Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Første Deel

Optrinet paa 📌Mars-Marken, for hvis Beskrivelse vi maae takke 👤Appian, er os imidlertid langt vigtigere end Togene baade til 📌Afrika og til 📌Spanien, thi hvor haardnakkede end Slagene kan have været, og hvormegen Umage det end skal have kostet 👤Cæsar at sætte Mod i sine Legioner, saa gik det dog rask, uden at 👤Cæsar mødte en eneste Mand, der kunde nævnes som hans Med-Beiler til Over-Herredømmet. 👤Cato den Yngre, hvem vi, til Forskiel fra Politi-Mesteren 630fra hvem han nedstammede, kan kalde “Addisons Cato,” var alligevel en mærkelig Mand, hvem 👤Nero vel kan giøre Til-Navnet “den sidste Romer” stridigt, men som virkelig var den sidste Kæmpe-Natur, der viiste sig begeistret for den store Idee, at hele Verden skulde lade sig beherske af 📌Rom og 📌Rom igien af Raadet og han var En af de faa Raads-Herrer, som vilde der skulde herskes med Retfærdighed. Derfor holdt han endnu, da 👤Cæsar kom til 📌Afrika, Raad i 📌Utika med Trehundrede, som han kaldte “Senatet,” medens en 👤Scipio, 👤Pompeis sidste Sviger-Fader, var Feldt-Herre, men saasnart 👤Scipio var slaaet, turde naturligviis det Raad der flygtede fra 📌Rom endnu mindre holde Stand i 📌Utika, saa Alt hvad 👤Cato, efterat have besørget dem om Bord kunde gjøre, var at redde sig selv paa en Maade, han fandt sit Liv og sin Stilling værdig. Utikenserne tilbød sig nu vel at gaae i Forbøn for ham hos 👤Cæsar, thi han var virkelig en høist agtværdig Mand, men dertil svarede han kun med et Smil: nei, jeg er selv kiendt med 👤Cæsar, læste derpaa 👤Platos Skrift om Udødeligheden og giennemborede sig derpaa selv med sit Sværd, men da han med alt sit Mod altid havde været bange for at see Borger-Blod, og havde altsaa ingen Øvelse kunnet faae i at bruge Sværdet, gjorde han det saa keitet, at han fik en seen og smertelig Død. Sligt var det imidlertid Synd at lægge ham til Last, og naar Man har smidt denne ædle Mand mellem “feige, ugudelige Selv-Mordere,” hvis blinde Hedenskab knap kunde undskylde dem, da har Man kun derved viist, Man hverken havde et christeligt eller hedensk Begreb om den himmelvide Forskiel mellem en Misdæders Selv-Mord, hvorved han vil undflye sin forskyldte Straf og Skiændsel, og Ædlingens fortvivlede Udvei, der ei kan overleve det Eneste, han med Æren levede for, og ei synes, han kan komme til at døe værdig, uden for sin egen Haand. Jeg misunder dig din Død, sagde 👤Cæsar, da du der631ved har berøvet mig den Ære at skiænke dig Livet, og det er ikke engang let for os at sige, hvad en 👤Cato skulde gjort med sit Liv, naar 👤Cæsar havde skiænket ham det*👤Plutarks Cato den Yngre og Cæsar. 👤Appians Borger-Krig II. 95–99.. Vel er det klart nok, at 👤Cato sværmede for et Luft-Castel, thi aldrig havde Raadet, efter hans eget Skiøn, været længere fra at øve et retfærdigt Herredømme, og hvor bagvendt han selv, der vilde reformere Staten, tog paa Roret, havde hans aabenbare Lov-Brud under de Catilinariske Uroligheder tilstrækkelig viist, men da han først havde havt det Uheld at leve for et luftigt Ideal, vilde han dog været alt for ulykkelig, hvis han ei havde havt Mod til at døe for det.