene var i, og skiøndt det blev opdaget, lod Arbakes ham dog beholde baade dem og 📌Babylon *Diodor II. 78–81..

At nu ogsaa dette oprindelig har været en Mythe, kan vi saa meget mindre tvivle paa, som 👤Sardanapals Navn (Sardi-Napal) ligefrem betyder den sammenstyrtende Levning, og da 📌Belesis endnu er et Steds-Navn ved 📌Euphrat, og 📌Arbake, efter de Gamles Vidnesbyrd, var ligesaa ved 📌Indus, giætter Man sig let til Meningen, men bliver naturligviis derved slet ikke klogere end Man var, paa 📌Ninives og 📌Babylons Historie. Betænke vi imidlertid, at denne Historie, før 👤Kyri Dage, maatte være os aldeles ligegyldig, naar Assyrer og Babylonier ikke tidligere var kommet i Berørelse med noget af Universal-Historiens Hoved-Folk, da indsee vi strax, at Ebræerne, ved at oplyse deres 206eget Forhold til Rigerne i Flod-Landet, har lært os Alt hvad vi behøve at vide om dem.

Ligesom nu Jødernes Hellige Skrift bekræfter det Græske Sagn om 📌Ninive og 📌Babylon, som Hoved-Stæderne i det ældste Verdens-Rige, saa lærer den os ogsaa, at Kongerne fra den Kant allerede i 👤Abrahams Tid (16–1700 Aar f. Ch.) oversvømmede 📌Syrien og 📌Canaan, og i Dommer-Bogen nævnes udtrykkelig Kongen af 📌Mesopotamien 👤Chusarthaim, som den Første, der bragde Israeliterne under Aaget*Dommer-Bogen 3.. Siden høre vi Intet til Kongerne fra Østen, førend henved tohundrede Aar efter 👤Salomons Død, da 📌Palæstina hjemsøges af den Assyriske Kong 👤Phul eller 👤Phua, saa det stadfæster sig ogsaa, at der, efter Ninus-Tiden kom en Ninyas-Tid i 📌Assyrien, da den store Konge kun var det af Navn. Skal vi altsaa tænke os noget Historisk ved 👤Sardanapal, maa det være Konge-Rækken fra 👤Phul til 📌Ninives Undergang, da 📌Assyrien kun seirede som i en Døds-Kamp, der gav Riget Bane-Saar. At det nu var den truende Undergang, der vakde 👤Sardanapal af sin vellystige Dvale, det siger Mythen, og det følger omtrent af sig selv, men det er yderst mærkeligt, hvad vi læse i Jødernes Hellige Skrift, at det var En af 📌Israels Propheter, der, ved at spaae Undergangen i Jehovahs Navn, vakde den slumrende Løve som skulde rase paa 📌Ephraims Bjerg *Kongeb. IV. 15..

Herren sagde nemlig til 👤Jonas, 👤Amaths Søn: stat op og gak til 📌Ninive, den store Stad, og forkynd at dens Synd er himmelraabende, og forudsig Ulykkes-Dagen! 👤Jonas vilde nødig og skibede sig ind i 📌Jaffa for at gaae til 📌Tharsis og skjule sig for Herren, men Skibet kom i Havs-Nød, Lodden, som blev kastet for at see, hvem der havde Ulykken med sig, traf paa 👤Jonas, og han blev, efter sit eget Raad, 207kastet over Bord, hvor han slugdes af en Hval; men da han angrede sin Synd, blev han vidunderlig frelst fra Dødens Lænker og kastet i Land, og nu gik han til 📌Ninive den store Stad, tre Dages Reise lang, og udraabde Herrens Straffe-Dom og den korte Frist i Dage-Tal. Hans Ord blev imidlertid troet i 📌Ninive, og da det kom Kongen for Øre, steg han ned af sin Throne, kastede Kaaben, axlede Sækken og satte sig i Asken, og lod udraabe en Faste over Staden i sit og sine Raads-Herrers Navn, saa baade Folk og Fæ skulde holde Faste-Dag og smage hverken Vaadt eller Tørt. Det skedte, Folket fastede i Sæk og Aske og raabde til Herren af Hjertens Grund, omvendte sig og gik irette med dem selv, sigende: hvem veed, om Herren ikke dog kan betænke sig og lade Vreden gaae over, saa vor Undergang afvendes! Da Herren saae det, betænkde Han sig ogsaa virkelig og gjorde dem ikke den Ulykke, Han havde truet med, hvorover 👤Jonas dog blev meget fortrydelig og knurrede mod Herren, sigende: tænkde jeg det ikke nok, at Du nænde det ikke, og var det ikke netop derfor jeg vilde flygtet til 📌Tharsis, men slaae nu mig ihjel, thi jeg vil heller døe end overleve dette! Men Herren sagde til 👤Jonas: er du vreed over Velgjort, eller skulde Jeg ikke ynkes over 📌Ninive, den store Stad, hvor der er over hundrede-tusinde Menneske-Børn som veed ikke Forskiel paa Høire og Venstre*Jonas-Bogen. 1–4.!

Dette klinger vist nok underligt, som ethvert Ord, der levende udtrykker det ubegribelige Samfund i Aanden mellem Gud og Menneske; men det er dog alt for galt over Hvalen, eller hvilketsomhelst Sø-Dyr, at glemme hvad der ligger og lyser i saadant et Ord, hvordan Man saa end helst vil forklare sig det, og dog synes det omtrent at have været Tilfældet med de Skrift-Kloge paa begge Sider, som trættedes om 👤Jonas i Hval-Fiskens Bug. Hvad Miraklet angaaer, vil vi derimod sige det Eneste vi veed “for Mennesker er det 208umueligt, men for Gud er alle Ting muelige ,” og, saavidt vi kan skiønne, er 👤Jesus Christus os ret egenlig Borgen for dette Mirakels Troværdighed, men det hører til Prophetens Biographi, medens det derimod hører til Universal-Historien, at der endnu, omtrent halvandet Aarhundrede efter 👤Salomons Død, var et Slags Samkvem mellem 📌Tharsis og 📌Jaffa, skiøndt med hedenske (Phøniciske) Skibe, at Prophetens Gud var kiendt og hans Sprog forstaaeligt i 📌Ninive, at denne aflange Stad, som Grækerne kaldte den, var lang tilgavns, havde omtrent saamange Indbyggere som 📌London, og lod sig saaledes giennemryste af det Prophetiske Ord, at den ei alene fik Lov til at staae vel i det Mindste fem Menneske-Aldere, men fik endnu et glimrende Aarhundrede fra 👤Phul til 👤Asarhaddon *Kongebøg. IV. 14 som viser naar 👤Jonas har levet. 👤Josephs Oldskrifter IX. 10–11..

Ligesom for Resten Jonas-Bogen minder om det Sø-Uhyre ved 📌Jaffa, som der gik Rygte af baade i 📌Grækenland og 📌Rom, saa kan Man heller ikke bare sig for at tænke paa Due-Dronningen Semiramis, naar Man veed, at 👤Jonas bemærker en Due, saa hun kunde ligesaa godt hedde Semir-Jona, Due-Sangen eller 👤Jonas Spaadom, hvad der er dobbelt mærkeligt, da Duen, som Man veed af Meer end Egen ved 📌Dodone, betyder Spaadoms-Aanden. Om det nu kun er et besynderligt Træf, eller om 👤Herodots Semiramis, fem Menneske-Aldere før 👤Nebukadnezar, har noget med 👤Jonas at giøre, lader sig saameget mindre bestemme, som Semiramis-Sagnet kun er kommet daarligt til os, men tænke vi os en sammensmeltet Spaadom om 📌Ninives Fald og 📌Babels Triumph, som dog netop vakde 📌Assyrien til Kæmpe-Skridt, da lod sig unægtelig, selv om Propheten ikke hedd 👤Jonas, derom digte en lignende Mythe. Om 📌Ninives endelige Undergang findes vel en egen Spaadom i Jøder209nes hellige Skrift, under Propheten 👤Nahums Navn, men det var neppe den, 👤Sardanapal trøstede sig ved, hvorimod det falder rimeligt, at 👤Jonas i sin Spaadom, som vi af Tobias-Bogen see, Man ogsaa henførde til Enden, har peget paa Floden som den frygtelige Fiende, og Niniviterne trøstet sig ved, at da de dengang slap, havde det intet videre at betyde*Tobias-Bogen 14.. Skade, maae vi vel sige, at 👤Herodots Assyriske Historie er gaaet tabt, thi han maa jo dog vel have beskrevet 📌Ninives Undergang, siden 👤Aristoteles beskylder ham for ved den Leilighed at have, mod alle Nebbets Regler, ladet Spaadoms-Ørnen, der fløi i Spidsen, drikke *👤Aristot. Naturhist. VIII. 18. (20) hvor dog Somme læse “👤Hesiod” for “👤Herodot.”.

👤Salmanassar og 👤Senacherib.

Det var en Assyrisk Konge som styrtede Thronen 📌Samaria, og en Anden havde nær gjort det Samme ved Thronen i 📌Jerusalem, og det har paa en Maade gjort dem udødelige i Historien.

Det saakaldte 📌Israels Rige, som 👤Jeroboam 👤Nebaths Søn stiftede, gik snart fra hans Æt, men fik dog Konger Nok, ikke mindre end Nitten i to Aarhundreder, og da Thronen omsider syndes grundfæstet under 👤Jeroboam den Anden af 👤Jehus tappre Slægt, var den netop nær ved sit endelige Fald; thi Sønnen af denne 👤Jeroboam, der havde hersket lige til 📌Euphrat og 📌det Røde Hav, mistede efter sex Maaneders Regiering Livet i et Oprør, og under den derpaa følgende Forvirring var det, Assyrerne første Gang hjemsøgde Landet og kiøbdes bort, som er den kiærligste Indbydelse til at komme snart igien. Næste Gang de kom under 👤Tiglath-Pileser eller 👤Talgath- Phelassar, 210gjorde de reent Bord i 📌Galilæa og bortførde Indbyggerne som Slaver, og saa kom 👤Salmanassar og tog Resten, forplantede de ti Stammer til 📌Medien og andre Lande, og sendte igien hedenske Folk fra 📌Babylonien og flere Steder hen at boe i 📌Samarias Egne. Disse Folk, som blev kaldt Samaritaner, kiendte i Begyndelsen intet til Jehovah, men da Herren plagede dem med Løver og det blev Kongen i 📌Assyrien meldt, at Løverne ødelagde dem, fordi de ikke kiendte og dyrkede Landets Gud, da befoel han, der skulde skikkes dem Nogen som kunde oplyse dem om den Guds Lov, og saa kom der en af Jehovahs Præster til at boe i 📌Bethel, som oplyste dem om Hans Dyrkelse. Deraf kom det at de siden dyrkede baade Jehovah og deres egne Guder.

Heraf see vi at 👤Salmanassar, som levede i Midten af det Ottende Aarhundrede f. Ch., har blandt Andet hersket baade over 📌Medien og 📌Babylon, og af 👤Josephs Jødiske Historie, lære vi, at han udstrakde sit Herredømme lige til 📌Middel-Havet, hvor 📌Tyrus ene havde Mod og Magt til at trodse hans Vælde*Kongebøg. IV. 15–17. Joseph IX. 14..

Medens alt dette skedte, sad 👤Ezechias, som i tolvte Ledd nedstammede fra 👤Salomon, paa 📌Jerusalems Throne, og hans Fader 👤Achas havde skattet til den Assyriske Konge, men 👤Ezechias vilde ikke være Statholder for Andre end Jehovah, og, skiøndt 👤Salmanassar fnøs derover, var det dog først hans Søn, 👤Senacherib, der fik Stunder til at vende sine Vaaben imod ham. Da nu Assyrerne som en rivende Strøm oversvømmede Landet, faldt 👤Ezechias vel til Føie og gjorde sit Bedste for at mætte Rovgierrigheden med Sølv og Guld, men enten det nu ei har været ham mueligt at sammenskrabe de trehundrede Talenter Sølv og tredive Talenter Guld, der skulde til at opveie Staalet, eller 211👤Senacherib kun derved er blevet opmuntret til at spænde Buen høiere, saa see vi hans Generaler 👤Thartan, 👤Raphis og 👤Rabsak for 📌Jerusalems Porte med et stort Følge, bestemt, som vi høre, til at udhungre Staden paa Bjerget. 👤Ezechias sendte nemlig sin Rente-Mester 👤Eliakim med to Andre hen at underhandle, men fik af 👤Rabsak kun det stolte Svar: hils 👤Ezechias, saa siger den store Konge, Kongen af 📌Assyrien: hvad stoler du vel paa, at du tør være mig utro, som om det var meer end et Munds-Veir at sige, du var belavet paa Krig? Stoler du kanskee paa den braadne Ægyptiske Rør- Kiep, skiøndt Pharao er at stole paa som en Kiep der giennemborer hans Haand der støtter sig ved den? Eller vil du sige, I stole paa Herren, jer Gud, er det ikke da netop Ham, hvis Høi-Altere 👤Ezechias har nedbrudt, og sagt til Folket at de skulde kun tilbede for Altret i 📌Jerusalem! Tør du vædde med min Herre, Kongen i 📌Assyrien, at du skal bringe totusind Ryttere tilveie, naar han skaffer dig Heste til dem, velan, du skal faae dem, men kan du ikke engang det, hvordan vil du da slaae den Mindste blandt min Herres Høvdinger af Marken; og mener du desuden, at vi er draget op mod denne Stad uden at adspørge Herren, har Han ikke svaret mig: drag op og ødelæg det Land!

Da sagde 👤Eliakim til 👤Rabsak: tal Syrisk til dine Tjenere, thi vi forstaae det, og tal ikke Ebraisk for Alles Øren som staae paa Muren! Hvad, sagde 👤Rabsak, mener du, min Herre har sendt mig til at holde Tale for dig og din Herre, og ei meget mere for Folket, der sidder paa Muren at æde af Møddingen og drikke af Pølen med jer! Dermed løftede han Røsten og raabde paa Ebraisk: hører den store Konges Ord, saa siger Kongen af 📌Assyrien: lader eder ikke besnakke af 👤Ezechias, thi han kan umuelig frelse eder, og naar han vil indbilde eder, at Herren skal forsvare Staden mod Kongen af 212📌Assyrien, da lad ham tale for døve Øren, men hører Kongen af 📌Assyrien, som siger: slutter Fred med mig, og drikker eders Vin og æder eders Figen i Mag, til jeg kommer og bringer eder til et Land ligesom dette, med Hvede-Marker og Vin-Gaarde, Olie-Haver og Bi-Stader! See, om nogen Gud har kunnet frelse sit Land fra mig, saa det lod sig tænke, at Jehovah kunde forholde mig 📌Jerusalem!

Det synes nu, som Rygtet om den Æthiopiske Kong 👤Thirakas Nærmelse gjorde en Standsning, men snart fik dog 👤Ezechias et Torden-Brev fra 👤Senacherib, af samme Indhold som 👤Rabsaks Tale, hvori den Formastelige siger Trods til den Gud, der kunde forsvare sit Land bedre end Guderne i 📌Gozan og 📌Charan og 📌Sepharvaim og alle de Lande, hans Fædre hærgede. 👤Ezechias tyede da til Templet, lagde det aabne Brev paa Alteret, bad og sagde: Herre, du 📌Israels Gud, som throner over Cherubim, du er enevældig over Jordens Riger, thi det var Dig som skabde Himlen og Jorden! Laan derfor Øre til 👤Senacheribs Ord og hør, hvorledes han forhaaner den levende Gud! Vist nok har 📌Assyriens Konger ødelagt Folkene og kastet deres Guder paa Baalet, men det var heller ingen Guder, det var kun Menneske-Værk af Steen og Træ, derfor frels Du os nu af hans Haand, saa hele Verden kan see, at Du er den eneste Gud!

Da kom der Bud til 👤Ezechias fra Propheten 👤Esaias, med Ord fra Jehovah, som lød paa at Han havde hørt den ene Konges Spot og den andens Bøn og vilde skifte baade Seier og Lykke derefter, saa 👤Senacherib skulde aldrig komme til at løfte Skjold mod 📌Jerusalem eller skyde en Pil derind, men som med Stænger og Mile nødes til at gaae den Vei, han kom.

Da skedte det om Natten, at Herrens Engel slog 185000 Mand i den Assyriske Leir, saa den laae fuld af Lig om Morgenen, og strax brød 👤Senacherib, Kongen af 📌Assyrien, op 213og vendte tilbage til 📌Ninive, og siden, da han tilbad i sin Afguds Mesraohs eller Nisrochs Tempel, da slog hans egne Sønner, 👤Adramelech og 👤Sarazar ham ihjel og flygtede til 📌Ararats Land, og hans tredie Søn 👤Asordan eller 👤Assarhaddon blev hans Eftermand *Kongebøg. IV. 18–19. Esaias 36–37..

Man husker nok, at 👤Herodot ogsaa melder et lille Ord om 👤Senacherib, Kongen i 📌Assyrien og 📌Arabien (📌Babylon), efter de Ægyptiske Præsters Mund, som fortalde at Hefæstos-Præsten Sethon, som dengang sad paa Thronen, drog med Rips-Raps op imod ham til 📌Pelusium, stolende paa sin Gud, som havde lovet at hjelpe ham og som gjorde saa, ved en Hob Mark-Muus, der saaledes om Natten forgnavede Assyrernes Pile-Koggere, Buer og Skjolde, at de vaabenløse maatte tage Flugten*Herod. II. 141..

At sammenligne dette Ægyptiske Præste-Sagn med den vel afhjemlede Ebraiske Historie, lønner vel neppe Umagen, men da Man af 👤Rabsaks Tale maa slutte, at 👤Ezechias har staaet i Forbund med den Ægyptiske Konge mod 👤Senacherib, seer Man nok, hvor Snakken har hjemme, og naar Man blot veed, at “Musen” var hos Ægypterne det giængse Sind-Billede paa Undergang og Ødelæggelse, falder det i Øinene, at Billed-Skriften ikke har været saa dum, som de Præster 👤Herodot talde med, gjorde den*Horapollo I. 50..

At nu de undertvungne Folk har benyttet Leiligheden til at giøre Opstand mod Assyrerne, er rimeligt, og Spor deraf finde vi saavel i 👤Herodots Fortælling om Medernes Frafald, som i det Gesandtskab, Kongen i 📌Babylon, 👤Mardak Baladan, sendte til 👤Ezechias, for at lykønske ham efter en vel overstaaet Sygdom, thi det gjorde naturligviis ingen Assyrisk Lehns-Mand med sin Herres Forlov.

214👤Assarhaddon eller 👤Asordan kom imidlertid til Kræfter, og undertvang ei blot 📌Babylon paa Ny, men gjorde ogsaa et Tog hen til 📌Middel-Havets Kyster, hvorfra han førde Kong 👤Manasse, Søn af 👤Ezechias, fangen med sig til 📌Babylon *Kongeb. IV. 20. Esaias 39. Joseph X. 2. Krønikb. II. 33.. Nærmere Beskeed veed vi ikke herom, undtagen at 👤Euseb i sin Chronik, uvist efter hvem, beretter, at fornævnte 👤Mardak blev efter sex Maaneders Forløb dræbt af en vis 👤Elibus og denne igien fanget af 👤Assarhaddon, men efter al Rimelighed har 👤Assarhaddon for en kort Tid hævet det sjunkne Rige ved Hjelp af Barbariske Leie-Tropper; thi saaledes pleier det at gaae, og kun saaledes kan vi forklare os det Skythiske Otteogtyve-Aars Herredømme, som 👤Herodot omtaler. Det afbrød nemlig, siger han, 📌Ninives Beleiring, og Skytherne baade plyndrede 📌Askalon i 📌Syrien og klemde store Penge af 👤Psammetik i 📌Ægypten, Ting som passe godt i 👤Assarhaddons Tid, men slet ikke i 👤Kyaxares, som er samtidig med 👤Nebucadnezar og maatte komme længe efter 👤Psammetik, naar denne var Sethons Eftermand *Herod. I. 104–5. II. 152..

Efter 👤Herodot var det omtrent 50 Aar før 👤Kyrus, og 100 efter Medernes Frafald, at 👤Kyaxares indtog 📌Ninive, og det stemmer med den historiske Ramme om Tobias-Bogen, hvorefter 👤Nebucadnezar og 👤Asuerus (👤Kyaxares) indtog den i Forening, ligesom Arbakes og Belesis i Mythen*Tobias-Bogen 14., og naar da 📌Ninive først sank i Gruus omtrent 600 f. Ch., kan den godt, som Sagnet vil, have staaet i Alt mellem elleve og tretten Aarhundreder. Mærkeligt er det ogsaa, at naar vi lægge de fem Aarhundreder, 📌Ninives Overmagt i Østen, efter 👤Herodot, skal have varet, til de Syv, som forgik efter Medernes Frafald, komme 215vi tilbage til 👤Josva, efter hvis Død Kongen af 📌Mesopotamien, 👤Cusathaim eller 👤Cusan-Risathaim, er den Første, der undertrykker Israeliterne. Har ellers 👤Manetho Ret i at Assyrerne begyndte at giøre Opsigt i den første Hyrde-Konges (👤Josephs) Tid, da har 👤Cusan ikke været den Første af de Assyriske Erobrere i gamle Dage men vel den Sidste.

👤Nebucadnezar og 👤Belsazar.

Allerede da 👤Ezechias med Flid havde viist 👤Mardak Baladans Gesandter al sin Pragt og Herlighed, spaaede Propheten 👤Esaias, i Jehovahs Navn, at al den Herlighed skulde flyttes til 📌Babylon, og Kongen der have Ætmænd af 👤Ezechias til sine Kammer-Tjenere, og vel kunde det synes opfyldt ved 👤Manasses Fangenskab i 📌Babylon, men det var dog kun som et Forvarsel, og det Brede var tilbage, som først kom tilsyne i den fjerde Slægt. Afguderiet havde efter 👤Ezechias Dage taget frygtelig Overhaand i 📌Jerusalem, og den gudfrygtige Kong 👤Josias Bestræbelser, for i Bund og Grund at udrydde det, syndes kun at krones med Held, fordi det blandt de Fornemme afløstes af aabenbar Vantro og Ugudelighed, som gjorde Riget til et let Bytte for den første den bedste Erobrer. 👤Josias faldt i et Slag mod den Ægyptiske Kong 👤Necho, som derpaa indtog 📌Jerusalem og gjorde sig Riget skatskyldigt, og det gav Chaldæernes Konge 👤Nebucadnezar en ønskelig Anledning til, efter sin Seier over 👤Necho ved 📌Carchemis (📌Kerkesi) paa 📌Euphrats Bredd, at giøre ligesaa*Kongeb. IV. 23. 24. Krønikb. II. 35. 36. Jeremias 46. Joseph X. 5. 6..

Dog, det blev ikke derved, thi da 👤Nebucadnezars Skatte-Konger i 📌Jerusalem, 👤Jechonias og 👤Zedechias, blev ham utroe, gjorde han aldeles Ende paa Riget. Første Gang nøiedes han med at bortføre Kongen 👤Jechonias med 10000 216af de Ypperste og Dygtigste i Landet, men Skrabet, som blev tilbage under 👤Zedechias, kunde dog ikke holde sig rolig, og Jeremias-Bogen giver os saa troværdig og levende en Skildring af den Haardnakkenhed og Selvklogskab, parret med Nederdrægtighed og Feighed, som nu hørde til Dagens Orden i 📌Jerusalem, at vi umuelig kan sørge over at see den Røver-Kule oplyst af Stadens og Templets Luer, skiøndt det synes, som om Alt hvad der i 📌Palæstina giennem sex Aarhundreder var bygt til at trodse Tiden og trøste Slægten, sank dermed i Aske. Af samme Bog seer Man, at der paa een Gang var Gesandter hos 👤Zedechias i 📌Jerusalem fra 📌Tyri og 📌Sidons, 📌Edoms og 📌Moabs og 📌Ammons Konger, og hvad de var samlede for, behøve vi ikke engang at giætte os til, da Propheten sender Bud med dem til Kongerne fra Jehovah, at de ikke maae lyde deres falske Spaamænd og Drømmere, som opmuntre dem til at byde 👤Nebucadnezar Spidsen; thi Herren har skiænket ham Rigerne, saa enten med det Gode eller med det Onde, tjene ham skal de*Jeremias 27.. Om hvad de Andre valgde, veed vi ikke stort, men hvem der trodsede til Enden, var 👤Zedechias, eller rettere hans Herskab, Pøbel-Fyrsterne 👤Sephania, 👤Gedalia og hvad de alle hedd, som ophidsede Folket og mishandlede hvem der vovede at blotte og laste deres Dumdristighed. I halvandet Aar var 📌Jerusalem indsluttet af Chaldæerne og blev udhungret, og da Chaldæerne trængde ind, flygtede 👤Zedechias giennem Kongens Have med sin Liv-Vagt, men han blev forfulgt og grebet paa Sletten ved 📌Jericho og ført til 📌Ribla i 📌Syrien, til Kong 👤Nebucadnezar, som lod hans Børn henrette for hans Øine og lod saa hans Øine udstikke og førde ham i Lænker med sig til 📌Babylon *Jeremias 39. Joseph. X. 7. 8..

Vil Man see, hvor aldeles Riget i 📌Jerusalem havde tabt 217al Lighed med den Kirke-Stat, 👤Moses oprettede, da lægge Man blot Mærke til, at 👤Jeremias, erkiendt for en Jehovahs Prophet alt i 👤Josias Dage, ikke alene blev kastet i Fængsel, da han, efter at have noksom prædiket for døve Øren, vilde forlade Staden, men, fordi han i Jehovahs Navn spaaede at Chaldæerne skulde indtage Staden, blev nedsænket i en Hule, for at sulte og pines ihjel, saa det var kun Morianen mellem Kongens Kammer-Tjenere, 👤Ebed-Melech, der gruede for en saadan Misgierning og frelste hans Liv. 👤Jeremias sad endnu i Fængsel, da Byen blev taget, men Kong 👤Nebucadnezar, som havde hørt hans Rygte, paalagde udtrykkelig sine Høvdinger at sørge for hans Sikkerhed og lade ham frit begive sig hvorhen han vilde, saa, skiøndt han, ved en Feiltagelse, han selv synes at have foranlediget, blev lagt i Lænker, løslod dog Huus-Hovmesteren 👤Nebusar-Adan ham strax, saasnart det opdagedes, og han valgde da at blive iblandt Almuen paa Landet, som Man, efter Stadens fuldkomne Ødelæggelse, ei fandt det Umagen værdt at bortføre. Havde denne lille Hob, med Jehovahs Prophet midt iblandt sig, været ligesindet med ham, da havde der endnu efter 📌Jerusalems Ødelæggelse ligefuldt været et Guds Folk i 📌Palæstina, men det var langt fra, og det varede ei længe, før denne Almue, under Anførsel af trodsige Snaphaner fra Krigens Dage, trods Prophetens Forbud i Jehovahs Navn, drog til 📌Ægypten, for der i Mag at bage Offer- Kager til Himlens Dronning *Jeremias 37–39. 43.. Hvor 👤Jeremias siden blev af, veed Man ikke, men ventelig drog han til 📌Babylon, hvorfra, som han forkyndte, Folket, efter halvfjerdsindstyve Aar, skulde vende tilbage, og hvor Man tydelig synes at spore ham i Klage-Sangen ved 📌Babels-Floder, som Sagnet tillægger ham*Psalm. 137..

218Dog, der er en anden af 📌Israels Propheter, som her ingenlunde maa glemmes, da vi ikke alene veed, han var i 📌Babylon, men kom til at staae i et nøie Forhold til Kongerne der, og det er Propheten 👤Daniel af Konge-Slægten, som i sine Drenge-Aar blev bortført, tilligemed 👤Jechonias, og udtaget, tilligemed flere gode Hoveder blandt de unge fornemme Jøder, efter 👤Nebucadnezars Ordre, til at oplæres i al Chaldæernes Vidskab og Boglige Konst. 👤Daniel gjorde nemlig ikke blot, tilligemed sine Staldbrødre, 👤Ananias, 👤Asarias og 👤Misael, saa udmærkede Fremskridt, at Kongen ved Overhøringen beundrede det; men der indtraf snart et Tilfælde, hvorved han steg omtrent ligesaa høit i 📌Babylon som 👤Joseph i 📌Ægypten og paa en ikke ulig Maade.

👤Nebucadnezar havde nemlig havt en forunderlig Drøm, en Nat, som om Morgenen kun svævede dunkelt for ham, men ængstede ham saaledes, at han strax lod alle Spaamænd og Stjerne-Tydere, Hexe-Mestere og Chaldæer kalde, for at faae at vide baade hvad han egenlig havde drømt og hvad det skulde betyde. Chaldæerne tog nu vel Ordet, paa Aramæisk (Syrisk), og forestillede hans Majestæt, at naar de skulde udlægge hans Drøm, maatte han nødvendig først fortælle den; men jo klarere de udviklede, at for at kunne sige ham hvad han havde drømt og glemt, maatte de være ligesaa kloge som Guderne, hvis Bolig er ikke hos Kiød, desmere forbittret blev Kongen, saa han erklærede udtrykkelig, at hvis de ikke opfyldte hans Forlangende, skulde de Alle miste Livet, som Folk, der kun foer med Løgn og Tant. Da imidlertid 👤Daniel blev opsøgt for at dele Skæbne med de andre Bog-Lærde, og han fik at vide hvorom det gjaldt, udbad han sig blot Natte-Frist af Kongen og lovede da at sige og udtyde ham Drømmen. Fristen blev bevilget, 👤Daniel og hans Stalbrødre bad 📌Israels Gud om Hjelp i Nøden, og da blev 219Hemmeligheden 👤Daniel aabenbaret i et Drømme-Syn, hvorpaa han stædtes ind for Kon gen og sagde: Kongen laae og tænkde paa Fremtiden og saae da en Billed-Støtte, baade stor og stolt, med et frygteligt Blik: Hovedet var af det pure Guld, Arme og Hænder og Bryst var af Sølv, Livet og Lænderne af Kaabber, Benene af Jern og Fødderne en Blanding af Jern og Pottemager-Leer! Derefter saae du en Steen, løsrevet uden Hænder fra en Klippe, som slog til Billed-Støtten og sønderknuste den, saa baade Sølvet og Guldet og Kaabberet og Jernet og Leret blev som Støv og henveiredes som Avner for Vinden, uden at efterlade sig et Spor, men Stenen voxde til en Klippe som opfyldte Jorden! Det var Drømmen, og hør nu Forklaringen: du med dit Verdens-Rige er selv Guld-Hovedet, men derefter skal opkomme et Andet, og saa det Tredie, ligt Kaabber, og saa det Fjerde, Jernet ligt, som knuger og knuser Alt, og Blandingen af Jern og Leer i Fødder og Tæer betyder, at det Rige skal deles og være en Blanding af Styrke og Afmagt, og at da skal Folkene blandes, men kun som Jern og Leer, der aldrig hænger sammen. Men i de samme Kongers Dage stifter Himlens Gud et Rige, som aldrig forgaaer, det knuser og henveirer alle andre Riger, men varer selv evindelig! Sanddru er Drømmen og Forklaringen sikker. Vel havde 👤Daniel givet Gud Æren og udtrykkelig erklæret, at det var ikke ham selv, der havde udgrundet Hemmeligheden, men ikke desmindre faldt dog nu Kongen paa Knæ for ham og befalede at giøre Røgelse for ham, sigende: tilvisse er eders Gud en Gud over alle Guder og en Herre over alle Konger og viis paa det Skjulte, siden han kunde aabenbare den Hemmelighed, og Kongen overøste 👤Daniel med Foræringer og gjorde ham til Over-Statholder i 📌Babylonien og til Mester for alle de Vise*Daniel 1–2. Joseph X. 10.!

Det er mærkværdigt nok, hvad der fremdeles fortælles om 220👤Nebucadnezar, om Billed-Støtten, han lod opreise paa 📌Dura-Sletten, og om de tre Mænd, 👤Daniels Venner, han lod kaste i den gloende Ovn, fordi de ikke vilde tilbede den, og om hans Afsindighed og Helbredelse; men det hører dog nærmest til Kirke-Historien; det Foregaaende derimod viser ikke blot, hvorledes 📌Israels Gud skaffede sit Folk Religjons-Frihed og taalelige Kaar i Udlændigheden, men kaster fra flere Sider Lys paa Tilstanden i 📌Babylon, og meddeler os en universal-historisk Spaadom, der er den Eneste i sit Slags. Denne Spaadom peger nemlig saa umiskiendelig paa 📌det Persiske, 📌det Græske og 📌det Romerske Verdens-Rige, at det er intet Under, Man i vor mistænkelige Vidskabs-Tid har fundet det rimeligst, den var gjort bag efter, men, alt Andet fraregnet, veed vi dog, den er gjort før 👤Christi Fødsel og stadfæstes ei mindre af den følgende Tid end af den Foregaaende, saa der er ei mindste Grund til at formode Andet, end at den vil blive saaledes ved til Verdens Ende! Hvorvidt derimod 👤Daniels Drøm, som røbede og forklarede 👤Nebucadnezars, skal kaldes naturlig eller overnaturlig, det er et Spørgsmaal, Man i Universal-Historien ei fristes til at plage sig med, og hvem der ærgrer sig over 📌Israels Fremsyn, skulde helst skynde sig derfra med den Bemærkning, at Ahnelsen af de fire Verdens-Aldre, som Guldets og Sølvets, Kaabberets og Jernets, har i Old-Tiden været vidt udbredt, peger paa Menneske-Livets fire Aars-Tider og speiler sig i Mythen om Kronos og hans Sønner!

Vende vi nu tilbage til 👤Nebucadnezar og spørge, hvorvidt hans Herredømme strakde sig, da lader det sig ingenlunde bestemt afgiøre, men at han har undertvunget 📌Phønicien og brandskattet 📌Ægypten, see vi ikke blot af de Ebraiske Skrifter, men ogsaa af de Babyloniske og Phøniciske Efterretninger, som 👤Joseph har opbevaret*👤Josephs Oldskrifter X. 11. Forsvar I. 19–21..

221At 👤Herodot slet ikke ændser 👤Nebucadnezar, har Man fundet besynderligt, og det vilde saa være, hvis han ikke med Flid havde giemt Talen om 📌Babylons Konger til sin Assyriske Historie, som vi savne*Herod. I. 184–88.. Han tilskriver imidlertid rigtig nok en Dronning Nitokris, der maatte være samtidig med 👤Nebucadnezar, de Babyloniske Underværker, som Chaldæeren 👤Berosus tillægger denne Konge, og Fabelhansen 👤Ktesias den gamle Semiramis; men det kommer ventelig af, at den Babyloniske Mythe, som 👤Herodot troskyldig fulgde, henførde al 📌Babylons Herlighed i en Sum til de to Dronninger: Semiramis og Nitokris, hvad udentvivl kun skal sige Babyloniers og Chaldæers Kron-Skud. Forholdet mellem disse er vist nok en dunkel og derhos killen Sag, men som dog maa berøres, om aldrig for Andet, saa dog for at paaanke det Misgreb, hvorved Man i vore Dage har villet oplyse den historiske Dunkelhed med en Poetisk, og saaledes end mere speiet det noksom indviklede Spørgsmaal. At nemlig Chaldæer-Navnet, baade hos de Græske og de Ebraiske Forfattere, snart bruges om et Sæt Præster og Bog-Lærde i 📌Babylon, og snart om en heel Folke-Stamme, det er klart, og at det Chaldæiske Herredømme begynder med 👤Nebucadnezars Fader 👤Nabolassar, er høist rimeligt, men naar Man nu giør disse Chaldæer til et Barbarisk Folk, der nordenfra skal være trængt ind i det Syvende Aarhundrede, da er det grebet af Luften og kun fortvivlet henført til et dunkelt Sted hos 👤Esaias, midt i Spaadommen om 📌Tyrus, som i vor Ebraiske Text er uforklarligt, og hos de Halvfjerds siger tydelig: det nytter heller ikke Tyrierne at tye til 📌Chaldæa, thi ogsaa der hærger 👤Assur, og Muren (man maa tænke paa 📌den Mediske) er faldet *Esaias XXIII. 13.. 222Sagen er i sig selv af liden Vigtighed, da 📌Babylon er langt fra at være en Hoved-Stad i Universal-Historien, men skal Man have en forsvarlig Mening om Chaldæer-Folket, maa Man nødvendig søge dem, hvor 👤Strabo peger, naar han siger: der er i 📌Babylonien et Slags indfødte Philosopher som kaldes Chaldæer, boe for dem selv og befatte sig især med Astronomien, tildeels ogsaa med Stjerne-Tyderiet; men der er ogsaa en Chaldæisk Folke-Stamme, som beboer den Deel af Landet, der grændser til 📌Arabien og 📌den Persiske Bugt *Strabo XVI. 739.. Da nu tillige Chaldæeren 👤Berosus udtrykkelig siger, at Landet fra Arilds-Tid har været beboet af forskiellige Stammer, og kalder 👤Nebucadnezar Babyloniers og Chaldæers Konge, kan her aldrig være Talen om en senere Indvandring, men vel om at Chaldæerne, enten første eller dog sidste Gang, i det syvende Aarhundrede har faaet Over-Magten, og saavel deraf, at 👤Abraham kom fra 📌Chaldæa, som af 👤Daniels Forhold til Chaldæerne følger, at de var en Semitisk Stamme*Moses I. 12–15. Fab. Bibl. Gr. XIV. 12.. Naar Man derimod nu sædvanlig paastaaer det Samme om de egenlige Babylonier, da er det uden al Grund, thi baade var 👤Nimrod 👤Chams Ætmand, Indmuringen ved 📌Euphrat et plat Side-Stykke til den ved 📌Nilen, og Ligheden i 📌Babylon med Ægyptiske Sagn og Sæder selv 👤Herodot paafaldende*Herod. I. 182. 98.. At Murmester-Skriften (Kile-Skriften) paa Tegl-Stenene, som Man endnu ikke har lært at læse, maa tilhøre dem og ei Chaldæerne, synes naturligt, og at Babylonierne havde deres Hierogly pher, maae vi ikke blot slutte af de Semiramis-Malerier, 👤Ktesias ophøier, men kan tydelig see hos 👤Berosus, især 223paa Sagnet om det underlige Dyr Oannes, Hælvten Mand og Hælvten Fisk, der steg op af 📌den Persiske Bugt og bragde Kulturen med sig, men var kun i Land om Dagen; thi alle Mærker maatte slaae Feil, om det ikke var et Skipper-Billede, og det er høist rimeligt at Phønicerne, fra deres Anlæg i 📌den Persiske Bugt, har taget sig lidt af Babyloniernes Opdragelse. Frugten heraf, tænker jeg, var den gamle Semiramis eller Babyloniernes gyldne Tid, hvorimod Nitokris, som vel betyder Skjold-Møen, skal være den Chaldæiske Kamps og Seiers Tid under 👤Nabolassar og hans stormægtige Søn.

Dog, Sligt er naturligviis en uvis Giætning, kun er det vist, at ligesom, efter 👤Herodot, den anden Labynet , under hvem Murene styrte, er Søn af den Første og Nitokris, under hvem de reistes, saaledes er ogsaa hos 👤Daniel 👤Belsazar, hvis Rige deles mellem Meder og Perser, Søn af den 👤Nebucadnezar, som kaldte sig det store 📌Babylons Skaber og med hvem 📌det Chaldæiske Verdens-Rige stod og faldt, hvad altid beviser, at det ikke var indvortes Drift og Dygtighed til stor Bedrift, men kun udvortes Omstændigheder, som engang, i en snever Vending, gjorde 📌Babylon, lig 📌Paris, til Over-Magtens Sæde.

Spaadommene om et saadant Riges Glands og Vælde er naturligviis i sig selv langt mærkværdigere, end om dets let beregnelige Undergang, men dog er neppe nogen Spaadom om en enkelt Begivenhed blevet saa berømt, som den af 👤Esaias om 📌Babylons Indtagelse af 👤Kyrus, deels fordi han nævnes ved sit rette Navn (👤Kores), deels fordi Ødelæggelsen i Bund og Grund, som den endnu forbauser Øiet, er skildret med de mest levende Farver, og endelig fordi Man i det Mindste længe har troet, at Udtørringen af 📌Euphrat, hvorved, 👤Herodot fortæller, 📌Babylon blev indtaget, var udtrykkelig 224forudsagt af Propheten*Esaias. 13. 14. 21. 44–47.. Saalænge derfor i Christenheden den Tanke-Gang var almindelig, at hvem der ansaae 📌Israels Propheter for sanddrue Spaamænd, maatte ogsaa nødvendig troe hele Christendommen, saalænge greb naturligviis dennes Modstandere til det fortvivlede Raad at erklære alle de klarlig opfyldte Spaadomme for grovt Bedrageri; men naar Man besinder sig paa, at siden Jøderne i atten Aarhundreder, uden at blive Christne, virkelig har troet paa deres Propheters Sanddruhed, maa det sagtens ogsaa være mueligt; da vil Man naturligviis bære sig klogere ad, og med Beundring af Prophetens store Fremsyn, kun paaanke de Skrift-Kloges Misbrug deraf, og deres fjantede Paastand, at hvad der kun dunkelt spilles paa, er klart forudsagt. At Propheten i 👤Senacheribs Tid baade forudsaae 📌Babels Høihed og Fald, og kaldte paa Meder og Perser og paa 👤Kyrus selv, til at styrte den Stolte, det er klart og det er Nok til at vække vor Beundring af Aandens hemmelige Kræfter, men Flodens Udtørring ved 📌Babels Indtagelse er ingenlunde forudsagt, den er kun dunkelt ahnet af Propheten, da han spaaede i den Herres Navn, der, som han siger, stadfæster sin Tjeners Ord og sine Buds Formodninger, som siger til Dybet: bliv tomt, Jeg udtørrer dine Floder, som kalder 👤Kyrus til Medhjelper ved 📌Jerusalems Bygning *Esaias XLIV. 26–28..

For nu ret at forstaae 👤Herodots Fortælling om 📌Babylons Indtagelse, maae vi lægge Mærke til den store Sø, fire Mile (400 Stadier) i Omkreds, langt ovenfor Staden men tæt ved Floden, som Dronning Nitokris havde ladet grave og ledt Floden ind i, medens hun murede Bolværket op og bygde Brohovederne af hugne Steen, paa begge Sider af 📌Euphrat, hvor den løb langs igiennem 📌Babylon. Vel mødte 225nemlig den Babyloniske Krigs-Hær 👤Kyrus tæt udenfor Byen og blev slaaet, men det var Man belavet paa, saavelsom paa en Beleiring, og havde desaarsag forsynet Staden med Levnets-Midler til mange Aar, saa Babylonierne sad trygt inden deres høie Mure, og Seierherren, som ei saae sig istand til at udrette noget imod dem, kom selv i Forlegenhed. Men hvad enten det nu faldt ham selv ind, eller en Anden gav ham det gode Raad, saa ledte 👤Kyrus nu Floden ind i Dronning-Søen, efterat have opstillet en betydelig Magt baade oven og nedenfor Staden, med den Ordre at bryde ind giennem Flod-Sengen, saasnart Vandet var noksom faldet. Det var jo et stort Vove-Stykke, thi havde Babylonierne faaet Nys eller havt den mindste Ahnelse om det, behøvede de blot at have lukket Flod-Portene og sat sig til Mod-Værge paa Skandsen ved begge Sider, for at fange Perserne ligesom i et Net; men det lykkedes, de vadede igiennem Floden, da Vandet endnu gik dem til Bælte-Stedet, og, da det just var en Høitids- Dag, blev Midten af Byen taget, medens Man endnu dandsede og holdt sig lystig i Udkanten *Herod. I. 185–86. 190–91..

Om samme Lystighed har vi en forunderlig Efterretning af et Øien-Vidne, Propheten 👤Daniel nemlig, som levede endnu, men var gammel og glemt, medens Kong 👤Belsazar sad over Borde ved et stort Giæstebud, han gjorde for sine tusinde Herremænd. Da nu Kongen havde ladt sig Vinen smage, befalede han at hente Skaalerne af Guld og Sølv, som hans Fader, Kong 👤Nebucadnezar, havde taget ud af 📌Templet i Jerusalem, og da de kom, drak baade han og hans Herre-Mænd, hans Friller og hans Yndlinger Viin af dem, med Priis til Guderne af Guld og Sølv, af Kaabber og Jern og Steen og Træ. Men see, da kom der et Haand-Blad frem og skrev paa den gipsede Væg, lige226for Kongens Øine og forsvandt, hvorover Kongen blev saa forskrækket, at han blegnede og Knæerne rystede under ham, og han skreg paa Stjerne-Tydere, Chaldæer og Spaamænd, at de skulde komme og læse og forklare ham Skriften, og til hvem der kunde det, udlovede han Purpuret og Guld-Kiæden og Rang som den Tredie næst Kongen. Ind kom nu alle de Vise, men da Ingen af dem kunde læse end sige forklare Skriften, da blev alle de Store ligesaa bange som Kongen. Saa kom Dronningen ind, hvor de sad og drak, hilste paa Kongen og trøstede ham med, at der var dog en Mand i hans Rige med de hellige Guders Aand, hvis Viisdom og Forstand paa mørke Taler stod sin Prøve i 👤Nebucadnezars Dage, saa han udnævnedes til Formand for alle Chaldæer og Vise, og 👤Daniel var hans egenlige Navn, men 👤Beltsasar kaldte Kongen ham. Nu ledte Man 👤Daniel op, og, efterat have læst Loven for Kongen, der ei var blevet klog af sin Faders Skade, men ophøiede sig mod Gudernes Gud og knælede for de Umælende, da læste han ogsaa Skriften, sigende: der staaer Mene, Mene, Tekel, Uparsin, og det betyder, at talte er dit Riges Dage, veiet og vippet er du, og deelt er din Magt mellem Meder og Perser! Skiøndt 👤Daniel udtrykkelig havde frabedt sig baade Gunst og Gave, saa holdt dog Kongen Ord med Purpuret, Guld-Kiæden og Rangen, men i den samme Nat blev Chaldæer-Kongen 👤Belsazar dræbt, og Mederen 👤Darius, to og tresindstyve Aar gammel, besteg hans Throne*Daniel 5..

Om den ulæselige Skrift paa Gips-Dækket maa der sagtens endnu være flere forskiellige Meninger end om den, der findes paa de røde Stene fra 📌Babylon; men i det Universal-Historien maa overlade det til 👤Daniel selv at give Grunde saavel for sin Læse-Maade som for sin Udtydning af den mageløse Indskrift, hvormed alle de andre Boglærde for227giæves brød deres Hoveder, kan den ikke undlade at velsigne den Ebraiske Prophet, der saa venlig rækker den Græske Historie-Skriver Haand; thi derved oplives ikke blot vor Forestilling om 📌Babels Fald, men vi lynslaaes af den glædelige Opdagelse, at Forsynet har vaaget over den Universal-Historiske Kiæde, saa den blev aldrig afbrudt. Vel ligger der nemlig omtrent et Aarhundrede mellem 👤Daniel og 👤Herodot, men de mødes dog alt i Beretningen om den samme Verdens-Begivenhed; derhos var hverken 👤Daniel den sidste Ebraiske Prophet eller 👤Herodot den første Græske Historie-Skriver, og endelig, hvad der kroner Værket, levede baade 👤Nehemias, som slutter de Ebraiske Historie-Bøger, og 👤Herodot, som begynder den Græske Verdens-Historie, begge under den samme Perser-Konge, 👤Artaxerxes Lang-Haand, hvorved Old-Tidens Historie saa uformodenlig og øiensynlig sammenknyttes, at vi nødvendig maae beundre den Aand, der svæver over Tiderne og styrer deres Løb.

At 👤Herodot ikke taler om nogen Meder 👤Darius, som en kort Tid var Sætte-Konge for 👤Kyrus i 📌Babylon *Daniel 9., har vel baade stødt og piint de Lærde, men det er dog vel intet Under, at Ebræerne, som sad ved 📌Babels Floder, da de udtørredes, end sige 👤Daniel, som stod for Kongens Ansigt, vidste bedre Beskeed om Thron-Følgen, end 👤Herodot kunde give, et Aarhundrede efter, ved at vælge af tre forskiellige Sagn om 👤Kyrus hvad han fandt rimeligst *Herod. I. 95.. Derimod er det høist mærkværdigt, at 👤Ksenophon, i den historiske Ramme om hans 👤Kyrus-Skilderi (Kyropædien), ikke blot stadfæster at Kongen i 📌Babylon blev dræbt den samme Nat, da Perserne brød ind i Byen, men lader ogsaa 👤Kyrus, efter Hjemkomsten, bukke for sin Morbroder, 228Mederen 👤Kyaxares, og fortælle ham, at Slottet i 📌Babylon staaer til hans Tjeneste, naar han behager at benytte det som sit eget; thi det Sidste er i den unge Seier-Herres Mund jo kun en høflig Befaling til den gamle Meder om at flytte sin Konge-Stol til 📌Babylon *👤Ksenophons Kyropædi VII. 10. 11. VIII. 9.. At Navnet klinger anderledes, har vel ogsaa stødt endeel Boglærde, men det be viser kun deres Vrantenhed, thi om Nøiagtighed i Sligt var det aabenbar her slet ikke 👤Ksenophon at giøre, og Forvexlingen var saa meget lettere, som vi af en Anmærkning hos 👤Daniel see, at 👤Darius var en Søn af 👤Kyaxares (👤Achasuerus)*Daniel 9..

Saaledes faldt da det stolte 📌Babylon og stadfæstede mærkelig Prophetens Ord, om dem der var kloge paa Himmelens Løb*Esaias 47., thi Chaldæernes Læsning i Stjernerne var ikke blot berømt i Oldtiden, men var den eneste Videnskabelighed, vi kan skiønne, Babylonierne beflittede dem paa, uden engang at kunne forudsee den Persiske ei meget fine Krigs-List. Under 👤Darius Hystaspis stræbde 📌Babylon vel at hæve sig igien, men sank derved kun endnu dybere og mistede Endeel af sine Mure og alle sine Kaabber-Porte, blandt hvilke, som vi ved den Leilighed see hos 👤Herodot, En var kaldt op efter Semiramis, en Anden efter Niniviterne, en Tredie efter Belus og en Fjerde efter Chaldæerne *Herod. III. 150–60.. Fra 👤Alexander den Stores Tid forsvinder 📌Babylon ganske af Universal-Historien, indtil Man begyndte at lede om dens Ruiner, og deraf kan vi slutte, den har havt sin Rigdom og Storhed af Handelen, som fra 📌den Persiske Bugt, fra 📌Persien og 📌Indien, gik derover til 📌Vest-Asien 229og 📌Middel-Havet, men trak sig, efter 👤Alexanders Tid, til 📌Seleukia og den Parthiske Hovedstad 📌Ktesiphon ved 📌Tigris, for siden, i Araber-Tiden, at flytte til 📌Bagdad og 📌Bassora. Vi veed for Resten, at hvad 📌Babylon selv førde til Markeds var alskens Pynt og Stads (Galanteri-Vahre) fra kostbare Tepper til pænt udskaarne Signeter og lugtende Vande, og da nu tillige Lystigheden og Frækheden var langt fra at fattes, maa 📌Babylon med Rette kaldes Oldtidens 📌Paris. At den ogsaa meget tidlig har udmærket sig ved Stads, kan vi slutte af Josva-Bogen, thi mellem de Ting der ved 📌Jerichos Indtagelse stak den ulykkelige 👤Achan i Øinene, saa han overtraadte det strænge Forbud, var ogsaa Stads fra 📌Sinear eller, som det almindelig oversættes, en Babylonisk Kappe.

Kile-Skriften paa Tegl-Stenene har Man vel, som sagt, endnu ikke lært at læse, men Man har dog grundet Formodning om, at den kun indeholder Giælds-Forskrivninger og andet Sligt, og det er saameget rimeligere, som Ægypterne, der maae kaldes Babyloniernes ældre Brødre, heller ikke synes at have brugt deres egenlige Bogstav-Skrift (Folke-Skriften) uden til Juridiske Documenter.

Hvad endelig Chaldæernes Viisdom angaaer, da er det vel tilstrækkelig beviist, at det var Fjas med den i Grunden, men kiende bør vi dog det Skudsmaal, 👤Diodor giver den, hvor han fortæller, at de i Staten omtrent havde samme Stilling som Præste-Kasten i 📌Ægypten og beskriver deres Meninger baade om Himmel og Jord, som, han siger, de tillagde en Slags Evighed i Grunden, men betragtede i deres Indretning som et guddommeligt Værk, saa Intet skedte tilfældig men Alt efter Forsynets Bestemmelse. Baade, siger han nemlig, spaaede de rigtig om 👤Alexander og hans Efterfølgere, og forudsige i det Hele Folk deres Skæbne saa nøi230agtig, at Man maa forbauses derover, thi Mage til Stjerne-Tydere finder Man ikke i hele Verden*Diodor II. 81–83..

Meder og Perser.

Meder og Perser er vel ogsaa blandt de Folk i Old-Tiden, der, langt fra i Tidens Længde at vise sig den store Rolle, voxne, de fordum spillede, ei engang har efterladt os en Beskrivelse deraf; men ved høimodig at sætte de fangne Ebræer i Frihed, og ved overmodig at rasle med Lænker for de frie Græker, har dog Perserne gjort Universal-Historien to saa vigtige Tjenester, at den nødvendig maa dvæle ved deres Ihukommelse med langt anderledes Deeltagelse, end ved Assyrers og Babyloners. Vel havde nemlig den Bro, 👤Kserxes slog over 📌Hellespont, kun stakket Varighed, men kan dog aldrig glemmes, fordi den hænger paa det Nøieste sammen med den store Bro mellem 📌Asien og 📌Europa, mellem Græker og Ebræer, som den Persiske Historie danner, en Bro, der var Universal-Historien uundværlig, da den ellers vilde faldet fra hinanden i usammenhængende Brud-Stykker. 📌Asiens blomstrende Tid var forbi, Ebræerne var efter den Babyloniske Udlændighed, som et Folk, kun en Skygge af sig selv, Propheternes Række sluttedes snart efter 👤Daniel, og den sidste Ebraiske Historie-Skriver 👤Nehemias var Mund-Skiænk hos 👤Artaxerxes Lang-Haand, saa 👤Herodot, der netop under samme Konge skrev sin Verdens-Historie, kom unægte lig som han var kaldet og kunde ei heller udeblevet længe, naar vi skulde være istand til at sammenkiæde Folkenes Levnets-Løb. Nu var det imidlertid aabenbar Perser-Krigen, som udvidede Grækernes historiske Syns-Kreds, og uden hvilken vi ligesaalidt kan tænke os 👤Herodots Museum, som 👤Alexanders Tog med alle dets forbausende Følger, og derfor især høre Slagene ved 231📌Thermopylæ og 📌Salamis til de mærkværdigste Stats-Begivenheder i Tidens Løb.

Det Land, der, med 👤Kyrus, indtraadte i Verdens-Historien, er den store, langagtige Firkant, som dannes af 📌Tigris mod Vesten, 📌det Kaspiske Hav og 📌Gihon (📌Oxus) mod Norden, 📌Indus mod Østen og 📌det Indiske Hav med 📌den Persiske Bugt imod Syden, altsaa hvad vi til daglig Brug endnu kalde 📌Persien. Vel er just ikke “📌Persien” men “📌Iran” (Grækernes 📌Ariane) Hoved-Navnet, Man i Landet selv har betjent sig af; men deels er dette Navn ligesaa ubestemt og svævende, og deels maa det nødvendig giøre Udslaget, at baade var det under Perser-Navnet Folket vandt sin Hæders-Krands, og fra 📌Farsistan det Største i alle Maader udgik. Sagen er da kun, at vi hverken maae tænke os det gamle eller det ny 📌Persien som Hjemmet for en enkelt Folke-Stamme, men som det Asiatiske 📌Tydskland, der endnu mere end det Europæiske har været udsat for idelige Indvandringer og Omvæltninger og hvis Indbyggere endnu langt mindre end Tydskerne har vundet selv den Lighed, fælles Skrift-Sprog og Lovgivning stræber at frembringe. Som en Grændse-Leir, større end 📌Tydskland, mellem 📌Vest-Asien, 📌Tartariet, 📌China og 📌Indien, skal vi derfor betragte 📌Persien; thi en saadan har det lignet fra Arilds-Tid, og dertil synes det i alle Maader skabt. Isteden derfor her at opregne alle de barbariske Navne, de forskiellige Stammer enten have givet dem selv eller faaet af Grækerne og os, vil vi blive staaende ved Meder og Perser i Syd-Vest, som er de eneste nogenlunde faste Folk, vi kan opdage, og derfra kaste et Blik paa Leiren, som den ligger for vore Øine. Hvad vi nu først blive vaer, er den høie Beliggenhed, thi selv Sletterne er Flakkebjerge, flere tusinde Fod over Vand-Skorpen, hvoraf følger, at Man her, under samme Polihøide som 📌Ægyptens, har en ganske 232anden Himmel-Egn, har kun nede i Dalen ved Bugten smeltende Hede, og nordisk Vinter længe før Man naaer 📌det Kaspiske Hav, under 📌Siciliens Brede. Leiren er dernæst vel forskandset, thi den udgiør egenlig kun en Ørk, med en tyk Bjerg-Krands, som i Østen kaldes 📌Solimans-Bjergene og knytte sig der ved 📌Hindukosch til 📌Himilaya, men faaer i Nord-Vest Navn af 📌Zahresch (📌Zagros), hvor den mødes med 📌Ararat, saa alt Samkvem skeer her giennem Snevringer og Smutter, eller saakaldte Porte (Kotuls), mellem hvilke fordum især 📌de Kaspiske blev navnkundige. Ørken, vi talde om, fører kun Navn af 📌Salt og 📌Sand, men strækker sig fra Nord-Vest til Syd-Ost over hundrede Mile og slaaer, fra 📌Zareh-Søen, en Bugt i Nord-Ost, op mod 📌Kandahar, uden at vi kan sige, hvordan det egenlig saae ud i gamle Dage; thi efter Sagnet skal 📌Salt-Ørken nordenfor Søen have været et deilig bebygget Land i Rustans Helte-Tid, og det er ingenlunde umueligt, da der i dette Jord-Strøg er Salt-Bund allevegne, som bliver frugtbar ved at vandes og øde ved at overlades til sig selv. Landet har nemlig ingen store Floder og fattes Regn, saa det kun lader sig opdyrke ved Hjelp af flittig Brønd-Gravning og konstige Vand-Ledninger, men Perserne har ingenlunde været saa flittige Dyrkere af Vand-Konsten, som de fra Arilds-Tid har været store Mestere i den, og derved i deres Trappe-Land frembragt de deilige Frugt-Haver (Paradiser), Man i Old-Tiden høilig beundrede og endnu saare forlystes ved. Kun hvor Over-Kongen og de ypperste Høvdinger opslog deres Leir, fremtryllede Man et Paradis i Ørken, som forsvandt, saasnart de flyttede, og allerede deraf kan Man let forklare sig de berømte Hoved-Stæders Skæbne, hvis Ruiner Man tildeels forgiæves leder om, men dog kan Somme af de Ældre ogsaa have faaet deres Helsot paa samme Maade, som i vore Tider det berømte 📌Schiras, 233der ved et sexdages Jord-Skiælv saaledes forstyrredes, at det neppe nogensinde staaer til Opreisning. Bjerg-Landet vestenfor 📌Salt-Ørken er imidlertid ikke blot begunstiget med flere Vand-Løb og videre Sletter end Resten, men var ogsaa fra Arilds-Tid beboet af Hoved-Stammerne, som i Old-Tiden kaldtes Meder og Perser, og her løbe Lande-Veiene mellem 📌Assyrien, 📌Babylon og 📌Indien, deels nordenom 📌Salt-Ørken og deels sydenom 📌Sand-Ørken, hvorved Mellem-Handelen drives, saa paa denne Kant maae vi fæste vor Opmærksomhed.

Medernes berømte Hoved-Stad 📌Ægbatana, sige de Lærde, skal have ligget i Nærheden af det nuværende 📌Hamadan i 📌det Persiske Erak (📌Irak Adjemi), men da Man intet Spor har fundet af den, veed Man i Grunden ikke mere, end hvad de Gamle melde, at den laae vestlig i 📌Medien, paa samme Strøg som 📌de Kaspiske Porte mod Østen. I Øvrigt beskriver 👤Herodot den, Man kan ikke ret see, om efter Øiesynet, eller blot efter andres Mund, saaledes, at den havde omtrent samme Omkreds som 📌Athenen, men bestod af syv Ringe inden i hinanden, hver med sin Mur, paa Siderne af en Høi, med Borgen paa Toppen. Disse Mure, siger han, var saaledes læmpede efter hinanden, at af de Sex saae Man blot Krandsene, som havde hver sin Farve, den Første hvid, den Anden sort, den Tredie mørkerød, den Fjerde blaa, den Femte lyserød, den Sjette forsølvet og den Syvende forgyldt *Herod. I. 98.. Naar Man læser at Perser-Kongerne opholdt sig om Vinteren i 📌Ægbatana og om Sommeren i 📌Susa eller 📌Babylon, da skal Man vide, at dette kolde Bad om Vinteren og hede om Sommeren kun er udsprunget af en Skriv-Feil hos 👤Strabo, som de Lærde ei har nænt at rette, skiøndt 👤Strabo selv gav et godt Exempel, ved først at sige om Parther-Kongerne, at de boede 234i 📌Ægbatana om Sommeren, fordi der var kiøligt, men i 📌Seleukia, nær ved 📌Babylon, om Vinteren, og siden, at det var samme Brug som Perser-Kongerne havde gjort af 📌Ægbatana *Strabo XI. 522. 24. XVI. 743..

📌Susa laae i 📌Chusistan, ved Aaerne 📌Ulai og 📌Choaspis, i en deilig Egn, hvor fordum Ranken groede og Jorden bar hundredefold, men der er nu en Ørk, og Man giætter kun paa at Mursteens-Dyngerne ved 📌Kherka-Floden, vestenfor 📌Shuster, er 📌Susas Grav-Høi.

Dog, hvad Man især maatte ønske at finde, var Levningerne af 📌Persepolis og 📌Pasargade i 📌Farsistan, berømte Navne fra Heden-Old paa 👤Kyri Gravsted og hans Folks Helligdom, og herom ledte Man ogsaa aabenbar lykkeligst, thi hvor vanskeligt det end falder for styrtede Paladser at svare til Hæders-Navne, er der dog, efter vor 👤Niebuhrs Reise, ei længer nogen Tvivl om, at jo Marmor-Støtterne (📌Tschil-Minar) paa 📌Mardescht-Sletten, ved Floden 📌Bund-Emir, er stolte Bauta-Stene paa den gamle Perser-Vældes Grav, og vække, i Forbindelse med Trappe-Gangene paa Klippe-Væggen, en høi Forestilling om Tanke-Flugten og Udviklingen under 👤Kyrus og 👤Darius. At det ogsaa netop er Ruinerne af Slottet i 📌Persepolis, som 👤Alexander i en barbarisk Ruus med egen Haand antændte, agtes nu for afgjort, især siden Man begyndte at stave paa Indskrifterne, der synes at giælde de berømte Over-Konger, men da baade Kile-Skriften er glemt og Sproget ubekiendt, er det ei mindre vanskeligt at forsvare de rigtige end at giendrive de urimelige Giætninger. Stort vil der i alt Fald ikke vindes, saalænge Billed-Sproget, som Fabel-Dyrene paa Muren tale, vedbliver at være os mørkt.

Nogle Mile nordenfor disse Ruiner, ved 📌Murgab, har Man vel ogsaa nyelig med megen Sikkerhed peget paa Rui235nerne af 📌Pasargade, hvor der, efter de Gamle, stod et Grav-Kapel for 👤Kyrus, men har de Gamle Ret i deres vist nok løselige Beskrivelser, da kan der umuelig være Mile mellem 📌Persepolis og 📌Pasargade; thi enten er det kun to Navne, et Græsk og et Persisk, paa den Hoved-Stad, 👤Kyrus bygde, eller ogsaa var 📌Pasargade kun Navnet paa Ruinerne af en gammel Borg og Grav-Kapellet i Kongens Have ved 📌Persepolis, hvor Ingen boede, uden de vagthavende Magier, som til deres Ophold fik et Faar om Dagen og en Hest om Maaneden. Det Sidste synes at være 👤Strabos Mening, og 👤Arrian kalder aabenbar baade den store Bolig for de Levende og den Lille for de Døde 📌Pasargade, medens 👤Diodor kun taler om 📌Persepolis *Diodor XVII. 600. Strabo XV. 729–30. Arrian III. 18. VI. 29. VII. 1.. Man paastaaer vel, at Grav-Kamret paa Kirke-Gaarden ved 📌Murgab, som nu kaldes 📌Djævle-Krogen, paa det Nøieste svarer til Beskrivelsen hos 👤Strabo og 👤Arrian, men det brister, thi Man har end ikke fundet Spor af den Persiske og Græske Indskrift, der skulde være, men har tvertimod fundet tydelig Arabisk Læsning, som Man vel kan beskylde for at have slugt den gamle Skrift, men beviser derved neppe hvad Man vilde.

Som Tingene staae, maae vi da antage 📌Pasargade for den samme Perser-Port eller Perse-Gaard som 📌Persepolis, og være glade ved, at der findes eet Spor af de gamle Høie-Lofte, uden dog at glemme, at selv ved 📌Tschil-Minar er vi paa Giætningens Enemærker; thi skiøndt Man har paastaaet, at disse Ruiner passede vidunderlig til 👤Diodors Beskrivelse af Borgen, 👤Kyrus bygde og 👤Alexander brændte, saa er det dog ganske vist, at 👤Diodor, som vi har ham nu, slet ikke beskriver Borgen, men kun 236Ring-Murene derom, med Kaaber-Portene og Galgerne, som neppe vilde være kiendelige, om de end fandtes*Diodor XVII. 600..

Af et ganske andet og langt mærkeligere Slags end alle Stene er det Mindes-Mærke af Old-Tidens Meder og Perser, som Fransk-Manden 👤Anquetil du Perron, i Midten af forrige Aarhundrede, vil have fundet i 📌Indien, og hvoraf vor Lands-Mand 👤Rask for kort Tid siden bragde det manglende Stykke til 📌Europa, og det er da den i Læse-Verdenen berømte Zendavest, der ansees for de gamle Meders og Persers Bibel eller hellige Skrift. Da denne Bog ikke, som Ebræernes Bibel, indeholder nogen Historie om et tilsvarende Folk, men dreier sig blot, i Bønner og Fortællinger, om Lys-Guden Oromasdes Aabenbaringer til 👤Zerduscht, seer Man strax, den egenlig hører til Kirkens og Skolens Historie; men er dens Grund-Sprog (Zend) virkelig de gamle Meders og Persers Skrift-Sprog, og dens Indhold deres Anskuelse af Menneske-Livet, da kan den unægtelig give mange Oplysninger, som maae være særdeles velkomne i et berømt Folks Historie, der maa sammenflikkes af de Fremmedes løse Efterretninger. Endnu kan imidlertid Haand-Bogen i Universal-Historien ikke øse af Zendavest men kun pege paa den, som en mærkværdig Gaade, der rimeligviis vil løse sig til Fordeel for vor oldhistoriske Kundskab; thi deels tvistes Man endnu med Grund om Bogens Ægthed, og deels er dens Grund-Sprog (Zend) vel endnu Kirke-Sprog hos Ild-Dyrkerne (Gueberne), men, efter vor store Sprog-Mesters (👤Rasks) Forsikkring, selv Præsterne aldeles ubekiendt, uden forsaavidt de af den gamle Oversættelse i Pehlvi-Sproget, slutte sig til Meningen. Det Rette vilde været, først at udgive denne Oversættelse, som Præsterne forstaae, thi naar det da stadfæstede sig, hvad Man nys vil have opdaget, at Pehlvi-Sproget tales 237endnu af en Stamme i de Persiske Grændse-Bjerge ved 📌Tigris, da vilde Bogens Ægthed være beviist, og Oversættelsen kunne benyttes omtrent ligesom de Halvfjerdsindstyves af den Ebraiske Bibel. Pehlvi-Sproget er nemlig Parther-Sproget, ligesom Parsi er Skrift-Sproget under Sassaniderne, og 👤Rask har givet den vigtige Oplysning, at Navnene i Bogen, og da især Ormusd, Ahriman og Mithra slet ingen Betydning har enten i Parsi eller Pehlvi, men have derimod aabenbar hjemme i Zend, som altsaa nødvendig maa være Bogens Grund-Sprog og høre til den graa Old-Tid. Selv da blev det imidlertid et Spørgsmaal, om Zendavest oprindelig havde hjemme i 📌Persien eller, hvor den fandtes, i 📌Indien, og dette Spørgsmaal kunde ene besvares af de gamle Meders og Persers Historie, som den er os bekiendt af de samtidige Skrift-Folks, Ebræers og Grækers, Efterretninger. Disse vil da altid vedblive at være Hoved-Kilden til vor Kundskab, og naar Man, af Glæde over den gamle Bog, har glemt det, maa et saa uhistorisk Exempel, hvorfra det end kommer, lastes og ei efterlignes.

Fandtes der altsaa hverken hos Græker eller Ebræer Spor af en saadan Persisk Prophet, som 👤Zerduscht, og saadanne Medo-Persiske Forestillinger, som Zendavest dreier sig om, da maatte den være saa gammel som Synd-Floden og saa hellig som den vilde, uden at den dog i 📌Persiens gamle Historie, før 👤Alexander, kunde komme i mindste Betragtning; men nu lære vi alt af Ebræerne, at der var en Medo-Persisk Grund-Lov, som selv de ellers uindskrænkede Konger (Despoter) maatte bøie sig for*Daniel 6., altsaa sikkert en hellig Skrift, og hos Grækerne finde vi ikke blot Efterretning om Magierne, som medo-persiske Præster og Skrift-Kloge, men ogsaa om deres første Ol238dermand 👤Zoroaster, deres Afsky for det sædvanlige Afguderi og deres særegne Lærdom om to Grund-Aarsager, en god og en ond, som de kaldes Oromasdes og Ariman, saa Zendavest, naar den først bliver rigtig læst, sikkert vil blive let at forsvare og nem at benytte.

Hvad der imidlertid er os her det Vigtigste at vide: hvorvidt nemlig den Anskuelse, Magierne engang i gamle Dage havde, var levende og virksom i Persernes Daads-Tid, det kan Zendavest umuelig, men kun Historien lære os.

At nu en Medo-Persisk Stamme, Elamiterne eller Elymæerne, var mægtig i 📌Asien førend Assyrerne, det slutte vi nødvendig af den sikkre Efterretning om 📌Elams Konge 👤Kedorlaomer eller 👤Kodolgomer i 👤Abrahams Tid, og at Folket i disse Egne, efter lang Dvale, igien reiste sig under 👤Kyaxares og 👤Kyrus, det er ikke blot en sikker, men berømt Kiends-Gierning, og altsaa maa Folke-Aanden, efter en lang Dvale være vaagnet, med en Reformation, henimod den berømte Daads-Tid. Medens det derfor var splittergalt, at tænke sig en stor Religjons-Stifter eller Reformator under 👤Darius Hystaspis, hentyder derimod Historien paa en Prophet før 👤Abraham og en Reformator før 👤Kyrus, saa vi maae finde det i sin Orden, at Grækerne snart tale om 👤Zoroaster som ældgammel, længe før den Trojanske Krig, og snart som en ny Mand, blot nogle Aarhundrede før 👤Kserxes.

👤Herodot er nu vel ikke af dem, der nævner 👤Zoroaster, eller taler synderlig om Magiernes Lærdom, men han giør hvad der er os langt vigtigere, i det han giver os Reformations-Historien, forsaavidt den vedkom Staten og uden selv at mærke, hvor vigtig Efterretningen er.

Efterat Assyrernes Herredømme havde varet 520 Aar, siger 👤Herodot, var Mederne de Første, der rev dem løs og stred saa mandelig, at de afkastede Aaget og gav 239de andre Folk et godt Exempel, der ei heller var forgiæves; men Friheden beholdt Mederne dog ikke ret længe, thi der var en viis Mand iblandt dem, ved Navn 👤Dijokis, 👤Phraorts Søn, som stræbde efter Enevolds-Magten og fik den. Hvad han nemlig ikke før havde drevet strængt paa Retfærdighed, det gjorde han nu, da Tøilesløsheden tog Overhaand i 📌Medien, og han lod til ret at blive ivrig, vel vidende at Ret og Uret kan aldrig forliges. Da hans Bymænd det saae, valgde de ham til deres Dommer, hvorpaa der gik saadant et Ry af hans Retviished, at Man ogsaa fra andre Byer strømmede til ham, som den Eneste, der lod Retten have sin Giænge; men da Tilløbet blev saa stort, at 👤Dijokis meende at have Spillet vundet, brød han af med Eet og sad slet ikke meer i Rette, under det Paaskud, at, ved saaledes uophørlig at trælle for Andre, forsømde han reent sine egne Ting. Nu blev det da værre i Landet med Rov og Ran end nogensinde før, saa Mederne fandt det nødvendigt at holde en Folke-Forsamling og raadslaae om Midler derimod, og strax var der dem (uden al Tvivl, siger Grækeren, 👤Dijoks gode Venner) der meget stadselig tog Ordet og sagde: skal det længe gaae saaledes til som nu, kan vi umuelig bjerge os i Landet, derfor lad os vælge en Konge, der vil holde over Lov og Ret, saa vi kan nyde Lande-Fred og hver passe Sit! Det Forslag fandt Bifald og da Man nu saae sig om efter en Konge, faldt alles Øine paa den store 👤Dijokis, saa han blev eenstemmig valgt, men det Første han nu forlangde, var en fast Borg og en Liv-Vagt, og da Mederne havde skaffet ham det, nødte han dem til at bygge Hoved-Staden 📌Ægbatana, som fordunklede alle de andre Byer. Vel handhævede han fremdeles Retfærdigheden, og det meget strængt, men han behandlede nu Alting skriftlig og lod sig aldrig see, for ikke at tabe sin Anseelse mellem dem der før havde været hans Jævnlige, hvorimod han havde sine Speidere og 240Lurere allevegne, som meldte, hvem der forsaae sig, at de kunde blive indkaldt og faae deres Straf. Saaledes opsvang da 👤Dijokis sig til Enevolds-Herre over Mederne og skabde eet Folk af dem, istedenfor at de havde været deelt i sex Stammer, nemlig Buser, Partakiner, Struchater, Arizanter, Budier og Magier *Herod. I. 95–101..

En Søn af denne 👤Dijokis var 👤Phraortes, som undertvang Perserne og blev meget mægtig i 📌Asien, men faldt i et ulykkeligt Slag med Kongen i 📌Ninive, og 👤Phraorts Søn var 👤Kyaxares, som vel af Skytherne blev nødt til i 28 Aar at afbryde 📌Ninives Beleiring, men indtog og ødelagde den dog omsider og efterlod Riget i god Stand til sin Søn 👤Astyages *Herod. I. 102–6..

Her har vi da aabenbar den historiske 👤Zerduscht eller 👤Zoroaster, som i 📌Ægbatana, med de syv Mure, der havde hver sin Farve, bygde et haandgribeligt magisk System; thi den 👤Zoroaster, der maa tænkes meget ældre end den Trojanske Krig, er aabenbar den Mythiske eller Poetiske, hvem vi ingenlunde vil aftrætte hans virkelige Tilværelse i sin Tid, men hvis Virksomhed først giennem Reformatoren, eller den Mediske Lykurg, har avlet Kiends-Gierninger, som Universal-Historien kan ændse. Vel har nu 👤Herodot aabenbar et Horn i Siden paa 👤Dijokis, som en listig Tyran, der egenlig kun brugde Retfærdigheden som en Trappe til Høi-Sædet, og vi kan ikke fortænke den fribaarne Græker i, at han mistroer Dyden paa den Throne, hvis Despot nys havde budt Grækerne Lænker; men vi maae ikke lade os mislede af hans Fordomme, da det er klart, at hverken kan Nogen bestige en Throne ved et friere Valg, end Mederens, efter 👤Herodot, har været, ei heller kan Man paa en uskyldigere Maade samle Stemmer, end ved at indskiærpe og udøve 241Retfærdighed i en lovløs Tid. Ved Speiderne og Lurerne, 👤Dijokis havde ude, tænker Man vel i vore Dage nødvendig strax paa et hemmeligt Politi, men det er vore Dages og ei de Gamles Skyld, thi vi maae vide, blandt andet af 👤Plutarks Artaxerxes, at herved menes de offenlige Opsyns-Mænd, som i 📌Persien kaldtes Kongens Øine og Øren. For Resten fandt allerede Grækeren 👤Ksenophon, som Kyropædien klarlig viser, at ogsaa Enevolds-Regieringen havde sin meget gode Side at betragtes fra, og medens vi glæde os over, at Grækerne nød den Frihed, dog selv de, med deres mageløs borgerlige Retning, ei længe kunde taale, maae vi godt kunne forstaae, at i 📌Persien, et Land, hvor, ligefra 👤Dijoks Dage til Vores, Folket, saasnart det overlades til dem selv, opløser sig i Jagt-Partier og Røver-Bander, der er Enevolds-Regieringen den største Lykke, naar den blot nogenlunde handhæver Retten, freder Landet, nærer Fliden og skiønner paa Fortjenester.

Naar Man imidlertid i 📌Øster-Leden altid meende, at Enevolds-Regieringen var den bedste, da kom det vel tildeels deraf, at Man satte mindre Priis paa Frihed og langt Liv, og meer paa Ret og Rolighed til Hverdags-Hold, end Grækerne, men Østerlænderne var ingenlunde saadanne Taaber at stole paa Hjertens-Godhed hos en Række af Despoter, de stolede paa Præsterne, som en retfærdig Grund-Lovs uafhængige og fødte Værger, og paa Despotens Frygt for, ved aabenbar Krænkelse af Grund-Loven, at forkorte sine kronede Dage, og denne politiske Regning holdt vel ligesaa ofte Stik som nogen Anden, undtagen for de Faa, der spillede det høie Spil at være Despotens Yndlinger og fornemste Redskaber. Hvormeget det, under saadanne Omstændigheder, kommer an paa, om Præsterne er lunkne eller levende, og især paa, 242hvis Præster de er: en Afguds eller den høieste Guds, der skabde Himmel og Jord og dømmer Høie saavelsom Lave med Retfærdighed, seer Man strax, og derfor er det, ikke blot i Kirkens men ogsaa i Statens Historie, et vigtigt Spørgs-Maal, hvis Præster Magierne var; thi som den Guddom var, de havde selv for Øie, saa var nødvendig den, for hvem Perser-Kongerne maatte bøie sig, og Grund-Loven, der ene bandt den ellers Uindskrænkede.

Hvad 👤Herodot siger herom, indskrænker sig omtrent dertil, at Billed-Støtter, Gude-Værelser og Høi-Altre, agtede Perserne det for Daarskab at betjene sig af, men offrede helst paa Bjerg-Toppe til Zeus, med hvem de meende hele Himmel-Rummet, og offrede derhos kun fra Arilds-Tid til Soel og Maane og de fire Elementer, saa Aphrodite, som de kaldte Mithra, havde de først nylig lært at dyrke af Assyrer og Araber. Magierne, siger han dernæst, er slet ikke som andre Præster, og naar f. Ex. de Ægyptiske agte det for stor Synd at dræbe noget Dyr uden med Offer-Kniven, skaane Magierne derimod Ingen uden Mennesker og Hunde, men sætte ordenlig en Ære i, jo flere Myrer og Slanger, Kryb og Fluer, de kan udrydde*Herod. I. 131. 140..

Allerede dette vækker imidlertid forholdsviis en god Formodning om Magiernes Religjon, og naar vi huske at baade Lov og Dom udgik fra dem, bestyrkes den særdeles ved 👤Herodots Vidnesbyrd, at hvad det hos Perserne var Skam at giøre, var det ogsaa Skam at nævne, og var den største Skam at lyve og at laane, fordi Laan føder Løgn*Herod. I. 138..

Endnu større Ære giør det Magierne, at den første Græker, som nævner os deres Oldermand, med en Lovtale over de Persiske Prindsers Opdragelse, er 👤Plato, som en243steds lader 👤Sokrates sige, at naar disse er fjorten Aar, faae de fire Lærere: den Viseste nemlig, den Retfærdigste, den Sindigste og den Djærveste, Man kan finde, og den Første lærer dem da Oromasden 👤Zoroasters hemmelige Viisdom (Magi), hvortil baade Guds-Kundskaben og Konge-Loven hører, den Retfærdige lærer dem at være sanddrue i hele deres Liv, den Sindige fremfor Alt at beherske dem selv, da ingen Slave af nogen Lyst kan ret være kongelig fri, og endelig stræber den Djærve at giøre dem kiække og uforsagte, da ogsaa Frygt er en Trældom*👤Platos Alkibiades I..

At det maa være 👤Zoroaster, 👤Diodor mener med Arianernes (Medernes) berømte Lovgiver 👤Zathraust, som beraabde sig paa Aabenbaringer af den gode Genius (Agathodæmon) maa kun her anmærkes i Forbigaaende, fordi de Lærde har overseet det, og fordi det hænger sammen med Stedet hos 👤Philo fra 📌Byblus, hvor den Persiske Magier 👤Zoroaster citeres netop i Anledning af Agathodæmon, som En af dem der tilskriver Gud et Høge-Hoved, men som lægger til: Han er den Første, den Uforkrænkelige, den Evige, den Ufødte, den Uforlignelige, som staaer for Styret til det Gode, den Ubestikkelige, God fremfor alle Gode, Klog fremfor alle Kloge, Faderen til Ret og Skiel, sin egen Lærer i Verdens-Kundskab, fuldkommen viis, den eneste Opdager af al Naturens hellige Vidskab *Diodor I. 59. 👤Eusebs Indledn. I. 10..

Endelig fortæller 👤Plutark os, at 👤Zoroaster tænkde sig to modsatte Grund-Væsener, hvoraf dog kun det Ene, Oromazes, ved Lyset at ligne, var Gud, og det Andet, Ariman, som Mørkets Aand, en Djævel (Dæ244mon), men begge havde de skabt hver sin Deel baade af Aandens og Legemets Verden, som derfor laae i uophørlig Strid, indtil Ariman omsider skulde forgaae og give Plads for den lyksalige Tilstand, hvori Jorden var jævn, Menneskene hinandens Lige, Alle med eet Sprog, uden al Trang og saa frie for Mørket, at end ikke Legemet kastede Skygge *👤Plutarks Isis og Osiris..

Saadanne Efterretninger maae nødvendig minde os om Ebræerne, med hvem Man da ogsaa i 📌Grækenland ymtede om, at Magierne havde Sammenhæng*Diogenes Laerts i Fortalen., og gjaldt det i Historien om smukke Giætninger, vilde Faa kunde lignes ved den, at Magierne udsprang af de ti 📌Israels Stammer, som 👤Salmanassar førde til 📌Medien, og fra hvem virkelig endeel Stammer i 📌Persien udregne deres Herkomst. En ganske anden Giætning er det derimod, som sidst har tækkedes de Lærde, nemlig at udlede Jødernes Forestillinger ei blot om Djævelskabet men ogsaa om Opstandelsen og Udødeligheden fra Magierne, som Man under den Babyloniske Udlændighed giver dem til Lærere; men dette Forsøg paa at forklare Lyset af Mørket maae vi møde med den simple Bemærkning, at havde Nogen af Ebræerne Magierne til Lærere, maatte det dog vel især være dem der var og blev i 📌Medien; men at de forsvandt af Historien, medens de der kom hjem fra 📌Babylon, fortsatte Ebræernes bekiendte Levnets-Løb, som blev Christendommens Vugge, thi det er Kiends-Gierninger, der henveire alle saadanne luftige Hjerne-Spind.

Vi holde os da til det Sikkre, at 👤Dijokis, efter 👤Herodot, opstod som Reformator i 📌Medien 150 Aar før 👤Kyrus eller, som 👤Diodor bemærker, i det andet Aar af den Syttende Olympiade, altsaa omtrent 700 Aar f. Ch., da vi af Ebræernes Historie veed, den Assyriske Magt 245havde faaet sit Knæk under 👤Senacherib, og hvad enten Man nu finder det rimeligt eller ikke, at de til 📌Medien med Mose-Loven forplantede Jehovah-Dyrkere især har givet Stødet til den Magiske Reformation, maa Man dog nødvendig finde Sammen-Stødet mærkeligt.

For Resten er det klart, at der i 📌Medien fra Arilds-Tid har været et eget Slags Hedenskab, der vel ingenlunde var frit for Afguderi, eller prydet med saa reen en Lov som den Mosaiske, men udmærkede sig dog ved en aandelig Anskuelse af Guddommen og af hele Livet, saa Tanke-Gangen dreiede sig om en bestandig Kamp i Mennesket og i hele Naturen mellem Lys og Mørke, Sandhed og Løgn, Godt og Ondt, hvori Lys-Guden med Sine omsider skulde seire og skiænke al sin Skabning en lyksalig Uforkrænkelighed. Hvilken velgiørende Virkning denne Anskuelse, naar den var levende, maatte have paa hele Levnets-Løbet, er nemt at fatte, og hvilken stor Opmuntring det var til den i 📌Persien besværlige Ager-Dyrkning, naar Man troede, at alle skadelige Dyr og Insekter, alle onde og giftige Urter, Øde og Ufrugtbarhed, var den onde Aands Værk, som skulde hades og, saavidt mueligt, tilintetgiøres, maae vi lægge vel Mærke til, for at see, hvor ganske den Magiske Anskuelse svarede til Landets Tarv og Leilighed. Efter Sagnet var ellers 📌Balkh (📌Baktrien) det først opdyrkede Landskab, og der, siger i det Mindste 👤Trogus, var 👤Zoroaster Konge, som havde opfundet Hexe-Konsten, udgrundet Verdens Ophav og udspeidet Himmelens Løb, men faldt for Semiramis *Justin I. 1..

Uagtet nu 👤Herodots Fortælling om Medernes Opstand og deres Konger til 👤Astyages, er, efter alle Mærker, saa rigtig, som Man fra Old-Tiden kan vente om fremmede Lande, maa Man dog vide, at den samme 👤Ktesias som bragde Talen om Semiramis, Arbakes og Belesis i 246Omløb blandt Grækerne, ogsaa gav de følgende Mediske Konger andre Navne, og vidste Endeel at fortælle om en vis Parsondas, der, under Kong Artæus, flygtede til Kadusierne ved 📌det Kaspiske Hav og førde bestandig Krig med Mederne, hvori ogsaa engang Sakerne (Skytherne) under deres heltemodige Dronning Zarine tog Deel*Diodor II. 84–85.. Er det imidlertid andet end Snak, da er Parsondas, som Man ogsaa finder omtalt under Delingen mellem Arbakes og Belesis, en mythisk Person, der forestiller den egenlige Perser-Stamme.

👤Kyrus.

Efter 📌Ninives Fald var der i 📌Asien kun tre anseelige Riger: 📌Medien, 📌Babylon, og 📌det Lydiske paa Halv-Øen eller i 📌Natolien, som Man har for Skik at kalde 📌Lille-Asien, og de holdt enstund Fred med hinanden, efterat den store Soel-Formørkelse ved høilys Dag havde forskrækket baade 👤Kyaxares i 📌Medien og 👤Alyattes i 📌Lydien, som just i det Øieblik holdt et af deres mange Feldt-Slag, og til ydermere Forsikkring om godt Naboskab var den Mediske Kron-Prinds 👤Astyages blevet gift med 👤Alyattes Daatter 👤Arine. Om denne 👤Astyages som derpaa besteg sin Faders Throne, og beklædte den i 35 Aar, veed Man Intet at fortælle, før de Drømme, han havde om sin Daatter 👤Mandane, at af hendes Skiød udsprang en Flod som oversvømmede og en Viin-Stok som overskyggede hele 📌Asien, og disse Drømme forklarede Magierne saaledes, at 👤Astyages blev bange, og ei alene giftede 👤Mandane med en Mand af Middel-Standen, Perseren 👤Kambyses, men befalede endog sin Minister 👤Harpagus at dræbe hendes nyfødte Søn. Selv vilde 👤Harpagus ikke udføre det grusomme Bud, men overlod det til Kongens Fæhyrde Mitradates, der havde sin Handel paa Bjergene nordenfor 📌Ægbatana, op imod Havet, og hvem 247nu 👤Harpagus befoel at udsætte Barnet i den vildeste Bjerg-Egn, hvor det snarest kunde omkomme. Mitradates havde imidlertid en Frille ved Navn Spaka, med hvem han levede i et Slags Ægteskab, og hun overtalde ham til at udsætte hendes dødfødte Dreng istedenfor Prindsen, hvem hun beholdt og fødte op, og da nu Spaka paa Persisk er en Tæve, saa har Man deraf gjort den Snak at 👤Kyrus blev født op af en Hund. Han voxde nu op som Hyrdens Søn, til han var ti Aar gammel, men da blev Hemmeligheden røbet ved et besynderligt Tilfælde; thi da 👤Kyrus engang gik paa Gaden og legede med de andre Drenge, gjorde de ham for Spøg til deres Konge, hvorpaa han satte Nogle af dem til at bygge Huse, gjorde Andre til sine Drabantere, En til Kongens Øie og En til hans Øre, og gav, kort sagt, Enhver sin Bestilling. En fornem Meders Søn gjorde ved denne Leilighed ikke sin Pligt, og ham pidskede 👤Kyrus uden al Barmhjertighed, hvorover han beklagede sig hos sin Fader Artambares og denne igien hos 👤Astyages, som fik det Indfald selv at ville see den dumdristige Hyrde-Dreng, men hørde ham med Forundring kiækt forsvare, hvad han havde gjort, som en retfærdig Konge mellem Drengene. Saavel herved, som ved nøie at betragte Prindsens Ansigts-Træk, fattede 👤Astyages Mistanke, truede Mitradates til at bekiende Sandheden, straffede 👤Harpagus med at lade ham uvidende spise sin egen Søn, og sendte Prindsen hjem til hans Forældre i 📌Persien, da Magierne forsikkrede ham, der var nu ingen Fare, da 👤Kyrus alt som Dreng havde været Konge, hvorved Drømmen var gaaet i Opfyldelse*Herod. I. 74. 107–22..

Da nu 👤Kyrus blev voxen, kom der en Dag en Skytte til ham og hilsde fra 👤Harpagus, her var en Hare til ham, som han endelig maatte selv skiære op i Hemmelighed, og i Haren laae der et Brev, hvori 👤Harpagus, for at styre 248sin Hevn paa 👤Astyages, raadte 👤Kyrus til at giøre Opstand med Perserne, og lovede selv tilligemed Mange af de Store i 📌Medien at gaae over til ham. Det smagde 👤Kyrus, han skrev sig selv en Kongelig Bestalling som General i 📌Persien, og befalede alle Mand af de tre fornemste Stammer: Pasargaderne nemlig, hvortil hans egen Familie Achæmeniderne hørde, Maraphierne og Maspierne, at forsamle sig hver med sin Tjørne-Kniv. Da de nu kom, gav 👤Kyrus dem det Dag-Værk at rydde en Strækning paa atten, tyve Stadier, begroet med Torne, men bød dem tillige Dagen efter til Giæst i deres Pynt. For at beværte dem godt, slagtede 👤Kyrus alle sin Faders Gieder, Kiør og Faar, og da Giæste-Budet var endt, spurgde han Perserne, hvad der hugede dem bedst: Livet i Dag eller det i Gaar? Da de nu alle med een Mund gav det Svar, at derimellem var saa lidt Forlig som mellem Himmerig og Helvede, lovede han dem saadanne kronede Dage, naar de vilde giøre Opstand mod 👤Astyages og staae som Mænd. Perserne, som længe havde knurret over det Mediske Aag, sagde strax Ja, og da 👤Astyages var saa forblindet at betroe 👤Harpagus Anførselen over den Krigs-Hær, han skikkede mod 👤Kyrus, blev Følgen, at Endeel gik over og Resten tog Flugten. Vel stillede nu 👤Astyages sig selv i Spidsen for en ny Krigshær, men han tabde Slaget og faldt i Fangenskab, hvor han vel beholdt Liv og Fred, men ikke Kronen. Mens 👤Astyages sad i Fængsel, havde han imidlertid en mærkelig Samtale med 👤Harpagus, hvori denne erindrede ham om ovenmeldte gruelige Maaltid og spurgde ham bidende: hvordan Lænkerne smagde; men 👤Astyages søgde ganske rolig at bevise ham, at han havde baaret sig baade dumt og slet ad, dumt, ved at spille Kronen i Hænderne paa en Anden, istedenfor at tage den selv, og slet, ved at giøre de uskyldige Meder til Persernes Slaver*Herod. I. 123–30..

249👤Herodot siger selv, at der alt i hans Dage var tre forskiellige Sagn om hvordan 👤Kyrus blev Konge og Perserne Herrer i 📌Asien, saa det kunde aldrig undre os, om Et af dem lød saa fabelagtig som dette, men da Grækeren lægger til at han følger en fjerde Fortælling af nogle Perser, der ikke lagde an paa at udsmykke Begivenheden men at stille den i sit rette Lys, og da han synes at have havt eens Hjemmel for hvad han melder om alle de Mediske Konger, maae vi billig forundre os over, at hvad der begynder saa troværdig, ender saa utroelig*Herod. I. 95–109.. Alt Andet fraregnet, er der neppe nogensinde fortalt en urimeligere Ting, end at en Konge, der, som det udtrykkelig hedder om 👤Astyages, var uden mandlig Afkom, skulde reent gaae fra Samlingen over en Drøm, der spaaede hans Daatter-Søn Kronen, og er derfor ikke hele Snakken indsmuglet i 👤Herodots Museum, maa Man vel slutte, det har ingen Perser været men en Meder, som her førde Ordet og giennemgik ærlig den Mediske Tid men snublede ved Overgangen til den Persiske, og fortalde et Æventyr, der vel ikke var nogen Udsmykkelse men dog en Forklædning af Sandheden.

Dog, saadanne Tanker og Mistanker maae være saa vel grundede som de vil, saa hjelpe de os dog ikke til en bedre Fortælling; thi skar vi det urimelige bort, da fik vi kun et Digt, vi selv havde gjort, istedenfor Noget, der dog er en Historie om hvad Man, efter den gamle Bog, i 📌Persien fortalde Grækeren om 👤Kyrus, og som ventelig er et Billed-Sprog, hvorunder Mederen mere dulgde end krænkede Sandheden.

Vi maae altsaa lade Fortællingen staae ved sit Værd, ved Siden ad Mythen om Parsondas, der ved Hjelp af Parther og Skyther bragde Mederne i Knibe, og hvis Søn det da formodenlig er, der opfødes af Mitradates og Spaka paa de nordlige Bjerge, og alt hvad vi 250kan giøre, er at tilføie 👤Ksenophons Beretning om 👤Kyrus, som, hvis den er digtet, passer saameget bedre i Selskabet.

👤Kyrus, siger 👤Ksenophon, var en Søn af 👤Kambyses, Kongen i 📌Persien, og en Daatter-Søn af Kong 👤Astyages i 📌Medien, hvem han besøgde med sin Moder, da han var tolv Aar gammel, og morede kostelig, ved alle sine vittige Anmærkninger over den Mediske Overdaadighed, der i hans Øine stak latterlig af mod den Persiske Tarvelighed, hvori han var opfødt. 👤Astyages fik Lyst til at beholde ham hos sig, og, til hans Moders Forundring, var 👤Kyrus ogsaa strax villig til at blive, fordi, som han sagde, han i 📌Medien, hvor der var anderledes Heste og Ride-Baner end i 📌Persien, havde mærket, han var en daarlig Rytter, og vilde dog nødig i nogen Ting staae tilbage for Andre. Da hans Moder imidlertid spurgde ham, hvem der saa skulde lære ham Retfærdighed, svarede han rask: den kan jeg, og gav til Grund, at da en stor Dreng med en stakket Kofte havde nødt en lille Dreng med en lang Kjole til at bytte med sig, havde Læreren sat ham til Dommer, men tugtet ham følelig, fordi han dømde at Drengene skulde hver beholde den Klædning, der passede dem bedst. Du var, sagde Læreren nemlig, ikke sat til Dommer over, hvem den lange Kjole passede bedst, men hvem den tilhørde med Rette, og hvad han fortjende som havde ranet den. Hvad jeg for Resten trænger til, sagde 👤Kyrus, vil nok min Bedste-Fader lære mig, og da Moderen indvendte, det vilde komme ham dyrt at staae i det fri 📌Persien, hvis han i 📌Medien nemmede den Lærdom at ville, som Konge, have Meer end hele Folket, da anmærkede Drengen vittig, at Ingen bedre end en Enevolds-Herre kunde lære Andre, altsaa ogsaa ham, at nøies med Lidt.

👤Kyrus opholdt sig nu ved det Mediske Hof, til han var femten, sexten Aar, elsket af Alle og inderligst af sine Jævnaldrende, og gav til Slutning glimrende Prøver paa sin 251Tapperhed, ved et Streif-Tog, Assyrerne gjorde ind i 📌Medien, men derpaa hjemkaldtes han af sin Fader, for at underkaste sig de Øvelser, hvorved Man i 📌Persien udvikledes til Manddom, og her forblev han i Stilhed, indtil hans Morbroder 👤Kyaxares, som fulgde 👤Astyages paa den Mediske Throne, kaldte Perserne til Hjelp mod Assyrerne, der havde væbnet hele 📌Asien imod ham, og, udnævnt til Feldt-Herre, indtraadte nu 👤Kyrus paa den Løbe-Bane, han saa glimrende fuldendte*👤Ksenophons Kyropædi. I. 2–5..

Med denne Forestilling om 👤Kyri Opkomst, der i det Mindste er baade den smukkeste og rimeligste, der i de gamle Efterretninger findes Spor af, og med den Bemærkning, at 👤Herodot ogsaa kalder Babylonierne Assyrer, og melder om deres Forbund med Lyderne mod 👤Kyrus, gaae vi atter denne vor bedste Ven i Møde, som Fiendens List kun for et Øieblik nødte os til at forlade.

Hvorledes nu 👤Kyrus kronede sit Værk med at indtage 📌Babylon, har vi allerede hørt, men Krigen med Lyderne var det som grundede hans Over-Magt, og den hører da i dobbelt Henseende til Hoved-Begivenhederne i Verdens-Historien; thi derved begyndte aabenbar Vexel-Virkningen mellem Perser og Græker, hvis store Følger for Menneske-Slægtens Udvikling det vel er mueligt at overskatte, men umueligt at oversee.

For Tydeligheds Skyld maae vi dog først kaste et Blik paa den store Halv-Øe mellem 📌det Sorte Hav, 📌Archipelagus og 📌Middel-Havet, som Romerne kaldte 📌Lille-Asien og Tyrkerne kalde 📌Natolien, uden at Indbyggerne selv, saavidt vi veed, nogensinde har kunnet enes om saa meget, som blot at give sig selv og Landet et Fælles-Navn; fordi fra Arilds-Tid var Halv-Øen deelt mellem mange forskiellige Stammer og Folke-Færd, saa 👤Herodot talde ikke mindre end Tredive. Vi maae derfor betragte 📌Lille-Asien som et stort 252Karavanseri, med bestandigt Rykind og Rykud, og sammenligne bedst Tilstanden der ved 👤Kyri Tid med 📌Italiens Tilstand før den Franske Revolution, da Man havde ondt ved at tælle Herskaberne, og fandt kun forældede Spor af den store Sø-Fart og Konst-Flid, som her engang havde blomstret, ja, det berømte Lykiske Orakel i 📌Telmesse, der sang nu paa det sidste Vers, svarer end ikke ilde til det gamle 📌Vatikan med den ledeløse Pave-Stol.

Halv-Øen strækker sig for Resten over 200 Mile fra Øst til Vest, og ligger under en mildere Himmel-Egn end 📌Italien (mellem 34 og 41 Gr. N. B.), men 📌Taurus og 📌Anti-Taurus fra 📌Armenien fylde baade den sydlige og nordlige Deel med Bjerge, og selv i Midten var det fra Arilds-Tid kun vestenfor 📌Halys-Floden, som nu hedder 📌Kizil-Ermak, der fandtes synderlig Dyrkning og bekiendte Riger. Her laae først 📌Phrygien, som i ældgamle Dage skal have behersket Halv-Øen, og var bekiendt af sine fine Græs-Gange, som de Angoriske Geeder nu betræde, men var dog mest navnkundig af sine Konger, Midas med det meget Guld og med de lange Øren, og Gordius Plovmand, der slog den berømte Knude, som 👤Alexander overhuggede. Det Phrygiske Konge-Huus uddøde imidlertid netop nu, med to ulykkelige Unger-Svende, blandt hvilke Adrast af Van-Vare dræbde sin Broder og siden i Fortvivlelse sig selv, og Riget var faldet i Hænderne paa Nabo-Kongen mod Vesten, 👤Krøsus nemlig, som derved udstrakde sit Spir til 📌Halys. Hans eget Folk, Lydierne var i Øvrigt meer bekiendt for Kiælenskab end Tapperhed, og selv 👤Herodot siger, at hardtad det Mærkværdigste i Landet var Guld-Støvet, som Floden 📌Paktolus, der giennemstrømmede Hoved-Staden 📌Sardes, førde med sig fra 📌Tmolus-Bjerget; men foruden denne Guld-Grube havde 👤Krøsus en Anden: i Karavan-Handelen som 📌Sardes var Middel-Punkten for, og endnu en Tredie: i de Græske Sta253pel-Stæder paa Kysten, som maatte skatte til ham, saa han havde nemt ved at fremtrylle store Krigs-Hære af haardføre Bjerg-Boer, immer tilfals for klingende Mynt.

Egenlig var hele Vest-Kysten ligesom besaaet med Græske Plante-Stæder, og En af de Sydlige, 📌Halikarnas, har i Universal-Historien faaet en udmærket Navnkundighed ved at være 👤Herodots Fødeby, men de rige og berømte Søstæder 📌Ephesus, 📌Milet og 📌Phokæa laae dog i Midten, lidt syden og nordenfor 📌Smyrna, paa de Lydiske Grændser.

I de samme fem Aarhundreder, som den Assyriske Over-Magt varede, skal 📌Lydien have været behersket af Heraklider, som regnede sig i Slægt med Bel og Ninus, men siden havde Merimnaderne regieret, hvis Stam-Fader 👤Gyges besteg Thronen ved Snig-Mord paa den sidste Heraklide 👤Kandaules, men begik det kun til sit eget Livs Redning, hvorfor det Delphiske Orakel erklærede, at det først skulde hævnes paa den femte Merimnade *Herod. I. 7. 12–15..

Om Sønnen og Sønne-Sønnen af 👤Gyges (👤Ardys og 👤Sadyattes) veed Man intet Mærkværdigt, undtagen at de næsten uafbrudt fortsatte Krigen, som allerede 👤Gyges havde begyndt med 📌Milet, den frugtbare Moder til berømte Plante-Stæder, især ved 📌det Sorte Hav. Uagtet nu Milesierne i denne Krig leed to berømte Nederlag, et paa deres egne Ene-Mærker og et i 📌Lydien, var dog selv den fjerde Merimnade, 👤Alyattes, der turde maale sig med den Mediske 👤Kyaxares, ingen Elsker af at opholde sig længe ad Gangen i 📌Milets Nabolag, men drog kun ud een Gang hver Sommer med flyvende Faner og klingende Spil, for i en Hast at ødelægge Sæden i By-Vangen. Et saadant Streif-Tog endte omsider Krigen, thi da Lydierne en Sommer stak en Lykke i Brand, tog Ilden for sig selv og lagde Athenes Tempel i Aske, hvad 👤Alyattes i Førstningen vel ikke synderlig ænd254sede, men da han kort efter faldt i en svær Sygdom og spurgde det Delphiske Orakel om Raad, erklærede Præstinden, at han fik intet Orakel-Svar, før Athenes Tempel var opbygt igien. For at faae Lov til at bygge Templet, traadte nu 👤Alyattes i Underhandlinger med Milesierne, og Enden blev at han sluttede Venskab med dem, bygde Athene to Templer for Eet og fik saa sin Helbred igien*Herod. I. 16–22..

Saasnart derimod 👤Krøsus, den femte Merimnade, besteg Thronen, begyndte han strax Krig med 📌Ephesus, og siden, under allehaande Paaskud, med hele Rækken af de Græske Sø-Stæder, som han ogsaa undertvang og gjorde skatskyldige; men det Forsæt han havde fattet, derfra at gaae videre og bemægtige sig Øerne, opgav han dog, paa Forestilling, Somme sige af Bias fra 📌Priene og Andre af 👤Pittakus fra 📌Mytilene. En, hvilken det nu var, af disse To, kom nemlig til 📌Sardes, just da 👤Krøsus laae midt i sine Rustninger, og fortalde, paa Spørgsmaal om Nyt fra 📌Grækenland, at Øboerne hvervede titusinde Ryttere for at angribe 📌Sardes. Da nu 👤Krøsus svarede, at de vilde være hans Lydiske Ryttere usigelig velkomne, anmærkede den Anden, at de Lydiske Skibe udentvivl vilde være Øboerne ligesaa velkomne, og det slog 👤Krøsus, saa han holdt inde med sine Rustninger og sluttede Venskab med Øboerne*Herod. I. 26–27.. Derimod undertvang han efterhaanden baade Phryger, Bithyner, Paphlagoner og alle Folkene vestenfor 📌Halys, undtagen Lykier og Kilikier, imellem de sydlige Bjerge, og derved blev han Nabo til Perserne, hvis Erobringer alt strakde sig lige til Flodens østlige Bredd*Herod. I. 28. 72..

Landet østenfor 📌Halys hedd dengang 📌Kappadokien, som, Man veed ikke naar, var indtaget af Mederne, 255men allerede af Beliggenheden maatte Man slutte, at Disse alt i Forveien havde bemægtiget sig Mellem-Landet, den høie Armeniske Fjeld-Slette, der mod Syden og Norden har uoverstigelige Mure i 📌de Tauriske Bjerge, men skraaer ned til 📌Persien og til 📌Natolien, saa den baade fra Østen og Vesten er tilgiængelig.

Nu, da 👤Krøsus var paa Spidsen af sin Lykke, fik han et Besøg af 📌Athenens vise Lov-Giver 👤Solon, hvem han lod indføre i sit Skat-Kammer og vise al sin Herlighed, og spurgde derpaa, under smigrende Lov-Taler, den Vidtbereiste, hvem der var det lykkeligste Menneske, han kiendte? Athenienseren 👤Tellus, sagde 👤Solon, thi han levede i Stadens bedste Dage, havde ædle og kiække Sønner, saae Børne-Børn af dem alle, og faldt seirende i et Slag for sit Fædreneland. Men saa næst efter ham da, sagde 👤Krøsus, halv stødt, og ventede dog nu at høre sit eget Navn, men da 👤Solon deristeden nævnede to Argivere, da forgik Taalmodigheden ham, saa han sagde reent ud: Giæst fra 📌Athenen! sætter du da min Lykke saa lavt, at den ei engang kan maale sig med Borger-Mænds? 👤Solon undskyldte sig vel med, at Høihed, efter Erfaringens Vidnesbyrd, vakde lettelig Gudernes Misundelse, og at i denne foranderlige Verden Ingen bør prises lykkelig, før han ligger i sin Grav; men dermed for sonede han dog ingenlunde 👤Krøsus, som tvertimod afskedigede ham kort og koldt, og syndes, det var kun maadelig bestilt med hans Viisdom, der intet Øie havde for det Nærværende, men raabde immer paa at see til Enden*Herod. I. 29–30..

Dog, de fortørnede Guder vilde, som det synes, ei længer taale, at 👤Krøsus skulde drømme sig det lykkeligste Menneske, thi kort efter 👤Solons Afreise saae han i Drømme, hvordan Ulykken som et Kaste-Spyd hængde over hans Søns Hoved. Kun forgiæves stræbde han ogsaa at undvige Skæbnen, ved at 256holde Sønnen 👤Atys hjemme og forvare alle Spyd, thi da Mysierne forlangde ham til Anfører paa Jagten efter en stor Vild-Basse, som ødelagde deres Sæd, vilde Prindsen ikke lade sig forholde, og Ulykkes-Fuglen Adrast, til hvis Varetægt 👤Krøsus betroede ham, blev selv af Van-Vare hans Bane-Mand paa Jagten*Herod. I. 34. 36–43..

I to Aar sørgede 👤Krøsus over sin Søn, men glemde derpaa Sorgen over Persernes voxende Magt, som han fandt det nødvendigt at sætte Skranker, medens han ogsaa havde megen Lyst til at indtage 📌Kappadokien og dermed blive Herre over hele Halv-Øen. Han gik imidlertid saa forsigtig til Værks, at han først satte alle de berømte Orakler paa Prøve, lige fra det i 📌Delphi til det Ammonske i 📌Libyen (📌Afrika), for siden af det Orakel, han fandt sanddru, at faae Svar om Krigens Udfald. Da nu det Delphiske og det Thebanske Orakel var de eneste, han fandt, stod Prøve, skikkede han dem kostbare Foræringer og lod forespørge, om han skulde stifte Forbund mod Perserne og bekrige dem, hvortil begge Orakler svarede, at, gjorde han det, da styrtede en mægtig Throne, og de raadte ham til Forbund med dem der bar Prisen blandt Grækerne. Med dette Svar var 👤Krøsus vel fornøiet, men spurgde dog, for en Sikkerheds Skyld, endnu det Delphiske Orakel om hans Rige skulde blive gammelt, og fik til Svar:

Sidder en Mule paa Medernes Throne,
Flygt da paa Steenvei med Fødderne ømme!
Stræb, Lyder! skynd dig, og stands ei for Skam *Herod. I. 46. 48. 52–55. 73.!

Nu meende da 👤Krøsus, han var sikker i sin Sag, og lagde sig ret paa Kundskab om, hvem der var de Mægtigste i 📌Græken land, for at gjøre sig dem til Venner. Han hørde da strax, at for Dorerne stod Spartanerne og for Ionerne Athenienserne i Spidsen, men han hørde tillige at 257👤Pisistrat nyelig havde berøvet 📌Athenen sin Frihed, men at 📌Sparta derimod nys havde seierrig endt en farlig Krig, og derfor anholdt han nu der, som hos de ypperste Græker, om Forbund og Venskab. Lakedæmonierne, som fandt sig smigrede ved at agtes for de Ypperste, var ogsaa strax villige til at indgaae Forbund med 👤Krøsus, der desuden før havde viist dem særdeles Opmærksomhed, ved at forære dem Guld til en Billed-Støtte, de havde Bud i 📌Sardes for at kiøbe, og til Giengield sendte de ham nu en Kaabber-Kiedel paa trehundrede Kander, med Billed-Værk om Randen, men han fik den aldrig; thi den landede paa 📌Samos, enten den saa, som Spartanerne paastaae, blev ranet af Samierne, eller, som Disse forsikkre, solgt af Overbringerne, da de hørde, hvordan det var gaaet 👤Krøsus *Herod. I. 56. 58. 65. 69–70..

Denne Herre havde nemlig imidlertid styrtet sig selv i Ulykke, og kun forgiæves havde den kloge Lyder 👤Sandanes fraraadt ham Vove-Spillet og sagt: Gud skee Lov, at Perserne ikke angribe os, thi vi har Meget at tabe men Intet at vinde hos et Folk, der kun gaaer med Peltse og Skind-Buxer, maae nøies med smal Kost og drikker Vand som vi drikker Viin. 👤Krøsus gik over 📌Halys, enten paa en Bro han slog, eller, som Ordet gaaer i 📌Grækenland, ved et Konst-Stykke af 👤Thales fra 📌Milet, som afledte Floden, og i en Haande-Vending indtog han det bedste Stykke af 📌Kappadokien, som er det, der ligger oppe ved 📌det Sorte Hav, men her, i 📌Pteria (📌Pontus), kom det til et stort Slag mellem ham og 👤Kyrus, der varede en heel Dag og kostede meget Blod, uden dog at være afgiørende. 👤Krøsus fandt sig imidlertid for svag til at fortsætte Kampen og trak sig tilbage til 📌Sardes, i den Tanke, at da Seieren havde været tvivlsom, lod 👤Kyrus ham nok være i Fred om Vinteren, saa han fik Tid til at 258trække Forstærkning til sig, baade fra 📌Babylon, fra 📌Ægypten og fra 📌Sparta, hvormed han da næste Sommer vilde aabne Feldt-Toget. Han aftakkede desaarsag sine Leie-Tropper, skikkede Bud til sine Forbundne om Forstærkning, med fem Maaneders Varsel, og satte sig rolig til Sæde, men blev dog snart forskrækket over et Jærtegn, der skedte i Egnen om 📌Sardes, hvor der paa een Gang mylrede af Slanger, som Hestene stimlede sammen og aad. Han sendte strax Bud til Tegns-Udlæg gerne i 📌Telmesse, for at faae at vide hvad det skulde betyde, men før Budene kom igjen med den Beskeed, at Slangerne betød Lands-Folket og Hestene en fremmed Krigs-Hær, havde han alt faaet Syn for Sagn; thi saasnart 👤Kyrus hørde at 👤Krøsus havde aftakket sine Tropper, besluttede han at komme bag paa ham, og, om mueligt, indtage 📌Sardes, før den blev undsat. Vel studsede han et Øieblik, ved Synet af det berømte Lydiske Rytteri, der udbredte sig paa Sletten, for at dække Hoved-Staden, men han hittede dog snart paa et godt Raad, ved at oprette et eget Slags Rytteri paa Kameler og stille dem i Spidsen, thi Hestene, der ikke kan taale at lugte Kameler, dreiede paa Timen af for dem, saa Lyderne maatte springe af Sadlen og stride til Fods, hvormed de snart kom til Kort og trak sig tilbage inden Voldene. Da 📌Sardes var stærk befæstet, haabede 👤Krøsus vel endnu at kunne forhale Tiden, til han fik Hjelp, hvorom han nu sendte Iil-Bud til sine Bunds-Forvandte, men den længste Frist blev fjorten Dage; thi da 👤Kyrus havde udlovet en Belønning til den der først besteg Muren, vovede en Marder 👤Hyroades sig op, hvor den var steilest og derfor ubevogtet, men hvor han dog havde seet en Lyder klavre ned og hente sin Hjelm, Fleer fulgde efter, Muren blev forladt og Staden taget*Herod. I. 71. 75–81. 84..

👤Krøsus selv blev fanget og 👤Kyrus lod anrette et Baal til ham og fjorten Lydiske Drenge, enten fordi han vil259de offre dem, eller for at see, om Nogen af de Guder, 👤Krøsus var bekiendt for saa ivrig at dyrke, kunde redde ham fra Ilden. Da gientog 👤Krøsus tre Gange lydelig 👤Solons Navn, og skiøndt han nødig vilde sige, hvad han meende dermed, kom det dog ud, da Man satte hardt ind paa ham, og da 👤Kyrus fik det at høre, bevægede Tanken om Lykkens Luner ham vel til Medlidenhed, men Baalet var allerede tændt og lod sig ikke slukke, før en pludselig Skyl-Regn kom til Hjelp, og det var, efter Lydernes Sigende, Frugten af en Bøn, 👤Krøsus i sin Nød gjorde til Apol. 👤Krøsus blev nu løst af sine Lænker, og da 👤Kyrus, foruden god Behandling, tilbød ham en særdeles Naades-Beviisning, som han selv maatte bestemme, forlangde han blot Lov til at skikke Græker-Guden (Apol) sine Lænker, med det Spørgsmaal: om det var Gude-Lov i 📌Grækenland at betale Godt med Ondt? Den Tilladelse gav 👤Kyrus ham med stor Fornøielse, og Lænkerne saavelsom Bebreidelsen blev ogsaa rigtig bragt til 📌Delphi, men Nornen (Pythia) vidste godt at forsvare Guden, deels med den ubøielige Skæbne, som Ingen kunde forandre, og deels med den Bemærkning, at det var 👤Krøsus der havde bedraget sig selv, baade ved at tænke, den store Throne der skulde styrte, umuelig kunde være hans egen, og ved at tage Ordet om Mulen paa Medernes Throne saa grovt, at det ei faldt ham ind, at 👤Kyrus, som Frugten af et ulige Ægteskab mellem den Mediske Prindsesse og en Persisk Undersaat, kunde ogsaa kaldes en Mule *Herod. I. 86–88. 91..

De Asiatiske Græker tilbød nu strax at underkaste sig paa samme Vilkaar, som de havde staaet under 👤Krøsus, men 👤Kyrus, som, i Begyndelsen af Krigen, forgiæves havde søgt at lokke dem til Frafald, vilde nu Intet høre om Betingelser, og svarede dem med Fabelen om en Fløite-Spiller, 260som først prøvede med sin skiønne Konst at lokke Fiskene til sig, men da det ikke vilde lykkes, greb til Garnet, og sagde saa til dem, da de laae og sprellede: ja, nu er det bag efter, hvorfor sprang I ikke da jeg fløitede! Da Grækerne imidlertid dog ikke vilde overgive sig paa Naade og Unaade, stræbde de at sætte sig i Forsvars-Stand, saa nær som Milesierne, med hvem 👤Kyrus traadte i Forbund, og skiøndt Spartanerne, som anraabtes om Hjelp, ingen Opoffrelse vilde giøre, skikkede de dog en fornem Mand, ved Navn 👤Lakrines, som Gesandt til 📌Sardes og gav 👤Kyrus at forstaae, at hvis han øvede Fiendtligheder mod Nogen af de Græske Stæder, fik han med dem at bestille. Men hvem er da egenlig de Spartaner, der slaae saa stort paa, sagde 👤Kyrus til nogle Græker, som stod hos, og da han hørde, hvor stort deres Rige var, bad han dem hilse hjemme, at levede han længe nok dertil, skulde han nok lære dem at glemme Andres Ulykke over deres egen. Han ansaae imidlertid Krigen med de Græske Sø-Stæder for en Smaating, det ikke var Umagen værdt at opholde sig efter, især da baade 📌Babylon og 📌Ægypten, 📌Baktrien og 📌Skythien, hvor han endelig maatte selv være med, stod endnu tilbage. Han begav sig derfor paa Hjem-Veien til 📌Ægbatana, men kom dog ikke langt, før han hørde, at Lyderne i Forening med Grækerne havde gjort Opstand og beleirede 📌Sardes, saa han fandt det nødvendigt, at skikke Mederen 👤Mazares med en Hær imod dem. Allerede Rygtet derom var imidlertid Nok til at adsplitte Lyderne, og den eneste Mærkværdighed ved deres Hoved-Mand 👤Paktys, er, at han, efterat Have flygtet fra Sted til Sted, omsider blev skammelig solgt til 👤Kyrus, af Chioterne, for nogle Agre paa Fast- Landet. Grækerne forsvarede sig vel desuagtet mandelig, men maatte dog ogsaa snart bukke under for Mederen 👤Harpagus, eller rømme Landet, som Tilfældet var med Teierne, der gik til 📌Thrakien og anlagde 📌Abdere, og med 261de før saa mægtige og berømte Phokæer. De Sidste benyttede den ene Dags Frist, 👤Harpagus under Beleiringen undte dem, til at indskibe sig med Alt hvad de havde, og da Chioterne, af Brød-Nid, ikke vilde sælge dem nogle Holme at beboe, satte de Kaasen til 📌Korsika (📌Kyrnos), hvor de havde en Plante-Stad, men løb dog først ind til 📌Phokæa og nedsablede den Persiske Besætning. Siden, efter et stort Søslag med Karthaginenser og Tyrrhener (Etrusker), hvori de af tresindstyve Skibe mistede Fyrretive, maatte de søge nye Bopæle og fandt først Hvile i 📌Elea (📌Castellamare della Bucca) i Oenotrernes Land (📌Principato Citra)*Herod. I. 76. 141. 43. 52–55. 60. 64–68..

Den nærmeste Bemærkning herved er, at de nyere Historikere sædvanlig lade de huusvilde Phokæer søge Havn i 📌Marseille, hvad ogsaa falder meget naturligt, da 📌Marseille, efter 👤Strabos, 👤Justins og Fleres Vidnesbyrd, var en gammel Phokæisk Koloni, der først satte Skik paa Gallerne, men der er nok slet Ingen af de Gamle, der fører de Phokæer, Perserne fordrev, længere end 👤Herodot, saa de nyere Lærde har selv gjort Resten af Reisen for dem paa Land-Kaartet*Justin XLIII. 3. Strabo. IV. 179..

Hvorvidt Æoler og Dorer tog Deel i denne Ionernes Ulykke, er et Spørgsmaal, men da vi under 👤Kserxes støde paa en Dronning 👤Artemisia i 📌Halikarnas, som regierer over de fleste Dorer, maae vi nok slutte, at disse, deres gamle Konge-Stamme troe, har bukket for Overmagten og bevaret Freden.

Betragte vi endelig hele Fortællingen om denne ved sine Følger saa vigtige Begivenhed, da mindes vi vel, ikke blot ved de kiødædende Heste, om, at den er et Sagn, opskrevet hundrede Aar efter Indtagelsen af 📌Sardes, men har dog al Grund til at takke den Asiatiske Græker for det Hele, paa 262Menneske-Offringen nær, der neppe har fundet Sted uden i et Græsk Æventyr, som Perser-Hadet satte i Omløb, ligesom da ogsaa 👤Herodot selv, i Anledning af 👤Kambyses, bemærker hvor ugudeligt det var i Persernes Øine at besmitte saa høi en Helligdom som Ilden med Dødninge-Been, og ved en anden Leilighed vidner han udtrykkelig at Perserne aldrig brugde Ild ved deres Offringer*Herod. I. 132. III. 16..

Efter 📌Babylons Indtagelse, som fulgde lige oven paa den Lydiske Krig, fortæller 👤Herodot endnu om 👤Kyrus, at han førde Krig med den Massagetiske Dronning 👤Tomyris østenfor 📌det Kaspiske Hav, hvor han, efter ni og tyve Aars Regiering, fandt sin Død paa Val-Pladsen og fik, med sit afhuggede Hoved i et Blod-Kar, som Dronningen sagde, sin Blod-Tørst lædsket; men han tilføier meget forsigtig, at dette er den af de mange Beretninger om Heltens Endeligt, der synes ham rimeligst*Herod. I. 204–14.. Hvor urimelige nu de andre Beretninger, han hørde, har klinget i hans Øre, kan vi vistnok ikke afgiøre; men hørde han blandt Andre den, vi finde hos 👤Ksenophon, maa Urimeligheden blot have stukket deri, at den gamle Græker fandt, saa blid en Død var for god til en Persisk Despot.

👤Ksenophon beretter nemlig, at et Aar efter 📌Babylons Indtagelse gjorde 👤Kyrus det store Tog, hvorpaa Man siger han indtog 📌Ægypten og alt Mellemværende, men at derpaa slog han sig til Ro, opholdt sig om Vinteren i 📌Babylon, om Foraaret i 📌Susa og to Maaneder om Sommeren i 📌Ægbatana, men besøgde dog ogsaa jævnlig sin Persiske Føde-Stavn, og da han kom der, syvende og sidste Gang i sin Regierings-Tid, gammel og bedaget, da drømde han en Nat, at der stod en meer end menneskelig Skikkelse for ham og sagde: lav dig nu til at giæste Guderne! Dagen efter 263besørgede han derfor en høitidelig Offring paa Bjerg-Toppene og takkede Guderne lydelig, saavel for alle Lykkens Gaver, som ogsaa fordi han havde undgaaet at hovmode sig af sin Magt og Vælde. Derpaa, da han fandt sig svag, gik han til Sengs beskikkede sit Huus, formanede sine Sønner til Gudsfrygt, Mildhed og indbyrdes Kiærlighed, og henslumrede dermed sødt i Udødelighedens glade Haab, som han paa sit Yderste levende udtrykde*👤Ksenophons Kyropædi. VIII. 6–7.!

Om dette nu er sandt, kan Ingen af os sige, men at det er smukt, kan vi alle see, og at 👤Kyrus er død paa Sotte-Seng i 📌Persien, siden han, efter mange Vidnesbyrd, laae begravet i 📌Pasargade, maae Alle finde rimeligt, og at han, der gjaldt for Perser-Idealet, maa kiendelig være kommet det nærmest, slutte vi med Føie, saa der er ingen Grund til at mistroe Beretningen.

Med denne Græske Frihaands-Tegning af 👤Kyrus, i Livet og i Døden, maae vi i det Hele lade os nøie, fordi vi intet Bedre har, men eet Træk, der aldeles er undgaaet Grækernes Opmærksomhed, og hvorom de formodenlig paa den Tid ei engang hørde tale, maae vi dog nødvendig ihukomme, da det angaaer de 📌Zions Børn, som Universal-Historiens Aand vel nu syndes at have glemt, men hævede dog igien med 👤Christus høit over 📌Grækenlands Børn og over Olympens Guder.

