Keiser 👤Augustus.
✂ 👤Cicero skal have fortalt, at, mens 👤Cæsar endnu levede, drømde han engang, at han havde stævnet Endeel af Byens Junkere op paa 📌Capitolet, fordi ►Jupiter vilde udmelde En af dem til 📌Roms Fyrste, og at den Unger-Svend, som ►Jupiter pegede paa og sagde, skulde ende Borger-Krigene, stod saa lyslevende for ham, at han Dagen efter gienkiendte ham ►paa Timen, da han mødte ham paa 📌Mars-Marken, hvor Ungdommen havde deres Øvelser. Det slog ham naturligviis, og ved at spørge sig for, hørde han, det var den unge 👤Octavius, paa Fædrene-Side ubetydelig, men en ►Syster-Søn og ►Knæsætning ad 👤Cæsar *👤Plutarks ►Cicero..
✂ 637Om denne Drøm kan Man nu tænke hvad Man vil, især da Ingen endnu har fundet Spor deraf i 👤Ciceros Skrifter, men at det ►slog mere lige til, end Man selv i 👤Plutarks Dage kunde vide, er en ►universal-historisk Kiends-Gierning, saa det er i alle Tilfælde en af de lykkelige Formodnin 505 (US) ger, Tiden har stadfæstet, at den i alle Henseender lille 👤Octavius skulde som Keiser 👤Augustus komme til at spille en større Rolle i Verdens-Historien end baade 👤Cæsar og alle de Store i 📌Rom. Han var født under 👤Ciceros ►Consulat *👤Plutarks ►Cicero. 👤Suetons ►Augustus., altsaa i det ►mærkelige Aar da 👤Pompeius tog 📌Jerusalem og 👤Catilina vilde gjort ved 📌Rom, hvad 👤Sylla truede med, og da 👤Cæsar blev myrdet, ►laae 👤Octavius og studerede i 📌Apollonia, en dengang berømt Stad i 📌Epiros (📌Albanien), hvorfra han dog temmelig snart kom til 📌Rom og krævede 👤Antonius, der havde alt 👤Cæsars Efterladenskab ►under Hænder, til Regnskab for sit Arve-Gods, som er det største om ikke det eneste Vove-Stykke, Man veed af ham; thi ►er Forsigtighed en “Borgemester-Dyd,” da var 👤Octavius ►alt i sine umyndige Aar moden til Consulatet, som han ogsaa virkelig, anbefalet af 👤Cicero, opnaaede. Man hører derfor heller slet intet til hans Helte-Gierninger, enten ved 📌Philippi, hvor han lykkeligviis ikke engang var i sin Leir, da 👤Brutus brød derind, eller ved 📌Actium, men derimod seer Man, han vidste godt at benytte sig baade af de Seire hans Tropper vandt, og af alle dem, Romerne havde vundet, og saadan en klog General trængde baade 📌Rom og hele Verden høilig til; thi ►Romuluser havde der nu været Nok af, saa Tidens ►Tarv var en ►Numa den Anden, og en saadan Fredens Genius efter ►Martis-Sønnen (►Mamertineren) var 👤Octavius ►aabenbar efter 👤Sylla.
✂ Dog, før 👤Octavius kunde ►ret komme i Ro og glimre som 👤►Augustus, havde han mange Fortrædeligheder med den 638ubændige 👤Antonius, som Ingen ret kunde holde Styr paa ►uden 👤Kleopatra, og skiøndt vi umuelig her kan indlade os dybt i disse Klammerier, hvori Kvinderne desuden spille Hoved-Rollen, kan vi dog saameget mindre gaae dem reent forbi, som 📌Ægypten ved denne Leilighed blev en Romersk Provinds og afrundede smukt det mageløse Verdens-Rige, hvori 📌Middel-Havet var som en Ind-Sø.
✂ 👤Antonius vilde gierne bilde Folk ind, at han nedstammede fra ►Hercules og lignede ham op ad Dage, men da han ►endelig ►vilde i Høiden, som han kun var ilde skikket til, skulde han heller ført sin Stam-Tavle op til ►Æolus, thi han var, i det Mindste i sin Tid, den største ►Vind-Mager under Solen. Hvordan det i Grunden hængde sammen med hans Tapperhed, er vanskeligt at sige, da det er klart, han mellem Historie-Skriverne 506 (US) gjaldt for en stor Helt, uden at de dog har været heldige nok til at opdage nogen Kiends-Gierning, der svarer til deres Lov-Taler, men han var “en lystig Broder,” som spasede og svirede med alle Folk uden Persons Anseelse, og han var en Ødeland, som kunde sætte en heel Verden overstyr, derfor tilbad Man ham i Leiren og gik i Ilden for ham. Det var da egenlig Bægeret og Pungen, der lagde Kraft i hans Arm, men uagtet begge Dele ogsaa bidrog til den Styrke, han havde i Munden, var han dog, efter Romernes Dom, en god Taler, kun lidt svulstig, og saavel mod 👤Pompeius, da han var En af de ►Almue-Tribuner, der flygtede til 👤Cæsar, som efter Snig-Mordet, viiste han unægtelig baade at han var et lyst Hoved og havde gode Tale-Gaver. Det Sidste, saavelsom Gavmildheden, maa have ligget til Familien, thi hans Far-Fader, 👤Marcus Antonius, var saa stor en Taler, at han nær havde overtalt Bødlerne, 👤Marius sendte efter hans Hoved, til at lade ham beholde det, og hans egen Fader var saa rundhaandet, at hans Kone, som var i Slægt med 👤Cæsar, maatte ►see ham paa Fingrene og kunde dog 639ikke hindre ham fra ►imellem at give et Stykke bort af hendes Sølv-Tøi*👤Plutarks ►Antonius og ►Marius..
