📌Jerusalems ►Forstyrrelse.
✂ “►De Første skal blive de Sidste” giælder i det Mindste forsaavidt om Ebræerne, at vi ligesaavel maae slutte som begynde Old-Tidens Historie med dem, ikke blot fordi 📌Jerusalems ►Forstyrrelse fuldender den “►Ødelæggelsens Vederstyggelighed,” Romerne udbredte over den gamle Verden, men ogsaa fordi Leviten 👤Joseph, af 👤Aarons Blod, gav paa Græsk den Stat sit priselige Efter-Mæle, som 👤Moses paa Ebraisk gav sin mageløse Forfatning, saa det er ingenlunde blot i Kirkens, men ligesaavel i Statens og Skolens Historie, Jøderne spille en Hoved-Rolle, der umuelig kan ringeagtes, uden at det Hele dermed forvandles til et ►Vilde-Rede.
✂ At Jøderne ►alt af Makkabæer-Slægten fik Tyranner slemme nok, har vi foran bemærket, og da 👤Pompeius førde 👤Aristobul i ►Triumph, ►syndes 📌det hellige Land ►vel modent til at blive en Romersk Provinds, men deels var det altid Romernes Skik, efter den første Undertvingelse, at give Folkene Puste-Rum under Navn af Frihed og deels havde Jøderne, som deres ældste ►Bunds-Forvandte i 📌Asien, et Slags Krav paa Skaansel, som Romerne gierne vilde ►have Skin af at agte. ►Vist nok havde Jøderne til ►Hverdags-Hæld havt langt bedre af en Romersk Lands-Høvding (►Prætor) end af ►Idumæerne (Edomiterne) 👤Antipater og 👤Herodes, hvem de overlodes til, og af hvilke navnlig den Sidste ►spørger om sin Mage blandt grusomme Tyranner, men i dette Land, hvor det især gjaldt om Hellig-Dagene og hvad dertil hørde, var det dog langt taaleligere at have en Edomitisk Tyran, der hyklede dyb Ærbødighed for 👤Moses og Propheterne og ud662smykkede 📌►Jehovahs Tempel, end at have en Romersk, der viiste Troen dyb Foragt og 524 (US) ►gjorde sig ingen Samvittighed af at udplyndre men satte en Ære i at besmitte Helligdommen.
✂ ►Vist nok kunde ingen Tyran have tilføiet Guddommen saa stor en Fornærmelse eller Menneske-Slægten saa ubodelig en Skade, som 👤Herodes den Store, hvis det var lykkedes ham at myrde 👤Christus (Messias) i Svøbet og derved ret egenlig kvæle Christendommen i Fødselen; men at det slog feil, er en unægtelig Kiends-Gierning, og da først Messias var kommet og havde ►udbasunet den ny Tid, som et ►Gylden-Aar for hele ►Slægten, da var det, ►universal-historisk betragtet, en Biting, hvad der siden timedes 📌Jerusalems Tempel og den ►Mosaiske Stat *►Math. 2. ►Luk. 4.. At denne 👤Jesus fra 📌Nazareth i 📌Galilæa blev korsfæstet under 👤Pontius Pilatus, som i 👤Tibers ti sidste Aar var Lands-Høvding i 📌Judæa, har de Christne altid selv ►bekiendt, men ogsaa lagt til, at han vidunderlig opstod den tredie Dag fra de Døde og foer saa til Himmels*►De Christnes Daabs-Pagt. ►Math. 27–28. ►Joh. 19–20. ►Luk. 23–24. ►Ap. Gg. 1., og uden at ►paabyrde Stats-Historien som Kiends-Gierninger, hvad efter Sagens Natur kun kan være “Troes-Artikler i en Kirke,” er det dog sikkert nok, at 👤Jesu Korsfæstelse, langt fra at giøre hans Navn Skam eller sætte hans Virksomhed Grændser, netop blev Overgangen fra den gamle Tid til den Ny, hvori Guddoms-Ære har fulgt hans Navn og ligesom en ny Menneske-Slægt udviklet sig af hans Menigheds Skiød. Uagtet derfor 👤Jesu Christi Liv og Levnet for største Delen hører til “►Troens Hemmeligheder,” og hans Græske Levnets-Beskrivelser (Evangelierne), hvormed en ny ►universal-historisk Literatur begynder, høre som et mageløst Vidun663der til Skolens Historie, saa er han dog ►aabenbar ogsaa i Stats-Historien “►den Eenbaarne,” der paa een Gang menneskelig kroner det Ebraiske Folke-Liv og guddommelig forvandler det til et ►Universal-Historisk, der endnu efter atten Aarhundreders Forløb trindt i Christenheden ►drages med den Romerske Død, som ►alt ►syndes enevældig før Han blev født. Skulde da ►end, som Man har spaaet, ►det Christne Menneske-Kiøn uddøe i Dag eller i Morgen, og var det mueligt, at der efter den Tid endnu kunde