I sit første Regierings-Aar, siger nemlig Ebræernes hellige Skrift, lod Perser-Kongen ved sit aabne Brev giøre Alle vitterligt, at Himlens Gud, som gav ham alle Jordens Riger, havde paalagt ham at bygge Sig et Tempel i 📌Jerusalem i 📌Jødeland, hvorfor han herved opfordrede alle de Overblevne af samme Guds Tilbedere til at reise til 📌Jerusalem og opbygge Templet igien for 📌Israels Gud. Kongen opmuntrede ogsaa i Brevet de Bortførtes Naboer og Kyndinger til at være 264dem, der vilde vende tilbage, behjelpelige, med Bidrag til Bekostningen paa Reisen og paa Bygningen, og alle Karrene af Sølv og Guld, som 👤Nebukadnezar havde ranet fra 📌Templet i Jerusalem, dem lod Kongen nu ved sin Skat-Mester 👤Mithradates udtage af Skat-Kammeret i 📌Babylon og udlevere til Jøde-Forstanderen 👤Sesbazar efter Vægt. Da reiste sig alle de ypperste Huus-Fædre af Juda og Benjamin, med Præster og Leviter, Saamange som Guds Aand vakde, og de tiltraadte Hjem-Reisen, under Anførsel af 👤Zorobabel, 👤Sealthiels Søn, og Ypperste-Præsten 👤Josva, 👤Jozedeks Søn, og de var i Alt 42360 foruden deres Tyende. Saaledes kom da 📌Israel tilbage til sit Land, og paa Løvsalenes Høitid forsamledes de Alle i 📌Jerusalem og bygde Herren et Alter, offrede og holdt Hellig efter Mose-Loven. Siden handlede de med dem i 📌Tyrus og 📌Sidon, og gav dem deels Penge, deels Olie og Føde-Vahre for Ceder-Træ fra 📌Libanon, som de skulde fælde og føre ned til 📌Jaffa, og i det andet Aar efter Hjem-Komsten, i den anden Maaned, lagde 👤Zorobabel og 👤Josva Grund-Stenen til Jehovahs Tempel, i hele Folkets Nærværelse, og skiøndt Nogle af Præsterne og andre Oldinger, som havde seet det forrige Tempel, brast i Graad og hulkede, saa tabde den Lyd sig dog i det høie Fryde-Raab som Mængden istemde, og i Basunernes Klang som hørdes langt borte*Esdra 1–3..

👤Joseph veed hertil intet Mærkeligt at lægge, undtagen at 👤Kyrus følde sig bevæget til dette usædvanlige Skridt, ved det 👤Daniel viiste ham Spaadommen desangaaende hos 👤Esaias, og da han ingen Hjemmel anfører, er det maaskee kun en Giætning af ham selv, der er rimelig nok til at falde Enhver ind, som troer, at Spaadommen var til og at 👤Daniel oplevede 👤Kyri Thron-Bestigelse*👤Josephs Oldskrift. XI. 1..

Vi have da heller Intet at tilføie, uden at den krono265logiske Nøiagtighed, hvormed de Lærde have stræbt at bestemme hin mærkelige Thron-Bestigelse, Indtagelsen af 📌Sardes, 👤Kyri Døds-Aar og deslige, vilde været temmelig overflødig, om den end kunde tjent til Andet end at spilde Tid og Flid paa Umueligheder; thi det er os nok at vide, 👤Kyrus sad paa Thronen midt i det Sjette Aarhundrede f. Ch. Var imidlertid 👤Herodots og 👤Diodors Regninger nøiagtige paa et Haar, da blev 👤Kyrus Konge med den 55de Olympiades Begyndelse, uden at dog 560 f. Ch. blev meer end et Middel-Tal, da Ingen kan sige bestemt fra hvilket Aar mellem 780 og 770 Man skal begynde Olympiade-Regningen.

👤Kambyses.

Selv den mindste Tyran er vist nok en stor Plage for dem, der har det Uheld at være ham for nær, men i Universal-Historien er selv store Tyranner kun Smaa-Ting, Man ei kan opholde sig ved, med mindre de var noget Andet tillige; thi naar Historie-Skriveren stræber ligesom at standse Begivenhedernes Løb, for tilgavns at tugte de døde Tyranner, til et godt Exempel for de Levende, da er det kun Skyggen af de gamle Ægyptiske Kongers Lig-Begiængelse, han maner op, og giør derved allersnarest Historien vederstyggelig baade for Store og Smaa. Havde 👤Kambyses derfor ikke indtaget 📌Ægypten, kunde al den Grusomhed, Man tillægger ham, ei frelst ham fra den historiske Hevn at overantvordes til Glemsel, og det synes, som de gamle Ægypter selv har følt, 👤Kambyses tilhørde dog i Grunden dem mest; thi, hvad Man sidst skulde formodet: de sparede, efter 👤Herodots Forsikkring, end ei at lyve grovt, for at faae denne deres Plage-Aand til at giælde for en Ætmand af deres Pharaoner*Herod. III. 2.!

Da det nu ene er af en Slags Agtelse for Ægypterne, vi et Øie blik dvæle ved 👤Kambyses, maae vi kortelig sammen266fatte hvad de sagde om dem selv, siden Sethons Død, der stod med Musen i Haanden og med Skielmen bag Øret og formanede Folk til Gudsfrygt. I een Henseende er vi hermed langt bedre farne end med deres gamle Fortællinger, thi efter 👤Senacheribs Tid blev 📌Ægypten ei længe spærret for Fremmede, saa om Landets følgende Konger, siger 👤Herodot, vidste Mange Beskeed; men den Ægyptiske Histories Flauhed og Tomhed blev derved naturligviis ikke afhjulpet, men falder tvertimod desmere i Øinene, da de hieroglyphiske Zirater forsvinde og Man ei engang kan trøste sig med den Indbildning at det Mærkværdigste maaskee er glemt*Herod. II. 147..

Efter Præste-Kongen Sethons Død, siger 👤Herodot, tog Ægypterne, der slet ikke kunde leve uden Konger, sig Tolv for Een, og denne Tylvt deelde Landet ligelig imellem sig, besvogrede sig indbyrdes, og indgik saameget strængere den Forpligtelse at holde Skridt med hinanden, som Oraklet havde sagt, at hvem af dem der først frembragde Hefæstos et Drik-Offer i en Kaabber-Bolle skulde blive Enevolds-Herre. Hvad de for Resten enedes om at udføre, undtagen 📌Labyrinthen ved 📌Miris-Søen, det store, forbausende Vidunder, veed Man ikke, men da de engang paa en Høitid skulde frembære Drik-Offer i 📌Hefæstos-Templet, rakde Præsten dem gierne af en Feiltagelse kun elleve Guld-Skaaler, saa der blev Ingen til den Sidste, og det var 👤Psammetik, som vel hjalp sig med sin Hjelm, men brød dermed uvitterlig Forliget, thi Hjelmen var af Kaabber og blev strax anseet for at være den Bolle, Oraklet havde betegnet. Uagtet nu de Elleve fandt, det var Synd at straffe deres Jævning paa Livet for en Vaades-Gierning, saa stækkede de dog for en Sikkerheds Skyld Vingerne betydelig paa ham og indskrænkede ham til Moradserne, udelukt fra alt Samkvem med det øvrige 📌Ægypten. 👤Psammetik havde allerede i Æthioperens Dage, der 267dræbde hans Fader, været landsforviist, og da opholdt sig i 📌Syrien, men var strax efter 👤Sabakos Flugt kaldt tilbage af Saiterne, og nu, da han fra Moradserne af adspurgde Latone-Oraklet i 📌Buton: naar han turde vente Hevn over sine Fiender, fik han til Svar: Hevnen opstiger af Havet, ved Syn af Kaabber-Karle! Ja, tænkde 👤Psammetik, saa kommer jeg nok til at vente længe, men det varede dog ikke længe, før der kom en Ægypter til ham med den Tidende, at nogle Kaabber-Karle havde gjort Land-Gang paa Kysten og plyndrede, og det var nogle Ioniske og Kariske Sørøvere, som Ægypteren, der aldrig havde seet en Kaabber-Brynie før, tog for Mænd af Malm. 👤Psammetik tog dem imidlertid for hvad de var, men ansaae nu Gaaden for løst, og fik virkelig, ved Hjelp saavel af disse Ioner og Karer, som af sine Ægyptiske Venner, Bugt med alle sine Medbeilere. Sine Græske Bunds-Forvandte holdt han ærlig Alt hvad han havde lovet dem, og gav dem Bopæle ved Havet, lidt nedenfor 📌Bubastis, paa begge Sider af 📌den Pelusiske Nil-Arm, hvor jeg endnu, siger 👤Herodot, selv har seet Ruinerne af deres saakaldte Leir, og efter den Tid veed vi Græker god Beskeed med de Ægyptiske Anliggender; thi baade vedligeholdt de Nykomne Forbindelsen med deres Lands-Mænd, og 👤Psammetik lod tillige endeel unge Ægypter lære Græsk hos dem, som da blev Stiftere af det endnu bestaaende Tolke-Laug*Herod. II. 147–48. 51–54..

Saaledes fik da 📌Ægypten en ny Række af Saitiske Pharaoner (👤Psammetik, 👤Necho, 👤Psammis og 👤Apries) som dog hverken blev lang eller lignede den Gamle, thi de tog i alle Maader fremmede Guder, og spillede, med deres Gridskhed paa Græske Stalbrødre og fremmede Lande, kun en maadelig Rolle i den store Lig-Begiængelse, hvorved Dyden var Stilhed og den strængeste Eensformighed Skiønheden. Sagen var nemlig den, at Naturen dog omsider selv hos Ægypterne gik over Optug268telsen, og at Tiden, skiøndt det gik langsom, beed dog ogsaa paa dem og deres uforanderlige Indretninger. Før Æthioperen kunde erobre Landet, maatte Kriger-Kasten aabenbar være udmattet, hvortil vist nok Aare-Ladningen i 📌det Røde Hav ei lidet bidrog, og at Præste-Kasten ei kunde gaae for To, det kom for Dagen i Præste-Kongen Sethons Dage, thi hvor stor Berømmelse Mark-Musene end skal have givet ham, maae de dog have gnavet paa Præsternes Ære, siden ingen Præst blev Konge efter ham, men Tylvten (Dodekarkerne) slog Guld-Kronen istykker og kiøbde sig hver for sin Stump en Kaabber-Hjelm, for dog at være en Tomme høiere end Almuen. Det er, paa anden Dansk, at, efter Sethons Død udbrød der en Revolution, som han, ved at giøre Pøbelen til sin Liv-Vagt, havde forberedt, og skiøndt Pøbel-Høvdingerne tænkde, den kunde dog maaskee gaae stille af, naar de deelde broderlig, kunde de dog ikke forhindre Tingenes sædvanlige Løb under slige Omstændigheder, som fører til et Soldat-Herskab, og hvem der svinger sig paa Thronen ved Leie-Tropper, kan umuelig holde sig paa den uden ved Krig, der øver i Handværket og giver Bytte, saa de nye Pharaoner maatte nødvendig skeie ud fra de Gamles Fod-Spor.

Hvad i øvrigt 👤Psammetik angaaer, da er han, med hele Tylvten, endnu forsaavidt en allegorisk Person, at han umuelig baade kan have lidt under Æthioperen, før 👤Senacheribs Tid, og levet til 👤Nechos og 👤Nebukadnezars Dage, da Afstanden i det mindste er et heelt Aarhundrede; men 👤Herodot siger ogsaa, det er først efter Ioners og Karers Nedsættelse i 📌Ægypten, at Grækerne veed selv Beskeed, og Sagnet om Dodekarkerne tilhører da endnu udelukkende de Ægyptiske Præster, som vel ingen Lyst havde til at fortælle hvad Pøbel-Høvdingerne tog dem for i deres Aarhundrede 269og satte dem derfor til at bygge 📌Labyrinthen, der dog neppe vilde blevet færdig under den Hurlumhei, hvis den ei alt længe forud havde været det.

Efter 👤Herodots Regning besteg 👤Necho Thronen 91 Aar før 👤Kambyses gjorde sit Tog til 📌Ægypten og det passer godt, thi det bliver da lige ved 600 f. Ch. at 📌Juda-Kongen 👤Josias faldt for ham i Slaget, der aabenbar er det mellem ham og Syrerne, som 👤Herodot sikkert rigtig lader staae ved 📌Magdol (📌Migdol), og hvoraf 👤Necho var saa stolt, at han sendte Brynjen, hvori han vandt det og indtog 📌Kadytis (📌Jerusalem), til 📌Apollo-Templet ved 📌Milet at gjemmes der som en Helligdom*Herod. II. 159..

Med 👤Nechos Sønne-Søn 👤Apries endtes Rækken af de nye Pharaoner, der aldrig stræbde saa godt at holde paa Skyggen af det gamle Konge-Liv, at jo den staaende Hær af fremmede Leie-Tropper var Ægypterne en Torn i Øiet. 👤Apries herskede vel en Tidlang med megen Myndighed og førde lykkelige Sø-Krige med Phønicerne, men da han sendte en Ægyptisk Hær mod 📌Kyrene, som der fandt sin Undergang, beskyldte Man ham for at have med Flid maget det saa, for at blive de uroeligste Hoveder kvit, og der udbrød et Oprør, som 👤Amasis, der blev sendt for at dæmpe det, stillede sig i Spidsen for og styrtede derved Thronen*Herod. II. 160–62..

I Slaget ved 📌Momemphis eller 📌Marea (henimod 📌Alexan drien) seirede nemlig Oprørerne over de 30000 Græske Leie-Tropper, som 👤Apries stolede paa, selv blev han fanget og siden givet til Priis for Pøbelen, og Dennes Afgud, 👤Amasis, den Ægyptiske 👤August, stræbde nu at reise sig et Keiserligt Høi-Sæde, anderledes frit og mageligt end Pharaonernes. Den Græske Soldater-Coloni ved 📌Bubastis lod han flytte ned til 📌Memphis, for at have den til sin 270Liv-Vagt mod Ægypterne, der vel selv havde sat ham paa Thronen, men kunde just derfor let faae i Sinde at misbruge deres Frihed til at sætte ham af, og Man tør vel mene, det var mere denne Liv-Vagt, der bevægede Folket til, imod deres Villie, at vise Pøbel-Prindsen dyb Ærbødighed, end det Mester-Stykke, 👤Herodot ved denne Leilighed fortæller om ham. Han udstillede nemlig et nyt Afguds-Billede af Guld, paa et bekvemt Sted, og da Folket strax af sig selv tilbad det, gjorde han Alle vitterligt, at det Billede var gjort af et Vasker-Bækken, som Man før havde endnu meer end spyttet i, og hermed, hedder det, omvendte han Ægypterne, som hidtil havde forarget sig over hans lave Herkomst, saa nu lærde de at bukke for ham*Herod. II. 169–72..

At det var denne Konge, der satte alle Ægypter under Politiets specielle Opsyn, siger 👤Herodot udtrykkelig, og at det var ham, der gav Tyve-Lauget det store Privilegium, 👤Diodor omtaler, falder saameget rimeligere, som han, efter 👤Herodot, selv i sin Ungdom havde drevet Handværket og tit været i Forlegenhed*Herod. II. 174. 77.. At en saadan Herre ikke havde axlet Purpuret, for at gaae i Præste-Sønnernes Lede-Baand, kan Man forud vide, og af 👤Herodot lære vi da ogsaa, han brød sig slet ikke om Konge-Loven, eller hvad Man ved det Ægyptiske Hof pleiede at kalde anstændigt, men skyndte sig om Morgenen at blive færdig med sine Forretninger, for at kunne tilbringe det Øvrige af Dagen ved Drikke-Bordet i Svir og Sværm og Lystighed*Herod. II. 173..

Hvorvidt nu 👤Kyrus havde Noget med denne 👤Amasis at skifte, og hvad der nærmest gav 👤Kambyses Anledning til at hjemsøge 📌Ægypten, derom er Beretningerne forskiellige; men rimeligviis har dog 👤Kyrus i det mindste staaet paa Grænd271serne af 📌Ægypten, og paa dette Tog blandt andet vundet 👤Nitetis, en Daatter af 👤Apries til sin Fruer-Stue, og under denne Forudsætning lader det sig godt høre, hvad 👤Herodot fortæller om det fnysende Had, 👤Kambyses tidlig fattede til Ægypterne. Hans Moder 👤Kassandane, Daatteren af 👤Pharnaspes, skal nemlig engang, da en Perserinde prisede hende lykkelig for hendes deilige Børn, have svaret: og dog, skiøndt jeg er Moder til saadanne Børn, sætter 👤Kyrus mig til Side for den Ægyptiske Frille. Det hørde 👤Kambyses, som dengang var kun en halvsnees Aar, tog Ordet og sagde: ja, ja, Moder! naar jeg bliver stor, skal jeg derfor ogsaa vende op og ned paa hele 📌Ægypten, og det huskede han godt endnu, da han blev Konge*Herod. III. 2–3..

Medens nu 👤Kambyses rustede sig til Toget, traf det sig meget beleiligt, at Halikarnasseren 👤Phanes, En af Høvdingerne for de Græske Leie-Tropper, ragede uklar med 👤Amasis og flygtede til 📌Persien; thi han vidste tilgavns Beskeed med Alt i 📌Ægypten, og gav blandt andet 👤Kambyses det gode Raad at slutte Forbund med Kongen i 📌Arabien, for at have Ryggen fri og blive forsynet med Vand paa de øde Veie. Det Raad fulgde 👤Kambyses da ogsaa og naaede lykkelig 📌den Pelusiske Nil-Arm, men maatte, for at komme videre, dog bane sig Vei med Sværdet; thi vel var 👤Amasis imidlertid død, efter 44 Aars Regiering, men Sønnen 👤Psammenit modtog dog Fienden med væbnet Haand, og Leie-Tropperne var saa forbittrede paa Forræderen 👤Phanes, at de nu dræbde hans blandt dem efterladte Sønner for hans Øine, lod Blodet løbe i en Bolle, kom Viin og Vand deri og drak Alle deraf, før de gik i Slaget. Dette blev ogsaa blodigt paa begge Sider, men 👤Psammenit kom dog til kort, flygtede i stor Uorden tilbage til 📌Memphis og maatte der overgive sig til Seier-Herren, som vel enstund skaanede hans Liv, men fandt 272ham siden at gaae frugtsommelig med Oprør og nødte ham da til at drikke Oxe-Blod, hvoraf han døde*Herod. III. 4. 10–11. 13. 15..

Fra 📌Memphis gik 👤Kambyses til 📌Sais, hvor 👤Amasis laae begravet, og lod denne Konges Lig paa alle optænkelige Maader mishandle og omsider brænde, hvad Ægypterne dog ikke vil tilstaae, men har en heel Fortælling, eller rettere et Opspind, om hvordan 👤Amasis havde frygtet for noget Sligt og gjort saadanne Anstalter, at Perserne spildte deres Arrighed paa et Lig, der slet ikke var hans*Herod. III. 16..

Foruden Ægypterne var der endnu tre Folk i 📌Afrika, som 👤Kambyses agtede at hjemsøge, nemlig Karthaginenserne, Ammonierne, og de seilivede Æthioper nede ved Sønder-Strand; men Sø-Toget mod 📌Carthago maatte han opgive, fordi Phønicerne, som udgjorde Kiernen af hans Sø-Magt og havde godvillig givet sig under Perserne, ingenlunde vilde bekrige et Folk, der var deres eget Kiød og Blod, og den Krigs-Hær paa 50000 Mand, der drog ud fra 📌Thebe med den Ordre at lægge 📌Ammons-Templet i Aske, veed Ingen hvor støi eller fløi, undtagen forsaavidt Ammonierne sige, de fandt deres Grav i Flyve-Sandet, en Dag, de havde leiret sig i Ørken og holdt Maaltid*Herod. III. 12..

Hvad nu endelig Toget mod de seilivede Æthioper angaaer, da skikkede 👤Kambyses først nogle Fiskere fra 📌Elephantine afsted, for at udspeide Landet, og blandt andet udforske, hvordan det egenlig hængde sammen med den saakaldte Soel-Skive eller det runde Bord i Græsset, hvor Man sagde, der laae kaagt Kjød af alle Slags hver Morgen til aabent Taffel, skudt op af Jorden, eller, som Grækeren giætter, skaffet did om Natten paa Øvrighedens Foranstaltning. Speiderne skulde paatage sig Mine af Kongelige Gesandter, 273der kom for at slutte Venskab, og førde desaarsag en Purpur-Kaabe, en Guld-Kiæde og Armbaand, en Alabaster-Flaske med Balsam og et Anker Palme-Viin med sig, at forære Kongen. Den List lykkedes imidlertid ikke, thi da Fiskerne kom frem med den venlige Hilsen fra Perser-Kongen 👤Kambyses, svarede Æthioperen: ja, det er kun Snak med det Venskab, thi jeg veed nok, I er Speidere, og jeres Konge er en Kieltring, der vil undertrykke Folk, som aldrig har fortørnet ham, men her er nu en af vore Buer, bringer I ham den og beder ham bie med at bekrige de seilivede Æthioper, til Perserne kan kappes med os i at spænde saadanne Buer! Siden, da Æthioperen gav sig til at syne Foræringerne, og hørde at Purpuret var farvet, sagde han: idel Falskhed altsaa, ligesom I er selv, men baade Kiæden og Arm-Baandene kaldte han Lænker, som han maatte lee over brugdes til Stads. Vinen var det Eneste der behagede ham, og da han i den Anledning fik at vide at Perserne aad Brød og levede i det Høieste firsindstyve Aar, gjorde han den Anmærkning, at det var intet Under de døde tidlig, der aad Dynd, og at de rimeligviis ikke engang vilde blive saa gamle, hvis de ikke vederkvægedes af den liflige Drik, der var det Eneste, han misundte Perserne*Herod. III. 17–22..

Efter nu at have beseet Landets Mærkværdigheder, især Soel- Skiven, Bade-Kilden, der gjorde glindsende som Salve og duftende som Fioler, Glas-Kisterne, hvori de lagde deres gipsede Liig, og endelig Fængslerne, hvor alle Lænkerne var af Guld, fordi Kaabberet faldt for kostbart, vendte Speiderne tilbage fra de Seilivede, der nærede sig af Kiød og Mælk og blev i det Mindste hundrede og tyve Aar gamle; men da de kom til 👤Kambyses med Buen, blev han saa arrig, at han strax foer afsted med Hæren, uden først at sørge for dens Underholdning 274paa det lange Tog. Førend derfor endnu Femte-Delen af Veien var lagt tilbage, slap Levnets-Midlerne op, og vel blev 👤Kambyses desuagtet ved at rykke frem, saalænge der var Træl-Dyr at slagte og Urter at finde, men da det ogsaa fik Ende, og Man kom til Sand-Ørken, hvor Soldaterne begyndte at trække Lodd om, hvem af dem der først skulde ædes, da maatte 👤Kambyses dog bekvemme sig til at vende om med uforrettet Sag*Herod. III. 25..

Saaledes fortæller 👤Herodot det Æthiopiske Tog, og at det i Grunden mislykkedes, derom er alle de Gamle enige, men dog skal 👤Kambyses, efter 👤Diodors, 👤Strabos og Fleres Sigende, ved denne Leilighed have indtaget den berømte æthiopiske Nil-Øe 📌Meroe, og givet den dette Navn efter sin Syster, som døde der, og maatte altsaa være den, 👤Herodot intet Navn giver, men fortæller kun om, at hun fulgde 👤Kambyses paa det ægyptiske Tog og leed en forsmædelig Død, fordi hun vovede at bebreide Tyrannen hans Broder-Mord*Diodor I. 20. Strabo XVII. 790. Herod. III. 31–32.. Begge Dele lade sig imidlertid godt forene, thi naar de seilivede Æthioper boede ved Sønder-Stranden, var de langt fra at boe ved 📌Nilen, og 👤Herodot siger selv andensteds, at nogle Æthioper ved denne Leilighed blev undertvungne*Herod. III. 97., saa det kunde være rimeligt nok, at 👤Kambyses paa Vende-Reisen har lagt Veien om ad 📌Meroe, som den nærmeste frugtbare Plet, hvor hans forsultede Krigs-Hær kunde finde Vederkvægelse. En saadan Giætning er vel ogsaa forsaavidt paa sit rette Sted, som den passer til 📌Meroes Historie, der kun bestaaer af lutter Giætninger; men det Sikkre i Universal-Historien er baade saa meget og saa vigtigt, at slige Giætninger ei vilde finde Plads deri, naar de ikke netop i vore Dage med en saadan Paatrængenhed udgav 275sig for Hoved-Sagen i Old-Tidens Historie, at dem maae tilstædes Adgang, som Møde for Retten, til de faae deres Dom.

Sagen er da kortelig den, at der var et Ammons-Orakel i 📌Meroe, der havde kiendelig Lighed saavel med det berømte Lybiske af samme Navn, som med det Ægyptiske i 📌Thebe, og 👤Herodot fortæller, at det Lybiske Orakel var stiftet af Æthioper og Ægypter i Fællesskab og 👤Diodor, at Æthioperne tilegnede sig Osiris, saa han fra dem skulde være gaaet til 📌Thebe og grundet Helligdommen der*Herod. II. 29–42. Diodor I. 19–20. III. 100.. Dette har Man nu lagt sammen, og sat i Forbindelse med Giætninger om Culturens ældste Udbredelse og Karavan-Handelens Træk, saa Man faaer den Forestilling, at 📌Ost-Indien er Udgangs-Punkten, hvorfra Veien gaaer over 📌det lykkelige Arabien til 📌Syd-Afrika, og saa til 📌Meroe, hvor en Præste-Stat bliver Moder-Skiødet for 📌Ægyptens og dermed omtrent for al Verdens Cultur, hvad baade klinger artig nok og er tildeels heel rimeligt, men er naturligviis ingen Klippe at bygge Old-Historien paa, eller en afgjort Sag, hvorefter Man kan rette de virkelige og vel afhjemlede Efterretninger, Ebræerne give os om Slægtens Barndom. Skibet, der i 📌Ammons-Templet var den egenlige Helligdom, maa da nødvendig minde os om Arken, ligesom Ammon om 👤Cham, og det bliver da kun for den Chamitiske Cultur vi kan tænke os 📌Meroe som Moder-Skiødet, og stedse bliver 📌Ægypten dog dens Hoved-Land, da det var der, den havde sin Virkning paa Historiens gamle Hoved-Folk: Ebræer og Græker.

Hvad der i Øvrigt nu har bragt 📌Meroe for Orde blandt de Lærde, er de nye Opdagelser af gamle Mindes-Mærker i 📌Sennaar, som saa kiendelig ligne de Ægyptiske, og hvorefter Man anseer Halv-Øen 📌Atbar, som 📌den hvide 276Strøm (📌Bahr el Abiad), der gaaer i Eet med 📌Nilen, og 📌Tacazze danne, for de Gamles 📌Meroe, uden at den Sag dog enten er let at afgiøre, eller kan give stort Udbytte, uden maaskee for Studiet af den Ægyptiske Bygnings-Konst.

Da 👤Kambyses efter det mislykkede Æthiopiske Tog, der havde kostet ham mange Folk, kom tilbage til 📌Memphis, faldt det ham meget mistænkeligt, at alle Folk var i deres fulde Puds og Glæden spillede dem ud af Øinene, hvorover han lod Øvrigheden kalde for sig og spurgde, hvad det skulde betyde, at al den Glæde, som han ikke havde seet noget til, sidst han var der, viste sig nu, da Lykken havde været ham ugunstig? Forstanderne svarede, det kom af, at deres Gud havde aabenbaret sig, hvad der var Nyt som sjelden skedte og udbredte derfor en al mindelig Glæde i 📌Ægypten, det vil sige, at Man igien havde fundet en Apis-Tyr, som var sort, med en hvid Blis i Panden, Snittet af en Ørn paa Ryggen, en Marelok i Halen og en Skarnbasse paa Tungen. Det var en god Løgn, sagde 👤Kambyses, som skal koste jer Hals, og da det var skedt, lod han Præsterne kalde, som gav samme Svar, hvorpaa han befoel dem at hente Apis, da en saa haandgribelig Gud, der besøgde Ægypterne, ikke burde blive ham ubekiendt. Da nu Apis kom, blev 👤Kambyses som han var rasende, stak den i Boven med sin Dolk, loe og sagde: Dummer-Hoveder, hvis Guder er af Kiød og Blod, som Staal kan bide! men er I end ikke bedre Guder værd, skal I dog ei have den Glæde at giøre Nar ad mig. Derpaa lod han Præsterne pidske, og befalede, at enhver Ægypter, som lod sig see i Høitids-Dragt, skulde miste Livet, saa den Fest fik i alle Maader en sørgelig Ende, thi Apis døde af Saaret han fik og maatte begraves af Præsterne i al Stilhed*Herod. III. 27–29..

Mens 👤Kambyses var i 📌Memphis, lod han alle Grav-Kamrene aabne, for at see Mumierne, loe umaadelig ad den 277Dværgagtige Billed-Støtte i 📌Hefæstos-Templet, og trængde sig ikke blot ind i Kabirernes Tempel, hvor Ingen, uden Præsterne, maa komme, men lod under mange Forhaanelser Billed-Støtterne kaste paa Ilden, hvoraf, siger Grækeren, Man klarlig seer, han var bindegal, thi ellers vilde han ikke drevet Spot med Landets Tro og Love, som det er ethvert Folk naturligt at holde paa*Herod. III. 37–38..

👤Herodot taler ikke om, at 👤Kambyses gjorde Templerne i det øvrige 📌Ægypten noget, men 👤Strabo omtaler Ødelæggelsen som almindelig, og siger udtrykkelig, at han forstyrrede Templerne baade i 📌Thebe og i 📌On (📌Heliopolis), og 👤Diodor anmærker, at alle Tempel-Skattene maatte vandre til 📌Persien, og at selv Konstnerne maatte drage med for at forskiønne 📌Susa og 📌Persepolis *Diodor I. 30. Strabo XVII. 805. 16..

Saaledes blev da Dommen holdt over 📌Ægyptens Guder, som Ebræernes Propheter havde truet med, og da vi ingen Efterretninger har om 👤Kambyses, uden dem 👤Herodot sikkert fik af de Ægyptiske Præster, maae vi lade det staae ved sit Værd, om han virkelig var det Uhyre, der i ham beskrives, eller om han blot gjordes dertil af Apis-Dyrkerne, der, som Mestere i at lyve, sikkert med Fornøielse vilde gjort deres Bedste til at sværte Gudens Bane-Mand, om han end havde været englereen.

Paa Hjemveien fra 📌Ægypten hørde 👤Kambyses, at En, der udgav sig for hans Broder 👤Smerdes, som han havde ladet myrde, havde gjort Oprør og sat sig paa Thronen i 📌Persien, hvorpaa han ilede fremad, men saarede sig selv da han stod til Hest, netop paa samme Sted af Legemet, som han stak Apis, og det blev hans Død, efter syv Aars Regiering*Herod. III. 62. 64. 66..

278

👤Darius Hystaspis.

Man fortalde 👤Herodot, at 👤Kyrus, paa sit Tog mod Skytherne, drømde, han saae den ældste Søn af sin Frænde 👤Hystaspis med Vinger paa, hvoraf den Ene skyggede over 📌Asien og den Anden over 📌Europa, samt at han desaarsag befoel 👤Hystaspis at vende tilbage til 📌Persien og fængsle sin Ældste, 👤Darius, til Kongen kom hjem, men at Sagen naturligviis faldt bort med 👤Kyri Død*Herod. I. 209–10..

Nu traf det sig imidlertid, syv Maaneder efter 👤Kambyses Død, at 👤Darius kom fra 📌Persien, hvor hans Fader var Statholder, til 📌Susa og blev der indviet i en Sammen-Sværgelse, som Perseren 👤Otanes havde stiftet mod 👤Smerdes, der udgav sig for en Søn af 👤Kyrus, hvem han ogsaa lignede op ad Dage, men var dog en Mager, der havde mistet Ørene under 👤Kambyses og var derved kiendelig mærket*Herod. III. 67–70.. De Sammen-Svorne, Syv i Tallet, trængde sig ind paa Slottet, myrdede 👤Smerdes, foranstaltede et stort Blod-Bad paa Magerne i det Hele, og blev saa enige om, at den af dem, hvis Hest næste Morgen vrinskede først ved Soels Opgang, skulde være Konge, hvad da ogsaa 👤Darius blev, ved et Kneb af hans Stald-Knegt*Herod. III. 76–78. 84–86..

Saa lyder den ikke alt for rimelige Beretning om 👤Darii Thron-Bestigelse, der ovenikiøbet endda er udpyntet med et pænt Ord-Skifte mellem de Sammen-Svorne, om hvilken Regierings-Form: Demokratisk, Aristokratisk eller Monarchisk, Man helst skulde give Staten*Herod. III. 80–82., og, heller end at indlade os paa saa tvivlsomme Ting, vil vi lægge Mærke til, at det i alt Fald var et svagt Forsøg, Mederne, med Magerne 279i Spidsen, gjorde paa at vinde den tabde Forrang tilbage, ligesom vi veed, Babylonierne strax efter gjorde et ulykkeligt Forsøg paa at tilbagevinde deres Selv-Stændighed*Herod. III. 65–79..

Dog, Oprør, Sammen-Sværgelser og Herre-Skifter høre saa ganske til Dagens Orden i store Despotiske Riger, at hverken Held eller Uheld kan give Nogen af Vedkommende universal-historisk Navnkundighed, og en Saadan vilde da ligesaalidt timedes 👤Darius eller hans Vrinsker, som 👤Kserxes, hvis ikke Grækerne havde været, og havde fundet det fordeelagtigt for deres eget Eftermæle at afskildre os Barbarerne, hvis Magt de trodsede og hvis berømte Navn de fordunklede. Vel var der ikke megen Udsigt til, at 👤Darius skulde vække den National-Følelse hos Grækerne, der alt længe syndes tabt, under barnagtigt Kiævleri, spidsborgerligt Smaanid og, paa sine Steder, blødagtig Slaphed; thi Perserne havde sikkert Ret, naar de, som 👤Herodot melder, kaldte 👤Kyrus Faderen, 👤Kambyses Herren og 👤Darius Kræmmeren *Herod. III. 89., og for en Kræmmer-Sjæl, der beherskede 📌Asien, kunde 📌Europa dengang ingen Fristelse have; men just derfor er det mærkeligt at see, hvorledes Omstændighederne fremkaldte hvad Ingen formodede, og hvad dog Følgerne viste, nødvendig maatte skee for Menneske-Slægtens Udvikling.

Da de Græske Plante-Stæder paa 📌Lille-Asiens Kyst og de nærliggende Øer underkastede sig 👤Kyrus, beholdt dog det berømte 📌Milet en Slags Frihed, og 📌Samos forblev uafhængig, under sin lykkelige Hersker 👤Polykrates, som kun tilbød 👤Kambyses Hjelpe-Tropper paa Toget til 📌Ægypten, for derved at blive endeel misfornøiede Samier kvit. 👤Polykrates, siger 👤Herodot, var den første Græker, som, i den historiske Tid, stræbde at bemægtige sig det Herredømme paa Havet, de gamle Sagn tillagde Kretenseren Minos, og han gjorde sig 280i det Mindste frygtet, vidt og bredt, med sine hundrede Orlogs-Skibe og tusinde Bue-Skytter, som tog hvad de traf, thi det var 👤Polykrats Grund-Sætning, at selv sine Venner gjorde Man sig mere forbundne ved at give dem det Tabte tilbage end ved at lade dem beholde hvad de havde. Forgiæves havde selv Spartaner og Korinther mod ham gjort deres første Asiatiske Tog, og han var længe saa lykkelig, at selv Smaragden, han med Forsæt smed i Havet, for at miste den, bragdes ham faa Dage derefter i en Fisk; men den store Ulykke tilsidst, som hans forrige Ven, Ægypteren 👤Amasis just derfor spaaede ham, timedes ham nu ogsaa brat, omtrent paa samme Tid, som 👤Kambyses døde. Der var nemlig dengang en Persisk Statholder i 📌Sardes, ved Navn 👤Orøtes, som af en eller anden ubetydelig Grund besluttede hans Undergang, lokkede ham til sig, under Paaskud af at vilde være ham behjelpelig til Udførelsen af hans store Planer, og lod ham troløs pine og korsfæste*Herod. I. 169. III. 39–48. 54–56. 120–25.. Efter 👤Polykrats Død vilde hans Haand-Skriver 👤Mæander, som havde Fæstningen inde, solgt Samierne deres Frihed for sex Talenter, men da de idensted var saa nærgaaende, at de forlangde Regnskab af ham for hvad der var gaaet igiennem hans Hænder, blev han ved at beherske dem, til 👤Otanes kom med en Persisk Flaade, for at sætte 👤Polykrats Broder 👤Syloson i Besiddelse af Øen. Hermed hængde det saaledes sammen, at 👤Syloson, der var fordrevet af sin Broder, havde tilligemed mange andre Græker faaet Lyst til at see sig om i 📌Ægypten, da 👤Kambyses var der og gjorde lyst, og som han nu en Dag gik og spadserede paa Torvet i 📌Memphis, fik En af Perser-Kongens Drabanter Lyst til hans Skarlagens-Kappe og vilde kiøbe den af ham. Nei, sagde 👤Syloson, sælge den giør jeg ikke, men siden du har saa stor Lyst til den, saa, naar det endelig skal være, vil jeg heller forære dig den. 281Det tog Drabanten, som dengang slet ingen stor Mand var, med Glæde imod, men see, det var 👤Darius, og da 👤Syloson hørde, han var blevet Konge, reiste han strax til 📌Susa, satte sig i Slots Gaarden og meldte sig hos Portneren som “Kongens Velgiører.👤Darius blev nu vel forundret over den Tale, men lod dog 👤Syloson komme for sig, vedgik ogsaa Velgierningen, saasnart han hørde, hvori den bestod, og tilbød 👤Syloson til Giengiæld saameget Sølv og Guld, som han vilde begiære. Det afslog imidlertid 👤Syloson, men bad om Hjelp til at fordrive den Slave, der beherskede 📌Samos og forholdt ham sin Arv, og det Ærende udførde 👤Otanes nu ogsaa, paa Kongens Befaling, men dog ikke uden stor og unødvendig Blods-Udgydelse, som dog var ham udtrykkelig forbudet*Herod. III. 123. 39–47. 49..

En anden mærkværdig Græker i 📌Susa var 👤Demokides fra 📌Krotone, som havde været Liv-Læge hos 👤Polykrat og var fulgt med ham paa den ulykkelige Reise til 📌Magnesia, hvor han fandt sin Død, og 👤Demokides blev gjort til Slave. Siden, da 👤Darius lod 👤Orøtes henrette, kom 👤Demokides med Satrapens andre Slaver til 📌Susa, og førde et elendigt Liv, til engang, 👤Darius havde forvridt sit ene Been og blev saa ilde betjent af de Ægyptiske Læger, han havde ved sit Hof, at Skaden forværredes og Kongen i hele syv Nætter og Dage ikke lukkede et Øie; men da var der En, der gav Anslag paa 👤Demokides, hvis Konst han i 📌Sardes havde hørt meget berømme, hvorpaa han i Lænker og Pjalter blev ført frem for 👤Darius og spurgt, om han ikke var Læge? Han vilde nødig ud med Sproget, af Frygt for, naar han røbede sin Konst, aldrig meer at see 📌Grækenland, men da Kongen sendte Bud efter Bødlen, gik han dog paa en Maade til Bekiendelse, med de Ord, at han fuskede paa Hand-Værket. 👤Darius betroede sig nu til ham og fandt sig meget 282vel ved at behandles paa Græsk, thi baade var det mildt, og Ro fik han paa Timen og kom snart til sin fulde Førlighed igien, som han hardtad reent havde opgivet. 👤Demokides blev nu kongelig belønnet, frelste ved sin Forbøn de Ægyptiske Læger fra Galgen, som ventede dem, fik et stort Huus i 📌Susa at beboe og frit Bord i Kongens Gaard, men Hjemlov fik han ingenlunde, og det var dog hvad han fornemmelig higede efter. Da derfor 👤Kyri Daatter, 👤Atossa, som var gift med 👤Darius, fik en Kræft-Knude i Brystet, som hun i Hemmelighed søgde Hjelp for hos 👤Demokides, lovede han kun at helbrede hende paa det Vilkaar, at hun skulde opfylde hvad sømmelig Bøn han vilde giøre, og, efter Aftale med ham, greb da 👤Atossa en god Leilighed til først at minde 👤Darius om, at han burde giøre sig 👤Kyri Høi-Sæde værdig ved en eller anden stor Bedrift, og da han dertil svarede, det var ogsaa hvad han havde isinde, for han vilde slaae Bro over Havet og bekrige Skytherne i 📌Europa, da sagde 👤Atossa: ja, med Skytherne har det ingen Hast, men jeg vilde gierne have Kammer-Piger fra 📌Argos og 📌Korinth, 📌Sparta og 📌Athenen, og han der lægde din Fod kan være en god Vei-Viser i 📌Grækenland. Det Forslag behagede Kongen, saa han skikkede virkelig 👤Demokides afsted med nogle troe Perser for at udspeide 📌Grækenland, som han derpaa vilde hjemsøge, men gav tillige Perserne stræng Befaling at passe paa 👤Demokides, saa han ikke smuttede fra dem, men kom tilbage med. De reiste nu først til 📌Sidon, hvor de ladede tre Skibe med allehaande Vahre, og befoer saa de Græske Kyster, som de endogsaa aftegnede, og derpaa seilede de til 📌Italien, hvor 👤Demokides havde hjemme, og vilde bringe sine Slægtninger de store Foræringer, han havde faaet til dem af Kongen; men da de kom til 📌Tarent, tog Kongen der, 👤Aristophilides, som spillede under Dække med 👤Demokides, Roret af de Mediske Skibe 283og kastede Perserne i Fængsel som Speidere, mens 👤Demokides undveg til sin Fødeby 📌Krotone. Perserne, som derpaa blev sat i Frihed, søgde nu vel ogsaa 📌Krotone og greb Hold i 👤Demokides, som de traf paa Torvet, men de fik en banket Trøie af hans Bymænd og maatte reise hjem med en lang Næse, og det var da de første Persers Skæbne, der besøgde 📌Grækenland *Herod. III. 125. 29–38..

Siden, paa Toget mod Skytherne i 📌Europa, som 👤Darius gjorde strax efterat have dæmpet det Babyloniske Oprør, var det Samieren 👤Mandrokles som slog Bro for ham over 📌Hellespont, og blev fyrstelig belønnet, hvorfor han ogsaa helligede et Maleri, af Broen og Over-Gangen og 👤Darius paa sit Høi-Sæde, til Here i hendes Tempel paa 📌Samos. Ogsaa over 📌Donau (📌Ister) slog 👤Darius Bro og kom der til at skylde to Græker sin Redning, thi først vilde han ladet Broen brække af, saasnart Hæren var ovre, men det forhindrede 👤Koes fra 📌Mytilene, saa han satte Ionerne til at holde Vagt ved den i 60 Dage, og da Skytherne efter denne Tids Forløb opfordrede Ionerne til at brække Broen af, sætte sig i Frihed og overlade dem 👤Darius, var det ogsaa bestemt skeet, naar ikke 👤Histiæus, Herskeren i 📌Milet, havde lagt sig derimellem og bemærket, at naar 👤Darius ikke var, vilde hverken han eller Nogen af Herskerne i de Græske Stæder mægte at holde Styr paa de selvraadige Borgere. For at føre Skytherne bag Lyset, brækkede imidlertid Ionerne Enden af Broen i deres Paasyn, hvorover 👤Darius vel, da han kom, blev halv forskrækket, men mærkede dog snart, det var kun Løier og slap lykkelig over, hvorfor Skytherne ogsaa sige om Ionerne, at som Frimænd betragtede er det de usleste Krystere af Verden, men at iblandt Trælle er de for deres Troskab al Ære værd*Herod. IV. 85–89. 97–98. 136–37. 39–42..

284Saasnart nu 👤Darius kom til 📌Sardes, tog han sig for at belønne baade 👤Koes og 👤Histiæus, og gjorde som de bad, skiænkede 👤Koes 📌Mytilene (📌Lesbos), og 👤Histiæus 📌Myrkinos-Egnen i 📌Thrakien, hvor han lystede at bygge en ny Stad, men rose af Profiten skulde de just ikke, thi det gik underligt om.

👤Darius sad nemlig en Dag i 📌Sardes, i den Lydiske Forstad, og saae sig om, da han blev en rank, deilig Pige vaer, nok saa stadselig klædt, som gik og spandt paa en Haand-Teen, havde en Hest ved Siden og en Krukke paa Hovedet, hvorover Kongen blev nysgierrig, især da Pigens Dragt var ham aldeles fremmed, og lod et Par af sine Drabanter følge efter og see, hvor hun vilde hen. De kom igien med den Beskeed, at Pigen trak Hesten til Vands og hentede Vand i sin Krukke med det Samme, og selv kom hun nu snart spindende tilbage, hvorpaa Kongen lod hende kalde og spurgde, hvor hun var fra? Hendes Brødre 👤Pigris og 👤Mantys, som havde ledet det Hele, og lurede i Nærheden, var nu strax ved Haanden, tog Svaret og sagde, at de var Trojaner af Herkomst, men kaldtes nu Pæoner og boede i 📌Thrakien, ikke langt fra 📌Hellespont ved Floden 📌Strymon (📌Strumona), hvorfra de var kommet over for at hylde Kongen. Meningen var, at de vilde giøres til Fyrster i deres Fædreneland, men da de nu, paa Kongens Spørgsmaal: om alle Piger hos dem var saa nævenyttige, svarde Ja, gav 👤Darius strax skriftlig Ordre til 👤Megabyzus, En af de Syv, som var blevet med en Hær i 📌Thrakien, at han skulde føre alle Pæonerne med Koner og Børn til 📌Sardes. 👤Megabyzus, hvem 👤Darius, i Forbigaaende sagt, gjorde saameget af, at da han engang sad og spiste et Granat-Æble og hans Broder 👤Artabanes spurgde ham, hvad han helst vilde have saamange Stykker af, som Æblet havde Kierner, da svarede han: jeg vilde heller have saamange Megabyzer end hele 📌Grækenland, denne 👤Megabyzus 285gjorde sig følgelig al Umage for at opfylde Kongens Ønske, men da han mærkede, det var umueligt at fange de Pangæiske Bjerg-Boer, tog han dem, han kunde faae Fingre paa, og førde over 📌Hellespont. Ved denne Leilighed blev han opmærksom paa 📌Myrkinos, som 👤Histiæus just var ifærd med at indhegne, og da han kom til 📌Sardes med Pæonerne, sagde han til Kongen: betænk hvad du giør, at give det Stykke Land, med Sølv-Gruber og prægtig Skov til Skibs-Tømmer, i Hænderne paa en Græker-Høvding, saa gild og snild, som blot behøver at stille sig i Spidsen for Græker og Barbarer i Omegnen, for at danne en frygtelig Magt! Stands ham derfor paa Halv-Veien, men gaae læmpelig til Værks, kald ham til Hove og mag det saa, at han aldrig seer 📌Grækenland meer! Som sagt, saa gjort, 👤Darius skrev et meget smigrende Brev til 👤Histiæus, som ogsaa strax beed paa Krogen og kom til 📌Sardes, hvor Kongen, under store Lov-Taler, lod ham vide, at han, som en uundværlig Mand, maatte slaae baade 📌Milet og den ny By ved 📌Strymon af Hovedet og følge med til 📌Susa, at dele Kongens Lykke, som hans daglige Giæst og Raad-Giver*Herod. V. 11–15. 23–24.!

Saaledes kom 👤Histiæus til 📌Susa, hvor han nødig gad lagt sine Been, og dog turde han aldrig vente at see Havet meer, med mindre der blev Uro paa Kysten, derfor sendte han Bud til sin Frænde og Sviger-Søn 👤Aristagoras i 📌Milet om at giøre Oprør, og det traf meget heldig, thi 👤Aristagoras gik just frugtsommelig med det Samme, da han med Persisk Hjelp havde gjort et mislykket Tog imod 📌Naxos, og var bange for Følgerne. Han havde nemlig forestilt Kongens Broder, 👤Artaphernes, som var Statholder i 📌Sardes, Øens Erobring baade som let og fordeelagtig, men var paa Toget blevet ueens med den Persiske Anfører 👤Megabates, som derfor havde forraadt Sagen til Naxierne, og skyldte 286nu 👤Aristagoras for, at det egenlig var til sig selv, han vilde taget Øen. Det var just heller ingen Løgn, og 👤Aristagoras fulgde derfor gierne sin Sviger-Faders Raad, som den eneste Udvei, hvori ogsaa Milesierne var enige med ham, undtagen Historie-Skriveren 👤Hekatæus, der forgiæves af al Magt fraraadte Vove-Spillet*Herod. V. 28. 30–36..

Det første Skridt, 👤Aristagoras nu gjorde, var at give 📌Milet Skin af en fri Forfatning, og at indsmigre sig hos Borgerskabet i alle de Græske Stæder, ved at udlevere Endeel af deres Beherskere til dem, som han ved List havde fanget, hvoriblandt ogsaa var 👤Koes, hvem Lesbierne stenede, da de fik ham, og ved at fordrive Resten, saa Borgerne allevegne blev deres egne Herrer*Herod. V. 36–38..

Ikke for Nytten, han havde deraf, men for at drille 👤Darius, skikkede 👤Aristagoras ogsaa Bud til de Pæoner, vi talde om før, og som havde faaet Bopæle i 📌Phrygien, at de skulde blot see at naae Strand-Kanten, saa vilde han sørge for at skaffe dem til deres Fædreneland, hvad ogsaa lykkedes; thi de skyndte dem saa godt, at da de Persiske Ryttere, der satte efter dem, kom til Stranden, var de allerede paa 📌Chios, gik derfra til 📌Lesbos og blev af Lesbierne sat i Land paa 📌Thrakiens Kyst, hvorfra de snart naaede Hjem-Stavnen*Herod. V. 98..

Vigtigere var det, hvad 👤Aristagoras tog sig for, da han seilede over til det Græske Fast-Land, at bede om Hjelp, men det første Sted, han kom, fik han dog kort Beskeed, thi det var i 📌Sparta, hvor han kun forgiæves anvendte al sin Veltalenhed paa at forklare Kong 👤Kleomenes det kaabberstukne Land-Kaart, han førde med sig, og vise ham Veien fra Havet til 📌Susa, med al den Mediske Pragt og Herlighed, let tilfals, som han sagde, da Barbarerne havde hverken Hjelm 287eller Brynje, hverken Sværd eller Skjold, men løb i Krig med vide Buxer og en høipullet Hat, en Bue og et Kaste-Spyd. Alt det Svar, han fik den første Gang, var: Ven fra 📌Milet! vi tales ved om tre Dage; og da saa den Tid var gaaet, kom 👤Kleomenes frem med det uventede Spørgsmaal, hvormange Dages Reise der vel var fra 📌Milet til 📌Susa? 👤Aristagoras var ellers snu nok, men her forsnakkede han sig dog og svarede, som sandt var, at der vilde tre Maaneder til at ende den Reise, og fik saa ikke engang Lov til at regne op hvor 📌Konge-Veien løb, og hvor ypperlig Alting var indrettet; thi 👤Kleomenes afbrød ham strax med de Ord: Ven fra 📌Milet! du maa være ude af 📌Sparta, før Soel gaaer ned, thi den lange Reise, du vil lokke os til, den huger os ikke! Dermed gik 👤Kleomenes hjem, og vel fulgde 👤Aristagoras efter som en Tigger, med Olie-Grenen i Haanden, og udbad sig en Samtale under fire Øine, men 👤Kleomenes lod dog sin Daatter 👤Gorgo, en lille Pige paa otte, ni Aar, blive i Stuen, og da nu 👤Aristagoras bød 👤Kleomenes for hans Understøttelse først ti Talenter og tilsidst Halvtredsindstyve, da raabde Pige-Barnet: Fader! gaae nu, ellers bestikker han dig dog tilsidst! 👤Kleomenes gik ogsaa virkelig og 👤Aristagoras maatte reise videre med uforrettet Sag*Herod. V. 49–51..

Bedre gik det ham i 📌Athenen, hvoraf Man seer, det kan være lettere at narre Mange end Een, thi her i Folke-Forsamlingen af de Tredive-Tusinde faldt det i god Jord, hvad 👤Kleomenes havde døve Øren for, Skildringen nemlig af 📌Asiens Rigdom og Persernes Nøgenhed, saa Athenienserne lovede at sende Ionerne tyve Skibe til Hjelp, hvortil Eretrierne paa 📌Negropont (📌Eubæa), som Milesiernes gamle Venner, endnu føiede Tre. Denne Flaade blev imidlertid baade 📌Europas og 📌Asiens Ulykke, thi efterat Man havde brændt 📌Sardes af, endtes Feldt-Toget med et stort Nederlag paa Græ288kerne ved 📌Ephesus, og vel tog Athenienserne sig i Agt for at komme meer paa de Veie, men Lodden var alt kastet; thi da 👤Darius fik Tidende om Opstanden og om Branden i 📌Sardes, da talde han ikke et Ord om Ionerne, som han havde Haand i Hanke med, men spurgde blot om Athenienserne, skiød saa en Pil i Luften med de Ord: Zeus, und mig Hevn over dem, og befalede sine Tjenere daglig over Bordet at sige tregange til ham: Herre! husk paa 📌Athenen *Herod. V. 97. 99–103. 105.!

Ionerne maatte imidlertid først holde for og dyrt betale deres Opstand, thi Perserne var dem alt for overlegne, selv kunde de ilde forliges, blev snart kiede af Krigens Besværligheder og fattedes desuden ganske et Hoved; thi 👤Aristagoras, som skulde være Sjelen i det Hele, var en stor Stakkel, og saasnart Perserne begyndte at indtage Stæderne paa Kysten, tænkde han blot paa at hytte sit Skind, og forestillede Milesierne, det var nok bedst i Tide at berede sig et Tilflugts-Sted enten paa 📌Sardinien eller, hvad der hugede ham bedst, i 📌Myrkinos som 👤Histiæus alt havde begyndt at indmure. Uagtet nu Historie-Skriveren 👤Hekatæus 👤Hegesanders Søn, talde stærk derimod og raadte til blot at bygge en Fæstning paa Øen 📌Lero, som Man i Nøds-Fald kunde tye til og dog være ved Haanden, saa blev dog 👤Aristagoras ved Sit, tog med hvem han kunde faae, og gik til 📌Myrkinos, hvor han kort efter faldt i et Slag med Thrakerne*Herod. V. 123–26..

👤Histiæus, som havde sat Alt i Fyr og Flamme for selv at slippe ud af Buret, blev nu ogsaa rigtig kaldt frem og spurgt til Raads, og skiøndt 👤Darius tvivlede om, han maatte være Medvider, stillede han sig dog saa hellig an og lovede saa vist baade at stille Oprøret og at indtage 📌Sardinien, at Kongen lod ham reise til Kysten. Allerede i 📌Sardes fandt han imidlertid kun slet Modtagelse, thi 👤Artaphernes 289sagde reent ud til ham: det er dig, der har støbt Kuglerne, 👤Aristagoras har kun skudt dem ud, og da han desaarsag fandt det raadeligst at reise videre, uden at byde Farvel, blev han fængslet paa 📌Chios, som en Persisk Speider. Vel slap han løs, saasnart Man opdagede, hvordan det stod sig mellem ham og 👤Darius, og han giød Olie i Ilden, ved at indbilde Ionerne, det var Kongens Hensigt at forflytte dem til 📌Phønicien, og give Phønicerne deres Stæder; men Lykken havde dog reent forladt ham, thi Sammen-Sværgelsen, han havde stiftet med endeel Perser i 📌Sardes, blev forraadt af hans eget Bud, og da han kom til 📌Milet, lukkede Borgerne, som nu vilde være deres egne Herrer, Portene for ham, hvorpaa han drev Sørøveri med nogle Lesbiske Skibe under de Thrakiske Kyster, indtil han hørde, 📌Milet var faldet. Da reiste han sig endnu engang og kom i Spidsen for en betydelig Flaade, men blev ved en Land-Gang paa Kysten for Levnets-Midler, overfaldet af Perserne, som, efter en hidsig Fægtning, tog ham til Fange førde ham til 📌Sardes og korsfæstede ham*Herod. V. 106–7. VI. 1–5. 26–30..

📌Milet var, som sagt, da allerede faldet, thi mod den havde Perserne samlet hele deres Størke baade til Lands og Vands, og vel havde der, tæt udenfor ved Øen 📌Lada, lagt sig en Ionisk Flaade paa halvfjerdehundrede Skibe, som Perserne, skiøndt de havde langt flere Skibe, slet ikke var for at maale sig med, men ved at forhale Tiden og love dem Naade, der svigtede Laget, havde Perserne halv vundet før Slaget begyndte. 👤Dionys fra 📌Phokæa, som hele Flaaden havde valgt til Admiral, var en stolt Sømand, men de blødagtige Ioner fandt ham snart for stræng og satte ham af med Bestillingen, saa da Phønicerne angreb, var der hverken Orden eller Sammenhold, og det varede ikke længe, før baade Samier og Lesbier, med over hundrede Skibe, dreiede af og lod 290staae ad Hjemmet til. Dog var der elleve Skibe fra 📌Samos, som, uden at ændse det slette Exempel, holdt ærlig Stand med Chioternes de Hundrede og Phokæernes de Tre, og vandt sig derved en Ære-Støtte paa Torvet i 📌Samos, hvor 👤Herodot endnu læste de brave Høveds-Mænds Navne. Kun om Æren gjaldt det, thi Slaget var tabt, og 👤Dionys, som havde erobret tre fiendtlige Skibe, fandt det ikke raadeligt at føre dem til 📌Phokæa, men seilede lige til 📌Phønicien, ladede der sine Skibe med Bytte, han tog, og søgde Havn paa 📌Sicilien, hvorfra han siden drev Sørøveri, men giorde dog kun Jagt paa Etrusker og Karthaginenser, aldrig paa Græker. 📌Milet, som nu blev beleiret baade til Lands og til Vands, blev i Opstandens sjette Aar taget med stormende Haand og aldeles ødelagt, og de Indbyggere, der overlevede Blod-Badet blev ført som Slaver til 📌Medien, hvor 👤Darius dog behandlede dem mildt, og lod dem boe i 📌Ampe ved 📌den Persiske Bugt. Ogsaa i de andre Stæder paa 📌Samos nær, der havde sveget, holdt Perserne ærlig hvad de havde truet med: gjorde de smukkeste Drenge til Gildinger, sendte de smukkeste Piger til Kongens Fruer-Stue, og lagde Huse og Templer i Aske*Herod. VI. 7–20. 31–32..

Saaledes fortæller 👤Herodot om den Ioniske Opstand, og det er klart, at han ansaae baade den, og hvad deraf flød for en stor Ulykke, men den Anskuelse kan vi umuelig dele med ham, skiøndt vi maae beklage, at det skulde tage saa brat og sørgelig en Ende med disse Hellener paa Kysten og paa Øerne, der alt i 👤Kyri og 👤Darii Dage havde naaet en borgerlig og videnskabelig Uddannelse, som Faa eller Ingen siden. Vellyst havde tæret paa Kraften og Selvraadighed adsplittede dens Levninger, saa det Delphiske Orakel maatte vel svare Karerne, som under Opstanden spurgde, om de skulde forbinde 291sig med Milesierne, hvad siden blev til et Ordsprog i 📌Grækenland:

Ry der fordum med Rette
Gik af Milesiers Manddom*Diodor. Excerpta Vaticana XLVII.;

men dog havde den sexaars Kamp for Borgerlig Frihed og Hellenisk Dannelse hverken været uhæderlig eller frugtesløs, thi saa længe standse kun fribaarne Mænd de utallige Slaver, og 📌Milet stod sikkert som et advarende Exempel for 📌Sparta og 📌Athenen i de kostbare Dage, da Frihed maatte kiøbes med Selv-Overvindelse. Hvor dybt et Indtryk 📌Milets Undergang fremfor Alt gjorde paa 📌Athenen, siger 👤Herodot, det saae Man blandt meget Andet deraf, at da Tragedien derom af 👤Phrynikus blev opført, svømmede ikke blot Tilhørerne i Taarer, men Opførelsen blev forbudt og Digteren idømt svære Bøder, fordi, sagde Man, den Ulykke betragte vi, som om den havde ramt os selv*Herod. VI. 21..

📌Athenen havde vist nok ogsaa mest at frygte, ei blot fordi den paa en Maade havde udæsket Perser-Kongen; men især fordi den baade havde Mest at tabe og, ligesom 📌Milet, Mest hos sig selv at bekæmpe; thi ogsaa der afvexlede nu alt enstund voldsom Underkuelse med vild Selv-Raadighed, saa den skiønne Ligevægt i Sjælen, der ligesaavel er Betingelsen for seierrig Kamp som for glædelig Fred, var tabt hos de fleste udmærkede Mænd.

👤Megabyzus havde, efter det Skythiske Tog, bemægtiget sig hele den Thrakiske Kyst og sat Skræk i den Makedoniske Konge, saa han sendte Perserne “Jord og Vand” som hos dem betød Overgivelse med Alt hvad Man havde, baade Vaadt og Tørt, og nu, efter Ionernes Undertvingelse, satte den Persiske General 👤Mardonius sig 292i Bevægelse langs Kysten af 📌Makedonien, med en frygtelig Magt baade til Lands og Vands, men Grækerne gjorde han dog ingen Skade, thi mens han end nu stod i 📌Makedonien, forgik 300 af hans Skibe med 20000 Mand i en Storm under Bjerget 📌Athos, saa han maatte være glad, han slap heelskindet hjem*Herod. V. 1. 17–18. 26. VI. 33. 43–45..

Desuagtet kunde 👤Darius umuelig glemme, hvad han daglig blev mindet om ved sit Bord, og eftertrykkelig, da han, for at prøve Gemytter, sendte Bud til 📌Grækenland om “Jord og Vand”, thi vel fik han det fra de fleste Steder, men i 📌Sparta og 📌Athenen gav Man kun hans Sendebud baade “Vaadt og Tørt” ved at styrte dem i Brønde. Derfor udskikkede han nu 👤Dates og den unge 👤Artaphernes med sexhundrede Skibe og den udtrykkelige Ordre at bringe alle Athenienser og Eretrier i Lænker til 📌Susa, og denne Flaade vilde intet have med Bjerget 📌Athos at giøre, men styrede fra 📌Ionien til 📌Negropont (📌Eubæa), hvor Perserne gik i Land ved 📌Karysto, indtog det splidagtige 📌Eretrien paa syv Dage, lagde Templerne i Aske og Borgerne i Lænker*Herod. VI. 49. 94–95. 99. 101. 133..

Den Attiske Kyst er tæt derved, og Perserne gjorde da snart Land-Gang ved 📌Marathon, hvor der var prægtigt Spille-Rum for Rytteriet, de førde med sig, og 👤Hippias, 👤Pisistrats Søn, som før havde behersket 📌Athenen og var nu i Led-Tog med Fienden, haabede ganske vist endnu engang paa sine gamle Dage at bide sig fast i Landet, indtil der kom en Hoste over ham, hvorved en af hans Tænder fløi ud og blev borte i Sandet; men da faldt hans Mod, for det ahnede ham at Nødden nok blev for haard at knække. Det blev den ogsaa, thi vel var den Hær, Athenienserne havde stillet i Marken, kun lille at see til, og der var ikke mindre end ti Gene293raler om Raadet, som skulde skiftes til, hver sin Dag, at staae i Spidsen, og de fleste Stemmer var for ingen Ting at vove; men der var dog en Polemark (Krigs-Raad) med, som, naar han vilde og turde, kunde med sin Stemme opveie alle de Andres, og der var Een af de Ti, som havde baade Mod paa Kampen og Mund til at overtale Polemarken 👤Kallimak fra 📌Aphidne *Herod. VI. 102. 7. 9–10.. Det var 👤Miltiades, 👤Kimons Søn, hvis Fader Pisistratiderne havde ryddet af Veien ved Snig-Mord, af Nid, fordi han vandt tre Gange Prisen i Vædde-Kiørsel ved de Olympiske Lege, og selv var 👤Miltiades nys med Nød og Neppe undsluppet Phønicernes Hænder, da de var oppe ved 📌det Sorte Hav og gjorde Beskeed for Perser-Kongen; thi der havde han været Høvding i en Atheniensisk Plante-Stad paa 📌det thrakiske Chersones og gjort Toget mod Skytherne med, ved hvilken Leilighed det dog ingenlunde var med hans Minde at Ionerne sparede 📌Donau-Broen og frelste 👤Darius *Herod. IV. 137. VI. 39. 103–4..

Den første Dag nu Raden kom til 👤Miltiades at staae i Spidsen, gik han, under gunstige Varsler, ogsaa løs paa Perserne, og det, hvad dengang var uden Exempel, i Trav. Perserne, hvis Slag-Orden stod i det Mindste otte Stadier fra den Atheniensiske, troede, Grækerne var blevet gale, da de saae dem komme løbende, uden Rytteri, ret som for at styrte sig i den visse Undergang; men de studsede allerede, da Athenienserne pludselig i største Orden gik dem paa Klingen, og det blev en varm Dag. Da Athenienserne havde gjort deres Linie ligesaa lang som den Persiske og samlet Styrken paa Fløiene, for ikke at omringes, var der kun fylket tyndt i Midten, og der brød Perserne igiennem, men forfulgde de Flygtende, ei deres Fordeel, saa Fløiene fik Tid til at forene sig og blive Seier-Herrer. De flygtende Perser lod 👤Mil294tiades derimod frit søge deres Skibe, mens han vendte sig mod dem der havde forhastet sig ind i Landet, og først da de var slagne af Marken, fulgde han dem, saa at sige, ombord med Fakler, og lagde Beslag paa Syv af Skibene for sin Uleilighed, det Ottende slap, skiøndt 👤Kynagiros, 👤Euphorions Søn, holdt ærlig fast, til Haanden ved et Øxe-Drag gik i Løbet. Henved 200 Athenienser, tilligemed Polemarken 👤Kallimak, men over 6000 Perser blev paa Valpladsen, og vel styrede 👤Dates nu lige paa 📌Athenen, hvortil nogle Forrædere med et opstukket Skjold havde indbudt ham, og som han haabede at naae før 👤Miltiades; men Grækeren kom dog først, og efterat have ligget nogle Dage for Havnen ved 📌Phaleros, lettede Perserne og søgde 📌Asien, med de Eretriske Fanger og de Atheniensiske Sværd-Slag. Hvem det var, der vilde forraadt Staden til Barbarerne, veed Ingen, men hvor urimeligt det end klinger, gik Rygtet dog almindelig, at det var En af de ældste, ypperste og mest anseete Slægter i 📌Athenen, nemlig Alkmæoniderne, som nu førde Navn efter den 👤Alkmæon, hvem 👤Krøsus gav Lov til at tage saameget Guld i hans Skat-Kammer, som han kunde bære paa sig, og som derpaa fyldte ikke blot sine vide Støvler og store Opslager, men ogsaa Mun den med Guld-Støv, saa 👤Krøsus, der saae ham komme saaledes tilpakket ud med opspilede Kiæber, kunde ikke bare sig for Latter og gav ham, for det gode Indfalds Skyld, store Foræringer ovenikiøbet*Herod. VI. 110–17. 121–125..

Ved 📌Marathon havde Athenienserne ingen Hjelpere uden Borgerne fra 📌Platæa, som de før havde frelst fra Thebanerne, og som nu stod ærlig bi paa venstre Fløi; thi vel var der strax, da Perserne kom, skikket Bud til 📌Sparta om Undsætning, og Løberen 👤Philippides var kun to Dage underveis, men det var til Uheld først den Niende i Maaneden, og Spartanerne maatte efter Loven ikke rykke i Marken 295før Fuld-Maane, saa alt det de siden skyndte dem, naaede de dog ikke 📌Athenen før efter Slaget. Vende tilbage uden at have seet en Perser, vilde imidlertid dog ikke de totusinde Skarpskytter, som paa tre Dage havde lagt Veien tilbage mellem 📌Sparta og 📌Athenen, og de gik derfor samtlig til 📌Marathon, saae de faldne og fangne Barbarer, udbrød i Berømmelser over 📌Athenens Helte og Storværk, og drog saa hjem*Herod. VI. 105–6. 108. 120..

At Slaget ved 📌Marathon var 📌Athenens, ligesom det ved 📌Thermopylæ var 📌Spartas, Stolthed, seer Man vel bedst deraf, at Digteren 👤Æskild (👤Æschylos), der dog ogsaa var med ved 📌Salamis, vilde i sin Grav-Skrift kun have 📌Marathon nævnet, og et bedre Tegn for 📌Grækenlands Frihed kunde derfor intet Offer bringe, end det Spartanerne bragde, da de jublede ved 📌Marathon. Et tvetydigt Varsel var derimod Svaret, som 👤Plutark fortæller, 👤Miltiades fik i Forsamlingen, da han forlangde Hæders-Krandsen af Olie-Kviste: “vil du være ene om Æren, saa bliv det først om Seiren” og det var kun daarlige Tegn for 📌Athenen, først at 👤Miltiades strax efter Seiren ved 📌Marathon vendte Vaabnene mod 📌Paros, for at pine hundrede Talenter af Indbyggerne, og dernæst at Athenienserne dømde ham, saaret og syg, til at bøde Halvtredsindstyve, fordi han kom tomhændet hjem*Herod. VI. 132–33. 136. 👤Plutarks Kimon. Pausanias I. 14.!

Uegennyttige Høvdinger og taknemmelige Borgere trængde nemlig 📌Grækenland nu øiensynlig til; thi 👤Darius udøste ikke sin Harme paa de fangne Eretrier, som han lod boe i 📌Arderikke, hvor de, da 👤Herodot beskrev deres Vanheld, endnu talde Græsk; men han rustede sig af alle Kræfter for at hævne sig paa 📌Athenen, og døde han end under de frygtelige Tilberedelser, saa gik dog hans Forsæt i Arv med hans Magt*Herod. VI. 119. VII. 1–4..

296Dog, skiøndt det især er for Grækernes Skyld, alle Slægter maae vide, hvad 👤Darius tænkde paa, og skiøndt det knap er værdt at nævne, at han fuldførde den Kanal mellem 📌Nilen og 📌det Røde Hav, som 👤Necho med Skamme gik fra og som groede til, før den gjorde Nytte; saa maa det dog ingenlunde glemmes, at denne Perser-Konge nævnes ogsaa af Ebræerne i deres Hellige Skrift, og det i Anledning af et Foretagende, der vel dengang maatte synes ubetydeligt, men hørde, som vi nu veed, dog til de store Begivenheder.

Det var det andet Jehovah-Tempel i 📌Jerusalem, som 👤Zorobabel og 👤Josva alt i 👤Kyri Dage havde begyndt at opreise paa Gruset af det Første, men hvorpaa Arbeidet gik i Staa indtil 👤Darii andet Aar, fordi Samaritanerne, som vilde bygget med, men fik ikke Lov, lagde Hindringer i Veien og udvirkede tilsidst et Kongeligt Forbud derimod*Esdra 4.. Nogen Lunkenhed maa der tillige have indsneget sig hos Jøderne selv, thi i 👤Darii det andet Aar opstod Propheten 👤Haggai og talde stærke Ord i Jehovahs Navn, sigende: det er blevet til et Mund Held blandt dette Folk “Timen er endnu ikke kommet til at bygge Herrens Huus” men dertil svarer Herren, den Allerhøieste: er Timen da kommet for eder til at boe i Høie-Lofte, mens mit Huus ligger i Gruset*Haggai 1.! Nu vaagnede 👤Zorobabel og 👤Josva og Folket med dem, og Arbeidet gik rask fra Haanden, og den Persiske Statholder 👤Thatnai krævede dem vel til Regnskab derfor, men lod dog Sagen beroe og Bygningen fremmes, til der kom Svar fra 👤Darius paa Brevet derom, i Anledning af 👤Kyri Forlov og Befaling, som 👤Zorobabel beraabde sig paa. Dermed blev Knuden løst; thi Svaret fra 👤Darius giorde alle vitterligt, at Konge-Brevet af 👤Kyrus var fundet, hvori det bestemtes baade at 📌Templet i Jerusalem for Himmelens Gud skulde bygges paa Kongelig Be297kostning, og hvor stort det skulde være, hvorfor 👤Darius nu befoel sin Statholder at fremme det Værk, give Penge til Bygningen og alt det Fornødne til Offring, saa der kunde stige sød Duft fra Alteret til Himlen, med Bønner for Kongens og hans Børns Liv! Hvem dette vilde hindre, skulde hænges paa en Bjelke af hans eget Huus, og den Gud, skrev 👤Darius tilsidst, som lader sit Navn boe der, Han udslette hver Konge og hvert Folk som rækker Haand til at forstyrre og nedbryde Guds Huus i 📌Jerusalem *Esdra 5–6..

Nu blev da Templet færdigt i 👤Darii sjette Aar og blev høitidelig indviet, og Propheten 👤Haggai havde trøstet Folket over dets ringe Udseende, sigende i Herrens Navn: fatter Mod, thi Sølvet og Guldet er mit, og Jeg sætter endnu engang baade Himmel og Jord i Bevægelse, og Jeg giør Røre blandt alle Hedninger, lader de Udvalgte af alle Folk komme og fylder dette Huus med Herlighed, det andet Huus med Større end det Første, og her paa dette Sted skal Freden lyses, siger Herren, den Allerhøieste*Haggai 2.!

Saadanne Ord fra gammel Tid, hvor høitidelig de end klinge, vilde ei være værd at ihukomme nu, hvis de var ikke gaaet i Opfyldelse, men eftersom det er vist at Christendommens Herlighed, som udgik fra dette Sted, blev mod 📌Israels Gamle, hvad Solens er imod Maanens, og at den underlige Fred, der blev lyst, trods mangfoldige Krige, dog nydes endnu, saa er det nok Umagen værdt at sammenligne Templet, 👤Darius lod bygge i 📌Jerusalem, med dem han lod brænde i de Græske Stæder, og bemærke, at skiøndt Perserne var langt fra at have saa godt et Øie som Grækerne for det Menneskelige, saa havde de dog et Bedre for det Guddommelige!

Efter 👤Herodots Beretning sad 👤Darius paa Thro298nen i 36 Aar, og skiøndt det ei lader sig bevise, det netop var det tredie Aar af den 72de Olympiade, Slaget ved 📌Marathon stod, saa var det dog aabenbar i Begyndelsen af det Femte Aarhundrede f. Ch. og, efter det Arundelske Marmor, 136 Aar før 👤Alexander den Stores Fødsel, altsaa et af Aarene i bemeldte Olympiade *Herod. VII. 4..

👤Kserxes.

👤Kserxes var en Søn af 👤Darius og af 👤Kyri Daatter 👤Atossa, og han sad paa Thronen i sex Aar, før han rykkede i Marken mod Grækerne, hvad enten det saa blot var for at ruste sig tilgavns, eller, som 👤Herodot melder, tillige fordi han i Førstningen havde aldeles slaget det Græske Tog af Hovedet og higede blot efter at hevne sig paa Ægypterne, som i 👤Darii sidste Dage havde gjort et farligt Oprør. Saasnart imidlertid dette var dæmpet, holdt 👤Kserxes, to, tre Aar efter sin Thron-Bestigelse, en Herre-Dag i 📌Persien, hvor han gjorde alle vitterligt, det var hans Agt ei blot at hjemsøge 📌Grækenland, men at indtage hele Verden, og hvad der saaledes havde sat Mod i ham, var deels 👤Mardonius, deels Gesandter fra nogle Thessalier, der bad ham om Hjelp mod deres Lands-Mænd, og endelig Pisistratiderne, der havde en snu Bedrager i Ledtog med dem, Athenienseren 👤Onomakrit, som nærede sig af at narre Folk med falske Spaadomme, som han selv indflikkede i Spaadoms-Bogen af Musæos *Herod. VII. 5–8..

Blandt Tilberedelserne, som medtog hele fire Aar, er vel Skibs-Broen over 📌Hellespont blevet mest berømt, men dog er Kanalen ei heller at forglemme, hvormed 👤Kserxes skildte Halv-Øen, hvorpaa Bjerget 📌Athos, ligger fra det faste Land, og ved denne Leilighed anmærker 👤Herodot, at Phøni299cerne var de Eeneste, der, efter Sædvane, bar dem snildt ad; thi medens alle de Andre gravede lige op og ned, saa Brinkerne styrtede ind, gjorde Phønicerne derimod paa deres Stykke Kanalen dobbelt saa breed for Oven, som den skulde være, og skakkede saa Brinken ned efter, hvorved de undgik Vanheldet*Herod. VII. 21–23.. 👤Kserxes brød imidlertid op fra 📌Susa og tog sit Borge-Leie i 📌Sardes, indtil baade Kanalen var færdig, Hæren samlet og Alt paa rede Haand, og her blev han med hele sit Følge herlig beværtet af Lyderen 👤Pythius, den rigeste Mand i sin Tid, men da 👤Pythius desuden tilbød ham totusinde Talenter Sølv og fire Millioner mindre end 7000 Guld-Statere, som var alle hans rede Penge, takkede 👤Kserxes ham blot for hans gode Villie og gav ham de syvtusinde Statere, han manglede i en rund Sum. Vel tilsagde Kongen ogsaa 👤Pythius sit Venskab, men det varede kun stakket, thi just som 👤Kserxes om Foraaret drog ud fra 📌Sardes, indtraf der en stor Soel-Formørkelse, der satte Skræk i Folk, og da 👤Pythius desaarsag bad om at beholde den Ældste af sine fem Sønner hjemme, blev 👤Kserxes saa opbragt, at han lod samme ældste Søn hugge midt over og lægge et Stykke af ham paa hver Side af Veien, for at hele Hæren kunde speile sig deri*Herod. VII. 26–29. 37–39..

Ved 📌Abydos (📌Avido) lod 👤Kserxes slaae en Skibs-Bro over 📌Hellespont, syv Stadier lang, som vel første Gang bragdes i Ulave ved en Storm, men blev dog forsvarlig, efterat 📌Hellesponten var tugtet med trehundrede Pidske-Slag, og fra en Høi ved 📌Abydos havde 👤Kserxes paa sin hvide Marmor-Throne den mageløse Udsigt over tolvhundrede Orlogs-Skibe, der forlystede ham med en Kamp-Leg, hvori Sidonierne vandt Prisen, og over en Land-Hær som 👤Herodot anslaaer til henved to Millioner. Ved dette stolte Syn priste vel 300👤Kserxes sig lykkelig, men hans Farbroder 👤Artaban bemærkede dog at Taarerne kom ham i Øinene, og fik, paa Spørgsmaal om Aarsagen, til Svar: jeg blev rørt ved den Tanke at om hundrede Aar er der af alle disse ei et levende Øie*Herod. VII. 33–36. 44–46..

👤Kserxes sendte nu Herolder til alle Græske Stæder, undtagen til 📌Sparta og 📌Athenen, som havde forgrebet sig paa de Forrige i hans Faders Dage, og ved de mange underdanige Svar han fik, bestyrkedes han end mere i den Tro, at Grækerne umuelig turde vove at sætte sig til Modværge, naar de blot kiendte hans Styrke, og derfor havde han, blandt Andet, da Man fangede nogle af deres Speidere, ikke blot skiænket dem Livet men ladet dem vise omkring i hele Leiren, for at de kunde give rigtig Beskeed*Herod. VII. 131–33.. Vel forsikkrede 👤Demarit, fordum Konge i 📌Sparta, men nu en Flygtning, ham om, at i det Mindste Spartanerne, uden at ændse noget Overtal, vilde byde ham Spidsen, da de med al deres Friheds-Kiærlighed dog havde een Herre, de blindt adlød, og det var Loven, som bød dem aldrig at rømme Marken, men seire eller døe; men det loe 👤Kserxes kun ad, og den Forsikkring var heller kun lidt imod det Beviis, han selv forgiæves, mens han endnu var i 📌Susa, havde seet paa Spartanernes Helte-Mod. Der kom nemlig To af det Folke-Færd reisende, som ikke var at formaae til at følge Skikken ved det Persiske Hof og kaste sig i Støvet for ham, men som, da de des uagtet stædtes ind for ham, sagde lakonisk: Perser-Konge! tag, som vi byde, vort Liv i Mande-Bod for de Herolder, Man slog i 📌Sparta! Vel var det ikke just for Samvittighedens Skyld, disse djærve Kæmper, 👤Sperthis og 👤Bulis, vilde bringe det store Sone-Offer, thi det var, siger 👤Herodot, fordi Agamemnons Herold den forgudede Talthybios, som havde sit Tempel i 📌Sparta, opbragt over Krænkelsen af Folke-Ret301ten, havde fra den Dag givet lutter ulykkelige Varsler, men hvor der fandtes Folk som vilde gaae fra Templet i 📌Sparta til Slagter-Bænken i 📌Susa, for at skaffe Fædrenelandet gode Varsler, burde Man dog aldrig formode, der fattedes Folk, som i deres Hjemstavn turde vove Livet for dens Frihed*Herod. VII. 101–5. 131–36.. For Resten har 👤Herodot Ret i, det er ganske besynderligt, at skiøndt 👤Kserxes var meget for stolt til at udøse sin Harme paa disse to Spartaner, der selv gav sig i hans Vold, skulde Offeret dog paa en Maade fuldbyrdes, thi da deres Sønner 👤Nikolai og 👤Anerist, siden, under den Peloponesiske Krig, gik som Gesandter til Perser-Kongen, blev de forraadt til Athenienserne underveis og henrettede af dem uden Lov og Dom*Herod. VII. 137. Thukydid II. 67..

I 📌Athenen, hvor baade Folket af Natur var mere vankelmodigt, og hvor, efter Pisistratidernes Fordrivelse, Magten var hos Mængden, der ei lettelig enes om at være høimodig, tegnede det derimod enstund kun daarligt, og dog har 👤Herodot sikkert Ret i, at hverken Muren, Peloponeserne trak over 📌den Korinthiske Tange (📌Isthmus), eller hele den Spartanske Tapperhed vilde reddet 📌Grækenland, naar ikke 📌Athenens Sø-Magt havde lagt sig i Vægt-Skaalen med; thi var Perserne blevet ved at spille Mester paa Søen, havde de naturligviis gjort Land-Gang paa 📌Pelopones, ødelagt 📌Sparta og klemt dens tappre Borgere inde mellem Skjoldene, hvor de knap vilde faaet Rum til at falde, end sige da Held til at vinde*Herod. VII. 139.. Det var da baade 📌Grækenlands og hele Verdens store Lykke, at Helten ved 📌Marathon ei blot efterlod en Søn 👤Kimon, der havde Mod til at træde i hans Fodspor, men vakde sig en stor Medbeiler i Mængdens Afgud, hvem Man i 📌Athenen pleiede at kalde 👤Neokles-Sønnen, 302men som fører i Historien det udødelige Navn 👤Themistokles. Han var af ringe Herkomst, og opsvang sig til Folke-Leder paa sædvanlig Maade, ved at tale djærvt mod de Store og smigre for Mængden, men han var en af de høie Sjæle, der ei kan nøies med smaalig Roes og Fordeel: 👤Miltiades, under hvem han fægtede ved 📌Marathon, stod for hans Øine i al sin Glands, og uden at have overgaaet ham, agtede han sit Liv for spildt. Derfor overtalde han Folket til at bygge Orlogs-Skibe for Overskuddet i Stats-Kassen, som de var i Begreb med at dele imellem sig, og da Alle stod modfaldne og raadvilde over Orakel-Svarene, der klang ugunstige, havde ene han baade Aands-Nærværelse nok til at staae fast, Falke-Syn til at opdage det Rette, og Kraft til at stemme Mængden for en Beslutning, der krævede større Overvindelse, end dens Yndlinger sædvanlig engang tør ymte om*Herod. VII. 143. 👤Plutarks Themistokles..

Dengang nemlig Athenienserne forespurgde sig i 📌Delphi, gav Præstinden 👤Aristonika dem først det frygtelige Svar, der begynder saaledes:

Op af Sædet, I Arme, og bort,
Bort fra de hvælvede Buer!
Flygter, thi Fristen er kort,
Tæt ved de bragende Luer!

Og vel klang det andet Svar, de med Olie-Grene i Hænderne aftryglede Nornen, mere trøstelig, lovende Athene, naar Taarnene faldt “et Planke-Værk,” der stod urokket og skiærmede godt, men deels var det dunkelt, saa Nogle tænkde, Man skulde rive Byens Mure ned og sætte et Planke-Værk op isteden, og deels var det ei engang nok, Man gav 👤Themistokles Ret i, at derved meendes “Skibene,” thi Mange troede da, Man skulde flygte langt bort paa dem og stifte en ny Stad, og anførde mod 👤Themistokles, som tilraadte et Sø-Slag, at det havde Oraklet netop advaret for, ved at slutte med de 303uheldsvangre Ord: guddommelige 📌Salamis! hvad enten Demeter saa spreder eller samler, ødelægger du mangt et Moders Barn! Kun 👤Themistokles udfandt, at det nødvendig maatte være 📌Grækenlands Fiender, der skulde grue for 📌Salamis, da Oraklet ellers aldrig vilde kaldt den Øe guddommelig men ulyksalig, og hans Ord fik Magt, saa det besluttedes at vove et Sø-Slag*Herod. VII. 141–43..

Vel tænkde Man endnu paa at giøre 👤Kserxes Indgangen i 📌Thessalien stridig, og besatte derfor det snevre Pas, som kaldtes 📌Tempe, hvor Floden 📌Peneus (📌Ababa) løber ud mellem 📌Olymp og 📌Ossa; men da de fik Nys om at 👤Kserxes vilde gaae en an den Vei, indskibede de sig igien, og besluttede at vente Perserne ved 📌Thermopylæ og lægge Flaaden i Nærheden, nordenfor 📌Negropont (📌Eubæa). Passet ved 📌Thermopylæ, mellem de steile 📌Oeta-Bjerge mod Vesten og Moradser til Havet mod Østen, var fra Arilds-Tid befæstet med en Mur, som nu blev sat istand, men det blev kun svagt besat, efter 👤Herodot, kun med 5000 Mand, og deriblandt ei meer end trehundrede Spartaner, under Herakliden 👤Leonidas, fordi Man ventede ikke Perserne saa snart og tænkde, det var tids nok, efter de Olympiske Lege, som just indtraf, at rykke ud med samlet Styrke*Herod. VII. 172–76. 202–6..

👤Kserxes kunde neppe troe, det var mueligt, at en Haand-Fuld Græker kunde faae i Sinde endogsaa kun et Øieblik at spærre ham Veien, og selv da hans Speider kom tilbage med den Beskeed, at de lod til at være meget trygge, da Somme gik og øvede Ridder-Spil, og Somme sad og redte deres Haar, kunde han dog slet ikke troe, det var deres Alvor, men opsatte Angrebet hele fire Dage, for at give dem Tid til at bruge deres Fornuft og redde sig med Flugten. Da han imidlertid mærkede, det maatte være sandt, hvad 👤Demarit sagde at 304naar Spartanerne satte sig ned og redte deres Haar, beredte de dem til Helte-Døden, da blev han bister, og befoel Mederne strax at gaae hen og fange ham de dumdristige Græker. Mederne gik, men hverken fik de Kongens Ærende rygtet, ikke heller kom de nær alle tilbage, thi Grækerne lærde dem, at havde 👤Kserxes end langt flere Folk, havde han dog færre Helte end de. Nu kom den udvalgte Perser-Trop paa 10000 Mand som kaldtes “de Udødelige” men ogsaa af dem beed Mange i Græsset, og Flest, naar det lod, som Spartanerne flygtede, thi da vendte de sig pludselig og anrettede et stort Nederlag paa de Hidsige, der tænkde, de var Seier-Herrer. Dermed gik den Dag, og skiøndt 👤Kserxes sikkert haabede, den Næste skulde bringe ham Seieren, bragde den ham dog kun nyt Tab og voxende Ærgrelse, til henimod Aften, da en Thessalier, 👤Ephialtes, meldte sig som en Forræder og tilbød at ledsage Perserne paa en Fod-Sti, over Bjerget, til at falde Grækerne i Ryggen. Det Tilbud tog 👤Kserxes med Glæde imod og udnævnede til dette Tog “de Udødeliges” Høveds-Mand 👤Hydarnes som vel studsede, da han paa Toppen opdagede de tusinde Phokenser, 👤Leonidas havde sat til at vogte Stien, men fattede sig dog, da han hørde, det var ikke Spartaner, og fortsatte roelig sit Tog, da Phokenserne, som meende, det var dem, han vilde til Livs, tænkde aldrig paa at angribe ham men kun paa at sætte sig selv i Sikkerhed*Herod. VII. 83. 208–18..

Overrumples skulde imidlertid de tappre Græker ikke, og Spaamanden 👤Megistias fra 📌Akarnanien var den Første, som, efterat have betragtet Offer-Dyrenes Indvolde, bad dem berede sig paa at falde, naar Soel stod op, hvorpaa der ogsaa snart kom Efterretning om den Persiske Natte-Vandring, og blev holdt Raad om, enten Man nu skulde fægte eller flye. Omstændighederne ved denne Forhandling kiender Man ikke saa nøie, men Enden blev, at Alle drog bort, undtagen Sparta305nerne, Thespierne fra 📌Bæotien, som havde været 700, og 400 Thebaner, som 👤Leonidas kun holdt paa, for at 📌Theben ingen Glæde skulde have af sit Forbund med Perserne. 👤Leonidas blev vist nok staaende, fordi han agtede det under en Spartaners Værdighed at rømme Marken, men han bestyrkedes dog ogsaa sikkert i sit heltemodige Forsæt at falde som et Offer, ved det Orakel-Svar, Spartanerne havde faaet fra 📌Delphi, thi det lød paa, at enten skulde Staden ødelægges eller En af Kongerne falde*Herod. VII. 219–22..

Ved Soels-Opgang brød 👤Kserxes frem og 👤Leonidas mødte ham ved Muren, hvor Passet var bredest, Blod-Badet var frygteligt, to Sønner af 👤Darius faldt og Spartanerne gjorde Under-Værker af Tapperhed, men især 👤Leonidas, og dernæst han, til hvem en Phokenser før Slaget havde sagt: naar Perserne afskyde deres Buer, kan Ingen see Solen for Pile, men havde faaet til Svar: det skal være mig kiært, thi Kampen er lifligst i kiølige Skygger, og Heltens Navn var 👤Dienekes. Grækerne holdt Stand, til de hørde, at 👤Hydarnes var kommet ned af Bjerget, men da trak 👤Leonidas sig tilbage til en Høide i Snevringen, hvor han faldt, og nu var hans Liig det store Tvistens Æble mellem Græker og Perser: fire Gange udreves det af Fiendens Vold og blev først værgeløst, da den sidste Spartaner var faldet. Der er, siger 👤Herodot, ellers intet Folk, der viser kiække Fiender mere Agtelse end Perserne, men saa rasende forbittret var 👤Kserxes over Modstanden, han havde fundet, at han lod den Spartanske Konges Liig halshugge og nagle til Korset. Thebanerne, som, da 👤Leonidas trak sig tilbage, gik over til Perserne, som deres bedste Venner, reddede vel for det Meste Livet, men dobbelt paa Ærens Bekostning, thi 👤Kserxes lod dem, med deres Høvding 👤Leontiades i Spidsen, samtlig brændemærke*Herod. VII. 223. 26. 233. 238..

306👤Leonidas faldt, siger 👤Herodot, hvor nu Steen-Løven staaer, og desuden har Amphiktyonerne ladet reise to Mindes-Mærker ved 📌Thermopylæ: et Almindeligt, hvorpaa der staaer: mod tre Millioner kæmpede her firetusinde Peloponneser, og Et for Spartanerne især, med den Indskrift:

Budskabet vorde til 📌Sparta bragt:
Her for dens Lov ligge vi paa Vagt!

Ved Siden har Venne-Haand reist et Ære-Minde for Spaamanden 👤Megistias, hvorpaa der staaer, at skiøndt han forudsaae Spartanernes Skæbne, nænde han dog ikke andet end at dele den med dem; men paa Forræderen 👤Ephialts Hoved satte Amphiktyonerne en Priis, som Phokenseren 👤Athenades vandt, skiøndt det var ikke for 📌Grækenlands Skyld, han slog 👤Ephialtes *Herod. VII. 213. 228..

Dette er 👤Herodots jævne Fortælling om Storværket ved Bade-Porten (📌Thermopylæ), og hverken trænger den til de Udsmykkelser, vi finde hos 👤Diodor, ikke heller tillader Historiens Grund-Lov os at sammenblande senere Efterretninger om en saadan Begivenhed med Vidnesbyrdet af saa giæv en Mand, der vel var lille men dog født, da Slaget stod, og havde sikkert talt med dem, der var Ilden nær i de varme Dage; men glemmes bør dog ei det Vers af 👤Simonides over Heltene, som 👤Diodor anfører, thi vel maae vi sande med Skjalden, at deres Fald var deres Ære, deres Lig-Steen et Fædrelands-Alter og deres Jorde-Lin af det Slags som aldrig opslides*Diodor XI. 244–48..

👤Kserxes havde tabt 20000 Mand i Slaget ved 📌Thermopylæ, men for at neddæmpe Rygtet derom paa Flaaden, havde han det latterlige Indfald at grave Kuler til de Nittentusinde, og derpaa lade Sø-Folket gaae i Land for at see, der laae 307fire tusinde Græker og kun eet tusind Perser paa Val-Pladsen. Derpaa rykkede han ind i 📌Phokis, hvor han kun fandt lidt Arbeide for Sværdet, men desmere for Ilden, thi Folket var flygtet deels op paa 📌Parnas og deels til 📌Lokris, saa Byerne stod tomme og lod sig brænde i Mag. Efterat have sendt en Deel af Hæren til 📌Delphi, for at plyndre og brænde Templerne der, rykkede 👤Kserxes selv mod 📌Athenen, som det store Maal for Toget, og underveis brændte han 📌Platæa og 📌Thespe, hvis Borgere, ved 📌Marathon og 📌Thermopylæ, vilde heller dele Ære med Spartaner og Athenienser, end Persernes Naade med de andre Bæoter. Angrebet paa 📌Delphi tog imidlertid en sørgelig Ende, thi de udødelige Guder forsvarede selv deres Helligdomme med Torden-Kiler, og med Klippe-Stykker af 📌Parnasset, som rullede ned over Perserne og drev paa Flugt hvem de ei standsede ved 📌Athenes Tempel, og der, siger 👤Herodot, seer Man Stenene endnu, den Dag i Dag. 📌Athenen, med sin Borg og alle sine Templer, blev derimod et Rov for Luerne, men Staden var saa godt som øde, kun forsvaret af en Haandfuld Mennesker, som deels fattedes Midler til at komme bort, og deels indbildte sig, at de store Kiævler, de opstablede for Portene skulde være det urokkelige Planke-Værk, Oraklet havde peget paa*Herod. VIII. 24. 31–39. 50–54..

Hvor imidlertid dette Bulværk var at finde, saae Man alt ved 📌Artemisium, hvor den Græske Flaade paa halvtrediehundrede Skibe, Hælvten Atheniensiske, forsvarede sig kiækt mod den Persiske Overmagt, i de samme Dage, som de Spartanske Helte sank for den ved 📌Thermopylæ, hvorfor ogsaa 👤Pindar siger, at der lagde 📌Athenens Børn en ædel Grund-Steen til Friheds-Templet*Herod. VIII. 1–18. 👤Plutarks Themistokles.. Dette Slag var dog langt fra at være afgiørende, og da Man hørde Udfaldet ved 📌Thermopylæ, 308trak den Græske Flaade sig tilbage til 📌Salamis (📌Koluri), der vel har mistet sit Navn paa Stedet men taber det aldrig i Historien. 👤Themistokles anførde den Atheniensiske Flaade, som ved 📌Salamis voxde til næsten tohundrede Skibe, men skiøndt Spartanerne kun havde Elleve, stod dog deres Admiral 👤Eurybiades for Styret, fordi de andre Græker kun vilde tjene under ham, og 👤Themistokles desaarsag fandt det klogest at give efter. Hvad Denne nu først drev paa, var Stadens Rømning, hvormed det holdt haardt, thi vel saae Athenienserne sig skuffede i den Forventning at træffe den Peloponnesiske Hær i 📌Bæotien, der ivrig forskandsede sig paa 📌den Korinthiske Tange, og der var da lidet eller intet Haab om at undgaae den truende Ødelæggelse, som baade Perser-Hæren og Oraklet spaaede; men kun yderst nødig forlades dog Fædrenes Huse, Templer og Grave. Det skedte heller ikke, sige Athenienserne, førend Præstinden i 📌Borg-Templet erklærede, at den levende Slange, som fødtes der, i de sidste Dage ei havde smagt Honning-Kagerne, den ellers pleiede at fortære, men nu strømmede Alt ud af Byen, baade Store og Smaa, Nogle til 📌Ægina, Andre til 📌Salamis, og Mængden af Kvinder og Børn til 📌Trøzen (hvis Ruiner findes ved 📌Demala) paa hin Side Bugten i 📌Peloponnes *Herod. VIII 41–44.. Dog, endnu vanskeligere end at faae sine Lands-Mænd til at rømme deres Stad, faldt det 👤Themistokles at formaae den Græske Flaade til at holde Stand ved 📌Salamis, thi Moreoterne (Peloponneserne) vilde endelig ned til 📌Tangen og ligge paa Rad med deres Land-Magt, og ved Efterretningen om 📌Athenens Ødelæggelse, kom der saadan en Skræk over dem, at Adskillige lettede uden Forlov og Resten besluttede at giøre ligesaa. Kun med Møie fik 👤Themistokles Krigs-Raadet sammenkaldt endnu engang, og da han ikke kunde bie med at give sit Hjerte Luft, til 👤Eurybiades havde aabnet Forsam309lingen, maatte han høre af 👤Adimant, den Korinthiske Admiral, at hvem der ved de Olympiske Lege forhastede sig, fik Smæk, men dertil svarede han bidende: og hvem der forsinker sig faaer ingen Ting. Der blev nu holdt Raad, og da 👤Adimant igien afbrød 👤Themistokles i hans Lovtale over den fordeelagtige Stilling ved 📌Salamis, med den uforskammede Anmærkning, at en Mand uden Huus og Hjem havde ingen Stemme i Raadet, da fik han det kiække Svar, at saalænge ingen Stad i 📌Grækenland var Atheniensernes Sø-Magt voxen, kunde de umuelig fattes Huus og Hjem. 👤Themistokles bragde ogsaa virkelig 👤Eurybiades paa sin Side, især ved den Erklæring, at seilede de Andre til 📌Peloponnes, da satte han med hele den Atheniensiske Flaade Kaasen til 📌Italien; men det varede ikke længer end til Man hørde, at 👤Kserxes rykkede ned mod 📌Peloponnes, thi da vilde de som der havde hjemme ingenlunde bie længer, og Alt vilde været forloret, havde ikke 👤Themistokles hittet paa det Krigs-Puds at skikke sin Huus-Hovmester 👤Sikinnos til Perser-Kongen, med Hilsen fra den Atheniensiske Admiral, der var ham inderlig hengiven, at tog han sig ikke vel i Agt, da smuttede den Græske Flaade, det nu var nemt at fange, ham ud af Hænderne. Det hjalp, thi 👤Kserxes, som, efter et Krigs-Raad, hvori Alle, undtagen Dronning 👤Artemisia fra 📌Halikarnas, stemde for et Slag, havde lagt sig vestenfor 📌Salamis, sendte strax en stor Deel Skibe søndenom til den lille Øe 📌Psyttala (ͻ: 📌Lipsikatalia) mellem 📌Salamis (📌Koluri) og 📌Attika, for at spærre Indløbet, saa da 👤Aristides den Retfærdige, en for viist Athenienser, ved Midnat kom fra 📌Ægina til 📌Salamis, bragde han den Efterretning, der snart stadfæstede sig, at der var ingen Udvei, uden Man kunde bane sig en, med Sværdet i Haanden*Herod. VIII. 49–50. 56–64. 66–71. 74–76. 78–82..

Nu var da Lodden kastet, Grækerne havde henved 400 310Skibe, og skiøndt Perserne baade havde mistet mange Skibe i Storm og lidt endeel ved 📌Artemisium, havde de dog, alt som de rykkede frem, faaet saa mange Forstærkninger, at 👤Herodot anslaaer deres Flaade endnu, som fra Først af, til 1200 Seilere. Athenienseren 👤Aminias fra 📌Pallene var, saavidt Man veed, den der aabnede Slaget, Ægineterne og Athenienserne, uden Spørgsmaal, dem der vandt det. Dem var det da ogsaa, der droges med Phønicerne, som mistede mange Skibe, og endeel Hoveder med, da de gav Ionerne Skylden; thi just, som de klagede for 👤Kserxes, traf det sig, at Mandskabet paa et Samothrakisk Skib, der alt havde boret et Atheniensisk i Grund, bemægtigede sig et Æginetisk i samme Øieblik, som deres eget sank, og det ansaae 👤Kserxes for et klart Beviis paa Ionernes Troskab og Tapperhed. Dette var imidlertid ogsaa hardtad det eneste Glædelige, han saae, hvor han sad med sine Skrivere, ved Foden af Bjerget 📌Ægaleos, paa den Attiske Kyst, thi vel blev han ogsaa meget glad ved at see Dronning 👤Artemisia bore et stort Skib i Grund, men han vidste ikke, det var et af hans Egne, som hun angreb for at bringe Athenienseren, der forfulgde hende, i Vilderede, hvorved hun ogsaa virkelig undslap. Blandt Grækerne udmærkede Ægineteren 👤Polykrit sig blandt Andet ved at erobre et Sidonisk Skib, der ovenikiøbet traf til at have hans Landsmand 👤Pytheas ombord, som efter tapper Modstand var taget med et Vagtskib ved 📌Skiatho; men da Man efter Slaget stemde om, hvilke To der havde baaret Prisen, nævnede dog Enhver af Admiralerne sig selv først og de Fleste dernæst 👤Themistokles *Herod. VIII. 84–90. 123..

Om Perserne, som kun 👤Diodor mælder, mistede tohundrede Skibe, er uvist, men vist er det at de tabde Modet og dermed Alt, saa Grækerne ventede kun forgiæves paa et nyt Angreb fra Havnen ved 📌Athenen, hvor den store Flaades Lev311ninger ved Land-Hærens Hjelp var sluppet ind, og det Første de nu spurgde fra den Persiske Flaade var, at den havde lettet om Natten, for, snarest mueligt, at naae 📌Hellespont og havde ved Forbjerget 📌Zoster (📌Kap Halikes) været i dødelig Angest over nogle Smaa-Høie, som Man tog for Græske Skibe. 👤Themistokles foreslog nu at styre til 📌Hellespont og ødelægge Skibs-Broen, men 👤Eurybiades, som meende, Man skulde heller slaae Broer end bryde dem af for en Flygtning som 👤Kserxes, vilde slet ikke indlade sig derpaa, og nu gjorde 👤Themistokles sig en Fortjeneste deraf hos Perser-Kongen, ved at lade ham sige, det var hvad Grækerne havde isinde, men hvad han af al Magt stræbde at forhindre. Om dette Budskab gjorde noget Indtryk paa 👤Kserxes, veed Man ikke, thi han var lige siden Nederlaget saa bange for Grækerne, at 👤Herodot troer bestemt, han vilde skyndt sig hjem, om saa hele Verden havde raadt ham derfra, men nu havde han dog den Lykke, at baade 👤Mardonius og 👤Artemisia var enige om, han burde drage hjem og lade 👤Mardonius ende den Græske Krig med 300000 Mand. Derpaa trak han sig tilbage ad samme Vei, som han var kommet, og 👤Mardonius fulgde med, for at tage Vinter-Leie i 📌Thessalien, og derfra næste Foraar at aabne et nyt Feldt-Tog. Somme sige vel, at 👤Kserxes, da han kom til 📌Strymon, gik ombord paa et Phønicisk Skib og naaede kun efter at have været i Havs-Nød den Asiatiske Kyst, men 👤Herodot troer, han blev ved at drage landveis giennem 📌Thrakien til 📌Abydos, blandt Andet fordi Man veed, han paa Hjem-Reisen var i 📌Abdera, sluttede nøie Venskab med Indbyggerne og skal, efter Abderiternes Sigende, først der, siden han forlod 📌Athenen, have faaet Mod til at spænde Sværd fra Lænd. Skibs-Broen var imidlertid, efter 👤Herodots Beretning, ødelagt i Storm, saa Kongen rigtig nok kom seilende til 📌Asien, men 👤Æskild 312som er ældst, lader 👤Kserxes gaae over Broen, baade frem og tilbage*Herod. VIII. 101–3. 107–13. 115.117–20. 👤Æskilds Perser..

Efterat Grækerne forgiæves havde stræbt at indhente den Persiske Flaade, og kun besmittet deres Hæder ved at brandskatte de nærmeste Øer, deelde de Byttet og skildtes ad, hver til Sit, men havde dog ikke glemt forlods at udtage det Bedste til Guderne, og deriblandt tre Sidoniske Skibe, hvoraf Et kom til 📌Peloponnes, Et til 📌Sunium (ved 📌Kap Kolonne) og Et, helliget til Ajax, forblev ved 📌Salamis *Herod. VIII. 108. 111–12. 121.. At de ogsaa førend Slaget havde rigelig betænkt deres Guder, og navnlig Bachus med et grueligt Menneske-Offer af tre fornemme Persiske Fanger, melder 👤Plutark, efter en vis 👤Phanias, som han kalder en stor Philosoph og Historie-Skriver, men allerede disse Æres-Titler minde os om hans Ungdom imod 👤Herodot, og da denne gamle Saga-Mand end ikke ymter om noget Sligt, tør vi, til Grækernes Ære, troe, det var kun de Lærde, der gjorde dem saa gudfrygtige paa Menneskelighedens Bekostning*👤Plutarks Themistokles..

Steen-Mindesmærker paa Val-Pladsen fik Heltene ved 📌Salamis naturligviis ikke, da Bølgen vil ikke bære dem, men paa Kysten fik de dog et ganske Mærkeligt i det nybygte 📌Athenen, hvoraf Man endnu seer kostbare Levninger, saavel paa Stedet som i 📌det Brittiske Museums Marmor-Sal, og et endnu langt varigere Mindes-Mærke satte Digteren 👤Æskild (👤Æschylos), som selv var med, sine Lands-Mænd i Skue-Spillet “Perserne,” der er kommet til os, som et stolt Orlogs-Skib af den Atheniensiske Flaade, hvis Knæk af Stormene klæde det godt, som Skrammer en Helt. Med dette Skue-Spil indviedes, saa at sige, det ny 📌Athenen, som glimrende reiste sig af Asken, og Man kan føle det paa 313sig, hvorledes Grækerne maae have jublet, da Digteren, efter 👤Diodor, Broder til den 👤Aminias, der aabnede Slaget, hentryllede dem til 📌Susa, hvor 👤Atossa stod som forstenet ved Løberens Tidende om Slaget ved 📌Salamis, og hvor 👤Darius, opmanet af de barnløse Oldinger, spaaede om Dyngerne af slagne Perser, der snart i 📌Bæotien skulde fuldende Nederlaget, og uden Ord fortælle Børn og Børne-Børn, hvordan den store Konge sank i Knæ for de Græske Borgere*👤Æskilds Perser. Diodor XI. 257..

At denne 👤Darii Spaadom om Slaget ved 📌Platæa er gjort bagefter, skiøndt vi nævne den foran, følger af sig selv, men hvordan det hænger sammen med dem af de ældgamle Græske Seere: Musæus og Bakis, om Seiren ved 📌Salamis, som 👤Herodot troede paa, er ei saa redt at sige; thi det han anfører af Bakis spaaer virkelig “den Helleniske Frihed” en glimrende Seier, hvor “Bølgerne rødme” naar Havet engang “brolægges med Skibe” og en Galning i fjantet Haab om al Verden “perser 📌Athenen;” men uagtet det er høist rimeligt at Perser-Krigen kunde ahne en gammel Skjald, og er meget urimeligt, at 👤Herodot skulde tage et Vers gjort i hans egne Dage for ældgammelt, maatte dog alle indvortes Mærker feile, om saa tydeligen Spaadom, med samt det “persiske” Ordspil, ei skulde være uægte*Herod. VIII. 77. 96..

Langt mærkværdigere maa Man derfor vist finde, hvad 👤Herodot fortæller om det Delphiske Orakel, som, efter Slagene ved 📌Thermopylæ og 📌Salamis, raadte Spartanerne at forlange Mande-Bod af 👤Kserxes for 👤Leonidas og tage hans Svar for et Varsel; thi den Spartanske Herold skal have truffet Perser-Kongen i 📌Thessalien og, efter mange Anmodninger, faaet til Svar: Mande-Bod, som I fortjene, skal 👤Mardonius 314give jer*Herod. VIII. 114.. Det kunde nemlig godt ligne 👤Kserxes at give det Svar og Skæbnen at forklare det saaledes, til Grækernes Fordeel, som man næste Foraar saae ved Floden 📌Asopo, hvor Slaget stod, som i Historien bærer Navn af det ved 📌Platæa. Her var i det Mindste Lykken ei blot langt bedre end Forstanden men større end Æren; thi trevne var Peloponneserne til at rykke i Marken, vankelmodig var den Spartanske 👤Pausanias, som skulde være Hoved-Manden: i elleve Dage laae de hundredetusinde Græker og trehundredetusinde Perser og saae paa hinanden, og Natten efter rømde Grækerne deres Leir i stor Uorden, for at indspærre sig selv paa en Øe i Floden, saa det var aabenbar deres store Lykke, først at 👤Mardonius standsede Spartanerne paa Halv-Veien, og dernæst at han faldt strax, for Spartaneren 👤Æmnestos, hvorover Perser-Hæren opløste sig i Forvirring, 👤Artabazus tog Flugten med 40000 Mand, og Resten skjulde sig i den forskandsede Leir, hvor Grækerne kun havde Umage med at brække Hul paa Muren, sable ned for Fode og samle det umaadelige Bytte. Athenienserne fægtede næsten kun med deres gamle Fiender Bæoterne, og Spartanerne, som leed mest, tabde dog, efter 👤Herodot, kun halvfemtsindstyve Mand, medens der af hele Perser-Hæren, skiøndt det falder utroeligt, kun skal være blevet tretusinde tilbage, foruden dem, der flygtede med 👤Artabazus *Herod. IX. 19–70..

Dog, at Perser-Hæren blev tilintetgjort og var den Sidste der leirede sig paa 📌Grækenlands Sletter, det er vist, og det er Hoved-Sagen, saa det endog maa kaldes en Biting, at samme Dag som Slaget stod ved 📌Platæa, gjorde de Græker som var paa Flaaden Land-Gang ved 📌Mykale, paa den Ioniske Kyst, (hvor en stor Deel Skibe, da den Persiske Flaade opløstes, og Phønicerne seilede hjem, var lagt op) slog Bedækningen og 315brændte Skibene*Herod. IX. 96–103.. Den nærmeste Følge heraf var, at Ionerne gjorde fælles Sag med deres Europæiske Lands-Mænd, og ved denne Leilighed gjorde Spartanerne med Steen-Hjerte det Forslag: at drive Thebanerne, og alle de Andre der havde holdt med Perserne, ud af 📌Grækenland, og give Ionerne deres Bopæle, da det dog var umueligt i Længden at forsvare den Asiatiske Kyst imod Perserne*Herod. IX. 106.. Om dette fortvivlede Indfald, hvis det var blevet iværksat, vilde afbrudt Krigen mellem Perser og Græker eller gjort 📌Hellas til dens faste Skue-Plads, er det unyttigt at spørge om, da Athenienserne kvalde det i Fødselen; men vistnok indviklede Forbundet med Ionerne 📌Europas Græker i en Række af Krige, hvori deres Frihed gik under, og bandt en Knude, der ei lod sig løse, men kun overhugge med 👤Alexander-Sværdet.

Her slutter 👤Herodot sit mageløse Værk, og ligesom Perserne derved miste deres Historie-Skriver, træde de ogsaa virkelig af fra den store Skue-Plads; thi fra nu af er den saakaldte store Konge kun at ligne ved de Tyrkiske Sultaner efter 👤Soliman, der kun vise deres Almagt og søge deres Glæde i Fruer-Stuen og paa Retter-Stedet. 👤Diodor fortæller, at der ved Midten af det Femte Aarhundrede, efter 👤Kimons lykkelige Tog, blev sluttet en Fred mellem 📌Athenen og 👤Artaxerxes Langhaand, hvorefter ingen Persiske Krigs-Folk maatte komme den Ioniske Kyst nærmere end tre Dages Reise, og intet Persisk Krigs-Skib vise sig vestenfor 📌Lille-Asien, og, skiøndt Man har gjort stærke Indvendinger mod denne Beretning, som vi see af 👤Plutark, selv en gammel Græsk Skribent modsagde, saa er det dog klart, at Perserne ogsaa i 📌Ionien kom tilkort, indtil i det fjerde Aarhundrede Bestikkelser og de Græske Staters indbyrdes Misundelse et Øieblik skaffede dem Over-Vægten, ligesom kun for 316at give 👤Alexander Anledning til ganske at styrte deres Vælde*Diodor XII. 293. 👤Plutarks Kimon..

De Olympiske Lege holdtes, efter 👤Diodor, den 75de Gang, netop da 👤Kserxes rykkede ind i 📌Grækenland, og Slaget ved 📌Platæa stod Aaret efter*Diodor XI. 242..

Grækerne.

Bjerg-Kiæden 📌Balkan (de Gamles 📌Hæmos), som mod Vesten knytter sig til 📌Alperne, og mod Østen støder til 📌det Sorte Hav, aflukker en stor Halv-Øe, der tilligemed 📌den Apenninske og 📌Pyrenæiske, er Alt hvad der af 📌Europa indtræder i Old-Tidens Historie, og denne 📌Olympiske Halv-Øe, som Man vel maa kalde den, var hverken, som 📌den Pyrenæiske, et Phønicisk Bjerg-Værk, eller, som 📌den Apenninske, et Kyklopisk Værk-Sted for den Romerske Mars, men en Bue-Gang for Menneske-Aanden, til Ærens Tempel, med Skiønhedens Alter og med alle Musers Vugge mellem Friheds-Støtter!

Denne Halv-Øe (mellem 35 og 45 Gr. N. B.) begynder med 📌Romanien, hvor 📌Konstantinopel ikke blot, som Staden paa Bjerget, aabner en deilig Udsigt over 📌Asiens og 📌Europas Kyster, men minder eftertrykkelig om 📌Thrakien, som det saae ud i Perser-Tiden, da det skiønne Land, ligesom nu, var en Tumle-Plads for raae Barbarer, undtagen i 📌Byzants, og hvor Grækerne ellers havde gjort Land-Gang og vel indhegnet en Plante-Stad paa Kysten. Dog, ligesaalidt som 📌Konstantinopel altid har været Tyrke-Leiren 📌Istambul, ligesaalidt havde 📌Thrakien altid været Barbarernes, tidlig havde Phønicerne fra 📌Thaso og 📌Samandrachi aabnet dets Guld-Gruber, og her havde, efter Sagnet, Linos, Orpheus og Thamyris sjunget omkap med Muser og 317bevæget Stene, saa den mest poetiske Stamme af 📌Grækenlands Indbyggere maa engang i det Mindste have laant Herberge i disse Lande-Mærker paa sin Vandring fra Asien til 📌Helikon.

Herpaa følger 📌Makedonien, med 📌Pindos mod Vesten og 📌Olymp mod Syden, hvor Grækerne i Oldtiden søgde deres Guder og fandt, under 👤Philip og 👤Alexander, deres Herrer; men hvor dog i Perser-Tiden, ligesom nu, kun fandtes et Stænk Græker i en Hob af Barbarer, og her minder 📌Athos-Bjerget, nu kaldt det hellige, med sine Græske Munke-Byer, sine gamle Bog-Hylder, og de eneste Klokke-Taarne i 📌det Europæiske Tyrki, os underlig paa eengang om Oldtid og Middel-Alder.

Vestenfor, ud til 📌det Adriatiske Hav, ligger 📌Albanien eller 📌Arnaut (fordum 📌Epiros), hvor det ældste Græske Orakel fandtes, i 📌Dodone (ved 📌Gradiki ei langt fra 📌Janina), men var alt i Perser-Tiden forældet og omleiredes, da som nu, af stridbare, forvovne Kroppe, hvis sparsomme Blanding med Græker endnu speiler sig i de brave Sulioter.

📌Janiah, de Gamles 📌Thessalien, indsluttet af Bugten ved 📌Salonik (📌den Thermæiske), 📌Olymp, 📌Pindos og 📌Øta, kaldte Hellenerne deres Hjem-Stavn, og her havde Skue-Pladsen været, som for Olympens Guder, saa for de balstyrige Jetter ved 📌Pelion (📌Zagora) og 📌Ossa (📌Kissovo), med den store Val-Plads for Kentaurer og Lapither. Fra 📌Iolkos (ved 📌Volo) stak Argo i Søen med Jason og Orpheus for at hente Gylden-Skindet ved 📌det Sorte Hav, og lidt sydligere (ved 📌Zeitun) herskede Achil i 📌Phtiothis over sine Myrmidoner, før han uddrog til Seier og Fald ved 📌Ilion. Men ligesom nu det liflige 📌Tempe ved 📌Peneus (📌Ababa) fortrampes af Tyrkiske Kentaurer, saaledes var det ogsaa under Perserne kun i de store Old-318Sagn den Græske Aand svævede over de fede Græs-Gange og de takkede Bjerge, thi de Thessaliske Ryttere satte en Ære i at være Perser-Kongens Ride-Knegte.

Da, som nu, var det altsaa først gjennem 📌Thermopylæ Man kom i den fri Luft, hvor Landet under Tyrkerne hedd 📌Livadien, men i gamle Dage 📌Lokris, 📌Phokis og 📌Ætolien mod Norden, 📌Bæotien i Midten og 📌Attika længst i Syd-Ost. I det østlige 📌Lokris, hvortil ogsaa 📌Thermopylæ blev regnet, var 📌Aulis-Havnen, hvorfra Grækerne styrede til 📌Troja, og i 📌Phokis hævede sig fordum med 📌Parnas (ved 📌Kastri og 📌Salona) det berømte 📌Delphi med Oraklet, hvoraf dog ei er mindste Spor tilbage. 📌Theben (📌Thiva) og 📌Athenen (📌Athina) har derimod ei blot beholdt deres Navne, men ogsaa Vidnesbyrd om deres forsvundne Herlighed, skiøndt de stolte Levninger af 📌Parthenon paa Slots-Bjerget (📌Akropolis) deels er skudt sammen i de sidste Krige, og deels bortførte af konstkiære Fribyttere, saa nu er der vel flere af 📌Athene-Templets Prydelser samlede i 📌London mellem de saakaldte Elginske Marmore end paa Stedet selv.

Endelig komme vi til 📌Peloponnes (📌Morea), som kun ved den smalle 📌Korinthiske Tange hænger sammen med 📌Livadien, og her laae det rige 📌Korinth, med Havne til begge Sider (østlig 📌Kenchræ og vestlig 📌Lechæ), som nu kun har Navnet og en fortryllende Udsigt tilbage. Nordvestlig derfra op til 📌Patras strakde sig 📌Achaia, og sydenfor ligger endnu det ældgamle 📌Argos, hvor Bugten bærer Navn af dens Lade-Plads 📌Nauplia (📌Napoli di Romania). Længere mod Sydvest, hvor 📌Tripoliza ragede frem paa Flakke-Bjerget, til 👤Ibrahim giæstede den med sine Ægypter, kaldte Man fordum Landet det lykkelige 📌Arkadien, et Navn saa udødeligt som Poesien, og paa Vest-Kysten omkring 📌Gastuni laae det lille 📌Elis, hvis Navnkundighed blev stor ved de Olympiske Lege, og ved den Olympiske Zeus af Steen, tredive 319Alen høi i Sædet, har Man sagt, og Mester-Stykket af 👤Phidias, Billed-Huggernes Konge.

Sydlig ender det store Platan-Blad, som de Gamle lignede 📌Morea ved, med tre mærkværdige Tunger, hvoraf de To hørde til det klippefulde 📌Sparta eller 📌Lakedæmon, hvis berømte Hoved-Stad ved 📌Eurotas er saa aldeles forsvundet, at Somme søge dens Gruus vestenfor 📌Helos-Floden, ved 📌Misitra, Andre østenfor ved 📌Mogula, men at den Spartanske Kæmpe-Kraft og Ubøielighed dog ingenlunde er uddød, det har Mainotterne i vore Dage gyldig beviist. Den tredie Tunge, vestenfor den vilde Bjerg-Kjæde 📌Pentedaktylon (📌Taygeton) tilhørde engang Messenierne, og der laae 📌Pylos, berømt af Nestors Veltalenhed, tæt ved 📌Navarin, i hvis Havn Barbarernes Flaade nys som et Brænd-Offer for Grækernes Frihed gik op i Røg.

Trindtomkring ligge Øerne, mangfoldige i Tal, og blandt de nu saakaldte 📌Ioniske mod Vesten havde 📌Ithaka (📌Thiaki) med Odysseus et stort Navn i de Græske Oldsagn, og 📌Korkyra (📌Korfu), befolket fra 📌Korinth, et ikke Lidet i Historien, men 📌Korkyra, som under Perser-Krigen var den næststørste Sømagt i 📌Grækenland, udelukkede sig selv af det skiønne Samfund, ved at lægge sine tresindstyve Snekker paa Lur ved 📌Tænaron (📌Matapan) istedenfor i Linie ved 📌Salamis *Herod. VII. 168..

Sydost for 📌Morea ligger 📌Kreta eller 📌Kandia, hvis gamle Indbyggere, just ei berømte for Sanddruhed, paastod at hos dem var Kronos blevet Gude-Fader til Zeus, Poseidon og Pluto. Saameget er imidlertid vist, at 📌Kreta var den ældste “Dronning paa Havet” Grækerne vidste at nævne, som, efter Iliaden, fra sine hundrede Byer sendte 80 Skibe til 📌Troja, og at den Kretensiske Minos, siden Over-Dommer i Hades, berømtes som Mønstret for Græske Lov-Givere. Desuagtet vægrede Kretenserne sig ved at staae 320Last og Brast med 📌Sparta og 📌Athenen i Perser-Tiden og skiød Skylden paa Oraklet i Delphi, altsaa paa den Græske Aand *Herod. VII. 169., saa det var intet Under at Denne ei ret vedkiendte sig deres Børn, som nys blandede sig i Friheds-Kampen, men overlod dem til Ægypterne, de nu maae trælle for.

I Bugten mellem 📌Morea og hvad Man nu kalder 📌Øst-Hellas var, foruden 📌Salamis (📌Koluri), stolt af Ajax Telamons og af 👤Themistokles 👤Neokles Søn, det berømte 📌Ægina (📌Ængia), som vel kun lidet forstærkede Diomedes Flaade paa det Trojanske Tog, men bar ved 📌Salamis Prisen for alle de Græske Sø-Magter, saa Bugten, før 📌den Saroniske, bærer nu med Rette 📌Ængias Navn. Tidligere end 📌Athenen, alt i det sjette Aarhundrede f. Ch., havde 📌Ægina ogsaa berømte Konstnere, hvis Roes vel var længe begravet, men opstod igjen med de opgravede Levninger af deres Værk, som glimre nu i 📌München under Navn af de Æginetiske Konst-Stykker.

Østenfor, fra 📌Thermopylæ til 📌Athenen, strækker sig 📌Egripo eller 📌Negropont, fordum 📌Eubæa, berømt fra Iliaden af sine tappre Abanter, ved 📌Marathon af sine Eretrier, og i den sidste Kamp af mere Mod end Lykke, men dog omsider føiet til det ny 📌Grækenland, deelagtig i dets Haab som i dets Minder.

📌Chios (📌Skio) og 📌Samos ligge langt af Leed, ovre under 📌Asien, er nævnte der, og forstærkede ved 📌Salamis kun den Persiske Flaade, men var derefter ei sene til at falde fra, og er i den sidste Friheds-Kamp blevet saare navnkundige, 📌Samos ved sit tappre Forsvar under hele Krigen, og sin urimelige Udlevering til Tyrkerne ved Freden, og 📌Chios ved sin grændseløse Ulykke, da Tyrkerne bogstavelig slagtede det Halve af den Græske Befolkning, over Hundredetusinde, og bortførde Resten som Slaver.

321Dette var da den gamle Skue-Plads for det Græske Folke-Liv, thi Stæderne saavel paa 📌Lille-Asiens som paa 📌Siciliens og 📌Italiens Kyster bekiendte selv, at 📌Halv-Øen var Moder-Landet, og skiøndt baade Iliaden og Odysseen fremsprang derudenfor, udlede de dog med Jason og Agamemnon Alt derfra, og endelig har den seneste Kamp med Barbarerne, lang og blodig, beviist, at det kun er her, Man endnu har meer end Moders-Maal, har Helte-Aand tilfælles med de Gamle. Begge Dele troede selv de bedst Oplyste i 📌Europa giennem flere Aarhundreder, var for længe siden uddøde, og Mange tør endnu ikke troe deres egne Øine, som vise det Modsatte, men derfor er det dog lige vist og vil snart, vi haabe, til Menneske-Slægtens uberegnelige Gavn, almindelig erkiendes, at Grækerne er en glædelig Undtagelse blandt Old-Tidens berømte Folk, saa hos deres Børn uddøde ikke Moders-Maalet men bisattes kun, daanet med dem, i Barbariet, og vil nu sikkert opstaae med dem igien, da baade deres Sang og Daad beviser, at Aanden var ogsaa kun indslumret, ei hensovet. Kun vil det naturligviis hverken være af de Classiske Steders Gruus den Ny-Græske Aand opstaaer, eller paa deres Gruus den opslaaer sit Paulun, thi det er kun Gienganger-Færd, men Navne som 📌Hydra og 📌Spezza vil blive 📌Koluris og 📌Ængias Medbeilerinder, og christelig oplyst vil Aanden fortsætte sin herlige ved Afguderiet fordreiede og afbrudte Bane.