✂ Hvordan nu 👤Antonius, der aldrig ►regnede Penge og knap kunde nægte sine Venner end sige sine mange Veninder Noget, ►holdt Huus med 👤Cæsars Midler, kan Man forud vide, og desmere uforskammet fandt han det af 👤Octavius at forlange Regnskab af ham, og affærdigede ham som en næsviis Dreng, men nu tyede 👤Octavius til 👤Cicero, der da ogsaa viiste sig som hans store Velynder, hvorover han maatte høre af 👤Brutus, at han kun arbeidede paa at skaffe sig en naadig Herre*👤Plutarks ►Cicero og ►Antonius. 👤Appians ►Borger-Krig III. 13–23. 29–39..
✂ Saaledes har ventelig Keiser 👤Augustus, der selv beskrev sit Levnets-Løb, fremstillet Sagen, men ellers meende kloge Folk i 📌Rom, at 👤Antonius og 👤Octavius var ingen Narre, ►at de for Alvor skulde være ►usaattes, mens 👤Cassius og 👤Brutus levede; men at de kun legede dødelige Fiender, for at have et godt Paaskud til at ligge i Leir og for at sætte 👤Cicero, der i ►Skygge-Raadet spillede Hoved-Rollen, Blaar i Øinene*👤Appians ►Borger-Krig III. 39–40. 80., og skiøndt vi er meget for unge til at dømme i saa gamle Sager, kan vi ikke nægte, de synes at have Ret. Stakkels 👤Cicero holdt imidlertid, stolende paa 👤Octavius sine Torden-Taler mod den fraværende 👤Antonius, som han, ved at kalde “►Philippiker” har sat ved Siden ad ►de Demosthenske, dem til liden ►Baade, 507 (US) ja, han fik endogsaa 👤Antonius erklæret for Fædrenelandets Fiende, men vaagnede ynkelig af sin søde Drøm, da 👤Octavius, saasnart han var blevet Consul, forligde sig med 👤Antonius og 👤Lepidus, blandt Andet om at lade den Taler slaae ihjel, paa hvis Tunge hvad Romerne kaldte Frihed ►vel laae i sidste Aande-640Dræt men kunde dog endnu, naar ►Cæsarer døde, giøre deres Arvinger Uleilighed. Med inderlig Glæde modtog og betalde 👤Antonius, ved høilys Dag, siddende paa ►Thing-Stedet, 👤Ciceros Hoved og høire Haand, som siden længe laae til Skue, hvor hans Taler havde fortryllet Romerne, og dette ene Træk af den Rædsels-Tid, den sidste ►Tre-Hjørning skabde, kan være os Nok, da det tilfulde viser os, Man havde endogsaa ►bidt Hovedet af Skam *👤Plutarks ►Cicero og ►Antonius. 👤Appians ►Borger-Krig III. 50–63. 82–96. IV. 2–6. 19–20.. ►Tre-Mændene deelde for Resten strax den Part af Romer-Riget, 👤Cassius og 👤Brutus ei havde besat, imellem sig som ►god Prise, og de To gjorde, efter Seiren ved 📌Philippi, ligedan med hele Verden, paa 📌Italien nær, som endnu kaldtes Frihedens Hjem og Herredømmets Sæde, saa 👤Antonius skulde regiere uindskrænket i Østen og 👤Octavius i Vesten, medens dog 📌Nord-Afrika blev indtil videre 👤Lepidus og 📌Sicilien den opsætsige 👤Sextus, Søn af 👤Pompeius, overladt*👤Plutarks ►Antonius. 👤Appians ►Borger-Krig V. 65. 72. ►Dion Kassios XLVIII. 28.. De to Sidste fik snart afhersket, men selv til To ►syndes Verdens-Riget for snevert, og det vilde virkelig været en stor Ulykke, om 👤Antonius havde faaet Lov til, som han begyndte, at udstykke 📌Asien til den Ægyptiske Dronning og til Smaa-Tyranner af sit Blod, thi da havde 📌Rom seiret og Verden lidt forgiæves.
✂ For nu at betragte det sidste Optrin i den blodige Revolution fra det rette Stade, maae vi med 👤Antonius begive os til 📌Alexandrien, men kan naturligviis hverken opholde os der saa længe eller finde Opholdet saa behageligt som 👤Antonius. 👤Kleopatras fine Dannelse og omfattende Sprog-Kundskab viser os imidlertid, at Ptolomæer-Tiden, trods al sin Fordærvelse, nok kunde være et Syn værd, naar 641den ikke var endnu meer indhyllet i Mørke for os, end Pharaonernes Alder, men det er den; thi at vi kan regne Ptolomæerne op med deres Tilnavne og Mord paa hinanden, nytter os slet ikke, og næsten Alt hvad 📌Alexandriens Penne ellers kan have stræbt at redde fra Glemsel er nedsunket deri med 👤Appians Ægyptiske 508 (US) Historie*👤Appians ⓘ ►Borger-Krig II. 90. V. 1.. I det vi derfor maae overlade til Skole-Historien, at indskiærpe Vigtigheden af ►Bog-Giemmet og det lærde Væsen i 📌Alexandrien, maae vi her indskrænke os til at oplyse Ptolomæernes Forhold til 📌Rom.