være et “levende Øie” paa Jorden for Slægtens Levnets-Løb, maatte det dog nødvendig dvæle forbauset ved Synet af “det Ny” i alle Menneske-Aandens høie og værdige Retninger, 525 (US) der unægtelig skabdes i Christendommen og maa da nødvendig være født med dens Stifter. Hvem Han i Grunden var: enten blot en giennem det Ebraiske Folke-Liv ►forklaret 👤Abraham eller tillige en deri neddalet Guddom, det maa ►vist nok til Verdens Ende staae videnskabelig uafgjort; men i begge Tilfælde er det aabenbart, at fra ►Nat-Lampen i 📌►Jehovah-Templet udgik Lyset i ►den ny Folke-Kreds, og at den ►Mosaiske Stat var det rette ►Vesta-Tempel, hvis “hellige Ild” blev aldrig slukt, men fløi som Guddoms-Gnister Verden rundt i 👤Christi Evangelium, da Staden sank i Gruus og Templet faldt i Aske.
✂ Hvorledes den ny Tid vilde ►gestaltet sig, hvis Jøderne, som et Folk, havde ladet sig christne, er ►vel et Spørgsmaal, der paatrænger sig Tænkeren, men som Historien naturligviis ei kan besvare, og det er klart, at Hindringen hos ►Mængden laae i den verdslige Tanke-Gang, der fremfor Alt i “►den store Konge og ►den stærke ►Løser,” Propheterne havde lovet, krævede en Helt, som haandgribelig brød det Romerske Aag og ►øiensynlig gjorde 📌Israel til alle 664Hedningers Høvding*►Math. 22. 27. ►Joh. 6. 18.. Naar imidlertid Messias var kommet, da havde Ebræer-Staten naaet sit Øiemed, og naar den ei vilde lade sig forvandle af ham, maatte den, forladt af sin Aand, opløses, medens paa den anden Side Folket, naar de troede paa dens guddommelige Oprindelse, netop da, til deres egen Retfærdiggiørelse, maatte haardnakket ⓘ modsætte sig Opløsningen, og det er derfor ganske i sin Orden, baade at 👤Christus udtrykkelig forudsagde 📌Jerusalems ►Forstyrrelse og at ligefra Hans Korsfæstelse Ødelæggelsen ►øiensynlig nærmer sig med stærke Skridt*►Math. 23–24..
✂ Allerede under 👤Pilatus var Uveiret nær ved at bryde løs, da han ved Natte-Tid indsmuglede Romerske Faner med Keiserens Billede paa i 📌Jerusalem; thi skiøndt Mose-Lovens Forbud mod Billed-Dyrkelse aldrig med Rette kunde anvendes herpaa, saa var det dog ligefuldt, baade i Jøders og Romeres Øine, en Krigs-Erklæring imod Loven*👤Josephs ►Oldskrifter XVIII. 3.. Da 👤Pilatus imidlertid havde gjort Dette paa egen Haand, turde han ikke ►svare for Følgerne, men gav efter, og da Keiser 👤Caligula ►befoel at hans Billed-Støtte med Magt skulde indføres i Templet, afvendtes Slaget ved Jødernes Standhaftighed og 👤Caligulas 526 (US) Død*👤Josephs ►Oldskrifter XVIII. 8.. Nu ►syndes endogsaa Faren overstaaet, thi en Sønne-Søn af 👤Herodes den Store, som 👤Joseph kalder den ældre 👤Agrippa, blev af Keiser 👤Claudius gjort til Konge over hele Landet, og skiøndt der efter hans bratte Død atter kom Romerske Embeds-Mænd, vedblev dog Templet at staae under den yngre Kong 👤Agrippas Varetægt*👤Josephs ►Oldskrifter XVIII. 3–6. XIX. 4–5. 8. ►Ap. Gg. 12.. Lands-Høvdingen 👤Felix, en Broder til den 👤Pallas Træl, der ►stod høit an665skrevet► hos 👤Claudius og enstund hos 👤Nero, blev desuden gift med en Jødinde: den yngre 👤Agrippas ►Syster 👤Drusilla, og ►læmpede sig efter Folket; men dog vrimlede Landet ►alt under ham af Røvere og Staden af Snig-Mordere, og Enhver, der med Sværdet i Haanden udgav sig for Messias eller en Prophet, var vis paa at drage Tusinder i Ulykken med sig*👤Josephs ►Oldskrifter XX. 7–8. ►Ap. Gg. 23–24.. Endnu meer tiltog den indvortes ►Giæring med Rov og Mord, under 👤Gessius Florus, den sidste Lands-Høvding, 👤Nero sendte, der baade, efter 👤Josephs Forsikkring, selv deelde med Røverne og gjorde med ►Flid Alt hvad han kunde for at vække et Oprør, til Slør over sin Bestyrelse og til en ny Indtægts-Kilde, saa Jøderne ►syndes tilsidst, de havde kun Valget imellem, at døe med Eet og at seipines, og greb da i Fortvivlelse til Vaaben*👤Josephs ►Oldskrifter XX. 11..