Hvad der nu aandelig udmærkede Grækerne i Old-Tiden, og hvad de derfor umuelig kan have laant enten af Ægypter eller Phønicer, som manglede det, var især den levende Følelse af, at Mennesket er “i Slægt med Guddommen. Dette er nemlig noget ganske Andet end at enkelte Mennesker ansaaes for Gude-Sønner eller Gudernes Fortroelige, hvad der var Tilfældet hos mange andre Hednin322ger, saavelsom hos Grækerne, thi denne Tro paa et Natur-Slægtskab mellem Gud og Menneske gav hele den Græske Livs-Anskuelse et eiendommeligt Præg og en mageløs Glands. Ligesom Man nemlig saae en skjult Guddom i Mennesket, saaledes saae Man igien en skjult Menneskelighed i hele den skiønne Natur, og, uagtet alt det Skiæve og Fantastiske, der deels bestandig klæbede ved denne Livs-Anskuelse, deels efterhaanden forvirrede den, var den dog Kilden saavel til Ideen om et Borgerligt Selskab i sin Glands og en Skole for Livet i sin Flor, som ogsaa til de store Værker med Pen og Hugge-Jern, vi beundre, og til det store Haab om voxende Forklaring, der ei udartede til en barnagtig Leg med Skin og Bobler, før det havde gjort 📌Grækenland udødelig Ære og Menneske-Slægten uberegneligt Gavn! Vel boede nemlig Grækernes Guder paa Jorden, og havde “📌Olympen” endog været fulde 7000 Fod over Havet, vilde det dog vist nok været meget for lavt til en rigtig Zeus, ja, Grækernes Guder var Mennesker lige “ei uden Synd” hvad aabenbar nedsætter dem endnu dybere, men de var dog med alt det langt høiere Væsner end baade Ægypters og Phønicers, og fordi de havde deres rette Hjem i Folkets Barm og ei blot i Digternes Hjerne, saa stræbde Grækerne virkelig at ligne dem, som deres egne høieste Forestillinger om Livet, hvad aldrig med deres herlige Anlæg, kunde saa ganske mislykkes, at de jo gjorde nogle Kæmpe-Skridt fra 📌Tempe op ad Gude-Bjerget. Det er med andre, mere giængse Ord, at Grækerne der, som Man siger, idealiserede (forskiønnede) alt, de forskiønnede og saa dem selv til Guder, men ikke som Noget, de indbildte sig at være, kun som hvad de haabede for Slægtskabs Skyld at kunne forædles til, og mens dette Haab var levende hos dem, udviklede der sig øiensynlig i det Mindste saadanne Halv-Guder (Heroer), som 👤Homer og 👤Hesiod, 323👤Leonidas og 👤Herodot, 👤Aristid og 👤Kimon, 👤Sokrates og 👤Plato, 👤Demosthenes og 👤Alexander!

Kun fra dette Stade kan vi forstaae Græker-Livet, som et stort Vædde-Løb om Livets Krone, hvori det faldne Menneske vel ligesaalidt kunde naae Maalet, som fatte det ret i Sigte, men satte dog alle sine høiere Kræfter i en levende og fri Bevægelse, som det for os kan være baade lysteligt og lærerigt at betragte, da den baade maa indskyde os en dyb Beundring af det guddommelige Konst-Værk, Skaberen i Mennesket har frembragt, og peger næsten ved hvert Skridt paa Noget, vi ere kaldte til ei at eftergiøre men at overgaae.

See vi saaledes paa den Græske Stats-Forfatning, da er den vist nok alt i Perser-Tiden et Vir-Var, kun, som det synes, skikket til at frembringe en idelig Afvexling af Tøileløshed og Tyranni; men stirre vi paa Dagene ved 📌Marathon, 📌Thermopylæ og 📌Salamis og paa de store Mindes-Mærker om sin Løbe-Bane, Græker-Aanden reiste, baade før og siden; da maae vi dog nødvendig foretrække dette Vilde-Rede baade for den snorrette Stivhed i 📌Ægypten og den udregnede Travlhed i 📌Phønicien. Baade see vi nemlig midt i dette Vilde-Rede saa kiendelige Spor af en høiere Orden, at vi ei kan tvivle om, den jo engang fandt Sted i disse Lande-Mærker, og deels bærer, selv under Forstyrrelsen af den Græske Stats-Bygning, Aands-Kræfternes ædle Kappe-Lyst og fri Virksomhed saa herlige, mageløse Frugter, at vi ei kan finde dem for dyrekiøbte.

Vil vi nu kiende Ideen til Grækernes Stats-Forfatning, da giør vi bedst i at betragte de Optrin af Gudernes huuslige Liv, som de gamle Skjalde har skildret, thi de var aabenbar det store Forbillede, der svæ vede for Grækerne og som de kun fuskede paa i deres Stater at udtrykke, saa, medens alle forstyrrende Kræfter laae med Titanerne fængslede i Afgrunden, skulde alle de ædle, skiønne og velgiørende Kræfter virke 324frit, som hinandens guddommelige Medbeilere, kun løselig forbundne og læmpelig styrede af Aanden, der, som en fælles Gude-Fader svævede over dem med Kronidens Lynilds-Blik og Torden-Kile, men ogsaa med Athenes kloge Fugl og Hebes Nektar-Bæger. Et saadant frit og virksomt men dog i Grunden fredeligt, for Alle gavnligt og behageligt, Medbeiler-Forhold var det aabenbar, Grækerne prøvede paa at indføre i deres Stæder, og mellem alle Stæder og Stammer indbyrdes; thi de deelde sig ingenlunde i de mangfoldige smaa borgerlige Selskaber for at udstykke 📌Grækenland eller for at blive hinanden fremmede, men for at hver Slægt kunde, saa at sige, i sit eget Huus og sin Families Skiød friest og behageligst udvikle sine Kræfter og uddanne sine Anlæg, til at glimre og seire i det store Vædde-Løb, der skulde være det Samme for Stammerne, som de Olympiske, Pythiske og Isthmiske Lege var for Enkelt-Manden. Derfor havde Man fra Arilds-Tid et saakaldt Amphiktyonisk Raad, sammensat af alle Stammers Fuldmægtiger, som tillige var Forstandere for National-Helligdommen i 📌Delphi, og skulde forhindre Kappe-Lysten fra at udarte til fordærvelig Splid og holde Banen aaben for de Smaa som for de Store.

At nu et saadant Raad i mange Ledd baade skulde selv være besjælet af Folke-Aanden og finde Lydighed hos de Stærkeste mod Loven i dens Navn, var vist nok, i vor syndige Verden, ligesaalidt at vente, som at samme Aand skulde være over alle Stædernes Øvrigheder og finde lydige Undersaatter nok til at beholde Magten; thi begge Dele hænge paa det Nøieste sammen, saa det er intet Under, at i Perser-Tiden, da Tyranni og Tøileløshed stred om Prisen allevegne, at da Amphiktyonerne kun nævnes i Forbigaaende: ved Mindes-Mærkerne om den sidste Folke-Daad og Prisen paa den Grækers Hoved, der forraadte sit Fædreneland. 325Men aldrig var dog den Folke-Daad i Perser-Krigen blevet øvet, og aldrig var det blevet agtet for Lands-Forræderi af en Thessalier at vise Barbarerne Vei ind til sine gamle Uvenner i 📌Phokis og deres peloponnesiske Hjelpe-Tropper, dersom det Græske Forbund ei før havde været anderledes i Kraft, og aldrig vilde Amphiktyonerne blevet navnkundige i 📌Grækenland, dersom Steen-Støtterne ved 📌Thermopylæ havde været deres første berømmelige Værk, som det blev deres Sidste. Hvor tidlig dette Græske Stats-Raad er stiftet, lader sig vel ikke afgiøre, men tænkes maa det vist foran de første Folke-Bedrifter (Argonauter-Toget og Trojaner-Krigen), og dermed stemmer Sagnet overeens, der nævner Deukalions Søn, Amphiktyon, og Argiveren Akrisios, Morfader til Perseus, som dets Ophavs-Mænd*Strabo IX. 420. Pausanias X. 8.. At det hverken nævnes i Iliaden eller Odysseen, giør intet til Sagen, da hvad der til Hverdags-Brug er i Alles Munde sædvanlig allermindst nævnes ved høitidelige Leiligheder, og da Raadet ikke er os vigtigt for Navnets, men for Sagens Skyld, skal vi heller lægge Mærke til, at Krigs-Raadet i Leiren for 📌Troja er selv det klareste Beviis paa, hvordan Grækerne ved deres Stats-Begivenheder immer tog Guderne til Mønster; thi Agamemnon Folke-Drot er aabenbar en Zeus efter Tidernes Leilighed, Thetis-Sønnen Achil er en ubændig Poseidon, Athenes Yndling Odysseus forestiller hende, og Nestor med de honningsøde Læber skal erstatte Hebe med Nektar-Bægeret, medens Udfaldet: Hellenernes Seier, dyrekiøbt med Achils Undergang, lærer os, hvad de ventede af Vædde-Kampen mellem deres voxende Kløgt og den ubøielige Skæbne.

De Amphiktyoniske Raads-Herrer var, som sagt, ogsaa Tempel-Forstandere i 📌Delphi, og paa Oraklet der maae vi fæste vor hele Opmærksomhed; thi ligesom Grækerne 326sagde, at 📌Delphi var Jordens Navle (Middel-Punkt), hvor Kronidens Ravne, der (ligesom Odins) fløi Verden rundt, mødtes*Strabo IX. 419–20., saaledes var det Delphiske Orakel aabenbar Middel-Punkten i Græker-Livet, ved hvis Forrykkelse det gik Opløsningen imøde. Naar Man derfor enten, med de uoplyste Theologer, paastaaer, at det i 📌Delphi, som ved alle Hedenske Orakler, bestandig gik til med Fandens Konster, eller Man, med de i deres egne Tanker Høitoplyste, giver den smukke Forklaring, at det Hele var et Giøgle-Spil af Luren-Dreiere, da skal Man vide, at Man derved sværter og fordømmer den Aand, der var over 📌Grækenlands ædleste Helte, ypperste Digtere, Talere og Tænkere, thi at det Delphiske Orakel, til det blev aandløst, var i Grækernes Aand, derom tillader Historien os ikke at tvivle. Vil Man derfor ei selv faae Skam og dog stræbe at ramme det Rette, maa Man vel antage, at 📌Delphi og Græker-Folket, ligesaavel som 👤Sokrates, havde baade en god og en ond Genius (Dæmon), der droges om Herredømmet, til den Sorte omsider fik Overhaand, og at dette var i Perser-Tiden, lære vi af 👤Herodot.

Medens nemlig endnu Pisistratiden 👤Hippias havde Athenienserne under Svøben, fik Spartanerne, hvad de saa end spurgde om, immer til Slutning den Formaning af Pythia (Præstinden), at de skulde befrie 📌Athenen, hvad de da omsider, for at føie Oraklet, ogsaa gjorde, skiøndt 👤Hippias var deres Gjæste-Ven og de frie Atheniensere deres farligste Medbeilere; men siden ymtede Man om, og Athenienserne sagde det selv, at de rige Alkmæonider, som under 👤Pisistrat og hans Sønner var landsforviste, og længdes efter Hjemmet, havde underkjøbt Pythia til at give det gode Raad*Herod. V. 62–63..

Det Sidste kunde nu godt være Snak, thi det var aldeles i den Græske Aand at ønske Tyranner styrtede, hvem de 327saa end plagede, og da Alkmæoniderne, som stod for Opbyggelsen af det ny 📌Apollo-Tempel i 📌Delphi, havde været saa runde at bruge Parisk Marmor, hvor de kunde sluppet med Porinsk, lod det sig desuden godt høre, at Apol kunde finde, den ene Høflighed var den anden værd; men baade viser dog det slemme Rygte, at Man i 📌Grækenland begyndte at troe, Pythia vidste dog imellem ret godt selv, hvad hun sagde, og formodenlig har Amphiktyonerne, som Tempel-Forstandere, da de tingede med Alkmæoniderne om Bygningen, indgaaet den hemmelige Betingelse: giennem Oraklet at virke hvad de kunde til 📌Athenens Befrielse. Det kunde nemlig synes et uskyldigt og fromt Bedrageri, hvorved kun Tyrannen tabde, medens Templet vandt i Skiønhed, 📌Grækenland i Frihed og de selv maaskee lidt i Velstand, og under saadant et smukt Skin pleier Skjelmen gierne at indsnige sig i smukke Folks Selskab, saa noget Sligt er der sikkert gaaet forud for den nederdrægtige Opførsel i 📌Delphi, som fandt Sted mellem Slagene ved 📌Marathon og 📌Thermopylæ.

👤Kleomenes, den foromtalte Konge i 📌Sparta, der altsaa ventelig kunde takke sin Daatter for, at han ikke selv lod sig bestikke af 👤Aristagoras, bestak nu ved sit Redskab 👤Kobon i 📌Delphi, Præstinden 👤Perialla, saa hun i Oraklets Navn, erklærede hans Medregent 👤Dimarit for et uægte Barn, hvorved 👤Dimarit mistede Thronen og blev saa kied af 📌Grækenland, at han flygtede til 📌Persien; men siden blev det opdaget, saa 👤Kobon maatte redde sig med Flugten og 👤Perialla blev afsat *Herod. VI. 66..

Man indseer let, at om end Amphiktyonerne havde ladt 👤Perialla levende brænde og sat en Priis paa 👤Kobons Hoved, der var blevet vundet, vilde det endda varet længe, før Oraklet kunde faae Opreisning paa sin Ære, som Det aabenbar forbrød ved et Falskneri, der satte hver Mands Ære og 328Velfærd, alle Staters Rolighed og hele 📌Grækenlands Frihed rædsomt paa Spil; men da Alt løb saa læmpeligt af for de Ryggesløse, var Oraklets Indflydelse paa Stats-Anliggender uigjenkaldelig forloret.

Hermed træder da Oraklet ud af Stats-Historien, og naar det var traadt ind deri, veed Man naturligviis ligesaalidt med Bestemthed, som hvad Aar Amphiktyonerne blev Kirke-Værger; men dog taler Achil i Iliaden om de Pythiske Tempel-Skatte, som allerede dengang meget betydelige, og i Odysseen synger Skjalden Demodok om Orakel-Svaret fra 📌Delphi, som forkyndte Agamemnon 📌Trojas Undergang *Iliaden IX. 404–7. Odysseen VIII. 77–82., saa Grækerne ansaae aabenbar Oraklet for jævnaldrende med deres Folke-Liv. At for Resten det gamle Tempel i 📌Delphi brændte af i 👤Kyri Dage, hvorpaa Alkmæoniderne for 300 Talenter opførde det Ny, melder 👤Herodot, men det er først af 👤Pausanias vi høre, baade at Korintheren 👤Spinthar var Alkmæonidernes Byg-Mester, at Templet selv i Old-Tiden ofte var blevet plyndret, og at førend de to Steen-Templer, havde Oraklet først været i en Løv-Sal af Laurbær-Træer fra 📌Tempe, derpaa i en underlig Kube af Bie-Vinger og Honning-Kager, som Apol siden forærede Nordboerne (Hyperboræerne), og saa i en Kaabber-Hald, som Man veed ikke ret, om smeltede eller sank i Jorden*Herod. II. 180. Pausanias X. 6–7..

Da lærde Folk i 👤Mark Aurels Tid var ligesaa vel oplyste som i det attende Aarhundrede, saa anmærker naturligviis 👤Pausanias, at Løv-Hytten og Kaabber-Hallen, det kan Man begribe, men Bie-Kuben maa man forkaste som en Fabel. Vi Lærlinger i boglig Konst fra det nittende Aarhundrede derimod, som har mærket at det er ligesaavel det Store som det Tomme, vi ikke kan begribe, vi finde alle de tre gamle Apollo-Templer æventyrlige, men derfor in329genlunde at kimse ad, og finde især det Mellemste “af Bie-Vinger og Honning-Kager” meget smagfuldt, som det i 📌Grækenland var at vente, naar Konsten steeg; thi da bliver gierne hos alle Sang-Fugle, under Kirke-Taget som i Lunden, Vingerne bitte smaa men Tonerne søde. Vi finde altsaa i de tre snurrige Templer en kort men sindrig mythisk Orakel-Historie, saa det lignede først en Laurbær-Lund, hvor Sangen med Fuglene kom af sig selv, saa en konstig Indretning, hvormed Man kom Naturen til Hjelp, saa Orakel-Svarene vandt i Skiønhed hvad de savnede i Dybde, og endelig en klingende Bjælde og en tonende Malm, som den Man banker paa, naar Bierne skal sværme, saa Orakel-Svarene var kun som Skraldet der morer gamle Kudske, blot for Erindringens Skyld.

Vi kunde nu gjerne forlade 📌Delphi, uden at nævne “Tre-Foden”, naar den ikke var blevet til et Ord-Sprog i den lærde Verden, især til at betegne Kilden, hvoraf indbildske Recensenter beruses til deres Magt-Sprog; men for at den nu ikke skal hevne sig paa Haand-Bogen, maae vi dog vide, at det egenlig er en trebenet Taboret, 👤Strabo sætter Pythia paa over en dyb Hule, hvis Dunster skal forestille Aanden, men begeistrer hende dog kun til nogle afbrudte Ord i Prosa, som en Rim-Smed, Man har i Bag-Haanden, maa pine sin Muse med at lodde sammen, saa der bliver Mening eller dog Klang deri*Strabo IX. 419.. At det nemlig hverken var saadant Stymper-Værk, de gamle Græker beundrede, eller saadan en Damp-Maskine, der, i Aandens Fraværelse, drev deres Sangere, det veed vi udenad, og hvor den konstige Begeistring begynder, der slipper desuden den Naturlige, som dog er den Eneste, det lønner Umagen at tale om, og som netop var den, de gamle Græker, i Kraft af Natur-Slægtskabet med Guddommen, stolede paa.

330I 📌Delphi holdtes de Pythiske Lege, som oprindelig var Vædde-Sange, hvortil siden kom Strænge-Leg; ved 📌Korinth holdtes de Isthmiske og i 📌Argolis de Nemeiske Lege, alle berømte fra Arilds-Tid, men paa den Tid, vi med 👤Kserxes giør Grækernes Bekiendtskab, var alle andre Lege fordunklede af de Olympiske, der ogsaa sikkert var ældre end Iliaden, da det var dem der gjorde 📌Elis til “det hellige Land” som det kaldes af Skjalden. Det er allerede anmærket, at det var de Olympiske Leges Skyld, som holdtes i de samme Dage, at der blev fylket saa tyndt ved 📌Thermopylæ, men det bør strax tilføies, at da 👤Kserxes i den Anledning spurgde, hvad Prisen var, de ved 📌Olympia kæmpede for, og fik til Svar “en Krands af Olie-Kviste,” da udbrød den ædle Perser 👤Tigranes: o, 👤Mardonius, hvad har du gjort, at du indviklede os i Krig med Kæmper, som tage kun Æren i Sold*Herod. VIII. 26.! Hermed er imidlertid ogsaa Alt sagt hvad der med Sandhed kan siges til de Olympiske Leges Roes, naar de betragtes i og for sig selv, medens der med Føie er Meget at udsætte paa den Heftighed, hvormed Grækerne lige fra Perser-Tiden sværmede for Krandse, der som oftest smykkede Land-Løbere og Slags-Brødre, med hvem ingen Ædling skulde ønske at have meer tilfælles end høist nødvendig. Det gik Grækerne hermed, som det gaaer alle poetiske Sværmere med den Gienstand, hvori de forelske sig, de begyndte med at overskatte Vædde-Løbene og Styrke-Prøverne, som et øiensynligt træffende Billede paa den stærke Drift og stadige Kamp, som Aands-Kræfternes heldige Udvikling kræver, men glemde saa efterhaanden Sagen over Billedet og omfavnede en Sky for Here.

Dette maa imidlertid ikke tages saaledes, som om Grækerne, selv ved de Olympiske Lege, over Legems-Øvelserne reent havde glemt Sjæle-Kræfterne, thi baade stod Banen dem aa331ben, og det er høist rimeligt, hvad Man fortæller, at da 👤Herodot oplæste Endeel af sin Historie ved de Olympiske Lege, blev Tilhørerne saa mange, at Man savnede Tilskuere paa Rende-Banen; men sandt og sørgeligt er det, at Legems-Øvelserne, istedenfor, som Grækerne havde smigret sig med, at forberede større Ting, snarere efterhaanden fortrængde alt Andet og blev omsider det Eneste, Man i 📌Grækenland kunde rose sig af.

Hvilken Vigtighed de Olympiske Seiers-Krandse havde i alle baade Europæiske og Asiatiske Grækers Øine, derom vidner hvert Blad i deres Historie, men her maae vi især lægge Mærke til, at de paa dem grundede deres Tids-Regning, saa de tre Aar, hvori Ingen faldt, var kun som Tilgift til det, der ved Sommer-Soelhverv begyndte saa glædelig, og hele Fir-Kløveret kaldtes en Olympiade. Hvor tidlig Man begyndte ordenlig at optegne Seier-Herrernes Navne og derved grunde en fast og fælles Tids-Regning, er imidlertid uvist, thi 👤Herodot regner i sin Historie slet ikke efter Olympiader, og den saakaldte “Pariske Marmor-Krønike” som dog gaaer til Aar 91 efter 👤Alexanders Fødsel, ikke heller, saa 👤Diodor er nok den ældste Historie-Skriver, vi har, som tæller efter Hæders-Krandsene. Naar derfor de Lærde endog trættes om, i hvilket Aar af en Olympiade gamle Ting skedte, da er det kun til Tids-Fordriv, og vi maae nøies med at vide, at den første Olympiade falder i den første Halvdeel af det Ottende Aarhundrede f. Ch. eller 780–70.

Som det gik Grækerne med Legems-Øvelserne, gik det dem ogsaa med deres haandgribelige Konst-Værker, blandt hvilke det Allerberømteste ogsaa thronede som en Zeus, skabt af 👤Phidias, midt i Kredsen for de Olympiske Lege; thi de skattede dem bestandig over deres Værd og endte med ganske at forgude dem. Vist nok var det saare naturligt, hos et Hedning-Folk, der levede i Anskuelsen 332af Guddoms-Præget i Mennesket, baade paa Sjæl og Legeme, at de udviklede Legemets Færdigheder og forskiønnede dets Udseende paa Aandens Bekostning, men det er derfor ikke mindre sørgeligt, at see det grove Afguderi indsmigre sig hos de smagfulde Græker ved det blændende Skin af Aand, der kastede et glimrende Slør over dets Vederstyggelighed. Meningerne kan nemlig vel være deelte om, hvorvidt det grove Afguderi, hvorved Skabningen aabenbar sættes over Skaberen, er Synd mod Ham, men der kan intet Spørgs-Maal være om, at det er en stor Forsyndelse mod Menneske-Aanden, der hævner sig rædsomt ved at lade dem synke i Jorden, som kaste sig i Støvet for deres egne Hænders Gierninger. Derfor er det heller intet Under, at Græker-Aanden sluttede sin Bane ved at stemple Stenen med sit skiønne Præg, thi alle Guder maae nødvendig studse og blive som forstenede, naar Stene forgudes, og er der en Aand med i Spillet, da er den aabenbar paa sit Yderste, naar den giør Bauta-Stenen til sin Stat-Holder. Saadanne Bemærkninger kaldes vist nok tit sværmeriske og smagløse nuomstunder, da Man atter synes at have fortvivlet om at række meer af Aand end “Skinnet” og forguder desaarsag de smukke Billed-Støtter alt hvad Man kan; men hvem der heller vilde være en lyslevende Hektor, Achil eller Odysseus, end den Olympiske Jupiters forgudede Støtte, maa dog ligefuldt finde den Tid, da Billed-Huggernes Værker blive det Guddommeligste paa Jorden, ussel imod den, da Iliader og Odysseer, Herodotske Muser, Æschyliske Dramer, Platonske Dialoger og Demosthenske Taler yngle og begeistre. At endelig Grækerne, hvis høieste Drift det unægtelig var at kappes med Guderne, maatte afbryde dette store Vædde-Løb, naar deres Guder havde slaaet sig til Ro og stod som ubevægelige Støtter, i Viraks-Duft til Øiens-Lyst, 333det er en Slutning, der giør sig selv og bekræftes kun alt for godt af den følgende Historie.

Dog, at reise sig selv og kappes med Guderne, var for det faldne Menneske vist nok en Helte-Gierning, der langt oversteg hans Kræfter, og at oversee det, røbede en Hovmod, der maatte føre til et endnu dybere Fald, som Knæ-Faldet for Stenene øiensynlig var, og det havde lige fra Begyndelsen ahnet Græker-Aanden, at den vilde blive slaaet med Blindhed, som Sangeren Thamyris, der udfordrede Muserne til Vædde-Kamp; thi det var dens gamle Klage-Sang, at Guderne misundte og styrtede de Dødelige, naar de, berusede af Ære og Lykke, vovede at maale sig med dem. Det var derfor hverken Billedhugger-Konsten eller noget Enkelt, der hindrede Grækerne fra at naae det høie Maal, hvortil de stilede, det var Lyden ved deres Bestræbelse i det Hele, og den deraf flydende Mangel paa Kraft til den største Helte-Gierning, som dog maa lykkes, før Mennesket kan blive Guderne liig: den at overvinde sig selv, og 👤Phidias udførde kun, som Grækerne selv anmærkede, hvad alt 👤Homer havde spaaet.

Ved dette store Navn maae vi endnu et Øieblik dvæle; thi vel hører Iliaden, ligesaavel som 👤PlatosRepublik” langt meer til Kirkens og Skolens end til Statens Historie, men Steen-Giærderne paa Aandens Ene-Mærker er en ny Opfindelse, som Oldtiden ikke vilde misunde os, og selv de levende Hegn, som opstod blandt Grækerne og giør dem Ære, kiendte Man kun lidt til under den Trojanske Krig, da Alting endnu laae i Fællesskab. Det er, paa anden Dansk, at naar Kirke, Stat og Skole ei meer staae i levende Vexel-Virkning, da er det forstenede Former, som Aanden har forladt, og at fremforalt et Folks Bibel eller Gude-Bog samler Alt under Eet. At nu de Homeriske Digte var Grækernes Bibel, sees maaskee klarest deraf, at 👤Strabo lægger dem til Grund for sin 334Geographi, men er dog allerede kiendeligt nok af den Rolle, de spille i 👤Herodots Historie, og han har i Forbigaaende opbevaret os et Træk, der bedre end mange Ord give en levende Forestilling om deres politiske Vigtighed i 📌Grækenland. Der var nemlig, fortæller han, omtrent i 👤Kyri Dage, en Tyran i 📌Sikyon paa 📌Peloponnes, ved Navn 👤Klisthenes, 👤Aristonyms Søn, ingenlunde berygtet for Grumhed men høilig berømt for sin Stats-Klogskab, og for det mageløse Bryllup, han gjorde med sin Daatter 👤Agarista, thi om den Brud var der tilgavns mange Beilere, som han et heelt Aar igiennem beværtede med Giæstebud og Ridder-Spil, for at prøve Gemytter, indtil hans Valg endelig faldt paa Alkmæoniden 👤Megakles, der ved hende blev Fader til 👤Klisthenes den Yngre, 📌Athenens første berømte Folke-Leder. Samme 👤Klisthenes den Ældre stoppede nemlig blandt Andet Munden paa Rhapsoderne med deres Vædde-Sange i 📌Sikyon, for de Homeriske Digtes Skyld, som idelig berømme 📌Argos og Argiverne, med hvem 👤Klisthenes laae i Krig*Herod. V. 67. VI. 126..

Medens vi derfor lade de Lærde tvistes om, enten Prinds Paris virkelig stjal Dronning Helene og skaffede derved 📌Troja alle de Græske Konger paa Halsen, eller det kun er Digt altsammen, og atter om, enten Digtene kom hele til Verden eller i mange Stykker; tør vi nok antage med 👤Herodot, at de Homeriske Digte var omtrent 400 Aar ældre end han*Herod. II. 53., og indsee grandt, at Borgerne i 📌Sikyon allerede 600 Aar f. Ch. maae have nydt en skikkelig Opdragelse, siden det kunde more dem saameget, at høre paa Iliaden, at den kloge Tyran var bange for Følgerne. Herved mindes vi tillige om, at enten Iliaden og Odysseen er af samme Forfatter eller ikke, og enten den ypperste Græske Digter hedd 335👤Homer eller 👤Melesigenes, eller hvad, saa har den gamle Sanger om Heltene ved 📌Troja og Farerne paa Havet ogsaa havt en god Opdragelse, og Andet for Øie til daglig Brug, end Barbarer og Nødde-Knækkere, saa det er ganske sikkert, at der over 900 Aar f. Ch. var et Græsk Borgerligt Selskab, med en Frihed og Glands, der maatte være Efterskinnet af en saadan straalende Helte-Tid, som Digtene besynge. Paa den anden Side er det ogsaa klart, at hvor Man, som i 📌Sikyon, taalde, at Tungen blev revet ud af Halsen paa 👤Homer, der har Man dog meer blot moret sig over hans Skildringer, end glødet for det Liv, der avlede dem, saa det er naturligt, at 📌Sikyon ingen Deel tog i de følgende store Begivenheder, men at derimod 📌Sparta, hvis Lovgiver (Lykurg) skal have ført de Homeriske Digte til 📌Grækenland, og 📌Athenen, hvis Tyran (👤Pisistrat) først skal have ladet dem føre i Pennen, staae i Perser-Tiden som Græker-Aandens sidste Tilflugts-Steder, hvor den vel alt øiensynlig bar paa sin Hel-Sot, men gav dog endnu Livs-Tegn, der maae vække Beundring af dens ædle Art, og inderlig Deeltagelse i dens tunge Skæbne.

Førend vi imidlertid vende os til Betragtningen af den herlige Aands Døds-Kamp i 📌Sparta og 📌Athenen, maa det erindres, at, skiøndt vi ei kan giøre saaledes Rede for hvad Grækerne, som hvad Ebræerne laande af Ægypterne, kan vi dog slet ikke tvivle om, det jo var temmelig betydeligt, saavel i Henseende til det grove som til det fine Handelag og Haand-Arbeide, hvori vi veed, Mesterskabet kiendelig er ældst ved 📌Nilen. Paa et saa dant tidligt Laan henpegede da ogsaa de Græske Old-Sagn om de Ægyptiske Høvdinger: Kekrops og Erechtheos i 📌Attika og Danaos i 📌Argolis, hvortil vi vel tør føie Minos paa 📌Kreta; thi baade var han den første berømte Lov-Giver blandt Grækerne og hans 📌Labyrinth det ældste Konst-Værk som nævnes paa 336Hellenisk Grund, hvad nødvendig maa minde os om 📌Ægypten, hvortil ogsaa efter den sidste Kamp 📌Kreta blev kastet, som Opgield for 📌Grækenland. Udvandringer var vist nok ikke i Ægypternes Smag, men i Hyrde-Kongernes Dage maatte de bide i et suurt Æble, hvortil Udvandringen udentvivl ogsaa hørde, da Tiden godt kan passe og Alt i Verden har havt en Aarsag, der kunde frembringe det.

At nu Grækerne, tilligemed Septeret, Plov-Kieppen og Grund-Linierne i Tegne-Konsten, har faaet endeel Præste-Løgne og forgudede Ugle-Billeder fra 📌Ægypten, følger af sig selv, men Aands-Føde var ikke hvad de gamle Ægypter handlede med, saa om det end var andet end Snak, at 👤Homer havde ligesaavel været i 📌Ægypten som Orpheus og 👤Plato, blev det dog lige vist, at Digter-Aanden hverken stammede derfra eller vakdes deraf.

Derimod har Phønicerne sikkert havt store Fortjenester af Grækernes høiere Aands-Dannelse, vist nok ikke ved Bogstav-Skriften, hvormed Man før slaaer Aanden ihjel end Man opliver den; men ved Oraklet i 📌Dodone og hvad dermed staaer i Forbindelse. At dette Orakel, med sine tre Norner: Promenia, Timarete og Nikandra, var det Ældste i hele 📌Grækenland, bevidner 👤Herodot, og efter den Maade, hvorpaa Achil i Iliaden anraaber den Pelasgiske Zeus, som har sit Tempel i 📌Dodone, maa Man slutte, han var af en høiere Orden end den Olympiske *Iliad XVI. 233–35.. Vel fortalde Præstinderne paa Stedet selv 👤Herodot, at der var fløiet to sorte Duer ud fra 📌Thebe i 📌Ægypten, af hvilke den Ene kom did, satte sig paa en Bøg og befoel med menneskelig Røst at stifte et Orakel for Zeus, men Ægypterne pegede dog selv paa Phønicerne *Herod. 54–56., og forfølge vi Rækken af 📌Grækenlands gamle Sangere, 337da fører den os, med Orpheus og Linos til 📌Thrakien, hvor vi veed, Phønicerne fra 📌Taso og 📌Samandraki gik tidlig i Land og havde travlt, saa de var sikkert Vækkerne af de deilige Toner, hvorved Stenene dandsede til Byes og blev Mure omkring de frie, helleniske Borgere. Enten maa derfor det Dodoniske Orakel i 📌Epiros ogsaa have været af Phønicisk Oprindelse, eller det staaer ene, som en Ægyptisk Obelisk, henkastet paa en fremmed Kyst til et Skumpel-Skud; thi vi finde intet Spor af Ægyptisk Indflydelse fra denne Kant. Semiterne i 📌Asien, veed vi, var Slægtens store Propheter, og skiøndt de Homeriske Digte kom fra 📌Lille-Asiens Kyst, besynge de dog for høirøstet 📌den Balkanske Halv-Øe, som de Græske Heltes og Sangeres Moder-Skiød, til at vi kunne giætte paa Andet, og der maa da sikkert tidlig være fløiet en prophetisk Due fra 📌Asien til Bøgen ved 📌Dodone og givet de høie Orakel-Svar, der gienlyde i de dybe og ligge til Grund for de søde Toner fra 📌Hellas.

📌Sparta og 📌Athenen.

Uden tilbunds at kunne oprede det indviklede Forhold mellem Dorer og Ioner, behøve vi dog blot at vide: Spartanerne stod i Spidsen for Hine, og Athenienserne for Disse*Herod. I. 56., saa indsee vi strax, at det maa fra Arilds-Tid have været høist forskiellige Stammer, thi Forskiellen paa Livet i 📌Sparta og 📌Athenen er saa giennemgribende, at den maa være dem ei i Klæderne skaaret, men i Kiødet baaret. Vel har Man sædvanlig udledt denne Forskiel deels af den forskiellige Lov-Givning og Stats-Forfatning, og deels af Stædernes Beliggenhed, som gjorde den Ene til et Borge-Leie, den Anden til en Lade-Plads, og det er et høist naturligt Indfald, naar Man seer Folks Egenheder passe med deres 338Bopæl og Dont; men det er ligefuldt en yderlig slet Forklaring, især i saadanne Fri-Stæder, som 📌Sparta og 📌Athenen. Stammerne har derfor ogsaa hver sin Halv-Gud, Dorerne Herakles og Ionerne Theseus, nemme at kiende fra hinanden, men hvis æventyrlige Baner vi her med Flid maae undgaae, for ei at føres vidt fra Maalet, som er at see, hvorledes den Græske Friheds-Aand, efterat have saa heltemodig forsvaret sig mod Perserne, forvandlede sig til en Hersker-Aand, og gik derved med stærke Skridt sin Undergang imøde.

Kun for at see, hvorledes disse Herre-Nykker, der klæde intet Folk godt, men dem særdeles ilde, som sværme for Frihed, havde udviklet sig, kaste vi et Blik paa 📌Spartas og 📌Athenens tidligere Bane, og see da strax, at Man ved den “laurbærkrandsede📌Eurotas, hvor 📌Sparta laae, alt længe havde sunget for Børnenes Vugge om Herredømmet i 📌Grækenland. Spartanerne i Perser-Tiden var nemlig, efter Alles Sigende, et ganske andet Folkefærd end dem der fulgde Menelaos til 📌Troja, og havde et Par Menneske-Aldere senere, under Herakliden Aristodem eller hans Sønners Anførsel, taget Staden og Landet med væbnet Haand og gjort dem af de gamle Indbyggere, der ei udvandrede, om end ei alle til saadanne Slaver, som Heloterne var, saa dog til underdanige Tjenere. Den Spartanske Frihed var altsaa lige fra Begyndelsen et Herre-Væsen, hvis Besiddere slet ikke lignede hvad vi kalde Borgere, men en Skare af Middel-Alderens strænge Riddere, der havde opslaaet deres Bopæl i en Stad istedenfor paa adspredte Borge, lod Bønderne trælle og Borgerne skatte, mens de selv fulgde Jæger-Hornet og Luren. Dog var Spartanerne, med alt det, da vi lære at kiende dem, hverken raae eller vilde, men adstadige, ordknappe, ærekiære, tarvelige, og hjemme hos dem selv beskedne og retfærdige Bymænd, og denne egne Dannelse tilskrev Man Herakliden 339Lykurg, der, efter Slægt-Registrene hos 👤Herodot, optraadte som Lov-Giver tre Menneske-Aldere efter Aristodem og elleve førend 👤Leonidas, hvormed det ganske stemmer, hvad 👤Thukydid vidner, at i hans Tid var den Spartanske Forfatning 400 Aar gammel*Herod. I. 65. VII. 204. Thukydid I. 18.. Somme sagde, Lykurg havde faaet sin Stats-Klogskab i 📌Delphi, hvor Oraklet forgudede ham, men Spartanerne selv sagde, han lærde den paa 📌Kreta, og 👤Herodot fandt Adskilligt i hans Indretninger, der mindede ham om 📌Ægypten, som er naturligt, hvis Minos stammede derfra*Herod. I. 65. VI. 60.. Saameget er ogsaa klart, at ikke blot de enkelte Love og Indretninger, som vi finde dem hos 👤Herodot og 👤Ksenophon, har et fremmed Præg, men at 📌Sparta i det Hele staaer saa eensom og fremmed i 📌Grækenland, at det vel endnu længe vil være en Gaade for de Klogeste. Et besynderligt Fællesskab hardtad om Alt, blind Lydighed hos de Undergivne, strængt Ansvar for de Befalende, og almindelig Ophøielse af Loven over Lysten og af Æren over Livet, det er Grund-Trækkene, Man har givet os, og at det endnu i Perser-Tiden var dermed alvorlig meent, viser ikke blot Standhaftigheden ved 📌Thermo pylæ, men maaskee endnu meer hvad 👤Herodot i den Anledning fortæller om Spartaneren 👤Aristodem. Han var nemlig fraværende den store Morgen, enten ladt tilbage for Øien-Svaghed eller udsendt i et Ærende, men hans Stalbroder Eurytos, som var under samme Omstændigheder, fandt dog Leilighed til at naae Val-Pladsen og dele Skæbne med Heltene, og derfor blev 👤Aristodem ikke blot ved sin Hjemkomst til 📌Sparta skyet som en Spedalsk, men selv da han ved 📌Platæa havde fægtet som en Løve, vilde dog Spartanerne ei hædre hans Minde, fordi, sagde de, han streed ikke for Æren, men søgde kun Døden 340for at undgaae Skammen*Herod. VII. 229–31. IX. 71.. Ogsaa var 📌Sparta den eneste Stad i 📌Grækenland, hvor Konge-Værdigheden vedligeholdt sig efter Helte-Tiden og forebyggede det Tyranni, der ellers allevegne udrugedes af Tøileløshed; thi Kongerne i 📌Sparta, immer, lige siden Aristodems Tvillinger, to ad Gangen, holdt hinanden i Skak og nøiedes sædvanlig med den Magt og Ære Loven hjemlede dem, medens paa den anden Side deres Oppassere (Ephorerne) vogtede sig for uden høieste Nødvendighed at giøre Brug af deres Overmagt og kalde Konger til Regnskab*Herod. VI. 52. 56–59. 👤Ksenophons Spartanske Statsforfatning..

Man indseer imidlertid let, at naar ikke en særdeles Gudsfrygt og Menneske-Kiærlighed var Drive-Fieren, kunde fribaarne, kraftige Naturer umuelig ret længe finde sig i den daglige Indskrænkning paa alle Sider, uden at søge Erstatning, og den finde høihjertede Kæmper altid i Bedrifter, som kundgiøre deres Overlegenhed og udbasune deres Priis. Indtil Perser-Tiden havde alligevel Spartanernes Ærgierrighed og Herske-Syge indskrænket sig til 📌Peloponnes og maa selv der have holdt sig mere i Skranker, end Man skulde troe, siden alle Græker fandtes villige til at lade dem staae for Styret mod Barbarerne, men denne Hæders-Post var alt for høi og slibrig til, at 📌Spartas Kæmper, efter Dagene ved 📌Thermopylæ og 📌Platæa, ei skulde snuble paa den, saa det havde allerede da været forbi med den Græske Frihed, hvis den ikke i Athenienserne havde havt stærke og naturlige Bundsforvandte.

Athenienserne dannede allerede derved en Modsætning til Spartanerne, at de var deres Lands oprindelige Indbyggere, ja var, efter Alles Sigende, de eneste Græker, som aldrig havde flyttet, før de indskibede sig med den huusvilde Frihed til 📌Salamis, hvor de, som Skjaldene sang, bygde den 341et prægtigt Tempel*Herod. I. 56. VII. 161.. Vel kalder Historie-Skriveren 👤Thukydid, denne Fasthed i Sædet et Held, Athenienserne blot kunde takke den magre Jord-Bund for, som Ingen misundte dem, men det beviser kun, at denne Atheniensiske Borger var en Thraker af meer end Byrd; thi naar et Folk med saa store Kræfter, som Athenienserne har lagt for Dagen, vel af Giæster give saadanne Sværme, som 📌Milet og de andre Ioniske Aflæggere paa 📌Asiens Kyst, men sidder selv fast mellem nøgne Bjerge, da har det dog sikkert en dybere Grund, end at Ingen vil, hvad snarere Ingen kan, fordrive dem*Thukydid I. 2.. Heller maatte Man sige, de havde fattet en underlig Ungdoms-Kiærlighed til Hav-Bugterne og Oliven, som vi til Bæltene og Bøgen, thi Stadens Old-Sagn begynde med at Poseidon og Pallas Athene trættedes om, hvem af dem, den skulde opkaldes efter, og skiøndt Athene vandt Seier, fandtes dog i Templet paa Borgen, som Jordens Søn Erechtheos bygde og Perserne brændte, Havet afbildet ved Siden ad det levende Olie-Træ, som efter Branden gav et nyt Skud til Gudindens Ære*Herod. VIII. 55.. Vist nok er dette en Poetisk Anskuelse, der først bliver giennemgribende, naar Poseidon og Athene, ligesaavel som Havet og Olie-Grenen, er Billeder for os paa Bedrifternes Glands og Fredens Velsignelse, men hvem der kommer til 📌Athenen uden Poetisk Anskuelse, kunde ogsaa boe der i tusinde Aar og blev dog aldrig mere hjemme, end Tyrken, som nys flyttede derfra, uden at have tænkt paa, hvad det var, 👤Phidias fordum afbildede paa 📌Parthenon, end sige da, hvad der begeistrede ham dertil. Dette var, blandt Andet, som 👤Pausanias vidner, og som Stumperne endnu stadfæste, den samme Vædde-Strid mellem Poseidon og Athene, ved Siden ad 342Gudindens Fødsel, der foer i Harnisk ud af sin Olympiske Faders Hjerne*Pausanias I. 24.. 📌Attika var heller ingenlunde saa stifmoderlig begavet af Naturen, som Man af 👤Thukydids Tanke-Gang maatte slutte, thi foruden dets Oliven var dets Figener og Honningen fra 📌Hymettos berømte over hele 📌Grækenland, og i 📌det Lauriske Sølv-Værk havde den lille Stat i sin Ungdom en stor Indtægts-Kilde, som endnu strakde til at bygge de Skibe, der seirede ved 📌Salamis *Herod. VII. 144. Strabo IX. 399.; og da nu tillige Ordsproget om de fede Græs-Gange og de grove Oxer idelig stadfæster sig, havde Athenienserne Intet at misunde de fleste Bæoter.

Hvor det nu ikke er en Skare indvandrede Strids-Mænd, der skal have deres Frihed, paa de Indfødtes Bekostning, men Indbyggerne selv, der ønske at nyde den, for at fryde sig ved Livet og udvikle alle dets underfulde Kræfter, der maa naturligviis Alting indrettes langt anderledes end i 📌Sparta, og Tilstanden langt mere ligne et bølgende Hav end en Bjerg-Kiæde, saa det er intet Under, at det allerede før Perser-Krigen gik temmelig broget til i 📌Athenen; men det er et stort Under, at denne Fri-Stad, som alt glimrer i Iliaden, var blevet saa gammel og fødte endnu saadanne Børn, som dem, vi møde ved 📌Marathon og 📌Salamis, paa Torvet og i Bue-Gangene. Efter Sagnet var det nemlig Folke-Helten selv, Theseus, Poseidons Søn, der skiænkede Folket den Frihed, han selv med Livs-Fare vandt i Kampen mod Mino-Tauros paa 📌Kreta, for hvem 📌Athenens blomstrende Ungdom var før et blodigt Offer. Neppe misforstaaer Man Mythen, naar Man tænker, det var 📌Kretas Sømagt, den Ældste i 📌Grækenland, der opslugde 📌Athenens Ungdom, til Helten fra 📌Phaleros gav den sit Bane-Saar, men det være dermed, og med hans Leve-Tid før Agamemnon og med 343hans Stats-Indretninger, som det vil, saa er det dog lige vist, at 📌Athenen fra Arilds-Tid, først under Konger, til Kodros, og siden under Archonter (Høvdinger), havde været en mageløs Fri-Stad, underlig giæstmild, kun holdt i Orden af sin beundrede Høieste-Ret (📌Areopag), uden at Man har Sagn om nogen Tyran, før 👤Pisistrat i Perser-Tiden. Selv med Konge-Værdighedens Afskaffelse synes det at have hængt deilig sammen, thi da Herakliderne, kort efter det store Indbrud i 📌Peloponnes, rykkede mod 📌Attika, skal Oraklet have spaaet dem Seier, med mindre de fældte Atheniensernes Konge, hvorpaa Kodros, som vidste det, klædte sig i Pjalter og naaede sit Øiemed: med Selv-Opoffrelse at frelse Riget*Justin II. 6.. Vel er Hjemmelen ikke den bedste, men at det var i Kodri Dage, Dorerne første Gang hjemsøgde 📌Attika, melder dog alt 👤Herodot, og at de tabde Slaget, anmærker 👤Strabo, saa 👤Trogus kan nok staae til Troende i saa rimelig en Ting, som at da Thronen, Theseus reiste, ei længer kunde staae uden Rigets Skade, nedsteg hans Eftermand godvillig derfra og tabde sig i Mængden til fælles Gavn*Herod. V. 76. Strabo IX. 393.. Længe vedblev Archonterne at være Konger, paa Navnet nær, saa det var først ved Olympiadernes Begyndelse deres Regierings-Tid indskrænkedes til ti Aar, og et Aarhundrede senere (omtrent 700 f. Ch.) at Archontskabet nedsank til en blot Hæders-Post, der ved aarligt Valg besattes med anseete Borgere. Nu begyndte Man at føle Trang til skrevne Love og i det Hele til en Reformation af de forældede Indretninger, og denne Trang var det, 👤Solon, Ætmand af Kodros, afhjalp, uden at det er nemt at sige, hvad Gammelt han brugde, og hvad Nyt han indførde. 👤Herodot nævner blot een Nyhed, som han lærde af 👤Amasis i 📌Ægypten, og det var Politi-Loven, at Enhver under Livs-344Straf skulde giøre Regnskab for, hvad han levede af; men skiøndt allerede det er et slemt Tegn, var det dog endnu et Værre, at 👤Solon, som havde taget den Eed af Athenienserne, at de skulde holde hans Love i ti Aar, fandt det raadeligst at reise udenlands saa længe, for ei maaskee at see sig nødt til selv at løse dem fra Løftet*Herod. I. 29. II. 177.. Det Sidste viser nemlig, at Mængden nu begyndte at giøre sin Overmagt giældende, og Mængden er altid pøbelagtig, saa det Bedste, vi herefter kan vente at see, paa Torvet i 📌Athenen, er et mageløst Pøbel-Herskab, og at vi ikke skuffes i denne Forventning, har 👤Herodot i Fortællingen om Perser-Krigen allerede lært os.

Nu var det, under en Kiv mellem 👤Megakles, Søn af den 👤Alkmæon, 👤Krøsus havde forgyldt, og en vis 👤Lykurg, at 👤Pisistrat, en simpel Borger-Mands Søn, greb Leiligheden til at besnakke Pøbelen, saa han fik en Liv-Vagt, ved Hjelp hvoraf han opkastede sig til Tyran, men gjorde ellers ingen Fortræd og lod Retten have sin Giænge *Herod. I. 59.. Sex og Tredive Aar varede denne Underkuelse, dog ei uden Modstand, hvorved 👤Pisistrat to Gange maatte rømme og hans Søn 👤Hippark tilsatte Livet, og derpaa var det, Alkmæoniderne og Pythia formaaede Spartanerne til at uddrive den anden Pisistratide 👤Hippias. Vel fik Spartanerne siden andre Tanker og vilde ført Tyrannen tilbage i Triumph, men det forhindrede 👤Sosikles fra 📌Korinth, ved en Tale han holdt, og hvori han bad Spartanerne først indføre Tyranniet hos dem selv, før de vilde giøre andre Stæder lykkelige dermed; thi gjorde den Tale end intet Indtryk paa Spartanerne, saa gjorde den desmeer paa deres Bunds-Forvandte, som ingenlunde, efterat Udaaden var nævnet med sit rette Navn, vilde laane den deres Arm*Herod. I. 60–64. V. 55–56. 62–65. 90–93..

345Nu var Alkmæoniden 👤Klisthenes enstund den heldigste Folke-Leder og efterabede sin Navner og kiære Mor-Fader i 📌Sikyon ved at give gamle Slægter nye Navne, men Slaget ved 📌Marathon gjorde iblandt Andet det Gavn, at Mængden krævede andre Mester-Stykker end glatte Ord af sine Ledere, og 👤Themistokles, som havde selv været med og ei kunde sove rolig, fordi han immer drømde om 👤Miltiades, var et Hoved, som gjorde 📌Athenens Pøbel udødelig Ære*Herod. V. 66. VI. 115. 👤Plutarks Themistokles.. Ham var det, som overtalde dem til at bygge Skibe for Skatten, de var ifærd med at dele imellem sig, og at rømme Staden for Perserne; men dog maa det ikke glemmes, at paa den store Flytte-Dag stod hans adelige Medbeiler til Folkets Gunst og Ærens Krands, 👤Kimon, Søn af 👤Miltiades, ham kraftig bi; thi da Pøbelen blegnede ved det kiække Forslag, fløi 👤Kimon op til Athenes Tempel, offrede, som en udtjent Rytter, Gudinden sit Bidsel og sprang ombord med sine Venner*👤Plutarks Kimon..

Med alt sit høie Mod, sit Falke-Syn og sine store Gaver var og blev 👤Themistokles dog kun en Pøbel-Helt, som tog Penge for sin Part, men kunde dog aldrig faae Ære nok, hvorover Pøbelen naturligviis blev gnaven og benyttede sig af sin Potteskaars-Ret (Ostrakismen) til uden videre Grund at forvise ham, og nu gjorde han, efterat have reddet 📌Grækenland og bygt 📌Athenens Mure, sig selv den Skam at gaae over til Perserne. Kun en betimelig Død, som han dog maaskee selv paakaldte, friede ham fra at bære Avind-Skjold mod sin udødelige Ære og sit herlige Fædreneland*👤Plutarks Themistokles..

👤Kimon derimod var En af de faa gamle Adels-Mænd, der, med store Evner, ei fandt det sin Ære for nær at tjene den herskende Pøbel, men vel at ligne den, og med ham naaede 346📌Athenen sin høieste Glands, uden at dog Æren derfor tilkommer ham alene; thi kun fordi han havde 👤Miltiades, 👤Leonidas og 👤Themistokles til Forgiængere, 👤Aristid den Retfærdige til Side-Mand, 📌Athenen til Moder og Lykken til Veninde, kom han til at høste Laurbær saa længe, saa rigelig og saa umisundt, som ingen Anden af 📌Grækenlands mange tappre og berømte Høvdinger.

Efter Seirene ved 📌Platæa og 📌Mykale var Spartanerne, som de Europæiske Grækers Anførere, baade til Lands og Vands, tillige, under Navn af Beskyttere, Herrer over Øerne og de Asiatiske Stæder, som nu gjorde Opstand mod Perserne; men 👤Pausanias, for hvem Lykken spillede ved 📌Platæa, var ikke Mand for at bære den, og gjorde snart Spartanerne almindelig forhadte, ved Stolthed mod dem, der deelde hans Ære og Udsuelse af dem, der trængde til hans Hjelp. 👤Kimon og 👤Aristid gjorde paa samme Tid Athenienserne baade agtede og elskede, og da Man nu ovenikiøbet opdagede en hemmelig Forstaaelse mellem Perserne og 👤Pausanias, saa mistede ikke blot han, men ogsaa 📌Sparta Anførselen, og 📌Athenen kom, med den sex og halvfjerdsindstyvende Olympiade, til at sidde som en Dronning paa Havet, under hvis milde Septer alle Græker frydede sig*Diodor XI. 265–67. 👤Plutarks Themistokles og Kimon.. Da var det 👤Kimon fandt Benene af Theseus paa Øen 📌Skyro (📌Jura) og bragde dem, efter Oraklets Bud, i Triumph tilbage til 📌Athenen, og han kom just til Byes, da der var en stor Vædde-Strid paa Skue-Pladsen, som han med sine Krigs-Kamerader, til Æres-Beviisning, fik det Hverv at dømme i, hvorved den unge 👤Sophokles vandt Prisen fra den gamle 👤Æschylos, der tog sig Krænkelsen saa nær, at han udvandrede til 📌Sicilien og kom aldrig igien. Smaating, kan Man sige, naar Man enten ikke veed, det er de to berømteste Tragedie-Skrivere i Verden, vi tale om, eller Man tænker, 347Poesi er ingen Ting; men det var i alt Fald saadanne Smaating, Athenienserne gjorde meget Væsen ad, saa det ligner dem, og det er mærkeligt, at den gamle 👤Kimon, ligesom de nye Konst-Dommere, satte 👤Sophokles over 👤Æschylos, skiøndt det ingenlunde beviser, de har Ret.

Kort efter var det, at 👤Kimon, i Spidsen for Grækerne, erobrede hardtad hele den Persiske Flaade i 📌Kyperns Farvand, og slog samme Dag, eller Natten efter, den Persiske Krigs-Hær paa den nærliggende Kyst af 📌Lille-Asien, ved Floden 📌Eurymedon, og efter denne Tvilling-Seier, som Grækerne kaldte mageløs, havde Perserne deres gode Grunde til at skye 📌Archipelagos og den Ioniske Kyst, uden at der behøvedes nogen høitidelig Forsikkring derom, som den store Konge vel ogsaa var for stolt til at give*Diodor XI. 273–74. XII. 293. 👤Plutarks Kimon.. Den saakaldte Kimonske Fred er da rimeligviis aldrig blevet sluttet, men vel blev 👤Kimons seierrige Kamp enstund afbrudt, blandt andet ved hans Forviisning fra 📌Athenen; thi uagtet alt det rige Bytte, han gjorde, gik igiennem rene Hænder, ja, uagtet han rev Giærdet ned om sine egne Haver, og indhegnede Torvet med Palmer, hvælvede skiønne Bue-Gange, holdt aaben Taffel og gav med begge Hænder, blev Pøbelen dog engang i saa ondt Lune, at de kradsede hans Navn paa Potte-Skaar, Nok til at drive ham ud som farlig for Friheden. 👤Kimon var nemlig en stor Beundrer af Spartanerne, som han endogsaa tit paa Torvet brugde at slaae Athenienserne med, sigende: det eller det vilde Spartanerne aldrig gjort, og han tog derfor inderlig Deel i den store Ulykke, der ramde dem, kort efter hans Tvilling-Seier, og bragde dem paa Randen af Undergang. Et grueligt Jord-Skiælv, hvorved ogsaa store Klippe-Stykker rev sig løs fra Femfinger-Bjerget (📌Taygeton) ødelagde nemlig Hoved-Staden, og saavel Heloterne som Messenierne greb Øieblikket til at giøre Opstand, saa 348Spartanerne saae dem nødt til at bede om Hjelp i 📌Athenen, hvor Pøbel Talerne fandt, det var en Lyst at see den store Skade-Rede ødelagt, men 👤Kimon kaldte 📌Sparta 📌Athenens Medhjelp og 📌Grækenlands umistelige Høire-Haand, som han da ogsaa fik Lov til at redde. 👤Perikles og 👤Ephialtes, greb nu Leiligheden til at sværte ham hos Pøbelen, og han blev forviist paa ti Aar, som En der havde 📌Sparta kiærere end 📌Athenen, men under Forviisningen tog han en stolt Hevn over Bagtalerne, thi da de to store Medbeilerinder var raget i Krig, og Hærene stod i Slag-Orden ved 📌Tanagra (i 📌Phokis), kom 👤Kimon og stillede sig i Rækken som Borger i 📌Athenen, og da hans Fiender end ikke undte ham denne beskedne Plads, opmuntrede han sine Venner, der kaldtes hemmelige Spartaner, til aabenbar at vise, de var Athenienser, hvad de da ogsaa, med 👤Kimons Rustning imellem sig, saa ivrig gjorde, at af Hundrede blev ikke Een ilive. Paa een Gang slagne af Spartanerne og dybt beskiæmmede, kaldte nu Athenienserne 👤Kimon tilbage, der strax, ved den Agtelse han nød i 📌Sparta, skaffede dem Fred, og vedblev at være Grækernes Stolthed og Persernes Skræk til sin Død, ja, som Man sagde, endnu en Maaned derefter, thi saalænge skjulde Man, efter hans Ordre, hans Død, der indtraf paa 📌Kypern, for at Flaaden uanfægtet kunde komme i Behold*Diodor XI. 274–75. XII. 203. 👤Plutarks Kimon og Perikles..

Det var, efter 👤Diodor, i det sidste Aar af den 82de Olympiade, eller tredive Aar efter Slagene ved 📌Salamis og 📌Platæa, 👤Kimon døde, og 👤Plutark har aabenbar Ret i, at han tog 📌Grækenlands Lykke i Graven med sig, vist nok ikke, fordi der nu blev Mangel paa store Hoveder og stolte Krigs-Mænd, men fordi den skiønne Menneske-Alder, Begeistringen for den Helleniske Frihed i Fare havde skabt, var nu udrundet, og den yngre Slægt gav dristig sine egenkiærlige Drifter Tøilen, saa det var kun til en Tumle-Plads for selvraa349dige, sig selv fortærende Kræfter, alle Konster kappedes om at pryde 📌Grækenland.

Efter 👤Kimons Død blev den berømte 👤Perikles, hvis Fader 👤Ksantip var Archont det Aar, Slaget stod ved 📌Salamis, snart enevældig i 📌Athenen, og saa glimrende et Tids-Rum, som det der er opkaldt efter ham, har vel ingen Stad i Verden havt, undtagen 📌Jerusalem under 👤Salomon; thi ham selv kaldte alle Græker, for hans høie Tanke-Gang og hans Torden-Taler “den Olympiske,” i et Chor af Digtere ragede 👤Sophokles og 👤Euripides frem, som Apollos Ypperste-Præster, 👤Phidias, med en Skare af Konstnere under sig, var Stadens Byg-Mester, og 👤Perikles, for stolt til at berige sig selv med de store Skatter, der aarlig indstrømmede fra de beskyttede Stæder, øste dem ud med begge Hænder til Byens Forskiønnelse og Mængdens Morskab. Men alt i sin Ungdom havde 👤Perikles berøvet den hellige “Høieste-Ret (📌Areopag) det Meste af dens Indflydelse og i sin Manddom, da de Bundsforvandte ingen Hjelp behøvede mod Perserne, forhøiede han deres Skatter langt over hvad 👤Aristid den Retfærdige havde udskrevet i Kampens Dage, saa det var intet Under, at han i sin Alderdom fandt ingen Ret i 📌Athenen og hos de Bunds-Forvandte kun hemmeligt Knur eller fnysende Harme. I hans sidste Dage udbrød den saakaldte Peloponnesiske Krig mellem 📌Sparta og 📌Athenen, til fælles Fordærvelse, og selv døde han af Pesten, efter at have oplevet al den Sorg, der kan knuse et Hjerte, og al den Ydmygelse, hvormed Pøbelen hevner sig paa sine forældede Afguder*👤Plutarks Perikles..

Krigen, vi nævnede, kan vi nu vel ingenlunde, med dens berømte Historie-Skriver 👤Thukydid, der selv som lidt Anfører tog Deel i den, sætte høit over den Persiske, hvortil den tvertimod hører som et sørgeligt Mellem-Spil; men vist nok 350maa den tiltrække sig vor Opmærksomhed, som det store Selv-Mord, der endte den Græske Friheds Dage, og er saa nøiagtig beskrevet af Samtidige, at vi kun alt for godt see, den stod ikke til Redning. De formaaende Mænd i alle de Græske Stæder, 📌Sparta undtagen, havde længe været deelt i to modsatte Partier, hvoraf det Ene (det Aristokratiske), som havde arvet Roes og Midler, smigrede for sig selv, og det Andet (det Demokratiske), som Intet havde arvet, smigrede for Mængden; men saalænge begge Partier elskede Føde-Byen og Fædrenelandet, eller besjæledes af samme Helleniske Aand, var Kampen om Fortrinnet ingenlunde fordærvelig, men tvertimod, trods alle sørgelige Følger i det Enkelte, gavnlig for Livet og Udviklingen i det Hele. Det Samme giælder naturligviis om Modsætningen mellem 📌Sparta og 📌Athenen, som Partiernes Hoved-Stæder, thi saalænge de kun stræbde at overgaae, ei at underkue hinanden, kunde Man aldrig ønske Athenienserne en bedre Tømme paa deres Letsindighed, eller Spartanerne en bedre Spore for deres Stædighed, men naar de stræbde at ødelægge hverandre og at tilegne sig hinandens Lyder, saa den Spartanske Herske-Syge blev kaad og den Atheniensiske Kaadhed vilde giøre sig almindelig herskende, da var Aanden forsvundet og Alt forloret. Og denne sørgelige Opdagelse er det Man giør under den Peloponnesiske Krig, især ved Betragtningen af Spartaneren 👤Lysander og Athenienseren 👤Alkibiades, som baade gav Krigen sit eiendommelige Præg og gjorde Udslaget i den.

Det er i denne Henseende yderst mærkeligt, hvad 👤Thukydid bevidner, at det alt ved Krigens Begyndelse var en almindelig Tro, at den skulde vare i tre Gange ni Aar*Thukydid V. 26., thi en saadan Formodning kunde ene reise sig af den Følelse, at Parti-Hadet var nu blevet uforsonligt og Buerne saa spændte, at den Ene maatte briste, før den Anden kunde hvile. An351ledningen til Krigen var nemlig saa ubetydelig, at Man giættede selv paa de urimeligste hemmelige Aarsager, og der skedte Intet i de første ti Aar, der spaaede den Langvarighed, da den meget mere, ved Spartanernes idelige Rykken mod 📌Athenen og Atheniensernes Land-Gang paa 📌Peloponnes, lignede et Skak-Spil, der paa begge Sider var ubehageligt nok til at giøre Parterne kiede ad Legen.

Hvad der imidlertid gav Anledning til Krigen var et Udbrud af det gamle Fiendskab mellem 📌Korinth og dens Aflægger 📌Korkyra (📌Korfu), et Fiendskab saa mosgroet, at mellem dem holdtes det første Sø-Slag, Grækerne vidste af at sige, over tohundrede Aar før det, hvorved de nu vilde afgiøre deres Trætte om, hvem af dem der havde Ret til at blande sig i den Parti-Strid, der uroede 📌Epidamnus (📌Durazzo), en Plante-Stad, som Korkyræerne under en Korinthisk Høvding havde anlagt i 📌Epiros *Thukydid I. 13. 24.. Korintherne tabde Slaget, men da de rustede sig paa Ny og kaldte alle deres Bunds-Forvandte, hvoriblandt Spartanerne, til Hjelp, fandt 📌Korkyra, som svigtede i Perser-Krigen og stod ene, Spillet for voveligt, og søgde Hjelp i 📌Athenen, hvorpaa den, efter egen Tilstaaelse, ei havde andet Krav, end det Tillokkende der for 📌Grækenlands største Sømagt kunde ligge i at forbinde sig med den Næststørste, paa Veien til 📌Italien. Skiøndt nu 📌Athenen ei kunde tage 📌Korkyras Parti mod dens Moder-Stad, uden, efter Græske Begreber, at gaae mellem Bark og Træ og begunstige en unaturlig Opsætsighed, og uagtet Freds-Brud med 📌Korinth var i alle Maader en Udfordring til 📌Sparta, saa fattede dog den ellers meget fredelige 👤Perikles en urimelig Lyst til Krig, saa det var intet Under, Man giættede paa, han blot vilde give Athenienserne, som krævede ham til Regnskab for hans Huusholdning, andet at tænke paa*👤Plutarks Perikles.. 👤Perikles 352døde alt i Krigens tredie Aar, men dog førdes den til det Tiende omtrent i hans Aand, saa Athenienserne indlod sig ikke i aaben Mark med Spartanerne, men gav By-Marken til Priis, og hævnede sig ved Plyndring paa Kysten af 📌Peloponnes, hvor de endogsaa, ved at befæste 📌Pylos (📌Navarin) skaffede sig en god Havn, og efterat den Spartanske Vove-Hals 👤Brasidas og den Atheniensiske Spøge-Fugl 👤Kleon, der ene satte Liv i Spillet, paa een Gang havde bidt i Græsset ved 📌Amphipolis (📌Emboli) i 📌Makedonien, sluttede Medbeilerinderne en Fred, der aabenbar løb ud paa en venskabelig Deling af 📌Grækenland imellem sig*Thukydid IV. 3. V. 6. 10–18. Diodor XII. 323–24.. Men det var kun 👤Perikles-Tiden, eller den anden Menneske-Alder efter Slaget ved 📌Salamis, der vilde døe i Fred, og det viiste sig strax at den Ny, som 👤Alkibiades stræbde at give Navn, vilde blive krigersk for Alvor, thi denne Frænde af 👤Perikles og Discipel af 👤Sokrates, udrustet med Alt hvad hans Tids-Alder beundrede, elskede Krigen, ikke for Fredens eller for Udfaldets, men for dens egen Skyld: for den raske Bevægelse hvori den satte alle Sjæls og Legems Kræfter og det fri Spille-Rum den gav baade Livet og Indbildnings-Kraften. Blændende deilig, en Mester i alle Legems-Øvelser, tapper, vittig og veltalende, maatte 👤Alkibiades nødvendig staae for Mængden af Athenienserne, som deres Ideal, thi han var det, og hans Ærgierrighed og grændseløse Kaadhed maatte da gaae vidt, før de fandtes utilgivelige*👤Plutarks Alkibiades..

👤Alkibiades havde gjort Alt hvad han kunde for at hindre Fred-Slutningen, men det lykkedes ikke, thi, siger 👤Plutark, under Vaaben-Stilstanden havde den fri Handel og Vandel og de mange Giæster gjort et behageligt Indtryk paa Folk, saa de fandt, det var dog bedre at vaagne ved Hane-Gal end ved Lure-Gjald, og de lyttede nu gierne til Choret, der Sang:

353Spindel-Væv fiin!
Slyng dig om Spyd-Stage min!

Opfyldelsen af Freds-Vilkaarene fandt imidlertid sine Vanskeligheder, som 👤Alkibiades gjorde megen Ophævelse af, og da de Spartanske Gesandter kom til 📌Athenen med uindskrænket Fuldmagt til at jævne dem, lokkede han dem med en Meen-Eed til at modsige dem selv og benægte i Folke-Forsamlingen at de havde den Fuldmagt, i det han forestillede dem, at hørde Pøbelen det, vilde den slaae stort paa, men svor dem til, at vilde de lyde ham, skulde han staae dem ærlig bi. Herved fik han Gesandterne offenlig beskiæmmede, Pøbelen ophidset og Freden brudt, som var ham dobbelt forhadt, da den bar Navn efter hans farligste Medbeiler: den tappre, sindige og hovedrige 👤Nikias *Thukydid V. 43–46. 👤Plutarks Nikias og Alkibiades..

I de følgende fem, sex Aar var der egenlig hverken Krig eller Fred mellem 📌Sparta og 📌Athenen, thi de angreb ikke selv hinanden, og Spartanerne laae som i en Døs, men Athenienserne understøttede Pøbelen i 📌Argos og alle hvem der ellers i 📌Peloponnes vilde bryde med 📌Sparta, og hvor smaalig og hadefuld end denne Parti-Gang var, morede den dog naturligviis baade 👤Alkibiades og den Atheniensiske Pøbel kostelig, da der var immer noget Nyt, ingen stor Uleilighed og heller ingen Fare*Thukydid V. 82–84. 115..

Under disse Omstændigheder var det, der kom Gesandter til 📌Athenen fra 📌Ægeste (📌Agosta), en Ionisk Plante-Stad paa 📌Si cilien, og bad om Hjelp mod det Doriske 📌Syrakus (📌Siragosa), som dengang var nær ved at beherske hele Øen, og skiøndt den gamle 👤Nikias med vægtige Grunde raadte fra og sagde reent ud, det var kun 👤Alkibiades og den kaade, letsindige Ungdom, der kunde have Mod paa Sligt, 354saa havde dog 👤Alkibiades, med sin kiække Selv-Roes, sine haanlige Side-Blik til de Gamle og Adstadige, og sin uforskammede Yttring, at 📌Siciliens Erobring vilde tillige være hele 📌Grækenlands, en let Seier paa Torvet, og 👤Plutark fortæller, som rimeligt kan være, at hele Byen sad og maalde paa Land-Kaartet, hvorlangt der var fra 📌Sicilien til 📌Italien og til 📌Karthago; thi Atheniensernes Erobrings-Planer gik nu langt videre end deres geographiske Kundskaber, hvad, i Forbigaaende sagt, gierne er et Varsel for, at Planerne vil strande*Thukydid VI. 25. 👤Plutarks Alkibiades og Nikias..

Hvorledes det nu vilde gaaet, hvis Medbeilerne 👤Nikias og 👤Alkibiades, efter Bestemmelsen var kommet til at nappes om Magten og kappes om Æren paa 📌Sicilien, kan Ingen vide, men nu blev 👤Alkibiades, saasnart Flaaden havde ankret ved Øen, kaldt hovedkulds tilbage, som en arm Synder, mistænkt for at have været Mester for den store Udaad, der kort før hans Afreise var øvet, en Nat, paa alle Hermes-Støtterne i Byen, og dermed var Toget aabenbar aflivet, saa Athenienserne aldrig burde vente at høre Andet end Døds-Budskab fra det. Hvad de imidlertid allermindst havde ventet, var, at 👤Alkibiades, istedenfor at gaae til 📌Athenen, gik med sine kiækkeste Svire-Brødre lige til 📌Sparta, og stræbde med Raad og Daad at vise sine Medborgere, hvor sandt det var, hvad 👤Aristophanes siden lod 👤Æschylos i Underverdenen sige om ham og Athenienserne:

At dægge Løver op, er Dumhed sær,
At drille dem, er Galmands Færd*Thukydid VI. 27–29. 53. 60–61. 88. 👤Plut. Alk.!

Han rødmede nemlig ikke ved høirøstet at fortælle Spartanerne, først, at det havde været hans Mening at begynde paa 📌Sicilien, lægge Veien om ad 📌Italien og 📌Karthago, og ende i 355📌Peloponnes med en Krigs-Hær af Barbarer, og dernæst, at han elskede kun det 📌Athenen, der vidste at skiønne paa hans Fortjenester, og hadede af Hjertens Grund det, der forskiød ham, saa de kunde frit betjene dem baade af hans vældige Arm, som de selv havde følt, og af hans gode Raad: at sende en Spartansk Flaade til 📌Sicilien, og ved en Fæstnings Anlæg i 📌Attika forskrække Athenienserne og hindre dem fra at forstærke deres udenlandske Magt *Thukydid VI. 89–92..

Hans Raad blev fulgt, og satte 👤Alkibiades en Ære i at blive navnkundig i 📌Grækenlands Historie, ligemeget om ved Daad eller Udaad, da naaede han sit Øiemed; thi vel var Lykken øiensynlig veget fra Athenienserne, allerede før 👤Gylip med Spartanske og Korinthiske Hjelpe-Tropper kom til 📌Syrakus, men med ham kom dog først deres store Ulykke, i det sidste Aar af den 91de Olympiade. 📌Spartas Navn og de Peloponnesiske Hjelpe-Tropper gjorde nemlig Syrakusanerne saa kiække, at de ei nøiedes med at have afslaaet Atheniensernes Angreb og nødt selv den standhaftige 👤Nikias til at ophæve Beleiringen, men fattede det udsvævende Haab aldeles at tilintetgiøre den Atheniensiske Krigs-Magt, da den i tre Dage nølede med Hjem-Reisen, for en Maane-Formørkelses Skyld, som Tegns-Udlæggeren kaldte et uheldigt Varsel. De bemandede derfor Alt hvad flyde kunde og tænkde at indspærre den fiendtlige Flaade i By-Havnen, og skiøndt det glippede, tvang de dog Athenienserne til et Hoved-Slag derinde, som, efter haardnakket Modstand, nødte Levningen af den Atheniensiske Hær til at lande, for, om mueligt, at slaae sig igiennem til 📌Katana. Ved et nyt Uheld blev imidlertid ogsaa denne Udvei dem afskaaret: hvem der ikke faldt, blev fanget og hvem af Fangerne der ei henrettedes med Anførerne: 👤Nikias og 👤Demosthenes, blev, uden al Barmhjertighed eller Persons Anseelse, enten sendt hen at trælle i Steen-Bruddene eller solgt 356til Slaver. Af de mange Tusinder fik kun de Faa 📌Athen at see igien, som deres Herskab ynkedes over, fordi de var Folk af Dannelse, og 👤Plutark anmærker, at Adskillige af dem, da de kom hjem, gik hen og takkede Digteren 👤Euripides, da det især var dem, der kunde Endeel af hans Vers udenad, som fandt Naade for de Sicilianske Grækers Øine, som løftede 👤Euripides til Skyerne*Thukydid VII. Diodor XIII. 335–48. 👤Plut. Nikias..

👤Plutark fortæller, at den Første, der bragde 👤Jobs-Posten til 📌Athenen, var en Barbeer nede fra 📌Piræos (Ny-Havn), hvem en fremmed Kunde havde talt til om Nederlaget paa 📌Sicilien, som en bekiendt Sag, og han foer afsted ind i Byen med Nyheden, da han frygtede for ellers at komme for silde, men han kom tids nok, thi da han ikke kunde nævne sin Hjemmel, blev han sat i Skrue, som en Udspreder af falske Rygter og Forstyrrer af den offenlige Rolighed, hvor han maatte pibe Olie, til Efterretningen saa haandgribelig bekræftede sig, at Athenienserne nødtes til at troe hvad de havde anseet for umueligt*👤Plutarks Nikias.. En herskende Pøbels Sønderknuselse ved slige Leiligheder er af de Ting, der ei lade sig beskrive, men det giør den Atheniensiske Pøbel Ære, at den hverken gav sig til at rase eller faldt i Fortvivlelse, men fattede Mistanke til sin egen Viisdom og udnævnede et Stats-Raad, der herefter skulde prøve alle Forslag, før de kom paa Bane i Folke-Forsamlingen. 📌Chios, 📌Samos, 📌Byzants og selv 📌Eubæa faldt imidlertid nu strax fra Athenienserne, Syrakusanerne rustede sig af alle Kræfter for paa een Gang at betale baade 📌Sparta og 📌Athenen deres Giæld, og Spartanerne var egenkiærlige nok til at beskiæmme 📌Grækenland og slutte Forbund med Perserne, mod Heltinden ved 📌Marathon og 📌Salamis. Trehundrede Phøniciske Skibe var alt underveis for at støde til den Spartanske Flaade, og alle 📌Athenens Anstrængelser 357vilde da udentvivl været ganske forgiæves, hvis ikke 👤Alkibiades havde i 📌Sparta drevet Kaadheden saa vidt, at hans Liv kom i Fare, men nu sadlede han om, flygtede til den Persiske Statholder 👤Tisafernes i 📌Lille-Asien, vandt hans Yndest, overtalde ham til at skikke Phønicerne Afbud, for at 📌Sparta og 📌Athenen, omtrent lige stærke, kunde, til Persernes Fordeel, ødelægge hinanden, og stræbde paa alle Maader at tilbagevinde Atheniensernes Gunst. Ogsaa heri begunstigede Lykken ham øiensynlig, thi da han med atten Skibe, han havde samlet paa Øerne, kom til 📌Hellespont for at støde til den Atheniensiske Flaade, fandt han den i en varm og tvivlsom Kamp med Spartaner og Syrakusaner, hvis seierrige Udfald da naturligviis tilskreves hans Tapperhed og Lykke*Thukydid VIII. 1–5. 45–47. 104–108. 👤Ksenophons Græker-Historie I. 1. 👤Plutarks Alkibiades.. Kronet med disse og endnu flere Laurbær, da Seieren fulgde ham, vilde Alkibiades endnu engang glimre i 📌Athenen og gjorde saa, først i den 93de Olympiade, da hele Byen, saa at sige, mødte ham i Havnen, havde ikke Øie for Andet, og overvældede ham med Krandse, Guld-Smykker og Lov-Taler; men hans Landings-Dag var ikke desmindre, efter Grækernes Regning, den ulykkeligste i hele Aaret, da Guderne stod nøgne, mens deres Tøi blev vasket, og Lykken sagde virkelig nu baade Athenienserne og deres Yndling Farvel*👤Ksenophons Græker-Historie I. 4. 👤Plutarks Alkibiades.. Endnu samme Aar blev nemlig 👤Alkibiades afsat, fordi Flaaden, i hans Fraværelse og mod hans Ordre, havde vovet og tabt et Slag, og den Spartanske Admiral, som her vandt sin første Seier, var den 👤Lysander, som 📌Sparta vel maatte kalde sin Skiændsel, men 📌Athenen sin Ødelæggelse*👤Ksenophons Græker-Historie I. 5..

👤Lysander var, efter 👤Plutarks Beretning, vel ingen Heraklide, men dog i Slægt med Kongerne, haardfør, tapper 358og tarvelig, som en ægte Spartaner, men umaadelig ærgierrig og herskesyg, og saa samvittighedsløs, at han intet sparede, som han troede, var tjenligt til hans Øiemed*👤Plutarks Lysander.. Udnævnt til Admiral, tog han sit Ophold i 📌Ephesus, indsmigrede sig hos Perser-Prindsen 👤Kyrus den Yngre, der just nu blev Statholder i 📌Lille-Asien, og fik derved Skibsfolkenes Hyre forhøiet og Penge Nok imellem Hænder, til at giøre sig elsket, medens han paa den anden Side tog sig vel i Agt for at vove den Ære, han vandt, da 👤Alkibiades var borte, i et Slag med ham selv, hvormeget han end dertil udæskedes. Det var derfor kun ækkel Pral, hvad han ved Aarets Ende sagde til sin Eftermand 👤Kallikratides: du modtager her en Flaade som behersker Havet, men skiøndt 👤Kallikratides gav ham det ypperlige Svar: seil først 📌Samos rundt (hvor den Atheniensiske Flaade laae) og mød mig i 📌Milet, da vil jeg troe dig, saa viste det sig dog strax, at den Tid var forbi, da Ædlinger som han, der ei vilde kiøbe Venskab, ei sælge Græker eller krybe for Barbarer, og ei vende Ryg for truende Fare, kunde giøre Lykke blandt Grækerne. 👤Kyrus gav ham Spot for Guld, og Alle savnede 👤Lysander, men Ingen den ædle 👤Kallikratides, som, sukkende over Fiendskabet mellem Frænder og over Venskabet med Barbarer, faldt i Slaget ved 📌Lesbos, det Sidste, i alle Maader sørgelige, Athenienserne vandt*👤Ksenophons Græker-Historie I. 6.. 👤Kyrus og alle de Bundsforvandte forenede nu deres Bønner i 📌Sparta om at faae 👤Lysander igien, og skiøndt det stred mod Loven, fandt Man dog paa den Udvei, at give en Anden Navnet og ham Magten, medens Athenienserne henrettede deres seirende Admiraler, hvoriblandt en Søn af 👤Perikles, fordi de, hindrede af Storm, ei havde begravet deres Døde. Snart fulgde nu det meget omtalte Slag ved 📌Ægos-Potamos (ved 📌Dardanellerne), hvor 👤Lysander, tit udæsket, lu359rede, til han havde gjort de nybagte Admiraler trygge, og hvor 👤Alkibiades fra Strand-Bredden forgiæves advarede dem: de lod dem overrumple og leed et fuldstændigt Nederlag, saa det var kun nogle faa Skibe, den eneste gamle Anfører: 👤Konon, reddede og turde ei engang føre til 📌Athenen, af Frygt for sine Venners Skæbne, men flygtede til 📌Kypern, hvorfra han siden gik i Perser-Kongens Tjeneste*👤Ksenophons Græker-Historie I. 7. II. 1.. Nu, i det sidste Aar af den 93de Olympiade (86 Aar efter Slaget ved 📌Marathon og lidt over 400 f. Ch.) laae da 📌Athenen værgeløs, beleiret af hele 📌Grækenlands Magt til Lands og Vands: Ingen indenfor Murene havde Ild til at opflamme Heltenes Børn, og Ingen udenfor havde Mod til at bestorme deres Grave, saa Hungeren var det haarde Sværd, de Beleirede overlodes til og faldt, giennem flere Maaneder, for, i Tusind-Tal, og da de Efterlevende omsider overgav sig paa Naade og Unaade, udstædte de Spartanske Ephorer, efter Plutarks Beretning, følgende Lakoniske Ordre: river Ny-Havn (📌Piræos) og den lange Linie (Muren fra Byen til Havnen) ned, rømmer alle de Stæder I har besat og holder jer paa jeres Eget, saa skal I have Fred, naar I for Resten finder jer i Billighed og tager imod de Landsforviste. Hvor mange Skibe I maae holde, skal vi nok siden bestemme. Det var, ligeledes efter 👤Plutark, netop samme Aars-Dag, som da der seiredes ved 📌Salamis, at 👤Lysander holdt sit Indtog i 📌Athenen, og han var ikke blandt de Mange, der blev ømme om Hjertet, da Sangeren fra 📌Phokis istemmede Verset af 👤Euripides, som alle Tilhørerne anvendte paa 📌Athenen:

Agamemnons Daatter fiin!
Er den øde Boelig din?

Han fandt sig kun derved opmuntret til at sende Bud efter Stads-Musikanterne og lade dem holde Takt med Horn og 360Luur, mens hans Matroser, med Hurra-Raab, i lystig Dands rev ned paa Muren og stak Ild paa Flaaden*👤Ksenophons Græker-Historie II. 2. 👤Plutarks Lysander..

Saaledes faldt 📌Athenen, og skiøndt de saakaldte tredive Tyranner, som 👤Lysander nødte Mængden til at vælge, blev ikke gamle, men styrtedes af fribaarne Flygtninger; skiøndt ogsaa 👤Konon, som Persisk Admiral, snart gav sin Føde-By Mure igien, og skiøndt endelig 📌Sparta fik andet at giøre end at give 📌Athenen Love; saa reiste dog “Havets Græske Dronning” sig aldrig meer, og selv det store Ry for Smag og Lærdom, der vedligeholdt sig giennem mange Aarhundreder, skyldte Kekrops-Byen langt mere de forrige Slægters Glands og de Følgendes Blindhed, end Nogen af de Børn, den fødte efter Murenes Fald. Dengang de styrtede, var Spotte-Fuglen 👤Aristophanes den bedste Sanger, og Spotten er aldrig saa god, at den vækker, hvad den snarere afliver: bedre Ting end Latter, og 👤Sokrates, den eneste Dommer, som, i de ulykkelige Admiralers Sag, ei vilde bøie Retten, for at føie Pøbelen*👤Ksenophons Græker-Historie I. 7. 👤Platos Sokratiske Apologi., han maatte drikke mangen bitter Skaal af 👤Aristophanes og hans Beundrere, før Pøbelen, kort efter de tredive Tyranners Tid, rakde ham Gift-Bægeret, som Gudernes Foragter og Ungdommens Forfører, saa det var umueligt, at de af hans Discipler, der, som 👤Plato og 👤Ksenophon, vilde bedre Ting end 👤Alkibiades, kunde i 📌Athenen have Lykken med sig. At imidlertid endnu saadanne Mænd blomstrede i den tredie Menneske-Alder efter Dagene ved 📌Marathon og 📌Salamis, det vidner vist nok om, hvilken sjelden herlig og ædel Slægt, der giennem mange Aarhundreder havde udviklet og hævet sig, før den, overmodig og vanartet, fordærvede sig selv og modnedes til Undergang, saa endnu, efter to Aartusinders Forløb, ynkes vi med Rette over Gruset, hvoraf vi vel veed, der aldrig meer opvoxer An361det end Skud af de Skarn-Tyder, Man pressede til 👤Sokrates, men hvorover dog svæver en huusvild Aand, vi maae ønske et anderledes deiligt Hjem end denne “Stolkonge-Daatterens øde Boelig!”

📌Sparta havde seiret med Persiske Penge og med Helte som 👤Gylip, der, da han efter Slaget ved 📌Ægos-Potamos, sendtes hjem med Penge-Sække, stjal Noget af hver, og som 👤Lysander, der vilde bestikke baade Guder og Mennesker, for at throne som Konge paa Gruset af sit Fædrenelands beundrede Forfatning*👤Plutarks Lysander., saa Triumphen havde ondt ved at blive enten stor eller langvarig. Perser-Prindsen 👤Kyrus den Yngre havde nemlig, som Man kan tænke, understøttet Spartanerne mod 📌Athenen, ikke fordi han heller deelde Herredømmet i 📌Lille-Asien med dem end med Andre, men fordi han haabede ved deres Hjelp at bemægtige sig den Persiske Throne, og hvad enten han nu vandt eller tabde, var det let at forudsee, at Spar tanerne snart maatte slaae Haanden af de Asiatiske Græker, som de, uden Handel og Sømagt, umuelig i Længden kunde beskytte mod Perserne. Toget som 👤Kyrus gjorde mod sin Broder: 👤Artaxerxes med Tilnavn 👤Mnemon, og hvorpaa han faldt, i Nærheden af 📌Babylon, er blevet berømt blandt de Lærde, fordi Athenienseren 👤Ksenophon, der selv var med, saa smukt og omstændelig har beskrevet den besværlige Hjem-Reise af de titusinde Græske Leie-Tropper, under Spartaneren 👤Kleark *👤Ksenophons Feldttog. Diodor XVI. 405–13.; men her kan det kun nævnes i Forbigaaende, og Krigen, som dermed udbrød mellem Perser og Spartaner, er os egenlig kun mærkværdig for Fredens Skyld, som den Spartanske Admiral 👤Antalkidas sluttede med 👤Artaxerxes, hvorved de Asiatiske Græker overlodes til deres Skæbne og Perser-362Kongen erklæredes for den Græske Friheds Beskytter*👤Ksenophons Græker-Historie V. 1. Diodor XIV. 452. 👤Plutarks Artaxerxes.. Denne Skam overgik 📌Grækenland omtrent hundrede Aar efter Slaget ved 📌Marathon (i den 98de Olympiade), og skiøndt 👤Agisilaos sagde, at Spartanerne var ikke blevet Perser, men Perserne Spartaner, kan dog hverken denne Vending eller hans glimrende Løbe-Bane skjule for os, hvad de enstund skjulde for Grækerne: at det haltede endnu meer med 📌Spartas Vælde end med hans Vittighed. Selv haltede 👤Agisilaos ogsaa, og det var den stærkeste Indvending, Man i 📌Sparta gjorde mod denne Yndling af 👤Lysander, da han ikke alt for regelmæssig vilde bestige Thronen; thi der var en gammel Spaadom, som sagde:

📌Sparta med det stolte Mod!
Vogt dig, trods din faste Fod,
For det halte Herredømme!
Ellers, som paa oprørt Hav,
Finder du paa Val din Grav,
Males ned i Hvirvel-Strømme!

Desuagtet baade blev 👤Agisilaos Konge og aabnede sin Bane glimrende med et seierrigt Feldttog i 📌Lille-Asien mod Perserne, hvis Throne han vel endog havde Tanker om at styrte; men 📌Sparta havde dog i hans Dage ikke blot Skammen af den Antalkidiske Fred, men ogsaa den sørgelige Skæbne: at see fiendtlige Seiers-Tegn kneise over den, giennem sex Aarhundreder, kun med Spartanske Laurbær krandsede 📌Eurotas *👤Plutarks Agisilaos.!

Ulykken kom, som sædvanlig, fra den Side, Man allermindst ventede, thi den kom fra 📌Theben i 📌Bæotien, der vel, som Kadmus-Byen, ragede kongelig frem i de gamle Frasagn og praler i Iliaden med sine skiønne Mure, 363men var dog selv fra Old-Tiden mest bekiendt af sin ulyksalige Konge-Slægt og de unaturlige Brødre: Eteokles og Polynik, der ikke blot styrtede hinanden i Afgrunden, men drog en stor Helte-Skare med sig. Siden tier Rygtet hardtad kvær om 📌Theben, indtil Perser-Krigen, og da synes den kun at reise Hovedet, for at brændemærkes, tilligemed dens Tropper ved 📌Thermopylæ, til Løn for sit Venskab med Barbarerne; men desuagtet viser allerede 👤Pindar, som vandt Skjalde-Prisen ved alle de Græske Lege og var samtidig med 👤Æschylos, at der i 📌Theben har slumret og langsom i Løn, men heldig udviklet sig herlige Kræfter. At det heller hverken var Feighed eller Mangel paa Høimodighed, men Nabo-Hadet mellem dem og Athenienserne, der bragde Thebanerne til at kaste sig i Barbarernes Arme, det seer Man baade ved 📌Platæa, hvor de vel af alle Græker tabde mest, men sloges bedst, og fremfor Alt paa Torvet i 📌Theben; thi da Seier-Herrerne fra 📌Platæa omringede Byen og truede med i Bund og Grund at ødelægge den, hvis Man ikke udleverede Persernes Venner, især deres Hoved-Mænd 👤Timigenides og 👤Artaginos, da reiste 👤Timigenides sig i Forsamlingen og sagde: i Lys og ei i Løn har vi gjort fælles Sag med Perserne, byder derfor nu offenlig Grækerne Penge-Bod, om de dermed vil lade sig nøie, men hvis ikke, da udleverer os, heller end at Staden skal ødelægges! Det skedte, 👤Artaginos flygtede, men 👤Timigenides lod sig udlevere og satte i 📌Korinth Livet til for sine Venner*Herod. IX. 66. 85–87.!

At nu ogsaa kiærligt Sammenhold indtil Beundring udmærkede Byen, hvis Skyts-Gudinde Harmonia (Sam-Klang) var og hvis Liv-Stykke Fløiten spillede, det vidne de Gamle eenstemmig, og det stadfæstes glimrende ved det i 📌Grækenland mageløse Forhold mellem 👤Pelopidas og 👤Epaminondas, der, som 👤Plutark saa sandt og skiønt bemær364ker, langt fra at kives om Magt og Ære, ei engang kappedes om, hvem der kunde giøre mest for Fædrenelandet, men gjorde kun Begge deres Bedste, og ansaae hinandens Held for deres eget*👤Plutarks Pelopidas.. Heraf slutte vi med Rette, at ligesom Phantasien herskede i 📌Athenen og den kolde Forstand i 📌Sparta, saaledes herskede Følelsen i 📌Theben og gjorde, som den pleier, Faa berømte men langt Flere lykkelige, og de ædle, rigtbegavede Naturer, som 👤Pindar og 👤Korinna, 👤Pelopidas, 👤Epaminondas og Silde-Fødningen 👤Plutark fra 📌Chæronea, mageløse i deres Folk og Tid. Heraf kan vi ogsaa godt forklare os, hvi Bæoterne havde et slemt Ord paa sig for Dumhed; thi hjertelige Folk er gierne enten for magelige til at bryde deres Hoved eller for giæve til at glimre dermed!

I den Peloponnesiske Krig havde Thebanerne holdt 📌Spartas Parti og kæmpet saa tappert, at Man sagde, netop deraf reiste sig det Nag, Spartanerne siden bar til dem; men hvad der først aabenbar fortørnede de Haardhjertede, var at da de, i Tyran-Tiden, forbød alle Græske Stæder at huse eller hæle Atheniensiske Flygtninger, da lagde Thebanerne tvertimod Straf paa hvem der hindrede istedenfor at hjelpe dem, der fra 📌Bæotien vilde gaae til 📌Athenen og styrte Tyranniet*Diodor XIV. 398. 👤Plutarks Lysander og Pelopidas.. Spartanerne greb derfor den første, den bedste Leilighed til at bekrige 📌Theben, men fandt saadan en Modtagelse, hvor 👤Lysander faldt og 👤Agisilaos var glad, han slap nogenlunde med Æren, at de saae, der vilde Lykke til at fælde den ny Medbeilerske*Ksenophon III. 4. 👤Plutarks Lysander og Agisilaos.. I den Antalkidiske Fred blev det vel, med bestemt Hensyn paa 📌Theben, som de Bæotiske Stæders Hoved, fastsat, at alle Græske Stæder, baade smaa og store, skulde være frie, og 365hvem der vilde hindre det, være fælles Fiende; men da 📌Sparta ikke selv vilde rette sig derefter, kunde derved intet Forbund danne sig mod 📌Theben. Da traf det sig saa heldig, at en Spartansk General, 👤Phæbidas, som skulde draget fredelig giennem 📌Bæotien til 📌Makedonien, blev af nogle uroelige Hoveder i 📌Theben opmuntret til at bemægtige sig Byens Fæstning 📌Kadmea, som han ogsaa gjorde, og Spartanerne lastede nok Værket og straffede Mesteren, men beholdt Rovet*👤Ksenophons Græker-Historie V. 2.. Under Spartanernes Vinger beherskede nu deres Kreaturer: 👤Archias, 👤Leontidas og 👤Philip, 📌Theben efter Tykke, men Frihedens modigste Venner, med den raske 👤Pelopidas i Spidsen, flygtede til 📌Athenen, som i det Mindste for Skams Skyld maatte giøre Giengiæld og huse dem, og 👤Pelopidas prøvede ikke Beskytternes Høimodighed længer end høist nødvendig; thi han havde gode Venner, og deriblandt den dybe, stille 👤Epaminondas, i Bag-Haanden, og han havde Mod til at vove det Yderste. Vove-Spillet lykkedes, Tyrannerne faldt, med Atheniensiske Hjelpe-Tropper indtoges 📌Kadmea, og nu begyndte Krigen for Alvor, til det berømte Slag ved 📌Leuktra (📌Lefka), til hele 📌Grækenlands Forbauselse, satte 📌Theben i Frihed og 📌Sparta i Fare*👤Ksenophons Græker-Historie V. 4. VI. 4. 👤Plutarks Pelopidas.. Det var i den hundrede og anden Olympiade, sexten Aar før 👤Alexander den Stores Fødsel, at 👤Epaminondas og 👤Pelopidas slog Spartanerne ved 📌Leuktra, saa de følde det, og her, maa Man sige, faldt Lykurg med Kongen af 📌Sparta, thi da Man var aldeles raadvild med de mange Flygtninger, som Loven dømde, afskaffede 👤Agisilaos den aabenbar, skiøndt han, efter Sædvane, slog det hen i Spas, sigende: Loven er ikke død, den sover kun! Snart havde 👤Agisilaos nu ogsaa ondt ved at drive Thebanerne ud af 📌Sparta, og skiøndt han baade overlevede 👤Pelo366pidas og 👤Epaminondas, der faldt med Seier og Ære, den Ene i 📌Thessalien og den Anden i 📌Peloponnes, saa vidste han dog ikke bedre at anvende sine sidste Kræfter, end at leie dem ud til Ægyptiske Oprørere. Saa aldeles gik nu Spartanerne i Barndom, og 👤Agisilaos døde i 📌Afrika af Alderdom, ti Aar efter Slaget ved 📌Leuktra *Diodor XV. 506–7. 👤Plutarks Agisilaos.. Hermed er da i Grunden den Græske Stats-Historie sluttet, hvorfor det ogsaa var paa denne Tid, 📌Athenens mageløse Grubler, 👤Plato, skrev sin “Republik” eller “Stats-Konst;” thi da Græker-Aanden, der i ham, saa at sige, bød Verden Farvel, mistvivlede om at holde Liv i de virkelige Stater, den fordum skabde, trøstede den sig med en Skygge-Tegning af sit Ideal, og med den søde Drøm, at det dog maaskee engang kunde træde i Kraft og give rigelig Erstatning for det ikke nær saa Fuldkomne, som Aarene havde forældet og Skæbnen forstyrret. Synd var det at misunde en saadan Aand sine Drømme, og der er vist nok anderledes Viisdom i dem, end i den Snuhed, hvormed Nisse-Kongen i 📌Makedonien vidste at benytte Omstændighederne til sin øiebliklige Fordeel, men det er desuagtet lige vist, at naar de kraftigste og viseste Ædlinger, som 👤Sokrates og 👤Plato, kun leve og virke for Idealer, som det borgerlige Selskab, de tilhøre, umuelig kan omskabes efter, da er der ikke mere nogen Redning for det Folke-Liv, de, som udfarne Sjæle, har hævet sig over og stikle kun paa. Isteden derfor, i Stats-Historien, at udbrede os over disse “Udvandredes” Tanke-Gang og skiælde paa deres Med-Borgere, som ikke vilde lade sig omskabe i deres Billede og efter deres Lignelse, kan vi her kun nævne dem i Forbigaaende, med den Bemærkning, at det var aldeles i Naturens Orden, at de borgerlig maatte tale for døve Øren og tænke for tilkommende Slægter, da de, med al deres Viis367dom, dog ikke forstod den guddommelige Konst at giøre Døve hørende og Døde levende!

Naar Loven sover ind, vaagner Frækheden op, hvor Borger-Retten tabes, der giælder Næve-Retten, og hvor Freden slipper, tager Krigen fat, saa det er intet Under at Krigs-Konsten steeg paa Folke-Livets Grav, at Tyrannerne ynglede, da Heltene uddøde, og at Penge gjorde Alt, hvor Størken var til Leie og Samvittigheden Røver-Kiøb. Saa snilde af Natur, saa drevne i Legems-Øvelser, og saa oplagte til Konst, som Grækerne var, maatte de ogsaa nødvendig paa en kort Tid kunne drive det vidt, og siden de “Titusinde” havde vakt 📌Asiens Beundring, førdes hardtad ingensteds i den bekiendte Verden nogen Krig uden Græske Leie-Tropper, saa hvem der havde nogen Snildhed og mange Penge, maatte let kunne opsvinge sig til 📌Grækenlands Herre, og havde han Mod derpaa og fik Tid dertil, turde han nok haabe at erobre hele Verden.

👤Philip og 👤Demosthenes.

Paa 📌den Makedoniske Halv-Øe, med de tre Land-Tunger, som dannes af Hav-Bugterne ved 📌Salonik og 📌Kontessa, havde Grækerne anlagt en heel Række Plante-Stæder, hvoriblandt 📌Olynth, 📌Potidæa og 📌Stagira er blevet navnkundige, men hvordan det oprindelig hængde sammen med det Konge-Rige vesten og norden for Bugten ved 📌Salonik, der nu blev saa berømt, er en Hemmelighed. Af 👤Herodot veed vi imidlertid, at 👤Amyntas og hans Søn 👤Alexander, som regierede i 👤Darius Hystaspis og 👤Kserxes Tid, vel underkastede sig Perserne, men narrede dem dog med Fornøielse og paastod at være Græker, hvad Kamp-Dommerne ved de Olympiske Lege, da 👤Alexander stillede sig i Skrankerne, vel drog i Tvivl, men dog, paa Grund af Slægt-Registeret, han foreholdt dem, omsider indrømmede*Herod. V. 17–22. VIII. 140–43. IX. 43–44.. Ogsaa 368erklærer 👤Herodot dem selv for Temenider, og altsaa Heraklider fra 📌Argos, hvis Stam-Fader i femte Ledd fra 👤Amyntas, ved Navn Perdikkas, var indvandret med sine Brødre Gavanes og Æropos, og havde rygtet den Illyriske Konges Heste, Kiør og Faar i 📌Lebæa, til Lykken var dem saa god, at de blev Mestre af Midas-Haverne med de sexbladede Roser ved 📌Bermis-Bjerget, hvorpaa de efterhaanden udvidede deres Herredømme over hele 📌Makedonien *Herod. VIII. 137–39..

Dette nødes vi nu til at lade staae ved sit Værd, saavelsom hvad Andre melde om en Karanos, der igien var Fader til Perdikkas, og om Hoved-Staden 📌Ædessa eller 📌Ægeas (Giedesby) hvor Kongerne skulde begraves*Diodors Fragmenter. VII–X. Justin VII. 1–2., men vist er det, at fra 👤Alexanders Tid, som ved 📌Platæa forraadte 👤Mardonius, høre vi Intet til de Makedoniske Konger, som er værdt at tale om, før den bekiendte 👤Philip kom paa Thronen; thi selv det, at 👤Euripides skal tilsidst have opholdt sig i Kong 👤👤Archelai Gaard, hvor han blev bidt ihjel af Hunde, er et løst Rygte, som kun, med andet Mere, lader formode, det var ved Slutningen af det femte Aarhundrede f. Ch. Man ved det Makedoniske Hof først begyndte at ændse Græsk Aands-Dannelse*Diodor XIII. 387. XVII. 570..

Nogle Aar efter Slaget ved 📌Leuktra gjorde 👤Pelopidas et Tog til 📌Makedonien, hvor Prindserne idelig reves og sledes om Kronen, og han havde den unge 👤Philip hjem med til 📌Theben som Gidsel, i hvilken Anledning 👤Plutark siger, at skiøndt 👤Philip aabenbar hverken havde Sind eller Lyst til at ligne 👤Epaminondas i Nøisomhed og Retfærdighed, Mildhed og Høimodighed, har han dog uden369tvivl taget ham til sit Mønster i Krigs-Konsten *👤Plutarks Pelopidas.. 👤Diodor snakker derimod aabenbar over sig, naar han giør 👤Philip til en gammel Skole-Kamerad af 👤Epaminondas, og 👤Trogus har sikkert skrevet udenad, da han sætter ham i Huset hos den store Thebaner, istedenfor, som 👤Plutark, hos en vis 👤Pammenes *Diodor XV. 492. XVI. 510. Justin VII. 6.; men dog blev, paa Romerens Ord, 👤Philips Opdragelse af 👤Epaminondas til en Troes-Artikel i den lærde Verden og er det, saavidt Man veed, endnu.

Efter 👤Diodors Sigende stjal 👤Philip sig bort fra 📌Theben, da begge de aarvaagne Høvdinger var hensovede, og han satte sig, ved Begyndelsen af den 105te Olympiade, paa den vaklende Throne, som han derpaa i fire og tyve Aar beklædte, og ei blot befæstede (i 📌Pella nordenfor Bugten ved 📌 Salonik) men omgav med en Glands, der i Barbarernes Øine var mageløs. Dertil bidrog især de Pangæiske Guld-Gruber, som var Noget af det Første, han bemægtigede sig, og bearbeidede saa godt, at de gav ham et aarligt Udbytte af tusinde Talenter; thi Erfaringen bestyrkede ham daglig i den Tro, at Philippiner (hans berømte Guld-Penge) sprang let over høie Mure. Hvorledes han nu kiørde i Ring med Illyrer, Pannoner og Thraker, listede sig til de Græske Plante-Stæder, og solgde som en Barbar deres Borgere til Slaver, det kan vi ikke dvæle ved; men hvordan han fik Indpas i selve 📌Grækenland, er alt for mærkværdigt til blot at nævnes*Diodor XVI. 510–11. 514..

Efter Slaget ved 📌Leuktra havde Amphiktyonerne dømt 📌Sparta i svære Bøder for Nidings-Værket med 📌Kadmus-Borgen, men som blev aldrig betalt, og da de nu, i 👤Philips første Tid, ogsaa dømde Phokenserne i stor 370Hellig-Brøde for Selv-Tægt paa Oraklets Enemærker, saa aftalde deres Høvding 👤Philomelos med Kong 👤Archidamos i 📌Sparta, at Man, istedenfor at betale, skulde bemægtige sig Templet i 📌Delphi med alle dets Skatte*Diodor XVI. 522–23.. Som sagt, saa gjort, og heraf reiste sig en langvarig Krig, hvori Tempel-Skatten skaffede Phokenserne saa mange Leie-Tropper og saa kraftig Understøttelse baade fra 📌Sparta og 📌Athenen, at Thebanerne, som stod i Spidsen for Oraklets og Amphiktyonernes Værger, kom i Knibe og maatte kalde den Makedoniske 👤Philip til Hjelp. Han kom og fandt Phokenserne saa udmattede, at deres Høvding uden Sværd-Slag rømde Landet med sine Leie-Tropper, Alt underkastede sig, og 👤Philip fik, med Phokensernes Sæde og Stemme i det Amphiktyoniske Raad, Navn af Helligdommens fromme Beskytter*Diodor XVI. 540–43..

Dette skedte i Slutningen af den 108de Olympiade, og hidtil havde 👤Philip omhyggelig stræbt at undgaae aaben Feide med Athenienserne, hvis Sø-Magt han frygtede, ja, endnu nogle Aar efter, da han brød Freden, ved at beleire 📌Byzants, dreiede han dog af, da Flaaden kom; men midt i den 110de saae han Udvei til at stjæle sig paa 📌Athenen og greb Øieblikket. Det var ved Natte-Tide der kom Bud til Staden, at 👤Philip havde bemægtiget sig 📌Elatea i 📌Phokis, og agtede sig til 📌Attika med hele sin Krigs-Hær; Luren drønede, Alle foer op, og saasnart det dagedes, stimlede Folket sammen for at holde Raad, men gode Raad var dyre, thi Mange stod i 👤Philips Sold, Staden havde just dengang ingen udmærket Krigs-Mand og kun to Dages Frist til at møde en Saadan med seiervante Tropper. Dog, Taleren, der bestandig havde brugt sin Tunge som et skarpt Sværd imod 👤Philip, hvem hans Rænker havde aldrig skuffet og hans 371Guld ei forblindet, han forstummede ikke endnu, skiøndt han bittert maatte beklage, at Man ei i Tide havde lydt hans Ord og stækket 👤Philips Vinger før de bar ham saa høit. 👤Demosthenes traadte dristig frem, hvor de Fleste blegnede, opløftede Røsten, hvor Alle tav, og satte Mod i Folket, ja selv i 📌Theben, hvor 👤Philip var elsket og 📌Athenen mistænkt, udvirkede 👤Demosthenes ved sin Veltalenhed et Forbund mod Frihedens Fiende, saa da 👤Philip kom til 📌Chæronea (📌Kaprena), laae der ham en Steen i Veien, det var heel uvist, om han kunde løfte. Dog væltede han den, thi vel svævede de gamle Heltes Skygger livagtig for 👤Demosthenes, men deres Aand var ikke over ham: han skyndte sig fra Valen som en Bede-Mand fra Graven, naar han har ordnet Lig-Begiængelsen, og som en saadan, som Frihedens rørende, høitidelige Jorde-Færd, har ikke blot 👤Demosthenes da han siden holdt Tale over de Faldne, skildret os Slaget ved 📌Chæronea, en Saadan blev det især ved de Thebanske Fostbrødre, thi dette Venne-Lag, trehundrede i Tallet, aldrig overvundne siden 📌Kadmus-Borgen, udvristet af 📌Spartas Haand, betroedes til deres Vare-Tægt, de indslumrede her samtlig paa deres Laurbær, ei som de Lade, der sove fra Kampen, men som de Matte, der falde paa Ærens Seng. Tusinde Athenienser faldt med dem, og Seieren blev 👤Philips og 👤Alexanders, thi her var det, Unger-Svenden først vandt Navnkundighed, ved at gaae fremmerst hvor Faren var størst, og hvor hans Telt havde staaet, viste Man endnu i 👤Plutarks Dage Alexanders-Egen. 👤Philip, siger Man, drak sig fuld af Glæde, som Barbarer pleie, og drev Spot med Fangerne, alt som han om Natten gik giennem Leiren, trallende paa Krigs-Erklæringen, 👤Demosthenes havde udstædt mod ham, men dog skal det have slaaet ham, da En af Fangerne: Taleren 👤Demades, ei saa lærd som 👤De372mosthenes, men baade snildere og kiækkere end han opløftede Røsten og sagde: skammer Kong 👤Philip, hvem Skæbnen gav Agamemnons Rolle, sig ikke ved at spille Thersites; og det maatte dog vel ogsaa slaae ham, naar han kiendte Iliaden, hvor Thersites er den pukkelryggede Skumler, hvis gode Rygg maa bøde for hans slemme Mund! Saameget er vist, at 👤Philip pludselig fik et Anstød af Høimodighed, satte, uden at forlange en Skilling i Løse-Penge, de to tusinde Fanger i Frihed og sluttede i al Venskabelighed Fred med Athenienserne, medens han derimod lagde Makedonisk Besætning i 📌Theben, og skiøndt dette Mandskab maatte betragtes som et fælles Bidsel, viiste dog Stedet, 👤Philip valgde til Borge-Leie, at han satte mere Priis paa 📌Athenens Roes end paa 📌Thebens Kiærlighed. Samme Dag som Athenienser og Thebaner tabde Slaget ved 📌Chæronea, faldt 📌Spartas tappre Kong 👤Archidamos, en Søn af 👤Agisilaos, hvor han kæmpede for Sold i 📌Italien, og saaledes var 📌Grækenland gjort ryddelig til at bære det Makedoniske Høi-Sæde *Diodor XVI. 554–56. 👤Plutarks Demosthenes, Pelopidas og Alexander..

I 📌Korinth, hvor 👤Philip nu holdt en almindelig Herre-Dag, kundgjorde han sit fromme Forsæt, paa Gudernes Vegne, at tugte de formastelige Perser, som fordum lagde saamange af deres Græske Templer i Aske, og naturligviis blev han eenstemmig valgt til Høvding for Hæren, hvormed samtlige Græske Stæder vilde understøtte saa priselig en Hensigt. Det Delphiske Orakel, som imidlertid for en Ordens Skyld blev spurgt til Raads, svarede klogelig:

Krandset er Tyren, og Kniven tilrede;

thi faldt der intet Offer, kunde 📌Grækenland selv giælde for det Største, og nu, i Begyndelsen af den 111te Olympiade, anrettede 👤Philip et stort Offer-Gilde i 📌Pella, gjorde med det Sam373me sin Daatter 👤Kleopatra, Konge-Brud, et prægtigt Bryllup, og samlede ved den Leilighed omkring sig Alt hvad der glimrede i 📌Grækenland. Heriblandt var ogsaa Digteren 👤Neoptolomos, berømt for sit kraftige Sprog, og da Kongen, over Drikke-Bor det, bad ham om et Vers, der kunde passe paa Perser-Toget, stemmede han op:

Bygger, over Bjerg som Dal,
Dristig kun den høie Sal,
Kaster over Sky jert Øie,
Daarskabs Jetter, himmelhøie!
Hurtig farer som en Vind,
Hyller jer i Mulmet ind,
Hades, som med hændig Finger
Stækker Haabets brede Vinger!

I den Tone blev han ved, og 👤Philip saae alt i Tankerne med Fryd Perser-Kongens himmelhøie Throne synke for hans Fødder, og næste Morgen, da der skulde synges og spilles omkap, blev hans Billede baaret i Stads med de tolv Guders, saa hans var det Trettende, i Eet og Alt Mage til deres; men just som han gik op til Skuespil-Huset, i sin snehvide Høitids-Dragt, et godt Stykke foran sin Liv-Vagt, listede En af hans egne Drabanter sig hen med Sværdet under Kappen og giennemborede Kongen, saa han sank død til Jorden*Diodor XVI. 556–59.. Somme sige, det var blot af Hevngierrighed, dette Nidings-Værk blev øvet, medens Andre vilde paastaae, at baade 👤Philips Dronning 👤Olympias og selv 👤Alexander havde Deel deri, og hvordan han paa det Sidste levede med sin Familie, kan Man blandt Andet slutte deraf, at da Korintheren 👤Dimarat, som havde sit Frisprog ved Hoffet, kom tilbage fra 📌Grækenland, og 👤Philip spurgde: hvordan Grækerne for374ligdes, fik han til Svar: spørg aldrig om Sligt, men see til dit eget Huus*👤Plutarks Alexander.!

👤Alexander den Store.

👤Philip, siger Man, havde tre store Glæder paa een og samme Dag, thi just som han havde indtaget 📌Potidæa fik han de tre glædelige Tidender: at En af hans Generaler havde slaaet Illyrerne, hans Heste havde vundet Prisen ved de Olympiske Lege, og 👤Olympias havde født ham en Søn*👤Plutarks Alexander., og skiøndt det, efter Regne-Maaden paa det Pariske Marmor og hos 👤Diodor, ei vil slaae ganske lige til, kan der dog ingen Tvivl være om, at 👤Alexander jo er født omtrent tredive Olympiader eller fire Menneske-Aldere efter Slagene ved 📌Thermopylæ og 📌Salamis. Hans Fader kiende vi, med mindre det, som han selv alt for gierne gad hørt, var Zeus-Ammon, og hans Moder 👤Olympias fra 📌Samandraki, som gjaldt for en stor Hex, var aabenbar ikke indviet i de bedste Mysterier; men Man troede dengang i 📌Grækenland, omtrent ligesom nys hos os, at Mennesket vel var frit nok for at virkes paa af Guderne, men at Man derimod, naar Man forstod Konsten, kunde ved Opdragelsen giøre af hinanden hvad det skulde være: Viis-Mænd eller Murmel-Dyr, Guder eller Djævle, og 👤Philip havde da al Grund til at lykønske sig og Verden med den Hov-Mester, han gav sin Søn i 👤Aristoteles fra 📌Stagira. 👤Aristoteles var nemlig ikke blot den lærdeste Græker i sin Tid, men glimrer endnu paa Katheder-Himlen som en Stjerne af første Størrelse, og det var ikke blot i Middel-Alderens Tusmørke men i alle de paa Romersk oplyste Tider, at han ansaaes for en langt dybere Tænker og større Viis-Mand end 👤Plato, hans Mester. Han var for Resten af en gammel 375Doctor-Familie, der roeste sig af at nedstamme i lige Linie fra Asklepios, Læge-Konstens Halv-Gud, som var med Jason paa Argo, og 👤Aristoteles hørde selv med Liv og Sjæl til Faget, som han har gjort megen Ære, saa det er ingen Skam for ham, at Aanden, der ikke lader sig anatomere, trods al hans Forsigtighed, er smuttet fra ham mellem Fingrene. Uagtet derfor den Haand-Skrift af de Homeriske Digte, som 👤Alexander bestandig førde med sig i Feldten, skal have været rettet af 👤Aristoteles, var det dog sikkert ikke ham, som de Lærde har meent, der gav enten 👤Alexanders Tanke-Gang det Homeriske Sving, eller hans Bane den Kæmpe-Retning, der gjorde ham saa udødelig, som en Erobrer kan blive paa Jorden; men det maa fornemmelig tilskrives den Art, der stak i Herakliden, og dernæst Spaamanden 👤Aristander fra 📌Telmesse, der endnu før hans Fødsel ahnede hans Løve-Mod, og var hans Orakel paa det store Tog, hvortil han da upaatvivlelig ogsaa har ansporet Drengen og opmuntret Unger-Svenden. Derimod bør Man vist nok for en stor Deel skrive den Læse-Lyst og Agtelse for Lærdom, der udmærker 👤Alexander, paa Stagiritens Regning, og at begge Dele blev Moden ved Hoffet i 📌Alexandrien, kan vi da sikkert især takke 👤Aristoteles for, og hvor daarlig det nu end ellers var bevendt med den Alexandrinske Videnskabelighed, indsee vi dog ikke, hvorledes Grækernes Literatur uden den skulde være reddet fra Undergang.

Dog, dette anmærkes kun i Forbigaaende, fordi den rette Syns-Punkt immer trænger til at fremhæves, naar den Skiæve har gjort sig herskende; thi for Resten hører det kun til Stats-Historien, hvad Mærkværdigt 👤Alexander gjorde, ei hvad Man tænker eller giætter om hans Bevæg-Grunde, saa det er, sandt at sige, et latterligt Sværmeri, naar vi nye Historie-376Skrivere regne vore egne Formodninger mellem Oldtidens store Stats-Begivenheder.

Noget af det Første 👤Alexander gjorde, efter 👤Philips Død, var naturligviis at lade sig udnævne til Grækernes Feldt-Herre paa det besluttede Asiatiske Tog; thi hans Agt var det for Alvor at spille Agamemnons Rolle, skiøndt Achil var det Homeriske Helte-Navn, hans første Skole-Mester, Pedanten 👤Lysimak, havde valgt til ham, for selv at hedde Phønix *Diodor XVII. 563–64. 566. Arrian I. 1. 7. 👤Plutarks Alexander.. Alle Græker, saa nær som Spartanerne, tilstod nu vel ogsaa 👤Alexander Høvdingskabet; men at det kun var paa Skrømt, fik han snart at mærke, thi mens han tumlede sig med Barbarerne paa hin Side 📌Balkan, som han vilde tæmme, før han tiltraadte sin store Udenlands-Reise, angreb Thebanerne hans Besætning paa 📌Kadmus-Borgen og 👤Demosthenes ham selv, og Peloponneserne flokkedes paa 📌Tangen, for, hvis det kunde skee uden stor Fare, at tage en Haand i med. Vel reiste denne Dristighed sig for en stor Deel af et falsk Rygte om 👤Alexanders Død, men Thebanerne lod sig dog ikke skræmme, selv da han stod for deres Porte med sin seierrige Krigs-Hær, thi de var fortvivlede over at see deres Borg i fremmed Vold og havde besluttet at seire eller døe. Da derfor 👤Alex ander, som han syndes, meget ædelmodig, blot forlangde, at de skulde falde til Føie og udlevere Hoved-Mændene for Opstanden, forlangde de to af hans ypperste Generaler udleverede til Giengiæld, og da han lod udraabe, at hvem der fortrød deres Synd, skulde komme ud til ham, da lod de udraabe, at hvem der vilde hjelpe til at styrte Tyrannen, skulde komme ind til dem. Rasende forbittret trak nu 👤Alexander Sværdet, men det gjorde Thebanerne ham ogsaa efter, og det saa mesterlig, at han maatte løse af med friske Tropper og høre Thebanerne 377raabe, at dermed gav han jo i Grunden tabt. Dog, da 👤Alexander mærkede, han i Dag maatte kæmpe paa Liv og Død for sin Overmagt, brød han sig kun lidt om Æren, men benyttede alle Fordele, og Lykken kom ham til Hjelp, saa en Flok Thebaner, der dreves ind i Byen, glemde at lukke Porten efter sig, og Resten, der endnu holdt sig tappert, tabde Samlingen, da der blev Larm i Byen, hvor 👤Alexander trængde ind fra den ene Side og den Makedoniske Besætning i 📌Kadmea gjorde Angreb fra den Anden. Nu var Alt tabt og paa Naade ei at tænke, uden for 👤Pindars Huus og Slægt, som Makedoneren, hvis Fædre Skialden besang, skal have skaanet; der myrdedes for Fode, og Man paastaaer at heller ingen Thebaner bad for sit Liv, men værgede sig heller halvdød. Da Man endelig var træt af at slagte og tung af at plyndre, blev der holdt Raad om Byens og Fangernes Skæbne, og det Værste blev fulgt, thi 📌Theben blev sløifet og de 30000 Fanger solgt til Slaver*Diodor XVII. 566–69. 👤Plut. Alex. Arrian I. 7–9.. Det var de andre Grækers Skyld, sagde 👤Alexander, men uagtet Phokenserne vist nok har styrket til, var dog Sligt saa stridende mod den Græske Aand, og saa ganske i 👤Philips Maneer, at han selv er nærmest til Skylden og Skammen, og hvor bange Athenienserne end var for ham, og hvor gammelt Nag de end havde til 📌Theben, saa klædte de sig dog i den dybeste Sorg ved dette Tordenslag. Dybt maatte vist nok Grækerne være sunkne, før han, der skulde hevne Friheden paa Despoterne, engang kunde tillade sig at give dem en saadan Prøve paa sin Dygtighed, men oversees maa dog ikke heller den Farve, det satte paa Hærværket, at 📌Theben var Perser-Kongens gamle Veninde og havde endnu, da 👤Alexander kom, ved at erklære sig derfor, saa at sige, plantet den Persiske Fane paa sine Mure. Efter 👤Diodor og 👤Arrian betragtede Man virkelig ogsaa i 📌Grækenland 378📌Thebens mageløse Ødelæggelse mere som en guddommelig Straf end som en Tyrannisk Udaad, og vist nok lader Forsynet ei saadanne Hjerte-Stød lykkes, før Blodet er forgiftet, men derfor er det lige vist og lige grueligt, at 👤Alexander begyndte sine Helte-Gierninger med at knuse 📌Grækenlands Hjerte. Dette slog ham ogsaa sikkert allerede, da den høihjertede Thebanske Frue, 👤Timoklea, slæbdes frem, fordi hun havde lokket den Thrakiske Høveds-Mand, der mishandlede hende, til Brønden og skudt ham hovedkulds deri; thi skiøndt hun, spurgt, hvem hun var, gav til Svar: en Syster af 👤Theagenes, som stod mod din Fader ved 📌Chæronea og faldt for 📌Grækenlands Frihed, lod dog 👤Alexander hende gaae med sine Børn hvorhen hun vilde. Aldrig, siger 👤Plutark, afslog han heller siden en Thebaner nogen Bøn, men beklagede bitterlig sin Grumhed, og ansaae det for en Straf af 📌Thebens Skyts-Aand Bachos, at han dræbde sin Ven i Drukkenskab, hvortil vi maae lægge, at døde han af Drik, da gik det ham netop som den Thrakiske Høveds-Mand, der fandt sin Død i Brønden hvor han søgde Skatten*👤Plutarks Alexander..

Efter 📌Thebens Ødelæggelse vovede Ingen at knye mod 👤Alexander, og da Præstinden i 📌Delphi nægtede ham Orakel-Svar, fordi han kom paa en forbuden Dag, trak han hende med Magt ind i Helligdommen og klemde dermed de Ord af hende “Søn, du er uimodstaaelig” hvilke han tog for et godt Varsel og nøiedes med; men om det just viser, at han havde bedre Greb paa at behandle Aander end Hjerter, er et andet Spørgsmaal, og det har just ikke ganske stadfæstet sig, hvad 👤Aristander spaaede, da Orpheus-Billedet, til manges Forskrækkelse, svedte, thi det betød, efter hans Sigende, at Digtere og Spillemænd i Frem379tiden skulde svede over 👤Alexanders Bedrifter og dog har de aabenbar snarere frosset*👤Plutarks Alexander..

