↩ Det var, siger 👤Diodor, ikke med de Ægyptiske Konger, som med andre ►Enevolds-Herrer, at de gjorde hvad de lystede, thi ikke blot Regierings-Sagerne men hele deres daglige Leve-Maade gik efter en Snor. De var nemlig ikke omgivet af Slaver eller Smigrere, men af de fornemste Præste-Sønner over tyve Aar, som veeg ikke fra dem Dag eller Nat, og tillod dem aldrig at giøre noget Slet. Det Første Kongen maatte giøre, naar han stod op om Morgenen, var at aabne alle indløbne Breve og i den Henseende besørge det Nødvendige. Naar han derpaa havde været i Bad og var iført hele sin Konge-Dragt, begav han sig til Templet, hvor Ypperste-Præsten ikke blot førend Offringen med lydelig Røst bad Guddommen om Sundhed til 54 (VU) den retfærdige 137Konge, men tillagde ham stykkeviis alle 122 (US) Dyder, sigende: han er gudfrygtig og menneskekiærlig, nøisom, retsindig og høimodig, ordholden, gavmild og Herre over alle sine Lidenskaber, de han straffer faae aldrig Løn som forskyldt, men de han belønner faae meer end de fortjene. Efter denne Velsignelse kom en Forbandelse over al Kongens Feiltagelse, men saaledes, at han frikiendtes og Skylden for alt Slet og Skadeligt blev skudt paa hans Raadgivere og ►Redskaber, saa det var ikke ved bittre Bebreidelser men ved overdrevne Lovtaler Man vilde formane Kongerne til Dyd. Naar Kongen nu havde betragtet Offer-Kalvens Indvolde og Offringen var fuldført, da forelæste en Skrift-Klog ham berømte Mænds Raad og Daad af de hellige Bøger, for at Regenten kunde have de bedste Mønstre for Øie til Efterligning. Saaledes var Alting nøie bestemt, ikke blot naar Kongen skulde handle og dømme, men ogsaa naar han skulde spadsere, bade sig, besøge Dronningen og hvadsomhelst man vil nævne, saa han spiste sit ►tarvelige Kalve-Kiød og Gaase-Kiød efter Vægt og drak sin Vin efter Maal, saa nøie bestemt, som om ikke en Lovgiver men en Læge havde foreskrevet det, og hvor underligt det end klinger, knurrede de gamle Konger dog ikke over alle disse Indskrænkninger, men skattede sig lykkelige, at de ikke som andre Konger var en Bold for deres Lidenskaber, men lod sig styre af Fornuften og var kun udsatte for smaa Feiltagelser. Derfor var de ogsaa ►almindelig elskede, saalænge denne Lov overholdtes, hvad især viste sig ved den almindelige Lande-Sorg, der fandt Sted naar de døde, og hvad der bidrog meget til Kongernes dydige Opførsel, var den Rettergang der holdtes over dem paa Begravelses-Dagen, thi da holdt Ypperste-Præsten offenlig deres Lov-Tale, som Mængden havde Lov til enten at istemme eller overdøve, saa mange Konger paa denne Maade fik kun en sørgelig ⓘ Jorde-Færd*►Diodor I. 44–46..