✂ Allerede den anden ►Lagide, med Tilnavn 👤Philadelphos stod i Venskab med Romerne, men ogsaa med Karthaginenserne, og nægtede derfor begge Parter Bistand i den første Puniske Krig, med den vittige Anmærkning, at det var mod sine Fiender, ei mod sine Venner, Man førde Vaaben. Vel fik nu Romerne godt Indpas i 📌Ægypten, da de paatog ►dem Formynderskabet for 👤Philopators lille Søn, som den Makedoniske 👤Philip og den Syriske 👤Antiochos vilde ►plukket; men, efter 👤Polybs Vidnesbyrd, ►havde det dog ikke ret nogen Art med Romernes Herredom ved 📌Nilen, førend efter at 👤Popilius med et Brev fra ►Raadet havde drevet 👤Antiochus Epiphanes ud af Landet og dermed viist Ægypterne, hvad “►Fædrene” kunde udrette blot med et Penne-Strøg. Dengang sloges nemlig to Brødre, 👤Philometor og 👤Physkon, om Thronen, og den Sidste, som kom til Kort haabede da at giøre sin Lykke, ved selv at gaae til 📌Rom og tale sin Sag. Vel blev det nu der beviist, at 👤Philometor havde behandlet ham med en i 📌Alexandrien mageløs Ædelmodighed, da han kunde taget Livet af ham, men havde deristeden afstaaet ham 📌Kyrene, men, siger 👤Polyb, da Romerne indsaae, det var til deres Fordeel 642at et Rige blev rigtig deelt, som i gode Hænder let kunde voxe dem over Hovedet, saa brugde de deres gamle Kneb, tog 👤Physkon i Forsvar og ►tildømde ham 📌Kypern, som han forlangde*👤Polyb (►Gesandtskabs-Brudstykker) CXIII.. Herved havde Romerne da Haand i Hanke og ►Lagiderne af begge Kiøn ►djævledes siden bestandig saaledes, at 📌Ægypten vilde været et let Bytte, men Revolutionen forvirrede Tanke-Gangen, saa da 👤Cato den Yngre, Man veed ikke under hvad Paaskud, tog 📌Kypern i Besiddelse, satte En af 👤Pompeis Stat-Holdere (👤Gabinius) en fordrevet 👤Ptolomæos paa Thronen i 📌Alexandrien, istedenfor at føre Kronen til 📌Rom og derved forebygge videre ►forargelig Misbrug*👤Plutarks ►Antonius og ►Cato hin Yngre.. Desaarsag nærede 👤Pompeius efter Slaget ved 📌Pharsal, det ►urimelige Haab at finde Beskyttelse hos en Søn af denne sin ►Sætte-Konge, som dengang laae ►tilfeldts mod sin ►Syster 👤Kleopatra; men 👤Pompeius blev naturligviis skuffet og skiøndt han 509 (US) trak 👤Cæsar efter sig til 📌Alexandrien, kom der dog endnu ingen Orden i Tingene ved 📌Nilen. 👤Kleopatra vidste nemlig saaledes at indtage 👤Cæsar, at uagtet Alexandrinerne gjorde sig saa næsvise, at han engang, for at undgaae deres ►Paatrængenhed, maatte, ikke uden Fare, springe i Stranden, og uagtet han ved en ordenlig Seier over Kongen, fik ►Spydstage-Ret til Riget, begik han dog den ►Svaghed at sætte “Skiønheden” paa Thronen, som derved blev dobbelt tillokkende*👤Plutarks ►Pompeius ►og Cæsar. 👤Appians ►Borger-Krig II. 90.. Dog siges der ensteds, at Hoved-Grunden, hvi han ikke gjorde 📌Ægypten til Provinds, var, at han frygtede for, den Romerske Stat-Holder der vilde blive for mægtig, og det lader sig høre; thi 👤Appian forsikkrer, han havde Sort paa Hvidt for, at da 👤Philadelphos døde, var der i 📌Ægypten 200000 Mand paa Benene, 40000 til Hest, 2000 Strids-Vogne paa 643Hjulene, 1500 Linie-Skibe i Søen, 300 Elephanter paa Stald, 740000 Talenter i Skat-Kammeret, og alskens Forraad i Tøi-Husene til det Dobbelte af den Styrke, Man brugde*👤Appians ►Fortale 10.. Vel tilføier Alexandrineren, at det under de følgende Konger naturligviis gik meget tilbage, men deels spore vi dog endnu i 👤Kleopatras Dage ►Overflødighed paa Alt undtagen Mod og Menneskelighed, og deels nøder ►Sætte-Kongen i 📌Ægypten os nu idelig til at beundre et Lands ►Hjelpe-Kilder, der aldrig har været meer tilbage, end da han tog ved Roret.
✂ Efter Slaget ved 📌Philippi stævnede 👤Antonius 👤Kleopatra til at møde ham i 📌Kilikien til, “►skarpt Forhør og Doms Lidelse,” fordi hun “hvis Hjerte var som et ►Due-Slag,” havde paa det Kiærligste modtaget 👤Cæsars Mordere, men hun kiendte sin egen Styrke og sin Dommers Svaghed, kom seilende som en Gudinde og vilde ikke engang paa en høflig Indbydelse komme til 👤Antonius, saa han maatte selv ned til Stranden og hente eller rettere tilbede hende*👤Plutarks ►Antonius. 👤Appians ►Borger-Krig V. 8.. Fra dette Øieblik af var han hendes Slave, og da det, efter langt ►Kiævleri kom til Krig mellem ham og 👤Octavius, hvis ►Syster han havde ægtet men for sin Herskerindes Skyld haanlig ►forskudt, kunde alle hans Romerske Venners Overtalelser ei bevæge ham til, at lade 👤Kleopatra fare, blot saalænge ►Kvindagtighed var ►aabenbar paa sit urette Sted. Ægypterinden var da med i Sø-Slaget ved 📌Actium (📌la Punta) i Mundingen af 📌Arta-Bugten, men ikke ret længe, og da 👤Antonius saae hende giøre Seil med sine ►Stads-Galeier, 510 (US) kunde Intet hindre ham fra at følge efter, overladende sin Flaade og Krigs-Hær til dem selv og dermed til 👤Octavius. Vel fik han siden i Sinde at forsvare 644sig i 📌Ægypten, men da 👤Octavius kun loe ad hans Udfordring til Tve-Kamp, og ►afslog et Udfald, han gjorde fra 📌Alexandrien, var han ►aabenbar raadvild, til 👤Kleopatra, ved at lukke sig inde og lade, som hun var død, hjalp ham ud af Forlegenheden, thi hende vilde han følge som en tro Slave og ►lagde derfor strax Haand paa sig selv. 👤Kleopatra prøvede nu paa at fængsle 👤Octavius, men da hun mærkede, han ei engang kunde bevæges til at skaane hende for at føres i ►Triumph, siges hun ogsaa at have dræbt sig selv, skiøndt der over hendes Døds-Maade hviler et Slør, 👤Octavius enten ikke har kunnet eller ikke villet borttage*👤Plutarks ►Antonius. ►Dio Kassius L–LI. 1–15..