Omtrent saa stærk, som han stod for 📌Theben: med lidt over 30000 Mand Fod-Folk og tre, fire tusind Ryttere, gik nu 👤Alexander til 📌Asien, for at indtage 📌det Persiske Rige og, om mueligt, hele Verden, og han begyndte ved en Ende, thi han landede i 📌Troas, hvor han offrede paa Achils Grav til de Homeriske Helte, byttede Rustning med Athene, og rykkede saa lige paa 📌Graniko, dengang en Flod med stridig Strøm, nu, siger Man, en udtørret Dal, hvor Perserne stod med en Hær paa hundredtusinde Fod-Folk og titusinde Ryttere, anførte af den krigserfarne Rhodier 👤Memnon og den forvovne Perser 👤Spithridat. Det havde været 👤Memnons kloge Raad ei at vove noget Slag, men at ødelægge Egnen, gaae om Bord og spille Krigen over i 📌Makedonien og 📌Grækenland, men det fandt de Persiske Stormænd langt under deres Værdighed, og nu stod da det saakaldte Slag ved 📌Graniko, der dog mere lignede et Ridder-Spil; thi deels var det kun Rytterne der fægtede og deels kom snart det Hele til at beroe paa Udfaldet af den blodige Turnering, mellem 👤Alexander og 👤Spithridat, som, hver i sin Venne-Kreds aflagde glimrende Prøver paa deres Færdighed i at bruge Sværd og Landse. Da derfor 👤Spithridat var stukket af Sadelen med 👤Alexanders egen Haand, saa han reiste sig aldrig meer, og da hans nærmeste Venner, som vilde hevne hans Død, havde deelt hans Skæbne, tog Perserne Flugten, og kun de Græske Leie-Tropper blev staaende paa deres Post, ikke fordi de agtede at giøre 👤Alexander Seieren stridig, men blot fordi de ikke begreb, hvad Fod-Folket, der slet ikke havde været i Ilden, flygtede for. Da 👤Alexander imidlertid i sin Hidsighed foer løs paa dem, solgde de deres Liv saa dyrt som mueligt, saa Nedsablingen af dem ko380stede ham flere Folk end Seieren*Diodor XVII. 570–73. 👤Plut. Alex. Arrian I. 11–16.. 👤Memnon forsvarede sig vel tappert saavel i 📌Milet, som fornemmelig i den Kariske Hoved-Stad 📌Halikarnas, og kunde snart, fordrevet derfra, blevet 👤Alexander allerfarligst, thi med en Persisk Flaade og Persiske Tønder Guld agtede han at lande paa 📌Eubæa og sætte 📌Grækenland i Bevægelse, men under Forberedelserne faldt han i en Sygdom og døde paa 📌Mytilene *Diodor XVII. 573–77. Arrian I. 16–23. II. 1.. Hvad Følgen vilde blevet, hvis Athenienseren 👤Chæridemos, som havde tjent under 👤Philip, men var nu i 📌Susa, havde faaet Lov til, som han lystede, at møde 👤Alexander med en Hær paa 100000 Mand, hvoraf Tredie-Parten skulde været Græske Leie-Tropper, kan Ingen sige, han veed; men nu kom den Hidsighed, hvormed han forsvarede sin Plan, mod de Persiske Raads-Herrer, der vilde giøre hans Ærlighed mistænkt, til at koste 👤Chæridemos Livet, og Perser-Kongen rykkede selv i Marken med hele sin Hof-Stat og et uhyre Antal Barbariske Horder, som gierne giør Seieren let for en Feldt-Herre med sikkert Blik og med øvede Tropper*Diodor XVII. 577.. Vel havde den nuværende Perser-Konge, 👤Darius Kodomannus, i sin Ungdom, under 👤Artaxerxes Mnemon, vundet Ry for Tapperhed, ved i Tve-Kamp at nedlægge en forvoven Kadusier *Diodor XVII. 564–65., men her vilde mere til end personligt Mod, og vi behøve blot at tænke os den Tyrkiske Sultan i Marken mod 👤Napoleon, ved hans Tog til 📌Ægypten, saa har vi en levende Forestilling om, hvor ilde 👤Darius var bestædt. Han skal imidlertid have havt godt Haab, især fordi han havde drømt, han saae den Makedoniske Phalanx (Skjoldborg) staae i lys Lue og saae 👤Alexander i sine Klæder, som han bar i sin Tjeneste-Tid, gaae til 📌Bels-Templet og forsvinde; thi 381den Drøm udtydede Magerne høist fordeelagtig. Det syndes ogsaa virkelig, som Skæbnen vilde kommet hans Skrøbelighed til Hjelp, thi i 📌Tarsos i 📌Kilikien faldt 👤Alexander i en svær Sygdom, saa han var opgivet af alle sine Læger, undtagen af 👤Philip fra 📌Akarnanien (ved 📌Mesolongi), og om ham fik han just nu Brev fra sin Høistbetroede, 👤Parmenion, at han var underkiøbt af 👤Darius til at forgive ham. 👤Alexander vovede imidlertid derpaa, at drikke Skaalen, 👤Philip rakde ham, medens 👤Philip læste 👤Parmenions Brev, og Læge-Midlet gjorde ypperlig Virkning, og Sygdommen gjorde ligesaa; thi 👤Darius havde leiret sig i 📌Syrien ved 📌Sochi paa en Slette, hvor Rytteriet, som udgjorde hans Styrke, havde frit Spillerum og hvor det store Overtal snarest kunde givet Overmagt; men da 👤Alexander tøvede i 📌Tarsos, tænkde 👤Darius, han vilde undvige, og fik da det ulyksalige Indfald at søge ham op mellem Bjergene, hvor Naturen kraftelig kom Konsten, altsaa Grækeren, til Hjelp. Saamegen Høflighed havde 👤Alexander ikke ventet og stod allerede ved 📌de Syriske-Porte, som de Gamle kaldte Bjerg-Passet mellem 📌Syrien og 📌Natolien, da han fik at vide, han havde Perserne i Ryggen, hvor de kiølede deres Harme paa de syge Makedoner i 📌Issos. Det var en glædelig Tidende og sikker i sin Sag skyndte 👤Alexander sig tilbage, at levere Slaget, som er bekiendt under Navn af det ved 📌Issos, og skiøndt de Græske Leie-Tropper rokkede den Makedoniske Skjold-Borg og 👤Alexander blev saaret i Hoften, Man siger af 👤Darius selv, synes Udfaldet dog ikke længe at have været tvivlsomt. 👤Darius sad nemlig, efter Konge-Loven, midt i Hæren paa sin Strids-Vogn, til den trængde 👤Alexander sig strax ind med sine bedste Ryttere, og der blev Slaget vundet; thi det gik 👤Darius her omtrent, som 👤Æskild lod 👤Atossa drømme om 👤Kserxes: de saarede Heste for Kongens Vogn blev skye, og kun forgiæves greb han selv Tømmen, han maatte 382ned af Vognen, og derved kom Alt i Forvirring, saa han tog Flugten til Hest, og hans Hundred-Tusinder paa alle muelige Maader*Diodor XVII. 578–80. 👤Plut. Alex. Arrian II. 6–11. 👤Æskilds Perser..

Med Perser-Kongens Strids-Vogn og Bue, faldt, blandt det rige, umaadelige Bytte, ogsaa hans Telt i Seier-Herrens Hænder, og da 👤Alexander gik i Bad under den, efter Slaget, skal Synet af Pragten, hvor alle Kar var af det pure Guld, have slaaet ham saaledes, at han udbrød “det kalder jeg at være Konge;” men dog overlod han sig endnu ikke til den Østerlandske Konge-Gammen, og saavel 👤Darii Døttre, som hans Moder og hans Dronning, der ogsaa var faldet i Fangenskab, behandlede han med en Fiinhed og forekommende Artighed, der baade dybt rørde og høilig forundrede dem, der intet Begreb havde om et Land, hvor Kvinden var meer end Slavinde. Kun forgiæves tilbød derimod 👤Darius, i et Brev fra 📌Babylon, ham store Løse-Penge for de høie Fanger og alt Landet vestenfor 📌Halys til Forlig; thi Fangerne beholdt 👤Alexander og hele Riget ansaae han for sit visse Bytte*👤Plutarks Alexander.. Han ansaae det imidlertid for klogest at sikkre sig hele Sø-Kysten, før han rykkede mod 📌Babylon og 📌Susa, og medens han laae for 📌Tyrus, fik han atter Brev fra 👤Darius, med Tilbud om alt Landet vestenfor 📌Euphrat, men da 👤Parmenion sagde “det tog jeg imod, hvis jeg var 👤Alexander,” svarede han stolt “jeg ogsaa, naar jeg var 👤Parmenion *Arrian II. 25..” Om Sagen selv er de Gamle enige, skiøndt ei om Tiden, da Tilbudene skedte, og det er 👤Diodor, som melder, at 👤Alexander svarede 👤Darius: der kunde ligesaalidt være to Over-Konger paa Jorden som tvende Sole paa Himlen*Diodor XVII. 591..

383Vi veed, hvordan 📌Tyrus maatte bøde, fordi den vovede at standse 👤Alexander paa hans seierrige Bane, og om hans Ophold i 📌Ægypten er der ikke fortalt os andet, end at Alt underkastede sig ham, at han offrede til Apis og alle 📌Ægyptens Guder, og at han lagde Grund-Stenen til en ny Stad paa Kysten, men da denne Stad, blev stor blandt sine Jævnlige og bærer endnu sin Stifters Navn, er det ret mærkeligt, hvad 👤Plutark fortæller, at medens 👤Alexander gik og pønsede paa, hvor han helst skulde lægge sin Ægyptiske Græker-Stad, drømde han en Nat, der kom en ærværdig Olding til ham og anførde Versene af Odysseen:

Der ligger en Øe ved 📌Ægypti Land,
Med 📌Pharos-Navn i den vilde Strand!

Desaarsag tog han strax hen og synede 📌Pharos og fandt Beliggenheden saa ypperlig, at han erklærede 👤Homer for ligesaa god Architekt som Digter, og lod, da der ikke var Andet ved Haanden, Omkredsen strax sætte af paa den kulsorte Jord med Hvede-Meel. Herved indtraf den besynderlige Omstændighed, at der reiste sig store Fugle-Flokke baade fra Søen (📌Mariut) og fra Floden, saa det sortnede efter, og de fortærede alt Melet, hvorover 👤Alexander blev meget forskrækket, indtil 👤Aristander forklarede ham, det var netop et godt Varsel og Tegn til, at Staden skulde blive et Korn-Kammer for fremmede Lande*👤Plut. Alex. Odysseen IV. 354–55. Arrian III. 1–2..

Nær havde imidlertid den forvovne Makedoner begravet sig selv i 📌Afrikas Sand-Ørk, vel ei ved at lede om 📌Nilens Kilder, men for at giæste Zeus-Ammon, hvis Orakel endnu stod i stor Anseelse. Paa hvilken Græs-Holm (Oase) i Sand-Havet, det egenlig var, den Gud for Morianer havde bygt sit Tempel, derom er stridt meget blandt de Lærde, men skiøndt de ti Dag-Reiser, 👤Herodot sætter mellem 📌Thebe og 📌Ammons-Templet, ikke nær vil slaae til, naar Man 384reiser med Kameel-Drivere, stemme dog nu Alle for 📌Sivah, fjorten Dag-Reiser vestenfor 📌Alexandrien (under 29 Graders N. B.), hvor der maa have været et gammelt Bede-Sted for Karavanerne mellem 📌Thebe og 📌Karthago, og hvor der findes kiendelige Tempel-Ruiner med Hieroglypher. Paa dette besynderlige Pillegrims-Tog slap Vandet op, og da Man tillige foer vild i Ørken, syndes alt Haab at maatte forsvinde, men en betimelig Regn lædskede Tørsten for mange Dage, og to Ravne indfandt sig til Vei-Visere, som 👤Alexander, der i “Valens Fugle” strax gienkiendte sine gode Venner, trøstig fulgde og blev ei skuffet. 👤Ptolomæos, der siden blev Konge i 📌Ægypten og skrev selv en Bog om 👤Alexanders Tog, har vel gjort Ravnene til Drager, men det ansaae Grækerne, meget rigtig, for en Ægyptisk Oversættelse, der kun gjaldt ved 📌Nilen. Hvorvidt derimod Zeus-Ammon, som 👤Alexander lod sig forlyde med, virkelig erklærede ham for sin kiødelige Søn, derom er selv Grækerne meget uenige, saa 👤Plutark endogsaa mener, det Hele reiste sig vel af, at Præsten snakkede daarlig Græsk og kaldte 👤Alexander Pædios (Søn af Zeus) istedenfor Pædion (Sønlille); men da Man veed, det var Ægyptisk Præste-Skik at indbilde Konger, de, ved en hemmelighedsfuld Indvielse, kunde forvandles til ægte Gude-Sønner, løser denne Gordiske Knude sig dog langt bedre paa Ægyptisk end paa Græsk*Diodor XVII. 588–89. 👤Plut. Alex. Arrian III. 3–4..

Denne i Grunden latterlige Udskeielse til Guden med “Væder-Hornene” midt i Talen om Perser og Græker, har 👤Alexander aftvunget Verdens-Historien; men det vilde naturligviis ikke lykkedes ham, hvis han over sin Afrikanske Forgudelse havde glemt sin Europæiske Kæmpe-Art, og ved en rask Vending maae vi da med ham see til at indhente det Forsømte.

385To Aar, omtrent, var nu forløbne siden Nederlaget ved 📌Issos, og da 👤Darius saae, at Freden var kun tilfals for Jern og Staal, havde han flittig brugt Tiden: deels til at samle vaabenføre Mænd, der blev kun alt for mange, henved en Million, og deels til at lade med andre skarpe Vaaben Skære-Knive smede i Tusind-Tal, hvormed han udrustede sine tohundrede Jern-Vogne, medens han heller ikke glemde at forlænge alle Spyd-Stagerne, da det forekom ham, som om han sidst især kom til Kort, ved det Persernes var for stakkede. Saasnart han nu ventede Fienden, brød han op fra 📌Babylon og skreed frem mellem Floderne, men havde dog udseet sin Val-Plads østenfor 📌Tigris, ei langt fra 📌Ninives Ruiner, ved 📌Gau-Gamela eller Kameel-Gaarden (saa kaldet, fordi en Kameel, som reddede en af de forrige Kongers Liv, havde der faaet Naadsens-Brød), thi her var Plads for de 200000 Ryttere at svinge dem paa. Om det var her, eller alt i 📌Babylon, 👤Darius fik Tidende om sin Dronnings Død i Fangenskab, veed Man ikke, men da hendes Kammer-Tjener 👤Tires forsikkrede ham, at hun hverken i Livet eller Døden havde savnet Andet af hvad hendes Majestæts Hjerte kunde begiære, end den store Konges Ansigt, som Herren Oromasdes engang vilde lade hende skue forklaret; da rørde det 👤Darius saa dybt, at han bad de skabende og styrende Guder: hvis hans og 📌Perser-Rigets Tid var omme, ei at lade nogen Anden bestige 👤Kyri Throne end 👤Alexander den Høimodige *Diodor XVII. 590–91. 👤Plut. Alex.!

Imidlertid var 👤Alexander kommet tilbage fra 📌Ægypten, og gik uden Modstand over begge Floderne, men da han nærmede sig den Persiske Leir, laae han stille nogle Dage, for at Hæren kunde udhvile sig og alle Forberedelser til Slaget træffes i Mag. Saa blottede var ogsaa Perserne for al 386Krigs-Konst, eller saa slappe var alle Forhold under det forældede Despoti, at 👤Alexander, ligeoverfor en Million Fiender, kunde belave sig paa et Hoved-Slag som paa en Hare-Jagt, og 👤Parmenion raadte ham derfor at overrumple Perserne ved Natte-Tide, men dertil svarede dog 👤Alexander: nei, jeg har ingen Trang til at stjæle en Seier! Hele denne sidste Nat før Slaget ved 📌Arbela, som det kaldes, (fordi 📌Arbela, skiøndt Mile borte, var den nærmeste bekiendte Stad,) lod 👤Darius, for en Ordens Skyld, sine Tropper staae under Vaaben, men en Orden, der maa kiøbes saa dyrt, betaler sig sædvanlig kun slet, thi hvem der har staaet sig træt og forfrossen om Natten, pleier gierne at lægge sig Dagen efter, eller at løbe sig varm. 👤Alexander var vel ogsaa længe oppe om Aftenen, havde adskillige hemmelige Ting for med 👤Aristander og bragde “Frygten” et Offer, som hun, ved saa tit at kyse hans Fiender, ogsaa kunde synes at have ærlig fortjent; men derpaa gik han til Ro, og sov saa sødt, at hans Generaler havde ondt ved at faae ham vaagnet i Dagningen. Det synes ogsaa virkelig, som om han var kommet noget silde paa Benene, den mærkelige Sommer-Dag, thi da der kom Bud fra 👤Parmenion paa venstre Fløi om Forstærkning, fordi Fienden trængde ham og et Strøif-Korps havde omgaaet ham og plyndrede Trosset, da, fortæller 👤Plutark, kom 👤Alexander først ud af sin Telt for at angribe med høire Fløi. Han bad imidlertid Budet hilse 👤Parmenion, at hvis han ikke reent var gaaet fra Forstanden, maatte han jo dog kunne begribe, at seirede Man, blev der godt Kiøb paa Tross, og lod Man sig slaae, trængde Man ikke til meer for at døe. Derpaa gjorde han Fremad, og helmede ikke, før han kom i Nærheden af den Kongelige Strids-Vogn, som han fra 📌de Syriske Porte af havde et synderlig godt Øie til. 👤Plutark, som, i Mangel af en 👤Homer, har gjort sit Bedste for at skildre os den Makedoniske Agamemnon, be387skriver da ogsaa hans Rustning, paa den Dag han vandt hele 📌Asien, fra Top til Taa, saa vi veed, hans Hjelm var vel kun af Staal, men blanket saa godt af sin Mester 👤Theophilos, at den skinnede som Sølv; hans Ring-Krave var af samme Malm, men rigt besat med Ædel-Stene; hans Sværd, smidigt og funklende, sjelden af hans Haand i Slaget, var en Foræring af Kongen paa 📌Kypern, og hans kostbare Bælte, den gamle Heli kons Arbeide, var et Hyldings-Tegn af Rhodierne; men hans linnede Brynje-Særk havde han taget med Staal-Handsker i Slaget ved 📌Issos. Sin vælige og tro Bukephalos, som han tæmmede alt i sine Drenge-Aar, reed han endnu, naar det gjaldt, skiøndt den begyndte at blive gammel, og ved hans Side reed hans Orakel 👤Aristander, i en sneehvid Kappe med gyldent Hoved-Smykke, og pegede paa Ørnen, der fløi mod Fienden og spaaede Seier. Den Spaadom gik ogsaa snart i Opfyldelse, thi da Perser-Kongens Kiøre-Svend, ramt af 👤Alexanders Spyd, sank ved hans Side, opløftede de Nærmeste et saadant Skrig, at de Fjernere troede, Kongen selv maatte være faldet, og gav sig paa Flugten, og da 👤Darius saae, der, ved de Kiækkes Fald og de Feiges Flugt, blev tyndt omkring hans Vogn, sprang han atter til Hest, for at redde et Liv, Man skulde tænkt, maatte været ham selv til Byrde. Han var maaskee ei heller sluppet bort, hvis ikke et nyt Bud fra 👤Parmenion om Forstærkning havde nødt 👤Alexander til at tabe Flygtningerne af Sigte, for at komme sit venstre Fløi til Hjelp, som nu dog ogsaa havde seiret, saa Man sagde almindelig, at enten gik nok den gamle 👤Parmenion lidt i Barndom, eller han var bange for, 👤Alexanders Triumph skulde blive alt for glimrende*Diodor XVII. 591–94. 👤Plut. Alex. Arrian III. 9–15..

Medens 👤Darius flygtede til 📌Ægbatana, holdt 👤Alexander Indtog i 📌Babylon, hvor han uddeelde Stat388holderskaber, og befalede at bygge op hvad 👤Kserxes havde revet ned, og fra 📌Babylon gik Seier-Herren til 📌Susa, hvor han først ret fik et Begreb om Perser-Kongens Skatte, og besteeg hans glimrende Throne. Vel var den ham, efter 👤Diodors Sigende, meget for høi, saa hans Fødder svævede i Luften, men En af Kammer-Junkerne hittede strax paa det snilde Raad at give ham Kongens Bord til Skammel, hvad vel pressede Taarer af en gammel Tjeners Øine, der stod hos, saa 👤Alexander et Øieblik skammede sig, men faldt ham dog saa bekvemt, at han befalede, det skulde herefter bestandig saa være*Diodor XVII. 596–97. Arrian III. 16.. Smaating paa den store Skue-Plads, kan Man sige og Man har Ret, men det er vi Menneske-Børn nu engang allesammen, hvad aldrig viser sig tydeligere, end naar vi glemme det, og forvexle os selv med den store Aand, der styrer Tankens Flugt og Talens Strøm, saavelsom Tidens Løb og Skæbnens Gang; saa glemsom og indbildsk blev nu, som Man veed, 👤Alexander den Store, og derfor er det mærkeligt at see ham kæmpehøi i Sædet med Skiænke-Bordet til sin Fod-Skammel!

Fra 📌Susa gik 👤Alexander giennem 📌de Persiske Porte, eller rettere over Bjergene udenom denne kiækt forsvarede Snevring, til 📌Persepolis og 📌Pasargade, som han, paa Slottet nær, gav til Priis for Soldaterne, og paa Slottet holdt han en Seiers-Fest, der blev den sidste i disse Høieloft-Sale. Der blev nemlig drukket tæt, som Skik er ved Lystighed i Leiren, og Generalerne havde hver sin Veninde til Bords, som ogsaa i Feldten havde vant sig til at tømme Bægeret, blandt hvilke “raske Damer” Athenienserinden 👤Thais, som fulgde 👤Ptolomæus (siden Ægypter-Konge), især udmærkede sig; thi hun var skaaret godt for Tunge-Baand, vidste paa en fiin Maade at rose 👤Alexander, og kunde derfor sige til ham Alt hvad hun vilde, ja, vovede endog at drille ham imel389lem. Hun tog nu Ordet, da Bacchanalet var paa sit Høieste og sagde: nu fortryder jeg rigtig nok ikke den besværlige Reise fra 📌Salamis til 📌Susa, da jeg har den Fornøielse at sidde til Taffels i Perser-Kongens Sal og drive Spas med hele Stadsen; men dog, lagde hun til, vilde Spasen først være fuldkommen, naar jeg maatte anrette et Fyrværkeri for Majestæten, af hans Pallads, der stak Ild paa 📌Athenen, saa det kunde fortælles til Efter-Slægten, at en lille Pige i 👤Alexanders Følge havde paa 📌Grækenlands Vegne taget en føleligere Hevn over Perserne, end alle Dets tappre Helte til Lands og Vands! Den Tale virkede, i Forbindelse med Vinen, som Ild i Blaar, og kun forgiæves rystede den gamle 👤Parmenion paa Hovedet og smaasnakkede om Følgerne; Ingen hørde efter ham, men de Unge fløi op, med 👤Alexander og 👤Thais i Spidsen, snappede hver sin brændende Fakkel, foer ud og lagde, under lystig Sang og Dands, den stolte Borg i Aske*Diodor XVII. 598–600. 👤Plut. Alex. Arrian III. 17.. Snart fortrød naturligviis 👤Alexander den store Drenge-Streg og vilde havt Ilden slukket, men det var dog allerede for silde, og den første Hevn, Bacchos tog over 📌Thebens Ødelægger, var da: ved de Persepolitanske Ruiner at skiænke ham lidt af den Navnkundighed, 👤Herostrat paa hans Fødsels-Dag vandt, ved at stikke Ild paa 📌Artemis-Templet i 📌Ephesos.

👤Alexander havde nu været fire Aar i 📌Asien, og stod, kun sex og tyve Aar gammel, ved Maalet for sine store Bedrifter, ja, begyndte egenlig alt, i Spidsen af Fakkel-Toget, de Smaa, der sys selsatte ham i de sex Aar, han havde tilbage, og som det vilde falde alt for smaaligt her at opregne. Med 👤Darius var hans Strid forbi, thi denne ulykkelige Herre turde ikke engang see Døden under Øine i 📌Mediens gamle Hoved-Stad 📌Ægbatana, men flygtede for den giennem 📌de Kaspiske Porte, saasnart 👤Alexander nærmede sig, og løb dermed i dens Snare; 390thi den Baktriske Statholder, 👤Bessus, og nogle Andre af hans Undermænd gjorde ham til Fange, og slog ham ihjel, da 👤Alexander forfulgde dem. 👤Alexander fandt hans Lig ei langt fra 📌det Kaspiske Hav og sendte det hjem til en kongelig Begravelse, men hans Hug stod til Verdens Ende, og hans Livs Lyst var en bestandig Ruus, som han søgde i Vinen, naar han ei fandt den paa Valen. Han smagde paa Vandet i 📌det Kaspiske Hav, trængde i Nord-Ost op forbi 📌Samarkand (📌Marakanda), og i Syd-Ost ned til Mundingen af 📌Indus, og vendte saa derfra, søndenom 📌Sand-Ørken, tilbage til 📌Persepolis, efterat have mangen Gang sat sit Liv paa Spil som en Slentring, og dog igien, paa blot Mistanke om Stempling imod det, ladet, blandt Andre, den gamle 👤Parmenion henrette. En Anden af sine ypperste Høvdinger: 👤Klitos den Sorte, som reddede hans Liv ved 📌Graniko, havde han dræbt med egen Haand, i et af de udsvævende Drikke-Lag, der nu hørde til Dagens Orden, og Philosophen 👤Kallisthenes havde han ladet hænge eller piint ihjel, fordi han ikke vilde tilbede ham; men alt Sligt skal blot nævnes i Forbigaaende, for at vise, at hvor ung han end døde, overlevede han dog hardtad alt Det hos sig, der var Livet værd. Uagtet han paa sit æventyrlige Tog havde mistet de tre Fjerde-Dele af sin Magt og af sin Ære, bar dog Hjem-Reisen Skin af et bestandigt Triumph-Tog, men rigtig nok kun et Saadant, som passede sig for en Trop ryggesløse, fortvivlede Skue-Spillere, der vilde ende Livet med et lystigt Selv-Mord. Dermed naaede 👤Alexander 📌Ægbatana, men her døde hans Yndling 👤Hephæstion, hvorved Fortvivlelsen antog en kulsort Skikkelse, der ikke mere lod sig bortmane, og kiendes ligesaavel i det fortvivlede Indfald han havde: at omseile 📌Afrika, mens der var Udsigt til et almindeligt Oprør, som paa “Menneske-Jagten” han anstillede, for at bringe 👤Hephæstions Skygge et værdigt Slagt-Offer. Da 👤Alexander nærmede sig 📌Ba391bylon, advarede Man ham for at drage derind, da Chaldæerne forsikkrede, det vilde blive hans Død, og en Tidlang opsatte han virkelig sit Indtog, vaklende mellem Overtro og Vantro, der Begge synes at have været ham lige naturlige, men omsider fik dog Vantroen, som i Ord gyderen 👤Anaxarchos fra 📌Abdera havde en kiæk Prædikant, netop saalænge Overhaand, at han slap ind i Staden, hvorfra han snart igien ønskede sig langt borte. Han forslog imidlertid Grillerne, saa godt han kunde, med at give Gesandterne, som her var strømmet sammen fra alle tre Verdens-Dele, høitidelig Audiens, ved at give 👤Hephæstion en mageløs prægtig Lig-Begængelse, og ved at høre paa sin Admiral 👤Nearks udførlige Beretning om hans mærkelige Seilads fra 📌Indus til 📌Euphrat, og med det Sidste var han endnu ikke færdig, da han, efter et Drikke-Gilde hos Thessaleren 👤Medios, der varede et heelt Døgn, faldt i en hidsig Feber, som efter ti Dage blev hans Død*Diodor XVII. 622–25. 👤Plutarks Alexander. Arrian VII. 16–26..

Saaledes endte 👤Alexander, i sit tre og tredivte Aar, da Man begyndte den 114de Olympiade, og en bedre historisk Herakles end denne tvetydige Heraklide fik Grækerne aabenbar ikke, saa det var intet Under, at deres Historie-Skrivere, trods al den Overvægt, det Dyriske saa tidlig fik, eenstemmig forgudede ham; men vi, som ei lettelig fristes dertil, maae vogte os vel for den anden Yderlighed, som er at miskiende den Græske Helte-Aand i sine vel svage, men dog herlige Efter-Virkninger. Zeus-Ammon, Bacchos og Herakles droges aabenbar, som Giengangere, om 👤Alexanders Kæmpe-Natur, og de to Første fik, desværre, Overhaand; men saaledes havde jo ogsaa Ægyptisk og Phønicisk Retning kæmpet med den Helleniske i 📌Grækenland og vundet Seier, og allerede den Mythiske Herakles er en besynderlig Blanding, som bærer i det Mindste Spiren i sig til Alt 392hvad der beskæmmer 👤Alexander. Men ligesom Herakles desuagtet er en mageløs Helt og Grækerne et mageløst Folk blandt de gamle Hedninger, saaledes er ogsaa 👤Alexander blandt dem en mageløs herlig Tyran, som strax falder i Øinene, naar Man sammenligner ham baade med de smaa Græske og den store Romerske, der fulgde efter ham, ja, han er den eneste gamle Tyran, der virkelig stræbde at træde i Heltenes Spor, og med alle Slags Storværk fortjene den Halvgude-Rang, han anmassede sig, og at han virkelig mægtede at gaae, saa at sige baglængs, fra 📌Theben og 📌Athenen til 📌Tyrus og 📌Memphis, til 📌Babylon og 📌Susa, og lige til den Græske Verdens-Ende, hvor Dionysos var født, beviser unægtelig, han var i Slægt med alle de Store fra fordum Tid. At han sløifede 📌Theben og brændte 📌Persepolis, myr dede 👤Klitos og kvalde 👤Kallisthenes, viser vist nok klart, at han var en Tyran, men det var Fader for ham, og Enhver i sin Kreds, som fik Magten efter ham, og at derimod hans Anger var ærlig nok til at forebygge Gientagelsen af slige Forbrydelser, at han langt heller bygde op end rev ned, langt heller gjorde Godt end Ondt, tog varmt Deel i alt Menneskeligt, sværmede for 👤Homer, som for hans Helte, taalde den strænge Tugte-Mester 👤Kallisthenes, lige til han naaede 📌Indus, stræbde kraftig at udbrede sin Tids høieste Dannelse eller at fremme Oplysningen, ja, at han endnu, efter alle sine Drikke-Gilder, paa sin Døds-Seng havde Sands for 👤Nearks Opdagelser i 📌den Persiske Bugt, det beviser ligesaa klart, at han var en mageløs ædel Tyran.

Det Samme see vi af den eneste ægte østerlandske Fortælling, hvormed vi kan ledsage Grækernes Beretning om deres 👤Alexander; thi det er den af Ebræeren 👤Joseph, om hans Besøg i 📌Jerusalem, som han, der dreves 393til at betræde alle gamle Helte-Stier, vel ogsaa umuelig, paa Veien fra 📌Tyrus til 📌Memphis, kunde gaae koldt forbi.

Hvorledes Jehovah-Templet i 📌Jerusalem reiste sig igien under 👤Darius Hystaspis, har vi hørt, og at der var Jøder med 👤Kserxes i 📌Grækenland, som 👤Joseph beretter, synes allerede 👤Herodot at have vidst*Herod. VII. 89. 👤Josephs Forsvar I. 22.. Under 👤Artaxerxes Langhaand gav Jøden 👤Nehemias, som var hans Mund-Skiænk, 📌Jerusalem Mure til Forsvar, især mod Samaritanerne, og det lille 📌Israels Folk synes siden i hele Perser-Tiden at have levet uforstyrret under sine Ypperste-Præsters faderlige Styrelse. Mens nu 👤Alexander laae for 📌Tyrus, skikkede han Bud til Ypperste-Præsten 👤Jaddua i 📌Jerusalem og forlangde Hylding og Levnets-Midler, men fik til Svar, at deres Troskabs-Eed forbød dem at føie ham deri, saalænge 👤Darius levede. Derfor, da han havde indtaget baade 📌Tyrus og 📌Gaza, drog 👤Alexander op mod 📌Jerusalem, og Alle tænkde, det vilde gaaet Byen ilde, men 👤Jaddua, som havde havt et trøsteligt Syn i Drømme, gik ham dristig imøde, med alle Præsterne i Hvidt, og selv iført sin prægtige Høitids-Dragt med det hellige Bryst-Span. Paa Bavnen (📌Sapha), hvor Man først saae Byen, blev 👤Alexander Præsterne vaer og gik dem strax imøde, bøiede sig for 👤Jaddua og hilsede ham, hvorover 👤Parmenion høilig forundrede sig, men fik, paa Spørgsmaal, til Svar af 👤Alexander, at, mens han endnu var i 📌Makedonien, havde han seet en saadan Præst i Drømme, der opmuntrede ham til Perser-Toget og forsikkrede ham, det skulde fuldkommen lykkes. For den Guddom, han troede heri at kiende, var det altsaa han bøiede sig, lod offre for sig i 📌Jerusalem, tilstod Jøderne Skatte-Frihed i Hvile-Aaret, og dem der vilde følge ham paa 394Toget, som ikke var Faa, Lov til i Feldten at følge deres Fædrene-Skikke *👤Josephs Oldskrifter XI. 8..

Mange af de Lærde har forkastet denne Beretning som en Fabel, fordi hverken 👤Diodor, 👤Plutark eller 👤Arrian melder Noget derom; men Man indseer let, der behøvede ikke at være anden Grund til Grækernes Taushed, end at Tildragelsen syndes dem for ubetydelig i en 👤Alexanders Liv at lægge Mærke til, og naar Tiden ikke havde lært os at betragte Ebræerne med andre Øine, vilde vi jo sinde det Samme og gaae den tause forbi, uagtet den staaer præntet for os. Nu derimod fristes vi ikke til at omtvivle, hvad der er saa ganske i sin Orden og giver først Billedet af 👤Alexander den Stores Tog sin fulde Runding.

👤Pausanias er den eneste Græker, som siger, at 👤Alexanders Liig skulde efter Bestemmelsen være begravet i 📌Æge, hvor, efter 👤Trogus, alle hans Kongelige Forfædre laae, og da han er saa skiødesløs at lade det havne i 📌Memphis, hvor vi veed det aldrig kom*Pausanias I. 6., maae vi holde os til 👤Diodor, som udførlig beskriver den prægtige Guld-Vogn, hvorpaa Liget skulde være ført til 📌Ammons-Templet i Ørken, men blev standset i Staden, han grundede paa 👤Homers Ord, og som allerede glimrede i 📌Ægypten til hans Amindelse *Diodor XVIII. 628. 641–43.. Her blev han da uopholdelig forgudet, som 📌Alexandriens Skyts-Aand, indtil de Romerske Ørne kom og bygde Rede i alle Templer ved 📌Nilen; og hvor da Gylden-Skrinet blev af, hvori hans Levninger var giemt, veed Ingen, men i 📌London (i 📌det Brittiske Museum) staaer en Ægyptisk Marmor-Kiste, som Man troer, det fordum hvilede i, uden at Man endnu veed, om Hieroglypherne derpaa vil stadfæste det.

395

De Hellenistiske Riger.

Da Man spurgde 👤Alexander paa sit Yderste, hvem han vilde efterlade Riget, skal han have svaret “den Dygtigste,” og Man siger, det var hans sidste Ord: en stolt Lig-Begængelse med Kæmpe-Dyster vil mine Høvdinger give mig*Diodor XVII. 625., og uagtet Sligt naturligviis endnu langt lettere lod sig sige bagefter end forud, kunde det dog godt ligne ham, og giver os i alt Fald den rette Syns-Punkt for hans Høvdingers Bedrifter, der kun under Eet, som en stolt Lig-Begængelse, et Øieblik kan fængsle vor Opmærksomhed.

Ved paa sin Døds-Seng at række 👤Perdikkas sin Ring, som var Stor-Seiglet, havde 👤Alexander gjort ham til Rigs-Forstander, og hos denne Høvding, der blev saaret mellem de Fremmerste for 📌Theben, og havde siden deelt Ondt og Godt med Seier-Herren, kunde Man vel vente Ærbødighed for hans Minde; men deels efterlod 👤Alexander ingen Kron-Prinds og deels kunde hans Rige ligesaalidt gaae i Arv, som hans Rolle; thi det var ikke som Konge i 📌Makedonien han havde indtaget 📌Asien, men som en Lykke-Ridder, der gik paa Æventyr, med en Hob Vove-Halse, der nu alt havde viist sig opsætsige mod ham selv og lod sig da naturligviis ikke styre af hans Skygge. Desuden, saa naar Vinden gaaer imod Solen, faaer Man gierne uroligt Veir, og Triumph-Toget fra Solens Nedgang mod dens Opgang viiste klarlig, at Verden var af Lave og det oprindelige Natur-Forhold, der ene kan love sig Varighed, forstyrret. Fra 📌Asien havde 📌Europa faaet sine Folk og sine Guder, og til 📌Asien kunde 📌Europa kun bringe enten sine Offere eller Død og Lænker, og det var Børnene som nu vilde beherske Forældrene, hvorom de umuelig kunde enes, og det var Efter-Tiden, der vilde opdrage For-Tiden, hvad aldrig kan lykkes. Den adstadige Øster-396Lænder med sine faste Grund-Sætninger og langsomme afmaalte Skridt, kan beherske Verden, fordi han paa en Maade kan beherske sig selv, men den stundesløse Europæer, med sit umaadelige Hastværk, sine tusinde Indfald i een Time og ti Sind over een Dør-Tærskel, kan i det Høieste tyrannisere Verden, hvortil der enten udfordres en i sin Tid mageløs Personlighed eller den dybeste Afmagt i Folke-Kredsen. Selv 👤Alexander følde ogsaa godt, at i Kredsen af tappre, herskesyge Makedoner og frisindede Græker vilde hans sidste Seier være hans fuldkomne Nederlag, derfor var det hans List saavelsom hans Lyst at forlænge Krigen, og derfor søgde han, svøbt i Perser-Kongens Purpur, ved Hjelp af Ammon og Bacchos, at forvandle baade sig og sine Høvdinger til Østerlændere, men som en uægte Gude-Søn var det ham naturligviis langt over Magten, det Hele blev et liderligt, latterligt, eftergjort Væsen, og Intet beviser vel klarere hans Fortvivlelse, end den æventyrlige Plan, Man fandt imellem hans Papirer: at befolke hele 📌Asien med Europæer og 📌Europa med Asiater*Diodor XVIII. 629.. Han havde imidlertid dog alt gjort en Prøve, ved at anlægge en Koloni af Græker i Tusind-Tal i det indre 📌Asien, og lade, Man siger 30000, Persiske Drenge lære Græsk, mens han gjorde Toget til 📌Indien *Diodor XVIII. 629–31. 👤Plut. Alex., og hvorlidt Sligt end kunde hjelpe til at grunde et Græsk-Makedonisk Verdens-Rige, minder det os dog levende om det Kæmpe-Skridt, der begyndte med 👤Kserxes og fuldførdes ved 👤Alexander, til at sætte Perser og Græker, Asiater og Europæer i en følgerig Vexel-Virkning, og forberede Stiftelsen af de Hellenistiske Riger i 📌Syrien og 📌Ægypten ved Siden ad 📌det Græsk-Makedoniske. Vel kan Intet af disse Riger i Universal-Historien tildrage sig vor særdeles Opmærksomhed, fordi Græker-Aanden, der skulde besjælet de ny Stater, var 397en Folke-Aand, der ikke længer herskede hjemme og kunde det da aabenbar umuelig ude, ja, mod hvis fri Natur det netop streed at beherske Andre; men Stiftelsen og Varigheden af alle disse Riger under Eet, er dog en Stats-Begivenhed, vi for Skolens Skyld maae lægge Mærke til, da det var i disse Hellenistiske Despotier den Græske Skrive-Konst og Videnskabelighed saa at sige overlevede sig selv, til uformodenligt Gavn for Efter-Verdenen.

👤Perdikkas, der skulde være Formynder for 👤Alexanders ufødte Søn, og halvtossede Halv-Broder: 👤Philip Aridæos, havde egenlig slet intet Ryg-Styd, uden 👤Alexanders Skygge og hans snilde Haand-Skriver, 👤Eumenes fra 📌Kardia (i 📌Romanien), men skiøndt 👤Alexanders, ligesaalidt som 👤Napoleons, Skrivere kunde være fremmede for Sværd-Slag, var 👤Eumenes dog mest øvet i at bruge Pennen, og brugde derfor Sværdet som en Pen, blot til at giøre sin Mening tydelig, hvad vel kan være til strækkeligt i et enkelt Slag, men ikke i en stor Successjons-Krig, hvor Sværdet alene skal skifte og dele. Begge Disse, der vilde beherske de Levende og Stærke i den Dødes og de Udueliges Navn, kom da tilkort*Diodor XVIII., og det blev 👤Ptolomæos, 👤Seleukos, 👤Lysimachos, 👤Kassander og 👤Antigonos, der deelde Byttet.

Lagiden 👤Ptolomæos ansaae Man for en uægte Halv-Broder til 👤Alexander, og en huul Broder var han; thi uden at række efter Meer end han kunde favne, stræbde han strax paa alle Maader at befæste sig i det Ægyptiske Statholderskab, holdt gode Miner med Alle, gik 👤Alexanders Lig-Vogn i Møde med en Krigs-Hær, lige til 📌Syrien, overtalde Ledsagerne til at afbryde Toget til 📌Ammons-Templet og forlade Heltens Levninger i 📌Alexandrien, og reiste ham der strax et Alter, hvortil han kunde støtte Thronen, han havde i Arbeide. 👤Perdikkas mærkede vel Uraad og rykkede ind 398i 📌Ægypten, men blev der myrdet af sine egne Ryttere, og skiøndt 👤Ptolomæos siden enstund havde ondt nok ved at forsvare sig mod 👤Antigonos, vandt han dog Seier, paasatte sig Kronen, da en Anden havde givet Exemplet, og blev Stam-Fader til en Række af Ptolomæer, som henved trehundrede Aar beherskede 📌Ægypten, og viste næsten alle en særdeles Agtelse for lærde Mænd og Omhug for den berømte Bog-Samling, der var Thronens Jævn-Aldrende.

👤Seleukos blev strax efter 👤Alexanders Død Høvding for Hest-Garden, hvori han havde tjent og udmærket sig paa det Indiske Tog, men kort efter blev han Stat-Holder i 📌Babylon, og, skiøndt han engang over Hals og Hoved maatte flygte fra 👤Antigonos til 📌Ægypten, saa overlevede han dog ikke blot denne sin farlige Med-Beiler, men kom til at herske fra 📌Indus til 📌Middel-Havet. Han var, ligesom 👤Ptolomæos, en dannet Mand, med Agtelse for boglig Konst, og en stor Ven af at anlægge Stæder med Græsk Befolkning, blandt hvilke især Hoved-Staden 📌Antiochia ved 📌Orontes og Handels-Staden 📌Seleukia ved 📌Tigris er blevet meget berømte. Riget, han stiftede, bekiendt under Navn af 📌det Syriske, vedblev vel ikke længe at være saa stort; men Landet mellem 📌Tigris og 📌Middel-Havet beholdt dog Seleukiderne over to Aarhundreder.

👤Lysimachos fra 📌Pella havde tilligemed 👤Ptolomæos været En af 👤Alexanders syv Kammer-Herrer*Arrian VI. 28., og blev efter hans Død Stat-Holder i 📌Thrakien, hvormed han forbandt en Deel af 📌Lille-Asien, men blev dog ikke Stifter af noget varigt Rige. 👤Kassander kom først til 👤Alexander i 📌Babylon, for at forsvare sin Fader 👤Antipater mod de mange Klager over ham, fra 📌Makedonien og 📌Grækenland, hvor han under hele Toget var Statholder, og Mange skyldte ham og hans Broder for at have forgivet Helten. Rygtet om denne 399Forgivelse synes imidlertid kun at have havt sin Grund i Følelsen af det Unaturlige, der altid ligger i at store Mænd bortrykkes pludselig i deres bedste Alder*Diodor XVII. 625. 👤Plut. Alex. Arrian VII. 27., og for et saadant Rygte, hvis Smed han ingenlunde var, bør 👤Kassander da ikke høre ilde; men for Resten lignede det ham rigtig nok at giøre hvad det skulde være, naar han kunde vente at vinde derved. Uagtet nemlig 👤Antipater, efter 👤Perdikkas, Konge-Skyggernes Formynder, følde, at hverken et saadant Værgemaal eller Statholderskaber kan gaae i Arv, og udnævnede desaarsag før sin Død en Anden af 👤Alexanders gamle Venner (👤Polysperchon) til sin Efter-Mand, saa fandt 👤Kassander det dog meget urimeligt, gjorde Opstand, indtog 📌Makedonien og lod med koldt Blod, baade 👤Alexanders gamle Moder 👤Olympias og hans unge Søn myrde*Diodor XVIII. 648. 653. 656. XIX. 690–91. 697–99. 728.. For den Priis fik han virkelig Riget, hvor han ogsaa byggede endeel nye Stæder, og deriblandt 📌Thessalonik (📌Salonik), men han skal dog bestandig have skammet sig lidt ved at hedde Konge og gyst ved at see paa 👤Alexanders Billed-Støtte i 📌Delphi, og hans Sønner, hvoraf den Ene myrdede sin egen Moder, mistede Riget, som de sloges om, saa der blev ingen Konge-Slægt af dem*Diodor XVIII. 628. 👤Plutarks Demetrios..

Efter mange Omskiftelser kom Antigoniderne til omtrent et Aarhundrede at beklæde den Makedoniske Throne, og deres Stam-Fader 👤Antigonos, der regnede sig til den gamle Konge-Slægt, lignede den ogsaa virkelig meer end Nogen af de Andre, der vilde arve 👤Alexander. 👤Antigonos maa have svunget sig op i den gamle 👤Philips Tid, da vi Intet høre om hans Bedrifter paa Toget, thi at han var berømt, seer Man deraf at han strax fik 📌Phrygien, 📌Lykien og 📌Pamphylien til Stat-Holderskab, og han fandt sig ventelig baade for gammel til at give Tid, og for 400stiv til at krumme sin Ryg for en Skygge; thi han trak Sværdet paa Timen, for, om mueligt, at giøre alle de Asiatiske Statholderskaber til et samlet Rige, for sig og sin haabefulde Søn: 👤Demetrios Mur-Brækker (👤Poliorketes). Selv var ogsaa 👤Antigonos en kongelig høi og smuk Mand, ligesaa snild som han var kiæk, en kiærlig Huus-Fader og kun istand til at handle slet i hvad 👤Euripides, som han kiendte godt, kaldte yderste Nødsfald, det vil sige for en Krone. Sin gamle Ven 👤Eumenes, som han forgiæves stræbde at omvende til den Tro, at han, “som den Dygtigste” var 👤Alexanders retmæssige Eftermand, havde 👤Antigonos værst ved tilgavns at overvinde; thi han var ogsaa baade snild og sei, men omsider, da han i 📌Persien havde bemægtiget sig de gamle Soldaters Mammon, som var deres Gud, kiøbde han for den 👤Eumenes af dem, og lod ham, da han endnu var ubøielig, skiøndt meget nødig, henrette*Diodor XVIII. 656. XIX. 693–94. 👤Plutarks Eumenes og Demetrios.. Nu, ved den 116de Olympiades Begyndelse, var 👤Antigonos paa sit Høieste, thi da 👤Seleukos, der havde hjulpet ham mod 👤Eumenes, til sin store Forundring, saae sig krævet til Regnskab af ham, som en Statholder, Man maatte see paa Fingrene, fandt han det raadeligst at flygte og overlod dermed indtil videre 👤Antigonos hele 👤Kyri Verdens-Rige, og det er mærkeligt, at denne Tids berømteste Historie-Skriver, 👤Hjeronymus fra Kardia, som havde fulgt 👤Eumenes, traadte nu i Tjeneste hos 👤Antigonos, som den, Historien maatte holde sig til*Diodor XVIII. 650. 654. XIX. 695. 701.. Netop nu begyndte ogsaa 👤Demetrios sin krigeriske Løbe-Bane, hvorpaa Kronen syndes vis, da han snart blev berømt for at kunne indtage alle Folk med sin Person og alle Stæder med sit Skyts, som han stedse vidste at give en ny og fordeelagtig Skikkelse, og skiøndt han tabde det første Slag, 401han (ved 📌Gaza) vovede mod den erfarne 👤Ptolomæos, der antog sig den fordrevne 👤Seleukos, vandt han derimod med sin nyskabte Flaade en fuldstændig Seier over Ægypteren til Søes under 📌Kypern. Mileseren 👤Aristodem, En af de fineste Hofmænd i sin Tid, var Overbringeren af denne glædelige Nyhed til 👤Antigonos i 📌Kelæne, og for ret at spænde Nysgierrigheden, svarede han ikke paa noget Spørgsmaal om Slagets Udfald, før den Gamle selv utaalmodig kom ham i Møde, men da raabde han høitidelig: Hil dig Kong 👤Antigonos! 👤Ptolomæos slagen, 📌Kypern taget, sexten tusind og ottehundrede Fanger! Hil dig igien! svarede 👤Antigonos, men har vi maattet vente paa Tidenden, saa vent nu ogsaa du paa Belønningen! Ved denne Leilighed udraabde imidlertid den forsamlede Mængde 👤Antigonos og 👤Demetrios til Konger, som de gierne hørde, og da de havde gjort Begyndelsen med at krone sig selv, fulgde de Andre Exemplet, men dog var det bestandig Bord-Skik i 📌Kelæne, naar der blev drukket Skaaler, kun at kalde 👤Seleukos Obersten for Elephanterne, 👤Ptolomæos Admiralen og 👤Lysimachos Skat-Mesteren, hvori disse Herrer naturligviis saae et nyt Beviis paa, at 👤Demetrios og hans Fader betragtede dem som deres Undermænd *Diodor XIX. 686. 715–17. XX. 757–61. 👤Plutarks Demetrios.. Uagtet de derfor ei kunde forliges indbyrdes, sluttede de dog samtlig Forbund med 👤Kassander mod Kongerne i 📌Kelæne, og leverede dem et Hoved-Slag i Nærheden af 📌Ephesos, som i Oldtiden var meget berømt under Navn af Slaget ved 📌Ipsos. Her mødte Oldingen, alt over de Firsindstyve, sine Medbeilere, kiæk som alle Dage, men første Gang, siger Man, i ondt Lune; thi han var ellers aldrig muntrere og vittigere end netop paa Val-Pladsen. Han havde en Hær paa 70000 Fod-Folk og 10000 Ryttere, med omtrent det samme 402Antal Fiender, men han havde kun halvfjerdsindstyve Elephanter mod Firehundrede, saa her viste det sig, at 👤Seleukos var Oberst for dem, og da 👤Demetrios med Rytteriet havde vovet sig for yderlig, afskar disse Indiske Kasteller ham fra Fod-Folket, hvoraf tillige, efter nu brugelig Skik, Endeel gik over til Fienden. 👤Antigonos faldt med Æren hvor han stod, og 👤Demetrios reddede Livet, men det var ogsaa Alt hvad deres Venner kunde trøste sig med; thi Seier-Herrerne deelde Riget imellem sig, og skiøndt 👤Seleukos kort efter, ved at beile til den deilige 👤Stratonike, fik 👤Demetrios til Sviger-Fader, undte han ham dog ikke 📌Tyrus og 📌Sidon, som var hans sidste Besiddelser i 📌Asien. Efter mange sære Æventyr, og syv Aars Regiering i 📌Makedonien, kom 👤Demetrios vel endnu engang med en Hær til 📌Asien, men kun for at falde i sin opirrede Sviger-Søns Hænder, som holdt ham i et mildt men bestandigt Fængsel til hans Død*👤Plutarks Demetrios.. Hans Søn 👤Antigon den Yngre, med Tilnavn 👤Gonatas, maatte vel ogsaa, som Konge i 📌Makedonien, prøve Lykkens Ustadighed, men døde dog paa Thronen og befæstede den, ved sine Undersaatters Hengivenhed, for et Aarhundrede.

Efter 👤Diodors Regning stod Slaget ved 📌Ipsos midt i den 119de Olympiade (omtrent 300 Aar f. Ch.), og med Forberedelserne til det slutter hvad Sammenhængende vi har tilbage af hans Verdens-Historie, hvorved vi følelig mindes om at tage Afskeed med Grækerne, og med 👤Pyrros forsøge vor Lykke mod Romerne; men for at vi ret klarlig kan see, hvorledes Grækerne træde af fra den store Skue-Plads, maae vi endnu kaste et Blik paa 📌Grækenland under 👤Alexander og hans Høvdinger.

Paa Byttet, 👤Alexander vandt ved 📌Graniko, siger 👤Plutark, han lod sætte den Indskrift: Dette tog 👤 Alexan403der, 👤Philips Søn, og alle Græker kun ingen Spartaner, fra de Asiatiske Barbarer, og dermed vilde han aabenbar giøre Spartanerne Skam, fordi de ikke vilde have ham til Feldt-Herre, men selv ansaae de det naturligviis for en Ære, og stræbde at benytte hans Fraværelse til hvad Man kaldte at sætte 📌Grækenland i Frihed, medens det immer var Meningen at trække Herredømmet til sig. Efter Slaget ved 📌Arbela syndes dem, det var den høie Tid, og de greb Leiligheden, da 👤Antipater var sysselsat med at dæmpe et Oprør i 📌Thrakien, til at samle hele 📌Grækenlands Styrke, saa nær som 📌Athenens, der, immer smigret af 👤Alexander sad stille; men 👤Antipater var snart ved Haanden, med en overlegen Hær og vandt en blodig Seier, uden dog at vove noget Angreb paa Helte-Byen, der i Heraklidernes Tid aldrig var indtaget. Kong 👤Agis, stærkt saaret i Bringen, viste ogsaa, der var endnu Mod og Mands-Hjerte, thi da Nogle af hans Folk bar ham hjem og Fienden fulgde efter, befalede han sine Spartaner at redde Livet til bedre Tider, tog, hvilende paa det ene Knæ, selv imod Fienden og nedlagde endnu Nogle af dem, før han faldt*Diodor XVI. 595. 👤Plutarks Alexander.. Som en saadan knæsunken men dog ei faldet Kæmpe værgede 📌Sparta sig ogsaa endnu senere mod 👤Demetrios Mur-Brækker, og, som vi skal høre, mod 👤Pyrros, men hvem der skal giøre Opsigt paa den store Skue-Plads maa ikke blot slaaes godt, men tillige slaaes om noget Stort, og det var den Græske Frihed ikke længer, som vi klarlig see i dens Hoved-Stad 📌Athenen.

Det er paa sit Sted anmærket, at 👤Demosthenes havde sin Deel i den Opstand mod 👤Alexander, det gamle 📌Theben ene maatte bøde for, og skiøndt 👤Demades overtalde Seier-Herren til at frafalde det, havde han dog først 404forlangt 👤Demosthenes selv ottende Folke-Taler udleveret, i hvilken Anledning han, hvis Hoved stod nærmest paa Spil, sagde den Vittighed, at, udleverede Athenienserne dem, da var det som naar en Korn-Handler sender Kiøberen en Prøve og sælger dermed hele Klat ten. Det var heller ikke hans Skyld, at Athenienserne ikke understøttede 👤Agis mod 👤Antipater, men da 👤Harpalos, der havde været Statholder i 📌Babylon, mens 👤Alexander var i 📌Indien, hverken kunde giøre Regnskab eller turde oppebie Følgerne, og flygtede derfor til 📌Athenen, fandt 👤Demosthenes det dog ikke raadeligt at huse og hæle ham førend 👤Harpalos sendte ham et Guld-Bæger, der havde stukket ham i Øinene og gjorde ham nu paa een Gang saa hæs, at han forstummede. 👤Harpalos blev desuagtet jaget bort, og 👤Demosthenes, som En af de bestukne Talere, dømt i svære Bøder og kastet i Fængsel, hvorfra han undveeg og skal, ved Udgangen af Byen, have seet op til 📌Parthenon og sagt: Athene! hvor kan du dog finde Fornøielse i tre saa fæle, ubændige Dyr, som Uglen, Dragen og dette Folk! Saasnart Man derimod hørde at 👤Alexander var død, fik Athenienserne Mod paa at sætte 📌Grækenland i Frihed, og tilbagekaldte 👤Demosthenes med stor Æres-Beviisning, og Alt tegnede særdeles godt; thi vel fattedes Spartanerne, men dog blev 👤Antipater slaaet og maatte indslutte sig i 📌Zeitun (📌Lamia), hvor han nødtes til at bede om Fred. Da Athenienserne imidlertid ei vilde høre om Andet end Overgivelse paa Naade og Unaade, trak 👤Antipater Tiden ud, til de Forbundnes tappre Anfører, Athenienseren 👤Leosthenes, ved et Lykke-Træf faldt, Grækerne blev kiede af det lange Feldt-Tog, og han selv fik Undsætning fra 📌Asien, og leverede derpaa et Slag, hvori de vel ikke tabde stort Andet end Modet, men det var ogsaa Nok; thi enhver af Forbundets Lemmer maatte nu slutte særskilt Fred, og Athenienserne fik da ikke bedre Kiøb end at overgive sig paa 405Naade og Unaade. Nærmest gik det nu ud over Folke-Talerne, blandt hvilke 👤Hyperides, som havde holdt Lig-Talen over 👤Leosthenes, ei engang skal have faaet Lov til at døe, før Tungen var revet ham ud af Halsen, og Mesteren for dem Alle, 👤Demosthenes, som var flygtet til den lille Øe 📌Sfaeria (📌Kalauria) i 📌Ængia-Bugten, blev ogsaa der hjemsøgt af Thrakiske Soldater, fandt det raadeligst selv ved Gift at ende sine Dage, og nedsank død ved Altret i et Poseidons-Tempel, hvor der for de Levende ei meer var noget Fristed. 📌Athenen maatte imidlertid ogsaa modtage Makedonisk Besætning, mange Tusinde af dets fattige Borgere forplantedes til 📌Thrakien, i deres egne Øine som Slave-Kolonier, og da Athenienserne siden sendte 👤Demades, der pleiede godt at kunne snakke sig tilrette med Makedonerne, til 👤Antipater paa hans Døds-Seng, for at blive Besæt ningen kvit, var hans Svar kun en Befaling til Bøddelen at henrette 👤Demades, som en tvetunget Forræder*Diodor XVII. 619–21. XVIII. 632–37. 653. 👤Plutarks Demosthenes og Phokion..

Hvorvidt nu virkelig denne aandfulde Taler var tvetunget, og hvorvidt 👤Demosthenes, som var det ikke, lod sig betale af Perserne for, hvad han gjorde med Fornøielse: at ærgre Makedonerne, og om han virkelig lod sig bestikke af 👤Harpalos til at tie med ham, det kan være et Spørgsmaal; thi Vidnesbyrdene er langt fra at være umistænkelige; men naar selv Frihedens ypperste Talsmænd staae som tvetydige Personer, og dens bedste Venner Intet vil opoffre for den, uden Andres Ære, Liv og Gods, da er aabenbar en klog Tyran det Bedste, Man kan taale!

Dog, det synes som Skæbnen høitidelig vilde retfærdiggiøre sin strænge Dom over Athenes mageløse Yndlings-406Stad; thi der var en Mand, født samme Aar som 👤Sokrates tømde Gift-Bægeret, en Discipel af 👤Plato, saa ubestikkelig, at 👤Alexander den Store end ikke med sin Vrede kunde true ham til at modtage en Venne-Gave, dybsindig, kiæk, kiærnefuld, billig og forsonlig, kort sagt: et Mønster paa en dydig og dygtig Stats-Mand, og denne sjeldne Ædling, 👤Phokion, blev dog, saa at sige, daglig drillet og sværtet af 👤Demosthenes, 👤Hyperides og alle Folke-Talerne, og først paaskiønnet, efter i sit 82de Aar at have tømt Gift-Bægeret med Sokratisk Rolighed. Skiøndt en uforsagt Krigsmand, raadte han dog immer til at holde Fred med 👤Philip og 👤Alexander, det længste mueligt, fordi han kiendte deres Magt og 📌Athenens Svaghed, og Umueligheden af at føre lykkelige Krige, hvor Alle vil mestre og Ingen lystre Anførerne, og da En af Folke-Lederne førend Slaget ved 📌Chæronea spurgde: hvor han turde understaae sig at raade til Fred, da Sværdet allerede var draget, svarede han: jo, det tør jeg nok, uagtet det maa være i Freds-Tid du bliver min Over-Mand. Den Hjelp i Nøds-Fald, Man saa tit trængde til og altid fandt hos 👤Phokion, reddede ham imidlertid fra at opoffres til Pøbelens Afguder, indtil 👤Polysperchon, for at opveie 👤Kassander, smigrede for Pøbelen i alle de Græske Stæder; men paa hans Anbefaling blev Oldingen dømt som en Lands-Forræder, fordi han, da Athenienserne ei turde holde Stand mod 👤Antipater, havde sluttet Freden paa de taaleligste Vilkaar, der var tilfals*Diodor XVII. 570. XVIII. 662–63. 👤Plutarks Phokion..

Ja, som om dette endnu ikke var Nok til at blotte Atheniensernes Vanart, maatte der opføres et Skue-Spil inden Murene, der i Skamløshed overgik Alt hvad Man kunde formode. Helten i Stykket var 👤Demetrios Muur-Brækker, den største Skue-Spiller i Helte-Roller, Old-Tiden kiendte, og Mage til Optrin havde Man aldrig seet 407i 📌Piræos, som da han kom seilende under falsk Ægyptisk Flag, og løb ind i Havnen med hele sin Flaade, just som Man opdagede Listen, hvorpaa man hørde hans Herold udraabe, at han kom blot for at uddrive den Makedoniske Besætning af Fæstningen og sætte de berømte Athenienser i fuldkommen Frihed. Vel havde Man reist 👤Demetrios Phaleræos, der, som 👤Kassanders Ven, havde staaet for Styret, ligesaamange Ære-Støtter, som der var Dage i et Aar, og Een i det Mindste kunde hans videnskabelige Brug af Tiden og milde Brug af Magten godt fortjent, men saa uegennyttige var Athenienserne nu blevet, at de elskede Friheden ikke for Gavnets men for Navnets Skyld, og der er ingen Tvivl om, at Philosophen jo var gaaet samme Vei, som hans knuste Ære-Støtter, hvis ikke hans Navner: 👤Demetrios med Over-Magten, havde hjulpet ham afsted til 📌Ægypten, hvor han, hos 👤Ptolomæos, lagde Grunden til 📌det Alexandrinske Bibliothek og lærde Væsen. Efterat nu ogsaa Fæstningen var taget og sløifet, udraabde Folket ei blot 👤Antigonos og 👤Demetrios til Kongelige Majestæter, som de endnu aldrig havde kaldt dem selv, men til Byens Skyts-Guder, efter hvis Præster Aarene herefter skulde opkaldes, ja, Folke-Lederne kappedes om at overbyde hinanden med Forslag til ligesaa latterlige som bespottelige Æres-Beviisninger, saa der endogsaa tilsidst udstædtes en Forordning om at raadspørge det Demetriske Orakel istedenfor det Delphiske, og da 👤Demetrios vilde indvies i de Eleusinske Mysterier, uden at oppebie Tiden eller giennemgaae Graderne, befalede Man at ansee den indeværende Maaned i Dag for den Ene og i Morgen for den Anden af de forskiellige Tider, Lovene bestemde. Desuagtet, saa da 👤Demetrios, efter Slaget ved 📌Ipsos, haabede i 📌Athenen at finde et sikkert Tilflugts-Sted, mødte Man ham alt paa Havet med den Beskeed, at han aldrig maatte tænke paa Sligt, da der var 408udkommet en Forordning, at intet kronet Hoved maatte taales i Byen*Diodor XX. 756–57. 👤Plutarks Demetrios. Diog. Laert. V. 5..

Hvordan Athenienserne siden, da 👤Demetrios igien kom til Kræfter og blev Konge i 📌Makedonien, paa Ny forgudede ham, og hvor tit hver Græker-By i den forvirrede Tid skiftede Herrer, kan være os ligegyldigt; men Fælles-Kampen paa Liv og Død mod de Galliske Barbarer, hvor indskrænket og mat den end var, maae vi dog nødvendig, baade for dens egen Skyld og for hvad den minder om, et Øieblik dvæle ved.

Gallerne var en Sværm af raae Barbarer, om hvis Hjem-Stavn og Udvandring vi i Øvrigt Intet veed, og havde, Man siger kort efter den Peloponnesiske Krig hærget 📌Italien, men gjorde dog først, fra 📌Thrakien af, Indfald i 📌Makedonien, da dette Land, efter mange Omskiftelser, var faldet i en Forræders Haand, som myrdede sin Velgiører: den Syriske 👤Seleukos. Denne Niding, 👤Ptolomæos Keraunos, faldt i et Slag mod Barbarerne, 👤Lysimachos var alt i Forveien faldet for 👤Seleukos, 👤Pyrros var i 📌Italien, og Veien til 📌Grækenland syndes da at staae Gallerne aaben. Dog, skiøndt Grækerne, svækkede, modfaldne og skadefroe ved 📌Makedoniens Ulykke, kom seent paa Benene, kunde dog fremfor Alt Athenienserne ikke sove roelig, da Barbarerne øiensynlig truede 📌Hellas, men stillede sig ved 📌Thermopylæ, under 👤Kallips Anførsel, med femhundrede Ryttere og tusinde Fodfolk, i Spidsen for en Borger-Hær paa omtrent 20000 Mand, mod 200000 Barbarer. Det paafølgende Slag har Grækerne naturligviis stræbt at skildre saa glimrende som mueligt, men faldt der kun Fyrretive paa deres Side, kan det dog ei have været meget haardnakket, og da Gallerne siden gik over 📌Øta, for at falde Grækerne i Ryggen, reddede disse sig ombord paa de Atheniensiske 409Galeier og overlod det mest til Ætoler, Phokenser og den Delphiske Apol selv at forsvare sig mod 👤Brennus og hans vilde Skarer, der især higede efter det berømte Tempels Skatte. Hvorledes det nu egenlig gik til med Gallernes Nederlag i 📌Phokis, deels, som Man siger, ved Jord-Skiælv og Uveir, deels ved gamle Helte-Skygger, fra 📌Grækenland og 📌Norden (Hyperboræer), og endelig i Raseri for hinandens Haand, det lader sig nu saameget mindre oprede, som vore ældste Efterretninger er tohundrede Aar yngre end Begivenheden; men da Man fortæller os at 👤Brennus drak sig ihjel i Viin, feiler Man dog neppe i den Formodning, at Barbarerne for en stor Deel har ødelagt dem selv ved Drukkenskab og deraf flydende Slags-Maal om Byttet. Da Resten under 👤Kichor eller 👤Akichor trak sig tilbage, fulgde Athenienser og Bæoter dem i Hælene og slog Mangfoldige, saa kun en ringe Levning reddede sig til 📌Asien, hvor de nedsatte sig og gav deres ny Bopæl Navnet 📌Galatien *👤Diodor (Brudstykker) XXII. 16. Justin XIV. 5–8. Pausanias I. 3–4. X. 19–23..

Dette Galliske Indbrud i 📌Grækenland, forsikkrer 👤Pausanias, skedte netop i det andet Aar af den hundrede og fem og tyvende Olympiade *Pausanias X. 23., og uden deraf at ville giøre et ligesaa bestemt Aars-Tal i vor Tids-Regning, maae vi dog lægge vel Mærke dertil, som den faste Punkt, vi, ved Over-Gangen fra 📌Grækenlands til 📌Roms Historie høit kan behøve, og nemt er det at huske, at der netop forløb halvtredsindstyve Olympiader (to Aarhundreder) fra 👤Kserxes til 👤Brennus fnøs ved 📌Thermopylæ. I Øvrigt seer Man let, at det sidste Slag ved 📌Thermopylæ ingen Sammen-Ligning taaler med det Første, men hvad der i vore Dage sædvanlig oversees, er den him410melhøie Forskiel, der vilde være paa deres historiske Vigtighed, om de end havde været lige glimrende, fordi det Ene ligner Morgen-Røden til en deilig Dag, som Fuglene hilse med Sang og hvis Timer betegnes med Stor-Værk, medens det Andet, naar det var bedst, dog kun lignede en bleg Aften-Rødme, hvorved Fuglene kun kviddre og hvorpaa Mørket følger, mest med Søvn og Ørkesløshed eller med Gierninger, som ei taale Lyset. Derfor kan hundrede Folke-Færd kæmpe for deres Føde-Land, og hvad de kalde deres Frihed, med samme Mod og Lykke som de gamle Græker, uden at Menneske-Aanden, hvem deres Liv og Idræt er fremmed, tager Deel deri, og kun fordi Efter-Tiden viiste, at der endnu i 📌Grækenland var Levninger af de høiere Kræfter og den ædle Drift, der fordum gjorde det mageløst, kun derfor glæder Aanden sig ved at see Gallerne rave ved 📌Thermopylæ og styrte ved 📌Delphi. Nu derimod lytte vi gierne til Verset, Atheniensene satte paa deres unge Lands-Mands Skjold, der faldt som et 👤Leonidas-Barn i “Bade-Porten.”

Skjoldet, som Ynglingen ærekiær
Første Gang løfted i Herre-Færd,
Ønskede, 👤Kydias! ved din Barm
Endnu at dække din venstre Arm;
Men da kun lever dit Helte-Ry,
Helliget være det Zeus i Sky!

👤Sylla, den Romerske Tyran, skaanede vel ligesaalidt denne lille Helligdom, som nogen Anden, da han forstyrrede 📌Athenen *Pausanias X. 21., og Skjoldet er for længe siden hensmuldret med saamange Græske Æres-Tegn, men at vi veed, hvad der stod paa, og har i det Hele en saadan Græsk Beskrivelse af 📌Grækenland, som 👤Pausanias gav i den Romerske Keiser-Tid, det beviser allerede, at 📌Grækenland, skiøndt sunket, var dog ingenlunde forgaaet, og hvorfor skulde vi ikke betragte Ny-411Grækeren som en 👤Kydias, der, ubetimelig henrevet i sin første Daad, lever op igien til at slaae Gallerne af Marken og oplive Mindet om den Græske Friheds gyldne Tider!

👤Pyrros.

Fra 📌Epidamnos (📌Dürazzo) til 📌Brundusium eller 📌Brentise (📌Brindisi) var det gamle Færge-Løb mellem 📌Grækenland og 📌Italien, og det kan 👤Pyrros takke for, at han er blevet en vigtig Person i Universal-Historien, der ellers ikke synderlig ændser slige Lykke-Fristere, som staae i den Indbildning, at fordi der altid vil Lykke til Stor-Værk, Man ogsaa kan slumpe til at blive en stor Mand. 👤Pyrros er nemlig blevet den Historiske Charon, der sætter os over fra den store Val-Plads til de Dødes Rige, eller med andre Ord: hans Italienske Tog er Leddet som forbinder de Græske og Romerske Bedrifter, saa Man klarlig seer, de udgiøre en sammenhængende Kiæde i Menneske-Slægtens Levnets-Løb. Hvad altsaa Perser-Folket er mellem Ebræer og Græker, det er 👤Pyrros aabenbar mellem Græker og Romere: den Personlighed, der nødte dem til at ændse hinanden, og hvem deres Historie-Skrivere derfor, saa at sige, er halvt med hinanden om. Vist nok taber 👤Pyrros ligesaameget i Anseelse, som han vinder i Vigtighed, ved denne Sammen-Ligning, thi ligesaa smaa som hans Bedrifter blive, ved at sammenlignes med et heelt Folke-Liv, ligesaa historisk lillebitte bliver følgelig han selv, men da det er for sin egen, ikke for hans Skyld, Saga lægger Mærke til ham, saa skader det heller slet ikke.

👤Pyrros var for Resten lidt i Slægt med 👤Alexander den Store, som det synes, hans Næst-Sødskendebarn, og roeste sig af at nedstamme i lige Linie fra den fodrappe og næsten skudfri Achil, med hvem han ogsaa virkelig har havt 412en fjern Lighed*👤Plutarks Pyrros. Pausanias I. 11.. Hans Far-Fader 👤Arrybas, som var samtidig med 👤Philip i 📌Makedonien, skal, efter Romernes Sigende, have faaet sin Opdragelse i 📌Athenen og have begyndt at skrubhøvle de raae Epiroter, og skiøndt 👤Plutark lader Dannelsen begynde lidt tidligere, stadfæster han dog Efterretningen om Barbariets langvarige Herredømme paa Kysten af 📌det Adriatiske Hav *Justin XVII. 3. Diodor XVI. 548. 👤Plutarks Pyrros.. Det Samme stadfæstes end mere ved Navnet Molosser (Bulbidere), som Man i 📌Grækenland gav Epiroterne, og ved Landets hele følgende Historie, hvis berømteste Navn giennem to Aartusinder er 👤Skanderbeg (Alexandrillo), der i det Høieste kan kaldes Middel-Alderens 👤Pyrros, medens 👤Ali Pascha i 📌Janina blev vore Dages.

👤Pyrros mistede, som Spæd, sin Fader, og blev opfødt hos Kong 👤Glaukias i 📌Illyrien, hvem 👤Kassander forgiæves skal have budt tohundrede Talenter for at udlevere ham, hvad ogsaa godt kan være rimeligt, naar hans Fader 👤Æakides, som 👤Pausanias melder, var 👤Olympias hengiven*👤Plutarks Pyrros. Pausanias I. 11.. I sin Ungdom kæmpede 👤Pyrros uden Krone under 👤Demetrios, gjorde forgiæves sit Bedste i Slaget ved 📌Ipsos og kom som Gidsel til 📌Ægypten, hvor han satte sig i Gunst hos Dronningen 👤Berenike, ægtede hendes Daatter og besteg, ved 📌Ægyptens Hjelp, sin Fædrene-Throne. Her fik han snart sin forrige Ven og Svoger 👤Demetrios, som Konge i 📌Makedonien, til Nabo, men dermed var ogsaa Venskabet ude og 👤Pyrros hjalp til at skille 👤Demetrios ved 📌Makedonien, uden dog at kunne skaffe sig det selv.

Under disse Omstændigheder var det, der kom Sende-Bud til ham fra 📌Tarent (📌Taranto) i 📌Nedre-Italien, med Anmodning om at være dens Feldt-Herre i en Krig mod Ro413merne, som den havde Folk men ei Kyndighed Nok til at holde Stangen. 📌Tarent var en af de mange Helleniske Plante-Stæder i det saakaldte “📌Stor-Grækenland” fra Læggen rundt om Foden paa den store “Vand-Støvle” eller trindtomkring paa den Neapolitanske Strand-Bredd. Det er just ikke Meget, 👤Herodot fortæller os om 📌det Italienske Grækenland, hvor han ellers selv skal have sluttet sin Historie og endt sine Dage, men det er dog allerede en stor Oplysning, at Sybariterne (ved 📌Tarent-Bugten) som var Milesernes Ungdoms-Venner og store Skyldnere, vendte dem Ryggen med Lykken i 👤Hystaspis-Dagene, og at Krotonienseren 👤Phayllos var den Eneste fra disse Egne, som med et Skib, han selv udrustede, tog Deel i Kampen mod Barbarerne og Æren ved 📌Salamis *Herod. V. 44–45. VI. 21. VIII. 47.. Herved stadfæstes nemlig Sagnet om disse Græker-Stæders tidlige Anlæg, og vi forberedes paa at see dem, som ingen Ting, opsluges af Romerne. 📌Tarent havde desuden ogsaa før 👤Herodots Tid i Krigen mod 📌Hyria lidt det største Nederlag, han i den Græske Historie vidste af at sige*Herod. VII. 170., saa det er klart, Tarentinerne har regnet mere paa deres Spartanske Herkomst, der dog efter alles Vidnesbyrd var uægte *Diodor XV. 492. Justin III. 4. Dionys (Vatikanske Brudstykker) XVII. 1–2., end paa deres virkelige Kræfter, da de indbildte sig, kun at mangle en Anfører, for at holde Romerne Stangen. Dette Indfald var saameget urimeligere, som de i deres idelige Krige med Lukanerne, der fik Hjelp fra 📌Rom, havde havt to Spartanske Anførere, af hvilke den Ene, Kong 👤Archidam tabde Slaget og faldt samme Dag som 👤Philip vandt ved 📌Chæronea, og den Anden, 👤Kleonymos, tyranniserede dem, da 👤Pyrros maatte flygte ved 📌Ipsos, saa 414Man maatte sige, Exemplet fristede ligesaalidt som det nyttede*Diodor XVI. 543. 556. XX. 787..

Havde vi nu enten den Bog 👤Pyrros selv efterlod om sine Bedrifter, eller den, hans Samtidige, 👤Hjeronimus fra 📌Kardia (i 📌Romanien) skrev om den hele Hurlumhei efter 👤Alexanders Død, da vilde vi vist nok været istand til at giøre os en anderledes levende Forestilling om Romerne, ved deres første Indtrædelse paa den store Skue-Plads, end vi kan nu, og vi kunde da let trøste os over, at den pæne Liviske Udmaling af dette Optrin er gaaet tabt; men dog er det en stor Lykke for os, ikke blot at der nylig er fundet Stumper om Tarentiner-Krigen af 👤Dionys fra 📌Halikarnas, men især at 👤Plutarks Pyrros har reddet sig i det store Skibbrudd; thi han har aabenbar især øst af de oprindelige Kilder og de faa Ord han tager sine Helte af Munden, skildre dem langt bedre end de lange Taler, Andre lægge dem i den.

Saaledes, da Epiroterne kaldte 👤Pyrros en Ørn, for hans Bedrifter i 📌Makedonien, sagde han: I er selv mine Vinger, og at det virkelig kun var fremmede Fiere, han haabede baade at kunne flyve og prale med, høre vi grandt paa hans korte Samtale med sit Orakel 👤Kineas, en berømt Lærling af 👤Demosthenes, just som han stod færdig at gaae til 📌Italien; thi da 👤Kineas spurgde, hvad hans Hensigt egenlig var, naar han kunde være saa lykkelig at undertvinge Romerne, da svarede 👤Pyrros, at saa vilde han indtage hele 📌Italien, og saa 📌Sicilien, og saa 📌Karthago med hele 📌Lybien, og saa naturligviis 📌Makedonien, 📌Grækenland og Alt hvad dertil hørde. Men saa, sagde 👤Kineas, hvad saa? Ja saa, sagde 👤Pyrros, saa vil vi slaae os til Ro, leve flot og slet ikke giøre Andet end more os. Men hvorfor da ikke begynde strax med det Sidste, sagde 415👤Kineas, og han havde aabenbar Ret, siden 👤Pyrros, naar Lykken havde føiet ham i Alt, slet ikke vidste Noget at bruge den til, som var mindste Lykke værd* Plutarks Pyrros..

📌Rom var dengang en saakaldt Fri-Stad, bestyret af en Hob stolte Raad-Mænd (Senatet) og af to Borge-Mestere (Consuler), som aarlig ombyttedes, og han, hvis Lodd det blev at drages med 👤Pyrros, hedd 👤Valerius Lævinus, til hvem Epiroteren skrev et lige saa bydende, som pralende Brev om at stikke Sværdet i Skeden og tage ham til Voldgifts-Mand, men fik til Svar, at Romerne jævnede helst selv deres Trætter med Sværdet, brugde ingen Voldgifts-Mand og frygtede ingen Fiende. Vidste 👤Pyrros det ikke før, at ei de han kom for at hjelpe, men de han skulde brydes med, var de ægte Italienske Spartaner, da fik han dog vist allerede herved en Formodning derom, som kun alt for klarlig stadfæstede sig i det paafølgende Slag, mellem 📌Heraklea og 📌Pandosia (vestenfor 📌Tarentiner-Bugten); thi at Barbarer kunde saaledes holde Trop, det havde han aldrig tænkt, og han paa den sorte Hest med den hvide Sok, han hedd 👤Oplacus, der ikke havde Øie for Andet end Kongen i 📌Epiros, reed ham saaledes overende, skiøndt paa sit Livs Bekostning, at 👤Pyrros fandt det raadeligst at kæmpe med saadanne Folk incognito. Vel beholdt han omsider Val-Pladsen, men det tilstod han selv, han især maatte takke sine Elephanter for, saa det er meer end Pral, naar 👤Trogus siger, at “disse Makedoniske Uhyrer kiøs Romerne fra deres Seier,” og 👤Fabricius kunde have Ret til at sige, at Epiroterne havde ingenlunde overvundet Romerne, 👤Pyrros havde kun slaaet 👤Lævinus *Justin XVIII. 1.. 👤Hjeronimus sagde, der faldt i det Slag 7000 Mand af den Romerske og henved 3000 af den Epirotiske Hær, og naar 👤Dionys fra 📌Halikarnas416giør Tretten af Tre og Syv til Femten, da lære vi kun deraf, at den gode Mand sagtens er uefterrettelig i meer end Tal*👤Plut. Pyrros..

👤Pyrros, som slet ingen Lyst havde til at vinde to saadanne Seire, hvoraf han selv tilstod Tre vilde være hans fuldkomne Ødelæggelse, sendte nu 👤Kineas til 📌Rom, for ædelmodig at tilbyde de Slagne Fred, og deres Ledere Stik-Penge til 📌Roms Redning; men 👤Kineas fandt med Forundring at i den By var alle Dørre lukt for Guld og ei ret mange Øren aabne for smukke Tale-Maader, medens alle Raad-Mændene sad og kroede dem i Sædet, som de var Konger, og den gamle 👤Appius Claudius lod sig bære ind, for at minde dem om, hvordan Man i hans Ungdom broutede af, at var 👤Alexander den Store kommet til 📌Italien, skulde han vist aldrig kommet derfra med Æren, og nu, sagde han, maatte jeg derimod ønske, jeg var ligesaa døv, som jeg er blind, da jeg hører, der ymtes om, at denne Epiroter, der har væltet sig i Støvet for en af 👤Alexanders Drabanter, og er egenlig rømt hid for at slippe fra sine Fiender, at han ikke blot skulde slippe heelskindet bort, men anbefales til Samniters og Tarentiners Tak, for Torten, han har gjort Romerne. Der blev da Intet af Freden, og 👤Fabricius, som kom til 👤Pyrros, for at handle om Fangernes Udvexling, forbausede ham storlig, thi da han, blandt Andet, fortalde Romeren om den ny Viismand i 📌Grækenland (👤Epikur), der lærde, at Guderne brød dem ikke om Verden, men morede sig kun i Ørkesløshed og at hvem der vilde være from og lykkelig, skulde deri efterligne dem, da svarede 👤Fabricius blot: gid 👤Pyrros og Samniterne maae blive i den Tro, saalænge vi har Krig med dem! Næste Aar var 👤Fabricius Borge-Mester, og fik et Brev fra Kongens Liv-Læge, hvori han tilbød sig, for en passende Betaling, at forgive ham, men begge 417Borge-Mesterne enedes om at sende 👤Pyrros Brevet, tilligemed Et fra dem selv saa lydende: du synes kun slet at forstaae at vælge enten Venner eller Fiender; thi af Vedlagte vil du erfare, at du fører Krig med ærlige Folk og slaaer din Lid til Skielmer. Det er i Øvrigt ikke for Venskabs Skyld vi lade dig dette vide, men for ei ved din Ulykke at faae et ondt Ord paa os, som om vi brugde List, for vi fattedes Magt!

Da Romerne slet ikke vilde slutte Fred, uden paa det Vilkaar, at 👤Pyrros strax skulde rømme 📌Italien, maatte han for sin Æres Skyld holde nok et Slag, som han ogsaa med Møie vandt, men mistede halvfjerdetusinde af sine bedste Folk, saa det var ham kun en daarlig Trøst, at Romerne mistede henved det Dobbelte, og han var nu sjæleglad over det gode Paaskud han fik til at indskibe sig, ved det der kom Bud fra 📌Sicilien til ham, om at komme derover og jage Karthaginenserne ud*👤Plutarks Pyrros..

📌Sicilien er, som Man veed, en deilig Øe, kun en halv Miil sydenfor 📌Italien, hvor, efter Mytherne, Dimiter (Ceres) havde hjemme med sin Axe-Krands, og hvor Persephone (Proserpina) plukkede Blomster, da hun bortførdes af Pluto, men hvor ogsaa de frygtelige Kykloper havde deres Smedde i 📌Ætna, hvor de hamrede paa Torden-Kiler, saa Jorden skjalv og det gnistrede i Sky, og hvordan det end ellers hænger sammen med saadanne Myther, seer Man dog strax, at de der smeddede dem, havde gode Øine; thi den Idylliske Muse gik jo skinbarlig med 👤Theokrit og 👤Moschos, og plukkede Blomster paa 📌Sicilien, ved Siden ad de Romerske Kykloper, og hverken paa Jord-Skiælv eller Veir-Lys har Øen nogen Tid havt Mangel. De Gamle kaldte den Tre-Hjørningen, for sin trekantede Skabning, men den 418kan ogsaa kaldes saa, fordi det Tyriske 📌Panormos (📌Palermo) paa den nordlige, det Græske 📌Syrakus (📌Siragosa) paa den østlige og det Kartaginensiske 📌Lilybæum (📌Marsala) paa den sydlige Kyst, vidne om, at tre Sø-Magter stredes om denne Perle, uden at det lykkedes Nogen af dem at blive ene derom. Grækerne, der ogsaa paa Sønder-Siden anlagde Stæder som 📌Gela (ved 📌Alicate) og 📌Agrigent (📌Girgenti), havde imidlertid længe den bedste Udsigt dertil, men de kunde aldrig forliges, og vi lære af 👤Herodot, at i Perser-Krigens Dage, da Tyrannerne sloges om Ene-Vælde, fik Karthaginenserne først det Indpas, der nu truede med at giøre hele Øen til deres Bytte.

Dog, ogsaa her vil vi høre ham selv, sagtens for sidste Gang, da vi derved baade for et Øieblik sættes tilbage i bedre Tider og ind i de Nærværende. Tyrannen 👤Gelon fra 📌Gela, hvor hans Fædre længe havde været de underjordiske Guders Ypperste-Præster, stod dengang for Styret i 📌Syrakus, og herskede saa godt som enevældig paa 📌Sicilien, og ham gik der da blandt Andre Bud til om Hjelp, da 👤Kserxes truede 📌Grækenland; men da Spartaneren 👤Syagros havde forestillet ham den fælles Fare og Græker-Aandens Krav, svarede han først med Bebreidelser for, at Grækerne ikke havde staaet ham bi, og gav derpaa den Erklæring, at naar han maatte føre an, men ellers ikke, vilde han komme til Hjelp med tohundrede Skibe, 20000 Fod-Folk, 2000 Ryttere, ligesaamange Bue-Skytter og ligesaamange Slynge-Kastere og ei alene underholde dem, men hele den Græske Hær paa sin Bekostning. Dertil svarede 👤Syagros: da maatte Pelopiden Agamemnon vende sig i Graven, om han hørde, Spartanerne stillede sig under den Syrakusanske 👤Gelons Banner, nei, vil du ikke tjene under os, da behøve vi ikke din Hjelp. Det ærgrede Tyrannen, men bragde ham dog til at tage Tonen lidt lavere, saa han tilbød Spartanerne selv 419at bestemme, om de vilde føre an til Lands eller til Vands, og kun overlade ham Æren ved den ene Side; men da tog Athenienseren Ordet og sagde: 📌Grækenland har ikke sendt os til Kongen i 📌Syrakus, fordi det fattedes en Feldt-Herre, men fordi det trængde til Folke-Hjelp, og da Talen var om den øverste Plads, lod vi Spartanerne svare, men om de nu vilde give Slip paa Anførselen til Søes, mener du da vi, som er 📌Grækenlands største Sø-Magt, taaler nogen Anden over os, vi som alene i Sandhed beboe vore Stam-Fædres Land, og hvis Fyrste fik den høieste Roes af 👤Homer, for den herlige Orden han holdt i sin Hær for 📌Ilion! Velan, sagde 👤Gelon, siden I ingen Feldt-Herre behøve, men kun Folk, og I vil beholde Alting selv, saa skynd jer nu hjem til 📌Grækenland og hils fra mig, at jeres Aar har ingen Vaar! Da nu 👤Gelon ventede at Perserne vandt Seier, men vilde dog være sikker i sin Sag, sendte han 👤Kadmos den Retfærdige fra 📌Kos (📌Stanko), der af Agtelse for Retten havde nedlagt Regieringen i sin Hjem-Stavn, til 📌Delphi med store Skatte, som han, hvis 👤Kserxes vandt, men ellers ikke, skulde bringe ham tilligemed “Jord og Vand” til Hyldings-Tegn. Dette er Grækernes Fortælling, men Sicilianerne derimod paastaae, at 👤Gelon vilde gierne hjulpet 📌Grækenland, men kunde ikke, fordi Tyrannen fra 📌Himera, som var fordrevet af ham i 📌Agrigent, førde just dengang en Hær af 300000 Barbarer, under Karthaginenseren 👤Hamilkar, 👤Hannos Søn, til Øen, og Hoved-Slaget der skaffede 👤Gelon Fred, stod netop samme Dag, som det ved 📌Salamis *Herod. VII. 145. 153–66..

Ogsaa i dette Stykke, som i saa mange, har Efter-Tiden bevidnet den gamle “Halikarnassers” Nøiagtighed; thi Sicilianeren 👤Diodor, hans Eftermand, som Universal-Histori420ker, har Intet om Afslaget, men beretter tvertimod, at 👤Gelon, efter Slaget ved 📌Himera, hvor 👤Hamilkar faldt, vilde strax faret afsted for at hjelpe Grækerne mod Perserne, hvis han ikke havde faaet Tidende om Seiren ved 📌Salamis *Diodor XI. 256.. Samme Forfatter sætter ogsaa begge Begivenheder i nøieste Forbindelse, paastaaende, der var en Aftale mellem Perser og Karthaginenser om paa een Gang at angribe 📌Grækenland og 📌Sicilien, men hverken har Man endnu i 👤Herodots Tid ymtet om Sligt, ikke heller har det mindste Rimelighed; men vel maae vi paa hans Ord troe, at Syrakusanerne dyrkede 👤Gelon som en Halv-Gud, saa det var intet Under Man kaldte 📌Sicilien “Tyrannernes Fædreneland,” da det endog burde hedt deres Himmerig. Under den Peloponnesiske Krig, da Athenienserne vilde indtaget 📌Sicilien, og derved banet sig Vei til 📌Italien og 📌Afrika, var Karthaginenserne endnu ikke synderlig mægtige paa Øen, men siden finde vi dem idelig i Krig med 📌Syrakus om det Hele, uden dog at komme vidt, enten med den Tyran (👤Dionys), der begynder eller med ham (👤Agathokles), der slutter det fjerde Aarhundrede, for hvilken Sidste de endog enstund maatte flygte paa Havet og skiælve i 📌Afrika selv*Diodor XV. 465–67. XX. 749. 769–74.. Først nyelig, efter at denne Pottemager-Helt, sat sammen af Jern og Leer, havde endt sit frygtelige Løb og sin latterlige Bane, var Karthaginenserne kommet til at spille Mester. 👤Pyrros havde imidlertid med velberaad Hug ægtet Pottemager-Heltens Daatter 👤Lanassa, ikke blot for at faae 📌Korkyra (📌Korfu), som 👤Agathokles havde indtaget, i Med-Gift, men for at have et Slags Krav paa hele 📌Sicilien, og Karthaginenserne, hvis Opmærksomhed det ingenlunde var undgaaet, havde derfor meget venskabelig tilbudt Romerne Hjelpe-421Tropper mod den fælles Fiende, men naturligviis fundet dem meget baade for stolte og for kloge til at tage derimod*Justin XVIII. 2. 👤Plutarks Pyrros.. De stræbde ogsaa at formene 👤Pyrros Over-Gangen til 📌Sicilien, men forgiæves, og nu tegnede det kun slet for dem, thi 📌Syrakus og alle de Græske Stæder aabnede Portene for 👤Pyrros, og efterat han, som en Herkules, havde stormet Bjerg-Fæstningen 📌Eryx (ved 📌Trapano), faldt baade 📌Panormos (📌Palermo) og alle Karthaginensiske Stæder, saa nær som 📌Lilybæum (📌Marsala), i hans Hænder. Karthaginenserne vilde nu gierne, paa Kiøbmands-Viis, klaret Sagen med rede Penge, men skiøndt 👤Pyrros ikke skal have været utilbøielig til at slutte en fordeelagtig Handel, skammede han sig dog for Sicilianerne, og erklærede, at kun det vilde Hav skulde være Grændsen mellem Græker og Karthaginenser. I saa dyre Domme vilde Disse ingenlunde kiøbe Freden, og ved kiækt at forsvare 📌Lilybæum, gav de 👤Pyrros Tid til baade at blive kied ad Lange-Legen og at giøre sig forhadt hos Grækerne, hvorpaa Bladet øiensynlig vendte sig, og saasnart der nu kom Bud fra 📌Tarent, at Romerne var seierrige, greb han Paaskuddet til at rømme Øen. Det blev ogsaa virkelig en Rømning, thi den Karthaginensiske Flaade angreb ham underveis og tog Endeel af hans Skibe, og Skattene, han røvede ud af Persephones Tempel, i 📌Lokri, var han saa langt fra at høste Nytte af, at han ikke blot, efter en Stranding, gav dem tilbage, men bekiendte selv at de gjorde hans Ulykke, ved at skaffe ham Gudernes Vrede paa Halsen. Før han leverede Romerne det næste Slag, spyttede han Blod og mistede Endeel af sine Tænder i Drømme, og da Romerne fældte den første Elephant, var Epiroternes Mod og dermed Slaget tabt. Hvor fuldstændig Seieren var paa Romernes Side, vidste de Gamle derfor ikke bedre at udtrykke, 422end: Romerne dræbde to Elephanter og fangede Otte levende, og 👤Pyrros var glad, han slap hjem til 📌Epiros *Dionys (Brudstykkerne) XIX. 6–14. 👤Diodor (Brudstykker) XXII. 14. 17. XXV. 21. Pausanias I. 12–13..

Efter saaledes at have tumlet sig i sex Aar med Romere og Karthaginenser, og drømt om at see En af sine Sønner paa 📌Siciliens og den Anden paa 📌Italiens Throne, viiste 👤Pyrros fuldelig, at den gamle 👤Antigonos med Rette sagde om ham: han er en Spiller, som slaaer immer høiest Øine, men vinder dog aldrig; thi han havde ikke engang vundet den Klogskab at slaae sig til Ro. Vi skulde imidlertid være kloge nok til at lade ham uændset øve sine sidste Ridder-Spil i 📌Makedonien og 📌Grækenland, naar han ikke havde givet Spartanerne Leilighed til at vise os, hvor smukt de endnu kæmpede med Døden. 👤Pyrros kom nemlig hovedkulds over Byen, mens Kongen med det bedste unge Mandskab var paa 📌Kreta, og da 📌Sparta ingen Mure havde, kunde Ingen forbudt ham at rykke ind, men da det var Aften, syndes han, det hastede ikke, og Natten brugde de Spartanske Oldinger og Kvinder til at grave eller dog oprense en breed Grøft mellem sig og Fienden, og ved Hjelp deraf danne en Vogn-Borg mod Elephanterne, mens de unge Karle, der skulde slaaes om Morgenen, hvilede sig. Hele den følgende Dag blev der kæmpet uafladelig, uden at 👤Pyrros kunde trænge ind i 📌Sparta, og det nyttede ham ikke, at han den anden Morgen fordreiede det smukke Sted i Iliaden:

Ei til Lykke-Varsel andet
Trænger Kamp for Fædre-Landet *Iliaden XII. 243.!

thi vel tillod Stavelse-Maalet ham bedre paa Græsk end paa Dansk at putte 👤Pyrros” ind, istedenfor “Fædrene-Landet,” men Skæbnen holdt paa den rette Læse-Maade, og sendte 423de trætte Spartaner ei blot deres eget Mandskab tilbage fra 📌Kreta, men tillige Forstærkning fra 📌Korinth, saa 👤Pyrros, der havde stormet saamangen stærk Fæstning, maatte med Skamme forlade den aabne By, og sande: der kæmpedes dog endnu ensteds i 📌Grækenland bedre for Fæderne-Landet end for 👤Pyrros Pande-Flækker og Plynder-Greve *👤Plutarks Pyrros. Justin. XXV. 4..

Sit Maal fandt nu ogsaa det urolige Hoved snart i 📌Argos, hvor han brød ind om Natten og faldt i Dagningen for Kvinde-Haand, i det en Moder, seende ham fra Høiden gaae hendes Søn paa Klingen, kastede i sin Angest en stor Tag-Steen efter ham, som ramde og knuste hans nøgne Isse*Justin. XXV. 5. 👤Plutarks Pyrros.. Med hans Sønne-Sønner uddøde hans mandlige Afkom, og deres Syster 👤Deidamia, som lod Epiroterne regiere sig selv, blev myrdet af dem i et Opløb, hvorpaa fulgde en almindelig Forstyrrelse, der først hævedes ved Romersk Krigs-Tugt, og i den Anledning giør 👤Pausanias den fine Bemærkning, at 📌Athenen er den eneste Stad, der hævede sig under Demokratiet, fordi Mængden der hævede sig mindst over Lovene*Justin. XXVIII. 3. Pausanias IV. 35..

👤Polyb melder, at 👤Pyrros gik til 📌Italien Aaret før Gallerne brød ind i 📌Grækenland *Polyb. I. 6. Pausanias X. 23., altsaa, efter 👤Pausanias, netop med den 125de Olympiades Begyndelse (omtrent 280 f. Ch.), da 📌Rom, efter gammel Regning, havde staaet 476 Aar eller dog ved det Pas, thi det kommer os ikke an paa nogle faa Aar meer eller mindre, men blot paa en forsvarlig Oplysning om Forholdet mellem den Græske og Romerske Tids-Regning.

424

Romerne.

👤Herodot taler ligesaalidt om 📌Rom som 👤Moses om 📌Grækenland, og 👤Hieronymus fra 📌Kardia var formodenlig den første Græske Historie-Skriver, som, under Beskrivelsen af 👤Pyrros-Toget, indførde dette Navn i Verdens Aar-Bøger, hvor det nu snart, som Pharaos magre Kiøer og svange Ax, skulde opsluge alle store og kiernefulde Navne, uden dog derved at vinde mindste Livs-Fylde, da det tvertimod blev tommere, jo meer det udspiledes, og staaer nu for alle Slægter som Kiendings-Navnet paa den falske Aands-Kraft, der er “Urettens Hemmelighed,” kan aflive Alt men Intet oplive, og er altsaa kun den levende Død og overvældende Afmagt! Dette er vel endnu ingenlunde, i Almindelighed talt, de Lærdes Mening, men det maa ligefuldt i Verdens-Historien forudsættes som en afgjort Sag, der har beviist sig selv, og jo klogere Man bliver derpaa, desmindre fordyber Man sig i Drøftelsen, da det kun er et sørgeligt Liv “at drages med Døden” og et udsvævende Haab “tilgavns at slaae en Død ihjel,” medens det unægtelig er klogest at undgaae Døden, saalænge det med Æren lader sig gjøre, og er en stor Lykke at kunne slaae den hen med Spas, naar den bliver altfor paatrængende. Man sige om 📌Templet i Jerusalem hvad Man vil, saa laae det høit og aabnede en deilig Udsigt, og Spartaneren 👤Chilon, som var En af de syv Vise i 📌Grækenland, havde udentvivl Ret i, at det dog egenlig er paa “de gode Udsigter”, Man kjender den sande Oplysning *Diogenes I. 69.. Om Torvet og Bue-Gangene i 📌Athenen kan Man vist nok sige mange baade træffende og bidende Vittigheder; men der blev dog ogsaa sagt Mange, og der blev baade sagt og gjort meget Godt og Glædeligt, der kun kan siges og gjøres, hvor Menneske-Aanden er i sit Element, som Fri heden, brugt eller 425misbrugt, aldrig ophører at være. Den Romerske Leir og Hoved-Vagten i 📌Rom var endelig vist nok ikke at spase med, og de kunde lettelig skaffe sig større Lov-Taler, end de fortjende, men derfor blev de dog lige lidt et virkeligt 📌Pantheon, Frihedens Hjem og Videnskabernes Sæde, men blev med velberaad Hug en mageløs Plante-Skole for Ugudelighed, Trældom og Aands-Foragt, saa Man behøver ikke at være meget kræsen, for at væmmes ved den Romerske Forklaring af Menneske-Livet; thi det gjorde selv 📌Roms berømte Lov-Taler, som tilstod, at Frugten af Helte-Livet der var en aldeles ulægelig Helsot *Livius i Fortalen: ad hæc tempora, qvibus nec vitia nostra, nec remedia pati possumus, perventum est..

Man seer nemlig strax, at af de tre Hoved-Folk i Old-Tiden, der selv har beskrevet deres Liv og derved lært os at kiende deres Gaver, var Ebræerne Kirke-Folket, Grækerne Stats-Folket, og Romerne Skole-Folket, som naturligviis kun med Forstand skulde tilegne sig og forklare Alt hvad der var sandt og godt hos deres Forgiængere, saa det var Skam at forlange enten en ny Aabenbaring eller et nyt Epos og en ny Regierings-Form af Romerne, men en ny Vidskab eller Erfarings-Klogskab, der, med dyb Ærbødighed for Menneske-Livets Old-Sager, lærde sig til at forstaae og forklare dem, det var aabenbar, hvad Man trængde til og hvad 📌Rom skulde udviklet. Naar vi imidlertid, ikke blot af Jødernes Hellige Skrift, men af hele Verdens-Historien, see, at Mennesket var faldet, og at Intet af de gamle Folk, der blev dem selv overladt, havde gjort sin beskikkede Deel af Slægtens Helte-Gierning, men fuskede kun derpaa; da blive vi ogsaa billige i vore Fordringer til 📌Rom og indrømme strax, at Vantro og Herske-Syge ere ligesaa naturlige Lyder for den menneskelige Fornuft og Forstand, som Overtro og Grusomhed for Phan426tasien, eller Selvraadighed og Vellyst for Følelsen. Har nu desuden 📌Asiens og 📌Grækenlands Historie lært os, at Perseus havde levet sin Alder ud og Ikaros var druknet med sine smeltede Vox-Vinger, eller med andre Ord: at de gamle Konge-Slægter, som udregnede deres Herkomst fra Guderne og stræbde at ligne dem, var uddøde, og de ædle men forvovne Helte, der indlod sig i Vædde-Strid med “Olymperne” havde kiøbt Æren paa Livets Bekostning, saa baade Kroner og Krandse var nu kun Tvistens Æbler mellem en uregierlig Pøbel og herskesyge Tyranner, see, da blive vi endog historisk forligte med det Romerske Uhyre, som et nødvendigt Onde. Dette er vist nok kun mueligt, fordi vi veed, at Forsynet havde Christendommen i Bag-Haanden, der kunde opvække Døde, og dog ei komme før Tidens Fylde, naar alle Hoved-Folkene havde udspillet deres naturlige Rolle og forspildt hvad de kaldte deres Lykke; men uden Christendommen var vi aabenbar heller aldrig kommet til at skrive Haand-Bøger i Universal-Historien, saa det Ene følger af det Andet.

Altsaa, det Romerske Jern-Septer skal vi betragte som et nødvendigt Onde, der, efter Omstændighederne, var det Bedste, der kunde times Old-Tiden, hvorfor vi ogsaa see, at de klogeste Folk i 📌Grækenland alt længe ansaae en skikkelig Tyran selv blandt Græker for den største Velgjerning. Den vise 👤Sokrates vilde nok gjort En af den Atheniensiske Junker 👤Alkibiades, men det var et fortvivlet Forsøg, som umuelig kunde lykkes! Den vise 👤Plato maa vel have troet, Tyrannerne faldt bedst i “deres Fæderne-Land” thi det Eneste, Man veed han prøvede sin “Stats-Konst” paa, var at omskabe den Syrakusanske Tyran 👤Dionys efter sit Ideal, men hvor gierne 👤Dionys end gad havt lærde Folk om sig, og hvor stor en Nar han end var efter at blive roest i 📌Athenen, fandt han dog, Man 427kunde ikke kiøbe Guld for dyrt og solgde derfor Philosophen til Slave. Den vise 👤Aristoteles havde vel bedre Lykke, thi hans Dis cipel, Konge-Sønnen 👤Alexander, blev i det mindste baade en stor og ædel Tyran; men deels var dog selv han meget for følsom og sværmerisk til ordenlig at føre Jern-Septeret, og desuden trængde Verden til en Tyran, der, om ikke just udødelig, dog kunde leve nogenlunde skikkelig et Par hundrede Aar. Her var da gode Raad dyre, men ved 👤Pyrros-Toget opdagede Man pludselig, at i en Afkrog af “Hesperidernes Have” laae der en By, vel ikke, som Taleren 👤Kineas rhetorisk udtrykde sig “fuld af Konger” men dog fuld af forsvarligt Tømmer til den mest kolossalske og seilivede Tyran, Man kunde ønske sig, og med alle de Anlæg, der hørde til at undertvinge hele Verden og beherske den fornuftig. Troede vi end hidtil, at Skæbnen var blind, maatte vi dog vel her kunde tage og føle paa, at den tvertimod er et klarøiet Forsyn, der i Tide sørger for de Redskaber, Det behøver; thi at 📌Rom ikke var bygt paa een Dag, er med Rette blevet til et Ord- Sprog, og er det end ikke saa afgjort, som Man har meent, at Romulus var samtidig med 👤Salmanassar og Aarene efter Byens Anlæg hardtad ligesaa mange som efter den første Olympiade, saa kan dog den første Borge-Mester i 📌Rom ei have været meget yngre end den første Tyran (👤Pisistrat) i 📌Athenen og den Bedste (👤Kyrus) i 📌Asien.

Vi see nemlig strax paa 👤Herodot, at han og de Asiatiske Græker har betragtet 📌Italien, omtrent, som vi betragte 📌Amerika, saa 📌Rom kan i hans Tid vel ikke have gjort synderlig Opsigt, siden han ikke nævner den, men han kan derfor godt have kiendt ligesaa meget til den, som vi kiende til Doctor 👤Francias Stat i 📌Paraguay, der om to Aarhundreder meget muelig kan være den Mægtigste i hele 📌Syd-Amerika, skiøndt den endnu kun ved et sært Tilfælde eller 428ved en reen Feiltagelse kan nævnes i Verdens-Historien. Tyrrhenerne eller (som han kalder dem) Tyrsinerne var det berømte Handels-Folk paa Vest-Kysten, og fra 📌Kampanien, sønderom, var 📌Italien ombæltet med Græske Anlæg, men hvilke Barbarer der boede inde ved 📌Po og 📌Tiber, spurgde neppe en Europæisk end sige en Asiatisk Græker om*Herod. I. 94. 166–67. III. 136. Derimod maae vi finde det meget rimeligt, hvad 👤Polyb beretter, at Karthaginenserne, som plyndrede paa alle Kyster i Vesten, hvor de ikke handlede, havde allerede, syv Olympiader før 👤Kserxes rykkede mod 📌Græken land, truffet en skriftlig Overeenskomst med 📌Roms første Borge-Mestere *Polyb III. 22., og i dette Brevskab see vi Tyrannen “da han var meget lille” og raadte kun for en Strimmel af 📌Kirke-Staten: fra 📌Tiberen ned over 📌de Pontinske Moser til 📌Monte Circello. Hvordan han nu i de følgende to Aarhundreder var voxet baade Tyrrhener, Græker og Samniter over Hovedet, det har Man hidtil i hele den Latinske Christenhed, og fremfor Alt i det fri 📌England, med Riset haandgribelig viist den studerende Ungdom, og trøstet dem med Haabet om at blive “Verdens Lysnaar de ret satte dem ind i hans Tanke-Gang; men i Verdens-Historien har vi Ærgrelse nok af Tyrannerne, naar de blive store, saa vi fristes hverken til at gribe efter dem, saasnart de komme ud af Ægget, eller til at opklække dem Beundrere. Desuden, saa om Tyrannen ogsaa i sin Ungdom havde været endnu en ædlere Helt end Theseus og Herakles, kunde vi dog her ei indlade os paa hans Bedrifter, deels fordi de er usikkre og deels fordi de i alt Fald kun øvedes i en snever Kreds, udenfor den store Skue-Plads. Det Sidste er af sig selv indlysende og Grund Nok til at springe baade over de syv Konger og mangfoldige 429Borge-Mestere, men det bør dog ogsaa vides, at Romerne fik deres første Historie-Skrivere: 👤Fabius Maler (👤Pictor) og 👤Cato Politi-Mester (👤Censor) efter den første Puniske Krig, og at skiøndt allerede Romerne selv brugde Æneiden ligesom Grækerne Iliaden, til Hjemmel i Old-Sagerne, saa er dog Æneiden ingenlunde et Folke-Digt fra 📌Roms Old-Tid, men et Konst-Stykke gjort under Keiser 👤Augustus. Til overflødig Undskyldning kan endnu tilføies, at saavel 👤Malerens og 👤Politi-Mesterens Bøger som den Rim-Krønike, 👤Ennius skrev i 👤Catos Dage, er forgaaede, saa vore ældste Latinske Kilder er fra hvad Man kalder Byens syvende Aarhundrede eller det Næste før 👤Christi Fødsel, og Grækeren 👤Polyb, der saaledes er blevet vor bedste Hjemmel i 📌Roms ældre Historie, begynder med den første Puniske Krig, forudsættende blotdem med 👤Pyrros og Gallerne. Vist nok kan desuagtet den fuldstændige Romerske Aar-Bog, der, ved Hjelp af 👤Dionys og 👤Livius, lader sig sammensætte, være meget lærerig for enkelte Granskere, men det bliver deres Sag, og vi have kun dermed at giøre, forsaavidt der i Sagnene findes Noget, som særdeles kaster Lys paa 📌Rom i det Hele.

Dette er nu vel neppe Tilfældet med den Trojanske Herkomst, Romerne tillagde sig, thi, alt Andet fraregnet, maatte det Register gaae langt tilbage, der skulde oplyse Slægtskabet mellem Folk, stødt sammen paa 📌de syv Høie fra alle Verdens Hjørner; men hvad Romulus angaaer, som havde Mars til Fader, maa Man dog finde det ganske rimeligt, at han kunde nedstamme fra Æneas, som havde Venus til Moder, og det passer saameget bedre, som Mars og Venus (Ares og Aphrodite) var baade 📌Trojas og 📌Roms Skyts-Aander; ja hvad der, ensteds i Iliaden, siges om Trojanerne, at det var forbistrede Karle, der ordenlig sloges for Lyst, maatte sikkert giælde Romernes Stam-430Fædre. Om for Resten de tredive Roder, hvori Romulus inddeelde Byens Almue, skulde svare til de tredive Grise af den store Offer-So, der farede, just som Æneas landede, det maae de Lærde afgiøre, men da Grise-Sagnet har hørt til 👤CatosRomerske Oldsager” og synes at passe, bør det dog anføres*Origo Gentis Romanæ (👤Victoris) 12. 23. Dionys I. 56..

Tvegrøde-Sagnet om Romulus og Numa, som Statens Stiftere, er derimod en ægte Janus med to Ansigter (bifrons), det Ene vredt og det Andet blidt, og maa ingenlunde savnes over Dørren til 📌Roms Historie, der, ligesom 📌Janus-Templet, stod aaben i Krig og lukt i Fred.

Om den Romerske Halv-Gud Qvirinus kan imidlertid Pennen fatte sig kort, saalænge det er dens største Helte-Gierning i Skolen at skrive “Latin;” thi saalænge vil, medens alle andre Sagn om Guder og Helte forstumme, den store, sandfærdige Historie om Romulus og Remus, Sønner af Mars, seilende i et Trug paa 📌Tiberen, og opammede af en medlidende Ulvinde, gaae fra Mund til Mund, som den vidunderlige Nøgel til al Mythisk Viisdom og til 📌Roms Historie.

Sønner af Mars kan naturligviis ei nær saa godt enes om at bygge op, som om at rive ned, og da Brødrene, efterat have slaaet deres Avinds-Mand, Kongen i 📌Alba-Longa, vilde anlægge en By paa Høiene, hvor deres Amme kom fra, kunde de ikke enes om, hvor den skulde ligge. Man vilde derfor lade Skæbnen raade, saa han skulde have sin Villie, der først saae det bedste Varsel, men da Remus fortalde, han havde seet sex Aadsel-Gribber fra Lykke-Siden, da enten lod Romulus, som han havde seet Tolv, eller han saae dem bag efter, og paastod at det bedste Varsel burde ogsaa kaldes det Første, og han fik sin Villie. Om Remus siden sprang over hans Grøft, veed Man ikke saa lige, men døe maatte han, fordi han ikke kunde enes med Romu431lus, og denne store Fri-Skytte plantede nu 📌Roms mageløse Stam-Træ, ved, fra 📌Aventiner-Høien at skyde et Spyd saa dybt i Jorden nede ved 📌Tiber-Trappen, at det slog Rødder og blev til det “hellige Hyben-Træ,” der først gik ud, da Man under Keiser 👤Caligula gjorde saa uforsigtig ved Trapperne, at Roden tog Skade. Romulus deelte sit Folk i Adel (Patricier) og Almue (Plebeier), og gjorde sin By til en Fri-Stad for Alle baade Frie og Trælle, som vilde bosætte sig der, og da de fattedes Koner, lod han dem, ved en dertil anstillet Fest, hver tage Sin, hvad naturligviis gav Anledning til Krig med alle Nabo-Stæderne, saa Romulus havde dermed Nok at giøre alle sine Dage, til han ved en Offring overrumpledes af et frygteligt Uveir med Torden, Lynild og Hvirvel-Vinde, hvori han forsvandt, saa der blev ikke fundet Stump eller Spor af ham. Almuen skyldte nu Raad-Mændene (Senatet) for at have myrdet ham, men En af disse, Julius Proculus, from og sanddru, gjorde offenlig sin Eed paa, at han havde mødt Romulus siden, og faaet den Hilsen fra ham til Folket, at han var gaaet hjem til Guderne og vilde, som 📌Roms Skyts-Aand, tilbedes under Navn af Qvirinus, og dermed beroligede han Gemytterne*Livius I. 3–16. Dionys I. 76–89. II. 1–56. 👤Plutarks Romulus og Numa..

Alle Giftermaals-Krigene var løbet lykkelig af, men den med Sabiner-Staden 📌Cures, der kaldte sig en Spartansk Koloni, dog kun saaledes, at Romerne maatte dele deres By med Sabinerne og Romulus Regieringen med deres Konge, og skiøndt Denne snart fik sit Livs-Brød, maatte Man dog, efter Romulus, for Freds Skyld vælge en Sabiner til Konge. Det blev Numa Pompilius, som Man har sagt, var en Discipel af 👤Pythagoras, men som selv udgav Nymphen Egeria for sin Lære-Moder, og 432lod vel alle Romuli Indretninger staae ved Magt, men tilføiede mange Nye, der alle sigtede til at giøre de raae og vilde Krigere lidt fromme og sædelige, og ham var det som forordnede at 📌Janus-Templet skulde staae aabent i Krig men lukket i Fred, hvad ogsaa skedte, saa det stod lukt i hans Dage, en kort Tid efter den første Puniske Krig og saa under Keiser 👤Augustus, men stod ellers altid aabent. Samme Numa inddeelde alle Borgerne efter deres Handtering i Laug, for derved at ud jævne den Forskiel, Herkomsten gjorde, han udskiftede By-Marken og gjorde dem, der rykkede Marke-Skiel, fredløse; han byggede et Tempel for Qvirinus og Et for en Gudinde, som aldrig før havde havt Noget, nemlig Ordholdenhed eller Tro og Love (Fides), han bygde ogsaa 📌Vesta-Templet, hvor jomfruelige Præstinder vedligeholdt den hellige Ild, og det blev langt at fortælle, hvormange Templer han bygde, eller Hellig-Dage han indførde, og hvormange Slags Præster han indviede; men det bør ikke forties, at han fra to Nisser (Picus og Faunus) eller som andre vil, fra Jupiter selv, tillistede sig et Middel mod Torden og Lynild, som bestod af Hoved-Løg, Menneske-Haar og Sild. Endeel Bøger skrev han ogsaa baade paa Græsk og Latin, men dem tog han med sig i Graven, og da de, femhundrede Aar efter, blev fundet, gjorde Over-Dommeren (Prætoren) 👤Petilius sin Eed paa, at det var baade Synd og Skam, om de kom for Lyset, hvoraf Følgen blev, at Man brændte dem offenlig paa Torvet *Livius I. 17–21. Dionys II. 57–76. 👤Plutarks Numa..

Hvad Aar efter Verdens Skabelse, efter 📌Trojas Undergang, den første Olympiade og Byens Bygning, enhver af disse Ting skedte, og endelig Hvormeget af det nogensinde kan være skeet, derom er skrevet mange Bøger, som Forfatterne ikke har taget med dem i Graven, men som det alligevel var en Skam, kom for Lyset, er Tids-Spilde at læse og vilde være Synd at 433formere. Derimod er det baade moersomt og lærerigt at see, hvorledes hele 📌Roms Historie speiler sig i disse Old-Sagn, der maa betragtes som 📌Roms virkelige Helte-Digt; thi Intet af de andre Hedning-Folk har været saa lykkeligt at opnaae sine Idealer, det timedes kun Romerne, som selv i deres tidligste Barndom havde Besindighed Nok til ei at sværme for et høiere Maal, end der med deres Kræfter godt lod sig række, saa deres Poesi er snart klarere og mere fattelig end deres Prosa. Naar nemlig et Folk saa reent ud erklærer “Spyd-Stagen” for deres Stam-Træ,” og betragter et Rov-Dyr som sin Halv-Guds Amme, og betragter Alt hvad de har som “et Rovtaget med Staal-Handsker og med et Sværd, der overhugger alle “Blodets Baand” saa Blodet umuelig kan stilles, see, da kan der ikke være noget Spørgsmaal om, at det Folk jo betragter sig selv som “Krigs-Folket af Moders Liv,” der sætter sin Ære i at svare guddommelig til dette Navn. Behøvedes der imidlertid en nærmere Bekræftelse herpaa, da er den givet i Anskuelsen af deres “Freds-Mægler,” som ikke blot bygger et Tempel for “Spyd-Stagens Heros,” men forordner, at Templet for den høieste Guddom (som Janus var) skal staae aabent i Krig og være lukt i Fred; thi hvem der har den Grund-Anskuelse fører naturligviis ikke Krig for at faae Fred, men anseer Freden for et nødvendigt Onde, Man stundom maa finde sig i, for at kunne holde Krigen ordenlig vedlige. Den “hellige Ild” i 📌Vesta-Templet er altsaa aabenbar “Krigs-Luen,” og at Romerne var heldige nok til strax at faae den tændt igien, naar den ved et besynderligt Uheld slukdes, seer Man bedst deraf, at 📌Janus-Templet, i Løbet af syv Aarhundreder, fra Numa til 👤August, skal kun have været lukt en eneste Gang et Par Aar*Livius I. 19.. Skulde der imidlertid end være lidt Overdrevent i denne 434Paastand, saa viser den netop desbedre hvad Romerne ønskede, og de tre Aarhundreder vi historisk kiende Noget til, vække unægtelig den bedste Formodning om de Foregaaende.

Ligesom vi derfor poetisk kaldte Romeren “den Kolossalske Tyran,” saaledes maae vi historisk kalde 📌Rom “den mageløse Røver-Stat,” der vel begyndte smaat, men med en Ørne-Drift til det Høieste, der i denne Retning kan opnaaes, og med et mageløst Anlæg til at giøre mesterlig, hvad alle Medbeilerne i Forhold kun har fusket paa, hvorhos vi dog ei heller maae glemme, hvad Romerne selv bekiendte, at “Lykken” særdeles begunstigede dem, saa hverken fattedes der i mange Aarhundreder et Aadsel, hvorom Ørnene trygt kunde forsamle sig, ei heller brast det skiøre Baand, der naturlig forbinder Røvere, før det Konstige, som unægtelig er “Krigs-Tugten,” i 📌Roms Ene-Vælde havde vundet en forbausende Styrke, saa “Verdens-Dronningen” kunde smile ad alle Borger-Krige, som en stor “Olympisk Leg” hvori Man beilede til Kronen, som en Krands, Hun rakde sin kiæreste Yndling. Naar vi derfor kun ikke vil giøre noget Andet af Romer-Livet end det virkelig var, da er 📌Roms Historie saa klar og begribelig, som ingen Anden, og naar vi i Romerne ikke søge Mønsteret paa et menneskelig ædelt, frit og oplyst Folk, men paa en stærk, stolt og fornuftig Røver-Bande, da kan deres Historie blive os ligesaa nyttig, som den er lærerig. At det hidtil har været anderledes, er vist nok sørgeligt, men naar vi betænke, at kun i to Aarhundreder tiltrak 📌Grækenland sig endeel Opmærksomhed, der efterhaanden maatte forsvinde, medens 📌Rom i fulde Syv fængslede hele Verdens Opmærksomhed, og at i det følgende Aar-Tusinde, medens 📌Sparta og 📌Athenen, med Grækernes Sprog og boglige Mindes-Mærker, sank stedse dybere i Graven, hævede 📌Rom sig som en Phønix af sin 435Aske og beherskede Sjælene i Himlens Navn, som fordum Jorden i sit Eget; naar vi betænke alt dette, da er det intet Under, at vi i de sidste tre Aarhundreder have skiænket dette Aandens Helvede langt meer Opmærksomhed, end det fortjende, og, for at kunne skrive “Classisk Latin,” beskrevet det som et Himmerig. Snarere er det et Under, at vi kan holde op, uden at blive Barbarer, da de Romerske Lænker unægtelig hidtil var de eneste Baand, der videnskabelig knyttede os til Old-Tidens dannede (Classiske) Verden; men da Forsynet har sørget for, at Christendommen kan levende forbinde os med Ebræerne, og Ny-Grækerne med deres Fædre, saa kan vi aabenbar ogsaa blive Romer-Fiender, uden derved at blive større Barbarer end Ebræerne og Grækerne var, og da Romersk Aands-Dannelse kun var en død Efter-Ligning, i Old-Tiden af Grækernes og i Middel-Alderen af Ebræernes, maatte Døden aabenbar være meget bedre end Livet, naar vi skulde tabe ved Byttet. Afrystede vi derfor ikke de Romerske Lænker, maatte det ene tilskrives Dyden ved den “Romerske Tugt,” der beed saa godt paa Slægten, at det føles endnu, men vi Nord-Boer, hvis Frænders Hellebarder beed ogsaa godt paa den gamle Tyran, og hvis Fædre ei har følt til den Romerske Tugt, som Krigs-Karlene, men kun til den, de Latinske Skole-Mestere øvede, vi tør nok giøre os saa dristige at lee ad 📌Roms Skygge, hvis latterlige Herredømme i Aandens Rige dog vel ikke meer end den virkelige Jettes, det Frygtelige, kan giøre Regning paa Evighed. Retten dertil kan heller Ingen aftrætte os, thi “Krigs-Historien” har ligesom “Krigs-Folket” kun “Spydstage-Ret” til hvad den kan aftvinge os, og ligesaalidt som vi kan være forpligtede til at følge Romulus paa alle hans smaa Røver-Tog, eller Numa paa alle hans Snig-Veie, 436ligesaalidt kan de store Tog og de berømte Værker, vi nødes til at ændse, kræve meer Opmærksomhed, end den vi, for vor egen Skyld, maae skiænke den universal-historiske Kiæde, der, som Menneske-Aandens Lænke, gaaer igiennem 📌Roms Historie.

Den saa berømte “Romerske Frihed” kan vi, naar vi komme fra 📌Grækenland, ligesaalidt beundre, som den Romerske Poesi, Historie, Veltalenhed og Philosophi, thi Alt hvad deri ikke er en Efter-Ligning af Græsk, er kun til i de Lærdes Indbildning, medens Slaveriet overalt griner os i Møde, hvor Røver-Banden skal holdes i Orden, mens Høvdingen, som hele Verdens Tyran, kiører i Triumph, og er naturligviis selv den største Slave. Det Romerske Slaveri maae vi derimod skiænke al den Beundring, det, efter Sagens Natur, kan modtage, da det med hele sin Strænghed er i saa høi en Grad frivilligt, at det virkelig forudsætter en vel ikke høi, men stærk og varig Begeistring for Tyranniet, som et Verdens-Herredømme, der ei kunde kiøbes med for store Opoffrelser, være sig af de naturligste Følelser for Menneskelighed, Sandhed og Ret, eller af egen Frihed og Fornøielse, Ære, Liv og Gods. Dette er den berømte Romerske Patriotisme og “strænge Dyd,” hvorpaa især 👤Cato Politi-Mester (Censor) er et ophøiet Mønster, som vel i den bedste Verden vilde findes afskyeligt, men blev i sin Tid dog med Rette beundret og afnøder os en vis Agtelse, forenet med det Ønske, at alle Slaver og Tyranner, smaa og store, hvoraf der immer findes en Slump i Verden, vilde dog, til fælles Bedste, holde dem selv saameget i Tømme. At nu imidlertid alle Folk i 📌Rom, selv i Republikens gode Tid, var langt fra at være lige dydige, kan Man forud vide, og at Mængden der var den gemeneste og uregierligste Pøbel, Man vel kan tænke sig, lærer Historien, saa det var egenlig kun Adelen (Patricierne), der 437tillige var Geistlighed, Man kunde faae Leilighed til at beundre for den Kraft og Klogskab, hvormed de holdt baade dem selv og Almuen (Plebeierne) i Ave, forsaavidt det store Øiemed: hele Verdens Undertvingelse, syndes dem at kræve det. Her kan vi, Hvormeget vi end gierne skrive paa Naturens Regning, umuelig miskiende en vis, velberegnet Stats-Konst, der staaer i et saadant Mis-Forhold til den herskende Raahed, at vi nødes til at giætte paa et hemmeligt Selskab, der i hele “den gode Tid” styrede Spillet, og kun naar vi betragte Patricierne i 📌Rom som “Pythagoræer,” kan vi fyldestgiørende forklare os Dunkelheden. Vel er nemlig 👤Pythagoras *Herod. IV. 95, 👤Mnesarchs Søn, selv et meget gaadefuldt Væsen, hvis Liv og Lærdom ikke lader sig beskrive; men 👤Herodot nævner ham dog allerede som En af Fortidens berømte Stats-Philosopher, og at der, netop da 📌Rom fik sine første Borge-Mestere, var et stort politisk Røre i de Italiensk-Græske Stæder, som Man udledte fra denne 👤Pythagoras, de berømte Tyranner 👤Amasis og 👤Polykrats gode Ven, der havde bereist baade 📌Asien og 📌Ægypten for at blive klog paa Stats-Sager, det har Man ikke mindste Grund til at tvivle om*Diodor I. 44. 60. 62. (Brudstykker) VII–IX. 43–54. Diogenes VIII.. Da det nu ikke er os nær saa meget om Navnet, som om Sagen at giøre, vilde vi allerede heraf have Grund nok til at formode en Sammenhæng mellem Pythagoræerne og Romer-Staten, men da nu Sagnet ovenikiøbet nævner 👤Pythagoras som Numas Lærer, og da 👤Plutark, som kiendte langt meer end vi til de Pythagoræiske Lærdomme, vidner, at de Romerske Indretninger idelig mindede ham om dem*Livius XL. 29. 👤Plutarks Numa., maae vi nødvendig i Verdens-Historien tilskrive 👤Pythago438ras Æren for at have løst den Opgave, 👤Sokrates, 👤Plato og 👤Aristoteles forgiæves piinde sig med: nemlig at danne en stor Tyran, der med Fornuften saa temmelig kunde beherske Sandseligheden og sine Lidenskaber. Vel paastaaer baade 👤Livius og 👤Dionys, det kan umuelig hænge saaledes sammen, da Numa var død længe før 👤Pythagoras blev født, og Romerne desuden ei kunde Græsk*Livius I. 18. Dionys II. 59.; men da det er ligesaa uvist, naar Numa som naar 👤Pythagoras levede, og under alle Omstændigheder vist, at Romerne give al Aands-Dannelse i 📌Italien Græsk Oprindelse, bortfalde disse Indvendinger af dem selv. Desuden lader Sagnet baade Romulus lære og Numa skrive Græsk; Lovene paa de tolv Tavler, som henføres til Midten af det femte Aarhundrede, siges udtrykkelig tildeels at være laant af Grækerne*Livius III. 31–32. Dionys X. 57., og at der mellem Patricierne fandtes Folk som kunde tale Græsk, længe før vi finde mindste Tegn til, Man i 📌Rom læste Græske Bøger, derom har vi et meget umistænkeligt Vidnesbyrd af 👤Dionys, som fortæller om 👤Postumius, at da han var sendt til Tarentinerne og fraraadte dem den Krig med Romerne, hvori 👤Pyrros siden indvikledes, loe de ham ud i Folke-Forsamlingen, fordi han havde en daarlig Græsk Udtale *Dionys (Brudstykker) XVII. 7..