✂ Det var, mens 👤Nero triumpherede paa Skue-Pladsen i 📌Olympia, han fik Tidende om Jødernes Opstand og et Nederlag, de første Legioner, Man førde imod dem, havde lidt, og nu udnævnede han da 👤Flavius Vespasianus til Feldt-Herre i 📌Øster-Leden, en Italiener af ringe Herkomst, som under 👤Claudius havde udmærket sig paa et ►Tog til 📌Britannien, og havde nu klogelig trukket sig tilbage i sin ►Dunkelhed, til Man fik ham behov*👤Svetons ►Vespasianus 4..
✂ Man vente ikke her nogen Beskrivelse af Jøde-Krigen, skiøndt vi har en saadan i otte Bøger af 👤Joseph, der ei blot var samtidig men selv en af de Galilæiske Anførere, og siden som løsladt Fange og “en god Spaamand” i den Romerske Leir Øien-Vidne til 📌Jerusalems Beleiring og ►Forstyrrelse; thi saa ►mærkværdig end ethvert Optrin deraf er i Jødernes Historie, saa ubetydeligt er alt det Enkelte i den Almindelige, hvortil det Hele blot hører som en fortvivlet 666Døds-Kamp af et ikke udlevet eller udmarvet men forblindet og ►bandsat Folk, der trodsede 527 (US) paa Himlen, som det nu ►aabenbar havde imod sig. Krigen trak sig ud til paa syvende Aar, men i det Femte blev 📌Jerusalem, efter nogle Maaneders Beleiring, indtaget og ødelagt, efter at denne ulykkelige Stad under hele Krigen havde været en blodig Tumle-Plads for Røvere og Mordere, der haandgribelig forklarede Indbyggerne, hvad der laae i det vilde Skrig ►for 👤Pilati Dom-Stol: ►korsfæst ham (den Jødernes Konge) og ►giv os 👤Barrabas løs! 👤Eleazar 👤Simons Søn, af Præste-Slægten, havde strax i Begyndelsen af Oprøret med en fortvivlet Skare (de saakaldte Zeloter) gjort Templet til sin ►Vaaben-Plads, og efterhaanden som Romerne indtog Landets andre Fæstninger, flygtede Alt hvad der undløb Sværdet ind i Hoved-Staden, hvor da To af de ►forvovneste ►Parti-Giængere, 👤Johannes Levisøn og 👤Simon Gjordsøn, blev frygtelige Med-Beilere til den første Rang blandt mange Galgen-Fugle*👤Josephs ►Jøde-Krig II. 17. IV. 3. 9.. For at giøre Stadens Ulykke fuldkommen, blev den just ►indsluttet under Paaske-Festen, da den vrimlede af udenbyes Folk, hvoraf Følgen blandt Andet var en tidlig Hungers-Nød, hvis Rædsler indtil det Utroelige forøgedes ved Krigs-Folkets rasende Frækhed, thi det eneste passende Navn Man kan give 📌Jerusalems ►Besætning er en Djævle-Besættelse. Tænker Man sig nu hertil en forbittret Romersk Krigs-Hær fra 👤Neros Dage, der antænder og omringer Templet, i hvis Luer ei blot Præster og Zeloter, men Tusinder af Kvinder og Børn, lokkede derop af en falsk Prophet, finde deres Død, da fattes der ►aabenbar Intet til at give os den mest levende Forestilling om Helvede, saa det er med god Grund baade at “📌Jerusalems ►Forstyrrelse” er blevet det stærkeste Udtryk for al Verdens Ulykke, og at Man i Kirke-Historien har peget derpaa som et forbausende Vidnesbyrd om det klare Frem-667Syn, der var ikke blot hos Ebræernes Messias, men hos deres gamle Propheter og ældgamle Lov-Giver, efter hvis Ord det, ►naar Syndernes Maal var fuldt, skulde tage saa sørgelig en Ende.
