👤Jakob eller 👤Israel.
✂ ►👤Isak var en stille Fyrste, men Herren aabenbarede sig dog ogsaa for ham, efter 👤Abrahams Død, og gientog sit Løfte, at i hans Æt skulde alle Folk paa Jorden velsignes. 👤Isak var gift med sin ►Frændke, 👤Rebekke, 👤Labans den Syrers ►Syster, og da hun var frugtsommelig, forespurgde hun sig hos Herren om sin Afkom og fik til Svar: du bærer tvende Folk under dit Hjerte, det Ene bedre end det Andet, og det Høie skal tjene det Lave! Hun fødte derpaa Tvillinger, nemlig 👤Esau og 👤Jakob, og da de ►voxde til, blev 👤Esau en ►Vild-Skytte, men 👤Jakob var spagfærdig og hjemlig, og saa engang, da 👤Esau kom fra Jagten og var mat, sagde han til 👤Jakob, som sad med en Ret Lindser ►for sig: jeg er ►flau, ►mig 67Forlov at► smage din Rød-Grød! Ja, sagde 👤Jakob, giver du saa mig din Førstefødsels-Ret? Top, sagde 👤Esau, hvad nytter mig den Ret, jo før Man fødes, des før Man døer. Velan, sagde 👤Jakob, saa sværg mig Førstefødsels-Retten til! Da svor 👤Esau og ►aad og drak, sprang op og foer ud og regnede Førstefødsels-Retten for ingen Ting, og Man kaldte ham siden 👤Edom ►ͻ: ►den Røde.
✂ 👤Isak holdt mest ad 👤Esau, hvis ►Vildbrad smagde ham, men 👤Rebekke holdt mest ad 👤Jakob, og da 👤Isak var gammel og blind, havde han ►betænkt at give 👤Esau den store Velsignelse, der tilhørde hans Æt, men ved 👤Rebekkes List fik 👤Jakob den, hvorover 👤Esau blev saa forbittret, at han lod sig forlyde med, at naar deres Fader døde, vilde han slaae sin Broder ihjel. Derfor sendte 👤Isak og 👤Rebekke 👤Jakob til 📌Syrien, til hans Morbroder 👤Laban, og underveis lagde han sig en Aften, ved Soels Nedgang, til at sove paa Marken med en Steen under sit Hoved. Da saae han en Stige i Drømme, som naaede fra Jorden lige op til Himmelen, hvorad Guds Engle gik op og ned, og Herren stod selv paa Toppen og sagde: frygt ikke! Jeg er din Fader 👤Abrahams Gud og 👤Isaks Gud, den Grund som du hviler dig paa, den skiænker Jeg dig og din Æt, og din Æt skal være som Støv paa 69 (US) Jorden og brede sig ud mod alle fire Verdens-Hjørner, i den og i dig skal alle Jorderigs Stammer velsignes! Og see, Jeg er med dig paa alle dine Veie, og fører dig hid tilbage og slaaer ei Haanden af dig, ►til det er Altsammen skedt som Jeg siger! Nu vaagnede 👤Jakob med ►det Ord: det vidste jeg ikke at Herren var her, og han blev bange og sagde: det er frygteligt, thi hvem kan sige Andet end at her er Guds Huus og Himlens Port! Derpaa stod han tidlig op om Morgenen og tog den Steen, hans Hoved havde hvilet paa, og reiste den op som en 📌►Sule, og hældte Olie paa Toppen, og kaldte Stedet 📌Bethel ►ͻ: Guds 68Huus, og gjorde det høitidelige Løfte: dersom Gud Herren vil ledsage mig og give Føden og Klæden og føre mig tilbage i god Behold til min Faders Huus, da skal Han være min Gud og denne ►Steen-Sule skal være mit Guds-Huus, og jeg vil ►tiende til Ham af alt hvad Han skiænker mig!
✂ I 📌Syrien hvor 👤Jakob tilbragde tyve Aar hos sin Morbroder 👤Laban, fik han to Koner ►for Een, 👤Rachel og 👤Lea, begge 👤Labans Døttre, men det skedte ved 👤Labans Trædskhed og ei med 👤Jakobs gode Villie; thi hans ►Hug stod kun til 👤Rachel. Han blev ogsaa der ved Guds Velsignelse en rig Mand, baade paa Børn og Gods, og da han dermed vendte tilbage til 📌Canaan, da ►mødte ham en ►underlig ►Ting, thi ved Bækken 📌Jabok som løber i 📌Jordan, paa det Sted som siden kaldes 📌Puneel (Guds Aasyn), kom der en Nat, han var alene, en Mand til ham og brødes med ham, saa hans ene Hofte gik af Ledd, men fik dog ikke Bugt med ham, og da han i Dagningen sagde: slip mig nu, da svarede 👤Jakob: nei, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig. Hvad er dit Navn, sagde Manden, og, paa Svaret, det er 👤Jakob, sagde han: du skal ikke længer hedde 👤Jakob men ►👤Israel (Guds Kæmpe), thi du har kæmpet med Gud som en Mand! Manden gik og Solen stod op, men 👤Jakob haltede og 👤Israels Børn ►æde ikke Hofte-Senen paa noget Dyr, fordi 👤Jakobs ►blev forrakt.►
✂ At Edomiternes Stamfader 👤Esau her staaer i Skygge ►mod Israeliternes Stamfader 👤Jakob, er soleklart, og deraf sluttede Man i forrige Aarhundrede, at baade 👤Jakob og 👤Moses havde gjort 👤Esau skammelig Uret; men da, giennem Løbet af tre Aar-Tusinder, 👤Herodes den Store, ►afskyelig Ihukommelse, er den eneste Edomit, der vandt universal-historisk ►Navnkundighed, saa vil det attende Aarhundredes Gunst ligesaalidt gavne 👤Esaus Efter-Mæle, som 👤Herodes den Stores vilde vinde ved en Sammenligning mellem ham og den samtidige ►“📌Israels Konge” 70 (US) der unægtelig fik en 69saa velsignet Ihukommelse, at den overgik alle de Forventninger Velsignelsen over 👤Jakob med Rimelighed kunde vække! Saasandt derfor Opfyldelsen er det sikkre Kiende-Mærke, der skiller de sande Spaadomme fra de Falske, maa Forholdet mellem Israeliters og Edomiters Stamfædre, ►naar de var kiødelige Brødre, og 👤Esau den Ældste, sin Faders Yndling, nødvendig have været, ikke som Man i forrige Aarhundrede drømde sig, men som 👤Moses for tretusinde Aar siden skildrede det, uden at bryde sig om, hvordan Man i Anledning deraf vilde moralisere for de Døde, og, i et critisk Øieblik, skrive Historien om paa ►fri Haand. Skulde Man ellers i Historien, som den er, finde en moralsk ►Mærkelighed, da blev det ingenlunde den aldeles naturlige Ting, at selv et haardt Broder-Hjerte stundom er bevægeligt, men vel at 👤Esau kunde have isinde at slaae sin Tvilling-Broder ihjel, hvad vel ►kun 👤Herodes den Store vilde kalde naturligt.