Hvormange Aar, Liv og Løgne, Konster og Kampe, det nu havde kostet Patricierne, at holde Pøbelen i Skranker og bringe Folkene i det mellemste og nederste 📌Italien under Aaget, det hverken veed vi, eller kan lægge nogen Vægt paa at vide, men at Gallerne, ogsaa under en 👤Brennus, nær havde berøvet dem Frugten af alle deres Anstrængelser, er vel sikkert nok, skiøndt Fortællingen derom klinger saare fabelagtig og Tiden ei anderledes lader sig bestemme, end ved at sige: 439Romerne var netop kommet til Kræfter igien, da de bandt an med Grækerne og 👤Pyrros. 👤Dionys siger imidlertid, at næsten Alle var enige om, at 📌Rom blev taget af Gallerne først i den 98de Olympiade, altsaa hundrede Aar før 👤Pyrros-Toget og lidt længere efter Borgemester-Skabets Indførelse, som vi ved den Leilighed høre var Tids-Punkten, hvorfra Romerne begyndte deres offenlige Tids-Regning *Dionys I. 74.. 👤Livius bekiender selv, at Galler-Krigen endnu ligger i en Taage for ham, og skiøndt han naturligviis skyder Skylden især paa Ilde-Branden, der havde fortæret Præste-Krønikerne *Livius VI. 1., saa er det dog lige klart, at havde Præsterne havt for Skik at skrive Historie, og havde Gallerne brændt deres Værk, saa kunde de dog ikke brændt Historien om Branden og deres egen Undergang, der jo dog ogsaa fattes, saa Tingen maa have været, at skrev 📌Roms verdslige Præster Andet end Almanakker, har Historien dog ligesaalidt været deres Fag som Præsternes i 📌Memphis. Ulykken fortælles i Øvrigt saaledes, at Gallerne laae og belei rede den Etruriske Bye 📌Clusium (📌Chiusi), som stod i Forbund med Romerne, og de Romerske Sende-Bud som kom for at mægle Fred, blandede sig i Striden, uden foregaaende Krigs-Erklæring, over hvilket Brudd paa Folke-Retten 👤Brennus rykkede mod 📌Rom, og fordrede Forbryderne udleverede, men fik Nei og tilintetgjorde hele den Romerske Krigs-Hær i et eneste Slag ved 📌Allia-Floden, saa hvem der ikke faldt eller flygtede, overlod ham Byen og trak sig op paa 📌Kapitolet, som var en Bjerg-Fæstning. Endeel af Patricierne skal imidlertid have sat sig paa Torvet og rolig ventet paa Døden, for med deres Blod at forsone de vrede Guder, og skiøndt nogle Galler ved Natte-Tid stjal sig op paa 📌Kapitol, blev de dog røbet af de 440hellige Giæs deroppe. Alligevel var det nær ved at Mandskabet der maatte kiøbt deres Liv af Gallerne i dyre Domme, men just som Man stod og veiede Guldet og 👤Brennus af Overmod smeed sit Sværd i Vægt-Skaalen, for ogsaa at faae det opveiet, see da kom 👤Camillus, som faldet ned fra Skyerne, bad sine Med-Borgere spare deres Guld og betalde 👤Brennus sit Tilgodehavende med Jern og Staal, saa han levnede ikke Liv i en eneste Galler*Livius V. 34–49. 👤Plutarks Camillus.. Denne 👤Camillus, der naturligviis løftes til Skyerne af de Romerske Skribenter, som Romulus den Anden, og den egenlige Stifter af Verdens Hoved-Stad, havde ellers især udmærket sig ved at indtage den Etruriske Stor-Stad 📌Veii (📌Fiano), men var siden rømt, for at undgaae de svære Bøder, han skulde dømmes i, fordi han ved Indtagelsen af 📌Veii havde glemt at tage Tiende af Byttet, som han dog havde lovet Apol, og vilde nu bagefter pine den ud af Pøbelen. Nu, da han var kommet saa betimelig til Hjelp og havde slaaet Gallerne, maatte han dog trækkes længe med Almuen, der ikke gad bygt Byen op igien, som havde Løfte paa Verdens-Riget, men vilde flyttet til 📌Veii, og da han endelig havde faaet dem fra det, især ved det Man i Asken fandt Romuli Krog-Kiep: det Eneste han efterlod paa Jorden, ufortæret, maatte han derimod, efter kiæk Modstand, give sit Minde til, at den ene Borge-Mester bestandig herefter skulde være en Plebeier *Livius V. 19–23. 32. 50–55. 👤Plutarks Camil.. Allerede tidligere havde Adelen været nødt til at indrømme Almuen Laugmænd (Tribuner) af dens egen Midte, som, naar de vilde, kunde giøre enhver ny Forordning ugyldig, og nu, da Almuen ogsaa tiltvang sig det halve Borgemester-Skab, vilde udentvivl Lige-Vægten været forstyrret, der som der ikke med det Samme var oprettet en høieste Dom-Stol, som kun Adelsmænd kunde be441klæde; men disse Over-Dommere (Prætorer) var i mange Tilfælde de egenlige Lov-Givere, hvorfor de ogsaa, ved Tiltrædelsen af deres Embede, offenlig kundgjorde de Grund-Sætninger, de vilde dømme efter: en priselig Skik, hvor der dømmes mere efter egne Rets-Principer end efter bekiendte og tydelige Love.

Naar Man undtager disse Forhandlinger paa Torvet, der efterlod sig kiendelige Spor, og Krigen med Samniter (omkring 📌Benevent) og Græker, der havde endnu kiendeligere Følger, tilstaaer 👤Livius selv, at endogsaa efter Galler-Krigen beroer Alt paa løse Rygter, saa selv det store Gab paa Torvet, som 👤Curtius skal være sprunget i med Hest og Vaaben, fordi Oraklet sagde, det maatte fyldes med det Meste Man kunde afstedkomme, selv det er for ham et Hul i Historien, han kun veed at fylde med en Phrase*Livius VII. 6..

Herved mindes vi imidlertid om 📌Roms Forhold til Guderne, eller hvad Romerne kaldte deres Pligt og Bod (religio), og skiøndt det er en meget slibrig Sag, er den dog baade saa vigtig og saa idelig omtalt i Old-Sagnene, at vi ikke tør unddrage den vor Opmærksomhed.

At Man i 📌Rom ikke som i 📌Asien vilde tjene Guderne, eller som i 📌Grækenland kappes med dem, men som i 📌Ægypten kun betjene sig af dem til Allehaande, det er saa soleklart, at selv de, der saae feil af alt Andet i 📌Rom, saae dog Præsteskabet og Gudsfrygten i deres rette Lys, men den Nytte, Man deraf skulde draget, forspildte Man hidtil sædvanlig, ved at anvende hvad der kun gjaldt om dette “mageløse” Folk, enten paa alle andre Folk eller dog paa alle Hedninger. Af det Romerske Exempel drog nemlig Paven i 📌Rom den Slutning, at Troen og Kirken burde behandles som en Stats-Sag, til at holde baade Almuen og de raae Krigere i Tømme, saa Man kunde aldrig udbrede formegen Overtro eller faae for mange Kirke-442Skikke og Hellig-Dage, og hvorledes Christendommen herved formørkedes og undergroves, medens et nyt Romersk Aag (Pave-Aaget) lagde sig tungt paa Folkenes Skuldre, er noksom bekiendt. De lærde Protestanter derimod, med deres “Classiske Oplysning,” gjorde efterhaanden den Slutning, at al Tro og Guds-Dyrkelse var ligesom i 📌Rom kun Præste-Bedrag, og i det Høieste er fromt” Bedrageri, der kunde være nyttigt og nødvendigt i Folkenes raa Tilstand, men maatte naturligviis, ligesom i 📌Rom, blive til Spot og Latter, naar Folk blev bedre oplyst, og saae hvordan Præsterne smidskede i Skiægget, naar de snakkede med hinanden om, hvad Almuen troede. Hvorledes Man herved med overordenligt Held har arbeidet paa at opmane den Romerske Keiser-Tid med al sin Vantro, Ugudelighed, Aandløshed og Afmagt, er vel endnu ingenlunde saa almindelig bekiendt, som Pave-Arbeidet paa at gienføde Republikens gode Tid, til Fordeel for Ypperste Præsten (Pontifex Maximus), men det er derfor hverken mindre klart eller mindre sørgeligt, og skiøndt det nu ligesaalidt nytter at Penne som at Stene græde derover, bør det dog skrives for den Slægt som kommer: at et Folks Tro, Guds-Dyrkelse og Oplysning, naturligviis vil ligne de Romerske, netop i samme Grad, som Folket ligner Romerne, tilegner sig deres Anskuelse og Tanke-Gang, deres Livs og Stats-Øiemed. Romerne tænkde og handlede som Røvere, og kaldte derfor Alt Ret og Godt, hvad der tjende til Røver-Statens Lykke og Velfærd, og det var da ganske naturligt, at de til forskiellige Tider var meget uenige om: enten Røver-Staten stod sig bedst ved at smigre for de usynlige Magter eller ved at trodse dem, ja, at mangen Røver ikke selv vidste, om han troede Guderne vilde frie ham fra Galgen, eller at der var ingen Guder til. Røver-Guderne er desuden altid et eget Slags, thi naar Røveren allerandægtigst tilbeder den Gud eller de Gu443der, der vil skiænke ham Mod og Kraft til at fremture i sin Uretfærdighed og lade den lykkes, da tilbeder han unægtelig hvad vi Christne kalde “Djævelen og hans Engle,” og naar han efterhaanden indseer, at det han ønsker er dog i Grunden ikke Andet end en høi Grad af Verdens-Klogskab, der kan beherske det Sandselige og inddysse Samvittigheden, da er han virkelig paa sin Viis blevet oplyst, og spaser rimeligviis med sine gamle, dunkle Forestillinger og sine barnagtige Samvittigheds-Skrupler, uden at deraf paa nogen Maade følger, at den sande Gud og den ægte Gudelighed skulde i Tidens Løb faae samme Skæbne. Da der imidlertid i alt Hedenskab ligger noget Galt til Grund, der bestandig tiltager, faaer den deraf udspringende Oplysning altid saamegen Lighed, at Man let kan oversee den store Forskiel, der dog visselig er mellem Græsk og Romersk Oplysning, som mellem 👤Plato og 👤Cicero, mellem 👤Plutark og 👤Livius, medens det er klart at Ebræernes Oplysning, i det andet Tempels Dage, var høist forskiellig fra Begge, og hvordan “Nordisk Oplysning,” ved Hjelp af Christendommen, vil komme til at see ud, kan vel først Fremtiden lære, men at den i alt Fald ikke bliver Romersk, seer Man nok, og det er et fyndigt Beviis paa, at hverken det Nordiske Hedenskab eller den Nordiske Christendom har været som de Romerske eller lade sig deraf forklare.

Her, som bestandig, komme vi da tilbage til hvad Romerne selv har sagt os, ved at lade deres Folke-Helt die “Ulvinden,” thi saa passende en Amme det end unægtelig var for den store Røver, betakkede dog ligesaa naturlig alle skikkelige Folk sig for et saa unaturligt Mirakel. Selv Perserne, der rigtignok gav deres Erobrer en glubsk Amme, valgde dog et skikkeligt Dyr, Hunden, der er Ulvens naturlige Fiende, ligesom Partheren og Perseren blev 444Romerens, og hvad Underligt end Ebræer, Græker og Nordboer fortælle om 👤Moses, Herakles og Skjold, mens de var spæde, die de dog Alle en Kvindes Bryst og blive derfor, om ikke Alle guddommelige, saa dog menneskelige Helte, ja, selv deres store Tyran, 👤Alexander, lod Grækerne dog kun patte en Hex, der med al sin Dyre-Kiærlighed ei kunde afklæde sig det Menneskelige, men kun beskæmme det.

Vi maae derfor sige om den Romerske Oplysning, som Grækeren 👤Polyb sagde om Overtroen: at hvad der stinker hos andre Mennesker, synes at være Dyden hos Romerne*Polyb. VI. 44., thi den isnende Kulde og rummelige Samvittighed, med Trædskhed, Falskhed, og umættelig Begiærlighed i Grunden, hvoraf een Deel var Nok til at beskiæmme og brændemærke en Græsk Borger og en Nordisk Kæmpe, maatte nødvendig findes samlede hos den fuldkomne Tyran, og blev Romeren end ikke fuldkommen i sin Art, saa maatte han dog kraftig stræbe derefter, for at blive den mageløse Tyran, som den gamle Verden behøvede og den Ny saa høilig har beundret, at Man skulde troe, den vilde udklække hans Mester. Det var nemlig langt fra at gaae, som den statskloge Græker formodede: at Troløshed og Vantro, Ødselhed og Underslæb, Pragt og Overdaadighed, som havde ødelagt alle de Græske Fristæder, ogsaa vilde styrte den Romerske Tyran, som var blevet stor med Overtro og Ordholdenhed, Redelighed, Sparsomhed og Tarvelighed *Polyb. VI. 7. 45.; thi Tyrannen staaer netop i Forbund med alle Laster, eller, som vi Christne pleie at udtrykke os “med Døden og Helvede ,” saa, naar han først var blevet enevældig i den dannede Verden, kunde Intet styrte ham, uden et Mirakel af Himlen og Dyden, og det saa stort et Mirakel som Christendommen. For en Tyran som En445kelt-Mand og for Tyranniet i sin Barndom kan visse aabenbare Laster være fordærvelige, men alle Laster befæste, som Frihedens Fiender, det fuldvoxne Tyranni, og maae, naar den høiere Magt tillader, forevige det, som 📌Chinas Exempel lægger tydelig for Dagen, da det under slige Omstændigheder er et barnagtigt Spørgsmaal: hvad Tyrannen (Tyranniets Statholder) for Øieblikket hedder, eller i hvilket Land hans brugbarste Redskaber oprindelig har hjemme; thi Helten har et Navn og Borgeren et Fædreneland, men Tyrannen og hans Slaver har ingen af Delene.

Ligesom det derfor alene er Øiet paa hele den dannede Verden, der udmærker den Romerske Ulv og Ørn fra alle sine Jævnlige, og Kampen for Alt (aut Cæsar aut nihil) der har skaffet 📌Rom en udmærket Plads i Universal-Historien, saaledes er og saa Selv-Beherskelsen og Krigs-Tugten, som udsprang af den klare Indsigt i, hvad Lykken krævede for at krone Værket, de eneste ægte Romerske Dyder, der afnøde os Opmærksomhed. Dette indsaae allerede 👤Polyb, der, til vor Lykke, som en oplyst Græker, havde Evne til at forstaae og, som en mildt behandlet Romersk Slave, den bedste Leilighed til at betragte og beskrive Tyrannen i sin høieste Glands, da han havde nemt ved et Øieblik at lade høimodig paa Gruset af 📌Karthago og paa Asken af 📌Korinth. Derfor bemærker han meget rigtig, at den Spartanske Forfatning er den Eneste af de Græske, der lader sig sammenligne med den Romerske, og giver, som en fiin Græker, den Sidste sit fortjente Skuds-Maal, ved at give den Fortrinnet; thi han laster den Lykurgiske Forfatning paa Skrømt, fordi den ikke passede, da Spartanerne vilde opkaste sig til Herrer over hele 📌Grækenland og Voldgifts-Mænd i 📌Asien, men han laster den for ramme Alvor, fordi den med al muelig Nøisomhed, Tarvelighed og Retfærdighed hjemme, 446udklækkede idel Herske-Syge og Uretfærdighed mod Andre, og Rosen, han nu lægger paa den Romerske Forfatning, for et Folk, der, ikke nøiet med at beholde sit Eget og forsvare sin Frihed, tragtede efter høiere Ting, og fandt det skiønnere og priseligere at beherske alle Folk og giøre sig til hele Verdens Middel-Punkt*Polyb. VI. 46–48., denne Roes er ingenlunde større, end at vi med god Samvittighed kan underskrive den, skiøndt vi, der ei længer har det Romerske Sværd over Hovedet, maae finde os kaldede til at forklare den lidt tydeligere. Alting hjemme var nemlig beregnet paa at den ene Kniv skulde holde den Anden i Skeden, som er den eneste Fred, der kan findes blandt Røvere, thi Borge-Mesterne havde vel hele den udøvende Magt og Raad-Mændene (Senatet) den Lovgivende, men Pøbelen for saavidt den Dømmende, at Alles Ære, Liv og Gods stod i deres Haand, og saavel Borge-Mesterne, (Consulerne) som Over-Dommeren (Prætoren) og Politi-Mesteren (Censoren) havde Almuen Ret til aarlig at vælge, og dens Laug-Mænd (Tribuner) kunde ikke blot omstøde enhver Raad-Slutning men lukke Raad-Stuen *Polyb. VI. 9–16.. Fordelen var herved saa aabenbar paa en letfærdig, graadig, vredladen og stormende Pøbels Side, at det maatte synes umueligt, Røver-Staten kunde staae eet Aar hundrede, end sige fra Galler til Mordbrands-Krigen; men, uden at miskiende det mesterlige Greb, Patricierne havde paa at benytte sig af Plebeiernes Overtro, saalænge den varede, maa dog Statens Varighed aabenbar især tilskrives den bestandige Krig, og den strænge Krigs-Tugt, som Pøbelen fandt sig i, fordi Adelen selv gik i Spidsen og gav Exemplet, og Lykken føiede, saa Krigen blev seierrig og Seirene til alle Romeres Fordeel. Denne Romerske Krigs-Tugt, som 👤Polyb prægtig har 447beskrevet og kunde ei noksom berømme*Polyb. VI. 17–40., er vel i den nyere Tid blevet almindelig beundret og spores i Indretningen af alle Europæiske Staters Krigs-Væsen, som er en Efterligning af Romernes, men det var dog vore Dage forbeholdt i 👤Napoleons Leire, Mønstringer og Indtog, at see et virkeligt Gienskin af den Glands, som derved fordum udbredtes over 📌Roms Legioner og begeistrede selv Pøbelen for “den store Nation” og den store Plan at giøre 📌Rom “til hele Verdens Middel-Punkt.” Man indbilder sig nemlig kun forgiæves, at have lært Romerne Krigs-Konsten af, med alle dens Hemmeligheder, fordi Man, uden anden Persons-Anseelse, end Krigen kræver, udskriver af alt tjenstdygtigt Mandskab, klæder dem eens, som høre sammen, slaaer Leir under rette Vinkler, giver stolt Løsen og strænge Krigs-Artikler, giør Vagt og runderer, uddeler Prygl og Æres-Tegn i Overflødighed, og tager Tiende (decimerer) til Galgen af dem, Man ei alle kan hænge; thi vel er alt dette Romerske Lærdomme; men det nytter altsammen Intet, naar Aanden fattes, som er bestandig Krig, med Lov til Alt mod Fienden, fælles Udsigt til de høieste Værdigheder som Tapperheds Belønning, og Deel i den mageløs glimrende Udsigt til Verdens-Thronen. Denne Aand besjælede Patricierne ligefra Begyndelsen, og den udbredte sig ved Seier-Herrernes Indtog (Triumpher) og ved de Tappres Lig-Begiængelser, af hvis Lov-Taler Torvet gienlød, især efterat Plebeierne havde faaet Adgang til Consulatet, og 📌Italiens Undertvingelse, som for Pøbelen var hele Verdens, var for alle Romere et sikkert Pant paa hvad der stod tilbage. Den samme Aand var som et Gienfærd over Paverne og deres Legioner: Tigger-Munkene, i Middel-Alderen, der med lignende Udsigter, underkastede sig Kloster-Tugten, men de havde kun tynd Lykke, fordi den Gud, de vilde betjene dem af, var dem baade for klog og for stærk og 448for ægte, saa Han betjende sig kun af dem til en Tid, adspredte saa det konstige Mørke, de havde fremkoglet ved høilys Dag, og lod dem staae nøgne til Spot og Latter. Vel paatog nu Skole-Mestrene sig at opmane den Romerske Aand af sin Classiske Grav, i en anderledes yndig Skikkelse, som den Frihedens og Oplysningens Genius, der beherskede Verden i 👤Augusti gyldne Dage, og de smaa “Latinere,” som troede paa Spøgelser og ønskede at see dem, skiøndt det giøs i dem, underkastede sig taalmodig Skole-Tugten, som en nødvendig Betingelse; men da saa 👤Napoleon kom, livagtig, som Man havde beskrevet den Genius eller Dæmon, da gik det, som med 👤Hamlets Aand i 👤Göthes Roman, at Manerne blev selv bange for ham og forsvor den sorte Konst, til de mærkede, det var kun en stor Skue-Spiller, der giækkedes med dem og forsvandt, da Rollen var ude. Nu manes der vel igien mangensteds paa en Frisk, men det har aabenbar ingen Art, thi naar Man undtager nogle gamle Skole-Mestere og deres udkaarede Efter-Mænd, troe hverken Store eller Smaa paa det Romerske Spøgelse, og finde det endnu mindre Umagen værdt at underkaste sig Latiner-Tugten for at besættes af Tomhedens, Trældommens og Dødens Aand, der umuelig kan findes enten saa lyslevende eller saa smagfuld klædt i den Latinske Grammatik og den Romerske Literatur, som i 📌Frankrig og 📌Italien, hvor Man spøgende indvies i dens dybeste Hemmeligheder.

Dog, skiøndt det vel endnu er nødvendigt, naar Man ei vil indrømme 📌Roms Legioner et Haars-Breed meer i Universal-Historien, end Man nødes til, da at drage lidt til Feldts mod deres lærde Bunds-Forvandte, med Penne- Spidser: deres eget frygtelige Vaaben; saa maae slige Skygge-Fægtninger dog altid, ligesom 📌Roms gamle Over-Magt, kun ansees for et nødvendigt Onde, Man ønsker snarest mueligt at blive kvit og komme fra, tilbage til den virkelige 449Historie, selv naar det, uheldigviis, er den Romerske, som det er en Lidelse at lære og et Hoveri at huske. Den Slægt, hvortil vi høre, og hvorfra ikke selv de vanartige Romere med al deres Magt kunde løsrive sig: Menneske-Slægten er os nemlig saa stor og kiær en Personlighed, at dens virkelige Vei til Forstand paa sig selv uimodstaaelig drager os med sig, endogsaa til den Romerske Leir, hvor Menneske-Aanden maatte “gaae under Aaget” og Menneske-Hjertet korsfæstes; thi vi veed nu, det var ikke efter en blind eller fiendtlig Skæbnes haarde Dom, men efter et kiærligt og klarøiet Forsyns vise Styrelse, at “det gamle Menneske” ligesaavel i Staten, som i Kirken og Skolen, maatte forgaae, da ellers “det Ny” som dog ene kan naae Maalet, var aldrig kommet til Verden.

Trøstig vil vi da gaae over til den Romerske Krigs-Historie, og naar vi selv i dens mest afstumpede Skikkelse finde den for lang, vil vi betænke, at Krigen og Tyranniet selv var anderledes langvarige, og at da de, lykkeligviis har faaet Ende, er det en Skam at besvære sig over den blotte Skygge deraf, som Beskrivelsen er, medens de Romerske Lænker, frivillig baarne som Ledd af den Universal-Historiske Kiæde, er ligesaavel Æres-Tegn for os, som for de gamle Martyrer, der gav Keiseren Sit men ikke Guds, og hævdede med deres bundne Hænder, langt bedre end Helte med Sværd, Hjertets Ret og Aandens Frihed!

Førend vi imidlertid gaae over til de Puniske Krige, hvorunder de Romerske Skribenter beklage, at den gamle Dyd og Ærlighed, deels ved Fiendens slette Exempel og deels ved de fristende Omstændigheder, kiendelig aftog, vil det være passende at see et Træk af det virkelige Liv i den berømte Slave-By, hvor Faderen havde Ret til at sælge sin Søn tre 450Gange, og hvor de Fædre, der slagtede deres Børn til Offere paa Krigs-Tugtens Alter, glimrede som Dyds-Helte.

Samniterne, see vi, har førend 📌Roms Over-Magt været det mægtigste Folk i den nederste, ligesom Etruskerne i den mellemste Deel af 📌Italien, og at Krigen med 📌Tarent og de andre Græske Stæder var indflettet i den Samnitiske, har vi alt bemærket, og dersom nu 👤Diodor har regnet rigtig, maa det have været samme Aar, som Slaget stod ved 📌Arbela, da 👤Ve turius og 👤Postumius var Borge-Mestere i 📌Rom *Diodor XVII. 588., at Samniternes Gesandter, efter et tabt Slag, kom frem for Raadet, bringende ei blot alle Fanger og alt Bytte tilbage, men ogsaa hans Lig og hele Formue, der havde lokket dem til at bryde Freden. Raadet (Senatet) som heraf sluttede at de nu var tæmmede til at taale Alt, vilde ikke høre Noget om andre Freds-Vilkaar end Underkastelse, og da Gesandterne dertil svarede, at de var kommet for at fornye Venskabet med Romerne, men ei for at overgive sig til dem, da modtog Raadet vel Fangerne og Byttet, og tog Guldet i Løse-Penge for de Samnitiske Fanger, men besluttede i fnysende Harme, aldrig meer at modtage Gesandter fra 📌Samnium, men uden videre Erklæring at føre en Undergangs-Krig med Staden og Folket*Livius VIII. 39. Appian III. 4.. Denne Storagtighed (rettere Nederdrægtighed) siger 👤Appian, og 👤Livius nægter det ikke, fortørnede imidlertid Guderne, og Samniternes Høvding, den ligesaa snilde som tappre 👤Pontius, fik Held til at indslutte begge Borge-Mesterne med hele Romer-Hæren, mellem tredive og halvtredsindstyve Tusind Mand stærk, i Klippe-Dalen 📌Gargana (mellem 📌Avellino og 📌Benevent) som Romerne kaldte 📌den Kaudiske Klemme (📌furcæ caudinæ), hvor de ingen anden Udvei fandt, end samtlig at overgive sig paa Naade og Unaade.

451Spørgsmaalet var nu kun, hvad Man skulde giøre ved alle disse Romere, og den gamle 👤Herennius, Fader til 👤Pontius, besvarede det klogelig saaledes, at enten skulde Man med den høieste Grad af Ædelmodighed skikke dem hjem, aldeles uskadt, eller med den yderste Strænghed nedsable dem til sidste Mand; men 👤Pontius valgde, som de Fleste vilde, en saakaldet “gylden Middel-Vei,” hvorved Romerne fik Magt til at hevne sig og dog Intet at takke for, men Nok til at fnyse over. De maatte nemlig strække Gevær og hvad Romerne kaldte “gaae under Aaget” (giennem en Galge-Port af Spyd) og Borge-Mesterne maatte indgaae en Fred, hvorved 📌Rom vel Intet tabde, men forpligtede sig dog til at lade 📌Samnium og Grækerne i Ro*Livius IX. 1–6. Appian III. 4.. Med indædt Harme og skummel Fortvivlelse underkastede Romerne sig den tunge Skæbne og stjal sig som Tyve ind i den store Stad, de ansaae for dybt beskiæmmet og uforsonlig opirret, men Borge-Mesterne trøstede dog Raadet med, at Alt kunde endnu blive godt, naar Man brød Forliget, udleverede dem til Samniterne som Fædrenelands-Forrædere og opoffrede Gidslerne. Hele 📌Rom beundrede denne Høimodighed og snart stod nu Herolden (Fecialis) 👤Cornelius paa Raad-Stuen i 📌Samnium med de bagbundne Borge-Mestere, det var hans Ærende at udlevere som frække og ugudelige Forbrydere, ved hvilken Leilighed Borge-Mesteren 👤Postumius stødte til Herolden med sit Knæ og raabde: saaledes forgriber jeg, som nu er en Samniter, mig paa Herolden, for at 📌Rom kan have saameget skielligere Grund til Krig*Livius IX. 6–10.. 👤Pontius skammede dem vel ud for Nederdrægtigheden, der i hans Øine blev endnu afskyeligere ved det Skin af Gudsfrygt og Retfærdighed, hvormed Man vilde 452besmykke den, da det var soleklart, at vilde Romerne synes ærlige, maatte de enten holde Forliget eller træde tilbage i samme Stilling, som de var, da det blev indgaaet, men han lod dog Fangerne løse og gaae hjem og beholdt kun de 600 Ryttere, han havde som Gidsler, og Romerne begyndte nu Krigen med yderste Forbittrelse, der ogsaa var saa heldig, at de snart fik 7000 Samniter til “at gaae under Aaget.” Om 👤Pontius var imellem disse, anseer 👤Livius for tvivlsomt, men 👤Dionys beretter det*Livius IX. 11–15. Dionys (Vat. Brudst.) XVI. 3., og Samniterne gjorde, som vi veed, med Tarentinerne under 👤Pyrros, det sidste svage Forsøg paa at sætte Romerne Skranker i 📌Italien. Karthaginenserne og Sundet ved 📌Messina skulde nu giøre deres Bedste for at indskrænke dem til 📌Italien, men førde dem, som Følgerne viiste, kun videre.

Første Puniske Krig.

Man fortæller, at da 👤Pyrros maatte rømme 📌Sicilien, skal han fra Skibet have kastet et vemodigt Blik tilbage paa Øen, sigende til dem, der var omkring ham: ak, Venner! hvilken Fægter-Plads vi her overlade til Romere og Karthaginenser *👤Plutarks Pyrros., og sagde han det ikke, saa gjorde han det dog; thi nogle faa Aar efter udbrød der den første Puniske Krig, der ikke blot afgjorde 📌Siciliens Skæbne til Romernes Fordeel, men berøvede Karthaginenserne det Herredømme paa Ha vet, der vel kun var en Skygge af Phønicernes det Gamle, men gjaldt dog for Magen dertil i de vestlige Far-Vande. Det er derfor i flere Henseender et mærkeligt Brud-Stykke af 👤Diodors tabte Efterretninger, Man nys har fundet i 📌Vatikanet; thi det melder, at da Phønicerne, efter et Sø-Slag med Romerne, fandt det klogest at kiøre hjem, mens Vognen var heel, 453og underhandlede desaarsag med “den allerhøieste” (som Romerne kaldte deres Borge-Mester) om mindeligt Forlig, da tog ved denne Leilighed det ene Ord det Andet, saa Phønicerne kom snertende til at sige, de begreb ikke, hvor Romerne fik det Mod fra at gaae over til 📌Sicilien, da de dog ellers dengang ikke turde saameget som dyppe en Finger i Havet uden med Karthaginensernes Forlov, men da forklarede Borge-Mesteren dem Sagen, ved at udvikle, hvorlunde Karthaginenserne, med deres Sprel om Herredømme paa Havet, tog dem ikke i Agt for, at Romerne var Discipler, som altid overgik deres Mester *Diodor (Vat. Brudst.) XXIII. 1.! Vel veed vi nemlig ikke, hvilke “Phønicer” her tales om, men det giør ingen Forskiel, og vel hører det just ikke til vor Børne-Lærdom, at Discipelen kan overgaae sin Mester, men det hørde ligefuldt til den Romerske Borge-Mesters, og at Karthaginensernes Sømandskab ogsaa var af det Slags, der lod sig lære og til Krigs-Brug overgaae af en Land-Magt, det har Romerne unægtelig beviist. Naar vi derfor vil klare vore Forestillinger om Karthaginenserne, da giør vi bedst i at tænke paa “Amerikanerne” som de fra Moder-Landet løsrevne Engelsk-Mænd ret mærkelig kalde dem selv; thi ligesom disse, naar det gik 📌England ilde, snart kunde blive enevældige paa 📌det Atlantiske Hav, uden dog at arve det Mindste af den ædle Høihed og aandige Storhed, der har udmærket Moder-Landets Sø-Magt, saaledes kan vi ogsaa skiønne, at Karthaginenserne var “Afrikanere” der brød dem kun lidt om Aand og Ære, men fiskede helst i rørte Vande! De vilde derfor her, ligesom hos 👤Herodot, kun blevet nævnt i Forbigaaende: i Anledning af de udvandrede Phokæer, de hjalp Etruskerne at fordrive fra 📌Korsika (📌Kyrnos), og af deres Angreb paa de Sicilianske Græker hvis de ikke var kommet i den skarpe Berørelse med Romerne 454som vi kalde de Puniske Krige, og som Man i Old-Tiden med Rette ansaae for en Kamp paa Liv og Død mellem to store Tyranner om hele Verden. Vel antager Man nuomstunder sædvanlig, at det først var efter Tabet af Øerne og Over-Magten paa Havet, Karthaginenserne, ligesom i Fortvivlelse, stræbde at holde sig skadesløse paa Fast-Landet; men skiøndt det er naturligt, at en Sø-Magt først griber til Øerne som det Nærmeste, kan vi dog med de Gamle være sikkre paa, at Sundet ved 📌Messina endnu mindre vilde sat Grændser for Sø-Magtens end for Land-Magtens Erobringer, og det ligger desuden i Sagens Natur, at hvem der først begynder at erobre, bliver ved, til han støder paa uovervindelige Hindringer. Saasnart derfor en Sø-Magt stræber at indtage en eneste heel Øe, istedenfor at nøies med Havn og Stapel-Stad paa Kysten, da har den ligesaavel heiset Blod-Flaget, som en Land-Magt, naar den anmasser sig det første Nabo-Rige, og hvad der hos en Enevolds-Konge kan være en Flyve-Grille eller dog en Skiøde-Synd, han tager med sig i Graven, bliver hos et Regierings-Raad sædvanlig en fast Grund-Sætning, der vel efter Omstændighederne følges meer og mindre aabenbar, men opgives aldrig. Hvorlidt vi nu end kiende til Stats-Forfatningen i 📌Karthago, saa veed vi dog, fra 👤Aristoteles og 👤Polyb, at Konge-Dømme var der kun en Skygge af, medens et stort Raad af de Fornemste og Rigeste havde Magten, saa fra den 75de Olympiade af, da det store Tog, som 👤Herodot omtaler, skedte til 📌Sicilien, maatte ligesaavel 📌Karthago som 📌Rom agtes for en erobrende Stat, om vi end ikke kiendte noget til dens idelige Krige med 📌Syrakus. Det gaaer imidlertid med Tyranni, som med Alting i Verden, at for at drive det til Mesterskab, udkræves, foruden godt naturligt Anlæg, en passende Opdragelse og en bestandig Anstrængelse af alle Kræfter, saa Staten maa, som 📌Rom, alt fra første Færd 455være anlagt derpaa og indviet til Ulve-Guden Mars, den Hjerteløse, som leer, naar det gaaer ilde til, og den Umættelige, som bliver aldrig feed, saa han ved at kæmpe for Over-Magten kæmper for Alt hvad han kan vinde eller tabe. Dette var nu langt fra at være Tilfældet med 📌Karthago, anlagt til en fredelig Handels-Stad paa fremmede Kyster, hvor den endog giennem Aarhundreder skal have svaret Grund-Skat til de gamle Lods-Eiere*Justin XVIII. 5–7., saa da den, riig og blomstrende, begyndte at erobre med Leie-Tropper, havde den egenlig Intet at vinde men Alt at tabe, og afbrød sin naturlige Bane, for at bryde sig en Ny, den hverken havde Kræfter eller Kald til at betræde. Krigen var nemlig for 📌Karthago oprindelig kun en Handels-Speculation, hvorved den kun meende at vove Solden til Leie-Tropperne, der ved mindste Held maatte rigelig forrente sig; men Mars er meget for stolt til at begunstige dem, der prutte med ham som med en Dag-Leier, og belee ham som en Praler, naar hans Bedrifter ei svare Regning i klingende Mynt; det viiste han alt Karthaginenserne i deres Krige med 📌Siciliens Smaa-Tyranner: 👤Gelon, 👤Dionys og 👤Agathokles, og da de desuagtet trodsig indlod sig i Krig med Romerne, hans Yndlinger af Moders-Liv og ivrigste Tilbedere fra Barns-Been, var de aabenbar uforbederlige og stod hverken til at raade eller til at hjelpe.

Hvad nu Anledningen til den første Puniske Krig angaaer, da kan den egenlig være os ligegyldig, hvor den Romerske Ulv og det Sicilianske Lam mødtes ved samme Vanding; men Anledningen, Man greb, er dog mærkelig, fordi den klarlig viser, Man havde ikke engang Stunder til at oppebie et rimeligt Paaskud. Nogle Kampaner, som havde ladt sig leie af Tyrannen 👤Agathokles, fandt nemlig, efter hans Død, Leilighed til paa Hjem-Veien at bemægtige sig Græker-456Staden 📌Messina, hvis Borgere de deels slog ihjel og deels fordrev og deelde saa deres Koner og Gods imellem sig. Handelen, som var Stadens gamle Nærings-Vei, kunde imidlertid disse Mamertiner (Martis-Sønner), som de kaldte sig, ikke fortsætte og maatte derfor gribe til det Fribytter-Handværk, de havde lært, hvad ikke blot skaffede dem megen Fortalelse blandt Naboerne, men skaffede dem tillige snart farlige Fiender paa Halsen*Polyb I. 7. Diodor (Brudstykker) XXI. 21.. 👤Pyrros var den Første og allerede han bragde dem Knibe*👤Plutarks Pyrros., men med ham var alting dog kun en Overgang, og de fik godt Ryg-Styd af deres Frænder, som stod i Romernes Tjeneste og holdt for dem 📌Reggio besat (paa den anden Side af Sundet), men fulgde snart Mamertinernes Exempel og blev deres egne Herrer. Saasnart imidlertid 👤Pyrros var vel borte, rykkede Borge-Mester 👤Fabricius mod Fri-Bytterne i 📌Reggio og de der ikke faldt for hans eller for deres eget Sværd, blev halshuggede paa Torvet i 📌Rom, saa det aabnede ikke Mamertinerne de blideste Udsigter, og de blev snart mørkere, da 👤Hiero, en ny Tyran af den gamle Slægt, 📌Syrakus havde faaet, rykkede imod dem og vandt et afgiørende Slag, hvori selv deres Høvding, 👤Kios, fik sit Bane-Saar. De vidste da ikke bedre Raad i en Hast end at overgive Fæstningen til den Karthaginen siske Admiral, som just laae til Ankers ved 📌Lipari, men da de derved fik 👤Hiero af Halsen blev de anderledes tilsinds og skildte sig, Man veed ikke ret hvordan, ved den Karthaginensiske Besætning *Polyb I. 7–11. Diodor (Brudstykker) XXII. 21.. Følgen blev nu vel, at Karthaginenser og Syracusaner gjorde fælles Sag imod dem, men derfor bad de Romerne, som de med Rette kaldte deres “ærede Frænder” om Hjelp, og skiøndt Disse, siger 👤Polyb, baade godt indsaae, det var Uret at hjelpe saadanne Skarns-457Folk og skammede sig ved at være bedre mod dem end mod deres Egne i 📌Reggio, saa overveiedes dog alle Betænkeligheder af to vægtige Grunde: den Ene, at Karthaginenserne, ved at faae 📌Messina, havde Nøglen til 📌Italien, og den Anden, at Fattig-Folk i 📌Rom kunde høit trænge til en Krig, der var lidt at tjene ved. Folket bekræftede derfor ogsaa strax den Raad-Slutning: at Borge-Mester 👤Appius Claudius skulde gaae over til 📌Sicilien for at hjelpe Mamertinerne *Polyb I. 10–11., og skiøndt Romerne paa den Tid ikke var Eiere af saameget som en Baad, satte de forvovne Kroppe dog over Sundet paa Kiøbmands-Skibe, de laande i 📌Tarent og andre Græske Stæder, og var heldige nok til at slippe i Havn, skiøndt de havde Karthaginenserne lige i deres Kiøl-Vand*Polyb I. 11–12. 20..

👤Hiero blev nu strax forbluffet og sluttede Venskab med Romerne, som han lovede at forsyne med Levnets-Midler, og Karthaginenserne saae sig nødt til at ophæve 📌Messinas Beleiring; men da Romerne ingenlunde var kommet for at hjelpe Staden mod “Røverne,” saa gjorde det ingen videre Forandring, end at Romerne derpaa beleirede 📌Agrigent, hvor Karthaginenserne alt for mistænkelig sammendyngede Krigs-Fornødenheder, og da den lykkelig var taget og plyndret, da, siger 👤Polyb, fik Romerne høiere Tanker og fandt, det maatte vist kunne lade sig giøre at afløse Karthaginenserne paa 📌Sicilien og derved vinde betydelig*Polyb I. 16–20..

Det indsaae imidlertid Romerne strax, at skulde de drive Karthaginenserne fra 📌Sicilien, maatte de nødvendig have Krigs-Skibe, og da lykkeligviis Et af Fiendens var strandet, da det satte efter dem paa Over-Farten, tog de det til 458Mønster, bygde sig en Flaade og lærde sig, hedder det, bogstavelig som Land-Krabber, til at roe paa det Tørre, skiøndt det klinger sært om Folk, der dog boede paa Bredden af en Flod. Klodsede var naturligviis de Romerske Skibe, og Mandskabet ællevildt paa Søen, saa det var intet Under, at da de første Sytten blev indspærrede af Fienden i Havnen ved 📌Lipari, løb Folket i Land; men desmere Roes vandt 👤Duillius, som kort efter bød en stor Karthaginensisk Flaade Spidsen ved 📌Mylæ (📌Milazzo) og vandt Seier. Det gik imidlertid ganske naturligt til, thi deels foragtede Karthaginenserne Fienden og gav sig blot, ved at angribe uordenlig, og deels havde Romerne hittet paa at giøre Noget de kaldte “Ravne,” med skarpe Kløer paa, som de huggede i de fiendtlige Skibe og slog dermed Bro til brat Overgang, saa det Hele tog en landlig Vending, hvorved Sø-Folket fandt sig meget ubehagelig overrasket*Polyb I. 20–23.. Dette var imidlertid kun Forspillet til det store Sø-Slag ved 📌Lilybæum (📌Marsala), hvor Flaaderne omtrent lige stærke, hver paa halvfjerdehundrede Skibe, kæmpede saa haardnakket, at kun den uberegnelige Krigs-Lykke syndes at giøre Udslaget til Romernes Fordeel, men hvor Seieren dog var saa fuldstændig, at de uden videre Modstand gjorde Land-Gang i 📌Afrika og satte 📌Karthago Kniven paa Struben. Efterat have tabt et Slag til Lands bad Karthaginenserne derfor om Fred, men Borge-Mester 👤Regulus spændte Buen for høit og forlangde Overgivelse paa Naade og Unaade, som ret til Pas for Folk, der hverken til Lands eller til Vands kunde forsvare deres Frihed; thi da den Afrikanske “Dronning paa Havet,” i Staden med henved en Million Indbyggere saae sig betragtet som en ussel Italiensk Flekke, besluttede Hun at vove det Yderste. Til Lykke fandtes der nu ogsaa i den nyeste Ladning af Græske Leie-Tropper en Spartaner, 👤Ksan459tip, i hvem der stak en stor General, og da det kom for Raadets Øren, hvad han paastod, at det laae blot i Anførernes Uduelighed, at Karthaginenserne blev slaaede, lod de 👤Ksantip kalde og fandt hans Udvikling af Sagen saa indlysende, at de betroede ham Krigs-Hæren. Saasnart han havde bragt den i bedre Orden og vundet Tillid, bragde han den ogsaa i Slag, ikke som de forrige Anførere paa en Høi, det Romerske Fodfolk kunde tage med Storm, men i aaben Mark, hvor Elephanterne og det stærke Rytteri kunde giøre Beskeed, og da Romerne forsvarede sig haardnakket, blev Seieren saa fuldstændig, at, paa Ubetydeligt nær, hele Hæren blev tilintetgjort og Borge-Mesteren selv faldt i Fangenskab. Hermed var da 📌Karthago reddet for denne Gang, uden at dog 👤Ksantip fik synderlig Glæde af sit Mester-Stykke, thi 👤Polyb siger, han maatte være glad, han skyndte sig bort fra en Stad, hvor knap en Indfødt, end sige en Fremmed, kunde længe trodse den Misundelse, Lykken vakde; men heraf seer Man dog, han slap heelskindet, saa det maa være Bagtalelse, hvad 👤Appian melder, at Karthaginenserne skikkede ham meget stadselig hjem til 📌Sparta, men lod ham drukne underveis*Polyb. I. 24–36. Diodor. (Brudstykker) XXIII. 1. 18. (Vatikanske) XXIII. 4–5. Appian VIII. 3–4.. Hvordan det siden gik 👤Regulus, taler 👤Polyb slet ikke om, saa hvad 👤Cicero og Andre fortælle om den Romer-Dyd, hvormed han, løsladt paa sit Æres-Ord, fraraadte baade Fred og Fangernes Udvexling, vendte tilbage til 📌Karthago og leed en forsmædelig Død, er kun slet hjemlet, og bliver slet ikke troværdigere, fordi det klinger rimeligt nok, thi Rimelighed var i 📌Rom netop et Fortrin, Poesien havde for Historien. Vist er det derimod, at nu begyndte først Krigen ret for Alvor, men det er kun alt for sandt, hvad allerede 👤Polyb anmærkede, at en udførlig Beskrivelse deraf vilde være ligesaa kiedsommelig og unyttig, som Opregnelsen, af alle de Næse-Styvere, Puf og 460Stød, to Baxere gav hinanden ved de Olympiske Lege, hvor Kampens endelige Udfald, som kronede Værket, var det eneste Vigtige. Og hvad nu Udfaldet angaaer, da har han igien aabenbar Ret i, at Krigen endes som en Hane-Fægtning, hvori Dyrene, selv naar de har udtømt deres Kræfter og kan ikke længer slaae med Vingerne, dog er lige arrige og tumler sig med hinanden, til den der træffer til at falde først, giver den Anden vundet *Polyb I. 57–58.. Skiøndt nemlig Krigen varede i fire og tyve Aar og kostede, tolvhundrede Skibe, og utallige Liv, saa mærker Man dog hardtad hverken i Ord eller Gierning det Mindste til Mennesket, saa det synes at være vist nok ikke ufornuftige men fornuftige Dyr, der slaaes, ikke engang saameget om Menneskets Efterladenskab, som om Æren for at have ødelagt Mest deraf og at være den eneste frygtelige Magt. Ligesaa lærerig derfor, som Verdens-Historien her begynder at blive for hvem der studerer Dødens og Fordærvelsens Konster, ligesaa tom naturligviis for dem, der kun finde Indhold i Menneske-Livets Natur og Udviklingen af dets ædle Kræfter, saa det er virkelig kun for Krigs-Skuepladsens og Følgernes Skyld, vi her skænke Kampen meer Opmærksomhed end andre Tyre-Fægtninger paa de Sicilianske Græs-Gange og Slags-Maal i 📌Barbariet.

Vel forsikkrer 👤Gellius fra Keiser-Tiden, i det Hakke-Mad for Romerske Kyllinger, som fører Navn af “Attisk Kvelds-Nadver(Noctes Atticæ), at Oberst (Tribun) 👤Cædicius gjorde en Helte-Gierning i den Sicilianske Krig, der godt kan taale at staae ved Siden ad Spartaner-Daaden ved 📌Thermopylæ, men det kan Man nu ikke engang bilde Børn ind; thi de see strax, der er en himmelhøi Forskiel mellem “Livet” i 📌Grækenland og “Livet” paa Feldt-Fod i 📌Roms Legioner, saa Sammenligningen halter alt for meget til at naae Maalet, mens “disse Lys brænde.” Da 461👤Gellius imidlertid ikke blot beraaber sig paa en Politirets-Dom for sin Tro af gamle 👤Cato, men har ogsaa fundet Medhold hos mange Nye, maae vi dog vide, at bemeldte 👤Cædicius eller (siger 👤Gellius selv efter andre Kilder) 👤Laberio, eller (som vi kan see, 👤Livius har kaldt ham) 👤Calpurnius, hvad han nu hedd, kom til Borge-Mesteren med den Tidende at Krigs-Hæren var indspærret af Fienden, og gav ham det Raad at stille 400 Mand paa en Post, hvor de maatte falde, men rimeligviis vilde trække Fiendens hele Opmærksomhed til sig og sysselsætte ham saalænge, at Borge-Mesteren fik Leilighed til at smutte ud med Resten. Borge-Mesteren syndes godt om Forslaget, og Obersten tilbød sig selv at gaae i Spidsen for de Firehundrede, der ogsaa virkelig holdt dem saa brav, at Borge-Mesteren slap, men fandt ogsaa tilhobe Døden i Faldet, undtagen Obersten, som vidunderlig stod op igien og gjorde Tjeneste endnu i mange Aar*Aulus Gellius III. 7. Livius (Udtog) XVII..

Læseren kan nu selv, om han synes, sammenligne baade Offeret, den raske Røver bragde, og Alteret, han lagde det paa, med den Spartanske Opoffrelse for 📌Grækenlands Frihed; thi vel kommer han derved neppe til at beundre Politi-Mesterens Skarpsindighed, men vil klarlig see, hvad Ret der for Menneske-Aanden var at faae hos den retfærdigste Romer.

Vil vi derimod i denne Krig see et udmærket Beviis paa “Romersk Forvovenhed,” da skal vi helst, som Phønicerne, see det deri, at de turde begynde den, skiøndt de knap kunde dyppe en Finger i det Hav, hvor Slaget egenlig skulde staae, uden med deres Forlov, som de udæskede, men 👤Polyb har dog ogsaa Ret i, at den Romerske Forvovenhed, der mod Mennesker hos dem var noget Hverdags, og lyk kedes kun alt for godt, kommer bedst for Dagen, hvor den trodsede “Havet og Himlen,” skiøndt den der blev til Dumdri462stighed og kom dem dyrt at staae. Da saaledes en Romersk Flaade paa halvfjerdehundrede Skibe havde vundet en glimrende Seier under 📌Afrika og derved reddet Levningerne af den Hær, 👤Regulus opoffrede, vilde Borge-Mesterne (👤Æmilius og 👤Fulvius) endelig giøre Blæst langs med Sønder-Landet paa 📌Sicilien, hvor de haabede, Stæderne skulde falde i deres Hænder af Forskrækkelse, og det nyttede slet ikke, Alt hvad Styrmændene fortalde dem, baade om Kystens Leilighed og den farlige Tid ved Orions Nedgang og Hunde-Stjernens Opgang: Borge-Mesterne vilde have deres Villie og fik den, men fik tillige paa Høiden af 📌Camarino en flyvende Storm, der af hele Flaaden kun levnede dem firsindstyve Skibe*Polyb I. 37. Diodor (Brudstykker) XXIII. 19.. Ved forbausende Anstrængelser fik de vel paa et Fjerding-Aar en ny Flaade i Søen, men mistede ogsaa den i en Storm, da de vilde fornye deres Mynt og, uden at forstaae Sømandskab, stikke tværsover Havet fra 📌Panormos (📌Palermo) til 📌Tiber-Mundingen, og før de skulde rette dem efter Havet, opgav de heller reent Seiladsen*Polyb I. 38–39.. De holdt sig nu ogsaa en god Stund, saavidt mueligt, paa det Tørre, men da Arbeidet der gik rask fra Haanden, og de dog ligesaalidt uden Flaade kunde faae 📌Lilybæum (📌Marsala) som de kunde lade Karthaginenserne beholde et saadant Smuthul paa Øen, maatte de i Krigens fjortende Aar til Søes igien, uden at kunne overtale sig til at lade Dumdristigheden blive hjemme, hvoraf Følgen blev, at de ikke blot mistede Endeel af Flaaden ved et forvovent Angreb paa Havnen ved 📌Trapano, men hele Resten i en Storm, som den Karthaginensiske Admiral dreiede af for, men de trodsede til den knuste dem*Polyb I. 41. 49–54. Diodor (Brudstykker) XXIV. 1..

Intet under, at Romerne, efterat have givet saadanne Lære-Penge, blev kiede af at være Karthaginensernes Discipler 463til Søes og vilde heller spille Mester til Lands; men skiøndt de i hele fem Aar taalmodig ventede paa, at 📌Lilybæum skulde falde for Bliderne, saa skedte det dog ikke, og da nu desuden den ny Karthaginensiske Feldt-Herre, 👤Hamilkar Barkas, ei blot var saa næsviis at plyndre paa 📌Italiens Kyster, men holdt selv 📌Roms Legioner paa 📌Sicilien Stangen i tre Aar, saa var der dog ikke andet for end endnu engang at friste Lyk ken paa Havet, og denne Gang lykkedes Vove-Stykket langt over Forventning. 👤Hamilkar havde nemlig opslaaet sin uindtagelige Leir paa Kysten mellem 📌Trapano og 📌Palermo, men svævede saa at sige i Luften, afskaaret fra 📌Lilybæum, midt imellem Romerske Fæstninger og Leire, saa naar Tilførselen og Udveien til Søes kunde ogsaa blive ham afskaaret, var han om en Hals. Det betænkde Romerne bedre end Karthaginenserne, fik i al Stilhed en Flaade bygt efter et nyt Mønster, de havde opsnappet ved 📌Lilybæum, og listede sig over til 📌Sicilien, paa en Tid, da den Karthaginensiske Flaade, formeentlig sikker nok fra den Side, var seilet hjem. Saasnart det imidlertid rygtedes til 📌Karthago at Romerne var blevet flot endnu engang, foer Admiral 👤Hanno afsted i en Hast med hvad der var for Haanden, skiøndt det var kun ubefarne Søfolk og uøvede Tropper, i det Haab, at han rakde nok Kysten, og at naar han havde bragt 👤Hamilkar de Levnets-Midler, Hæren behøvede, fik han nok der igien de Folk, han trængde til og ventelig Helten selv ombord. Han slap ogsaa lykkelig og vel til den lille Øe 📌Maretima (📌Hiera) strax vesterud, og havde næste Morgen en rask Kuling, der bar lige ind paa Kysten, han længdes efter, baade for at losse og lade; men den Romerske Borge-Mester 👤Lutatius havde luret paa ham hele Tiden og laae nu med klart Dæk, øvede Roerknegte og de bedste Tropper, i Veien for ham ved 📌Leuanzo (📌Ægusa), og skiøndt det var dumdristigt af ham, at ville 464krydse op mod Vinden til Slag, saa gjorde han det dog. Det lykkedes ogsaa, 👤Hanno mistede hundrede Skibe, og paa Opreisning var ikke at tænke, da 📌Karthago i de senere Aar reent havde forsømt Flaaden, saa 👤Hamilkar, som nu fik uindskrænket Fuldmagt til at underhandle med Romerne, kunde ikke faae Fred for bedre Kiøb end at rømme 📌Sicilien, give alle Romerske Fanger frie og i Løbet af tyve Aar at betale totusinde Talenter i Krigs-Omkostninger. Vel var Man i 📌Rom endnu ikke fornøiet, thi Man var aldrig vant til at slutte Fred uden at foreskrive “Overgivelse” som det første Vilkaar, men de ti Syns-Mænd, der blev sendt over til Øen, for at undersøge “Tingenes virkelige Stilling,” fandt den dog saaledes, at al den Skiærpelse, der kunde agtes for betimelig, var Forhøielse af Penge-Summen med Forkortelse af Løbe-Tiden*Polyb I. 56–63. Diodor (Brudstykker) XXIV. 11.. Vi har for Resten nyelig faaet ret at vide, at Romerne virkelig vilde havt 👤Hamilkar til at strække Gevær, udlevere alle Rømnings-Mænd og reise nøgen hjem, men at da han forsikkrede dem, han vilde heller ligge med Æren end løbe med Skam, og de kiendte ham godt, som en ordholden Mand, saa overvandt de endelig dem selv til at give efter*Diodor (Vat. Brudst.) XXIV. 4. 👤Corn. Nep. Hamilcar..

Det var, siger 👤Polyb, i Løbet af den 129de Olympiade (altsaa ved 260 f. Ch.) den første Puniske, eller, som de Gamle rigtigere udtrykke sig: den Sicilianske Krig begyndte, og den var, efter samme Forfatter, beskrevet omtrent lige partisk fra begge Sider af Grækeren 👤Philinos (fra 📌Agrigent) og Romeren 👤Fabius Maler *Polyb I. 5–14.; og det er rimeligt nok, thi Krigs-Historien har til alle Tider Endeel tilfælles med Jagt-Historier; men os kan det omtrent være ligegyldigt, da Udfaldet, hvorom det kun er os at giøre, bliver lige sikkert. Det anmærkes derfor mest kun for 465at advare Læseren for den Snare, hvori Mange nuomstunder falde, saa de indbilde sig: Verdens-Historien er usikker, fordi det tit er meget tvivlsomt, ikke blot hvormange Folk der faldt paa hver Side i et Slag, men selv, hvem der egenlig beholdt Val-Pladsen, og hvormange Slag der stod i Krigens Løb. Herom har nemlig Folkene og deres Historie-Skrivere tit været barnagtige nok til at strides, som om al historisk Sandhed stod og faldt med deres Regning, skiøndt det er soleklart, at det kan aldrig være tvivlsomt, hvem der vandt Seier i afgiørende Slag eller hvad Udfaldet blev af store Krige, medens det Smaa og Ukiendelige udelukker sig selv af de store og vigtige Begivenheders Tal.

Anden Puniske Krig.

Spotte-Fuglen 👤Lucian lader 👤Alexander den Store, 👤Scipio og 👤Hannibal trættes om Rangen i de Dødes Rige og opstilles af Minos i den Orden, de her følge, men det har ingensteds hjemme, hverken i 📌Grækenland, 📌Rom eller 📌Karthago; thi Grækeren vilde aabenbar stille 👤Hannibal i Midten, medens 📌Rom og 📌Karthago naturligviis vilde hver give sin Yndling første Rang. Vil Man derfor have 👤Hannibal til at falde igiennem for Alvor, da maa Man hverken sammenligne ham med Slag ter-Svenden, han ved 📌Cannæ lærde Beskedenhed, med 👤Scipio, med 👤Fabius eller 👤Marcellus alene, men med 📌Rom i det Hele, og det er han nød til at taale, ikke blot fordi han er død og borte, men ogsaa fordi han aabenbar ikke gik til 📌Italien, for at maale sig med en enkelt Romer, men med hele 📌Rom. Vist nok er Enkelt-Manden, selv om han var en 👤Alexander, lovlig undskyldt, fordi han ligesaalidt kan vinde Prisen fra et heelt Kæmpe-Folk, som leve omkap dermed, men hvem der, som 👤Hannibal, prøver derpaa, 466maa just derfor nødvendig blive til Latter i de Dødes Rige, altsaa i Universal-Historien paa Papiret, som er det ægte, virkelige Helhjem, hvor alle Kæmpe-Skygger mødes, og finde vel mange uretvise og end flere vanvittige Dommere, men dog ogsaa tidlig eller seent i en retfærdig Kritik deres Minos. Naar Man nu under den anden Puniske Krig glemmer Alt over 👤Hannibal, til han bliver slaaet af 👤Scipio, da giør det Vedkommendes Dømme-Kraft endnu mindre Ære, end det gjorde hans, heller at slutte sit Fædrenelands Historie med et forbausende Skue-Spil, der dog var saa langtrukket, at det tilsidst blev kiedsommeligt, end, saa godt som mueligt, at fortsætte den. Medens vi derfor lade det staae ved sit Værd, hvad Lov 👤Hannibal, enten i sin Levnets-Beskrivelse eller i Krigs-Konstens Historie, kan fortjene, maae vi i Universal-Historien nødvendig under Krigen, som er kaldt “den Hannibalske” fæste hele vor Opmærksomhed paa hvad 👤Polyb kalder “Skæbnens Mester-Stykke,” og hvad der i alt Fald er et mageløst Sær-Syn: paa 📌Rom, som, uden nogen fremragende Stor-Mand for sig, men vel med en Saadan imod sig, paa et halvt Aarhundrede hæves til en Verdens-Magt, der, som 👤Polyb forudsagde, hidtil forgiæves spørger om sin Lige*Polyb I. 2. 4. III. 1. 4.. Dog, til Sagen, som er Historien selv!

📌Rom havde ingenlunde været ørkesløs i den Snees Aar, der forløb mellem Freds-Slutningen paa 📌Sicilien og Krigs-Erklæringen i 📌Spanien *Polyb I. 88. II. 1. 36., thi i den Tid var baade 📌Sardinien blevet besat, 📌det Senonske Gallien (📌Lombardiet) undertvunget og 📌Illyrien (📌Dalmatien) indtaget, hvorved Staten, indtil videre, som Man strax seer, var nydelig afrundet. Vel havde Gallernes Undertvingelse kostet Strømme af Blod, for det var haarde Halse, men i 📌Rom hørde det aabenbar til Sundhe den at aarlades i det Mindste 467een Gang om Aaret, og til Statens Velfærd at ligge i Leir hver Sommer, da Krigs-Tugten ellers forfaldt og Man kom ud af Øvelsen, der dog, med et godt Greb, i Slags-Maal saavel som i al anden Haand-Gierning er Hoved-Sagen. Hvad Krigen i Øvrigt kostede, det havde 📌Sicilien og 📌Karthago betalt, thi 📌Sicilien gav Korn i Overflødighed og “det Afrikanske Kompagni” havde ikke blot paa ti Aar, istedenfor paa Tyve, maattet udrede tre Tusind Talenter istedenfor To, men derhos erlægge en Kiendelse af tolv Hundrede, fordi de gjorde Mine til at overfalde 📌Sardinien, som deres oprørske Leie-Tropper dog med fuld Eiendoms-Ret havde afhændet, solgt og skiødet til den Romerske Stat*Polyb I. 88.. Denne “Puniske Troløshed” var desuden saa oprørende, at Kræmmerne maatte være glade, de slap med at straffes paa Pungen, thi Romerne havde nylig behandlet dem med en Høimodighed uden Lige, da de raabde om Hjelp paa Undergangens Bredd.

Sagen var den, at 👤Hamilkar Barkas, da han vægrede sig ved at aflevere sine Vaaben og udlevere alle Rømnings-Mænd til Romerne, havde af et falsk Begreb om Æren staaet i sit eget Lys, eller dog ikke betænkt, at aftakkede Leie-Tropper maae helst være vaabenløse, og at Romerske Rømnings-Mænd var altid modne til Galgen. Hertil kom, at Raadet i 📌Karthago fik det fortvivlede Indfald at afknappe Leie-Tropperne Endeel af Solden, de havde tilgode, og at lade dem vente enstund paa Betaling, for at de desvilligere skulde give deres Minde dertil og selv finde, det var billigt, da Staten havde havt saa store Udgifter og stod for Større til Fienden. Det havde nu vel 📌Karthago sagtens gjort mange Gange i sine Velmagts-Dage, uden at Nogen af de dumme, forsultne Barbarer havde vovet at knye, om de end havde knurret lidt, hver paa sit Krage-Maal, 468uden at den Ene engang forstod den Anden; men det er nu engang Verdens Løb, at hvad store Kiøbmænd kan giøre upaatalt i deres Velmagts-Dage, kommer dem dyrt at staae, naar de vove det paa en Tid, de agtes for faldefærdige, saa netop naar de er i Færd med at giøre Opbud, maae de endelig, naar de er kloge, betale deres nærmeste Kreditorer, der kan sætte dem Kniven paa Struben, over og ikke under, og meget heller lade det skorte lidt mere paa de Fremmede. Om Raadet derfor havde ladet Romerne vente et Aars Tid eller To paa Afdrag, det vilde ingenlunde fremskyndt men havde sna rere forhalet 📌Karthagos Fald, men da 👤Hanno, som var Statholder i 📌Afrika, kom til de 20000 Mand Leie-Tropper, Største-Delen Afrikaner og Resten Iberer, Galler, Italiener og Halv-Græker, hvor de var pakket sammen i 📌Sikka, og han begyndte at fortælle dem, ikke engang at han havde Penge til dem, men at han haabede, de, i Betragtning af Statens trængende Omstændigheder, vilde eftergive Endeel af deres Tilgodehavende, da forstod de Allerfleste ikke et Ord deraf, men saae kun, at han vilde give dem Snak for Pengene, hvorover der blev et almindeligt Oprør og hele Flokken foer i det vildeste Raseri mod Hoved-Staden. Nu blev naturligviis Raadet bange, sendte Levnets-Midler ud til Oprørerne og lovede dem Alt, naar de kun vilde være roelige, men da Barbarerne mærkede, Man var bange for dem, fandt de naturligviis ogsaa, de havde meer tilgode end Solden; for der stod ogsaa meget Korn til Rest, som maatte betales efter Torve-Prisen i Leiren i den dyre Tid, og de Heste, der var styrtede under dem, burde dog ogsaa godtgiøres. Desuden havde Feldt-Herrerne tit, naar det kneb, lovet dem gode Drikke-Penge, for at staae tappert, saa det blev en svær Regning, de i alt Fald umuelig kunde opgiøre med Andre end En af de Høvdinger, de havde tjent under paa 📌Sicilien, og 👤Hamilkar var en haard Hund, 469saa ham vilde de ikke have med at giøre, men 👤Giskon, som altid havde holdt med dem, han skulde være Voldgifts-Mand. Raadet sendte nu ogsaa virkelig 👤Giskon over til Oprørerne i 📌Tunis, hvor de havde leiret dem, og gav ham Penge med til at klare Sagen, men det forpurrede en Rømnings-Mand, en bomstærk Romersk Slave fra 📌Kampanien, ved Navn 👤Spendius, som var bange for, naar han reiste hjem, at falde i sin Herres Kløer, hvor han vidste, der var ingen Barmhjertighed; thi han fik sin Stal-Broder under Oprøret, Afrikaneren 👤Mathos, til at fortælle hans Lands-Mænd, at naar de andre Leie-Tropper var borte, vilde Karthaginenserne udøse al deres Harme paa dem, og derpaa ophidsede de Begge hele Flokken, ved at udraabe, at 👤Giskon vilde nok betale Solden, men narre dem for Korn, Heste og saa videre. Kom der nogen Anden og vilde lukke Munden op i Forsamlingen, da stenede Man ham strax for en Sikkerheds Skyld, før han kom til Orde, og derved lærde de forsaavidt at forstaae hinanden, at hvem der end paa sit Sprog raabde “slaae til,” saa forstod de det allesammen, hvad der morede dem kostelig, især om Efter-Middagen, men foraarsagede naturligviis ogsaa mange braadne Pander. Vel blev 👤Giskon endnu ved at holde gode Miner, men det blev kun hans egen Ulykke, thi da Afrikanerne en Dag ret trodsig forlangde en Hob Korn, de gjorde Fordring paa, kunde han dog ikke bare sig for at vise dem til “👤Mathos,” og det gav Anledning til, at de lagde ham i Lænker, plyndrede Kassen og erklærede 📌Karthago aaben Feide, hvori de snart understøttedes af hardtad alle Afrikanske Byer, som de lovede at sætte i Frihed, og som virkelig under den Sicilianske Krig var blevet udsuede som Fluer af den store Edderkop*Polyb I. 65–72..

Nu at fortælle, hvordan disse “vilde Dyr” som 👤Po470lyb rettelig kalder dem, rasede, jo længere, jo værre, og hvordan 👤Hamilkar, da Man endelig tyede til ham, ved sin Aands-Overlegenhed fik Bugt med Oprørerne, det gaaer vel her ingenlunde an, da Krigen varede paa fjerde Aar og er beskrevet af 👤Polyb, som var selv en klog General; men Skildringen af Mytteriet er alt for tro og lærerig, til at kunne udelades, og naar Man desuden er faldet iblandt “Røvere,” som baade Romere og Karthaginenser var, da finder Man ordenlig et Slags Morskab i at betragte “de vilde Dyr” ved Siden, fordi dem falder Grumheden saa naturlig, at den, i Forhold, klæder dem godt. I Forbigaaende maa det derfor ogsaa anmærkes, at da 👤Hamilkar, efter et vundet Slag, lod alle dem af Fangerne løbe, der ikke vilde tage Tjeneste hos ham, fandt 👤Spendius og 👤Mathos det nødvendigt at give 👤Giskon og hans Følge, der hidtil laae i Lænker, ret en forsmædelig Død og selv nægte Ligenes Udlevering, for at Ingen skulde vente Naade hos Fienden, samt at hverken 👤Spendius, 👤Mathos eller den Tredie af Kløver-Bladet Galleren 👤Autaritus, fik den Ære at falde i et Slag, men endte i Galgen*Polyb I. 78–80. 86–88..

Ved denne Leilighed var det da Romerne viiste dem saa vakkert; thi vel førde Italienerne i Førstningen Levnets-Midler til Oprørerne, og vel truede Romerne med Krig, da Karthaginenserne derfor satte Endeel af deres kiære Venner ved Vinge-Benet, men da Karthaginenserne saa strax satte de Uskyldige paa fri Fod, gav ikke blot Romerne endeel Krigs-Fanger løs, som de hidtil havde holdt paa, men forbød endogsaa deres Undersaatter at handle med Oprørerne, og biede en god Stund, før de, paa de stakkels Sardinske Oprøreres Bøn, som Indbyggerne selv havde fordrevet, tog Øen i Besiddelse*Polyb I. 83–88..

471 Saaledes stod Sagerne, da 👤Hamilkar gik over til 📌Spanien, hvor han i ni, og hans Frænde 👤Hasdrubal siden i otte Aar, igien hvervede Leie-Tropper og snart opirrede, snart forlokkede Barbarerne, hvad baade kunde blive meget farligt for Naboerne og styrte 📌Karthago selv i den Afgrund, det nys kun med Nød og Neppe, tildeels ved 📌Roms Høimodighed, havde undgaaet. Da det nu desuden var en betænkelig Sag med det “📌Ny-Karthago” (📌Karthagena) 👤Hasdrubal anlagde, ikke blot nordenfor 📌Middel-Havet, men, ret som paa Trods, lige over mod 📌Italien, saa var det naturligt, at Romerne følde sig kaldede til at styre det Uvæsen, og kvæle i Fødselen hvad der kunde giøre megen Ulykke og blandt Andet skaffe Verden to Karthagoer for Eet; men da de for Øieblikket havde Nok at giøre med Gallerne og maatte nødvendig være paa det Rene med dem, før de kunde tage sig kraftig af Ibererne, saa maatte de, indtil videre, nøies med at snakke godt for 👤Hasdrubal og faae ham til at love, han vilde ikke gaae over 📌Ebro *Polyb II. 1–13.. Det gjorde han nu vel ikke heller, men 👤Hamilkars Søn, 👤Hannibal, som blev hans Eftermand, og havde givet sin Fader det ugudelige Løfte “aldrig at være Romeren god,” han gik dog baade over 📌Ebro og indtog, trods Romernes udtrykkelige Forbud, 📌Sagunt, der vel just ikke stod i Forbund med Romerne, men havde dog forlangt deres Hjelp, og var den eneste Vaaben-Plads, de kunde giøre Regning paa, naar Omstændighederne tillod dem at tage sig af 📌Spanien *Polyb III. 6–17. Livius XXI. 1–9. 11–15. Appian VI. 3–12.. Det tillod imidlertid ikke blot men krævede Omstændighederne netop nu, da Krigen med Gallerne var lykkelig endt, ikke uden Gudernes øiensynlige Bistand, der med udmærket Gunst optog det tunge Offer, de ellers ligesaa menneskekiærlige 472som gudfrygtige Romere “efter Sibyllas Spaadom,” maatte bringe, ved at begrave to Græker og to Galler, En af hvert Kiøn, levende paa Øxen-Torvet, og da Karthaginenserne nu ovenikiøbet vægrede dem ved at udlevere 👤Hannibal, den store Misdæder, og sagde trodsig til 👤Fabius, at han maatte give dem, hvad han vilde “Krig eller Fred,” saa gav Romeren dem naturligviis Krig, hvoraf han havde Lommen fuld*Livius XXI. 17–18. XXII. 57. 👤Plutarks Marcellus.. Det er en hadefuld Skildring, men det skal den ogsaa være og det er Romernes egen, naar Man blot undtager den Oplysning, at de ikke stod i Forbund med 📌Sagunt, som er undsluppet deres Lov-Taler 👤Appian, og Vinket om “Vaaben-Pladsen,” som deres Græske Ven, 👤Polyb, lidt skielmsk har lagt til. For Resten maae vi fuldelig give denne vor bedste Vei-Viser i 📌Roms Historie Ret i, at det var Børne-Streger paa begge Sider, at snakke om 📌Sagunts Indtagelse, som om det var “Aarsagen” til Krigen, da det jo aabenbar var dens “Begyndelse,” eller at kives om, hvem der havde brudt Freden og Forbundet, thi det havde jo Romerne, ved at bemægtige dem 📌Sardinien, gjort for længe siden, saa Karthaginenserne burde have sagt: det maatte vi rigtig nok ikke blot taale, men betale jer for, da vi var i Nød, men vi fraskrev os derved ingenlunde Ret til at hevne Skade, naar vi kunde*Polyb III. 6–15. 28–30..

Hvad nu Krigen selv angaaer, da var det med den 👤Polybius egenlig vilde begynde sin Universal-Historie, som derfor, trods det store Skaar, Tidens Tand har gjort deri, giver megen Underretning, og vi har desuden en heel Pentade af 👤Livius derom, saa 👤Ennius maatte nok spørge:

473Hvem kan fra Hoved indtil Hale
En saa langskiødet Krig afmale*👤Ennius (Brudstykker) VI. Quis potis ingentes oras evolvere belli.?

Da nu imidlertid Krigen ikke er os vigtig for sin egen Skyld, men kun for Udfaldets, og for hvad menneskelig Stort den bragde for Lyset, saa blive vi her let færdige med Beskrivelsen; thi at den begyndte med den 140de Olympiade og varede i hele Fire (til omtrent 200 f. Ch.), at den skaffede Romerne hvad de havde Lyst til i 📌Spanien, hvad de manglede paa 📌Sicilien og hvad de allevegne kunde høilig behøve: lidt bedre Forstand paa at skikke sig i den store Verden, hvor de hidtil havde ført dem op, som en raa, bondestolt Krigs-Mand, der i eet Feldt-Tog ved Tapperhed og Lykke er steget fra Korporal til General, see, det var vist nok store Ting i sin Tid, men siger dog Altsammen ikke stort i vore Dage, fordi Aar paa Bagen regner Man kun lidt, saalænge Man har Tiden for sig, 📌Spanien hørde til Barbariet, og 📌Sicilien var “Tyrannernes Fædrene-Land,” og endelig fordi den Romerske Dannelse blev paa sit høieste Trin dog kun en stiv Efterligning af den Græskes Dyder og en væmmelig Overdrivelse af alle dens Lyder!

Det var nu 📌Rom, og Udfaldet for 📌Karthago, som findes be skrevet under den tredie Puniske Krig, maatte Man jo omtrent kunne slutte sig til fra den Første, længe før den Anden begyndte, især ved at see paa Raadet og Leie-Tropperne; thi en riig Tyran, som har gjort Alle vitterligt, at han kun ved Leie-Tropper kan holde Styr paa sine Undersaatter og forsvare sine Skatte, men som desuagtet prutter paa en Skilling med sin Thrones Støtter og sine Vaaben-Dragere, han maa jo, trods al muelig Snuhed og personlig Tapperhed, vente sig en voldsom og snarest en hastig og brad Død.

474Naar vi derfor blot fare afsted med 👤Hannibal over 📌Pyrenæer, 📌Alper og Dynger af Lig, til 📌Cannæ, dvæle et Øieblik med 👤Marcellus under Murene af 📌Syrakus, hvor 👤Archimed giør Konster, og gaae saa over til 📌Afrika med 👤Scipio, for dog engang at faae Ende paa den kiedsommelige Krig, da vil det give os et fuldstændigt Billede af det Fremragende, altsaa af det Største, der i Krigen kom tilsyne, og tillige klarlig vise os, at 📌Rom og 📌Karthago var ordenlige Antipoder, saa Tyranniets Soel (eller Orion og Hunde-Stjernen) hos dem, i eet og samme Øieblik, gik hist op og her ned!

At 👤Hannibal begyndte sine Helte-Gierninger med at indtage 📌Sagunt, har vi alt bemærket, og maae kun tilføie, at han, uden anden Grund, end at den kunde blive ham farlig i Ryggen, i Bund og Grund ødelagde denne Græker-Stad (ved 📌Murviedro i 📌Valencia), en Koloni fra 📌Zanthe (📌Zachyntos) hvoraf den bar Navn*Strabo III. 159., thi dermed stemplede han sig til en Tyran, der ikke kom for menneskekiærlig at opbygge men for egenkiærlig at nedbryde, hvad Folk har Gavn og Glæde, skiøndt, naturligviis, imellem ogsaa Skam og Skade af*Polyb III. 15–16. Livius XXI. 7–9. 12–15.. Med 50000 Fod-Folk og 9000 Ryttere gik 👤Hannibal over 📌Pyrenæerne og stødte ikke paa nogen betydelig Hindring, før han naaede 📌Rhone-Floden, hvor han, baade for Strømmen og for Gallerne havde ondt ved at komme over og mistede Nogle af sine Elephanter, men slap dog skikkelig til hvad de Gamle kaldte “Øen,” ved 📌Rhones og 📌Arars (📌Saones) Sammen-Løb (altsaa 📌Lyon), hvor han, ved at hjelpe en Nisse-Konge paa Benene, tjende baade Føden og Klæden til sin Krigs-Hær og fik gode Ledsagere til 📌Alperne *Polyb III. 35. 42–44. 46. 49. Livius XXI. 23–24. 26–31..

475Hvad nu Toget over 📌Alperne angaaer, da har vel det, som saa Meget i den Romerske Historie, ved Franskmænde nes klare Oversættelse, tabt en stor Deel af det Gigantiske Udseende, der slog vore Fædre med Ærefrygt; thi 👤Napoleon gik jo ogsaa over 📌Bernhards-Bjerget; men dog kan det nok endnu behøves at lægge Mærke til hvad 👤Polyb siger derom. 👤Hannibal, saa falde hans Ord, gik over 📌Alperne, omtrent ved 📌Rhones Udspring, men denne Overgang fortælles af Endeel saaledes, at de, for ret at vække Læserens Forbauselse, baade spadsere Sandheden forbi og giendrive dem selv, hvad dog i Historien klæder meget ilde. De prise nemlig 👤Hannibal som en udmærket forsigtig General men lade ham gaae i Taaget, og ved at fortælle Æventyr, bringe de ham saaledes i Knibe, at de, ligesom paa Skue-Pladsen, maae selv skabe Guder og Halv-Guder til at rede ham ud, og Mindre kunde vistnok heller ikke forslaae, naar Bjergene var saa høie og steile og Alt saa øde og tomt, som de skildre det, thi da begreb Man ikke engang, hvordan han fandt Vei med de lette Tropper, end sige da, hvordan hele Hæren med Heste og Elephanter slap over. De Godt-Folk har imidlertid reent glemt, at det var ikke første Gang, 📌Alperne oversteges, da Gallerne jo paa deres Indfald i 📌Italien havde banet Veien, og de har hverken talt med Folk fra den Tid eller selv gjort Reisen, men det har jeg *Polyb III. 47–48.. Virkeligheden, som 👤Polyb beskriver den, var ogsaa slem nok, thi 👤Hannibal var femten Dage om Veien, maatte i opstigende Linie fægte sig igiennem Snevringerne, som Allebrogerne havde besat, og i Nedstigende arbeide sig igiennem en stor Bjerg-Knold, som han forgiæves stræbde at undgaae, da den gamle Snee var saa glat som Iis og den Nyfaldne kunde endnu ikke bære Folk, endsige Elephanter; men han kom heller ikke 476ned af 📌Alperne uden med 20000 Fod-Folk og 6000 Ryttere, saa han havde betalt hvert Skridt i dyre Domme*Polyb III. 50–56. Livius XXI. 32–37..

Saaledes naaede da 👤Hannibal paa lidt mindre end et halvt Aar fra 📌Karthagena til 📌Turin (📌Taurinum), som han tog med Storm, men det Tilløb af Italienske Galler, han havde gjort Regning paa, udeblev for det Første, af Frygt for Romerne, som alt var gaaet over 📌Po, for at møde Karthaginenseren *Polyb III. 60. Livius XXI. 39.. At de ikke modtog ham i Slag-Orden lige ved Foden af 📌Alperne, var vist nok en Feil, men kom dog kun af, at de endnu havde lidt tungt ved at bevæge sig og tænkde, det maatte nødvendig være ligesaa med Fienden; thi saasnart de fra 📌Marseille fik Nys om, at 👤Hannibal gik over 📌Pyrenæerne, havde de sendt deres ene Borge-Mester, den berømte 👤Scipios Fader, afsted til Skibs, for at standse ham ved 📌Rhone, men han kom et Øieblik for silde, saa der fandt kun en lille Fægtning Sted mellem Speide-Rytterne fra begge Sider, hvori Romerne, skiøndt det holdt haardt, dog, til et godt Forvarsel, omsider fik Overhaand*Polyb III. 40–41. 44–45. Livius XXI. 26–29.. Borge-Mesteren havde derpaa strax indskibet sig igien til 📌Italien, og haabede vist at komme tidsnok til 📌Alperne, men havde strax efter Landingen ved 📌Pisa den Ærgrelse at høre, 👤Hannibal var allerede i fuld Virksomhed søndenfor Bjergene. Dette var saameget mere fortrædeligt, som den anden Borge-Mester var paa 📌Sicilien, for derfra at gaae over til 📌Afrika og beleire 📌Karthago, saa Man kan godt begribe, at Romerne lige fra Begyndelsen maatte fatte et bittert Nag til den Afrikaner, der, med sine forfløine Indfald og sin urimelige Lykke, reent forstyrrede deres Plan til et ordenligt Feldt-Tog. Der var nu imidlertid ikke andet for, end at fatte sig og giøre Pinen saa kort 477som muelig, og gik end den Hannibalske Krig slemt i Langdrag, var det dog ingenlunde den gamle 👤Scipios Skyld, thi, skiøndt han havde ladt Hæren, der nu engang var bestemt til 📌Spanien, gaae sin Gang med hans Broder, skyndte han sig dog med hvad han i en Hast kunde skrabe sammen, over 📌Po til 📌Tessino, og forestillede sine Tropper, at det var jo egenlig mod en Flok af deres opsætsige Slaver, som alt havde skattet til dem i mange Aar, Romerne her skulde fægte, saa Modet kom af sig selv, og tvivlsom kunde Seieren saameget mindre være, som 👤Hannibal, lykkeligviis, kun havde en ussel Levning af sin Hær tilbage, der vilde styrte omkuld, saasnart Man blæste paa den*Polyb III. 40–41. 49. 61. 64. Livius XXI. 17. 39–41..

At 👤Hannibal ikke var slet saa sikker i sin Sag, seer Man strax paa det sindrige Mine-Spil, han opførde for sine Barbarer, og stræbde end yderligere at forklare dem. Ikke blot 👤Livius men ogsaa 👤Polyb fortæller nemlig, at han lod Hæren slaae Kreds om de Galliske Fanger, som han med Flid havde belagt med svære Lænker, hudflettet og udsultet, og lod nu spørge: hvem af dem der havde Lyst til at kæmpe paa Liv og Død om de raske Heste og kostbare Rustninger, de saae i Kredsen? Det vilde de naturligviis Alle, og misundte ikke blot dem, der vandt Prisen, men alle dem, Lodden traf og befriede i ethvert Tilfælde fra den nærværende Kval, og hvem der ikke selv kunde giøre Anvendelsen, hørde nu af 👤Hannibals egen Mund, at heri skulde hans Leie-Tropper speile sig, og komme vel ihu, at Seieren gav Rigdom og Døden Frihed, men Romerne Slave-Lænker, som det, med 📌Alperne og Havet omkring sig, var aabenbar umueligt for Spanier og Afrikaner at undgaae med Flugten *Polyb III. 62–63. Livius XXI. 42–44..

Derpaa stødte Hærene sammen for første Gang, men 478skildtes dog ad efter en kort Rytter-Fægtning, saa det var først paa den anden Side af 📌Po, efterat den anden Borge-Mester (👤Sempronius) var kommet til Forstærkning, at det paa Vinter-Soelhvervsdagen kom til et Hoved-Slag, hvori vel 👤Hannibal mistede, paa Een nær, alle sine Elephanter, men vandt en glimrende Seier*Polyb III. 65–74. Livius XXI. 45–48. 51–56.. Det blev heller ingenlunde den Eneste, thi før endnu den 140de Olympiade var ude, havde han vundet tre Hoved-Slag: Et i hver Deel af 📌Italien, som de Gamle benævnede efter Floden 📌Trebia, Søen 📌Thrasimene og den lille By 📌Cannæ, men som vi giør bedst i at kalde op efter 📌Piacenza i 📌Lombardiet, 📌Perugia i 📌Kirke-Staten og Floden 📌Ofanto (📌Aufido) i 📌Apulien. Alle disse Nederlag var imidlertid for Romerne hvad Grækerne kaldte “Kadmeiske Seire,” saa Modet syndes at stige, alt som Magten sank, hvad dog ei vil sige andet, end at de følde, de var dog i Grunden de Stærkeste, og tabde kun Slagene, deels ved Uheld og deels ved deres egen Hidsighed, som Fienden var koldsindig og klog nok til at drage Fordeel af. Da derfor det første Slag var tabt, paastod Romerne ikke blot, det var kun et Blænd-Værk, men viiste, ved at sende Forstærkning baade til 📌Sicilien og 📌Sardinien, de troede det virkelig*Polyb III. 75.. Slaget ved 📌Perugia-Søen, hvori Borge-Mesteren 👤Flaminius, Almuens Yndling, selv beed i Græsset, og Levningen af Hæren nødtes bag efter til at overgive sig, var vel alt for klart et Nederlag, til at lade sig miskiende; men det var dog kun Pøbelen der blev modfalden, da Over-Dommeren (Prætoren) 👤Pomponius udraabde kort og fyndig: “Romere! vi har tabt et stort Slag;” thi selv, kunde Man allerede paa det godt høre, havde han ingenlunde tabt Fatningen eller Haab om bedre Tider, og det havde den 👤Fabius ligesaalidt, der nu ud479nævnedes til Magthaver (Dictator) og erhvervede sig Hæders-Navnet “Mesteren” (Maximus) *Polyb III. 81–88. Livius XXI. 63. XXII. 3–8.. 👤Fabius indsaae nemlig klart, at 👤Hannibal var ham langt overlegen baade i Rytteri og Krigs-Konst, saa det var Daarskab at møde ham i aaben Mark, men at han, for hvem ikke en eneste Stad, efter to glimrende Seire, havde aabnet sine Porte, maatte nødvendig blive mat, naar han bestandig holdtes varm og tugtedes ved Leilighed, og 👤Fabius var Herre nok over sig selv, til urokkelig at blive denne sin Anskuelse tro, uagtet Man baade paa Torvet og i Leiren kaldte ham “Nøle-Potte(cunctator) og hans egen Stabs-Øverste (magister eqvitum ͻ: Ritmester) 👤Minutius øvede sin Vittighed paa ham, sigende: Dictatoren stiler saa høit, ved at trække om med os paa Bjergene, at han ventelig tilsidst farer til Himmels, hvor 👤Hannibal er fri nok for at finde ham*Polyb III. 89–95. 102–8. Livius XXII. 11–18. 23–30.. Saa klog og taalmodig var derimod den Romerske Pøbel naturligviis ikke, saa da 👤Fabius ikke vilde lade sig slaae, blev han, der vilde det, 👤Minutius, paa en uhørt Maade gjort til hans Lige-Mand, og Alt hvad den kloge Romer kunde udrette, var at udvriste 👤Minutius af 👤Hannibals Kløer, hvori han faldt, saasnart han blev sin egen Herre. Det rørende Optrin, som 👤Livius i denne Anledning skildrer, da 👤Minutius, sønderknuset, skal have kaldt 👤FabiusFader” og kastet sig i hans Arme, seer Man godt af 👤Polybs Fortælling, har aldrig fundet Sted, uden maaskee i et Ennisk Drama, og Almuen vedblev at skrige paa “Laurbær,” saa Raadet maatte befale det følgende Aars Borge-Mestere at levere et Hoved-Slag, som førde til det berømte Nederlag ved 📌Cannæ *👤Plutarks Fabius.. Naar 👤Livius derfor vælter hele Skylden paa Slagter-Svenden, 👤Terentius Varro, da skeer han stor Uret, uden forsaavidt han ær480lig havde ført Pøbelens Sprog, var dens Borge-Mester og stod for Styret den Dag, Slaget vovedes; thi Man har hos 👤Polyb endogsaa en Opmuntrings-Tale til Hæren af “RaadetsBorge-Mester, 👤Æmilius, der klarlig viser, at 👤Hannibal skulde gives Leilighed til at hovere endnu engang, saa det er kun En af hans sædvanlige Narre-Streger, naar 👤Livius, istedenfor den, giver os en lang Tale af 👤Fabius til 👤Æmilius om at giøre som han*Polyb III. 109–10. Livius XXII. 34–40.. Vel er det sandt nok, at den Dag 👤Terentius havde saameget Mod paa Slaget, at han knap kunde bie til det blev lyst, havde 👤Æmilius slet intet, men det kom her aabenbar slet ikke an paa Dagene, der alle var ulykkelige for de gamle Romerske Feldt-Herrer, som i Marken vilde maale sig med 👤Hannibal, skiøndt de ligesaa godt kunde anstillet et Vædde-Løb mellem deres Fod-Folk i fuld Rustning og de Numidiske Ryttere. Man stolede vel denne Gang paa Mængden, thi Romerne, der pleiede at føre en heel Krig med een Borge-Mester, to Legioner (henved 10000 Mand) og en Slump Bunds-Forvandte, havde nu ret grebet sig an, saa begge Borge-Mesterne, med otte Legioner, og i Alt 80000 Fod-Folk og 6000 Ryttere var samlede paa een Plet, men det gjorde dog kun Blod-Badet større og Lærdommen dyrere; thi Man siger, der faldt henved 70000 Mand i det Slag paa Romernes Side, og lad det end være overdrevet, saa kunde ogsaa det Halve, der sikkert faldt, være meer end Nok*Polyb III. 111–19. Livius XXII. 40–50.. Hele to Romerske Legioner, som 👤Æmilius, maaskee for dog at redde Noget, havde ladt blive i Leiren, og som 👤Terentius synes reent at have glemt, da han ællevild med halvfjerdsindstyve Ryttere flygtede til 📌Venosa, overgav sig efter Slaget uden Modstand, og selv den Undtagelse, 👤Livius giør med 👤Sempronius 481Tuditanus og sexhundrede Mand, der skal have slaaet sig igiennem, er nok kun “hvad han ønskede,” siden det strider mod 👤Polybs Fremstilling; men derom er Begge enige, at Raadet hverken vilde løskiøbe saadanne Fanger eller engang tillade dem at giøre det selv, og 👤Polyb har da sikkert Ret i, at Raadets Standhaftighed og Sjæle-Styrke nedbøiede 👤Hannibal meer, end Mængdens Fald og Frygt kunde glæde ham*Polyb VI. 66. Livius XXII. 58–61.. At han derfor ikke, som hans Ritmester 👤Maharbal strax skal have foreslaaet og mange Riddere af “Gaase-Fieren” i alt Fald bagefter raadte ham, gik ufortøvet løs paa 📌Rom, deri var han vist lovlig undskyldt, naar han ikke vilde forspilde det Eneste, Seiren ved 📌Ofanto kunde skiænke ham: Besiddelsen af 📌Stor-Grækenland og af 📌Capua, dengang regnet for Verdens ypperste Stad, næst efter 📌Rom og 📌Karthago *Polyb III. 119. Livius XXII. 51.. Et ganske andet Spørgsmaal er det: hvorfor 👤Hannibal ikke strax fra 📌Tarent gik over til 📌Sicilien, som rimeligviis vilde været et vist og let Bytte og trøstet 📌Karthago over alle Uheld i den første Puniske Krig; thi fordi 👤Hannibal ikke prøvede paa det Mester-Stykke, men drømde, som vi see af Meer end hans Forbund med den Makedoniske Konge, lig 👤Pyrros, om 📌Italiens Throne, derfor tabde han ved 📌Zama alle de Laurbær, han vandt baade ved 📌Trebia, 📌Thrasimene og 📌Cannæ, og derfor maae vi nu overlade ham som en Lykke-Frister til sin æventyrlige Skæbne, medens vi med 👤Marcellus gaae over til 📌Sicilien. Dog er selv denne Bemærkning, trods al sin tilsyneladende Grundighed, kun skikket til paa en god Maade at blive 👤Hannibal kvit; thi var det skeet, hvad vi maae kalde høistrimeligt, da havde Historien gaaet Krebs-Gang, som er imod dens 482Natur og som den derfor under ingen Betingelser giør, saa der er en dybere Grund, hvorfor 👤Hannibal maatte trække om i 📌Italien, mens Romerne fuldendte 📌Siciliens Erobring og Karthaginenserne i 📌Spanien opdrog en Romersk Feldt-Herre til at slaae dem selv i 📌Afrika.

👤Marcellus skal allerede, som en Grønskolling, have udmærket sig i den første Puniske Krig, men havde dog i alle Maader vundet sit Navn (han hedd ellers 👤Marcus) som Martis-Søn, fra Gallerne, hvis Konge, 👤Viridomar, han slog med egen Haand og førde hans gyldne Rustning, sat paa et Skabilken, stadselig i Triumph, og Noget af det Første, Romerne gjorde efter Blod-Badet ved 📌Cannæ, var ikke blot, ligesom i Galler-Krigen, levende at begrave Græker og Galler paa Øxen-Torvet, men ogsaa at kalde Galler-Skrækken, 👤Marcellus, tilbage fra 📌Sicilien, hvor han hidtil havde havt sin Post*Livius XXII. 57. 👤Plutarks Marcellus.. Saasnart 👤Fabius og han imidlertid havde lært 👤Hannibal, at Romerne kunde endnu i mange Aar holde ham Stangen, naar de opgav den forfængelige Ære at sidde ham paa Hovedet, maatte 👤Marcellus over til 📌Sicilien, hvor det begyndte at see galt ud, thi Romerne havde ikke nænt at lægge Besætning i 📌Syrakus, saalænge deres gode gamle Ven, 👤Hiero, levede og vogtede sig saa omhyggelig for at give mindste Anledning, og vel havde de, paa Rygtet om hans dødelige Afgang, strax sendt en Flaade derhen ad, for heller at være i Visse end i Vove, men ved Forbjerget 📌Pachynum (📌Passaro) hørde de, han levede endnu og vendte derfor mere ædelmodig end forsigtig tilbage til 📌Lilybæum. Nu lagde nemlig 👤Hiero sig til at døe i den forstyrrede Tid efter Slaget ved 📌Cannæ, og da de Romerske Gesandter kom til hans Sønne-Søn 👤Hjeronymus, der skulde arve ham, for dog i det Mindste at fornye Forbundet, var Drengen uartig nok til at svare: han beklagede de stak483kels Romere, som Karthaginenserne var saa slemme ved i 📌Italien, men han fandt ikke sin Regning ved at holde halvt med dem. Sagen var naturligviis, at han stod i Handel om det Halve af 📌Sicilien med 👤Hannibal, der vel ikke vilde nøies med den Øe, men nok tage den med, og havde desaarsag skikket et Par af sine Kreaturer: 👤Hippokrates og 👤Epikydes, Karthaginenser af Byrd men Syrakusaner af Herkomst, derover, til at være den unge Herres egenlige Formyndere*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) VIII. Livius XXIV. 4–6.. Vel fik 👤Hjeronymus snart afhersket, men Mordet paa ham gjorde kun Ondt værre; thi de to maskerede Karthaginenser spillede deres tvetydige Rolle saa godt, at de blev Mestere af 📌Syrakus, og den Karthaginensiske Flaade var i Far-Vandet, saa nu var der ingen Umage at spare og ingen Tid at spilde*Livius XXIV. 21–32. 👤Plutarks Marcellus.. 👤Marcel satte derfor an paa Staden fra alle Sider, men ogsaa det var en farlig Sag, thi Byen laae høit og havde en Mathematiker inden Murene, som tillige var en Tusind-Konstner, og skiøndt han sagtens tog Munden for fuld, da han fortalde Kong 👤Hiero, han kunde spille Bold med hele Jorden, naar han blot havde Fod-Fæste udenfor den, saa spillede han dog virkelig Romerne saa mange Puds, baade med Blider og Kraner, at de snart fandt det raadeligst blot, saavidt mueligt, at indspærre Byen og lure paa Leilighed. Der kom imidlertid ogsaa En, efter otte Maaneders Forløb, hvorved 👤Marcellus en Nat stjal sig ind i Byen, og skiøndt Slots-Holmen (📌Akradine) der havde sin egen Befæstning og Tilstyd af den Karthaginensiske Flaade, endnu trodsede enstund, faldt den dog ogsaa omsider, ved Forræderi, i Romernes Hænder, hvorpaa der blev gjort reent Bord overalt og vankede saa umaadeligt Bytte, at Man fandt, det svarede omtrent ligesaa godt Regning, som om det 484havde været 📌Karthago selv. Mathematikeren, den berømte 👤Archimedes, der endnu slog Cirkler, da Staden blev taget, fik naturligviis sit Bane-Saar, og skiøndt det skal have gjort 👤Marcel bitterlig ondt, lader det dog til, han ikke engang har kunnet opdage, hvordan Tusind-Konstneren kom af Dage; thi 👤Plutark har ikke mindre end tre forskiellige Beretninger, der alle maae have været løse Rygter, siden han Ingen af dem tør foretrække. Lægger Man imidlertid hans Konst, Byens faste Beliggenhed og Karthaginensernes Sømagt i den ene Vægt-Skaal, og seer, der er ikke engang en Romersk Helte-Gierning at lægge i den Anden, men at blot Tiden, Pesten og den Karthaginensiske Admiral 👤Bomilkars pludselige Skræk for at maale sig med en daarlig Romersk Flaade, gav 👤Marcellus Over-Magten, da fristes Man vel ikke til at tvivle om, at Romerne jo havde Lykken med dem *👤Polyb (Brudstykker) VIII. 5–8. Livius XXIV. 33–34. XXV. 23–31. 👤Plutarks Marcellus..

Endnu var 👤Hannibal i 📌Italien og det var kiedsommeligt nok baade for Romerne i det Hele og for 👤Marcel i det Enkelte, som kom aldrig videre med ham, men maatte nøies med Æren og deres Eget, naar de engang imellem kunde trykke ham, og fik sædvanlig kun Skam til Takke for al deres Uleilighed med den selvbudne, nærige Giæst; men det var dog endnu langt kiedsommeligere for ham at have med Folk at bestille, der selv af Prygl aldrig fik saa Meget, de jo rakde efter Mere, og hvem der desaarsag var slet ingen Udkomme med, saa det er soleklart, at “Kiedsommeligheden” hører ogsaa til, naar Man vil giøre sig et rigtigt Begreb om den anden Puniske Krig, uden at det dog derfor vil lykkes os tilgavns at overbevise vore Læsere (medmindre det er Engelskmænd) om, at de har godt af at kiede dem.

Uden alle Omsvøb vil vi da lade os fortælle, hvordan han, som Skæbnen selv gav Navn af “Krabask” ved at lade 485ham hedde 👤Scipio (Kiep), tugtede 👤Hannibal for alle hans Synder mod de fromme Romere og vandt en Triumph, der vidt overstraalede al den Glands, hvormed deres “Skjold,” som de kaldte 👤Fabius, og deres “Sværd,” som de kaldte 👤Marcel, havde skinnet. Denne 👤Publius Scipio gjorde just sin første Udflugt, da 👤Hannibal gik over 📌Alperne, og bidrog i Fægtningen ved 📌Tessino til at redde sin Fader, Borge-Mesteren, som, haardt saaret, nær var faldet i Fiende-Haand, ja, tør Man troe 👤Livius, da standsede han, efter Slaget ved 📌Cannæ, med Sværdet over Hovedet, Endeel af de Romerske Junkere, der havde opgivet Haabet og vilde rømme fra 📌Italien *👤Polyb (Brudstykker) X. 3. Livius XXI. 46. XXII. 53.. Siden hører Man imidlertid Intet til hans Bedrifter, førend da hans Fader og Far-Broder var faldet i 📌Spanien, samme Aar, som 📌Syrakus blev taget; men da var der Ingen af de Gamle, der havde Lyst til at komme efter dem, saa han, kun syv og tyve Aar gammel, trods alle Indvendinger af Romer-Retten, ikke blot blev udnævnt til Feldt-Herre, men fik Tak til, fordi han vilde være det*Livius XXV. 32–36. XXVI. 18–20.. Karthaginenserne havde dengang tre Krigs-Hære paa Benene, men da 👤Scipio, ved sin Ankomst til 📌Tarragona, som var Romernes Vaaben-Plads, hørde, at de var hver sine Veie, og 📌Karthagena blottet, besluttede han at aabne Feldt-Toget med hvad Ingen ventede. Krigs-Pudset lykkedes fuldelig, thi denne Karthaginensernes Spanske Hoved-Stad faldt efter svag Modstand i 👤Scipios Hænder, med store Forraad af allehaande gode og nyttige Ting, og deriblandt en stor Deel Handværks-Folk, som han vel gjorde til Slaver, men lovede, for flittig og tro Tjeneste, deres Frihed, naar Krigen var endt *👤Polyb (Brudstykker) X. 6–17. Livius XXVI. 41–47.. Derpaa begyndte denne Discipel af 👤Hannibal, der, efter Romer-Retten, maatte overgaae sin Me486ster, med Flid at ordne og øve sig en Krigs-Hær, der, med et stort og let Rytteri, Leie-Tropper Nok at opoffre og en kiærnefuld Romersk Stamme, ei blot kunde maale sig med Fienden, men maatte i en dygtig Anførers Haand blive ham overlegen*👤Polyb (Brudstykker) X. 20–22.. Hvordan det nu egenlig hængde sammen med hans Seier over 👤Hannibals Broder 👤Hasdrubal, som efter Slaget, uforfulgt og ubehindret, rykker giennem 📌Gallien ind i 📌Italien, er ikke godt at sige, da 👤Polyb, vor eneste paalidelige Hjemmels-Mand, vel ei er saa ganske sikker, hvor det giælder hans store Velyndere Scipionernes Ære, men har end 👤Hasdrubal, som det synes, ved at give sin Leir og en Slump Leie-Tropper til Priis, spillet den unge General et lille Puds, har Romeren dog ligesaalidt Skam som Karthaginenseren fik Ære deraf*👤Polyb (Brudstykker) X. 34–36. Livius XXVII. 18–19.. 👤Marcel, den Eneste af de gamle Generaler, der kunde give 👤Hannibal et lille Øre-Figen uden at faae To igien, var just faldet i en ubetydelig Fægtning, da Rygtet kom til 📌Rom om 👤Hasdrubals forvovne Efterligning af sin Broder, og det vakde ingen lille Forskrækkelse hos Kvinder og Børn, men den varede ikke længe, thi Borge-Mesteren 👤Claudius Nero, der før engang i 📌Spanien skal have ladt sig narre af 👤Hasdrubal, narrede nu 👤Hannibal, ved at lade sin Leir skiøtte sig selv og ile op til 📌Po, hvor han i Forening med den anden Borge-Mester vandt en afgiørende Seier over de Spanske og Galliske Hjelpe-Tropper*👤Polyb (Brudstykker) XI. 1–3. Livius XXVII. 36. 39–49.. Herved var 👤Hannibal overladt til sig selv, og 📌Spanien til 👤Scipio, som ogsaa ganske rigtig tog den og knyttede Forbindelser i 📌Afrika, hvor han naturligviis agtede at lande. Saasnart han derfor kom hjem til 📌Rom og var valgt til Borge-Mester, forlangde han 📌Afrika til sin Provinds og blev meget vreed paa gamle 👤Fabius, der bad 487ham først drive 👤Hannibal ud af 📌Italien, og havde desuden mange Fortællinger: om hvordan det gik 👤Regulus i 📌Afrika, de gamle Scipioner i 📌Spanien og saa videre; men Raadet hældede dog til 👤Fabius, saa 👤Scipio maatte nøies med, hvad og saa var Nok: 📌Sicilien til Provinds og Lov til, om han fandt Leilighed, at giæste 📌Afrika *👤Polyb (Brudstykker) XI. 18–22 29–31. Livius XXVIII.. Det gik nu vel lidt i Lang-Drag, saa Man i 📌Rom begyndte at tænke Allehaande om 👤Scipio, men da han først slap fra 📌Syrakus, hvor han havde andet at more sig med, piinde han dog aabenbar Karthaginenserne i deres Hjem-Stavn med største Fornøielse, og bragde dem, ved Indtagelsen af 📌Tunis, hardtad til Fortvivlelse*👤Polyb (Brudstykker) XIV. Livius XXIX. 25–34. XXX. 3–9..

De saae nu ingen anden Udvei end at kalde 👤Hannibal tilbage fra 📌Italien, men knyttede, for at vinde Tid, Underhandlinger om Fred med 👤Scipio og det Romerske Raad, ved hvilken Leilighed 👤Scipio vel anmærkede, at han var ikke reist til 📌Afrika for at komme hjem med Fred, men tilføiede dog, han vilde see, hvad han kunde giøre og indgaae Vaaben-Stilstand indtil videre, naar de vilde finde dem i at rømme 📌Gallien, 📌Italien og alle Øerne, udlevere alle deres Dæk-Skibe og alle Fanger uden Løse-Penge og betale 5000 Talenter for unødig Trætte*👤Polyb (Brudstykker) XV. 8. Livius XXX. 16.. Om nu Karthaginenserne virkelig med hykkelsk Sønderknuselse kyssede Riset og takkede for naadig Straf, og siden, mens Gesandterne var i 📌Rom for at faae Naaden bekræftet, med “Punisk Ærlighed” brød Vaaben-Stilstanden, kan vel synes os tvivlsomt, især da 👤Livius Modsiger sig selv en Smule, men er os dog fortalt baade af Romere og Græker, saa, er dermed skeet Vedkommende for nær, maae de tage Skade for Hjemgiæld, fordi 488de overlod det til Fiender og Fremmede at give dem deres Efter-Mæle*👤Polyb (Brudstykker) XV. 1. Livius XXX. 16. 21–25. 29–30..

Nu skulde da 👤Hannibal, efter sexten Aars Ophold i 📌Italien, giæste 📌Afrika, der vel var hans Fædrene-Land, men ham dog nu mere fremmed end 👤Scipio, og, skal vi troe 👤Livius, da blev han fnysende vreed, og skiældte stygt paa Raadet i 📌Karthago, der nu, efter lang Glemsel, kun huskede paa ham for at føre ham i Ulykke; men det er formodenlig kun Romerens egne Betænkninger, som dog ei engang veed, enten der til Afskeed stod et stort Slag mellem Borge-Mesteren og Busse-Manden eller ikke*Livius XXX. 19–20.. Det er i alt Fald, som allerede 👤Polyb har anmærket, kun et Romersk Æventyr, Alt hvad 👤Fabius Maler, og Resten efter ham, fortalde om Fiendskabet i 📌Karthagos Raad mod 👤Hannibal og hans Italienske Tog *Polyb III. 8–9., ligesom da Ro merne selv er umistænkelige Vidner om, at 👤Hannibal fik al den Understøttelse fra 📌Karthago, Lykken vilde unde ham, og at hans Broder 👤Mago stod endnu til hans Tjeneste i det Genuesiske, da de Begge hjemkaldtes. Da 👤Hannibal imidlertid, Aaret efter Seiren ved 📌Cannæ, ei engang ved at gaae løs paa den blottede Hoved-Stad, kunde bringe Borge-Mesterne til at ophæve Beleiringen for 📌Capua *👤Polyb (Brudstykker) IX. 3–9., havde han rimeligviis forlænge siden opgivet Haabet om varige Erobringer i 📌Italien, og vilde kun see, om han ved den dog immer besværlige Puniske Indkvartering kunde bringe Romerne til at finde sig i Billighed. I det Mindste havde han, siden 👤Hasdrubals Fald, gaaet blot forsvarsviis tilværks og i de sidste to Aar trukket sig tilbage i Øster-Krogen af 📌Kalabrien ved 📌Krotone (📌Cotrone) og 📌det Laciniske Forbjerg (📌Cap Co489lonne), hvor 👤Livius siger, han iblandt Andet fordrev Tiden med at reise et Alter i den Laciniske Junos Tempel, med en lang Græsk og Punisk Indskrift om alle sine Helte-Gierninger, som maa være den, 👤Polyb ensteds beraaber sig paa*Polyb III. 33. Livius XXVIII. 46.. Han skrev altsaa paa sit Testamente, da 👤Scipio forlangde 📌Afrika til sin Provinds, saa det er ganske rimeligt, det giøs lidt i ham, da han seilede hjem, og Man under 📌Afrika fortalde ham, at en “forfalden Grav-Høi” var det Sø-Mærke, Man styrede efter*Livius XXX. 25., og vist er det, at han havde faaet sin Fornøielse af Krig med “Romerne,” siden han forlangde en Samtale med 👤Scipio, for, om mueligt, at undgaae et Slag. Man seer let, at en nøiagtig Beretning om denne Samtale vilde være mere værd end Beskrivelsen af mange Slag; men da en Saadan ei er faldet i vor Lodd, maae vi dog være glade ved, at have de Taler, Grækeren lagde Feldt-Herrerne i Munden, da det aabenbar er dem, Latineren igien har udpyntet saa smagløst, at Man maatte fristes til at ansee det Hele for hans eget Arbeide. Ilde, lader 👤Polyb da 👤Hannibal sige, at vi ikke paa begge Sider har fulgt Naturens Vink og ladet os nøie, den Ene med 📌Italien og den Anden med 📌Lybien; men da vi nu, forblindede, har kæmpet saalænge om 📌Sicilien og 📌Spanien, til vi satte vort eget Fædrene-Land paa Spil, saa lad os dog nu, om mueligt, forsone Guderne, lade Nidet fare og ei mere friste den ustadige Lykke, der leger med os som med Børn! Du, 👤Publius, som hidtil var hendes Skiøde-Barn, har vel ondt ved at troe mig, men speil dig dog engang i mit Exem pel og betænk, at han, der nu indlægger et godt Ord hos dig til sit Fædrene-Lands Redning, er den samme 👤Hannibal, som, efter Slaget ved 📌Cannæ, spillede Mester i 📌Italien, slog Leir kun fyrretive Stadier fra 📌Rom 490og beraadte sig paa, hvad han vilde giøre med eders By-Mark! Vær nu derfor ikke overmodig, men tænk menneskelig, saa du foretrækker “det største Gode og det mindste Onde;” thi hvilket fornuftigt Menneske vil hovedkulds styrte sig i en saadan Fare, som her truer, da hverken du eller dit Fædrene-Land kan vinde synderligt ved at seire, men kan ved et Nederlag tabe hele Herligheden. Jeg tilbyder eder nemlig, med eet Ord, Alt hvad vi hidtil har kæmpet om: 📌Sicilien, 📌Sardinien, 📌Spanien og alle Øerne mellem 📌Italien og 📌Afrika, med den Overbeviisning, at derved sørges bedst for 📌Roms Ære og for 📌Karthagos Sikkerhed i Tidens Længde!

Nei, 👤Hannibal! sagde 👤Scipio, du veed selv bedst at baade den Sicilianske og den Spanske Krig var aabenbar Karthaginensernes og ingenlunde Romernes Skyld, men dog kræver jeg ogsaa Guderne til Vidne derpaa, som ei lægge Kraft i deres Arme der uretfærdig yppe Krig, men i deres, der sætte sig til Modværge. Lykkens Luner kiender jeg saa godt som Nogen, og Menneskelighed tager jeg, saavidt mueligt, i Betragtning, tvivler heller ingenlunde paa, du jo nok kunde opnaaet disse Freds-Vilkaar, naar du havde foreslaaet dem og godvillig rømmet 📌Italien, førend vi gik til 📌Afrika, men nu, da du kun har gjort en Dyd af en Nødvendighed og vi staae i Marken her ovre, nu, seer du nok Omstændighederne har mærkelig forandret sig. Og hvad der slaaer Hoved paa Sømmet, er, at paa dine overvundne Lands-Mænds Bøn var vi kommet saavidt, at der var opsat et skriftligt Forlig, hvorefter vi ikke alene skulde have Alt hvad du nu tilbyder, men alle vore Fanger kvit og frie, alle jere Dæk-Skibe, femtusinde Talenter og Gidsler tillige. See, det var Akkorden, som vi forelagde Raadet og Folket i 📌Rom, som vi paa begge Sider erklærede os fornøiede med, og som Karthaginenserne udbad sig Bekræftelse paa, men 491som de saa siden vragede, efterat den var antaget baade af Raadet og Folket, og brød Forliget. Sæt dig kun nu i mit Sted og siig selv, hvad herved er at giøre! Skulde nu kanskee de sværeste Fordringer eftergives, og Forbryderne ved Belønning opmuntres til fremdeles at give deres Velgiørere Skam til Takke, eller kunde vi maaskee vente os nogen Tak ved at føie dem, der, efterat have faaet hvad de tryglede om, bød os Brodden paa Timen, saasnart der ved dig blot viiste sig et Glimt af Haab om Mere! Nei, blev der lagt noget Klækkeligt til Vilkaarene, da lod de sig maaskee endnu forelægge Folket, men vil Man endogsaa knappe af, da lader der sig ikke engang handle om den Sag. Her hjelper altsaa ingen Snak, men enten maa Sværdet dømme, eller I maae overgive eder og eders Fædrene-Land paa Naade og Unaade!

Saavidt 👤Polyb *👤Polyb (Brudstykker) XV. 16–18. Livius XXX. 29–31., og uagtet det altid er et Spørgs-Maal, baade hvormeget han har vidst om den Samtale, og hvad han kan have lagt til eller taget fra, for at sammentrænge og afrunde det Hele, saa har vi dog udentvivl her et tro Billede af en Forhandling, der, som diplomatisk, giennem Tolke, ei vel kunde være livligere, maatte være 👤Polyb velbekiendt, da han havde sine Efterretninger om 👤Scipio fra hans bestandige Stal-Broder 👤Lælius, og er ikke skildret paa Kneb, da 👤Polyb, der selv giver Romerne Skyld baade for den første og anden Puniske Krig, aldrig, naar det stod til ham, vilde lade sin Helt kalde Guderne til Vidne paa 📌Roms Uskyldighed*👤Polyb (Brudstykker) X. 3.. Til 👤Scipios Undskyldning maae vi imidlertid anmærke, at Romerne fra Arilds-Tid havde et ganske eget Begreb om “retfærdige Krige,” saa de troede virkelig (ligesom 👤Napoleon), at naar de blot, paa hvadsomhelst Maade, kunde bringe Fienden til at blive den “angribende” Deel, da havde de forsaavidt en retfærdig Sag 492at de turde giøre Regning paa Gudernes Bistand og et lykkeligt Udfald, og selv Toget til 📌Sicilien havde jo dog Skinnet af en Forsvars-Krig, hvorfor ogsaa 👤Livius meget naivt lader 👤Scipio sige, at det var deres “Bundsforvandtes, Mamertinernes, Fare” der bragde dem i Harnisk*Livius XXX. 31..

Ved 📌Zama, nu ubekiendt, men dengang en Numidisk Konge-Stad, og efter 👤Polyb, fem Dag-Reiser vestenfor 📌Karthago (i det Algierske), stod det berømte Slag, som Man pleier at sige, afgjorde Verdens Skæbne, men vi vil nøies med at sige, hvad vi kan forsvare, at det gjorde Ende paa den anden Puniske Krig; thi 👤Hannibal kunde godt vundet det Slag og fleer til, uden at 📌Karthago derfor var kommet Verdens Herredømme nærmere, eller 📌Rom været længere derfra, end efter Nederlaget ved 📌Cannæ *👤Polyb (Brudstykker) XV. 5. Strabo XVII. 829. 831.. 👤Hannibal gjorde naturligviis sit Bedste ved 📌Zama, ligesom 👤Napoleon ved 📌Waterlo, men istedenfor at han maatte sætte sine kiære Med-Borgere i Mellem-Troppen, for at de ikke skulde løbe strax, kunde 👤Scipio derimod stole paa sine Romere til sidste Mand, og det maatte næsten nødvendig giøre Udslaget til hans Fordeel, naar han for Resten havde lært 👤Hannibal Konsten af og forstod at bruge sit Numidiske Rytteri, som han netop var stærk i, da Kong 👤Massinissa var paa hans Side. Dette Rytteri gjorde da ogsaa Udslaget ved at falde 👤Hannibal med hans Veteraner i Ryggen, og 👤Hannibal kom, første Gang efter sit niende Aar, siger Man, hjem til 📌Karthago som en Flygtning, erklærende ikke blot Slaget for tabt men Krigen for endt, saa Man maatte kiøbe Freden til hvad Priis det behagede 👤Scipio at sælge den. Da nu Gesandterne kom til 👤Scipio, gav han dem kun en daarlig Trøst, ved at fortælle dem, de maatte betragte sig selv som Folk, der ikke havde mindste Krav paa Skaansel 493eller Medlidenhed, saa selv den mindste Grad af Mildhed skulde høilig forundre dem, men dog lod han dem baade slippe for Plyndring og Romersk Besætning; thi, siger 👤Livius, hvormegen Lyst han end havde til at ødelægge 📌Karthago, var han dog bange for, ved at Spænde Buen alt for høit, at forhale Sagen og faae en Efter-Mand, der vilde høste hvad han havde saaet. Dette kan imidlertid godt være Bagtalelse, og vi vil da indskrænke os til hvad 👤Polyb melder, at han nøiedes med saaledes at skiærpe Freds-Vilkaarene, at Karthaginenserne, tilligemed deres Skibe, maatte udlevere deres Elephanter, fyldestgiøre deres Avindsmand, 👤Massinissa, ingen Krig føre, uden 📌Roms Tilladelse, betale 10000 Talenter, foruden tre Maaneders Sold til Armeen, og stille hundrede Gidsler, i en Alder af mellem fjorten og tredive Aar, hvem 👤Scipio selv vilde vælge*👤Polyb (Brudstykker) XV. 9–10. Livius XXX. 32–37.. Hvad der bevægede 👤Hannibal til at vandre ud, og flakke om i 📌Asien til sin Død, det veed Man egenlig ikke, thi vel melder 👤Livius som et Rygte, at han lige fra Slaget ved 📌Zama gik om Bord og flygtede til Kong 👤Antiochos i 📌Syrien, saa Karthaginenserne, da 👤Scipio fremfor Alt fordrede ham udleveret, med Sandhed kunde sige, han fandtes ikke i 📌Afrika, og det var aldeles i Romernes Aand at fordre ham udleveret, saameget mere, som det var deres Fordring allerede ved Krigens Begyndelse; men efter 👤Plutark paastodes det derimod aabenlydt og bestemt i 📌Rom selv, at 👤Scipio netop i denne Henseende viiste en forbausende Ædelmodighed, og vi maae da vel tænke, det dog, som 👤Livius andensteds melder, først var ved Udbruddet af Krigen med 👤Antiochos, Romerne, trods 👤Scipios Indvendinger, sendte Bud efter ham, men saae sig endnu engang skuffede af den “troløse Puniker” der sneg sig bort i Tide*Livius XXX. 37. XXXIII. 45–49. 👤Plutarks Flaminin..

494👤Scipio holdt naturligviis ved sin Hjemkomst til 📌Rom et glimrende Indtog, og han var siden med sin Broder, der blev kaldt “Asiateren” ligesom han “Afrikaneren,” i Krigen mod den Syriske 👤Antiochos, men det er ordenlig forbausende at høre, hvor usikkert 👤Livius erklærer det Altsammen for, hvad Man fortalde om hans følgende Skæbne, Død og Begravelse, saa Man kan aldrig forlange et klarere Beviis paa, at Historien var ikke Romernes Sag*👤Polyb (Brudstykker) XVI. 12. Livius XXX. 45. XXXVIII. 50–57.. Vi maae da ogsaa lade det staae ved sit Værd, om 👤Ennius gjorde en Grav-Skrift over ham og lagde ham de mærkelige Ord i Munden:

Kan Mand-Slæt bane til Himlen Vei,
Er Ingen paa den saa vis som jeg*Ennii Fragmenta: si fas cædendo cælestia scandere cuiqvam est, mi soli cæli maxima porta patet!,

men Saameget er vist, at en mere passende Indskrift paa hele Romer-Folkets Bauta-Steen lader sig vanskelig finde.

Herved mindes vi imidlertid om, at ligesaavel den Romerske Poesi som den Romerske Historie forskrev sig fra den anden Puniske Krig, under hvilken 👤Fabius Maler, en Frænde af Diktatoren, og Kalabreseren 👤Ennius, blomstrede, og Man finder i den Anledning det ganske mærkelige Vers hos 👤Gellius:

Som en Valkyrie,
Musen i Fjederham
Foer paa Vildmændene
Under den Puniske
👤Hannibals-Krig*Aulus Gellius XVII. 21.!

Da vi efter “Spydstage-Retten,” den Eneste, der giælder mellem “Krigs-Folket” og os, ei bør have mere enten med 495Romerne eller deres Literatur at giøre, end vi nødes til, kan vi vel ligesaalidt beklage os over Undergangen af den Fabiske Historie og de Enniske Digte, som af Numas Skrifter, da Prætoren 👤Petil vist, uden at blive meensvoren, ogsaa om dem kunde bevidnet, at de streed mod “Troen og Retten” og var ikke værd at giemme paa*Livius XL. 29. 👤Plutarks Numa., men da det Samme giælder i høieste Grad om saa Meget, vi maae læse, kunde vi dog nok ønske at have de ældste Romer-Bøger, som vi af Stumperne kan see, har været meget naturligere end “de Classiske;” thi de “skiønne Konster” voxde naturligviis ikke vildt paa de “skarpe Jorde,” hvor Alt hvad der skulde slaae Rødder, maatte have “et Spyd” paa Enden.

Det var derfor ogsaa et ganske eget Middel, Man, under den anden Puniske Krig, begyndte at betjene sig af, for at faae de skiønne Konster til at blomstre i 📌Rom, thi det var at slæbe Konst-Værker dertil fra alle Verdens Hjørner, og 👤Marcel skal have været den Første, der gav Exemplet ved en saadan nymodens Udplyndring af de Syrakusanske Templer. At Sligt har noget særdeles Stødende for de Folk der miste, hvad der ikke blot var deres Eiendom men deres Hænders Gierninger, har 👤Polyb, skiøndt med behørig Varsomhed, udviklet, og vi, som har levet i 👤Napoleons Tid, forstaae ham ypperlig, naar han siger: Man tør jo nok kalde det “en Feil,” naar Seier-Herrerne antage de Overvundnes Lidenskaber, paadragende sig med det Samme deres Nag og Nid, som af Alt er det Frygteligste for Høisæderne *👤Polyb (Brudstykker) IX. 10.. 👤Livius har ogsaa sine Betænkeligheder ved den Sag, ikke for Urettens Skyld, thi han anmærker ganske rigtig, at efter “Spydstage-Retten(belli jure) er Alt, hvad Fienden har, Seier-Herrens lovlige Eiendom, men fordi Romerne derved kom i Vane med at beundre de Græske Konst-Værker og 496at udplyndre ligesaavel deres egne Templer som Andres*Livius XXV. 40., men da Ingen af Delene forarger os, og vi heller ikke staae Fare for at udplyndres af Romerne, maae vi nødvendig kalde det et roesværdigt Træk hos den “store Tyran,” at han, trods al Gnarren af den gamle, gnavne “Politi-Mester,” dog begyndte at faae lidt Smag paa Konster og Videnskaber. At Tyrannen derved hverken blev en 👤Homer eller 👤Herodot, en 👤Sophokles, en 👤Plato eller en 👤Phidias, det er vist nok, ligesom hans Fusken derpaa er i Grunden flau nok, men det kan være os ligegyldigt, naar vi blot ikke, for at snakke ham efter Munden, stræbe at indbilde os selv og hinanden det Modsatte, medens det derimod baade har været og herefter kan blive Menneske-Slægten til uberegneligt Gavn, at Man i 📌Rom beundrede de “Græske Konst-Værker” af alle Slags og stræbde, saavidt Naturen og Omstændighederne tillod det, at tilegne sig den “Græske Dannelse.” For at skiønne derpaa, behøve vi blot at tænke os, hvorledes det nu vilde see ud, hvis Tyrkerne var blevet ligesaa enevældige i den dannede Verden, som Romerne fordum, eller at sammenligne “Jøders og Grækers Kaar” i Romer-Riget og i 📌Tyrkiet og spørge os selv: om det vel var mueligt, at 👤Polyb, 👤Plutark og 👤Joseph kunde foretrukket det Tyrkiske, som de foretrak de Romerske, Aag for Tøileløsheden i deres Hjemstavn? Medens vi derfor nødvendig maae finde det tungt, at den dannede Verden skulde trænge til en Tyran, for ikke, ved uhyre Misbrug af Friheden, at styrte sig i en bundløs Afgrund, maae vi dog ogsaa bekiende, det giør Forsynet Ære og har Krav paa alle dannede Slægters Taknemmelighed, at der i dette Nødsfald opstod en saadan “mageløs herlig” Tyran, der satte Priis paa Dannelse, behandlede de Folk der havde den med udmærket Skaansel, og beskyttede den giennem Aar497hundreder mod det truende Barbari, ei blot ved at underkue de raae paatrængende Barbarer, men ogsaa ved at giøre Dannelse til en Æres-Sag og Skole-Væsenet til en Stats-Sag, saa Fliden fik de Sporer, den i en forfængelig, forkiælet og egennyttig Tid umuelig kunde undvære. Hvor afskyeligt derfor det Romerske Tyranni end er, naar det betragtes i sin Rod og sit inderste Væsen, og hvor fordærveligt det end blev, deri at see Menneske-Aandens Triumph og et Mønster til alle Slægters Efterligning, saa var det dog i sin Tid en stor Velgierning, som, efter det sande Ord-Sprog “al Ave, der kommer itide,” og det Borgerlige Selskab kommer heller aldrig i Havn, med mindre det lærer at styre mellem det “Scylla og Charybdis,” der, som Trældom og Tøileløshed, udsprang af Græske og Romerske Livs-Anskuelser. Dette Sund ved 📌Messina, mellem 📌Sicilien og 📌Italien i Aandens Verden, er den “gyldne Middel-Vei” der aldrig kan roses for meget, skiøndt lettelig, som Historien viser, baade følges for dumt og beskrives for slet, og naar galt skal være, maa Stats-Skibet dog heller støde paa Klippen end kuldseile i Mal-Strømmen, altsaa heller styres af de kolde, kloge Romerske end af de dumme, rasende Græske Tyranner, og heller af 👤Marcel end af Pøbelen i 📌Syrakus.