✂ Det var, som bekiendt, 👤Titus, der i sin Fader 👤Vespasians andet Keiser-Aar, beleirede og indtog 📌Jerusalem, og han er noksom berømt for mageløs Mildhed, men ved 📌Jerusalem har Man dog ►ondt ved at spore den; thi at han tit nok lod Jøderne formane til at overgive sig paa Naade og Unaade, det havde han tilfælles med de grusomste Romerske Generaler, og at han godt kunde taale at see Blod, viiste han ikke blot under Kampen men ogsaa efter den, da han høitideligholdt Fødsels- 528 (US) Dage med at slagte Fanger som Fæ. Om nu Dødens Part løb op til en heel Million, kan Ingen vide, men at hele Landets Jødiske Befolkning paa mellem to og tre Millioner blev saa omtrent deelt mellem Sværdet, Galgen og Slave-Markedet er baade vist og grueligt nok.
✂ Giør nu ►end 👤Josephs Beskrivelse af sit Folks Tilstand før og under Krigen, sammenholdt med det Billede, Evangelierne og ►Apostlernes Gierninger give os af dem giennem hele den foregaaende ►Menneske-Alder, at vi ligesaalidt kan beklage Landets som Templets Skæbne, da begge Dele maae kaldes en Boelig, skabt til “►et Bede-Huus for alle Folk” men forvandlet til “►en Røver-Kule;” saa maae vi derfor dog ingenlunde oversee denne Romerske Folke-Udryddelse, hvorved 👤Titus unægtelig satte en Krone paa det ►Mamertinske Stor-Værk, som der ikke blot maatte en 👤Nero, men et saadant mageløst Røver-Folk som ►Qviriterne, til at bære. Jøderne var nemlig ikke et Folk, der enten satte Romerne i Fare eller gjorde dem Verdens-Riget stridigt, men de var Romernes ældste ►Bunds-Forvandte i 📌Asien og et af de ældste Folk i den dannede Verden, hvis indvortes Urolighed deres mægtige Venner aldrig havde søgt at dæmpe, 668men betjent sig af til at ►bringe dem under Aaget og gjort ulægelig ved at paanøde dem de grusomste Tyranner. Nu, saavidt mueligt til sidste Mand at uddrydde dette Folk, fordi de i Fortvivlelse gjorde Opstand under ►Neronisk Mishandling, det maae Romerne selv have følt, var uhyre skiændigt, siden vi baade hos 👤Tacitus og 👤Sveton see, de har ►paadigtet de arme Jøder, fiendtlig adskildte i Snese Partier, som kun stolede paa hinandens Undergang, den latterlige Indbildning, at nu var Timen kommet, da 📌Israel, efter Propheternes Ord, skulde indtage hele Verden*👤Svetons ►Vespasian 4. 👤Taciti ►Historiebøger V. 13..
✂ Denne Spaadom, som Romerne anvendte paa 👤Vespasian, der fra 📌Jødeland af besteg Verdens-Thronen, men som vi veed opfyldtes ved Christendommens Erobringer, minder os imidlertid om Grækers og Romeres Betragtning af Ebræerne, og hvor skiæv den end var, bør den dog stilles ved Siden ad Syrers og Ægypters, som ►alt er anført, om aldrig for Andet, saa dog for at see Ebræerne midt i Old-Tidens ►Folke-Kreds, hvoraf Man hidtil med ►Flid har udrevet dem.
