↩ 👤Moses var dengang firsindstyve Aar og 👤Aaron tre Aar ældre, og Brødrene stædtes ind for Pharao og hilsde fra Herren 📌Israels Gud, som sagde: lad mit Folk fare ►at de kan holde Høitid for mig i Ørken! Men Pharao svarede: hvem er det, der befaler mig at lade 📌Israels Børn fare, den Herre, ham kiender jeg ikke og 📌Israel lader jeg ikke fare. ►Vel sagde Brødrene: det er os som Ebræernes Gud har sat Stævne, derfor lad os gaae tre Dages Reise i Ørken og offre til Herren vor Gud, at ikke Død og Ulykke skal ramme os; men Kongen sagde til dem: 👤Moses og 👤Aaron! hvi sinke I Folket fra deres Arbeide, ►gaaer eders Vei, og lad hver passe Sit! Derhos ►befoel Kongen sine Lade-Fogeder og Skriverne, at der ei længer maatte leveres Folket Straa til Tegl-Værket, men at de skulde selv samle Straa og desuagtet levere samme Antal Steen daglig, thi, sagde Kongen, de har det for mageligt, derfor raabe de paa, de vil ud og offre til deres Gud, men derfor skal I ►sætte de Karle i Skrue, saa de faae andet at tænke paa end at høre efter Snak! Ordren blev ogsaa nøiagtig fulgt, saa Folket maatte løbe Landet om for at samle Straa, og da det kom til at skorte paa Tallet af Tegl-Steen, maatte Skriverne, som selv var Israeliter, smage Pidsken, og det hjalp ikke at Skriverne gik til Kongen og sagde: hvi handler Du saaledes mod dine Undersaatter, Man giver os 86 (US) intet Straa men kræver dog ligemange Steen, og os, dine ►Betjenter, pidsker Man, og det er jo uretfærdigt; thi Kongen svarede blot: I dovner, I driver, derfor siger I: vi vil gaae hen og offre til vor Gud, men ►gaaer I nu hen og giør Gavn, 90Straa faaer I Intet af, men Tallet paa Tegl-Stenene maa være fuldt. Da Skriverne kom ud fra Kongen og mødte 👤Moses og 👤Aaron, da sagde de til dem: ►Gud straffe eder, ►som I har gjort os til ►en Brand i Pharaos og alle hans Tjeneres Næse og har givet ham Sværdet i Haanden til at dræbe os*►Moses II. 5–7..