Fra dette Stade er den anden Puniske Krig en Verdens-Begivenhed, vi kan have Fornøielse af at betragte, da det er den Romerske Tyrans Kæmpe-Skridt fra Barbariet til den dannede Verden, hvortil han naturligviis især finder sig bevæget ved de haandgribelige Prøver, 👤Hannibal og 👤Archimed give ham paa, at Sjæle-Kræfternes Udvikling ei blot giør Stads i Fred men ogsaa Gavn i Krig, og at hvem der vil være sikker paa sit Herredømme i den dannede Verden, maa stræbe ogsaa i Dannelse at blive den overlegen. At nu Tyrannen slet ikke kunde fatte den Østerlandske Aand men kun 498den Asiatiske Pragt og Overdaadighed, og at han med langt mere Held tilegnede sig de Græske Udsvævelser end den Græske Konst og Smag, var naturligt; men han kunde som “Stor-Tyrken” have tilegnet sig alt det Slette og mishandlet alt det Gode, miskiendt alt det Ypperlige hos de Overvundne, og det Sidste forhindrede, til vor Lykke, hans “Ørne-Drift” og den anden Puniske Krig. Naar derfor 👤Marcel, under 📌Siragosas Mure, studsende kalder 👤Archimed den hundredarmede Jette (Briareus) og anstrænger sig for at sige en Vittighed om Konstnerens Kraner, der vippe hans Skibe som Vand-Spande og hviste Storm-Stigen (Sambuka), hans Mechaniske Mester-Stykke, væk som en Vante, see, da er det den mest smigrende Lov-Tale en Barbarisk Tyran kan holde over Videnskaberne, og spaaer saa ærlig en “Omvendelse” til Boglig Konst og fine Sæder, som der er ham muelig og lader sig forene med det Tyranni, der hos ham gaaer over Alt. Naar han nu, under Stadens Plyndring, lyser Fred over Malerier og Billed-Støtter, agter dem værd at føres i Triumph og udstiller dem til Beundring og Efterligning i det “📌Ærens Tempel,” han bygde af Rovet fra 📌Sicilien, da maae vi ønske baade ham og hele Verden til Lykke med hans gode Smag, som skaffede ham et udmærket Navn i Verdens-Historien og hans Familie, da den uddøde under 👤August med Keiserens Sviger-Søn, et Theater og en Bog-Samling til sin Bauta-Steen og en 👤Virgil til sin Lov-Taler*👤Plutarks Marcel.. Umuelig kan vi vel længere forvexle “Tyranniets” gyldne Alder og gyldne Middel-Vei med “Menneske-Aandens;” men dog kan ingen Dødelig fatte, hvorledes vi skulde blevet istand til videnskabelig at sammenkiæde vore Tanker med Tider og Begivenheder, dersom den Romerske Tyran ei havde lært at udarbeide Lænkerne, den gamle Verden maatte bære, saa smagfuldt og forgylde dem saa godt, at de giennem mange 499Aarhundreder gik og gjaldt for Guld-Kiæder, som, naar de bares med Anstand, langt fra at nedtrykke eller beskiæmme, netop adlede og hævede Menneske-Naturen!

Achæer og Ætoler.

Har vi været i fornemt Selskab, med dem, der staae for Styret i Marken og i Kamrene, og føre derfor nødvendig det store Ord om Verdens-Begivenhederne, men har fundet det øde for Aand og endnu ødere for Hjerte, da er det den rette Tid for Smaa-Folk at komme os i Tale; thi da er vi nøisomme og ansee selv det mindste Glimt af det Høie og Dybe i Menneske-Naturen for store Ting. Traf vi nu desuden mellem Matadorernes Haand-Skrivere et udmærket Hoved, der vel har vant sig til at synge med de Fugle, han er iblandt, men kan dog ikke beskrive En af dem, uden at vi strax høre, der har sunget ganske andre Fugle for hans Vugge, da giør vi hjertens gierne en lille Udflugt med ham til Lands-Byen mellem Bjergene, hvor han har hjemme, og som han, hvor fiin en Verdens-Mand han end er blevet, dog ei kan nævne, uden at Man seer, han maa giøre Vold paa sig selv for ei at bevæges. I dette Tilfælde er vi imidlertid med 👤Polyb, efter den anden Puniske Krig, thi vel hedder hans Føde-By 📌Megalopolis, men hvad “Stor-Staden” i 📌Arkadien var imod 📌Rom og 📌Karthago, kan Man deraf slutte, at 👤Polyb, for at vise, hvor grovt Historie-Skriveren 👤Phylarchos løi, da han sagde, Spartanerne havde i 📌Megalopolis gjort et Bytte af 6000 Talenters Værdi, forsikkrer paa sin Ære, at naar Man Solgde Stik og Stage i den hele By, vilde det Altsammen, Folkene undtagen, ikke engang løbe op til trehundrede Talenter, saa for at faae Sextusinde ud, maatte Man sælge hele 📌Peloponnes og det i dyre Domme*Polyb II. 62.. 500Rigtignok lærer netop 📌Roms og 📌Karthagos Historie, at Penge, skiøndt kaldte “det rene Væsen,” dog ikke selv i Stats-Historien giør Sagen klar, da et lille tyndt Stykke Jern i Skæbnens Vægt-Skaal tit veier meer end en stor Klump Guld; men selv Spartanerne, der mellem alle Græker bedst forstod sig paa, hvad “Jernet” var godt for, og havde, siden Lykurgs Dage, ikke blot betalt men ogsaa laant Endeel ud i den Mynt, selv de havde dog aldrig forstaaet saaledes at giøre Jern i Penge som Romerne og havde nu desuden hardtad reent udsolgt. Stort kan der da ikke være at hente paa 📌Peloponnes, af hvad der giælder i den store Verden, med mindre det skulde være store Hoveder, som, naar de bruges derefter, kan være saa gode som rede Penge og tjene betydelig baade til at skiærpe Staalet og give det en passende Retning, og at der i alt Fald maa have været Noget, Man kunde bruge og nødig vilde savne i den store Verden, det seer Man deraf, at 📌Karthagos Ødelægger bestandig vilde have 👤Polyb ved sin Side, og Romerne havde efter den anden Puniske Krig ingen Ro, før de blev Mestre af 📌Peloponnes og fik et Tusind Græker, hvoriblandt 👤Polyb, slæbt til 📌Rom, for tilbunds at pumpe dem ud i et skarpt Politi-Forhør, som varede i det mindste sytten samfulde Aar og kostede Syvhundrede af dem Livet. At tiltrække sig en saadan Opmærksomhed hos de store Magter er vist nok ikke behageligt, men giver dog altid Navnkundighed i Verdens-Historien, og hører nødvendig til den Hylding, der af Tyranner kan vises Menneske-Aanden, saa det er altid en Ære for 📌Grækenland, at Det endnu i to Aarhundreder efter Slaget ved 📌Chæronea vedblev at være en Hoved-Gienstand for Tyranners Begiærlighed, der bortødslede mere Guld i eet Aar, end der fandtes i alle Græske Stæder og bortskiænkede langt mere Jord til deres Yndlinger end der hørde til det Achæiske Forbund. Om vi derfor 501end slet ikke havde Andet paa 📌Peloponnes at giøre, maatte vi dog tage vort Stade paa Flakke-Bjerget i 📌Arkadien, for at blive ret vendt baade i den Makedoniske og Syriske Krig, som 👤Polyb meget rigtig anmærker, maae betragtes strax efter den anden Puniske, naar Man vil see, hvordan 📌Rom i en Hast blev hele den dannede Verden overlegen; men hertil kommer, at Menneske-Aanden umuelig kan saaledes fordybe sig i Tyranniets Historie, at den ei skulde vise selv de svageste Levninger af sit eget Stor-Værk baade mere og inderligere Deeltagelse end Tyrannerne. Uagtet det derfor er af de Dage, da 📌Sparta og 📌Athenen ragede frem paa den store Skue-Plads, ei blot over 📌Rom og 📌Karthago, som Ingen dengang spurgde om, men over 📌Memphis og 📌Babylon, 📌Tyrus og 📌Sidon, 📌Persepolis og 📌Jerusalem, og uagtet 📌Ægion og 📌Megalopolis er Intet mod dem, saa er dog hvad Man skylder sin Tilværelse, aldrig Smaating for En selv, og tænke vi os 👤Polyb og 👤Plutark, 👤Joseph og 👤Appian borte, da var der aabenbar for 📌Roms den stolteste Tid slet ingen Universal-Historie til. Naar vi derfor see 📌Rom indtage de “Hellenistiske” Riger, da maae vi nødvendig betragte 📌Makedonien som en Tilgift med 📌Achaia, 📌Syrien med 📌Jerusalem og 📌Ægypten med 📌Alexandrien, og ingenlunde omvendt, saa det er ikke 👤Perseus men 👤Polyb, der forherliger Triumphen, 👤Paulus Æmilius holdt, hvad der er saameget klarere, som hans Søn 👤Scipio Æmilianus fører ikke Kongen fra 📌Pella men Skriveren fra 📌Arkadien i Triumph med sig, overalt hvor han vil giøre Opsigt. 📌Karthago, ihvor stærkt den raver, kan altsaa ikke engang falde, før 📌Megalopolis er taget og dissesmaa Aarsager til store Begivenheder” maae da selv efter Rente-Kammerets Dom være værd at ændse.

Blandt de tolv Achæiske Byer, 👤Polyb opregner, var 502allerede i hans Tid de To forgaaede i en Vand-Flod, og det er da intet Under, om Tidens Strøm, i de to Aartusinder siden hans Dage, har revet Resten med sig, saa nær som Een*Polyb II. 41., men det er underligt nok, at det just skulde være i den: i 📌Patra, Ny-Grækernes Opstand mod Tyrkerne begyndte, saa Man maa vel sande, at gammel Kiærlighed til Frihed ruster ligesaalidt som nogen Anden. En saadan stille, oprigtig Kiærlighed skal nemlig fra Arilds-Tid have besjælet Achæerne, som ved Heraklidernes Indbrud maatte rømme 📌Sparta, med deres Konge Tisamenes, en Sønne-Søn af Agamemnon, og beholdt Konger af hans Æt, til den vanslægtede, da de lod være at krone Sønnerne af ham, som begyndte at tyrannisere, og enedes siden saa godt om det Lidt, de havde, at efter det store Bulder med Pythagoræerne i 📌Stor-Grækenland, besluttede baade 📌Sybaris og 📌Krotone, skiøndt for silde, at efterligne dem, og da, efter Slaget ved 📌Leuktra, hverken Spartaner eller Thebaner ret turde troe deres egne Øine, bad de Achæerne om at hjelpe sig til Rette, naturligviis ikke for deres Magts men for deres Oprigtigheds Skyld*Polyb II. 39–41.. 👤Philip, og 👤Alexander, og de store Generaler, der anstillede talrige Kamp-Lege ved “den største Krigs-Mands” Lig-Begiængelse, fandt vel Midler til at skille dem ad “som gierne tilsammen vilde være” og stræbde i adskillige af Smaa-Stæderne at opelske Tyranniet, men det tjende, som 👤Polyb meget rigtig bemærker, kun til at giøre dem saameget kiærere ad Friheden og knytte Baandet saameget des fastere; thi i den 124de Olympiade, da baade 👤Ptolomæos i 📌Ægypten, 👤Seleukos i 📌Syrien og 👤Lysimachos i 📌Thrakien døde paa eengang, og 👤Pyrros gik til 📌Italien, da tog Achæerne Leiligheden i Agt og begyndte fra 📌Patra og 📌Dyme, med 503en 👤Markos fra 📌Karene i Spidsen, at oprette det gamle Forbund, der snart blev saa mægtigt, at Smaa-Tyrannerne maatte enten rømme eller, hvad her, mærke ligt nok, tillodes dem, tage Borgerskab*Polyb II. 41.. Det gik deilig, en heel Menneske-Alder, medens Romere og Karthaginenser sloges først med 👤Pyrros, og siden med hinanden, og det uagtet Forbundet var baade Kongen i 📌Makedonien og de rovgierrige Ætoler, som dengang spillede Mester nordenfor 📌Patra-Bugten, en Torn i Øiet. Ved Slutningen af den første Puniske Krig, da 👤Demetrios Murbrækkers Søn, 👤Antigonos Gonatas, døde, gjorde Ætolerne endog en kort Tid fælles Sag med Achæerne, som havde faaet det fra gamle Dage berømte 📌Sikyon (ved 📌Basilika) ind i Forbundet og fik nu 📌Korinth med, ved at fordrive den Makedoniske Besætning *Polyb II. 43–44.; men begge disse Forbunds Flaade blev dog slaaet ved 📌Korkyra (📌Korfu) af de Illyriske (Dalmatiske) Sørøvere, ved hvilken Leilighed den kiække 👤Markos fra 📌Karene faldt, saa det var klart, at Grækerne kunde ikke længer forsvare dem selv imod Barbarerne*Polyb II. 10.. Det kunde derimod Romerne godt, efterat de i den første Puniske Krig havde lært at slaaes til Søes, saa deres Overgang fra 📌Brindisi til 📌Durazzo falder meget naturligere end den, 👤Pyrros tog sig for: fra 📌Durazzo til 📌Brindisi, men førend vi, ved at tale meer om den, atter falde i Ørnens Kløer, maae vi dvæle et Øieblik ved de to berømte Achæer-Høvdinger: 👤Aratos fra 📌Sikyon og 👤Philopømen fra 📌Megalopolis. Hvad der strax falder i Øinene, er, at Ingen af dem egenlig var Achæer, men de tabe ingenlunde Noget af vor Deeltagelse derved, at den Ene havde hjemme, hvor Borgerne i 👤Kyri Dage gad gierne hørt 👤Homers Digte, naar 504Tyrannen 👤Klisthenes vilde taalt det, og den Anden var Byes-Barn med vor gode Ven 👤Polyb, og desuden har en Anden af vore gode Venner, 👤Plutark, netop ved denne Leilighed betroet os, at de var Dorer tilhobe, saa Forskiellen var kun, at Sikyoniterne og Arkaderne var ikke saa nøisomme og fredelige som Achæerne, saa under 👤Aratos og 👤Philopømen gik det anderledes broget til end under 👤Markos fra 📌Karene *Herod. V. 67. 👤Plutarks Aratos..

👤Aratos var ellers en klog Karl og en lærd Mand, som selv skrev sin Tids Historie, og han var en god Kiender af Malerier, da der i 📌Sikyon alt længe havde blomstret en berømt Maler-Skole, med de store Mestere 👤Pamphil og 👤Melanth, som selv 👤Apelles, der malede 👤Alexander den Store med Torden- Kilen, skal tildeels have skyldt sin Dannelse; men blandt de Homeriske Helte, der efter deres Død endnu udviklede Maler-Anlæget i 📌Sikyon, stræbde 👤Aratos dog kun at efterligne Odysseus; thi det gik ham med Modet, siger 👤Plutark, som Uglerne med Synet, saa han havde kun Noget om Natten. At nu selv dette Tyve-Mod, der som 👤Schillers Røvere synge “har Maanen til Soel,” og som Klephternes Feldt-Tog mod Tyrkerne prægtig har lært os at kiende, kun var svagt hos 👤Aratos, see vi grandgivelig paa hans Natte-Vandring fra 📌Argos, hvor han var landflygtig, til 📌Sikyon, hvor han vilde styrte Tyrannen, thi han var dødsens angest, ikke blot for den store Bul-Bider, der laae paa Vagt oppe i Taarnet, men selv for Gartnerens de to arrige Smaa-Kiøtere udenfor Muren, som han Dagen i Forveien kun forgiæves havde stræbt at faae Fingre paa. Han vovede sig imidlertid dog, trods Hundene, som var de Eneste af Vagten der gjorde deres Skyldighed, ind over Muren, da Maanen var gaaet ned, skiøndt Hanerne allerede begyndte at gale, og han havde nær 505taget Tyrannen paa Sengen, men han slap dog bort giennem en underjordisk Gang, saa hele Revolutionen kom ikke til at koste en eneste Blods-Draabe*👤Plutarks Aratos..

Heraf seer Man, iblandt Andet, at den gode 👤Aratos har i sin Historie, i det Mindste hvor det gialdt hans egne Bedrifter, været saa oprigtig som Man kunde forlange, og omstændeligere end det behøvedes; men det gaaer her, som saatit, at havde vi de forgaaede Bøger hele og holdne, vilde de være os til Byrde, men Billingerne er kostelige, og det bør da heller ingenlunde forties, hvorledes 👤Aratos viiste, at han hadede Tyrannerne ligesaa grundig, som hans gamle Byes-Barn 📌Argos og Argiverne; thi ligesaalidt som 👤Klisthenes kunde taale at høre dem løftede til Skyerne af 👤Homer, ligesaalidt kunde 👤Aratos taale at see Tyrannerne saa prægtig skildrede af de gamle Malere, saa alle deres Skilderier lod han ødelægge, da han satte 📌Sikyon i Frihed. Vel faldt han i Fristelse, da han kom til Skilderiet af 👤Aristrat paa sin Triumph-Vogn; thi det var just et Mester-Stykke af 👤Melanths Discipler, som selv 👤Apelles skal have havt en Haand i, men Tyran-Hadet overvandt dog Konst-Kiærligheden, saa det hjalp ikke, at hans gode Ven, Maleren 👤Nealkes, med sine grædende Taarer bad ham dog udøse sin Harme paa Tyrannerne selv og spare de uskyldige Malerier. Endelig raabde 👤Nealkes i sin Fortvivlelse: nu, saa veed jeg dog Seiers-Gudinden og Vognen har Lov til at staae, og Tyrannen skal jeg snart skaffe Fødder at gaae paa! Det var en Middel-Vei, som 👤Aratos naturligviis strax valgde, og der kom nu til at staae et Palme-Træ istedenfor 👤Aristrat, men dog vil Man sige, 👤Nealkes var skielmsk nok til at lade Tyrannens “Fødder” som Vognen skyggede for, blive staaende*👤Plutarks Aratos..

506Dette skedte omtrent midt under den første Puniske Krig, medens 👤Markos stod for Styret hos Achæerne, og dem traadte nu 👤Aratos i Forbund med, især fordi Borgere, som havde været forviiste men kom nu tilbage, voldte ham meer Bryderi end de malede Tyranner, da de ikke var fornøiede med Fod-Fæste, men vilde have deres Eiendomme igien, som tildeels endog var gaaet igiennem mange Hænder og kunde ikke røres uden stor Forstyrrelse. Det Achæiske Forbund kunde nu vel hindre denne Splid fra at bryde ud til en Borger-Krig, men ikke bilægge den, thi der vilde Penge til, og var end 👤Aratos ædelmodig nok til at uddele fem og tyve Talenter mellem de Trængende, som Kong 👤Ptolomæos i 📌Ægypten forærede ham, fordi han kiøbde Malerier for ham til hans Konst-Samling, saa kunde det dog ikke forslaae til at fyldestgiøre femhundrede Borgeres Krav, der sagtens havde lært at regne endnu bedre end de Karthaginensiske Leie-Tropper. 👤Aratos besluttede derfor selv at giøre en Reise til den rige, gavmilde Ægypter og bede ham redde 📌Sikyon, hvad ogsaa lykkedes, da han først, ved Hjelp af et Romersk Skib, slap fra Makedonerne, der snappede efter ham; thi 👤Ptolomæos fandt megen Fornøielse i at tale med den lærde Konst-Kiender og forærede ham glatvæk 150 Talenter, altsaa Halvdelen af hvad hele den bedste By i 📌Peloponnes kunde kiøbes for. Da 👤Aratos nu ikke, som hans fleste Samtidige, havde for Skik at mele sin egen Kage, saa blev naturligviis alle Stodderne velhavende og skillingede sammen til en Ære-Støtte for ham, hvis smigrende Indskrift dog, ved sine latterlige Overdrivelser, vidner langt stærkere om deres fordærvede Smag, end Støtten om deres forbedrede Omstændigheder*👤Plutarks Aratos.. Hvorledes nu det Achæiske Forbund, under denne snilde og ganske veltænkende Klepht-Høvdings Styrelse, udvidede sig til hele 📌Peloponnes, undtagen 📌Lakonien, kan 507ei fortælles her, men at han en Nat, i det sidste Aar af den Sicilianske Krig, listede sig over Muren ind i 📌Korinth og overraskede Borgen, maa Man lægge Mærke til, ikke just fordi Man fristes til, med 👤Plutark, at berømme denne Helte-Gierning, som et Side-Stykke til 📌Thebens Befrielse ved 👤Pelopidas, men fordi denne Borg (📌Akrokorinth), der beherskede Adgangen til 📌Peloponnes, bestandig siden 👤Alexanders Tid havde været i Fiende-Vold og havde nu Makedonisk Besætning. Da tegnede det virkelig til, at 📌Grækenland skulde tilbagevinde Selvstændighed, thi Achæer og Ætoler sluttede Forbund mod Makedonerne og fordrev de fremmede Besætninger, baade fra 📌Athenen og andre Stæder, medens Kong 👤Agis i 📌Sparta, venlig sindet, og en sværmerisk Beundrer af Oldtiden, stræbde igien at oplive den Lykurgiske Forfatning; men at Man, desværre, i 📌Grækenland ligesaavel trængde til Romerne, for selv at faae Tugt, som for at finde Beskyttelse mod Barbarerne, det kappedes nu ordenlig Achæer, Ætoler og Spartaner om at vise. Hvem af disse der havde den meste Skyld, kan være os det Samme, da Retten aabenbar giver dem Alle Nok; men den største Skam falder paa 👤Aratos, der stod i Spidsen for de Bedste og gjorde dog sit Værste ved at kalde Makedonerne til Hjelp og egenhændig overlevere dem Borgen ved 📌Korinth, som Antigoniden 👤Philip selv kaldte “Bøilen om Benet” paa 📌Grækenland *Polyb II. 44–52. 👤Plutarks Aratos..

Det var mod Herakliden 👤Kleomenes, 👤Aratos kaldte Makedoneren til Hjelp, og i en saadan Røver-Kule, som 📌Sparta nu var blevet, stod den unge, tappre Krigs-Mand vist nok som en tvetydig Person; men vilde han endt med at beskiæmme sit Navn, da var Lykken ham langt gunstigere end 👤Aratos, thi nu tog han Æren med sig i Graven. Det gik nemlig i 📌Sparta, som det gaaer allevegne, 508hvor Menneske-Livet engang har rørt sig kraftig, at naar Døden nærmer sig, da samler Det krampagtig sine sidste Kræfter, for at byde den Spidsen; men at der i 📌Sparta har været en sjelden Livs-Fylde, det seer Man deraf, at neppe nogensteds syndes Døds-Kampen saa tit forbi og fornyedes dog igien med forbausende Styrke, og det Allermærkeligste turde endda være, at Kampen ei endtes ved en naturlig Mathed, men afbrødes voldsomt, ved den ubetimelige Død, der henrev baade 👤Agis og 👤Kleomenes i deres bedste Alder. Slaae nemlig ikke alle Mærker feil, da spaaer Dette Stammen en ny Livs-Yttring i betimelig Tid, og Mainotternes Deeltagelse i Opstanden mod Tyrkerne er langt fra at svække Haabet om, at den nærmer sig nu med stærke Skridt. Med et saadant Haab kan vi roligere betragte de sidste Herakliders tunge Skæbne, men 👤Polyb havde ligefuldt megen Uret i at laste Historie-Skriveren 👤Phylarches, der valgde 👤Kleomenes til sin Helt, fordi hans Historie lignede en Græsk Tragedie; thi det var den nødt til, naar den skulde ligne Begivenheden*Polyb II. 56..

👤Agis nedstammede i femte Ledd fra 👤Agisilaos under hvem Forfatningen, som han selv behagede at udtrykke sig vel ikke døde men sov dog hen, og Med-Regenten 👤Leonidas nedstammede i ottende Ledd fra den 👤Pausanias, der førde an ved 📌Platæa, saa endnu regieredes 📌Sparta af begge sine Heraklidiske Konge-Linier, hvad unægtelig vidnede om, at der i dette Folke-Færd som i “Steen-Egen” var en udmærket Bestandighed. Da nu 👤Agis traadte op som Reformator og vilde indføre den gamle Ligelighed, Tarvelighed og Nøisomhed, havde han naturligviis næsten alle de Rige og alle Ældre, med Kong 👤Leonidas i Spidsen, imod sig, og da nu Alderens Fortrin og stræng Lydighed mod Foresatte var Hoved-Træk i den Lykurgiske Forfatning, seer Man let, den lod sig ikke oplive ved en Opstand af Ungdom509men og Almuen. 👤Plutark har derfor Ret til at kalde 👤Agis en Sværmer, der omfavnede en Sky for Gudernes Dronning, men i en fordærvet Tid er det dog ligefuldt de Ædleste og Bedste, der stræbe at gienkalde de forsvundne Dage og drømme, det kan lykkes, saa, menneskelig talt, er det meget klogere at sværme for skiønne Umueligheder end ufravigelig at holde sig til en fuul Virkelighed! De to Ting, det udvortes gjaldt om, var Eftergivelsen af al Giæld og ligelig Fordeling af Jord-Lodderne, og det Første satte 👤Agis igiennem, efterat have faaet 👤Leonidas afsat, thi der var ogsaa forgiældede Herremænd, som fandt det var en herlig Sag, men da de netop derved, blev virkelige Eiere af Jordene, der skulde deles, og 👤Agis dog hverken kunde eller vilde blive staaende paa Halv-Veien, saa var de nu hans bittreste Fiender, kaldte 👤Leonidas tilbage og myrdede paa den mest oprørende Maade den Kongelige Reformator, tilligemed hans Moder og Mor-Moder, to herlige Kvinder, som havde ærlig deelt hans ædle Sværmeri og deelde langt heller Døden med ham end Livet med de Forvorpne*👤Plutarks Agis.. 👤Agis efterlod imidlertid en Enke, 👤Ægiatis, ung og smuk og naturligviis ret indviet i alle sin Elskers Hemmeligheder, og hende nødte 👤Leonidas til at gifte sig med hans Søn 👤Kleomenes, der var en Dreng endnu, fordi hun var Arving til store Rigdomme; men Følgen blev, hvad han mindst drømde om, at hun opdrog hans Søn til en Mand efter sit Hjerte, og hvad 👤Agis forgiæves havde prøvet paa, det udførde 👤Kleomenes, saavidt mueligt, da han kom paa Thronen. Vel udkrævedes dertil en saadan Volds-Gierning som, ved Hjelp af Leie-Tropper, at lade de gienstridige Ephorer myrde, afskaffe deres Embede, forvise Endeel af de Misfornøiede, og tiltage sig Enevolds-Magten; men naar 👤Kleomenes kaldte Dette et “nødvendigt Onde,” 510maae vi i det Mindste troe, det var ærlig meent, siden 👤Polyb, der Intet skiænker ham, dog giver ham det Skuds-Maal, at han var ret skabt til at være Konge i Ordets bedste Forstand, og gjorde sig, i de sexten Aar han sad paa Thronen, saa elsket, at selv i hans Landflygtighed hængde Spartanerne ved ham og vilde ingen anden Konge vælge, saalænge han levede*Polyb IV. 35. V. 39. (Brudst. om Dyd) IX.. Vi har derfor ingen Grund til at mistænke den smukke Skildring, 👤Plutark, sikkert efter 👤Phylarch, giver os af hans Konge-Liv, uden forsaavidt vi veed, det Smukke paa den Tid var langt mere Skin end Virkelighed, og Øinene var naturligviis derefter, saa de, blændede af Skinnet, kiendte sjelden Forskiel paa Solen og dens Efterskin eller paa Heltene og deres Gienfærd. At 👤Kleomenes ogsaa, forholdsviis, har udmærket sig baade ved Kraft og Livsalighed, seer Man deraf, at næsten hele 📌Peloponnes blev efterhaanden stemt for ham, og at det ene var 👤Aratos, som hindrede ham fra at blive Hoved for det Achæiske Forbund, og hvormeget 👤Plutark end ellers beundrede Sikyoniten, kalder han det dog usselt, heller at ville dandse efter Makedonerens Sække-Pibe, end adstadig bevæge sig efter den “Doriske Alvors-Takt,” Spartaneren angav*👤Plutarks Kleomenes..

Ved 📌Sellasia paa 📌Lakoniens Grændser stod det afgiørende Slag mellem den sidste Heraklide og 👤Philip Makedoners Formynder, 👤Antigonos Doson, der havde baade den gamle 👤Aratos og den unge 👤Philopømen paa sin Side; men uagtet han derfor naturligviis ogsaa har 👤Polyb, hvis Føde-By 👤Kleomenes desuden havde taget med Staal-Handsker, saa giør det dog aabenbar Historie-Skriveren ondt for den kiække, genialske Spartaner, at han ved et Lykke-Træf skulde tabe et Slag, han, efter sine Anstalter og sin 511Hærs Tapperhed, burde have vundet*Polyb II. 64–69.. 👤Kleomenes, som for ramme Alvor havde stræbt at oplive det gamle Ordsprog i 📌Sparta: det er ikke Spørgsmaalet hvor stærk men kun hvor Fienden er, gjorde naturligviis 👤Antigonos Seieren stridig lige til det Sidste, og saae derfor, da han med nogle Ryttere kom tilbage til 📌Sparta, ei anden Udvei end næste Nat at gaae ombord og seile til 📌Ægypten, hvor han haabede at finde Understøttelse*Polyb II. 69.. Da 👤Aratos kastede sig i Makedonerens Arme, havde nemlig Kong 👤Ptolomæos, der før gav ham sex Talenter om Aaret og førde Titel af Græsk Feldt-Herre, indladt sig med 👤Kleomenes, imod at faae hans Moder og Børn til Gidsler, men Stort havde 👤Kleomenes just ikke Grund til at vente af ham, da han i Leiren ved 📌Sellasia havde faaet et Afslag fra 📌Ægypten, der gjorde ham det umueligt længer at holde sin Krigs-Hær paa Benene og nødte ham derfor til strax at vove Alt*Polyb II. 63. 👤Plutarks Aratos.. Bedre syndes vel 👤Ptolomæos (Euergetes) at blive stemt for 👤Kleomenes, da han kom selv og viiste hvad Mand han var, men i det Samme døde den gamle Konge, og hans Søn (👤Philopator) var et Afskum, der mistænkde hver brav Mand, saa 👤Kleomenes ikke engang kunde faae Lov til at reise tomhændet hjem, men spærredes inde, saalænge til han engang i Fortvivlelse brød ud med nogle faa Venner og giennemkrydsede med draget Sværd 📌Alexandrien, hvor Alle flygtede for ham men Ingen hørde paa hans Opraab til at styrte Tyrannen, og hvor han da med det Udraab: intet Under at Mænd, der flygte for Frihed, maae krybe for Kvinder, styrtede sig i sit eget Sværd*Polyb V. 34–39. 👤Plutarks Kleomenes.. Ligesaa gjorde hans Venner, hvorpaa 👤Ptolomæos lod hans Moder og Børn paa det Gru512somste henrette og Kongens Liig først slaae og saa korsfæste; men da Man nogle Dage efter hørde, at en stor Slange havde snoet sig om den Dødes Hoved og holdt Rovfuglene borte, da blev 👤Ptolomæos og hele Hoffet tilgavns betuttet; thi det ansaaes i 📌Ægypten for et vist Tegn paa guddommelig Herkomst, saa alle Folk stimlede til Korset og bøiede sig for Halv-Guden, indtil endelig Physikerne fandt ud, at der kunde godt avles Slanger af Menneske-Marv, ligesom der gaaer Levende i andre Aadsler*👤Plutarks Kleomenes..

Saaledes blev da den Kæmpe fældet og den Hemmelighed opdaget, og imidlertid havde Makedonerne første Gang holdt deres Indtog i 📌Sparta, som nu efter Kampen med 👤Pyrros, havde begyndt at faae Mure, og 👤Antigonos havde ført sig saa skikkelig op, som en Giæst, der agter at komme snart igien, blandt Andet fordi han havde Hast-Værk; thi strax efter Slaget ved 📌Sellasia fik han det Budskab, at Illyrerne var faldet ind i 📌Makedonien. Saasnart Man derfor havde forgudet ham i 📌Argos, hvor den gamle 👤Aratos, som 👤Plutark bidende udtrykker sig, bekrandset istemde Lov-Sange for det Makedoniske “Aadsel,” skyndte 👤Antigonos sig hjem for at styrte de Illyriske Titaner med sine Torden-Kiler; men at det ingen Art havde med den “Udødelighed” 👤Aratos forlenede, lærde 👤Antigonos snart, thi da han havde slaaet Illyrerne, skreg han saa høit “en deilig Dag,” at han, som længe havde gaaet med en Tæring, fik Blod-Styrtning og døde* Polyb II. 70. 👤Plutarks Kleomenes..

Nu besteg da 👤Philip, kaldt den Tredie, en Sønne-Søn af 👤Antigonos Gonatas, kun sexten Aar gammel, selv den Makedoniske Throne, paa samme Tid som 👤Ptolomæos Philopator blev Konge i 📌Ægypten og 👤Antiochos den Store i 📌Syrien, og det er med god Grund, at 513👤Polyb oftere beder Læseren at lægge vel Mærke til, at denne Tids-Punkt, hvormed han egenlig begynder sin Historie, er et naturligt Skiel mellem to Tids-Rum, da der med disse nye Konger, med 👤Hannibal og den anden Puniske Krig, virkelig i Universal-Historien begynder en ny Tid, nemlig Romer-Tiden *Polyb II. 71. IV. 2..

Var der nu ikke en Mand kommet i Veien, den urimelige Vove-Hals nemlig, der gik over Snee-Linien til 📌Morbær-Dalen, da vilde Romerne sikkert lidt tidligere bemestret sig 📌Grækenland, som vi skal see, de var paa gode Veie til; men siden nu 👤Hannibals uventede Besøg nødte dem til enstund at være mere hjemme end de ønskede og lærde dem, til Grækernes Lykke, lidt Høflighed, saa benytte vi med Rette Puste-Rummet til at lede Arkaderen op, som, mindre ved hvad han gjorde end ved det, Alle troede ham istand til, nødte 👤Flaminin, naar han vilde glimre i 📌Grækenland, til saavidt mueligt, at fornægte sig selv og dølge, han var en Romer. Denne Arkader, som Romerne gav Navn af “den sidste Græker” fordi han var den sidste Mand i 📌Grækenland, de firede for, kan vi see i alle Haand-Bøger hedd 👤Philopømen; men da Man hidtil naturligviis har betragtet ham med Romerske Øine som en 👤Alexander den Store, det gjorde dem ubødelig Ære at overleve og at overgaae, er det dobbelt nødvendigt at stille ham i sit rette Lys, som en “👤Vilhelm-Tell” med Græsk Kæmpeliv, der kun var Romerne til Byrde, fordi deres Ørne ligesom andre Rov-Fugle, kun havde Magt over døde, ei over levende Mennesker. Vel er den tykke Bog, 👤Polyb skrev om ham i Lovtale-Stil, gaaet tabt*👤Polyb (Brudst. om Dyd) X., og, hvad Man snarere maatte beklage, selv af hans historiske Beretning om sin berømte 514Velynder, har vi kun Billinger, men disse, tilligemed den Plutarkske Levnets-Beskrivelse og Roms Historie, sætte os dog i Stand til at kiende ham, som historisk Person, paa en Prik.

At 📌Arkadien var det “Græske 📌Schweits” og giennemtones derfor bestandig, hos Digterne, af Hyrde-Fløiten, det veed Man nok, og Ligheden er saameget mere paafaldende, som Hyrde-Livet paa ingen af Stederne synes at have begeistret nogen Indfødt, undtagen Historie-Skriverne 👤Polyb fra 📌Megalopolis og 👤Johannes fra 📌Schafhausen; men Historien viser os dog, at der virkelig baade ved 📌Rytli og 📌Kyllene (📌Zaria) har fundet en vis dagligdags Begeistring Sted ved Sæter-Hytterne, Jæger-Hornet og Ko-Klokken, som 👤Polyb vist meget rigtig kalder den “Musikalske” der grændser til den “Maleriske.” 👤Polyb fortæller os nemlig, at hans Lands-Mænd, Arkaderne, var de eneste Græker, der havde indflettet Tone-Konsten i deres hele Stats-Forfatning og gjort den til Hoved-Sagen ved Ungdommens Opdragelse, saa Ingen holdt det for en Skam at være uvidende i andre Kundskabs-Fag, men heller Ingen kunde være bekiendt enten at sige, han var umusikalsk, eller at undslaae sig, naar Man bad ham synge, da det var hvad Alle fra Vuggen af og til de blev tredive Aar, var øvet og oplært i. Børnene begyndte med at lære de gamle Kvad og Kæmpe-Viser til indfødte Guders og Heltes Priis, og derfra gik Man over til Stykkerne af 👤Philoxen og 👤Timoth, som var indrettede til at opføres paa Bachos-Festen med Dands og Fløite-Spil, deels af Børn og deels af Ungdommen, ligesom da i det Hele de offentlige Forlystelser ikke bestod i at lytte til fremmede Rhapsoder, men i selv at synge rundt. Ligeledes havde Man Offer-Gilder og andre Samkvem, hvor begge Kiøn mødtes og baade Piger og Drenge dannede Chor, og naar Man gik i Slag, sang Man, ligesom de gamle Spartaner og Kretenser, egne Kæmpe-Viser til Fløi515ten. Det gjorde de Altsammen med Rette, efter Naturens Vink, siger 👤Polyb, for den raa og kolde Himmel-Egns Skyld, der nøder dem til en trælsom Leve-Maade og giør dem lettelig haarde, vilde og mørke, saa de trænge høilig til al den Opmuntring i Sindet og Formildelse af Sæderne, den ægte Musik er saa skikket til at virke *Polyb IV. 19–20..

At Arkaderne ogsaa fra Arilds-Tid maae baade have fløitet og dandset godt, see vi af det morsomme Sagn hos 👤Herodot om Spartanerne, der forlangde hele 📌Arkadien af Oraklet, men fik til Svar: nei, det forbyde 📌Arkadiens talrige Agern-Basser, thi den Begiæring er alt for grov, men med 📌Tegeahasebundet” at dandse, det jeg dig ikke misunder! Tvetydigheden lod nemlig Spartanerne haabe de Tegeatiske Arkaders Undertvingelse, hvorfor de strax yppede Kiv og tog Bøiler med til Fangernes Been, men maatte bære dem selv*Herod. I. 66.. Dette gamle Nag til Arkaderne, som var de eneste Peloponneser, Herakliderne ei kunde bugte, glemde Spartanerne aldrig, og 📌Megalopolis, som lige fra sin Oprindelse havde været dem en Torn i Øiet, blev det naturligviis dobbelt, da dens Tyran 👤Lysiadas frivillig nedlagde Regieringen og Staden optoges i det Achæiske Forbund*Herod. II. 171. Polyb II. 44.. Derfor havde 👤Kleomenes i sine sidste Dage overrasket og ødelagt 📌Megalopolis, og Borgerne derfra, som under 👤Philopømens Anførsel slog sig ud af Byen, var da igien hans bittreste Fiender ved 📌Sellasia, hvor 👤Philopømen ei blot gjorde hvad Man kalder “Under-Værker” af Tapperhed, men vandt Ry som en uforlignelig Anfører. 👤Kleomenes havde leiret sig mellem Høiene 📌Olymp og 📌Evas og ladet dem stærkt forskandse, saa Sla516get maatte aabnes med at bestorme 📌Evas-Høien, men de Tropper, som havde den vanskelige Forretning, blev taget i Ryggen af Fiendens Jægere og var rimeligviis blevet nedsablede, dersom ikke 👤Philopømen havde indseet, at et rask Angreb paa det fiendtlige Rytteri, som Jægerne hørde til, maatte frelse dem. Vel nyttede det ikke at han gjorde 👤Antigons Rytter-Høvding opmærksom derpaa, da han hverken ændsede saadanne selvgjorte Raadgivere eller vilde angribe før han saae det aftalte Tegn, som var et rødt Flag fra 📌Olymp, men saa angreb 👤Philopømen paa egen Haand med sine Bymænd, hvorved Slaget kom ordenlig i Gang og 📌Evas-Høien blev taget. Uagtet dette nu aabenbar gav Slaget en lykkelig Vending for 👤Antigon, undskyldte Rytter-Høvdingen, 👤Alexander, sig dog hos ham, fordi han ikke havde oppebiet Tegnet og skiød hele Skylden paa “Knøsen fra 📌Megalopolis” men skal have faaet til Svar: den Knøs bar sig ad som en klog General og du som en Knøs*Polyb II. 66–68. 👤Plutarks Philopømen.!

👤Antigonos skulde imidlertid heller sagt “en god Snap-Hane” end “en klog General” thi det Sidste, i den Forstand som 👤Kleomenes var det, blev 👤Philopømen det ligesaalidet som vel nogen anden Arkader eller Schweitser, og uagtet han var opdraget af den Tids berømteste Stats-Philosopher: Arkaderne 👤Ekdemos og 👤Dimophanes *👤Polyb (Brudstykker om Dyd) X., havde han dog aabenbar ikke nemmet den Spartanske Viisdom, at ilde byder hvo ei kan lyde. Man kan derfor ikke betragte den kloge og sindige 👤Aratos, den kongelige 👤Kleomenes og den herkuliske, i en snever Kreds klarøiede og i en snever Vending uforlignelige 👤Philopømen, uden at tænke paa, hvor sikker 📌Peloponnes vilde været baade for Makedoner og Romere, naar disse tre Mænd havde havt Sind til venlig at staae hinanden bi, men 👤Polyb bemærker meget rigtig, at 517hvad der gjorde Peloponnesernes Ulykke, var den rasende Lyst de Alle havde til ei blot at være frie men ogsaa at være hinandens Over-Mænd, hvoraf Følgen blev, at de med udmærkede Anlæg til Blidhed og Livsalighed, gik dog Glip ad Fredens Velsignelser og var, som 👤Euripides siger:

Immer i Nød og Fortræd,
Aldrig for Spydet i Fred*Polyb V. 106.!

Det var da virkelig til deres eget Gavn, de fik Romersk Herskab, og for nu at see, hvorledes det nærmede sig 📌Grækenland, vil vi følge med 👤Demetrios fra 📌Pharia, (📌Lesina under 📌Dalmatien) som anførde de Illyriske Leie-Tropper ved Stormen paa 📌Evas-Høien; thi skiøndt han ikke var af det Slags Folk, Man kan ønske at forevige, spillede han dog saa vigtig en Rolle paa Øst-Kysten af 📌det Adriatiske Hav og i det Makedoniske Stats-Raad, at vi maae lægge Mærke til ham. Han var nemlig En af de Illyriske Sø-Røvere, der spillede Bas paa Havet ved Enden af den første Puniske Krig og slog den Achæiske og Ætoliske Flaade, der vilde undsætte 📌Korkyra, men maatte overlade den til Røverne, som, efter Stadens Indtagelse, lagde en Besætning deri under Befaling af 👤Demetrios *Polyb II. 10. 66.. Disse Illyrer beherskedes dengang af Dronning 👤Teuta, hvis Gemal Kong 👤Agron havde drukket sig ihjel af Glæde over en Seier, hans Folk vandt over Ætolerne, og til hende havde vel Romerne allerede skikket Gesandter, for at beklage sig over, at hendes Sø-Røvere slet ikke vidste at giøre Forskiel paa Folk, da de ligesaavel plyndrede Italienske som Græske Skibe, men hun havde hørt dem stolt og svaret studs, at fra hendes Side skulde Romerne ikke blive forulæmpede, men hun kunde efter Landets Love ikke forbyde sine Undersaatter at “nære sig af Søen.” Det fandt 518den Yngste af Gesandterne, var Ord Nok, og sagde: da skal vi, om Gud vil, med det Allerførste ærlig hjelpe dig at forbedre Lands-Loven, men det gode Tilbud tog Dronningen, som et iilsindet og ufornuftigt Fruentimmer, ilde op og lod den Fritalende hente ind og slaae ihjel paa Hjem-Reisen, hvorved hun aabenbar krænkede Folke-Retten og gav Romerne det bedste Varsel, de forlangde*Polyb II. 8.. Hun fik da ogsaa snart Besøg af begge Borge-Mesterne (👤Fulvius og 👤Postumius), og skiøndt de kom for silde til at undsætte 📌Korkyra, kom de dog, hvad der var Hoved-Sagen, tids nok til at faae Fingre paa den; thi 👤Demetrios forebyggede al Blods-Udgydelse ved at forraade sit Mandskab til dem, hvorpaa saavel 📌Korkyra (📌Korfu) som 📌Epidamnos (📌Durazzo) gav sig under Romernes Beskyttelse, og Dronning 👤Teuta maatte, efter nogen Stritten, afstaae dem det Meste af 📌Illyrien, love aarlig Skat af Resten, og forpligte sig til, at der aldrig paa een Gang fandtes meer end to og det endda vaabenløse Illyriske Barker søndenfor 📌Lissos (ved 📌Dolcigno)*Polyb II. 11–12.. Det Sidste betingede Romerne sig naturligviis ikke for deres egen Skyld, men af blot uegennyttig Kiærlighed til Grækerne, hvorom Borge-Mester 👤Postumius ogsaa strax underrettede baade Ætoler og Achæer, og det var det første Romerske Gesandtskab, Man saae paa de Græske Torve, men kunde umuelig blive det Sidste, og kort efter tilstædte Korintherne ogsaa Romerne Adgang til de Isthmiske Lege *Polyb II. 12..

👤Demetrios fra 📌Pharia blev nu, som umistænkelig Romersk Statholder, en stor Illyrisk Fyrste, men han var den store Røver-Dronning ligesaa utro, som han havde været den Lille, saa, mens Romerne havde travlt med Gal519lerne, ikke blot løb han søndenfor 📌Lissos med halvtredsindstyve Røver-Barker, men han plyndrede ogsaa de Stæder, som stod under 📌Roms Beskyttelse og, hvad der var det allerværste, han hældede sig til 📌Makedonien, saa da han vel var kommet hjem med sine Laurbær fra 📌Sellasia, besluttede Man i 📌Rom ganske alvorlig at kræve ham til Regnskab*Polyb II. 11. III. 16.. Vel var det ogsaa nu en travl Tid, da det tegnede til Krig med 📌Karthago, og virkelig brød 👤Hannibal op mod 📌Sagunt paa samme Tid, som Borge-Mester 👤Æmilius gik til 📌Illyrien, men deels kunde Romerne umuelig troe, han vilde gjort sig saa dristig, og endnu mindre ventede de ham til 📌Italien, saa de tænkde, den ene Borge-Mester kunde godt bereise 📌Illyrien og see ind til 📌Makedonien, mens den Anden betænkde sig paa hvad der skulde giøres ved 📌Spanien *Polyb III. 16.. Den Regning var nu vel ikke saa ganske rigtig, saa Man maatte taale at den unge Kong 👤Philip tog Forræderen 👤Demetrios i Beskyttelse, da han smuttede bort fra 📌Pharia, men de Illyriske Sager blev dog bragt i Rigtighed, saa 👤Æmilius holdt en stadselig Triumph over den første Romerske Provinds østenfor 📌det Adriatiske Hav *Polyb III. 18–19. IV. 66..

At det nu blev derved, hele fire Olympiader, det var aabenbar ikke Romernes men ene og alene 👤Hannibals Skyld; thi 👤Philip var allerede en slem Dreng, da han kom paa Thronen, som høilig kunde behøvet Tugt, og 👤Demetrios, der blev hans Høire-Haand, gjorde ham naturligviis bestandig værre, hvorom der gik Syn for Sagn, da Romerne saa ubarmhjertig var ridt til Vands ved Søen 📌Thrasimene. 👤Philip var nemlig dengang allerede blevet en stor Mand, baade i sine egne og i Grækernes Øine, 520da han, som Achæernes Feldt-Herre, havde givet Ætolerne baade Last og Skam, og han sad nu i 📌Argos som en naadig Lille-Zeus og saae paa de Nemeiske Lege, da der kom et Brev til ham fra 📌Makedonien med den sørgelige Nyhed, og vel lod han strax kun Een af sine Venner læse det, men hvem var det, uden netop 👤Demetrios fra 📌Pharia. Det var jo herligt, sagde Skarnet, thi, elsket af Achæer og frygtet af Ætoler, er du 📌Grækenland vis nok; derfor, slut nu Fred her hjemme, jo før jo heller, og far til 📌Italien, hvor Verdens-Kronen vinker dig! Det klang godt i 👤Philips Øren og blev for saavidt ogsaa sat i Værk, at 👤Philip virkelig sluttede Fred med Ætolerne og anskaffede sig en Flaade, der vel kun bestod af hundrede Illyriske Barker, men gjorde dog megen Opsigt, som den Første en Makedonisk Konge havde ladt bygge, og var aabenbar bestemt til 📌Italien, ikke just til at slaaes med den Romerske Flaade, som vilde været latterligt, men dog til at sætte over paa med en Krigs-Hær*Polyb V. 101–3. 108–9.. Ja, næste Foraar stak han ikke blot i Søen, men seilede hele 📌Grækenland rundt for at gjøre Alvor af Sagen, som kunde været slemt nok for Romerne, den Sommer, Slaget stod ved 📌Cannæ, men han lod sig kyse, da han kom til Mundingen af 📌Voiusso, fordi Man under 📌Sasina havde faaet den Skipper-Efterretning at der laae en Romersk Flaade seilfærdig i 📌Reggio, som var bestemt til 📌Illyrien. Ikke nok, at han studsede ved dette falske Rygte, men han fik det aabenbar med Forskrækkelse, thi endnu samme Nat foer han afsted over Hals og Hoved, som Nogen var efter ham, tilbage til 📌Kephalonia, og skiøndt han foregav, det kom af at han havde et vigtigt Ærende paa 📌Peloponnes, saa gjorde dog den Vende-Reise et kiendeligt Skaar i Beundringen af hans Helte-Mod*Polyb V. 110..521Lutter Smaating, kan Man sige, men det er dog store Ting at kunne sætte sig levende ind i den anden Puniske Krigs Tid, da, som 👤Polyb siger, Ingens Øine vendte sig meer enten mod Østen eller mod Syden, men Alle mod Vesten, vogtende paa den store Strid om “Verdens-Thronen,” *Polyb V. 105. thi at det var saaledes Man betragtede den, fremlyser blandt Andet klart af den Tale, Ætoler-Høvdingen, 👤Agelaos, holdt ved Forsamlingen i 📌Naupakto (📌Epakto, 📌Lepante) hvor Freden sluttedes med 👤Philip og Achæerne. Grækerne, sagde 👤Agelaos, skulde egenlig slet ikke bekrige hinanden, men heller takke Guderne, naar de enige, og Haand i Haand som Man vader over Floder, kunde afværge Barbarernes Anfald, og var det end ikke altid mueligt at holde Fred, maatte Man dog endelig giøre det nu, med de store Magters frygtelige Herre-Færd for Øie; thi den maatte kiende lidt til Verdens Løb, der kunde indbilde sig, at enten Romere eller Karthaginenser, hvem af dem der end fik Overhaand, vilde nøies med 📌Italien og 📌Sicilien, og ei før gaae videre end Nogen troede! Derfor, saa endte den Klarøiede: bryder den Sky, der nu trækker op i Vest, løs over 📌Grækenland, da fordærver den os sikkert Legen, vi hidtil har fordrevet Tiden med, og godt og vel, om vi da faae Lov til enten at føre Krig eller slutte Fred eller giøre Nogetsomhelst paa vor egen Haand*Polyb V. 104..

Efter Slaget ved 📌Cannæ sluttede 👤Philip et skriftligt Forbund mod Romerne med 👤Hannibal, hvorom 👤Livius melder, at efter det skulde en Makedonisk Flaade, omtrent paa 200 Skibe, komme 👤Hannibal til Hjelp, Karthaginenserne have 📌Italien og 👤Philip 📌Grækenland, men at det er et Æventyr, kunne vi alt slutte af hvad vi veed om 👤Philips Flaade og Forhold til 📌Græken522land, og vi see det af “Forbundet” selv, som 👤Polyb har opbevaret; thi der staaer ikke et Ord om Sligt, men, som Man kunde vente, blot at Magterne vil giøre fælles Sag og at 📌Rom, i alt Fald, ved Freden skal miste hvad det har taget østenfor 📌det Adriatiske Hav *👤Polyb (Brudstykker) VII. 2. Livius XXIII. 33.. Brevskabet er i Øvrigt mærkeligst, fordi det viser os Stilen, der brugdes i Stats-Sager mellem de mest dannede Verdens-Folk paa den Tid: hvilke Titler og Forsikkringer Man gav hinanden, hvilke Guddomme Man krævede til Vidne og hvad Man udtrykkelig eller stiltiende forbeholdt sig; thi det havde for Resten kun den Virkning, at give Romerne skiellig Aarsag til at angribe 👤Philip, saasnart deres Leilighed faldt. Rigtig Leilighed fik Romerne nu vel ikke, før 👤Hannibal var fulgt til Dørs og 📌Karthago faldet til Føie, men ved at slutte Forbund med Ætolerne: de mest udlærde Røvere i 📌Grækenland, der endog gjorde “Bytte til Bytte,” det vil sige snappede Byttet af Hænderne paa deres gode Venner, naar det vilde lykkes, skaffede de sig strax den ypperligste Leilighed til, hvilket Øieblik, de ønskede, at faae hvad de kaldte en “retfærdig Krig” ei blot med 👤Philip men med hvem det skulde være under den Himmel-Egn *👤Polyb (Brudst.) IX. 31. XVII. 4–5.. Ved et saadant Forbund er “Byttets Deling” naturligviis Hoved-Sagen, og af et Brud-Stykke hos 👤Polyb, hvor Ætolerne besværges ved 📌Grækenlands Aand at opgive det ugudelige Forbund med Barbarerne, see vi at Romerne skulde nøies med Slaverne og andet Løs-Øre, medens Stæderne med de faste Eiendomme skulde tilfalde Ætolerne, hvad allerede var traadt i Kraft ensteds paa 📌Ægina *👤Polyb (Brudstykker) XI. 5.; men det seer Man strax, var et Mis-Forhold, de “høimodige” Romere ei kunde lade giælde et Øieblik længer, end de trængde til det “lumpne Røver-Pak.” Uagtet det derfor var ærger523ligt nok, at Ætolerne, uden Romernes Vidende eller dog imod deres Villie, gik hen og sluttede Fred med 👤Philip og nødte derved paa en Maade deres ædle Beskyttere til det Samme*Appian (Brudstykker) IX. 2., saa var det dog i Grunden godt, det Forbund blev opløst, for at Ætolerne kunde komme i deres naturlige Forhold til Romerne, som en ubekiendt Haand meget godt har betegnet ved at pege paa de “lette Tropper” i den Makedoniske Slag-Orden, der immer sattes paa Spil, medens Phalanxen stod i Bag-Grunden, for, om det gik skiævt, at kunne uskadt trække sig tilbage, og naar det gik godt, tilegne sig baade Æren og Byttet*👤Polyb (Brudstykker) X. 23..

Sagen var for Resten den, at da Bladet havde vendt sig: da 📌Syrakus var faldet, og 👤Hannibal spærret inde i Krogen ved 📌Krotone, medens 👤Scipios Roes udbasunedes fra 📌Herkules Støtter, da fik Man trindt om Land en Ahnelse af, hvad der forestod Verden, saa 👤Philip slog 📌Italien reent af Hovedet, og Ætolerne, der ikke havde spundet Silke ved Krigen, laande Øre til 👤Philips billige Forslag og de gientagne Formaninger fra 📌Rhodos og 📌Ægypten, hvortil sikkert ogsaa hørde den Bespottelse af Romer-GudenMars” som en Freds-Mægler hos 👤Polyb laande af 👤Homer, der ensteds lader Zeus kalde ham:

Den Olympiske Uvætte,
Evig kiær ad Kiv og Trætte*👤Polyb (Brudstykker) XI. 4–6. XII. 14. Appian (Brudstykker) IX. 2. Iliaden V. 890.!

Dette indtraf just, da 👤Scipio var ifærd med at gaae over til 📌Afrika, saa hvor gierne end Romerne havde seet, at Ætolerne, som troe Stal-Brødre, havde holdt “📌Janus-Templet” aabent paa den Græske Kyst, saa var det dog ikke deres Leilighed nu at sprænge det med Magt, og de fandt sig da i, end524ogsaa med en lille Opoffrelse, at skiænke 👤Philip Fred; men sørgede dog for, at den ei skulde blive for langvarig, ved ikke alene at indslutte Athenienserne og Kong 👤Attalus men ogsaa det Spartanske Uhyre 👤Nabis deri*Livius XXIX. 12..

Det er jo nu vist nok kiedsommeligt, at sætte sig ind i al den Usselhed, der følger paa den anden Puniske Krig, især da 👤Livius er nær ved at blive vort eneste Selskab, og han, uden engang at holde Haanden for Munden, gaber os lige i Øinene af Kiedsommelighed, da han er blevet færdig med den Pentade, der beskriver 📌Roms Tve-Kamp med 👤Hannibal og Triumph over 📌Karthago *Livius XXXI. 1., men da Romernes Krige med Kongerne i 📌Makedonien og med 👤Antioch i 📌Syrien dog er nær ved at være de eneste Universal-Historiske Begivenheder i et heelt Aarhundrede (det Næstsidste f. Ch.) saa maae vi nødvendig “gaae under Aaget” og tage Verden, som den var. Betydelig vilde det imidlertid formindske Kiedsommeligheden, naar vi vidste ordenlig Beskeed om de Puslinger og Nidinger, vi skal trækkes med, og 👤Polyb var aabenbar af samme Tanker; thi Alt hvad vi har af ham, viser, han meende ærlig hvad han rettelig indskiærper, at det er en stor Urimelighed i Historien, vel at tale vidt og bredt om Byerne, naar og hvordan og af hvem de er grundede, og om alle deres Hændelser, men derimod at lade Hoved-Personerne skiøtte dem selv, uagtet det dog er langt lettere at skildre, “levende Folk” end døde Ting*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) X..

Denne Sands for det Levende, der udspringer af “Lyst til Livet,” havde nu vel 👤Livius ligesaa lidt som de fleste Historie-Skrivere efter ham, da “Menneske-Livet” tvertimod var dem en yderst kiedsommelig og eensformig Ting, hvori kun “Aars-Tallene og Døden” kunde bringe lidt Afvex525ling og hvorpaa Man med bittre Anmærkninger maatte stræbe at hevne sig; men da dog, til vor store Lykke, Grækerne blev ved at skrive Historie lige til de Christne begyndte, og Romerne skrev Endeel ud af de Græske Bøger, vi har tabt, saa kan vi endnu, naar vi giør os Flid, nogenlunde bebygge Brand-Stederne og befolke Øde-Markerne i den Romerske Verden. Og har nu kun først Forfatterne lært bestandig at see paa Livet og paa det Hele, istedenfor paa Døden og det Enkelte, saa de ei længer med 👤Livius “giør Lapidar-Stiil” til Grav-Skrifter, men med 👤Polyb skildre “det store Levnets-Løb,” hvoraf Fortsættelsen følger, da vil de baade selv overvinde Kiedsommeligheden og hjelpe deres Læsere til det Samme. Hvad der nemlig giør Kiedsommeligheden ved den Romerske Historie utaalelig for “Menneske-Venner” er Betragtningen af Døden deri, ikke som “Overgang til et bedre Liv” men som “Tilintetgiørelse,” saa naar det kun staaer os levende for Øie, at hvad der forgik var modent til sin Undergang, og at hvad der skulde opstaae, kunde ikke undvære Graven til et “Sove-Kammer,” da kan vi spase med alle Dødens Skrække-Billeder, og, ved at betragte dens Afmagt i Grunden, blive langt klogere paa Livets Vilkaar og langt skiønsommere paa vor Deelagtighed deri. Til at behandle Old-Tidens og især 📌Roms Historie efter denne Regel, kan der vel for Øieblikket kun giøres en svag Begyndelse, men erkiende vi, med 👤Polyb, at det gamle Ord-Sprog “godt begyndt er halv fuldendt” aldrig kan tages for strængt*Polyb V. 32., da forsoner den deilige Udsigt i det Fjerne os her, som paa enhver skaldet Høi, med Om-Egnens Grimhed.

Den sammenflettede og temmelig indviklede Begivenhed vi nærmest har for os, er Omstyrtelsen af 📌det Makedoniske Rige, Undertvingelsen af 📌Græken526land, og Underkuelsen af den Syriske Konge, og da nu med det Samme 📌Karthago blev ødelagt og 📌Ægypten faldt under 📌Roms Formynderskab, saa er det klart, hvad der ogsaa allerede slog 👤Polyb, at 📌Rom paa et halvt Aarhundrede ved tusinde sammenstødende lykkelige Omstændigheder, altsaa ved Forsynets kiendelige Styrelse, blev hele den dannede Verdens Herskerinde. At Verden nu ei heller tabde noget derved, fandt allerede 👤Polyb, saa klart stod baade 👤Philips og 👤Antiochs Lumpenhed for ham, der end ikke skammede sig ved at staae deres gode Vens umyndige Søn i 📌Ægypten efter Livet, uden at have selv et Paaskud dertil, undtagen Rovfiske-Driften, hvorefter de Store uden Omsvøb sluge de Smaa, og han bemærker rettelig i den Anledning, at fristes Man end, ved slige Syn, til at kives med Skæbnen, der styrer de menneskelige Anliggender, saa forsones Man dog ogsaa med den, ved at agte paa Følgerne; thi mens disse Tyranner stræbde at rane fra den Umyndige Alt hvad han havde og at bedrage hinanden, da sendte Skæbnen dem “Romerne” paa Halsen, der med Rette lod dem selv drikke den Skaal, de mod al Ret og Skiel havde skiænket for Næsten*👤Polyb (Brudstykker) XV. 20..

Hvad nu især 👤Philip angaaer, hvem Raden først kom til, da har 👤Polyb ladet ham saa tilstrækkelig skildre sig selv, at vi aldrig kan tage Feil ad ham, thi vel skyder den billige Historie-Skriver Skylden for mange af hans Lumpenheder paa hans slette Raad-Givere, men naar vi see, at den eneste gode Raad-Giver han havde: 👤Aratos fra 📌Sikyon, arvede han efter sin Formynder, 👤Antigonos, og lod forgive, medens de han valgde selv, var de Sletteste, han vel kunde finde, da see vi strax, han var om ingen hovedløs saa dog udentvivl en hjerteløs Tyran*Polyb IV. 24. (Brudstykker) VIII. 9. 👤Plutarks Aratos.. To Træk vil ogsaa 527være fuldkommen Nok til at skifte og dele mellem ham og hans Raad givere, især da det Ene er fra hans historiske Dages Begyndelse og det Andet fra deres Slutning.

👤Philip kom nemlig engang til 📌Messene, da Staden var i Oprør, og havde da sin Fornøielse af at giøre Ondt værre, ved at opmuntre Øvrigheden til at bruge sin Myndighed og Almuen til at prøve sin Størke, hvoraf Følgen naturligviis blev et grueligt Blod-Bad. Dagen efter kom 👤Aratos til Byes, af hvem han maatte høre drøie Ting, som han stak i Lommen, men gik saa, med ham og 👤Demetrios fra 📌Pharia, op paa 📌Ithome (Stadens Bjerg-Fæstning) for ved en Offring at erfare, om det ikke var Gudernes Villie, hvad der var hans Lyst, at gribe Leiligheden og bemægtige sig den. Da han nu viiste sine Raad-Givere “Indvoldene,” sagde den Illyriske Sø-Røver: tænker du som en Præst, da skynd dig bort, jo før jo heller, men tænker du som en statsklog Fyrste, da benytter du Øieblikket og holder paa hvad du har, saa Oxen taget om begge Horn er i gode Hænder, og ved “Oxen” meende han naturligviis 📌Peloponnes og ved “begge Hornene” 📌Ithome og 📌Akro-Korinth. 👤Aratos vilde nødig ud med Sproget, men da 👤Philip vilde have Svar, sagde han: kan du tage Borgen uden at bryde dit Løfte, saa giør det, men kan du ikke det, saa træk heller dine Soldater ud, og husk paa hvad 👤Antigonos sagde: at Tro og Love er den stærkeste Besætning! Uagtet nu 👤Philip, som Tiden viiste, siger 👤Polyb, var ikke bange for at bryde “Tro og Love,” saa skammede han sig dog endnu for den Gamle, tog ham ved Haanden og sagde: ja, ja da, saa lad os gaae med en lang Næse*👤Polyb (Brudstykker) VII. 8. (om Dyden) VII. 👤Plutarks Aratos.!

Dette skedte kort efter Slaget ved 📌Cannæ, 👤Aratos blev forgivet samme Aar som 👤Archimedes omkom i 📌Syrakus, og 👤Demetrios faldt i en Fægtning med Messeni528erne vel omtrent paa samme Tid, og rykke vi nu frem til den Tid, 👤Scipio var i 📌Afrika og derefter, da har 👤Philip faaet sig en ny Raad-Giver, nemlig Mur-Mester 👤Heraklides fra 📌Tarent, som først var flygtet derfra, fordi Man mærkede, han vilde forraade Staden til Romerne, og siden fra 📌Rom, fordi Man opdagede, han stod i Brev-Vexling med 👤Hannibal *👤Polyb (Brudstykker) XIII. 2.. At den Karl nu helst raadte til det Værste og bidrog Sit til at rive ned hvad Levninger af gode Raad han fandt hos 👤Philip, det er naturligt, men saadanne Folk vælger Man dog ikke heller til Raad-Givere, med mindre Man ønsker Redskaber, der kan giøre hvad det skal være, og hvordan 👤Philip selv var tilsinds, da den Krig stod for Dørren, som stækkede hans Vinger, see vi klarlig i 📌Abydos.

📌Abydos var en Milesisk Plante-Stad paa den Asiatiske Kyst ved 📌Dardanellerne *Strabo XIII. 590., og vi veed ikke, 👤Philip havde anden Grund til at beleire den, end den blinde Tyran-Drift til at udvide sin Magt og giøre Ulykker, men at Borgerne havde al muelig Grund til at forsvare sig til det Yderste, det seer Man deraf, at da de efter tapper Modstand forlangde frit Rykud for deres Hjelpe-Tropper fra 📌Rhodos og Kong 👤Attalos, og Lov til selv at rømme Staden, som de gik og stod, da afslog han ikke blot det Første, som rimeligt kunde været, da han laae i Krig med fornævnte Magter, ei heller nøiedes han med at sige, de skulde gaae nøgne ud, hvad dog havde været grusomt nok, men han svarede iiskoldt, at enten maatte de give dem ganske i hans Vold eller slaaes tilgavns! I deres Fortvivlelse besluttede nu Abydenerne at kæmpe til sidste Mand, indspærrede deres Koner i 📌Artemis-Templet, og deres Børn med Ammerne i Fægte-Skolen, bragde deres Guld og Sølv og andre Kost529barheder ombord paa to Skibe i Havnen, og tog en Eed af halvtredsindstyve rørige Oldinger, at de, saasnart Fienden brød ind, skulde stikke Ild saavel paa Skibene som paa Templet og Skolen. Derpaa stillede de sig i Gabet, hvor Muren styrtede, og kæmpede en heel Dag saa fortvivlet, at 👤Philip om Aftenen aldeles raadvild trak sig tilbage, men da de fleste vaabenføre Mænd nu enten var faldne eller laae afkræftede, overgav to egenkiærlige Personer, 👤Glaukid og 👤Theognit, som ingen Sands havde for Borgernes høimodige Beslutning, Staden til 👤Philip i Dag-Brækningen. Han rykkede nu ind, og da han saae, hvorledes baade Mænd og Kvinder kappedes om at dræbe sig selv og hinanden, springe ned fra Tage og styrte sig i Brønde, da rystede det ham naturligviis, men al den Medlidenhed han viiste, var dog den mageløse Kundgiørelse: at hvem der vilde slagte eller hænge sig selv, skulde dertil have tre Dages Frist*👤Polyb (Brudstykker) XVI. 14–19.. De behøvede altsaa ikke at skynde dem saa meget, meende han, thi han var ikke uvittig, han var, som Man seer, kun umenneskelig.

Man fristes til at gaae i Rette med Skæbnen, siger 👤Polyb, naar Man seer disse Mænds Koner og Børn falde i Fiende-Haand, og han har Ret, men Man fristes slet ikke til at gaae i Rette med den Skæbne, der tog Magten fra saadan en Herre. Netop mens han laae for 📌Abydos, kom der en Romersk Gesandt til ham og erklærede ham Krig, hvis han ikke vilde lade baade Rhodierne og Kong 👤Attalos, Græker og Ægypter i Fred, og da han paastod, at Rhodierne havde angrebet ham, sagde Gesandten ganske tørt: men Athenienserne, Kianerne og Abydenerne, har de ogsaa angrebet dig? Dertil havde 👤Philip kun det Hofmands-Svar: jeg tilgiver dig din Uartighed, deels fordi du er ung i Verden, deels fordi du er den smukkeste Mand, 530jeg har seet og endelig fordi du er en Romer; jeg saae ogsaa helst, at Romerne forskaanede mig for Krig, men vil de ikke, skal jeg, med Gudernes Hjelp, vide at forsvare mig*👤Polyb (Brudstykker) XVI. 19..

Hvad nu Rhodierne angaaer, som Romerne tog sig saa varmt af ved denne Leilighed, da havde de ingen Skam af Krigs-Anledningen, thi det var 👤Philips nederdrægtige Opførsel mod en anden Græker-By i 📌Asien (📌Kion), som Rhodierne ved deres Forbøn stræbde at redde, men som han sløifede og solgde dens Indbyggere til Slaver, i samme Øieblik som hans Gesandt stod paa Torvet i 📌Rhodos og udviklede, som et glimrende Beviis paa hans Venskab for Rhodierne, at han skaanede 📌Kion *👤Polyb (Brudstykker) XV. 23.. Om nu Rhodierne, som 👤Philip paastod, havde begyndt Fiendtlighederne, eller 👤Philip først udrustede de ti Barker, hvormed han overtalde Ætoleren 👤Dikæark til at understøtte de Kretensiske Sø-Røvere i deres Nærings-Vei, som Rhodierne vilde forstyrre*Diodor (Brudstykker) XXVI. 20. 28., kan være os ligegyldigt; men det Sidste maa være os behageligt at høre; thi vel var det sagtens mere for deres egen end for Guds og Næstens Skyld, Rhodierne gjorde Jagt paa Sø-Røverne, men det lader os dog formode, de havde selv en bedre Nærings-Vei, og det er allerede store Ting, paa en Tid, da næsten alle Folk, baade Store og Smaa, enten leve af Rov eller sulte ihjel. Vi opdage da ogsaa strax, at 📌Rhodos var nu, efter fattig Leilighed, Dronning paa Havet,” havde arbeidet sig op lige siden 📌Athenen faldt, og naturligviis især været heldig, siden de Puniske Krige begyndte, saa Romerne havde virkelig, uden at de saa lige tænkde derpaa, allerede gjort Rhodierne store Tjenester, og kunde heller umuelig ved Krigs-Erklæringen mod 👤Philip optænkt nogen skielligere Grund, end Med-Ynk med de fredelige og vindskibelige Rho531dier. Saavel Stadens som hele Øens ældre Skæbne er for Resten indhyllet i Fabler, saa vi skimte blot, at “Tyrier og Sidonier,” som vi spore allevegne, hvor Man fik Mod paa “Dronning-Stolen,” lige fra 📌Melkarths By til 📌Herkules Støtter, til 📌Bretland og 📌Thule, de havde ogsaa tidlig havt travlt paa 📌Rhodos, og 👤Herodot nævner den iblandt de Stæder, som især handlede paa 📌Ægypten under 👤Amasis *Herod. II. 178.. Lidt Opsigt paa den store Skue-Plads begyndte Rhodierne først at giøre efter 👤Alexander den Stores Død, da de strax fordrev den Makedoniske Besætning, stræbde at rense Havet for Sø-Røvere og holdt Fred med alle andre Magter, men stiftede dog især Venskab med 👤Ptolomæos, fordi Handelen paa 📌Ægypten var dem den vigtigste. Da nu imidlertid 👤Antigonos og 👤Ptolomæos ragede i en alvorlig Krig sammen, maatte Rhodierne ikke faae Lov til at være neutrale og kunde dog allermindst, som 👤Antigonos vilde true dem til, laane ham deres Flaade. Derfor fik de et Besøg af 👤Demetrios Mur-Brækker, denne “Frihedens Genius” paa det Atheniensiske Theater, der vel kom dem dyrt at staae, men dog ikke nær saa dyrt som hans anderledes venlige Besøg kom Athenienserne, thi Rhodierne spildte ingenlunde men stræbde at indlægge sig Ære paa 👤Demetrios, og dertil var han netop skabt, da det var den største Ære, en Stad paa den Tid kunde forlange: at staae sig et heelt Aar mod den udødelige “Mur-Brækker” og nøde ham til at give tabt. Nu at beskrive denne Beleiring, som Man seer, 👤Diodor havde megen Lyst til, lader sig vel af mange Grunde ikke giøre, men der er dog et Træk opbevaret hos 👤Plutark, som nok er værdt at fortælle, fordi det baade huskes let og tjener til at skildre Tiden. Den berømte Rhodiske Maler 👤Protogones var just dengang 532næsten færdig med sin “Ialyssos” som han var syv Aar om, og som 👤Apelles skal have fundet næsten ligesaa smuk som hvad der kom fra hans egen Pensel, og da 👤Demetrios havde indtaget Forstaden, hvor 👤Protogones boede, sendte Rhodierne Bud til ham, at han dog endelig ikke maatte giøre Skilderiet nogen Skade, hvortil han svarede, at før han skulde forgribe sig paa saadant et Mester-Stykke, vilde han ødelægge alle Billeder af sin egen Fader*👤Plutarks Demetrios.. I Forbigaaende sagt, har imidlertid den almindelige Smag paa 📌Rhodos just ikke været den bedste, thi 👤Strabo melder, at da “Ialyssos” kom paa Udstilling tilligemed en Satyr, hældende sig til en 📌Sule, der sad en Ager-Høne paa, tiltrak “Ager-Hø nen” sig hardtad hele Opmærksomheden, fordi Man kunde faae de tamme Ager-Høns til ordenlig at pippe ad den, saa prægtig var den gjort, hvorover Maleren blev saa arrig, at han smurde Ager-Hønen over*Strabo XIV. 652.. Rhodierne beholdt imidlertid deres Frihed, og kun for at redde Skinnet, betingede 👤Demetrios sig, at de skulde hjelpe 👤Antigonos mod Alle undtagen mod 👤Ptolomæos *Diodor XVIII. 631. XX. 774–85..

Borgernes Antal under Beleiringen skal kun have været sextusinde, og da Fienden endogsaa engang maatte drives ud af Byen, kan Man nok vide, der maa være faldet Mange med deres tappre Høvding 👤Aminias, saa det tog sagtens lidt Tid, inden Rhodierne kom til Kræfter igien, men dog har de nok allerede en Snees Aar efter Beleiringen reist den Kaabber-Soelgud, der, saamange Alen høi som Garder-Karle er Tommer, stod skrævs over Havnen og regnedes, under Navn af “den Rhodiske Kolos,” blandt Verdens “syv Under-Værker.” Ved Begyndelsen af den anden Puniske Krig var deres Sø-Magt ogsaa meget agtværdig, saa 533dem skulde Achæerne kaldt til Hjelp imod Sø-Røverne, istedenfor selv at lade sig slaae af dem; men det var just Ulykken nuomstunder, at de Græker, der var en Smule selv, kunde slet ikke forliges, saa vi skulde ikke engang vidst, hvad Rhodierne formaaede, hvis de ikke paa denne Tid var raget i Krig med Byzantinerne, der havde fundet for godt at tage Told af alle de Skibe, der foer paa 📌det “Sorte Hav.” Da nemlig Handelen paa de Far-Vande var meget levende, især med Olie og alle Slags Vine, hvorfor Man tilbyttede sig Vox og Honning, tør Fisk, Huder og en stor Mængde Slaver (fra Landene ved 📌Kaukasus), og Byzantinerne desuden ved deres ypperlige Beliggenhed skummede Fløden, saa kunde Folk slet ikke finde dem i, at de vilde tage den slemme Skik op igien, som 👤Alkibiades hittede paa, da Athenienserne havde 📌Chrysopolis (📌Skutari) ovre paa den anden Side, men som nu længe havde været aflagt, og Rhodierne tog sig da paa at styre det Uvæsen, hvad ogsaa lykkedes, skiøndt ikke uden fremmed Hjelp; thi 📌Rhodos og 📌Byzants synes at have været hardtad lige stærke. Ved denne Leilighed giør 👤Polyb os ikke blot bekiendt med 📌det Sorte Hav, og med de Lærdes Mening, at det i Tidens Længde, som “uendelig” betragtet, vilde reent fyldes op af alt det Snavs, 📌Donau og andre store Floder kaster i det, men ogsaa med de Her rer, der nu raadte paa den Asiatiske Kyst, som vi siden Slaget ved 📌Ipsos reent har glemt, og huskes her kun paa, for at see, der er Intet forsømt. Nisse-Kongerne: 👤Prusias i 📌Bithynien og 👤Attalos i 📌Pergamo nævne vi nemlig ingenlunde her, enten fordi de kunde ilde forliges, eller fordi Rhodierne kaldte 👤Prusias og Byzantinerne 👤Attalos til Hjelp, men blot for en Ordens Skyld, og selv 👤Achæos, som holdt dem i Ave, og spillede en stor Mand i 📌Sardes, ja, vel paa hele Kysten sønderefter, undtagen i 📌Ephesos, der havde Ægyptisk Besætning, selv 534ham kunde vi godt springe over, naar vi ikke siden behøvede ham til at male 👤Antiochos og oplyse hans Fred med Romerne. Nu derimod vil vi dog lægge Mærke til, at Byzantinerne havde, til stor Ærgrelse for 👤Prusias, mæglet Fred mellem 👤Achæos og 👤Attalos og ventede derfor Hjelp af dem Begge, men Rhodierne var snilde nok til at bestikke 👤Achæos med hans Fader, som sad i Fængsel hos Ægypteren, og fik nu, paa deres Forbøn, Lov til at slippe*Polyb IV. 37–52. V. 34–35..

Hvor udbredt Rhodiernes Handel og Søfart og hvor godt deres Rygte var, see vi imidlertid allerbedst ved den Ulykke der traf dem, mens Kong 👤Hiero endnu levede, og som det synes, mens 👤Philip endnu stod under Formynder, thi da et stort Jord-Skiælv ikke blot kuldkastedeKolossen,” som aldrig kom paa Benene igien, fordi Oraklet forbød det, men gjorde ogsaa megen Skade paa Byen, dens Mure og Skibs-Værker, da er det ordenlig forbausende, hvorledes alle Konger og Stæder i den bekiendte Verden, saa nær som 📌Rom og 📌Karthago, kappes om at overvælde dem med Gaver og Friheder, saa 👤Polyb paastaaer, de fik deres Tab, som de med Flid overdrev, mange Gange oprettet*Polyb V. 88–90. Strabo XIV. 652..

Naar selv et saadant lille Folk, som Alle, undtagen aabenbare Røvere, har mest Fordeel af i Freds-Tid, og som gierne kiøber Krigen fra sig, med mindre Man kræver en “Told” hvorved Profiten gaaer i Løbet, naar selv de ikke længer kan have Fred, da er Tyrannerne blevet uvane, og fra denne Side betragtet hænger 👤Philips Krig med Rhodierne paa det Nøieste Sammen med hans Helte-Gierning ved 📌Abydos. I denne Krig var Kong 👤Attalos Rhodiernes Feldt-Herre og havde det Uheld, i Sø-Slaget mellem 📌Chios og Kysten, at maatte løbe fra sit Skib, som 👤Philip tog og pralede med, skiøndt det var Alt hvad han ved et 535Lykke-Træf fik for sin halve Flaade, der gik i Løbet; men Rhodierne kiøbde dog ogsaa Seieren dyrt, især fordi deres Admiral 👤Theophiliskos, der havde sat Mod i dem, fik sit Bane-Saar, thi mens nu Kong 👤Attalos laae og lod sig forgude i 📌Athenen, spillede 👤Philip Mester *👤Polyb (Brudstykker) XVI. 1–8. 13. (Gesandtskabs-Brudstykker) III..

Ved nu at følge 👤Polybs Brud-Stykker, som er den bedste Lede-Traad vi har i disse Ir-Gange, mødes vi med Kong 👤Philip og Borge-Mester 👤Titus (👤Flaminin) ved 📌Zeitun-Bugten (den Maleiske), hvor vi paa Kysten see den Romerske Borge-Mester omringet af Nisse-Kongen 👤Amynander fra 📌Pindos-Egnen, den Rhodiske Admiral 👤Aksimbrot, og Gesandter saavel fra Achæer og Ætoler, som fra Kong 👤Attalos, medens 👤Philip staaer i sin Kutter, blot omgivet af sine egne Haand-Skrivere, en Flygtning fra 📌Peloponnes og Bæoter-Høvdingen 👤Brachyl.

Kom nærmere! siger nu 👤Titus, nei, Tak! siger 👤Philip. Hvem frygter du? siger 👤Titus. Ingen uden Guderne, siger 👤Philip, men somme Andre, især Ætolerne, troer jeg kun paa det Halve. Det var Løier, sagde Romeren, løber du mere Fare derved, end vi Andre? Ja, jeg giør, sagde Kongen, thi kom 👤Phæneas noget til, kunde Ætolerne sagtens faae en Formand igjen, men døde 👤Philip nu, var Makedonerne i Knibe for en Konge. Den Begyndelse, syndes Alle, var meget uanstændig, men da det saa kom til Stykket, fortalde 👤Titus ham kort og godt, at, vilde han have Fred, maatte han trække alle sine Tropper ud af 📌Grækenland, udlevere alle Fanger og Overløbere, give Romerne tilbage hvad han havde taget i 📌Illyrien, og Ægypterne, hvad han havde revet til sig efter 👤Ptolomæos Philopators Død. Derpaa kom Raden til de Andre, hvis Fordringer dog enten laae indsluttede i Romernes, eller var ubetydelige, naar Man undtager Rhodier536nes, som løb ud paa at 👤Philip skulde give dem deres Besiddelser paa 📌Lille-Asiens Kyst tilbage og rømme baade 📌Sesto og 📌Abydos (📌Dardanellerne), som beherskede Indløbet til 📌det Sorte Hav. Baade 👤Phæneas og en anden Ætoler talde vel meget skarpt, men havde i Grunden Intet at sige, og det morede derfor 👤Titus kostelig, naar 👤Philip drillede dem, men da Kongen tilsidst afbrød Samtalen, paa Grund af at han var “ene” og maatte betænke sig, syndes Romeren, han skulde dog ogsaa have en Snert og sagde: ja, du er rigtig nok ene, men det kommer af, du har slaaet alle dine gode Venner ihjel*👤Polyb (Brudstykker) XVII. 1–7. Livius XXXII. 32–34..

👤Livius siger, at 👤Flaminin føiede kun 👤Philip i at holde denne Samtale med ham, fordi hans Borgemester-Tid var udløbet, og han derfor Intet vilde foretage sig, før han fik at vide, om han beholdt Provindsen, saa han selv kunde have Æren for hvad der udrettedes, og da der i alt Fald intet Andet kom ud af Underhandlingerne, skulde vi sprunget dem over, naar det ikke deels var mærkeligt, at see baade Ætolers og Achæers Gesandter paa Romernes Side, før de endnu havde seiret, og deels var noget ganske Nyt, at see en Romersk Borge-Mester saa maneerlig staae og tale Græsk og føre Snak med Fienden.

Saasnart nu 👤Titus havde faaet sin Tid forlænget, søgde han Fienden, og en Morgen-Stund i taaget Veir stødte For-Tropperne uformodenlig paa hinanden, ved 📌Kynoskephale, som var Navnet paa nogle Bjerg-Aase ei langt fra 📌Pharsala (📌Saltadshe) i 📌Thessalien (📌Janiah), uden at det især var 👤Philips Mening at vove et Hoved-Slag her, hvor Jords-Monnet ei var ham gunstigt; men Man blev dog saalænge ved, paa begge Sider, at forstærke For-Troppen, til der var ikke Andet for end at rykke ud med hele Resten. Med sit høire Fløi gjorde nu vel 👤Philip raske Fremskridt, men 537saa kastede 👤Titus sig med Elephanterne, som her første Gang tjende Romerne, over hans venstre Fløi, der skulde tage de Høie, For-Tropperne havde stridtes om, og bragde det aldeles i Uorden, hvorpaa en Tribun med et Par tusind Mand, af sin egen Aande, faldt den høire Phalanx, der ikke var gjort til at vende, i Ryggen, og vristede derved ikke blot 👤Philip Seieren af Hænderne, men nødte ham til at fægte med Hælene, efterladende 8000 Liig paa Val-Pladsen og 5000 Mand i Fiendens Hænder. Da Romerne imidlertid kom tilbage til Valen og til Leiren for at plyndre, fandt de, til deres store Ærgrelse, at Ætolerne var kommet dem i Forkiøbet, hvorover 👤Titus maatte høre knubbede Ord, som 👤Livius dog har sprunget over i sin Oversættelse af 👤Polyb, uden engang til Giengiæld at have givet os Navnet paa den Tribun, der vandt Slaget*👤Polyb (Brudstykker) XVII. 17–23. Livius XXXIII. 7–10.. Derimod har vi 👤Plutark meget at takke, thi han underretter os ikke blot om, at Ætolerne tilskrev dem Seieren og blev, til 👤Flaminins store Ærgrelse, lovsunget for det i mange Græske Viser; men han under os endog det Vers, der kom mest i Folke-Munde, saa lydende:

Ubegravet og ubegrædt
Ligge vi Stakler trindt og tæt
Tredive Tusind i Tallet;
Ares med sin Ætoler-Stok,
👤Titus med sin Latiner-Flok,
Dem kan vi takke for Faldet!
👤Philip er en forvoven Krop,
Ret som Hjorten i kort Galop
Springer han, sky for Skraldet!

Det var 👤Alkæos, der havde gjort det Vers, og mens 👤Titus derfor ærgrede sig sort over, at Ætolerne nævnedes først, hævnede 👤Philip sig med Parodien:

538Uden Blad og uden Bark
Stander et Træ i aaben Mark,
Mod'n er 👤Alkæos til Galgen*👤Plutarks Flaminin.!

Skiøndt nemlig saadanne Nid-Viser i alle andre Henseender kun er en daarlig historisk Hjemmel, saa er de dog en ganske Ypperlig for Tanke-Gangen og Tænke-Maaden “til Tid og Sted,” og det er høist mærkeligt, at 👤Alkæos-Visen ligner hardtad paa et Haar de nyeste Græske Folke-Sange, hvorved den borger baade for deres og sin egen Ægthed.

👤Philip trak sig efter Neder-Laget tilbage til 📌Tempe, hvorfra han strax skikkede sine visse Bud til 👤Titus i 📌Larissa og udbad sig en Vaaben-Stilstand, som blev ham tilstaaet og havde en Fred til Følge, hvorved han maatte forpligte sig til Alt hvad Romerne havde forlangt, og derhos saavel udlevere sine Skibe, som betale tusind Talenter og stille behørig Sikkerhed, men det er mærkeligt, at der ikke mæles et Ord om Rhodiernes Hoved-Fordring, som gjaldt deres Landskab (kaldt 📌Peræa) paa den Asiatiske Kyst, og at det dog ei var glemt, seer Man deraf, at Rhodierne selv paa denne Tid sloges med 👤Philips Tropper derom*👤Polyb (Gesandtskab-Brudstykker) VI. Livius XXXIII. 12–13. 18. 30..

Saaledes blev da Romerne Herrer over 📌Grækenland, thi deri havde Ætolerne Ret, at det var ingen Befrielse men kun Herre-Skifte der indtraadte med Seieren ved 📌Kynoskephale; men vi, som alt længe har seet, at Grækerne ei duede til at være deres egne Herrer, og kunde ingen værre faae end Ætolerne og hvem der gjorde dem til “Fribyttere,” vi kan umuelig tage mindste Deel i alle deres Skumlerier over 👤Titus og Romerne, eller i deres ivrige Bestræbelser for, ved den Syriske 👤Antiochs Hjelp, at skaffe 📌Grækenland hvad de kaldte “virkelig Frihed.” Derimod 539er vi nødt til at ændse Krigen, som herved opkom, thi den gjorde Romerne til Lov-Givere i 📌Asien, ligesom de alt var det i 📌Europa og 📌Afrika, og kronede altsaa i Grunden deres Kæmpe-Værk, ved at give dem Magt over alle Kroner i den dannede Verden. Ætolernes Knur over, at 📌det Makedoniske Rige ei blev reent tilintetgjort, eller rettere givet dem i Vold, nævne vi da blot som den nærmeste Anledning til, at 👤Antiochos blev slaaet ved 📌Thermopylæ, hvor Man ikke venter at møde ham, og for med et Ord at sige Alt hvad vi veed til Ætolernes Berømmelse, vil vi erindre, at det var i dem, Gallerne, ved deres Indbrud i 📌Grækenland, fandt de tapperste Modstandere. Fra den Tid forskriver sig da ogsaa deres saavelsom Achæernes Forbund, men, uagtet vi ei kan vente at Achæeren, af hvem vi maae laane vore Efterretninger om Ætolerne, har været ganske upartisk, saa er dog 👤Polyb en Mand, der ei for Spas gjorde den skarpe men træffende Bemærkning, at den Historie-Skriver, der lyver af Fædrenelands-Kiærlighed har Man ondt ved at skielne fra dem der “leve af at lyve,” *👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XVI. og hans Skildring af det Tids-Rum, hvori Ætolerne gjorde Opsigt, er desuden saa udførlig, at havde de gjort Meer for “det almindelige Bedste” end, hvad der faldt af sig selv: imellem at slaaes godt med Makedonerne, da kunde han vel miskiendt det, men ei gjort det ukiendeligt for os. Hvor vi først møde dem er for Portene af Fri-Staden 📌Mydion i 📌Makedonien, som de vilde truet til at forene sig med dem, og agtede nu, da den vægrede sig, at indtage og udplyndre, men forhindredes af Illyrerne, som kom Staden til Hjelp, slog Ætolerne og fik derved Gang paa 📌Grækenland, som før er fortalt*Polyb II. 2–3.. Hertil svare ogsaa alle de af Ætolernes Bedrifter, vi 540siden finde optegnede, saa de gjorde Alt for Bytte og skammede sig ei ved det Værste, sparede hverken Templer eller Konst-Værker, og fulgde gierne paa første Vink, Ledere som 👤Skopas og 👤Dikæark, der Begge rigelig offrede paa de Altre til “Ugudelighed og Uretfærdighed,” som 👤Dikæark høitidelig indviede, da han foer ud paa Sø-Røveri for 👤Philip, men fandt ogsaa Begge i 📌Ægypten en Død, der passede til deres Liv*Polyb IV. 5–14. 27. 62. (Brudstykker) XVII. 34–35. (om Dyd) XIII..

Disse Folk var det, som indbød 👤Antioch, der havde Mod paa Romerne, til at lægge Krigs-Skuepladsen i 📌Grækenland, og vel maa denne Seleukide have raget frem mellem sine Samtidige, siden Man i Old-Tiden kaldte ham “den Store,” men for vore Øine er han dog saa lillebitte, at selv giennem det Forstørrelses-Glas, de Gamle har rakt os, kan vi knap kiende Forskiel mellem ham og andre Asiatiske Sultaner. Hans Storhed bestod da ventelig blot deri, at han drømde om de gamle Perser-Kongers Ene-Vælde, havde Raad til at efterligne deres Pragt og Overdaadighed, og havde Lykken med sig, saalænge til han stødte paa Folk, der følde mere Kraft i sig end de vilde sælge for mindre end alle hans Skatte. De Laurbær, han kom til 📌Europa med, skulde han i det Mindste ikke tabe; thi han begyndte sin Helte-Bane, omtrent paa samme Tid som 👤Hannibal, med at lade sig slaae og kudske af Ægypteren, mellem 📌Gaza og 📌Raphia *Polyb V. 79–87., og af hans Tog mod sin Frænde 👤Achæos i 📌Lille-Asien havde han vel ingen Skade men desmere Skam. Hermed hængde det saaledes sammen, at 👤Antiochs ældre Broder 👤Seleuk (👤Kallinikos) var blevet myrdet paa et Tog mod Nisse-Kongen 👤Attalos i 📌Pergamo, som gjorde sine Fingre for brede, og da vilde Krigs-Hæren udraabt 👤Achæos 541til Konge, men han nøiedes med at sætte sig fast som Stat-Holder og tugte 👤Attalos. Enten det saa siden var Lykken, der opblæste ham, eller Rænkerne ved Hoffet i 📌Antiochia, der nødte ham til at vove det Yderste, saa havde han nu opkastet sig til Konge og gjaldt, som vi før i Anledning af Rhodierne bemærkede, ved 📌Hellespont for en stor Herre. Hvordan nu Lykken i det Enkelte spillede med disse Helte, kan være os ligegyldigt, men tilsidst indsluttede 👤Achæos sig paa Borgen i 📌Sardes, og satte selv der, kan vi skiønne, 👤Antioch i Forlegenhed. To Kretenser, 👤Bolis og 👤Kambylos, hittede imidlertid paa Raad og fangede, til 👤Antiochs store Glæde, 👤Achæos ved det afskyeligste Forræderi, Man vel kan tænke sig, saa det selv i en Tid, der var vant til Meget, gjorde umaadelig Opsigt. 👤Bolis stod nemlig i Ægyptisk Tjeneste og blev udskikket af 👤Sosibios, som havde 👤Ptolomæos i Lommen, med ti Talenter paa Haanden og Løfte paa meget Mere, for, om mueligt, at redde 👤Achæos; men han havde regnet ud, at han kunde vinde ligesaa meget, uden at vove det Mindste, og saasnart han derfor kom til 📌Sardes-Egnen, med Breve fra 👤Achæos bedste Venner paa 📌Rhodos og i 📌Ephesos, holdt han et Stævne-Møde med sin Lands-Mand 👤Kambylos, som stod i Syrisk Tjeneste, deelde de ti Talenter med ham og aftalde, hvordan Man bedst kunde lokke 👤Achæos ud af Fæstningen og sælge ham til 👤Antiochos. Det lykkedes, og da nu 👤Antiochos, en Nat, han havde siddet oppe for det Samme, saae sin berømte Frænde ligge bagbundet for sine Fødder, turde han knap troe sine egne Øine, og var længe stum, men gav sig derpaa til at stakle ham og begræde hans Skæbne, og det med Rette; thi han var faldet i slette Hænder, som næste Morgen tidlig ei nøiedes med at slaae ham ihjel, men lemlæstede ham først og hængde ham saa, stoppet i en Æsel-Hud*👤Polyb (Brudstykker) VIII. 12–18..

542Saaledes var da 👤Antioch blevet Herre over hvad de Gamle kaldte Landet “📌foran Tauros,” og nys havde han benyttet sig af Ægypter-Kongens Barndom, til at bemægtige sig 📌Phønicien og 📌Palæstina, saa han haabede, det kunde nok lykkes at fortsætte Erobringerne mod Vesten endnu lidt videre end de gamle Perser-Konger, og han stod i 📌Thrakien, da Timændene fra 📌Rom, efter 👤Philips Ydmygelse, kom til 📌Makedonien, for at bringe Orden i det Hele.

Det var først henimod Slutningen af den anden Puniske Krig, Romerne begyndte at faae Tanker om 📌Asien og det, om Man skal troe 👤Livius, ved en naragtig Omstændighed, da Præsterne fandt i “Sybilles Spaadom,” at naar der kom Fremmede til 📌Italien, som Man gierne vilde være kvit, kunde det skee ved at hente “den Idæiske Moder” fra 📌Pessinus til 📌Rom. Det blev nemlig udlagt om Gude-Moderens himmelfaldne Billede i en Phrygisk Stad af det Navn, og da Man ingen Bundsforvandte (Undersaatter) havde i 📌Asien, men kun en god Ven i Kong 👤Attalos, vidste Man ikke ret, om det var anstændigt at hente Noget derfra, men besindede sig dog paa, at ogsaa engang i gamle Dage havde Romerne ydmyget sig til at bede om en “Æskulap” i 📌Grækenland, og Man lod da 👤Attalos have den Ære at sende dem 📌Lille-Asiens Palladium *Livius XXIX. 10–11.. Vel formanede de siden faderlig baade 👤Philip og 👤Antioch til at holde sig fra deres Ægyptiske Myndlings Ene-Mærker, men saae dog igiennem Fingre med Syrer-Kongen, og skiøndt de ogsaa havde lovet 👤Attalos og Rhodierne “at tænke paa 📌Lille-Asien,” saa dog, da 👤Attalos sendte dem Bud, at han kunde ikke hjelpe dem længer med sin Flaade imod 👤Philip, med mindre de sendte ham Land-Tropper til Hjelp mod 👤Antiochos, som var ham paa Halsen, fik han kun den Trøst, at Romerne brugde aldrig “fremmed” Hjelp længer end det faldt 543deres Venner beleiligt, saa han skulde have Tak for Tjenesten, og Hjemlov, naar han behagede; men de skulde nok lade 👤Antiochos vide, at de kunde bruge ham, og at det klædte kiønnest, om Konger som Begge var 📌Roms Venner, forligdes indbyrdes*Livius XXXI. 2. XXXII. 8..

Nu derimod, da 👤Philip var krøbet til Korset og 👤Antioch stod i 📌Thrakien, havde Omstændighederne aabenbar forandret sig, ikke blot fordi 👤Antiochos sikkert havde Skielmen bag Øret, men især fordi Romerne nu ikke havde Andet at bestille end at dæmpe hans latterlige Over-Mod. Det prøvede de da først med det Gode, ved at sende Timændene til 📌Lysimachia (mellem 📌Sares-Bugten og 📌Hellespont), hvor de viiste Kongen al muelig Artighed, indtil Stats-Sagerne kom ordenlig paa Bane, men da sagde 👤Lucius Scipio ham reent ud, han maatte endelig baade give 👤Ptolomæos Sit, og rømme 📌Abydos, med hvad Meer der havde hørt 👤Philip til og kunde dog umuelig falde i hans Lodd, fordi 👤Philip var slaaet af Romerne. Og, sagde 👤Lucius, efter at have anmærket at Fri-Stæderne maatte ogsaa rømmes, desuden kan intet fornuftigt Menneske begribe, hvad Kongen vil i 📌Europa med saadan en Magt baade til Lands og Vands, med mindre det skulde være for at udæske Romerne. Kongen svarede imidlertid studs, at han vidste ikke, hvor det kunde falde Romerne ind at gaae i Rette med ham om 📌Asiens Anliggender, hvad han vilde raade dem ligesaalidt at blande sig i, som han blandede sig i 📌Italiens, og for Resten, sagde han, er jeg ikke kommet til 📌Europa for at giøre Romerne Fortræd, men blot for at indtage 📌Thrakien, der efter “Spydstage-Retten” tilfaldt min Stam-Fader 👤Seleuk, da han slog 👤Lysimachos; med 👤Ptolomæos skal jeg nok blive venlig og vel forligt, og Græker-Byerne kan ogsaa nok faae deres Frihed, men de skal have min Naade og ei 544📌Roms Bydende derfor at takke. Da han talede i den Tone og beraabde sig paa “Spydstage-Retten,” saa fandt naturligviis 👤Lucius, at al Skaansel var spildt paa ham og lod Gesandterne fra 📌Lamp sakos og 📌Smyrna kalde, som var Folk, der ikke stak under Stol, men da Kongen mærkede, han kom til at sidde som en arm Synder, der skulde vente sin Dom af Romerne, da faldt han 👤Parmenion fra 📌Lampsakos ind i Talen og bad ham giemme Resten, da han ikke vilde have Romerne men Rhodierne til Voldgifts-Mænd i denne Sag, og dermed hævedes Forsamlingen*👤Polyb (Brudstykker) XVII. 31–33. Livius XXXIV. 38–40..

Hvorlænge det endnu trak ud, før Krigen begyndte, og hvormange Gesandtskaber Kongen og Romerne skikkede hinanden paa Skrømt, var neppe værdt at nævne, om vi end vidste det, thi Nok er det, at 👤Antiochos omsider gik over til 📌Eubæa med en ubetydelig Magt, men, efter Ætolernes Sigende, med saamange Penge at han kunde “kiøbe Romerne,” forelskede sig saa om Vinteren i en Grækerinde, og stillede sig om Foraaret ved 📌Thermopylæ, som for at giøre et Menneske-Offer paa det berømte Alter. Romerne sige imidlertid, de kom i Knibe ved at storme hans Forskandsninger i Snevringen, og 👤Porcius Cato (👤Politi-Mesteren), som gjorde den her sædvanlige Natte-Vandring over 📌Øtas Bjerge, forsikkrer, at hvem der saae ham, da han styrtede ned af Bjerget over Ætolerne, som skulde holdt 👤Antiochos Ryggen fri, kunde ikke andet sige, end at Romer-Folket skyldte 👤Cato meer end han dem, hvad da ogsaa Borge-Mester 👤Manius, under en rørende Omfavnelse, aabenlydt tilstod*Livius XXXV. 32. XXXVI. 15–20. Appian X. 12. 17–20. 👤Plutarks Cato hin Gamle..

👤Antiochos foer nu, snarest mueligt, tilbage til 📌Asien, hvor han næste Aar giæstedes af Romer-Hæren under begge Scipionerne og fik sin Lyst styret i Slaget ved 545📌Magnesia, hvorpaa han taalmodig “gik under Aaget” og underkastede sig hvad Freds-Vilkaar Romerne vilde foreskrive*Livius XXXVII. 37–44.. Disse Vilkaar fandt Folk nu vel saa milde, at i det Mindste 👤Publius Scipio maatte være bestukket, om ikke med Penge, saa dog med sin Søn, som Kongen havde fanget og foræret ham; men vi maae sige, at har nogen Romer i Hemmelighed ladet sig betale for at skaffe 👤Antiochos den Fred, han fik, da har han kun narret Kongen; thi han maatte ikke blot afstaae Landet “📌foran Tauros,” som han godt kunde undvære, men udlove 15000 Talenter, som selv for ham var mange Penge; maatte ikke blot udlevere sine Skibe og Elephanter, men forpligte sig til ingen Nye at anskaffe, ikke blot love ei at bekrige Nogen i 📌Europa eller af Romernes Bunds-Forvandte, men ogsaa, om de bekrigede ham, ingen af deres Stæder at beholde, enten med det Onde eller med det Gode, og for alt dette stille og hvert tredie Aar omvexle tyve Gidsler, som Romerne selv maatte vælge*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XXIV. XXXV.. 👤Antiochos var altsaa fra nu af, ligesaavel som 👤Eumenes i 📌Pergamo, der fik Største-Delen af de aftraadte Lande at bestyre, kun Romernes Stat-Holder, og naar Man finder det for lidt vundet ved een Seier, i en splinterny Verdens-Deel, da giør Man Romerne Uret og sætter dem i Klasse med Hverdags-Røvere og Døgn-Tyranner, der i deres korte Galgen-Frist aldrig tør tænke paa Frem-Tiden og agte Intet for deres, uden hvad der i en Hast kan ødelægges. Men saaledes tænkde ikke de ærværdige Romerske “Fædre,” det var dem Nok, naar de ved første Sammen-Stød med en Magt kunde bringe den til “at gaae under Aaget,” og Resten, der maatte følge af sig selv, overlod de rolig til Tiden, og gjorde det i 📌Asien saameget heller, som de maatte have Tid til 546at sætte sig ind i de nye Forhold og vilde ei befatte sig med meer ad Gangen, end de kunde bringe i Orden og vente at beholde.

Hvad Aar det egenlig var, Scipionerne triumpherede over 📌Asien, veed Man neppe med Vished, men efter 👤Livius var der fem Aar mellem den anden Puniske Krig og Slaget ved 📌Kynoskephale og syv mellem dette og Slaget ved 📌Magnesia, saa enten gik 👤Antiochos under Aaget i Slutningen af den 149de eller i Begyndelsen af den næste Olympiade (ved 190 f. Ch.), hvad ikke engang for ham, end sige da for os, gjorde synderlig Forskiel.

Hvordan det nu gik de syndige Ætoler, kan Man vel omtrent slutte sig til; men Noget af hvad Man derom har fundet værdt at optegne kan dog ogsaa nok være godt at giemme, da det i alle Maader kaster Lys paa Forholdet mellem Græsk og Romersk.

Saasnart 👤Antiochos var flygtet fra 📌Thermopylæ, og Borge-Mester 👤Manius havde indtaget 📌Heraklea ved Foden af 📌Øta, som Ætolerne havde besat, faldt Modet naturligviis paa Fribytterne, saa de sendte Bud til Borge-Mesteren om Fred, men han lod dem svare, han deelde nu just Bytte ud til dem der tog 📌Heraklea, saa han havde andet at bestille end at snakke med dem, de kunde sige 👤Lucius Flacius, hvad de vilde. Naturligviis begyndte nu Gesandterne med at tale om de mange Tjenester, de havde gjort Romerne, men det sagde 👤Lucius dem strax, de skulde tie bomstille med, for det var glemt over deres skammelige Troløshed, og Enden blev da, at de overlod Alting til 👤Manius paa “Tro og Love,” men det havde paa “Latin” en ganske egen Betydning, som de mindst drømde om. Saameget Latin lærde de imidlertid snart, da deres Formand 👤Phæneas, med Flere, kom til Borge-Mesteren for at faae Rede paa Sagen; thi han havde en 547egen Gave til at giøre sig tydelig. Har I ikke “betroet” jer til mig, sagde nemlig Borge-Mesteren, saasnart de kom for, og da 👤Phæneas dertil svarede “jo,” føiede han til: altsaa udlevere I os strax 👤Dikæark, Epiroteren 👤Menestratos og Athamaner-Kongen 👤Amynander med hans Følge! Nei, sagde 👤Phæneas, det er hverken billigt ikke heller Græsk. Hvad, sagde 👤Manius, kommer I her og vil “græskes“ og snakke om “Ret og Billighed,” da I har “betroet” jer til mig, saa jeg kan giøre ved jer hvad jeg vil! Paa et Vink traadte nu Vedkommende til, med saamange “Hals-Jern” som der var Hoveder, og begyndte haandgribelig at vise de forstummende Ætoler, hvorledes Romerne sørgede for deres Sikkerhed, der betroede sig til dem; men da 👤Lucius og flere Tilstædeværende erindrede 👤Manius om at “Gesandterne” ikke kunde behandles saaledes, lod han dem slippe med Skrækken, og 👤Polyb siger, det var ogsaa kun den, han vilde jage dem i Livet*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XI. Livius XXXVI. 27–28.. Spøg eller Alvor, saa seer Man dog, at selv 👤Livius har fundet det for grovt, siden han har pyntet alt hvad han kunde paa 👤Polybs Beretning, og sagtens maatte da Ætolerne finde, der vovedes mindre ved at løbe fra Hals-Jernet end ved at krybe i det, og de vægrede sig siden saa standhaftig ved at “slaae Lid” til Romerne, at Raadet tilsidst, paa Atheniensers og Rhodiers Bøn, maatte forbarme sig og lade dem slippe med at “gaae under Aaget” og betale 500 Talenter i Omkostninger. Det skal især have været Athenienseren 👤Damis, der rørde “Fædrenes” Hjerte ved det “smukke Billede” han laande af Havet i Stille og i Storm og anvendte, dog ikke alt for passende, paa de stakkels ophidsede Ætoler; men mærkværdigere er det, at Romerne i Ætoler-Krigen indtog 📌Ambrakia (ved 📌Arta), hvor deres første Græske Kynding, 👤Pyrros, havde havt sit Herre-Sæde, og førde derfra mange 548“smukke Billeder” baade af Guder og Men nesker til 📌Rom *👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XXVIII. Livius XXXVIII. 9–10.; thi det var en større Triumph end “Fakkel-Toget” gav 👤Alexander over 📌Persepolis.

Dette minder os om “den Græske Dannelse” der nu begyndte at udbrede sig i 📌Rom, og spore vi den ikke hos 👤Manius, da maae vi huske, den havde heller ikke hjemme hos Ætolerne, saa vi forsones lettelig med Skæbnen ved at see, hvilken fiin Romer Den beskar Achæerne i 👤Titus Flamininus. Han havde nemlig ikke blot, som Kommandant i 📌Tarent, hvor Man var kræsen paa Udtalen, lagt sig med Held efter Græsken, men satte virkelig sin Stolthed i, om ikke just at være, saa dog at giælde for den “Græske Friheds” Genius. Allerede før Slaget ved 📌Kynoskephale havde hans Broder 👤Lucius, der dog siden havde det Uheld for “aabenbar Umenneskelighed” at sættes i Skamme-Krogen af 👤Cato Politi-Mester, ved Hjelp af den Romerske-Flaade, overtalt Achæerne til at skiære op med 👤Philip og havde seet igiennem Fingre med at Argiver og Arkader gjorde Afstikkere af sig, da det kom til Stykket*Livius XXXII. 19–22. Appian (Brudstykker) IX. 5.. 👤Polyb var vel selv lidt urolig over, at Man kunde kalde Bruddet med 👤Philip “Troløshed,” og det er behageligt, i en Tid som hans, dog ensteds at møde saadanne Betænkeligheder, men i Øvrigt kan vist Ingen fortænke Achæerne i, at de byttede en saadan Herre bort som 👤Philip, naar de turde haabe virkelig at vinde ved Byttet, og skiøndt Ætolerne var ondskabsfulde nok til at sige: Romerne tog kun “Bøilen af Benet” for at giøre et “Hals-Jern” af den, saa viser dog netop det Hals-Jern, Ætolerne vandt ved at følge 👤Antiochs Fane, hvad Achæerne undgik ved 549at forlade 👤Philips, og 👤Polyb har sikkert Ret i, at her gjaldt Ord-Sproget “Nød bryder alle Love*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XVII. 👤Plutarks Flaminin..

Følgen var nemlig, at efter Freden med 👤Philip (i det andet Aar af den 146de Olympiade) traadte Herolden frem paa Skue-Pladsen, ved de Isthmiske Lege, og udbasunede “at det Romerske Raad og Feldt-Herren 👤Titus Quintius satte hermed alle Grækerne i Frihed, saa de skulde nyde deres Stæder kvit og frie, med Forlov til at følge deres Fædrene-Skikke,” Noget, der saa langt overgik Alles Forventning, at Man knap turde troe sine egne Øren, end sige sin Naboes Fortælling, saa Herolden maatte frem igien og endnu engang lydelig gientage de forunderlige Ord. Nu kunde Baxerne ligesaagodt gaae hjem og lægge sig, thi Ingen havde Øie for dem, men Alle stimlede omkring “👤Titus” som de var færdig at kvæle med Kiær-Tegn og begrave under Blomster-Krandse, ja Man bar sig i alle Maader ad, som Man var forrykt. Dette er 👤Polybs Beretning, som selv dengang har været en lille Gryde med Øren, og han laster ingenlunde Henrykkelsen, men finder den Romerske Beslutning dobbelt beundringsværdig, fordi det kun var med Møie “👤Titus” havde faaet “Timændene” gjort begribeligt: at naar Man virkelig vilde have Ord for at være den Græske Friheds Støtter og stoppe Munden paa Ætolerne, maatte Man hverken holde paa 📌Korinth eller 📌Chalkis, men virkelig giøre Noget for Æren*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) IX. Livius XXXIII. 31–33..

Vi har nu vel ondt ved at dele Henrykkelsen, deels fordi det dog immer kun er “Fanger” Man “sætter i Frihed,” og deels fordi jo mere “utrolig” en Tyrans Ædelmodighed falder, des rimeligere maae vi kalde det, at han snart for Alvor giør Slaver af dem, han for Spas gav frie; men om vi end havde staaet ved de Isthmiske Lege, ligesaa høitoplyste som vi gaae paa Komedie, maatte vi dog havt et Steen-Hjerte for 550at forstyrre Grækerne i den “søde Drøm,” som vi forudsaae, blev stakket nok og kunde ingen Erstatning give dem for. Desuden, saa naar Romerne først satte en Ære i at ligne Grækerne, da maatte deres Herredømme blive det taaleligste, der kunde gives, og det gjorde de virkelig, om end 👤Flaminins overordenlige Nænsomhed tildeels reiste sig af tilbørligt Hensyn paa den Fristelse, 👤Antiochos kunde ført Grækerne i, naar de var misfornøiede, og paa 👤Philopømen, hvem 👤Titus ligesaa nødig vilde vige i Folke-Gunst som møde i Kreds.

Denne Arkader-Helt var rigtig nok ikke hjemme, da 👤Titus kom til 📌Peloponnes og han havde tabt Endeel især i sine Bymænds Øine, ved at ligge ovre paa 📌Kreta og slaaes (som saa mangen Schweitser) for gode Ord og Betaling, mens Afskummet 👤Nabis i 📌Sparta bragde 📌Megalopolis i Knibe; men deels laae vel Hoved-Grunden dertil i, at det herskende Parti hos Achæerne hverken noksom skiønnede paa Arkaderen eller turde angribe “Romer-Vennen” 👤Nabis, og i alt Fald kom 👤Philopømen nu tilbage og blev saa almindelig afholdt, at Romeren fandt, det var en hardtad utaalelig Misbrug, Achæerne gjorde af den dem saa høimodig skiænkede Frihed*👤Plutarks Philopømen og Flaminin.. At Man nu ogsaa paa 📌Peloponnes overdrev Beundringen af denne “vandrende Ridder,” det er saa naturligt, at vi intet Beviis vilde anføre derpaa, hvis vi ikke lykkeligviis havde et, som tillige godtgiør, at Grækerne, naar de havde sovet Rusen ud fra de “Isthmiske Lege,” umuelig kunde sætte den sødtalende Romer, der ei engang nænde at styrte 👤Nabis, over den butte, men fribaarne, djærve Arkader, som saa mange Gange ærlig havde vovet sit Liv for gode Venner, og med egen Haand nedlagt 👤Machanidas, den Spartanske Tyran, der førend 👤Nabis var Achæernes Skræk. Dette skedte i et Slag ved 📌Mantinea, omtrent paa samme Tid som 👤Hannibals Broder 👤Hasdrubal faldt ved 📌Metaro, og er 551i alle Maader værdt at lægge Mærke til. Med al Anstrængelse havde 👤Philopømen saa at sige “skabt” en Krigs-Hær, Alt stod paa Spil, og Tyrannens Leie-Tropper havde adsplittet Achæernes, fordi, siger 👤Polyb, Leie-Tropper kan fægte tappert for Tyranner, hvem de stedse blive meer nødvendige, men aldrig for Fristæder, som give dem Løbe-Pas, saasnart de har seiret, og det var da aabenbar kun 👤Philopømens Aands-Nærværelse der fik Bladet vendt, og at han ingenlunde vilde levne Liv i Tyrannen, men nødte ham paa Flugten til en Tve-Kamp, der kostede hans Hjerte-Blod, det maatte nødvendig begeistre alle Stormodigheds Beundrere og Friheds Venner*👤Polyb (Brudstykker) XI. 7–16.. Selv i Dage, langt knappere paa Ære-Støtter end hans, kunde slig en Daad vist nok fortjene En i 📌Delphi, som den fik, men er det sandt, hvad Man fortæller om Sangeren Pylades, at han kort efter, ved de Nemeiske Lege, da 👤Philopømen traadte ind, pludselig med sin klare Stemme tog Tonen saa høit som Choret af 👤TimothsPerser

📌Hellas! din Lykke:
Friheds Gylden-Smykke,
Skylder du ham;

da var det jo unægtelig en Theater-Overdrivelse, skiøndt vi selv udentvivl, i Tilhørernes Sted, havde gjort som de: klappet alle Mand, og det uden at blues Dagen efter*👤Plutarks Philopømen.. Med “Klappene,” 👤Titus fik ved de Isthmiske Lege, var det derimod, hvor velfortjente han end selv fandt dem, en egen Sag, især efterat han havde skiænket 👤Nabis, hvem selv Romerne kaldte et topmaalt Skarn, baade “Liv og Fred,” thi fandt end Romerne, det var rimeligt nok, deels for gammelt Venskabs Skyld og deels fordi 📌Sparta under Tyrannen var fuldt saa god en Klemme paa de “urolige Hoveder” i Fristæderne, som 552📌Akro-Korinth kunde være, saa var det dog naturligviis ikke efter Grækernes Hoved*Livius XXXIV. 22–41. 👤Plutarks Philopømen.. Det var ogsaa virkelig først nu, to Aar efter “det store Skue-Spil,” da 👤Nabis havde faaet thinglæst Skiøde paa 📌Sparta, at 👤Titus rømmede 📌Akro-Korinth og trak Krigs-Hæren ud af 📌Grækenland, og hermed ville vi helst sige ham Farvel, men maae dog erindre, at det var ham, der siden forlangde den gamle 👤Hannibal udleveret, som vel havde været hos 👤Antiochos under hans Krig med Romerne, og sagtens ikke raadt til deres Bedste, men havde dog intet udrettet, og skjulde sig nu hos Nisse-Kongen 👤Prusias i 📌Bithynien *Polyb III. 11. Livius XXXIV. 48–52. XXXIX. 51.. Om 👤Titus gjorde dette Mester-Stykke paa sin egen Haand, som 👤Plutark vil, eller, som 👤Livius baade siger og ikke siger, efter “Raadets” Ordre, maae vi lade staae ved sit Værd, men maae derimod lægge vel Mærke til, at 👤Hannibal ikke af Uforsigtighed betroede sig til en Nisse-Konge, der umuelig, om han end havde villet, kunde beskytte ham, men fordi der, efter Slaget ved 📌Magnesia, virkelig ikke var en Krog i den dannede Verden, hvorhen Romernes Arm ei rakde*Livius XXXIX. 51. 56. 👤Plutarks Flaminin.. For ikke at falde i deres Hænder, forgav Karthaginenseren sig selv, og samme Aar (i den 149de Olympiade) døde, efter Sigende, baade hans Med-Beiler 👤Publius Scipio og 👤Flaminins Over-Mand 👤Philopømen, som 👤Livius vel synes, knap kan nævnes i samme Aande-Dræt, men fandt dog nævnet som Tredie-Mand baade hos Græske og Romerske Forfattere*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XLVI. Livius XXXIX. 50., uden at vi kan misunde ham Æren, der er langt fra at være saa stor som 👤Livius tænkde.

Ogsaa 👤Philopømen maatte tømme Gift-Bægeret, 553men hverken gav han sig det selv, ei heller døde han, som 👤Hannibal og 👤Scipio, glemt eller forskudt, men savnet, begrædt og høilig æret af sine Lands-Mænd, kun deri uheldig at hans sidste Bedrifter var ham uværdige. 👤Nabis var blevet snigmyrdet af sine gamle Venner Ætolerne, som dermed vilde giøre sig fortjente af 📌Grækenland, hvis Friheds Handhævere de dengang med 👤Antiochos vilde giælde for, og 👤Philopømen havde derpaa med det Gode faaet 📌Sparta ind i det Achæiske Forbund*Livius XXXV. 35–37., ja, havde endog siden ridderlig forsvaret Staden mod Ulæmpe af 👤Titus og Achæerne, men blev siden, Man veed ikke ret hvorfor, saa opbragt paa den, at han tyrannisk lod Endeel af Borgerne nedsable, Murene nedrive og hvad der var tilbage af den Lykurgiske Forfatning afskaffe*👤Plutarks Philopømen.. Romerne, hvis Mening det naturligviis ikke var, at Achæerne skulde raade dem selv, end sige da, at de skulde beherske 📌Peloponnes, lod baade Spartaner og Messener forstaae, at de havde handlet daarlig i at foretrække det Achæiske Forbund for et umiddelbar Romersk, og 👤Dinokrates, meget igaaet med 👤Titus, havde faaet Messenerne til at rive sig løs og gjorde nu Arkaderne al den Fortræd han kunde*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XLVII–LI.. 👤Philopømen, halvfjerdsindstyve Aar gammel, men rask og rørig, var endnu engang blevet Achæernes Feldt-Herre, og skiøndt han havde Feber, da han i 📌Argos hørde, 👤Dinokratos var igien paa Spil, foer han dog strax afsted til 📌Megalopolis, og derfra med en Trop Ryttere ud imod Fienden, som han ogsaa traf og slog (udentvivl ved den samme 📌Evas-Høi, hvor han øvede sin første Bedrift), men 👤Dinokrates fik Forstærkning, og 👤Philopømen vovede sig saa yderlig at han blev ene midt imellem Fienderne, hvor han styrtede med Hesten og blev fanget. Længe 554turde imidlertid 👤Dinokrates ikke vente at beholde saadan en Fange, og lod ham derfor næste Nat række Gift-Bægeret, som han rolig drak og lagde sig med, for ei meer at staae op. Snart stod nu ogsaa Achæer-Hæren, under Anførsel af 👤Philopømens Ven 👤Lykortas fra 📌Megalopolis, for 📌Messenes Porte, Staden maatte overgive sig og Alle de som havde været med at skiænke for 👤Philopømen, drikke samme Skaal. Den unge 👤Polyb, Søn af 👤Lykortas, bar nu Heltens Aske hjem til 📌Megalopolis, fulgt af hele Hæren som en stor Lig-Skare, og der reistes mange Ære-Støtter til hans Minde, som Romerne vel siden engang vilde havt kuldkastede, men lod dog staae paa den samme 👤Polybs Forbøn, og 👤Pausanias saae endnu den priselige Grav-Skrift, Man i 📌Tegea gav Hyrde-Helten, som Tyrannernes Skræk og Frihedens Støtte*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) LII. (om Dyd) XXXI. Pausanias VIII. 52. 👤Plutarks Philopømen..

Nogle Aar senere døde 👤Philip i 📌Makedonien, pidsket til Graven af Furierne, siger 👤Polyb, ikke fordi det er hans Skik at tale poetisk, men fordi han ikke anderledes veed at udtrykke Tyrannens Kval og Raseri, Nat og Dag omflagret af deres Skygger, han lod myrde, og drevet af Frygt og Mistanke til at dynge Udaad paa Udaad*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XX.. Den Sidste, han lod forgive, var, saavidt Man veed, hans egen Søn 👤Demetrios, saa ham burde unægtelig Bøddelen arve, men var end 👤Perseus, der ogsaa gjaldt for en Søn af ham, Gift-Blanderen, saa gav det ham dog aabenbar ingen Ret til Thronen, og Romerne, hvis Borge-Mestere fra Arilds Tid, som Konge-Skarprettere, lod “Øxerne” bære for sig, i Septerets Sted, de ansaae sig da naturligviis for de eneste retmæssige Arvinger til “👤Philips og 👤Alexanders” Throne. De havde imidlertid Skinnet imod sig, thi 👤Perseus var lumsk nok til 555at spille Helgen og hykle Venskab, mens hele Verden vidste, han rustede sig af alle Kræfter og smigrede kun Rhodier og alle Græker, for at faae dem i Ledtog med sig, saa naar Romerne ikke vilde have alle deres Venner fordærvede, maatte de beslutte sig til, uden nogen iøinefaldende Grund, at angribe den skjulte Fiende.