✂ I ældgamle Dage, siger 👤Diodor (samtidig med 👤August) rasede Pesten i 📌Ægypten, som Man tilskrev Gudernes Vrede, hvis Dyrkelse var ►kommet paa Knæerne, fordi Landet vrimlede 529 (US) af Fremmede, der havde hver sine Meninger, Offringer og Skikke. Man fandt det desaarsag raadeligst at vise alle de Fremmede Dørren, hvoraf fulgde en stor Udvandring, deels til 📌Grækenland, hvor ►Adel-Hoben skal være landet under Anførsel især af ►Danaos og ►Kadmos, og deels til 📌Jødeland, dengang tomt og øde, hvor Almuen søgde hen, under Anførsel af en særdeles klog og tapper Mand, ved Navn 👤Moses. Han indtog Landet, bygde blandt mange andre Stæder 📌Jerusalem til Hoved-Stad, med det høit 669anseete Tempel, og indrettede ikke blot Guds-Tjenesten men skabde en heel ny Stat med Lov og borgerlig Forfatning. Folket deelde han efter Aarets Maaneder i tolv Stammer, som det fuldkomneste Tal, og Billeder af Guddommen vilde han ikke ►vide af at sige, da han ikke troede den havde Skabning som et Menneske, men var den høie Himmel-Hvælving selv. Dog ogsaa i Henseende til Offringer og Levemaade afveeg han ganske fra hvad Skik er hos andre Folk, thi ved det, han selv var blevet landsforviist, gav han Folke-Livet en vis frastødende og unaturlig Skikkelse. ►For Resten udsøgde han de dygtigste og forstandigste Mænd og gjorde til Præster, som baade skulde besørge Guds-Tjenesten, dømme i vigtige Sager, vaage over Loven og ►Indretningerne og i det Hele uddanne det nyskabte Folk. Desaarsag, vil Man sige, Jøderne har aldrig havt Konger, men immer overladt Regieringen til den retskafneste og klogeste Præst, som de kalde Ypperste-Præsten, ansee for Guds Mund der kundgiør dem Hans Villie, og skal vise saa dyb Ærbødighed, at naar han taler til dem paa Guds Vegne, falde de strax ned og tilbede ham. Loven slutter med de Ord: “►saa siger 👤Moses til Jøderne, som han det hørde af Gud.” 👤Moses forsømde imidlertid heller ikke Krigs-Væsenet, men øvede det unge Mandskab flittig i at udholde alle Besværligheder, og Landet, som han indtog, deelde han ved ►Lod-Kastning, saa Alle fik lige meget, undtagen Præsterne, som fik Meer, for at de kunde have deres rigelige Udkomme og tage stadig vare paa Guds-Tjenesten. Ingen af Lods-Eierne maatte sælge deres Jord, for at ikke nogle Faa skulde opsluge Alt og hindre Folke-►Formerelsen og da nu tillige Enhver var tvunget til at ►opføde sine Børn, saa har Folket immer været stærkt og talrigt. Ogsaa ved Bryllupper og Begravelser havde Jøderne ganske egne Skikke, men ved deres Blanding med andre Folk, især under 670det Persiske og Makedoniske Herredømme er Endeel gaaet af Brug*►Diodor (Brudstykker) XL..
✂ 530 (US) ►Mærkeligt er det, at den hardtad samtidige 👤Strabo, skiøndt han var en Asiater, ei vidste nær saa god Beskeed med de Jødiske ►Indretninger, men dog taler han med samme Høiagtelse om 👤Moses, som en Ægyptisk Præst, der frivillig vandrede ud, fordi han ikke kunde lide Dyre og Billed-Dyrkelsen*►Strabo XVI. 760–02..