✂ Saaledes blev da 👤Octavius 📌Ægyptens og hele Verdens Herre, saa der er faa Aars-Tal vi kunde ønske at vide saa nøie som det der hører til Slaget ved 📌Actium; men 👤Sveton spørge vi forgiæves om hvad vi ønske at vide, og skiøndt 👤Dion har været saa betænksom at sige os Dag og Datum, som vi gjerne skiænkede ham, har han dog glemt Aars-Tallet, fordi Tanke-Gangen i hans Tid, selv hos dem der skrev Græsk, var blevet saa Romersk, at de kun skildte Aarene ad med ►Borgemester-Navne, hvor aldeles ubetydelige og ►forvirrede disse nu end var blevet. Vi maae altsaa gaae en Omvei, for at komme til det ►mærkelige Aars-Tal, og lære da at skiønne paa den Tjeneste, Jøden 👤Joseph gjorde os, ved at forbinde 👤Ciceros Consulat med ►den 179de Olympiade; thi da 👤Octavius blev født under det Consulat, og hans Aar blev tit nok talt, kan vi derved ikke blot regne os til, ►naar Slaget ved 📌Actium stod men ogsaa med hvilken Olympiade den Christne Tids-Regning begynder. Naar vi nemlig trække de 44 Aar, 👤Octavius 👤Augustus efter Slaget ved 📌Actium var Ene om Alt, fra de 76, han i Alt opnaaede, da komme vi til Slaget ved 📌Actium i det 32te Aar efter 👤Ciceros Consulat, hvor645med da saa omtrent ►den 186de Olympiade maa slutte, og da 👤Christi tredivte Aar var det femtende efter 👤Augusts Død, saa maa 👤Christus være født ni og tyve Aar efter Slaget ved 📌Actium, ved Begyndelsen af ►den 194de Olympiade *👤Svetons ►Augustus 5. 8. 100.► Lukas (Evangeliet) 1. 3. 4. 👤Josephs ►Oldskrifter XIV. 4..
✂ Herved mindes vi da yderst beleilig om den Begivenhed, som ►vel ingenlunde Alle vil erkiende for den Største og Glædeligste 511 (US) i hele Menneske-Slægtens, men som dog unægtelig er det i 👤Augusts og 📌Roms Historie, og uden hvilken det er klart, vi enten aldrig var kommet til at skrive Historie, eller maatte erklæret 📌Nordens Indlemmelse i 📌det Romerske Rige for den sidste virkelige Stats-Begivenhed under Solen; thi selv i Republikens Dage var det jo ene de ►mærkværdige Folks Undertvingelse, der gjorde 📌Rom historisk ►mærkværdig, og hvad skulde da Historien faaet at melde, efter Verdens Indtagelse, som paa mindste Maade kunde vække Menneske-Aandens Deeltagelse, naar ikke 👤Christus havde stiftet et nyt Rige der, skiøndt i Grunden slet ikke verdsligt, dog satte hele Verdens-Riget i Bevægelse, saa det sprængde sig selv og gav Plads for den ny Skabelse, som Middel-Alderens Historie beskriver!
✂ Kun ved denne glædelige Udsigt var det mueligt med Liv at følge Dødens Aand som den eneste Seier-Herre i alle ►de store Kamp-Lege fra den 124de til den 187de Olympiade, giennem halvtredie Aarhundrede, og hvem skulde da have Mod end sige Kraft til ►utrøstet at agte paa Dens Bedrifter giennem dobbelt saa langt et Tids-Rum, giennem de fem Aarhundreder fra Slaget ved 📌Actium til 👤Romulus Augustulus; Bedrifter, som, naar Man undtager de ►Tiberiske og ►Neroniske, vilde, naar vi tog Christendommen 646bort, indskrænke sig til Slag med Parther eller Perser og Germaner, hvor, som Digteren siger, hvo end
✂
– – i Græsset maatte bide,
Al Fordeel var paa Dødens Side!
✂ Nu derimod, da vi veed, der ogsaa i Stats-Historien blev “►Udvei fra Døden,” skiøndt den, snoende sig giennem Helvede, var ►baade lang og trang, nu kan vi nok holde Øinene aabne for at see, hvordan den Romerske ►Pluto som en ►Jupiter Capitolinus agerede ►den Olympiske Zeus, skrev Almanakker, Mand-Tal, Forordninger, holdt Thing, ►spilde Komedie og pyntede op i de Dødes Rige med ►allehaande Konster og Videnskaber, ja, vi kan ►ordenlig tage Deel saavel deri som i Befæstningen af Menneske-Aandens store Grav-Sted mod de vilde Dyr, fordi vi see, det maatte Altsammen skee, naar der ►af det ⓘ “lillebitte Frø” fra 📌Palæstina skulde opvoxe et nyt Friheds-Træ paa Jorden, i hvis Grene alle Himlens Fugle, opvakte som af Dvale fra de Døde, bygge Rede og istemme Svane-Sangen.