Dette er Alt, hvad Man hos 👤Livius kan stave sig til om disse Ting, og da det stemmer godt nok med Brud-Stykkerne, vi har af 👤Polyb og 👤Appian *👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XLVI. LXVIII. LXXVII. Livius XL. 5–16. 24 XLII. 2–5. 11–14. Appian IX. 9., lade vi det vel være Romernes egen Sag at forsvare “Spydstage-Retten,” men maae dog glæde os ved at faae Ende paa det Makedoniske Uvæsen, og unde derfor gierne 👤Paulus Æmilius hans lette Seier og glimrende Triumph, især da de lette Seire ei veie stort paa Ærens Vægt, og en Triumph, Man maa true sig til, er noksom misundt. Dog, hvor ubetydelige Ting det “femtendags” Feldt-Tog og “Midaftens-Slaget” ved 📌Pydna end var i dem selv, saa gjorde de dog ikke blot uhyre Opsigt i den 153de Olympiade, men kvalde et almindeligt Oprør i Fødselen, som kunde blevet meget farligt for den “offenlige Rolighed,” der dog tjende Verden bedst. Det var nemlig, som “Politi-Mesteren” saatit beklagede, paa Heldingen med “Romer-Dyden,” altsaa med “Krigs-Tugten,” og derfor vil den Fader og Søn, der triumpherede tilbunds over 📌Makedonien og 📌Karthago, altid blive mærkværdige, som de sidste friske Grene paa det “hellige Hyben-Træ.” Ogsaa her støde vi paa “👤Pythagoras,” thi fra ham udregnede 👤Æmilius sin Herkomst i lige Linie, og han hørde i alt Fald til den “gamle Adel” og bar et Binavn, der havde været berømt længe før hans Fader triumpherede over 📌Illyrien og faldt ved 📌Cannæ, saa Ingen var nærmere til at krone det Romerske Stor-Værk, og der var ingen Tid at spilde, thi han var en aldrende 556Mand, nær ved at glemmes over alt det ny Morskab, da Seirene, 👤Perseus vandt over 📌Roms Legioner, lykkeligviis bragde ham i Erindring. Hans Triumph, hvormed ogsaa Det, Man har giemt paa af den Liviske Historie, slipper, maa da tildrage sig vor Opmærksomhed, og 👤Plutark har sat os istand til at stoppe det store Hul, der allerede er i Romerens Beskrivelse deraf. Den varede tre samfulde Dage, thi første Dag saae Man ikke andet end en Række af 750 Vogne med Billed-Støtter, Malerier og andre Konst-Værker. Den anden Dag aabnedes Toget af en Mængde Rust-Vogne med alle Slags Vaaben: Brynier og 📌Hjelme, Sværd og Skjolde, Spyd og Pile, tilsyneladende kastet imellem hinanden men dog omhyggelig ordnet og saa løselig sammenbundet, at Man ikke kunde høre Øren-Lyd for Rumlen, og derpaa fulgde over syvhundrede Boller med blanke Sølv-Penge, hver Bolle saa stor, at der var fire Karle om at bære den. Endelig, den tredie Dag, kom, efter Krigs-Musik, sex Snese staldforede Oxer med Offer-Krandse og forgyldte Horn, derpaa 77 Boller med Guld-Penge, den store Kiedel besat med Ædel-Stene, som 👤Æmilius skiænkede til Templet og den Makedoniske Konges Guld-Taffel, saa hans Vogn med hans Rustning og Konge-Smykke, saa hans Børn: to Sønner og en Daatter, med deres Følge, og saa kom 👤Perseus selv, i Sort fra Top til Taa, som et forstyrret Menneske. Først nu kom 👤Paulus Æmilius, klædt i Purpur og Gylden-Stykke, hævende sig rank og stolt paa en prægtig Triumph-Vogn, med en Laurbær-Green i sin høire Haand, foran ham blev baaret firehundrede Guld-Kroner: Ære-Skiænke hvormed han var lykønsket fra alle Verdens Hjørner, og efter ham fulgde hele hans Krigs-Hær med Laurbær-Grene og Seiers-Sange*Livius XLV. 40. 👤Plutarks Æmil..

At mangen En kunde misunde 👤Æmil en saadan Nydelse: den høieste Salighed en Romer kunde tænke sig, det 557er begribeligt nok, men at det var hans egne Tropper, der vilde skildt sig selv og ham derved, det var saa urimeligt, at selv den Grund, Man har anført, synes utilstrækkelig, skiøndt det maatte være ærgerligt nok, at “Raadet” istedenfor at dele Bytte ud af de tagne Skatte, gav Anviisning paa Byerne i 📌Epiros, som aldrig lod sig plyndre saa godt, at der blev Meer til Mands end en Almisse. Hvad Hjerte der maa have været i de “Fædre” og i hans “Pythagoræiske Høihed,” der lod halvfjerdsindstyve Byer udplyndre som nok holdt med 👤Perseus i hans Velmagt, men overgav sig strax og inddyssedes med Haab om Frihed, til Husene tømtes og Indbyggerne solgdes til Slaver, det er ikke værdt at tale om; men Man vilde dog giøre Romerne Uret, om Man troede, det blot var for at spare paa Rovet, thi Hoved-Grunden var aabenbar at opstille et afskrækkende Exempel, saa det var tilvisse, som 👤Polyb anmærker, en stor Lykke, at 👤Perseus gneed paa de Penge, hvormed han magelig kunde kiøbt hele 📌Grækenland, og at han i en Haande-Vending fik sin Rest *👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) LXXVII. Livius XLV. 34–39. Strabo VII. 322. 👤Plutarks Æmil..

Selv nu gik vel hverken Rhodier eller Achæer Ram forbi, men de slap dog med hvad Romerne kaldte en “faderlig” Revselse og 👤Polyb, der selv ved den Leilighed fik en Snert, tilstaaer ikke blot at hans egen Lands-Mand 👤Kallikrates var Skyld i det lange “Vidne-Forhør,” men ogsaa at Rhodierne havde ført dem meget tosset op. Vel havde deres Flaade staaet til Romernes Tjeneste, ligesaavel i Krigen mod 👤Perseus som i den mod 👤Antiochos, men det var jo, efter Romersk Tanke-Gang, ikke at takke dem for, og om Man end ikke havde fundet troløse Breve fra Rhodierne: 👤Dinon og 👤Polyaratos, mellem Kongens Papirer, saa var det alt Nok, at da Man i 📌Rom fik Tidende om Seieren ved 558📌Pydna, var der Rhodiske Gesandter i Byen, som havde fusket paa at “mægle Fred” og understaaet sig aabenlydt at fortælle “Fædrene,” at deres Handel leed alt for meget ved Krigen saa de vilde alvorlig overveie, hvad de skulde giøre ved den af Parterne, der var uvillig til Fred. Det tog Man vel dengang imod, fordi Udsigterne endnu var lidt tvivlsomme, men Man skrev det naturligviis bag Øret og opsatte Svaret til en bedre Leilighed, og nu kan Enhver let tænke sig, hvordan disse “Freds-Mæglere” var bestædte, da de, efterat Sværdet havde jævnet Trætten med 👤Perseus, indkaldtes for “Raadetat høre Beskeed. Vel prøvede de at holde Ørene stive, i det Formanden, 👤Agesipolis tog Ordet og sagde: det glædede ham, at den Fred, de vilde mæglet, nu var kommet af sig selv, saa han kunde bringe Romerne sine Med-Borgeres Lyk-Ønskning, men han blev saaledes bidt af, at han tabde baade Næse og Mund, og kunde hilse hjemme, at da Romerne saae, de var kommet for at redde 👤Perseus, havde de naturligviis hverken nogen Godhed at vise eller noget Venskab at forsikkre dem*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) LX. LXVII. LXXX. LXXXVIII. (om Dyd) XXVIII. Livius XLIV. 14–15. XIV. 3.. Alt det “Rørende” som, efter 👤Livius, herpaa fulgde, vil vi lade staae ved sit Værd, saavelsom den forbausende Mildhed, hvormed “Politi-Mesteren” fraraadte Krigs-Erklæringen mod Rhodierne, da den blev foreslaaet i Raadet; men at en Saadan virkelig var paa Bane, melder 👤Polyb, og af ham vil vi lade os fortælle, at Rhodierne, som næsten i 140 Aar, uden noget egenligt Forbund, havde gjort Romerne udmærkede Tjenester, nu satte Alt i Bevægelse for at opnaae et Saadant. De sendte derfor ikke blot en stor Guld-Krone til 📌Rom, men ogsaa blandt andre Gesandter den veltalende 👤Astymid, der skulde stræbe at røre Folkets Hjerte, slap ogsaa, ved Hjelp af en Almue-Tribun, op paa Taler-Stolen, da Pøbelen havde revet ham ned, der raadte til Krig med Rhodierne, 559og holdt en velberegnet Undskyldnings-Tale, hvorpaa fulgde et Svar af “Raadet” der vel var skarpt, men dog, efter Omstændighederne, trøsteligt, thi det løb ud paa, at var det ikke for nogle faa gode Venners og Gesandternes Skyld, da vidste Man godt, hvad Rhodierne havde fortjent og hvad der klædte Romerne bedst. Det puttede Man naturligviis i Lommen og takkede for naadig Straf, men slap dog ikke uden Efter-Smæk, thi Romerne skiænkede kort derpaa baade Karer og Lycier, som siden Krigen med 👤Antioch havde været Rhodierne overladt, deres Frihed, og nedsatte Havne-Pengene paa 📌Rhodos til en Tiende-Deel, og først da 👤Astymid saa kom igien og kyssede Riset, først da fik de “Rhodiske Trælle” Titel af 📌Roms Bundsforvandte *👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XCIII. CIV. Livius XLV. 21–25. Aulus Gellius VII. 3..

👤Polyb kunde for Resten slet ikke lide 👤Astymids Tale, som endogsaa var udgivet, men kan ikke være den, vi har en Stump af hos 👤Livius, thi den er holdt for “Raadet” og sværter ei heller de andre Græker, som er hvad 👤Polyb anker paa, og hvad formodenlig ogsaa har forøget Mistanken mod Achæerne, fra hvem Man vel ikke fandt en Lap i Kongens Papirer, men vidste dog nok de tildeels havde ønsket ham Seier. Hertil kom nu Øretuderiet af 👤Kallikrates, som havde hjemme i En af de gamle Achæer-Byer, 📌Leontine, og vidste ikke andet Middel til at hæve sig over 👤Lykortas fra 📌Megalopolis og 👤Aratos den Yngre fra 📌Sikyon, end paa den nederdrægtigste Maade at krybe for Romerne, og det var en Svaghed hos “Fædrene,” at de kaldte ham Mønsteret paa en Græsk Romer-Ven, som var ublu nok til aabenlydt i “Senatet” at rose sig af, at hos ham gjaldt hverken Fædrene-Love, Eed eller Forbund det mindste mod Romernes Villie*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) LVIII. XCIV.. Ham var det 560da ogsaa, der gav Fortegnelsen paa de saakaldte “hemmelige 👤Perseus-Venner” blandt Achæerne, tusinde i Tallet, der maatte til 📌Rom for at rense sig, men fik aldrig Leilighed dertil, da “Fædrene” først lod, som de troede, de var allerede hjemme baade forhørte og fordømte, og siden, da Man overhængde dem for at anstille den “forargelige” Undersøgelse: hvem der egenlig var “de Skyldige,” blot gav 👤Kallikrates og deres andre gode Venner i 📌Grækenland Sort paa Hvidt for, at hverken de eller deres Lands-Mænd kunde være tjent med at saadanne Karle kom hjem*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CV. Livius XLV. 31. Pausanias VII. 10.. Blandt disse Karle var nu ogsaa “👤Polyb,” og vi maae tilstaae, det var meget godt, baade at 👤Kallikrates forhindrede ham fra at gaae til 📌Alexandrien, hvor han sagtens var blevet enten forgivet eller mølædt, og at han fik ham sat fast i 📌Rom, hvor han blev baade sine Lands-Mænd og os saa nyttig, som han umuelig kunde været i 📌Megalopolis, men vi maae dog sige, det var ogsaa godt gjort af de Achæiske Skole-Drenge, at de pegede Fingre ad 👤Kallikrates, naar han lod sig see paa Gaden; thi betænkde han Andres Tarv end sit eget for Øieblikket, var det aabenbar kun Romernes, som hverken Achæerne eller vi har Kald til at takke ham for*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XXVIII. XXXI. (om Gesandtskaber) LXXXIX. XCI.. Derimod er vi virkelig 👤Æmils yngste Søn, 👤Publius, som var optaget i Scipionernes Familie, meget forbundne; thi han laande ikke blot 👤Polyb Bøger af det “Kongelige Bibliothek” som han havde faaet forærendes af sin Fader, efter Slaget ved 📌Pydna, men udvirkede ham ogsaa Tilladelse til at blive i “Byen,” da de andre “udmeldte” Græker blev fordeelt i Smaa-Kiøbstæderne, ja, han fattede en saadan Kiærlighed til den store Arkader, at de blev uadskillelige, ei blot i deres Livs-Tid, 561men i Universal-Historien til Verdens Ende*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XXXI.. Giennem denne 👤Scipio Æmilianus var det da ogsaa, 👤Polyb, efter sytten Aars Forløb, fik 👤Cato Politi-Mester til, paa sin Viis, at gaae i Bøn for Trehundrede af “de Tusinde,” som end var i Live, og 👤Plutark fortæller at da Sagen kom for i Raadet, seirede 👤Cato, ved at sige: vi maae have meget gode Stunder, siden vi trættes en heel Dag om, enten vi eller Achæerne skal have Umage med at kaste Grave til nogle udlevede Græker! Man havde nu isinde ogsaa, om mueligt, at udvirke hos Raadet, at de Løsladte, naar de kom hjem, maatte indsættes i deres forrige Værdighed, men da Man i den Anledning følde 👤Cato paa Tænderne, da smidskede han og sagde: det gaaer 👤Polyb som Odysseus, der vilde ind igien i Kyklopens Hule, fordi han havde glemt Hat og Bælte*👤Plutarks Cato hin Gamle..

Om nu det Sidste beviser, enten at 👤Cato ikke var stiv i “Odysseen,” eller at han har havt andre mythologiske Kilder, det blive de Lærdes Sag, men om disse “Graa-Skiægge” havde Deel i Opstanden mod Romerne, som især 📌Korinth maatte bøde for, det kunde for os Alle være ønskeligt at vide. Vi maae imidlertid nøies med hvad Tiden har levnet os, og for at være upartiske, vil vi først høre, hvad 👤Trogus, paa Romernes Vegne, herom har at melde, og det var Synd at sige, han besmykker sine Lands-Mænds Sag, thi han fortæller ganske troskyldig, at da Makedonerne var undertvungne og Ætolerne spægede, fandt Romerne Ingen for mægtige i 📌Grækenland undtagen Achæerne, og fandt tillige, at Magten ingenlunde sad i de enkelte Lemmer, som var kun svage, men laae i Sammen-Holdet, hvorved de udgjorde ligesom eet Legeme. Desaarsag, siger han, søgde 562de Anledning til Krig, og det traf meget beleiligt at Spartanerne klagede til “Raadet” over Achæerne; thi vel lød Svaret kun paa, at de vilde skikke Gesandter hen at tage Omstændighederne i Betragtning og giøre “Ret og Skiel” i 📌Grækenland, men Gesandterne fik hemmelig Ordre til at opløse det Achæiske Forbund, saa alle Byer, ved at blive “selvstændige,” kunde lære at lystre, og vilde Nogen af Byerne sætte sig til Mod-Værge, skulde den brækkes ned. Da nu Gesandterne paa Land-Dagen i 📌Korinth gjorde vitterligt, at alle Byerne, herefter, til fælles Bedste, skulde have sin egen “Lov og Ret,” da blev Folk, som de var forrykte, slog alle Fremmede ihjel og havde bestemt forgrebet sig paa selve de Romerske Gesandter, hvis de ikke havde mærket Uraad og fægtet med Hælene *Justin XXXIV. 1..

Saavel efter Stumperne andensteds, som efter “Fædrenes” bekiendte Tanke-Gang, har nu vel 👤Trogus Ret i Grunden, men hvad der i 📌Rom var en Hoved-Sag og er allevegne af Vigtighed, ikke i Formen; thi det ligner anderledes godt det Romerske Raad, hvad 👤Pausanias melder, at, kied af den evige Kiv mellem 📌Sparta og Forbundet, erklærede 👤Orestes, paa “Raadets” Vegne, at baade 📌Sparta, 📌Argos og 📌Korinth, og Alt hvad der ikke oprindelig havde hørt til det Achæiske Forbund skulde skilles derfra, ligesom det da ogsaa ligner Achæerne, at de vel i deres Hidsighed greb alle de Fremmede, hvis Haar var klippet paa Spartansk, men skar dem dog ingenlunde over een Kam, da hvem der ingen Spartaner var, fik Lov at gaae igien*Pausanias VII. 14..

Hvad endelig Opstanden selv angaaer, da veed vi ikke stort meer end dens Udfald, som var, at, efter adskillige Nedsablinger ved 📌Thermopylæ, 📌Chæronea og 📌Korinth, trak Borge-Mester 👤Mummius ind i denne berømte Stad 563uden Modstand, tog hvad han tykdes, stak Ild paa Resten, brækkede Mure ned, hvor han kom, afvæbnede Borgerne, opløste alle Forbund og lagde Skat paa Landet, Altsammen, efter 👤Pausanias, i den 160de Olympiade *Pausanias VII. 15–16..

Det klinger sørgelig og har tilvisse været haardt at døie, men fra Stats-Historiens Stand-Punkt maae vi dog sige, at naar Man balsamerer døde Stats-Legemer og driver Afguderi med dem, da er det for Oplysningens Skyld ligesaavel godt, der røres ved dem, saa de “opløses,” som at det ved Reformationen skedte med Helgen-Ligene trindt om Land, og 👤Polyb er os Borgen for, at alt det “Gode” ved Forbundet var dødt og magtesløst, da Opstandens Hoved-Mænd, 👤Diæos og 👤Kritolaos, stod for Styret*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CXLIII–XLIV. (om Dyd) XXXI.. Lad derfor end saa være, at 👤Polyb, som skrev lige under “Raadets” Øine, og blev betroet til at give det opløste Forbunds Stæder “Lov og Ret,” som han lystede, umuelig kan troes blindt i sin Forsikkring, at Romerne intet Ondt havde i Sinde med Forbundet, men at Achæerne selv, som forhexede, styrtede sig i Ulykken, fordi de indbildte sig, de, under den tredie Puniske Krig, havde den ønskeligste Leilighed til at afkaste Romer-Aaget; saa har han dog aabenbar Ret i, at dette Haab var latterligt, saameget mere, som det ei engang faldt Hoved-Mændene ind, at hvem der vilde giælde for 📌Grækenlands Støtter, maatte være belavede paa at taale Alt og staae som Mure. Det Eneste, som derfor ved det Hele forundrer denne klarøiede, med, Achæernes Kræfter og Romernes Skikke velbekiendte Græker, er, at 📌Peloponnes ei blev ødelagt i Bund og Grund, hvad han ingenlunde tilskriver Romernes Ædelmodighed, men “den snilde og kløgtige Skæbne” der, trods Achæernes Daarskab, dog endelig vilde redde dem fra Undergang, og gjorde der564for Pinen kort, uden enten at lade det mindste Smil af Lykken styrke dem i deres Indbildninger, eller de “Afrikanske Legioner” faae Tid til at komme til 📌Grækenland. Vel støder det vor Følelse, naar 👤Polyb tilføier, at desaarsag et gammelt Ord-Sprog kom i Alles Munde, der omtrent svarer til vores “ilde gik det og vel var det,” men derved bliver dog hverken denne vigtige Efterretning mindre paalidelig, ikke heller bliver det mindre sandt, at paa en Tid da Tyranner allevegne reves om Magten og sloges om Byttet, var “Romer-Folket” uden Sammen-Ligning, den Bedste, som det for Smaa-Folk mindre var Klogskab at underkaste sig, end topmaalt Daarskab at trodse.

Slutningen bliver da, at havde den Græske Frihed ikke i 📌Achaia faaet en Efter-Sommer, da havde vi ingen 👤Polyb havt, og aldrig været istand til at oprede den universal-historiske Kiæde; men at naar vi indbilde os at være klogere end dette store Øien-Vidne paa, hvad der i hans Dage tjende Achæerne bedst, da giør vi os kun til Latter for Efter-Slægten, der sikkert vil randsage hver Krog paa Jorden, hvor den kan vente at finde et Blad af det mageløse Værk, som, hvor lemlæstet det end kom til os, dog aabenbarer en Universal-Historisk Anskuelse og en Indsigt i Menneske-Naturen, der, efter hans Dage først videnskabelig gienfødtes hos den schweitserske Arkader fra 📌Schafhausen. Ja, selv 👤Johannes Müller gav os desværre intet Side-Stykke til den Pyramide, 👤Polyb efterlod, der vel paa en Maade maa kaldes en Bauta-Steen for Græker-Aanden, men hvis Hieroglypher dog vidunderlig spaae om en ærefuld Opstandelse; thi hvem saae vel paa en Hedensk Minde-Støtte Mage til Indskriften paa hans, hvor vi læse: i mine Øine er “Sandheden” af Naturen bestemt til den høieste Guddom og udstyret med Almagt, thi selv naar den stundom reent overvældes og al Sandsynlighed er paa Løgnens 565Side, saa rinder den dog af sig selv, jeg veed ei hvordan, Menneskens Børn i Sinde, og selv naar den længe har været fordunklet, kommer den dog af sig selv omsider til Kræfter og underkuer Løgnen*👤Polyb (Brudstykker) XIII. 3.! Dette Syn for “Sandhedens” Almagt og endelige Seier er nemlig Nøglen til Universal-Historien, og mellem de længe fordunklede Sandheder, som dog omsider af sig selv skal komme til Kræfter og nedslaae Løgnen, er det visselig Ingen af de Mindste, at den Romerske Dannelse og Oplysning var imod den Græske som Nat mod Dag, eller dog, hvad 👤Livius som Historie-Skriver er mod 👤Polyb: en opløben Skole-Pog, der giør Vind med sin “Stil,” mod en Mester i Vidskab og Boglig Konst! Mange Ære-Støtter satte Peloponeserne den store Arkader, som deres “Skyts-Engel” i de Dødes Rige*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XXXI. Pausanias VIII. 9. 30. 37–48., men om de end ikke, ved at ødsles med, havde tabt deres Værd, vilde de dog aldrig været at sammenligne med den “levende Ære-Støtte” 👤Polyb var for dem han nedstammede fra; thi hvad “Kierne” der maa have været i Folke-Livet og Dannelsen der, hvor den lærde Historie-Skriver og dybe Tænker var tillige en dygtig Anfører, ærlig, klog og virksom Stats-Mand, det maa Man dog vel allerede slutte deraf, at, naar vi undtage 👤Moses, er der i hele Historien ikke en eneste Mand, han fra alle Sider kan sammenlignes med. Han er derfor ogsaa, med Undtagelse af 👤Moses, den eneste Historie-Skriver, der ret sammensmelter med sit Værk, som han kroner med sit Liv, og skiøndt Tidens Vilkaar forbød ham levende at grunde noget Stort, har det dog noget særdeles Opløftende at see en saadan Græker, i et underligt Haab om “Opstandelsen,” utrættelig at arbeide paa en Forvandling af Frihedens Grav til et Sove-Kammer for de Trætte og et Studere-Kammer for alle 566de følgende Slægter, og uskiønsomme maatte vi være i høieste Grad, om vi ikke ærbødig dvælede ved hans Minde, som saa kyndig og venlig har ledsaget os giennem de ubehageligste og vildsomste Egne i Old-Tidens Historie.

Tredie Puniske Krig.

At Døden skal have en Aarsag, bekiende selv De, der mene, Livet ingen behøver, men at der til Døden, som til Løgnen, kan gives mangfoldige Aarsager, som tit ei er værd at nævne, medens der til Livet, som til Sandheden, kun kan tænkes en eneste, høist mærkelig Aarsag, det er langt fra at lægges noksom paa Hjerte, skiøndt Man, uden at have denne klare Erfarings-Sandhed stadig for Øie, er aldeles vild i det store Levnets-Løb.

Medens derfor Livet hos 👤Polyb giør 📌Megalopolis til en Stor-Stad i Verdens-Historien, giør Døden i 📌Karthago denne gamle Stabel-Stad for Verdens-Handelen og Medbeilerske til Verdens-Thronen saa ubetydelig, at vi snart kunde overseet dens Undergang, naar ikke det herskende 📌Rom havde sat en i vore Øine urimelig Priis derpaa og ved en voldsom Forekommelse af den naturlige Død, fremkaldt et Krampe-Træk, Man til alle Tider maa finde ligesaa mærkværdigt som grueligt.

Vel har vi ingen Beskrivelse over den saakaldte tredie Puniske Krig eller rettere “📌Karthagos Forstyrrelse,” uden af Alexandrineren 👤Appian, der levede omtrent trehundrede Aar senere og var ingen Hexe-Mester; men Brud-Stykkerne vi har af 👤Polybs Beretning forsikkrer os om, at 👤Appian for det Meste har udskrevet ham, som ikke blot var et Øien-Vidne men var tillige et Orakel for den anden “ Afrikaner,” der fuldførde hvad den Første havde begyndt. Netop den sidste Omstændighed maatte imidlertid giøre os lidt mistroiske, dersom Fremstillingen var til Romernes Ære, men 567da den er til deres “uslukkelige Skam,” bør vi ikke mistænke en saa ivrig Dyrker af historisk Sandhed for at have med Villie fortiet det mindste, der kunde tjene til at sætte den mærkværdige Begivenhed i sit rette Lys.

Numider-Kongen 👤Massinissa, som allerede stod den første 👤Scipio bi og gjorde Gavn ved 📌Zama, var til Karthaginensernes Uheld saa seilivet, at han endnu holdt Raad med den anden 👤Scipio, og var tillige saa graadig, at det Freds-Vilkaar, hvorved de var forpligtede til at “fyldestgiøre” ham, lod sig vanskelig opfylde. Romerne kunde derfor ei let fattes Anledning til en Undergangs-Krig, naar de ønskede den, men dog var Karthaginenserne saa angest for en Saadan, at de, saasnart den truede, indrømmede Alt hvad 📌Rom forlangde, saa der var tilsidst ingen anden Udvei end at lade dem love, de vilde “fyldestgiøre” det umættelige 📌Rom og derved selv forpligte sig til en “Umuelighed,” som det stod Romerne frit for at give hvad Navn, de vilde. Herpaa er det, vi maae fæste vor Opmærksomhed, thi om vi end vilde skiænke 👤Massinissa og hans Numider nogen, kan vi dog ikke, da Numider kun vil sige “Nomader” eller Folk uden visse Værelser, og saavel de nye som de gamle Efterretninger om Tilstanden i “📌Barbariet” er saa forvirrede, at vi ikke engang kan giætte os til, hvor 👤Massinissas Hoved-Stad eller rettere Hof-Leir, 📌Kirta eller 📌Skirta, har ligget, men veed kun at 👤Strabo lægger den ind ad Landet til, og at 👤Massinissas Ene-Mærker tilsidst har strakt sig østenfor 📌Karthago ind i det Tripolitanske, thi der, ved den 📌lille Syrte (📌Kabes-Golf), melder 👤Polyb, de Lade-Pladser laae, han sidst stredes med 📌Karthago om*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CXVIII. (om Dyd) XXXI. Strabo XVII. 832.. Da han nu, som 👤Polyb siger, altid skulde have Ret, enten han havde det eller ikke, saa maatte Karthaginenserne omsider ogsaa finde 568sig i at afstaae ham saavel Byerne som den prægtig opdyrkede Om-Egn og ovenikiøbet betale ham femhundrede Talenter i Bod for det lange Afsavn. Ved denne Leilighed, siger 👤Appian, havde 👤Cato Politi-Mester staaet i Spidsen af det Romerske Gesandtskab, som afgjorde Trætten, og han havde, ved at bereise Landet og nøie undersøge alle Omstændigheder, fundet, at 📌Karthagos Stilling var endnu ikke blot misundelsesværdig men frygtelig for 📌Rom, saa efter Romer-Retten burde den uden al Skaansel ødelægges, hvad da ogsaa, fra den Dag af, skal have været Omkvædet paa alle hans Forslag i “Raadet” hvad i al Verden de saa end ellers gjaldt*👤Plutarks Cato hin Gamle. Appian VIII. 68–69.. Vel fandt han Modsigelse, da Somme meende, det var godt for den balstyrige Almue og den forgræskede Ungdom at have Lidt, de kunde frygte for, men 👤Cato, der var seilivet som 👤Massinissa, oplevede dog med ham vel ikke den Dag, da 📌Karthago blev ødelagt i Bund og Grund, men dog den Krigs Begyndelse, som dermed lykkelig endtes.

De formaaende Mænd i 📌Karthago dannede nemlig tre stridige Partier: et Romersk, et Numidisk og et saakaldt Patriotisk eller Pøbelagtigt, og da nu omtrent fyrretyve Borgere, som Hoved-Mænd for Numider-Partiet, dreves ud af Byen og tyede til 👤Massinissa, opkom derved en Krig, som der vel kom Romerske Gesandter for at afbryde, men med den hemmelige Ordre at see Tiden an, og hvis 👤Massinissa seirede, ingenlunde standse Tingenes Løb. Nu seirede han virkelig, om ikke just i et standende Slag, saa dog ved derpaa at udhungre den Karthaginensiske Leir og nedhugge Tropperne, som han havde lovet fri Afgang, paa Hjem-Veien, og Karthaginenserne, som havde 👤Massinissa for Portene, og hørde fra 📌Italien, at Romerne udskrev en stor Krigs-Hær, der sikkert gjaldt dem, vidste nu ikke bedre Raad, end at dømme 👤Hasdrubal og 👤Karthalo fra Livet som Hoved-Mænd 569for Krigen, og at sende et ydmygt Gesandtskab til 📌Rom med mange Undskyldninger. Da nu imidlertid “Fædrene” erklærede, at dermed var de ingenlunde “fyldestgjorte,” bad Gesandterne ydmygelig om at faae at vide, hvad de da meer skulde giøre, men fik kun det korte og fyndige Svar “fyldestgiøre Romerne” og paa gientagen Fore-Spørgsel: hvormed, den smukke Beskeed, at det vidste Karthaginenserne selv meget godt*Appian VIII. 68. 70. 73–74..

Hvad enten nu Karthaginenserne var lidt langsomme af Begreb eller de endnu krympede dem ved “at betroe sig” til Romerne, saa kom selv dermed Utikenserne dem i Forkiøbet, og da de endelig sendte Gesandter til 📌Rom med Fuldmagt til, efter Omstændighederne, at underkaste sig Alt, fandt de Krigen erklæret og Hæren afgaaet. Uden derfor at spilde noget Øieblik, overgav de sig da strax paa Naade og Unaade, hvorfor de fik Roes i “Raadet” og den Trøst, at “Fædrene” til Gien-Giæld skiænkede dem Frihed under deres egne Love, deres Marker og alt Løs-Øre, være sig Statens eller Enkelt-Mands, dog paa Vilkaar, at de inden tredive Dage sendte trehundrede adelige Børn som Gidsler til 📌Lilybæum og gjorde “hvad Borge-Mesterne befalede.” Glade kom nu Gesandterne hjem med den Beskeed, og skiøndt Endeel af 📌Karthagos Raads-Herrer fandt det betænkeligt, at Romerne ikke havde nævnt et Ord om “Byerne” men kun om Markerne og Løs-Øret, fandt Man dog, det nyttede ikke at giøre flere Spørgsmaal og sendte Gidslerne, skiøndt, som Man vel kan tænke, kun under megen Graad og Klage af Vedkommende, baade store og smaa. Saasnart Borge-Mesterne havde faaet Gidslerne og affærdiget dem til Rom, gik de med Flaaden til 📌Utika, hvor Karthaginensernes Gesandter efter Ordre mødte dem, for at spørge, hvad de havde Meer at befale, og fik til Svar, at de nu strax uden Svig 570maatte udlevere Alt hvad der hørde til “Vaaben og Værge,” og skiøndt Man ydmygelig gav Romerne at betænke hvad Følgerne vilde blive, adlød Man dog strængt*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CXLII..

Saavidt 👤Polyb, og efter denne Indledning er det aldeles i sin Orden, hvad 👤Appian melder, at da Man nu kom med alle Vaaben og Krigs-Redskaber, sagde Borge-Mesteren: det var smukt gjort, men lad mig nu see, I ogsaa finder jer kiønt taalmodig i Resten af Raadets Beslutning, thi, for ikke med mange Ord at spilde den kostbare Tid, kort og godt: I maae overlade os 📌Karthago, som vi har bestemt, skal forstyrres, men I har Lov til at flytte hvorhen I vil, naar det blot er firsindstyve Stadier fra Havet*Appian VIII. 80–81..

Det var altsaa “Fyldestgiørelsen” som Karthaginenserne havde været saa tungnemme til at fatte, uagtet Romerne dog i et heelt Aarhundrede tydelig nok havde viist, de var ikke rolige, saalænge 📌Karthago stod, og uagtet 👤Hannibal noksom havde retfærdiggjort deres Mistanke til den lumske og rige “Afrikanske Slavinde,” der aldrig kunde glemme sit “forlorne Dronningskab,” men drømde bestandig, som et stort, faldefærdigt, men dog endnu meget betroet Handels-Huus, om “bedre Tider,” altsaa om sit “naadige Herskabs” Ødelæggelse. Fra denne Syns-Punkt betragtede Borge-Mesterne aabenbar Sagen paa deres Høi-Sæder, hvor Krigs-Hæren stod opstillet i to Rader, og 📌Karthagos Gesandter, ledte derimellem som til Retter-Stedet, stod ved Rebet, der som en Skranke holdt dem i ærbødig Afstand fra 📌Roms Høihed, og da nu disse “fornemme Tiggere” ved det fyndige Ord af 👤Lucius Censorinus, som ved et Torden-Slag, styrtede til Jorden, som i et Krampe-Slag fraadede, og som i Vildelse bad og græd, bandte og skiældede skifteviis, sønderrev deres Klæder og mishandlede sig selv, da saae Borge-Mesterne høimodig giennem 571Fingre med denne uanstændige Opførsel, der, som Skue-Spil betragtet, ei klædte dem ilde under saa fortvivlede Omstændigheder, men havde endog noget Rørende ved sig. Raseriet gik naturligviis ogsaa snart over, efterat have lokket Taarer af mangt et Romer-Øie, saa Gesandterne faldt i Stilhed, betænkde deres værgeløse og hjelpeløse Stilling og lod al Trodsighed fare, medens En af dem, ved Navn 👤Banno, i en meget ordenlig Tale udviklede de mange Grunde, der talede for at Romerne skulde skaane 📌Karthago, saasom: den gamle 👤Scipios Løfte om Romernes Venskab, Nøiagtigheden hvormed Skatterne var betalt, Ubetydeligheden af 📌Karthago efter Udleveringen af Flaade og Elephanter, Haabet Man aabenbar havde næret ved at modtage Gidsler og fordre Vaabnene afleverede, og endelig Romernes egen priselige Sædvane, som de naturligviis ved Overgivelsen havde bygget paa, og som det altid havde været at skaane de Byer, som godvillig overgav sig, og Taleren endte med den smukke Vending, at Byen var jo dog uskyldig, saa at om end Romerne vilde dræbe eller forflytte Indbyggerne, burde de dog skaane den gamle, berømte Stad, med de mange Templer, Stormands-Grave og stolte Mindes-Mærker*Appian VIII. 78. 81–85.! Borge-Mesterne blev jo nok lidt rørt ved at tænke paa “Lykkens Ustadighed,” men deres mørke Mine forudsagde dog at der var ingen Naade at vente, thi, som 👤Censorinus strax svarede, det nyttede ikke at snakke mere om hvad “Raadet” havde befalet og hvad altsaa nødvendig maatte skee og taalde ingen Opsættelse, saa den eneste Trøst han kunde give dem, var at “anføre Grunde,” som vilde være overflødigt, naar Man havde med Fiender at giøre, men kunde nok findes Umagen værdt ved en Forholds-Regel, der sigtede til “fælles Bedste,” altsaa vistnok ogsaa til Romernes men dog især til Karthaginensernes. Dette udviklede han nu ret “faderlig” som Man taler til uar572tige Børn, sigende: Havet, som I aldrig kan betragte uden at mindes eders tabte Magt og Vælde, frister eder aabenbar kun til Brøde, for at styrte eder i Ulykke, det lokkede eder til 📌Sicilien, lokkede eder til 📌Spanien, som I dog ei kunde beholde, og lokkede eder til midt under Freden at plyndre og drukne vore Kiøbmænd, hvorover I mistede 📌Sardinien. Desuden frister Havet alle Folk med sin “Letfærdighed” til stor Begiærlighed, thi see engang til Athenienserne, hvordan det gik “op og ned” med dem, mens de var Sø-Folk, ligesom da “vinde og tabe” er Kiøbmands-Brug, og see, om de kunde styre deres Begiærlighed, der omsider endog strakde sig til 📌Sicilien, førend Magten reent blev taget fra dem og de fik fremmed Besætning! Siden derimod, da “den lange Linie” var revet ned, hvorved de, saa at sige, blev “landfaste,” siden har de nu i langsommelig Tid havt deres “paa det Tørre,” thi en Sø-Stad er at ligne ved et Skib, der omtumles paa Bølgerne, medens derimod en Land-Stad hører, ligesom Jorden, til de “faste Eiendomme,” og lad være, at Ager-Dyrkningen kanskee ikke smider saameget af sig som Handelen, saa er det dog langt bedre at være “i Visse end i Vove.” Derfor var ogsaa alle de gamle Konge-Sæder, baade Assyrers og Meders og Persers, lutter Land-Stæder, men da de ikke komme jer ved, vil jeg springe dem over, for at komme til alle de mange Land-Stæder her i 📌Afrika, hvor der er “Fred og ingen Fare,” og hvor I kan vælge hvilke Naboer I vil, frie for Havets Fristelser og for alle de “smertelige Erindringer,” som her bestandig maatte vækkes, deels af de nøgne Vande, hvor før eders Flaader bedækkede Havet og det rige Bytte indstrømmede i Havnen, og deels af de mangfoldige tomme Hvælvinger i eders Fæstnings-Værker, fordum fyldte med Elephanter, Rytter-Heste og allehaande Forraad! Kun Glemsel kan trøste eder over hvad I har tabt, og den kan umuelig times eder her, hvor Alting minder 573om forrige Tider og nærer Forventning om noget Lignende, hvorfor I heller aldrig har kunnet bare jer for at bryde Ord og Aftale. Enten drømme I altsaa endnu om Herredømmet, ønske os al Verdens Ulykke og lure paa Leilighed, og hvi skulde vi da skaane Fiender, grebne paa Gierningen, eller I har slaaet de Griller af Hovedet, vel fornøiede, som I sige, med eders Afrikanske Besiddelser, og da maae I ogsaa finde eder i at give os “Syn for Sagn” ved at flytte fra Havet, som I har overladt os, op paa jeres “Afrikanske Godser” som I vil nøies med. Naar I græde over eders Templer og Arner, Torve og Gravsteder, da er det ogsaa kun med tørre Øine; thi det er dog vel ikke Skibs-Værkerne, I vil offre til, eller Murene, I vil holde Messe over, og vi skal nok spare baade Templer og Gravsteder, naar vi rive Resten ned, medens I jo desuden faae baade Arner og Torve og Templer igien, hvor I flytte hen, og det snart ved Vanen bliver eders kiære Hjem-Stavn, ligesom 📌Karthago blev det, da I flyttede fra 📌Tyrus. I klage nu vel ogsaa over, at I har saamange Handværks-Folk, der leve af Havet, men det har vi jo ogsaa taget i Betragtning, ved ikke at drive jer længere fra Havet end firsindstyve Stadier, som er en magelig Reise, der hverken kan giøre Indførselen eller Udførselen af eders Fornødenheder besværlig, og er selv hele tyve Stadier kortere end vi, eders Herrer, har til Havet fra vor By. Altsaa, flytter nu kun hen hvor I vil og følger frit eders Fæderne-Skikke, det var hvad vi meende med, at 📌Karthago skulde beholde sin Forfatning; thi ved “📌Karthago” forstod vi naturligviis “Jer” og ei “en vis Jord-Plet*Appian VIII. 86–89..”

Da Gesandterne kom tilbage med den Beskeed og at Man ikke engang maatte have Frist, mens Man skikkede Bud til 📌Rom, da tabde selv de gamle Raads-Herrer hele deres Fatning og udbrød i Vee-Klager, saa det hørdes paa Gaden, hvorpaa den sammenstimlede Pøbel brød ind, søndersleed de Raads-574Herrer, som var Skyld i, Man stillede Gidsler og afvæbnede Byen, stenede Gesandterne som Ulykkes-Fugle, og giennemfoer saa Staden som vilde Dyr, for at kiøle Harmen i alle de Italieners Blod, der boede iblandt dem. Nogle var imidlertid dog saa besindige strax at lukke Portene og endnu samme Dag erklærede Raadet Krig, satte alle Slaver i Frihed og udnævnede 👤Hasdrubal, som vel var dømt fra Livet men stod dog i Marken med 20000 Mand, til Feldt-Herre udenfor Murene, medens en anden 👤Hasdrubal, en Daatter-Søn af 👤Massinissa, blev Befalings-Mand i Byen og satte strax alle Hænder i Arbeide, Nat og Dag, med at forfærdige Vaaben og Krigs-Redskaber. Da nu Borge-Mesterne ogsaa, Man veed ei, hvorfor, tøvede nogle Dage med at rykke mod Byen, fandt de den til deres store Forbauselse i temmelig god Forsvars-Stand, thi Man havde hver Dag gjort hundrede Skjolde, trehundrede Sværd, tusinde Kaste-Spyd, femhundrede Landser, og Blider saamange som mueligt*Appian VIII. 91–94..

Saaledes begyndte da den tredie Puniske Krig eller rettere 📌Karthagos treaars Beleiring, thi 👤Hasdrubal i Marken hører Man ikke det Mindste til, uden naar Romerne selv ledte ham op, hvor han lurede i sine Forskandsninger og faldt over Bag-Troppen naar de vendte tilbage, saa megen Uret har 👤Polyb neppe gjort ham, ved at skildre ham som et Fede-Svin, der knap kunde vralte afsted*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XXXI.. For de Romerske Borge-Mestere han havde med at giøre, paa 👤Scipio nær, behøvede han imidlertid ikke at skamme sig, thi 👤Censorinus er den Eneste af Fire, vi kan komme ad med at nævne, og den eneste Bedrift vi veed af ham er Talen, vi hørde; medens 👤Polyb selv tilstaaer, at “i Munden” var 👤Hasdrubal en forsvarlig Helt, ei blot til at tygge men ogsaa 575til at tale, saa han kunde prægtig sige, at skulde 📌Karthago brændes, kunde han aldrig ønske sit Liig et herligere Baal.

Hvad nu den anden Romerske “Afrikaner” angaaer, da er han, som sagt, i Universal-Historien uadskillelig fra 👤Polyb og det er fordeelagtigt nok for hans Efter-Mæle, især da 👤Polyb sikkert er Kilden til alle vore Efterretninger om ham; men da 👤Polyb med al sin Troværdighed, dog var “af Kiød og Blod,” maa netop disse Omstændigheder giøre os varsomme med vore Lov-Taler over 👤Scipio Æmilianus, til vi faae anden Hjemmel. Naar vi imidlertid ei bryde os om Frihaands-Tegninger i Historien, men holde os til “Kiends-Gierninger,” da fristes vi slet ikke til at giøre os udsvævende Forestillinger om 📌Karthagos Bane-Mand, thi de Bedrifter, Man tillægger ham, er ingenlunde heroiske men blot dygtige paa Romersk, og 👤Polyb roser ham ogsaa bestandig kun i Sammenligning med hans By-Mænd, blandt hvilke han nødvendig maa have glimret, siden Man ved en Undtagelse gjorde ham til Borge-Mester før han havde Alderen, og saae ham triumphere over 📌Karthago, som hans Formænd kun havde sovet over. Under dem, siger 👤Appian, havde 👤Scipio tjent og reddet dem af mangen Forlegenhed, hvori deres Uduelighed bragde dem, og da han nu valgdes til Borge-Mester, udtrykkelig for at indtage 📌Karthago, hvilede han ikke heller, før han vandt Seier, men havde mange Vanskeligheder at overvinde, deels fordi Krigs-Tugten under den lange søvnige Beleiring var reent forfaldet og deels fordi Staden gjorde fortvivlet Modstand. Da 👤Hasdrubal imidlertid, istedenfor at arbeide paa Byens Undsætning, kastede sig ind i den, indtog 👤Scipio alle de omliggende Stæder og afskar Tilførselen, saa der opkom en frygtelig Hungers-Nød, og snart var det nu Indbyggerne umueligt at forsvare de vidtløftige Fæstnings-Værker, saa 👤Scipio brød ind i Neder-Byen (📌Megara), fuld af Haver, men maatte dog en heel Uge 576kæmpe i Gaderne som førde op til Fæstningen (📌Byrsa), og Man seer, hvert Huus blev gjort ham stridigt, ligesom Fransk-Mændene i 📌Saragossa. Umenneskeligheden og Elendigheden under saadan en Vædde-Kamp mellem Ilden og Sværdet og alle de ødelæggende Kræfter, der staae til Menneskets Tjeneste, lader sig ikke beskrive, men fortjener det ei heller, da Forestillingen bliver rædsom nok ved den blotte Bemærkning, at da 📌Byrsa endelig overgav sig, fandt 👤Scipio af en Befolkning paa syv Gange Hundrede-Tusinde kun et Halvt at skiænke Livet. 👤Hasdrubal blev ved at trodse, til han sad ene i et Taarn med sin Familie og nihundrede Romerske Rømnings-Mænd, der ingen Naade turde vente, men at det virkelig, som 👤Polyb siger, kun var af dum Storlighed og Ligegyldighed ved Andres Lidelser, medens han selv var heelskindet og levede flot, det stadfæster sig forbausende derved, at han stjal sig fra Kone og Børn i Taarnet og tiggede 👤Scipio blot om sit eget usle Liv. Da de i Taarnet saae ham ligge for 👤Scipios Fødder og havde udstødt de grueligste Forhaanelser, indebrændte de dem selv, og at hans Kone ved den Leilighed, som en Furie, myrdede sine Børn, forbandede sin Mand og velsignede Romerne, anfører 👤Appian vel kun som et Rygte, men dog har vi 👤Polybs Hjemmel i det Mindste for en Deel deraf*👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XXXI. (Vat) XXXIX. 4. Appian VIII. 98–104. 107–9. 112–31..

Saaledes, siger 👤Appian, faldt da det berømte 📌Karthago, efterat have staaet syvhundrede Aar, og i en hardtad værgeløs Tilstand hele tre Aar trodset Sværdet og Hungers-Nøden, en Skæbne, 👤Scipio ei uden Taarer kunde betragte, og, stirrende paa Ødelæggelsen, udbrød han:

📌Troja-Borg med Himling-Kaar,
Priams-Folk og Magle-Gaard,
Ogsaa eders Time slaaer!

577 Hvad, sagde 👤Polyb, som stod hos og har selv fortalt det, hvad mener du med det? Jeg vil ikke nægte, svarede 👤Scipio, det var mit eget Fædrene-Land jeg tænkde paa og frygter for, gaaer samme Vei*Appian VIII. 132..

Da Man nu i 📌Rom havde gjort sig saa lystig som mueligt over 📌Karthagos Undergang, kom “Ti-Mændene” over til 📌Afrika og sørgede for at Staden blev tilbunds forstyrret og lyste høitidelig Forbandelse over hvem der opbygde enten 📌Megara eller 📌Byrsa igien*Appian VIII. 133–35., saa det falder vanskeligt at sige bestemt, hvor den gamle Stad har ligget, skiøndt 👤Appian, sikkert efter 👤Polyb, som baade var Øien-Vidne og en berømt Geograph, har ærlig stræbt at giøre Stedet kiendeligt*Polyb I. 73. Appian VIII. 95–96.. Dog, at den laae paa Halv-Øen mellem Apols og Merkurs For-Bjerge (📌Cap Farinas og 📌Cap Bon), derom er Alle enige, og har Romerne ikke levnet os Meer i Bunden, end de selv vidste, kan det være os omtrent det Samme, hvormange Skridt den gamle By laae nordenfor 📌Tunis; men da det er sjelden, Man fra 📌Tydskland hører Roes over “Danske Øine,” vil vi dog bemærke, det skal være et Par af dem, der nys har opdaget det rette Brand-Sted, en Efterretning, der nok ogsaa snart vil stadfæste sig.

Det var, siger endelig 👤Appian, i den 160de Olympiade (ved 140 f. Ch.) at 👤Scipio triumpherede over 📌Karthago og 👤Mummius over 📌Korinth, hvad ogsaa stemmer med Tallet hos 👤Pausanias, og derved lade vi det beroe, da en nøiere Bestemmelse, om den end var os muelig, ikke bragde os videre. Heller vil vi til Slutning anmærke, at vel kan det gierne være, en Anden har gjort den smukke Tale, 👤Censo578rinus holdt for Karthaginenserne, men at derfor kan han dog gierne have holdt den selv, og at den i alt Fald unægtelig paa et Haar ligner en saadan “halvstuderet Røver,” som Romeren var, da han, med Sit paa det Tørre, trøstede den skibbrudne Puniske Kræmmer med, at han maatte gierne selv kaste sig en Grav, hvor han vilde, i hele 📌Afrika. Der er for Resten gierne i enhver Tyrans, ligesom i 👤Napoleons Liv, eet stort Nidings-Værk, om hvilket han selv siger: det var en Forbrydelse men ingen Feil, og et Saadant er 📌Karthagos Forstyrrelse i Romer-Livet!

Makkabæerne.

Forgiæves kæmpede 📌Karthago for sit tabte Herredømme og omsider for sin Tilværelse, og kun med maadeligt Held Achæerne for den Græske Frihed, saa det allerede for Sjeldenhedens Skyld maa behagelig overraske os, at dog endnu ensteds paa Jorden en Kamp for Fædres Efterladenskab kronedes med Seier, og meget afgudiske maatte vi være blevet, om vi skulde nægte Ebræerne vor Deeltagelse, fordi Fæderne-Loven, de skattede høiere end Livet og modig forfægtede mod 📌Asiens Tyranner, hverken var givet i det Delphiske Orakels eller i Nisse-Dronningen Egerias men i den Guds Navn, der skabde Himlen og Jorden og skabde Mennesket i sit Billede. Selv naar vi troede, at denne Gudernes Gud ei havde mere Deel i Mose-Loven, end 👤Moses den Store i Guddommen, og selv naar 📌Palæstina ei var os bekiendt som Christendommens Vugge, selv da maatte det være os et opløftende Syn, et heelt Aar-Tusinde efter den mageløse Lov-Givers Død, at see hans svare, heltemodige Kamp, for den sande Guds alt Afguderi udelukkende Dyrkelse, kronet med det mest forbausende Held. Altid maatte vi her see en glimrende Stadfæstelse paa Viismands-Ordet af 👤Polyb, at “Sandheden579aabenbar er almægtig, da den aldrig kan have saa Meget imod sig eller fordunkles saalænge, at den jo uformodenlig af sig selv bryder frem og overvælder Løgnen; thi endtes det store Forsøg paa at skabe en “Kirke-Stat” for alle Guders Gud, trods 👤Davids Psalmer og Propheternes Torden-Taler, med Templets Fald, Folkets Opløsning og den Babyloniske Udlændighed, da forklarer Intet uden Sandheds Almagt det Sær-Syn, at ikke blot 📌Jehovah-Templet reiste sig igien, men at den ringe Flok, der sankede sig omkring det, og vovede knap at blande sig i Striden, Syrer og Ægypter førde om deres Land, at de dog ei blot havde Villie men ogsaa Mod og Kraft til at hævde deres Aands-Frihed og den Lovs Hellighed, deres Fædre, da den straalede i sin høieste Glands, oprørde sig imod. At 👤Polyb virkelig beundrede dette Sær-Syn, tør vi vel ikke paastaae, da de Ord af ham om 📌Jerusalem og Templet, som 👤Joseph anfører, ei nu findes i Brudstykkerne af hans Værk*👤Josephs Old-Skrift XII. 3., men dog kan det neppe have undgaaet hans Opmærksomhed, da han var nøie bekiendt med de Syriske Anliggender, og levede i 📌Rom da Jødernes Gesandter første Gang indstædtes for “Raadet” og lod sig indskrive i dets Venne-Tal, saa, fattedes alligevel Makkabæer-Daaden et Blad i hans Verdens-Historie, da var det kun en Mangel, der saameget mindre kunde have Indflydelse paa Vores, som den har beskrevet sig selv bedre end han eller nogen samtidig Græker formaaede. Vel kan vi her ikke udbrede os over den saakaldte “Første Makkabæernes Bog,” eller over den Græske Skrive-Konst blandt Ebræerne, da dette Særsyn hører langt mere til Kirkens og Skolens end til Statens Historie, men vi kan dog heller ikke her lade ubemærket, at Ebræerne var det Eneste af Old-Tidens Folk, der saaledes bemægtigede sig det 580Græske Sprog, at det traadte i deres gamle Anskuelses og Folke-Livs Tjeneste, og at Første Makkabæernes Bog, skrevet vel omtrent hundrede Aar før 👤Christi Fødsel, er saa livlig og trohjertig, at Man maa kalde den en lille “Hellenistisk Mose-Bog.” Dette hænger nemlig paa det Nøieste sammen med Makkabæer-Daaden, thi ogsaa den er hellenistisk, og ligner langt mere en Græsk Friheds-Kamp end “Jehovahs Krige,” saa det er klart, at Ebræerne, medens deres egen Aand ligesom slumrede, har med mageløst Held stræbt at tilegne sig Grækernes, forsaavidt den vilde rette sig efter deres hellige, ubrødelige Lov.

Sligt burde nu vel ikke være noget Nyt eller Sært for os, der ikke blot veed, hvorledes Ebræer siden tilegnede sig Christendommens Aand, men har de “Adspredte vandrende iblandt os og kiende godt deres mageløse Evne til at bemægtige sig “alle Hedningers Gods;” men Man er dog nødt til at pege paa hvad hardtad Ingen seer, hvor indlysende det saa end er, og for ingen Storhed har de Oplyste af Hedningerne til alle Tider været saa blinde med aabne Øine, som for Ebræernes. Det er nemlig ikke blot “Sølv og Guld,” de har et forunderlig godt Øie til og ligedant Greb paa, men det er Alt hvad de finde det Umagen værdt at eie, undtagen deres eget Moders-Maal og deres “Hellige Skrift;” kun disse Ting, der ellers naturligviis ligge et Folk nærmest, synes baade at være Jøderne for høie og dybe og behandles af dem meer som en Byrde end som en Skat, medens de daglig vise, de endnu er istand til at bemægtige sig alle Hedningers Tunge-Maal og Vidskab. At nu Stats-Mænd kan finde, det er en vanskelig Opgave at drage Fordeel af et saadant Folk, og vælge derfor helst efter Romernes “Classiske Exempel” at foragte, pine og plage dem, det er om end hverken klogt eller smukt, dog “paa Latin” en følgelig Sag; men vi Bog-Orme maatte skamme os for 581Hellenistisk,” vi har lært, om vi ikke høilig beundrede et Folk, der ei blot er saa seilivet, at selv efterat være parteret i hundredetusinde Stykker, hænger Livet dog i dem giennem Aar-Tusinder, men staaer endnu, forholdsviis, som den gamle 👤Moses, “hvis Øine blev ei dumme og hvis Kraft var ei fortæret.” Forsaavidt Stats-Mændene vil nedlade sig til at snakke med os Skole-Fuxer, maae vi da ogsaa nødvendig giøre dem opmærksom paa, at det ikke er under al “Classisk” men kun under “Romersk” Behandling, Jøderne blive en Lande-Plage, Man selv ved Pharaoniske Midler knap kan blive kvit, medens de, behandlede paa “Græsk,” kan blive hvert Land til uberegneligt Gavn, som blandt Andet 📌Antiochiens og 📌Alexandriens Historie viser, og som er saare begribeligt, da Jøderne overalt hvor de faae “Borger-Ret” bemægtige sig “Borger-Aanden” og vide godt at ramme Stadens Bedste som deres Eget. Saavel de Syriske som Ægyptiske Konger med Hellenistisk Dannelse sloges derfor ikke blot om 📌Palæstina som en stor Skat, men betragtede deres “Jøde-Borgere” som deres troeste Undersaatter, saa det var kun Daarekiste-Lemmen med Romersk Dannelse, der rasede imod dem.

Dog, skiøndt denne Seleukide, der stilede sig 👤Antiochos Epiphanes (Perlen), som hans Samtidige forandrede til 👤Epimanes (Galmand), ikke er noget behageligt Møde, maae vi dog see til at giøre hans Bekiendskab, for at kunne henføre Makkabæer-Daaden til sin Tid og see den i sit rette, historiske Lys.

Ogsaa her er det vor samtidige Ven “Arkaderen,” hvis Brud-Stykker give os meer Oplysning end Andres hele Værker, og 👤Polybs Vidnesbyrd i denne Sag er saameget gyldigere, som han stod i venskabelig Forbindelse med den Syriske Prinds 👤Demetrios, en Broder-Søn af Tyrannen, der som hans Gidsel opholdt sig i 📌Rom, men flygtede siden, ved 👤Po582lybs Hjelp, derfra, og blev 👤Antiochs Eftermand paa den Syriske Throne*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CXIV..

Ogsaa 👤Epiphanes havde, som yngre Søn af 👤Antioch den Store, været Gidsel i 📌Rom, til hans Broder 👤Seleuk døde, og paa den store Skue-Plads møde vi ham i 📌Ægypten, hvor han stod seierrig for 📌Alexandriens Porte, da 👤Perseus blev slaaet ved 📌Pydna, men det var ogsaa blot dette “gode Varsel” det Romerske Gesandtskab, med 👤Popilius i Spidsen, havde ventet paa, for de gav den “kronede Slave” en drøi Irettesættelse for hans slette Opførsel mod de uskyldige Børn i 📌Ægypten, der vel, da de sloges om Kronen, kunde behøve en “Tredie-Mand” til at holde Styr, men kunde umuelig finde ham bedre end i 📌Rom eller slettere end i 📌Antiochien. 👤Epiphanes fandt nu vel, det var drøit, at lade sig drive ud af 📌Ægypten med en Lap Papir fra 📌Rom, og svarede derfor, da han havde læst “Raadets” Brev, at det vilde han betænke sig paa, men da 👤Popilius slog en Kreds om ham med sin Kiep, sigende: betænk dig nu, før du rører dig af Pletten, see, da blev han forbluffet og kyssede Riset *👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) XC–XCII. Livius XLV. 10–12..

Dette var hans Helte-Gierning og derpaa holdt han en berømt Høitid i 📌Daphne ved 📌Antiochien, hvormed han fordunklede al den Stads, 👤Paulus Æmilius nys havde gjort i 📌Makedonien, og efterabede tildeels en Romersk Triumph, men var dog saa “nedladende” at han ikke blot selv gik for Borde, men dandsede om Natten, naar de adstadige Giæster var borte, selv som en reen Giøgler for Svire-Brødrene. Han var ellers forsaavidt meget “gudfrygtig,” at han offrede med mageløs Ødselhed og lod ved Festen i 📌Daphne prægtige Billeder bære i Triumph af alle de Guder og 583Nisser, Man vel kunde nævne, men af alt det Guld og Sølv, han ved denne Leilighed pralede med, var dog Noget Tyve-Koster fra 📌Ægypten og Største-Delen “Tempel-Rov.“*Polyb hos Athenæos V. 21–24. X. 52–53.

Om denne Herre er det nu Ebræerne fortælle, at han paa Hjem-Veien fra 📌Ægypten anrettede et stort Blod-Bad i 📌Jerusalem, udplyndrede Templet og udgav siden en Forordning, at alle hans Undersaatter skulde udgiøre eet Folk og aflægge deres særegne Skikke, hvad alle Hedninger fandt dem i og selv Mange af Jøderne syndes godt om, hvorpaa Kongen indskiærpede sin Befalings-Mand paa Borgen, han havde anlagt ved 📌Jerusalem, at forhindre Offringerne, besmitte Helligdommen, afskaffe Omskiærelsen, Sabbaten og Fasterne, og brænde Lov-Bogen, hvor den fandtes*Makkabæer-Bøgerne I. 1.. Da denne ugudelige Forordning traadte i Kraft, valgde Mange heller at døe end at krænke den hellige Lov, og herved skabdes et nyt Slags Helte og Heltinder, som vel maae kaldes de “Kirke-Historiske,” og hvis Martyrdom derfor ei heller bliver her at be skrive, men maa dog nødvendig bemærkes, da det ret egenlig er “Stats-Aanden” der fristes, pines og bespottes, naar Man med Sværdet vil nøde Borgere til at krænke de Love og Indretninger, der er det Samme for Samfunds-Aanden som Legemet for Sjælen. Naar under saadanne Omstændigheder ei Lovens Venner reise sig, Alle som Een, og kæmpe til sidste Mand, men taale at Oldinger, Kvinder og Børn fristes over Evne eller lide en forsmædelig Død, da er Samfundet mat og sygeligt, saa det er ingen Ære for Ebræerne, som et Folk, at den gamle 👤Eleazar og Moderen med de syv Sønner maatte lade sig henrette for Loven*Makkabæer-Bøgerne II. 5–7., men det er en stor Ære for Lovens 584Aand, at de kunde, og for dem selv at de vilde det, og i et Aarhundrede, da de fribaarne Folke-Færd tabde deres Selvstændighed, er det intet Under at Levningen af 📌Israel, underkuet giennem en Række af Aarhundreder, taalde meget før de reiste sig.

Byen 📌Modin, hvor den glædelige Opstand begyndte, var endnu langt mindre end “📌Megalopolis,” saa vi veed kun, den skal have ligget i Bjerg-Egnen mellem 📌Jerusalem og 📌Jaffa, men Helten som udgik derfra var dog Hovedet høiere end 👤Philopømen, og stod ikke Fare for at kaldes den “sidste Ebræer,” thi han tog ikke sit Fædrene-Lands Frihed i Graven med sig, men lagde, ved at skiænke den sit Liv, Aar til dens Alder!

Der boede nemlig i 📌Modin en Præst, ved Navn 👤Matathias, som i Stilhed begræd sit Folks Ulykke og sørgede inderlig over Helligdommens Besmittelse og Lovens Krænkelse, saa Omkvædet paa al hans Tale var: det er ei længer værdt at leve! Derfor, da Kongens Sende-Bud kom til 📌Modin og vilde med store Løfter om Gunst og Gave lokke ham, som en æret Mand, til at offre først paa Afguds-Altret, da svarede han blot: nei, det være langt fra, thi om saa al Verden viiste Vei, vilde jeg dog ikke følge efter, men med Børn og Brødre, trods alle Konge-Bud, staae fast i Fædrenes Pagt. Da imidlertid en troløs Jøde lige for hans Øine gik hen og offrede paa Afguds-Altret, da foer han til i “Levitisk” Nidkiærhed og dræbde ham, og nu var det, som om Haanden med Eet kom ihu, at den er “Hoveds fødte Værge,” thi nu slog han Tyrannens Sende-Bud, omstyrtede Alteret og flygtede til Bjergene med Saamange som ham vilde følge, og da det kort efter spurgdes, hvordan en Hob Flygtninger i Ørken ei vilde gribe til Vaaben paa “Sabbaten,” men lod sig taalmodig slagte af Tyrannens Bødler, da gjorde 👤Matathias den Aftale med sit Følge, at de vilde kæmpe for Loven ogsaa 585paa “Sabbaten” naar de angrebes, thi de sagde: stride vi ikke saaledes med Hedningerne for Liv og Lands-Ret, da er vi snart udryddede*Makkabæerb. I. 2..

Paa sin Døds-Seng udnævnede 👤Matathias den Klogeste af sine Sønner, 👤Simon, til Raad-Giver og den Tappreste, 👤Judas Makkabæus, til Anfører, og opmuntrede sit Følge til at vove Liv og Blod for Fædrenes Pagt, sig til Ære og et evigt Navn, med 👤Abraham, 👤Josva og 👤David, 👤Elias og 👤Daniel *Makkabæerb. I. 3.! Snart nedlagde nu 👤Judas, der gik i Spidsen som en Løve, den første navnkundige Fiende 👤Apollonius, hvis Sværd han siden bar og brugde til sin Død, og ved den første standende Strid, da hans Følge blegnede for Fiendens Mangfoldighed, da sagde 👤Judas: det er ikke Folke-Tal men Kraft fra Himlen, der giver Seier i Strid, og hos Gud giør det slet ingen Forskiel at frelse ved Mange eller ved Faa, saa lad os kun huske, vi kæmpe “for Livet og Loven!” Slaget stod, den Syriske Høveds-Mand 👤Seron faldt og nu begyndte 👤Judas at blive navnkundig i 📌Antiochien, saa Man tog Krigen alvorlig, men vandt kun derved større Nederlag, saa at selv da 👤Lysias, som var Kongens Høire-Haand, rykkede ind med 60000 Fod-Folk og 5000 Ryttere, da mødte 👤Judas ham uforsagt ved 📌Bethsura, nær 📌Hebron, blot med titusind Mand og den Tro at Jehovah kunde smelte de Djærves Mod og lære de Stærke at skiælve, og efter et Tab af femtusind Mand fandt 👤Lysias det raadeligst at trække sig tilbage til 📌Antiochien, fra de urimelige Folk, der alle kæmpede “paa Liv og Død.” Følgen af denne Seier var, at 👤Judas drog op til 📌Jerusalem, rensede Helligdommen, fornyede Offringen og befæstede Staden mod dem paa Borgen *Makkabæerb. I. 4..

586Medens dette skedte, var 👤Antioch gaaet til 📌Persien for at plyndre det rige Artemis-Tempel i 📌Elymais, men maatte drage derfra med Skamme, da Barbarerne deromkring satte sig til Mod-Værge og blev ham for stærke, og i Perser-Byen 📌Tabis, siger 👤Polyb, endte han sine Dage, Somme sige, aabenbar plaget af Guddommen, han vilde forgribe sig paa, og det lader sig ypperlig forene med hvad Ebræeren melder: at han i 📌Per sien fik Tidende om det Nederlag 👤Lysias havde lidt, de vældige Frem-Skridt 👤Judas gjorde og Helligdommens Renselse, hvorpaa han blev dødsyg og bekiendte at Guddommens Vrede var over ham for hvad han gjorde i 📌Jerusalem *👤Polyb (Brudstykker om Dyd) XXXI. Makkabæerb. I. 6..

Hermed skulde nu vel Opstanden været forbi, da Man neppe kan tvivle paa, at 👤Lysias, der opkastede sig til Formynder for 👤Antiochs Søn, jo gierne havde tilstaaet Jøderne Lov til at følge deres Fædrene-Skikke, og skiøndt vi ikke kan fortænke 👤Judas i, at han ønskede ganske at sætte sit Folk i Frihed, see vi dog, hans stærke Tillid havde forladt ham, saa da 👤Lysias kommer igien, finde vi ikke 👤Judas i Marken, men indsluttet i Templet, hvor han ventelig vilde fundet sin Grav, hvis ikke 👤Lysias, paa Tidende om Konge-Hærens Hjem-Komst fra 📌Persien med en anden Formynder, havde fundet sig bevæget til at gaae paa Forlig*Makkabæerb. I. 6.. Om Alt hermed vilde været endt, hvis 👤Lysias var blevet ved Roret, veed vi ikke, men han fik snart afhersket; thi vel havde Romerne Intet imod, at 👤Antiochs Søn, som var et Barn, bar Konge-Navn, og vilde derfor ikke lade 👤Demetrios slippe, men dog skikkede de strax Gesandter til 📌Asien, der skulde paatage sig Formynderskabet og, for en Sikkerheds Skyld, baade dræbe Elephanterne og brænde Skibene, som 👤Epiphanes selvraadig havde anskaffet sig, og 587da Syrerne var formastelige nok til at slaae En af Gesandterne ihjel, mistænkde “Raadet” naturligviis 👤Lysias, og saae derfor igiennem Fingre med at 👤Demetrios flygtede*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CVII. XIV. XX.. Helst havde nu velRaadet” seet, der var opstaaet en ordenlig Krig om den Syriske Throne, saa de kunde mæglet Fred paa billige Vilkaar, men da 👤Demetrios fik Magten i en Haande-Vending, fandt de det klogest at see Tiden an, saa de vel modtog den store Guld-Krone, 👤Demetrios sendte til Hyldings-Tegn, men ikke Gesandtens Bane-Mand, som han vilde udleveret, og lod ham for Resten blot hilse, at naar han “fyldestgjorde” Raadet efter deres gamle Rettighed, kunde han giøre Regning paa deres Vel-Villie*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CXXII.. Skiøndt han maatte vente at blive seet paa Fingrene, havde 👤Demetrios altsaa, indtil videre, frie Hænder, og da en troløs Jøde-Præst, 👤Alkim, sværtede 👤Judas for Kongen, sendte han først 👤Bachides og siden 👤Nikanor til 📌Jøde-Land med Krigs-Tropper, men de blev Begge overvundne og 👤Nikanor fandt sin Død. Desuagtet faldt 👤Judas dog i den Snare, der hildede den ganske Verden, og Maaden hvorpaa Makkabæer-Bogen omtaler hans Forbund med Romerne, beviser, blandt Andet, den er skrevet, før Man i 📌Palæstina lærde ret at kiende dem. Det fortælles nemlig høist troskyldig, hvorlunde 👤Judas havde hørt tale om Romerne, at de saae gierne, Man holdt sig til dem og skiænkede alle dem der forlangde det deres Venskab, og at de var mægtige tilgavns, saa de havde indtaget 📌Spanie-Landsaa langt af Leed” med alle Sølv-Gruberne, og de havde knust alle Kongerne, som kom imod dem “fra Jordens Ender” eller dog gjort dem skatskyldige, men at Kong 👤Eumenes havde de foræret Alt hvad de tog fra 👤Antioch den Store, og var ligesaa hjertens-gode mod deres Venner som grumme mod deres Fiender. Han hørde 588ovenikiøbet, at skiøndt de saaledes raadte for at isætte og afsætte Konger i hele Verden, saa var der dog slet intet kronet Hoved iblandt dem, men de havde et “Raad,” trehundrede og tyve Mand stærk, der kom sammen hver evige Dag og betænkde det almindelige Bedste, og hvert Aar blev der valgt en ny Formand, som Alle var lydige, uden mindste Avind eller Misundelse. Desaarsag udvalgde 👤Judas to duelige Mænd: 👤Eupolemos og 👤Jason, som skulde reise til 📌Rom, at slutte Venskab og Forbund med Raadet, mod det Aag, som Græker-Kongen vilde lægge paa Ebræerne. Det var en grumme lang Reise, men de kom frem alligevel og fik Øren-Lyd i Raadet, og kom tilbage med en “Kaabber-Tavle” hvorpaa der tydelig staaer skrevet, at der skal være et evigt Venskab mellem Romere og Jøder, fra hvem Sværd og Krig ønskes langt borte, og hjemsøges de paa nogen af Siderne med Krig, skal de, efter lovligt Varsel, ærlig staae hinanden bi og det paa egen Bekostning. For Resten, svarede “Raadet,” har vi skrevet til 👤Demetrios og spurgt, hvad det skulde betyde, at han undertrykde vore Venner og Bunds-Forvandte: Jøderne, tilføiende, at klagede de over ham igjen, vilde vi vide at skaffe dem Ret og bekrige ham baade til Lands og Vands*Makkabæerb. I. 7–8..

👤Judas Makkabæus fik imidlertid ingen Glæde af dette Venskab, thi hvad enten 👤Demetrios tog Tiden i Agt, før han fik Brev fra 📌Rom, eller han, som kiendte Romerne bedre ei brød sig om saa mild en Irettesættelse, saa kom 👤Bachides igien med en Hær, og de tretusind Mand, som var Alt hvad 👤Judas havde paa Benene, forlod ham i Angest saa nær som Ottehundrede, men skiøndt 👤Judas nu selv blev beklemt, vilde han dog ingenlunde vende Ryg, saa det kom til Slag, og 👤Judas med sine djærve Følge-Svende kæmpede som Løver, fra Morgen til Aften, og drev omsider det høire Fløi, 589hvor Hoved-Styrken var, paa Flugt, men han forfulgde overilet, blev taget i Ryggen og faldt*Makkabæerb. I. 9..

Hvorledes nu Krigs-Lykken siden afvexlede, medens Brødrene 👤Jonathan og 👤Simon gik i Spidsen, kan ikke her fortælles, men deels ved Jødernes Standhaftighed og deels ved 📌det Syriske Riges Svækkelse under idelige Thron-Stridigheder, kom det dertil, at 👤Simon blev baade Fyrste og Ypperste-Præst, fordrev den Syriske Besætning fra 📌Davids-Borgen og blev erkjendt af Romerne*Makkabæerb. I. 14.. Vel faldt 👤Simon den Kloge saa ved et Snig-Mord, kort efter 📌Karthagos og 📌Korinths Ødelæggelse, og dermed slutter Makkabæer-Bogen, men den nævner dog hans Søn 👤Johannes Hyrkan, som Ypperste-Præst efter ham, berømt af Bedrifter, saa den maa være skrevet under ham, mens Landet hvilede. Der er da ikke mindste Grund til at mistroe 👤Joseph, som aabenbar om den følgende Tid har vidst god Beskeed, og beretter at i den 162de Olympiade rykkede 👤Antioch den Fromme (en Søn af 👤Polybs Ven 👤Demetrios) ind og beleirede 👤Hyrkan i 📌Jerusalem, men indrømmede ham dog baade syv Dages Stil-Stand paa Løv-Salenes Høitid og forligde sig med ham paa de Vilkaar, at han betalde 500 Talenter og forblev skatskyldig, hvorimod Folket skulde have Lov til at leve paa Fædrenes Viis og Landet være frit for al fremmed Besætning. 👤Hyrkan blev ham ogsaa tro og var med paa Parther-Toget, hvor Kongen faldt, men derpaa gjorde han sig ikke blot uafhængig af 📌Syrien og sluttede et fast Forbund med Romerne, men indtog ogsaa 📌Idumæa og nødte Edomiterne, naar de vilde have Lande-Fred, til at lade sig omskiære og følge alle Jødernes Skikke *👤Josephs Oldskrifter XIII. 8–9..

590Hermed begynder, som Man seer, Tyranniet, rigtig nok kun mod Folkets gamle Fiender, men det er heri som fornemmelig i alt Ondt kun “det første Skridt der koster,” og det Folk, der, efterat have lykkelig vundet Frihed til at følge sine “Fædrene-Skikke,” tvinger Andre til at forlade deres, forbryder der med aabenbar sin Lykke, saa naar vi siden høre Jøderne sukke over Idumæeren 👤Herodes, der har udryddet Makkabæer-Slægten og driver, under Romernes Vinger og Fromheds Skin, baade Ugudelighed og Grumhed til det Yderste, da maae vi tilstaae, det er “Giengiældelsens Ret.”

At nu for Resten Jødernes Kamp med den Hellenistiske Konge i 📌Syrien, som varede saalænge og endtes saa sært, ei ganske kunde undgaae de videnskabelige Grækers Opmærksomhed, følger af sig selv, og skiøndt vi af Græker-Bøgerne om disse Dage kun har Billinger tilbage, træffer dog rigtig En af dem til at bekræfte Formodningen og giver os et vel ikke smukt men dog ubetaleligt Udtog af den Syriske Ebræer-Historie.

👤Diodor fortæller nemlig, at 👤Antioch (den Fromme) beleirede 📌Jerusalem og fandt en Tidlang tapper Modstand, men udhungrede omsider Byen, saa Jøderne bad om Fred, hvorimod Kongens fleste Venner raadte ham til at tage Staden med Storm og reent udrydde det særsindede Folk, der med fiendtligt Sindelag holdt sig afsondret fra alle Andre. De forestillede ham i den Anledning, hvorlunde Jødernes For-Fædre samtlig var drevet ud af 📌Ægypten som Fiender ad Guderne og derfor behæftede med Skab og Spedalskhed, hvorpaa de havde indtaget Egnen om 📌Jerusalem og indrettet en Stats-Forfatning, hvorved deres Menneske-Had gik i Arv fra Slægt til Slægt, da Loven forbød dem at enes og selv at sidde til Bords med andre Folk. De erindrede ham derhos om det Had, hans For-Fædre havde baaret til dette Folk og om 👤Antiochos Epiphanes, som, efterat have 591afvæbnet dem, gik ind i Templets Allerhelligste, hvor ellers kun Præsten maatte komme og fandt der en Billed-Støtte af en Mand med et langt Skiæg, der holdt en Bog i Haanden og reed paa et Æsel, hvad Kongen meende, skulde forestille den 👤Moses, der havde bygt 📌Jerusalem, indrettet Stats-Forfatningen og givet de folkeskye Love. For nu, sagde de reent at afskaffe saadant et afskyeligt Væsen, lod han Lampen, der altid skulde brænde i Templet, slukke og Lov-Bogen ødelægge og anrettede et stort Svine-Offer paa Alteret under aaben Himmel, besprængde baade Alteret og Billed-Støtten med Blodet og nødte Præsten med andre Jøder til at æde Kiødet. Saaledes stræbde da Kongens Venner at formaae ham til enten ganske at udrydde Folket eller dog afskaffe deres Love og nøde dem til at leve som andre Folk; men da han, som var mild og høimodig, fik Skatterne, han havde til gode og Gidsler til Sikkerhed i Fremtiden, rev han blot Stads-Muren ned og frifandt Folket for videre Tiltale*Diodor (Brudstykker) XXXIV. 1..

Fordum har Man skiændt paa 👤Diodors hedenske Blindhed og siden har Man glædet sig over i hans Beretning at have en “ClassiskPasqvil paa det Folke-Liv, som 👤Moses begyndte og 👤Christus fuldendte, men hvad Man paa begge Sider udentvivl har overseet, er, at den svinagtige Betragtning af Ebræerne ingenlunde gives os som Grækernes, men som de Syriske Hofmænds og Daarekiste-Lemmens, misbilliget baade af den Hellenistiske Konge og af den Græske Historieskriver, der aabenbar roser ham, fordi han tænkde bedre.

Den Romerske Revolution.

Naar en Røver-Bande, der kun for sin egen Fordeels Skyld holdt Mands-Tugt, har gjort den største Fangst, Nogen af dem drømde om, da er det naturligt, at de slaaes om Byt592tets Deling; thi enhver Forbindelse i et vist Øiemed ophører jo af sig selv, naar Hensigten er opnaaet. Det kan derfor aldrig undre os, at Naturen ogsaa i 📌Rom gik over Optugtelsen, saasnart der ikke længer var nogen udvortes Magt, Man frygtede, eller noget Gods i fremmed Vold, Man kun ved fælles Kræfter turde haabe at vinde, saa vi kan neppe kalde det indbyrdes Slags-Maal i Røver-Kulen en “Borger-Krig,” og kan endnu mindre give 📌Asiens Guld og Grækernes Dannelse Skyld for at have forvandlet de Romerske “Dyds-Mønstre” til “alle Lasters Trælle.” Vi skulde ikke engang fralægge os en saa urimelig Betragtning af Romer-Livets jevne Udvikling i Røver-Naturens Orden, naar denne Betragtning ikke var blevet “Classisk” i 📌Rom, da Man beilede til Skin af Græsk Dannelse, og derved blevet gængs overalt, hvor Romersk Dannelse fik Overhaand, altsaa i hele den ny Verden.

Men, skiøndt vi baade kan og skal sige dette reent ud, maae vi dog ikke vente at kunne skrive Folk den Opmærksomhed og Ærbødighed fra, som vi fraskrive Romerne Ret til, og maae derfor tilføie, at hvad enten nu 📌Roms Laster og Uhyrer efter den tredie Puniske Krig er en naturlig Ting eller “et stort Mirakel,” og hvad enten Slags-Maalene paa det Romerske Thing-Sted (📌Forum), ved 📌Pharsalo, 📌Philippi og 📌Actium, skal hedde Borger-Krige eller ikke, saa er det dog “væmmelige” Ting, Man ei bør have mere med at giøre end høist nødvendigt. At de nu er aldeles uadskillelige fra “Roms Historie,” det følger af sig selv, men Roms Historie er dog, Gud skee Lov! ingen forsvarlig Haand-Bog i Universal-Historien, saa i denne har vi kun med 📌Rom at giøre, forsaavidt hele Verden kom under det Romerske Aag, og Alt hvad der da ingen Forandring giør i 📌Roms Forhold til Verden i det Hele, det vedkommer os her ikke heller, men maa overlades til 📌Roms og den Romerske Literaturs 593Velyndere, der naturligviis har Lov til, med 👤Livius og alle de “Latinske Classiker” at glemme hele Verden over 📌Rom og hele Menneske-Slægten over “Borgerskabet,” Klammerierne, Blod-Badene og Dyriskheden der.

Den “Romerske Revolution” som begyndte med Gracherne, kort efter 📌Karthagos Ødelæggelse, og endtes, efter et Aarhundredes Forløb, under Keiser 👤Augustus, vedkom nu aabenbar kun Verden udenfor 📌Rom og 📌Italien, forsaavidt den derved blev enten meer eller mindre bebyrdet, thi Trælle maae altid, ved Talen om Herre-Skifte og nye Regierings Former, spørge, med Æselet i Fabelen, om “Byrden” derved bliver større eller mindre, og bliver den eens, maae de finde det aldeles ligegyldigt, uden forsaavidt det kan more dem et Øieblik at see Tyrannerne selv tage Gladiatorernes Rolle, som de ellers helst overlod til Slaverne, og forsaavidt de tør haabe derved omsider at faae Hevn over dem og Has paa dem. Heri maae vi nødvendig sympathisere med Grækerne, men der kan heller neppe være nogen Tvivl om, at jo de og alle dannede Folk, der ikke blandede sig i 📌Roms Anliggender, vandt meget ved at 📌Rom fik et Herskab, der ingen Fristelse havde til end mere at udsuge, pine og plage de Fremmede, men mange Grunde til at skaane dem, for des friere at kunne bruge Øxen i 📌Rom, hvor Tyrannen fandt sine Medbeilere og Alt hvad det var Umagen værdt at kaldes Bøddel og Blod-Hund for. Frem for Alt er det indlysende, at da 📌Janus-Templet siden Numas Dage saagodt som aldrig havde været lukket, maatte Freden, som hele den dannede Verden en heel Menneske-Alder nød under Keiser 👤Augustus, være en Vederkvægelse for alt Godt, der fuldelig berettiger hans Regiering til i Stats-Historien at kaldes, “en gylden Tid” for alle de Romerske Slaver, altsaa for hele “Menneske-Slægten” i den gamle Verden, der 594ingenlunde frivillig gik under Aaget, men trællede, saalænge den tjende det Romerske Uhyre. Da nu tillige “Kirke-Historiens” gyldne Tid, uden at flyde af 👤Augusts Forgudelse, dog indtraf med det Samme og var paa mange Maader betinget af Verdens daværende Tilstand, saa seer Man let, at Menneske-Aanden, for sin egen Fordeels Skyld, maa skiænke den Romerske Revolution en Opmærksomhed, hvorpaa dens Helte og Begivenheder i og for sig selv ei have mindste retmæssigt Krav; men deraf følger ogsaa, at de, efter “Spydstage-Retten” maae finde dem i at behandles, som 📌RomsFædre og Helte” behandlede 👤Perseus og 👤Jugurtha, hvem de skiænkede al muelig Opmærksomhed, til de fik deres Riger og Skatte, men overlod dem saa til Utøi og Fortvivlelse*Diodor (Brudstykker) XXXI. 4. 👤Plutarks Æmilius og Marius.. Til en saadan “fornem” og lidt grusom Behandling af 📌Roms “Kløver-Blade” (Triumvirer) og Enevolds-Herrer nødes vi desuden af flere Grunde, deels for at spare den kostbare Tid og Flid til hvad der fortjener dem, og deels fordi 👤Polyb forlader os; thi vel har vi ogsaa Græker efter ham, men hverken forstod de saaledes at giøre 📌Roms Historie frugtbar, ei heller var de samtidige, saa de er for det Meste kun Oversættere fra Latin, og med den “Latinske Historie” maa Man nødvendig giøre kort Proces, naar Man ikke vil drukne i den. Det er nemlig, som Man strax opdager, ingenlunde en omhyggelig Udvikling og Forbindelse af Begivenhederne, der giør den vidtløftig, thi i den Henseende er Skiødesløsheden og Magerheden umiskiendelig, men det er Talerne, som Skribenten extemporerer, og det er Frihaands-Tegningerne af Heltens Bedrifter og Misgierninger, Dyder og Lyder, eller rettere Skygge-Tegninger af Retter-Gangen paa “Raad-Stuen og By-Thinget,” hvorved Folk og Begivenheder naturligviis stilles i det Lys, der synes Raad, Pøbel eller Lov-Trækkere det fordeelagtigste for Øieblikket, uden Spørgsmaal 595om, hvad “Sandhed” har derimod at indvende, eller hvor uefterrettelig og selvmodsigende den Historie bliver, der sammensættes af saadanne Ledd. Hvor nu Historie-Skriverne, som de Romerske, betragte dem selv ei blot som Dommere i de Dødes Rige, der raade for om Heltene skal faae deres Triumph, men som Plutoner, der har Ret til at skabe Alt i Skygge-Riget efter eget Tykke, der møde vi nødvendig blandt mange andre Uleiligheder den, at være indskrænkede til Kredsen af Skribentens klare Forestillinger, og da de Romerske Skribenter slet ikke har noget Begreb uden om Romere og rene Barbarer, blive disse under alle Omstændigheder vort eneste Selskab. Derfor er det nu almindelig bekiendt, at Verdens-Historien saae gruelig ud, da den næsten udelukkende bearbeidedes efter Latinske Kilder, men da Romerne naturligviis var heldigere i at skildre sig selv end andre Folk, saa vilde vi, uagtet Eensformigheden her til en vis Grad var uundgaaelig, dog være istand til at kiende Forskiel, naar Historie-Skriveren, istedenfor bestandig at skildre sig selv i forskiellige Stillinger havde ladt Personerne skildre dem selv, men nu er det Sidste en saa sjelden Undtagelse, at vi for det Meste slet ikke giennem “Latiner-Brillen” kan see, hvad Forskiel der egenlig var paa de Folk, undtagen at den Ene var Tribun og den Anden Consul, den Ene sloges med 👤Jugurtha og den Anden med 👤Mithridat, den Ene levede først og saa kom den Anden. Hertil maatte vi da selv i 📌Roms Historie indskrænke os, forsaavidt Personerne ei selv er Skribenter, naar vi ikke over Historie-Skriverens saakaldte smukke Tanker og Tale-Maader, reent vilde glemme Hoved-Sagen, og i Universal-Historien, hvor vi kun har alt for meget med 📌Rom at giøre, maae vi da nødvendig, hvad de Romerske Stor-Mænd angaaer, overlade det til deres naturlige Børn, der har arvet vel ikke deres Magt men dog deres Billeder (imagines), at sørge for deres Ihukommelse og skildre dem efter Naturen.

596Skulde der ellers være Nogen af Revolutions-Mændene, vi kunde ønske for deres egen Skyld at kiende nøiere, maatte det være Gracherne, men skiøndt vi nok kan skimte, at disse Daatter-Sønner af den ældre “Afrikaner” og Svogre til den Yngre, ei var af dem, Man til Hverdags-Brug mødte paa Thinget, er det os dog umueligt giennem den tykke Sky af Røgelse og Svovel-Damp, der indhyller dem, tydelig at see, hvad de førde i deres Skjold. Selv var de gamle Adels-Mænd, Sønner af 👤Cornelia, der til en høi Alderdom synes at have levet som en Dronning i 📌Rom, almindelig yndet og beundret, men kun som Almue-Tribuner træde de hovedkulds ind paa Skue-Pladsen; Svogeren, 👤Polybs 👤Scipio, siges at have frydet sig ved den Ældres Mord og at være forgivet med den Yngres Vidende, og selv hvordan 👤Cornelia betragtede sine ulykkelige Sønners Færd og Skæbne, derom har Man kun stri dige, lige uhjemlede Efterretninger. Hvem der nu kun læser Historie til Tids-Fordriv eller for at afsige Domme over de Døde, kan finde Snakken artig nok og fryde sig ved, at enten han frikiender eller fordømmer Gracherne, eller, for at gaae en gylden Middel-Vei, giør begge Dele, har han “Classisk” Medhold, men hvem der spørger om Sammenhæng og sund Forstand, maa strax fortvivle om at finde dem i saadanne Beretninger. Vi maae da holde os til de nøgne Kiends-Gierninger: at først 👤Tiberius og siden hans yngre Broder 👤Cajus Grachus foreslog, at de Rige skulde, mod nogenlunde Erstatning, udlægge de Fattiges Agre, som de mod Loven havde revet til sig og at de Penge, 📌Rom arvede tilligemed Riget efter Kongen i 📌Pergamo, skulde anvendes til at skaffe de fattige Borgere Avlings-Redskaber og Besætning, men at endeel af “Fædrene,” med en 👤Scipio Nasica i Spidsen, i den Anledning aabnede Slags-Maalet paa Thing-Stedet, der hidtil var helligt, med at slaae 👤Tiberius og nogle hundrede af hans Tilhængere ihjel og smide dem i 📌Tiberen, hvorpaa fulgde et 597ligedant Optrin med 👤Cajus, der aabenbar vilde hevne Skade, uden dog at ynde Næve-Retten *👤Appians Borger-Krige I. 7–27. 👤Plutarks Tiberius og Cajus Grachus..

Vist nok vilde det være et stort Vidunder, om Gracherne blot af Medynk over de Fattige drev paa Jord-Delingen, og det var i alt Fald intet Under at Romerne fandt det utroeligt, men 👤Tiberius anførde ogsaa som en Hoved-Grund, at den Vrimmel af Slaver, hvormed de Rige drev deres Jorde, var en farlig Befolkning, medens “Gaard-Mændene,” der daglig blev færre, var Kiernen af Krigs-Hæren, og Man hører ikke, at Nogen modsagde Sandheden af hans rystende Skildring, da han sagde: de vilde Dyr har Leier og Grave, men de der bar Vaaben og satte Livet paa Spil for deres Fædrene-Land, de har hverken Huus eller Hjem og maae see til om de kan leve af Luften og Soel-Skin, saa med dem spiller Feldt-Herren Giæk, naar han beder dem kæmpe for Arne og Grav-Høi, som ikke En iblandt Hundrede har! Under alle Omstændigheder er det ogsaa klart, at et Raad, der, for at stoppe saadan en Mund, indførde Næve-Retten paa Thinget, var modent til at komme under Pidsken, og at en Almue, der krøb i et Muse-Hul for nogle Raads-Herrer med Knipler og Stole-Been, var saa slavisk, at hverken kunde nogen Grachus frigiøre eller nogen 👤Nero forkue den, saa det er ganske troeligt, at 👤Cajus, ophidset af Tu sinder, som en Gladiator, men hjulpet af Ingen, da det gjaldt, paa sit Yderste ønskede sine Lands-Mænd et “evigt Slaveri” som det, de var skabt til.

Efter dette “mindelige Forlig” bygde Raadet et Tempel for “Enigheds-Gudinden” som naturligviis blev til Spot for hvem der kunde Græsk, men vi vil gribe Leiligheden til at bemærke, at det var ægte Romersk, thi naar Man først har gjort baade Sandhed, Retfærdighed, 598Enighed og alle Dyder til Gudinder, at offre til engang imellem, da følger det af sig selv, at Man efter saa gruelig en Forbrydelse mod En af dem, til Bod bygger hende et splinternyt Tempel, hvor Man kan offre paa ny Regning.

Raden at rase var nu aabenbar ogsaa til Pøbelen, saa det er i sin Orden at Raadet teer sig ligesaa slavisk, da Pøbelen faaer en haandfast og forvoven Anfører, og det var 👤Cajus Marius, Byes-Barn med 👤Cicero fra 📌Arpino (ved 📌Garigliano). Denne raa Campaner svang sig op ved Tapperhed og stræng Krigs-Tugt, blev, paa Trods mod Raadet, valgt til Borge-Mester af Almuen, blev rigere ved at triumphere over 👤Jugurtha end alle de, der havde ladet sig bestikke af Numideren, og vandt udødelig Ære ved at ødelægge de Cimbrer og Teutoner, for hvilke 📌Rom havde skiælvet og mange Legioner vendt Rygg. Havde alle Romere endnu været lige saa raae som han, da vilde selv denne Helte-Gierning ei gjort ham mærkværdig for os; thi enten Verden beherskedes af Romerske eller Kymriske Barbarer, kunde være os det Samme; men da han, der broutede af sin Foragt ei blot for Græker-Sproget og Boglig Konst men selv for “Reenlighed,” som han regnede til blotte Fruentimmer-Netheder, var en Undtagelse, maae vi kalde det en stor Lykke, at denne Barbar befriede 📌Italien fra sine fremmede Medbeilere i Hundredtusind-Tal, som, havde de faaet Magten, aabenbar vilde ødelagt hele den dannede Verden*Borgemester-Talen i den Jugurthinske Krig hos 👤Sallust. 👤Plutarks Marius.. Uagtet vi derfor ei kan tage mindste Deel i Teutonernes Nederlag ved 📌Aix i 📌Provence eller Cimbrernes ved 📌Vercelli i 📌Piemont (omtrent 100 f. Chr.), maae vi dog skiænke ham, der triumpherede over begge disse Bjørne-Flokke, den Opmærksomhed at følge ham til Jorden, skiøndt han ligger som en Blod-Hund i sin Grav. Ved med Flid at trække Krigen ud, blev han 599Borge-Mester sex Aar i Træk, men saasnart der blev Fred, lod Raadet ham dog godt mærke, han var som “en Ugle mellem Krager og han, der baade manglede al Dannelse, gned paa sine Grunker, og var selv blandt Pøbelen en Fremmed i Byen, kunde da slet ikke trives, med mindre Man fik en dygtig Krig, som nu var en sjelden Lykke. Opstanden af de Italienske Bunds-Forvandte fører vel Navn af den “Marsiske Krig” og beskrives frygtelig, men skiøndt Man i 📌Rom havde det Mundheld, at over Marserne, som boede i 📌Abruzzo omkring 📌Celano-Søen (📌Lacus Fucinus), over og uden dem kunde Ingen triumphere, er det dog klart, at Krig med Smaa-Kiøbstæderne i 📌Italien var kun en “Børne-Leg” for 📌Rom, og 👤Marius havde ovenikiøbet den Ærgrelse, at en Anden slog Marserne bedre end han*👤Appians Borger-Krig I. 46..

Denne Anden var Adels-Manden 👤Cornelius Sylla, der allerede i den Numidiske Krig havde drillet 👤Marius, og blev nu, som Borge-Mester, udnævnt til Feldt-Herre i den eneste Krig, en Romer endnu kunde vente at høste betydelig Ære og Fordeel af, nemlig den Mithridatiske, hvorover den gamle 👤Marius blev saa forbittret, at han, ved Hjelp af Almue-Tribunen 👤Sulpicius og de nu brugelige Overtalelses-Midler paa Thinge: Knipler og Dolke, fik 👤Sylla aftakket og sig selv udnævnt i hans Sted. Det var imidlertid et fortvivlet Stykke Arbeide, deels fordi det udførdes ved den “udenbyes” Pøbel og dobbelt fordi 👤Sylla stod i Spidsen for en Krigs-Hær, der frydede sig i Haabet om det “Asiatiske Bytte,” og hørde af deres Feldt-Herre, at 👤Marius sikkert vilde opløse den og udskrive en Ny af sine Tilhængere. Vel havde det hidtil ikke været Skik hos Romerne at “føre Avind-Skjold” mod Byen, men een Gang skal dog være den Første og 👤Syllas Tropper bad ham kun at føre an, saa skulde de nok giøre Beskeed, som de ogsaa virkelig gjorde og 600kunde sagtens, da det var noget Nyt, som Ingen ventede. 👤Marius maatte nu flygte og vanke om i 📌Italien, som en fredløs Mand, med sit Liv i sin Haand, men det var ham dog spaaet, han skulde være syv Gange Borge-Mester, det stolede han paa, hvilde sig lidt i 📌Afrika paa 📌Karthagos Ruiner, kom saa igien, mens 👤Sylla var borte og Byen i Oprør, og naaede virkelig, et Par Dage før han døde, at blive syvende Gang Borge-Mester. Før han imidlertid kom saavidt, maatte naturligviis endeel adelige Hoveder springe, blandt hvilke det af Borge-Mester 👤Octavius især er blevet mærkværdigt, som det Første, der stilledes til Skue paa Thing-Stedet, hvor det dog snart fik Selskab, thi ved sit Indtog i 📌Rom dannede 👤Marius sig en Liv- Garde af bortløbne Slaver, som ikke blot tog Hovedet af hvem han kaldte sine Fiender, men af alle dem, han ikke hilsede igien, naar de hilsede ham, og desuden af deres forrige Herrer og hvem de lystede. Det var alligevel saa langt fra at skiænke 👤Marius en rolig Søvn, at han tvertimod nu plagedes af en Søvnløshed, selv Drik ei kunde helbrede, og da han hørde, 👤Sylla var underveis fik han sin Helsot og døde, halvfjerdsindstyve Aar gammel, i Raseri *👤Appians Borger-Krig I. 55–75. 👤Plutarks Marius.. Siden, i den 174de Olympiade, da 👤Sylla kom tilbage fra 📌Asien og 📌Grækenland med sin seierrige Hær, indtog han 📌Rom som en fiendtlig By, opkastede sig til Enevolds-Herre og spillede saaledes med Folks Ære, Liv og Gods, at Romerne, som dog var godt vant baade til at see Blod, giøre Bytte og spase med Slagt-Offere, eenstemmig kaldte hans Dage, ligesom Fransk-Mændene 👤RobespjerresRædsels-Tiden*👤Appians Borger-Krig I. 84–97. 👤Plutarks Sylla..👤Sylla var imidlertid ingenlunde saadan en sammenvoxet Tiger og Bavian, som det nysnævnte Franske Afskum, der mere var en Abekat af 👤Marius, nei, denne 👤Cornelius, efter hans Samtidiges ikke uvittige Bemærkning, 601en Blanding af “Løve og Ræv,” var aabenbar en Romersk 👤Mirabeau, der kunde baade Latin og Græsk, skrev selv Beretninger (Memoirer) om sit Levnets-Løb og fandtes temmelig sanddru i den Grav-Skrift, han satte sig selv, som den, der betalde “baade Ondt og Godt” med Renters Rente*👤Sallusts Jugurthiner-Krig. 👤Plutarks Sylla.. Han fortjende ogsaa aabenbar det Til-Navn af “📌Roms tredie Byg-Mester” som Man havde spildt paa 👤Marius; thi han gav “Krigs-Standen,” som Man kaldte Romer-Staten, en splinterny Indretning, som dog kun var en naturlig Udvikling og blev derfor i det Væsenlige bestandig. Efter de tresindstyve Olympiader, Man tilskrev de “syv Konger” havde 📌Rom nu med et rundt Tal i hundrede Olympiader havt aarlig afvexlende Borge-Mestre eller deslige, og fik nu en Dictator (Tugte-Mester) paa ubestemt Tid, hvad Spøge-Fuglene meget rigtig kaldte Konge-Dømmets Benægtelse og Tyranniets Bekiendelse; men Navnet bliver aldrig Hoved-Sagen, med mindre det er ganske tomt, og Sagen var, at “Borge-Mester og Raad” nu ligesaavel havde udtjent som “Borgerskabet,” og maatte afløses af en ordenlig “Feldt-Herre” i Spidsen for “Linie-Tropper og Lande-Værn.” Med andre Ord: Byen 📌Rom og den gamle Adel havde gjort sit Bedste ved at undertvinge hele Verden, men duede hverken til at beherske eller forsvare den; thi Raads-Herrerne var alle graadige og for det Meste feige, Almuen inden Voldene var ogsaa udmarvet og aldeles uskikket til at udgiøre Kiernen af de store Hære, der udkrævedes til Verdens-Rigets Forsvar mod Barbarerne, saa Konsten maatte nu komme Naturen til Hjelp, ved at oprette en “staaende Armee” af de Modigste i alle Landene, med den Anfører i Spidsen, som “Lykken” for Øieblikket mest begunstigede, og han foreskrev naturligviis indtil videre hele Verden Love, eller var Dictator paa ube602stemt Tid. Saaledes maatte det Kolossalske Tyranni udvikle sig af Romer-Svøbet, naar det skulde blive varigt og hertil gjorde 👤Sylla det første Kæmpe-Skridt, ei ved at antage en ny Titel, men ved at indføre Krigs-Styr og Krigs-Ret, ved at give sine tre og tyve Legioner faste Eiendomme i 📌Italien og ved af titusinde raske Slaver at skabe en ny Borger-Klasse i 📌Rom, de saakaldte “Cornelier;” thi vel var det kun ufuldkomne Forsøg paa at danne en Kriger-Kaste og en Liv-Vagt efter Tidens Leilighed *👤Appians Borger-Krig I. 100., men han gav dog paa en meget praktisk Maade Ideen, som blot behøvede at udvikle sig, for at vise Verden en Romersk Minerva, i fuld Rustning, udsprunget af Jupiters Hjerne. Vi, som har seet Franskmændene saa mesterlig opføre den Romerske Tragedie paa den store Krigs-Skueplads, kan prægtig forstaae det Hele, og behøve blot at tænke “📌Engeland” borte, for i det Franske Verdens-Rige at see et livagtigt Billede af det Romerske, skiøndt Tiden viiste, det var kun et “Theater-Maleri,” der hverken kunde taale at sees i Nærheden eller at aandes paa, naar det skulde glimre. Efterat have, som han kaldte det, renset baade 📌Rom og Raadet, ei blot med de fire og tyve Øxer, der hørde til hans Værdighed, men ved utallige, som han med et Penne-Strøg satte i Bevægelse: ved at giøre Folk i Tusind-Tal fredløse og sætte en lille Priis paa deres Hoved, fristede 👤Sylla for Resten “Lykken,” som han for ramme Alvor havde forgudet, og nedlagde Regieringen, men Alt hvad Lykken da endnu kunde giøre for en saadan Vove-Hals, var at lade ham døe itide, og uagtet Romerne ei noksom kunde beundre det Held, der fulgde ham i Døden som i Livet, var Lykken dog tilsidst ikke større end at Utøi aad ham op, hvad der var saameget mærkeligere, som han under sin Dictatur i en offenlig Tale til Folket, spaaede hele Byen samme Skæbne. 603Man knurrede nemlig over, at han lod Et af sine berømteste Krigs-Redskaber uden videre slaae ihjel, fordi han, mod sin Herres udtrykkelige Forbud, søgde Borge-Mesterskabet, som 👤Sylla, for en underløbende Ordens Skyld, igien lod besætte, og i den Anledning talede Dictatoren og sagde: Romere! der var engang en Plov-Mand, som havde sin Nød med de “Sexbenede” og stræbde een Gang og to Gange at rense sin Trøie, men da det ikke hjalp, smeed han den paa Ilden, og tag jer nu i Agt, at jeg ikke, efter at have renset Byen to Gange, kommer tredie Gang og giør ligesaa*👤Appians Borger-Krig I. 101. 👤Plutarks Sylla..

Selv var 👤Sylla imidlertid neppe kommet rigtig paa Baalet, for Æslerne som vilde vise deres Tapperhed paa den døde Løve, naar ikke 👤Pompeius havde været, men skiøndt ogsaa han i den sidste Tid som den opgaaende Soel, stod i et spændt Forhold til “den Nedgaaende,” var han dog høimodig nok til at unde sine Fiender en smuk Lig-Begiængelse, og paa ham maae vi nu fæste Øie, som 👤Syllas nærmeste Arving, i det vi med det Samme betragte den “Mithridatiske Krig” som 👤Sylla begyndte og han fuldendte*👤Plutarks Sylla. 👤Appians Borger-Krig I. 105–6..

📌Pontos var, som bekiendt, det gamle Navn paa Nord-Kysten af 📌Lille-Asien ved 📌det Sorte-Hav, mellem 📌Sinope og 📌Trapezunt, og den første 👤Mithridat af fornem Persisk Byrd, vi her finde nævnet, blev opfødt hos Kong 👤Antigon i 📌Kelæne, hvor han altsaa har lært Græsk, men hvor hans Liv kom i Fare, da 👤Antigonos drømde, en Nat, han saaede Guld-Frø, der voxde deilig og lovede mange Fold, men forsvandt saa for hans Øine, medens han hørde en lille Fugl synge om, at 👤Mithridat havde høstet, hvor 👤Antigon havde saaet. 👤Demetrios Murbrækker skal, uden at røbe sin Faders Hemmelighed, have reddet sin Stal-Broders Liv, ved at skrive i Sand med sit Spyd “flygt 👤Mithridat” og 604fra denne Halv-Perser og Halv-Græker nedstammede, efter 👤Plutark, i ottende Ledd, den 👤Mithridat, der nu vovede at giøre Romerne Verdens-Riget stridigt*👤Plutarks Demetrios. 👤Appians Mythridatiske Krig 9.. Saadanne kaade Lapse-Streger fortjende imidlertid neppe at nævnes, uden i 📌Roms egen Historie, naar 👤Mithridat ikke derved havde givet Romerne en gavnlig Paamindelse, baade om at bringe de Asiatiske egenlig forsømte Anliggender i Orden, og om Nødvendigheden af en ordenlig Grændse-Vagt mod Barbarerne. Tingen var nemlig, at 📌Asien laae oprindelig uden for den Romerske Verden, og som kloge Tyranner var de derfor bange for at brænde sig paa den, og trevne til at befatte sig med den, saa de havde helst seet, at Seleukiderne, tilligemed de Pergamenske og Bithyniske Konger, holdte under Pidsken, kunde blevet ved at være deres Oppebørsels-Betjentere i de Lande-Mærker; men hvad enten det nu hængde ret eller galt sammen med “Testamentet,” hvorved den sidste Pergamenske 👤Attalos i Gracher-Dagene indsatte Romerne til sine Universal-Arvinger, saa kunde de dog umuelig tillade den 👤Aristonik, der kaldte sig Broder til 👤Attalos, at gaae i Arv med væbnet Haand, og nu fik de altsaa en “📌Asiatisk Provinds*Justin XXXVI. 4. 👤Plutarks Tib. Grachus.. Dermed var Lodden kastet, thi det er ikke blot naturligt, at hvad der først kommer i Ulvs Mund, har naaet sit Maal, men Romerne forstod ogsaa godt, at naar en Erobrer afstaaer en Fods-Bred af hvad der, efter Spydstage-Retten, er hans lovlige Eiendom, da begynder det at gaae Krebs-Gang med ham, og dog var Kongen i 📌Pontos saa mægtig en Nabo, at Romerne fandt det raadeligt at have ham til Ven, hvad dog umuelig kunde vare naar de vilde staae paa deres Ret. Hvordan nu siden Forholdet indviklede og Krigen udviklede sig mellem Romerne og Kongen i 📌Pontos, er vanskeligt at sige, da 👤Trogus, som 605her skulde giøre Gavn, er langt fra at være nogen 👤Polyb; men det kan ogsaa her være os det Samme, da det var Aarsag nok til Krig, at den sidste 👤Mithridat, som skal have regieret henved et halvt Aarhundrede, aabenbar vilde herske i 📌Lille-Asien, hvad Romerne umuelig kunde tillade*Trogus hos Justin XXXVIII. 1–2. 👤Appians Mithridatiske Krig 10–16.. Krigen udbrød desaarsag, efter 👤Appian, med den 173de Olympiade og var i Begyndelsen saa heldig for 👤Mithridat, at han ikke blot bemægtigede sig hele 📌Lille-Asien, men fangede de Romerske Generaler, der paa deres egen Haand havde taget sig for at tugte ham. Det gjorde naturligviis Opsigt, men skiøndt 📌Rom paa den Tid syndes at have Nok at giøre med sig selv og Marser-Krigen, spurgdes dog Ponterens Forvovenhed aldrig saasnart til 📌Rom, førend Man erklærede ham aaben Feide, uden at bryde sig om at Man derved for Øieblikket gav ham frit Spille-Rum*Trogus hos Justin XXXVIII. 3.. Var nu 👤Mithridat strax gaaet lige til 📌Italien, som han kunde gjort, da Man seer han havde Magten til Søes, da havde han i det Mindste viist, han vidste, hvor Slaget skulde staae, men nu lod han derimod alle Italienere i sin Virke-Kreds lumskelig myrde paa een Dag, og Antallet behøvede ingenlunde at være 150000, som det dog er hos 👤Plutark, for at vise, han var en Barbarisk Tyran, der anrettede Blod-Bad ikke for Nyttens men for sin egen Fornøielses Skyld*👤Appians Mithridatiske Krig 17–23.. Kun forgiæves beleirede han 📌Rhodos, hvis Sø-Folk vi ved denne Leilighed see, var raske endnu, skiøndt Magten kun var ringe, og Besættelsen af 📌Grækenland viiste sig at være blot Vind-Mageri, saasnart 👤Sylla blot fik saamange Stunder, at han kom til 📌Bæotien. Vist nok giør det den Romerske Tapperhed kun liden Ære, at 👤Sylla ikke turde føre sine Legioner i Il606den, før han havde plaget dem saaledes med Trælle-Arbeide, at de var kiede ad Livet, men det havde lige siden den yngre “Afrikaners” Tid været en vigtig Deel af den Romerske Krigs-Konst, og desmere Skam havde Ponter-Kongen af sine to store Krigs-Hære, der adsplittedes ved 📌Chæronea og 📌Orchomenes. Vel siger Man, de enstund forsvarede dem kiækt, men 👤Sylla skrev dog selv, at ved 📌Chæronea, hvor det gik hedest til, og Fienden var over hundredetusind Mand stærk, savnede han efter Slaget kun fjorten Stykker af Sine, hvoraf de To endda kom igien om Aftenen, saa enten har han ikke regnet de Fleste der faldt, eller Romerne har ikke følt hvad de fik*👤Plutarks Sylla. 👤Appians Mithridatiske Krig 24–30. 41–50.. Ved denne Leilighed var det, 👤Sylla udhungrede, stormede, plyndrede, ødelagde og spottede 📌Athenen, der hidtil under 📌Roms Vinger havde været Skyggen af en Fristad, men havde nu ved Hjelp af 👤Mithridat faaet en virkelig Tyran, i Ordgyderen eller som han kaldte sig selv Philosophen 👤Aristion, hvis Forfremmelse fra Skoleholder til Stads-Tyran findes latterlig beskrevet hos 👤Athenæos, som kalder ham 👤Athenio *👤Plutarks Sylla. 👤Appians Mithridatiske Krig 28. 37–39. Athenæos V. 47–53.. Naar vi imidlertid sige, at 👤Sylla ødelagde 📌Athenen, da menes dermed ikke at han rev Byen ned, men at han gjorde den øde og tom for Indbyggere; thi han lod slaae ned for Fode, uden Hensyn paa Kiøn og Alder, til Blodet bogstavelig oversvømmede Staden, solgde saa alle Slaverne til den Høistbydende og trøstede det Par Borgere, Sværdet tilfældigviis havde levnet, med at han vilde skiænke deres “Børne-Børn” den Frihed igien, de havde forbrudt*👤Plutarks Sylla. 👤Appians Mithridatiske Krig 30–39..

👤Mithridat havde nu for det Første faaet sin Fornøielse, og 👤Sylla der i 📌Rom, hvor 👤Marius dengang 607raadte, var erklæret fredløs, havde tilsat baade den Delphiske Apols og den Olympiske Jupiters Skatte, som han overlod det til Thebanerne at erstatte, og havde ingen Flaade, 👤Sylla fandtes ikke uvillig til at slutte Fred paa taalelige Vilkaar, men viiste sig dog Romer-Navnet værdig; thi selv under saa betænkelige Omstændigheder vilde han ikke høre tale om Fred, med mindre 👤Mithridat betalde Gildet, udleverede strax hele sin Flaade til ham, der ikke eiede et Skib, og trak sig, som en Snegl i sit Huus, tilbage til 📌Pontos for ham, der havde hverken Huus eller Hjem. Det fandt 👤Mithridat sig imidlertid ogsaa i, og viiste sig derved ret som en latterlig Med-Beiler til Verdens-Kronen *👤Plutarks Sylla. 👤Appians Mithridatiske Krig 54–58., og skiøndt Blod-Pletten fra 📌Athenen er stor nok til at vise, hvad 👤Sylla førde i sit Skjold, maae vi dog netop derpaa kiende, hvilken Lykke det var, at ikke Tigeren 👤Marius, med sit dødelige Fiendskab til Græker-Aanden, fik Anførselen i den Mithridatiske Krig, da næsten hele 📌Grækenland var faldet fra og vilde sagtens deelt 📌Athenens Skæbne, som nu dog var en Undtagelse, der især tilskreves Tyrannen 👤Aristions Spotte-Gloser fra Murene over 👤Sylla og hans Frue *👤Plutarks Sylla..

Derfor er det ogsaa, hvad der hæderlig udmærker 👤Pompeius i Verdens-Historien, at han, efter 👤Syllas Død, skiøndt hørende til Middel-Standen (de saakaldte Riddere, equites) og beilende til Folke-Gunst, dog kraftig modsatte sig Pøbel-Partiet, saa ved ham vandt Dannelsen en afgiørende Seier over Raaheden, og en vis Borgerlig Orden Seier over den Lov-Løshed, der i 👤Marius-Tiden og under dens Efter-Veer havde forstyrret hele Verden. Allerede som blot Unger-Svend gjorde 👤Pompeius sig baade i 📌Italien, paa 📌Sicilien og i 📌Afrika saa uundværlig for 👤Sylla, at han selv offenlig kaldte ham “den Store” (Magnus), og fra 👤Syllas 608Død, i Midten af den 175de Olympiade, vogtede Alles Øine paa ham, som den eneste Høvding, hvis Tapperhed og Ærgierrighed var af mild og Menneskelig Natur. Det første han nu fik at giøre, var at tilbagevinde 📌Spanien, hvor 👤Sertorius, en udmærket Lykke-Frister af det Mariske Parti, endeel Aar ei blot havde holdt Stand men prøvet paa at skabe en ny Middel-Punkt for Verdens-Riget, der vel saae ud som et Abe-Spil, men kunde dog let havt til Følge, at 📌Rom ved ham og alle de Fordrevne, som han kaldte “Senatet,” havde faaet en ny Rædsels-Tid*👤Plutarks Pompeius og Sertorius. 👤Appians Borger-Krig 107–15..

Da 👤Pompeius kom med Ære tilbage fra 📌Spanien, mødte Lykken” ham aabenbar underveis, da Slumpen af de oprørske Slaver, som havde huseret frygtelig i 📌Italien, løb ham i Hænderne, thi dermed fik han Æren for ogsaa at have gjort lykkelig Ende paa dette Ustyr, skiøndt det var 👤Crassus, den rigeste Romer, der havde slaaet og adsplittet den uhyre Trælle-Flok, der med Thrakeren 👤Spartakos i Spidsen, giennem flere Aar satte 📌Rom og hele 📌Italien i Skræk. Dog, herved maae vi dvæle et Øieblik, for at blive opmærksom paa, hvortil “Spydstage-Retten” nødvendig fører, alt som Oplysningen om dens Grund-Sætninger udbreder sig, saa Alle troe, at hvad de for Øieblikket har Magt, det har de ogsaa Lov til, uden at ændse enten Med-Menneskers Ulykke, nedarvede Sæder og Skikke eller Betingelserne for et meer end dyrisk Liv. I den gamle Verden, hvor alle Tjeneste-Folk var Trælle, seer Man strax, der var samme Fare for en voldsom Opløsning af det Borgerlige Selskab, som i de 📌Vest-Indiske Kolonier, hvor Slaveriet har fornyet sig; men dog læse vi ikke om nogen almindelig Slave-Opstand uden i 📌Italien og paa 📌Sicilien, af den simple Grund, at hos Romerne, hvor selv hvad Man kaldte “Borgerligt Selskab” var oprindelig 609grundet paa Næve-Retten, hvor der mylrede af Slaver fra alle Verdens Hjørner og hvor de behandledes saa umenneskelig, at selv “Dyds-Mønsteret” 👤Cato Politi-Mester broutede af, at han, som en god Huus-Holder, altid solgde sine gamle Slaver, som Man sælger udslæbte Heste*👤Plutarks Cato hin Gamle.; der maatte Man finde det høist rimeligt, at de i Fortvivlelse vilde slide sig løs og ødelægge Alt. Det er imidlertid beundringsværdigt, hvad Mennesket kan taale, naar det kun er i Dag som i Gaar og naar der hersker stræng Orden trindt omkring ham, derfor høre vi Intet om Slave-Oprør hos Romerne, saalænge Huus-Tyrannerne var kraftige, ædruelige og selv Slaver af den engang indførte Tingenes Orden; men saasnart Udsvævelser og Selv-Raadighed fik Magt med de høiere Stænder, gik det nødvendig som i en Krigs-Hær uden Subordination, hvor Opsætsighed og Mytteri som en Løbe-Ild forplanter sig fra Staben til Trosset. Allerede i Gracher-Dagene udbrød der et frygteligt Slave-Oprør i det Indre af 📌Sicilien, og under den Cimbriske Krig et endnu farligere paa Kysten, som varede i flere Aar og findes beskrevne hos Sicilianeren 👤Diodor *Diodor (Brudstykker) XXXIV. 2–14. XXXVI. 1., saa det var store Ting at Oprørs-Luen i 📌Italien kunde kvæles til efter Rædsels-Tiden under 👤Marius og 👤Sylla. Nu derimod, da 👤Marius havde brugt Slaver til at slaae deres egne Herrer ihjel og 👤Sylla paa een Gang havde gjort titusinde Slaver (Cornelierne) til Romerske Borgere og deres dræbte Herrers Arvinger, nu kunde et stort Oprør umuelig udeblive, saa det kunde udbryde ved tusinde Anledninger; men dog er den nærmeste Anledning mærkelig, thi det var den gruelige Romer-Skik at oplære Slaver i Fægte-Konsten og holde dem i Fængsel, til de ved fornemme Lig-Begængelser og andre høitidelige Leiligheder, skulde kæmpe sammen paa Liv og 610Død til Folkets Fornøielse. En af disse Gladiatorer, en Thraker ved Navn 👤Spartakos, brød nemlig ud med sine Stal-Brødre af Fægte-Skolen i 📌Capua, slog Leir paa 📌Vesuv og fik snart et saadant Tilløb, at han med Magt kunde skaffe sig de Vaaben, han fattedes, og møde hele Krigs-Hære; men med Sligt er det naturligviis som med et ildsprudende Bjerg, der aldrig selv bliver til en Stad, hvormange Stæder det end ødelægger, og falder sammen, naar det er udbrændt*👤Appians Borger-Krig I. 116–20..

En anden Følge af den almindelige Stats-Opløsning, som truede al Dannelse med Undergang, var Sø-Røveriet, der vel lige siden Begyndelsen af de Puniske Krige havde været i Tiltagende, men var under den Pontiske, ved 👤Mithridats Hjelp, steget til saa frygtelig en Høide, at der mylrede paa 📌Middel-Havet af Røver-Skibe, alle Kyster var usikkre og Mellem-Handelen laae i sidste Aande-Dræt. Vel hyklede Sø-Røverne, efter 👤Plutarks Fortælling, dyb Ærbødighed for Romer-Navnet, saa naar de hørde, deres Fange var en Romer, bad de meget om Forladelse og kappedes om at klæde ham paa, men dog lod de ham enten dyrt betale sit Liv, eller de hængde en Trappe ud, naar de kom i rum Sø, ønskede ham Lykke paa Reisen til 📌Rom og bad ham meget høflig spadsere ned, ja, hjalp ham kraftig afsted, hvis han nølede. Derfor blev nu 👤Pompeius udnævnt til Stor-Admiral, baade den Første og den Sidste af det Slags i 📌Rom, der gjorde sig fortjent af Menneske-Slægten og navnkundig i dens Historie, ved hvilken Leilighed det første Gang ret viiste sig, baade at Romerne var hele den dannede Verdens Herrer og at de havde Greb paa at tee sig derefter; thi hele 📌Middel-Havets Kyst, paa 📌Ægypten nær, flere Mile op i Landet, sattes under Admiralens Befaling, tilligemed en Flaade paa femhundrede Skibe, og paa et Fjerding-Aar rensede 611👤Pompeius baade Havet og Kysterne fra 📌Herkules Støtter til Mel karths By. Det var især paa 📌Kreta og i 📌Kilikien, Sø-Røverne havde deres Stabel-Pladser, men kun een Gang bød de 👤Pompeius Brodden til Søes, ellers var hans og Romernes Navn Nok til at tvinge selv deres Bjerg-Fæstninger, især fordi han skaanede alle dem, der overgav sig og forplantede dem blot til Egne, hvor de ikke var udsat for “Havets Fristelse.” At han imidlertid ogsaa befolkede 📌Dyme, En af de gamle Achæer-Byer som laae øde, med Sø-Røvere, var en besynderlig Undtagelse, som vi, paa 📌Grækenlands Vegne, maae tage ham ilde op, men dog tilgive ham, paa Grund af den Lettelse det har været for hele Verden, at halvfemtsindstyve store Skibe med Kaabber-Snabel og 20000 fangne Røvere, foruden alle de Barker og Skielmer, der faldt i hans Undermænds Hænder, blev paa een Gang sat ud af Fart og Nærings-Vei*👤Plutarks Pompeius. 👤Appians Mithridatiske Krig 91–96..

Dette skedte i Slutningen af den 176de Olympiade (ved 70 f. Ch.), og derpaa udnævnedes 👤Pompeius strax til desuden at være Feldt-Herre mod 👤Mithridat og hans Sviger-Søn 👤Tigran i 📌Armenien, som ikke endnu var rigtig undertvungne*👤Appians Borgerkrig I. 111. Mithridatiske Krig 97..

Om dette virkelig var en Fornærmelse mod 👤Lucul, der alt havde slaaet Kongerne og var den første Romer som med en Krigs-Hær gik over 📌Euphrat og 📌Tigris, det kan vi godt begribe, var et stort Spørgsmaal i sin Tid, da Enhver regnede sin egen Fordeel til de umistelige Menneske-Rettigheder, men i Verdens-Historien er slige Kiævlerier saa latterlige, at de i den aldrig vilde blevet berørte, naar vi ikke havde faaet Romerne til Lære-Mestere i, hvad de selv ei havde mindste Forstand paa. Da Universal-Historien imidlertid for Øieblik612ket befinder sig i “Tugt-Huset,” nødes vi til at tage lidt Hensyn paa, hvad Man der kaldte Stats-Anliggender og gaae ind i den Syns-Maade, Æres-Medlemmerne af dette sluttede Selskab havde for de store Verdens-Begivenheder.

Vi forlod 👤Mithridat, da han kiøbde Fred af 👤Sylla, men denne Hæders-Mand havde naturligviis intet andet Begreb om Fred end Vaaben-Stilstand, saa han fandt det overflødigt at give Sort paa Hvidt for, hvad der fulgde af sig selv, naar han stak Sværdet i Skeden. Deraf fulgde imidlertid, at Tropperne der blev i 📌Asien ansaae sig fuldelig berettigede til at røve og plyndre hvor der var mest at hente, uden at bryde sig om Grændse-Pæle, og da 👤Mithridat saae, han slet ikke kunde faae, hvad han kaldte Fred, og havde desuden slet intet imod en Krig, naar den kunde svare Regning, blev det ulykkelige 📌Lille-Asien ved at være en Tumle-Plads og et Rov for Krigs-Folket paa begge Sider, uden at Man i 📌Rom brød sig synderlig derom, saa at selv 👤Luculs Tog var egenlig kun en Privat-Sag, hvorved han ventede at giøre sin Lykke, ligesom en Spanier ved at gaae til 📌Amerika eller en Engelsk-Mand ved at gaae til 📌Ostindien. Han gjorde den ogsaa virkelig, ved saaledes at plyndre Stæderne i 📌Pontos og 📌Armenien, at han kom hjem som en Millionær og lærde Folk i 📌Rom, hvad det var at leve paa en stor Fod; thi denne Syllaner var endnu langt stivere i Græsken end hans Herre og havde en anderledes fiin Smag, saa han stræbde at forbinde den Østerlandske Pragt og Overdaad med hele den Græske Dannelse og giøre sit Huus paa een Gang til en Samlings-Plads for Alt hvad der glimrede og smagde godt og klædte kiønt*👤Plutarks Lucullus. 👤Appians Mithridatiske Krig 64–90.. I denne Henseende er 👤Lucul, som havde et prægtigt Bibliothek og var en stor Velynder af lærde Folk, en ganske mærkelig Mand, men da han i 📌Asien havde ført Krigen, som han selv sagde, paa 613egen Regning og Risico, saalænge til Tropperne, som slet ikke fandt deres Regning derved, opsagde ham al Huldskab og Troskab, kan Man dog virkelig ikke fortænke “Raadet” i, at de gav ham 👤Pompeius til Efter-Mand, som, hvordan han end ellers tænkde, dog havde en videre Syns-Kreds og et høiere Maal for sin Ærgierrighed, end at skrabe Penge sammen og saa leve flot.

👤Mithridat har vi allerede lært at kiende som en Kryster, og selv de der beundre ham mest: for de mange Sprog han kunde tale, for de mange Nederlag og al den Edder og Forgift, han kunde taale, maae dog bekiende, han var en Barbarisk Tyran, der sloges helst og bedst med Værgeløse; men hans Sviger-Søn 👤Tigran i 📌Armenien, som kaldte sig “Kongernes Konge,” skulle vi nu først stifte Bekiendtskab med. Paa Val-Pladsen kunde det nemlig ikke skee, thi den løb han fra, førend Slaget, skiøndt han stod i Hjertet af sit eget Land med en uhyre Magt, og havde kun en halvsnees tusind Romere under 👤Lucul imod sig; men saasnart 👤Pompeius kommer paa hans Grændser, lære vi at kiende ham, thi da gaaer han uforfærdet den første Romer i Møde, der stod i Ry for Mildhed, kaster sig for hans Fødder og rækker ham sin Krone. Det fandt 👤Pompeius, var kiønt gjort, reiste ham op, satte ham ved Siden ad sig og lod ham betale tusind Talenter for Skyggen af den Armeniske Krone, som han fik Lov til fremdeles at bære. 👤Mithridat blev derimod ved at flygte, og 👤Pompeius satte efter ham, til han løb over 📌det Sorte og op i 📌det Asovske Hav, men did følde 👤Pompeius slet ingen Drift til at følge ham; thi vel var han Stor-Admiral paa 📌Middel-Havet, men betragtede dog alle andre Have som sin “naturlige Grændse,” og da han derfor havde besøgt 📌Kolchis og været nær ved at naae 📌det Kaspiske Hav, stod hans Hug til det 📌Middellandske og til 📌det Røde, eller med andre Ord, til 📌det Sy614riske-Rige, hvorfra 👤Tigran havde fordrevet Seleukiderne og hvortil Romerne da unægtelig, efter Spydstage-Retten, var de nærmeste Arvinger*👤Plutarks Pompeius. 👤Appians Mithridatiske Krig 97–105.. Vel havde 👤Lucul seet rolig paa, at en Æventyrer af den gamle Konge-Slægt havde sat sig til Høi-Bords i 📌Antiochien, da 👤Tigran fik andet at giøre; men det kom aabenbar kun af, at 👤Lucul tænkde mere paa at mele sin egen Kage end paa at handle i 📌Roms Aand, og 👤Pompeius, som kuldkastede alle de Luculliske Anordninger, kunde da umuelig skaane den Allerdaarligste, men gav den saakaldte 👤Asiatiske Antiochos at forstaae, hvor urimeligt det var, naar 👤Tigran tabde 📌Syrien, om det da skulde tilfalde ikke Romerne, som overvandt ham, men Seleukiderne, som han havde overvundet*👤Appians Syriske Krig 48. 69–70..