✂ Spørge vi nu en tredie Samtidig, 👤Trogus, hvad Romerne vidste at fortælle om Jøderne, da høre vi, de nedstamme fra Kong ►Damask i 📌Syrien, hvis ►Eftermænd var ►Azel, ►Adores, 👤Abraham og 👤Israel. 👤Israel havde ti Sønner, hvorefter han deelde sit Folk i ligesaamange Stammer, som han alle kaldte Jøder, efter 👤Juda, En af Sønnerne, som døde efter Delingen, og hvis Navn de Andre skulde bære som hans fælles Arvinger. 👤Joseph, den Yngste af 👤Israels Sønner, blev opsnappet af sine Brødre, som var bange for hans lyse Hoved, og solgt til nogle fremmede Kiøbmænd, der førde ham til 📌Ægypten, men der blev han høit anskrevet hos Kongen, fordi han var særdeles ►nem til at lære Hexe-Konster, kunde ►herlig spaae og fandt paa at udtyde Drømme, ja, var saa klog baade paa Himmel og Jord, at han forudsaae en Mis-Vext, mange Aar før den kom. Derved frelste han hele 📌Ægypten fra Undergang, thi efter hans Raad gjorde Kongen et stort Oplag af Korn, og siden betragtede Man hans Ord ikke som et Menneskes men som guddommelige Orakel-Svar. En Søn af ham var 👤Moses, som arvede sin Faders ►Vidskab og var derhos udmærket deilig skabt, men da Ægypterne paa den Tid plagedes med Skab og Spedalskhed, drev de ham, efter et Orakel-Svar, ud af Landet med de Syge, for at Smitten ikke skulde gribe videre 671om sig. Han drog nu ud, i Spidsen af de Lands-Forviiste, men stjal sig til at tage Ægypternes Helligdomme med, og da Ægypterne vilde tage dem tilbage ►med Staal-Handsker, nødtes de af Storm og Uveir til at reise hjem med uforrettet Sag. Paa Veien til sit ►Damascenske Fædrene-Land leirede 👤Moses sig paa 📌Sina-Bjerget, som han naaede til efter syv Dages Faste og Vildfarelse i det øde 📌Arabien, og helligede til et evigt Minde derom den syvende Dag, under Navn af Sabbat, til en Faste-Dag. Vel vidende, det var af Frygt for Smitte, Ægypterne havde drevet dem ud, undgik de nu ogsaa al Omgang med Fremmede, for ei at blive dem vederstyggelige, og denne Skilsmisse, der fra Først af havde en egen Grund, blev efterhaanden til en ►sat Ret og en 531 (US) Samvittigheds-Sag. Efter 👤Moses fulgde hans Søn 👤Arvas (👤Aaron), som med det Ægyptiske Præste-Dømme forbandt Konge-Værdigheden, og begge Dele har siden hos Jøderne bestandig været forenede, saa Guds-Dyrkelsen og Rets-Pleien, dem til usigeligt Gavn, gik Haand i Haand. Den Persiske Kong 👤Kserxes var den Første, der undertvang Jøderne, hvorpaa de, med hele Perser-Riget, kom under 👤Alexander den Store, og havde i lang Tid ►Syrisk-Makedonisk Herskab, men rev sig løs fra 👤Demetrius og søgde Romernes Venskab, hvorved de først af alle 📌Øster-Ledens Folk tilbagevandt deres Frihed, da Romerne fandt, ►det var en smal Sag at skiære en bred Rem af en Andens Rygg *►Trogus hos Justin XXXVI. 2–3..
✂ Hermed kan det ►beroe, thi hvem der vil læse en Latinsk ►Pasqvil paa Jøderne, finder den ►vel hos 👤Tacitus, og Man seer let, at disse Efterretninger har kun ►universal-historisk Vigtighed, fordi de paa den ene Side vise os, hvad Man kan bygge paa de Folks Historie, der ikke selv har beskrevet deres Levnets-Løb, og paa den Anden forvisse os om, at baade Græker og Romere erkiendte Ebræerne for et ældgammelt ►Hoved-672Folk► og at Grækerne ansaae 👤Moses og hans skrevne Love for samtidige med deres ældste Heroer.
✂ Det var, som Man sædvanlig regner, 70 Aar ►e. Ch. at 📌Jerusalem ►forstyrredes, altsaa ved Slutningen af ►den 211te Olympiade, da Jøderne skrev 3831 efter Verdens Skabelse, og skiøndt Aars-Tallene først langt senere blive sikkre paa et Haar, veed vi dog bestemt, det er nu over ►halvattende Aarhundrede siden Jøderne forvandledes til et ►adspredt Folk uden ►visse Værelser, Tempel og Dom-Huus, og dog er det først i vore Dage, de føle sig fristede til at ombytte Skyggen af 📌Israels Herlighed med hvad der glimrer hos den nydannede Verdens Folk. Nu er imidlertid ogsaa ►Timen for Haanden da denne “►►Hoved-Folkenes Første-Fødte” enten maa ►tabe sig i Hedenskabet eller tilegne sig vor Messias, som deres fremfor Alt, og vise Verden Mage til den “Christne Synagoge” der blev ►forstyrret med 📌Jerusalem, men er dog saa deilig afmalet i “►Apostlernes Gierninger,” at den kan aldrig glemmes, saalænge 👤Christi Kirke staaer!