✂ 512 (US) Vist nok hører Betragtningen af Romer-Riget under 👤August og de følgende Keisere langtmere til Kirkens og Skolens end til Statens Historie; men naar vi kun veed, at ►Menneske-Slægten, skabt i Guds Billede, var ikke uddød med ►de Borgerlige Selskaber, men levende begravet med dem, til en glædelig Opstandelse, da følge vi ikke blot, som nu er skedt med inderlig Deeltagelse Dens hellige Levninger til Jorde, men betragte ogsaa gierne “►Stedet, hvor de laae,” og desuden har Christenhedens Historie kastet et forunderlig skinnende Lys paa alle menneskelige Forhold, saa vi har lært at see, de er i Grunden ⓘ ►uadskillige. At en Stat uden Kirke er en Jord uden Himmel, der ei engang kan faae Skin af et ►Borgerligt Selskab uden ved en svovelblaa Lue fra Helvede eller uden Hjelp fra de “underjordiske Guder” (►dii inferni), det kunde ►vel 📌Roms Historie lære os, men at 647den sande Kirke fører Staten med sig og at den rette Stat søger sin ►Forklaring i en tilsvarende Skole, det har først Christendommens og Christenhedens Historie ►sat i Lys, saa det nu er soleklart at en Skole, hvori Mennesket efterhaanden kommer til Forstand paa sig selv og alle sine Forhold, er ligesaavel det jordiske Maal for den rette Stat, som for Menneske-Slægten, da Mennesket naturligviis ikke er til for Statens Skyld, men Staten for Menneskets.
✂ Havde vi nu en ligesaa god Beskrivelse af det i 📌Rom triumpherende, som 👤Polyb har givet os af det stridende Tyranni, ja, havde vi endog blot, hvad 👤Appian, der selv var Stat-Holder i 📌Ægypten under Keiser 👤Hadrian, havde tiltænkt os, om Romer-Rigets Forfatning og 📌Ægyptens Indlemmelse deri, da vilde de fire og fyrretive Aar, 👤August sad paa Thronen ei synes os nær saa borgerlig tomme, som de staae hos 👤Velleius, 👤Sveton og selv hos 👤Dion; thi ►vel er selv den bedste Indretning af et Tyranni kun en fattig og saare eensformig Stats-Begivenhed; men naar Staten først er slaaet ihjel, som den, udenfor 📌Jødeland, var allevegne i 👤Augusts Dage, da er det Bedste, Man kan giøre, dog unægtelig at balsamere Liget paa Ægyptisk og give det en saadan “evig Boelig” som de Ægyptiske Mumier fik, hvor de livagtige Skygger af alle Livs-Yttringer ►omsvæve dem. Denne Lignelse er heller ingenlunde grebet i Luften, men givet af Verdens-Historien selv, som viser, at 📌Ægypten var den ældgamle Grav-Stat, hvormed alle de Folk i Old-Tiden, der fik nogen udmærket Stats-Indretning, ligefra Ebræerne under 👤Moses til Romerne under 👤August, først kom i umiddelbar ►Berørelse. 513 (US) Hvorvidt eller hvorfor dette var nødvendigt, er en Opgave, hvis Løsning maa overlades til Skolens Historie, men paa Kiends-Gierningen maae vi blive opmærksom i Statens, saa 648naar vi see 👤Octavius holde sit beskedne Indtog i 📌Alexandrien, Haand i Haand med Philosophen 👤Arios, for hvis Skyld han, efter sit eget Sigende, ligesaa meget som for 👤Alexander den Stores, ►sparer Staden*👤Plutarks ►Antonius. ►Dion LI. 16., da lade vi det ►staae ved sit Værd, hvad de talede sammen, men see ►nødvendig i deres Forbindelse et slaaende Billede paa den, der under 👤August traadte i Kraft mellem Romersk og Ægyptisk Stats-Konst, tyranniske Begge, men Hin beregnet paa Krig og Denne paa Fred. Eensidig fulgt havde begge disse Systemer ►giendrevet sig selv, da Ægypterne var gaaet Glip ad Freden og Krigen kunde ikke længer føde Romerne, men naar ►det Ægyptiske Politi kunde forbindes med den Romerske ►Krigs-Tugt, da turde Man endnu haabe at giøre ►Mand-Slæt til en ordenlig Nærings-Vei, der, istedenfor at opsluge, beskyttede alle Andre til sin egen Fordeel. Da Romerne nu altid, som Røvere, kun havde elsket Krigen for Triumphens og Fordelens Skyld og 👤August var kun Halv-Romer, paa Fædrene-Side en ►Volsker fra 📌Velletri, som godt kunde taale at see Blod men ei at ►see vreed Mand under Øine; saa kunde Intet være ham meer velkomment, end Ægyptisk Underviisning, naar 📌Romer-Riget kun havde fundet sine naturlige Grændser, og dem havde det nu ►aabenbar fundet ved 📌Donau og 📌Rhin saavelsom ved 📌Euphrat. Naar Man derfor overalt holdt Grændse-Vagt ligesom der fra Arilds-Tid var holdt ved 📌Elephantine, 📌Pelusium og 📌Marea, men holdt den paa Romersk, da turde Man haabe at sikkre sig hele den dannede og