Den Sag kom ogsaa i Rigtighed uden Blods-Udgydelse, og 📌Seleukidernes Rige blev en Romersk Provinds, omtrent 250 Aar efter dets Oprettelse; men 👤Pompeius fandt, hvad han maaskee aldrig før havde vidst, at der var et andet lille Rige i disse Egne, der alt længe havde staaet i Forbund med Romerne, uden at have havt Besøg af nogen Romersk Feldt-Herre, hvad egenlig var en Uorden, og da dette lille Riges Hoved-Stad, 📌Jerusalem, vovede at lukke sine Porte for ham, sprængde han dem naturligviis, hvortil han havde saameget bedre Anledning, som 👤Hyrkan den Ældres Sønne-Sønner, 👤Hyrkan og 👤Aristobul, stredes om Herredømmet og forlangde Begge hans Hjelp. 👤Aristobul, som havde ført Konge-Titel, maatte reise med til 📌Rom for at pryde Triumphen, og skiøndt Templet kun blev synet, ikke plyndret, og 👤Hyrkan blev Ypperste-Præst, saa mistede Folket dog for saavidt deres Frihed, at de herefter skulde skatte til Romerne, hvad vist nok endogsaa var et Brudd paa den Form, Romerne før havde iagttaget, men naar vi see, at 👤Syllas Søn, 615👤Faustus, var første Mand paa 📌Jerusalems Muur, da mindes vi, at 📌Rom nu maatte selv lade sig omskabe af sine Feldt-Herrer og kunde da umuelig fritage 📌Jerusalem fra at rette sig efter dem*👤Josephs Oldskrift XIV. 4. 👤Plutarks Pompeius. 👤Appians Syriske Krig. 49. Mithridatiske Krig. 106..

Dette skedte, efter 👤Joseph, med Begyndelsen af den 179de Olympiade, i 👤Ciceros berømte Consulat, og medens 👤Pompeius derpaa bekrigede Araberne, fik han den glædelige Tidende, at 👤Mithridat, under en Opstand, hans Søn 👤Pharnaces gjorde imod ham, havde selv styrtet sig i Døden, saa Seier-Herren behøvede nu blot at ordne 📌Asiens Anliggender efter eget Tykke, for at gaae til 📌Rom og holde en Asiatisk Triumph, der fordunklede baade den Afrikanske han holdt under 👤Sylla, og den Europæiske over 👤Sertorius. Nu at opregne alle de Herrer og Kostbarheder, som var lænkede til 👤Pompeius den Stores Triumph-Vogn, vilde her blive for vidtløftigt, men vel maae vi lægge Mærke til, deels at 👤Pompeius gav og tog baade Frihed og Kroner uden at giøre “Raadet” i 📌Rom mindste Uleilighed, og at han var den første Romerske Triumphator, som, ved Siden ad de Stæder, han havde indtaget, opregnede dem, han havde anlagt; thi det viser baade, at 📌Rom havde faaet en ny Forfatning, og at Verden i det Mindste ikke under 👤Pompeius havde tabt derved*👤Plutarks Pompeius. 👤Appians Mithridatiske Krig 114–17..

Nu, bemærker 👤Appian, fattedes Romerne, som nyelig ogsaa havde faaet 📌Kyrene ved Testament, kun 📌Ægypten, for at være enevældige trindt omkring 📌Middel-Havet *👤Appians Mithridatiske Krig 121. og da 👤Pompeius Laurbær-Green bidrog saa betydelig til at afrunde denne store Seiers-Krands, kan vi ikke skiænke hvad der under Krigen tildrog sig i 📌Rom, synderlig Opmærksomhed, men da 616den Catilinariske Sammen-Rottelse dog, for 👤Ciceros og 👤Sallusts Skyld, har gjort mere Opsigt i den lærde Verden end 👤Pompeis Asiatiske Triumph, maae vi tale lidt meer derom end den fortjende. Vel kan vi ikke for nogen Priis indlade os i den bundløse Gemeenhed, der ved denne Leilighed kom for Dagen, thi den hører ikke til den store Verdens men til det lille Helvedes Historie, der ved de Romerske Classiker kun er blevet alt for tit beskrevet og vidt bekiendt; men da 👤Cicero spiller en Hoved-Rolle i Mordbrand-Historien, og “det Ciceronianske” unægtelig er Latinitetens bedste Side, kan vi dog, uden vor Skade, kaste et Blik paa 📌Rom i det Aar, 👤Pompeius indtog 📌Jerusalem.

👤Marcus Tullius Cicero, den dybeste Tænker og den største Taler i 📌Rom, hvor Man aldrig kom videre i Philosophien end til at tvivle om Alt undtagen om sin egen Ufeilbarhed, og kaldte det Veltalenhedens Mester-Stykke at kildre Øret og bestikke Dommeren, eller dog at kunne mesterlig snerte, sminke og sværte hvad det skulde være; denne Ridder-Søn fra 📌Arpino, som den gamle Adel kaldte nybagt (novus homo) og de indfødte Romere Indsidderen (inquilinus), havde vel ondt ved at stige, hvor Ærens Vei løb mellem Odd og Egge, der var ham, som de fleste Jurister, modbydelige Ting men dog blev han engang Borge-Mester, deels fordi det efter 👤Syllas Tid just ei havde stort at betyde, og deels fordi han var gode Venner med 👤Pompeius, hvis Parti stod i Fare under hans Fraværelse. Hovedet for det modsatte Parti var egenlig 👤Marcus Crassus, den Romerske 👤Krøsus; men han havde formeget at tabe til at vove Stort, saa det var den snedige, forvovne, forgiældede og ilde berygtede 👤Lucius Catilina, der tiltrak sig Alles Opmærksomhed, som gaaende frugtsommelig med voldsomme Planer til Omstyrtning af den nærværende Tingenes Orden, før 👤Pompeius kom tilbage med sin Krigs-Hær. 👤Catilina var af gammel Adel, havde 617raset under 👤Sylla, og gjorde sig sikkert Haab om Consulatet, da den berømte Advocat, af ringe Herkomst og kun bevæbnet med Spydigheder, blev ham foretrukket, saa, omgivet som han var af alle de mest udsvævende og fortvivlede Junkere i Byen, tvivlede Ingen om, der jo var Fare for 👤Ciceros Liv og for de Fleste, hvis Magt eller Gods var værd at misunde, men Beviser manglede, og selv det, at 👤Catilina, efter i Raadet at være hudflettet af 👤Cicero, forlod Byen og bragde en Hær paa Benene, beviste egenlig dog ikke andet, end at han vilde tage sig selv til Rette, hvad under en Revolution hører til “Dagens Orden.” Ikke desmindre lod 👤Cicero strax, da han var borte, Endeel af hans gode Venner, selv Over-Dommeren 👤Lentulus, fængsle og paa en meget rimelig men dog, borgerlig og juridisk talt, løs Angivelse, erklære for Misdædere, der havde sammenrottet sig for at myrde ham og stikke Ild paa Byen, og mærkeligt er det immer, hvad 👤Sallust melder, at uagtet Raadet udlovede Belønninger derfor, indfandt sig dog ingen Vidner, ei heller forlodes 👤Catilina af en eneste Tilhænger. Under disse Omstændigheder kom det paa Bane i Raadet, hvad Man skulde giøre ved de Fængslede, og her møde vi, foruden 👤Cicero, som var Anklager, to mærkelige Mænd, som førde det store Ord: 👤den yngre 👤Cato nemlig, der i tredie Ledd nedstammede fra den gamle Politi-Mester, og 👤Julius Cæsar, som snart skulde raade ene og var ikke umistænkt for at være hemmelig i Led-Tog med 👤Catilina. Naar Man imidlertid er saa upartisk, som det er nemt at være mellem Romere, skal Man ikke kunne nægte, at 👤Cæsar talede som en gammel betænksom Raads-Herre, i det han paastod, at Ingens Brøde kunde være saa vis og ingen Fare saa stor, at Man jo, ved uden Beviis at dømme Folk fra Livet, gav et slet og yderst farligt Exempel, medens 👤Cato, der formanede Fædrene til, af Frygt for deres eget Liv og Gods, at fælde Døds-Dom 618over de Anklagede, aabenbar spillede Tyrannens Rolle, der, som 👤Cæsar meget rigtig anmærkede, gierne begynder sin “korte Proces” med Folk, som den offenlige Mening har fordømt, for siden at bruge den mod Alt hvad der er ham i Veien. Dog, 👤Catos Ord fik Magt, 👤Cicero lod Stymperne kvæle i Stilhed og havde den Triumph, derfor saavel i Raadet som paa Gader og Stræder, at løftes til Skyerne, som Fædrene-Landets Fader og Frelser, lutter Ting, der under en Revolution er paa sit Sted, men som kloge Folk dog neppe to, end sige henved totusinde Aar efter skulde holde Lov-Tale over; thi havde Retten og Friheden ikke bedre Venner i 📌Rom, end dem der fældte Døds-Domme efter eget Tykke og for en Sikkerheds Skyld, da var alle Tyrannerne der, som kun gjorde det Samme, jo lovlig undskyldte, og den Stat, hvis Undergang 👤Cicero og 👤Cato begræd, var da enten deres egen og deres gode Venners Stilling eller en tom Skygge. Efter alt at dømme, var der for Øieblikket heller ikke mindste Fare paa Færde for det Pompeianske Parti, uden den, som udmærkede Enkelt-Mænd altid staae i forstyrrede Tider; thi ikke en Haand løftede sig i Byen for de Henrettede, medens Alt forenede sig mod 👤Catilina, som maatte vove et Slag ved 📌Pistoja (📌Pistoria) i 📌Toskana mod en overlegen Magt og havde i det Mindste hverken Skam af sin Død eller af sit Mandskab, thi ligesaa eenstemmig som Historie-Skriverne fordømme ham, ligesaa eenstemmig vidne de, at han laae midt imellem Fienderne, og næsten alle hans Følge-Svende laae paa deres Plads, slet Ingen med Ryg-Saar *👤Sallusts Catilinariske Krig. 👤Plutarks Cicero. 👤Appians Borger-Krig II. 2–7.. Slutningen bliver da, at vel var 👤Catilina og hans Bande efter Samtidens Dom, afskyelige Folk, medens 👤Cicero og 👤Cato derimod var redelige Mænd; men at deels vedkommer Folks Hjerte-Lag os ligesaalidt i Stats-Historien som 619paa no gen verdslig Dom-Stol, og deels maae skikkelige Folk paa ingen Maade “giøre Skarn Uret,” thi da er det “Gien-Giældelsens Ret,” naar det gaaer dem selv ilde. Saa smukt som det derfor var sagt af 👤Cicero til 👤Catilina, at der burde være en Muur imellem dem, af hvem den Ene vilde styre med Ord og den Anden med Sværd-Slag, saa galt var det derimod gjort, selv at nedrive denne Muur, ved at lægge voldsom Haand paa dem, der endnu havde Loven for sig.

Dog, det er, som sagt, kun for den lærde Verdens og de urimelige, for det Borgerlige Selskab farlige Lov-Talers Skyld, vi her sige meer om den Catilinariske Sammen-Rottelse, end at en Saadan under 👤Pompeius Fraværelse havde fundet Sted og var dæmpet paa en Maade, der kastede Olie i Ilden og beviiste, at Man i 📌Rom trængde høit til en Enevolds-Herre og en staaende Armee, der kunde holde alle Partier i Tømme og frelse dem der vilde have Fred fra den daglige Frygt og Fare, hvori de alene burde svæve, der beilede til Jern-Septeret.

Vi vende os derfor nu strax til det berømte Kløver-Blad eller Tre-Hjørningen (triceps): 👤Pompeius, 👤Cæsar og 👤Crassus, som vi vel ikke kan skiænke nær al den Opmærksomhed, der blev dem til Deel, saalænge alle 📌Roms Høvdinger og Classiske Skribenter gjaldt for Hoved-Personer i Verdens-Historien, men som dog baade har en egen universal-historisk Side, og udgiøre, med 👤Cicero, 👤Cato, 👤Lucul og mange Andre, en Romersk Menneske-Alder, Man i Verdens-Historien maatte ændse, selv naar Man havde den Fornøielse at kunne pege paa en anden Hoved-Stad, hvor Kræfterne ikke var mindre, men anvendtes bedre og hvor Dannelsen var ligesaa kiendelig men anderledes ægte. Græskheden havde nu i 📌Rom vundet en glimrende Seier, som de Gamle meget rigtig fandt udraabt af 👤Ciceros og 👤Cæsars Lærer, 👤Apollonios Molon fra 📌Rhodos, da han blev den første 620Fremmede, som det tillodes at træde frem for Raadet uden Tolk og tale paa sit Moders-Maal, og at den strakde sig til Meer end Sproget, see vi vel bedst deraf, at 👤Pompeius og 👤Cæsar, der i mange Henseender svare til 👤Sylla og 👤Marius, kappedes dog, naar Omstændighederne tillod det, med hinanden i Mildhed, som deres Formænd i Grumhed, saa det maa ikke skrives blot paa Tilfældets men ogsaa paa Tidens Regning, at Grækernes store Beundrer og Videnskabernes ivrige Dyrker (👤Cicero) kom nu en Menneske-Alder senere fra samme By, som han (👤Marius), der kaldtes “deres eneste berømte Foragter*Valerius Maximus II. 3..”

Det var 👤Cæsar, som, da han vilde være Borge-Mester, forligde sig med 👤Pompeius og ham med 👤Crassus, og hvad der bevægede 👤Pompeius til at indgaae denne mistænkelige Forbindelse, der skildte ham ved de Bedres Tillid og blev hans Undergang, var den urimelige Haardnakkenhed, hvormed Raadet, stemt af 👤Cato og 👤Lucul, vægrede sig ved at bekræfte hans Asiatiske Anordninger *👤Plutarks Cæsar og Pompeius. 👤Appians Borger-Krig II. 8–9.. Fra dette Øieblik af var 👤Pompeius imidlertid kun et Værktøi for Andre og da især for 👤Cæsar og den meer end pøbelagtige Tribun 👤Clodius, saa han træder selv kun atter frem paa den store Skue-Plads for at falde, og det endda saa ynkelig, at vi slet ikke kiende ham igien, men maae, for at hitte Rede i ham, besinde os paa, at det havde aldrig hængt rigtigt sammen med den Romerske Tapperhed og Selv-Opoffrelse. Det var nemlig alt fra første Færd hos Mængden kun en Vane, som den uophørlige Krig og strænge Krigs-Tugt holdt vedlige, og den Begeistring for Tyranniet, der havde udmærket de høiere Begavede, maatte nødvendig bortfalde, naar det ikke længer var “📌Rom” men sig selv, Enkelt-Manden vilde giøre til Tyran, da alle Trælle og Tyranner er af Naturen feige 621og laane kun af Frygten et fortvivlet Mod. Ærgierrigheden skulde da nu giøre Alt, men deels er det sædvanlig kun i Ungdommen, Man har Sind til at bringe den store Offere, og deels havde 👤Pompeius tidlig indlagt sig det største Navn, han kunde ønske, saa det var i sin Orden, at han, efter en Deel Aar at have ligget paa den lade Side, blev ligesaa feig som Romer-Hæren altid, naar Krigs-Tugten forfaldt.

Hvad nu 👤Crassus angaaer, da er hans universal-historiske Side vel langt fra at være glimrende, men dog er det Parther-Tog, han var Hoved-Mand for, uforglemmeligt, ikke blot som det Første i sit Slags, men som en glædelig Mindelse om, at 📌Roms Magt og Lykke var dog ikke grændseløs. Dyngen af Romer-Lig mellem 📌Euphrat og 📌Tigris, som 👤Crassus skylder sin Navnkundighed, staaer nemlig for os som en blodrød Pyramide af Menneske-Kiød og Been, med et Borgemester-Hoved paa Toppen, der ei trænger til nogen Indskrift, for at kundgiøre, baade af hvad Art den Romerske Storhed var og hvad Ende den omsider skulde faae, og det er yderst mærkeligt, at noget Sligt har ahnet selv Folk i 📌Rom paa samme Tid. 👤Plutark fortæller nemlig, at da Tribunen 👤Atteius forgiæves havde stræbt at hindre 👤Crassus fra det ligesaa hovedløse som uretfærdige Tog mod Partherne, da stillede han sig i Porten, og lyste under en egen Slags Offring saaledes Forbandelse over ham, at han, hvad 👤Plutark ei kan noksom laste, høitidelig overgav 📌Rom i de hevnende Guders og Furiernes Vold*👤Plutarks Crassus..

Havde vi 👤Polybs Værk fuldstændigt, vilde vi sikkert vide ordenlig Beskeed med Stiftelsen af 📌det Parthiske Rige; thi hans Efterretning om begge 👤Antioch den Stores Tog i 📌Øster-Leden viser, at han baade havde Øie derpaa og Kundskab derom; men nu skimte vi hos ham kun Rigets Stifter 👤Arsakes paa Flugten for den mægtige Syrer-622Konge*👤Polyb (Brudstykker) X. 25., og hvad Lid vi kan slaae til 👤Trogus eller 👤Justinus, som skulde raade Bod paa vort Savn, see vi kun alt for godt deraf, at han lader 👤Arsakes slaaes tappert med 👤Antiochos og allerede være den Anden paa Thronen*Justin XLI. 5.. Til Lykke er det imidlertid det Vigtigste, hvad 👤Polyb forvisser os om, at de Syriske Kongers Magt endnu under 👤Antioch udstrakde sig endog til 📌Baktrien (📌Balk) og 📌Indiens Grændser, og at 📌Medien, der blev 📌det Parthiske Riges Middel-Punkt, var fra 👤Alexanders Tid blevet rig paa Græske Stæder*👤Polyb (Brudstykker) X. 24. XI. 32., thi deraf følger at 📌det Parthiske Rige var nu i sin blomstrende Ungdom og havde Grækerne at takke for hvad Dannelse der fandtes, og da Parthernes eneste universal-historiske Side er Grændsen, de satte for Romernes Erobringer i Østen, saa er nøiere Oplysning, skiøndt den maatte findes ønskelig, dog ikke uundværlig. Endnu før den Mithridatiske Krigs Udbrud var Partherne blevet opmærksomme paa Romerne og skikkede et Gesandtskab til 👤Sylla, da han var første Gang i 📌Asien, for at see Leiligheden an*👤Plutarks Sylla., og de havde aldrig siden givet Romerne mindste Anledning til Misfornøielse, med mindre den skulde søges deri, at de ikke bad om Forlov til at gaae under Aaget. Da 👤Lucul i Krigen med Armener-Kongen nærmede sig deres Ene-Mærker, sluttede de Forbund med ham, og skiøndt han, under Paaskud af at de ikke meende det ærlig, havde isinde at hjemsøge dem, gav Mytteriet i hans Hær ham dog Andet at tage vare, og med 👤Pompeius havde de ei andet at skaffe, end at foreslaae ham 📌Eu phrat til Grændse-Linie, og faae til 623Svar, at med Grændserne skulde han nok selv “ramme det Rette*👤Plutarks Lucullus og Pompeius..

Hvad der nu egenlig bevægede den Romerske 👤Krøsus til at friste Lykken mod Partherne, er endnu vanskeligere at fatte, end hvad der bevægede den Lydiske til det Samme mod Perserne; thi hverken havde han noget Orakel-Svar derom, uden det af Tribunen 👤Atteius, der ikke kunde kaldes tvetydigt, ikke heller klinger det rimeligt, at det var alle de gode Sager, 👤Lucul bragde hjem fra 📌Øster-Leden, der lokkede den gamle Gnier til at gaae i Feldten; men dog siger 👤Plutark udtrykkelig det var Grunden*👤Plutarks Lucullus., og han har udentvivl Ret. Det var nemlig saa langt fra at 👤Crassus sværmede for Laurbær, at han selv i sin Ungdom maatte høre ilde af 👤Sylla for sin Feighed, og den Romerske Ulve-Natur yttrede sig kun hos ham i den umættelige Graadighed paa Gods og Penge, der kun voxde ved det “Røver-Kiøb” han fik paa Auctionerne over de Fredløses Gods i 👤Syllas Tid, og ved Alt hvad der gjorde ham saa rig, at da han havde tiendet til Hercules og brødfødt hele 📌Roms Almue i tre Maaneder, var han endnu Mand paa 70000 Talenter*👤Plutarks Crassus..

Det maa have været et af Aarene i den 180de Olympiade at Borge-Mester 👤Crassus fik 📌Syrien til sin Provinds, plyndrede 📌Templet i Jerusalem, lod sig lede af en Araber i 📌Mesopotamien, til han, omringet af Partherne paa den vilde Hede, mistede sin kiække Søn og hardtad hele sin Krigs-Hær og lod sig endelig af Parther-Høvdingen 👤Surena lokke eller af sine opsætsige Soldater drive til et Møde, der kostede ham Livet*👤Plutarks Crassus. 👤Josephs Oldskrift XIV. 7.. 👤Plutark har fundet det mærkeligt, at denne Crassiske Tragedie kom til at slutte med 624ligesaadant et lystigt Efter-Spil, som Man i 📌Rom pleiede at opføre til Afvexling, lige ovenpaa Tragedierne, og det er virkelig i flere end een Henseende værdt at vide. Parther-Kongen 👤Herodes (👤Orodes) var i 📌Armenien, hvor han, efter et Slag havde forligt sig og gjort Svogerskab med Kong 👤Artauasdes, som var en heel Græker, og da 👤Herodes ogsaa kunde lidt Græsk, sad de just og morede dem ved Opførelsen af 👤EuripidsBachantinder” da 👤Pomaxæthres kom og lagde Hovedet af 👤Crassus for sin Herres Fødder. Skuespilleren 👤Jason fra Tralle tog da Hovedet og sagde, som Bachantinden i Stykket, der kommer med Hovedet af Pentheus:

Hjorten, I see her,
Deilig Døden værd,
Bedte vi med Held
Paa det høie Fjeld!

Det Indfald blev naturligviis beklappet, men saa under Vexel-Sangen:

Hvem var Bane-Manden?
Jeg, og ingen Anden;

fløi 👤Pomaxæthres til og vilde snappe Hovedet fra 👤Jason, da han syndes, det var hans Ære for nær, at en Anden broutede af hvad han havde gjort*👤Plutarks Crassus.. Det morede naturligviis Selskabet dobbelt, og skiøndt det Hele ikke røber den fineste Smag, er det dog allerede meer end Man skulde ventet, at Parther og Armener fandt Smag i en Græsk Tragedie, og Alting passer saa besynderlig, at Skæbnens poetiske Finger er umiskiendelig.

Baade medens dette skedte og henved en halvsnees Aar, tumlede 👤Julius Cæsar sig med Galler og Germaner, og det var ikke blot 📌Roms hele Opmærksomhed, han ved sine Bedrifter søgde at fængsle, det var aabenbar ogsaa 625Vores; thi han beskrev det smukt udførlig selv, hvordan han af tre Millioner Mennesker han havde for sin Haand, slog den Ene ihjel og tog den Anden til Fange*👤Cæsars Galler-Krig. 👤Plutarks Cæsar.; men at han ikke døde af Kiedsommelighed mellem Barbarerne, kom dog aabenbar kun af, at han havde en egen Hensigt med de Tropper han øvede, de Penge han sankede og de Galler, han afrettede, som vi ikke kan dele med ham, og det er derfor naturligt, at vi helst springe over det Hele. I 📌Rom var det en anden Sag, thi der, hvor Man ene kaldte den en rigtig Keiser (imperator), der havde slaaet titusind Mennesker ihjel, maatte 👤Cæsar, naar han havde slagtet en Million, i det mindste agtes værdig til et hundredaarigt Keiser-Dømme, der ogsaa virkelig blev Slægten som opkaldtes efter ham (den Juliske) til Deel; men vi, som ikke har mindste Grund til at give Keiseren meer end Keiserens er, maae lade 👤Cæsar i 📌Gallien nøies med den Ære han nød i 📌Rom og i “den Latinske Skole.” Det er imidlertid ret mærkeligt at 👤Cæsar, ved at gaae over 📌Rhinen og ved at giæste 📌Britan nien, bereiste 📌det Romerske Riges Europæiske Grændser, paa samme Tid som 👤Crassus satte det sine Asiatiske; og skiøndt hans Galliske og Germaniske Seire kun spaaede Menneske-Slægten og 📌Norden ilde, maae vi dog nok indrømme, de var nødvendige, naar 📌Romer-Riget ikke for tidlig skulde overvældes af Barbarerne.

Aarsagen til den saakaldte Borger-Krig mellem 👤Cæsar og 👤Pompeius var nu vel egenlig, at han der havde samlet friske Laurbær, mens den Andens visnede, vilde deraf drage den størst muelige Fordeel, men dertil fattedes han dog heller ingenlunde Anledning; thi “Fædrene” hadede ham af Hjertens Grund, som en Lov-Taler af 👤Marius, en Smigrer for Almuen og en aabenbar Foragter af “Raadet,” og de indbildte 626sig i den anderledes artige og handelige 👤Pompeius at have et Skjold, bag hvilket de trygt kunde drille og trodse Pøbel-Helten. De befalede ham derfor at nedlægge sin Post som Befalings-Mand i 📌Gallien paa begge Sider af 📌Alperne, før hans Tid endnu var omme, og han behøvede da blot at bestikke Almue-Tribunen 👤Curio og giennem ham forlange den samme Selv-Fornægtelse af 👤Pompeius, saa kunde han rolig giøre de billigste Tilbud, uden Frygt for at tages paa Ordet. Da Raadet nu herved nødtes til at rykke ud med Sproget, at 👤Pompeius skulde være Alt og 👤Cæsar slet Intet betroet, da fandt han naturligviis, som han selv, ved Overgangen af den lille Flod 📌Rubicon, sagde, at “Lodden var kastet” og rykkede ind i 📌Italien, hvor Man, tilgavns forblindet, kun var beredt paa at modtage ham vaabenløs. Saasnart Man derfor i 📌Rom fik Tidende om at 👤Cæsar havde taget 📌Rimini (📌Ariminum), og vaagnede derved af den søde Drøm om hans Angest for 👤Pompeius, da gjorde “ Fædrene” strax den sørgelige Opdagelse at deres Angest for 👤Cæsar var grændseløs, og at 👤Pompeius ei vidste nærmere Raad end udenfor 📌Italien. Med denne deres Helt i Spidsen flygtede de da ufortøvet fra 📌Rom til 📌Brindisi og derfra til 📌Durazzo, og denne Flugt har virkelig en universal-historisk Side, da det Romerske Raad (Senatet) herved i Fortvivlelse gav Roret op til Spot for Vind og Vove eller til hvem der fandt hos sig det Mod, de manglede*👤Plutarks Cæsar.. Vist nok haabede baade de og 👤Pompeius, at naar de blot fik Stunder til at samle en talrig Krigs-Hær i 📌Grækenland, da var Spillet vundet og Triumphen vis, men det var netop denne Indbildning, der havde skuffet alle Kongerne, som maatte gaae under Aaget, og over 📌Rom kunde i alt Fald vel en Feldt-Herre men aldrig Raadet, som var dens “Liv og Sjæl” triumphere. Enten maatte altsaa nu 📌Rom og 📌Italien 627ophøre at være Verdens-Rigets Middel-Punkt, eller Raadet, som ei meer turde staae Last og Brast med Byen, maatte faae en Herre over sig, som turde det, altsaa en Anden end 👤Pompeius.

👤Cæsar viiste ogsaa, han var Manden, thi han gav sig Stunder ei blot til at ordne 📌Italiens Anliggender, men ogsaa til at rense 📌Spanien, 📌Sicilien og 📌Sardinien fra Pompeianer, og endda overraskede han 👤Pompeius, der ikke havde gjort Regning paa et Vinter-Feldt-Tog. At 👤Cæsars Overgang til 📌Epiros, uden Vaaben-Plads og saagodt som uden Levnets-Midler, var et Vove-Stykke, skal heller Ingen nægte, men det hørde jo netop til Romernes Børne-Lærdom at “hvo Intet vover, han Intet vinder” og Udfaldet viiste her som allevegne, at Man i Krig heller maa fattes alt Andet end Mod og Mands-Hjerte. Derved alene seirede nemlig 👤Cæsar over en Mangel, som Man troede var hans visse Undergang, over et Nederlag, der kunde blevet det, naar 👤Pompeius turde vovet Noget, og over en i alle andre Henseender vidt overlegen Styrke. Ved 📌Pharsal (ei langt fra 📌Larissa) i 📌Thessalien stod det afgiørende Slag, om hvis Enkeltheder Beretningerne vel lyde meget forskiellig, men om hvis Udfald, som er Hoved-Sagen, der aldrig kunde være to Meninger, især da 👤Pompeius, saasnart hans Folk kom i Knibe, krøb i Skjul, og saasnart 👤Cæsar begyndte at storme Leiren, flygtede forklædt, og det ei engang til sin Flaade ved 📌Korfu, eller sin Hær i 📌Nord-Afrika, men ællevild til 📌Ægypten, hvor det i et heelt Aarhundrede havde været daglig Vane at modtage lykkelige Fiender med aabne Arme og støde ulykkelige Venner Dolken i Brystet. I det Kabinets-Raad 👤Ptolomæos holdt, da 👤Pompeius fra Rheden ved 📌Pelusium, meldte ham sin Ankomst, beviiste da den umyndige Konges Lærer i Tale-Konsten, 👤Theodot fra 📌Samos 628eller fra 📌Chios, soleklart, at tog Man godt imod ham, blev 👤Cæsar vreed og viiste Man ham bort, fik Man Begges Vrede, saa der var ikke andet for at giøre, end at tage Livet af ham, thi det var Vand paa 👤Cæsars Mølle og “den Gaas, Hovedet er af, kiækker aldrig meer.” Man fik desaarsag en Romersk Rømnings-Mand til at giennembore 👤Pompeius den Store bag fra, da Man satte ham i Land, huggede saa Hovedet af ham og smeed Kroppen paa Strand-Bredden, hvor En af hans frigivne Slaver, og En af hans gamle aftakkede Soldater, som hændelsesviis kom til, med Møie fandt Vedd til et Baal for ham, der havde triumpheret over tre Verdens-Dele, og hvor Man, efter Alexandrineren 👤Appians Beretning, satte ham et lille Minde med den Indskrift:

Høie-Lofte maatte han ombytte
Med en snever Hytte*👤Cæsars Borger-Krig. 👤Plutarks Pompeius og Cæsar. 👤Appians Borger-Krig II. 25–86.!

Det var, siger 👤Plutark, tretten Aar efter sin Asiatiske Triumph (altsaa midt i den 182de Olympiade) 👤Pompeius faldt, og nu besteg da 👤Cæsar Verdens-Thronen, skiøndt den ravede under ham, ikke fordi Pompeianerne var frygtelige med den store Flaade og med Ponteren 👤Pharnaces, Numideren 👤Juba og andre oprørske Slaver, som de stolede paa, men fordi hans egne Tropper gjorde sig ud til Beens og vilde nøde ham til at kiøbe deres Tjeneste i dyre Domme. Derved fik han imidlertid ret Leilighed til at vise, han var skabt til at byde; thi mod alle sine Venners Raad gik han midt ind imellem de Opsætsige paa 📌Mars-Marken i 📌Rom, besteg Taler-Stolen og spurgde, hvad de forlangde? Allerede dette uventede Spørgsmaal forvirrede dem, saa de raabde blot: de vilde aftakkes! Velan, sagde 👤Cæsar, I er aftakkede, men desuagtet skal I faae hvad jeg har lovet jer, naar jeg triumpherer med andre Folk! Dermed taug 629han og de stod Alle som forstenede, indtil hans Venner besvor ham dog at bryde den frygtelige Taushed med et ordenligt Farvel. 👤Cæsar tog da ogsaa Ordet paa Ny, men havde neppe sagt “Borgere” (Qviriter), hvorved de tiltaldes som “Aftakkede,” før de sønderknuste skreg, Alle med een Mund, at de fortrød hvad de havde gjort og bad bare om at blive i hans Tjeneste; og da han, istedenfor at svare, gik ned af Taler-Stolen, da skreg de endnu høiere, at han skulde blive og straffe Misdæderne. Han stod nu et Øieblik stille og besteg saa atter Taler-Stolen med de Ord: nei, jeg vil Ingen straffe, men at den “tiende Legion,” som jeg altid foretrak, har Deel i Ustyret, det smerter mig saa dybt, at den kan jeg ikke beholde. Imidlertid, ogsaa den skal faae hvad jeg har lovet, saasnart jeg kommer fra 📌Afrika, og naar Krigen er endt, skal I alle faae Jord, ikke Rov og Ran, til evig Splid, som 👤Syllas Følge-Svende, men Statens og mit eget Jorde-Gods, og slaaer det ikke til, da Resten kiøbt for rede Penge! Svaret var en almindelig Ju bel, undtagen af den tiende Legion, som følde sig tilintetgjort ved at forskydes af 👤Cæsar og bad ydmygelig, at han heller vilde tage Tiende af dem til Galgen (decimere dem) efter Fædrenes Skik! Dermed var 👤Cæsar fornøiet, tog dem Alle til Naade og gik til 📌Afrika, hvor 👤Cato var, og hvor han altsaa maatte vente den kraftigste Modstand*👤Appians Borger-Krig II. 92–94..

Optrinet paa 📌Mars-Marken, for hvis Beskrivelse vi maae takke 👤Appian, er os imidlertid langt vigtigere end Togene baade til 📌Afrika og til 📌Spanien, thi hvor haardnakkede end Slagene kan have været, og hvormegen Umage det end skal have kostet 👤Cæsar at sætte Mod i sine Legioner, saa gik det dog rask, uden at 👤Cæsar mødte en eneste Mand, der kunde nævnes som hans Med-Beiler til Over-Herredømmet. 👤Cato den Yngre, hvem vi, til Forskiel fra Politi-Mesteren 630fra hvem han nedstammede, kan kalde “Addisons Cato,” var alligevel en mærkelig Mand, hvem 👤Nero vel kan giøre Til-Navnet “den sidste Romer” stridigt, men som virkelig var den sidste Kæmpe-Natur, der viiste sig begeistret for den store Idee, at hele Verden skulde lade sig beherske af 📌Rom og 📌Rom igien af Raadet og han var En af de faa Raads-Herrer, som vilde der skulde herskes med Retfærdighed. Derfor holdt han endnu, da 👤Cæsar kom til 📌Afrika, Raad i 📌Utika med Trehundrede, som han kaldte “Senatet,” medens en 👤Scipio, 👤Pompeis sidste Sviger-Fader, var Feldt-Herre, men saasnart 👤Scipio var slaaet, turde naturligviis det Raad der flygtede fra 📌Rom endnu mindre holde Stand i 📌Utika, saa Alt hvad 👤Cato, efterat have besørget dem om Bord kunde gjøre, var at redde sig selv paa en Maade, han fandt sit Liv og sin Stilling værdig. Utikenserne tilbød sig nu vel at gaae i Forbøn for ham hos 👤Cæsar, thi han var virkelig en høist agtværdig Mand, men dertil svarede han kun med et Smil: nei, jeg er selv kiendt med 👤Cæsar, læste derpaa 👤Platos Skrift om Udødeligheden og giennemborede sig derpaa selv med sit Sværd, men da han med alt sit Mod altid havde været bange for at see Borger-Blod, og havde altsaa ingen Øvelse kunnet faae i at bruge Sværdet, gjorde han det saa keitet, at han fik en seen og smertelig Død. Sligt var det imidlertid Synd at lægge ham til Last, og naar Man har smidt denne ædle Mand mellem “feige, ugudelige Selv-Mordere,” hvis blinde Hedenskab knap kunde undskylde dem, da har Man kun derved viist, Man hverken havde et christeligt eller hedensk Begreb om den himmelvide Forskiel mellem en Misdæders Selv-Mord, hvorved han vil undflye sin forskyldte Straf og Skiændsel, og Ædlingens fortvivlede Udvei, der ei kan overleve det Eneste, han med Æren levede for, og ei synes, han kan komme til at døe værdig, uden for sin egen Haand. Jeg misunder dig din Død, sagde 👤Cæsar, da du der631ved har berøvet mig den Ære at skiænke dig Livet, og det er ikke engang let for os at sige, hvad en 👤Cato skulde gjort med sit Liv, naar 👤Cæsar havde skiænket ham det*👤Plutarks Cato den Yngre og Cæsar. 👤Appians Borger-Krig II. 95–99.. Vel er det klart nok, at 👤Cato sværmede for et Luft-Castel, thi aldrig havde Raadet, efter hans eget Skiøn, været længere fra at øve et retfærdigt Herredømme, og hvor bagvendt han selv, der vilde reformere Staten, tog paa Roret, havde hans aabenbare Lov-Brud under de Catilinariske Uroligheder tilstrækkelig viist, men da han først havde havt det Uheld at leve for et luftigt Ideal, vilde han dog været alt for ulykkelig, hvis han ei havde havt Mod til at døe for det.

Dette see vi ret paa stakkels 👤Cicero, som vel var flygtet med 👤Pompeius, men havde slet ikke Mod til at holde Stand med 👤Cato, saa strax efter Slaget ved 📌Pharsal listede han sig tilbage til 📌Italien, hvor 👤Cæsar, som vidste at skatte hvad han selv var: en dygtig Vidskabs-Mand og god Taler, og som længe havde vidst, at 👤Cicero, sig selv overladt, var om ikke uskyldig, saa dog uskadelig, han ei blot benaadede men udmærkede 👤Tullius. Dette havde været i sin Orden og vilde paa ingen Maade, skiøndt det kun gjorde 👤Cæsar Ære, gjort 👤Cicero Skam, naar ikke dette Rør havde havt den store Svaghed at ville giælde for en Friheds-Støtte, men som 👤Catos Med-Beiler klædte det ham unægtelig kun slet at tigge, at takke og at smigre Enevolds-Herren for sit Liv, og som en ædel Mand klædte det ham endnu værre, da den Høimodige paa den nederdrægtigste Maade var styrtet, at trampe paa hans Grav, saa det var intet Under, at 👤Antonius bestemde og 👤Octavius solgde ham til det ynkelige Endeligt, han fik: at myrdes som en fredløs Flygtning paa sin Sotte-Seng*👤Plutarks Cicero..

632Herved mindes vi om 👤Cæsars Mord og om det andet Kløver-Blad, der naturligviis var slettere end det Første, men hvis Kron-Skud, 👤Cæsars Frænde, dog var klogere paa Verden og blev den meget gavnligere end han, hvorfor Keiser 👤Augustus da ogsaa til Verdens Ende vil være et Hoved-Navn i Universal- Historien, medens 👤Cæsar vil jo længere jo mere komme til at staae ved en Side i 📌Mars-Templet blandt de Romerske Huus-Guder, hvor han ogsaa ret egenlig har hjemme, da han baade udregnede sin Herkomst fra Venus og Æneas, og blev formelig forgudet som 📌Roms ny Skyts-Aand, eller Romulus den Anden. Da 👤Cæsar imidlertid, som “Keiser-Faderen” er ligesaa uadskillelig fra 👤August og hans Efter-Følgere, som Qvirinus fra Qviriterne, da fremdeles begge disse store Tyran-Kuld, Qviriterne saavelsom Keiserne, viiste hele Verden, hvor sandt det er at “hver Djævel regierer sin Tid,” og da endelig 👤Shakspear har gjort “Julius Cæsar” til et udødeligt Navn i Literaturens Universal-Historie; saa nødes vi vel til endnu at dvæle et Øieblik ved hans Død og Efter-Mæle.

Da 👤Cæsar, efter Slaget ved 📌Pharsal, med nogle Pære-Skuder gik over til 📌Asien for at lede om 👤Pompeius, stødte han underveis paa halvfjerdsindstyve af hans Krigs-Skibe, hvormed 👤Cassius, berømt fra det Parthiske Tog, da han reddede Hærens Levninger, styrede samme Vei for at ophidse 👤Mithridats Søn imod 📌Rom; men langt fra at turde angribe 👤Cæsar, ansaae 👤Cassius sig for tabt, strøg paa Timen og bad om Naade, som han da ogsaa fik for Krigs-Skibene, der i 👤Cæsars Øine var langt mere værd*👤Appians Borger-Krig II. 87–88.. Denne 👤Cassius, der, efter Alles Vidnesbyrd, ingenlunde hadede Tyranniet, men elskede det tvertimod for høit til at unde nogen Anden end sig selv Magt til at øve det, ham var det nu, der stiftede den lumpne Sammen-Rottelse mod 👤633sar, der, som Fyrste, kun havde den Feil at ville herske med Sværdet uden at lade det raade; thi paa Sværdet klappede og pukkede han idelig, men lod det blive i Skeden, hvad paa een Gang maatte opirre de Stolte og opmuntre de Feige. Kort sagt: 👤Cæsar var, som alle hans Samtidige indrømmede, en god General og den ædleste Mand i sin Kreds, men han var baade en daarlig Tyran og en slet Regne-Mester, som meende, Man, uden at staae i Spidsen for en god Krigs-Hær, kan tage Verden med en Trumf, eller at Man kan vente samme Lydighed af “de Aftakkede,” Man overvælder med Gods og Ære, som af de Nyhvervede, Man fører til Seier og Bytte. Da det Romerske Raad (Senatet) havde opgivet 📌Rom og siden opløst sig selv, saa 👤Cæsar fandt Verdens-Thronen tom, da skulde han aabenbar enten selv have sat sig paa den, omringet af en tilstrækkelig Liv-Vagt, eller han skulde overladt den til en Anden, men nu blev han staaende paa Halv-Veien, aftakkede sin Magts eneste Støtter, skabde et nyt Raad, der skulde have Skyggen af al det Forriges Magt, og overlod det til Sammes Med-Lemmer, om de vilde sætte ham paa Thronen eller lægge ham i Graven. Derom kunde de imidlertid ikke blive enige, og 👤Cassius, som for ramme Alvor vilde det Værste, seirede lettelig over 👤Antonius, der vilde Alting kun for Løier! Vel er nemlig den gustne Misundelse og skumle Blod-Tørst langt fra at være enten opmuntrende eller tillokkende, men begge Dele er det ædle Sværmeri hos aabne Unger-Svende, og 👤Cassius bemægtigede sig derfor klogelig sin Svoger, Syster-Sønnen ad 👤Cato, 👤Marcus Brutus, som sværmede for sin Mor-Broders strænge Retfærdighed og for “👤Platos Republik,” hvortil uheldigviis endnu kom, at tjenstagtige Aander førde hans Slægt-Register op til 📌Roms første Borge-Mester, 👤Junius Brutus, som ikke alene fordrev Konge-Slægten, men lod sine egne Sønner henrette fordi de viiste sig den hengivne. 👤Brutus 634havde vel været med ved 📌Pharsal paa 👤Pompeis Side, fordi 👤Cato sagde, det var den Bedste eller var dog af to onde Ting den Mindste, men virksom Deel havde han ikke taget i Kampen, deels fordi han skyede 👤Pompeius, som sin Faders Bane-Mand, og deels fordi Pennen naturligviis passede langt bedre i den “Platoniske Republikaners” Haand end Sværdet, saa det Udtog af Polyb, han sad og ilede med endnu Aftenen før Slaget ved 📌Pharsal, har sikkert været mere værdt end hans Bedrifter Dagen efter, hvorom Historien ogsaa tier, uden forsaavidt Man hører, at da 👤Cæsar stormede Leiren, listede han sig ud ad en Bag-Port og undslap til 📌Larissa, hvorfra han strax skrev et kiønt Brev til 👤Cæsar, som ikke blot tog ham til Naade, men behandlede ham som en forloren Søn, der trængde til at trøstes over sine Gienvordigheder. Desuagtet tjende 👤Brutus ikke blot 👤Cassius til Lokke-Mad og Skalke-Skjul under Forberedelserne, men blottede selv sin Dolk mod 👤Cæsar, som, da han saae 👤Brutus iblandt Snig-Morderne, tilhyllede sit Ansigt og lod sig taalmodig slagte ved 👤Pompeis Billed-Støtte, hvilken hans Smigrere havde omstyrtet men han selv reist op igien*👤Plutarks Cæsar og Brutus. 👤Appians Borger-Krig II. 111–18.. Dette er maaske her for megen Tale om et Nidings-Værk, der næsten udelukkende hører til 📌Roms Historie, men paa en Tid, da 👤Cassius har mange Brødre, vilde langt større Udskeielser være forsvarlige, naar de kunde tjene en sværmende Ungdom til Advarsel mod de gamle Ræve, der lokke dem til Udaad med glimrende Bobler, og male dem gierne, blandt Andet, en “👤Brutuspaa fri Haand, som det følgeværdigste Mønster i hele Verdens-Historien.

Forvirringen i 📌Rom efter det oprørende Snig-Mord maatte være saameget større, som Raadet, med al sin Tilbøielighed til at erklære 👤Cæsar for en Tyran, alle hans Anordninger for døde og magtesløse og hans Mordere for Sta635tens Frelsere, dog aabenbar selv, med Alt hvad der nu kaldtes Stat, var en Skabning af ham, der ei kunde tilintetgiøre hans Værk, uden selv at gaae til Grunde. Dette førde 👤Antonius dem ogsaa virkelig til Gemyt, og da 👤Cæsar, i den Agt at giøre et stort Tog mod Partherne og vende tilbage giennem 📌Schythien og 📌Germanien, desaarsag havde udnævnt alle dem der i fem Aar skulde beklæde de høieste Værdigheder, vidste 👤Antonius ypperlig at kiøle “Træ-Fædrenes” Republikanisme, ved ganske tørt at forestille dem, det var en følgelig Sag, at alle Disse maatte nedlægge deres Embeder og opgive deres Udsigter, naar 👤Cæsars Regiering skulde erklæres for ulovlig. Hermed afvæbnede han Raadet, som, efterat have bekræftet alle 👤Cæsars Anordninger, ei kunde frikiende end sige ophøie men kun benaade hans Mordere, og hvordan 👤Antonius, i sin Lig-Tale over 👤Cæsar, ophidsede Almuen, ved at pege vexelviis paa hans Velgierninger og hans Saar, det skal Man helst læse hos 👤Shakspear, hvis Fremstilling er saameget mere træffende, som den Romerske Veltalenhed hos Ingen af de Berømte var mere theatralsk end hos 👤Antonius *👤Appians Borger-Krig II. 119–48.. Følgen blev da at 👤Cæsars Mordere maatte see til at redde sig med Flugten, og efterat have ravet til alle Sider, maatte 📌Rom lade sig styre af 👤Antonius, 👤Lepidus og 👤Cæsars udkaarede Søn 👤Octavius, som aabnede deres Regiering med at giøre 👤Cicero og Alle, hvem de enten frygtede eller hadede, fredløse. Vel samlede 👤Cassius og 👤Brutus en talrig Krigs-Hær, hvormed de leverede 👤Antonius og 👤Octavius et Slag ved 📌Philippi i 📌Makedonien, men Ulykken var saa kiendelig over dem, at de først af Alt tabde Besindigheden og dræbde sig selv i Fortvivlelse, før der var anden Grund dertil end en ond Samvittighed*👤Plutarks Brutus og Antonius. 👤Appians Borger-Krig III.. Hvad der gjorde 👤Cæsars Lig-Begiæn636gelse overordenlig glimrende, var da ikke saameget, at hans Beundrere bygde et Tem pel til ham paa Torvet hvor Man brændte ham, som at hans Bane-Mænd maatte tjene ham til Gladiatorer og dræbde ei engang hinanden men sig selv.

Det maa til Slutning ei forties, at sin Forgudelse i Almanakken fortjende 👤Julius Cæsar, ved at give hver Olympiade et ordenligt Skud-Aar; thi vel optog han denne Rettelse i Tids-Regningen efter Ægypterne *👤Appians Borger-Krig II. 154., og vel kan det være et Spørgs-Maal, om Almanakken hører nærmest til Statens eller til Literaturens Historie; men vilde Romerne kun tilegnet sig alt det Gode, der var ældre i Verden end de, da vilde de derved gjort sig langt mere fortjente af Efter-Slægten, end ved alt det Nyt, de kunde paafinde, og Almanak-Rettelsen vilde i alt Fald høre til Stats-Historien, som Varselet for den strænge Orden, de Romerske Keisere unægtelig indførde i hele deres Verden, hvorved Opløsningen af de Borgerlige Selskaber vel ingenlunde blev glædelig, men blev dog, til uberegneligt Gavn og til alle Slægters Forundring, taalelig.

Keiser 👤Augustus.

👤Cicero skal have fortalt, at, mens 👤Cæsar endnu levede, drømde han engang, at han havde stævnet Endeel af Byens Junkere op paa 📌Capitolet, fordi Jupiter vilde udmelde En af dem til 📌Roms Fyrste, og at den Unger-Svend, som Jupiter pegede paa og sagde, skulde ende Borger-Krigene, stod saa lyslevende for ham, at han Dagen efter gienkiendte ham paa Timen, da han mødte ham paa 📌Mars-Marken, hvor Ungdommen havde deres Øvelser. Det slog ham naturligviis, og ved at spørge sig for, hørde han, det var den unge 👤Octavius, paa Fædrene-Side ubetydelig, men en Syster-Søn og Knæsætning ad 👤Cæsar *👤Plutarks Cicero..

637Om denne Drøm kan Man nu tænke hvad Man vil, især da Ingen endnu har fundet Spor deraf i 👤Ciceros Skrifter, men at det slog mere lige til, end Man selv i 👤Plutarks Dage kunde vide, er en universal-historisk Kiends-Gierning, saa det er i alle Tilfælde en af de lykkelige Formodnin ger, Tiden har stadfæstet, at den i alle Henseender lille 👤Octavius skulde som Keiser 👤Augustus komme til at spille en større Rolle i Verdens-Historien end baade 👤Cæsar og alle de Store i 📌Rom. Han var født under 👤Ciceros Consulat *👤Plutarks Cicero. 👤Suetons Augustus., altsaa i det mærkelige Aar da 👤Pompeius tog 📌Jerusalem og 👤Catilina vilde gjort ved 📌Rom, hvad 👤Sylla truede med, og da 👤Cæsar blev myrdet, laae 👤Octavius og studerede i 📌Apollonia, en dengang berømt Stad i 📌Epiros (📌Albanien), hvorfra han dog temmelig snart kom til 📌Rom og krævede 👤Antonius, der havde alt 👤Cæsars Efterladenskab under Hænder, til Regnskab for sit Arve-Gods, som er det største om ikke det eneste Vove-Stykke, Man veed af ham; thi er Forsigtighed en “Borgemester-Dyd,” da var 👤Octavius alt i sine umyndige Aar moden til Consulatet, som han ogsaa virkelig, anbefalet af 👤Cicero, opnaaede. Man hører derfor heller slet intet til hans Helte-Gierninger, enten ved 📌Philippi, hvor han lykkeligviis ikke engang var i sin Leir, da 👤Brutus brød derind, eller ved 📌Actium, men derimod seer Man, han vidste godt at benytte sig baade af de Seire hans Tropper vandt, og af alle dem, Romerne havde vundet, og saadan en klog General trængde baade 📌Rom og hele Verden høilig til; thi Romuluser havde der nu været Nok af, saa Tidens Tarv var en Numa den Anden, og en saadan Fredens Genius efter Martis-Sønnen (Mamertineren) var 👤Octavius aabenbar efter 👤Sylla.

Dog, før 👤Octavius kunde ret komme i Ro og glimre som 👤Augustus, havde han mange Fortrædeligheder med den 638ubændige 👤Antonius, som Ingen ret kunde holde Styr paa uden 👤Kleopatra, og skiøndt vi umuelig her kan indlade os dybt i disse Klammerier, hvori Kvinderne desuden spille Hoved-Rollen, kan vi dog saameget mindre gaae dem reent forbi, som 📌Ægypten ved denne Leilighed blev en Romersk Provinds og afrundede smukt det mageløse Verdens-Rige, hvori 📌Middel-Havet var som en Ind-Sø.

👤Antonius vilde gierne bilde Folk ind, at han nedstammede fra Hercules og lignede ham op ad Dage, men da han endelig vilde i Høiden, som han kun var ilde skikket til, skulde han heller ført sin Stam-Tavle op til Æolus, thi han var, i det Mindste i sin Tid, den største Vind-Mager under Solen. Hvordan det i Grunden hængde sammen med hans Tapperhed, er vanskeligt at sige, da det er klart, han mellem Historie-Skriverne gjaldt for en stor Helt, uden at de dog har været heldige nok til at opdage nogen Kiends-Gierning, der svarer til deres Lov-Taler, men han var “en lystig Broder,” som spasede og svirede med alle Folk uden Persons Anseelse, og han var en Ødeland, som kunde sætte en heel Verden overstyr, derfor tilbad Man ham i Leiren og gik i Ilden for ham. Det var da egenlig Bægeret og Pungen, der lagde Kraft i hans Arm, men uagtet begge Dele ogsaa bidrog til den Styrke, han havde i Munden, var han dog, efter Romernes Dom, en god Taler, kun lidt svulstig, og saavel mod 👤Pompeius, da han var En af de Almue-Tribuner, der flygtede til 👤Cæsar, som efter Snig-Mordet, viiste han unægtelig baade at han var et lyst Hoved og havde gode Tale-Gaver. Det Sidste, saavelsom Gavmildheden, maa have ligget til Familien, thi hans Far-Fader, 👤Marcus Antonius, var saa stor en Taler, at han nær havde overtalt Bødlerne, 👤Marius sendte efter hans Hoved, til at lade ham beholde det, og hans egen Fader var saa rundhaandet, at hans Kone, som var i Slægt med 👤Cæsar, maatte see ham paa Fingrene og kunde dog 639ikke hindre ham fra imellem at give et Stykke bort af hendes Sølv-Tøi*👤Plutarks Antonius og Marius..

Hvordan nu 👤Antonius, der aldrig regnede Penge og knap kunde nægte sine Venner end sige sine mange Veninder Noget, holdt Huus med 👤Cæsars Midler, kan Man forud vide, og desmere uforskammet fandt han det af 👤Octavius at forlange Regnskab af ham, og affærdigede ham som en næsviis Dreng, men nu tyede 👤Octavius til 👤Cicero, der da ogsaa viiste sig som hans store Velynder, hvorover han maatte høre af 👤Brutus, at han kun arbeidede paa at skaffe sig en naadig Herre*👤Plutarks Cicero og Antonius. 👤Appians Borger-Krig III. 13–23. 29–39..

Saaledes har ventelig Keiser 👤Augustus, der selv beskrev sit Levnets-Løb, fremstillet Sagen, men ellers meende kloge Folk i 📌Rom, at 👤Antonius og 👤Octavius var ingen Narre, at de for Alvor skulde være usaattes, mens 👤Cassius og 👤Brutus levede; men at de kun legede dødelige Fiender, for at have et godt Paaskud til at ligge i Leir og for at sætte 👤Cicero, der i Skygge-Raadet spillede Hoved-Rollen, Blaar i Øinene*👤Appians Borger-Krig III. 39–40. 80., og skiøndt vi er meget for unge til at dømme i saa gamle Sager, kan vi ikke nægte, de synes at have Ret. Stakkels 👤Cicero holdt imidlertid, stolende paa 👤Octavius sine Torden-Taler mod den fraværende 👤Antonius, som han, ved at kalde “Philippiker” har sat ved Siden ad de Demosthenske, dem til liden Baade, ja, han fik endogsaa 👤Antonius erklæret for Fædrenelandets Fiende, men vaagnede ynkelig af sin søde Drøm, da 👤Octavius, saasnart han var blevet Consul, forligde sig med 👤Antonius og 👤Lepidus, blandt Andet om at lade den Taler slaae ihjel, paa hvis Tunge hvad Romerne kaldte Frihed vel laae i sidste Aande-640Dræt men kunde dog endnu, naar Cæsarer døde, giøre deres Arvinger Uleilighed. Med inderlig Glæde modtog og betalde 👤Antonius, ved høilys Dag, siddende paa Thing-Stedet, 👤Ciceros Hoved og høire Haand, som siden længe laae til Skue, hvor hans Taler havde fortryllet Romerne, og dette ene Træk af den Rædsels-Tid, den sidste Tre-Hjørning skabde, kan være os Nok, da det tilfulde viser os, Man havde endogsaa bidt Hovedet af Skam *👤Plutarks Cicero og Antonius. 👤Appians Borger-Krig III. 50–63. 82–96. IV. 2–6. 19–20.. Tre-Mændene deelde for Resten strax den Part af Romer-Riget, 👤Cassius og 👤Brutus ei havde besat, imellem sig som god Prise, og de To gjorde, efter Seiren ved 📌Philippi, ligedan med hele Verden, paa 📌Italien nær, som endnu kaldtes Frihedens Hjem og Herredømmets Sæde, saa 👤Antonius skulde regiere uindskrænket i Østen og 👤Octavius i Vesten, medens dog 📌Nord-Afrika blev indtil videre 👤Lepidus og 📌Sicilien den opsætsige 👤Sextus, Søn af 👤Pompeius, overladt*👤Plutarks Antonius. 👤Appians Borger-Krig V. 65. 72. Dion Kassios XLVIII. 28.. De to Sidste fik snart afhersket, men selv til To syndes Verdens-Riget for snevert, og det vilde virkelig været en stor Ulykke, om 👤Antonius havde faaet Lov til, som han begyndte, at udstykke 📌Asien til den Ægyptiske Dronning og til Smaa-Tyranner af sit Blod, thi da havde 📌Rom seiret og Verden lidt forgiæves.

For nu at betragte det sidste Optrin i den blodige Revolution fra det rette Stade, maae vi med 👤Antonius begive os til 📌Alexandrien, men kan naturligviis hverken opholde os der saa længe eller finde Opholdet saa behageligt som 👤Antonius. 👤Kleopatras fine Dannelse og omfattende Sprog-Kundskab viser os imidlertid, at Ptolomæer-Tiden, trods al sin Fordærvelse, nok kunde være et Syn værd, naar 641den ikke var endnu meer indhyllet i Mørke for os, end Pharaonernes Alder, men det er den; thi at vi kan regne Ptolomæerne op med deres Tilnavne og Mord paa hinanden, nytter os slet ikke, og næsten Alt hvad 📌Alexandriens Penne ellers kan have stræbt at redde fra Glemsel er nedsunket deri med 👤Appians Ægyptiske Historie*👤Appians Borger-Krig II. 90. V. 1.. I det vi derfor maae overlade til Skole-Historien, at indskiærpe Vigtigheden af Bog-Giemmet og det lærde Væsen i 📌Alexandrien, maae vi her indskrænke os til at oplyse Ptolomæernes Forhold til 📌Rom.

Allerede den anden Lagide, med Tilnavn 👤Philadelphos stod i Venskab med Romerne, men ogsaa med Karthaginenserne, og nægtede derfor begge Parter Bistand i den første Puniske Krig, med den vittige Anmærkning, at det var mod sine Fiender, ei mod sine Venner, Man førde Vaaben. Vel fik nu Romerne godt Indpas i 📌Ægypten, da de paatog dem Formynderskabet for 👤Philopators lille Søn, som den Makedoniske 👤Philip og den Syriske 👤Antiochos vilde plukket; men, efter 👤Polybs Vidnesbyrd, havde det dog ikke ret nogen Art med Romernes Herredom ved 📌Nilen, førend efter at 👤Popilius med et Brev fra Raadet havde drevet 👤Antiochus Epiphanes ud af Landet og dermed viist Ægypterne, hvad “Fædrene” kunde udrette blot med et Penne-Strøg. Dengang sloges nemlig to Brødre, 👤Philometor og 👤Physkon, om Thronen, og den Sidste, som kom til Kort haabede da at giøre sin Lykke, ved selv at gaae til 📌Rom og tale sin Sag. Vel blev det nu der beviist, at 👤Philometor havde behandlet ham med en i 📌Alexandrien mageløs Ædelmodighed, da han kunde taget Livet af ham, men havde deristeden afstaaet ham 📌Kyrene, men, siger 👤Polyb, da Romerne indsaae, det var til deres Fordeel 642at et Rige blev rigtig deelt, som i gode Hænder let kunde voxe dem over Hovedet, saa brugde de deres gamle Kneb, tog 👤Physkon i Forsvar og tildømde ham 📌Kypern, som han forlangde*👤Polyb (Gesandtskabs-Brudstykker) CXIII.. Herved havde Romerne da Haand i Hanke og Lagiderne af begge Kiøn djævledes siden bestandig saaledes, at 📌Ægypten vilde været et let Bytte, men Revolutionen forvirrede Tanke-Gangen, saa da 👤Cato den Yngre, Man veed ikke under hvad Paaskud, tog 📌Kypern i Besiddelse, satte En af 👤Pompeis Stat-Holdere (👤Gabinius) en fordrevet 👤Ptolomæos paa Thronen i 📌Alexandrien, istedenfor at føre Kronen til 📌Rom og derved forebygge videre forargelig Misbrug*👤Plutarks Antonius og Cato hin Yngre.. Desaarsag nærede 👤Pompeius efter Slaget ved 📌Pharsal, det urimelige Haab at finde Beskyttelse hos en Søn af denne sin Sætte-Konge, som dengang laae tilfeldts mod sin Syster 👤Kleopatra; men 👤Pompeius blev naturligviis skuffet og skiøndt han trak 👤Cæsar efter sig til 📌Alexandrien, kom der dog endnu ingen Orden i Tingene ved 📌Nilen. 👤Kleopatra vidste nemlig saaledes at indtage 👤Cæsar, at uagtet Alexandrinerne gjorde sig saa næsvise, at han engang, for at undgaae deres Paatrængenhed, maatte, ikke uden Fare, springe i Stranden, og uagtet han ved en ordenlig Seier over Kongen, fik Spydstage-Ret til Riget, begik han dog den Svaghed at sætte “Skiønheden” paa Thronen, som derved blev dobbelt tillokkende*👤Plutarks Pompeius og Cæsar. 👤Appians Borger-Krig II. 90.. Dog siges der ensteds, at Hoved-Grunden, hvi han ikke gjorde 📌Ægypten til Provinds, var, at han frygtede for, den Romerske Stat-Holder der vilde blive for mægtig, og det lader sig høre; thi 👤Appian forsikkrer, han havde Sort paa Hvidt for, at da 👤Philadelphos døde, var der i 📌Ægypten 200000 Mand paa Benene, 40000 til Hest, 2000 Strids-Vogne paa 643Hjulene, 1500 Linie-Skibe i Søen, 300 Elephanter paa Stald, 740000 Talenter i Skat-Kammeret, og alskens Forraad i Tøi-Husene til det Dobbelte af den Styrke, Man brugde*👤Appians Fortale 10.. Vel tilføier Alexandrineren, at det under de følgende Konger naturligviis gik meget tilbage, men deels spore vi dog endnu i 👤Kleopatras Dage Overflødighed paa Alt undtagen Mod og Menneskelighed, og deels nøder Sætte-Kongen i 📌Ægypten os nu idelig til at beundre et Lands Hjelpe-Kilder, der aldrig har været meer tilbage, end da han tog ved Roret.

Efter Slaget ved 📌Philippi stævnede 👤Antonius 👤Kleopatra til at møde ham i 📌Kilikien til, “skarpt Forhør og Doms Lidelse,” fordi hun “hvis Hjerte var som et Due-Slag,” havde paa det Kiærligste modtaget 👤Cæsars Mordere, men hun kiendte sin egen Styrke og sin Dommers Svaghed, kom seilende som en Gudinde og vilde ikke engang paa en høflig Indbydelse komme til 👤Antonius, saa han maatte selv ned til Stranden og hente eller rettere tilbede hende*👤Plutarks Antonius. 👤Appians Borger-Krig V. 8.. Fra dette Øieblik af var han hendes Slave, og da det, efter langt Kiævleri kom til Krig mellem ham og 👤Octavius, hvis Syster han havde ægtet men for sin Herskerindes Skyld haanlig forskudt, kunde alle hans Romerske Venners Overtalelser ei bevæge ham til, at lade 👤Kleopatra fare, blot saalænge Kvindagtighed var aabenbar paa sit urette Sted. Ægypterinden var da med i Sø-Slaget ved 📌Actium (📌la Punta) i Mundingen af 📌Arta-Bugten, men ikke ret længe, og da 👤Antonius saae hende giøre Seil med sine Stads-Galeier, kunde Intet hindre ham fra at følge efter, overladende sin Flaade og Krigs-Hær til dem selv og dermed til 👤Octavius. Vel fik han siden i Sinde at forsvare 644sig i 📌Ægypten, men da 👤Octavius kun loe ad hans Udfordring til Tve-Kamp, og afslog et Udfald, han gjorde fra 📌Alexandrien, var han aabenbar raadvild, til 👤Kleopatra, ved at lukke sig inde og lade, som hun var død, hjalp ham ud af Forlegenheden, thi hende vilde han følge som en tro Slave og lagde derfor strax Haand paa sig selv. 👤Kleopatra prøvede nu paa at fængsle 👤Octavius, men da hun mærkede, han ei engang kunde bevæges til at skaane hende for at føres i Triumph, siges hun ogsaa at have dræbt sig selv, skiøndt der over hendes Døds-Maade hviler et Slør, 👤Octavius enten ikke har kunnet eller ikke villet borttage*👤Plutarks Antonius. Dio Kassius L–LI. 1–15..

Saaledes blev da 👤Octavius 📌Ægyptens og hele Verdens Herre, saa der er faa Aars-Tal vi kunde ønske at vide saa nøie som det der hører til Slaget ved 📌Actium; men 👤Sveton spørge vi forgiæves om hvad vi ønske at vide, og skiøndt 👤Dion har været saa betænksom at sige os Dag og Datum, som vi gjerne skiænkede ham, har han dog glemt Aars-Tallet, fordi Tanke-Gangen i hans Tid, selv hos dem der skrev Græsk, var blevet saa Romersk, at de kun skildte Aarene ad med Borgemester-Navne, hvor aldeles ubetydelige og forvirrede disse nu end var blevet. Vi maae altsaa gaae en Omvei, for at komme til det mærkelige Aars-Tal, og lære da at skiønne paa den Tjeneste, Jøden 👤Joseph gjorde os, ved at forbinde 👤Ciceros Consulat med den 179de Olympiade; thi da 👤Octavius blev født under det Consulat, og hans Aar blev tit nok talt, kan vi derved ikke blot regne os til, naar Slaget ved 📌Actium stod men ogsaa med hvilken Olympiade den Christne Tids-Regning begynder. Naar vi nemlig trække de 44 Aar, 👤Octavius 👤Augustus efter Slaget ved 📌Actium var Ene om Alt, fra de 76, han i Alt opnaaede, da komme vi til Slaget ved 📌Actium i det 32te Aar efter 👤Ciceros Consulat, hvor645med da saa omtrent den 186de Olympiade maa slutte, og da 👤Christi tredivte Aar var det femtende efter 👤Augusts Død, saa maa 👤Christus være født ni og tyve Aar efter Slaget ved 📌Actium, ved Begyndelsen af den 194de Olympiade *👤Svetons Augustus 5. 8. 100. Lukas (Evangeliet) 1. 3. 4. 👤Josephs Oldskrifter XIV. 4..

Herved mindes vi da yderst beleilig om den Begivenhed, som vel ingenlunde Alle vil erkiende for den Største og Glædeligste i hele Menneske-Slægtens, men som dog unægtelig er det i 👤Augusts og 📌Roms Historie, og uden hvilken det er klart, vi enten aldrig var kommet til at skrive Historie, eller maatte erklæret 📌Nordens Indlemmelse i 📌det Romerske Rige for den sidste virkelige Stats-Begivenhed under Solen; thi selv i Republikens Dage var det jo ene de mærkværdige Folks Undertvingelse, der gjorde 📌Rom historisk mærkværdig, og hvad skulde da Historien faaet at melde, efter Verdens Indtagelse, som paa mindste Maade kunde vække Menneske-Aandens Deeltagelse, naar ikke 👤Christus havde stiftet et nyt Rige der, skiøndt i Grunden slet ikke verdsligt, dog satte hele Verdens-Riget i Bevægelse, saa det sprængde sig selv og gav Plads for den ny Skabelse, som Middel-Alderens Historie beskriver!

Kun ved denne glædelige Udsigt var det mueligt med Liv at følge Dødens Aand som den eneste Seier-Herre i alle de store Kamp-Lege fra den 124de til den 187de Olympiade, giennem halvtredie Aarhundrede, og hvem skulde da have Mod end sige Kraft til utrøstet at agte paa Dens Bedrifter giennem dobbelt saa langt et Tids-Rum, giennem de fem Aarhundreder fra Slaget ved 📌Actium til 👤Romulus Augustulus; Bedrifter, som, naar Man undtager de Tiberiske og Neroniske, vilde, naar vi tog Christendommen 646bort, indskrænke sig til Slag med Parther eller Perser og Germaner, hvor, som Digteren siger, hvo end

– – i Græsset maatte bide,
Al Fordeel var paa Dødens Side!

Nu derimod, da vi veed, der ogsaa i Stats-Historien blev “Udvei fra Døden,” skiøndt den, snoende sig giennem Helvede, var baade lang og trang, nu kan vi nok holde Øinene aabne for at see, hvordan den Romerske Pluto som en Jupiter Capitolinus agerede den Olympiske Zeus, skrev Almanakker, Mand-Tal, Forordninger, holdt Thing, spilde Komedie og pyntede op i de Dødes Rige med allehaande Konster og Videnskaber, ja, vi kan ordenlig tage Deel saavel deri som i Befæstningen af Menneske-Aandens store Grav-Sted mod de vilde Dyr, fordi vi see, det maatte Altsammen skee, naar der af det “lillebitte Frø” fra 📌Palæstina skulde opvoxe et nyt Friheds-Træ paa Jorden, i hvis Grene alle Himlens Fugle, opvakte som af Dvale fra de Døde, bygge Rede og istemme Svane-Sangen.

Vist nok hører Betragtningen af Romer-Riget under 👤August og de følgende Keisere langtmere til Kirkens og Skolens end til Statens Historie; men naar vi kun veed, at Menneske-Slægten, skabt i Guds Billede, var ikke uddød med de Borgerlige Selskaber, men levende begravet med dem, til en glædelig Opstandelse, da følge vi ikke blot, som nu er skedt med inderlig Deeltagelse Dens hellige Levninger til Jorde, men betragte ogsaa gierne “Stedet, hvor de laae,” og desuden har Christenhedens Historie kastet et forunderlig skinnende Lys paa alle menneskelige Forhold, saa vi har lært at see, de er i Grunden uadskillige. At en Stat uden Kirke er en Jord uden Himmel, der ei engang kan faae Skin af et Borgerligt Selskab uden ved en svovelblaa Lue fra Helvede eller uden Hjelp fra de “underjordiske Guder” (dii inferni), det kunde vel 📌Roms Historie lære os, men at 647den sande Kirke fører Staten med sig og at den rette Stat søger sin Forklaring i en tilsvarende Skole, det har først Christendommens og Christenhedens Historie sat i Lys, saa det nu er soleklart at en Skole, hvori Mennesket efterhaanden kommer til Forstand paa sig selv og alle sine Forhold, er ligesaavel det jordiske Maal for den rette Stat, som for Menneske-Slægten, da Mennesket naturligviis ikke er til for Statens Skyld, men Staten for Menneskets.

Havde vi nu en ligesaa god Beskrivelse af det i 📌Rom triumpherende, som 👤Polyb har givet os af det stridende Tyranni, ja, havde vi endog blot, hvad 👤Appian, der selv var Stat-Holder i 📌Ægypten under Keiser 👤Hadrian, havde tiltænkt os, om Romer-Rigets Forfatning og 📌Ægyptens Indlemmelse deri, da vilde de fire og fyrretive Aar, 👤August sad paa Thronen ei synes os nær saa borgerlig tomme, som de staae hos 👤Velleius, 👤Sveton og selv hos 👤Dion; thi vel er selv den bedste Indretning af et Tyranni kun en fattig og saare eensformig Stats-Begivenhed; men naar Staten først er slaaet ihjel, som den, udenfor 📌Jødeland, var allevegne i 👤Augusts Dage, da er det Bedste, Man kan giøre, dog unægtelig at balsamere Liget paa Ægyptisk og give det en saadan “evig Boelig” som de Ægyptiske Mumier fik, hvor de livagtige Skygger af alle Livs-Yttringer omsvæve dem. Denne Lignelse er heller ingenlunde grebet i Luften, men givet af Verdens-Historien selv, som viser, at 📌Ægypten var den ældgamle Grav-Stat, hvormed alle de Folk i Old-Tiden, der fik nogen udmærket Stats-Indretning, ligefra Ebræerne under 👤Moses til Romerne under 👤August, først kom i umiddelbar Berørelse. Hvorvidt eller hvorfor dette var nødvendigt, er en Opgave, hvis Løsning maa overlades til Skolens Historie, men paa Kiends-Gierningen maae vi blive opmærksom i Statens, saa 648naar vi see 👤Octavius holde sit beskedne Indtog i 📌Alexandrien, Haand i Haand med Philosophen 👤Arios, for hvis Skyld han, efter sit eget Sigende, ligesaa meget som for 👤Alexander den Stores, sparer Staden*👤Plutarks Antonius. Dion LI. 16., da lade vi det staae ved sit Værd, hvad de talede sammen, men see nødvendig i deres Forbindelse et slaaende Billede paa den, der under 👤August traadte i Kraft mellem Romersk og Ægyptisk Stats-Konst, tyranniske Begge, men Hin beregnet paa Krig og Denne paa Fred. Eensidig fulgt havde begge disse Systemer giendrevet sig selv, da Ægypterne var gaaet Glip ad Freden og Krigen kunde ikke længer føde Romerne, men naar det Ægyptiske Politi kunde forbindes med den Romerske Krigs-Tugt, da turde Man endnu haabe at giøre Mand-Slæt til en ordenlig Nærings-Vei, der, istedenfor at opsluge, beskyttede alle Andre til sin egen Fordeel. Da Romerne nu altid, som Røvere, kun havde elsket Krigen for Triumphens og Fordelens Skyld og 👤August var kun Halv-Romer, paa Fædrene-Side en Volsker fra 📌Velletri, som godt kunde taale at see Blod men ei at see vreed Mand under Øine; saa kunde Intet være ham meer velkomment, end Ægyptisk Underviisning, naar 📌Romer-Riget kun havde fundet sine naturlige Grændser, og dem havde det nu aabenbar fundet ved 📌Donau og 📌Rhin saavelsom ved 📌Euphrat. Naar Man derfor overalt holdt Grændse-Vagt ligesom der fra Arilds-Tid var holdt ved 📌Elephantine, 📌Pelusium og 📌Marea, men holdt den paa Romersk, da turde Man haabe at sikkre sig hele den dannede og fordeelagtige Deel af den bekiendte Verden, og naar Man tillige havde en tilstrækkelig Krigs-Magt og et godt Politi, med skarpt afmaalte indbyrdes Grændser, i alle Provindser, da maatte enhver Opstand vel kunne kvæles i Fødselen og alle lovlige Nærings-Veie drives i Fred. Hertil at danne en Kriger-Kaste var umue649ligt, da den eneste Saadanne, der forslog til et Verdens-Rige “Roms Borger-Skab” var udartet, og Soldater-Kolonierne i 📌Italien, der saaedes tykt efter Slaget ved 📌Philippi, ødelagde kun Byerne og fyldte Landet med Røvere; men en staaende Hær, holdt i Ørene paa Romersk og stedse fornyet med Folk i deres bedste Aar, blev en Skabning af 👤August og svarede giennem Aarhundreder til sin Hensigt. Tjeneste-Tiden blev sexten Aar i Almindelighed og Tolv ved Liv-Vagten (Prætorianerne) med bestemt Sold, Belønning for tro Tjeneste og Udsigt til de høieste Æres-Poster, selv til Keiser-Thronen for Alle, medens hele den øvrige Befolkning, selv Stat-Holderne indbegrebet, mistede Ret til at bære Vaaben *Dion LIII. 12–15. LIV. 7. 9. 15., og tydelige Love efterhaanden paa det Skarpeste ordnede alle de personlige Forhold. Indtil videre beholdt imidlertid baade Ægypter, Jøder og Græker, som forhenværende Bunds-Forvandte Lov til, i det daglige Liv, at følge deres egne gamle Sæder og Skikke, saa det var intet Under, at 👤August blev forgudet i hele den dannede Verden, undtagen i 📌Jødeland, hvor Man havde en ordenlig Gud, og fik af den Romerske Keiser kun en grusom Tyran for Told og Skat, som Mose-Loven ikke førde med sig.

Dette, tilligemed den høitidelige Erklæring at der nu ikke skulde erobres Meer, saa det var kun Barbarernes Skyld, naar 📌Janus-Templet ikke stod lukket, udgiør omtrent, hvad vi maae kalde 👤Augusts universal-historiske Side, som vi vel kunde ønske at see langt bedre oplyst, men som Man kun har fordunklet ved at sammensmelte den med hans Romerske Side, da det kan være os og kunde være hele Verden, paa 📌Rom nær, det Samme, hvordan han kiørde i Ring eller spillede Giæk med Senatet og hvor broget det gik til i hans huuslige Kreds, naar De, der hverken vilde gjøre ham Tyranniet stridigt eller arve det efter ham, havde taaleligere 650Kaar og bedre Udsigter, end de under Senatorernes Udsuelser og Revolutions-Krigen nogensinde kunde ventet.

At en vis 👤Agrippa og en vis 👤Mæcenas var 👤Augusts berømteste Med-Arbeidere, den Første med Haanden og den Anden med Hovedet, er noksom bekiendt, men hvad de egenlig førde i deres Skjold, er vanskeligt at sige, da de Romerske Historie-Skrivere aldrig har for Skik at give os Træk af de berømte Mænds virkelige Liv, men give dem blot deres Skuds-Maal i meer eller mindre tilspidsede Sentenser, hvoraf vi i det Høieste lære hvad Skribenten tænkde om dem, som i de fleste Tilfælde er os ligegyldigt og altid en Bisag. Turde vi, imidlertid tage Kabinets-Raadet, 👤August skal have holdt med dem om den bedste Brug af Enevolds-Magten, for Andet end en Retter-Gang, 👤Dion holdt med sig selv om 👤Augusts Bevæg-Grunde, da maatte vi forestille os 👤Agrippa som en ærlig, men kortsynet Forfægter af den med hans eget og mange andre Sværd sønderhuggede Forfatning og 👤Mæcenas derimod som en klarøiet Stats-Mand, der vilde det Bedste, Omstændighederne tillod*Dion LII. 1–40.; men saadanne hemmelige Efterretninger, som i Stilhed er blevet trehundrede Aar gamle, giør Man bedst i at springe over og, i Mangel af Andet, nøies med det Skuds-Maal, en Samtidig har givet dem. 👤Velleius Paterculus, lettelig den af alle de Romerske Skribenter, der havde mest Begreb om Historie og vanskelig mindre sanddru, siger nemlig om 👤Agrippa: han var Tapperheden selv, mageløs modig, aarvaagen og utrættelig, slog til uden Omsvøb og havde prægtig lært at lyde men kun Een, thi imod alle Andre var han bydende tilgavns! 👤Mæcenas faaer derimod det Skuds-Maal, at naar der var Fare paa Færde, fandt Man ham lysvaagen paa sin Post og aldrig raadvild, men at saasnart det paa nogen Maade lod sig giøre, laae han paa den lade Side, kvindagtigere snart end 651Kvinder selv, hvorfor 👤August vel elskede ham lige høit men agtede ham mindre end 👤Agrippa * Velleius II.. Dog, skille de to Navne ad, kan Man sagtens, da 👤Horats har giort 👤Mæcenas til et universal-historisk Navn paa alle dem, det smigrer uforskyldt at besynges som “høie Velyndere af Konster og Videnskaber,” og herved mindes vi om, at 👤Augusts Dage giennem mange Aarhundreder har baaret Navn af “Literaturens og Smagens gyldne Tid,” fordi det var i dem, ved Opmuntring af 👤Mæcen og ham, at blandt meget Andet, 👤Virgils, 👤Horatses, 👤Ovids og 👤Livii Mester-Værker kom for Lyset. Hvorvidt nu denne Skole-Tradition er Andet end en Gienlyd af Romernes ækle Selv-Roes, det hører vist nok ret egenlig til Skolens Historie; men da de Latinske Bøger ved, giennem tre Aarhundreder, at pløies og forgudes i alle de nye Folks Skoler, har havt en mageløs Indflydelse paa vor Betragtning af Alt, følgelig ogsaa af Folk og Stat, kan vi, desværre, heller ikke her forbigaae dem med Taushed. Hvad Lov 👤Livius og i det Hele de Romerske Historie-Skrivere videnskabelig fortjene, har vi alt til Overflødighed seet deraf at selv i 📌Roms Historie er Grækerne vore Hjemmels-Mænd, men hvad der især har virket fordærvelig, er at de Latinske Mester-Stykker, paa “Satiren, Dulle og Drikke-Visen” nær, stod selv i deres Hjem-Stavn, som en Efterligning af det Fremmede, i Modsætning til Folke-Livet, og, som en dybt fordærvet, borgerlig forstyrret Tids Foster, i Modsætning til Alt hvad der i det virkelige Liv skal være Mennesket og Borgeren helligt og dyrebart. Den bittre, men naturlige Frugt af den Romerske Literaturs Forgudelse var derfor det Attende Aarhundredes vantro Oplysning, theatralske Dannelse og politiske Raseri til alle Sider, hvorved de Gothiske Stater trues med den samme Opløsning, som alt har truffet de Romanske, saa det er nu umueligt at 652være en oplyst Ven af det Folk og Borgerlige Selskab, Man tilhører, uden blot derfor at være en svoren Fiende af den Romerske Literatur betragtet som Hoved-Element i den studerende Ungdoms Dannelse. Fiendskabet maa være saameget mere brændende og uforsonligt hos os kværsiddende Nord-Boer, som vi er de eneste Folk i den dannede Verden, der, med eiendommelige Sæder og Love fra Arilds-Tid, undgik det Romerske Aag, har et Kæmpe-Liv at fortsætte og selv en gammel folkelig Skrift og Dannelse at følge, der alle Dage staae i samme Forhold til Romersk Liv og Tanke-Gang som Gothernes Øxer til Romernes Pande, saa her er ikke paa Forlig at tænke, men kun paa Liv og Død at kæmpe. Hvad 👤Virgil, 👤Horats og 👤Ovid vinde hos os, det taber unægtelig Edda og Bjovulfs-Drapen, Kæmpe-Viserne og 👤Kingo; bliver 👤Livius og 👤Sallust store Historie-Skrivere i vore Øine, da blive nødvendig Heimskringla og Sagaerne os ingen Ting og Saxos Krønike kun en Latinsk Stile-Bog, bliver Romer-Retten vor Lov-Bog, da lee vi kun ad Valdemarene, og med eet Ord: lode vi os romanisere, da gik Universal-Historien Glip ad sin Krands, Menneske-Livet ad sin jordiske Forklaring og Forsynet ad sit snart giennem to Aar-Tusinder kiendelige Øiemed; men derfor skeer det ikke heller.

Nær, paa et hængende Haar, var det skedt, da i Slutningen af det Syttende Aarhundrede det gamle 📌Norden var næsten aldeles glemt over det gamle 📌Rom og vore Lærde næsten uden Undtagelse skammede sig ved deres Moders-Maal og stræbde at glemme det over Latinen, men da vaagnede Folke-Aanden og slog Dommedags-Slag paa Latinerne, som 👤Herman paa Romerne, da de i 👤Augusts Dage kom 📌Norden for nær, og her staae vi da med Eet, hvor vi kom fra, og see med Fornøielse, at denne samme 👤Vel653leius, der med Fryd beretter, hvorlunde han selv stod med 👤Tiber ved 📌Elben og saae den Romerske Flaade fra 📌Gallien styre ind i Floden paa vore Grændser, han fortæller flæbende (deflens), hvordan det, mens han stod ved 📌Donau, gik 👤Varus med hans tre Legioner, Ryttere og Tros, mellem 📌Rhinen og 📌Elben. Vel har vi ikke den udførlige Beskrivelse, han lovede os af denne Universal-historiske Begivenhed, som Man kan kalde en Germanisk Underskrift med Romer-Blod til Vitterlighed, paa det ellers lidt usikkre Brevskab, hvormed 👤August havde erklæret 📌Rhinen for sit Riges naturlige Grændse; men selv den korte Efterretning, han foreløbig gav er dog ubetalelig, og kan være os Nok, da Huggene, som holdne Vahre, her unægtelig var Hoved-Sagen.

👤Varus Qvinctilius, siger Romeren, havde en mild Tænke-Maade og et stille Sind, var lidt langsom i alle sine Bevægelser, mere vant til at ligge i Leir end at rykke i Marken og saa god en Kiender af “Skattens Mynt,” at han kom fattig til det rige 📌Syrien, men lod Fattigdommen blive der og tog Rigdommen med sig. Denne Mand, som nu stod i Spidsen for vor Germaniske Hær, fik det Indfald, at Folk, der havde ikke Meer af Mennesket end Skikkelsen og Stemmen (nihil præter vocem membraque haberent hominum) og kunde ei engang tæmmes med Sværdet, dog lod sig formilde ved Retter-Gang, og med disse Forhaabninger slog han sig til Borge-Leie midt i 📌Germanien, og drev hele Sommeren hen med at holde Thing og høre Sager, som i et Land der jublede over Fredens Velsignelser. Nu er de Folk imidlertid, midt i deres Raahed saa trædske og saa indgroet falske, (natum mendacio genus) som Ingen skulde troe, uden hvem der veed det af Erfaring, saa de gjorde 👤Varus tryg ved at lade som de var meget usaattes, skiælde hinanden Huden fuld og saa taknemmelig velsigne “Romer-Retten,” der jævnede Trætten, hvori Man ellers lod Sværdet dømme, 654og formildede saaledes de raae og grumme Sæder. Medens nu 👤Varus reent glemde, han var i 📌Germanien, og drømde sig paa Dom-Stolen i 📌Rom, greb 👤Arminius (👤Herman) Leiligheden til Udaad, og denne Unger-Svend, 👤Sigimer Høvdings Søn, var en Kæmpe af en Karl, og Pokker til Barbar, letnem og hurtig af Begreb, Fyr og Flamme, saa Øinene spillede i Hovedet paa ham, og han havde fulgt med os paa hele det forrige Tog, vundet Romersk Borgerskab og Ridder-Slag! Han stemplede nu, først med Faa og saa med Fleer, fik dem overbeviist om, at Man kunde faae Bugt med Romerne og fastsatte Tid og Time for Skielm-Stykket, som rigtig nok blev røbet af 👤Segest, en fornem Mand af samme Folk, der var os tro, men kun forgiæves, thi 👤Varus kunde slet ikke troe, Man vilde lønne ham saa ilde for al hans Godhed. Han fik ikke heller ret længe Tid til at betænke sig, før Ulykken skedte, den Største der timedes Romerne udenlands, siden 👤Crassus faldt paa det Parthiske Tog. Ja, maa Man ikke nok græde: den ypperste Romerske Krigs-Hær i Sværd-Slag, i Mands-Tugt og Erfarenhed faldt her besnæret som et Offer for Anførerens Dorskhed, Fiendens Troløshed og Skæbnens Uretfærdighed, fandt ei engang, indhemmet af Skove, Moradser og Baghold, Leilighed til at kæmpe som den vilde, men maatte lade sig slagte af en Fiende, den altid havde slagtet som (more pecudum trucidaverat) og kun levnet Liv i af Naade. Dog, skiøndt Anføreren fattedes Mod til at fægte, havde han det dog til at døe og faldt, efter sin Faders og Farfaders Exempel paa sit eget Sværd, men 👤Ceionius, som overgav sig med Resten, var en Usselryg, som heller vilde falde paa Retter-Stedet end paa Val-Pladsen, og Legaten 👤Volumnius, ellers en sædelig, skikkelig Mand, gav et stygt Exempel ved med Rytteriet at søge 📌Rhinen, som han dog ikke naaede men fik den Straf at skydes i Flugten. 👤 Asprenas endelig, som ogsaa var 655 Legat hos sin Morbroder 👤Varus, skylder Man det Vidnesbyrd, at han ved sin Kiækhed og Forsigtighed reddede to Legioner, men Somme vil rigtig nok sige, han var ikke saa god ved de Døde som ved de Levende, men plyndrede sine faldne Stal-Brødre, før han forlod dem*Velleius II..

Saavidt Romeren, hvem jeg ikke vilde formene paa sin Viis at fortælle den eneste universal-historiske Begivenhed i Old-Tiden, en Romer, saavidt jeg veed, er den bedste Hjemmel for, og Læseren vil sikkert være enig med mig om, at vi aldrig ved en bedre Leilighed kunde erindres om, hvad Romerne vilde gjort med Tydskerne og os, hvis de havde faaet Magten, og hvad der er vor Pligt at giøre ved dem, da de er døde og vi er levende, nemlig hvad 👤 Asprenas gjorde: plyndre fra dem hvad de har røvet og overlade Resten til Ravne og Krager!

👤August skal være blevet saa fortvivlet, da han fik Tidende om Nederlaget, at han løb Panden mod Væggen og skreg: 👤Varus! hid med mine Legioner; men det rører os ikke, saameget mindre, som vi veed, han var en Skue-Spiller, der gik med høihælede Skoe, fordi han selv fandt, han var for lav, og skal, da han 76 Aar gammel, gik ud af Verden, have speilet sig, spurgt om han ikke havde spillet sin Rolle godt og bedt de Tilstæde værende klappe*👤Svetons Augustus 23. 73. 79. 99.. Hvad der er sandt deraf, blive Romernes Sag, som fortalde os det om deres forgudede Keiser, os er det Nok, at det var i deres Smag, saavelsom et andet mærkværdigt Træk, der vist ei er opdigtet: at først førde 👤August en Sphinx i sit Signet, saa en 👤Alexander den Store og saa sit eget Billede, der blev det Faste baade hos ham og hans Eftermænd *👤Svetons Augustus 50.. Dog, hvad 👤August var som Menneske, bliver hans egen Sag 656og hvad han var som Romer, Romernes og som Hersker fortjener han det Efter-Mæle, han ønskede: at han modtog 📌Rom af Leer og efterlod det i Marmor, thi dette Udsagn vil vi med 👤Dion anvende ikke paa Husene i 📌Rom men paa Verdens-Riget *Dion LVI. 30..

Det Juliske Huus.

👤Plutark fortæller, at da 👤Alexander den Store var død, sammenlignede den Atheniensiske Taler 👤Demades hans Krigs-Hær med Jetten Polyphem, da han havde mistet sit eneste Øie*👤Plutarks Galba. og det lader sig ikke blot anvende paa Prætorianerne efter 👤Augusts Død, men giælder tillige alle Volds-Mænd selv, naar de indbilde sig at deres Staal-Handsker kan gaae i Arv som et ordenligt Septer, da dog Hvad der kun udtrykker “den Stærkeres Ret” ei giver Skrællinger mindste Ret, men gjør dem kun latterlige. Saadan en blind Polyphem var imidlertid endogsaa 👤Napoleon, saa det var intet Under, at 👤August kunde indbilde sig, Man ei engang behøvede at være men kun at regnes i Slægt med ham, for at have Arve-Ret til hele Verden, og virkelig blev ikke blot hans Stif-Søn 👤Tiber hans Efter-Mand, men det saakaldte Juliske Huus forblev over et halvt Aarhundrede i Besiddelse af Keiser-Magten. Herover skulde Man da heller forundre sig, end over at det ei varede længer; thi det er aabenbar 📌Roms gamle Adel, rænkefuld men udmarvet, der, ved at bestikke Liv-Vagten, stræber at besvige den egenlige Krigs-Hær for sin naturlige Ret til at raade for Krigs-Byttet. Disse indsmuglede Imperato rer, som, paa 👤Tiber nær, hverken havde lært at byde eller at lyde, var imidlertid en stor Plage for 📌Rom og er det endnu for Historie-Skriveren, især fordi Romerne har havt anderledes Mod og Greb 657paa at beskrive alle deres Laster og Daarskaber end de store Verdens-Begivenheder, og fordi Folk har ladet sig det indprænte, at Alt hvad en 👤Tacitus har beskrevet, end sige da hvad der tillige sad paa Thronen i 📌Rom, er derved adlet til en stor Begivenhed, som bør være Alle vitterlig til Verdens Ende. Men vi maae bryde overtvært med Romer-Aaget i alle Maader, og ligesom 👤Cicero, da han havde ladet 👤Catilinas Venner kvæle, udraabde “de har levet,” saaledes vil vi sige om hine forgudede Misdædere “de har været en Plage” endogsaa for os, men i Verdens-Historien skal Man herefter kun bruge deres Kroner som Regne-Penge til at tælle Aarene med efter 👤Christi Fødsel, og kun pege paa dem som gruelige Vidnesbyrd om, at der kan blive “et Helvede paa Jorden,” thi det er der unægtelig, naar Afskum, eller Daarekiste-Lemmer, som 👤Tiberius, 👤Caligula, 👤Claudius og 👤Nero er de Eneste, der giør Opsigt paa den store Skue-Plads.

👤Nero er den Eneste af dem, der afnøder os lidt mere Opmærksomhed, ikke ved det, der kun giør ham mærkværdig i Helvede, men ved den Forstyrrelse, hans grændseløse Galenskab, i Forbindelse med Enevolds-Magten, frembragde al Verden over og ved den Undergangs-Krig han begyndte, ei alene med Jøderne, som den sidste Levning af Oldtidens Borgerlige Selskaber, men ogsaa med de Christne, i hvis Samfund Spiren laae til alle de Nye.

Ret at oprede 👤Neros Slægt-Register er vist nok hverken let eller Umagen værdt, men paa Spinde-Siden var han en Paarørende baade ad 👤Anton og 👤August, og hans Fædre, Domitierne, hørde ikke blot til den gamle Adel men til de Romerske Guders Yndlinger, som ved et Mirakel blev rødskiæggede og førde Navn deraf*👤Plutarks Antonius. 👤Svetons Nero.. Hans Moder 👤Agrippine var desuden Syster til 👤Caligula og Daatter 658af 👤Germanicus, 👤Livias Sønne-Søn, og da han nu tillige blev kiønlyst af Keiser 👤Claudius, der havde det Uheld at blive hans Moders Mand, saa kan Man til Nød forstaae, hvordan det blev mueligt, at denne dunhagede Knøs, der aldrig havde lært og lærde heller aldrig at føre et Sværd, kunde faae den største Commando-Stav, Man i Verden veed af at sige.

Man fortæller os sædvanlig, at 👤Nero havde nydt den herligste Opdragelse, Man kunde ønske al Verdens Enevolds-Herre, og at han i sine første Regierings-Aar overgik selv de største Forventninger, men at han siden, uheldigviis, blev fordærvet, saa han ærlig fortjende Navn af “Menneske-Kiønnets Fiende;” men det er kun et Æventyr, de Lærde har sat sammen til 👤Senecas og Romernes Ære; thi 👤Nero var aabenbar baade født og opdraget til hvad han blev, og var ligefra Begyndelsen til Enden alle de Romeres Kiæle-Dægge, der ikke misundte ham hans Rolle eller leed under hans Luner. Om den berømteste af hans For-Fædre blev det offenlig sagt: intet Under at han har et Kaabber-Skiæg (ænobarba) da han har en Jern-Pande og et Steen-Hjerte, og hans egen Fader var et bekiendt Uhyre, som, da Man lykønskede ham med Sønnen, selv sagde at hvad der avledes af ham og 👤Agrippine maatte nødvendig blive en vederstyggelig Ulykkes-Fugl*👤Svetons Nero 2–6.. 👤Neros første Lærere skal dernæst have været en Dandse-Mester og en Haar-Skiærer, og 👤Seneca, som blev deres Eftermand kunde vist nok baade “Latin og Græsk,” hvad 👤Nero ogsaa snart lærde, men var, hvad dermed godt lader sig forene, et af de foragteligste Kryb under Solen*Dion LXI. 10.. Af ham lærde 👤Nero, blandt Andet, Hykleri og Liderlighed, hvori han gjaldt for en stor Mester, og den Romerske Natur, i Forening med 659Kraftløshed og Kiælenskab, gjorde selv Resten; thi hvad der udmærkede 👤Nero mellem mange Brødre er det Kolossalske i hans Tanke-Gang og den umættelige Ulve-Graadighed paa hvad han attraaede: Lystighed og høirøstet Bifald. Regieringen befattede han sig i Grunden ligesaalidt med, som med Sværd-Slag, undtagen forsaavidt han overlod den først til sin Moder, saa til 👤Seneca og siden til hvem der var ved Haanden som han kunde lide, og han var vel ikke stort grusommere end 👤August, der ligesaalidt gjorde sig nogen Samvittighed om at rydde dem af Veien, der stod ham i Veien eller dog i Lyset. Havde han derfor kun ikke været Feigheden selv, ei ruttet slet saa umaadelig med Penge, og ei viist alle “Raads-Herrerne” saa aabenbar Foragt, at han flinkede sine gamle “Væddeløbs-Heste” op med deres Høitids-Dragt, da kunde han godt slaaet baade Fader og Moder, end sige da 👤Seneca ihjel, og dog blevet almindelig forgudet; thi selv med alt dette var han saa yndet, at Man ikke blot i lang Tid strøede Blomster paa hans Grav, men at enhver Bedrager, som udgav sig for “👤Nero” var vis paa Tilløb *👤Svetons Nero 57. Dion LXI. 6. LXIII. 15..

Vi kan derfor ingenlunde giøre 👤Nero til en Undtagelse fra sit Folk, men maae betragte ham som “den sidste Romer” paa den store Skue-Plads, hvem det behagede Skæbnen at giøre paa een Gang til Afsky og til Latter for alle følgende Slægter; thi skildt ved Kraften og blottet for al Klogskab er den grændseløse Forfængelighed og umættelige Begiærlighed, som udmærker den Romerske Aand eller By-Vætte, stillet til Skue og gjort til Spot i 👤Nero, der til alle Sider vilde vise, hvorvidt hans Magt strakde sig, og satte sin Ære i at være, som han meende, en mageløs Sanger! Om han virkelig, som der siges, agtede at slaae alle “Raads-Herrer” ihjel og giøre sine frigivne Trælle til Generaler og Statholdere 660allevegne, er vel et Spørgsmaal, men Planen ligner ham unægtelig, og det var aabenbar en god Begyndelse dertil, at han satte Trællen 👤Tigellinus over Liv-Vagten, istedenfor 👤Burrus, som han lod forgive, og at han, under sine Triumpher ved de Olympiske Lege, lod en anden Træl, 👤Helio, herske i Rom men indbød sin tapperste General 👤Corbulo, som havde ydmyget Partherne, til sig, for at slaae ham ihjel. 👤Corbulo stak sig selv ihjel og skal have erklæret at han døde med Rette, fordi han havde tjent et saadant Afskum, men den Selv-Fornægtelse kunde Man ikke vente af Mange, og da nu baade Galleren 👤Julius Vindex, som havde opsvunget sig til Anfører for den Romer-Hær der stod i hans Fædreneland, og Romeren 👤Galba, som raadte i 📌Spanien, gjorde Opstand, da blev 👤Nero naturligviis ællevild og lodes i Stikken af alle sine Sangere, Giøglere, Svire-Brødre og Tilbedere, saa han knap beholdt en Træl, der vilde hjelpe ham ud af Verden, og undgik kun ved det foragteligste Selv-Mord den offenlige Beskiæmmelse, Raadet med Liv-Vagtens Minde havde tilkeiset ham*👤Svetons Nero 39–49. Dion LXII. 13. 19–24. LXIII. 12–17. 22–29..

Det var i den 211te Olympiade, omtrent 70 Aar e. Ch. at Gienfærdet af de gamle Romere forsvandt med 👤Nero, og da paa samme Tid den sidste Levning af Old-Tidens Folke-Liv blev for menneskelige Øine tilintetgiort, ved 📌Jerusalems Forstyrrelse, saa er det klart, at Old-Tidens Historie slutter sig selv med disse to Begivenheder, og Stats-Historien vilde aabenbar være sluttet med det Samme, hvis ikke, som En af 📌Israels Propheter udtrykde sig, den Almægtige havde selv taget Hjerte-Skuddet af Ceder-Toppen og plantet paa et Bjerg til en ny Stamme, i hvis Grene alle Fugle, ja Alt med Vinger, skulde bygge og bevise, at 📌Israels Gud 661kan fælde de store Træer og opelske de Smaa, lade de frodige Træer gaae ud og de Udgangne skyde paa Ny *Ezechiel 17.!

📌Jerusalems Forstyrrelse.

De Første skal blive de Sidste” giælder i det Mindste forsaavidt om Ebræerne, at vi ligesaavel maae slutte som begynde Old-Tidens Historie med dem, ikke blot fordi 📌Jerusalems Forstyrrelse fuldender den “Ødelæggelsens Vederstyggelighed,” Romerne udbredte over den gamle Verden, men ogsaa fordi Leviten 👤Joseph, af 👤Aarons Blod, gav paa Græsk den Stat sit priselige Efter-Mæle, som 👤Moses paa Ebraisk gav sin mageløse Forfatning, saa det er ingenlunde blot i Kirkens, men ligesaavel i Statens og Skolens Historie, Jøderne spille en Hoved-Rolle, der umuelig kan ringeagtes, uden at det Hele dermed forvandles til et Vilde-Rede.

At Jøderne alt af Makkabæer-Slægten fik Tyranner slemme nok, har vi foran bemærket, og da 👤Pompeius førde 👤Aristobul i Triumph, syndes 📌det hellige Land vel modent til at blive en Romersk Provinds, men deels var det altid Romernes Skik, efter den første Undertvingelse, at give Folkene Puste-Rum under Navn af Frihed og deels havde Jøderne, som deres ældste Bunds-Forvandte i 📌Asien, et Slags Krav paa Skaansel, som Romerne gierne vilde have Skin af at agte. Vist nok havde Jøderne til Hverdags-Hæld havt langt bedre af en Romersk Lands-Høvding (Prætor) end af Idumæerne (Edomiterne) 👤Antipater og 👤Herodes, hvem de overlodes til, og af hvilke navnlig den Sidste spørger om sin Mage blandt grusomme Tyranner, men i dette Land, hvor det især gjaldt om Hellig-Dagene og hvad dertil hørde, var det dog langt taaleligere at have en Edomitisk Tyran, der hyklede dyb Ærbødighed for 👤Moses og Propheterne og ud662smykkede 📌Jehovahs Tempel, end at have en Romersk, der viiste Troen dyb Foragt og gjorde sig ingen Samvittighed af at udplyndre men satte en Ære i at besmitte Helligdommen.

Vist nok kunde ingen Tyran have tilføiet Guddommen saa stor en Fornærmelse eller Menneske-Slægten saa ubodelig en Skade, som 👤Herodes den Store, hvis det var lykkedes ham at myrde 👤Christus (Messias) i Svøbet og derved ret egenlig kvæle Christendommen i Fødselen; men at det slog feil, er en unægtelig Kiends-Gierning, og da først Messias var kommet og havde udbasunet den ny Tid, som et Gylden-Aar for hele Slægten, da var det, universal-historisk betragtet, en Biting, hvad der siden timedes 📌Jerusalems Tempel og den Mosaiske Stat *Math. 2. Luk. 4.. At denne 👤Jesus fra 📌Nazareth i 📌Galilæa blev korsfæstet under 👤Pontius Pilatus, som i 👤Tibers ti sidste Aar var Lands-Høvding i 📌Judæa, har de Christne altid selv bekiendt, men ogsaa lagt til, at han vidunderlig opstod den tredie Dag fra de Døde og foer saa til Himmels*De Christnes Daabs-Pagt. Math. 27–28. Joh. 19–20. Luk. 23–24. Ap. Gg. 1., og uden at paabyrde Stats-Historien som Kiends-Gierninger, hvad efter Sagens Natur kun kan være “Troes-Artikler i en Kirke,” er det dog sikkert nok, at 👤Jesu Korsfæstelse, langt fra at giøre hans Navn Skam eller sætte hans Virksomhed Grændser, netop blev Overgangen fra den gamle Tid til den Ny, hvori Guddoms-Ære har fulgt hans Navn og ligesom en ny Menneske-Slægt udviklet sig af hans Menigheds Skiød. Uagtet derfor 👤Jesu Christi Liv og Levnet for største Delen hører til “Troens Hemmeligheder,” og hans Græske Levnets-Beskrivelser (Evangelierne), hvormed en ny universal-historisk Literatur begynder, høre som et mageløst Vidun663der til Skolens Historie, saa er han dog aabenbar ogsaa i Stats-Historien “den Eenbaarne,” der paa een Gang menneskelig kroner det Ebraiske Folke-Liv og guddommelig forvandler det til et Universal-Historisk, der endnu efter atten Aarhundreders Forløb trindt i Christenheden drages med den Romerske Død, som alt syndes enevældig før Han blev født. Skulde da end, som Man har spaaet, det Christne Menneske-Kiøn uddøe i Dag eller i Morgen, og var det mueligt, at der efter den Tid endnu kunde være et “levende Øie” paa Jorden for Slægtens Levnets-Løb, maatte det dog nødvendig dvæle forbauset ved Synet af “det Ny” i alle Menneske-Aandens høie og værdige Retninger, der unægtelig skabdes i Christendommen og maa da nødvendig være født med dens Stifter. Hvem Han i Grunden var: enten blot en giennem det Ebraiske Folke-Liv forklaret 👤Abraham eller tillige en deri neddalet Guddom, det maa vist nok til Verdens Ende staae videnskabelig uafgjort; men i begge Tilfælde er det aabenbart, at fra Nat-Lampen i 📌Jehovah-Templet udgik Lyset i den ny Folke-Kreds, og at den Mosaiske Stat var det rette Vesta-Tempel, hvis “hellige Ild” blev aldrig slukt, men fløi som Guddoms-Gnister Verden rundt i 👤Christi Evangelium, da Staden sank i Gruus og Templet faldt i Aske.

Hvorledes den ny Tid vilde gestaltet sig, hvis Jøderne, som et Folk, havde ladet sig christne, er vel et Spørgsmaal, der paatrænger sig Tænkeren, men som Historien naturligviis ei kan besvare, og det er klart, at Hindringen hos Mængden laae i den verdslige Tanke-Gang, der fremfor Alt i “den store Konge og den stærke Løser,” Propheterne havde lovet, krævede en Helt, som haandgribelig brød det Romerske Aag og øiensynlig gjorde 📌Israel til alle 664Hedningers Høvding*Math. 22. 27. Joh. 6. 18.. Naar imidlertid Messias var kommet, da havde Ebræer-Staten naaet sit Øiemed, og naar den ei vilde lade sig forvandle af ham, maatte den, forladt af sin Aand, opløses, medens paa den anden Side Folket, naar de troede paa dens guddommelige Oprindelse, netop da, til deres egen Retfærdiggiørelse, maatte haardnakket modsætte sig Opløsningen, og det er derfor ganske i sin Orden, baade at 👤Christus udtrykkelig forudsagde 📌Jerusalems Forstyrrelse og at ligefra Hans Korsfæstelse Ødelæggelsen øiensynlig nærmer sig med stærke Skridt*Math. 23–24..

Allerede under 👤Pilatus var Uveiret nær ved at bryde løs, da han ved Natte-Tid indsmuglede Romerske Faner med Keiserens Billede paa i 📌Jerusalem; thi skiøndt Mose-Lovens Forbud mod Billed-Dyrkelse aldrig med Rette kunde anvendes herpaa, saa var det dog ligefuldt, baade i Jøders og Romeres Øine, en Krigs-Erklæring imod Loven*👤Josephs Oldskrifter XVIII. 3.. Da 👤Pilatus imidlertid havde gjort Dette paa egen Haand, turde han ikke svare for Følgerne, men gav efter, og da Keiser 👤Caligula befoel at hans Billed-Støtte med Magt skulde indføres i Templet, afvendtes Slaget ved Jødernes Standhaftighed og 👤Caligulas Død*👤Josephs Oldskrifter XVIII. 8.. Nu syndes endogsaa Faren overstaaet, thi en Sønne-Søn af 👤Herodes den Store, som 👤Joseph kalder den ældre 👤Agrippa, blev af Keiser 👤Claudius gjort til Konge over hele Landet, og skiøndt der efter hans bratte Død atter kom Romerske Embeds-Mænd, vedblev dog Templet at staae under den yngre Kong 👤Agrippas Varetægt*👤Josephs Oldskrifter XVIII. 3–6. XIX. 4–5. 8. Ap. Gg. 12.. Lands-Høvdingen 👤Felix, en Broder til den 👤Pallas Træl, der stod høit an665skrevet hos 👤Claudius og enstund hos 👤Nero, blev desuden gift med en Jødinde: den yngre 👤Agrippas Syster 👤Drusilla, og læmpede sig efter Folket; men dog vrimlede Landet alt under ham af Røvere og Staden af Snig-Mordere, og Enhver, der med Sværdet i Haanden udgav sig for Messias eller en Prophet, var vis paa at drage Tusinder i Ulykken med sig*👤Josephs Oldskrifter XX. 7–8. Ap. Gg. 23–24.. Endnu meer tiltog den indvortes Giæring med Rov og Mord, under 👤Gessius Florus, den sidste Lands-Høvding, 👤Nero sendte, der baade, efter 👤Josephs Forsikkring, selv deelde med Røverne og gjorde med Flid Alt hvad han kunde for at vække et Oprør, til Slør over sin Bestyrelse og til en ny Indtægts-Kilde, saa Jøderne syndes tilsidst, de havde kun Valget imellem, at døe med Eet og at seipines, og greb da i Fortvivlelse til Vaaben*👤Josephs Oldskrifter XX. 11..

Det var, mens 👤Nero triumpherede paa Skue-Pladsen i 📌Olympia, han fik Tidende om Jødernes Opstand og et Nederlag, de første Legioner, Man førde imod dem, havde lidt, og nu udnævnede han da 👤Flavius Vespasianus til Feldt-Herre i 📌Øster-Leden, en Italiener af ringe Herkomst, som under 👤Claudius havde udmærket sig paa et Tog til 📌Britannien, og havde nu klogelig trukket sig tilbage i sin Dunkelhed, til Man fik ham behov*👤Svetons Vespasianus 4..

Man vente ikke her nogen Beskrivelse af Jøde-Krigen, skiøndt vi har en saadan i otte Bøger af 👤Joseph, der ei blot var samtidig men selv en af de Galilæiske Anførere, og siden som løsladt Fange og “en god Spaamand” i den Romerske Leir Øien-Vidne til 📌Jerusalems Beleiring og Forstyrrelse; thi saa mærkværdig end ethvert Optrin deraf er i Jødernes Historie, saa ubetydeligt er alt det Enkelte i den Almindelige, hvortil det Hele blot hører som en fortvivlet 666Døds-Kamp af et ikke udlevet eller udmarvet men forblindet og bandsat Folk, der trodsede paa Himlen, som det nu aabenbar havde imod sig. Krigen trak sig ud til paa syvende Aar, men i det Femte blev 📌Jerusalem, efter nogle Maaneders Beleiring, indtaget og ødelagt, efter at denne ulykkelige Stad under hele Krigen havde været en blodig Tumle-Plads for Røvere og Mordere, der haandgribelig forklarede Indbyggerne, hvad der laae i det vilde Skrig for 👤Pilati Dom-Stol: korsfæst ham (den Jødernes Konge) og giv os 👤Barrabas løs! 👤Eleazar 👤Simons Søn, af Præste-Slægten, havde strax i Begyndelsen af Oprøret med en fortvivlet Skare (de saakaldte Zeloter) gjort Templet til sin Vaaben-Plads, og efterhaanden som Romerne indtog Landets andre Fæstninger, flygtede Alt hvad der undløb Sværdet ind i Hoved-Staden, hvor da To af de forvovneste Parti-Giængere, 👤Johannes Levisøn og 👤Simon Gjordsøn, blev frygtelige Med-Beilere til den første Rang blandt mange Galgen-Fugle*👤Josephs Jøde-Krig II. 17. IV. 3. 9.. For at giøre Stadens Ulykke fuldkommen, blev den just indsluttet under Paaske-Festen, da den vrimlede af udenbyes Folk, hvoraf Følgen blandt Andet var en tidlig Hungers-Nød, hvis Rædsler indtil det Utroelige forøgedes ved Krigs-Folkets rasende Frækhed, thi det eneste passende Navn Man kan give 📌Jerusalems Besætning er en Djævle-Besættelse. Tænker Man sig nu hertil en forbittret Romersk Krigs-Hær fra 👤Neros Dage, der antænder og omringer Templet, i hvis Luer ei blot Præster og Zeloter, men Tusinder af Kvinder og Børn, lokkede derop af en falsk Prophet, finde deres Død, da fattes der aabenbar Intet til at give os den mest levende Forestilling om Helvede, saa det er med god Grund baade at “📌Jerusalems Forstyrrelse” er blevet det stærkeste Udtryk for al Verdens Ulykke, og at Man i Kirke-Historien har peget derpaa som et forbausende Vidnesbyrd om det klare Frem-667Syn, der var ikke blot hos Ebræernes Messias, men hos deres gamle Propheter og ældgamle Lov-Giver, efter hvis Ord det, naar Syndernes Maal var fuldt, skulde tage saa sørgelig en Ende.

Det var, som bekiendt, 👤Titus, der i sin Fader 👤Vespasians andet Keiser-Aar, beleirede og indtog 📌Jerusalem, og han er noksom berømt for mageløs Mildhed, men ved 📌Jerusalem har Man dog ondt ved at spore den; thi at han tit nok lod Jøderne formane til at overgive sig paa Naade og Unaade, det havde han tilfælles med de grusomste Romerske Generaler, og at han godt kunde taale at see Blod, viiste han ikke blot under Kampen men ogsaa efter den, da han høitideligholdt Fødsels- Dage med at slagte Fanger som Fæ. Om nu Dødens Part løb op til en heel Million, kan Ingen vide, men at hele Landets Jødiske Befolkning paa mellem to og tre Millioner blev saa omtrent deelt mellem Sværdet, Galgen og Slave-Markedet er baade vist og grueligt nok.

Giør nu end 👤Josephs Beskrivelse af sit Folks Tilstand før og under Krigen, sammenholdt med det Billede, Evangelierne og Apostlernes Gierninger give os af dem giennem hele den foregaaende Menneske-Alder, at vi ligesaalidt kan beklage Landets som Templets Skæbne, da begge Dele maae kaldes en Boelig, skabt til “et Bede-Huus for alle Folk” men forvandlet til “en Røver-Kule;” saa maae vi derfor dog ingenlunde oversee denne Romerske Folke-Udryddelse, hvorved 👤Titus unægtelig satte en Krone paa det Mamertinske Stor-Værk, som der ikke blot maatte en 👤Nero, men et saadant mageløst Røver-Folk som Qviriterne, til at bære. Jøderne var nemlig ikke et Folk, der enten satte Romerne i Fare eller gjorde dem Verdens-Riget stridigt, men de var Romernes ældste Bunds-Forvandte i 📌Asien og et af de ældste Folk i den dannede Verden, hvis indvortes Urolighed deres mægtige Venner aldrig havde søgt at dæmpe, 668men betjent sig af til at bringe dem under Aaget og gjort ulægelig ved at paanøde dem de grusomste Tyranner. Nu, saavidt mueligt til sidste Mand at uddrydde dette Folk, fordi de i Fortvivlelse gjorde Opstand under Neronisk Mishandling, det maae Romerne selv have følt, var uhyre skiændigt, siden vi baade hos 👤Tacitus og 👤Sveton see, de har paadigtet de arme Jøder, fiendtlig adskildte i Snese Partier, som kun stolede paa hinandens Undergang, den latterlige Indbildning, at nu var Timen kommet, da 📌Israel, efter Propheternes Ord, skulde indtage hele Verden*👤Svetons Vespasian 4. 👤Taciti Historiebøger V. 13..

Denne Spaadom, som Romerne anvendte paa 👤Vespasian, der fra 📌Jødeland af besteg Verdens-Thronen, men som vi veed opfyldtes ved Christendommens Erobringer, minder os imidlertid om Grækers og Romeres Betragtning af Ebræerne, og hvor skiæv den end var, bør den dog stilles ved Siden ad Syrers og Ægypters, som alt er anført, om aldrig for Andet, saa dog for at see Ebræerne midt i Old-Tidens Folke-Kreds, hvoraf Man hidtil med Flid har udrevet dem.

I ældgamle Dage, siger 👤Diodor (samtidig med 👤August) rasede Pesten i 📌Ægypten, som Man tilskrev Gudernes Vrede, hvis Dyrkelse var kommet paa Knæerne, fordi Landet vrimlede af Fremmede, der havde hver sine Meninger, Offringer og Skikke. Man fandt det desaarsag raadeligst at vise alle de Fremmede Dørren, hvoraf fulgde en stor Udvandring, deels til 📌Grækenland, hvor Adel-Hoben skal være landet under Anførsel især af Danaos og Kadmos, og deels til 📌Jødeland, dengang tomt og øde, hvor Almuen søgde hen, under Anførsel af en særdeles klog og tapper Mand, ved Navn 👤Moses. Han indtog Landet, bygde blandt mange andre Stæder 📌Jerusalem til Hoved-Stad, med det høit 669anseete Tempel, og indrettede ikke blot Guds-Tjenesten men skabde en heel ny Stat med Lov og borgerlig Forfatning. Folket deelde han efter Aarets Maaneder i tolv Stammer, som det fuldkomneste Tal, og Billeder af Guddommen vilde han ikke vide af at sige, da han ikke troede den havde Skabning som et Menneske, men var den høie Himmel-Hvælving selv. Dog ogsaa i Henseende til Offringer og Levemaade afveeg han ganske fra hvad Skik er hos andre Folk, thi ved det, han selv var blevet landsforviist, gav han Folke-Livet en vis frastødende og unaturlig Skikkelse. For Resten udsøgde han de dygtigste og forstandigste Mænd og gjorde til Præster, som baade skulde besørge Guds-Tjenesten, dømme i vigtige Sager, vaage over Loven og Indretningerne og i det Hele uddanne det nyskabte Folk. Desaarsag, vil Man sige, Jøderne har aldrig havt Konger, men immer overladt Regieringen til den retskafneste og klogeste Præst, som de kalde Ypperste-Præsten, ansee for Guds Mund der kundgiør dem Hans Villie, og skal vise saa dyb Ærbødighed, at naar han taler til dem paa Guds Vegne, falde de strax ned og tilbede ham. Loven slutter med de Ord: “saa siger 👤Moses til Jøderne, som han det hørde af Gud.” 👤Moses forsømde imidlertid heller ikke Krigs-Væsenet, men øvede det unge Mandskab flittig i at udholde alle Besværligheder, og Landet, som han indtog, deelde han ved Lod-Kastning, saa Alle fik lige meget, undtagen Præsterne, som fik Meer, for at de kunde have deres rigelige Udkomme og tage stadig vare paa Guds-Tjenesten. Ingen af Lods-Eierne maatte sælge deres Jord, for at ikke nogle Faa skulde opsluge Alt og hindre Folke-Formerelsen og da nu tillige Enhver var tvunget til at opføde sine Børn, saa har Folket immer været stærkt og talrigt. Ogsaa ved Bryllupper og Begravelser havde Jøderne ganske egne Skikke, men ved deres Blanding med andre Folk, især under 670det Persiske og Makedoniske Herredømme er Endeel gaaet af Brug*Diodor (Brudstykker) XL..

Mærkeligt er det, at den hardtad samtidige 👤Strabo, skiøndt han var en Asiater, ei vidste nær saa god Beskeed med de Jødiske Indretninger, men dog taler han med samme Høiagtelse om 👤Moses, som en Ægyptisk Præst, der frivillig vandrede ud, fordi han ikke kunde lide Dyre og Billed-Dyrkelsen*Strabo XVI. 760–02..

Spørge vi nu en tredie Samtidig, 👤Trogus, hvad Romerne vidste at fortælle om Jøderne, da høre vi, de nedstamme fra Kong Damask i 📌Syrien, hvis Eftermænd var Azel, Adores, 👤Abraham og 👤Israel. 👤Israel havde ti Sønner, hvorefter han deelde sit Folk i ligesaamange Stammer, som han alle kaldte Jøder, efter 👤Juda, En af Sønnerne, som døde efter Delingen, og hvis Navn de Andre skulde bære som hans fælles Arvinger. 👤Joseph, den Yngste af 👤Israels Sønner, blev opsnappet af sine Brødre, som var bange for hans lyse Hoved, og solgt til nogle fremmede Kiøbmænd, der førde ham til 📌Ægypten, men der blev han høit anskrevet hos Kongen, fordi han var særdeles nem til at lære Hexe-Konster, kunde herlig spaae og fandt paa at udtyde Drømme, ja, var saa klog baade paa Himmel og Jord, at han forudsaae en Mis-Vext, mange Aar før den kom. Derved frelste han hele 📌Ægypten fra Undergang, thi efter hans Raad gjorde Kongen et stort Oplag af Korn, og siden betragtede Man hans Ord ikke som et Menneskes men som guddommelige Orakel-Svar. En Søn af ham var 👤Moses, som arvede sin Faders Vidskab og var derhos udmærket deilig skabt, men da Ægypterne paa den Tid plagedes med Skab og Spedalskhed, drev de ham, efter et Orakel-Svar, ud af Landet med de Syge, for at Smitten ikke skulde gribe videre 671om sig. Han drog nu ud, i Spidsen af de Lands-Forviiste, men stjal sig til at tage Ægypternes Helligdomme med, og da Ægypterne vilde tage dem tilbage med Staal-Handsker, nødtes de af Storm og Uveir til at reise hjem med uforrettet Sag. Paa Veien til sit Damascenske Fædrene-Land leirede 👤Moses sig paa 📌Sina-Bjerget, som han naaede til efter syv Dages Faste og Vildfarelse i det øde 📌Arabien, og helligede til et evigt Minde derom den syvende Dag, under Navn af Sabbat, til en Faste-Dag. Vel vidende, det var af Frygt for Smitte, Ægypterne havde drevet dem ud, undgik de nu ogsaa al Omgang med Fremmede, for ei at blive dem vederstyggelige, og denne Skilsmisse, der fra Først af havde en egen Grund, blev efterhaanden til en sat Ret og en Samvittigheds-Sag. Efter 👤Moses fulgde hans Søn 👤Arvas (👤Aaron), som med det Ægyptiske Præste-Dømme forbandt Konge-Værdigheden, og begge Dele har siden hos Jøderne bestandig været forenede, saa Guds-Dyrkelsen og Rets-Pleien, dem til usigeligt Gavn, gik Haand i Haand. Den Persiske Kong 👤Kserxes var den Første, der undertvang Jøderne, hvorpaa de, med hele Perser-Riget, kom under 👤Alexander den Store, og havde i lang Tid Syrisk-Makedonisk Herskab, men rev sig løs fra 👤Demetrius og søgde Romernes Venskab, hvorved de først af alle 📌Øster-Ledens Folk tilbagevandt deres Frihed, da Romerne fandt, det var en smal Sag at skiære en bred Rem af en Andens Rygg *Trogus hos Justin XXXVI. 2–3..

Hermed kan det beroe, thi hvem der vil læse en Latinsk Pasqvil paa Jøderne, finder den vel hos 👤Tacitus, og Man seer let, at disse Efterretninger har kun universal-historisk Vigtighed, fordi de paa den ene Side vise os, hvad Man kan bygge paa de Folks Historie, der ikke selv har beskrevet deres Levnets-Løb, og paa den Anden forvisse os om, at baade Græker og Romere erkiendte Ebræerne for et ældgammelt Hoved-672Folk og at Grækerne ansaae 👤Moses og hans skrevne Love for samtidige med deres ældste Heroer.

Det var, som Man sædvanlig regner, 70 Aar e. Ch. at 📌Jerusalem forstyrredes, altsaa ved Slutningen af den 211te Olympiade, da Jøderne skrev 3831 efter Verdens Skabelse, og skiøndt Aars-Tallene først langt senere blive sikkre paa et Haar, veed vi dog bestemt, det er nu over halvattende Aarhundrede siden Jøderne forvandledes til et adspredt Folk uden visse Værelser, Tempel og Dom-Huus, og dog er det først i vore Dage, de føle sig fristede til at ombytte Skyggen af 📌Israels Herlighed med hvad der glimrer hos den nydannede Verdens Folk. Nu er imidlertid ogsaa Timen for Haanden da denne “Hoved-Folkenes Første-Fødte” enten maa tabe sig i Hedenskabet eller tilegne sig vor Messias, som deres fremfor Alt, og vise Verden Mage til den “Christne Synagoge” der blev forstyrret med 📌Jerusalem, men er dog saa deilig afmalet i “Apostlernes Gierninger,” at den kan aldrig glemmes, saalænge 👤Christi Kirke staaer!