fordeelagtige Deel af den bekiendte Verden, og naar Man tillige havde en tilstrækkelig ⓘ Krigs-Magt og et godt ►Politi, med skarpt afmaalte indbyrdes Grændser, i alle Provindser, da maatte enhver Opstand vel kunne kvæles i Fødselen og alle lovlige Nærings-Veie drives i Fred. Hertil at danne en ►Kriger-Kaste var umue649ligt, da den eneste Saadanne, der forslog til et Verdens-Rige “Roms Borger-Skab” var ►udartet, og Soldater-Kolonierne i 📌Italien, der saaedes tykt efter Slaget ved 📌Philippi, ødelagde kun Byerne og fyldte Landet med Røvere; men en staaende Hær, holdt i Ørene paa Romersk og stedse fornyet med Folk i deres bedste Aar, blev en ►Skabning af 👤August og svarede giennem Aarhundreder til sin Hensigt. Tjeneste-Tiden 514 (US) blev sexten Aar i Almindelighed og Tolv ved Liv-Vagten (►Prætorianerne) med bestemt Sold, Belønning for tro Tjeneste og Udsigt til de høieste Æres-Poster, selv til Keiser-Thronen for Alle, medens hele den øvrige Befolkning, selv Stat-Holderne ►indbegrebet, mistede Ret til at bære Vaaben *►Dion LIII. 12–15. LIV. 7. 9. 15., og tydelige Love efterhaanden paa det Skarpeste ordnede alle de personlige Forhold. Indtil videre beholdt imidlertid baade Ægypter, Jøder og Græker, som forhenværende ►Bunds-Forvandte Lov til, i det daglige Liv, at følge deres egne gamle Sæder og Skikke, saa det var intet Under, at 👤August blev forgudet i hele den dannede Verden, undtagen i 📌Jødeland, hvor Man havde en ordenlig Gud, og fik af den Romerske Keiser kun en grusom Tyran for Told og Skat, som Mose-Loven ikke førde med sig.
✂ Dette, tilligemed den høitidelige Erklæring at der nu ikke skulde erobres Meer, saa det var kun Barbarernes Skyld, naar 📌Janus-Templet ikke stod lukket, udgiør omtrent, hvad vi maae kalde 👤Augusts ►universal-historiske Side, som vi ►vel kunde ønske at see langt bedre oplyst, men som Man kun har fordunklet ved at sammensmelte den med hans Romerske Side, da det kan være os og kunde være hele Verden, paa 📌Rom nær, det Samme, hvordan han ►kiørde i Ring eller ►spillede Giæk med Senatet og hvor broget det gik til i hans huuslige Kreds, naar De, der hverken vilde gjøre ham Tyranniet stridigt eller arve det efter ham, havde taaleligere 650Kaar og bedre Udsigter, end de under Senatorernes ►Udsuelser og Revolutions-Krigen nogensinde kunde ventet.
✂ At en vis 👤Agrippa og en vis 👤Mæcenas var 👤Augusts berømteste Med-Arbeidere, den Første med Haanden og den Anden med Hovedet, er noksom bekiendt, men ►hvad de egenlig førde i deres Skjold, er vanskeligt at sige, da de Romerske Historie-Skrivere aldrig har for Skik at give os Træk af de berømte Mænds virkelige Liv, men give dem blot deres Skuds-Maal i meer eller mindre tilspidsede Sentenser, hvoraf vi i det Høieste lære hvad Skribenten tænkde om dem, som i de fleste Tilfælde er os ligegyldigt og altid en Bisag. Turde vi, imidlertid tage ►Kabinets-Raadet, 👤August skal have holdt med dem om den bedste Brug af ►Enevolds-Magten, for Andet end en Retter-Gang, 👤Dion holdt med sig selv om 👤Augusts Bevæg-Grunde, da maatte vi forestille os 👤Agrippa som en ærlig, men kortsynet 515 (US) Forfægter af den med hans eget og mange andre Sværd sønderhuggede Forfatning og 👤Mæcenas derimod som en klarøiet Stats-Mand, der vilde det Bedste, Omstændighederne tillod*►Dion LII. 1–40.; men saadanne hemmelige Efterretninger, som i Stilhed er blevet trehundrede Aar gamle, giør Man bedst i at springe over og, i Mangel af Andet, nøies med det Skuds-Maal, en Samtidig har givet dem. 👤Velleius Paterculus, lettelig den af alle de Romerske Skribenter, der havde mest Begreb om Historie og vanskelig mindre sanddru, siger nemlig om 👤Agrippa: han var Tapperheden selv, mageløs modig, aarvaagen og utrættelig, slog til uden Omsvøb og havde ►prægtig lært at ►lyde men kun Een, thi imod alle Andre var han bydende tilgavns! 👤Mæcenas faaer derimod det Skuds-Maal, at naar der var Fare paa Færde, fandt Man ham lysvaagen paa sin Post og aldrig raadvild, men at saasnart det paa nogen Maade lod sig giøre, laae han paa den lade Side, ►kvindagtigere snart end 651Kvinder selv, hvorfor 👤August ►vel elskede ham lige høit men agtede ham mindre end 👤Agrippa *ⓘ ►Velleius II.. Dog, skille de to Navne ad, kan Man sagtens, da 👤Horats har giort 👤Mæcenas til et ►universal-historisk Navn paa alle dem, det smigrer uforskyldt at besynges som “høie Velyndere af ►Konster og Videnskaber,” og herved mindes vi om, at 👤Augusts Dage giennem mange Aarhundreder har baaret Navn af “Literaturens og Smagens gyldne Tid,” fordi det var i dem, ved Opmuntring af 👤Mæcen og ham, at blandt meget Andet, 👤Virgils, 👤Horatses, 👤Ovids og 👤Livii Mester-Værker kom for Lyset. Hvorvidt nu denne Skole-Tradition er Andet end en Gienlyd af Romernes ækle Selv-Roes, det hører ►vist nok ret egenlig til Skolens Historie; men da de Latinske Bøger ved, giennem tre Aarhundreder, at pløies og forgudes i alle de nye Folks Skoler, har havt en mageløs Indflydelse paa vor Betragtning af Alt, følgelig ogsaa af Folk og Stat, kan vi, desværre, heller ikke her forbigaae dem med Taushed. Hvad ►Lov 👤Livius og i det Hele de Romerske Historie-Skrivere videnskabelig fortjene, har vi ►alt til ►Overflødighed seet deraf at selv i 📌Roms Historie er Grækerne vore Hjemmels-Mænd, men hvad der især har virket fordærvelig, er at de Latinske Mester-Stykker, paa “Satiren, ►Dulle og Drikke-Visen” nær, stod selv i deres Hjem-Stavn, som en Efterligning af det Fremmede, i Modsætning til Folke-Livet, og, som en dybt fordærvet, 516 (US) ►borgerlig forstyrret Tids Foster, i Modsætning til Alt hvad der i det virkelige Liv skal være Mennesket og Borgeren helligt og dyrebart. Den bittre, men naturlige Frugt af den Romerske Literaturs Forgudelse var derfor det Attende Aarhundredes vantro Oplysning, theatralske Dannelse og politiske Raseri til alle Sider, hvorved de ►Gothiske Stater trues med den samme Opløsning, som ►alt har truffet de Romanske, saa det er nu umueligt at 652være en oplyst Ven af det Folk og ►Borgerlige Selskab, Man tilhører, uden blot derfor at være en svoren Fiende af den Romerske Literatur betragtet som Hoved-Element i ►den studerende Ungdoms Dannelse. Fiendskabet maa være saameget mere brændende og uforsonligt hos os ►kværsiddende Nord-Boer, som vi er de eneste Folk i den dannede Verden, der, med ►eiendommelige Sæder og Love fra Arilds-Tid, undgik det Romerske Aag, har et ►Kæmpe-Liv at fortsætte og selv en gammel folkelig Skrift og Dannelse at følge, der alle Dage staae i samme Forhold til Romersk Liv og Tanke-Gang som Gothernes Øxer til Romernes Pande, saa her er ikke paa Forlig at tænke, men kun paa Liv og Død at kæmpe. Hvad 👤Virgil, 👤Horats og 👤Ovid vinde hos os, det taber unægtelig ►Edda og ►Bjovulfs-Drapen, ►Kæmpe-Viserne og 👤Kingo; bliver 👤Livius og 👤Sallust store Historie-Skrivere i vore Øine, da blive nødvendig ►Heimskringla og Sagaerne os ingen Ting og ►Saxos Krønike kun en Latinsk ►Stile-Bog, bliver Romer-Retten vor Lov-Bog, da lee vi kun ad ►Valdemarene, og med eet Ord: lode vi os romanisere, da gik ►Universal-Historien Glip ad sin Krands, Menneske-Livet ad sin jordiske ►Forklaring og Forsynet ad sit snart giennem to Aar-Tusinder kiendelige Øiemed; men derfor skeer det ikke heller.
✂ Nær, paa et hængende Haar, var det skedt, da i Slutningen af det Syttende Aarhundrede det gamle 📌Norden var næsten aldeles glemt over det gamle 📌Rom og vore Lærde næsten uden Undtagelse skammede sig ved deres Moders-Maal og stræbde at glemme det ►over Latinen, men da vaagnede Folke-Aanden og slog ►Dommedags-Slag paa Latinerne, som 👤Herman paa Romerne, da de i 👤Augusts Dage kom 📌Norden for nær, og her staae vi da med Eet, hvor vi kom fra, og see med Fornøielse, at denne samme 👤Vel653leius, der med Fryd beretter, hvorlunde han selv stod med 👤Tiber ved 📌Elben og saae den Romerske Flaade fra 📌Gallien styre ind i Floden paa vore Grændser, han fortæller flæbende ►(deflens), hvordan det, mens 517 (US) han stod ved 📌Donau, gik 👤Varus med hans tre Legioner, Ryttere og Tros, mellem 📌Rhinen og 📌Elben. Vel har vi ikke den udførlige Beskrivelse, han lovede os af denne ►Universal-historiske Begivenhed, som Man kan kalde en Germanisk Underskrift med Romer-Blod til Vitterlighed, paa det ellers lidt usikkre ►Brevskab, hvormed 👤August havde erklæret 📌Rhinen for sit Riges naturlige Grændse; men selv den korte Efterretning, han foreløbig gav er dog ubetalelig, og kan være os Nok, da ►Huggene, som holdne Vahre, her unægtelig var Hoved-Sagen.
✂ 👤Varus Qvinctilius, siger Romeren, havde en mild Tænke-Maade og et stille Sind, var lidt langsom i alle sine Bevægelser, mere vant til at ligge i Leir end at rykke i ►Marken og saa god en Kiender af “►Skattens Mynt,” at han kom fattig til det rige 📌Syrien, men lod Fattigdommen blive der og tog Rigdommen med sig. Denne Mand, som nu stod i Spidsen for vor ►Germaniske Hær, fik det Indfald, at Folk, der havde ikke Meer af Mennesket end Skikkelsen og Stemmen (►nihil præter vocem membraque haberent hominum) og kunde ei engang tæmmes med Sværdet, dog lod sig formilde ved Retter-Gang, og med disse Forhaabninger ►slog han sig til Borge-Leie midt i 📌Germanien, og drev hele Sommeren hen med at holde Thing og høre Sager, som i et Land der jublede over Fredens Velsignelser. Nu er de Folk imidlertid, midt i deres Raahed saa trædske og saa indgroet falske, ►(natum mendacio genus) som Ingen skulde troe, uden hvem der veed det af Erfaring, saa de gjorde 👤Varus tryg ved at lade som de var meget ►usaattes, skiælde hinanden Huden fuld og saa taknemmelig velsigne “Romer-Retten,” der ►jævnede Trætten, hvori Man ellers lod Sværdet dømme, 654og formildede saaledes de raae og grumme Sæder. Medens nu 👤Varus reent glemde, han var i 📌Germanien, og drømde sig paa Dom-Stolen i 📌Rom, greb 👤Arminius (👤Herman) Leiligheden til Udaad, og denne Unger-Svend, 👤Sigimer Høvdings Søn, var en Kæmpe af en Karl, og Pokker til Barbar, ►letnem og hurtig af Begreb, Fyr og Flamme, saa Øinene ►spillede i Hovedet paa ham, og han havde fulgt med os paa hele det forrige ►Tog, vundet Romersk Borgerskab og ►Ridder-Slag! Han ►stemplede nu, først med Faa og saa med Fleer, fik dem overbeviist om, at Man kunde faae Bugt med Romerne og fastsatte Tid og Time for ►Skielm-Stykket, som rigtig nok blev røbet af 👤Segest, en fornem Mand af samme Folk, der var os tro, men kun forgiæves, thi 👤Varus kunde slet ikke troe, Man vilde lønne ham saa ilde for al hans 518 (US) Godhed. Han fik ikke heller ret længe Tid til at betænke sig, før Ulykken skedte, den Største der timedes Romerne udenlands, siden 👤Crassus faldt paa det Parthiske ►Tog. Ja, maa Man ikke nok græde: den ypperste Romerske Krigs-Hær i Sværd-Slag, i Mands-Tugt og Erfarenhed faldt her ►besnæret som et Offer for Anførerens Dorskhed, Fiendens Troløshed og Skæbnens Uretfærdighed, fandt ei engang, ►indhemmet af Skove, Moradser og Baghold, Leilighed til at kæmpe som den vilde, men maatte lade sig slagte af en Fiende, den altid havde slagtet som ►Fæ (►more pecudum trucidaverat) og kun levnet Liv i af Naade. Dog, skiøndt Anføreren fattedes Mod til at ►fægte, havde han det dog til at døe og faldt, efter sin Faders og Farfaders Exempel paa sit eget Sværd, men 👤Ceionius, som overgav sig med Resten, var en Usselryg, som heller vilde falde paa Retter-Stedet end paa Val-Pladsen, og ►Legaten 👤Volumnius, ellers en sædelig, skikkelig Mand, gav et stygt Exempel ved med Rytteriet at søge 📌Rhinen, som han dog ikke naaede men fik den Straf at skydes i Flugten. 👤ⓘ Asprenas endelig, som ogsaa var 655 ►Legat hos sin Morbroder 👤Varus, skylder Man det Vidnesbyrd, at han ved sin Kiækhed og Forsigtighed reddede to Legioner, men Somme vil rigtig nok sige, han var ikke saa god ved de Døde som ved de Levende, men plyndrede sine faldne ►Stal-Brødre, før han forlod dem*►Velleius II..
✂ Saavidt Romeren, hvem jeg ikke vilde formene paa sin Viis at fortælle den eneste ►universal-historiske Begivenhed i Old-Tiden, en Romer, saavidt jeg veed, er den bedste Hjemmel for, og Læseren vil sikkert være enig med mig om, at vi aldrig ved en bedre Leilighed kunde erindres om, hvad Romerne vilde gjort med Tydskerne og os, hvis de havde faaet Magten, og hvad der er vor Pligt at giøre ved dem, da de er døde og vi er levende, nemlig hvad 👤ⓘ Asprenas gjorde: plyndre fra dem hvad de har røvet og overlade Resten til Ravne og Krager!
✂ 👤August skal være blevet saa fortvivlet, da han fik Tidende om Nederlaget, at han løb Panden mod Væggen og skreg: 👤Varus! hid med mine Legioner; men det rører os ikke, saameget mindre, som vi veed, han var en Skue-Spiller, der gik med høihælede Skoe, fordi han selv fandt, han var for lav, og skal, da han 76 Aar gammel, ►gik ud af Verden, have speilet sig, spurgt om han ikke havde spillet sin Rolle godt og bedt de Tilstæde 519 (US) værende klappe*👤Svetons ►Augustus 23. 73. 79. 99.. Hvad der er sandt deraf, blive Romernes Sag, som fortalde os det om deres forgudede Keiser, os er det Nok, at det var i deres Smag, saavelsom et andet mærkværdigt Træk, der vist ei er opdigtet: at først førde 👤August en ►Sphinx i sit Signet, saa en 👤Alexander den Store og saa sit eget Billede, der blev det Faste baade hos ham og hans ►Eftermænd *👤Svetons ►Augustus 50.. Dog, hvad 👤August var som Menneske, bliver hans egen Sag 656og hvad han var som Romer, Romernes og som Hersker fortjener han det Efter-Mæle, han ønskede: at han modtog 📌Rom af Leer og efterlod det i Marmor, thi dette Udsagn vil vi med 👤Dion anvende ikke paa Husene i 📌Rom men paa Verdens-Riget *►Dion LVI. 30..